Nadja Pass

Kategori: Videnskabsformidling

Branding og frihed

For et halvt års tid siden kom jeg ved en fejltagelse til at skrive brainding i stedet for branding. Og det satte gang i en masse reflexioner over temaet “begavet markedsføring” og motivationsretorik.

Og for et par måneder siden ville skæbnen, at jeg blev kontaktet af “Turbulens.net – forum for samtidsrefleksion”, der bad mig levere et ud af fire essays, der alle skulle handle om “Branding og frihed”. Selve essayet skrev jeg, mens jeg var i New York. Og i dag er de fire essays så blevet lagt live. Du kan finde dem alle sammen her. Jeg har ikke selv fået læst de andre indlæg endnu, men glæder mig til det, for emnet var meget interessant at arbejde med og foldede sig meget ud, mens jeg skrev på det. Så jeg er spændt på at læse, hvad de andre har fået ud af det.

Mit eget indlæg er en uddybning af Brainding-tanken kombineret med motivationsretorik, et par markedsføringskæpheste og eksempler fra forskellige medier. Teaseren lyder sådan her:

Markedsmastodonterne og mediemonopolerne udfordres konstant af mikromedier og mikrobrands. Det stiller nye krav til markedsføringen og brandingstrategierne. Vinderne bliver dem, der formår at sætte modtagerne fri – fri til selv at vælge, hvornår og hvordan de vil deltage. Fri til at segmentere sig selv. Og fri til selv at tænke videre. Denne type branding og markedsføring er ofte involverende, åben og tankevækkende – så der snarere end branding i traditionel forstand er tale om brainding.

Og hele essayet kan du læse her. Så vidt jeg kan se, kan man ikke kommentere på Turbulens’ side. Men jeg vil jo altid gerne høre, hvad I tænker derude. Så kast jer meget gerne over kommentarfeltet her på bloggen i stedet :-)

Blomsterne og bierne

Jeg har elsket Københavns Botaniske Have lige siden min mormor tog mig med derind, da jeg var ganske lille, og vi sad og så på åkanderne i søen, mens vi spiste sildepostej-sandwiches. Jeg skår ofte igennem på mine gåture gennem København og ser på krybende kambregner ved stensætningerne og lader mig gennemdampe af palmehusets fugt.

Og når jeg er på storbyferie opsøger jeg næsten altid botaniske haver, der næsten altid er en kærkommen oase midt i alle stenjunglernes andre indtryk. Ikke desto mindre havde jeg aldrig været i New Yorks Botaniske Have i The Bronx før i går, hvor jeg langt om længe fik taget subwayen derop.

“It’s like a little bit of paradise” fortalte et ældre græsk par, jeg faldt i snak med på den lokale diner på vej derhen. Og de måtte nok vide det, for han havde været blomsterdekoratør lige siden han som ung mand tog båden i 20 dage for at flytte over til den Amerikanske drøm og kort efter tog tilbage og hentede hende med herover. Og de havde boet lige op og ned ad haven i de sidste 40 år og var som taget ud af “My big fat greek wedding” og undlod ikke at gøre mig opmærksom på, at Grækenland var meget andet end de Olympiske Lege og Akropolis. Det var også – understregede de – demokratiets og civilisationens vugge. Og det kunne jeg jo ikke andet end give dem ret i – og jeg ved ikke, om det var derfor, de instisterede på at betale min kaffe.

Og de havde ret. Der var virkelig tale om en lille bid af paradis. Uendelige grønne plæner så velholdte, som var de klippet med neglesaks.Træer fra hele verden i vild og lysting leg. Et palmehus, de med rette kaldte havens kronjuvel. Alléer af blomstrende azaleaer. Øde skovstier. En stenhave med små bassiner. Og (og det vil jeg straks springe videre til for ikke at gå Frk. Jensen og andre blomster/have-entusiat-bloggere i bedene :-) ikke mindst nogle rigtig spændende temaudstillinger, der var endnu et eminent eksempel på amerikanernes uovertrufne evner til at lave engagerende og inspirerende videnskabsformidling – både til børn og voksne.

Lad os starte med de voksne. Her var der fokus på Darwin i en række forskellige udstillinger, hvoraf jeg især fandt to interessante:

1) “Evolutionssporet”, hvor man i hele haven kunne se eksempler på nulevende plantearter, der passede ind i det “Tree of life” Darwin udviklede for at følge planternes evolution. Det fik virkelig sat plante-, svampe- og mosarter i et nyt perspektiv – og fik lagt et inspirerende underspor gennem opdagelsen af haven.

og allerbedst

2) “His garden” – en genskabelse af Darwins have, der fungerede som et levende eksperimentarium for ham. Udover at være smuk, meget smuk, var der uendelig masse forklaringer på, hvordan de enkelte planter havde inspireret Darwin til forskellige teorier og opdagelser. Hvordan han havde fulgt planternes udvikling, bevægelser, formering, spredning og deraf udledt en række forskellige teorier, der med tiden blev til evolutionsteorierne og oversigter over planternes evolution. Og ikke mindst en masse opdagelser om blomsternes befrugtning, som jeg ellers må indrømme, at jeg tidligere primært har forbundet med Carl von Linné. Indrømmer blankt, at jeg ikke vidste, at Darwin efterfølgende havde bidraget til botanikken med så mange uddybninger og nye indsigter.

Og så til børnene. For udover at have et stort område kaldet “family garden”, hvor skoleklasser havde små bede – lidt ala Årstidernes “Haver til maver”-projekt, bød den botaniske have på “Childrens adventure garden”. Her var temaerne i virkeligheden de samme som på Darwin-udstillingen. Bare formidlet i et kolossalt område eventyrliggjort med masser af labyrinter, hemmelige spor og kolossale blomsteropsatser, der lignede forvoksede orme, frøer, sommerfugle og biller dannede rammerne. Først skulle man lære at “åbne sanserne” så man rigtig kunne dufte, se, føle og udforske blomsternes verden, så skulle man lære selv at tænke som en naturvidenskabelig forsker og lægge mærke til de forskellige forskelle mellem planterne og tænke sig frem til, hvordan de var opstået. Og så var der ellers masser af interaktive displays – som for eksempel det på billedet ovenfor, hvor man skulle “parre” de rigtige blomster med de rigtige bestøvere og således lærte om blomsterne og bierne, hvordan blomster og befrugtere undergår en co-evolution, hvor de begynder at ligne hinanden stadigt mere. Befrugtning, pollen, plantearter og familier. (Præsenteret smukt, sjovt og tankevækkende – uden pikante undertoner i øvrigt .-)

Alt i alt – en udflugt, der absolut var den lange Subway-tur værd. For det ældre græske par havde helt ret. Det var lidt af et paradis både for formidlingsnørder for mig – og for enhver, der måtte trænge til et grønt, blomstrende, vederkvægende afbræk fra storbyjunglen.

Undergrundens gys

På overfladen er det uendeligt nemt at finde rundt i New York. Og selv som helt nyankommet turist har man sjældent brug for et kort, fordi gadernes gridstruktur sætter det hele i system.

Så snart man bevæger sig et par trapper ned – i undergrunden – er det imidlertid lige omvendt. Her snor gangene, sporene og linjerne sig organisk. Uoverskueligt. Man ryger på et expresstog, der først stopper på 125th gade, når man skulle have været af på 79th. Eller man tror, man kan skifte på en station, hvor man så kun kan skifte til downtown-tog, når man skulle have været uptown. Så noget af det, der virkelig får en til at føle sig hjemme herovre, er, når man heller ikke behøver kort til Subwayen, men ved, at man nok skal støde på “The L-train” hvis man går tilstrækkelig langt ad 14th street. Og man nok skal fange sit F eller V, hvis bare man følger 6th Avenue. Og når man begynder at krydse perronen hjemmevant for at skifte fra local til express til local train for at skippe et par stop på vejen downtown, selvom man snildt kunne være blevet i det samme tog. Simpelthen zapper tog alt efter, hvad dere lige kommer forbi i stedet for at stå længe og vente på  et bestemt tog. Planlægger sin rute undervejs.

Og så – når man lige tror man er ved at have fanget systemet, er der “Service changes”. Pludselig kører A-toget der, hvor F-toget skulle have kørt. Eller F-toget følger pludselig D-togets rute. Og alle kigger desorienterede på hinanden. For højtalerne skratter så meget, at det er umuligt at følge med i de mange serviceannouncements. Og selvom det for det meste har stået på stationen, at der var serviceændringer på strækningen, har den generelle information ikke detaljer nok til at angive, hvad den enkelte skal gøre for at nå sin destination, efter at være blevet…nå ja…afsporet.

De mange “service-change”-plakater har alle sammen et punkt i bunden, hvor der står “Hvorfor er der service changes på denne rute?” og jeg har flere gange ærget mig over, at svaret altid bare er “for at forbedre togenes service”. Hvor jeg ellers synes, det kunne have været ret interessant konkret at fortælle, hvad det var for sporarbejde, der foregik. Når jeg alligevel står der og venter på toget, ville det være et lille indblik ind i undergrundens liv. På samme måde som min bror og jeg fik, da vi en sen nattetime på vej hjem fra koncert i Williamsburgh så et helt hold sporarbejdere sidde i åbne og vogne og holde pause, inden nattens næste dont. Deres tomme øjne og alt sikkerhedsudstyret understregede mere end almindelig meget, at livet under grunden er hårdt – og farligt. Pludselig blev det nemlig meget konkret, hvad der skal til for at holde togene kørende og holde det organiske net, der forbinder alle New Yorks mange pulse, på skinnerne.

Og så – i går aftes – læste jeg en artikel om livet som undergrundsarbejder. Der ikke alene foregår i mørket spedet op med sommerens ekstreme varme, vintrenes isnende kulde, rotter, skrald, pis og avispapir. Men også betyder døden for et par arbejdsmænd om året. Hærdebrede mænd, der ikke når at springe til siden i de smalle, smalle rør, når et tog uden varsel kommer buldrende, selvom der burde være tomt på grund af service-changes.

Det var virkelig en af den slags artikler, der åbner bevidstheden om livet på den anden side eller – i dette tilfælde – under jorden. Og hvor man pludselig bider sig selv i tungen over at have brokket sig over service-changes og får fuld forståelse for, at det er nødvendigt at lukke sporene af – HELT AF – når de skal repareres. En af den slags artikler, som undrer sig over, der ikke er flere af – der virkelig formår at bringe udsatte grupper frem i lyset.

Den slags burde de skrive lidt mere om på deres service-change-plakater. For lige netop mens vi står der på perronnen og venter et par minutter på det næste tog har alle os travle mennesker, der er priviligerede nok til at leve det meste af vores liv over jordens overflade, lige præcis de fem minutter til overs, vi ellers aldrig har. Og hvordan kunne de fem mniutter bruges bedre end at skænke et øjebliks tankevirksomhed til dem, der risikerer liv og levned for at vi andre kan komme frem, frem, frem i tilværelsen uden så meget som et par sekunders forsinkelse.

Samtaler med lyserød glasur

Spring in D.C.

Jeg har lige været et par dage i D.C. – primært for at besøge venner og familie, men der smutter jo altid et par gensyn med monumenterne og museerne langs The Mall med i købet. Og denne gang var det noget helt særligt, for alt stod i blomst. Alt.

Capitol-flødeskumskagen med lyserød blomster-glasur. Washington-obelisken mere obskøn end nogen sinde set gennem en florlet sky af duvende kirsebærblomster. Promenaden mellem Jefferson Memorial og Rooseveltmemorial forvandlet til en løngang under bugnende blomstergrene. Luften hvirlende af duft og dansende blomsterblade.

Og mellem blomsterne snoede samtalerne sig. Ind og ud mellem livets store spørgsmål og overvejelser om hverdagen, fremtiden og samtiden. Ind og ud mellem de meget forskellige samtalepartnernes specialeområder (4 ud af 5 voksne, jeg besøgte under opholdet har ph.d’grader fra Harvard indenfor deres felt og den sidste har en mere eklektisk, men ikke af den grund mindre omfattende, uddannelse med i bagagen) der spænder fra nanoteknologi til udenrigspolitik, kultur, religion- og mellemøststudier. Ind og ud mellem de ting, vi så undervejs. De mange memorials og deres betydning for amerikansk historie. Dinosaurer og diamanter på museet for Natural History, der bare bliver kontekstualiseret på en helt anden måde, når man har en videnskabsmand ved sin side og ikke mindst hans ligeså nysgerrige børn, der stiller alle de spørgsmål, man ikke selv lige finder på at stille, men som ville være ret skønne at få et ordentligt svar på. Orkideerne i den botaniske have. Sumpfrøer, miniatureslanger og fugleliv i det fredede sumpområde udenfor byen. Ind og ud mellem aktuelle begivenheder og debatter, der fik glasuren til at krakelere til gode diskussioner, opråb og bid. Ind og ud mellem spørgsmål, jeg aldrig før er blevet stillet og hjemmevante emner i nye konstellationer. Ind og ud mellem de praktiske sysler som krydderurteplatning, madtilberedning på hele spændingsfeltet fra mandolinjern til micro-waves, te-brygning, ølsmagning, leg, højtlæsning og børneputning.

Det var skønt. Det var udfordrende. Det var intenst. Det var hjernegymnastik på højt niveau. Det var sjovt. Og det var en lille smule udmattende også. For da jeg kom hjem til New York, føltes min hjerne som moste kartofler eller – måske snarere – som kirsebærblomstergrød…

Min store Henrik den 8. tema-uge

the_other_boleyn_girl_wallpaper_3_800.jpg

Jeg har altid været bidt af historiske romaner. Det startede en gang i 5.-6. klasse, hvor jeg ved et tilfælde lånte Hertha J. Enevoldsens “Komtessen af Clausholm” – om Anna Sophie Reventlow, der efter mange trængsler og tre letlæste bind blev gift med Frederik den 4. – først til venstre og så til højre hånd – på skolebiblioteket. Jeg slugte de bøger, som jeg aldrig havde slugt bøger før – og inden jeg fik lov at låne flere fik min mor mig til at ringe til min mormor, så hun slå op i leksikonnet og fortælle, hvad der reelt var fakta i historien. Og så måtte jeg godt læse flere – jeg skulle bare altid huske også at tjekke andre kilder, og i hvert fald leksikonnet, for man skulle altid huske, at historiske romaner var lige netop – romaner.

Således formanet tog jeg hul på Maria Stuart, Marie Antoinette, Elisabeth den 1., Dronning Christina af Sverige, Leonora Chistina. Lille nørd som jeg var, kunne jeg give fulde guidede ture ledsaget af saftige historier gennem Frederiksborg Slots samling af historiske malerier. Og den franske revolution interesserede mig så meget, at jeg lånte stabler af andre bøger på biblioteket – endog en 500 siders historiebog på norsk, som jeg læste fra ende til anden og var meget stolt af mig selv bagefter – og et par uger stavede lidt sjovt. Dorrit Willumsens “Marie” om Madame Tussaud (der som – måske – bekendt tilbragte sin ungdom med at modellere de franske kongelige, så længe hovederne stadig sad på kroppen og siden blev bedt om at lave Ludvig den 16. og Marie Antoinettes dødsmasker på baggrund af de afhuggede hoveder, der knap var kolde, da hun fik kurvene bragt) læste jeg 14 gange inden jeg kom i gymnasiet. Og det var først, da jeg lærte om Herman Bang og impressionisme, at det gik op for mig, at jeg havde elsket den bog mindst lige så meget for Dorrit Willumsens impressionistiske skrivestil som for dens historiske omdrejningspunkt. En litterær oplevelse, jeg slet ikke havde haft ud af Hertha J. Enevoldsens dramatiske fortællinger. Men det er en helt anden historie, der handler om spirende litterær bevidsthed. Og lige nu og her handler det mere om spirende historisk bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i min store historieopgave i 2.G, der var en sammenligning af historiske romaner om den franske revolution og en diskussion af problemerne i den forbindelse.

SÅ – hvor om alting er… jeg dyrker det ikke så meget mere. Men jeg er stadig en sucker for historiske dramaer, så jeg fløj selvfølgelig ind for at se Sophia Coppolas marengsfilm om Marie Antoinette. Og da jeg så en filmplakat herovre for “The Other Boleyn Girl” var der heller ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind og se den, så snart jeg havde lokaliseret en biograf med den på plakaten.

Og nu er der jo det med historiske romaner og film, at vi alle sammen kender handlingen og udfaldet, så der sker ikke så meget ved at fortælle, hvad der sker i store træk. Det ved man allerede, når man går ind til filmen eller læser første side i bogen. Det interessante er, hvordan det dramatiseres. Hvordan de enkelte personer portrætteres. Og hvilke historiske og politiske detaljer, rænker og vinkler, der tillægges vægt.

Ethvert land og enhver kongerække har sine store personligheder. Enkelte er husket for deres store godhed, men det er relativt sjældent. Grusomhed og omfattende krigsførelse har vist sig at være langt mere langtidsholdbare “claims to faim”. Eller et tragisk endeligt. Og så er der de helt store kærlighedshistorier, der også har overlevet hele vejen op gennem historien. De skæbner havde Hertha J. Enevoldsen i sandhed næse for at udvælge. Og med lidt fantasi og et par historiske briller på næsetippen, kan man dekonstruere historisk stjernekvalitet ved hjælp af stjernernes periodiske system (læs hele artiklen her: Stjernernes periodiske system ). Og de helt store historiske superstars havde lidt af det hele.

Og en af de helt, helt store er Henrik den 8. Og let’s face it. Havde den mand gjort “det rette” – nemlig blevet officielt sammen med Katarina af Aragonien og holdt sig til perlerækken af elskerinder i stedet for at lægge sig ud med paven, skabe “Church of England” for at gifte sig med Anne Boleyn og alt i alt arbejde sig igennem seks koner + et ukendt, men temmelig stort, antal elskerinder, var han næppe gået over i historien. Men i dag er han et historisk superbrand af så høj kaliber, at man bare behøver at opkalde en film efter kone 2 ud af de 6, for at folk ved præcis, hvem der er tale om, og hvad det er for en historie, der vil blive fortalt.

Titlen – the OTHER Boleyn girl – henleder så opmærksomheden på det mindre kendte aspekt, at kongen først havde Annes søster Mary som elskerinde. Og filmen handler i høj grad om Boleyn-familiens rænkespil for at komme tæt på magten. Pigernes mor er en stærk figur, der er imod udnyttelsen af døtrene som luksusludere og ser krystalklart gennem magtspillet. Og Mary – i skikkelse af Scarlett Johanson – er uskyldsren i modsætning til den iltre Anne. Fin film, ikke uforglemmelig. Men flot, spændende, bloddryppende og dramatisk.

Og mon ikke det trods alt også var den, der var skyld i, at jeg blandt alle DVD-bokssættene hos Barnes and Noble endte med at vælge lige netop serien “The Tudors” som aftenunderholdning herhjemme, de aftener, hvor jeg ikke har energi til flere indtryk fra byen omkring mig, ikke kan rumme flere ord og samtidig ikke orker flere tv-reklamer.

bed_800x600.jpg

I hvert fald har jeg de seneste aftener forlystet mig med den serie. Og “forlystet mig” er netop ordet. For der er virkelig ramasjang i den. Blod, glitrende tiaraer, sexorgier, bedrag, kærlighed, slotte, purpur, krig, pest og storpolitik. Der er så meget drama i historien, at tv-serien næsten skriver sig selv. Men ingen af os i dag kender jo personernes inderste tanker fra dengang. Og hvem der reelt var gode – og hvem, der bare formåede at bedrive deres ugerninger så meget i det skjulte, at det ikke er gået over i historien. Hovedtrækkene er de samme. Både i “The Other Boleyn-girl”, “The Tudors” og andre bøger, film og serier, jeg tidligere er stødt på om æraen er Henrik den 8. superkarismatisk, men hans gunst er flygtig og hans temperament totalt utilregneligt. Katarina af Aragonien – den forstødte Dronning – er altid dydig, gudsfrygtig og folkeelsket. Anne Boleyn altid smuk, forførende og klog nok til at gøre kongens interesse langtidsholdbar ved at inistere på først at ville gå i seng med ham, når de var gift – og diskret nok til at plante tanken om en selvstændig kirke i kongen. Men var de virkelig sådan – eller er det bare sådan tilstrækkelig mange kilder har portrætteret dem, så det er de stereotyper, der er gået over i historien. Og hvad med personerne omkring dem?

I “The Other Boleyn girl” er søsteren Mary totalt uspoleret og slet ikke interesseret i livet ved hoffet. Men kongen pålægger hende og hendes mand at flytte til hoffet, hvor hun føder kongen en uægte søn. I “The Tudors” er hun en parantes, der dog løbende refereres til som luder og som også den franske konge har forlystet sig med. Til gengæld er der mange andre elskerinder i spil og en af dem føder kongen en søn, der lever mere end de par dage, som de ægtefødte sønner havde formået. Bolyen-pigernes mor, der spiller så stor en rolle i filmen, nævnes slet ikke i serien. Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at filmen udelukkende fokuserer på Boleyn-historien og derfor er der mere plads til at pensle det ud – men på den anden side har jeg nu sammenlagt set 10 timers Tudor-serie og Anne Boleyn gjorde sin entre i 2. afsnit og de har stadig ikke fuldbyrdet deres ægteskab, så der har været rigeligt tid til at udpensle alle mulige andre detaljer i forholdet – om man så må sige. Og på samme måde med mange af de andre personer. Hvem var ven og hvem var fjende?

Derudover er der taget en række deciderede historiske friheder. For eksempel har kongen i tv-serien en søster – Margaret – der mod sin vilje bliver gift med den aldrende konge af Portugal, som hun myrder for at kunne gifte sig med hertugen af Suffolk. I “virkeligheden” havde kongen to søstre – Mary, hvis historie minder meget om seriens Margaret, dog var det kongen af Frankrig, hun blev gift med og som ganske rigtigt døde kort efter brylluppet…og hun kort efter giftede sig med hertugen af Suffolk – og Margaret, hvis historie på ingen måde svarer til seriens Margaret.

Og hvad kan vi så lære af alt det? Vi kan lære, at min havde ret – og havde hun stadig været i live, havde jeg ringet til hende lige her og nu og fortalt hende det. Der er tale om gode historier – uendeligt gode og saftige og spændstige historier, der bliver endnu bedre, mere saftige og spændstige af, at de har historiens vingesus over sig og man føler sig lidt klogere på en periode, ære eller historisk person, når man svælger i dem. Men det er og bliver HISTORIER, ikke HISTORIE. Det er historier, der er inspireret af virkelige hændelser, men de er ikke at forveksle med de virkelige hændelser. Og man må aldrig, aldrig, aldrig tage deres version af historien fra gode varer uden også at tjekke andre kilder. Og det er der stor risiko for, at man gør, når det er forklædt som historiske dramaer og meget af det smager autentisk.

Men når alt det så er sagt, er det også en meget æggende for motivationsretorik, der om ikke andet gør, at svundne æraer og tidligere tiders storpolitik bliver samtaleemne omkring middagsbordene – og nok får en og anden til at interessere sig mere for historie og kildekritik end de ellers ville have gjort. Og let’s face it – undertegnede havde helt sikkert ikke siddet og brugt en formiddag på at læse andre kilder om Tudor-dynastiet, hvis ikke det var fordi, jeg havde arrangeret Henrik den 8.-temauge for mig selv.

Par excellence

Min lille tur til Poughkeepsie bød også på en kulinarisk oplevelse af de sjældne. For på Hudson-flodens bred troner et kolossalt slotslignende kompleks, der huser kokke- og restaurantverdenenes svar på Harvard: The Culinary Institute of America.

Udover klasseklokalerne – hvor sommelier-træningen selvfølgelig foregik under hvælvinger med glasmosaikker – var der en række temarestauranter, hvor de studerende trænede kokke- og tjenerfagets forskellige discipliner i praksis. Vi spiste frokost i gourmet-restauranten, der kun benyttede lokale råvarer – og fik også lov at stikke snuderne ind til den franske gourmetrestaurant, hvor de polerede glas i alle størrelser og sølvkuplerne til at dække portionsanretningerne stod nypudsede klar til aftenserveringerne. Konditoriet, hvor de mest snirklede chokolademønstre prydede bagværket. Det italienske cuccina med specialimporterede lysekroner fra Firenze… og allevegne ude og inde duftede der af alverdens liflige sager, så jeg nemt kunne identificere mig med manden på risten – hvis det altså ikke var fordi jeg allerede var så dejlig mæt ovenpå min innovative gourmetfrokost (hvor jeg med slet skjult stolthed kan berette, at menuen bød på både en aperitif, hvor granatæble-saft var spædet op med champagne og en hovedretterne hvor hovedrolleindehaveren var Quinoa-crepes) kunne det hurtigt have udviklet sig til en “manden på risten-oplevelse” og den casual gourmet-restaurant. Og nå ja – så var der selvfølgelig også en behørig gavebutik spækket med kogebøger og det lækreste køkkengrej.

Dagen efter tog vi forbi Vassar College hvor Morton og Rita var involveret i en stryger-koncert-konkurrence. Og igen: så foregår det i den smukkeste sal med perfekt akustik. Og det er den ene fænomenale violin-eller-cello-solo efter den anden. Og i pausen kan man lige tage en svingtur over til Vassars eget lille kunstmuseum, der indeholder en perlerække af kunstværker af alt fra Warhol til Chagal, Degas og Munck, skænket af tidligere – taknemmelige – studerende. “Jamen de har jo en del kunsthistoriestuderende, så de skal jo have noget at kigge på” svarede Morton som det naturligste i verden, da jeg ymtede, at jeg var ret imponeret over samlingen… Nu ER Vassar også et af de rigtig kendte colleges – oprindeligt et kvindecollege, hvor mange af USA senere fornemme fruer samlede deres almene dannelse, før de blev gift. Så med de smukke søer, små haver og statelige bygninger er det selvfølgelig ikke et gennemsnitligt college. Men omvendt er der faktisk en del af den kaliber. Hvor det hele bare oser af kvalitet. Og ambitioner.

Og så går man jo lidt der og tænker tilbage til sine KUA-dage, og er glad for, at forholdene trods alt er blevet meget bedre siden da. Og at der med jævne mellemrum bliver taget initiativ til humaniorafestivaller og konferencer. Men alligevel – bare tanken om at være så stolt af de ting, man laver og de studerendes gøren, kunnen og laden ligger vist meget fjernt fra Ørestad og omegn. Men hvor kunne det være dejligt – og stimulerende for alle parter – hvis universitet i langt højere grad end tilfældet er i dag, var en naturlig del af samfundet – også for andre end de studerende. Var et kulturelt og videnskabsformidlende midtpunkt for os allesammen.

Formidlingshimmel og -helvede

Amerikanske museer er generelt helt fantastiske. De formår at formilde deres stof på en spændende og engagerende måde, der fanger øjnene både for de fire-, de fyrre- og de firsårige. Og samtidig giver mulighed for fordybelse, hvis man for alvor skulle blive fanget. Der er dybt engagerede guider lige indenfor rækkevidde – og man kan bare mærke på dem, at de brænder for at formidle stoffet på lige netop deres lille sektion så godt som overhovedet muligt. Altid med spørgsmål, der får en til at tænke sig lidt ekstra om, prøve, føle, mærke – og med masser af ros til de benovede unger, der altid er masser af.

Igår skulle jeg til middag hos min familie på The Upper West Side – og jeg planlagde derfor at tilbringe det meste af dagen på The American Museum of Natural History, er ligger et par blokke fra, hvor de bor. Jeg har været der flere gange tidligere – men det er lidt af en labyrint, så jeg vidste med sikkerhed, at jeg langt-langt-langt-fra havde set det hele; der ville være kommet nye udstillinger til siden sidst – og det meste af det, jeg havde set, tålte absolut gensyn. Så afsted og uptown med mig og de gode travesko.

Udover selve hovedbilletten, købte jeg billetter til tre særudstillinger.

sultne-sommerfugle.jpg

The butterfly-observatory – et tilbagevendende vinterhit, hvor man går rundt blandt alverdens fantastiske fritflyvende sommerfugle. Lidt som junglehuset i Zoo – bare kun med sommerfugle og helt ekstremt mange af dem. Som kendere af mig og Reflexioner om Søndagen vil vide har jeg et helt specielt forhold til sommerfugle. Så det var ren nydelse at gå rundt derinde i tropevarmen og høre de gode guider fortælle om alle forskellige slags sommerfugle.

damp.jpg

Water: H2O = Life – tak, tak, tak til den, der havde besluttet at museets hovedudstilling netop nu, mens jeg er herovre for at arbejde på Reflexioner on Waves, skulle handle om vand. Vand i alle former. Livet i vand. Risikoen for at vandet forsvinder. Hvordan vi skal passe på vores vand. Vand i alverdens religioner. Water water everywhere.

planetarium.jpg

Cosmic collisions i Hayden-planetariet. Indtalt af Robert Redford og godt med 3D-effekter og andet spektakulært lir – men ikke desto mindre også en masse information om jordens og månens skabelse og universets fremtid, der sendte varme tanker tilbage til Reflexioner om Stjerner og astronomen Anja C. Andersens spændende fortællinger om stjernestøv.

Udover særudstillingerne var der så selvfølgelig alle de andre sale. De faste udstillinger, der er af mere vekslende kvalitet. Nogle tiptop, andre er ikke ændret siden museet åbnede. Og ligeså langtidsholdbart det er at have en life-size blåhval hængende ned fra loftet i ocean-salen, ligeså forholdsvis uholdbart virker det at udstille forskellige “etniske folk” i montrer på et naturhistorisk museum. Men det var nu ikke indianer- og afrikaner-udstillingerne jeg hentyder til med “formidlingshelvede” i titlen. Det var i stedet en helt anden del af amerikansk turisme og seværdigheder. For hvor jeg har næsegrus respekt for de faglige guider på museerne og de mange frivillige, der bare står og formidler deres glæde over stoffet og de supercool rangere i nationalparkerne, der bare elsker naturen…har jeg det meget, meget – som i MEGET – svært med turistguiderne på forskellige tours ala bådtur eller dobbeltdækker-busser byen rundt.

Nu ER det meget sjældent, at jeg tager nogen af den type og jeg KUNNE jo også bare helt lade være. Og jeg VED godt, at jeg ikke er målgruppen. Og jeg TAGER hatten af for, at de kan få rystet folk sammen på et øjeblik og alt det der – men altså – jeg synes, det er megairriterende, at man skal tvangsindlægges til at høre på virkelig dårlige vittigheder i timevis, høre, hvor alle tilstedeværende kommer fra og joke om de respektive steder, køres fordomme af om stedet, man skal besøge, køres reklame af for de tre restauranter, der har betalt guiden nok til, at han gider nævne dem igen og igen. Og lige præcis sådan en guide var jeg udsat for idag.

Det var en smuk dag og jeg syntes det var ved at være tid til, at jeg svingede op forbi Midtown, der ellers ikke liiiiige er min kop te af et kvarter. Og så tænkte jeg: jeg tager sgu da den der bådtur hele vejen rundt om Manhattan. Så får jeg også lige placeret nogle af de helt nordlige kvarterer og bygninger, som jeg ikke har så godt styr på.

Og sejlturen var skøn. Og jeg ville faktisk også enormt gerne høre, hvad de forskellige broer og bygninger hed. Det var lissom en del af pointen. Men jeg er altså helt og aldeles ligeglad med, at guiden bliver kaldt Silverfox, at han godt kan lide Amarone på 43ende gade og jeg behøver slet, slet ikke høre hans jokes om, hvor han har badet nøgen – og han behøver i hvert fald ikke at spolere joken på forhånd ved at sige “just kidding” konstant. Det er helt fint, at man er tilstede og nærværende og giver lidt af sig selv. Men der er tilsynelandende et kodeks for amerikanske guider om, at det skal være sådan – og modtagerne forventer det også. På reklamematerialet fra Circle Line stod der ligefrem, at det ville være en “humerours guide” – og så man selvfølgelig for det første sige, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Og for det andet sige, at der hviler et vist pres på den stakkels mand for at være sjovere, end han egentlig var.

Og hvor kunne man ønske sig, at guiderne på den slags ture lærte lidt mere af museerne, der sagtens forstår og formår at være vittige og underholdende og engagerende – selvom de formidler stof, der er langt tungere end en byvandring eller havnerundfart.

En hyldest til de gode lærere

Mit seneste indlæg om stræberi og udenfor-følelse i skoletiden har sat gang i et længere kommentarspor om pædagogik. Rigtig meget af det har handlet om forfejlet pædagogik – og så pludselig var der en, der spurgte: “Hvad med eksempler på gode lærere?”

Og det spørgsmål er jeg rigtig glad for. For jeg har tit tænkt på, at det egentlig er synd for vores gamle lærere, at de aldrig rigtig får at vide, hvis vi har syntes de har været rigtig gode. Typisk fordi man først opdager, hvor gode de var, når man er videre i livet – og det så føles akavet at skulle ringe for at sige det. Det har jeg nu gjort et par gange efterhånden – og hver gang er de blevet rigtig glade. Så det burde man måske egentlig gøre lidt oftere…

Men lad mig nu i første omgang lige dedikere dette blogpost til alle de gode lærere derude. Dem der bør hyldes for at have åbnet vores øjne, håndteret svære situationer, fået os ud af vores skaller eller bare givet os et godt råd, da vi havde brug for det.

Nu lægger jeg lige selv ud med nogle eksempler – og jeg glemmer garanteret også nogle, der fortjente at blive omtalt. Og så håber jeg, at I andre også vil bidrage med ekspempler og hyldester til gode lærere. Og nævn da også meget gerne deres navne – ville da være fantastisk, hvis de googlede sig selv og fik en uventet – men velfortjent hyldest.

  • Jeg talte flydende tysk, da jeg startede i gymnasiet, fordi jeg havde været på udvekslingstur i 9. klasse og havde suget de tyske gloser til mig som en  svamp. Til min første konsultation sagde min tysklærer Janne Rosenmejer: “lad være med at række hånden op før til sidst i timen. De andre bliver bare irriterede – og jeg ved jo godt, du kan det. Det er først til sidst i timerne de svære spørgsmål kommer – og der har vi brug for at du siger noget. Så vent med at sige noget til  vi når til analyserne og fortolkningerne.” Det var en kæmpe hjælp – og et råd jeg har brugt i mange andre sammenhænge i livet. Folk der kender mig, tror nok ikke på det, når jeg siger det – men jeg prøver faktisk virkelig at begrænse og ikke udtale mig HVER gang, jeg kender svaret eller har en holdning.
  • Min engelsklærer i gymnasiet – Birgitte Speyer – indledte en gang timen med at sige “i dag står Nadja for undervisningen”. Det var selvfølgelig på mange måder grænseoverskridende og ikke lige noget, der gjorde, at jeg gled et i et med de andre i klassen (hvilket man jo dengang meget gerne ville). Men til gengæld var det en meget effektiv lærestreg i forståelsen af, hvor svært det var at stå bag katederet og holde overblik over det hele, få alle i klassen i spil og nå rundt om det hele på en time.  Et crash-course i pædagoikum, må man sige.
  • Min dansklærer i gymnasiet, Mogens Bruus, fik givet os et fuldstændig fantastisk indblik i den danske litteratur. Jeg skal aldrig, aldrig glemme indledningen til “Ved Vejen” som han læste ufatteligt levende op for at give os en fornemmelse af Bangs impressionistiske sprogbrug. Hvis man først en gang havde hørt det prentede billedet af Louise Ældst sko sig ind på nethinden og man forstod virkelig hvad det betød, når en stationsforstander mente, at der var “satans til forslag i tiden”. På samme med brudstykker som “Skønt som en sønderskudt banegård”, “Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død” og Årestrup… åhhhh Årestrup. Lægen hvis hånd måske nok lå ovenpå dynen, men “hvis tanker var derunder” og som kunne beskrive en appelsinspisende pige med ordene (og orangens søde skive i din purpurmunds indfatning fik for tabet af sin guldhud en guddommelig erstatning.
  • Min biologi-geografi-og-historie-lærer i 6.-7. Per Bøge, der selv tegnede alt vores undervisningsmateriale, forstod at gøre atlasser, mumier og krybdyr ufatteligt fascinerende – og ikke mindst lærte os at lave de flotteste og mest farvestrålende plakater ved hjælp af papirklip.
  • Min biologilærer i gymnasiet, Vibeke Tromholt, der gjorde genetik og gen-etik ufatteligt spændende ved at lade os deltage i en konkurrence, hvor vi skulle udvikle undervisningsmateriale om de komplekse emner. Vi vandt ikke konkurrencen, men vi var tændte, engagerede og lærelystne som bare pokker mens det stor på.
  • I gymnasiet fik jeg såmænd også endelig en god gymnastiklærer – Elsebeth (Jørgensen? – måske??) og hun forstod nemlig også at differentiere undervisningen og tilbyde nogle lidt andre options end fodbold, atletik og fodbold og atletik. Hun formåede at få mig til at synes, det var sjovt at have gymnastik. Og så gjorde hun noget helt genialt – hun gav os mulighed for at vælge et massagekursus i stedet for fodbold og atletik og fodbold og atletik. Og det var faktisk enormt godt at lære den slags fra grunden og få en masse teknikker til både sportsmassage, feel-good-massage, ansigtsmassage og hovedbundsmassage. Det kan godt være, at jeg ikke er så god til basket (mild underdrivelse) men jeg giver en damn good massage!
  • Min latinlærer på ungdomsskolen, Kim Brynå, gjorde det til en fornøjelse at komme til frivillig latin tirsdag og torsdag i hele 9. klasse. Ærligt indrømmet var han pisselækker og det var helt sikkert medvirkende til, at vi sad en hel flok tøser, der bare ELSKEDE at have latin. Men udover at have udseendet og glimtet i øjet med sig var også bare smittende engageret i faget og vildt god til at sætte det hele i kontekst og give os den grundlæggende sprogforståelse der gør, at jeg stadig i dag kan deciphrere mærkelige ord på andre sprog.
  • Min første engelsklærer – Hr. Møller-Pedersen –  var så meget af den gamle skole, at jeg aldrig har vidst hvad hans fornavn var. Men han fik med sit smittende engagement og sin glæde over alt, hvad der er engelsk, gjort os stærkt begejstrede for det engelsk sprog. Og var samtidig så meget af den gamle skole, at vi også fik grammatikken med i købet.
  • Og så er der min alltime favourite Fru Hanne Goldschmidt. Kvinden der sørgede for, at jeg kan opremse de syv vidundere, hvis man vækker mig midt om natten. Og bare i DEN grad formåede at være sig selv hele vejen igennem. Og hvor er det bare fedt at fået al den grundviden om Homer, amforaer, temperamenter, korehaller og græske tragedier med i sin dannelsespakke. Det er da virkelig oldtidskundskaben der gør, at gymnasiet giver en almen dannelse at bruge som udgangspunkt for resten af livets læring.

Og nu hvor jeg først er gået igang, er der mange, mange flere, jeg burde nævne. Og der er alle dem fra universitet, jeg slet ikke er kommet ind på… og så er der alle de lærere, der ikke var lærere sådan i traditionel forstand, men alligevel var dem, der introducerede en til nye fag, kundskaber eller verdener. Men de ovennævnte eksempler må vist være det for nu. For der tegner sig allerede et tydeligt billede af, hvad det er der skal  til: det er det smittende engagement der kommer af, at man elsker sit fag og brænder for at videregive det. Og i bedste fald er det kombineret med en oprigtig interesse i elevernes/de studerendes tarv – også udenfor klasselokalet.

Tak gamle lærere derude for de verdener I har åbnet for mig og mange andre undervejs :-)

HUSSYN – og lavere skat til dem, der bor energirigtigt

Onsdag og torsdag var jeg på Energy Camp – en “innovationslejr”, hvor 48 eksperter udvalgt på tværs af energibranchen skulle udvikle nye koncepter, der kunne begrænse CO2-udslippet i Europa.

I min gruppe skulle vi udvikle et koncept, der kunne stimulere privatforbrugere til at spare mere på energien. Problemerne vi gerne ville løse var (blandt rigtig meget andet):

  • at selv de mest bevidste, ikke altid liiiiiige får rykket på de små energibesparelser i hverdagen – og at man måske ikke føler, det batter så meget i den store sammenhæng alligevel. (hvilket blev bekræftet af min lille uvidenskabelige undersøgelse her på bloggen)
  • at rigtig mange kunne spare rigtig meget ved at forbedre hjemmet udnyttelse af energien for eksempel med isolering eller nye vinduer, men de fleste vælger de synlige forbedringer som køkken og bad i stedet, fordi det giver en umiddelbar glæde i hverdagen og har god imponatoreffekt overfor gæster og potentielle købere – og så bliver der ikke altid lige råd til at de mere fornuftige investeringer.
  • at håndværkerne er de mest oplagte til at anbefale energivenlige løsninger, men ikke rigtig gør det, fordi de ikke oplever efterspørgsel på det.
  • at de energigennemgange, der bliver lavet ved køb og salg af ejendomme kun konstaterer fejl og mangler, men ikke kommer med konstruktive forslag til, hvordan man udbedrer dem.
  • der er masser af energikrav til nybyggeri, men ingen krav til den ældre boligmasse, der er bygget før oliekrisen i 1973. Den ældre boligmasse udgør imidlertid langt den største del af boligmarkedet og er klart de mindst energivenlige.

Det ledte os alt sammen frem til konceptet HUSSYN – her gengivet af de dygtige 3D-modellører: HUSSYN

Ideen er, at alle boliger skal synes på samme måde, som man kender det fra bilsynet. Der foretages altid HUSSYN ved ejerskifte – og ellers hvert 10. år. Jo bedre energimærkning, jo lavere ejendomsskat skal man betale.

HUSSYNET indeholder konkrete forslag til, hvad der skal gøres ved huset for at forbedre energimærkningen. Desuden samarbejder realkreditinstitutter, håndværkere og udbydere af de forskellige komponenter og energivenlige løsninger om at tilbyde gode finansieringsforslag og pakketilbud, så man kan opnå en bedre energimærkning og dermed få lavere ejendomsskat.

De kloge herrer jeg var i gruppe med, regnede desuden ud, at selve synet ville være selvfinansieret, så boligejerne ikke skulle betale for at det udført.

Efter de første 10 års indkøringsfase vil dette tiltag i sig selv spare atmosfæren for 1 mio ton CO2-udslip om året.

Du kan læse mere om HUSSYNET, campen, deltagerne og de andre gruppers forslag på Energy Camps site.

Sammen med fem andre koncepter – hvor et af de mere farverige forslag var biomasse-gruppens ide om at lade Odenses bybusser til at køre på døde dyr – blev ideen om et HUSSYN torsdag eftermiddag overrakt til den nyslåede Klimaminister – Connie Hedegaard…eller som en af grupperne havde døbt hende – CO2NNIE…

Hvad skal der til for, at en politiker brænder optimalt igennem?

Sådan blev jeg i morges spurgt af Morten Resen i Go’ Morgen Danmarks valg-marathon-special. Her blev jeg sammen med en anden retoriker – Pernille Steensbech Lemee – spurgt om partiledernes logos, ethos og pathos  i valgkampen.

Siden de ringede i går og spurgte, om jeg ville deltage, har jeg selvfølgelig nået at tænke en del over valgkampen set med de lidt mere faglige briller. Normalt interesserer jeg mig mest for motivationsretorikken – al den politiske kommunikation, der foregår MELLEM valg og folkeafstemninger. Så det var meget sjovt at prøve at kigge standpunktsretorikken efter i sømmene.

Og nu tænkte jeg, at jeg lige ville dele et par af de tanker, der ikke lige hørte hjemme i indslaget, her på bloggen:

  • Den “perfekte” politiker har – præcis som med alle andre mediestjerner, jeg har beskrevet i “Stjernernes periodiske system” – fuldstænding balance mellem integritet og karisma. Problemet med valgkampsretorik er, at medierne ikke rigtig tillader politikerne at tale ud, argumentere i dybden og seriøst gøre rede for deres politik. Det meste går op i boksekampe hvor de hårdtslående argumenter og hurtige punchlines tæller mest. Derfor sygner integriteten ofte hen på bekostning af de hurtige karisma-point. Og det er paradoksalt, fordi både politikere og vælgere konstant giver udtryk for, at de er trætte af bogstavleg og punchlines, men gerne vil have lov at fremføre/lytte til de politiske argumenter.
  • Ny Alliances udvikling er et godt eksempel på forskellen mellem valgkampsretorik og retorikken i de perioder, der ligger mellem valg og folkeafstemninger. Mellem valgkampene er det ok at diskutere grundlæggende holdninger og store visioner – men når det kommer til selve valgkampen, bliver vælgerne usikre, hvis de ikke, hvad kandidaterne reelt står for og hvilken blok (som man jo gennem mediernes bogstavleg er tvunget til at tro er det vigtige) deres stemme går til.
  • Det er meget syret at tænke på, at de argumenter og den opførsel, man selv synes er forfærdelig hos et parti, virker enormt positiv på et andet parti. Og nogle gange kan der være en pointe fra politikernes side i at vække vores “afskyelighedsfornemmelse” – simpelthen fordi det virker stemmesamlende på egne vælgere. Eksempelvis er spillet mellem Søvndal og Bentsen interessant. Når Villy Søvndal kommer med forslag til et bedre Danmark med masser af velfærdsgoder, råber Bent Bentsen “Villy, du er underfinansieret” og joker konstant med, at Søvndal havde snakket om at ville være finansminister.  Hans udfald får “den blå blok” til at tænke “hvor godt, at han får sat ham på plads – det lyder altsammen meget godt, men det kan jo ikke lade sig gøre uden skattelettelser. Tænk hvis den mand skulle styre statens finanser”. Mens “den røde blok” opfatter Bentsens udfald som fjendtlige og agressive og synes, det svækker Bentsens ethos kolosalt. Det interessante her er, at udfaldene mellem netop de to partier næppe flytter nogen stemmer, fordi der næppe er den store udveksling mellem netop de to partier – og det her næppe heller formålet at flytte stemmerne. Her handler det snarere om at samle og bevare de stemmer, de respektive partier allerede havde sikret sig. Selvom man skyder de andre fra sig.

Og så lige en lille sær-pointe for faste læsere af denne blog:

Kunne man ikke sige, at De Radikale er gået fra at være Café Latte-parti til at være et Cortado-parti. Halveret – men langt mere intenst og koncenteret. Mens mælken er skummet videre til Ny Alliance :-)  

%d bloggers like this: