Nadja Pass

Kategori: Retorik, skriveproces og sprog

Når konkrete detaljer bringer katastrofer på klodshold

Da jeg var yngre, syntes jeg altid, det var så plat, når nyhederne fortalte om verdens store katastrofer og altid understregede, om der var tilskadekomne/døde danskere. Når de fokuserede mere på en krig eller katastrofe i vores umiddelbare nærhed, mens problemer i fjerne Afrika eller Asien blev forbigået i noget nær tavshed. Når en hungersnød blev reduceret til ét billede af ét barn med store øjne og opsvulmet mave. Og når film om fx Holocaust fokuserede på én familie eller én lille gruppe jøder, som man så sad og holdt med – og nærmest var lettet, når heltinden lige med nød og næppe undslap gaskammeret – uden at tænke så meget på de seks millioner andre, det gik langt værre.

Sådan har jeg det grundlæggende stadigvæk. Det irriterer mig, at nyheder, film og historier fokuserer på en lille bitte del af helheden og ærger mig, at man tilsyneladende ikke tror vi kan kapere de kolossale tabstal, fordi de bliver for abstrakte og svære at forholde sig til.

Men ikke desto mindre må jeg jo efterhånden erkende, at det er det, der virker. Det bider på en på en helt anden måde, når man har et konkret ansigt at forholde sig til, nære og kære i katastrofeområdet, eller har været der selv.

Første gang jeg for alvor måtte erkende det var, da Estonia sank. Jeg havde hørt radioavisen spotte for nyheden mens jeg stadig lå og småsov. De sagde noget i stil med “Færge sunket i nat og over 800 mennesker druknet” og jeg reagerede ikke rigtigt med andet end “hvor forfærdeligt”. Indtil selve indslaget gik i gang og det viste sig at være en færge, der sejlede mellem Stockholm og Tallinn og som jeg havde taget mange gange, fordi min far på det tidspunkt i Estland. Faktisk havde han ganske kort forinden selv været ombord. Og så gik det fra at være en fjern historie om skibskatastrofer (hærværk og pludselig død) til at være en ekstremt konkret historie. Pludselig så jeg, hvordan passagererne i de underste kahytter måtte have tromlet sig gennem labyrinterne på de underste dæk, hvordan de lidt for snalrede ælde mænd ved spillemaskinerne måtte have forsøgt at vakle op på dækket, hvordan dansepigerne fra salonen måtte have spjættet med deres lange ben, mens de blev suget under og deres paillet-bikinier måtte have skinnet som sølvfisk i fuldmåneskin, mens de blev trukket under. Det blev helt forfærdeligt konkret.

Under mit New York-ophold har jeg efterhånden også været nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – havde været oppe i tårnene – eller kun kendte dem fra medierne. For selve grunden er jo lige nu en byggeplads, hvor der reelt ikke er så meget at “se” (jeg ved ikke, hvad det egentlig er, man forventer at se – men uanset hvad det er, er det der ikke) og derfor er det mest fanton-smerterne man føler. Fornemmelsen af, at lige der lå der noget meget stort, der nu er væk. Af forfærdelige årsager.

Og jeg må også indrømme, at folkemordet i Rwanda bed endnu hårdere på mig, fordi en af mine bedste veninder var blandt de syv danskere, der var fanget dernede og heldigvis endte på det sidste evakueringsfly. Jeg bed endnu mere mærke i Tjetjenernes bombninger af Moskvas boligblokke for små ti år siden, fordi mine forældre boede i Moskva på det tidspunkt. Og ambassadebelejringerne i Beijing for nogle år siden, fordi min far på det tidspunkt arbejdede på den danske ambassade i Beijing på det tidspunkt.

Og – just to prove my point – jeg tør næsten garantere, at I andre allerhøjst vagt kan huske, at der var noget som helst om Moskvabombninger eller ambassadebelejringer i Beijing med mindre I også havde nære eller kære i byerne på de tidspunkter. SARS-frygten husker de fleste nok, selvom de ikke havde familie i Kina på det tidspunkt – men det skyldes trods alt nok mest, at der var frygt for, at det skulle sprede sig til resten af verden, fordi bacillerne var lige så ligeglade med landegrænser som de fugleinfluenza-inficerede trækfugle var.

Og nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ballademagere, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv er spor mere forfærdeligt end jordskælv, oversvømmelser og tsunamier i resten af verden, eller fordi jeg føler mere med dem end med alle de andre hårdtramte i resten af verden. Det er bare så ekstremt meget mere konkret for mig. Og det er svært for mig at indrømme, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det burde være sådan.

Det er en effektiv lektie i de konkrete detaljers kraft.

Undergrundens gys

På overfladen er det uendeligt nemt at finde rundt i New York. Og selv som helt nyankommet turist har man sjældent brug for et kort, fordi gadernes gridstruktur sætter det hele i system.

Så snart man bevæger sig et par trapper ned – i undergrunden – er det imidlertid lige omvendt. Her snor gangene, sporene og linjerne sig organisk. Uoverskueligt. Man ryger på et expresstog, der først stopper på 125th gade, når man skulle have været af på 79th. Eller man tror, man kan skifte på en station, hvor man så kun kan skifte til downtown-tog, når man skulle have været uptown. Så noget af det, der virkelig får en til at føle sig hjemme herovre, er, når man heller ikke behøver kort til Subwayen, men ved, at man nok skal støde på “The L-train” hvis man går tilstrækkelig langt ad 14th street. Og man nok skal fange sit F eller V, hvis bare man følger 6th Avenue. Og når man begynder at krydse perronen hjemmevant for at skifte fra local til express til local train for at skippe et par stop på vejen downtown, selvom man snildt kunne være blevet i det samme tog. Simpelthen zapper tog alt efter, hvad dere lige kommer forbi i stedet for at stå længe og vente på  et bestemt tog. Planlægger sin rute undervejs.

Og så – når man lige tror man er ved at have fanget systemet, er der “Service changes”. Pludselig kører A-toget der, hvor F-toget skulle have kørt. Eller F-toget følger pludselig D-togets rute. Og alle kigger desorienterede på hinanden. For højtalerne skratter så meget, at det er umuligt at følge med i de mange serviceannouncements. Og selvom det for det meste har stået på stationen, at der var serviceændringer på strækningen, har den generelle information ikke detaljer nok til at angive, hvad den enkelte skal gøre for at nå sin destination, efter at være blevet…nå ja…afsporet.

De mange “service-change”-plakater har alle sammen et punkt i bunden, hvor der står “Hvorfor er der service changes på denne rute?” og jeg har flere gange ærget mig over, at svaret altid bare er “for at forbedre togenes service”. Hvor jeg ellers synes, det kunne have været ret interessant konkret at fortælle, hvad det var for sporarbejde, der foregik. Når jeg alligevel står der og venter på toget, ville det være et lille indblik ind i undergrundens liv. På samme måde som min bror og jeg fik, da vi en sen nattetime på vej hjem fra koncert i Williamsburgh så et helt hold sporarbejdere sidde i åbne og vogne og holde pause, inden nattens næste dont. Deres tomme øjne og alt sikkerhedsudstyret understregede mere end almindelig meget, at livet under grunden er hårdt – og farligt. Pludselig blev det nemlig meget konkret, hvad der skal til for at holde togene kørende og holde det organiske net, der forbinder alle New Yorks mange pulse, på skinnerne.

Og så – i går aftes – læste jeg en artikel om livet som undergrundsarbejder. Der ikke alene foregår i mørket spedet op med sommerens ekstreme varme, vintrenes isnende kulde, rotter, skrald, pis og avispapir. Men også betyder døden for et par arbejdsmænd om året. Hærdebrede mænd, der ikke når at springe til siden i de smalle, smalle rør, når et tog uden varsel kommer buldrende, selvom der burde være tomt på grund af service-changes.

Det var virkelig en af den slags artikler, der åbner bevidstheden om livet på den anden side eller – i dette tilfælde – under jorden. Og hvor man pludselig bider sig selv i tungen over at have brokket sig over service-changes og får fuld forståelse for, at det er nødvendigt at lukke sporene af – HELT AF – når de skal repareres. En af den slags artikler, som undrer sig over, der ikke er flere af – der virkelig formår at bringe udsatte grupper frem i lyset.

Den slags burde de skrive lidt mere om på deres service-change-plakater. For lige netop mens vi står der på perronnen og venter et par minutter på det næste tog har alle os travle mennesker, der er priviligerede nok til at leve det meste af vores liv over jordens overflade, lige præcis de fem minutter til overs, vi ellers aldrig har. Og hvordan kunne de fem mniutter bruges bedre end at skænke et øjebliks tankevirksomhed til dem, der risikerer liv og levned for at vi andre kan komme frem, frem, frem i tilværelsen uden så meget som et par sekunders forsinkelse.

Myten om dén røde tråd

4% af topchefer er kvinder – 1988

4% af topchefer er kvinder – 2008

står der på forsiden af det nye magasin Protocol, som en betroet kurér netop har haft med herover til mig i kufferten. Og det er lige præcis omdrejningspunktet for Protocolprojektet, der udover magasinet omfatter kurser, netværk og coaching, der alt sammen har som sit primære formål at accellerere antallet af kvindelige topchefer i Danmark.

Det var superfedt at se det færdige premierenummer, for jeg har været så priviligeret at følge projektets udvikling lidt på sidelinjen de seneste par måneder – og det er rigtig dejligt at se, at resultatet er blevet så godt.

Skarpe pointer, nuancerede interviews, et godt advisoryboard, der svarer nuanceret på læsernes penible spørgsmål, gode how-to-komme-videre-artikler og ikke mindst en masse stof til eftertanke, der virkelig får en til at undre sig over, hvorfor Danmark i så høj grad sakker bagud, når det gælder ligestilling på topplan.

Nå ja, og så har jeg oven i købet fået min egen klumme i magasinet. “Stemmen fra sidelinjen”, hedder den – og ideen er, at jeg hver gang stiller skarpt – temmelig skarpt – på forskellige fænomener fra erhvervslivet. Undren og kæpheste, der er opstået, når jeg som selvstændig forlægger, foredragsholder, konsulent og konceptudvikler har bevæget mig ind og ud mellem forskellige brancher og arbejdspladser.

Den første klumme i rækken handler om myten om “dén røde tråd” som mange headhuntere, HR-konsulenter og karriererådgivere ofte efterspørger – og som jeg mener er temmelig forældet på et arbejdsmarked, der i stadig stigende grad efterspørger folk, der tænker på tværs og produktudvikler – kompetencer der ofte bunder i, at man har erfaringer fra mange verdener og at ens cv mere ligner et kludetæppe end én rød tråd. Ikke så mærkeligt, at det kan være så f……. svært at beskrive sig selv, når alle ens vigtigste kompetencer ikke passer ind i de traditionelle skemaer og forventninger, selvom det i visse sammenhænge burde være en kvalifikation i sig selv. Nå – det vil jeg ikke uddybe mere her, når du lige så godt kan læse hele klummen ovre på Protocols hjemmeside.

Og så vil jeg i det hele taget varmt anbefale at tjekke Protocol ud – og få inspiration til, hvordan du kan vikle, vinkle, hækle, strikke, strække, folde og udfolde din karriere og dit potentiale.

Min store Henrik den 8. tema-uge

the_other_boleyn_girl_wallpaper_3_800.jpg

Jeg har altid været bidt af historiske romaner. Det startede en gang i 5.-6. klasse, hvor jeg ved et tilfælde lånte Hertha J. Enevoldsens “Komtessen af Clausholm” – om Anna Sophie Reventlow, der efter mange trængsler og tre letlæste bind blev gift med Frederik den 4. – først til venstre og så til højre hånd – på skolebiblioteket. Jeg slugte de bøger, som jeg aldrig havde slugt bøger før – og inden jeg fik lov at låne flere fik min mor mig til at ringe til min mormor, så hun slå op i leksikonnet og fortælle, hvad der reelt var fakta i historien. Og så måtte jeg godt læse flere – jeg skulle bare altid huske også at tjekke andre kilder, og i hvert fald leksikonnet, for man skulle altid huske, at historiske romaner var lige netop – romaner.

Således formanet tog jeg hul på Maria Stuart, Marie Antoinette, Elisabeth den 1., Dronning Christina af Sverige, Leonora Chistina. Lille nørd som jeg var, kunne jeg give fulde guidede ture ledsaget af saftige historier gennem Frederiksborg Slots samling af historiske malerier. Og den franske revolution interesserede mig så meget, at jeg lånte stabler af andre bøger på biblioteket – endog en 500 siders historiebog på norsk, som jeg læste fra ende til anden og var meget stolt af mig selv bagefter – og et par uger stavede lidt sjovt. Dorrit Willumsens “Marie” om Madame Tussaud (der som – måske – bekendt tilbragte sin ungdom med at modellere de franske kongelige, så længe hovederne stadig sad på kroppen og siden blev bedt om at lave Ludvig den 16. og Marie Antoinettes dødsmasker på baggrund af de afhuggede hoveder, der knap var kolde, da hun fik kurvene bragt) læste jeg 14 gange inden jeg kom i gymnasiet. Og det var først, da jeg lærte om Herman Bang og impressionisme, at det gik op for mig, at jeg havde elsket den bog mindst lige så meget for Dorrit Willumsens impressionistiske skrivestil som for dens historiske omdrejningspunkt. En litterær oplevelse, jeg slet ikke havde haft ud af Hertha J. Enevoldsens dramatiske fortællinger. Men det er en helt anden historie, der handler om spirende litterær bevidsthed. Og lige nu og her handler det mere om spirende historisk bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i min store historieopgave i 2.G, der var en sammenligning af historiske romaner om den franske revolution og en diskussion af problemerne i den forbindelse.

SÅ – hvor om alting er… jeg dyrker det ikke så meget mere. Men jeg er stadig en sucker for historiske dramaer, så jeg fløj selvfølgelig ind for at se Sophia Coppolas marengsfilm om Marie Antoinette. Og da jeg så en filmplakat herovre for “The Other Boleyn Girl” var der heller ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind og se den, så snart jeg havde lokaliseret en biograf med den på plakaten.

Og nu er der jo det med historiske romaner og film, at vi alle sammen kender handlingen og udfaldet, så der sker ikke så meget ved at fortælle, hvad der sker i store træk. Det ved man allerede, når man går ind til filmen eller læser første side i bogen. Det interessante er, hvordan det dramatiseres. Hvordan de enkelte personer portrætteres. Og hvilke historiske og politiske detaljer, rænker og vinkler, der tillægges vægt.

Ethvert land og enhver kongerække har sine store personligheder. Enkelte er husket for deres store godhed, men det er relativt sjældent. Grusomhed og omfattende krigsførelse har vist sig at være langt mere langtidsholdbare “claims to faim”. Eller et tragisk endeligt. Og så er der de helt store kærlighedshistorier, der også har overlevet hele vejen op gennem historien. De skæbner havde Hertha J. Enevoldsen i sandhed næse for at udvælge. Og med lidt fantasi og et par historiske briller på næsetippen, kan man dekonstruere historisk stjernekvalitet ved hjælp af stjernernes periodiske system (læs hele artiklen her: Stjernernes periodiske system ). Og de helt store historiske superstars havde lidt af det hele.

Og en af de helt, helt store er Henrik den 8. Og let’s face it. Havde den mand gjort “det rette” – nemlig blevet officielt sammen med Katarina af Aragonien og holdt sig til perlerækken af elskerinder i stedet for at lægge sig ud med paven, skabe “Church of England” for at gifte sig med Anne Boleyn og alt i alt arbejde sig igennem seks koner + et ukendt, men temmelig stort, antal elskerinder, var han næppe gået over i historien. Men i dag er han et historisk superbrand af så høj kaliber, at man bare behøver at opkalde en film efter kone 2 ud af de 6, for at folk ved præcis, hvem der er tale om, og hvad det er for en historie, der vil blive fortalt.

Titlen – the OTHER Boleyn girl – henleder så opmærksomheden på det mindre kendte aspekt, at kongen først havde Annes søster Mary som elskerinde. Og filmen handler i høj grad om Boleyn-familiens rænkespil for at komme tæt på magten. Pigernes mor er en stærk figur, der er imod udnyttelsen af døtrene som luksusludere og ser krystalklart gennem magtspillet. Og Mary – i skikkelse af Scarlett Johanson – er uskyldsren i modsætning til den iltre Anne. Fin film, ikke uforglemmelig. Men flot, spændende, bloddryppende og dramatisk.

Og mon ikke det trods alt også var den, der var skyld i, at jeg blandt alle DVD-bokssættene hos Barnes and Noble endte med at vælge lige netop serien “The Tudors” som aftenunderholdning herhjemme, de aftener, hvor jeg ikke har energi til flere indtryk fra byen omkring mig, ikke kan rumme flere ord og samtidig ikke orker flere tv-reklamer.

bed_800x600.jpg

I hvert fald har jeg de seneste aftener forlystet mig med den serie. Og “forlystet mig” er netop ordet. For der er virkelig ramasjang i den. Blod, glitrende tiaraer, sexorgier, bedrag, kærlighed, slotte, purpur, krig, pest og storpolitik. Der er så meget drama i historien, at tv-serien næsten skriver sig selv. Men ingen af os i dag kender jo personernes inderste tanker fra dengang. Og hvem der reelt var gode – og hvem, der bare formåede at bedrive deres ugerninger så meget i det skjulte, at det ikke er gået over i historien. Hovedtrækkene er de samme. Både i “The Other Boleyn-girl”, “The Tudors” og andre bøger, film og serier, jeg tidligere er stødt på om æraen er Henrik den 8. superkarismatisk, men hans gunst er flygtig og hans temperament totalt utilregneligt. Katarina af Aragonien – den forstødte Dronning – er altid dydig, gudsfrygtig og folkeelsket. Anne Boleyn altid smuk, forførende og klog nok til at gøre kongens interesse langtidsholdbar ved at inistere på først at ville gå i seng med ham, når de var gift – og diskret nok til at plante tanken om en selvstændig kirke i kongen. Men var de virkelig sådan – eller er det bare sådan tilstrækkelig mange kilder har portrætteret dem, så det er de stereotyper, der er gået over i historien. Og hvad med personerne omkring dem?

I “The Other Boleyn girl” er søsteren Mary totalt uspoleret og slet ikke interesseret i livet ved hoffet. Men kongen pålægger hende og hendes mand at flytte til hoffet, hvor hun føder kongen en uægte søn. I “The Tudors” er hun en parantes, der dog løbende refereres til som luder og som også den franske konge har forlystet sig med. Til gengæld er der mange andre elskerinder i spil og en af dem føder kongen en søn, der lever mere end de par dage, som de ægtefødte sønner havde formået. Bolyen-pigernes mor, der spiller så stor en rolle i filmen, nævnes slet ikke i serien. Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at filmen udelukkende fokuserer på Boleyn-historien og derfor er der mere plads til at pensle det ud – men på den anden side har jeg nu sammenlagt set 10 timers Tudor-serie og Anne Boleyn gjorde sin entre i 2. afsnit og de har stadig ikke fuldbyrdet deres ægteskab, så der har været rigeligt tid til at udpensle alle mulige andre detaljer i forholdet – om man så må sige. Og på samme måde med mange af de andre personer. Hvem var ven og hvem var fjende?

Derudover er der taget en række deciderede historiske friheder. For eksempel har kongen i tv-serien en søster – Margaret – der mod sin vilje bliver gift med den aldrende konge af Portugal, som hun myrder for at kunne gifte sig med hertugen af Suffolk. I “virkeligheden” havde kongen to søstre – Mary, hvis historie minder meget om seriens Margaret, dog var det kongen af Frankrig, hun blev gift med og som ganske rigtigt døde kort efter brylluppet…og hun kort efter giftede sig med hertugen af Suffolk – og Margaret, hvis historie på ingen måde svarer til seriens Margaret.

Og hvad kan vi så lære af alt det? Vi kan lære, at min havde ret – og havde hun stadig været i live, havde jeg ringet til hende lige her og nu og fortalt hende det. Der er tale om gode historier – uendeligt gode og saftige og spændstige historier, der bliver endnu bedre, mere saftige og spændstige af, at de har historiens vingesus over sig og man føler sig lidt klogere på en periode, ære eller historisk person, når man svælger i dem. Men det er og bliver HISTORIER, ikke HISTORIE. Det er historier, der er inspireret af virkelige hændelser, men de er ikke at forveksle med de virkelige hændelser. Og man må aldrig, aldrig, aldrig tage deres version af historien fra gode varer uden også at tjekke andre kilder. Og det er der stor risiko for, at man gør, når det er forklædt som historiske dramaer og meget af det smager autentisk.

Men når alt det så er sagt, er det også en meget æggende for motivationsretorik, der om ikke andet gør, at svundne æraer og tidligere tiders storpolitik bliver samtaleemne omkring middagsbordene – og nok får en og anden til at interessere sig mere for historie og kildekritik end de ellers ville have gjort. Og let’s face it – undertegnede havde helt sikkert ikke siddet og brugt en formiddag på at læse andre kilder om Tudor-dynastiet, hvis ikke det var fordi, jeg havde arrangeret Henrik den 8.-temauge for mig selv.

Når jeg vender bordet, er hverdagen begyndt

Jeg har lige haft besøg herovre i New York. Af en af mine allerbedste veninder. En af dem, jeg både kan grine; sparre fagligt; shoppe; gå ud; tale fuldstændig indforstået sort; højlydt smaskende dissekere gourmetmiddage; trave uendeligt langt; vende verdenssituationen og mine allerinderste tanker og være helt stille sammen (sidstnævnte er måske en sandhed med modifikationer, hvis du spørger hende…) med.

Og vi har selvfølgelig bare haft det helt vildt dejligt sammen herovre. Dage fyldt med lange traveture, mærkelige retninger, overraskende oplevelser, krydderi-kapow for alle sanser og samtaler, der har snoet sig i det uendelige og fået nye krøller i dagenes løb. Og mens hun har været her, har mit arbejds/spisebord stået ud i rummet, så vi kunne sidde her begge to og supplere hinandens vindues-voyeuri – i stedet for at stå med front mod vinduet, China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic.

Nu er hun så rejst hjem – og hverdagen herovre skal til at begynde. Jeg skal vende bordet. Jeg skal bare liiiiige skrive det her blogindlæg. Og måske også svare på en post-påske-mail eller to. Så skal jeg nok få vendt bordet. Og taget hul på en ny fase i New York-opholdet, som jeg faktisk glæder mig meget til. Jeg skal bare lige tage mig lidt sammen. For det bliver en meget mere hverdagsagtig fase. Hvor jeg selvfølgelig stadig vil elske at bevæge mig rundt i byen – og hvor jeg med garanti også stadig vil blive fanget i nogle af de der “nå, der fungerede så sådan?!?”-situationer, der bliver ved med at opstå, selvom jeg lige troede, jeg havde afluret koden for, hvordan man kom til at prøve sko, bestilte sin bagel eller skiftede subwaylinje og det så bare fungerer helt anderledes i netop dén butik, på dén cafe eller på dén station, jeg nu havde forvildet mig ind i eller ned på. Men også en fase, hvor jeg trods alt kender rigtig mange af spillereglerne; kender rytmen i de forskellige kvarterer; tydeligt kunne mærke, at der var mange flere turister i gadebilledet i påsken end de andre uger; ved hvor jeg køber mælk og toiletpapir; efterhånden har fundet et par yndlingskanaler på fjernsynet – selvom jeg stadig er prisgivet tilfældet, når det kommer til at finde ud af, hvad de viser. En fase, hvor jeg skal arbejde. Og som jeg har glædet mig til, for det er egentlig den, der er pointen med at være her længere end de første par ugers umiddelbare rush. Det er det, jeg skal herovre: arbejde, have en smagsprøve på hverdagen herovre. Når jeg altså bare liiiiiige får re-etableret min arbejdsplads. Vendt bordet.

1-2-3. Kom så Nadja. Rejs dig op, flyt kaffen og computeren. Ryk kommoden, der lige nu fungerer som natbord, flyt den grimme lampe med den skæve, vinrøde skærm og vend så det bord. 1-2-3. Så er det NU!

UPDATE – 5 minutter senere: Bord nu vendt. China Town og Eve Pharamcy endnu ikke åbnet. Pay-O-Matic fyldt med folk. Antony and the Johnsons som soundtrack. Kaffen stadig varm. Arbejdsdokument åbnet. Hverdagen begyndt! 

Et par timers natsværmeri

the-moth.gif

Hvis man skulle lave en hitliste over ting, New York-aficionados, kulturkendere og reflekterende sjæle har anbefalet mig at lave i New York, er der en ting, der slår alle de andre med flere længder: The Moth.

The Moth er et “story-slam-koncept”, hvor hvert arrangement har et fast tema og alle i publikum, der kunne have lyst til at fortælle en historie om netop det tema kan lægge deres navn i en hat. Så bliver et tilfældigt navn trukket op af hatten og vedkommende har så fem minutter til at fortælle en historie ud fra temaet. Efter hver historie bliver der givet point ud fra relevans i forhold til temaet, evne til at overholde tiden og så selvfølgelig fortælle-kvaliteterne. Hver aften bliver der fortalt 10 historier og den bedste går videre til grand-slam-arrangementer, hvor de konkurrerer med videre fra de andre storyslam-arrangementer.

Og igår havde jeg så lokaliseret et story-slam-arrangement i et poesi-teater (stik den!) et par blokke herfra. Traskede derned, fik et bord og et par glas rødvin sammen med en supersød klynge folk (phiew – det er altså bare ikke lige mig at skulle alene til den slags), lænede mig tilbage – og lyttede.

Nu står og falder den slags arrangementer jo med historiernes kvalitet. Og det her var jo første del af udskilningsløbet – svarende lidt til Amateur Night eller første runde i X-faktor. Og selvom de kræsne New Yorkere omkring mig kimsede lidt, syntes jeg, at kvaliteten var overraskende høj. Og at det var nogle helt vilde historier folk havde at fortælle – og var rede til at fortælle. Temaet var “sacrifice” og vi var hele vejen omkring brandmanden, der overværende sin bedste ven blive fritteret af en elektrificeret brand-stige, fordi han selv havde været lidt for doven med sikkerhedsforanstaltningerne til den unge fyr, der svedte over madlavningen mens han ventede på, at hans kæreste ovenpå fik fordrevet deres foster og aldrig helt fik gløden tilbage i sine øjne, til mødre i mange varianter, der viste sig at være gode nok på bunden.

Indimellem historierne stand-up’ede værtinden selv lidt, delvis trak andre lodder op en pose, hvor vi alle sammen havde skrevet, hvad vi ville ofre for at opnå noget andet. Og det alt fra “give up the chance to travel in space for the chance to travel in time” til “give up the comfort of a nice pyjamas for a great body (cause then I’ll always sleep naked anyway)” der satte lidt ekstra krydderi på pauserne – og lige kunne løfte stemningen lidt efter de tungeste og tristeste historier.

Det var intenst. Det var sjovt. Det var trist. Det var hyggeligt. Og mest af alt var det endnu et eksempel på alternative underholdnings/arrangements-former, hvor publikum er integreret langt mere og forestillingen er klippetop i mikroskopiske elementer. Korte nok til at man overlever noget elendigt – lange nok til at de velforberedte virkelig kan formå at levere en pointe.

Hvorfor det hedder The Moth ved jeg ikke. Men det føltes på mange måder som natsværmeri at være til arrangementet. Flaksende, forførende og meget fornøjelig måde at tilbringe en aften på.

At vade i konkrete detaljer

guggenheim.jpg

En af de øvelser jeg husker tydeligst fra kurset i Skriftlig Formidling på 1. år på retorik, var da vi skulle lære om “konkrete detaljer”. Først læste vi John Updikes digt fra Central Park, hvor han nøjenøje nedrister alt hvad han ser og alt hvad der sker. Og bagefter blev vi selv sendt rundt på KUA for at opsamle konkrete detaljer.

Nu forholder det sig jo sådan, at selv de kedeligste omgivelser bliver spændende og værd at skrive hjem om, hvis man formår at vride de konkrete detaljer ud af dem. Men alligevel ER nogle omgivelser bare mere inspirerende end andre. Og på mange måder er mit liv her i New York som at vandre rundt i en real-life-version af Updike-digtet. Som nu i dag:

Ældre ægtepar i mokkafarvet sedan skar ind foran en antik skolebus fyldt med hassidiske jøder. Alle uskadte, men stor bule og lang palaver.

To hærdebrede mænd med “Madison Ave. Clean-up Squad” skrevet tværs over ryggen sparkede småskrald og papirkugler hen til kloakristen og hoppede lidt på de største for at presse dem ned gennem gitteret.

Fem vejarbejdere arbejdede minutiøst med spatler på at skære de store firkanter i den nylagte fortovsbeton. Og 80 % af alle forbipasserende drømte lidt om at lægge en hånd og signere fliserne.

6 biler med fyrværkerieksplosioner ud af vinduerne; 7 pile-gennemborede tigre; 70 oppustede fårehuder; en horde svævende ulve; 25 krakelerede – stadig ufærdige – lerstatuer; en serie malerier skabt ved hjælp af krudteksplosioner var blandt hovedingredienserne i Guggenheimmuseets udstilling af den kinesiske kunstner Cai Guo-Quiang’s udstilling I want to believe.

En ulasteligt klædt business-man, tre nysgerrige teenagere, en klynge mødre med børn og barnevogne og en masse turister bremsede for at følge en filmoptagelse på Madison Avenue. Den kvindelige skuespillerinde var en meget virkelighedstro Carrie Bradshaw-look-a-like. Men det var ikke S.J.P. da det kom til stykket. Højest en form for rip-off på Sex and the City-filmen, der kommer til maj.

Et sæt meget “upper-east-side”-forældre lyttede tålmodigt til deres søn, mens han fremlagde sine fremtidsplaner over æggesalaten på E.A.T. Svigerdatteren nippede tavst til sin salat.

Et lille udpluk af dagens konkrete detaljer. Bare et lille et. Og så nåede jeg ikke engang ind i Central Park i dag, selvom jeg var lige på randen af den og vejret var smuktsmukt. Gad vide, hvilke Updike-detaljer jeg gik glip derinde?

Arbejdsplads, arbejdsrytmer og arbejdsro

udsigt.jpg

I princippet kan jeg arbejde hvor som helst. Hvis bare jeg har min bærbare under armen, ideer at fylde i den og tid til at gøre det, kan jeg være uhyre produktiv. Hvor som helst og når som helst. I princippet i hvert fald. Men i realiteten har jeg bare efterhånden lært, at der er nogle steder og rytmer, der stimulerer mig og mit arbejde bedre end andre. Og det er ikke noget, jeg går og tænker så meget over til daglig derhjemme. Men det bliver meget tydeligt, når jeg pludselig – som nu i New York – har rykket mig selv lidt op med rode – og skal til at omplante mig selv på en måde, der både er nærende og produktiv.

Og hvad er det så, der skal til?

En god arbejdsplads er vigtig. Og det behøver ikke at være EN god arbejdsplads. For eksempel sidder jeg lige nu over en kop morgenkaffe på en dejlig cafe i Clintonstreet og det er i sig selv en supergod arbejdsplads – og jeg glæder mig til mange lange arbejdsdage på lignende cafeer. Men alligevel var det altafgørende for min arbejdslyst, at jeg igår fik rykket lidt rundt i min meget spartansk indrettede – men perfekt placerede – lejlighed. Fik bakset spisebordet fra køkkenet ned til vinduet i soveværelset. Og fik købt mig en laaaaang ledning, så jeg kunne få trukket netværket fra stuen ind i soveværelset også.

Så nu står skrivebordet (formerly known as spisebordet) perfekt placeret, så jeg på den ene side kan sidde dybt koncenteret foran skærmen – og på den anden side bare skal løfte blikket for, at det fortaber i de små hverdagseventyr, der konstant udspiller sig på East Houstonstreet lige under mig. Den konstante strøm af yellowcabs. Det arbejdende folk på vej til og fra arbejde. The early birds, der skal have morgenens første doughnut det øjeblik Dunkin Donuts slår dørene op. Busserne, der kører ufortrødent gennem den store sø, gårsdagens regn skabte på hjørnet overfor. Folk, der hænger og venter. Verden der glider forbi. Mens mine tanker glider rundt, på kryds og tværs og på plads. En arbejdsplads hvor jeg skiftevis kan koncentere tankene og blikket – og strække tanker og øjne. Det er vigtigt.

Og rytmen. Selv i den mest fleksible af alle tilværelser falder det mig naturligt at skabe mig en rytme. Ikke en fast og rigid rytme. Der skal være plads til masser af fravigelser og spontane ideer og indfald. Men alligevel en vis grad af rytme. Lidt grundbas. Stortromme i tilværelsen.

Og her har det foreløbig faldet helt naturligt at arbejde lidt tidligt om morgenen, hvor Danmark stadig er på arbejde, New York ikke er helt vågnet endnu og jeg er morgenfrisk i knoppen. Så en dag fuld af nye indtryk, traveture i nye kvarterer, museumsbesøg, læsning på cafeer. Og så – hvis jeg ikke har andre planer, hvilke jeg selvfølgelig hastigt får flere og flere af – arbejde igen om aftenen, når jeg er ved at være træt og mæt af indtryk for den dag. En rytme, der selvfølgelig vil være lige omvendt, når jeg får besøg hjemmefra – og rytmen givetvis bliver mere “work all day, socialize all night”-agtig.

Og så er der roen. Arbejdsroen. Som der også pludselig er rigtig meget af. For på grund af tidsforskellen kan jeg skrue fuldstændig op og ned for, hvornår mailstrøm og telefonopkald  får lov at være en kærkommen distraktion og et tiltrængt kærtegn hjemmefra – og hvornår der bare skal være stille. Helt stille. Og det giver en fantastisk grad af arbejdsro, der giver mig mulighed for at koncentrere mig og tænke uafbrudt.  Hvis det er det, jeg trænger til. Og det er det så åbenbart lige for tiden. Jeg kan slet ikke blive træt af at ånde luften i fulde drag.  Og det er simpelthen så skønt at mærke, hvordan nye ideer – store, små, holdbare, urealistiske, fjollede, dybt seriøse – pibler frem og får lov at vokse langt mere end der ville være blevet plads til derhjemme. Uanset, hvor meget jeg ellers prøver at give plads, rytme og ro derhjemme også. 

Hvad kalder man egentlig det modsatte af at bære nag?

I dag cyklede jeg og kom i tanke om endnu et ord, jeg savner på dansk. Jeg savner den positive version af “at bære nag”. Altså et ord  eller udtryk, der dækker ens følelser overfor mennesker, man sætter så stor pris på, at man uforbeholdent gør alt, hvad man kan for at hjælpe dem og gøre dem glade. At når det er netop dem, der kalder, rykker man uden at kny rundt på kalenderen, stiller op til frivilligt arbejde, hvis de har brug for hjælp til deres projekter eller møder op til flytninger og babysitninger, når de kalder.

Vi kender den negative variant – at bære nag. Når man bærer nag, er man forbeholden overfor enhver henvendelse fra den, man bærer nag til. Man har ikke lyst til at gentage tidligere fejltrin og fejlbedømmelser og undgår derfor helst personen.

Men er det ikke lidt tankevækkende, at vi ikke rigtig har en positiv variant for det samme? Selvfølgelig kan vi elske, godt lide, foretrække, holde af. Men det er alligevel ikke helt det samme – og også for følelsesladet set i relation til, at mange af dem, jeg tænker på hverken behøver at være familie eller nære venner – men også kan være gode bekendte og arbejdsrelationer, som man bare prioriterer meget højt.

Nære behag… narjjj hva’? Sidder heller ikke helt i skabet.

Propagandaen, drømmespillet, mediecentrifugen og meningen med livet

Indenfor de sidste tre dage har jeg været i teateret to gange. Torsdag til for-for-premiere på Katrine Wiedemanns opsætning af Strindbergs “Et drømmespil” på Betty Nansen. Og lørdag til “Lotte Spin Hansens” politiske debatteater “Propaganda” på Betty N.s industri-rå intimsscene – Edison.

Der var tale om to gode og tankevækkende – og ekstremt forskellige – oplevelser. Men fælles for dem var, at de – med meget forskellige virkemidler og tematikker – grundlæggende handlede om den enkeltes ansvar og indstilling til tilværelsen, livet, mulighederne og omgivelserne.

I “Et drømmespil” er det gudedatteren Agnes (spillet af Sofie Gråbøl, der konstant overrasker mig positivt med sin alsidighed) der kommer ned på jorden og følger menneskenes tilværelse, konstant gentager “at det er synd for menneskene” men også undres over, hvorfor vi indretter os som vi gør. Handlingen er ikke nogen konsistent handling, men en opbrudt serie af små mærkelige tableauer, hvor nogle karaterer går igen, andre forsvinder og andre igen vender vrangen ud på sig selv. Det hele iscenesat af Katrine Wiedemann – og så er der jo altid garanti for syrede indfald, poetiske tableauer og – i dette tilfælde meget markant – en tendens til at se det hele sådan lidt fra oven. Der er masser af gode punchlines og tankevækkende pointer undervejs, og man trækker på smilebåndet, skutter sig, veksler sigende blikke med ledsagerne omkring sig og får lyst til at snakke om den større mening med livet over designerøllen bagefter. Det hele har – som titlen antyder – en karakter af flimrende drøm. Men en drøm af den slags, hvor man vågner næste morgen og synes, at nu – NU – må man også gøre noget ved sit liv. Og hvor man så alligevel ikke rigtig kan gengive handlingen eller pointerne for sig selv eller sine omgivelser bagefter. Man ved bare, at det berørte en på det grundlæggende plan.

I “Propaganda” er det lige omvendt. Scenografien består af syv stole, et rundbord, en debatpult, et demografisk kontrolcenter med en kombination af Karnov, computer og storskærm, hvor man kan vise afstemningsresultater, statistik og segment-kors. Og – allervigtigst – små håndholdte afstemningsmaskiner til hver tilskuer. Her spiller skuespillerne en blanding af (meget karikerede) politiske arketyper, politiker-parodier, forsamlingshus-moderatorer ala Højlunds Forsamlingshus. Indholdet er mest af alt et crashcourse i segment-forståelse, spin-fænomener og den politiske karrussel, hvor borgere, politikere og medier konstant påvirker hinanden. “Kurset” bliver gjort levende, let forståeligt og lørdag-aften-fordøjeligt gennem afstemninger blandt publikum og kommentarer på/analyse af resultaterne afstemninger, sketches der ironiserer over embedsmændenes spinstrategier og giver bud på, hvad de forskellige partier og politikere mon tænkte og gjorde bag de lukkede døre, inden et bestemt budskab blev offentliggjort og ikke mindst en “live-debat-med-ægte-politiker-og-to-rigtige-journalister” om mediernes public-service-forpligtelse til at gøre os mere bevidste om samfundet. Og selvom man kunne sige meget negativt om stykket – såsom at mange af spørgsmålene man blev stillet i sig selv var udtryk for de demografiske segment-klichéer stykket havde til formål at gå op imod, og at det var mærkeligt, at den unge politiker i “den ægte livedebat” skulle grilles af journalisterne i stedet for selv at få lov at grille dem om mediernes håbløse valgdækning – synes jeg overordnet, at man må rose initiativet. For dem, der ikke i forvejen ved så meget om spin og segmenter og målgruppeundersøgelser var det et virkelig godt sammensat crash-course. Og også for en debat-interesseret retoriker som mig var der nogle aha-oplevelser. Blandt synes jeg, de formåede at få anskueliggjort, hvor mange af problemerne der bunder i, at alle i den politiske karrusel er for dårlige til at sondre mellem privatborgere og samfundsborgere. Der var fine øjenåbnere om mediestrømmen i forbindelse med terrorloven og fødevareskandalen – og en selvom det var sat meget på spidsen, var det alligevel en fin analyse af valgkampens temaer, der lå til grund, da de forklarede, hvordan de fleste i salen (hvor det grønlyseblå segment i forudsigeligt nok var voldsomt overrepræsenteret) nok syntes, at den nys overståede valgkamp har været en aaaanelse bedre end de tidligere, var fordi VI denne gang var hovedpersonerne. Det var os øko-hippier, der blev kæmpet om, for det var vores stemmer, der var de afgørende – mens det sidste gang var “campingfolkets”  gunst partierne kæmpede om – og derfor havde sidste valg alle de skingre debatter om udlændinge, som partierne ikke bragte så meget på banen denne gang, fordi de var farlige at adressere, hvis man ville indfange øko-hippierne. Og når man forlod  “Propaganda” havde man lyst til at diskutere videre over sin designer-øl. Måske ikke så meget om meningen med livet og de store linjer, som “Et drømmespil” lagde op til. Men mere om karusellen og vores eget ansvar som demokrater og samfundsborgere.

Så forskellige stykkerne var, formåede de således begge to at sætte tanker og diskussioner i gang. Og i den forstand var de begge fine eksempler på motivationsretorik – også selvom genstandsfeltet for “Propaganda” var rendyrket standpunktsretorik. For det handlede netop om, hvordan vi kan skabe grundlag for bedre politisk mediedækning – og at det starter med os selv som samfundsborgere.

Og hvorfor er det så, vi skal engagere os og yde noget for samfundet og omgivelserne?  Jamen det er jo, som  “Et drømmespil”  også pointerede, at vi som mennesker har en tendens til at læne os passivt tilbage og ynke os selv og bekræfte hinanden i, at det er “Synd for os”. Og dermed overlade ansvaret til guderne, politikerne, cheferne, instanserne, så de kan gøre det mindre synd for os.

Engang imellem ER det synd for os, og det skal det have lov til at være. Men i rigtig mange sammenhænge, lader vi det også være en sovepude, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det hele. Især når vi når ud over den sprøde ungdoms intiativ, begejstring og tro på, at vi kan ændre verden. Når hverdagen er fyldt af dagligdags gøremål og dag-til-dag-bekymringer om det nære og de kære. 

Men som mennesker og samfundsborgere har vi selv det største ansvar, hvis det skal være mindre synd for os. Noget kræver små skridt – andet kræver “giant steps for mankind”. Men uanset om det gælder de politiske strukturer, mediemøllen, den globale opvarmning, nye opfindelser eller noget så abstrakt som lykken, er det vores ansvar at tage de skridt i den rigtige retning, der tilsammen ændringer starter med os selv.  Og det er godt og prisværdigt, Betty Nansen med de to aktuelle forestillinger er med til at nytænke politisk teater, som kan vække samfundsborgeren i os med ujævne mellemrum.

%d bloggers like this: