Nadja Pass

Tag: Motivationsretorik

At afgive sin stemme

Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

%d bloggers like this: