Nadja Pass

Dagens leg – undlad at sige “JA, NEJ og IKKE”

En af de helt store frynsegoder ved at tilbringe meget tid sammen med ens venner og deres børn er – udover, at man selvfølgelig knuselsker alle de skønne unger – at man ofte får indblik i nye verdener, og nye sider af ens venner.

  • Det kan være deres fagligheder, som man får et indblik i på helt nye måder. Som når designerens datter tegner interiører, og moren forklarer, at vinduerne altid skal males blå (ikke “gennemsigtige”) fordi de reflekterer himmelens farve, og at hun skal være opmærksom på, hvilke dimensioner og faconer, man ser tingene i gennem trappegelænderet. Og hvor vi over middagen diskuterer farvesammensætninger, en sukkerstrøers funktionalitet og en kandes hældetud. Som når topchefen som det naturligste i verden siger til ungerne, at “i en forhandlingssituation må man aldrig give noget, uden at få noget igen”.  Som når IT-nørdens unger har bygget egen hjemmeside i en alder af fem år. Eller min antropologvenindes søn, der som to-årig kunne fortælle mig alt om inuitter.
  • Det kan være ukendte fritidshobbyer eller familietraditioner, der pludselig slår igennem. Som da min veninde pludselig viste sig at kunne kende forskel på alle fuglestemmer, og vi med hendes Poul Thomsen-mini-søn travede på ekspeditioner, og jeg fik et effektivt crashcourse i scolopendernes forunderlige verden.
  • Det kan være ungernes egne interesser og legetøjsdiller. Som når man pludselig får et ret omfattende kendskab til forskellige computerspil, årets aktuelle samlerkort, fodboldstjerner og gromitier (yep – KLAR overvægt af drengebørn i omgangskredsen) og samtidig får genvækket sine egne barndomsnørderier – for eksempel var der en lang periode, hvor al min barndoms dinosaurusviden var helt ubrugelig – men nu giver det næsten lige så meget street cred, at jeg kan kende forskel på en pectosaurus og en dimetrodon, som det gør, at jeg kender Ridder Martin fra Barda og kender en, der har været Shane-barn.
  • Det kan være ens egne reaktionsmønstre eller måder at forklare tingene på, eller lege man foreslår, som man selv troede var det naturligste i verden, og som viser sig at være helt nye for både barnet og dets forældre.

Og det er egentlig sidstnævnte, der er anledningen til dette blogindlæg. For igår havde jeg besøg af en veninde og hendes 7-8 årige søn, der er langt mere end almindeligt begavet. Og sprogligt begavet i særdeleshed. Det var en fryd at høre hans spørgsmål om gamle ord, ordsprog og ordspil, mens han slugte alle sommerhusets gamle AndersAnd-blade fra 50’erne. Sjovt at høre hans ekstremt veludviklede sprogbrug og leg med ordene. Og sjovt at høre, hvilke ord han opsnappede og kommenterede på fra vores voksensnak. Og moren var supergod til at komme med fine forklaringer, udfordre ham videre og gå med på de sproglige lege.

Og derfor spurgte jeg, om vi ikke skulle lege den leg, hvor man ikke må sige “ja, nej og ikke”. (hvorefter det kvikke barn selvfølgelig straks spørger, om det betyder, at man heller ikke må sige “og” :-) Den kendte de ikke.

“Ja, nej og ikke” går i al sin enkelhed ud på, at man skal snakke sammen uden at bruge ordene ja, nej og ikke (og diverse afledninger såsom mhmmm, nik, hovedryst, jo og nix). Typisk er det én person, der ér den – og som de andre så stiller spørgsmål (der gerne må indeholde de forbudte ord) i forsøget på, at få den der ér den til at “falde i” ved uforvarende at bruge et af de forbudte ord. Prøv selv – det er ret svært. JA, kan man langt hen af vejen undvære, fordi man sagtens kan svare bekræftende uden decideret at bruge ordet ja, så den falder man typisk i, fordi det for mange er en automatisk refleks at starte en bekræftende sætning med JA. NEJ er noget sværere. Men næsten helt umuligt er det at undgå at bruge IKKE, så snart sætningerne begynder at blive så lange eller forklaringerne så komplicerede, at det bliver rigtig sjovt. (for det gælder selvfølgelig om at tale så naturligt og flydende som muligt, selvom man ikke bruge de forbudte ord). Så tricket for spørgerne er selvfølgelig at spørge ind til ting, hvor den der ér den skal forklare, hvorfor vedkommende IKKE kan lide XXX, eller IKKE gjorde XXX. Prøv selv, det er næsten umuligt at forklare uden brugen af ikke. Og så selvfølgelig at aflede opmærksomheden så meget som muligt – for så snart man slapper af og taler naturligt, bruger vi alle sammen ja, nej og ikke konstant.

NÅ, men det endte vi så med at lege rigtig længe, og det var rigtig sjovt for alle parter. Dels fordi der kommer nogle spøjse samtaler ud af det, hvor man spørger ind til alt muligt, man ikke plejer at spørge om. Dels fordi man griner meget, når man hver især falder i, eller bliver spiddet på en formulering, hvor man ikke kan undgå at sige IKKE.

Og undervejs slog det mig, hvordan netop den slags lege gennem barndommen har været med til at skærpe min sprogbevidsthed. For sagen er jo, at man for eksempel med sådan en leg bliver tvunget til at bruge helt andre dele af det sproglige register, end man ellers ville have gjort. Man bliver tvunget til at formulere sig helt anderledes end instinktet og automatreaktionen. Bagefter prøvede vi kort at lege den, hvor man måtte bruge alle ord, undtagen dem, der startede med S. Og det fungerede også rigtig godt – pludselig skulle man hente ja, nej og ikke frem fra hukommelsen igen, men til gengæld erstattte ‘sige’ og ‘snakke’ med ‘tale’ eller ‘konversere’, ‘slanger’ med ‘orme’ eller ‘kryb’ etc etc. Supersjovt (eller for nu at blive i legen:  rigtig morsomt).

Mine forældres fælles interesse for sprog er helt klart en af de mange gaver, jeg selv har fået med hjemmefra – og taget fuldstændig for givet. Mange af legene – “ja, nej og ikke”, “flere ord ud af et”, grammatik, nasallyde og historiefortællinger især fra min mors side af familien. Kolossale gloseregistre og den systematiske afkodning af fremmede sprog og alfabeter især fra min far. Ikke ét skilt på vejen, når vi rejser sammen, uden at det bliver endevendt for at gennemskue, hvilke endelser, der mon betyder gade, vej, gyde, plads eller boulevard.

Og den bagage betyder jo samtidig, at jeg som det naturligste i verden taler volapyk, laver lange fællesudviklede historier og leger rimsmed med ungerne omkring mig. Og med mine voksne venner på fx Facebook kan få en hel aften til at gå med at udveksle sætninger, der kun starter med S, F eller T.

Det er jo ikke noget, man tænker over selv. Hvad man har fået med hjemmefra, fordi det jo netop for én selv er det naturligste i verden. Men hvor er det sjovt at bringe det i spil på nye måder. Og ikke mindst at opleve og opdage hinandens forskelligheder og skjulte særkompetencer. Og samtidig ekstremt lærerigt og inspirerende. Både for børn og voksne.

Reklamer

Så er der borgerlyst i luften…

Jeg ved det godt. Der har været lidt stille her på bloggen i de seneste uger… og det skyldes, at jeg har arbejdet intenst op til grundlovsdag i lørdags, hvor jeg sammen med Andreas Lloyd lancerede vores nye bevægelse, Borgerlyst. Vi fejrede det med en fest i VEGA, hvor en masse vidt forskellige godtfolk mødte op og vendte verdenssituationen med hinanden. Og det var helt fantastisk at se, hvor høje folk bliver på borgerlyst – når først vi bliver os den bevidst.

Jeg bliver selvfølgelig ved at blogge om alle mine strøtanker, brudstykker og egne veje her på Nadjas Reflexioner – men jeg håber også, at I vil følge med i den mere borgerlystne side af mig og mit arbejde på http://borgerlyst.dk. Og endnu bedre – være med til at sprede borgerlysten derude og selv bruge jeres stemmer og handlekraft til at gøre samfundet omkring os endnu bedre.

Og nu lidt om Borgerlyst – hapset direkte fra forklaringerne på borgerlyst.dk

Hvad vi vil gøre

Vi har startet Borgerlyst, fordi vi har lyst til at gøre meget mere end vores borgerpligt. Vi havde bare selv svært at finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Og vi tror, at der er rigtig mange andre derude, der mærker den samme udefinérbare trang til at gøre noget – men heller ikke helt kan sætte ord på det, og som mangler nogle meningsfyldte steder, vi kan kanalisere al vores gode energi hen.

Det er essensen i Borgerlyst: At gøre det nemmere, sjovere og mere spontant for os som borgere at omsætte denne lyst til vigtige stemmer i debatten – og handlekraft i hverdagen. Her er en række bud på, hvordan vi vil gøre det.

VI HAR LYST til at høre folkets stemmer i samfundsdebatten

Derfor har vi startet tv-kanalen FOLKETS STEMMER. Det er en konstant voksende collage af videoklip, hvor vidt forskellige mennesker besvarer de samme spørgsmål om demokrati, engagement og handlekraft. Klippene er optaget i privatsfæren, hvor vi – folket – oftest snakker sammen om det, der ligger os på sinde. Og de er fulde af de tænkepauser,der gerne opstår i samtaler, hvor vi udfordres og lærer mere om os selv.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Som en start har vi selv interviewet forskellige folk, vi synes er interessante – og på den måde har vi selv fået nuanceret vores holdninger undervejs, for spørgsmålene har vist sig at fungere utroligt godt som ansatser til spændende samtaler. Meningen er nu, at alle med et videokamera selv kan uploade videoer af deres egne samtaler med folk ud fra de samme spørgsmål. På den måde bliver samlingen af FOLKETS STEMMER hele tiden udvidet med nye stemmer – og forhåbentlig bliver selve optagelsen en anledning til endnu flere samtaler.

VI HAR LYST til selv at bruge vores handlekraft

Derfor starter vi tv-kanalen RYK! – Her sætter vi fokus på, hvordan man kommer fra tanke til handling og tager springet fra den gode idé til det bæredygtige projekt. Her interviewer vi både mennesker, der selv har skabt spændende projekter for at høre, hvordan de kom i gang, og hvad de har gjort undervejs. Og vi spørger forskellige eksperter, der besidder faglig viden, der kan være relevant undervejs i processen: hvordan man for eksempel skriver en fondsansøgning eller klæder en idé grafisk på.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Mange har tilsyneladende mistet troen på, at det nytter at gøre noget selv. Man gør sin borgerpligt ved at afgive sin stemme engang hvert fjerde år – men derudover kan det forekomme uoverskueligt at komme i gang. Vores fornemmelse er, at det ikke skorter på gode ideer. Men problemet lige dels i, at der for folks indre blik hurtigt toner stakke af afviste læserbreve og afslagene på fondsansøgninger op. Dels i, at mange ikke rigtig kender de ret basale håndtag det kræver at rykke på en idé. Med RYK! gør vi det så konkret som muligt, hvad man skal gribe og gøre i – og kommer med idéer til, hvordan man kan rykke, uden at det behøver at kræve stor juridisk indsigt eller netværk til medierne.

VI HAR LYST til at dele vores erfaringer med hinanden

Derfor har begynder vi at indsamle OPSKRIFTER på borgerlystne initiativer, som det er supernemt at kopiere og afprøve i sin egen hverdag. Som en start har vi selv givet et par opskrifter på, hvordan vi har ført nogle vores egne ideer og eksperimenter ud i livet. Men vi håber, at alle andre også vil dele deres opskrifter, så vi til sidst får en kogebog fuld at håndgribelige opskrifter til, hvordan vi gør tingene bedre.

Og hvad skulle det så gøre godt for?
Selvom man kan nikke genkendende til mange af tankerne bag Borgerlyst, kan det svært at gennemskue, hvordan man selv kan komme i gang her og nu – midt i sin travle hverdag. Med en samling opskrifter i hånden kan man få hjælp til at komme i gang. Det svarer præcis til en kogebog. Nogen bruger dem primært til at finde inspiration – og gør så tingene på deres helt egen måde. Andre bruger dem til lige at tjekke, hvor lang tid stegen skal ha’ eller hvordan man renser en artiskok. Og atter andre følger opskriften slavisk – og når frem til et fantastisk resultat på den måde. OPSKRIFTER er et forsøg på at gøre det muligt for alle lave noget, de ikke følte sig helt sikre på i forvejen.

VI HAR LYST til at holde faglige sammenskudsgilder

Derfor har vi lavet OPSLAGSTAVLEN. Her kan man både efterlyse hjælp og arbejdskraft, hvis man selv sidder med et projekt, man gerne vil rykke på. Og man kan donere sine kompetencer til andres projekter. For eksempel give kaffe-sparring på en idé, hvis man er god til konceptudvikling, tegne et logo, give to timers juridisk bistand eller lave mad til en fest. Præmisserne og omfanget skal fra begges sider ligge klart fra starten, så projektmageren ikke på den ene side ender med en masse halvfærdige løsninger, og donationen på den anden side ikke ender med at blive alt for omfangsrig.

Og hvad skal det nu gøre godt for?
Som borger forekommer det ofte ret ligegyldigt, hvem man er og hvad man kan. Man tæller som et tal, en procentdel, et medlemskab, en underskrift eller et par hænder, der kan hænge valgplakater op. Men vi er mange, der finder det meget mere meningsfyldt at bidrage med det, vi er bedst til. Det kan bare være utroligt svært at finde ud af hvor og hvordan – for de fleste af de eksisterende muligheder kræver ofte, at man indgår en aftale på fast basis. Og det kan være svært at passe ind i resten af livet. For det lille ekstra overskud i hverdagen, man føler i en time, uge eller måned mellem to jobskifter, kan de færreste garantere at have tre måneder senere. Derfor er det vigtigt med en fleksible og spontane muligheder for at byde ind. OPSLAGSTAVLEN giver den mulighed for at byde ind, når man har overskud til det.

VI HAR LYST til at blive klogere på demokratiet uden at det føles som lektielæsning

Derfor har vi startet tv-kanalen TANKEVÆKKERNE, der er en serie filmede samtaler med eksperter, der fra hver deres vinkel hjælper os med at forstå demokratiet bedre. Vi stiller de dumme spørgsmål, og de giver os nogle vigtige indblik i nogle af de grundlæggende begreber og problemstillinger, demokratiet står overfor i dag. Der er billeder på, men de egner sig egentlig bedst som lyd-spor, hvor man lytter sig klogere, mens man ordner alt muligt andet.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi håber, at disse crashcourses vil give flere borgere mod på at blande sig i debatten. For vi støder meget ofte på, at folk siger, at de ikke ved nok til at kunne udtale sig om demokratiet. Men vi synes ikke, det kan være rigtigt, at det kun skal være professionelle debattører, spindoktorer og politikere, der ytrer sig om samfundet. Det er med til at gøre politik til noget fjernt og abstrakt. Med TANKEVÆKKERNE gør vi det nemt at lytte sig klogere – og få viden og mod på at blande sig mere i debatten.

VI HAR LYST til at møde andre, der bobler af borgerlyst

Derfor er Borgerlyst ikke bare en platform på nettet, men også en serie fester, middage og arrangementer, hvor vi mødes ansigt til ansigt. En gang om året giver vi både demokratiet og grundlovsdag en kærlig behandling ved at holde stor fest grundlovsaften. Men ind i mellem bliver der samtalemiddage og forskellige workshop-eksperimenter, hvor vi afprøver forskellige ideer til, hvordan vi endnu bedre kan vække borgerlysten.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi støder hele tiden på nye fine initiativer, vi aldrig havde hørt noget om – og mennesker, der går lidt alene rundt med deres borgerlyst. Og vi tror, det er vigtigt at skabe en fælles ramme, der gør det nemt at finde hinanden – og sjovt at mødes engang imellem. Vi har meget stor tiltro til de fantastiske møder, ideer og netværk, der opstå på nettet. Men vi oplever også, at der er en helt særlig energi når man mødes fysisk og deler de store tanker. Så kan man faktisk blive helt høj på borgerlyst.

VI HAR LYST at forene vores overskud – og ha’ det sjovt, mens vi gør det. Og hvis du har det ligesådan, håber vi, du vil være med. Når du har tid – og lyst.

Grundlovsdag er supersexet

UPDATE:

Denne flyer blev på kort tid i borgerlystne folkemunde døbt “hanen” – og Sten Jauer fra L.A.N.D. Designlab har i den anledning lavet denne lille satiretegning til os:

Læs mere om tankerne bag Borgerlyst

her på bloggen – https://nadjasreflexioner.net/2010/05/16/borgerlyst-5-veje-til-forenet-overskud/

på vores Facebook-side – http://facebook.com/borgerlyst

eller på http://borgerlyst.dk (der dog først kommer op lidt senere – det der ligger nu er kun en pauseskærm .-)

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

Istanbuls sansekalejdoskop


Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
At USA fik en sort præsident
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…

Kunsten at gøre det bedste ud af det

Da jeg cyklede gennem Ryesgade i dag, så jeg dette meget mærkelige fænomen, der vist bedst kan beskrives som “stillads-poesi”.

Og det gjorde mig simpelthen så umiddelbart glad. For det er et af de mest konstruktive eksempler, jeg længe har set, på, at nogen formår at vende noget, der

1) som udgangspunkt er en rigtig skidt situation: at ens butikfacade bliver blokeret af grimme stilladser på ubestemt tid og dermed risikerer at nedbringe omsætningen markant

til

2) noget, der i stedet bliver en rigtig god situation: nemlig, at man i stedet vælger at få det bedste ud af det og spreder lidt fest og glæde i et ellers gråt gadebillede.

Fordelene ved at gøre det, springer meget umiddelbart i øjnene:

  • Udsmykningen tiltrækker mange flere nysgerrige blikke, end før stilladset kom op. For eksempel havde undertegnede – der ellers ret ofte cykler netop den vej – aldrig lagt mærke til butikken før, selvom den har ligget der i årevis.
  • Udsmykningen udstråler et overskud og et glimt i øjet, der smitter – og derfor spiller positivt tilbage på butikken og giver en lyst til at se, hvad der gemmer sig af smykker og stads bag facaden.
  • Udsmykningen er blevet lidt af en attraktion og de “lokale”, jeg mødte på gaden, kunne fortælle, at den er skiftet undervejs – julefarver i december, flagermus til halloween – og nu den fine babyblå, der byder foråret velkommen.
  • Udsmykningen er så fin, at butikken ovenikøbet får mulighed for en masse gratis omtale og markedsføring, (det er Heart by Sigsgaard i Ryesgade 87 ), hvis bloggere som mig bliver tilstrækkeligt inspirerede til at skrive om det, præcis som jeg gør nu, fordi jeg synes, de fortjener en hyldest.

Og dén gratis omtale giver jeg dem hellere end gerne – for jeg synes, der er ekstremt god grund til at hylde enhver, der gider gøre det lille ekstra, der glæder så mange andre – og ikke mindst formår at minimere brok og maksimere det boblende humør i hverdagen.

Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig

Det startede helt uskyldigt. På en bænk ved søerne så jeg et eksempel på den “strikke-street-art”, jeg også har set i mange andre byer verden over – og snapshottede selvfølgelig straks dette billede:

Mens jeg fotograferede det, faldt mit blik på et lille label-klistermærke, der sad på bænken. Og da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at der stod:

Pudsigt, tænkte jeg. Og meget fint. Sådan en fin lille tankevækker, så langt mere diskret end de skønne “her må du gerne skilte” – men på mange måder samme fine overraskelseseffekt midt i søernes offentlige rum. Og det gik jeg jo så dér og smilede ad.

Og jeg havde gået en del skridt indtil jeg faldt i snak med nogle ænder og derfor havde bevæget mig ret tæt over på lygtepælene, der står på den-nye-cykelsti-side-af-søpromenaden. Og da jeg var kommet tæt på lygtepælen, så jeg en ny lille tankevækker med ordlyden:

Og derefter kiggede jeg på hver eneste lygtepæl. Og det slog ikke fejl. På hver og en sad der en fin lille besked. Her et udpluk i tilfældig rækkefølge:

Jeg blev fuldstændig opløftet af denne omvendte promenadetur. Havde øjnene konstant på stilke. Tankerne i den helt store centrifuge. Og mærkede en meget, meget stor taknemmelighed overfor det menneske, der havde taget sig tid til at tænke de tanker, nedriste dem på labels og stikke dem op på alle lygtepælene, velvidende at de ville forvitre i vind og vejr indenfor ganske kort tid. Sikken en kærlighederklæring – ganske vist ikke til mig personligt. Men til livet, tankevirkesomheden og til alle dem, der tager sig tid til at vende sig om og granske hver en lygtepæl for at lade sig bevæge, besnære og belære om tilværelsens ulidelige letheder.

10 bud på, hvordan vi kan komme kvindernes kampdag konstruktivt ihu

I dag er det 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Ovenikøbet nummer 100 af slagsen. Og det synes jeg kræver på lidt refleksion og diskussion. For vi er jo på mange punkter nået ufatteligt langt på de 100 år – og samtidig er der en masse problemer tilbage, som vi prøvekluds-generationer bør være opmærksomme på og aktivt bidrage til at forandre for, at det blive stadigt bedre for nye generationer.

Personligt mener jeg stadig, der er masser af ting, man kunne gøre politisk og strukturelt, med en nytænkning af barselslovgivningen som det primære indsatsområde. Og der er da helt sikkert også en masse mænd, man godt kunne ønske sig tænkte lidt anderledes.

Men det største forandringspotentiale mener jeg faktisk ligger hos kvinderne selv.

For  da jeg sidste år lavede en stor undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, stod det ret hurtigt klart, at det skævvredne antal kvinder i topledelse i høj grad skyldes kvindernes egne valg, fravalg, prioriteter og ikke mindst måden, vi taler om hinanden på.

Så her er 10 bud på, hvad vi i hvert fald selv kan gøre lige her og nu for at påvirke udviklingen i en positiv retning (her og nu udelukkende, når det gælder erhvervskvinders ambitioner):

  1. Sørg altid for at kvæle “vil du virkelig vælges fordi du er kvinde”-spørgsmålet med det samme. Det er en total oversimplificering at sætte køn og kompetencer op imod hinanden som de eneste to parametre. Der er altid alt muligt andet, der OGSÅ spiller ind (faglig baggrund, personlighed, alder, netværk, timing etc etc) – og husk, at de under ingen omstændigheder ville vælge dig, hvis ikke du i det mindste er kompetent.
  2. Tal langt mere åbent om dine drømme og ambitioner – hvis ikke folk ved, hvad du drømmer om, kan de ikke hjælpe dig med at opfylde dem.
  3. Lad være med udelukkende at forklare dine successer med “tilfældighedernes spil”. Tilfældighederne spiller OGSÅ ind, men det er dine kompetencer, det primært handler om. Og i øvrigt er tilfældighedernes spil OGSÅ et spil – så det er også en vigtig evne at gøre sig spilbar.
  4. Træf ikke beslutninger på andre kvinders vegne på baggrund af dine egne ønsker eller frustrationer. Hvis en småbørnsmor vælger at takke ja til en ministerpost HAR hun nok fundet ud af, hvordan det skal kunne lade sig gøre – og hvis hun kommer tilbage fra barsel og siger, hun gerne vil have noget at rive i, er det ikke op til dig at skåne hende fordi hun jo har et lille barn derhjemme – det ved hun godt, og det har hun nok fundet en løsning på. Mange kvinder VIL gerne skånes – men mange vil ikke. De trænger netop til at få bekræftet deres værd på arbejdsmarkedet og at det giver mening at have barnet i institution, mens de selv er på arbejde – og hvis de så sidder med ligegyldige skåneopgaver, føles det endnu mere meningsløst at vende tilbage til karrieren. Her skal vi alle sammen være langt bedre til at lytte til, hvad den enkelte kvinde ønsker sig i stedet for at behandle alle ens.
  5. Bidrag ikke til at reducere kvinder på arbejdsmarkedet til en af de fire kategorier, Lisa Marklund og Lotta Snickare opstiller i deres geniale bog “Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”. Der er mange flere måder at være erhvervskvinde på, end “Mandekvinden/jern-ladyen”, “Den sexede forførerske”, “Den sjove maskot” og “Den omsorgsfulde mor” – men når vi selv bliver ved med at reproducere stereotyperne, er det klart, det bliver svært at stikke ud. Og som en del af dette: bagtal ikke andre kvinder, der har gjort det godt, ved at kalde dem mandekvinder, dårlige mødre eller løse på tråden. Hyld dem i stedet – om ikke andet fordi de er med til at udvide spektret for moderne kvindeliv.
  6. Lad være med at prøve at tvinge de kvinder, der har truffet andre livsvalg end dig selv, over i de egen livssituation. Vi har en mærkelig tendens til at ville rette alle ind for at få bekræftet vores egne livsvalg – og derfor kan der opstå meget skarpe fronter mellem mødrene og dem uden børn på den ene side. Eller mellem dem, der prioriterer karrieren højt overfor dem, der har valgt at gå på deltid. Eller mellem dem, der fødte naturligt overfor dem, der fik kejsersnit. Eller mellem dem, der har au-pair/ung pige i huset og dem, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Lad være med at bidrage til ensretningen ved at mase hinanden ind i de forudsigelige rammer – spørg og lyt i stedet åbent. Og i forlængelse af dette: sørg for, at jeres børn af begge køn også får lejlighed til at møde både mænd og kvinder, der lever vidt forskelligt. I institutionerne møder de ofte kun voksne i form af mødre og fædre – det er vigtigt at vi viser dem alle de andre måder, man også kan være voksen på – og de andre sider af forældrene. Det er selvfølgelig op til den enkelte ikke at lade sig gruppepresse – men hvorfor ikke lette presset og gøre det nemmere at turde skille sig ud, ved at udvide spektret?
  7. Tillad dig selv at blive siddende i “herreværelset”, når du er til arrangementer, hvor kønnene er blandet. Det er stadig meget typisk, at kvinderne ender med børnesnak i køkkenet, mens mændene snakker helikopterspektiver i stuen (ikke, at de ikke hjælper til, de er bare gode til at vende tilbage til stuen i stedet for at blive hængende i køkkenet). Det er sundt og inspirerende for alle parter at diskutere og udveksle tanker og erfaringer på tværs af kønnene (og alder og brancher og minoriteter for den sags skyld).
  8. Pres ikke de andre mødre i vuggestuen og børnehaven til at komme med hjemmebagte kager og perlespeltsalater, hvis de ikke har tid. Det er jo fint og dejligt, hvis man har tid og lyst til at lave dem og iøvrigt også, når det er færdrene, der påtager sig ansvaret – men det er vanvittigt at presse hinanden med kagekonkurrencer etc. Og husk, at hvis du nu kommer styrtende med en købepizza fordi du havde vildt travlt med at få lavet et strategioplæg færdigt, så er der en god chance for, at du kommer til at snakke om strategioplæg i stedet for at bruge aftenen på at dele kageopskrifter.
  9. Tænk på din karriere som et forhåbentligt langt forløb. Og tillad dig selv tempo- og sceneskift undervejs. Det er ok lige at tage den lidt med ro, mens du har små børn – og så skrue op senere. Et af de grundlæggende problemer med kvinder på arbejdsmarkedet er, at vi har en tendens til at reducere ALLE kvinder til småbørnsmødre – også dem, der først ønsker sig børn om flere år, dem, der har voksne børn og dem, der slet ikke har planer om at få børn. Dermed overfokuserer på de – for de fleste kvinders vedkommende relativt få år – der ér de mest problematiske at forene med karrieredrømmene. Men der er reelt tale om vidt forskellige livssituationer.
  10. Tillad dig selv også at tænke egoistisk engang i mellem – hvad er DINE drømme og ambitioner, og hvad skal der til for at du får mulighed for at udleve dem? At tænke på sig selv er ikke ensbetydende med, at man ikke tænker på andre – for de flestes vedkommende får man faktisk langt mere tid og overskud til at gøre noget for andre, hvis man også varetager sine egne ønsker. Men dér har kvinder flest en indbygget frygt for at fremstå for egoistiske, og prioriterer derfor alle andres behov fremfor deres egne. Og ender ofte med at blive lidt småbitre, hvilket altså heller ikke er særlig fedt for nogen.

Tillykke med, at vi er nået så langt, som vi trods alt er nået. Og lad os så i fællesskab (begge køn, alle brancher, alle aldre) bidrage til at udviklingen fortsætter i positive retninger. Glædelig 8. marts.

Danmarkshistoriens forsvundne kvinder

Mens man venter på at blive sat op på sin piedestal

I lørdags åbnede VEGA en ny natklub. Den hedder “Nina Bang – Folkets Klub” – og er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister, der også har lagt navn til den sal, der fremover danner rammerne om klubfolket og indierytmerne.

Jeg synes, det er vildt cool af VEGA at opkalde en natklub efter Nina Bang (og jeg er i den forbindelse slet, slet ikke farvet af, at min bror som kunstnerisk udviklingschef på VEGA har været med til at undfange konceptet :-). Derfor skrev jeg forleden følgende Facebook-opdatering:

Nadja Pass synes, det er virkelig cool, at VEGA har opkaldt sin nye natklub efter Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister (1866-1928). Hun har lagt navn til den sal i VEGA, der fremover danner rammerne “Nina Bang – Folkets Klub”, øl, bobler, indiebeats og de lidt mere modne – men stadig både festlige og livsglade – kulturelle københavnere. Åbningsfest på lørdag.

Den opdatering affødte ikke alene en masse “Thumbs-up-markeringer”, men også et langt kommentarspor, hvor en af dem, der kommenterede skrev:

Godt initiativ: skal vi ikke lave en liste over alle de oversete/glemte danske kvinder, som fortjener en natklub, en plads, et hus eller en boulevard opkaldt efter sig. Og så offentliggøre den 8. marts?
Vi kan jo skabe og samle listen her.

Og det var der så heldigvis nogen stykker, der fulgte op på. Og det blev til et blandet felt, der blandt andet indeholdt Nathalie Zahle, Jytte Abildstrøm, Susan Himmelblå, Astrid Lindgren (vi skelner ikke så nøje i forhold til det med nationalitet), Birthe Rønn Hornbech, Leonora Christina og Støvlet Katrine. Og det var jo dejligt, at der var nogen, der gik ind i kampen – men jeg må med skam melde, at ikke rigtig selv bidrog så meget. Det hang primært sammen med, at jeg i de dage var på workshop et sted uden særlig overbevisende netforbindelse og derfor var langt mere off-line end ellers. Men det handlede også om, at det kommentarspor faktisk virkelig fik mig til at gruble. Det er jo ikke fordi, jeg ikke i flæng kan nævne Nanna Dietzel, Katrine Ærtebjerg, Karen Blixen, Thit Jensen, Lykke Friis, Connie Hedegaard, Margrethe den 1. (og 2. for den sags skyld), Marianne Jelved, Helle Thorning, Nathalie Zahle, Stine Bosse, Caroline Søeborg Ahlefelt, Louise Campbell, Inger Christensen, Grevinde Danner, Hanne Bech Hansen etc etc. Og jeg ved godt, at listen er meget længere… men ikke desto mindre, er den relativt set skræmmende kort. Selv hvis man lægger hovedet i blød. Og det er der mange gode grunde til – og de grunde er IKKE, at kvinderne ikke har været lige så interessante, kloge og kvalificerede som mændene (selvom der i mange år naturligvis var en masse uddannelses- og kønspolitiske problemstillinger, der skævvred mulighederne).

Men derimod, at vi kender helt basalt kun forsvindende få navne på Danmarkshistoriens seje kvinder. Man behøver kun kaste et hurtigt blik på Connie Hedegaard og Claus Hagen Pedersens liste over de 100 mest betydningsfulde danskere i det tyvende århundrede, for at konstatere, at kvinderne glimrer ved deres fravær. Og går vi længere tilbage end det 20. århundrede er de nærmest ikke-eksisterende som andet end dronninger og adelige. Og det er jo ikke fordi, de ikke har været der. Men de er lissom forsvundet ud af Danmarkshistorien, fordi de ikke har levet op til de gængse kriterier for, hvad der skulle til for at blive fremhævet. For de gængse kategorier for fremhævelse har nogle indbyggede faldgruber, der gør, at der også hvis man lavede en liste i dag, ville være forsvindende få kvinder på listerne. For hvad er det egentlig for kriterier, vi typisk vælger på baggrund af:

  1. Dem, der var de første indenfor en kategori.
    Her finder vi for eksempel Nina Bang. Og hun skal jo uden tvivl hyldes og fremhæves, på samme måde som Helle Thorning skal hyldes og huskes, hvis hun formår at blive Danmarks første kvindelige statsminister, og på samme måde som den første kvindelige professor, biskop, politichef, ambassadør, højesteretsdommer, universitetsrektor, borgmester, topleder etc etc skal huskes og hyldes fordi det i sig selv er en bedrift at være mønsterbryderen, der kæmper sig igennem alle fordommene og må lægge ryg til dem hele livet for at bane vejen for andre kvinder. Men der er også en indbygget fare i den store fokus på “den første” – for ikke alene reduceres deres betydning meget ofte til alene at handle om kønnet – de færreste har nogen anelse om, hvad Nina Bang faktisk foretog sig som minister, bare, at hun var “den første” – og samtidig har vi en tendens til at glemme at fremhæve og hylde den 2., 3., 4., 16., 117. selvom de måtte have været mindst ligeså gode kvindelige ministre. Dér vil jeg vove at påstå, at vi for mændenes vedkommende ikke skelner så meget til, hvilket nummer, de var i rækken, men mere til deres bedrifter, mens vi har en tendens til at lade være med at fremhæve en kvinde, hvis hun var den 5. kvindelige minister, for nu har vi jo allerede nævnt Nina Bang…
  2. Dem der har bedrevet noget stort indenfor deres fag.
    Denne kategori er lidt sværere at afgøre, fordi der også hurtigt kommer et element af smag eller fagdebat indover her. Mens det er en absolut sandhed, at en bestemt person var den første indenfor sit felt, er det sværere, når vi skal afgøre hvem, der er værd at fremhæve indenfor forskningen, kunsten og kulturen – hvilke bedrifter er vigtigst her, set i det store perspektiv? Derfor rammer denne udvælgelse lynhurtigt ned i en flig af den klassiske kvotediskussionen, nemlig den om, hvorvidt vi så fremhæver kvindelige kunstnere eller forskere, primært fordi de er kvinder og skal tælle positivt med i statistikkerne – eller fordi deres værker eller bedrifter virkelig er de bedste. Det er en sindsygt problematisk oversimplificering at sætte køn og kvalifiationer overfor hinanden som modsætninger på den måde, det ofte reduceres til i kønsdebatten – og det har jeg skrevet udtømmende om i forbindelse med min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg sidste år lavede for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, så det vil jeg opfordre til, at man i stedet læser i sin helhed. Så her vil jeg blot sige, at det i sig selv er problematisk, at man overhovedet tillader sig at stille et kønnet spørgsmålstegn ved udvælgelseskriterierne. Det ville man aldrig gøre med en mands værker. Her ville man diskutere kvaliteten, hvilket i sig selv kan være en svær sag at argumentere sig igennem, men det er irrelevant at trække kønnet indover i kvalitetsdiskussionen. Ikke desto mindre – og jeg ved godt, at det her kan lyde selvmodsigende – ér der alligevel grund til at være opmærksom på kønsfordelingen, nu hvor emnet er, hvilke kvinder man kan fremhæve i Danmarkshistorien og hvis navne vil komme på listerne i eftertiden. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der kun er én (to, hvis man tæller den ufærdige tagterrasse med) kvindelig nutidskunstner, der skulle være kvalificeret til at udsmykke Amalienborg, så den “flaskepost til eftertiden” vi sender i form af de nye kunstværker på væggene igen er med til at vise et meget skævvredet billede af dansk kunst anno 2010. Og så er det næsten overflødigt lige at påpege det ærgerlige i, at Katrine Ærtebjergs fantastiske værk som det eneste af de nye værker er forvist til anretterkøkkenet, hvor man næppe kan forvente at statsoverhoveder og prominente gæster for lejlighed til at se det, mens alle d’herrer har udsmykket repræsentationslokalerne. Og så er det jo nu, folk vil spørge “jamen betyder det så, at vi skal vælge noget, der er dårligere, bare for at udjævne kønskvoteringen?” Og her er svaret naturligvis nej, nej, nej, – det er stadig kvaliteten, der skal afgøre det. Men man bliver i stigende grad nødt til at være opmærksom på, at man nogle gange skal måske skal lede lidt længere eller nogle lidt andre steder eller med et mere nuanceret blik for at finde frem til de kvindelige kunstnere – eller repræsentanter for andre minoriteter for den sags skyld – i stedet for altid bare at vælge det oplagt. For noget af det min undersøgelse også i høj grad viste var, at kvinder flest stadig er mere tilbageholdende end mænd flest med at gøre opmærksom på egne bedrifter. Og at de fleste gerne vil udpeges, vælges, opfordres i stedet for selv at råbe op. Og NEJ, jeg synes ikke, det er optimalt, at det er sådan. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder var langt mindre bange for at råbe op og gøre opmærksom på deres egne kompetencer. Men jeg må konstatere, at det endnu ikke er tilfældet for min generation af kvinder (man kan have forhåbninger for de yngre) – og når det så er tilfældet, synes jeg, vi må forholde os konstruktivt til det. Og nu vil jeg ikke gå yderligere ind i, hvordan det forholder sig i erhvervslivet, men igen vil jeg henvise til min undersøgelse og kort referere, at præcis de samme mekanismer gør sig gældende på arbejdsmarkedet.
  3. De helt skøre, poetiske eller skæve, der på sin vis derfor er helt udenfor kategori
    Her finder vi så alt  fra Susan Himmelblå, Støvlet Katrine og de forskelligepå sin vis også hovedpersonerne i alle de historiske romaner af Hertha J. Enevoldsen, jeg slugte som teenagepige. De handlede om den ene kongedatter eller adelsfrøken efter den anden, der fik en grufuld skæbne eller tog skæbnen i egen hånd – jeg kunne klart bedst lide de sidste, selvom også de både i skrivestil og vinkling stadig var meget rosenrøde og kvindebløde…Men de var trods alt med til at udvide spektret af, hvordan man forventes at opføre sig som kvinde. For eksempel har jeg lige været inde og se Alice i Eventyrland – og udover, at det var en meget smuk, poetisk og eventyrlig film, slog det mig også, hvor sjældent det er, at vi ser en blockbuster, hvor alle de vigtigste roller spilles af kvinder (selvom man lige kan studse over, at det er Johhny Depp i den ret beskedne rolle som hattemageren, der er løbet med al opmærksomheden). Her ser vi både de gode, de onde, de grusomme, de intrigante og de eventyrlystne kvinder i fuldt flor. Og selvom man med rette kan ærgre sig over, at kimen til striden mellem den røde dronning med det store hovede og den smukke hvide dronning primært handler om udseendet, er det stadig et langt mere nuanceret billede af eventyr-kvinder end vi ellers ser. og ikke mindst er det skønt, at hovedpersonen, Alice, fravælger det forudsigeligt-kedelige liv som adelsfrue med fordøjelsessvag Lord til fordel for eventyret, en flirt med ‘the mad hatter’ og karrieren. Den film er et godt eksempel på, hvordan vi kan udvide vores blik på mulige kvinderoller –  og ikke mindst er det fedt, at det ikke er en pige eller en børnefilm – men en film for begge køn i alle aldre.

Så meget for, hvad der skal til for at komme på listerne, som udvælgelseskriterierne ser ud i dag. Men hvor er de lister, der kan rumme alle de andre kvinder, vi ikke kender navnet på, og som er tabt for eftertiden. Dem, der glimrer ved deres fravær på de officielle lister, gadenavne og historiske forklaringer: Hvor er den liste, der kan rumme alle hverdagens heltinder. Det kunne for eksempel være en kvinde som min oldemor på fædrene side, der stak af fra den fine gård på Langeland (hvor hun i forvejen var berygtet for at sine vilde ridt langs stranden overskrævs på hesten med løst hår – oh skræk – og i hvis skudsmålsbog, der stod, at hun var dygtig, men alt for viljestærk) for at gifte sig med husmandens søn, der i de kredse blev betragtet som et alt for ringe parti. Han døde desværre tidligt – og ikke desto mindre formåede hun som enlig mor til tre at rejse penge nok til at kunne købe en proprietærgård til hvert at sine tre børn. MEGA sejt og en kæmpe bedrift i sin tid – men jo ikke noget, man får opkaldt en plads, en vej eller en sal i VEGA efter sig for. Og sådan har der været masser af kvinder, for hvem det i sig selv har været en kæmpe bedrift at få enderne til at nå sammen, eller som har været de stærke kvinder, der har udgjort halvdelen af ordsproget “Bag enhver stor mand står en stærk kvinde” – men det er bare kun de store mænd, der er gået over i historien, sjældent kvinderne bag.

For det indbyggede problem i hele denne diskussion er, at udvælgelseskriterierne for hvem der bliver fremhævet i sig selv bygger på et paradigme man med rette kan stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor er det så vigtigt at være først, størst, bedst? Hvorfor er det ikke godt nok at være næstkommanderende, nr. 5 i rækken, harmonisk baglandskvinde eller den, der gør en masse godt i det skjulte og ikke forventer hyldest og ære for det?

Og så kan folk jo her med rette spørge, hvorfor det skulle være så vigtigt at få opkaldt en plads, vej eller sal i VEGA efter sig. Og om det ikke er mindst lige så vigtigt at man lever et godt og harmonisk liv med sig selv om sin familie…? Og jo da, det står selvfølgelig enhver kvinde og mand frit for at finde ud af, hvordan deres tilværelse skal skrues sammen, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad de enkelte vælger. MEN jeg vil gerne have lov at påpege, at det ville være befriende, hvis vi hver især bidrog til at udvide spektret af, hvordan kvinder opfattes i dag og hvordan man kan vælge at leve sit liv. Jeg ville ønske, at langt færre valgte den slagne, kønsudstukne vej og i stedet gik efter deres egne drømme – uanset hvad kønnet måtte diktere var det rigtige. Og dermed bidrog til at udvide mulighederne for, hvilke livsvalg, der forekommer naturlige for kvinder at træffe.

Og i den forbindelse er det jo ikke nogen ringe bivirkning, at det sandsynligvis også ville betyde, at det i fremtiden ikke ville være helt så svært at nævne stærke danske kvinder.

%d bloggers like this: