Nadja Pass

Kategori: Venskab

november 29, 2008

Man skal altid have en flaske champagne på køl

En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det. 

Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…

  • anerkendte begivenheder og mærkedage som fødselsdage, forlovelser, kandidatgrader, nye jobs eller graviditeter (hvor den vordende moder så må undlade sit glas)
  • gode samtaler
  • uventede besøg
  • gode nyheder og vellykkede valg (for eksempel kaldte Obama-sejren helt klart på champagne-morgenmad)
  • opgaveafleveringer
  • effektive arbejdsdage, dejlige dage eller bare hverdage, der gerne lige må ophøjes til noget lidt specielt

Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.

I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :

“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”. 

Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.

Advertisement
3 kommentarer
oktober 30, 2008

Kan du ikke lade somom du twitter, når du taler?

Nu har “kunsten at fatte sig i korthed” aldrig været den retoriske dyd, jeg excellerede mest i…

MEN nu har jeg måske fundet løsningen. I dag havde vi nemlig en rigtig god diskussion over kontorfrokostbordet. Og da Trine-Maria senere spurgte, hvad den havde handlet om, og jeg svarede, at det var svært lige sådan at sige kort og klart, sagde hun: “Kan du ikke bare lade somom du twitter, når du taler?”.

Phuuuuuurp – ud kom noget relativt kortfattet.

Så det er måske bare det, man skal gøre – lægge en ganske-få-ords-begrænsning på sine udtalelser, ligesom microblog-servicen Twitter lægger et-par-hundrede-anlags-begrænsning på alt, hvad man skriver.

Se så – noget nær det korteste blogindlæg, jeg til dato har præsteret…

UPDATE: Hvis du ikke ved så meget om Twitter – og dette indlæg + kommentarspor derfor er noget nær volapyk for dig – vil jeg anbefale dig at læse denne artikel om Twitter og mikroblogging som min gode kontorfælle Martin Søndserslev Christensen har skrevet om fænomenet.

P.S. Jeg har lige ændret både titelfeltet og et par af formuleringerne i dette indlæg, da det gik op for mig, at man nok ikke lige forstod pointen om, at det var mundtlige twit, der var tale om. Jeg KAN åbenbart ikke fatte mig i korthed.

7 kommentarer
oktober 8, 2008

Facebook-opdateringen – en ny folkegenre?

I forlængelse af mit indlæg om fordelene ved Facebook, spurgte de gode folk på Kommunikationsforum, om jeg kunne have lyst til at uddybe, hvad jeg mente med punktet:

Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.

Og således udfordret og opfordret har jeg i den seneste ugestid noget mere aktivt end ellers fulgt med i folks opdateringer på Facebook. Det er blevet til en temmelig omfattende kategorisering af de forskellige arketyper – med formål, fordele og faldgruber. Og masser af eksempler.

Det har i sig selv været rigtig sjovt pludselig at begynde se nogle mønstre i opdateringernes vilde mangfoldighed. Men egentlig synes jeg, den største oplevelse ved at arbejde med materialet har været, at jeg synes at fornemme en ny, spirende “folke-genre” der er ved at opstå derinde på Facebook. En genre, der stortrives i spændingsfeltet mellem det mundtlige og det skriftlige og applererer så meget til “homo multimedicus” at selv helt utrænede skribenter publicerer, ordspiller og boltrer sig i konkrete detaljer. Og det synes jeg er stort, kæmpestort.   

Artiklen er netop blevet sendt ud gennem K-forums nyhedsbrev – og du kan læse den i sin fulde længe her. Og hvem ved – hvis vi er venner på Facebook, kan det jo være, at du – trods anonymisering – genkender en update eller to af dine egne :-)

10 kommentarer
september 16, 2008

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

19 kommentarer
juli 29, 2008

Sommerens 20 store udfordringer

1) At finde det helt rigtige punkt mellem “hårdt nok til at sandet ikke skrider ud under fødderne på en” og “langt nok ude i vandet til at fødderne løbende bliver overskyllet af saltvand”.

2) At holde et konstant flow af is-te kørende så der hele tiden er noget nyt koldt klar, når man trænger. Til gengæld er det ikke så stor en udfordring at vælge hvilken te, det skal være. Har – trods det temmelig irriterende navn – været helt afhængig af “Cool mint” siden Pil Bredahl fra FairTrade Designers serverede den for mig for et par uger siden.

3) At undgå at hjembringe ALLE de sjove sten og kønne skaller man finder langs stranden, også selvom Alt For Damerne i et af deres sommernumre havde en masse ideer til alt det sommerskønne man kunne bruge den slags til i haven eller på altanen. (nært beslægtet med 1)

4) At lade Dankortet blive hjemme, når man browser gennem byens fem fuldstændig ens hvidt-og-slidt-butikker, så man automatisk undviger momentane fristelser til at forvandle ellers så yndigt og autentisk sommerhus til forloren herregård. (nært beslægtet med 3)

5) At have styr på, hvor ALLE brandmændede befinder sig i vandet og samtidig plaske spontant omkring.

6) At skifte fra badetøj til almindeligt tøj ved afgang fra strand uden at blotte sig totalt og samtidig uden at halvskjule sig så krampagtigt under sommerkjole, der alligevel ingenting dækker, når der bakses, at det tiltrækker sig endnu mere opmærksomnhed end et par sekunders fuldt blottede bryster eller baller.

7) At lade være at synes, det er synd for en, at man skal arbejde/slæbe fliser/flytte på årets varmeste dage, når man lige har været på lang ferie eller for eksempel har brugt tre måneder i foråret på at flanere i New York.

8) At finde det helt rigtige sted, hvor man kan se bare en my af hvad der står på skærmen, når man beslutter sig for, at alt arbejdet på årets varmeste dage ligeså godt kan foregå udendørs. (temmelig tæt beslægtet med 7)

9) At få solcreme på ryggen, når man er alene på stranden.

10) At lade være med at tjekke sin inbox hvert 6. sekund, fordi det da virkelig ikke kan passe, at der ikke sker en skid på arbejdsfronten på årets varmeste dage.

11) At beslutte sig for, hvilke af sommerens mange delikatesser, man skal servere for alle der melder deres ankomst og som man gerne vil forkæle.

12) At lade et par af bærrene sidde på busken, så der også er nogle til i morgen.

13) At huske sig selv på, at det ikke gør noget, at badedragten, der ellers lige var blevet tør, bliver våd igen, hvis man uventet finder et nyt dejligt sted at bade på sin lange gåtur langs stranden.

14) At lade være med at gå i panik over, at der om fredagen er næsten en hel uge til de nye sladderblade og magasiner kommer på hylden.

15) At finde noget, man gider se i fjernsynet, når man virkelig trænger til et fix – og samtidig undgå at falde i fælden med at skulle følge en serie hver eftermiddag, som for eksempel Hercule Piorrot. Dog ikke noget reelt problem, da der ikke er noget fjernsyn i sommerhuset.

16) Ikke at blive uvenner med folk, der elsker sport, når man stønner lidt over EM > Wimbledon > Tour de France > OL.

17) At nyde sommerdagene på Indre Nørrebro, når alt det, man elsker (forståeligt nok, men ærgerligt, når man nu lige SELV skulle bruge dem :-) er ferielukket.

18) At vælge mellem blomkål og spidskål, jordbær og hindbær, røgvarer og friske fisk – men heldigvis være stor nok til at huske sig selv på, at i morgen er der jo atter en dag og et myt måltid, der skal tilberedes.

19) At prøve at finde på en gangbar undskyldning for at droppe cykelhjelmen i sommerlandet, selvom man udemærket godt ved, at ulykken ligeså godt kan ske på vej til stranden – og at selv om der er færre biler, kører de – måske af samme grund – mere uforsigtigt heroppe.

20) At komme tilbage til arbejdet selvom man sidder her i solen og er superinspireret til at lave alt muligt andet, fordi tågerne fra flere ugers køkkenkedelighed efterhånden er ved at lette og der derfor pludselig er plads til alle mulige andre tanker.

UPDATE: For søren da. Glemte lige et par af de helt store udfordringer. Så nu bliver det “Sommerens nogle-og-tyve store udfordringer…

21) At få alle benene ud af de røgede sild og samtidig bevare nogle filletter i noglelunde appetitlig stand. Sært beslægtet med 5) da det altsammen handler om pinslernes/irritationsmomenternes tæthed contra nydelsen. Også noget pjat at købe de røgede sild in the first place, når man nu i virkeligheden langt bedre kan lide makrel.

22) At undlade at gå i flåt-panik HVER gang man ser mærkelige stik på kroppen.

23) At overbevise den ældre generation om, at hyld faktisk er rigtig hyggeligt at have på grunden og at man kan lave både hyldeblomstsaft og hyldebærsuppe af kronerne – SELVOM hyld i princippet er ukrudt – eller “Skrub”, som man åbenbart også kalder det, der bør fjernes i pæne haver.

24) At huske sig selv på, at skrabespil og lotto er “ekstrabeskatning af de dumme”, når man lige synes, det kunne være rigtig hyggeligt at prøve lykken. Også i dag.

25) At undgå at solbrillerne ser ud som om man har “pudset dem i sylte” når man nu er så glad for at sætte dem op i håret – også når håret ikke er helt tørt og man selv stadig er lidt solcreme-fedtet.

2 kommentarer
juni 20, 2008

Farvel til fastnettet – og den faste forbindelse

Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.

Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.

Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)

Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)

Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey – who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen – så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).

Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:

Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.

Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler – og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen – det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.

Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands – og snart ikke kun på businessclass – i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og – som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det – et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.

8 kommentarer
maj 29, 2008

Et døgn i Danmark

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage – og dem var der mange af – i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder – men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var – indrømmet: lidt skuffende – at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” – og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen – a.k.a. Odysseus – så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet – “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade – var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet – og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling – No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden – indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december – og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” – julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der – nærmest indenfor en blok – kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på – men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så – sørme også – et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” – mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle – Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid – og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” – og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne – men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man – hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur – som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York – nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

7 kommentarer
april 9, 2008

Samtaler med lyserød glasur

Spring in D.C.

Jeg har lige været et par dage i D.C. – primært for at besøge venner og familie, men der smutter jo altid et par gensyn med monumenterne og museerne langs The Mall med i købet. Og denne gang var det noget helt særligt, for alt stod i blomst. Alt.

Capitol-flødeskumskagen med lyserød blomster-glasur. Washington-obelisken mere obskøn end nogen sinde set gennem en florlet sky af duvende kirsebærblomster. Promenaden mellem Jefferson Memorial og Rooseveltmemorial forvandlet til en løngang under bugnende blomstergrene. Luften hvirlende af duft og dansende blomsterblade.

Og mellem blomsterne snoede samtalerne sig. Ind og ud mellem livets store spørgsmål og overvejelser om hverdagen, fremtiden og samtiden. Ind og ud mellem de meget forskellige samtalepartnernes specialeområder (4 ud af 5 voksne, jeg besøgte under opholdet har ph.d’grader fra Harvard indenfor deres felt og den sidste har en mere eklektisk, men ikke af den grund mindre omfattende, uddannelse med i bagagen) der spænder fra nanoteknologi til udenrigspolitik, kultur, religion- og mellemøststudier. Ind og ud mellem de ting, vi så undervejs. De mange memorials og deres betydning for amerikansk historie. Dinosaurer og diamanter på museet for Natural History, der bare bliver kontekstualiseret på en helt anden måde, når man har en videnskabsmand ved sin side og ikke mindst hans ligeså nysgerrige børn, der stiller alle de spørgsmål, man ikke selv lige finder på at stille, men som ville være ret skønne at få et ordentligt svar på. Orkideerne i den botaniske have. Sumpfrøer, miniatureslanger og fugleliv i det fredede sumpområde udenfor byen. Ind og ud mellem aktuelle begivenheder og debatter, der fik glasuren til at krakelere til gode diskussioner, opråb og bid. Ind og ud mellem spørgsmål, jeg aldrig før er blevet stillet og hjemmevante emner i nye konstellationer. Ind og ud mellem de praktiske sysler som krydderurteplatning, madtilberedning på hele spændingsfeltet fra mandolinjern til micro-waves, te-brygning, ølsmagning, leg, højtlæsning og børneputning.

Det var skønt. Det var udfordrende. Det var intenst. Det var hjernegymnastik på højt niveau. Det var sjovt. Og det var en lille smule udmattende også. For da jeg kom hjem til New York, føltes min hjerne som moste kartofler eller – måske snarere – som kirsebærblomstergrød…

marts 26, 2008

Er det en ven – eller en ven-ven?

En ting er at tale engelsk. En anden ting er at forstå nuancerne og betydningerne i forskellige ord og bruge dem på den rigtige måde. Og hvis der var ét ord, der plejede at slå lidt knuder for mig, når jeg var i USA, var det et helt simpelt lille ord: friend.

Det var ikke den direkte oversættelse – ven – der voldte problemer. Det var mere, hvornår man skulle bruge det. Og om hvem. For mens jeg tidligere var meget karrig med, hvem jeg kaldte mine venner, har amerikanere en tendens til at bruge ordet i flæng. Så jeg nogen gange blevet overrasket over, at nogle, jeg troede var deres bedste venner, i virkeligheden bare var nogen, de havde haft en god samtale med en gang. Mens jeg omvendt kom til at rode mig ud i alt for lange forklaringer som, at det-er-en-tidligere-kollega,-jeg-har-set-et-par-gange-siden-vi-er-holdt-op-med-at-arbejde-sammen-og-sætter-stor-pris-på,-men-det-er-mere-en-god-bekendt-end-en-egentlig-ven og amerikanerne har bare kigget lettere utålmodigt på mig og hjulpet mig på vej “so your friend said?”

Sådan plejede det at være. Og jeg plejede vist også at synes, at det var ret overfladisk, at de bare sådan “friendede” alle og enhver. Og det var vistnok også sådan jeg havde det så sent som for et halvt år siden, da jeg første gang kom på Facebook og undrede mig over, hvordan folk bare sådan lige kunne have 738 venner, bare sådan lige…

Men på den her tur til New York har jeg slet ingen problemer med at snakke “friendsk”. Mit friendbegreb har simpelthen ændret i retning af et mere amerikansk friendbegreb. Det betyder ikke, at mine faktiske relationer har ændret sig og der er selvfølgelig stadig en kreds af mennesker, der er mig langt mere nære og kære end andre. Og det betyder helle ikke nødvendigvis, at jeg ville bruge det danske ord “ven” anderledes end tidligere. Men jeg har ikke længere noget problem med at bruge “friend” i den udvidede betydning, når jeg taler amerikansk. Og jeg synes ikke længere, det er overfladisk. Det betyder bare noget andet, end den direkte danske oversættelse, for det rummer jo bare alle de gode mennesker, man har mødt i livets løb og måske small-sludret lidt med. Egentlig mere sådan et udvidet netværksbegreb, hvor der selvfølgelig er en masse underkategorier af  nære venner, studiekammerater, kollegaer, rejsekammerater, familie og  random bekendtskaber.
Og det er faktisk noget, vi lidt savner et ord for på dansk. For “netværk” kommer hurtigt til at lyde for strategisk (noget, man skal have noget ud af), “ven” er stadigvæk reserveret til de nærmeste (selvom jeg gætter på, at det meget hurtigt vil ændre sig i retning af et mere amerikansk friend-begreb efterhånden som Facebook & Co. griber om sig) og “bekendte” bliver meget hurtigt distanceret. Og egentlig bliver det også lidt forceret at ville kategorisere folk – for efterhånden som man bliver voksen og man i livets løb har mødt tusindvis af mennesker som man alle sammen har forskellige relationer til, bliver det stadigt sværere at finde den præcise beskrivelse af relationerne. Nogle af dem, man betragter som sine bedste venner, ser man i praksis måske kun til fødselsdage, bryllupper og barnedåbe. Mens man har en konstant hverdags-relevant tankeudveksling om det, der betyder meget lige her og nu med nogle af dem, der kommenterer på ens blog, men som man ikke engang kender navnet på. Nogle man har lært at kende gennem et tidligere arbejde, er måske nok kategoriseret som tidligere kollegaer, men hvor længe bliver den mærkat ved med at være relevant, hvis man aldrig snakker arbejde, men reelt er private venner. Og hvor meget betyder det reelt, om man går “way back”, hvis man ikke længere har noget til fælles? Meget af det smukke og fantastiske i relationer er at de udvikler sig, slynger sig, ændrer sig, trækker sig lidt tilbage indimellem og så blomstrer igen. De er elastiske på en måde, der fungerer bedst usagt. Og der er det egentlig meget rart at tænke i det brede friend-begreb, og jeg kan egentlig meget godt lide, der samlingen af mine venner på Facebook er en broget skare af mine allerbedste venner, min meget-udvidede-familie og folk jeg kun har mødt få gange, men sætter stor pris på. En lige så broget skare som min hverdag reelt består af – og ikke kun den fintpolerede klynge af de udvalgte få.
Men samtidig med, at Facebook har været med til at ændre og udvide mit personlige friend-begreb, går de social netværk også lidt i den modsatte retning. For de prøver samtidig at få os til at “rydde op i vennerne” ved at opfordre folk til at angive, hvordan de kender hinanden. Jeg synes, det er fint nok, når man selv kan tilføje en åben beskrivelse, hvis man lyst. Som på Kommunikationsforum, hvor det kan blive en sjov nuance for dem, der har tid og lyst til at tilføje en linkbeskrivelse. Men jeg bliver virkelig irriteret, når Plaxo Pulse tvinger mig til at vælge mellem kategorierne:

  • Businesscontact (dem du kender fra forskellige situationer så som arbejde, skole og fritidsliv),
  • Friends (dine rigtige “reallife-venner”)
  • Family (burde give sig selv forholdsvis meget, selvom der kan være mange grader af, hvor tæt man føler sig forbundet).

Med deres definition falder stort set alle jo i businesspartner-kategorien – for selv ens bedste rigtige reallife-venner har man jo også for det meste lært at kende gennem enten uddannelse, arbejde eller en fritidsaktivitet. Meningen er helt tydeligt, at den skal rumme hele spekret fra netværk og bekendte til gode bekendte og langt de fleste venner. Og det er også den, der er sat flueben ud for, hvis man skal invitere nye venner.
Og det rejser helt automatisk to spørgsmål/irritationsmomenter:

  1. Når businesspartner-kategorien er så bred, bliver det næsten umuligt at definere, hvad der så skal til for markere hinanden som “rigtige venner” – der bliver pludselig lagt et vist pres på nogle udefinerede nuancer i relationen. På den ene side virker det distanceret at angive gode venner som businesspartners – på den anden side, kan det føles omklamrende at kalde dem friends, når nu friends kun skal være “rigtige venner”. Lidt på samme måde som det i et nyt forhold er afgørende, om man kalder sig kærester, bliver det pludselig skelsættende, om man er  businesscontacts eller friends.
  2. For mig føles helt forkert for mig at sætte business-partner-label på mine relationer. Jeg underkender ikke betydningen af et godt netværk, slet ikke. Og er ofte overrasket over, hvordan folk fra fortiden pludselig kan dukke positivt op i overraskende situationer – og business-situationer. Og nogle af mine bedste venner er oven i købet samtidig nogle af de mennesker, jeg arbejder allerbedst sammen med. Der er masser af sammenfald mellem business og pleasure i mit liv. Men jeg tænker ikke på dem som businesspartners. Og når jeg bliver tvunget til at angive dem som det, bliver der pludselig lagt al for meget vægt på et lille-bitte aspekt af relationen, der pludselig kommer til at smage alt for meget af strategisk netværk. Her ville jeg – med min friendbegreb – klart have foretrukket, at det var den brede kategori, der hed “Friends” og at man så have kaldt den udvalgte gruppe noget helt andet – hvis den altså stadig var relevant.

På trods af de problemer, vælger stort set alle alligevel businesspartner-kategorien, fordi den med den brede definition mest af alt bliver en ikke-kategori. Prøver at snyde systemet ved ikke at ville sætte ord på noget, der ikke bør sættes ord på. For reelt, er det jo kun, når nogen spørger til relationen, at det kan være nødvendigt at nuancere, om der er tale om en friend eller en ven-ven. For i praksis handler venskaber jo ikke om, hvad man kalder hinanden, hvor man kender hinanden fra, hvor ofte man ses og hvad man laver, når man er sammen. Det handler om, hvordan man har det sammen, når man er sammen på de præmisser man nu engang er det – til vands, til lands, i luften, på arbejde, til fest, på ferie, på bloggen, på tur, omkring det store bord, men en kop kaffe omkring Søerne, pr. langdistance, i sofaen, i tankerne…

6 kommentarer
marts 25, 2008

Når jeg vender bordet, er hverdagen begyndt

Jeg har lige haft besøg herovre i New York. Af en af mine allerbedste veninder. En af dem, jeg både kan grine; sparre fagligt; shoppe; gå ud; tale fuldstændig indforstået sort; højlydt smaskende dissekere gourmetmiddage; trave uendeligt langt; vende verdenssituationen og mine allerinderste tanker og være helt stille sammen (sidstnævnte er måske en sandhed med modifikationer, hvis du spørger hende…) med.

Og vi har selvfølgelig bare haft det helt vildt dejligt sammen herovre. Dage fyldt med lange traveture, mærkelige retninger, overraskende oplevelser, krydderi-kapow for alle sanser og samtaler, der har snoet sig i det uendelige og fået nye krøller i dagenes løb. Og mens hun har været her, har mit arbejds/spisebord stået ud i rummet, så vi kunne sidde her begge to og supplere hinandens vindues-voyeuri – i stedet for at stå med front mod vinduet, China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic.

Nu er hun så rejst hjem – og hverdagen herovre skal til at begynde. Jeg skal vende bordet. Jeg skal bare liiiiige skrive det her blogindlæg. Og måske også svare på en post-påske-mail eller to. Så skal jeg nok få vendt bordet. Og taget hul på en ny fase i New York-opholdet, som jeg faktisk glæder mig meget til. Jeg skal bare lige tage mig lidt sammen. For det bliver en meget mere hverdagsagtig fase. Hvor jeg selvfølgelig stadig vil elske at bevæge mig rundt i byen – og hvor jeg med garanti også stadig vil blive fanget i nogle af de der “nå, der fungerede så sådan?!?”-situationer, der bliver ved med at opstå, selvom jeg lige troede, jeg havde afluret koden for, hvordan man kom til at prøve sko, bestilte sin bagel eller skiftede subwaylinje og det så bare fungerer helt anderledes i netop dén butik, på dén cafe eller på dén station, jeg nu havde forvildet mig ind i eller ned på. Men også en fase, hvor jeg trods alt kender rigtig mange af spillereglerne; kender rytmen i de forskellige kvarterer; tydeligt kunne mærke, at der var mange flere turister i gadebilledet i påsken end de andre uger; ved hvor jeg køber mælk og toiletpapir; efterhånden har fundet et par yndlingskanaler på fjernsynet – selvom jeg stadig er prisgivet tilfældet, når det kommer til at finde ud af, hvad de viser. En fase, hvor jeg skal arbejde. Og som jeg har glædet mig til, for det er egentlig den, der er pointen med at være her længere end de første par ugers umiddelbare rush. Det er det, jeg skal herovre: arbejde, have en smagsprøve på hverdagen herovre. Når jeg altså bare liiiiiige får re-etableret min arbejdsplads. Vendt bordet.

1-2-3. Kom så Nadja. Rejs dig op, flyt kaffen og computeren. Ryk kommoden, der lige nu fungerer som natbord, flyt den grimme lampe med den skæve, vinrøde skærm og vend så det bord. 1-2-3. Så er det NU!

UPDATE – 5 minutter senere: Bord nu vendt. China Town og Eve Pharamcy endnu ikke åbnet. Pay-O-Matic fyldt med folk. Antony and the Johnsons som soundtrack. Kaffen stadig varm. Arbejdsdokument åbnet. Hverdagen begyndt! 

12 kommentarer
%d bloggers like this: