Nadja Pass

Kategori: Optik

Jordskælv i Danmark >> Fantastisk strøm af aktuelle Facebook-updates

Blandt mine mange Facebook-update-kategorier, er der én, der fungerer særligt godt, pudsigt og sjovt. Nemlig “Den aktuelle”. Den hvor alle pludselig kommenterer på fuldstændig den samme store begivenhed, der er så stor, at man som afsender kan tage for givet, at alle andre har hørt om den – og man derfor kan udelade rigtig mange informationer, fordi folk selv læser dem ind.

Det er sjældent det sker – for med det fragmenterede mediebillede skal der temmelig meget til for, at man kan forusætte denne fællessans blandt læserne. Det skete, da Obama blev valgt og man kunne følge Facebookernes spænding natten igennem og glædestårerne, da han endelig blev valgt. IT Facetory har også kunnet trække en del, men har ikke på det punkt været helt lige så interessant, fordi den trækker længere ud og de rigtig sjove aktuelle updates foregår, når der er tale om nogle fuldstændig tidsafgrænsede begivenheder…som nu for eksempel jordskælvet, der ramte Danmark i morges. For her er bare et lille udpluk af de updates, der alle sammen helt tydeligt handler om jordskælvet, men som ikke behøver at nævne ordet jordskælv eksplicit:

XXX vil gerne undskylde for sit lille kemi-forsøg i syd sverige der her til morgen kl 0619 kørte lidt af sporet.

XXX Fiskene fik sig en overraskelse, da legetøjet faldt ned i akvariet. Cristinelle siger: ork – det er da XXX ingenting – sidst sov hun en uge i haven! …

XXX synes det vidner om mine underboeres livlige sexliv, at jeg i første omgang bare troede det var dem.

XXX hvad blir det næste, dinosaurer i gaderne

XXX er rystet

XXX har overhovedet intet bemærket. 
Og så er der alle dem, der nævner jordskælvet NETOP fordi de intet har bemærket og dermed kommenterer på, at det er hot stuff alle andre steder. Og i mange tilfælde er lidt ærgerlige over slet intet at have opdaget:
XXX sov som en sten og lagde ikk mærke til noget jordskælv.
XXX which earthquake?
XXX sov fra jordskælvet
XXX er godt nok ærgerlig over at hun ikke mærkede jordskælvet her til morgen – ligesom overboen
XXX var vågen det meste af natten, men sov glad gennem jordskælvet.
XXX og familie sov selvfølgelig fra det største jordskælv i DK i 23 år – et godt sovehjerte er aldrig af vejen. Selv hunden sagde ikke noget, men måske hønsene…
Og så er der dem, der helt eksplicit siger det, som det er: 
XXX is wide awake – because the earth was shaking this morning – not a nice start!
XXX is awake from the earthquake.
XXX vil næsten ønske, han var nødt til holde juleferie nu for at tjekke om sommerhuset i Sverige stadig står efter jordskælvet.
Og så er der som en lille krølle på halen også lige en af mine amerikanske veninder, der – og det kan umuligt have noget med det danske miniskælv at gøre – skriver  “XXX is shaken up.” Og det viser så hvor kontekst-afhængigt en slags er. For hvis jeg havde været bare en anelse mere søvnig ovenpå den bratte jordskælvsopvågning i morges, ville jeg bare blindt have taget den med – selvom den nok handler om noget helt, helt andet. Simpelthen fordi den passede så godt på det helt aktuelle. 
Og det sjove er så, hvor meget den slags kræver her’et og nu’et. For om et par timer, vil mange af de ovenstående opdateringer slet ikke give mening længere. Det gør de kun i de allerførste timer efter skælvet. Men hele Danmark og nyhedsstrømmen med skælver. 

Hvad er anledningen?

Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs. 

Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.

Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”

Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…

Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.

Hvad farve er “hudfarvet”

  • Forleden i tv-nyhederne var der et længere indslag om problemerne med, hvad man skal kalde USA’s kommende præsident, når man refererer til hans hudfarve. Professor Jørn Lund kom med det eneste rigtige svar: Man skal nå dertil, hvor det ikke i sig selv er det, der i sig selv er interessant.
  • Da jeg var barn, var det altid svært at finde “hudfarvede” tuscher. Orange blev for orange, lyserød for grise-agtigt, hvidt dog for blegt. Der blev ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvilken tusch, der bedst ramte “hudfarven”. Men aldrig ved, hvorvidt det var rigtigt at kalde netop den – og ikke den brune tusch – hudfarvet.
  • Mange danskere bliver så overraskede, når de første gang hører sig selv beskrevet som “caucasian”. Vi er jo bare vant til, at vi er de “hudfarvede”. 
  • Da jeg boede i Ghana og ofte kom helt ud i de små landsbyer hvor kun ganske få hvide mænd – og kvinder – havde sat deres stikkelsbærben, blev mange af børnene bange. For de troede, vi var flået. At vi simpelthen manglede hud og gik rundt i det rene kød og blod. 
  • I gårsdagens afsnit at “The Julekalender” stirrer BopBop-Benny olmt på en af the kartoffelwomans mange nisser, mens han siger “Der skal jo være plads til alle – gule, sorte, RØDE – og hudfarvede”.

Man skal altid have en flaske champagne på køl

En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det. 

Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…

  • anerkendte begivenheder og mærkedage som fødselsdage, forlovelser, kandidatgrader, nye jobs eller graviditeter (hvor den vordende moder så må undlade sit glas)
  • gode samtaler
  • uventede besøg
  • gode nyheder og vellykkede valg (for eksempel kaldte Obama-sejren helt klart på champagne-morgenmad)
  • opgaveafleveringer
  • effektive arbejdsdage, dejlige dage eller bare hverdage, der gerne lige må ophøjes til noget lidt specielt

Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.

I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :

“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”. 

Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.

Retorik i hverdagen

Som retoriker går der sjældent en dag, uden at der er et eller andet, der vækker ens faglige nysgerrighed. En artikel; et nyt udtryk, man opsnapper i bussen; et tv-koncept, der overskrider nye grænser; en amerikansk præsidentvalgkampagne; nye kommunikationsmuligheder, der opstår gennem sociale netværkstjenester; sms-romaner på bogmessen; sladderbladenes royale dækning; præsentationer og foredrag – you name it. 

Man studser, man smager, man reflekterer – man analyserer og fortolker. Og alt for ofte bliver det ved den mentale note. Men heldigvis er der også nogle, der lige tager sig tiden til at skrive deres faglige strøtanker ned og dele dem alle os andre. Nemlig tre af mine dygtige fagfæller, som jeg ovenikøbet er så priviligeret at kunne kalde veninder – Ph.d’erne Christine Isager, Katrine Dahl og Sine Just.

På bloggen Taletank skriver de på kryds og tværs om alverdens retoriske fænomener. Formidlet, så det sagtens kan læses, forstås og benyttes af alle. De tre lægger med jævn frekvens rigtig gode indlæg, og så er vi nogle stykker, der gæsteblogger indimellem.

Indlæggene henvender sig til alle, der er nysgerrige efter at forstå hverdagens retoriske fænomener bedre – afkode medierne, diskutere tidens store taler og analysere samfundsdebatten. Langtfra kun fagretorikere – men alle, der er nysgerrige efter af forstå nye mediefænomener, taler, reklamer og præsentationsteknikker bedre.

Og Taletank-passerne når vidt omkring:

Om brokkeri

En hyldest til de gamle sloganrim slagtere og elektrikere plejede at reklamere for sig selv med. 

Forkortelser og versaler

Diskussioner om faglige antologiers eksistensberettigelse

Obama

Samfundets italesættelse af MODERROLLEN, når et barn bliver født og en nybagt MOR bliver til

Noget er ret nørdet, men det meste er meget let tilgængeligt, velskrevet og giver nogle finurlige aspekter på det, vi alle sammen taler om derude. Så hermed en varm opfordring til alle om at tage på opdagelse på Taletank. Der er rigtig meget godt at komme efter!

Da jeg cyklede hjem gennem sneen igår…

… var jeg lidt lettet, lige da jeg skulle til at køre. For der var pause i sneen og den var så småt smeltet væk fra cykelstien. For jeg må indrømme, at jeg hvert år, når sneen falder, lige kan mærke et snært af nervøsitet over, hvordan det nu lige er, man cykler i snevejr og styrer bilen sikkert gennem glatbaneføret. Og hvordan jeg så hvert år, når jeg først kommer i gang, tænker “nå ja, det er jo sådan, det er”… 

…Aldrig så snart havde jeg nået at føle mig sikker i sadlen og huske mig selv på, at jeg jo har trodset sne, slud og alt andet end skridsikre underlag på jernhest i ca. 30 år, før sneen satte ind igen. Og jeg kørte jeg i modvind med sneen stikkende i øjnene og kunne egentlig intet se. Alligevel fik jeg manøvreret rundt om H.C. Ørstedvejs mange vejarbejder, op og ned ad slidsker, som jeg hele tiden frygtede var glatte, men som egentlig ikke var det… 

…Det fik mig til at tænke på en historie min far engang fortalte mig fra Rom, hvor han i min barndom tilbragte tre uger hvert efterår og forår og derfor nok måtte siges at kende den evige stad ud og ind. Han havde været der i november og pludselig var det begyndt at sne. Bare sådan ganske lidt. Men romerne var helt uforberedte på det og prøvede at spule sneen væk med vandkanoner. Resultatet var selvfølgelig, at alle gaderne forvandlede sig til skøjtebaner…

…Og det fik mig så til at tænke på Gorki-parken, der lå ganske kort fra mine forældres lejlighed i Moskva og hvor de hver vinter overrislede alle stierne, så man kunne skøjte sig en tur rundt i parken. Jeg husker især, hvordan jeg den 1. januar 2000 var dernede med en flok af mine bedste venner, der havde været med til at fejre årtusindskiftet i Moskva og vi skøjtede rundt (eller det vil sige, undertegnede var pissedårlig til at skøjte, selvom jeg egentlig var ret god til det som barn, så jeg trippede mest rundt med klinger under fødderne, men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg også skøjtede) og spiste æbleskiveringe…  

…Og nu hvor minderne kredsede om Moskva, tænkte jeg også på kirkegårdene derovre, hvor gravstenene ofte var buster og statuer af de afdøde. Og hvordan snemasserne hver vinter gav dem kalotter på og udstyrede dem med særdeles buskede øjenbryn og overskæg. Og jeg husker, hvordan vi en vinter kørte langt ud på landet for at overnatte på et kloster midt mellem snedækkede løgkupler og ringmure. Og jeg husker, hvor stor en oplevelse det var at stå midt på markerne, hvor slaget ved Baradino udspillede sig under Napoleonskrigene og hvor vildt det var kun at kunne se spidsen af monumenterne over alle de døde og markeringerne af Napoleons telt stikke op snebunkerne… 

…Mens tankerne hvirvlede om kap med sneflokkene, besluttede jeg mig intuitivt for at køre en pænt omfattende omvej, fordi der er et sted på netop den rute, jeg altid forestiller mig gemmer på adskillige røvere og banditter og hvor jeg helst vil kunne cykle meget hurtigt igennem. Og jeg kunne hverken cykle meget hurtigt eller se en hånd – derfor ej heller en potentiel bandit – for mig. Jeg ender ellers altid med at trodse frygten og suse igennem. Det er langt den korteste vej og jeg ved jo godt, at frygten nok 7-9-13 er ubegrundet…Men ikke i går nat. Der tvang sneen mig på en omvej, selvom jeg jo allermest havde brug for bare at komme hjem i min varme seng… 

…Jeg er før blevet tvunget på omveje af sneen. Mest markant engang, hvor jeg med hele min familie var på minibustur i Jerusalem, da sneen pludselig begyndte at dale og vores temmelig frisk-kørende chauffør kørte alt for stærk ned ad bjergskråningerne, mens han kværnede i sin mobiltelefon for at ændre vores rejseplaner og booke nye hoteller på en ny rute. Og jeg husker overraskelsen over, at der kunne blive så koldt i Jerusalem…

…Og den overraskelse var egentlig meget den samme, da jeg mange år efter første gang oplevede sne i Beijing. I de seks år mine forældre boede derovre, var jeg derovre flere uger hver vinter og nød især godt af de høje, klare himle, der gav en naturlig omgang lysterapi, selvom det var koldt. Men inden jeg begyndte at komme meget i Kina, havde jeg aldrig tænkt på, at det også kunne sne det. I retrospekt gav det jo fuldstændig mening, at der ville være vinterkoldt derovre, da breddegraderne svarer meget til vores. Men poesien i sneens dalen på den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, var jeg fuldstændig uforberedt på… 

…Jeg var også uforberedt på kulden – og måske mest af alt højdesygen – da min bror og jeg for et par nytårsaftenener siden befandt os langt ude på landet i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina og vi havde bestilt en tur med svævebane op på områdets højeste tinde. Lad os bare sige, at vi godt noterede os, at alle de andre havde dynejakker på og oxygen-spray i lommen – men lad os også bare erkende, at det var helt fantastisk at stå deroppe på gletscher-tinden, men også at det nok ikke ville have skadet at være lidt varmere klædt på og at det var vores store held, at vi så ikke havde tendens til højdesyge. Og jeg blev ekstremt bevidst om, hvor koldt, der kan være på toppen… 

…Der var også koldt på toppen – på den bogstavelige måde – i de hyggelige lokaler på 5. sal i Fiolstræde, hvor Reflexioner havde til huse i de første hårde opstartsår. Vi havde lejet dem i sensommeren og ikke skænket kulden en tanke, før den pludselig var der, og vi måtte sidde med handsker på, når vi skrev og redigerede og dagens højdepunkt var en portion varm, hot Thai-take-away. Det føltes ekstremt boheme-agtigt, selvom vi trods alt ikke var nødt til at brænde vores manuskripter…   

…Det var også koldt, da vi for snart to år siden begravede min mor. Og der var en sær ny skønhedsdimension over blomsterne og kransene på graven, da vi kom tilbage dagen efter for at tænde lys. Nattefrosten havde bidt i dem, rimet deres kanter. Og de var nu en forunderlig blanding af voksagtigt fløjsbløde og uendeligt porøse. Og det var lige præcis sådan, vi vist også havde det… 

…Og mens minderne kom vrimlende, smånynnede jeg “sneflokke kommer vrimlende” og tænkte, at det trods alt var meget rart at se lidt sne oveni al frygten for global opvarmning. Og jeg tænkte på, hvor meget – eller hvor lidt – mening alle de gamle danske sange om urt og busk i sneskjul mon kommer til at give mening for de kommende generationer…

…Og jeg smilede lidt ved tanken om alle glædesudbrudene over snefaldet på Facebook og hvordan en skrev, at når nu Facebook fortalte ham, at det sneede, behøvede han ikke selv kigge ud af vinduet. Og hvordan jeg tænkte, det er da netop en opfordring til, at du SKAL kigge ud af vinduet her og nu, før det forsvinder. At du skal lade tankerne hvirvle med snemasserne rundt mellem hinanden i uforudsigelige mønstre, som ingen rigtig er herre over…  

…Og det med, at ingen rigtig er herre over sneen, fik mig til at tænke på, hvordan alle på en eller anden måde også er lige, når man færdes i snevejret. Høj som lav kan uventet falde på halen. Mest markant husker jeg det fra den første gang, jeg var i New York. Det var i januar og der blev hele tiden sat kulderekorder. Og der var hemsk glat. Den der farlige kombination, hvor der er den glatteste, glatte is nederst, iskoldt vand med grødis ovenpå og et fint snelag øverst, så man ikke kan se, hvor fælderne gemmer sig. I det vejr faldt alle som fluer. Flere gange om dagen faldt man. Nyhederne viste lange sekvenser med dagens mest dramatiske fald. Folk i fine nålestriber, i høje stilletter, i moonboot, i militærstøvler, i højt humør og i største hast, faldt, faldt, faldt. Og jeg husker selv, hvordan jeg på Columbias campus så en ærværdig ældre professor komme gående med en stak papirer, der spredtes fra alle vinde som overdimensionerede snefnug, da han faldt og gled flere meter gennem sneen. Og hvordan alle strøg hen for at hjælpe ham med at samle papirerne til ham… 

…Næsten hjemme krydsede nogle lidt øl-vaklende unge fyre på vej ud af Torvets Kebab cykelstien, stirrede på mig og sagde stor medfølelse: “Hold da op, du må cyklet meget længe”. Og jeg kunne godt se, at jeg lignede den afskyelige snemand efter en ellers ret kort tur – fordi modvinden havde aflejret store snemasser overalt på forsiden af mig. Men ryggen var helt tør…

…Jeg børstede sneen af. Rystede tørklædet. Bankede cykelhjelmen fri for sne. Og satte mig op i den varme lejlighed og stirrede ud på sneen under gadelygten. Og tænkte på, hvor mirakuløst hurtigt, man næsten altid får varmen igen.

GRØD

Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg skrev om suppens og grødens indtog på de trendy øko-cafeer. Og jeg må sige, at grød-trenden har vist sig at være noget mere fremskreden, end jeg lige gik og troede. For det er ikke alene på morgenmadscafeerne og højgastronomiske restauranter som Geranium og NOMA, at grød tilberedt på oldgamle kornsorter gør sit indtog både i det salte og søde køkken…Grød som morgenmad, mellemret, dessert, hovedret eller forret som i gamle dage, hvor grøden tog toppen af appetitten inden de dyrere spiser. 

I dag bringer Politikens Lørdagsliv en større artikel om grød og tre moderne grødopskrifter (som i grød med mandelmælk og chokolade, quinoagrød med jordbær og hydeblomstsaft og risengrød af brune ris med valnødder, appelsin og honning) af madguruen Tina Scheftelowitz. Og så er der IRMA, vidunderlige IRMA. I den seneste udgave af deres forbilledlige magasin Krydderiet, fortæller de om grød og gode sager man kan frembringe på baggrund af god grød (som i grød med flødeskum og chokolade, Risotto af ristet rug og Klatkager. Men IRMA er jo IRMA, så de nøjes selvfølgelig ikke med at skrive om den nye trend. De gør også, hvad de kan for at bringe den sunde spise ud på danskernes spiseborde. De har nemlig udviklet en serie grødblandinger i samarbejde med korn-ekvilibristerne fra Aurion. Og her blander man ældgamle kornsorter som spelt og emmer med de helt nye funky dyr i åbenbaringen som for eksempel quinoa. Og masser af tørrede frugter, grøntsager, svampe og krydderier, så det eneste den conveniencehungrende forbruger skal gøre er at tilsætte vand og et par minutters tålmodighed.

Det er godt set i en tid, for selvom en grødtrend i den grad skal tage kampen op imod carb (kulhydrat) forskrækkelsen, er der mange andre megatrends derude, der taler FOR grødens hastige indtog:

  • Efter bogen “kernesund familie” udkom kan intet efterhånden blive KERNE-sundt og politisk korrekt nok at spise.
  • Når finanskrisen kradser, så det ikke er så tosset med en ugentlig grøddag
  • Sund gastronomi skal i dag helst af alt skal kunne smage af slowfood og livskvalitet, men være lige så let og hurtigt at tilberede som fastfood
  • De mest funky køkkener er dem, der vender tilbage til rødderne og traditionerne. 
  • Grød smager af barndom, gamle husråd, nostalgi og tryghed.

Så snart je så den på hylderne har jeg selvfølgelig købt en af IRMA-pigens grødblandinger. Valget faldt spontant på Grød Nr.2 med Hirse, ristet boghvede, fennikelfrø, quinoa, rosiner og æblebananer. Jeg har ikke prøvet den endnu – men mon ikke der snart er ved at være dømt grøddag herhjemme?

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

Ny Facebook-trend: Selvbestaltet stemmeret til verdensdemokratiet

For nogle dage siden begyndte flere af mine amerikanske Facebook-venners statuslinjer at se helt identiske ud. De skrev pludselig alle sammen: 

“XXX has donated their status to remind everyone to vote for Barack Obama today. Donate your status: http://causes.com/election/13626291?m=4455e771.”

Og efter et par uger i mediemøllen, hvor jeg har tegnet og fortalt om statusopdateringernes retorik, kunne jeg ikke undgå lige at studse over det fænomen. For her var der tale om opdateringer, der i sig selv var helt klart politisk-agiterende FOR Obama – men som handlede om noget lidt andet, hvis man faktisk fulgte linket. Her endte man på en application, hvor man selv kunne vælge, om man ville donere sin statuslinje til Obama, McCain eller helt neutralt blot til at opfordre så mange amerikanere som muligt til at gøre op med de traditionelt uhyggeligt lave stemmeprocenter. Så der i virkeligheden var tale om en forholdsvis “neutral” application, der mest af alt handlede om at styrke demokratiet ved at højne stemmeprocenten.

Samtidig syntes jeg, at brugen af ordet DONATE var virkelig interessant, fordi det ophøjer Facebook-opdateringernes statuslinjer til en handelsvare, man kan benytte sig af selv, bytte væk, donere til andre eller – når markedsføring via Facebook efterhånden begynder at gribe om sig – sikkert også sælge til højestbydende virksomhed, der gerne vil have promoveret en ny læskedrik.   

Så langt så godt – applicationen satte i sig selv mange tanker igang. Men i dag er der sket et yderligere interessant twist. Rigtig mange af mine DANSKE facebook-venner – der i sagens natur IKKE har stemmeret i USA – har gjort præcis det samme. Altså doneret deres statuslinje til Obama og de amerikanske stemmeprocenter.

Og dem, der ikke har valgt en af de forud-udfyldte varianter, markerer alligevel eksplicit valgdagen ved at tilkendegive deres politiske sympatier i egen formulering i statusmeddelelsen – her er et tilfældigt udpluk:

can’t focus – on anything but Obama…

… mon Sarah Palin vil holde tøjbyttedag nu, hvor valget slutter?

krydser fingre til det sidste…

ooobama you!

should be working, but is caught up in the rhetorics of viral election videos.

wishes a happy erection to all! – sorry election

Guys, stop telling me you voted for Obama. Stop autoposting to twitter in general. It’s okay to advertise blog posts, just do it manually.

Og ikke alene det – mange jeg har talt med, skal ligesom jeg selv, sidde til langt ud på de små timer og fra den tidligste morgenstund og følge valget tæt som var det Folketingsvalg eller royalt bryllup (de danske tv-kanaler stiller så også med nogenlunde samme udtræk). Og rigtig mange benytter ovenikøbet en twitter-application til decideret at stemme på deres favoritkandidat. I deres statuslinjer står der så:

I just voted for Obama in #TwitVote — http://twitvote.twitmarks.com/.

Kort sagt prøver vi alle på hver vores måde at påberåbe os lige præcis det, vi nok alle sammen dybest set godt kunne tænke os en dag som i dag: en lille bitte smule indflydelse på et valg, der kommer til at påvirke os alle sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Stemmeret til verdensdemokratiet.

%d bloggers like this: