Nadja Pass

Jeg har altid været bidt af historiske romaner. Det startede en gang i 5.-6. klasse, hvor jeg ved et tilfælde lånte Hertha J. Enevoldsens “Komtessen af Clausholm” – om Anna Sophie Reventlow, der efter mange trængsler og tre letlæste bind blev gift med Frederik den 4. – først til venstre og så til højre hånd – på skolebiblioteket. Jeg slugte de bøger, som jeg aldrig havde slugt bøger før – og inden jeg fik lov at låne flere fik min mor mig til at ringe til min mormor, så hun slå op i leksikonnet og fortælle, hvad der reelt var fakta i historien. Og så måtte jeg godt læse flere – jeg skulle bare altid huske også at tjekke andre kilder, og i hvert fald leksikonnet, for man skulle altid huske, at historiske romaner var lige netop – romaner.

Således formanet tog jeg hul på Maria Stuart, Marie Antoinette, Elisabeth den 1., Dronning Christina af Sverige, Leonora Chistina. Lille nørd som jeg var, kunne jeg give fulde guidede ture ledsaget af saftige historier gennem Frederiksborg Slots samling af historiske malerier. Og den franske revolution interesserede mig så meget, at jeg lånte stabler af andre bøger på biblioteket – endog en 500 siders historiebog på norsk, som jeg læste fra ende til anden og var meget stolt af mig selv bagefter – og et par uger stavede lidt sjovt. Dorrit Willumsens “Marie” om Madame Tussaud (der som – måske – bekendt tilbragte sin ungdom med at modellere de franske kongelige, så længe hovederne stadig sad på kroppen og siden blev bedt om at lave Ludvig den 16. og Marie Antoinettes dødsmasker på baggrund af de afhuggede hoveder, der knap var kolde, da hun fik kurvene bragt) læste jeg 14 gange inden jeg kom i gymnasiet. Og det var først, da jeg lærte om Herman Bang og impressionisme, at det gik op for mig, at jeg havde elsket den bog mindst lige så meget for Dorrit Willumsens impressionistiske skrivestil som for dens historiske omdrejningspunkt. En litterær oplevelse, jeg slet ikke havde haft ud af Hertha J. Enevoldsens dramatiske fortællinger. Men det er en helt anden historie, der handler om spirende litterær bevidsthed. Og lige nu og her handler det mere om spirende historisk bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i min store historieopgave i 2.G, der var en sammenligning af historiske romaner om den franske revolution og en diskussion af problemerne i den forbindelse.

SÅ – hvor om alting er… jeg dyrker det ikke så meget mere. Men jeg er stadig en sucker for historiske dramaer, så jeg fløj selvfølgelig ind for at se Sophia Coppolas marengsfilm om Marie Antoinette. Og da jeg så en filmplakat herovre for “The Other Boleyn Girl” var der heller ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind og se den, så snart jeg havde lokaliseret en biograf med den på plakaten.

Og nu er der jo det med historiske romaner og film, at vi alle sammen kender handlingen og udfaldet, så der sker ikke så meget ved at fortælle, hvad der sker i store træk. Det ved man allerede, når man går ind til filmen eller læser første side i bogen. Det interessante er, hvordan det dramatiseres. Hvordan de enkelte personer portrætteres. Og hvilke historiske og politiske detaljer, rænker og vinkler, der tillægges vægt.

Ethvert land og enhver kongerække har sine store personligheder. Enkelte er husket for deres store godhed, men det er relativt sjældent. Grusomhed og omfattende krigsførelse har vist sig at være langt mere langtidsholdbare “claims to faim”. Eller et tragisk endeligt. Og så er der de helt store kærlighedshistorier, der også har overlevet hele vejen op gennem historien. De skæbner havde Hertha J. Enevoldsen i sandhed næse for at udvælge. Og med lidt fantasi og et par historiske briller på næsetippen, kan man dekonstruere historisk stjernekvalitet ved hjælp af stjernernes periodiske system (læs hele artiklen her: Stjernernes periodiske system ). Og de helt store historiske superstars havde lidt af det hele.

Og en af de helt, helt store er Henrik den 8. Og let’s face it. Havde den mand gjort “det rette” – nemlig blevet officielt sammen med Katarina af Aragonien og holdt sig til perlerækken af elskerinder i stedet for at lægge sig ud med paven, skabe “Church of England” for at gifte sig med Anne Boleyn og alt i alt arbejde sig igennem seks koner + et ukendt, men temmelig stort, antal elskerinder, var han næppe gået over i historien. Men i dag er han et historisk superbrand af så høj kaliber, at man bare behøver at opkalde en film efter kone 2 ud af de 6, for at folk ved præcis, hvem der er tale om, og hvad det er for en historie, der vil blive fortalt.

Titlen – the OTHER Boleyn girl – henleder så opmærksomheden på det mindre kendte aspekt, at kongen først havde Annes søster Mary som elskerinde. Og filmen handler i høj grad om Boleyn-familiens rænkespil for at komme tæt på magten. Pigernes mor er en stærk figur, der er imod udnyttelsen af døtrene som luksusludere og ser krystalklart gennem magtspillet. Og Mary – i skikkelse af Scarlett Johanson – er uskyldsren i modsætning til den iltre Anne. Fin film, ikke uforglemmelig. Men flot, spændende, bloddryppende og dramatisk.

Og mon ikke det trods alt også var den, der var skyld i, at jeg blandt alle DVD-bokssættene hos Barnes and Noble endte med at vælge lige netop serien “The Tudors” som aftenunderholdning herhjemme, de aftener, hvor jeg ikke har energi til flere indtryk fra byen omkring mig, ikke kan rumme flere ord og samtidig ikke orker flere tv-reklamer.

I hvert fald har jeg de seneste aftener forlystet mig med den serie. Og “forlystet mig” er netop ordet. For der er virkelig ramasjang i den. Blod, glitrende tiaraer, sexorgier, bedrag, kærlighed, slotte, purpur, krig, pest og storpolitik. Der er så meget drama i historien, at tv-serien næsten skriver sig selv. Men ingen af os i dag kender jo personernes inderste tanker fra dengang. Og hvem der reelt var gode – og hvem, der bare formåede at bedrive deres ugerninger så meget i det skjulte, at det ikke er gået over i historien. Hovedtrækkene er de samme. Både i “The Other Boleyn-girl”, “The Tudors” og andre bøger, film og serier, jeg tidligere er stødt på om æraen er Henrik den 8. superkarismatisk, men hans gunst er flygtig og hans temperament totalt utilregneligt. Katarina af Aragonien – den forstødte Dronning – er altid dydig, gudsfrygtig og folkeelsket. Anne Boleyn altid smuk, forførende og klog nok til at gøre kongens interesse langtidsholdbar ved at inistere på først at ville gå i seng med ham, når de var gift – og diskret nok til at plante tanken om en selvstændig kirke i kongen. Men var de virkelig sådan – eller er det bare sådan tilstrækkelig mange kilder har portrætteret dem, så det er de stereotyper, der er gået over i historien. Og hvad med personerne omkring dem?

I “The Other Boleyn girl” er søsteren Mary totalt uspoleret og slet ikke interesseret i livet ved hoffet. Men kongen pålægger hende og hendes mand at flytte til hoffet, hvor hun føder kongen en uægte søn. I “The Tudors” er hun en parantes, der dog løbende refereres til som luder og som også den franske konge har forlystet sig med. Til gengæld er der mange andre elskerinder i spil og en af dem føder kongen en søn, der lever mere end de par dage, som de ægtefødte sønner havde formået. Bolyen-pigernes mor, der spiller så stor en rolle i filmen, nævnes slet ikke i serien. Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at filmen udelukkende fokuserer på Boleyn-historien og derfor er der mere plads til at pensle det ud – men på den anden side har jeg nu sammenlagt set 10 timers Tudor-serie og Anne Boleyn gjorde sin entre i 2. afsnit og de har stadig ikke fuldbyrdet deres ægteskab, så der har været rigeligt tid til at udpensle alle mulige andre detaljer i forholdet – om man så må sige. Og på samme måde med mange af de andre personer. Hvem var ven og hvem var fjende?

Derudover er der taget en række deciderede historiske friheder. For eksempel har kongen i tv-serien en søster – Margaret – der mod sin vilje bliver gift med den aldrende konge af Portugal, som hun myrder for at kunne gifte sig med hertugen af Suffolk. I “virkeligheden” havde kongen to søstre – Mary, hvis historie minder meget om seriens Margaret, dog var det kongen af Frankrig, hun blev gift med og som ganske rigtigt døde kort efter brylluppet…og hun kort efter giftede sig med hertugen af Suffolk – og Margaret, hvis historie på ingen måde svarer til seriens Margaret.

Og hvad kan vi så lære af alt det? Vi kan lære, at min havde ret – og havde hun stadig været i live, havde jeg ringet til hende lige her og nu og fortalt hende det. Der er tale om gode historier – uendeligt gode og saftige og spændstige historier, der bliver endnu bedre, mere saftige og spændstige af, at de har historiens vingesus over sig og man føler sig lidt klogere på en periode, ære eller historisk person, når man svælger i dem. Men det er og bliver HISTORIER, ikke HISTORIE. Det er historier, der er inspireret af virkelige hændelser, men de er ikke at forveksle med de virkelige hændelser. Og man må aldrig, aldrig, aldrig tage deres version af historien fra gode varer uden også at tjekke andre kilder. Og det er der stor risiko for, at man gør, når det er forklædt som historiske dramaer og meget af det smager autentisk.

Men når alt det så er sagt, er det også en meget æggende for motivationsretorik, der om ikke andet gør, at svundne æraer og tidligere tiders storpolitik bliver samtaleemne omkring middagsbordene – og nok får en og anden til at interessere sig mere for historie og kildekritik end de ellers ville have gjort. Og let’s face it – undertegnede havde helt sikkert ikke siddet og brugt en formiddag på at læse andre kilder om Tudor-dynastiet, hvis ikke det var fordi, jeg havde arrangeret Henrik den 8.-temauge for mig selv.