Nadja Pass

Kategori: Videnskabsformidling

marts 4, 2011

Ledelse og samarbejde i den sociale tidsalder

Forleden faldt jeg over denne interessante artikel, hvor den amerikanske ledelsesforsker Josh Bernoff bliver interviewet om sin nye bog, Empowered.

I store træk handler artiklen om, hvordan – og det er der jo ikke i sig selv så meget nyt i – de sociale medier påvirker de traditionelle ledelseshierarkier, fordi virksomhederne ikke længere selv kan kontrollere, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og hvor og hvornår det foregår. Og at medarbejdere på alle niveauer derfor skal være “empowered” til at kunne handle selv. Hurtigt.

Og Bernoff introducerer derfor – og DET er tilgengæld virkelig interessant – begrebet HERO’es – Highly Empowered and Resourceful Operatives. Det er i hans optik “handlekraftige og opfindsomme medarbejdere, der selvstændigt betjener kunderne via sociale medier” – og virksomhedernes primære udfordring i fremtiden bliver ifølge Bernoff at skabe arbejdspladser og organisationer, der giver disse HERO’s optimale muligheder for at udføre deres arbejde.

Illustration fra artiklen

Umiddelbart lyder Bernoffs anbefalinger ret banale – i stil med: “Sæt medarbejderne fri og hjælp dem i stedet med at bedømme, styre og mindske de risici, som er knyttet til deres projekter. Stol på, at du har intelligente medarbejdere” og på overskriftniveau:

1) Ideer fra HEROes skal gøres synlige og anerkendes.
2) Folk skal være lette at få øje på.
3) Relationerne går på tværs af afdelinger.
4) Medarbejderne taler med kunderne.
5) Interne og eksterne IT-systemer virker parallelt.
6) IT-afdelingen og de forskellige forretningsområder støtter hinanden.

Men ligeså banalt det lyder, ligeså svært ved vi jo også allesammen godt, at det for samtlige punkters vedkommende generelt er lige det modsatte, der gennemsyrer dagligdagen på de fleste større arbejdspladser. Også i store danske virksomheder, selvom den danske virksomhedskultur typisk går for at være væsentligt mere antiautoritær end den amerikanske kontekst Bernoffs bog er skrevet på baggrund af. Og selvom der i stadigt stigende grad er kommet fokus på selvledelse, hvilket der for tiden forskes intensivt og superinteressant i på CBS under overskriften Ledelse af selvledelse.

For selvom det lyder banalt at sætte medarbejdere fri til at byde ind med det bedste de kan, ligger det ret langt fra den hverdag, jeg generelt får indblik i som selvstændig konsulent i mange forskellige virksomheder og organisationer. Og ikke mindst har fået et grundigt indblik i gennem de store eksplorative/kvalitative undersøgelser af erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, jeg laver for Protocol og Beskæftigelsesministeriet.

Her er for eksempel tre nedslag i nogle ret faste mønstre, der går stik imod HERO-tankegangen:

  1. Alt for mange organisationer taber et kæmpe innovationspotentiale på gulvet, fordi de ikke er gearet til at opfange medarbejdernes gode ideer og handle relativt spontant på dem. De fleste værdifulde ideer og indsigter drukner i mellemlederlagets bufferzone mellem topledelsen og de medarbejdere, der sidder med kundesamtalerne i ørerne og fingrene nede i materien. Hvis de gode ideer trænger opad i organisationen, tager mellemlederne lidt for ofte æren for dem i stedet for at hylde og synliggøre de HERO’s, der fødte dem.
  2. Ofte bliver ideerne fuldstændigt udvandede på deres vej mod toppen, fordi alle mellemlederne undervejs har fjernet hver deres lille potentielt kontroversielle element, inden de præsenterede den opad i systemet, at de har mistet al kant, sprødhed og innovationspotentiale. Der er ikke bare koldt – der er også ret hurtigt temmelig kedeligt på toppen…
  3. Alt for ofte er der krig – eller i hvert fald markant manglende forståelse af hinandens berettigelse – mellem afdelingerne, så man modarbejder hinanden snarere end at pulje ekspertiserne og indsigterne. Det tilfører processen en ekstra træghed, der er meget lidt befordrende for HERO-adfærden. Man risikerer at blive træt ved tanken, inden man så meget som orker at byde ind med en ny ide. Endsige handle på den med det samme, som den sande HERO-adfærd ellers indebærer.

Og lige netop hér er de sociale medier enormt interessante (også mere end det fremgår af interviewet med Bernoff, men han kan meget vel skrive en masse om det i bogen, som jeg endnu ikke har læst), fordi de med et slag har givet ikke bare det enkelte menneske og den enkelte borger mulighed for at ytre sig – men samtidig har givet den enkelte medarbejder langt mere mulighed for at bruge stemme – både internt og eksternt i organisationen, end de havde tidligere.

Bernhoff efterlyser, at: “Virksomhedens samarbejdsplatforme – som for eksempel intranet – skal leve og gløde. Alt for mange firmaer har et intranet, som er flot designet, men livløst. Hvis platformene derimod har et bredt udvalg af bidragydere, er det tegn på, at virksomheden er åben over for HEROes. Folk har lyst til at sige deres mening.”

Og for mig at se kræver det ikke alene, at man tænker ud over de rammer vi tidligere kendte som intranettet. Hvis vi mener det alvorligt skal vi også:

  • TEKNOLOGISK eksperimentere med helt nye typer samarbejdsplatforme som for eksempel den danske start-up Podio, hvor man selv er med til at definere rammerne for samarbejdet. Som meget vel kan skifte fra projekt til projekt, opgave til opgave, medarbejder til medarbejder.
  • PROCESUELT være opmærksomme på, at de teknologiske muligheder ikke gør det alene. Vi skal også øve os i det, min superseje veninde Katrine Dahl Clement skrev sin ph.d.-afhandling om – nemlig kollaborative processer og respons. Det handler blandt andet om at blive bedre til folde sin respons ud og fagligt begrunde hvordan ideen kan blive endnu stærkere.
  • KULTURELT gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at alle tør byde ind med deres  ideer – også længe inden de er tænkt helt færdige. Fordi man føler sig tryg i, at de ikke bliver ikke bliver snuppet for næsen af en; at der ikke er nulfejlskultur i virksomheden og at konstruktiv kritik fra kollegerne bliver opfattet den gave til idemageren og ideens fremtidige udvikling, som konstruktiv respons i sin bedste form næsten altid vil være.
  • LEDELSESMÆSSIGT turde udstikke visionære retninger, så alle virksomhedens HERO har en grundlæggende fornemmelse af, hvad meningen er med det hele. Noget, der i forbløffende høj grad ofte mangler på arbejdspladserne. Man er nødt til – hele vejen ned gennem hierarkiet – at have en fornemmelse af, hvordan ens egen indsats passer ind i det store billede. Ellers er det umuligt at byde ordentligt og relevant ind. Der vil stadig ligge en stor opgave i at udvælge, kvalificere og implementere ideerne. Og det er i sagens natur langtfra dem alle sammen, der skal føres ud i livet. Men jo større puljen er at ekstremt kvalificerede, sprøde ideer, jo større er sandsynligheden for, at en enkelt eller to af dem virkelig batter.

Tilsammen skulle det gerne kunne styrke grobunden for, at alle virksomhedens HERO’s ikke alene byder ind med deres ideer. Men at de ideer også slipper helskindet udenom  mellemlederlagets udlugningsmekanismer.

 

 

 

 

Advertisement
4 kommentarer
august 25, 2010

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

8 kommentarer
december 6, 2009

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

  • Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
  • Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
  • Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
  • Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

4 kommentarer
oktober 21, 2009

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

15 kommentarer
januar 21, 2009

CNN og Facebooks live-kanal betød, at Obamas indsættelse også bød på “Media-history in the making”

Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.

Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale – selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om en flot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”. 

Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”. 

På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen. 

Der var selvfølgelig mange  – rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.  

Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv. 

Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.

Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.

Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.

Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.

11 kommentarer
januar 20, 2009

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

8 kommentarer
november 24, 2008

Retorik i hverdagen

Som retoriker går der sjældent en dag, uden at der er et eller andet, der vækker ens faglige nysgerrighed. En artikel; et nyt udtryk, man opsnapper i bussen; et tv-koncept, der overskrider nye grænser; en amerikansk præsidentvalgkampagne; nye kommunikationsmuligheder, der opstår gennem sociale netværkstjenester; sms-romaner på bogmessen; sladderbladenes royale dækning; præsentationer og foredrag – you name it. 

Man studser, man smager, man reflekterer – man analyserer og fortolker. Og alt for ofte bliver det ved den mentale note. Men heldigvis er der også nogle, der lige tager sig tiden til at skrive deres faglige strøtanker ned og dele dem alle os andre. Nemlig tre af mine dygtige fagfæller, som jeg ovenikøbet er så priviligeret at kunne kalde veninder – Ph.d’erne Christine Isager, Katrine Dahl og Sine Just.

På bloggen Taletank skriver de på kryds og tværs om alverdens retoriske fænomener. Formidlet, så det sagtens kan læses, forstås og benyttes af alle. De tre lægger med jævn frekvens rigtig gode indlæg, og så er vi nogle stykker, der gæsteblogger indimellem.

Indlæggene henvender sig til alle, der er nysgerrige efter at forstå hverdagens retoriske fænomener bedre – afkode medierne, diskutere tidens store taler og analysere samfundsdebatten. Langtfra kun fagretorikere – men alle, der er nysgerrige efter af forstå nye mediefænomener, taler, reklamer og præsentationsteknikker bedre.

Og Taletank-passerne når vidt omkring:

Om brokkeri

En hyldest til de gamle sloganrim slagtere og elektrikere plejede at reklamere for sig selv med. 

Forkortelser og versaler

Diskussioner om faglige antologiers eksistensberettigelse

Obama

Samfundets italesættelse af MODERROLLEN, når et barn bliver født og en nybagt MOR bliver til

Noget er ret nørdet, men det meste er meget let tilgængeligt, velskrevet og giver nogle finurlige aspekter på det, vi alle sammen taler om derude. Så hermed en varm opfordring til alle om at tage på opdagelse på Taletank. Der er rigtig meget godt at komme efter!

november 7, 2008

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

9 kommentarer
oktober 8, 2008

Facebook-opdateringen – en ny folkegenre?

I forlængelse af mit indlæg om fordelene ved Facebook, spurgte de gode folk på Kommunikationsforum, om jeg kunne have lyst til at uddybe, hvad jeg mente med punktet:

Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.

Og således udfordret og opfordret har jeg i den seneste ugestid noget mere aktivt end ellers fulgt med i folks opdateringer på Facebook. Det er blevet til en temmelig omfattende kategorisering af de forskellige arketyper – med formål, fordele og faldgruber. Og masser af eksempler.

Det har i sig selv været rigtig sjovt pludselig at begynde se nogle mønstre i opdateringernes vilde mangfoldighed. Men egentlig synes jeg, den største oplevelse ved at arbejde med materialet har været, at jeg synes at fornemme en ny, spirende “folke-genre” der er ved at opstå derinde på Facebook. En genre, der stortrives i spændingsfeltet mellem det mundtlige og det skriftlige og applererer så meget til “homo multimedicus” at selv helt utrænede skribenter publicerer, ordspiller og boltrer sig i konkrete detaljer. Og det synes jeg er stort, kæmpestort.   

Artiklen er netop blevet sendt ud gennem K-forums nyhedsbrev – og du kan læse den i sin fulde længe her. Og hvem ved – hvis vi er venner på Facebook, kan det jo være, at du – trods anonymisering – genkender en update eller to af dine egne :-)

10 kommentarer
juni 28, 2008

Reboot – mit årlige inspirations-fix

Normalt tager jeg ikke til konferencer. Men der er én konference om året, jeg meget nødig vil gå glip af. Og det er Reboot. Det årlige træf, hvor 600 fri-tænkere fra hele verden udveksler deres nyeste ideer – ofte på det helt sprøde, uafprøvede plan – gennem foredrag af meget høje kvalitet, samtale-sessions, pause-mingling og fester.

Reboot er den slags, man bliver afhængig af. Når man først har prøvet det én gang, skal man ligesom have sit årlige skud. Og det er derfor meget sigende, at billetterne i år var udsolgt på et øjeblik, ventelisten hobede sig op og folk kom rejsende fra hele verden, selvom programmet først blev offentliggjort dagen inden konferencen skulle løbe af stablen. Folk – inklusive mig selv – købte det simpelthen ubeset i fuld tillid til, at arrangøren (min ven og überinspirator Thomas Madsen-Mygdal) igen i år ville kuratere et par spændende dage. Og det var lige præcis, hvad han formåede at gøre (godt understøttet af en benhård koordinator og 45 frivillige).

Jeg er sikker på, at det for de 600 deltagere er vidt forskelligt, hvad det er, der går en i blodet. Men her er lige med løs hånd en liste over nogle af de ting, jeg synes er helt fantastiske – i uprioriteret rækkefølge:

  • Der er plads til kompleksiteten. Selvom de fleste udefra måske nok opfatter Reboot som en konference, der primært handler om ny teknologi og socialt software (og mange af talerne ganske rigtigt tilhører creme-de-la-creme af verdenseliten inden for det felt) handler det i lige så høj grad om filosofi og værdier og tilgangen til livet, arbejdet og sine relationer. Der er både plads til de helt store tanker og visioner – og til de helt konkrete hands-on-diskussioner af dagligdagens udfordringer, når man arbejder konkret med tingene
  • Pauserne er mindst lige så vigtige som oplæggene. Det er de jo i princippet til alle konferencer, fordi det mindst lige så meget handler om at mødes med alle de andre. Men det er bare tit ret rungt at mingle på traditionelle konferencer og man ender med at stå lidt fortabt med sin kop konferencekaffe.På Reboot er alle generelt meget åbne og nysgerrige – så man sjældent lov at stå længe alene med sin kop konferencekaffe i pauserne. I stedet ender man konstant i lange samtaler, der straks snor sig op i de højere luftlag. Navnene på navneskiltene står tilstrækkeligt stort til, at man hurtigt kan læse dem og indlede en naturlig samtale uden at skulle stikke snuden upassende tæt hen til et navneskilt med visit-kort-størrelse-skrift. Der er cafe-områder og masser af strandstole, som man kan flytte rundt på efter behov. Og det hele ender i masser af samtalefragmenter fyldt af smittende begejstring og masser af nye forretningsideer og samarbejdsmuligheder til følge.
  • Der er legestue til ungerne (og trængende repræsentanter for forældregenerationen)
  • Deltagerne are “walking the talk” – for eksempel var det helt forrygende at se, hvordan en kombination af “selvorganisering” og årets tema “FREE” endte i skøn forening, da after-partyet på Ideal Bar rykkede over på den anden side af Enghavevej, hvor en af deltagerne standsede nogle unge fyre, der kom trækkende med en ølvogn og en forstærker, købte hele deres lager og udlovede FREE BEER til alle og vi endte med at stå 100 glade mennesker midt i midsommernatten midt på Enghavevej og bare feste igennem.
  • Der er aldrig kø på dametoilettet
  • Der er tænkt over detaljerne – Der er altid lige noget ekstra at glæde sig over. I år var det grafiske udtryk for eksempel præget af farvede bobler på lyseblå baggrund. Og så var der også klistret farvede cirkler på gulve og vægge for at forvandle de institutionelle gymnastiksalsrammer til sit eget univers.
  • Der bliver sat nye standarder for merchandise – I år fik alle deltagere udleveret en “Reboot-sock”. En designer-nytænkning af det klassiske lap-top-sleeve, der udover at være superlækkert i kvalitet og farvevalg kunne foldes på et utal af måder, så det kunne passe til forskellige størrelser lap-tops – eller bruges som hue og tørklæde. Jeg var også ret begejstret for den kage en af sponsorvirksomhederne – Social Square – havde fået lavet, hvor deres nye grafiske design var “printet” i alle detaljer på toppen. Designet er lavet af Jan Rasmussen, der også er manden bag Reflexioners grafiske design. Og det består af et helt univers, hvor fremtidens sociale markedspladser, mennesker og virksomheder lever mellem hinanden. Udsnit af universet bliver brugt på hjemmesiden og visitkortene – og på samme fik man sit eget udsnit af universet, når man skar sig et stykke kage. Ret smart.

  • Mange geeks er faktisk temlig meget mere lækre, end fordommen sådan umiddelbart antyder…
  • Det er helt normalt at være fri fugl, fri-tænker og free-lancer. Det er fuldstændig forrygende den ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres erfaringsgrundlag til én rød tråd. Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler – fuldstændig ligesom jeg selv bortset fra – mellem perioder, hvor de er mere afsøgende, eftertænksomme og batteriopladende, og perioder, hvor det kun kan gå for langsomt med at realisere en ny ide. Og det er utroligt inspirerende og befriende at dele erfaringer. Og så er det også lidt sjovt, at man møder folk fra hele verden, der på baggrund af deres Reboot-oplevelser mener, at alle danskere må være de mest fritænkende, åbne og forandringsvillige folk, der findes, fordi alle de har mødt på Reboot er sådan. Og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det ikke nødvendigvis er gennemsnitsdanskerne, de møder der :-)
  • Man bliver hurtigt up-to-date med mange af de nye begreber og gadgets. Det er for eksempel her, jeg i årenes løb har hørt begreber som wikis, rss og alle mulige andre begreber, der med rekordfart er blevet hvermands-eje nævnt første gang. Og så er det bare så vildt at se, hvordan de mange iPhones og bærbare med lysende æbler er en helt naturlig forlængelse af mange af deltagernes legemsdele, så de fuldstændig ubesværet liveblogger og billeddeler under foredragene.
  • Der bliver udforsket og afprøvet forskellige genrer og foredragsformer. Det var for eksempel her, jeg første gang hørte om PechaKucha og micro-presentations. Der opstår spontane diskussionsklubber i kølvandet på de store foredrag, som man så kan få en professionel moderator til at stå for. Der er kreative workshops i retning af robotbygning og design, lege for voksne (venligst læs uden kinky fortegn) og live-interviews. Og uventede elementer såsom guitar-eksempler på irsk folkemusik i et oplæg om kultur-og-traditions-bevaring, flyvende badeænder og free hugs. Der alt sammen veksler ind i mellem de mange powerpoints, hvor folk generelt er utroligt gode til at bruge meget få bullet-points.
  • Og måske vigtigst af alt…så er der denne her stemning af, at vi sammen faktisk kan rykke noget. Ved arbejdspladserne, organisationerne, samfundet, verden. Det handler ikke bare om at øge profitterne eller sælge tingene på en snedigere måde. Der er en mening med det hele, der handler om at demokratisere organsiationerne, frisætte tænkemåderne, sprænge konventionerne og udforske det umulige. Og hvor er det dog befriende, når nogen tør tage så store ambitioner og visioner i deres munde en gang i mellem.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tilbragt det meste af dagen i dag på sofaen uden behov for særlig mange andre stimulanser end skod-tv og salte fisk. Men det skyldes faktisk ikke tømmermænd – selvom jeg et sted i spændingsfeltet mellem gin-&-tonic-nummer-5 og øl-nummer-6 begyndte at forberede mig mentalt på, at det godt kunne blive tilfældet. Det skyldes, at jeg er overstimuleret på den gode måde. Jeg er mere fuld af nye ideer, inspiration og tanker, end af alkohol-reminiscenser…og er også socialt blevet stimuleret af masser af forrygende samtaler, udfordringer og overraskende spørgsmål og free hugs.

Ahhhhh – siger jeg bare. Og så siger jeg stort tak til arrangørerne og de mange andre deltagere for nogle rigtige dejlige dage. Og håber, at nogle af alle jer andre derude også bliver inspireret til at bryde lidt – og stille større krav til – konferenceformaterne…

3 kommentarer
%d bloggers like this: