Nadja Pass

Kategori: Rejser i tid og sted

Midsommerminder

Skt Hans

Blandt alle årets højtider, har Skt. Hans altid været den, jeg værdsatte mest. Der er noget magisk over midsommeren, bålene mod den tusmørke himmel og de to midsommerviser – Drachmanns klassiker og Johannes V. Jensens Midsommerteltet, som jeg først lærte at kende for et par år siden, men allerede er kommet til at sætte utroligt stor pris på. 

I år sidder jeg så på Grønland. Og da der ikke er et eneste træ heroppe, er det nok lidt optimistisk at regne med bål. Og desuden regner det rigtig meget lige nu + at grønlænderne vist ikke har tradition for at fejre Skt. Hans i det hele taget. Så jeg tror ikke, der bliver så meget midsommerfest for mig i år. Og det er også ok. Der var jo kæmpe selvstyrefest forleden. Og when in Greenland do as the Greenlanders…

Men det forhindrer mig jo ikke i at tænke tilbage på alle livets fantastiske midsommerfester. Og dem er der mange af.

I barndommen har jeg et billede af, at solen altid skinnede og vi altid var samlet hele familien i sommerhuset i Liseleje. Vi spiste dejlig mad, ungerne lejede, der var festplads nede i byen med tombolaer, æbleskiver og købmanden gav gratis kaffe. Der var fakkeltog ned til det store bål på stranden, kæmpe fyrværkeri og bagefter var der asfaltbal på parkeringspladsen, hvor Kaj & Sunset spillede Kim Larsen og det var så spændende, om de huskede at synge “Liseleje” i stedet for “Hawaii” i sangen om konen, der har en skønhedsklinik og så gerne vil eje en strandpromenade på Hawaii.

Når jeg tænker realistisk tilbage kan det allerhøjest – og så går bølgerne højt – være en tre-fire somre, det forløb sådan. Reelt var vi meget ofte ude og rejse på Skt. Hans, ofte var vejret dårligt og det var slet ikke alle barndommens somre, vi tilbragte sammen med familien i Liseleje. Men det står stadig som den eneste “rigtige” måde at fejre Skt Hans.

Som voksen kan jeg tænke tilbage på et par dejlige fester i Liseleje, hvor det har været venner i stedet for familien, jeg samlede. En gang under temaet “Et Sankt Hans Aftens spil” hvor alle skulle medbringe deres yndlingsretter + opskrift som vi så samlede til en kogebog med midsommerretter. Og en anden var temaet en “hyldest til den danske kartoffel”, hvor alle kom med fantastiske kartoffelretter udover det, de nu måtte have lyst til at smide på grillen. Og så har folk så overnattet på gulvet og i telte, og vi har hygget videre næste morgen. Handelsstandsforeningen har nu droppet at lave festplads hvert år og gør det kun, når Skt Hans falder i weekenden, men bålet og fyrværkeriet er stadig stort, båltalen umulig at høre på grund af dårlige mikrofoner og en fuld borgmester, men det er stadig stemningsfuldt at stå ved vandet i marehalmen – og der bliver stadig spillet op til både den klassiske og Shu-Bi-Duas variant af Midsommervisen.  

Og derudover har jeg selvfølgelig været ude og rejse mange år til Skt. Hans, hvor det lige som i år, mest er blevet ved de stemningsfulde tanker. Jeg har været til bryllup på Skt. Hans aften. Til fødselsdag som teenager, hvor vi endte med at skulle til koncert med ShuBiDua på Bellevue og kronen på aftenen var, at Michael Bundesen spurgte, om han kunne få et lift bagpå vores cykler. Jeg har været til “crypt clubbing” i kælderen under Brorsons Kirken (der hvor irakerne nu bor). Jeg har holdt middag selv i byen, hvor vi endte med at komme for sent til bålet. Og andre gange vandret forgæves rundt efter bål i byen. Og så har jeg været i Frederiksberg Have, hvor det var ekstremt stemningsfuldt, men hvor der gik så meget “Foreningen Norden” i den, at det også lidt fik en bismag af noget nationalistisk. Og jeg har engang sat en masse mennesker, der skulle sprede budskabet som ringe i vandet, stævne med cykler på Sankt Hans Torv og er cyklet i fælles trop ud til stranden, hvor vi så holdt kæmpe fælles picnic. 

Kort sagt er der ikke rigtig noget, der er fast tradition for mig, når det kommer til stykket. Men en ting er sikkert – midsommeren tænker altid tankerne på flugt henover bålet. Også selvom bålet kun flimrer på nethinden.

UPDATE:  Billedet foroven er taget ca. en halv time efter, jeg havde skrevet og udgivet dette indlæg. Jeg besluttede mig for at gå en tur trods slagregnen – og fandt et lillebitte bål, hvor studenterne brændte noter af. De kunne fortælle mig, at i godt vejr er der faktisk ofte bål langs kysten. Man bruger bare brædder og gammelt træaffald i stedet for kvas, grene og træ.

At rejse er at se det, man IKKE forventer at se

Der er en ting, der altid har undret mig. Når vi rejser har de fleste af os en tendens til at fokusere på at opleve det, vi forventer at opleve. Vi tager billeder af det, folk forventer at se billeder af, når vi kommer hjem. Vi fortæller om de ting, folk forventer at høre om (til dels, fordi de alle sammen stiller de samme spørgsmål) når man kommer hjem. Og vi bidrager således til at vedligeholde fordommene om stederne, folkene og kulturerne. Også selvom det i virkeligheden var noget helt andet, der skinnede mest i øjnene eller var den største oplevelse.

Da jeg var i San Fransisco bed jeg mærke i, at alle turisterne alt for at få et billede af Golden Gate Broen i det solskin, man kender fra postkortene og filmene. Selvom enhver, der har været i San Fransisco ved, at det næsten altid er tåget – og det derfor ville være et meget mere autentisk Golden-Gate-billede at tage et billede af broen dækket af tåge. (og jojo – jeg stod da også selv og ventede på det solrige snapshot)

Da jeg kom hjem fra Ghana, ville folk kun se billeder af “negerhytter” og kvinder, der bar bananer på hovedet – mens de bladrede hurtigt henover billederne af det moderne Afrika. Og de blev skuffede over, at jeg ikke havde saftige svar på spørgsmålene om “hvad der var det ulækreste, jeg oplevede dernede”. De håbede på historier om kakerlakker og klamme toiletter – og var ikke interesserede i at høre, om alt det, der faktisk fungerede udemærket. (og jojo – jeg havde da også selv tage langt flere Lille-Sorte-Sambo-Billeder end jeg havde gennemfotograferet de moderne dele af storbyen).

Og her i Nuuk er det selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg indrømmer gerne, at det inden afrejse også forekom mig at være en af de mest eksotiske destinationer, jeg nogen sinde havde sat kursen imod. Og sådan reagerede folk flest også, når jeg fortalte dem, at jeg skulle herop i to måneder. Mens alle misundte mig mit New York-get-away sidste år, var det de færreste (overraskende få, syntes jeg faktisk) der selv havde lyst til at opleve Grønland. De mest typiske reaktioner var snarere:

1) Uh, det er så dyrt deroppe. Man kan kun købe kvarte agurker og de koster 40 kroner.

2) Åh det er så forfærdigeligt med al den sociale ulighed deroppe. Alle grønlændere er stakler.

3) Nuuk er en grim by – det er ikke dér du skal tage til, hvis du vil opleve Grønland.

Og det er stadig de spørgsmål, rigtig mange stiller for at få bekræftet. Men faktisk forholder det sig sådan, at

1) Her ikke er særlig dyrt. Supermarkederne er utroligt veludstyrede, og det meste koster ca. det samme som i Danmark udfra devisen “her er momsfrit, men det udliner fragten”. Det eneste, der er væsentligt dyrere er de såkaldt “flyfriske” varer – frisk mælk og mejerivarer,  friske grøntsager, bær og frugter. Men selv de flyfriske varer er ikke nær så dyre som det skræmmebillede, der var blevet fremmanet hjemfra. Og man klarer sig jo altså nok uden en Cultura drikkeyoughurt, der af uransagelige årsager koster små 40 kroner, mens en konkurrende variant ligger på 12 kroner. Det, der til gengæld er dyrt – meget dyrt – er hvis man vil foretage sig noget som helst af alt det, man forestiller sig, man skal lave i Grønland. En tur på indlandsisen, en hundeslædetur, en hvalsafari eller sejltur mellem isbjergene koster alt sammen kassen (og foregår i øvrigt kun sjældent i Nuuk, men typisk oppe ved isfjorden i diskobugten og Illulisat, hvor det i sig selv koster kassen at komme op. Det var jeg forberedt på, og jeg glæder mig til at skulle tage kystskibet derop om et par uger og blandt andet skulle overnatte i hytter helt ude ved den kælvende bræ i Eqi – men det altså ikke bare sådan noget, man lige oplever, bare fordi man er i Grønland. Der er begrænsede pladser og det koster KASSEN).

2) Ingen tvivl om, at der er mange foruroligende sociale problemstillinger i Grønland. Det vil jeg på ingen måde forklejne. Og jeg ved også godt, at Nuuk næppe er der, hvor man oplever de mest forfærdelige forhold og forskelle på rig og fattig. MEN det er samtidig rigtig dejligt at se, hvor mange velfungerende, smarte, veluddannede, tjekkede grønlændere,  her er. Og det er altså nok så vigtigt at bide fast i og fortælle videre.

3) Der er faktisk sindsygt flot i Nuuk. Ingen tvivl om, at der nok er endnu fabelagtigt meget flottere mange andre steder i  Grønland. Men der er OGSÅ flot her. Og hvis man gør sig tilstrækkeligt store anstrengelser for at fotografere de pittoreske træhuse i Kolonihavnen, kan man godt få Nuuk til at se helt yndig ud. Og der er faktisk også nogle flotte eksempler på moderne arkitektur. Men netop fordi, man forventer at se store sørgelige boligblokke i Nuuk, tager de fleste også masser af billeder af dem. Flere end de måske anstrenger sig for at tage billeder af det “pæne” for det er jo det, man skal fotografere og fortælle om, fra bygderne.

Men det interessante er, at selvom jeg ser og hører en masse andet end det, jeg forventede at se, er det stadig det forventelige og forudsigelige som også jeg er med til at reproducere. Dels kommer man – uanset om man vil det eller ej – til at forholde sig til klicheerne, fordi det er dem, alle spørger til – og man derfor om ikke andet er nødt til at gendrive dem, hvis man vil sige noget om noget (ligesom jeg for eksempel lige har gjort ovenfor). Dels fordi det jo ER de anderledes ting, man typisk bider mærke i, når man lander et nyt sted – og hjemmefra-forventningerne bliver en slags hylder, man sætter oplevelserne ind på. Og ofte er det først, når man har fået sat hakker ud for de mest påtrængende “musts”, at man for alvor begynder at åbne øjnene og ørerne for alt det, der er anderledes end man forventede, i virkeligheden er meget hverdagsagtigt eller er mere nuanceret, end man troede, da man så det første gang.

Af samme grund prøver jeg altid at blive så længe som muligt det samme sted – eller vende tilbage mange gange. For det er først, når man begynder at se de små forandringer i stemningen alt efter vejr, årstid, ugedag, tidspunkt på døgnet. Hvis man bare lige lander og tilbringer en uges tid et sted, har man en tendens til at tro, man kender stedet, uden overhovedet at kende det. Et par måneder eller mange tilbagevendende besøg er selvfølgelig også kun stikprøver – men det betyder trods alt, at man får fjernet det første eksotiske slør. Og man ved i hvert fald, man er på rette vej, når man i stedet for at fokusere på klicherne begynder at sætte større pris på, fotografere og fortælle om alt det, man IKKE forventede at se.

(og nej da – der bilder jeg mig på ingen måde ind at være nået til med Nuuk endnu – mine Levende Postkort, Facebook-opdateringer, twits og blogposts driver stadig af klicheer og benovelse. Men jeg håber at nå derhen i nærheden af i løbet af dette to-måneders ophold)

Danmark pr. langdistance

I går var der valg til Landstinget i Grønland. Og i morges vågnede vi til nyheden om, at det faktisk endte med lidt af et jordskredsvalg. Og at der kommer til at være systemskifte. Efter mange år ved magten bliver Siumut, Hans Enochsen, Jonathan Motzfelt og de få andre navne, man med ujævne mellemrum på støder på i de danske medier udskiftet med partiet IA ledet af Kuupik Kleist. Ret stort, faktisk.

Og derfor har jeg så i dagens løb prøvet at se, hvor meget det prægede medierne i Danmark. Og jo, der var da små indslag om valget i tv-aviserne. Men på nettet skulle man lede længe efter nyheder om valget. Virkelig længe. Grønland og alt det, der sker heroppe, er simpelthen bare ikke rigtigt på lystavlen i Danmark med mindre Connie Hedegaard inviterer statsledere op for at se smeltende isbræer, Pingo krydser indlandsisen eller Mary tropper op i nationaldragt.

Heroppe er det til gengæld omvendt. Danmark er meget mere præsent, end jeg havde forestillet mig. Også selvom selvstyret træder i kraft den 21. Også selvom der er stærke kræfter, der taler for stadigt mere løsrivelse. Og også selvom der er snak om at indføre engelsk i stedet for dansk i skolerne. Danmark er på mange måder livsnerven – og det er en mærkelig fornemmelse at mærke.

  • Den eneste flyforbindelse ud af Grønland går til Kastrup. USA og Canada ligger ganske vist langt tættere på – men hvis man vil flyve fra for eksempel New York til Nuuk, skal man (ligesom undertegnede, hvis lay-over så lige varede et årstid) via Kastrup.
  • Alle TALER dansk. Og man beTALER med danske kroner.
  • Hvis man hører til dem, der normalt savner rugbrød og piratos på udenlandsrejsen, er det intet problem heroppe. Og man kan få Sismofytter, Klovborgost, Hansens-is og danske ugeblade med et par dagens forsinkelse.
  • Alle de danske tv-kanaler kører med fire timers forsinkelse, så man kan se sine programmer til almindelig dansk tid – og så tv-programmerne på nettet, i aviserne og bladene passer med de rigtige tidspunkter.
  • Møblementet i det kommende borgmesterkontor, hvor jeg fik lov at afgive min brevstemme til EU-valget og Tronfølgerafstemningen forleden, bestod af de fineste fine Faaborgstole og Mogens Koch-reoler i birk med rødt niger-skind fra Rud Rasmussen (en detaljegrad, jeg kun er i stand til at gengive, fordi jeg lige har skrevet en artikel til Bo Bedre om det fantastiske snedkeri på Nørrebrogade og var glad for at se deres fine sager heroppe også)
  • Busserne ligner almindelige gule HT-busser fra dengang, jeg var barn og der ikke var noget, der hed Movia endnu.
  • Ved alle offentlige bygninger vajer dannebrog side og side med det grønlandske flag.
  • TV-udsendelserne sendes også på dansk, biograffilmene har danske undertekster, alle tilbudsaviser er to-sprogede.
  • Stikkontakterne er danske, byggematerialerne er danske.
  • Butikkerne hedder Tøjeksperten, Inspiration, BabySam, Matas, Stark og XL-byg.

Det hele er på mange måder så velkendt, som ingen destination nogensinde har været før. Og det er det på en ægte, moderne, hverdagsmåde, der handler om levet liv – slet ikke som når man besøger Solvang i Californien, hvor de serverer medisterpølse med æbleskiver til morgenmad. Det her ER danske hverdage anno 2009. Det foregår bare pr. langdistance. Og det er virkelig tankevækkende, at forbindelsen, kendskabet og bevidstheden den modsatte vej er så begrænset.

Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

Skrivebordsvoyeren rapporterer fra Nuuk

Jeg sidder i et rødt træhus med hvide vinduer. Huset ligger i en række af andre identiske røde træhuse med skur, skraldespand og en lille trappe op. Og lokalkendte fortæller, at husene ligner hinanden så meget, at folk med jævne mellemrum går forkert og begynder at tage skoene af i hinandens vindfang. Her er i alt tre forskudte etager – og jeg har installeret mig på 1. sal. Udsigten er mildt sagt noget anderledes end fra Houston Street i New York, Ahornsgade og Vesterbrogade.

Fra dette vindue kan jeg nemlig se:

•    En sø, hvor den sidste grålige is venter på vej sommersmelte.

•    En stor parabol, der vender ryggen mod mig.

•    Et grønlandsk flag, der blafrer om sin egen akse det meste af tiden, men indimellem folder sig fuldt ud.

•    En stribe nybyggede huse, der stadig er ”imprægneret-træ-farvede” og måske skal blive ved med at være det. I hvert fald er folk flyttet ind: der hænger et rødt lagen i dobbeltsengstørrelse til tørre på én terrasse og vasketøj i alle faver lidt længere nede.

•    Grønlands Energiforsynings store, nybyggede hobedkvarter i gråt og glas.

•    To rustne fælles-griller

•    To ud af de fem legepladser, der ligger omkring den lille sø. Den ene af de fem ligger lige nedenfor min terrasse, men den kan jeg ikke se lige nu, fordi jeg sidder på første sal. Den største af dem, jeg kan se herfra har fire bildæk-gynger, hvoraf de to hænger i en tynd tråd. En vippe med to falmede gyngehestehoveder, et stativ med noget, der måske er en koboltblå babygynge. Et klatrestativ med en lang rutchebane og en masse borde-bænke-borde. Den anden legeplads har lidt mere knald på farverne – sikkert nyere. Der er lige kommet to piger til den ellers øde legeplads. De er begge klædt i lilla og lyserøde nuancer. Den ene i chocking ping jakke og hue og lyserøde gummistøvler. Den anden i gammelrose jakke og lysegrønne gummistøvler.

•    En kran, der svinger.

•    To arbejdsmænd – en med rød hjelm og en anden med hvid hjelm, der konfererer på øverste ubyggede etage af et voksende etagebyggeri.

•    Et hvidt hus med rødt tag, hvor beboeren lufter dørmåtte på terrassen. Et rødt hus, et lyseblåt hus, et koboltblåt hus og et gult hus – alle med sorte tage.  Mellem det røde hus og det blå hus løber en sti, hvor jeg lige har set tre børn komme cyklende.

Hvis jeg strækker hals kan jeg desuden se:

•    Nuuks industrihavn med et par trawlere, en masse kabeltromler og et stort blåt pakhus. Man kan også se kystskibet, når det lægger til og fra.

•    En klynge træhuse i mange forskellige farver der ligger draperet udover bjerget.

•    Godthåbsfjorden i baggrunden og de sporadisk snedækkede bjerge, der bader i fjorden.

Gennem mit vindue kan jeg:

•    Mærke den friske, friske luft strømme ind og klare tankerne.

•    Høre pigen med de lyserøde gummistøvler slå sin skovl mod klatrestativet i en monoton rytme.

•    Høre en dansktalende mand irettesætte sin søn. Men jeg kan ikke se hverken far eller barn.

Pluk fra det første døgn på Grønlandsfærden

In transition
Jeg fik ikke sovet meget natten inden afgang. Jeg selv var ”in transition” – og det var alle omkring mig også. Min bror og hans kæreste kom til middag – hun direkte fra lufthavnen, fordi hun havde tilbragt de sidste par dage i et artists residency i det allernordligste Norge. Lidt over midnat ankom så dem, der skal bo i min lejlighed mens jeg er væk. Han bor i Washington DC, hun i Jerusalem – og de skal nu tilbringe sommeren i min lejlighed. Og der var nok af verdenssituationer i et par timer, før vi gik til køjs. Tidligt, tidligt næste morgen samlede jeg så mit habengut og tog til Kastrup, hvor jeg mødtes til morgenmad med nogle venner, der skulle til Skotland. Alle var i ”in transition” og på vej, på vej, på vej til eller fra et andet sted. Og andre tankebaner. Der er noget skønt ved at fange folk in transition. Og det er nok også derfor, rejsesamtaler flest bliver ekstra inspirerende, tankevækkende og intense.
Det foregår på andre frekvenser.

In the air
Der var god stemning ombord på Air Greenland-flyet. Alle grønlænderne kendte tilsyneladende hinanden – og alle os, der glædede os til at skulle derop var spændte og nysgerrige. Der var en konstant summen af folk, der udvekslede historier, spørgsmål, tips og fortællinger med hinanden. Min egen grønlandske sidedame var også superinteressant – og i løbet af de små fem timer, turen varede, steg min viden om Grønland med mange 100 %. Nu var jeg så også taget temmelig uvidende af sted, for jeg har simpelthen haft så travlt op til afgang, at jeg valgte at gøre en dyd ud af at ankomme som et blankt stykke papir – og så suge til mig med åbent sind og øjne – og vidtblafrende ører. Så jeg var på en stejl læringskurve, men fik således et crashcourse i alt fra
•    det grønlandske valg på tirsdag, der er vildt spændende, fordi det bliver en kamp mellem byer (hvor folk gerne vil have væltet det nuværende styre) og bygderne (hvor den nuværende landsstyreformand kører meget store charmeoffensiver)
•    Seafood-industrien, hvor hendes mand var temmelig højt placeret
•    Grønlands energisektor, hvor hun selv var temmelig højt placeret
•    Boligmangelen i Nuuk, der tvinger de unge til at spare op i årevis, for at få råd til en af de eftertragtede andelslejligheder – selvom det er usandsynligt, at de nogensinde får det. Det problem havde min sidedame så ikke. Det største problem ved hendes hjem var, som hun sagde med et smil, at det lå lige ned til fjorden og nogle gange larmede det lidt med hvalernes blåst.
•    Moskusgarn, der skulle være noget af det varmeste, man kan strikke med. Og det blødeste, bløde.
•    De sproglige udfordringer, hvor mange af de veluddannede tidligere ikke ville lade deres børn tale grønlandsk – de skulle lære dansk for at kunne komme videre i livet. Og selv havde hun – trods fødsel og opvækst i Nuuk – først lært sig grønlandsk som voksen.
•    Alle de mange skønne råvarer, jeg glæder mig til at gå ombord i. Hun gav mig en masse tips til tilberedning af den friske stenbiderrogn, helleflynderen, kvanerne, moskussen, renerne og sortebærrene.

Upon arrival
Jeg skulle – ligesom alle andre – skifte i Søndre Strømfjord, der er den eneste lufthavn, hvor fly af international langdistance-kaliber kan lande og lette. Lufthavnen ligger for enden af fjord med høje bjerge på hver side – og man flyver simpelthen ned mellem bjergnene og hen over masser af moræne, før der pludselig er fast grund under hjulene. Meget spektakulære landingsforhold. Selve Søndre Strømfjord fremstår i turistmaterialerne som et ”hot spot” med ture til indlandsisen og moskusoksesafari. Jeg havde forestillet mig en lille by, men reelt var det landingsbane, et hotel og et par huse på den anden side af fjorden. Selve lufthavnen var lillebitte, men nøje sat i system, så man kunne kæmpe sig gennem en tax-free-shop (åbenbart meget billigere end i Katrup), inden man gik over til afgangshallen. Her stod en mand med en lille pult og reklamerede for Indlandsis-turene og moskussafarierne. Da det efter ti minutter stod klart, at alle enten skulle videre eller for længst var driblet videre ud i Søndre Strømfjord Downtown, hægtede han med en øvet håndbevælgelse sit velcro-ophængte skilt ned fra loftet, lagde det oven på pulten, som han trillede hen i et hjørne, så den stod klar til at blive rullet frem, når morgendagens ”Danmarksfly” landede.

At the gate
Ved Gate 1 (ud af 2) afgik alle indenrigs Dash 7’erne i en lind strøm. Tre maskiner i rap til Nuuk (hvoraf jeg var med den sidste og derfor havde rig lejlighed til at observere procedurerne med de første) og andre gik mon endnu mere eksotiske destinationer som Aasiaat og Illulisaat. Når de var klar til at boarde næste fly, satte de simpelthen et stykke A4-papir med flynummer og navn i et chartek, der hang ved døren. Og udskiftede det med næste flynummer og navn, så snart næste lille røde bi var klar til afgang. As low tech as it gets – men det virkede præcis efter hensigten. Svarer lidt til, at jeg for nylig hørte om en lille dreng, der havde set en skrivemaskine på et loppemarked og sagt til sin far ”se, hvor smart – den printer direkte, når man skriver”.

In the air 2
Der var ikke faste sæder i det lille Dash7-fly, der skulle fragte os videre til Nuuk. Det var lidt ligesom en bus, hvor man blev bedt om at gå så langt frem som muligt og jeg var heldig at få kapret mig en vinduesplads. For turen var spektakulært smuk. Man flyver forholdsvis lavt henover indlandsis, sukkertoppe, fjorde og snedækkede fjelde. Mange af stederne er vandet nærmest syret-turkis – og min sidekvinde fra før, der nu var endt ved siden af min igen – forklarede, at det skyldes kombinationen af det reneste vand og de mange luftbobler, der er lagret i isen gennem millioner af år. Når solen skinner gennem det, bliver det turkis. ”det er også derfor, det er så populært at putte indlandsis i sine drinks”, uddybede hun ”det knager og brager så festligt”. Og så spurgte hun, om ikke hun og hendes mand skulle køre mig hen til huset, når nu min fætter var på en dagstur i Nordgrønland for at overrække en erkendtlighed til en kollega, der skulle på pension, og han derfor ikke kunne hente mig i lufthavnen. Og det måtte de jo hjertens gerne.

Upon arrival
Der herskede totalt kaos ved det mikroskopiske bagagebånd, men alligevel tog det kun et øjeblik før min ellers forholdsvis omfangsrige bagage slynget ombord i en lækker jeep. I det hele taget var der utroligt mange lækre jeeps, hvilket er lidt sjovt, fordi alle grønlandske byer jo er lidt af et ”truman-show”. Man kan ikke komme derfra ad landvejen, kun med fly eller skib. Så alle vejene stopper indenfor en meget lille radius og der er tilsammen kun ca. 100 kilometer vejnet i Nuuk at speede jeepen rundt på. Efter et par minutters kørsel blev jeg sat af ved min fætters dejlige hus, der skal være min base de næste måneder. Spiste en hurtig haps på terrassen i solen og var egentlig alt for træt til at gøre noget som helst, men måtte alligevel liiiiiiiiige ud på opdagelse. Så jeg smurte mig i masser af solcreme og iklædte mig alle de lag-på-lag, man får anbefalet og travede ned mod down-town Nuuk.

Preview
Jeg elsker altid de første gåture, når jeg ankommer til en ny destination. Sanserne er – også selvom jeg i dette tilfælde var temmelig træk af den dumme kombination af natteroderi og jetlag – ekstra skærpede og mængden af indtryk så tyktflydende, at man nærmest kan drikke dem. Der er smukkere i Nuuk, end jeg troede. Alle taler så massivt om, at det ”jo ikke er Nuuk, man skal tage til, hvis man vil opleve naturen”. Men her er altså dejligt i sig selv. Givetvis ikke noget sammenlignet med så mange andre af Grønlands byer og bygder, hvis naturskønhed flyveturen fra Søndre Strømfjord til Nuuk jo gav en fantastisk forsmag på. Men dog smukt, med sneklædte bjerge, der rejser sig direkte af fjordenes blå. På vejen så jeg:

•    Siumuts partihovedkvarteret med 7 balloner på pind stukket ned i jorden udenfor. De svajede som boksebolde. Ovenover hang der en stribe valgplakater og ventede på tirsdag.

•    Blokkene, hvor en meget stor del af Nuuks-beboere lever under temmelig triste forhold. I den største af blokkene – blok P – bor hele 2 % af Grønlands samlede befolkning og den er berygtet for sine triste skæbner. I en grøftekant foran blokkene legede to børn med nogle gamle olietønder – og det var som udgangspunkt et meget trist syn, der dog blev sat i en ny kontekst senere på aftenen, da jeg så lidt af Nuuks Lokalnyheder på tv, og det viste sig, at i går var sidste skoledag for 10.-klasserne (så meget havde jeg så selv luret ved at se en masse unge i malingindsmurte kedeldragter rundt om i byen) og det er en del af traditionen at vække deres lærere (og dermed resten af byen) med larm. Og her triller de så rundt med tomme olietønder, som de slår på. Så det var faktisk et særsyn med børnene, der legede med tønderne i grøftekanten – og det er jo den slags, man altid først finder ud af, når man har været lidt længere et sted og en reminder om, at man skal huske ikke altid at basere sin viden på førstehåndsindtrykket.

•    En skillevej, hvor jeg var nødt til at spørge en forbipasserende, hvilken vej centrum var. Hun grinede ad mig og sagde ”Set er stort set her. Men dernede ser du byens eneste lyskryds og pladsen foran Brugsen, så det er nok det, du tænker på.”   Jeg har glædet mig helt vildt til at skulle i Brugsen, fordi jeg elsker at besøge supermarkeder i andre lande og kigge på ingredienser. Men jeg valgte at udskyde mit første rigtige besøg i Brugsen, indtil jeg var lidt mere vågen, for ikke at tage duften af det i en døs. Nåede dog lige at stikke snuden ind i forhallen, hvor der lå en meget veludstyret bager, der også havde et stort udvalg af danske mejeriprodukter på en måde, der ikke efterlod tvivl om, at det her jo OGSÅ er Danmark. Og jeg så en kølemontre med tørret hellefisk og rensdyrlasagne. Og svingede ud igen og ned af gågaden, hvor der ligger en Matas, Grønlands kontorforsyning (betryggende veludstyret), en hifi-butik (ligeledes betryggende veludstyret), et par tøjbutikker og en Babysam. Det smukke kulturhus i træ huser blandt andet et biograf og en cafe, hvor det så ud til, de serverede rigtig god kaffe. Og her sagde jeg så stop for den dag. Og ventede med at udforske det gamle Nuuks seværdigheder, Brættet (som er der, hvor alle fangerne sælger friske fisk og moskus og som jeg også glæder mig meget til) og julemandens postkasse gjorde jeg mig helle ingen anstrengelser for at finde. Det er der alt sammen tid nok til i løbet af de næste to måneder. Så jeg hoppede på en bus hjem og crashede et par timer på sofaen i solen. Og solen heroppe er altså ikke bare solen – når den skinner er det en meget intens velsignelse.

Ready to explore
Så kom min fætter hjem fra sin færd til Nordgrønland, og vi lavede Moskus-lasagne og sludrede, sludrede, sludrede indtil jeg gik totalt kold og sov helt fantastisk godt og så tungt, at det slet ikke gjorde noget, at jeg ikke lige havde kunnet overskue at rulle mørklægningsgardinet ned.
Og nu sidder jeg så her i sofaen en tidlig morgen i Grønland. Har fået rebootet hjernen, Mac’en på nettet og en kop kaffe ved hånden. Og sidder og glæder mig uendeligt meget til at fortsætte udforskningen. Fortsættelse følger.

Når sorgen synker ind

I dag ville min mor være fyldt 65 år. Og hvis hun stadig havde været i live, ville det ikke være gået stille af. Hun var nemlig ufatteligt god til at fejre livet og udnytte enhver undskyldning til at gøre livet lidt festligere.

Men nu er hun desværre ikke i live længere. Hun døde i Beijing for et par år siden. Et par år siden. Et par år siden, er det allerede. Det er allerede et par år siden. Er det virkelig allerede et par år siden? Ja, det er det. Det er ikke længere en ny sorg. Den er for længst sunket ind. Blevet noget, vi der elskede hende, lever med, accepterer, forholder os til – og alligevel stadig overhovedet ikke kan fatte.

Jeg har længe gået og tænkt på, at man hører utroligt meget om død og sorg, lige når den indtræffer – og utroligt lidt om, hvordan man lever med sorgen og savnet, når den første akutte sorgtilstand så småt fortager sig. Og man står tilbage med en hverdag, der er forandret for altid – og alligevel ligner sig selv. Og nu tænker jeg, at jeg i dagens anledning lige vil dele et par af mine observationer med jer:

  • Et halvt år inden min mor døde, læste jeg en kronik, Politikens Washington-korrespondent Marcus Rubin havde skrevet om tabet af sin mor. Den hed Kaddish – og referede til den gamle jødiske tradition, hvor man hver dag i det første år efter dødsfaldet siger en bøn for den afdøde. Hvilket han selv havde taget op i en moderne version, hvor han hver dag læste et nyt kapitel i bogen. Den tanke kunne jeg enormt godt lide. Men samtidig lå tanken om, at jeg selv kunne miste min mor, mig fuldstændigt fjern. 
  • Samme efterår mistede en af mine gode veninder sin mor. Hun var den første af mine nære venner, der mistede sin mor. Og det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle være der for hende. Hvad skulle man sige? Hvor ofte skulle man selv kontakte hende? Hvornår skulle man holde sig tilbage? Var det ok at sige noget sjovt eller fortælle om noget, man var glad for, når hun nu selv var så ked af det? Hvad skulle man skrive på bårebuketten? Hvordan kunne man være der bedst? Ordentligt. Samtidig kom det utroligt tæt på, at det jo skulle ske for mig også engang. At jeg skulle miste min mor. Men det var stadig overhovedet ikke på lystavlen, at der var en reel risiko for, at det kunne ske – så hurtigt.  
  • Et par måneder senere døde min egen mor – og pludselig var jeg ovre på den anden side. Tvunget op ad en stejl læringskurve. Med i et fællesskab af dem, der havde mistet deres forældre. Ekspert på bårebuket-kort, kistepynt, urner, gravplads-muligheder, dødsannonceindrykning og gravtaler. Bekendtskabskredsen delte sig i to: Dem, der selv havde mistet forældre og pludselig trådte frem af massen og tilbød deres hjælp og erfaringer. Og dem, der havde det ligesom jeg selv havde haft det, da min venindes mor døde et par måneder før – søde og hjælpsomme – men uendeligt usikre på, hvordan de bedst kunne være der for mig. 
  • På et tidspunkt læste jeg om Joan Didions nye bog – The year of magical thinking, der handler om det år, hvor forfatteringen mistede først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor – for da var jeg også selv berøringsangst og vidste ikke lige, hvad der var det rigtige at gøre. Men nu ved jeg, at man bare skal handle, ringe, komme forbi, tage initiativ – og så til gengæld være helt på det rene med et afslag. Det skal man huske. Både lige når sorgen indtræffer og alle konstant spørger, hvordan man har det – men man aner ikke, hvad man skal svare. Alle vil gerne “være der for en” – men man aner ikke engang rigtigt, hvordan man selv skal kunne være i det hele. Alle vil gerne hjælpe – men man kan ikke finde ud af at række hånden ud efter hjælp. Og når hverdagen indtræffer – og man stadig har brug for at blive spurgt, hvordan det går og brug for, at folk er der for en og forstår, at man nogle gange reagerer mærkeligt og at det måske er sorgen, der titter frem – også selvom dødsfaldet skete for et par år siden.
  • Jeg har – uden at ansøge om den – fået tildelt en ny ekspertrolle i min omgangskreds. Når talen falder på død og sorg, tier alle, hvis jeg begynder at sige noget. Mit ord bliver lissom lov, på en måde, jeg ikke bryder mig om, fordi oplevelser med død og sorg jo er præcis lige så individuelle som vores forhold til vore forældre. Og psyker i det hele taget. Til gengæld kan jeg godt lide – og forstå – når folk spørger mig til råds om, hvordan de skal tackle konkrete situationer med dødsfald og sorg i vennekredsen. Ikke at mit ord skal være lov her heller – men efterhånden har jeg snakket med så mange andre sørgende og efterladte, at jeg trods alt kan se, hvad der er gennemgående mønstre – og hvad der måske er mere individulle erfaringer.
  • Jeg græd ikke særlig meget i tiden omkring dødsfaldet. JO, jeg brød da fuldstændig sammen med jævne mellemrum – men den store konstante film-agtige gråd, kom aldrig. Og det havde jeg det lidt mærkeligt med? Hvorfor græd jeg ikke, når jeg nu var så ked af det? Jeg oplevede også, at mange af mine veninder græd, mens jeg selv sad helt køligt overbliksagtig – og undrede mig over, at jeg ikke græd. Det har siden vist sig, at det er meget almindeligt ikke at græde så meget i tiden omkring dødsfaldet – og at mange andre ligesom mig kan føle et mærkeligt strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke bryder sammen sådan som man forestiller sig, man vil gøre, når nogen dør. Det er igen en meget individuel ting, hvordan man selv – og ens tårekanaler – reagerer. Mine har til gengæld reageret ved, at jeg siden er blevet ekstremt meget mere grådlabil end jeg var tidligere. Jeg tuder til romantiske film. Jeg tuder, når jeg sidder i et tog og lader tankerne svømme ud gennem vinduerne. Jeg tuder på cafeer, hvis jeg bliver spurgt til mine ømme punkter. Jeg tuder – og den er stensikker hver gang – når the challenge-winners i Americas Next Top Model får besøg af deres mødre under konkurrencen. Jeg bliver enormt rørt. På en måde, jeg aldrig blev rørt før. Så mange bække små udgør så rigeligt den store å, der udeblev i forbindelse med selve bisættelsen.
  • Når man har mistet en af sine forældre, er det lidt som at komme med i en hemmelig klub. Alle de bekendte, der manifesterede sig som hjælpere i tiden omkring dødsfaldet, har jeg fået en langt mere intim relation til siden. Ikke at vi render hinanden på dørene eller Facebook hver dag. Men vi rækker lige ud til hinanden ind i mellem. Tjekker op på hinanden. Drikker en kop kaffe over en snak, vi kun kan have med hinanden. Med omvendt fortegn svarer det nok lidt til det, der sker, når folk bliver forældre. Det kan drive os, der ikke har børn endnu til vanvid at få at vide, at man ikke kan udtale sig om det med børn, før man har prøvet selv – men der er jo nok noget om det. Uanset hvor meget, man teoretiserer KAN man givetvis ikke forestille sig, hvordan man reagerer, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske. På samme måde KAN man ikke forestille sig, hvordan det er at miste en forælder. Det er selvfølgelig ikke alle medsørgende, man svinger lige godt med og oplevelserne kan være meget forskellige – igen givetvis på præcis samme måde, som der jo er mange måder at nybagt mor på. Men dem det fungerer med, er noget helt særligt. Også selvom man overhovedet ikke snakker konkret om sorgen, når man mødes. Der er noget helt grundlæggende over fælleskabsfølelsen når de store, uundgåelige livsforandringer indtræffer – og de er samtidig nøglen til nye, vigtige relationer.
  • Jeg hørte en fantastisk børnepyskolog på P1, der fortalte om sorgbearbejdelse med børn. Og understregede, hvor vigtigt det var, at man ikke satte den afdøde op på en piedestal. For det var dels et stort pres for børnene at skulle leve op til de tabte forældre, hvis de altid blev omtalt med “Gud tager altid bedste”. Og børnene kunne også have behov for at sige, at forældrene også havde været irriterende. Det påtvungne glansbillede gjorde ondt. Og det synes jeg også selv, jeg kan mærke. Ligeså gerne som jeg vil have bekræftet, at min mor virkelig var et unikt, fantastisk, inspirerende og vidunderligt menneske, der nåede at have et fantastisk liv, ligeså gerne vil jeg grine ad hendes spøjse sider. For dem var er også mange af. Og vi elskede hele pakken.
  • Når nogen dør, opdager man virkelig, at der er en grund til, at klicheer er klicheer. For det bliver de jo kun, hvis der er en vis grad af sandhed i dem. Jeg føler virkelig, at min mor lever videre i os. Jeg er blevet ekstra opmærksom på betydningen af, at slægter følger slægters gang, at man skal leve hver dag som var det den sidste, ikke udskyde til imorgen, hvad man kunne gøre i dag, aldrig gå i seng med et uafklaret skænderi i baghovedet – og altid sørge for at sagt til dem, man elsker, at man elsker dem.
  • Og hvorfor er det så egentlig, at en forældres død er så grundlæggende livsomvæltende? Udover -selvfølgelig – det konkrete savn af personen? Igen er det jo meget individuelt og afhænger helt af de efterladtes forhold til de afdøde – men helt grundlæggende vil det for de fleste menneskers vedkommende handle om, at man – uanset alder – bliver voksen på en helt ny måde, når man ikke længere har en at læne sig op ad, regne 100 % med, være sikker på interesserer sig for en, elsker en ubetinget, selvom man er skideirriterende engang i mellem og gerne vil høre ALT (nogen gange også for meget) i alle detaljer om det, man tænker på og kæmper med, mod, for. Årene går, men tager stadig sig selv i at opleve noget, der er så stort, at man mentalt er i gang med at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, dengang på ferien. Et livsvidne, et hukommelsesbiblitotek. En ubestinget bagstopper, en livline.
  • Min mor er død. Men derfor vågnede jeg alligevel i dag – som jeg er sikker på, at jeg vil blive med at gøre det resten af livet den 24. marts – med et klingende “I dag er mors fødselsdag”. For selvom hun desværre ikke længere selv er i live, kan man jo godt fejre hendes liv.

Jeg: En GentofteNørrebro-hybrid

BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.

TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80’erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.

GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.

FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.

STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.

VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.

OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.

Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

er en mikroårstid, der følger lige i kølvandet på frost. Den har en helt særlig lyd. Det drypper og skrider og rutscher og krakelerer omkring ørerne på en. Isskrabere, der før raspede henover forruderne i de tidlige morgentimer, glider nu og skaber gletschere i deres kølvand. Tø er lyder af vådt i vådt. Ikke den skarpe lyd af flænget silke eller frostklar knitren. Vådt i vådt. Dryp, dryp, dryp.

er en kortslutning i hjernen, når tanker, der før stod knivskarpe og frostklare, er i opbrud. Tankeflagerne glider sammen og skaber nye formationer – og man forsøger forgæves at klamre sig fast til resterne af en velkendt isflage. Indtil det går op for en, at man er nødt til at slippe det gamle paradigme, den oprindelige plan, krydsklippe dispositionerne og vælge nye strategier. Tanke-tø betyder kaos…og det kan være ubehageligt, mens det står på. Meget ubehageligt endda. Men så skal man altid huske sig selv på, at tanke-tø næsten altid markerer overgangen til noget bedre. Selvom det kan være svært at forstå, mens man lader sig hvirvle rundt i grødisen.

markerede det helt fantastiske tidspunkt på året, hvor isen – oh glidebane, oh fryd – på mine forældres svømmebassin krystalliseredes i store isklumper, der stadig har sammen. Men kun lige akkurat. Og intet slår fornemmelsen af isklumper, der krakellerede omkring den nøgne krop, når jeg løb op fra saunaen og sprang ud i det.

vil være konsekvensen af alt for omfattende klimaforandringer omkring polerne.

er den sårbarhed, der tillader en lille blå anemone at gennembryde sneen og smelte det gennemfrosne hjertes kvarts den første dag i marts.

var en tilstand, vi frygtede meget i mit barndomshjem. Taget på havestuen var fejlkonstrueret. Alt for fladt. Tagpap er noget uforudsigeligt noget. Og trods årlige reperationer var det frem med arsenalet af margretheskåle strategisk fordelt under særligt udsatte steder. Dryp, dryp, dryp. Et vandorgel – eller sarte trommehvirvler. Vådt i vådt.

er en frøken, der går tur med Snemand Frost ved Søndersø. Finder en bænk og slår sig ned. Taler lidt om kærlighed. Og får Snemand Frost, der var lidt bleg, til at smelte i det øjeblik han uskyldigt spørger “må jeg kysse dig”. Tilbage sidder hun på bænken med en kop, for Snemand Frost er tøet op.

er fornemmelsen, når en forkølelse letter. Når snottens indlandsis fortager sig, og man i glimt begynder at kunne se ud af øjnene, trække vejret gennem en næse-kanal, smage med et enkelt smagsløg.

er afslappetheden, der indtræffer, når en forfrossen krop nedsænkes i et karbad. Når spændte muskler afspændes. Når den trætte krop går omkuld og bliver et med sengetøjet og madrassens fjedre.

er glæden, når man forelsker sig, lærer nye mennesker at kende, første gang hører et lille barn sige ens navn og kan mærke, at det begynder at savne en. Når man genopdager gamle venskaber eller opdager gode sider af en person, man ellers er forbeholden overfor. Man mærker sit hjerte smelte og små deltaer af noget varmt og altomfavnende sprede sig helt ud i fingerspidserne.

er tegnet på opbrud, nybrud, tankebrud, nedsmeltning og nye tider. Men også tegnet på forårets komme. Man stirrer vemodigt ud på det smeltende vinterlandskab, kysser snemændene farvel og det velkendte farvel. Og lader sig varme af forårssolen, men de mørke tåger fortager sig.

%d bloggers like this: