Nadja Pass

Kategori: Sladderbladenes retorik

Formlen for succes – succeshistoriernes periodiske system

 

Formlen for at blive fremstillet som succeshistorie i de danske medier er at besidde lige dele integritet og karisma. Det gælder både mænd og kvinder.

 

Men formlen for kvinders succes indeholder samtidig en masse ekstra grundstoffer og antistoffer, som mændene er fritaget for – men som vi er tvunget til at forholde os til, hvad enten vi vil det eller ej. Det gør det på den ene side lettere at opnå medieopmærksomhed, hvis man ønsker det – men det gør det også meget lettere at punktere en kvindelig succeshistorie.

Sådan indleder jeg artiklen “Succesens periodiske system”, der netop er udkommet i det nye nummer af erhvervsmagasinet Protocol. 

I artiklen opstiller jeg et periodisk system over de grundstoffer og antistoffer, der næsten altid indgår, når mediernes portrætterer særligt talentfulde, magtfulde, kloge, interessante eller kulturelle personligheder. Eller glimrer så meget ved deres fravær, at dét i sig selv bliver til historien.

Konsekvensen er, at der på den meget begrænsede tid og/eller plads, der er til rådighed, kun bliver meget lidt plads til at fortælle om det, personen brænder for, er særligt god til eller ved noget om. Mens uforholdsmæssigt meget af den sparsomme plads går til udenomsting. Det er problematisk i det hele taget, fordi der bliver stadigt mindre plads i medierne til at høre reelle eksperter og ildsjæle få lov at fortælle uddybende, fag-baseret og måske lidt smånørdet om det, de virkelig brænder for.

Og det er især problematisk, når det drejer sig om portrætter af succesfulde kvinder, hvor størstedelen af pladsen, går til udenomsting – udseende, bolig og serveringen under interviewet – der reelt ikke er relevante for hendes faglighed. Og uanset om hun har nogen eller ej – og uanset om det er et problem for hende eller ej – ender ethvert interview med en ambitiøs og succesfuld kvinde med at handle om børn. Børn og balance. Børn og ansvar. Børn og overskud – eller mangel på sammen. Fravalg af børn, tilvalg af børn, bollebagning til børn, au pair-pasning af børn. Alt sammen egentlig interessant nok og relevant for mange, der gerne vil forstå, hvordan det hele kan hænge sammen.

Men det holder ikke, at det ALTID kun er det, det handler om. Der bliver næsten ingen plads tilbage til at fortælle om det faglige – og dermed er de portrætartikler (selvom pointen med dem ofte er at fortælle om kvindelige rollemodeller) med til at fastholde os alle sammen i, at der er forskel på den kvindelige og den mandlige succeshistorie og mandens succes er “naturlig”, mens kvindens er enten på trods eller på grund af hendes køn, hendes pæn-pige-opdragelse eller hendes moderrolle.

Der er jo ikke sig selv noget overraskende over, at det forholder sig sådan, og man behøver kun at kigge tilbage på Lene Espersens udnævnelse til Konservativ leder, vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister for at se, hvordan hun konstant blev grillet om, hvorvidt det var ansvarligt for hende at tage imod den post med to små børn – spørgsmål, som ingen ville have så meget som overvejet at stille Brian Mikkelsen, da han samtidig overtog justitsministerstolen. Der er ikke som sådan noget overraskende ved det.

Men det der alligevel har overrasket mig, mens jeg sad og skrev på “Succesens periodiske system” er, hvor systematisk det alligevel foregår. Hvor forudsigeligt og klichéfyldt det er. For når man først har brudt det hele ned på hovedgrupper, undergrupper, grundstoffer og antistoffer, kan man næsten ikke læse et succes-portræt uden at det forekommer helt rystende, hvor lidt ekspertise, faglighed og ekcilibrisme vi får lov at høre om fordi al pladsen er reserveret til forudsigelighederne.

Hele artiklen – og ikke mindst selve Succesens Periodiske System – kan du downloade her: Succesens periodiske system.

Reklamer

Se & Hør-manden i denne uge: H.K.H Kronprins Frederik

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, jeg har rapporteret fra sladderbladenes royale spalter. Men nu er det sommer og årets mini-medie-festival er på sit højeste. Og i denne uge så jeg så en helt ny variant af Se&Hør’s grænseoverskridende royale stunts. De har nemlig valgt at bringe Frederik som denne uges “Se&Hør-mand”.

De må have haft den ide i ærmet længe, så den kunne ramme forsiden i en særlig sløv uge. Og denne uge har i sandhed været sløv, hvis de største forsidenyheder de kunne diske op med er, at Bjarne Riis svigter sin syge mor, og at “Politi-Per” har kræft (uendelig trist at høre, men ikke ligefrem en juicy sladderhistorie).

Og som kompensation har forsidegrafikeren så fået lov at forlyste sig med to kæmpe billeder af henholdsvis Se&Hør-manden (H.K.H.Kronprinsen) og “Se&Hør-pigen” topløs, tatoveret og piercet mørk skønhed ved navn Michelle. Hver Se&Hør-mand eller -kvinde finder normalt plads på forsiden. Men i denne uge fylder de næsten en fjerdedel – samtidig med at billederne af dem er klippet ud, så de ved første øjekast ser ud somom der er en relation mellem de to. Der er godt nok stempler på dem begge med henholdsvis “Se&Hør-manden” og “Se&Hør-pigen”. Men det skal man være ret fast læser for lige at kunne gennemskue, hvad betyder. Og de fleste har som bekendt kun et par øjeblikke i Netto-køen til at gøre sig deres egne tanker og lade rygterne svirre.

Inden i bladet er Michelle så også helt afklædt på billederne (in puris naturibus, som min mor ville have sagt) mens billederne af Frederik er ret almindelige billeder af en badende kronprins m. tækkelige boksershorts. Så det er ikke billederne, der overskrider alle grænser. Det er derimod Se&Hørs konstruerede svar på de poesibogs-spørgsmål genren lægger op til. For mens Michelle Jørgensen får lov til selv at fortælle, at hendes livret er thaimad og at hendes favorit-tøj er frækt tøj, har redaktionen lagt Frederik følgende i munden (jeg gengiver det ordret – og vil i øvrigt lade det stå for sig selv herfra, så enhver kan tænke og tolke sit)

Se&Hør-manden

Navn:

Frederik André Henrik Christian

By:

Fredensborg

Højde og vægt:

Højden er under middel og vægten støt stigende.

Stjernetegn:

Tvillingerne

Kæreste:

Gift med Mary – p.t.

Stilling:

På bistand

Fritidsinteresse:

På andres regning

Livret:

Varm luft og tomme kalorier

Her går jeg i byen:

Samme steder som Se&Hør

Det tænder jeg på:

Alt gratis

Favorittøj:

Min Harboe-uniform

Mit idol:

Kai “OL” Holm.

Sommerens 20 store udfordringer

1) At finde det helt rigtige punkt mellem “hårdt nok til at sandet ikke skrider ud under fødderne på en” og “langt nok ude i vandet til at fødderne løbende bliver overskyllet af saltvand”.

2) At holde et konstant flow af is-te kørende så der hele tiden er noget nyt koldt klar, når man trænger. Til gengæld er det ikke så stor en udfordring at vælge hvilken te, det skal være. Har – trods det temmelig irriterende navn – været helt afhængig af “Cool mint” siden Pil Bredahl fra FairTrade Designers serverede den for mig for et par uger siden.

3) At undgå at hjembringe ALLE de sjove sten og kønne skaller man finder langs stranden, også selvom Alt For Damerne i et af deres sommernumre havde en masse ideer til alt det sommerskønne man kunne bruge den slags til i haven eller på altanen. (nært beslægtet med 1)

4) At lade Dankortet blive hjemme, når man browser gennem byens fem fuldstændig ens hvidt-og-slidt-butikker, så man automatisk undviger momentane fristelser til at forvandle ellers så yndigt og autentisk sommerhus til forloren herregård. (nært beslægtet med 3)

5) At have styr på, hvor ALLE brandmændede befinder sig i vandet og samtidig plaske spontant omkring.

6) At skifte fra badetøj til almindeligt tøj ved afgang fra strand uden at blotte sig totalt og samtidig uden at halvskjule sig så krampagtigt under sommerkjole, der alligevel ingenting dækker, når der bakses, at det tiltrækker sig endnu mere opmærksomnhed end et par sekunders fuldt blottede bryster eller baller.

7) At lade være at synes, det er synd for en, at man skal arbejde/slæbe fliser/flytte på årets varmeste dage, når man lige har været på lang ferie eller for eksempel har brugt tre måneder i foråret på at flanere i New York.

8) At finde det helt rigtige sted, hvor man kan se bare en my af hvad der står på skærmen, når man beslutter sig for, at alt arbejdet på årets varmeste dage ligeså godt kan foregå udendørs. (temmelig tæt beslægtet med 7)

9) At få solcreme på ryggen, når man er alene på stranden.

10) At lade være med at tjekke sin inbox hvert 6. sekund, fordi det da virkelig ikke kan passe, at der ikke sker en skid på arbejdsfronten på årets varmeste dage.

11) At beslutte sig for, hvilke af sommerens mange delikatesser, man skal servere for alle der melder deres ankomst og som man gerne vil forkæle.

12) At lade et par af bærrene sidde på busken, så der også er nogle til i morgen.

13) At huske sig selv på, at det ikke gør noget, at badedragten, der ellers lige var blevet tør, bliver våd igen, hvis man uventet finder et nyt dejligt sted at bade på sin lange gåtur langs stranden.

14) At lade være med at gå i panik over, at der om fredagen er næsten en hel uge til de nye sladderblade og magasiner kommer på hylden.

15) At finde noget, man gider se i fjernsynet, når man virkelig trænger til et fix – og samtidig undgå at falde i fælden med at skulle følge en serie hver eftermiddag, som for eksempel Hercule Piorrot. Dog ikke noget reelt problem, da der ikke er noget fjernsyn i sommerhuset.

16) Ikke at blive uvenner med folk, der elsker sport, når man stønner lidt over EM > Wimbledon > Tour de France > OL.

17) At nyde sommerdagene på Indre Nørrebro, når alt det, man elsker (forståeligt nok, men ærgerligt, når man nu lige SELV skulle bruge dem :-) er ferielukket.

18) At vælge mellem blomkål og spidskål, jordbær og hindbær, røgvarer og friske fisk – men heldigvis være stor nok til at huske sig selv på, at i morgen er der jo atter en dag og et myt måltid, der skal tilberedes.

19) At prøve at finde på en gangbar undskyldning for at droppe cykelhjelmen i sommerlandet, selvom man udemærket godt ved, at ulykken ligeså godt kan ske på vej til stranden – og at selv om der er færre biler, kører de – måske af samme grund – mere uforsigtigt heroppe.

20) At komme tilbage til arbejdet selvom man sidder her i solen og er superinspireret til at lave alt muligt andet, fordi tågerne fra flere ugers køkkenkedelighed efterhånden er ved at lette og der derfor pludselig er plads til alle mulige andre tanker.

UPDATE: For søren da. Glemte lige et par af de helt store udfordringer. Så nu bliver det “Sommerens nogle-og-tyve store udfordringer…

21) At få alle benene ud af de røgede sild og samtidig bevare nogle filletter i noglelunde appetitlig stand. Sært beslægtet med 5) da det altsammen handler om pinslernes/irritationsmomenternes tæthed contra nydelsen. Også noget pjat at købe de røgede sild in the first place, når man nu i virkeligheden langt bedre kan lide makrel.

22) At undlade at gå i flåt-panik HVER gang man ser mærkelige stik på kroppen.

23) At overbevise den ældre generation om, at hyld faktisk er rigtig hyggeligt at have på grunden og at man kan lave både hyldeblomstsaft og hyldebærsuppe af kronerne – SELVOM hyld i princippet er ukrudt – eller “Skrub”, som man åbenbart også kalder det, der bør fjernes i pæne haver.

24) At huske sig selv på, at skrabespil og lotto er “ekstrabeskatning af de dumme”, når man lige synes, det kunne være rigtig hyggeligt at prøve lykken. Også i dag.

25) At undgå at solbrillerne ser ud som om man har “pudset dem i sylte” når man nu er så glad for at sætte dem op i håret – også når håret ikke er helt tørt og man selv stadig er lidt solcreme-fedtet.

Et døgn i Danmark

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage – og dem var der mange af – i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder – men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var – indrømmet: lidt skuffende – at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” – og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen – a.k.a. Odysseus – så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet – “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade – var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet – og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling – No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden – indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december – og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” – julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der – nærmest indenfor en blok – kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på – men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så – sørme også – et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” – mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle – Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid – og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” – og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne – men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man – hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur – som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York – nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

Sarah Jessica Parker har en høne at plukke med Carrie Bradshaw

Man ser dem forholdsvis tit: Busfulde af thirty-something-kvinder, der står med hver deres cupcake udenfor The Magnolia Bakery og hviner indvendig over at være på Sex-and-the-city-tour i West Village. Og skiltene i butiksvinduerne, der reklamerer med, at det var her – netop her – at Carrie, Miranda, Samantha og/eller Charlotte indtog deres cosmo’s, købte deres Blahniks eller spiste deres brunch, mens de delte saftige detaljer om nattens eskapader.

Og jeg skal heller ikke selv holde mig for god. Jeg refererer også konstant til serien herovre. Jeg kan mærke hvor meget den har præget mit syn på byen og hvad der er “rigtigt” New York. Og selvom jeg intet kendte til Manolo Blahnik inden serien og faktisk ikke engang (ved det er kættersk, men må ærligt indrømme det) synes, de er særligt fede, kan jeg mærke, at jeg alligevel lige pejler efter dem i skobutikkerne som en slags adelsmærke på butikkens stil.

Der er ingen tvivl – Sex & the City har været en helt fantastisk reklamekampagne for New York. Og det har kunnet make-or-break cafeer, butikker og natklubber om de fik eller ikke fik lov at lægge kulisser til den fabuløse kvartet – eller måske ligefrem investerede i dyre product placements for at komme med.

Men samtidig har serien også været med til accellerere en udvikling mange New Yorker-New Yorkere begræder. Pænheden, forudsigeligheden og fornemmelsen af at avenuerne er forvandlet til udendørs malls hvor kædebutikkerne ligger på stribe og alle de små alternative butikker bliver presset stadigt længere ud i “the outer boroughs”. Og Sarah Jessica Parker selv er en af de første til at begræde de forandringer hun selv ikoniserer. I et interview i New York Magazine (ikke at forveksle med The New Yorker) i denne uge, fortæller hun, hvordan hendes yndlingskvarterer hra ændret sig, hvordan alt det gode og kantede ved New York presses ud af byen – og hvor urealistisk et eventyrbillede serien – og hun selv som executive producer – skabte af byen.

Og nu er filmen så på vej. Sex and the city-filmen, der har været så meget sladder om i pressen – især fordi Kim Catrall der spiller Samantha i lang tid ikke ville medvirke. Og fordi der går masser af rygter om uoverensstemmelser mellem de fire hovedpersoner. Men den kommer 30 maj og der er plakater over hele byen. Og ikke mindst trailers. Hvor især en af dem fanger Sex and the City-paradokset i en nøddeskal:

De fabuløse fire sidder på en cocktailbar med hver deres comsopolitan. “This is delicious” siger Miranda. “Why did ever stop drinking these?”. Og Carrie svarer: “Because everybody else started to”.

Fra skod-tv til skodskod-tv

Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed over at indrømme, at jeg elsker skod-tv. Og har et forholdsvis højt forbrug af slagsen. Jeg er ikke trofast seer af noget som helst, men hvis det lige falder på det rigtige tidspunkt (når jeg lige trænger til at slå hjernen fra inden en ny arbejdsopgave eller lukke tankerne ned for dagen) genser jeg gladelig et afsnit af Sex and the City eller Friends for femte gang; falder ind i en genudsendelse af Tyra Banks’ uendelige jagt på Americas Next Top Model selvom jeg ikke aner, hvilke af modelaspiranterne, man bør holde med og hvem, der er psykopater med smukke kindben;  og jeg kunne slet ikke forstå, hvad al X-faktor-feberen handlede om, fordi jeg  i tidens løb er faldet forbi adskillige varianter over temaet i form af både Popstars og Idol, der var mindst ligeså interessante eller uinteressante og havde mindst ligeså skrappe dommere. Så selvom jeg sagtens kunne se, at det var “godt tv”, kunne jeg slet ikke forstå furoren om, hvorfor det skulle fremstå så nyskabende.

Well, well. Alt dette blot for at sige, at jeg IKKE er hverken kræsen eller high-brow eller snobbet eller noget som helst, når det gælder tv-vaner.  Men at selv jeg er chokeret over kvaliteten – eller mangel på samme – af det amerikanske tv.

I min lejlighed har jeg – udover højt værdsat højhastighedsinternetforbindelse – den fulde kabeltv-pakke. Og når jeg en sjælden gang imellem trænger til at se lidt fjernsyn herovrefra (ikke nær så ofte som derhjemme, fordi jeg bare ikke er så træt, har så meget der roder mellem ørerne og ikke har så akut behov for genopladning, fordi batterierne herovre er fuldt opladet) zapper jeg forgæves fra kanal til kanal uden at finde noget at se. Zapningen besværliggøres så selvfølgelig også af, at der konstant er reklamer på alle kanaler, så man ikke rigtig kan se, hvad det er, de viser. Men selv NÅR man rammer et program, er der ikke meget at komme efter.

Nærsten det hele er realityserier eller konkurrencer. Der er alle de koncepter, vi også kender derhjemmefra – hvor man dog trods alt må sige, at der er lidt mere schwung over at se Priscilla Presley i Dancing with the stars fremfor Birte Kjær i Vild med Dans – og Tyra Banks lede efter Americas Next Topmodel blandt modelaspiranter med alverdens etniske træk i fantastiske sammenblandinger end Cecilie Thomsen blandt blege danskere. Og så er der alle de andre koncepter, der giver de velkendte realitykoncepter et ekstra twist:

Der er forældre-børn-koncepterne:

Your mama don’t dance – dansekonkurrence ala Vild med Dans, men i stedet for “kändisser” skal de lækre unge professionelle dansere lære deres egne – temmelig klodsede – forældre at danse standarddanse.  Vært: Ian Ziering, bedre kendt som Steve fra Beverly.

Et barnestjernekoncept, hvor både stjernespirene og deres forældre bliver bedømt som team i forhold til, hvor langt de vil kunne komme med at gøre Britney Spears (som om det var noget at stræbe efter i disse dage…) og Justin Timberlake kunsten efter med barnestjernestatus, der leder til “rigtig” berømmelse.

Rock the cradle: Kendte sangeres børn konkurrerer om at skabe deres egen karriere i et popstarslignende koncept – dog med det twist, at det er de kendte forældre, der coacher ungerne og vælger deres sange.

Der er koncepterne, hvor talentfulde mennesker sætter deres karriere temmelig meget på spil i håbet om, at vinde en flot titel og store præmier:

Top Chef: hvor dygtige unge kokke fra USA’s toprestauranter bliver udfordret på teknik og kreativitet i mærkværdige tests. Bliver rost til skyerne eller ryger direkte hjem med virkelig uheldige udtalelser, der nemt kunne ødelægge resten af deres karriere.

Step it up and dance: samme princip, bare for professionelle dansere

Project Catwalk: Ditto bare med modedesign.

Så er der variationerne over “Jagten på drømmefyren”

Her er vi efter forskellige  twists såsom falske millionærer, der viste sig at være tacobell-ansatte og  forskellige konstellationer af skønheder og nørder, nået til, at det er en bisexuel kvinde, der er genstand for deltagernes trofæ-kamp. Og deltagerne er  så selvfølgelig både mænd og kvinder med alt hvad det kan afstedkomme af ekstra forvirring, flirt og forviklinger.

Og så er der realityshows, hvor man ikke fatter, at personerne gider deltage.

Et af de ret fascinerende eksempler er “Real Housewives of New York City” hvor fem af New Yorks high society-fruer inviterer indenfor. Og det er artige sager, man får lov at være vidne til på de bonede Upper East Side-gulve og i det sommer-fornemme Hamptons. Intriger, så barnlige at man vrider sig. Og ikke fatter, hvorfor nogle, der i forvejen har det hele, har lyst til at udstille deres fejl og mangler på den måde. Det kan KUN miskredittere dem.

De fleste af de her programmer har jeg kun set i brudstykker. Men det samlede billede er helt tydeligt. Mange, mange næsten ens koncepter, der konkurrerer om at få næsten de samme seere til at sms’e stemmer ind og heldigvis for dem har lidt flere potentielle seere at trække på end derhjemme, hvor to afstemningskoncepter på samme tid ikke kan bære (TV2 var nødt til at flytte deres skøjtekonkurrence, der lå samtidig med X-faktor) og mange, mange unge håbefulde, der håber at kunne skyde genvej til berømmelsen, men samtidig risikerer at blive voldsomt miskrediteret for åben skærm. Og det bliver genudsendt og genudsendt og genudsendt, så man næppe får særlig meget chance for at glemme og komme videre, hvis man først har kvajet sig for åben skærm.

Nok er jeg glad for skod-tv. Men jeg kan mærke på det hele, at der alligevel er grænser. Der er gradsforskelle på skod-tv og skodskod-tv…

Min store Henrik den 8. tema-uge

the_other_boleyn_girl_wallpaper_3_800.jpg

Jeg har altid været bidt af historiske romaner. Det startede en gang i 5.-6. klasse, hvor jeg ved et tilfælde lånte Hertha J. Enevoldsens “Komtessen af Clausholm” – om Anna Sophie Reventlow, der efter mange trængsler og tre letlæste bind blev gift med Frederik den 4. – først til venstre og så til højre hånd – på skolebiblioteket. Jeg slugte de bøger, som jeg aldrig havde slugt bøger før – og inden jeg fik lov at låne flere fik min mor mig til at ringe til min mormor, så hun slå op i leksikonnet og fortælle, hvad der reelt var fakta i historien. Og så måtte jeg godt læse flere – jeg skulle bare altid huske også at tjekke andre kilder, og i hvert fald leksikonnet, for man skulle altid huske, at historiske romaner var lige netop – romaner.

Således formanet tog jeg hul på Maria Stuart, Marie Antoinette, Elisabeth den 1., Dronning Christina af Sverige, Leonora Chistina. Lille nørd som jeg var, kunne jeg give fulde guidede ture ledsaget af saftige historier gennem Frederiksborg Slots samling af historiske malerier. Og den franske revolution interesserede mig så meget, at jeg lånte stabler af andre bøger på biblioteket – endog en 500 siders historiebog på norsk, som jeg læste fra ende til anden og var meget stolt af mig selv bagefter – og et par uger stavede lidt sjovt. Dorrit Willumsens “Marie” om Madame Tussaud (der som – måske – bekendt tilbragte sin ungdom med at modellere de franske kongelige, så længe hovederne stadig sad på kroppen og siden blev bedt om at lave Ludvig den 16. og Marie Antoinettes dødsmasker på baggrund af de afhuggede hoveder, der knap var kolde, da hun fik kurvene bragt) læste jeg 14 gange inden jeg kom i gymnasiet. Og det var først, da jeg lærte om Herman Bang og impressionisme, at det gik op for mig, at jeg havde elsket den bog mindst lige så meget for Dorrit Willumsens impressionistiske skrivestil som for dens historiske omdrejningspunkt. En litterær oplevelse, jeg slet ikke havde haft ud af Hertha J. Enevoldsens dramatiske fortællinger. Men det er en helt anden historie, der handler om spirende litterær bevidsthed. Og lige nu og her handler det mere om spirende historisk bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i min store historieopgave i 2.G, der var en sammenligning af historiske romaner om den franske revolution og en diskussion af problemerne i den forbindelse.

SÅ – hvor om alting er… jeg dyrker det ikke så meget mere. Men jeg er stadig en sucker for historiske dramaer, så jeg fløj selvfølgelig ind for at se Sophia Coppolas marengsfilm om Marie Antoinette. Og da jeg så en filmplakat herovre for “The Other Boleyn Girl” var der heller ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind og se den, så snart jeg havde lokaliseret en biograf med den på plakaten.

Og nu er der jo det med historiske romaner og film, at vi alle sammen kender handlingen og udfaldet, så der sker ikke så meget ved at fortælle, hvad der sker i store træk. Det ved man allerede, når man går ind til filmen eller læser første side i bogen. Det interessante er, hvordan det dramatiseres. Hvordan de enkelte personer portrætteres. Og hvilke historiske og politiske detaljer, rænker og vinkler, der tillægges vægt.

Ethvert land og enhver kongerække har sine store personligheder. Enkelte er husket for deres store godhed, men det er relativt sjældent. Grusomhed og omfattende krigsførelse har vist sig at være langt mere langtidsholdbare “claims to faim”. Eller et tragisk endeligt. Og så er der de helt store kærlighedshistorier, der også har overlevet hele vejen op gennem historien. De skæbner havde Hertha J. Enevoldsen i sandhed næse for at udvælge. Og med lidt fantasi og et par historiske briller på næsetippen, kan man dekonstruere historisk stjernekvalitet ved hjælp af stjernernes periodiske system (læs hele artiklen her: Stjernernes periodiske system ). Og de helt store historiske superstars havde lidt af det hele.

Og en af de helt, helt store er Henrik den 8. Og let’s face it. Havde den mand gjort “det rette” – nemlig blevet officielt sammen med Katarina af Aragonien og holdt sig til perlerækken af elskerinder i stedet for at lægge sig ud med paven, skabe “Church of England” for at gifte sig med Anne Boleyn og alt i alt arbejde sig igennem seks koner + et ukendt, men temmelig stort, antal elskerinder, var han næppe gået over i historien. Men i dag er han et historisk superbrand af så høj kaliber, at man bare behøver at opkalde en film efter kone 2 ud af de 6, for at folk ved præcis, hvem der er tale om, og hvad det er for en historie, der vil blive fortalt.

Titlen – the OTHER Boleyn girl – henleder så opmærksomheden på det mindre kendte aspekt, at kongen først havde Annes søster Mary som elskerinde. Og filmen handler i høj grad om Boleyn-familiens rænkespil for at komme tæt på magten. Pigernes mor er en stærk figur, der er imod udnyttelsen af døtrene som luksusludere og ser krystalklart gennem magtspillet. Og Mary – i skikkelse af Scarlett Johanson – er uskyldsren i modsætning til den iltre Anne. Fin film, ikke uforglemmelig. Men flot, spændende, bloddryppende og dramatisk.

Og mon ikke det trods alt også var den, der var skyld i, at jeg blandt alle DVD-bokssættene hos Barnes and Noble endte med at vælge lige netop serien “The Tudors” som aftenunderholdning herhjemme, de aftener, hvor jeg ikke har energi til flere indtryk fra byen omkring mig, ikke kan rumme flere ord og samtidig ikke orker flere tv-reklamer.

bed_800x600.jpg

I hvert fald har jeg de seneste aftener forlystet mig med den serie. Og “forlystet mig” er netop ordet. For der er virkelig ramasjang i den. Blod, glitrende tiaraer, sexorgier, bedrag, kærlighed, slotte, purpur, krig, pest og storpolitik. Der er så meget drama i historien, at tv-serien næsten skriver sig selv. Men ingen af os i dag kender jo personernes inderste tanker fra dengang. Og hvem der reelt var gode – og hvem, der bare formåede at bedrive deres ugerninger så meget i det skjulte, at det ikke er gået over i historien. Hovedtrækkene er de samme. Både i “The Other Boleyn-girl”, “The Tudors” og andre bøger, film og serier, jeg tidligere er stødt på om æraen er Henrik den 8. superkarismatisk, men hans gunst er flygtig og hans temperament totalt utilregneligt. Katarina af Aragonien – den forstødte Dronning – er altid dydig, gudsfrygtig og folkeelsket. Anne Boleyn altid smuk, forførende og klog nok til at gøre kongens interesse langtidsholdbar ved at inistere på først at ville gå i seng med ham, når de var gift – og diskret nok til at plante tanken om en selvstændig kirke i kongen. Men var de virkelig sådan – eller er det bare sådan tilstrækkelig mange kilder har portrætteret dem, så det er de stereotyper, der er gået over i historien. Og hvad med personerne omkring dem?

I “The Other Boleyn girl” er søsteren Mary totalt uspoleret og slet ikke interesseret i livet ved hoffet. Men kongen pålægger hende og hendes mand at flytte til hoffet, hvor hun føder kongen en uægte søn. I “The Tudors” er hun en parantes, der dog løbende refereres til som luder og som også den franske konge har forlystet sig med. Til gengæld er der mange andre elskerinder i spil og en af dem føder kongen en søn, der lever mere end de par dage, som de ægtefødte sønner havde formået. Bolyen-pigernes mor, der spiller så stor en rolle i filmen, nævnes slet ikke i serien. Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at filmen udelukkende fokuserer på Boleyn-historien og derfor er der mere plads til at pensle det ud – men på den anden side har jeg nu sammenlagt set 10 timers Tudor-serie og Anne Boleyn gjorde sin entre i 2. afsnit og de har stadig ikke fuldbyrdet deres ægteskab, så der har været rigeligt tid til at udpensle alle mulige andre detaljer i forholdet – om man så må sige. Og på samme måde med mange af de andre personer. Hvem var ven og hvem var fjende?

Derudover er der taget en række deciderede historiske friheder. For eksempel har kongen i tv-serien en søster – Margaret – der mod sin vilje bliver gift med den aldrende konge af Portugal, som hun myrder for at kunne gifte sig med hertugen af Suffolk. I “virkeligheden” havde kongen to søstre – Mary, hvis historie minder meget om seriens Margaret, dog var det kongen af Frankrig, hun blev gift med og som ganske rigtigt døde kort efter brylluppet…og hun kort efter giftede sig med hertugen af Suffolk – og Margaret, hvis historie på ingen måde svarer til seriens Margaret.

Og hvad kan vi så lære af alt det? Vi kan lære, at min havde ret – og havde hun stadig været i live, havde jeg ringet til hende lige her og nu og fortalt hende det. Der er tale om gode historier – uendeligt gode og saftige og spændstige historier, der bliver endnu bedre, mere saftige og spændstige af, at de har historiens vingesus over sig og man føler sig lidt klogere på en periode, ære eller historisk person, når man svælger i dem. Men det er og bliver HISTORIER, ikke HISTORIE. Det er historier, der er inspireret af virkelige hændelser, men de er ikke at forveksle med de virkelige hændelser. Og man må aldrig, aldrig, aldrig tage deres version af historien fra gode varer uden også at tjekke andre kilder. Og det er der stor risiko for, at man gør, når det er forklædt som historiske dramaer og meget af det smager autentisk.

Men når alt det så er sagt, er det også en meget æggende for motivationsretorik, der om ikke andet gør, at svundne æraer og tidligere tiders storpolitik bliver samtaleemne omkring middagsbordene – og nok får en og anden til at interessere sig mere for historie og kildekritik end de ellers ville have gjort. Og let’s face it – undertegnede havde helt sikkert ikke siddet og brugt en formiddag på at læse andre kilder om Tudor-dynastiet, hvis ikke det var fordi, jeg havde arrangeret Henrik den 8.-temauge for mig selv.

Man VED bare, man har læst for mange sladderblade på det seneste…

…når man føler sig overbevist om, at BilledBladet må have hyret en vikar til at lave sidste uges “Kryds med de kendte”.

Nogle gange er det faktisk helt allright at have lidt lektier for

I hvert fald, hvis opgaven er at forberede et foredrag om sladderbladenes retorik, og man jo bare er NØDT til at læse sig igennem samlingen for at vælge de bedste eksempler…Lektier

Prins Joachim og spin

De sidste par uger har jeg væltet mig i sladderblade. Om et par uger skal jeg nemlig holde foredrag om sladderbladenes retorik – og derfor har jeg jo været NØDT til købe alt, hvad jeg har kunnet opstøve af sladderblade i de seneste par uger. Og se – det faldt så heldigt, at det var liiiiiige samtidig med Prins Joachims nye alliance med Mademoiselle Cavallier.

Det meste af forlovelsesstoffet har nu været ret forudsigeligt. Dækninger fra pressemødet i stil med:

  • Ih næ nej dog hvor fin en ring med tricolore-brillianter.
  • Hvor hun dog ligner Mary og hvor sjovt, at de hedder det samme.
  • Hvid kjole – så uskyldsrent som noget.
  • Hun har vel nok været i prinsesseskole.
  • Og nææææ, hvor romantisk med det første officielle kys.

Og i kølvandet de følgende uger…alle de forventelige sladder-smuds-rygte-historier:

  • Ekskæresten, der på forsiden af SE&HØR røber, at HUN VAR EN VILDKAT. VI GJORDE DET ALLE VEGNE. HUN VAR MED PÅ DEN VÆRSTE. HUN KNUSTE MIT HJERTE. Og ugen efter lækkede historien om en sex-video…
  • Frygter de mon barnløshed? (forsiden af HerΝ fordi de nyforlovede på havde sagt, at de var heldige, hvis de kunne få børn og at det kunne man ikke være sikker på)
  • Hader Mary Marie? Og hvorfor?

Alt sammen helt forudsigeligt smuds af den slags, der både i ind- og udland er blevet gravet frem om alle de borgerlige piger, der har levet et helt normalt liv, før de blev prinsessepotentiale.

Men midt i alt det meget forudsigelige, var der én artikel, der fangede min opmærksomhed. Nemlig en slags forsvarstale eller hyldestportræt for Prins Joachim – BilledBladet – Danmarks Royale Ugeblad – bragte under overskriften:

Prisens tre svære år er slut

JOACHIM VANDT SIT LIVS KAMP

I artiklen fra BilledBladet 11. oktober 2007 redegør journalisten Peter Juul i BilledBladet for de sidste tre år, hvor Joachim “efter et par barske måneder valgte (…) at tage sin egen krise som et mandfolk.”

Og herefter bliver fordommene fra Prins Joachims annus horribilis, hvor han blev skilt fra Prinsesse Alexandra – nu Fru Jørgensen – og væltede sig i blondiner og slibrige rygter gendrevet punkt for punkt. Prøv for eksempel at se disse citater, hvor jeg har markeret særligt interessante ordvalg eller formuleringer fra artiklen med lyserødt:

“På den ene side har Joachim kastet sig ud i et sandt arbejdsraseri, som i realiteten har varet lige siden. Hvad de færreste ved, så har Joachim altid været blandt de flittigste medlemmer af den kongelige familie. Nu gik han med endnu større ildhu til sine 60 protektioner og repræsenterede kongehuset både oftere og mere åben og tilgængelig end han ellers har for vane.”

“Man kunne tro, at denne arbejds- og charmeoffensiv var en bevidst kalkuleret strategi, tilrettelagt fra højeste sted i samarbejde med Prins Joachim. Men sådan var det ikke. Sandheden er, at Joachim var sin egen spindoktor. Sandheden var og er, at prinsen hele sit voksne liv har haft både et dybtfølt engagement og en stor glæde ved sit arbejde.

“Han overtog det som et faldefærdigt slot, omgivet af sandet marskjord. I landbrugskredse vidste alle på forhånd en tabersag. Men ved at være nærmest enestående flittig, innovativ og progressiv formåede prinsen at gøre Schackenborg til et rentabelt landbrug. Naturligvis er respekten i landbrugskredse fulgt med.”

Trods født med en guldske i munden og fast apanage fra regeringen har han især efter skilsmissen ikke haft meget at rutte med. Dels er der bidragene til Alexandra, dels en slags “dobbelt husførelse” i Schackenborg og København. I modsætning til andre medlemmer i kongehuset overøses Joachim ikke af hverken gratis gaver eller ekstra privilegier. De færreste ved for eksempel, at han af egen komme må betale en række udgifter i forbindelse med sit arbejde. Prinsens kommende hustru, Marie Cavallier, flytter således ikke ind i en virkelighed, hvor der er råderum til at ødsle med midlerne.

Det er ikke fordi, det er så overraskende, at BilledBladet gerne vil dække de positive vinkler i de royale historier. Og ikke at der er noget nyt i, at de koger en tresiders artikel på oldgamle ben. Det der er interessant er at se, de formuleringer de bruger for at reinkarnere Prins Joachim som positiv hovedperson i en den nye sladder-love-story.

De fleste kendte og kongeliges popularitet i sladderuniverset bølger op og ned i ret forudsigelige mønstre. Joachim “skulle” dukkes efter mange års vild popularitet med Alex, småprinser og succes i Møgeltønder. Ligesom Mary nød enorm popularitet lige da hun fødte Danmarks første prinsesse i 61 år, men bagefter fik en dukkert, og nu er på vej op igen efter endt barsel med mange repræsentative opgaver. Men nu skal BilledBladet bruge Joachim i popularitets-loopet igen. Så der kan sælges blade og gode royale historier op til brylluppet – og så til hele perlerækken af børnefødsler, bryllupsdage, skiferier og glade stunder (selvom Marie selvfølgelig stensikkert skal have et dyk efter børnefødsel nummer to).

Så Joachim skulle genopfindes med ny succes, glæde, mønsterskilsmisse og ny lovestory. Derfor er artiklen ikke alene spækket med tidens plusord som innovativ og udholdende. Det er også magtpåliggende for journalisten flere gange at fremhæv, at tingene med ham Joachim forholder sig helt anderledes end “man” tror. Og journalisten vælger ligefrem selv at benytte ord “Spin” og “charmeoffensiv”. Benægter ganske vist, at det skulle være tilfældet – men bare ved at nævne det, får han implicit sagt, at det reelt er det, der er tilfældet…

Det kan godt være, at det hverken er spindoktorer eller Lis M. Frederiksen, der har plantet den artikel hos Danmarks Royale Ugeblad. Men Danmarks Royale Ugeblad havde selv brug for den artikel. Så det er win-win for både Prinsen og bladet. Eller skulle man kalde det spin-spin?

Lotte Hansen, Henrik Qvortrup og Jersild havde i hvert fald haft nok at debattere, hvis Joachim ikke havde været prins, men kombattant i den aktuelle valgkamp.

%d bloggers like this: