Venskab | Nadja Pass

april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)

Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.

–

Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.

–

at Liverpool ikke blev engelske mestre.

–

Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–

at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet

–

At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?

–

At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?

At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv

At jeg ikke er blevet klogere ;-D

–

At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.

–

At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)

og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.

–

At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–

at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)

–

At USA fik en sort præsident

–

At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.

Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.

–

At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–

Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…

–

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)

–

At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!

–

At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.

Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…

2 kommentarer

marts 1, 2010

De mentale sammenskudsgilder

I fredags var jeg til et skønt middagsselskab, som jeg synes er et tankevækkende og ekstremt inspirerende eksempel på den sociale innovation, jeg synes pibler frem for tiden. En social innovation, jeg overordnet synes, man kan kalde: “Mentale sammenskudsgilder”.

En af mine yndlings-Facebook-venner inviterede til en “Kurateret middag”. Og den sætning kræver vist mindst to forklaringer:

Når jeg skriver “yndlings-Facebook-venner” er det, fordi det netop er det, hun er. Vi kender hinanden helt tilbage fra mine tidligste studieår, hvor vi havde det rigtig sjovt, både fagligt og socialt. Men nu er det reelt over 10 år siden, vi har set hinanden face-to-face. Til gengæld har vi en god og tæt Facebook-relation forstået på den måde, at vi begge er meget aktive på Facebook, og hun er sådan en af dem, der er rigtig sjov at være på Facebook med – ekstremt generøs med viden, reflektioner og links i sine statusopdateringer – og også aktiv i andres kommentarspor. Så selvom vi ikke har set hinanden, har vi i årenes løb udvekslet alle mulige tanker på kryds og tværs og altid haft fornemmelsen af, “hvor hinanden var” – været på hinandens radar.
Og nu inviterede hun mig så til denne “kuraterede middag”, hvor hun havde et dusin andre kvinder, som hun kendte vidt forskellige steder fra. Nogle kendte hun fra endnu længere tilbage end mig – andre var hendes nærmeste venner eller familiemedlemmer. Men fælles for os alle sammen var, at vi var blandet på tværs af eksisterende vennekredse, madklubber og tøsegrupper – en ide, der var stærkt inspireret af Facebook, og de mange overraskende konstellationer og samtaler, der ofte opstår derinde, hvor folk fra vidt forskellige steder som aldrig har mødtes i levende live og sandsynligvis aldrig kommer til at mødes, pludselig indgår i lange diskussioner og udvekslinger i kommentartrådene.

Og den cocktail lagde simpelthen fundamentet til en vældig, vældig fin aften, hvor samtalerne fra starten fik det skønne løft, der ligger langt ud over de langmodige “hvordan går det så”-opdateringsrunder mange sociale sammenhænge ellers tit sander til i. Her kunne vi gå meget mere lige til biddet på interessante emner som kunst, politik, masser af rødvinsmarineret spas, samfundsengagement, saftige ungdomsminder, handlekraft, forskning og historier fra de varme lande. Altsammen garneret med suset af, at vi kunne tillade os dyrke helikopterperspektiverne.

Nu var det hele så ovenikøbet ledsaget af en virkelig veltilberedt middag, men det var faktisk overhovedet ikke nødvendigt. Det vigtige var oplevelsen af at være blevet blandet men nogle nye, spændende mennesker på en fuldstændig uforpligtende måde, der i meget høj grad tillod alle de tilstedeværende at være tilstede i nuet. For på en eller anden måde er det faktisk gæstens eneste forpligtelse til den slags arrangement – at være generøs med sin viden og sine perspektiver ved at deltage aktivt i samtalen: det er det væsentligste bidrag til det mentale sammenskudsgilde, der reelt er tale om.

Jeg har efterhånden været til en del variationer over det tema: man bliver inviteret til et “sammenskudsgilder”, hvor gæsterne ikke byder ind med medbragt mad – men er indbudt for at bidrage med tanker, faglighed, sangstemmer, inspiration og gode historier. Og jeg finder det lige inspirerende hver gang. Nogle gange forekommer det i form af deciderede koncepter som “fortælleklubber” og “sangaftener”, men jeg vejrer også en tendens til, at der selv til “almindelige” fødselsdagsbrunches, frokoster, middage og cocktailparties, er stadigt større villighed og åbenhed overfor at blande cirklerne og se, hvad der kommer ud af det. At det ikke længere er en helt så big deal at invitere en ny veninde med til næste års pigefødselsdag – men at man i stigende grad blander og bliver lidt modigere med at invitere relativt nye relationer med ind i privatsfæren uden, at nogen nødvendigvis skal føle sig forpligtede til at “være på fødselsdag” med hinanden resten af livet.

Og den udvikling hilsner jeg ekstremt velkommen. For det er vanvittigt inspirerende og sjovt at udvide vennekredsene, høre nye perspektiver og bevæge sig i de lidt højere luftlag, man oftere flyver op i, når man ikke kan forudsætte, at man kender alt til hinanden på forhånd, forventer bestemte reaktioner og kan referere til velkendte anekdoter. Og nu er det jo på ingen måde for at sige, at det ikke OGSÅ er skønt med de trygge, lukkede cirkler, og den initimitet, de kan skabe. Jeg elsker min familie og mine loger, madklubber, netværksgrupper og faste vennekredse. Det er bare noget helt, helt andet, de kan. De giver nærhed og mulighed for at følge op og følge med i hinandens liv på en måde, der er ekstremt vigtigt og livgivende.

Men de nye konstellationer kan noget andet. For når man indgår i dem, har man en tendens til at spidse hjernen og formuleringerne. Man opper sig lidt – og det er sundt for de fleste af os at skulle strække os selv og vores tanker lidt oftere.

Det er ikke mere end et par år siden, at folk havde en tendens til at stagnere i deres gamle vennekredse, fordi deres travle hverdag kun tillod dem ganske få sociale arrangementer, og man derfor til enhver tid ville prioritere sine “rigtige” eller “gamle” venner over de nye. Men her har Facebook for mange os udviklet sig til en helt ufattelig guldgrube af inspiration og indsigt i andre menneskers perspektiver – hvilket på få år har åbnet og udvidet de flestes horisont markant. Og ikke mindst vendt op og ned på, hvem vi reelt har mest føling med i hverdagen. Gennem Facebook og blogosfæren har vi i stadigt stigende grad har vænnet os til at blande os i hinandens tanker og kommentarspor, selvom vi måske aldrig nogensinde har mødt hinanden – eller ikke har set hinanden fysisk i 10 år, men stadig nærer en meget stor ømhed overfor hinanden. Den interessante tendens nu her er så, at den åbenhed og sociale spontanitet tilsyneladende begynder at påvirke vores sociale mønstre off-line også. Og det synes jeg er intet mindre end fantastisk. Og håber vil føre til mange flere former for social innovation til inspiration og glæde for rigtigt mange.

Konceptet fra i fredags er egentlig ret simpelt at lade sig inspirere af. For det er ikke maden, det handler om – drinks, kaffe og kage eller købepizzaer kan sagtens gøre det. Så det kræver det reelt ikke den store forberedelse. Det vigtigste er at tage initiativet, plukke nogle sjove mennesker fra sine forskellige vennekredse og se, hvem der kan komme. Og så ellers lade det ske. Det eneste, der virkelig er vigtigt er at sørge for at lave en ordentlig introduktion til dem, du har inviteret. Giv alle gæsterne et ordentligt ord med på vejen, så de stråler af glæde over, hvor fantastisk du synes, de er, og hvor glad du derfor er for, at netop de er kommet. Det giver de andre noget at spørge ind til, så de ikke strander på “hvad laver du så” og den sædvanelige udredning af job, familie, bolig og hobbies-situation. Det er ikke de ting, der er relevante i denne sammenhæng (selvom der selvfølgelig kan hentes eksempler fra de sfærer) – her handler det netop om at diskutere alt det, man ellers ikke får bragt så meget på banen. Og det sker næsten automatisk, når man ikke kender hinanden på forhånd og bliver guidet udenom de klassiske høflighedsspørgsmål.

Det er skideskægt, sjovt og inspirerende at få lov at dele sin faglighed og de store perspektiver. Og derfor har jeg selv i høj grad ladet mig inspirere til at holde lignende kuraterede arrangementer – og jeg opfordrer alle jer derude til at gøre det samme. Livet kan kun blive sjovere af det.

4 kommentarer

december 6, 2009

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

4 kommentarer

november 9, 2009

Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere. Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne. Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

18 kommentarer

november 5, 2009

Overskud på dåse

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

4 kommentarer

september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).

Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.

CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)

DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.

DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.

EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.

EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.

Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.

Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.

DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)

Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.

Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.

3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

2 kommentarer

juli 26, 2009

Individ på gruppetur

Jeg tilbragte sidste uge oppe ved diskobugten og isfjorden, hvilket på alle måder var en af livets helt store forrygende, fortryllende, forjættende oplevelser. Og det er måske derfor lidt paradoksalt, at jeg lige nu vælger at zoome ind på en lille bitte ting, der ovenikøbet kan opleves overalt i verden. Men sådan er det nu engang – jeg har haft masser tid til at sidde og trippe over uendeligt lange tankerækker, mens de mest fantastiske isformationer, smukke søjlebasalter og glitrende vandløb kranset med blomster er gledet forbi. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over er: gryppedynamik.

For en af de ting, man sjældent tegner og fortæller specielt meget om, når man kommer hjem, men som alligevel præger den meste moderne turisme er, at det meget ofte – uanset hvor eksotisk et sted, man befinder sig og hvor individuel rejsende, man opfatter sig selv som værende – forholder sig sådan, at man igen og igen befinder sig i forskellige gruppekonstellationer. De fleste gør sig ovenikøbet store anstrengelser for at få taget billederne på en måde, så det ser ud somom de er de eneste på stedet – men sandheden og konteksten er for det meste, at man aldrig er alene med de store oplevelser. Der er næsten altid masser af mennesker omkring en. De optræder bare aldrig hverken på billederne eller i de fantastiske fortællinger om vores rejser.

Men faktum er, at man næsten aldrig kan komme helt ud til de store seværdigheder på egen hånd. Man er meget ofte nødt til at booke en tur. Man kan slå sig i tøjret. Leje cykler, vandre, leje biler, knallerter, både, tro-tros, tuctuc’er eller hvad de små trehjulede befordringsmidler nu kalder sig, det sted man tilfældigvis befinder sig. Hvad som helst, der hjælper en til at gøre tingene i eget tempo. Men alligevel er det næsten uundgåeligt, at man på et eller andet tidspunkt står overfor en seværdighed eller destination, man kun kan komme til, hvis man bestiller en tur hos en af de lokale turarrangører. Det bliver ovenikøbet ofte en del af oplevelsen, fordi det langtfra kun er turudbyderne, der konkurrerer indbyrdes – turisterne konkurrerer også indbyrdes om at vælge den rigtige turudbyder – der er altid nogle, der går for at være hottere, frækkere, sjovere at være på tur med end andre arrangører, mest eksplicit personificeret i den Vietnamesiske badeby NaTrang, hvor det i slutningen af ’90-erne var altafgørende, om man kom på “The REAL Mama Hahns Boattrip” eller kom til at booke hos en af de mange kopister. Det var en fatal fejltagelse, hvis man valgte den forkerte – for NaTrang lå på midten af den klassiske rygsækrejse fra syd til nord eller nord til syd, og alle rejsende man mødte på vejen, spurgte, om man havde været på “The REAL Mama Hahns Boattrip”. Og selv når man så har fundet den optimale turudbyder, er der konkurrence om, hvem der havde det bedste vejr, så flest hvaler/delfiner/stjerneskud/kælvinger/koraler/trompetfisk.

Og selv når det lykkes en at komme helt, helt ud til Angkor Wat, Taj Mahal, Massada og Grand Canyon, ender man alligevel med at skulle skovle sig gennem grupperne, der også gerne vil se solnedgang eller solopgang fra et helt bestemt sted. Eller man står på båden og venter på at ankomme til dagens destination om lige pludselig viser det sig, at alle de andre individuelle turister ombord også har tænkt sig at styrke præcis ud på samme vandrerute, så snart man kommer i havn, så man alligevel bliver en del af en større folkevandring.

Grupper er og bliver, hvad enten man vil det eller ej, et nødvendigt onde, hvis man vil opleve verdens helt store trækplastre. Og hvis man har det så relativt anstrengt med grupper som undertegnede, er det også en af de væsentligste grunde til, at jeg for det vælger at tilbringe en del flere dage på hver destination end folk flest, så jeg kan supplere de helt store sights og de største attraktioner med de lidt mindre spektakulære steder, hvor man kan have det mere for sig selv. Mange af mine største oplevelser har jeg haft ved at besøge de lidt mindre templer (for eksempel gælder det både for Angkor Wat og Petra, at de kendteste templer ligger midt mellem masser af andre templer, der er mindst lige så flotte som de kendeste – det var bare ikke dem, der var med i Tomb Raider eller Indiana Jones – og dem kan man have næsten for sig selv, hvis man booker sin egen tuctuc og selv bestemmer ruten og farten), de andre vinkler på udsigten (for eksempel kan man få fantastiske vues udover Manhattan, hvis man tager til New Jersey-siden, mens der ofte er crowdet på Brooklyn-siden) eller tager de store sights den omvendte vej rundt, så man har det helt for sig selv, der hvor der bliver crowdet om eftermiddagen, mens man om eftermiddagen har det helt for sig selv, der hvor der var ekstremt fyldt om formiddagen. For eksempel et godt trick i Disney Worlds EPCOT-center og ofte også på de kendeste vandreruter verden rundt.

NÅ – men tilbage til “isbjergenes by” – Ilulissat, hvor turarrangørerne også ligger side om side – og kampen især står mellem det store World of Greenland og den lille, frække udfordrer – italieneren Silver, der går for at sejle lidt tættere på isbjergene, have lidt mere tålmodighed med at vente på hvaler og sige nogle sjovere ting undervejs.

I Ilulissat er der forholdsvis få gratis glæder. Man kan vandre nogle skønne ture ud til isfjorden, hvilket i sig selv er kæmpestort. Men hvis man vil opleve nogle af de helt store ting, kræver det en båd – og en skipper, der ved, hvordan man sejler sikkert mellem isen. Mange vælger også at tage med helikopter helt ud på indlandsisen. Så det vil sige, at et ophold i Ilulissat uundgåeligt byder på en del gruppeture, hvis man vil ud og opleve noget.

Og det er altså så syret hver gang, synes jeg. Man sidder der og venter – og nu kommer jeg jo altid for tidligt alle vegne, så jeg når ofte at følge samtlige deltagere dukke op. Og den slags foregår jo ofte meget tidligt om morgenen, så det er altid søvnigt, folk kommer og lige kigger sig omkring. I begyndelsen er de fleste ret tavse og alle dem, der har rejsefæller på forhånd, snakker især med dem, mens dem, der rejser alene for det meste står lidt for sig selv i begyndelsen, men som altid også er dem, der “bryder isen” (pun intended) først. Og selvom det kun er et par timers tur, opstår der meget hurtigt grupperinger i gruppen. Nogle begynder straks at småsludre, udveksler de klasssiske informationer om, hvor man er fra, hvor længe, man har været på destinationen, hvornår man skal hjem og hvad man har oplevet indtil nu. På den ene side ligegyldigheder, som alle har glemt et øjeblik efter – på den anden side nyttig information i begyndelsen af opholdet, hvor man i høj grad har brug for andres anbefalinger for at gennemskue hvilke af de mange muligheder, man skal prioritere. Andre ser til med foragt og gider i hvert fald ikke smalltalke med mennesker, de aldrig skal se igen. Der er altid nogen, der påtager sig lederskabet fra starten, går hurtigst, fører an og med naturlig autoritet altid snupper de bedste pladser i bussen eller båden. Nogle, der gerne vil blære sig med deres viden overfor guiden, der tålmodigt bekræfter dem i, at de har ret og har sat sig godt ind i tingene. Nogle, der gør hvad de kan for at gå i et med væggen og tydeligt hader, hader, hader, at man ikke engang som voksen kan slippe udenom skolegårdens gruppedynamikker. Der er altid nogen, man husker mange år efter turen og snakker med sine rejsefæller om – og så er der nogen, man måske ovenikøbet har siddet ved siden af masser af gange, men overhovedet ikke kan genkalde sig. Og endelig er der nogen – og dem er der for mit vedkommende temmelig mange mindeværdige af – som man ender i en ekstremt intens samtale med, hvor man udveksler nogle af sine inderste, dybeste, mest komplekse overvejelser, mens isbjerge/templer/bjergtinder/canyons/slotte/ørkener/stenformationer glider forbi som et ekstra surrealistisk bagtæppe for nogle af de samtaler, der kommer til at forandre ens liv. Og som kun lige opstod netop dér og netop da – med mennesker, man aldrig får set igen.

NÅ – alt det her er så egentlig bare baggrunden for, at jeg havde en særligt tankevækkende oplevelse i Ilulissat i sidste uge – og det var EGENTLIG den, jeg ville have fortalt jer om. Og det, der triggede, at jeg specifikt tænkte så meget over gruppedynamikker på netop denne tur:

Jeg havde meget varmt fået anbefalet at tage ud til Eqi-gletcheren ca. 5 timers bådtur fra Ilulissat og overnatte i deres “Ice Camp Eqi”. Den ligger langt ude in the middle of nowhere – og alt i materialet omkring det signalerede, at man skulle være ret frisk og eventyrlysten for at tage helt derud. Men når man så var der, ville føle sig helt, helt alene og blive forkælet med masser af god mad, mens man sad og så på den kælvende bræ. (og lad mig lige sige med det samme, at selvom resten af dette indlæg handler om, at vi så ikke kom til at være der spor alene, var det altså fuldstændig fantastisk og så mange varme anbefalinger værd, at gletcheren risikerer at smelte hurtigere end klimaforandringerne kan forårsage, simpelthen fordi den bliver mødt med så mange smeltende varme anbefalinger)

Man skulle mødes allerede klokken kvart i syv. Og da vi blev hentet på samlingsstedet var vi kun seks personer i alt, og vi snakkede meget om, hvor dejligt og stille det ville blive derude. Det tegnede godt – et par fra Østrig som vi allerede havde sludret hyggeligt med på kystbåden, et par fra Seattle, min far og mig. Småt, internationalt og godt. Indtil vi kom ned til båden, hvor der var gået kludder i noget med Østrigernes booking, så de ikke kom med – og de til gengæld blev erstattet af en gruppe på 26 pensionister fra en seniorrejseforening. Og her er det vigtigt for mig at understrege, at min ærgrelse IKKE handlede om deres alder – jeg kan faktisk rigtig godt lide at hænge ud med mennesker, der er væsentligt ældre end mig selv – det handler om, at der pludselig var en meget stor, dominerende gruppe, mens vi kun var fire personer, der ikke hørte til gruppen (og det ville have irriteret mig lige så meget, hvis det havde været gymnasieelever eller for den sags skyld nogle på min egen alder). Men der var selvfølgelig den ekstra syrede ting ved det, at jeg rejste sammen med min far, der nemt kunne gå for at være en af gruppen.

Og vi var da heller ikke nået særligt langt udenfor havnemundingen, før der opstod lange køer ved morgenmaden (danskere i kamp for at smøre ostemadder er altså ikke noget kønt syn) og brok over manglende kaffekopper.

Jeg talte mest med amerikanerne. De var søde og sjove og desuden var der den ekstra bonus, at de var i Ilulissat, fordi de havde deltaget i Grønlandsmesterskaberne i kajak – og de fik virkelig åbnet mine øjne for, at den slags ikke kun handler om, hvem der kommer hurtigst i mål. Det er et helt lille “mini-olympiske-leje”, hvor man også konkurrerer på, hvem der bedst kan svinge sig i tov (der hænger på fisketørrestativerne) og ikke mindst rulninger (hvis man troede, der kun fandtes hele og halve grønlændere, tog man fejl – der er 70 forskellige rulninger, der allesammen handler om, hvorvidt man holder harpunen foran sig, bagover ryggen eller på en måde, der egner sig særligt godt, hvis den har sat sig fast i stadigt svømmende hval). Amerikanerne skulle så desværre ikke overnatte. Så dér så man lige min far og mig som de eneste, der ikke hørte til gruppen.

Vi kom fra borde, blev indkvarteret, fik kaffe og kage. Og så begyndte der jo at ske noget interessant. Og det handlede hverken om den ret store udfordring i at få hjulpet samtlige af gruppedeltagerne med samt deres bagage op ad den stejle bjergsti til hytterne (ellers en temmelig stor udfordring, når man tog antallet af kunstige hofter i betragtning) eller om min irritation over, at vi var så mange derude (hvilket jeg stadig synes var ærgerligt, men dog forholdsvis hurtigt lagde bag mig, selvom jeg kunne mærke, jeg havde et latterligt stort behov for at understrege overfor guiderne, at jeg IKKE hørte med til gruppen, jeg var INDIVIDUELT rejsende – latterligt stort behov). Det handlede om, at der sker noget interessant, når man er tilstrækkeligt længe sammen med en gruppe til, at man begynder at se individerne.

Ved første øjekast lignede de jo allesammen hinanden. Samme briller, samme frisurer og – ikke mindst, hvilket gælder alle turister i Grønland – samme variationer over fleece, windbreakers og vandrestøvler. Men der gik faktisk forbløffende kort tid, før jeg begyndte at kunne skelne dem fra hinanden og gennemskue de interne gruppedynamikker

Og det der slog mig – og som trods alt nok slog mig hårdere, fordi det var en gruppe pensionister og jeg derved måske dissekerede dem mere objektivt, end jeg ville have gjort med en gruppe på min egen alder – var:

Der var en hel klar leder – og det var ikke ham, der officielt var lederen.
Der var nogle, der var ekstremt livsglade og gode til at få det bedste ud af det. Og de tiltrak sig masser af opmærksomhed og fik automatisk de andre til at hjælpe sig med at gøre sig det endnu mere behageligt. For eksempel var der kamp om de udendørs siddepladser – og da først vi begyndte at sejle, var det altafgørende med en plads i sol og læ, hvis man skulle kunne holde ud at sidde udenfor. To af kvinderne havde været smarte. I stedet for at kæmpe om pladserne på bænkene, havde de sat sig på en kasse. Og havde fundet nogle puder. De sad allerbedst – de tronede, grinede og var glade. Og det var sjovt at se, hvordan de andre blev ved med at komme med ekstra puder og tæpper til dem, så de hele tiden kom til at sidde bedre. Mens dem, der brokkede sig over manglende siddepladser fik lov at sidde i et hjørne.
Der var helt tydeligt en ældre herre, der havde været charmør hele livet. Og stadig var det.
Der var to veninder, der var helt udenfor. Når de andre puffede hinanden i siden for at gøre opmærksom på, hvor de skulle kigge hen for at spotte en hval eller bød whisky rundt, som man kunne køle med indlandsis, forbigik de dem. Ikke af ond vilje tror jeg – de glemte dem bare. Og det er aldrig rart at blive glemt.
Der var nogen, der med stolthed fortalte om deres fortid og deres arbejde og som straks udstrålede lyst til at fortælle om alt det, de havde oplevet og understrege, at de havde “været noget ved musikken” engang. Og der var mindst ligeså mange, der tydeligt var lettede over endelig at være en del af den mere anonyme pensionistgruppe, hvor man ikke altid behøvede tale “fag”, men i stedet kunne holde sig til at fortælle om børnebørn.
Der var nogen, der havde meget travlt med at understrege, at de “normalt ikke rejste i grupper”, mens andre helt åbent var glade for, at nogle andre tog ansvaret for det hele.
Der var nogle, der var ekstremt friske. Og det var meget livsbekræftende at se HVOR frisk omkringspringende, man kan være i 70-årsalderen. Men til gengæld var der også nogle, der virkelig var besværede af deres lemmer eller manglende balance, at det samtidig stod klart, at man skal passe på med at udsætte alt for mange rejser til man bliver gammel. Der er altså rigtig mange rejsemål, der kræver en vis fysik for, at man får det optimale ud af dem.

Mødet med pensionistgruppen fik mig til at tygge temmelig meget på, hvor meget de samme sociale dynamikker følger os resten af livet. Det er langt fra gjort med skoletiden. Man bliver ved med at indgå i nye gruppesammenhænge og skulle kæmpe for sin plads – på nye arbejdspladser, hvor der altid er den cool frokostgruppe, man gerne vil være med i – og alle de andre, der spiser sammen, fordi det er de nødt til. Til store fester, hvor nogle borde altid er de sjoveste at sidde ved. Og sgu selv når man er på rejse, og uanset om man vil det eller ej bliver tvunget til at indgå i grupper. Mange – undertegnede inklusive – der følte sig meget udenfor som børn, har i voksenalderen fint lært at håndtere gruppedynamikkerne på godt og ondt. Men nogle bliver ved med resten af livet af være dem, der altid er udenfor, hvilket er et kolossalt handicap, og det synes jeg var grundlæggende hjerteskærende at være vidne til.

Gruppedynamikkerne følger os livet igennem, for uanset, hvordan man vender og drejer det, er der to ting, man ikke kan komme udenom:

1) Ethvert individ indgår konstant i forskellige grupperinger – uanset hvor meget man vender og drejer det og slår sig i tøjret.

2) Enhver gruppe består af individer – og det skal man huske sig selv på at have øje for. Også selvom det ved første øjekast ser ud som om de allesammen er ens.

6 kommentarer

marts 24, 2009

Når sorgen synker ind

I dag ville min mor være fyldt 65 år. Og hvis hun stadig havde været i live, ville det ikke være gået stille af. Hun var nemlig ufatteligt god til at fejre livet og udnytte enhver undskyldning til at gøre livet lidt festligere.

Men nu er hun desværre ikke i live længere. Hun døde i Beijing for et par år siden. Et par år siden. Et par år siden, er det allerede. Det er allerede et par år siden. Er det virkelig allerede et par år siden? Ja, det er det. Det er ikke længere en ny sorg. Den er for længst sunket ind. Blevet noget, vi der elskede hende, lever med, accepterer, forholder os til – og alligevel stadig overhovedet ikke kan fatte.

Jeg har længe gået og tænkt på, at man hører utroligt meget om død og sorg, lige når den indtræffer – og utroligt lidt om, hvordan man lever med sorgen og savnet, når den første akutte sorgtilstand så småt fortager sig. Og man står tilbage med en hverdag, der er forandret for altid – og alligevel ligner sig selv. Og nu tænker jeg, at jeg i dagens anledning lige vil dele et par af mine observationer med jer:

Et halvt år inden min mor døde, læste jeg en kronik, Politikens Washington-korrespondent Marcus Rubin havde skrevet om tabet af sin mor. Den hed Kaddish – og referede til den gamle jødiske tradition, hvor man hver dag i det første år efter dødsfaldet siger en bøn for den afdøde. Hvilket han selv havde taget op i en moderne version, hvor han hver dag læste et nyt kapitel i bogen. Den tanke kunne jeg enormt godt lide. Men samtidig lå tanken om, at jeg selv kunne miste min mor, mig fuldstændigt fjern.
Samme efterår mistede en af mine gode veninder sin mor. Hun var den første af mine nære venner, der mistede sin mor. Og det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle være der for hende. Hvad skulle man sige? Hvor ofte skulle man selv kontakte hende? Hvornår skulle man holde sig tilbage? Var det ok at sige noget sjovt eller fortælle om noget, man var glad for, når hun nu selv var så ked af det? Hvad skulle man skrive på bårebuketten? Hvordan kunne man være der bedst? Ordentligt. Samtidig kom det utroligt tæt på, at det jo skulle ske for mig også engang. At jeg skulle miste min mor. Men det var stadig overhovedet ikke på lystavlen, at der var en reel risiko for, at det kunne ske – så hurtigt.
Et par måneder senere døde min egen mor – og pludselig var jeg ovre på den anden side. Tvunget op ad en stejl læringskurve. Med i et fællesskab af dem, der havde mistet deres forældre. Ekspert på bårebuket-kort, kistepynt, urner, gravplads-muligheder, dødsannonceindrykning og gravtaler. Bekendtskabskredsen delte sig i to: Dem, der selv havde mistet forældre og pludselig trådte frem af massen og tilbød deres hjælp og erfaringer. Og dem, der havde det ligesom jeg selv havde haft det, da min venindes mor døde et par måneder før – søde og hjælpsomme – men uendeligt usikre på, hvordan de bedst kunne være der for mig.
På et tidspunkt læste jeg om Joan Didions nye bog – The year of magical thinking, der handler om det år, hvor forfatteringen mistede først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor – for da var jeg også selv berøringsangst og vidste ikke lige, hvad der var det rigtige at gøre. Men nu ved jeg, at man bare skal handle, ringe, komme forbi, tage initiativ – og så til gengæld være helt på det rene med et afslag. Det skal man huske. Både lige når sorgen indtræffer og alle konstant spørger, hvordan man har det – men man aner ikke, hvad man skal svare. Alle vil gerne “være der for en” – men man aner ikke engang rigtigt, hvordan man selv skal kunne være i det hele. Alle vil gerne hjælpe – men man kan ikke finde ud af at række hånden ud efter hjælp. Og når hverdagen indtræffer – og man stadig har brug for at blive spurgt, hvordan det går og brug for, at folk er der for en og forstår, at man nogle gange reagerer mærkeligt og at det måske er sorgen, der titter frem – også selvom dødsfaldet skete for et par år siden.
Jeg har – uden at ansøge om den – fået tildelt en ny ekspertrolle i min omgangskreds. Når talen falder på død og sorg, tier alle, hvis jeg begynder at sige noget. Mit ord bliver lissom lov, på en måde, jeg ikke bryder mig om, fordi oplevelser med død og sorg jo er præcis lige så individuelle som vores forhold til vore forældre. Og psyker i det hele taget. Til gengæld kan jeg godt lide – og forstå – når folk spørger mig til råds om, hvordan de skal tackle konkrete situationer med dødsfald og sorg i vennekredsen. Ikke at mit ord skal være lov her heller – men efterhånden har jeg snakket med så mange andre sørgende og efterladte, at jeg trods alt kan se, hvad der er gennemgående mønstre – og hvad der måske er mere individulle erfaringer.
Jeg græd ikke særlig meget i tiden omkring dødsfaldet. JO, jeg brød da fuldstændig sammen med jævne mellemrum – men den store konstante film-agtige gråd, kom aldrig. Og det havde jeg det lidt mærkeligt med? Hvorfor græd jeg ikke, når jeg nu var så ked af det? Jeg oplevede også, at mange af mine veninder græd, mens jeg selv sad helt køligt overbliksagtig – og undrede mig over, at jeg ikke græd. Det har siden vist sig, at det er meget almindeligt ikke at græde så meget i tiden omkring dødsfaldet – og at mange andre ligesom mig kan føle et mærkeligt strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke bryder sammen sådan som man forestiller sig, man vil gøre, når nogen dør. Det er igen en meget individuel ting, hvordan man selv – og ens tårekanaler – reagerer. Mine har til gengæld reageret ved, at jeg siden er blevet ekstremt meget mere grådlabil end jeg var tidligere. Jeg tuder til romantiske film. Jeg tuder, når jeg sidder i et tog og lader tankerne svømme ud gennem vinduerne. Jeg tuder på cafeer, hvis jeg bliver spurgt til mine ømme punkter. Jeg tuder – og den er stensikker hver gang – når the challenge-winners i Americas Next Top Model får besøg af deres mødre under konkurrencen. Jeg bliver enormt rørt. På en måde, jeg aldrig blev rørt før. Så mange bække små udgør så rigeligt den store å, der udeblev i forbindelse med selve bisættelsen.
Når man har mistet en af sine forældre, er det lidt som at komme med i en hemmelig klub. Alle de bekendte, der manifesterede sig som hjælpere i tiden omkring dødsfaldet, har jeg fået en langt mere intim relation til siden. Ikke at vi render hinanden på dørene eller Facebook hver dag. Men vi rækker lige ud til hinanden ind i mellem. Tjekker op på hinanden. Drikker en kop kaffe over en snak, vi kun kan have med hinanden. Med omvendt fortegn svarer det nok lidt til det, der sker, når folk bliver forældre. Det kan drive os, der ikke har børn endnu til vanvid at få at vide, at man ikke kan udtale sig om det med børn, før man har prøvet selv – men der er jo nok noget om det. Uanset hvor meget, man teoretiserer KAN man givetvis ikke forestille sig, hvordan man reagerer, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske. På samme måde KAN man ikke forestille sig, hvordan det er at miste en forælder. Det er selvfølgelig ikke alle medsørgende, man svinger lige godt med og oplevelserne kan være meget forskellige – igen givetvis på præcis samme måde, som der jo er mange måder at nybagt mor på. Men dem det fungerer med, er noget helt særligt. Også selvom man overhovedet ikke snakker konkret om sorgen, når man mødes. Der er noget helt grundlæggende over fælleskabsfølelsen når de store, uundgåelige livsforandringer indtræffer – og de er samtidig nøglen til nye, vigtige relationer.
Jeg hørte en fantastisk børnepyskolog på P1, der fortalte om sorgbearbejdelse med børn. Og understregede, hvor vigtigt det var, at man ikke satte den afdøde op på en piedestal. For det var dels et stort pres for børnene at skulle leve op til de tabte forældre, hvis de altid blev omtalt med “Gud tager altid bedste”. Og børnene kunne også have behov for at sige, at forældrene også havde været irriterende. Det påtvungne glansbillede gjorde ondt. Og det synes jeg også selv, jeg kan mærke. Ligeså gerne som jeg vil have bekræftet, at min mor virkelig var et unikt, fantastisk, inspirerende og vidunderligt menneske, der nåede at have et fantastisk liv, ligeså gerne vil jeg grine ad hendes spøjse sider. For dem var er også mange af. Og vi elskede hele pakken.
Når nogen dør, opdager man virkelig, at der er en grund til, at klicheer er klicheer. For det bliver de jo kun, hvis der er en vis grad af sandhed i dem. Jeg føler virkelig, at min mor lever videre i os. Jeg er blevet ekstra opmærksom på betydningen af, at slægter følger slægters gang, at man skal leve hver dag som var det den sidste, ikke udskyde til imorgen, hvad man kunne gøre i dag, aldrig gå i seng med et uafklaret skænderi i baghovedet – og altid sørge for at sagt til dem, man elsker, at man elsker dem.
Og hvorfor er det så egentlig, at en forældres død er så grundlæggende livsomvæltende? Udover -selvfølgelig – det konkrete savn af personen? Igen er det jo meget individuelt og afhænger helt af de efterladtes forhold til de afdøde – men helt grundlæggende vil det for de fleste menneskers vedkommende handle om, at man – uanset alder – bliver voksen på en helt ny måde, når man ikke længere har en at læne sig op ad, regne 100 % med, være sikker på interesserer sig for en, elsker en ubetinget, selvom man er skideirriterende engang i mellem og gerne vil høre ALT (nogen gange også for meget) i alle detaljer om det, man tænker på og kæmper med, mod, for. Årene går, men tager stadig sig selv i at opleve noget, der er så stort, at man mentalt er i gang med at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, dengang på ferien. Et livsvidne, et hukommelsesbiblitotek. En ubestinget bagstopper, en livline.
Min mor er død. Men derfor vågnede jeg alligevel i dag – som jeg er sikker på, at jeg vil blive med at gøre det resten af livet den 24. marts – med et klingende “I dag er mors fødselsdag”. For selvom hun desværre ikke længere selv er i live, kan man jo godt fejre hendes liv.

20 kommentarer

februar 6, 2009

Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

En gang i mellem får man et godt råd, der fuldstændig ændrer ens måde at tænke eller handle på for altid. Og forleden slog det mig, at man burde samle alle de gode råd, så alle kunne få glæde af dem.

Jeg lægger lige selv ud med fem gode råd, der kommer meget forskellige steder fra:

Fra min tysklærer i gymnasiet: Vent med at række hånden til jeg stiller de svære spørgsmål til sidst i timen. Så undgår du at blive alt for irriterende stræberagtig overfor de andre, når du sidder med hånden oppe konstant. Jeg ved jo godt, du kan.
(så undlad kort sagt at spilde for meget af din taletid på banaliteter – koncentrér dig om at sige noget, hvor netop du kan bidrage med noget. Folk, der kender mig, vil helt sikkert grine her og spørge hvorfor jeg så ikke benytter mig af det råd, men kværner konstant – men vid, venner, at jeg ville talt 58 gange så meget, som jeg gør i dag, hvis ikke jeg tog mig i det…)
Fra John Lennon: Life is what happens to you, when you are busy making other plans.
(så husk nu at nyde det, der reelt er livet – og ikke altid vente på, at alt går op i en højere enhed og fremtiden begynder. Livet er her og nu)
Fra min mor: Man skal altid have en flaske champagne på køl
(Jeg var så priviligeret at vokse op i et hjem, der var præget af min mors gyldne leveregler og store livsglæde. Hun havde en uovertruffen evne til at gøre lidt ekstra ud af alting, så hverdage blev til fest, pligter til leg og det ordinære ekstraordinært – og samtidig gøre os opmærksomme på, at det ikke bare var noget, man kunne tage for givet. Det er en aktiv beslutning, om man vil have kulør på tilværelsen.)
Fra min Vipassana-meditationslærer i Indien: Minimér mængden af brok i din hverdag. Hver gang, du lader være med ærge eller brokke dig, vinder du al den positiv tid og energi, der ellers ville være spildt på brokkeriet.
(Det er så nemt at forfalde til brokkeri – men det er samtidig så ukonstruktivt – så hver gang, der er optræk til brok eller irritation gælder det om at minde sig selv om, at det kun er en selv det går ud over, hvis man bruger dårlig energi på at brokke sig).
Fra min første chef: Husk altid at gøre mig eksplicit opmærksom på, hvis der er noget, du gerne vil have mig til at ændre eller handle på. Du ved, at jeg kun vil dig det bedste og jeg skal nok prøve at være opmærksom – men jeg er ikke tankelæser, og jeg har rigtig mange andre, der også gør krav på min opmærksomhed. Så sig det i stedet for at vente – så skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe.
(I stedet for at gå og vente på at blivet opdaget/forfremmet/lønforhøjet, er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvad man drømmer om og håber på. Ellers risikerer at blive indebrændt og bitter).

JA – det var så lige de fem gode råd eller leveregler, der først sprang frem i bevidstheden, da jeg begyndte at tænke over det. Og der er selvfølgelig mange flere, hvor de kommer fra. Men lige nu holder jeg her – og spørger i stedet ud i cyberspace: Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

13 kommentarer

december 15, 2008

Hvad er anledningen?

Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs.

Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.

Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”

Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…

Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.

2 kommentarer

Kategori: Venskab

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Nadja Pass svupper.

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette: