Nadja Pass

marts 1, 2010

De mentale sammenskudsgilder

I fredags var jeg til et skønt middagsselskab, som jeg synes er et tankevækkende og ekstremt inspirerende eksempel på den sociale innovation, jeg synes pibler frem for tiden. En social innovation, jeg overordnet synes, man kan kalde: “Mentale sammenskudsgilder”.

En af mine yndlings-Facebook-venner inviterede til en “Kurateret middag”. Og den sætning kræver vist mindst to forklaringer:

  1. Når jeg skriver “yndlings-Facebook-venner” er det, fordi det netop er det, hun er. Vi kender hinanden helt tilbage fra mine tidligste studieår, hvor vi havde det rigtig sjovt, både fagligt og socialt. Men nu er det reelt over 10 år siden, vi har set hinanden face-to-face. Til gengæld har vi en god og tæt Facebook-relation forstået på den måde, at vi begge er meget aktive på Facebook, og hun er sådan en af dem, der er rigtig sjov at være på Facebook med – ekstremt generøs med viden, reflektioner og links i sine statusopdateringer – og også aktiv i andres kommentarspor. Så selvom vi ikke har set hinanden, har vi i årenes løb udvekslet alle mulige tanker på kryds og tværs og altid haft fornemmelsen af, “hvor hinanden var” – været på hinandens radar.
  2. Og nu inviterede hun mig så til denne “kuraterede middag”, hvor hun havde et dusin andre kvinder, som hun kendte vidt forskellige steder fra. Nogle kendte hun fra endnu længere tilbage end mig – andre var hendes nærmeste venner eller familiemedlemmer. Men fælles for os alle sammen var, at vi var blandet på tværs af eksisterende vennekredse, madklubber og tøsegrupper – en ide, der var stærkt inspireret af Facebook, og de mange overraskende konstellationer og samtaler, der ofte opstår derinde, hvor folk fra vidt forskellige steder som aldrig har mødtes i levende live og sandsynligvis aldrig kommer til at mødes, pludselig indgår i lange diskussioner og udvekslinger i kommentartrådene.

Og den cocktail lagde simpelthen fundamentet til en vældig, vældig fin aften, hvor samtalerne fra starten fik det skønne løft, der ligger langt ud over de langmodige “hvordan går det så”-opdateringsrunder mange sociale sammenhænge ellers tit sander til i. Her kunne vi gå meget mere lige til biddet på interessante emner som kunst, politik, masser af rødvinsmarineret spas, samfundsengagement, saftige ungdomsminder, handlekraft, forskning og historier fra de varme lande. Altsammen garneret med suset af, at vi kunne tillade os dyrke helikopterperspektiverne.

Nu var det hele så ovenikøbet ledsaget af en virkelig veltilberedt middag, men det var faktisk overhovedet ikke nødvendigt. Det vigtige var oplevelsen af at være blevet blandet men nogle nye, spændende mennesker på en fuldstændig uforpligtende måde, der i meget høj grad tillod alle de tilstedeværende at være tilstede i nuet. For på en eller anden måde er det faktisk gæstens eneste forpligtelse til den slags arrangement – at være generøs med sin viden og sine perspektiver ved at deltage aktivt i samtalen: det er det væsentligste bidrag til det mentale sammenskudsgilde, der reelt er tale om.

Jeg har efterhånden været til en del variationer over det tema: man bliver inviteret til et “sammenskudsgilder”, hvor gæsterne ikke byder ind med medbragt mad – men er indbudt for at bidrage med tanker, faglighed, sangstemmer, inspiration og gode historier. Og jeg finder det lige inspirerende hver gang. Nogle gange forekommer det i form af deciderede koncepter som “fortælleklubber” og “sangaftener”, men jeg vejrer også en tendens til, at der selv til “almindelige” fødselsdagsbrunches, frokoster, middage og cocktailparties, er stadigt større villighed og åbenhed overfor at blande cirklerne og se, hvad der kommer ud af det. At det ikke længere er en helt så big deal at invitere en ny veninde med til næste års pigefødselsdag – men at man i stigende grad blander og bliver lidt modigere med at invitere relativt nye relationer med ind i privatsfæren uden, at nogen nødvendigvis skal føle sig forpligtede til at “være på fødselsdag” med hinanden resten af livet.

Og den udvikling hilsner jeg ekstremt velkommen. For det er vanvittigt inspirerende og sjovt at udvide vennekredsene, høre nye perspektiver og bevæge sig i de lidt højere luftlag, man oftere flyver op i, når man ikke kan forudsætte, at man kender alt til hinanden på forhånd, forventer bestemte reaktioner og kan referere til velkendte anekdoter. Og nu er det jo på ingen måde for at sige, at det ikke OGSÅ er skønt med de trygge, lukkede cirkler, og den initimitet, de kan skabe. Jeg elsker min familie og mine loger, madklubber, netværksgrupper og faste vennekredse. Det er bare noget helt, helt andet, de kan. De giver nærhed og mulighed for at følge op og følge med i hinandens liv på en måde, der er ekstremt vigtigt og livgivende.

Men de nye konstellationer kan noget andet. For når man indgår i dem, har man en tendens til at spidse hjernen og formuleringerne. Man opper sig lidt –  og det er sundt for de fleste af os at skulle strække os selv og vores tanker lidt oftere.

Det er ikke mere end et par år siden, at folk havde en tendens til at stagnere i deres gamle vennekredse, fordi deres travle hverdag kun tillod dem ganske få sociale arrangementer, og man derfor til enhver tid ville prioritere sine “rigtige” eller “gamle” venner over de nye. Men her har Facebook for mange os udviklet sig til en helt ufattelig guldgrube af inspiration og indsigt i andre menneskers perspektiver – hvilket på få år har åbnet og udvidet de flestes horisont markant. Og ikke mindst vendt op og ned på, hvem vi reelt har mest føling med i hverdagen. Gennem Facebook og blogosfæren har vi i stadigt stigende grad har vænnet os til at blande os i hinandens tanker og kommentarspor, selvom vi måske aldrig nogensinde har mødt hinanden – eller ikke har set hinanden fysisk i 10 år, men stadig nærer en meget stor ømhed overfor hinanden. Den interessante tendens nu her er så, at den åbenhed og sociale spontanitet tilsyneladende begynder at påvirke vores sociale mønstre off-line også. Og det synes jeg er intet mindre end fantastisk. Og håber vil føre til mange flere former for social innovation til inspiration og glæde for rigtigt mange.

Konceptet fra i fredags er egentlig ret simpelt at lade sig inspirere af. For det er ikke maden, det handler om – drinks, kaffe og kage eller købepizzaer kan sagtens gøre det. Så det kræver det reelt ikke den store forberedelse. Det vigtigste er at tage initiativet, plukke nogle sjove mennesker fra sine forskellige vennekredse og se, hvem der kan komme. Og så ellers lade det ske. Det eneste, der virkelig er vigtigt er at sørge for at lave en ordentlig introduktion til dem, du har inviteret. Giv alle gæsterne et ordentligt ord med på vejen, så de stråler af glæde over, hvor fantastisk du synes, de er, og hvor glad du derfor er for, at netop de er kommet. Det giver de andre noget at spørge ind til, så de ikke strander på “hvad laver du så” og den sædvanelige udredning af job, familie, bolig og hobbies-situation. Det er ikke de ting, der er relevante i denne sammenhæng (selvom der selvfølgelig kan hentes eksempler fra de sfærer) – her handler det netop om at diskutere alt det, man ellers ikke får bragt så meget på banen. Og det sker næsten automatisk, når man ikke kender hinanden på forhånd og bliver guidet udenom de klassiske høflighedsspørgsmål.

Det er skideskægt, sjovt og inspirerende at få lov at dele sin faglighed og de store perspektiver. Og derfor har jeg selv i høj grad ladet mig inspirere til at holde lignende kuraterede arrangementer – og jeg opfordrer alle jer derude til at gøre det samme. Livet kan kun blive sjovere af det.

Advertisement
4 kommentarer
februar 13, 2010

Tanke-gymnastik

For et par uger siden blev jeg kontaktet af to italienske udvekslingsstuderende fra Danmarks Designskole – Laura Boffi og Elena Gianni. De havde fået som opgave at designe en ny arbejdsplads til “folk som arbejder hjemme”, var faldet over mig på nettet, og spurgte nu, om de måtte komme og observere mig arbejde i mit “natural habitat” + interviewe mig om mine arbejdsprocesser.

Timing-mæssigt passede det rent ud sagt ad H til – men jeg endte alligevel med at sige ja. Og heldigvis for det. For det viste sig at være rigtig sjovt og stærkt inspirerende. For de stillede en masse gode og meget specifikke spørgsmål, der tvang mig til at formulere ting om mine arbejdsprocesser, jeg aldrig før har formuleret – og derudover viste det sig, at de havde bygget en 3D-model over mine arbejdsprocesser på baggrund af alt det, jeg havde fortalt dem.

Det har været rigtig sjovt for mig at gå på opdagelse i modellen bagefter – og her vil jeg bruge den som udgangspunkt for at forklare noget, som folk ofte spørger mig om – men som jeg sjældent kan svare ordentligt på: Hvor jeg finder min inspiration? Om ikke det er ensomt at arbejde hjemmefra? Hvordan jeg får så meget fra hånden, som jeg gør – selvom jeg tydeligvis rejser meget og bruger en stor del af min arbejdsdag på kaffemøder, blogging og Facebook? Og hvordan jeg bevarer disciplinen, når jeg arbejder hjemmefra. For det har modellen faktisk hjulpet med at anskueliggøre.

Helt grundlæggende fungerer det bedst for mig at veksle mellem mange forskellige steder, tankegange, input og stemninger. Derfor planlægger jeg så vidt muligt mine uger, så de rummer forskellige typer arbejdsopgaver – allerhelst opgaver, der er ret forskellige steder i processen, så nogle kræver helt åben ideudvikling, andre er i produktionsfasen og atter andre er ved at være så færdige, at de kun kræver det sidste detalje-knepperi. Desuden bestræber jeg mig på at skabe en vekselvirkning mellem hjemmedage, hvor jeg kan fordybe mig, koncentrere mig og producere – og mere udadvendte dage, hvor jeg er til møder, deltager i workshops, har kaffe- eller gå-tur-aftaler med forskellige inspirerende mennesker eller holder foredrag. Afvekslingen er vigtig, for hvis jeg sidder for meget hjemme, uden at tale med andre, kan jeg godt blive lidt rastløs og føle, jeg går lidt i frø – men hvis min kalender omvendt er for tætpakket, bliver jeg lidt forpustet og savner roen og fordybelsen – og suger ikke altid inspirationen og det gode selskab til mig i samme grad, som hvis der er lidt mere luft mellem oplevelserne.

Jeg har ofte siddet i kontorfællesskaber med superinspirerende mennesker og vil ikke udelukke, at jeg får lyst til det engang. Men som svar på spørgsmålet om, hvorvidt det er ensomt at arbejde hjemmefra, må mit grund-svar være, at NEJ, tværtimod. Faktisk får jeg generelt meget mere kvalitetstid og inspiration ud af at mødes med de gode folk til koncentrerede kopper kaffe, gåture eller workshops, hvor vi aktivt har tilvalgt at koncentrere os om hinanden og de konkrete tanker, vi gerne vil udveksle, end når vi sidder op og ned ad hinanden og reelt aldrig rigtig har tid til at sludre alligevel. Min oplevelse er, at vi alt for ofte tager vores kolleger/kontorfæller for givet og derfor kun meget sjældent får taget de gode inspirerende snakke, der ellers er meningen med de åbne kontorlokaler eller kreative kontormiljøer. Dér synes man altid man bør afbryde en god snak, fordi man jo egentlig burde “sidde bag skærmen” og det bliver ofte udskudt på ubestemt tid. Når man har sat tid af til hinanden i kalenderen, bliver snakkene generelt af langt højere kvalitet. Og samtidig tillader jeg mig at lægge mange af dem i “dagtimerne”, fordi det trods alt samvittighedsmæssigt kompenserer for “kontorfællesskab”. Desuden får jeg utroligt meget fra hånden når jeg sidder for mig selv herhjemme, fordi der ikke går tid og koncentration med den – ellers ofte hyggelige – småsnak, der typisk opstår i fælleskontorer. Så “skidt for sig og snot for sig” fungerer klart bedst for mig i den sammenhæng.

Min “officielle” arbejdsplads er et meget stort skrivebord, der står i et meget solrigt vindue, hvor der er udsigt til gården ved det etniske medborgerhus og solen tegner kromosomer på muren overfor. Jeg har nogle prismer hængende i vinduet, der får regnbuerne til at danse rundt i rummet midt på dagen, når solen står lige på og en masse bøger, ordbøger og magasiner at slå op i. Kontoret er mit mentale 9-17 arbejdsrum, der mest eksplicit mimer det, man normalt ville kalde en arbejdsplads. Det er ikke nødvendigvis her, jeg selv tænker bedst – men jeg har mentalt fokus på produktion, fordybelse og sammenhængende tankerækker, når jeg sidder her – og det er i sig selv vigtigt. Jeg sidder der sjældent fra 9-17, men jeg føler alligevel, jeg har “kontortid” der, fordi jeg altid har min iPhone med, hvis jeg er på farten. Den er generelt slukket under møder og intense kaffesnakke, men jeg åbner med tilstrækkeligt mellemrum til, at mine kunder og samarbejdspartnere, har en berettiget forventning om at kunne komme i kontakt med mig i det tidsrum, kan få det uden alt for store forsinkelser. Hvis jeg skal koncentrere mig om noget – også udenfor “arbejdstiden” – hjælper det også tit at rykke ind i kontoret og sidde ved skrivebordet, fremfor sofaen. Det promter min hjerne mere aktivt til at gå i produktions-mode og se at få tingene fra hånden.  Jeg arbejder dog mindst lige så godt mange andre steder i lejligheden – det er bare ofte en anden form for hjernevindinger, der er i sving dér:

Mine hjemmearbejdsdage former sig også vidt forskelligt. Hvis jeg er igang med en større, sammenhængende opgave, der optager mig meget, kan jeg være så i så koncentreret flow, at jeg sætter mig til skærmen klokken 7 om morgenen, og først klokken tre lige kigger op og opdager, at jeg hverken har fået vådt eller tørt eller været på toilettet i al den tid. Mens jeg til gengæld har fået produceret meget store mængder tekst, præsentationer eller koncepter. Men de fleste dage veksler jeg mellem flere forskellige opgaver – og her det så, at jeg mange gange undervejs spiller det, jeg vil kalde “tanketennis” – lynhurtige udvekslinger af ideer og tanker på sociale medier. Det er blandt andet derfor, jeg er så glad for Facebook – for hvis der i dagens løb udvikler sig en interessant kommentartråd, er det en genial måde at ventilere hjernen et øjeblik, mens noget andet ligger og roder i baghovedet. Jeg kigger ind forbi, får indblik i hvad alle mulige andre lige går og tænker, småsludrer lidt, server selv et par blode, smacher andre tilbage og vender tilbage til det, jeg sad med – og forundres over, hvor meget der er sket på Facebook, Twitter eller bloggen siden sidst, når jeg tjekker ind igen lidt senere. Mange tror, dette ville være utroligt distraherende og tidsrøvende – men for mig fungerer det omvendt. Tempoet på de sociale medier får mig op i gear, og jeg forundres ofte, hvor meget jeg kan nå at tænke og producere på det, jeg egentlig sidder og arbejder på, mellem to tanketennis-match-bolde.

Tanketennis er genialt til inspiration og til at opsnappe en løbende fornemmelse for samfundets zeitgeist – men når inspirationen skal samle sig mere til tanker og koncepter, har jeg ofte brug for mere sammenhængende tankerum, der helst ikke skal foregå foran skærmen. Mange har svært ved at forstå, at nogle af døgnets mest arbejdseffektive minutter for mig kan være, mens jeg laver mad. Men jeg tænker utroligt godt, når jeg mens jeg snitter grøntsager. Der er noget over rytmen og fornemmelsen af, at ting forandrer sig fysisk mellem hænderne på en, der er utroligt stimulerende for tankeprocesserne. Så derfor sætter jeg ofte gang i en større gryderet eller en suppe midt på dagen, der så for lov at simre, mens jeg sætter mig ned og sætter ord på de tanker, der har simret i hovedet, mens jeg tilberedte maden. Hvis vejret er godt, udskifter jeg ofte madlavningen med en lang gåtur, hvor byen eller en park glider forbi, mens tankerne samler sig. Folk jeg møder på gaden bliver ofte ret overraskede over, hvor meget jeg går i mine egne tanker, og de skal ofte helt tæt på og råbe NADJA! før jeg ser dem – og det overrasker mig, fordi jeg egentlig føler mig årvågen og ekstremt observerende, mens jeg går det – men det siger selvfølgelig noget om, at jeg går fuldstændig i mine egne arbejdstanker.

Hvis jeg stadig har arbejdsopgaver tilbage ved 17-18 flytter jeg for det meste ind i sofaen. Så har jeg typisk gemt de opgaver, der ikke  kræver så meget koncentration – inspirationsøgning på nettet, de links folk har sendt i dagens løb, valg af billeder til præsentationer, upload af billeder eller levende postkort. Og så tænder jeg for et eller andet skod-tv, der kan “slukke lidt” for min hjerne samtidig. Derfor er jeg typisk ret godt opdateret på genudsendelserne af Americas Next Topmodel, der typisk bliver sendt på netop det tidspunkt og i sin forudsigelighed passer perfekt til formålet. Faktisk arbejder og tænker jeg utroligt effektivt, netop mens jeg “tåger” foran fjernsynet – og hvis jeg skal ud om aftenen, udgør en times skod-tv også en fin overgangsrite mellem arbejdet og sociallivet – selvom også sociallivets samtaler ofte er spækket med inspiration, der glider ind i arbejdet. Og vice versa.

Så i den forstand er grænserne meget flydende for mig året rundt. Jeg trækker gerne stikket, mens andre arbejder igennem – men arbejder til gengæld også gerne igennem, når alle andre for længst har trukket stikket. Det gælder generelt – undtagen, når jeg relocater:

Med jævne mellemrum bestræber jeg mig på at få tid en “relocation”, hvor jeg i to-tre måneder bosætter mig i et andet land og arbejder på mine egne projekter. Jeg har fx relocated til New York og Nuuk – og der arbejdet på forskellige skriveprojekter af den slags, der kræver sammenhængende tid og frit flydende tanker. For mig fungerer det virkelig godt, fordi jeg elsker at glæde mig til at skulle afsted og får en masse interessante samtaler med folk under planlægningen. Det er en god både at sørge for at få afsluttet større opgaver på, så jeg kan starte på en frisk, når jeg vender hjem. Og det er rigtig dejlig at have sammenhængende tid til at lære et fremmed sted at kende og skabe sig en dagligdag dér i en periode. Det giver vigtige nye perspektiver på det hele. Og ny inspiration og viden at trække på, når jeg vender hjem igen.

Og så er vi vist ved at være ret godt rundt om modellen. Og dermed også om mine arbejdsprocesser, for dem synes jeg virkelig, Laura og Elena havde indfanget ret godt. Jeg håber, det har opklaret nogle af de mange spørgsmål folk ofte har til, hvordan sådan en som mig arbejder – og jeg håber, at det har givet jer andre lyst til selvrefleksion over jeres respektive arbejdsprocesser. Men mest af alt håber jeg, at nogle af jer har lyst til at dele lidt indsigt i jeres respektive arbejdsprocesser…

18 kommentarer
januar 6, 2010

Titanic

Der er nogle ting, mennesker, naturfænomener, historiske begivenheden og begreber, som selv helt små børn meget tidligt i livet stifter bekendtskab med. Og som bliver ved med at have en kolossal fascinationskraft uanset hvor mange film, sange og diskutable dokumentar-programmer, der bliver lavet om dem. De udgør verdensbefolkningens (eller i hver fald den vestlige verdens) fællesgods. Verdenshistoriske mega-brands, så at sige.

Jeg nævner lige i flæng og uprioriteret rækkefølge: alt, hvad der vedrører det gamle Egypten med Tut Ankh Amon og subsidiært Cleopatra som superstjernerne. Dinosaurerne. Vikingerne. Leonardo da Vinci, Den franske revolution. Henrik den 8. Isbjerge. Odyseen. Stjernebilleder. Cæsar. Taj Mahal. Sahara. Shakespeare. Den kinesiske mur…

Nogle er kendetegnet ved at være så langtidsholdbare, at de vil blive genfortalt og genopfrisket i generation efter generation. Nogle kandiderer til at blive opregnet blandt den moderne verdens vidundere. Andre vil foretage sig i vigtighed efterhånden som de overlevende og efterladte falder bort. Nogle er alle så småt ved at forvitre. Og det er for eksempel svært at vide, om Holocaust, Månelandingen, Berlinmurens fald, 11. september, Prinsesse Dianas død og Tsunamien, kommer til at være langtidsholdbare verdensbegivenheder eller ender som historiske paranteser i det helt store perspektiv. Men de har på hver deres måde potentialet, fordi de indeholder det stof store myter gjort af: en ekstrem grad af drama, ofte det første, det største, det flotteste, det mest banebrydende, det mest vovemodige, den største ingeniørkunst. Og meget ofte noget med storhed, der står for fald og pludselig død.

En af de begivenheder, der derfor ligger på den absolutte top 10 er TITANIC’s forlis. Og selvom den er tæt på at være fra “vor tid” tror jeg alligevel, den bliver ved med at være langtidsholdbar i mange generationer fremover. Og selvom der mange gange sidenhen har været forfærdelige eksempler på skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, bliver Titanic ved med at have den størst tænkelige tiltrækningskraft. For Titanic har lissom det hele:

Visionen om det usynkelige skib, der sank allerede på jomfrurejsen. Alle klassespørgsmålene med de ekstremt velklædte millionærer i de luksusøse omgivelser og de ekstremt fattige på 3. klasse, hvis amerikanske drømme endte på havets bund. Det absurde i at kollidere med det eneste isbjerg på en stjerneklar nat, og at det undslap udkigsposterne, fordi de havde mistet deres kikkert. Historien om de gentleman-millionærerne, der iklædte sig “their best” og gik ned med manér, mens de sendte kvinder og børn i redningsbådene. De halvtomme redningsbåde, der blev sendt afsted, fordi passagererne troede mere på myten om skibets usynkelighed end på det faktum, at vandet strømmede ind og elektriciteten gik. Orkesteret, der blev ved at spille…altsammen det stof store myter er gjort af.

Og med de billeder på nethinden vidste jeg inderst inde godt, hvad klokken havde slået allerede den første dag, da jeg ankom i New York, og så jeg en masse reklamer for Discovery Channels udstilling: Titanic – the artefact exhibition. For selvom jeg i princippet synes den slags moneymaker-udstillinger er noget værre skidt og med det samme følte mig sikker på, hvilke grader af både broadcasting-tricks og følelsesporno, jeg nok ville blive udsat for, havde udstillingen en magisk tiltrækningskraft på mig. Jeg MÅTTE bare ned og se de genstande, der var hevet op fra havets bund med mine egne øjne. Og da jeg kom derhen, var det tydeligt, at mange andre havde haft det på præcis samme måde. “Can you believe it??? Who would ever have thought that we’d be seeing something that was actually ON the Titanic???” spurgte folk hinanden igen og igen og kneb sig selv lidt i armene.

Og nu var det jo også ret godt lavet på den måde amerikanske udstillinger generelt er ekstremt “velproducerede” på. Man fik et boardingkort, så man under hele “turen” delte identitet med en navngiven autentisk Titanic-passager, som man først afslutningsvis fik at vide om var død eller havde overlevet. Der var opbygget mange fine scenarier – både den store trappe (kendt som dramatisk omdrejningspunkt for mange scener i DiCaprio/Winslet-filmen og eksempler på 1.-2. og 3.-klasseskahytter (ala fuldt udbyggede IKEA-showrooms, men rigtig sjovt, fordi det blev flankeret af montrer med de rigtige genstande, der var hentet op fra havbunden). Der var et ægte isbjerg, der afgav en meget autentisk kulde (kan undertegnede grønlandsfarer berette) under stjernehimmelen, så man frøs som passagererne frøs, mens man genoplevede selve den stjerneklare forlis-nat. Og undervejs i forløbet blev der spillet en skæbnesvanger blanding af Wienervals, der matchede de fine saloner samtidig med foruroligende lyde af isbjergs-bulder og splintrende skibsvrag.

Og så gik man ellers rundt dér og så på gamle pengesedler, postkort og beklædningsgenstande, som det stadig ikke helt er lykkedes mig at gennemskue, hvordan har overlevet 90 år på havets bund. Masser af fantastiske smykker, toiletartikler og porcelæn (blandt andet en masse gratinskåle, der lå helt uskadte aflejret i sandet i det fineste mønster, fordi trækassen, der havde beskyttet dem under forliset var rådnet væk omkring dem). Fragmenter af møbler, volierer, lamper, skibsskrog. Den kikkert, der var blevet væk på broen i skyndingen, og som kunne have forhindret forliset, hvis udkigsposterne havde haft dem ved hånden. Skibsklokker, lanterner. Alle mulige mærkværdige fragmenter af det kolossale skib.

Og selvom man kendte hele historien på forhånd og havde “set det hele” før i film, bøger og dokumentarprogrammer, var der alligevel en masse nye detaljer at komme efter. For eksempel var det rigtig interessant at få et helt detaljeret indblik i forskellen på de tre klassers indkvartering og forplejning på “sådan så suppeskålene ud på hver klasse og her er menukortet for hver klasse på forlisnatten”-nuancer. Så på den måde var det et meget fint crashcourse i tiden og klasseskellene dengang – og bare en lille information som, at der kun var to bade til samtlige 710 3.klasses-passagerer og at det faktisk var nok, fordi man dengang kun gik i bad en gang om ugen, var i sig selv ret tankevækkende.

Men på trods af alle disse følelser og artefacter var det alligevel noget helt andet, der gjorde det allerstørste indtryk på mig. Og det var hele stemningen fra 1912, man så tydeligt fornemmede gennem billederne og de gamle filmklip fra dagene mellem afgangen og indtil katastrofen indtraf. Den store tro på fremtiden – at det kun kunne gå fremad. Alt kunne kun blive større, sikrere, flottere. Bedre. Og så pludselig BAM – sank selveste ikonet på den nye tid. Og alt lå igen hen i det uvisse.

7 kommentarer
januar 4, 2010

Nytårspluk fra New York: 2009-2010

Noget af det, jeg sætter allerstørst pris på ved New York er, at de allerbedste New Yorker-oplevelser ofte opstår, når man bare lader tingene ske. Giver sig tid til at gå langsomt gennem et kvarter, falde i snak med folk, browse længe og grundigt gennem specialbutikker, hvis eksistens man ikke på forhånd kunne have fantaseret sig frem til, peoplewatche, mens man spiser frokost og følge pludselige indskydelser til udstillinger, museer, koncerter, parker eller gåture, man har lyst til at tage, fordi vejret, subwayskiftet, en flyer eller et brudstykke af en samtale inspirerer til det.

Og det ekstragode er så, at jeg efterhånden har tilbragt så meget tid i New York, at jeg også tillader mig selv at lade det ske, fordi jeg ikke har en masse faste planer på programmet, der ofte dæmper spontaniteten. Så på denne tur har jeg blandt andet…

  • været inde i en sybutik på Lower East Side. Indehaveren og hans hjælper var som taget ud af “Coming to Americas” frisørbutik, hvor Eddie Murphy spiller to gamle mænd, en jødisk og en afroamerikaner. Det var sidstnævnte, der hjalp mig. Og han var ikke til meget hjælp hverken for mig eller indehaveren. Vidste ikke hvor noget var og kunne ikke huske fra næse til mund. Den hassidsiske jødes ørelokker dirrede i irritation hver gang han måtte hvæse “Over there” eller gentage prisen på den samme tulle sytråd fem gange. Og hele resten af butikken endte med at gentage i kor “Three dollars”, da han for sjette gang spurgte til prisen.
  • gotten my nails done.
  • spist latkes, da min familie havde inviteret ca. 30 af deres mediebranchevenner til Hannuka-fest. Værterne kom selv først hjem en halv time før gæsterne skulle komme – men formåede alligevel at stable en flot buffet på benene. “Det er jo ikke noget problem, når man har Zabars lige rundt om hjørnet” sagde min grand-grand-grand-fætter, der var værten. Og det kunne have jo så have ret i. Men derfor var det alligevel stærkt inspirerende at se nogen være så casual omkring så relativt et stort et arrangement på en onsdag.
  • besøgt den nye highline park, der løber som en fin og funky løftet promenade gennem The Meatpacking Districts mange gamle pakhuse.
  • udforsket mine værters magiske bogreol. Hver morgen var der nye spændende titler, der poppede frem, som jeg ikke fatter, jeg ikke havde set før. Og blandingen var et fantastisk mix af fagligheder, tilgange og tankegange.
  • set temmelig mange afsnit af både The Tudors og Mad Men.
  • undret mig over, at næsten alle menukortene er præcis de samme, som da jeg “boede” her for 1,5 år siden. Og tænkt, at det på den ene side er sjovt og nostalgisk at kunne vende tilbage til det bedste af bedste, jeg smagte dengang. Men også, at det er ret uambitiøst af restauranterne og cafeerne, at de åbenbart aldrig ændrer på menuerne.
  • fået lagt jeans op hos de gode skræddere på Lower East Side. En halv times ventetid – 5 dollars pr. par.
  • siddet og kigget på de mange “kändisser fotograferet sammen med ejeren-billeder”, mens jeg angreb en pastramisandwich på Katz’s Deli. Og pludselig fik jeg øje på ejeren – let genkendelig med stor mave og hvidt fuldskæg. Det samme gjorde et yngre par, der straks styrtede hen til ham – og jeg var imponeret over den stoiske ro og store erfaring han lagde for dagen, da han stillede op til endnu et billede med hans kontrafej.
  • browset: Boghandlere, butikker, menukort, magasiner, Billyburg, tankerækker, TimeOutNY’s sites.
  • lyttet til nogle fine koncerter på det lille spillested “The Stone”. Der er vist ikke plads til meget mere en 50, toilettet står i en “kasse” bag scenen, det koster altid kun 10 dollars i døren og man kan ikke forudbestille billetter. Og så er aftenerne superfint kurateret.
  • drukket temmelig mange shots of wheatgrass.
  • hørt alle tænkelige julesange spillet på saxofon og sunget med Susan Boyle-stemme i Central Park og spillet som “top 100” i radioen. Ekstremt corny – men lige netop hér gider man ikke rigtig kimse, men tænker i stedet “bring it on”.
  • blevet anråbt af en mand, der gjaldede “Hey baby, I’ve got T-bone-steak and fileeeeeet mignoooon”.
  • spist italiensk, kinesisk, dyrt, contemporary american, japansk, hurtigt, vegetarisk, tyrkisk, langsomt, etiopisk, klassisk-jødisk, gående, fransk-marokkansk, spansk.
  • været til Gogol Bordello koncert i Webster Hall.
  • trodset alle fordomme om Times Square og omegn og begivet mig ind til Discovery-kanalens videnscenter/udstillingssted, hvor der var to udstillinger – Leonardo da Vincis Workshop og Titanic Artefacts. Fandt det faktisk stærkt fagligt inspirerende i forhold til nye former for vidensformidling – og må indrømme, at Titanic-udstillingen satte sig dybere end som så – også følelsesmæssigt og også velvidende, at der blev spillet på alle broadcasting og følelsespornografiske registre. Det var faktisk rigtig, rigtig vildt at stå overfor de genstande, der har ligget i 90 år på havets bund. Og historien er og bliver bare lige fascinerende, grum og tankevækkende. Især fordi vi tilsynelandende bliver ved med at have stor tiltro til, at vi kan bygge større, højere og mere imponerende uden konsekvenser.
  • nydt både den nye Highline Park i Meatpacking District og den ligeså splinternye forlængelse af Riverside Park, der er indbegrebet af industrial cool.
  • spist den skønneske gourmetmiddag hos Stines madbloggende venner i Greenpoint.
  • været i B&H Photo og Videos megastore, hvor hassidiske jøder i alle aldre ekspert-og-ekspres-ekspederer bag skrankerne – og får varerne bragt gennem transportbånd under loftet.
  • DimSummet på det gode sted med det ekstremt høje støjniveau.
  • besøgt min grand-grand-grand-onkel Morton og hans kone Rita i Poughkeepsie, og endnu engang ladet sig fascinere af deres utrolige livsglæde og evne til at sanse, favne og elske livet. Og togturen op langs Hudsonfloden er også altid værd at skrive hjem om.
  • fået “fittet” BH’er i en undertøjsbutik, der føltes som en tidskapsel fra 20’erne. Det hassidiske ægtepar, der ejer den, er berømte for at være skulptørerne bag mange af stjernernes kroppe. Han sidder i kassen, hun “fitter” bag forhænget. Man kunne overhovedet ikke se varerne, kun æsker fra gulv til loft. Den kvindelige indehaver trak mig med om bag et intermistisk forhæng, bad mig strippe, så hun kunne se hele min krop, forsvandt og vendte tilbage med én valgmulighed. “Det er dén hér!”, sagde hun. Og det var det.
  • set Roni Horn-udstillingen på The Whitney, Urs Fisher: Marguerite de Ponty-udstillingen på The New Museum, Walter de Marias Earth Room i Soho og en extraordinær samling videoværker på PS1.
  • taget færgen over til Hoboken bare for lige at se, hvad der var på den anden side. Faktisk rigtig fint – gamle brownstones og fine butikker. Et virkelig dejligt frokoststed. Og en skøn udsigt over Manhatten, som man bare aldrig ser, fordi det altid er fra Brooklyn-siden det bliver fotograferet.
  • langt om længe fået besøgt The Frick Collection.
  • nydt new years extra-vanganza tapas på Mercat og især faldet i svimer over de chorizostegte kæmpekammuslinger med kaviar, blomkålscreme og stegte svampe.
  • tænkt en hel del over det med de faste mønstre i nye kvarterers udvikling fra slum til artsy til hipstertowns til fancy condominiums.
  • købt kantebånd i en butik, der var helt specialiseret i bånd og kvaster. Kælderen var fyldt med kvaster i alle størrelser og farvekombinationer – og spole på spole med kantebånd.
  • hygget igennem med Mikael og Stine.
  • oplevet fem forskellige ekstremt “what are the odds”-gadehjørnemøder. Så oddsene er åbenbart større end man skulle tro.
  • detoxet i “The Russian and Turkish Baths”, hvor man i gamle gummislippers gik frem og tilbage mellem to forskellige aroma-rum, to forskellige slags saunaer, en iskold pool, en tagterrase og et rum, der blev beskrevet som “radiant heat”, hvor granitvæggene glødede, og man konstant overhældte sig selv med spandevis af isvand. Man kunne købe varm bortsch og iskold vodka i cafeen og bademestrene hed Viktor og Boris.
  • stået midt i en kulørt konfetti snestorm på Times Square.
  • taget 7-subway-linjen fra endestation til endestation, nydt de flotte udsigter over Manhattan fra highline-ruten og hoppet af mange undervejs på “the international express-way”. Ruten løber gennem mange forskellige nationaliteters særlige områder, og undervejs bevæger man sig derfor ligeså stille gennem Kina, Korea, Ecuador, Puerto Rico, Mexico, Indien og Irland, inden man lander på Times Square igen.
  • mærket, hvordan subway-systemet stadig sidder i kroppen og glædet mig over “gode skift”.
  • stædigt forbeholdt sig retten til at afvige fra de veltrådte stier.
  • funket på Brooklyn Bowl
  • været i Whole Foods den sidste lørdag før jul og oplevet, hvad det vil sige, når der for alvor er voldsom trængsel og alarm. Seriøse trafikpropper af indkøbsvogne med top. Men stadig en stor glæde af købe sprøde grøntsager, udskårne frugter og bær, de lækreste stykker kød og fisk, friske salater, skønt bagværk, saftige rotisserie chickens, spreads af typen “honey-lavender-goat-cheese”, “Archichoke-spinach-four-cheese-dip” og taramo-salat, frisk fuldkorns-linguine, nybagte bagels og blueberry-pies, specialøl og rodfrugt-chips.
  • slappet fuldtstændig helt og aldeles af.
  • nydt udsigten morgen, middag, aften og nat, i klar sol, snestorm, slagregn, hård vind og den sidste psykadeliske solnedgang.
7 kommentarer
december 20, 2009

Skrivebords-voyeuren : Nu i opgraderet de luxe-version

Jeg er tilbage i New York. Da jeg var herovre sidst, var det forår, jeg havde tre måneder og jeg havde lejet en temmelig simpel, men velbeliggende lejlighed på det boblende Lower East Side, og rapporterede jævnligt om alle de hverdagseventyr, der udspandt sig på East Houston Street lige ud for mit skrivebord.

Denne gang er tingene lidt anderledes. Denne gang er jeg herovre i et par uger sammen med min bror og hans kæreste på jule-nytårs-ferie. Denne gang med frosten bidende i kinderne og sneen knirkende under foden. Og denne gang installeret i luksuslejlighed med panorama udover Hudson Floden. Udsigten er fuldstændig fantastisk – og jeg har fuldstændig den samme fantastiske glæde ved at stirre ud på udsigten i timevis og strække øjnene, som jeg tidligere har været priviligeret nok til at have i både Beijing og i Moskva, hvor mine forældre boede i panoramalejligheder. Oplevelsen af at kigge så længe på det samme, at det er de små detaljer, der begynder at træde frem. Synet skifter fra at glæde sig over “grund” til at opdage de mange små figurer rundt om i det store sceneri – eller i det levende postkort, som der bogstaveligt talt er tale om.

Hvor udsigten fra East Houston-lejligheden mest handlede om mennesker, butikker og deres daglige gøren og laden, er der fra denne lejlighed mere fokus på det urbane i den helt store skala. Store bygninger, store elværker, store motorvejsudfletninger, store parkeringspladser og store pramme i floden. Og jeg har endnu ikke være her længe nok til at have spottet så mange detaljer. Men her og nu kan jeg rapportere overvældet og begejstret om, at jeg sidder og skriver med udsigt til:

  • Fly, der letter og lander i Newark.
  • En pier, der med røde neonlys lidt ligner en natklub, men i virkeligheden er dér, hvor alt byens skrald bliver kørt hen og ekspederet videre ud i verden fra.
  • To gamle tre-piers. Den ene næsten forsvundet, så der kun stikker et par pæle op. Den anden i sammensunket, men stadig sammenhængende, struktur.
  • 13 tårne, skorstene og antenner, der er så høje, at de blinker rødt for at gøre fly, folk og fæ opmærksomme på deres tilstedeværelse.
  • Den nye del af Riverside Parken.
  • Skibet, der huser sea and space-museet, der (muligvis og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis) i anledning har julen har kulørte lamper spændt henover masterne.
  • Store pramme, der ligger lavt i vandskorpen og fragter kul, skrald og udefinerbare varer ned langs floden.
  • Myldretid på West Side Highway.
  • En masse mindre skibe, der sejler i fast rutefart mellem Manhattan og New Jersey.
  • En stor parkeringsplads, hvor bilerne holder i to lag. De øverste dækket med masser af sne fra gårsdagens snestorm.
  • Helikoptere.
  • Et kolossalt elværk, hvis skorsten stræber mod himmelen. Derhjemme ville den have været blandt de højeste bygninger. Her når den ikke engang skyskraberne til sokkeholderne.
  • Tunneltårnene for hver sin ende af Lincoln Tunnel.
  • Hele New Jersey-siden, der ligger så tæt på New York og har så flot en udsigt over Manhattan Skyline, men som aldrig rigtig tæller med eller ses på nogen kort, fordi det ligger i en anden stat.
  • Skyer, der farves røde af solnedgangen og hvis kanter ulmer som papir, der ligeså langsomt brænder. Og måne-smilet, der hænger og venter på, at det rigtigt skal blive nat.
4 kommentarer
december 6, 2009

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

  • Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
  • Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
  • Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
  • Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

4 kommentarer
november 26, 2009

Når sorgerne fordamper

I dag er det præcis tre år siden, jeg modtog den grimme opringning om, at min elskede mor i nattens mulm og mørke var død i Beijing. Dagene, der fulgte dengang, er forvitret i en erindringsdis af chock; klip fra den totalt surrealistiske, akutte flyvetur min bror og jeg straks kastede os ombord på for at komme over til vores far; lig-synet i et kinesisk kapel med alt for mange kunstige blomster; alle medarbejderne på ambassaden og mine forældres andre Beijing-venner og bekendte og deres forstenede ansigter; alt det ekstremt velkendte i mine forældres skønne panoramalejlighed, der fuldstændig lignede sig selv og hvor alt stadig havde duften af min mors parfume hængende i sig – men hvor alting alligevel var fuldstændig forandret; alle opkaldene, blomsterne, hilsnerne; og vores ret store fælles arbejdsprojekt med at lang-distance-arrangere bisættelsen kun lettere forplumret af tidsforskellen mellem Beijing og Danmark. Og samtidig det store privilegium i på den måde at kunne tillade sig selv og hinanden at indkapsle os i den puppe af sorg og nærhed og minder, der sikkert ville have været svær at skabe herhjemme, hvor hverdagen udenom bare ville være tonset videre.

Det er tre år siden nu. Og jeg savner min livsglade og livskloge mor helt ufatteligt meget. Vi var meget tæt knyttet til hinanden og tilbragte også – på trods af de store afstande, også relativt mere tid sammen end de fleste mødre ville gøre med deres voksne døtre – dels fordi jeg ofte boede hos mine forældre i lange perioder i henholdsvis Moskva og Beijing, når jeg arbejdede på store skriveprojekter – og dels fordi hun ofte boede hos mig, når hun var på besøg herhjemme. Så hun var en vigtig og tæt integreret af mit voksenliv også.

Jeg savner hende helt ufatteligt meget – men samtidig har det været overraskende for mig, at sorgen – eller i hvert fald min sorg – slet ikke har udspillet sig på den der meget filmagtigt, passionerede måde, jeg havde forestillet mig den ville. Den har snarere – kan jeg især se nu her i retrospekt – været en stille, men konstant dæmper på livsglæden. Den slags, man ikke er sig rigtigt bevidst, før den pludselig forsvinder igen – og det går op for én, at man helt havde glemt, hvordan karameller smager uden papir på eller hvordan mandariner kan blomstre på tungen, hvis man formår at befri dem for den bitre, hvide hinde.

Men i de seneste måneder har jeg virkelig følt, at papiret er blevet flået af karamellerne, hinden af mandarinerne og sorgen af min bevidsthed. Savnet bliver ikke mindre – men sorgen, som jeg ikke havde været mig selv tilstrækkeligt bevidst – er ved at lette. Og savnet af min mor er ved at blive en integreret, naturlig del af det, der er mig. Den ekstra bevidsthed om livet og døden og altings forgængelighed, er naturligt integreret som en sund bevidsthed, der i virkeligheden mest af alt føles livsglæde og en stor og grådig trang til at udnytte livet, mens det er her – og ikke lade sig hæmme af alle mulige mere eller mindre reelle begrænsninger, konventioner eller traditioner. En stor trang til at nyde livet, som jeg nok altid har haft mere af end de fleste (i høj grad takket være selvsamme livsglade og livskloge mor) og som nu her er ved at boble over.

Og det er jo svært at sige, hvad der har gjort det. Er det tiden, der klicheagtigt hjælper med at læge alle sår? Skyldes det, at der er kommet en masse, nye fantastiske mennesker ind i mit liv i løbet af de seneste måneder? At jeg for første gang i lang tid har genfundet en stor, overordnet mission med mit arbejdsliv? Eller er nogle af de gode nye ting netop sket, fordi sorgen er ved at lette, og jeg igen er mere åben overfor at smage på livet med alle dets krydderier og facetter? Men det, der er værd at notere sig er, at det faktisk har været en tre-årig proces. Og det er nok noget af det, vi undervurderer, når vi omgås hinanden i tiden efter dødsfald i den nærmeste familie og omgangskreds. Man har ligesom en fast “sørgeperiode” og derefter forventes man at fungere ret normalt igen. Nu er det som sagt ikke fordi jeg selv har været knuget af sorg på den meget tunge måde eller været ude af stand til at leve et “normalt” liv i de seneste tre år. Tværtimod, ville mange omkring nok sige. Jeg har levet og fungeret fint. Jeg har ikke været tynget af sorg. Men det har jeg så altså bare alligevel – og først nu, hvor det fortager sig, begynder det at gå op for mig, hvor meget det dæmpet mig og mine sanser – eller i hvert fald min spontane glæde og begejstring. Og det er værd at notere sig, at det har taget meget, meget længere tid end de par måneder, den slags “forventes” at vare. Og det skal man bare huske, når man omgås andre, der har “mistet” – huske, at selvom de tilsyneladende fungerer, kan der godt være en markant og konstant indre dæmper på dem alligevel. Og huske, at det er ok at spørge ind til den – i hvert fald meget hellere end at lade somom den ikke er der.

Men igen – nu mærker jeg sorgen lette og tankerne og følelserne boble let som al den champagne, min mor altid sagde, man skulle have på køl. Og jeg vil derfor afslutte dette indlæg med en ekstremt livsbekræftende note, der handler om, at folk i løbet af de sidste tre år i høj grad er vendt tilbage til de blogindlæg, jeg har skrevet i tidens løb om alt det med livet og døden og de gyldne leveregler og champagnen på køl – og at de fortæller, hvor meget det har hjulpet at læse om andres erfaringer med sorgprocesser – eller fortæller, at de nu også altid har en flaske champagne på køl eller at de på anden vis har integreret min mors gyldne leveregler i deres eget liv. Og på den måde føles min mor jo stadig ekstremt levende og nærværende. Og det er også med at lyse hjerterne og sindet lidt op her i den ellers så mørke november.

 

9 kommentarer
november 25, 2009

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

12 kommentarer
november 24, 2009

Lys er november

Jeg har altid haft det meget svært med november. Den mørke, den regnfulde, den uendeligt lange november. November hvor man lige så godt kan lade være med at planlægge møder, fordi der alligevel (svineinfluenza eller ej) vil være uendeligt mange afbud på grund af sygdom. Og november, der altid har haft en duft af død over sig, en ildelugt, der blev markant forstærket, da min mor meget pludseligt døde i slutningen af november for tre år siden.

Jeg har altid haft det svært med november. Og derfor vandt Nordbrandt digt om årets 16 måneder – hvor november bliver uendeligt langt gennem gentagelsen november…november…november…november – genklang fra allerførste gang, jeg hørte det. Og jeg kan se, at det gælder for mange andre også. Flere gange om dagen bliver der refereret til det digt i samtaler, Facebook-opdateringer og medierne. Vi er mange, der har det svært med november.

Jeg har altid haft det svært med november. Men i år var der en, der er mig kær, der i sin Facebook-opdatering citerede et helt andet digt. Nemlig Bjørnvigs “Mørk er november”. Og det lyder sådan her:

Fra Piæ Cantiones 1582 – Thorkild Bjørnvig 1959

 

Mørk er november og løvfaldet slut,

vandet begynder at fryse,

lyset fra solen og blomsterne brudt –

­da må vort hjerte selv lyse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme.

Om der svæver dødelig dræ,

vil vi dog elske – og plante et træ:

frugter kan uspået komme.

 

Jeg har altid haft det svært med november. Men det digt, fik mit hjerte til at lyse. Og mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at vi hver især lyser, når det er så mørkt udenfor. Siden har jeg selv været med til at sprede digtet videre og set mange andre sprede det videre og videre ud i livet. Og på den måde spredt en masse lys i november. Og det har fået mig til at tænke på, at ligeså rigtigt og godt ramt Nordbrandts digt er, ligeså ærgerligt er det, at vi alle sammen går omkring og trækker hinanden ned i november-dyndet ved konstant at bekræfte hinanden i, hvor koldt, mørkt og trist det hele er.

Jeg vil ikke længere have det svært med november. I stedet vil jeg sætte pris på det liv og lys, vi hver især kan tænde i hinanden. Og opfordre jer alle sammen til at gøre det samme. For da må selv vore hjerter lyse.

8 kommentarer
november 20, 2009

At afgive sin stemme

Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

15 kommentarer
%d bloggers like this: