Nadja Pass

Tag: cykelhjelm

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

Uventet bonus ved bling-cykel-hjelme – flere tilfældige møder med dem, man holder af

junglehjelm

Da jeg gik i gymnasiet havde jeg helt fantastisk dynejakke. Mønsteret beskrives bedst som: leopard-på-orange-brunt-syretrip. Og lad os bare sige det sådan, at den faldt ikke lige ind i gennemsnits-udseendet af vinter-outfit på Øregård Gymnasium.

Udover at være dejlig varm og lyse op i det grå vintervejr, havde jakken den store fordel, at folk kunne kende mig på lang afstand. Og jakken tog genkendelsensprisen den dag jeg flere år senere in-the-middle-of-nowhere i Israel, hvor en gammel gymnasiebekendt passede mig op med ordene “Jeg VIDSTE bare, det måtte være dig. Der er ingen andre, der har mod til at gå i så grim en jakke”.

Det havde jeg glemt alt om, indtil forleden dag, hvor jeg oksede afsted på mit sorte lyn inde omkring Magasin. Jeg havde måske nok registreret en glad barnestemme råbe Naaaadjaaaa, men Nadja er sådan et navn, der let kan forveksles med sang og generelle tralalala-lyde, så jeg reagerede ikke rigtig på det sådan der midt i trafikken. Ikke før jeg stoppede for rødt og nogen lagde en hånd på min skulder og meget bestemt sagde “HEJ Nadja – vi så dig på lang afstand, og vi har råbt på dig hele vejen”. “Det var mig, der råbte”, sagde guldklumpen i barnesædet. Og moren, der efterhånden var nået op på siden af os (selv med forrygende hjelm) supplerede “Ja, vi kunne kende dig på hjelmen”.

Og så stod vi jo af cyklerne og sludrede lidt der midt på gaden – og jeg elsker den slags spontane møder, hvor man mødes, udveksler et par knus og tanker og skilles igen med et smil på læben. Og faktum er, at dette spontane møde ikke ville være sket, hvis det ikke havde været for hjelmen. For blinghjelmene er supernemme at spotte i gadebilledet – og stikker langt op over selv de mest funky jakker.

Og nu hvor jeg tænker over det, er der faktisk sket noget lignende rigtig mange gange siden jeg fik min nye hjelm. Venner og bekendte genkender mig og passer mig op langvejs fra. Og så skal man jo heller ikke kimse ad alle dem, der dagligt stopper mig for at spørge, hvor jeg dog har købt min hjelm. Mange ekstra smil og glade miner – midt i den grå vinterhverdagstrafik.

Så hermed føjer jeg blinghjelme til listen over ting, der kan lyse op i den mørke tid.    

%d bloggers like this: