Nadja Pass

Kategori: Retorik, skriveproces og sprog

marts 4, 2011

Ledelse og samarbejde i den sociale tidsalder

Forleden faldt jeg over denne interessante artikel, hvor den amerikanske ledelsesforsker Josh Bernoff bliver interviewet om sin nye bog, Empowered.

I store træk handler artiklen om, hvordan – og det er der jo ikke i sig selv så meget nyt i – de sociale medier påvirker de traditionelle ledelseshierarkier, fordi virksomhederne ikke længere selv kan kontrollere, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og hvor og hvornår det foregår. Og at medarbejdere på alle niveauer derfor skal være “empowered” til at kunne handle selv. Hurtigt.

Og Bernoff introducerer derfor – og DET er tilgengæld virkelig interessant – begrebet HERO’es – Highly Empowered and Resourceful Operatives. Det er i hans optik “handlekraftige og opfindsomme medarbejdere, der selvstændigt betjener kunderne via sociale medier” – og virksomhedernes primære udfordring i fremtiden bliver ifølge Bernoff at skabe arbejdspladser og organisationer, der giver disse HERO’s optimale muligheder for at udføre deres arbejde.

Illustration fra artiklen

Umiddelbart lyder Bernoffs anbefalinger ret banale – i stil med: “Sæt medarbejderne fri og hjælp dem i stedet med at bedømme, styre og mindske de risici, som er knyttet til deres projekter. Stol på, at du har intelligente medarbejdere” og på overskriftniveau:

1) Ideer fra HEROes skal gøres synlige og anerkendes.
2) Folk skal være lette at få øje på.
3) Relationerne går på tværs af afdelinger.
4) Medarbejderne taler med kunderne.
5) Interne og eksterne IT-systemer virker parallelt.
6) IT-afdelingen og de forskellige forretningsområder støtter hinanden.

Men ligeså banalt det lyder, ligeså svært ved vi jo også allesammen godt, at det for samtlige punkters vedkommende generelt er lige det modsatte, der gennemsyrer dagligdagen på de fleste større arbejdspladser. Også i store danske virksomheder, selvom den danske virksomhedskultur typisk går for at være væsentligt mere antiautoritær end den amerikanske kontekst Bernoffs bog er skrevet på baggrund af. Og selvom der i stadigt stigende grad er kommet fokus på selvledelse, hvilket der for tiden forskes intensivt og superinteressant i på CBS under overskriften Ledelse af selvledelse.

For selvom det lyder banalt at sætte medarbejdere fri til at byde ind med det bedste de kan, ligger det ret langt fra den hverdag, jeg generelt får indblik i som selvstændig konsulent i mange forskellige virksomheder og organisationer. Og ikke mindst har fået et grundigt indblik i gennem de store eksplorative/kvalitative undersøgelser af erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, jeg laver for Protocol og Beskæftigelsesministeriet.

Her er for eksempel tre nedslag i nogle ret faste mønstre, der går stik imod HERO-tankegangen:

  1. Alt for mange organisationer taber et kæmpe innovationspotentiale på gulvet, fordi de ikke er gearet til at opfange medarbejdernes gode ideer og handle relativt spontant på dem. De fleste værdifulde ideer og indsigter drukner i mellemlederlagets bufferzone mellem topledelsen og de medarbejdere, der sidder med kundesamtalerne i ørerne og fingrene nede i materien. Hvis de gode ideer trænger opad i organisationen, tager mellemlederne lidt for ofte æren for dem i stedet for at hylde og synliggøre de HERO’s, der fødte dem.
  2. Ofte bliver ideerne fuldstændigt udvandede på deres vej mod toppen, fordi alle mellemlederne undervejs har fjernet hver deres lille potentielt kontroversielle element, inden de præsenterede den opad i systemet, at de har mistet al kant, sprødhed og innovationspotentiale. Der er ikke bare koldt – der er også ret hurtigt temmelig kedeligt på toppen…
  3. Alt for ofte er der krig – eller i hvert fald markant manglende forståelse af hinandens berettigelse – mellem afdelingerne, så man modarbejder hinanden snarere end at pulje ekspertiserne og indsigterne. Det tilfører processen en ekstra træghed, der er meget lidt befordrende for HERO-adfærden. Man risikerer at blive træt ved tanken, inden man så meget som orker at byde ind med en ny ide. Endsige handle på den med det samme, som den sande HERO-adfærd ellers indebærer.

Og lige netop hér er de sociale medier enormt interessante (også mere end det fremgår af interviewet med Bernoff, men han kan meget vel skrive en masse om det i bogen, som jeg endnu ikke har læst), fordi de med et slag har givet ikke bare det enkelte menneske og den enkelte borger mulighed for at ytre sig – men samtidig har givet den enkelte medarbejder langt mere mulighed for at bruge stemme – både internt og eksternt i organisationen, end de havde tidligere.

Bernhoff efterlyser, at: “Virksomhedens samarbejdsplatforme – som for eksempel intranet – skal leve og gløde. Alt for mange firmaer har et intranet, som er flot designet, men livløst. Hvis platformene derimod har et bredt udvalg af bidragydere, er det tegn på, at virksomheden er åben over for HEROes. Folk har lyst til at sige deres mening.”

Og for mig at se kræver det ikke alene, at man tænker ud over de rammer vi tidligere kendte som intranettet. Hvis vi mener det alvorligt skal vi også:

  • TEKNOLOGISK eksperimentere med helt nye typer samarbejdsplatforme som for eksempel den danske start-up Podio, hvor man selv er med til at definere rammerne for samarbejdet. Som meget vel kan skifte fra projekt til projekt, opgave til opgave, medarbejder til medarbejder.
  • PROCESUELT være opmærksomme på, at de teknologiske muligheder ikke gør det alene. Vi skal også øve os i det, min superseje veninde Katrine Dahl Clement skrev sin ph.d.-afhandling om – nemlig kollaborative processer og respons. Det handler blandt andet om at blive bedre til folde sin respons ud og fagligt begrunde hvordan ideen kan blive endnu stærkere.
  • KULTURELT gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at alle tør byde ind med deres  ideer – også længe inden de er tænkt helt færdige. Fordi man føler sig tryg i, at de ikke bliver ikke bliver snuppet for næsen af en; at der ikke er nulfejlskultur i virksomheden og at konstruktiv kritik fra kollegerne bliver opfattet den gave til idemageren og ideens fremtidige udvikling, som konstruktiv respons i sin bedste form næsten altid vil være.
  • LEDELSESMÆSSIGT turde udstikke visionære retninger, så alle virksomhedens HERO har en grundlæggende fornemmelse af, hvad meningen er med det hele. Noget, der i forbløffende høj grad ofte mangler på arbejdspladserne. Man er nødt til – hele vejen ned gennem hierarkiet – at have en fornemmelse af, hvordan ens egen indsats passer ind i det store billede. Ellers er det umuligt at byde ordentligt og relevant ind. Der vil stadig ligge en stor opgave i at udvælge, kvalificere og implementere ideerne. Og det er i sagens natur langtfra dem alle sammen, der skal føres ud i livet. Men jo større puljen er at ekstremt kvalificerede, sprøde ideer, jo større er sandsynligheden for, at en enkelt eller to af dem virkelig batter.

Tilsammen skulle det gerne kunne styrke grobunden for, at alle virksomhedens HERO’s ikke alene byder ind med deres ideer. Men at de ideer også slipper helskindet udenom  mellemlederlagets udlugningsmekanismer.

 

 

 

 

Advertisement
4 kommentarer
august 25, 2010

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

8 kommentarer
maj 16, 2010

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

4 kommentarer
april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
–
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
–
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
–
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–
at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
–
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
–
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
–
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
–
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
–
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–
at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
–
At USA fik en sort præsident
–
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
–
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–
Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
–
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
–
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
–
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…
2 kommentarer
december 20, 2009

Skrivebords-voyeuren : Nu i opgraderet de luxe-version

Jeg er tilbage i New York. Da jeg var herovre sidst, var det forår, jeg havde tre måneder og jeg havde lejet en temmelig simpel, men velbeliggende lejlighed på det boblende Lower East Side, og rapporterede jævnligt om alle de hverdagseventyr, der udspandt sig på East Houston Street lige ud for mit skrivebord.

Denne gang er tingene lidt anderledes. Denne gang er jeg herovre i et par uger sammen med min bror og hans kæreste på jule-nytårs-ferie. Denne gang med frosten bidende i kinderne og sneen knirkende under foden. Og denne gang installeret i luksuslejlighed med panorama udover Hudson Floden. Udsigten er fuldstændig fantastisk – og jeg har fuldstændig den samme fantastiske glæde ved at stirre ud på udsigten i timevis og strække øjnene, som jeg tidligere har været priviligeret nok til at have i både Beijing og i Moskva, hvor mine forældre boede i panoramalejligheder. Oplevelsen af at kigge så længe på det samme, at det er de små detaljer, der begynder at træde frem. Synet skifter fra at glæde sig over “grund” til at opdage de mange små figurer rundt om i det store sceneri – eller i det levende postkort, som der bogstaveligt talt er tale om.

Hvor udsigten fra East Houston-lejligheden mest handlede om mennesker, butikker og deres daglige gøren og laden, er der fra denne lejlighed mere fokus på det urbane i den helt store skala. Store bygninger, store elværker, store motorvejsudfletninger, store parkeringspladser og store pramme i floden. Og jeg har endnu ikke være her længe nok til at have spottet så mange detaljer. Men her og nu kan jeg rapportere overvældet og begejstret om, at jeg sidder og skriver med udsigt til:

  • Fly, der letter og lander i Newark.
  • En pier, der med røde neonlys lidt ligner en natklub, men i virkeligheden er dér, hvor alt byens skrald bliver kørt hen og ekspederet videre ud i verden fra.
  • To gamle tre-piers. Den ene næsten forsvundet, så der kun stikker et par pæle op. Den anden i sammensunket, men stadig sammenhængende, struktur.
  • 13 tårne, skorstene og antenner, der er så høje, at de blinker rødt for at gøre fly, folk og fæ opmærksomme på deres tilstedeværelse.
  • Den nye del af Riverside Parken.
  • Skibet, der huser sea and space-museet, der (muligvis og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis) i anledning har julen har kulørte lamper spændt henover masterne.
  • Store pramme, der ligger lavt i vandskorpen og fragter kul, skrald og udefinerbare varer ned langs floden.
  • Myldretid på West Side Highway.
  • En masse mindre skibe, der sejler i fast rutefart mellem Manhattan og New Jersey.
  • En stor parkeringsplads, hvor bilerne holder i to lag. De øverste dækket med masser af sne fra gårsdagens snestorm.
  • Helikoptere.
  • Et kolossalt elværk, hvis skorsten stræber mod himmelen. Derhjemme ville den have været blandt de højeste bygninger. Her når den ikke engang skyskraberne til sokkeholderne.
  • Tunneltårnene for hver sin ende af Lincoln Tunnel.
  • Hele New Jersey-siden, der ligger så tæt på New York og har så flot en udsigt over Manhattan Skyline, men som aldrig rigtig tæller med eller ses på nogen kort, fordi det ligger i en anden stat.
  • Skyer, der farves røde af solnedgangen og hvis kanter ulmer som papir, der ligeså langsomt brænder. Og måne-smilet, der hænger og venter på, at det rigtigt skal blive nat.
4 kommentarer
december 6, 2009

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

  • Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
  • Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
  • Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
  • Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

4 kommentarer
november 19, 2009

Man skal lære så længe, man lever

I går havde “Akademiet for den tredje alder” inviteret mig til at give medlemmerne et crashcourse i de sociale medieplatformes muligheder. Og det var på mange måder en rigtig tankevækkende – og livsbekræftende – oplevelse.

Jeg er stødt på “Akademiet for den tredje alder” – også kendt som A3A – gennem min far, (der så også var den, der havde foreslået mig som foredragsholder :-) Han meldte sig ind, da han gik på pension. Og når han har fortalt mig om A3A har jeg fra starten syntes, det lød fuldstændig fantastisk: Det er et netværk af seniorer, der gerne vil blive ved med at leve et aktivt, engageret liv og dele ud af deres erfaringer, efter de har afsluttet deres arbejdsliv. Og som derfor mødes i forskellige studiegrupper, hvor de diskuterer kultur, samfund og videnskab. Der er tale om folk, der har arbejdet i mange forskellige brancher og typisk har en lang og god karriere bag sig. Og nu ønsker de så at blive ved med at øge og udvide deres viden, dykke ned i nye stofområder og udfordre og inspirere hinanden.

Og det var utrolig dejligt igår at møde mange af de andre medlemmer, der alle sammen var den der type ældre mennesker med det rigtig gode glimt i øjet. God energi – og ingen tvivl om, at de har lange gode liv og spændende karrierer bag bog. Mennesker, der har levet – og fået det bedste ud af livet. Hvilket så også slår igennem i den måde, de vælger at leve deres “senior-tilværelse” på. Tydeligvis præget af en stor lyst til at blive ved med at lære, så længe de lever.

Når alt det så er sagt, er det desværre ikke det, deres nuværende hjemmeside udstråler – men det er meget karakteristisk for forsamlingen, at de jo så netop også havde inviteret mig for at få mulighed for at forstå det hele bedre – og få en fornemmelse af, hvordan de selv kunne komme videre og igang og forbedre hjemmesiden, så den også udstråler den stemning og den kraft, netværket i sig selv har. Men hvor er potentialet – når man tænker over det – kolossalt.

  • For hvor ville det dog være fantastisk, hvis man som almindelig borger – uanset alder – kunne få lov at læse blogindlæg, hvor studiegrupperne præsenterede essensen af det, de arbejder på.
  • Og hvor ville det være skønt for ældredebatten generelt, hvis disse seniorers stemme også blev tydeligere hørt og var med til at bevise og bekræfte at livet absolut ikke er slut, fordi man bliver ældre – men at tilværelsen kan sprudle af vid, energi og videbegærlig hele livet.
  • Og hvor er det derfor også dejligt, at det på år er blevet utroligt meget lettere tilgængeligt for enhver, der har noget på hjerne og hjerte at blande sig i debatten og dele sin viden. Fordi det ikke længere kræver, at man skal kunne html eller andre koder, men bare kan kaste sig ud i nye, gratis, brugervenlige platforme. Lige i dette tilfælde ville der måske nok lige skulle ekstra teknisk coaching til for at få dem ordentligt igang. Men med den åbenhed, jeg mødte igår, tror jeg godt, man kunne nå langt med et intensivt crashcourse and a little help from their children and grandchildren. Og den store fordel med netop dette netværk er, at intelligensen og overfloden af indhold i hvert fald ikke fejler noget – så der ville kunne være tale om blogindlæg af en meget høj indholdsmæssig kvalitet.

Personligt synes jeg, det er utroligt vederkvægende at forestille sig, at sådanne seniorer fremadrettet ville kunne skabe sig en stærkere stemme i samfundsdebatten – en stemme, hvor det handler om at tænke positivt og konstruktivt – og om at dele ud af sin kolossale viden og sit store overskud.

Jeg er spændt (og ret fortrøstningsfuld) på at se, hvad de finder ud af – og linker hermed også til deres nuværende hjemmeside i tilfælde af, at der skulle sidde nogle skønne, vidende, nysgerrige, engagerede seniorer derude og efterspørge lige præcis denne slags fora. For selvom den lader en hel del tilbage at ønske, finder man trods alt her de basale informationer, man har brug for at kunne komme igang: Klik her for at se den nuværende hjemmeside.

Og så glæder jeg mig ellers personligt bare til at få et stadigt bedre indblik i de nye  inspirerende samspil, der foregår mellem alle disse aktive, engagerede seniorer.

 

2 kommentarer
oktober 21, 2009

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

15 kommentarer
september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

2 kommentarer
juli 7, 2009

Skridt for skridt

P7070017

I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.

Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.””Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt””Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.

Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.

Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.

Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.

Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.

3 kommentarer
%d bloggers like this: