Nadja Pass

Kategori: Optik

Forelsket i København

Der er nogle særlige dage i enhver københavners liv, der i særlig høj grad gør en forelsket i København. Og lykkelig over at bo her. Min personlige liste er noget nær uendelig. Men her kommer et par – drysset ud med rund hånd:  

  • Når rhododedron-labyrinten blomstrer i Østre Anlæg.
  • Store Bededags aften, når folk går på voldene, selvom det er reelt er alt for koldt til, at jomfruer sig nogenlunde forkølelesesforsvarligt kan sig på volden sole. Og går hjem til te og varme hveder. 
  • Når min baggård forvandles til et lille tivoli, hvor nabolagets unger fejrer Eid.
  • Når løgplænen foran Rosenborg blomstrer. Og nu, hvor vi er ved Kongens Have, er det kolossalt lange bed langs Sølvgade i sig selv et studie i tidernes skiften. Jeg synes altid, det er dybt fascinerende, hvordan de formår at farvekoordinere blomstringerne, så det hele skifter farve med ganske få dages mellemrum.
  • Når en gade eller et stræde, der lige har været underlagt vejarbejde, pludselig er åbent igen.
  • Begyndelsen af september, hvor en masse nye tilflyttende studerende står i hver deres kryds med hver deres københavnerkort og hver deres fortabte udtryk i ansigtet og bliver så glade, når man hjælper dem på vej til læsegruppemødet/kollegiefesten/biografturen.
  • Når jeg har et ærinde, der bringer mig på gå-ben over en bro – og jeg bare står der og kigger udover havneløbet.
  • Når den der busk på sø-dosseringen, der altid pipper helt ekstremt højt og livligt, pipper endnu højere og livligere end ellers.
  • Sommeren, hvor det hele ligger lidt øde hen og der mest er turister i gaderne.
  • Når Tivoli åbner (hvilket reelt set er et fortidslevn, eftersom de snart holder åbent hele året og har mini-åbninger i tide og utide)
  • Når solen skinner på Hermes-statuen, der strækker sig højt over Købmagergade.
  • Jazz-festivallen, hvor alle der er i byen med største naturlighed lige lægger hjemvejen forbi en park eller en plads for at høre lidt gratis jazz.
  • Når duften fra brændte-mandel-boderne minder en om, at det jo snart er jul.
  • Begyndelsen af juli, hvor alle brokvarterernes funky butikker er lukket på grund af “Roskildesyge”.
  • Når kastanjerne langs søerne sætter lys om foråret og drysser med kastranjedyrs-proteser om efteråret.
  • 1. maj, når optogene sigter mod Fælledparken, og chancen for at vinde sig en lille plasticblomst i skydeteltene mangedobles.
  • Når jeg husker mig selv på, hvor meget jeg elsker at sidde på Langelinje med en god bog – og så kommer afsted.
  • Forårets første solskinstimer, hvor alle os uden altan bliver grebet af akut indestængthed og bare må ud og væk og bort herfra. Og så genopdager parkerne.
  • Når man pludselig får billetter til teater, opera, biograf, eller koncert – og bare kan springe til, fordi man jo bor lige rundt om hjørnet.
  • Når man spontant kan aftale at møde sine venner-med-børn på legepladsen, og der bare er de skønneste unger i alle farver og faconer, og man tænker, at man bare MÅ blive et tolerant menneske af at have leget med så mange forskelligheder, siden man var helt lille.
  • Slutningen af juni, når studenterne springer ud og springer rundt om Krinsen.
  • Når en cykeltur gennem byen glider særligt godt.
  • De fire-på-hinanden-følgende-sensommeraftener, hvor det pludselig brager af fyrværkeri fra en helt anden retning end Tivolis og alle kigger undrende på en hinanden indtil en eller anden udbryder “DHL-stafet” og alle andre siger “Nååååh ja, selvfølgelig”.
  • Skt. Hans, når man har affundet sig med at tilbringe bålnatten i byen og der jo faktisk er helt fortryllende i Frederiksberg Have.   
  • Når man finder sig en ny stamcafe/kaffebar/sandwich-pusher/restaurant eller hul i væggen og lidt føler, det er ens eget indtil det pludselig er blevet så populært, at man selv begynder at lede efter andre græsgange.
  • Når man tillader sig selv at blive lidt væk på Assistenskirkegården, der tager sig vidt forskelligt ud til alle årstider. Men altid er lige dejlig.

Når mørket kommer…

  • kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
  • kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
  • (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
  • er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
  • ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
  • bygger jeg bo i min store grå striksweather
  • råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
  • sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
  • kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
  • bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
  • stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
  • mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
  • juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
  • ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
  • synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
  • bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
  • opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage

Facebook-opdateringen – en ny folkegenre?

I forlængelse af mit indlæg om fordelene ved Facebook, spurgte de gode folk på Kommunikationsforum, om jeg kunne have lyst til at uddybe, hvad jeg mente med punktet:

Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.

Og således udfordret og opfordret har jeg i den seneste ugestid noget mere aktivt end ellers fulgt med i folks opdateringer på Facebook. Det er blevet til en temmelig omfattende kategorisering af de forskellige arketyper – med formål, fordele og faldgruber. Og masser af eksempler.

Det har i sig selv været rigtig sjovt pludselig at begynde se nogle mønstre i opdateringernes vilde mangfoldighed. Men egentlig synes jeg, den største oplevelse ved at arbejde med materialet har været, at jeg synes at fornemme en ny, spirende “folke-genre” der er ved at opstå derinde på Facebook. En genre, der stortrives i spændingsfeltet mellem det mundtlige og det skriftlige og applererer så meget til “homo multimedicus” at selv helt utrænede skribenter publicerer, ordspiller og boltrer sig i konkrete detaljer. Og det synes jeg er stort, kæmpestort.   

Artiklen er netop blevet sendt ud gennem K-forums nyhedsbrev – og du kan læse den i sin fulde længe her. Og hvem ved – hvis vi er venner på Facebook, kan det jo være, at du – trods anonymisering – genkender en update eller to af dine egne :-)

Formlen for succes – succeshistoriernes periodiske system

 

Formlen for at blive fremstillet som succeshistorie i de danske medier er at besidde lige dele integritet og karisma. Det gælder både mænd og kvinder.

 

Men formlen for kvinders succes indeholder samtidig en masse ekstra grundstoffer og antistoffer, som mændene er fritaget for – men som vi er tvunget til at forholde os til, hvad enten vi vil det eller ej. Det gør det på den ene side lettere at opnå medieopmærksomhed, hvis man ønsker det – men det gør det også meget lettere at punktere en kvindelig succeshistorie.

Sådan indleder jeg artiklen “Succesens periodiske system”, der netop er udkommet i det nye nummer af erhvervsmagasinet Protocol. 

I artiklen opstiller jeg et periodisk system over de grundstoffer og antistoffer, der næsten altid indgår, når mediernes portrætterer særligt talentfulde, magtfulde, kloge, interessante eller kulturelle personligheder. Eller glimrer så meget ved deres fravær, at dét i sig selv bliver til historien.

Konsekvensen er, at der på den meget begrænsede tid og/eller plads, der er til rådighed, kun bliver meget lidt plads til at fortælle om det, personen brænder for, er særligt god til eller ved noget om. Mens uforholdsmæssigt meget af den sparsomme plads går til udenomsting. Det er problematisk i det hele taget, fordi der bliver stadigt mindre plads i medierne til at høre reelle eksperter og ildsjæle få lov at fortælle uddybende, fag-baseret og måske lidt smånørdet om det, de virkelig brænder for.

Og det er især problematisk, når det drejer sig om portrætter af succesfulde kvinder, hvor størstedelen af pladsen, går til udenomsting – udseende, bolig og serveringen under interviewet – der reelt ikke er relevante for hendes faglighed. Og uanset om hun har nogen eller ej – og uanset om det er et problem for hende eller ej – ender ethvert interview med en ambitiøs og succesfuld kvinde med at handle om børn. Børn og balance. Børn og ansvar. Børn og overskud – eller mangel på sammen. Fravalg af børn, tilvalg af børn, bollebagning til børn, au pair-pasning af børn. Alt sammen egentlig interessant nok og relevant for mange, der gerne vil forstå, hvordan det hele kan hænge sammen.

Men det holder ikke, at det ALTID kun er det, det handler om. Der bliver næsten ingen plads tilbage til at fortælle om det faglige – og dermed er de portrætartikler (selvom pointen med dem ofte er at fortælle om kvindelige rollemodeller) med til at fastholde os alle sammen i, at der er forskel på den kvindelige og den mandlige succeshistorie og mandens succes er “naturlig”, mens kvindens er enten på trods eller på grund af hendes køn, hendes pæn-pige-opdragelse eller hendes moderrolle.

Der er jo ikke sig selv noget overraskende over, at det forholder sig sådan, og man behøver kun at kigge tilbage på Lene Espersens udnævnelse til Konservativ leder, vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister for at se, hvordan hun konstant blev grillet om, hvorvidt det var ansvarligt for hende at tage imod den post med to små børn – spørgsmål, som ingen ville have så meget som overvejet at stille Brian Mikkelsen, da han samtidig overtog justitsministerstolen. Der er ikke som sådan noget overraskende ved det.

Men det der alligevel har overrasket mig, mens jeg sad og skrev på “Succesens periodiske system” er, hvor systematisk det alligevel foregår. Hvor forudsigeligt og klichéfyldt det er. For når man først har brudt det hele ned på hovedgrupper, undergrupper, grundstoffer og antistoffer, kan man næsten ikke læse et succes-portræt uden at det forekommer helt rystende, hvor lidt ekspertise, faglighed og ekcilibrisme vi får lov at høre om fordi al pladsen er reserveret til forudsigelighederne.

Hele artiklen – og ikke mindst selve Succesens Periodiske System – kan du downloade her: Succesens periodiske system.

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

Skrivebordsvoyeuren rapporterer fra Vesterbrogade

Jeg har savnet min New York-udsigt og alle eventyrerne, der udspillede sig lige udenfor gadedøren, meget. Men lige præcis nu sidder jeg ved et skrivebord ved stort vinduevindue i 1. sals højde, hvor de konkrete detaljer er så tæt koncentrerede, at man nærmest kan drikke dem. Så hermed et udpluk af de konkrete detaljer, mine øjne er faldet på indenfor den sidste halve time:

  • En stor metalørn over døråbning til en Sonofon-butik. I vinduet en mini-lys-avis med koboltblå reklamestrøm, hvor der med få sekunders mellemrum står “Velkommen til Sonofon”. Og en mand helt klædt i sort, der har stået så længe og talt i mobiltelefon lige udenfor deres facade, at jeg er begyndt at overveje, om de giver “facade-rabat”på mobilminutterne.
  • En lille metal-Buddha på kabelhylden. Og en New York-snow globe + et bundt gule, uudsprungne liljer i vindueskarmen. De dufter ikke endnu.
  • En lille pige, der forsøger at fortælle sin mor et eller andet, som hun ikke hører, fordi hun er for travlt optaget af mobilen.
  • 8 store plancher med speedamarkernoter og et 1 whiteboard påhæftet 23 grønne post-it-sedler.
  • En meget bordeaux frisørfacade, der lover “International Hairdesign”.
  • En tavle i Føtex’ vindue, der – umotiveret placeret foran tre far-mor-og-barn-giner med “modetøj”- lover, at jeg kan vinde et 32” fladskærms-tv, hvis man kigger op på 1. sal.
  • Karin Høgh, der i al hast trækker sin cykel forbi.
  • En yngre kvinde med fletning og cykelkurv, der som den første parkerer sin cykel udenfor stativerne udenfor Føtex og dermed bidrager til det, der hver eftermiddag er et af Københavns mest proppede fortov.
  • Mennesker i alle farver, faconer, aldre og klædedragter, der har hver deres strategi for at krydse den meget befærdede hovedfærdselsåre.
  • 6A’eren, der kører forbi med ujævne mellemrum.
  • En gul ladvogn med en meget stor grå motorcykel bagpå.
  • Ikke særlig mange cyklister med hjelm. Den slags er meget tidspunkt-på-døgnet-afhængigt. I myldretiden er der efterhånden kort mellem hjelmene.
  • Til gengæld rigtig mange modesmarte regnfrakker af typen “mønstret voksdug nu som regnfrakke”. Især et højt antal taget i betragtning, at det slet ikke regner. 
  • En art director eller måske artkitekt med mappen under armen.
  • Op til flere caddies, der skal fragte indkøb hjem for gravide og ældre.
  • En barnevogn, hvor en rød, sammenklappet paraply/parasol duver op og ned i takt med brostenenes rumlen.
  • To hvidhårede kvinder, hvis parktiske sko ser ud til at virke efter hensigten.
  • En højgravid kvinde i lilla langærmet t-shirt bærende på en gul æske. Har intet gæt på indholdet. Men spændende ser den ud.  
  • Alle de karakteriske dekorationsbobler på Føtex-bygningen, som jeg aldrig før har tænkt over i dagslys – men som om aftenen giver bygningen sit blåprikkede skær.   
  • En systemansvarlig, der kæmper for at få en netværksprinter op at køre.   

Konkrete detaljer i en uddød badeby

I New York stod de konkrete detaljer ligefrem i kø for at blive lagt mærke til og nedfældet. Meeeeen man skal nu heller ikke kimse ad en helt almindelig gåtur i sensommerlandet. På vej ned til sommerhuskøbmanden og tilbage langs strandenlandet så og hørte jeg nemlig for eksempel:

En anlægsgartnerbil. En tømrermesterbil. En murermesterbil. En bil med tyske turister, der vist var faret lidt vild. Og en førerløs pickup-truck med radioen bragende for fuld volumen og mange rustne redskaber bagi.

En gammel mand, der sad de i de så-har-det-da-vist-været-pålandsvind-et-par-dage-høje tangbunker og udgravede kolossale klumper rav. Han forklarede mig et og andet om, hvordan solen skulle skinne i småstenene for, at man kunne være sikker på, at det var rav. Og viste mig også et par hav-svampe, der ved første øjekast kunne have narret selv den dygtigste ravspotter.

To hvide sommerfugle, der havde hed sex midt på grusvejen og gjorde mig opmærksom på, at der åbenbart er hel del om insekters forplantning, jeg intet aner om. (alle biologer derude…crashkursus søges!)

Tre flag i en indkørsel på “her-venter-vi-studenter-måden”. Men huset så helt tomt og ubeboet ud.

En ældre herre, der viste en anden ældre herre to store pakker kød (vistnok okseklump) han  havde købt på tilbud. Det var to-for-ens-pris så han tilbød sin ven den ene pakke. Men han måtte takke nej. Der var ikke plads i fryseren.

En bil, der næsten ikke kunne komme ud af sin indkørsel, fordi de to ældre herrer i nabohuset stod og snakkede kød. Så den måtte helt over i hybenroserne for at kunne tre-punkts-vende. Og det var den nok ikke sådan forberedt på, da det ikke ligefrem er den store trafik, der ellers præger området sådan en fredag formiddag.

En hund, der blev kæmmet på et havebord.

Købmandens gamle mor, der seriøst må være tæt på de 100, men som stadig hjælper til med at lægge nye varer på hylderne. De sidste par år har hun dog ikke siddet ved kassen. Køerne voksede sig for lange og der var for mange, der brokkede sig over fejl-bonner. Men hun er imponerende nok still going strong.

Tre par turister ved deres bord på skod-cafeen. Med lidt tomme udtryk i øjnene, sikkert undrende sig over, at Nordsjællandsk badeby kan være SÅ uddød midt i august.

Tilbudsskilte med henholdsvis: fiskefillet med pommes fritter og remoulade, røget sild og makrel og skaldyrsbuffet formedelst 358 kroner – bordbestilling anbefaledes.

En handymand i den bedste af hvidt-og-slidt-butikkerne, der var ved at hænge et sindrigt monstrum i loftet, der skulle bruges til at udstille en masse antikke lamper. Han havde udspændt sin arbejdsplatform 2 centimeter over en masse stabler fine gamle tallerkener og kopper.

En ny trampolin ved det store nye hus rundt om hjørnet, hvor der er nyt, stort legetøj på de nyudrullede rullegræs, hver gang man kommer forbi. Hoppeborge, plasticlegehuse, plasticbasketball-baner og et plastic-mini-udekøkken ved siden af de voksnes udekøkken og kæmpe-weberen.

To flotte sorte brombær, der hang og fristede ved siden af en masse helt umodne naboer. De smagte godt.

Det hus, min mormors bror plejede at eje, og som vi ofte besøgte, da jeg var barn – men som jeg ikke har været forbi længe, fordi det ligger på en omvej, når nu man ikke længere har et ærinde. De havde fældet verdens største og mest fantastiske kirsebærtræ og sat nogle solbænke i stedet.

En gammel mand i hvide shorts og læderrynket solhud, der cyklede mens han spiste en stor softice med chokoladekrymmel.

Somewhere under the rainbow

Somewhere under the rainbow bor jeg. Og jeg har det med regnbuer lidt ligesom med årets første friske danske grøntsager, bær og frugter. Så snart jeg fornemmer optræk til regn, der møder solskin, farer jeg febrilsk rundt indtil jeg finder det vindue, der forhåbentlig indrammer en regnbue. Og så står jeg lidt drømmende og fantaserer mig om på den anden side “where troubles melt like lemon drops”, mens jeg nynner (well – mine underboere vil muligvis sige skråler…) denne her

(P.S – husk nu pustesukke på w’et i bedste Judy Garland-stil hver gang du – og Judy – når til det sidste Wwwwwhy)

%d bloggers like this: