Nadja Pass

Kategori: Retorik, skriveproces og sprog

april 1, 2009

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

Advertisement
6 kommentarer
marts 28, 2009

Mikro-litteratur

Tjek lige  Twistori  – et automatisk aggregeret værk, der udelukkende består af Twitter-updates sorteret efter brugernes ordvalg.

(så så man lige mig blogge Twitter-staccato-kort :-)

marts 1, 2009

Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

26 kommentarer
februar 15, 2009

Gravskrift for Politikens Magasinet

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

3 kommentarer
januar 25, 2009

Kom så, Danmark! (det må for pokker da være muligt at lave et indsamlingsshow, der ikke hviler på følelsesporno, luksus-lodtrækninger, kändis-snobberi og slet skjult gratis reklame)

Igår aftes løb det store Danmarks-indsamlingsshow henover skærmene i temmelig mange små, danske hjem. Også i mit lille hjem. I hvert fald for et par korte bemærkninger. For selvom det egentlig passede perfekt  med et stort anlagt tv-show, mens jeg ordnede bunker fra dagens omfattende ommøblering, blev jeg hurtigt så irriteret på showet, at jeg blev nødt til at flygte over på nogle andre kanaler suppleret med nogle flygtige visitter på showet – og til sidst smed Pans Labyrint på, så jeg kun lige nåede afslutningen på showet bagefter.  

Nu kan man så med god grund spørge, hvorfor jeg overhovedet tændte for showet og blev ved med at vende tilbage, når det nu irriterede mig så meget. Og her er svaret forholdsvis enkelt. Jeg har altid interesseret mig meget for nødhjælpsspørgsmål. Da jeg studerede et år i Ghana i sin tid og supplerede retorikken med antropologi og minoritetsstudier, var det med henblik på at arbejde med nødhjælp – og jeg har sågar i min pure ungdom arbejdet frivilligt for FN-forbundet, da de stod bag et symposium om aktiv multilateralisme. Det endte ikke med at blive den vej, jeg gik, da det kom til stykket. Men det ændrer ikke ved, at emnet interesserer mig meget, og at jeg som “kommunikationsinteresseret” følger nødhjælpsorganisationernes nye tiltag og kommunikation med skærpet interesse. Jeg ville – med andre ord – faktisk rigtig gerne have set et godt show, der udover at indsamle penge, reelt også informerede og involverede seerne i problematikkerne – og opfordrede dem til at tænke videre og engagere sig i sagen udover den hurtige donation denne aften… Så hver gang, jeg switchede tilbage til showet, var det med håb om at støde på et indslag, der fungerede som et godt, gedigent stykke motivationsretorik, der ikke alene ville kunne vække seernes interesse for emnet, men også engagere dem i sagen udover at ringe et beløb ind for at rense samvittigheden. 

Men desværre var det, jeg så temmelig præcist følgende:

  • Nogle små klip med “familien Danmark”, hvor forældrene (begge skuespillere kendt fra DR’s store søndagsdrama-succeser) i en fiktiv familie har skræmmende svært at forklare deres unger, hvorfor det er vigtigt at tænke på andre end sig selv. Ideen var måske rigtigt tænkt: at det var en nem måde at få forklaret “the basics” og give seerne noget hjælpeløshed og uvidenhed at spejle sig i – men klicheerne var så tætpakkede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen Familie Danmark reelt følte sig spejlet. 
  • En stor klynge dansktopsangere, der sang en fælles potpourri over forskellige kendte schlagere. (fred være med dem)
  • Jan Gintberg på besøg hos Pia Kjærsgaard, Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Helveg i håbet om at få den til at donere et beløb til den gode sag. Han var i selskab med en mandshøj, levende raslebøsse, der dansede så løssluppent  i baggrunden under micro-interviewet med Morten Helveg, at han blev ekstremt distraheret. Og betød, at Pia måtte op på en stol for at fodre bøssen (sic!) og Jan Gintberg måtte løfte Johanne Schmidt-Nielsen højt i vejret. Så hvad der egentlig kunne have en interessant mulighed for at høre de tre temmelig forskellige politikeres syn på nødhjælpen, endte i totalt gøgl – for uha, nej, det var jo lørdag og stort show og det måtte endelig ikke blive kedeligt… Men ærlig talt – det ville da være alt andet end kedeligt at høre netop de tre politikere diskutere deres syn på nødhjælpsspørgsmålene… 
  • En hel masse snakke mellem den kvindelige vært – Mette Walsted Vestergaard – og en dame fra Lauritz.com om progressionen i en masse auktioner, der spændte overalt fra Mette WV’s påklædningen under showet til middage med kändisser, rejser til eksotiske steder og en Morsø-brændeovn med unikt design af Monica Ritterband. (Og det skræmmende er jo, at man kan huske den slags detaljer – skidtet virker jo! Og det mærkelige er jo så, at de fleste af tingene er luksusvarer i særklasse A. Dyre restauranter, smykker, rejser, designermøbler, kjoler…som altså er en meget mærkelig kombination, når man samtidig appellerer til, at “vi danskere” jo har så rigeligt, og at vi godt kan undvære lidt til de stakkels afrikanske familier).
  • Og nu vi er ved auktionerne, så havde smykkefirmaet Pandora fået kringlet en yderst lukrativ markedsføringsaftale på plads. De havde lavet et særligt “Danmarks-indsamlingen-armbånd”, der ikke alene sad klar til bortauktionering på Mette WV’s håndled (og endte med at gå for 12000 kroner) men også var til salg gennem auktionerne. Det betød, at Pandora blev nævnt et helt ufatteligt utal gange under de få minutters klip, jeg så. Toppet med, at deres direktør fik lov at komme på scenen for at overrække en check på en million, hvoraf næsten dem allesammen var kommet fra seerne indkøb af armbånd, men hvor hun fik kæmpe applaus for at have rundet op til millionen – og det må siges at være ca. 30000, der var ekstremt godt givet ud – for det antal primetime-omtaler ville have kostet kassen, hvis det skulle have været købt for reklamekroner. 
  • Og nu, hvor vi er ved de ekstremt lukrative product-placement-aftaler, så havde VolksWagen også en stor aften. De havde udloddet fire biler, der blev introduceret af hver deres kändisvært som guds gave til menneskeheden (jeg så kun Passaten blive skamrost af Felix Schmidt – der også som ekstra bonus for vinderen, egenhændigt ville levere bilen til adressen, så man ovenikøbet fik lidt star-dust med i købet) – og som man kunne deltage i lodtrækningen om, ved at ringe ind i bestemte timeslots, der passede til endetallet på ens telefonnummer. Jeg synes, det virker enormt firser-agtigt og meget lidt klimabevidst at udlodde biler som hovedpræmie – hvorfor ikke noget, der på en eller anden måde er relevant for sagen? Hvorfor er hovedpræmien ikke, at husstanden resten af familiemedlemmernes levetid er faddere for et afrikansk barn, hvilket indledes med en rejse ned for at besøge barnet og reelt opleve, hvad det hele handler om. Banalt – men forhåbentlig illustrativt – eksempel.  
  • Mens Pandora og VolksWagen således fik optimal omtale ud af deres “sponsorater”, gik det værre for en stakkels virksomhed i Rønne, der ellers var en de lokale sponsorer, da 100 børn i fire forskellige byer skulle hoppe om kap til et stykke musik – og de lokale sponsorer vil give et beløb for hvert hop, børnenes skridttællere viste. For mens sponsorerne i de tre andre byer gik klart igennem, kiksede forbindelsen lidt, da tiden kom til at nævne, hvem der gav pengene i Rønne. Og det var jo nok ikke lige det, de havde forestillet sig…Dette koncept var nok i øvrigt noget nær det mest syrede indsamlingskoncept, der var på skærmen i går. Jeg har ikke noget imod børn, der hopper. Men kunne man ikke have gemt dén idé til en tiltrængt kampagne og børn og motion i stedet? 
  • En masse små film med stakkels afrikanere, der af den ene eller anden grund var kommet i nød og havde brug for familien Danmarks hjælp. Og selvom man her havde rokket sig et pænt stykke fra tidligere tiders billeder af opsvulmede børnemaver, var der stadig billeder af helt utroligt mange “negerhytter”, der ikke kunne andet end at fastholde familien Danmark i deres fordomme om, at hele Afrika stadig ligner “Lille Sorte Sambo”-land. Og selvom det desværre er tilfældet rigtig mange steder, er der altså også sine steder tale om moderne, velfungerende storbyer.Jeg husker tydeligt, hvordan folk så på mine billeder fra Ghana, Togo og Côte d’Ivoire, da jeg kom hjem fra mine studier dernede. Og ingen kunne forstå, at billederne fra Abijan – der på mange måder ligner en krydsning mellem Paris og New York – virkelig kunne være fra Afrika og folk åndede lettet op, når de endelig så de ca. 10 % af billederne, der viste “negerhytter”, kvinder med bananklaser på hovedet og små børn i lerklinede sklebygninger. Først da troede de på, at jeg havde været i Afrika (det land, som alle børn kender, der er ved at gå til i sygdom og nød). Desuden bød mange af de små film på følelelsporno af den ufede skuffe, hvor der overfokuseres på et enkelt barns problemer i en grad, at Mette Walsted Vestergaard følte sig nødsaget til at understrege, at selvom den lille pige på billederne VAR blevet hjulpet af selveste tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, var der andre små piger, der havde brug for danskernes hjælp.
  • Et besøg i call-centeret, hvor Joachim B. Olsen lovede at offentliggøre farven på sine underbukser til den næste, der ringede ind. (Og da spændingen blev udløst senere, viste det sig, at han var – så vidt jeg husker ordret citeret – “Gone commando for de afrikanske familier”. Altså at han ingen underbukser havde på. Igen – fred være med det – men hvad skal det til for?)
  • Et af de eneste nedslagspunkter, der smagte bare en lille smule af noget, var, da et en kändis i callcenteret  – som jeg ikke lige husker, hvem var – Nicolai Coster Waldau, måske? – fortalte, at han havde talt med nogle privatpersoner, der havde doneret 10.000 med begrundelsen “vi har nok”. Så enkelt kunne det reelt gøres – at overbevise danskerne om, at de fleste af os – trods finanskrisen og en vis nedgang i salget af fladskærme, kolossale webergrills og designertøj, har mere end nok.    

Mellem alle de mange indslag, bandt værterne det hele sammen med en masse tilbagevendende diskussioner om statistik – mellem kønnene, landsdelene etc etc, der altsammen medvirkede i de forskellige konkurrencer om, hvem der gav mest. og ikke mindst i programmets overordnede konkurrence med sidste års indsamling. For det store spændingsmoment var jo, om “danskerne ville være ligeså gavmilde i år trods finanskrisen” (nogenlunde ordret citeret). Hvilket konstant fik værterne til at gjalde “KOM SÅ DANMARK”.

“Vi” viste os så heldigvis stadig at være gavmilde og barmhjertige. Indsamlingen slog sidste års rekord med ca. 3 millioner. Hvilket afslutningsvis fik værterne til at gå i selvsving over, hvordan en lille nation formåede at se ud over sig selv og hjælpe folk i nød. Og danskerne blev takket for deres indsats med ord som barmhjertighed.

Og hvorfor er det så, at det hele irriterer mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over, at der trods alt blev indsamlet over 70 millioner, der helt sikkert kommer til at gå til gode formål. Og hvorfor tager jeg ikke bare hatten af for alle de kunstnere og kändisser der stiller frivilligt op i den gode sags tjeneste og for DR, der stiller hele sendefladen og et par af deres mest efterspurgte værter til rådighed. Og hvorfor hylder jeg ikke bare – ligesom værterne, kronprinsparret og publikummet i koncertsalen – alle de virksomheder, der giver store beløb eller stiller gratis varer til rådighed for auktioner og lodtrækninger? Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at det er det, der tilsyneladende virker?

Det kan jeg ikke, af tre helt basale årsager:

1) Jeg synes, der er tale om en virkelig problematisk sammenblanding af interesser. Der er tale om alt, alt, alt for eksplicit markedsføring af de virksomheder, der giver fra 10.000 og op – og ikke mindst sponsorerne af de store præmier – til, at der på nogen måde kan være tale om rendyrket barmhjertighed. Der er helt sikkert også mange gode og rendyrket barmhjertige meninger bag. Men jeg har alligevel svært ved at tro, at mange af de store virksomheder ville ryste op med 150.000 kroner – hvis ikke deres navn og beløbet blev nævnt, men de bare indgik i den anonyme pulje af glade givere. Og jeg tror heller ikke, at mange af de mindre virksomheder ville svinge sig helt op på 10.000, hvis ikke det var mindstebeløbet for at blive nævnt i donations-bæltet, der i en lind strøm glider forbi i bunden af skærmen. Og jeg har virkelig svært ved at tro på, at Pandora og Volkswagen ikke har krævet, at deres produkter skulle nævnes og roses X antal gange, hvis de skulle stille dem gratis til rådighed. Der er givetvis OGSÅ en masse gode viljer bag. Det er selvfølgelig alt sammen argumenter FOR, at det skulle være netop sådan – at det er nødvendigt med markedsføringselementet, hvis man skal have firmaerne til at ryste op. Og det er sådanset også fair nok – men så skal det bare ikke maskeres som barmhjertighed. Så er det markedsføring, der tilfældigvis samtidig går til et godt formål. Og det ville jeg ikke have nogen problemer med, hvis bare man kaldte en spade for en spade. Men det gør man ikke. Langtfra.   

2) Jeg synes, der er tale om et meget uhensigtsmæssig forsøg på at skabe interesse og opmærksomhed om nogle meget vigtige emner – som jeg simpelthen ikke fatter, skal “suger-coates” med falden-på-halden-humor, tykke klicheer og følelsesporno for at få lov til at blive sendt i den bedste sendetid og få hele DR’s markedsføringsmaskineri kørt i stilling. Hvorfor tvinger ingen Pia Kjærsgaard til at svare på, hvorfor hun gladelig giver et par hundrede kroner til indsamlingen, når hun med et par pennestrøg kunne gøre så utroligt meget mere godt? Hvorfor skal ens “barmhjertighedsgerninger” blandes sammen med lotto-drømme-mekanismerne om at vinde en bil eller få fingrene i billige luksusgoder? Og hvordan i alverden kan det være relevant – endsige reelt interessant – hvilken farve underbukser den regerende Vild-med-dans-mester har på, mens han besvarer seernes opkald? Når man ikke får lov at forstå, hvad problemerne reelt handler om, og hvad det er, der skal til for at løse dem, er det ikke så mærkeligt, at mange af organisationerne (som omtalt i ugens løb) står med en reel udfordring, når de skal bruge pengene. For “danskerne” vil se nymalede skoler og storsmildende afrikanske børn, for at føle, de har fået noget for pengene – men nødhjælpsorganisationerne, der kender problemstillingerne indefra, langt hellere ville bruge dem på vigtige møder eller andet forebyggende arbejde, der bare ikke giver ligeså gode billeder. Og derfor må fraprioriteres i ansøgningerne, hvis man gerne vil have del i midlerne fra Danmarksindsamlingen.  

3) Seerne opfordres ikke på nogen måde til selv at tænke videre eller handle yderligere, når bare de har ringet deres penge ind. Al barmhjertigheden og opmærksomheden koncentreres til en enkelt aften, hvor man så føler, man har gjort årets gode gerning, aftjent sin værnepligt. Og det er da fint nok at organisationerne nu får en ordentlig klump penge, som de forhåbentlig vælger at gøre noget fornuftigt med – men tænk på, hvad der kunne komme ud af, hvis man opfordrede os til at tænke på andre og være barmhjertige og godgørende hele tiden – ikke bare en enkelt aften, men altid. I stedet spilles der på det nemmeste af alle virkemidler – en massesuggestion, der under mottoet “Kom så Danmark” fokuserer på at slå rekorden fra sidste år. En påfaldende ting i denne forbindelse er også, at jeg i et radioprogram hørte en af værterne sige, at DR helt eksplicit havde valgt at samle al omtale af indsamlingen og “Afrikas problemer” i ugen op til indsamlingen. I stedet for at “drysse det ud over hele året”. Og selvfølgelig betød det da et massivt medietryk, der givetvis har sikret mere opmærksomhed om Danmarksindsamlingen end ellers – men ville sendetiden ikke være givet bedre ud ved løbende at omtale problemerne og engagere lytterne i debatterne. Ikke kun på P1 og DR2, men også på P3 og lige inden Disney Sjov? 

Jeg kan jo se på det hele, at det virkede efter hensigten. Det lykkedes faktisk at indsamle 70 millioner, der helt sikkert nok skal blive brugt til gode formål. Og det må man respektere og tage hatten af for. For målet er jeg enig i. Jeg bryder mig bare meget, meget lidt om midlerne. Og spørgsmålet er, om denne sammenblanding af følelsesporno, falden-på-halen-komedie, kändisser og slet skjult markedsføring virkelig er den ENESTE “winning formula” for et stort anlagt indsamlingsshow?

Hvorfor – hvorfor, hvorfor, hvorfor – vælger man altid den lette løsning med at gå efter laveste fællesnævner og de letindkøbte følelsesappeller? Er vi virkelig så dumme, at vi skal se os selv portrætteret som en familie, hvor forældrene er ude af stand til at forklare deres unger, hvordan verden hænger sammen og hvorfor det er vigtigt at tænke på andre ens sig selv? Kan vi virkelig kun forstå, at nogen har det dårligt, hvis det bliver skåret ud i pap, og vi får klasket en lille piges opkast lige i synet?

Det nægter jeg simpelthen at tro på er tilfældet. Jeg tror sagtens, at man med en kombination af alle de dygtige folk, der allerede lægger deres talent, tid og ansigt til den gode sag, ville kunne skrue et show sammen, der BÅDE var underholdende OG engagerende på en måde, der inspirerede folk til at tænke og handle langt udover 150-kroners-opringningen. Det tror jeg både, at mange af deltagerne og rigtig af seerne godt kunne tænke sig. Vi er bare et tavst mindre- (eller fler?) tal, fordi vi trods alt synes, det er vigtigt, pengene bliver samlet ind: Hellere en irriterende Danmarksindsamling, end ingen Danmarksindsamling. Men vi bliver nødt til at tage bladet fra munden, hvis vi gerne vil være med til at påvirke fremtidens indsamlinger og nødhjælps-kommunikation. For ellers ser producenterne ingen grund til at ændre på deres nuværende winning formula. Og så får alternativerne aldrig får lov at komme an på en prøve.

 

 

 

 

 

10 kommentarer
januar 21, 2009

CNN og Facebooks live-kanal betød, at Obamas indsættelse også bød på “Media-history in the making”

Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.

Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale – selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om en flot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”. 

Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”. 

På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen. 

Der var selvfølgelig mange  – rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.  

Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv. 

Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.

Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.

Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.

Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.

11 kommentarer
januar 20, 2009

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

8 kommentarer
december 8, 2008

Hvad farve er “hudfarvet”

  • Forleden i tv-nyhederne var der et længere indslag om problemerne med, hvad man skal kalde USA’s kommende præsident, når man refererer til hans hudfarve. Professor Jørn Lund kom med det eneste rigtige svar: Man skal nå dertil, hvor det ikke i sig selv er det, der i sig selv er interessant.
  • Da jeg var barn, var det altid svært at finde “hudfarvede” tuscher. Orange blev for orange, lyserød for grise-agtigt, hvidt dog for blegt. Der blev ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvilken tusch, der bedst ramte “hudfarven”. Men aldrig ved, hvorvidt det var rigtigt at kalde netop den – og ikke den brune tusch – hudfarvet.
  • Mange danskere bliver så overraskede, når de første gang hører sig selv beskrevet som “caucasian”. Vi er jo bare vant til, at vi er de “hudfarvede”. 
  • Da jeg boede i Ghana og ofte kom helt ud i de små landsbyer hvor kun ganske få hvide mænd – og kvinder – havde sat deres stikkelsbærben, blev mange af børnene bange. For de troede, vi var flået. At vi simpelthen manglede hud og gik rundt i det rene kød og blod. 
  • I gårsdagens afsnit at “The Julekalender” stirrer BopBop-Benny olmt på en af the kartoffelwomans mange nisser, mens han siger “Der skal jo være plads til alle – gule, sorte, RØDE – og hudfarvede”.
6 kommentarer
november 24, 2008

Retorik i hverdagen

Som retoriker går der sjældent en dag, uden at der er et eller andet, der vækker ens faglige nysgerrighed. En artikel; et nyt udtryk, man opsnapper i bussen; et tv-koncept, der overskrider nye grænser; en amerikansk præsidentvalgkampagne; nye kommunikationsmuligheder, der opstår gennem sociale netværkstjenester; sms-romaner på bogmessen; sladderbladenes royale dækning; præsentationer og foredrag – you name it. 

Man studser, man smager, man reflekterer – man analyserer og fortolker. Og alt for ofte bliver det ved den mentale note. Men heldigvis er der også nogle, der lige tager sig tiden til at skrive deres faglige strøtanker ned og dele dem alle os andre. Nemlig tre af mine dygtige fagfæller, som jeg ovenikøbet er så priviligeret at kunne kalde veninder – Ph.d’erne Christine Isager, Katrine Dahl og Sine Just.

På bloggen Taletank skriver de på kryds og tværs om alverdens retoriske fænomener. Formidlet, så det sagtens kan læses, forstås og benyttes af alle. De tre lægger med jævn frekvens rigtig gode indlæg, og så er vi nogle stykker, der gæsteblogger indimellem.

Indlæggene henvender sig til alle, der er nysgerrige efter at forstå hverdagens retoriske fænomener bedre – afkode medierne, diskutere tidens store taler og analysere samfundsdebatten. Langtfra kun fagretorikere – men alle, der er nysgerrige efter af forstå nye mediefænomener, taler, reklamer og præsentationsteknikker bedre.

Og Taletank-passerne når vidt omkring:

Om brokkeri

En hyldest til de gamle sloganrim slagtere og elektrikere plejede at reklamere for sig selv med. 

Forkortelser og versaler

Diskussioner om faglige antologiers eksistensberettigelse

Obama

Samfundets italesættelse af MODERROLLEN, når et barn bliver født og en nybagt MOR bliver til

Noget er ret nørdet, men det meste er meget let tilgængeligt, velskrevet og giver nogle finurlige aspekter på det, vi alle sammen taler om derude. Så hermed en varm opfordring til alle om at tage på opdagelse på Taletank. Der er rigtig meget godt at komme efter!

november 11, 2008

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

14 kommentarer
%d bloggers like this: