En af de helt store frynsegoder ved at tilbringe meget tid sammen med ens venner og deres børn er – udover, at man selvfølgelig knuselsker alle de skønne unger – at man ofte får indblik i nye verdener, og nye sider af ens venner.

• Det kan være deres fagligheder, som man får et indblik i på helt nye måder. Som når designerens datter tegner interiører, og moren forklarer, at vinduerne altid skal males blå (ikke “gennemsigtige”) fordi de reflekterer himmelens farve, og at hun skal være opmærksom på, hvilke dimensioner og faconer, man ser tingene i gennem trappegelænderet. Og hvor vi over middagen diskuterer farvesammensætninger, en sukkerstrøers funktionalitet og en kandes hældetud. Som når topchefen som det naturligste i verden siger til ungerne, at “i en forhandlingssituation må man aldrig give noget, uden at få noget igen”.  Som når IT-nørdens unger har bygget egen hjemmeside i en alder af fem år. Eller min antropologvenindes søn, der som to-årig kunne fortælle mig alt om inuitter.
• Det kan være ukendte fritidshobbyer eller familietraditioner, der pludselig slår igennem. Som da min veninde pludselig viste sig at kunne kende forskel på alle fuglestemmer, og vi med hendes Poul Thomsen-mini-søn travede på ekspeditioner, og jeg fik et effektivt crashcourse i scolopendernes forunderlige verden.
• Det kan være ungernes egne interesser og legetøjsdiller. Som når man pludselig får et ret omfattende kendskab til forskellige computerspil, årets aktuelle samlerkort, fodboldstjerner og gromitier (yep – KLAR overvægt af drengebørn i omgangskredsen) og samtidig får genvækket sine egne barndomsnørderier – for eksempel var der en lang periode, hvor al min barndoms dinosaurusviden var helt ubrugelig – men nu giver det næsten lige så meget street cred, at jeg kan kende forskel på en pectosaurus og en dimetrodon, som det gør, at jeg kender Ridder Martin fra Barda og kender en, der har været Shane-barn.
• Det kan være ens egne reaktionsmønstre eller måder at forklare tingene på, eller lege man foreslår, som man selv troede var det naturligste i verden, og som viser sig at være helt nye for både barnet og dets forældre.

Og det er egentlig sidstnævnte, der er anledningen til dette blogindlæg. For igår havde jeg besøg af en veninde og hendes 7-8 årige søn, der er langt mere end almindeligt begavet. Og sprogligt begavet i særdeleshed. Det var en fryd at høre hans spørgsmål om gamle ord, ordsprog og ordspil, mens han slugte alle sommerhusets gamle AndersAnd-blade fra 50’erne. Sjovt at høre hans ekstremt veludviklede sprogbrug og leg med ordene. Og sjovt at høre, hvilke ord han opsnappede og kommenterede på fra vores voksensnak. Og moren var supergod til at komme med fine forklaringer, udfordre ham videre og gå med på de sproglige lege.

Og derfor spurgte jeg, om vi ikke skulle lege den leg, hvor man ikke må sige “ja, nej og ikke”. (hvorefter det kvikke barn selvfølgelig straks spørger, om det betyder, at man heller ikke må sige “og” :-) Den kendte de ikke.

“Ja, nej og ikke” går i al sin enkelhed ud på, at man skal snakke sammen uden at bruge ordene ja, nej og ikke (og diverse afledninger såsom mhmmm, nik, hovedryst, jo og nix). Typisk er det én person, der ér den – og som de andre så stiller spørgsmål (der gerne må indeholde de forbudte ord) i forsøget på, at få den der ér den til at “falde i” ved uforvarende at bruge et af de forbudte ord. Prøv selv – det er ret svært. JA, kan man langt hen af vejen undvære, fordi man sagtens kan svare bekræftende uden decideret at bruge ordet ja, så den falder man typisk i, fordi det for mange er en automatisk refleks at starte en bekræftende sætning med JA. NEJ er noget sværere. Men næsten helt umuligt er det at undgå at bruge IKKE, så snart sætningerne begynder at blive så lange eller forklaringerne så komplicerede, at det bliver rigtig sjovt. (for det gælder selvfølgelig om at tale så naturligt og flydende som muligt, selvom man ikke bruge de forbudte ord). Så tricket for spørgerne er selvfølgelig at spørge ind til ting, hvor den der ér den skal forklare, hvorfor vedkommende IKKE kan lide XXX, eller IKKE gjorde XXX. Prøv selv, det er næsten umuligt at forklare uden brugen af ikke. Og så selvfølgelig at aflede opmærksomheden så meget som muligt – for så snart man slapper af og taler naturligt, bruger vi alle sammen ja, nej og ikke konstant.

NÅ, men det endte vi så med at lege rigtig længe, og det var rigtig sjovt for alle parter. Dels fordi der kommer nogle spøjse samtaler ud af det, hvor man spørger ind til alt muligt, man ikke plejer at spørge om. Dels fordi man griner meget, når man hver især falder i, eller bliver spiddet på en formulering, hvor man ikke kan undgå at sige IKKE.

Og undervejs slog det mig, hvordan netop den slags lege gennem barndommen har været med til at skærpe min sprogbevidsthed. For sagen er jo, at man for eksempel med sådan en leg bliver tvunget til at bruge helt andre dele af det sproglige register, end man ellers ville have gjort. Man bliver tvunget til at formulere sig helt anderledes end instinktet og automatreaktionen. Bagefter prøvede vi kort at lege den, hvor man måtte bruge alle ord, undtagen dem, der startede med S. Og det fungerede også rigtig godt – pludselig skulle man hente ja, nej og ikke frem fra hukommelsen igen, men til gengæld erstattte ‘sige’ og ‘snakke’ med ‘tale’ eller ‘konversere’, ‘slanger’ med ‘orme’ eller ‘kryb’ etc etc. Supersjovt (eller for nu at blive i legen:  rigtig morsomt).

Mine forældres fælles interesse for sprog er helt klart en af de mange gaver, jeg selv har fået med hjemmefra – og taget fuldstændig for givet. Mange af legene – “ja, nej og ikke”, “flere ord ud af et”, grammatik, nasallyde og historiefortællinger især fra min mors side af familien. Kolossale gloseregistre og den systematiske afkodning af fremmede sprog og alfabeter især fra min far. Ikke ét skilt på vejen, når vi rejser sammen, uden at det bliver endevendt for at gennemskue, hvilke endelser, der mon betyder gade, vej, gyde, plads eller boulevard.

Og den bagage betyder jo samtidig, at jeg som det naturligste i verden taler volapyk, laver lange fællesudviklede historier og leger rimsmed med ungerne omkring mig. Og med mine voksne venner på fx Facebook kan få en hel aften til at gå med at udveksle sætninger, der kun starter med S, F eller T.

Det er jo ikke noget, man tænker over selv. Hvad man har fået med hjemmefra, fordi det jo netop for én selv er det naturligste i verden. Men hvor er det sjovt at bringe det i spil på nye måder. Og ikke mindst at opleve og opdage hinandens forskelligheder og skjulte særkompetencer. Og samtidig ekstremt lærerigt og inspirerende. Både for børn og voksne.

Jeg ved det godt. Der har været lidt stille her på bloggen i de seneste uger… og det skyldes, at jeg har arbejdet intenst op til grundlovsdag i lørdags, hvor jeg sammen med Andreas Lloyd lancerede vores nye bevægelse, Borgerlyst. Vi fejrede det med en fest i VEGA, hvor en masse vidt forskellige godtfolk mødte op og vendte verdenssituationen med hinanden. Og det var helt fantastisk at se, hvor høje folk bliver på borgerlyst – når først vi bliver os den bevidst.

Jeg bliver selvfølgelig ved at blogge om alle mine strøtanker, brudstykker og egne veje her på Nadjas Reflexioner – men jeg håber også, at I vil følge med i den mere borgerlystne side af mig og mit arbejde på http://borgerlyst.dk. Og endnu bedre – være med til at sprede borgerlysten derude og selv bruge jeres stemmer og handlekraft til at gøre samfundet omkring os endnu bedre.

Og nu lidt om Borgerlyst – hapset direkte fra forklaringerne på borgerlyst.dk

Hvad vi vil gøre

Vi har startet Borgerlyst, fordi vi har lyst til at gøre meget mere end vores borgerpligt. Vi havde bare selv svært at finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Og vi tror, at der er rigtig mange andre derude, der mærker den samme udefinérbare trang til at gøre noget – men heller ikke helt kan sætte ord på det, og som mangler nogle meningsfyldte steder, vi kan kanalisere al vores gode energi hen.

Det er essensen i Borgerlyst: At gøre det nemmere, sjovere og mere spontant for os som borgere at omsætte denne lyst til vigtige stemmer i debatten – og handlekraft i hverdagen. Her er en række bud på, hvordan vi vil gøre det.

VI HAR LYST til at høre folkets stemmer i samfundsdebatten

Derfor har vi startet tv-kanalen FOLKETS STEMMER. Det er en konstant voksende collage af videoklip, hvor vidt forskellige mennesker besvarer de samme spørgsmål om demokrati, engagement og handlekraft. Klippene er optaget i privatsfæren, hvor vi – folket – oftest snakker sammen om det, der ligger os på sinde. Og de er fulde af de tænkepauser,der gerne opstår i samtaler, hvor vi udfordres og lærer mere om os selv.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Som en start har vi selv interviewet forskellige folk, vi synes er interessante – og på den måde har vi selv fået nuanceret vores holdninger undervejs, for spørgsmålene har vist sig at fungere utroligt godt som ansatser til spændende samtaler. Meningen er nu, at alle med et videokamera selv kan uploade videoer af deres egne samtaler med folk ud fra de samme spørgsmål. På den måde bliver samlingen af FOLKETS STEMMER hele tiden udvidet med nye stemmer – og forhåbentlig bliver selve optagelsen en anledning til endnu flere samtaler.

VI HAR LYST til selv at bruge vores handlekraft

Derfor starter vi tv-kanalen RYK! – Her sætter vi fokus på, hvordan man kommer fra tanke til handling og tager springet fra den gode idé til det bæredygtige projekt. Her interviewer vi både mennesker, der selv har skabt spændende projekter for at høre, hvordan de kom i gang, og hvad de har gjort undervejs. Og vi spørger forskellige eksperter, der besidder faglig viden, der kan være relevant undervejs i processen: hvordan man for eksempel skriver en fondsansøgning eller klæder en idé grafisk på.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Mange har tilsyneladende mistet troen på, at det nytter at gøre noget selv. Man gør sin borgerpligt ved at afgive sin stemme engang hvert fjerde år – men derudover kan det forekomme uoverskueligt at komme i gang. Vores fornemmelse er, at det ikke skorter på gode ideer. Men problemet lige dels i, at der for folks indre blik hurtigt toner stakke af afviste læserbreve og afslagene på fondsansøgninger op. Dels i, at mange ikke rigtig kender de ret basale håndtag det kræver at rykke på en idé. Med RYK! gør vi det så konkret som muligt, hvad man skal gribe og gøre i – og kommer med idéer til, hvordan man kan rykke, uden at det behøver at kræve stor juridisk indsigt eller netværk til medierne.

VI HAR LYST til at dele vores erfaringer med hinanden

Derfor har begynder vi at indsamle OPSKRIFTER på borgerlystne initiativer, som det er supernemt at kopiere og afprøve i sin egen hverdag. Som en start har vi selv givet et par opskrifter på, hvordan vi har ført nogle vores egne ideer og eksperimenter ud i livet. Men vi håber, at alle andre også vil dele deres opskrifter, så vi til sidst får en kogebog fuld at håndgribelige opskrifter til, hvordan vi gør tingene bedre.

Og hvad skulle det så gøre godt for?
Selvom man kan nikke genkendende til mange af tankerne bag Borgerlyst, kan det svært at gennemskue, hvordan man selv kan komme i gang her og nu – midt i sin travle hverdag. Med en samling opskrifter i hånden kan man få hjælp til at komme i gang. Det svarer præcis til en kogebog. Nogen bruger dem primært til at finde inspiration – og gør så tingene på deres helt egen måde. Andre bruger dem til lige at tjekke, hvor lang tid stegen skal ha’ eller hvordan man renser en artiskok. Og atter andre følger opskriften slavisk – og når frem til et fantastisk resultat på den måde. OPSKRIFTER er et forsøg på at gøre det muligt for alle lave noget, de ikke følte sig helt sikre på i forvejen.

VI HAR LYST til at holde faglige sammenskudsgilder

Derfor har vi lavet OPSLAGSTAVLEN. Her kan man både efterlyse hjælp og arbejdskraft, hvis man selv sidder med et projekt, man gerne vil rykke på. Og man kan donere sine kompetencer til andres projekter. For eksempel give kaffe-sparring på en idé, hvis man er god til konceptudvikling, tegne et logo, give to timers juridisk bistand eller lave mad til en fest. Præmisserne og omfanget skal fra begges sider ligge klart fra starten, så projektmageren ikke på den ene side ender med en masse halvfærdige løsninger, og donationen på den anden side ikke ender med at blive alt for omfangsrig.

Og hvad skal det nu gøre godt for?
Som borger forekommer det ofte ret ligegyldigt, hvem man er og hvad man kan. Man tæller som et tal, en procentdel, et medlemskab, en underskrift eller et par hænder, der kan hænge valgplakater op. Men vi er mange, der finder det meget mere meningsfyldt at bidrage med det, vi er bedst til. Det kan bare være utroligt svært at finde ud af hvor og hvordan – for de fleste af de eksisterende muligheder kræver ofte, at man indgår en aftale på fast basis. Og det kan være svært at passe ind i resten af livet. For det lille ekstra overskud i hverdagen, man føler i en time, uge eller måned mellem to jobskifter, kan de færreste garantere at have tre måneder senere. Derfor er det vigtigt med en fleksible og spontane muligheder for at byde ind. OPSLAGSTAVLEN giver den mulighed for at byde ind, når man har overskud til det.

VI HAR LYST til at blive klogere på demokratiet uden at det føles som lektielæsning

Derfor har vi startet tv-kanalen TANKEVÆKKERNE, der er en serie filmede samtaler med eksperter, der fra hver deres vinkel hjælper os med at forstå demokratiet bedre. Vi stiller de dumme spørgsmål, og de giver os nogle vigtige indblik i nogle af de grundlæggende begreber og problemstillinger, demokratiet står overfor i dag. Der er billeder på, men de egner sig egentlig bedst som lyd-spor, hvor man lytter sig klogere, mens man ordner alt muligt andet.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi håber, at disse crashcourses vil give flere borgere mod på at blande sig i debatten. For vi støder meget ofte på, at folk siger, at de ikke ved nok til at kunne udtale sig om demokratiet. Men vi synes ikke, det kan være rigtigt, at det kun skal være professionelle debattører, spindoktorer og politikere, der ytrer sig om samfundet. Det er med til at gøre politik til noget fjernt og abstrakt. Med TANKEVÆKKERNE gør vi det nemt at lytte sig klogere – og få viden og mod på at blande sig mere i debatten.

VI HAR LYST til at møde andre, der bobler af borgerlyst

Derfor er Borgerlyst ikke bare en platform på nettet, men også en serie fester, middage og arrangementer, hvor vi mødes ansigt til ansigt. En gang om året giver vi både demokratiet og grundlovsdag en kærlig behandling ved at holde stor fest grundlovsaften. Men ind i mellem bliver der samtalemiddage og forskellige workshop-eksperimenter, hvor vi afprøver forskellige ideer til, hvordan vi endnu bedre kan vække borgerlysten.

Og hvad skal det så gøre godt for?
Vi støder hele tiden på nye fine initiativer, vi aldrig havde hørt noget om – og mennesker, der går lidt alene rundt med deres borgerlyst. Og vi tror, det er vigtigt at skabe en fælles ramme, der gør det nemt at finde hinanden – og sjovt at mødes engang imellem. Vi har meget stor tiltro til de fantastiske møder, ideer og netværk, der opstå på nettet. Men vi oplever også, at der er en helt særlig energi når man mødes fysisk og deler de store tanker. Så kan man faktisk blive helt høj på borgerlyst.

VI HAR LYST at forene vores overskud – og ha’ det sjovt, mens vi gør det. Og hvis du har det ligesådan, håber vi, du vil være med. Når du har tid – og lyst.

I dag er det 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Ovenikøbet nummer 100 af slagsen. Og det synes jeg kræver på lidt refleksion og diskussion. For vi er jo på mange punkter nået ufatteligt langt på de 100 år – og samtidig er der en masse problemer tilbage, som vi prøvekluds-generationer bør være opmærksomme på og aktivt bidrage til at forandre for, at det blive stadigt bedre for nye generationer.

Personligt mener jeg stadig, der er masser af ting, man kunne gøre politisk og strukturelt, med en nytænkning af barselslovgivningen som det primære indsatsområde. Og der er da helt sikkert også en masse mænd, man godt kunne ønske sig tænkte lidt anderledes.

Men det største forandringspotentiale mener jeg faktisk ligger hos kvinderne selv.

For  da jeg sidste år lavede en stor undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, stod det ret hurtigt klart, at det skævvredne antal kvinder i topledelse i høj grad skyldes kvindernes egne valg, fravalg, prioriteter og ikke mindst måden, vi taler om hinanden på.

Så her er 10 bud på, hvad vi i hvert fald selv kan gøre lige her og nu for at påvirke udviklingen i en positiv retning (her og nu udelukkende, når det gælder erhvervskvinders ambitioner):

1. Sørg altid for at kvæle “vil du virkelig vælges fordi du er kvinde”-spørgsmålet med det samme. Det er en total oversimplificering at sætte køn og kompetencer op imod hinanden som de eneste to parametre. Der er altid alt muligt andet, der OGSÅ spiller ind (faglig baggrund, personlighed, alder, netværk, timing etc etc) – og husk, at de under ingen omstændigheder ville vælge dig, hvis ikke du i det mindste er kompetent.
2. Tal langt mere åbent om dine drømme og ambitioner – hvis ikke folk ved, hvad du drømmer om, kan de ikke hjælpe dig med at opfylde dem.
3. Lad være med udelukkende at forklare dine successer med “tilfældighedernes spil”. Tilfældighederne spiller OGSÅ ind, men det er dine kompetencer, det primært handler om. Og i øvrigt er tilfældighedernes spil OGSÅ et spil – så det er også en vigtig evne at gøre sig spilbar.
4. Træf ikke beslutninger på andre kvinders vegne på baggrund af dine egne ønsker eller frustrationer. Hvis en småbørnsmor vælger at takke ja til en ministerpost HAR hun nok fundet ud af, hvordan det skal kunne lade sig gøre – og hvis hun kommer tilbage fra barsel og siger, hun gerne vil have noget at rive i, er det ikke op til dig at skåne hende fordi hun jo har et lille barn derhjemme – det ved hun godt, og det har hun nok fundet en løsning på. Mange kvinder VIL gerne skånes – men mange vil ikke. De trænger netop til at få bekræftet deres værd på arbejdsmarkedet og at det giver mening at have barnet i institution, mens de selv er på arbejde – og hvis de så sidder med ligegyldige skåneopgaver, føles det endnu mere meningsløst at vende tilbage til karrieren. Her skal vi alle sammen være langt bedre til at lytte til, hvad den enkelte kvinde ønsker sig i stedet for at behandle alle ens.
5. Bidrag ikke til at reducere kvinder på arbejdsmarkedet til en af de fire kategorier, Lisa Marklund og Lotta Snickare opstiller i deres geniale bog “Der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden”. Der er mange flere måder at være erhvervskvinde på, end “Mandekvinden/jern-ladyen”, “Den sexede forførerske”, “Den sjove maskot” og “Den omsorgsfulde mor” – men når vi selv bliver ved med at reproducere stereotyperne, er det klart, det bliver svært at stikke ud. Og som en del af dette: bagtal ikke andre kvinder, der har gjort det godt, ved at kalde dem mandekvinder, dårlige mødre eller løse på tråden. Hyld dem i stedet – om ikke andet fordi de er med til at udvide spektret for moderne kvindeliv.
6. Lad være med at prøve at tvinge de kvinder, der har truffet andre livsvalg end dig selv, over i de egen livssituation. Vi har en mærkelig tendens til at ville rette alle ind for at få bekræftet vores egne livsvalg – og derfor kan der opstå meget skarpe fronter mellem mødrene og dem uden børn på den ene side. Eller mellem dem, der prioriterer karrieren højt overfor dem, der har valgt at gå på deltid. Eller mellem dem, der fødte naturligt overfor dem, der fik kejsersnit. Eller mellem dem, der har au-pair/ung pige i huset og dem, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Lad være med at bidrage til ensretningen ved at mase hinanden ind i de forudsigelige rammer – spørg og lyt i stedet åbent. Og i forlængelse af dette: sørg for, at jeres børn af begge køn også får lejlighed til at møde både mænd og kvinder, der lever vidt forskelligt. I institutionerne møder de ofte kun voksne i form af mødre og fædre – det er vigtigt at vi viser dem alle de andre måder, man også kan være voksen på – og de andre sider af forældrene. Det er selvfølgelig op til den enkelte ikke at lade sig gruppepresse – men hvorfor ikke lette presset og gøre det nemmere at turde skille sig ud, ved at udvide spektret?
7. Tillad dig selv at blive siddende i “herreværelset”, når du er til arrangementer, hvor kønnene er blandet. Det er stadig meget typisk, at kvinderne ender med børnesnak i køkkenet, mens mændene snakker helikopterspektiver i stuen (ikke, at de ikke hjælper til, de er bare gode til at vende tilbage til stuen i stedet for at blive hængende i køkkenet). Det er sundt og inspirerende for alle parter at diskutere og udveksle tanker og erfaringer på tværs af kønnene (og alder og brancher og minoriteter for den sags skyld).
8. Pres ikke de andre mødre i vuggestuen og børnehaven til at komme med hjemmebagte kager og perlespeltsalater, hvis de ikke har tid. Det er jo fint og dejligt, hvis man har tid og lyst til at lave dem og iøvrigt også, når det er færdrene, der påtager sig ansvaret – men det er vanvittigt at presse hinanden med kagekonkurrencer etc. Og husk, at hvis du nu kommer styrtende med en købepizza fordi du havde vildt travlt med at få lavet et strategioplæg færdigt, så er der en god chance for, at du kommer til at snakke om strategioplæg i stedet for at bruge aftenen på at dele kageopskrifter.
9. Tænk på din karriere som et forhåbentligt langt forløb. Og tillad dig selv tempo- og sceneskift undervejs. Det er ok lige at tage den lidt med ro, mens du har små børn – og så skrue op senere. Et af de grundlæggende problemer med kvinder på arbejdsmarkedet er, at vi har en tendens til at reducere ALLE kvinder til småbørnsmødre – også dem, der først ønsker sig børn om flere år, dem, der har voksne børn og dem, der slet ikke har planer om at få børn. Dermed overfokuserer på de – for de fleste kvinders vedkommende relativt få år – der ér de mest problematiske at forene med karrieredrømmene. Men der er reelt tale om vidt forskellige livssituationer.
10. Tillad dig selv også at tænke egoistisk engang i mellem – hvad er DINE drømme og ambitioner, og hvad skal der til for at du får mulighed for at udleve dem? At tænke på sig selv er ikke ensbetydende med, at man ikke tænker på andre – for de flestes vedkommende får man faktisk langt mere tid og overskud til at gøre noget for andre, hvis man også varetager sine egne ønsker. Men dér har kvinder flest en indbygget frygt for at fremstå for egoistiske, og prioriterer derfor alle andres behov fremfor deres egne. Og ender ofte med at blive lidt småbitre, hvilket altså heller ikke er særlig fedt for nogen.

Tillykke med, at vi er nået så langt, som vi trods alt er nået. Og lad os så i fællesskab (begge køn, alle brancher, alle aldre) bidrage til at udviklingen fortsætter i positive retninger. Glædelig 8. marts.

Mens man venter på at blive sat op på sin piedestal

I lørdags åbnede VEGA en ny natklub. Den hedder “Nina Bang – Folkets Klub” – og er opkaldt efter Danmarks første kvindelige minister, der også har lagt navn til den sal, der fremover danner rammerne om klubfolket og indierytmerne.

Jeg synes, det er vildt cool af VEGA at opkalde en natklub efter Nina Bang (og jeg er i den forbindelse slet, slet ikke farvet af, at min bror som kunstnerisk udviklingschef på VEGA har været med til at undfange konceptet :-). Derfor skrev jeg forleden følgende Facebook-opdatering:

Nadja Pass synes, det er virkelig cool, at VEGA har opkaldt sin nye natklub efter Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister (1866-1928). Hun har lagt navn til den sal i VEGA, der fremover danner rammerne “Nina Bang – Folkets Klub”, øl, bobler, indiebeats og de lidt mere modne – men stadig både festlige og livsglade – kulturelle københavnere. Åbningsfest på lørdag.

Den opdatering affødte ikke alene en masse “Thumbs-up-markeringer”, men også et langt kommentarspor, hvor en af dem, der kommenterede skrev:

Godt initiativ: skal vi ikke lave en liste over alle de oversete/glemte danske kvinder, som fortjener en natklub, en plads, et hus eller en boulevard opkaldt efter sig. Og så offentliggøre den 8. marts?
Vi kan jo skabe og samle listen her.

Og det var der så heldigvis nogen stykker, der fulgte op på. Og det blev til et blandet felt, der blandt andet indeholdt Nathalie Zahle, Jytte Abildstrøm, Susan Himmelblå, Astrid Lindgren (vi skelner ikke så nøje i forhold til det med nationalitet), Birthe Rønn Hornbech, Leonora Christina og Støvlet Katrine. Og det var jo dejligt, at der var nogen, der gik ind i kampen – men jeg må med skam melde, at ikke rigtig selv bidrog så meget. Det hang primært sammen med, at jeg i de dage var på workshop et sted uden særlig overbevisende netforbindelse og derfor var langt mere off-line end ellers. Men det handlede også om, at det kommentarspor faktisk virkelig fik mig til at gruble. Det er jo ikke fordi, jeg ikke i flæng kan nævne Nanna Dietzel, Katrine Ærtebjerg, Karen Blixen, Thit Jensen, Lykke Friis, Connie Hedegaard, Margrethe den 1. (og 2. for den sags skyld), Marianne Jelved, Helle Thorning, Nathalie Zahle, Stine Bosse, Caroline Søeborg Ahlefelt, Louise Campbell, Inger Christensen, Grevinde Danner, Hanne Bech Hansen etc etc. Og jeg ved godt, at listen er meget længere… men ikke desto mindre, er den relativt set skræmmende kort. Selv hvis man lægger hovedet i blød. Og det er der mange gode grunde til – og de grunde er IKKE, at kvinderne ikke har været lige så interessante, kloge og kvalificerede som mændene (selvom der i mange år naturligvis var en masse uddannelses- og kønspolitiske problemstillinger, der skævvred mulighederne).

Men derimod, at vi kender helt basalt kun forsvindende få navne på Danmarkshistoriens seje kvinder. Man behøver kun kaste et hurtigt blik på Connie Hedegaard og Claus Hagen Pedersens liste over de 100 mest betydningsfulde danskere i det tyvende århundrede, for at konstatere, at kvinderne glimrer ved deres fravær. Og går vi længere tilbage end det 20. århundrede er de nærmest ikke-eksisterende som andet end dronninger og adelige. Og det er jo ikke fordi, de ikke har været der. Men de er lissom forsvundet ud af Danmarkshistorien, fordi de ikke har levet op til de gængse kriterier for, hvad der skulle til for at blive fremhævet. For de gængse kategorier for fremhævelse har nogle indbyggede faldgruber, der gør, at der også hvis man lavede en liste i dag, ville være forsvindende få kvinder på listerne. For hvad er det egentlig for kriterier, vi typisk vælger på baggrund af:

1. Dem, der var de første indenfor en kategori.
   Her finder vi for eksempel Nina Bang. Og hun skal jo uden tvivl hyldes og fremhæves, på samme måde som Helle Thorning skal hyldes og huskes, hvis hun formår at blive Danmarks første kvindelige statsminister, og på samme måde som den første kvindelige professor, biskop, politichef, ambassadør, højesteretsdommer, universitetsrektor, borgmester, topleder etc etc skal huskes og hyldes fordi det i sig selv er en bedrift at være mønsterbryderen, der kæmper sig igennem alle fordommene og må lægge ryg til dem hele livet for at bane vejen for andre kvinder. Men der er også en indbygget fare i den store fokus på “den første” – for ikke alene reduceres deres betydning meget ofte til alene at handle om kønnet – de færreste har nogen anelse om, hvad Nina Bang faktisk foretog sig som minister, bare, at hun var “den første” – og samtidig har vi en tendens til at glemme at fremhæve og hylde den 2., 3., 4., 16., 117. selvom de måtte have været mindst ligeså gode kvindelige ministre. Dér vil jeg vove at påstå, at vi for mændenes vedkommende ikke skelner så meget til, hvilket nummer, de var i rækken, men mere til deres bedrifter, mens vi har en tendens til at lade være med at fremhæve en kvinde, hvis hun var den 5. kvindelige minister, for nu har vi jo allerede nævnt Nina Bang…
2. Dem der har bedrevet noget stort indenfor deres fag.
   Denne kategori er lidt sværere at afgøre, fordi der også hurtigt kommer et element af smag eller fagdebat indover her. Mens det er en absolut sandhed, at en bestemt person var den første indenfor sit felt, er det sværere, når vi skal afgøre hvem, der er værd at fremhæve indenfor forskningen, kunsten og kulturen – hvilke bedrifter er vigtigst her, set i det store perspektiv? Derfor rammer denne udvælgelse lynhurtigt ned i en flig af den klassiske kvotediskussionen, nemlig den om, hvorvidt vi så fremhæver kvindelige kunstnere eller forskere, primært fordi de er kvinder og skal tælle positivt med i statistikkerne – eller fordi deres værker eller bedrifter virkelig er de bedste. Det er en sindsygt problematisk oversimplificering at sætte køn og kvalifiationer overfor hinanden som modsætninger på den måde, det ofte reduceres til i kønsdebatten – og det har jeg skrevet udtømmende om i forbindelse med min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg sidste år lavede for Beskæftigelsesministeriet og Protocol, så det vil jeg opfordre til, at man i stedet læser i sin helhed. Så her vil jeg blot sige, at det i sig selv er problematisk, at man overhovedet tillader sig at stille et kønnet spørgsmålstegn ved udvælgelseskriterierne. Det ville man aldrig gøre med en mands værker. Her ville man diskutere kvaliteten, hvilket i sig selv kan være en svær sag at argumentere sig igennem, men det er irrelevant at trække kønnet indover i kvalitetsdiskussionen. Ikke desto mindre – og jeg ved godt, at det her kan lyde selvmodsigende – ér der alligevel grund til at være opmærksom på kønsfordelingen, nu hvor emnet er, hvilke kvinder man kan fremhæve i Danmarkshistorien og hvis navne vil komme på listerne i eftertiden. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der kun er én (to, hvis man tæller den ufærdige tagterrasse med) kvindelig nutidskunstner, der skulle være kvalificeret til at udsmykke Amalienborg, så den “flaskepost til eftertiden” vi sender i form af de nye kunstværker på væggene igen er med til at vise et meget skævvredet billede af dansk kunst anno 2010. Og så er det næsten overflødigt lige at påpege det ærgerlige i, at Katrine Ærtebjergs fantastiske værk som det eneste af de nye værker er forvist til anretterkøkkenet, hvor man næppe kan forvente at statsoverhoveder og prominente gæster for lejlighed til at se det, mens alle d’herrer har udsmykket repræsentationslokalerne. Og så er det jo nu, folk vil spørge “jamen betyder det så, at vi skal vælge noget, der er dårligere, bare for at udjævne kønskvoteringen?” Og her er svaret naturligvis nej, nej, nej, – det er stadig kvaliteten, der skal afgøre det. Men man bliver i stigende grad nødt til at være opmærksom på, at man nogle gange skal måske skal lede lidt længere eller nogle lidt andre steder eller med et mere nuanceret blik for at finde frem til de kvindelige kunstnere – eller repræsentanter for andre minoriteter for den sags skyld – i stedet for altid bare at vælge det oplagt. For noget af det min undersøgelse også i høj grad viste var, at kvinder flest stadig er mere tilbageholdende end mænd flest med at gøre opmærksom på egne bedrifter. Og at de fleste gerne vil udpeges, vælges, opfordres i stedet for selv at råbe op. Og NEJ, jeg synes ikke, det er optimalt, at det er sådan. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder var langt mindre bange for at råbe op og gøre opmærksom på deres egne kompetencer. Men jeg må konstatere, at det endnu ikke er tilfældet for min generation af kvinder (man kan have forhåbninger for de yngre) – og når det så er tilfældet, synes jeg, vi må forholde os konstruktivt til det. Og nu vil jeg ikke gå yderligere ind i, hvordan det forholder sig i erhvervslivet, men igen vil jeg henvise til min undersøgelse og kort referere, at præcis de samme mekanismer gør sig gældende på arbejdsmarkedet.
3. De helt skøre, poetiske eller skæve, der på sin vis derfor er helt udenfor kategori
   Her finder vi så alt  fra Susan Himmelblå, Støvlet Katrine og de forskelligepå sin vis også hovedpersonerne i alle de historiske romaner af Hertha J. Enevoldsen, jeg slugte som teenagepige. De handlede om den ene kongedatter eller adelsfrøken efter den anden, der fik en grufuld skæbne eller tog skæbnen i egen hånd – jeg kunne klart bedst lide de sidste, selvom også de både i skrivestil og vinkling stadig var meget rosenrøde og kvindebløde…Men de var trods alt med til at udvide spektret af, hvordan man forventes at opføre sig som kvinde. For eksempel har jeg lige været inde og se Alice i Eventyrland – og udover, at det var en meget smuk, poetisk og eventyrlig film, slog det mig også, hvor sjældent det er, at vi ser en blockbuster, hvor alle de vigtigste roller spilles af kvinder (selvom man lige kan studse over, at det er Johhny Depp i den ret beskedne rolle som hattemageren, der er løbet med al opmærksomheden). Her ser vi både de gode, de onde, de grusomme, de intrigante og de eventyrlystne kvinder i fuldt flor. Og selvom man med rette kan ærgre sig over, at kimen til striden mellem den røde dronning med det store hovede og den smukke hvide dronning primært handler om udseendet, er det stadig et langt mere nuanceret billede af eventyr-kvinder end vi ellers ser. og ikke mindst er det skønt, at hovedpersonen, Alice, fravælger det forudsigeligt-kedelige liv som adelsfrue med fordøjelsessvag Lord til fordel for eventyret, en flirt med ‘the mad hatter’ og karrieren. Den film er et godt eksempel på, hvordan vi kan udvide vores blik på mulige kvinderoller –  og ikke mindst er det fedt, at det ikke er en pige eller en børnefilm – men en film for begge køn i alle aldre.

Så meget for, hvad der skal til for at komme på listerne, som udvælgelseskriterierne ser ud i dag. Men hvor er de lister, der kan rumme alle de andre kvinder, vi ikke kender navnet på, og som er tabt for eftertiden. Dem, der glimrer ved deres fravær på de officielle lister, gadenavne og historiske forklaringer: Hvor er den liste, der kan rumme alle hverdagens heltinder. Det kunne for eksempel være en kvinde som min oldemor på fædrene side, der stak af fra den fine gård på Langeland (hvor hun i forvejen var berygtet for at sine vilde ridt langs stranden overskrævs på hesten med løst hår – oh skræk – og i hvis skudsmålsbog, der stod, at hun var dygtig, men alt for viljestærk) for at gifte sig med husmandens søn, der i de kredse blev betragtet som et alt for ringe parti. Han døde desværre tidligt – og ikke desto mindre formåede hun som enlig mor til tre at rejse penge nok til at kunne købe en proprietærgård til hvert at sine tre børn. MEGA sejt og en kæmpe bedrift i sin tid – men jo ikke noget, man får opkaldt en plads, en vej eller en sal i VEGA efter sig for. Og sådan har der været masser af kvinder, for hvem det i sig selv har været en kæmpe bedrift at få enderne til at nå sammen, eller som har været de stærke kvinder, der har udgjort halvdelen af ordsproget “Bag enhver stor mand står en stærk kvinde” – men det er bare kun de store mænd, der er gået over i historien, sjældent kvinderne bag.

For det indbyggede problem i hele denne diskussion er, at udvælgelseskriterierne for hvem der bliver fremhævet i sig selv bygger på et paradigme man med rette kan stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor er det så vigtigt at være først, størst, bedst? Hvorfor er det ikke godt nok at være næstkommanderende, nr. 5 i rækken, harmonisk baglandskvinde eller den, der gør en masse godt i det skjulte og ikke forventer hyldest og ære for det?

Og så kan folk jo her med rette spørge, hvorfor det skulle være så vigtigt at få opkaldt en plads, vej eller sal i VEGA efter sig. Og om det ikke er mindst lige så vigtigt at man lever et godt og harmonisk liv med sig selv om sin familie…? Og jo da, det står selvfølgelig enhver kvinde og mand frit for at finde ud af, hvordan deres tilværelse skal skrues sammen, og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad de enkelte vælger. MEN jeg vil gerne have lov at påpege, at det ville være befriende, hvis vi hver især bidrog til at udvide spektret af, hvordan kvinder opfattes i dag og hvordan man kan vælge at leve sit liv. Jeg ville ønske, at langt færre valgte den slagne, kønsudstukne vej og i stedet gik efter deres egne drømme – uanset hvad kønnet måtte diktere var det rigtige. Og dermed bidrog til at udvide mulighederne for, hvilke livsvalg, der forekommer naturlige for kvinder at træffe.

Og i den forbindelse er det jo ikke nogen ringe bivirkning, at det sandsynligvis også ville betyde, at det i fremtiden ikke ville være helt så svært at nævne stærke danske kvinder.