Nadja Pass

Kategori: Optik

marts 1, 2011

Hvem eller hvad vil mon smelte mit hjertes kvarts i dag?

I dag er det den 1. marts. Og så slår det aldrig fejl… jeg vågner med den her sang på hjernen:

Kaj Munks “Den blå anemone” blev nemlig indlejret i min psykes grundDNA allerede, da jeg var helt spæd, og det efter sigende var den sidste udvej at synge/nynne netop den, hvis jeg skulle falde til ro.

Som voksen er den 1. marts både forbundet med vemod og forhåbning for mig.

VEMOD, fordi den – ligesom den blå anemone var det for Kaj Munk – er et kærtegn fra min tidligste barndom. En “instant livsline” tilbage til trygheden, min mors stemme, den store indre ro, der indfandt sig, når jeg som barn havde hulket mit hjerte itu.

Og FORHÅBNING, fordi netop den 1. marts repræsenterer forårets komme. Uanset temperaturen udenfor, er 1. marts den dag, vinteren TØR OP. Hvor vi lukker livet og lyset ind. Og lader vores frosne hjertes kvarts smelte.

1. marts er længslernes, det uforløstes skæringsdato. Essensen af alt det, Edmund Burke kaldte “det sublime”. Det er en slags følelsernes nytår, hvor alt kan ske. Og uanset, hvad der sker, smelter jeg altid en lille smule.

Glædelig 1. marts, derude.

Advertisement
2 kommentarer
februar 23, 2011

Karrieren som computerspil: Hvor svært kan det være at “spille spillet”?

I fredags tilbragte jeg aftenen med nogle gode venner, værtens hjemmebryggede øl og ikke mindst det finurlige Playstationspil Little Big Planet, som selvsamme alsidige vært har oversat til dansk.

Det var først og fremmest rigtig sjovt. Og samtidig var det nogle helt utroligt tankevækkende timer. For jeg stod overfor en meget stejl læringskurve.

For jeg var – for nu at sige det som det er – simpelthen helt utroligt hjælpeløs, da vi startede. Som teenager var jeg ellers en ret habil computerspiller, der brugte mange timer på at betvinge familiens fælles-Amiga-500. Men det simple joystick, der dengang hjalp mig gennem banerne på ‘Mike the Magic Dragon’ og ‘Rick Dangerous’, havde kun en enkelt hvid action-knap på toppen, der udløste hop og andre handlinger.

Og nu sad jeg pludselig med sådan en fætter mellem hænderne:

Med et trylleslag, var jeg helt på bar bund.
Back to square one.
Pre-level-1.

For nok er jeg ikke spor teknik forskrækket og nok har jeg sporadisk prøvet forskellige spilkonsoller, Wiii-bowlet nogle gange og forsøgt mig som guitar-hero, sing-star og Buzzer-wizzer. Men jeg har aldrig tilbragt tilstrækkeligt lang tid i et hjem med spilkonsoller til at bevæge mig så meget som en centimeter ud over level 1. Og jeg er aldrig rigtig nået til at blive dus med hverken plasticguitarer, wiii-håndsæt eller konsolcontrollernes 18 forskellige funktionsknapper.

Så da vi spillede, skete der følgende: Min figur tonsede forvildet derudad og opsnappede ukritisk alt, hvad den kom forbi af point-kugler. Men så snart den skulle foretage sig noget lidt mere kompliceret, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre – jeg var godt klar over, at jeg sad med det rigtige redskab mellem hænderne, men jeg anede ikke, hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Derfor skete der gang på gang skete en af følgende:

Nogle gange virkede det, uden at jeg nogen sinde helt fandt ud af, hvad jeg havde gjort rigtigt.

Andre gange gik det helt galt, uden at jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad der var gået galt.

Utroligt mange råbte min ven spilmesteren, der jo kendte spillet ud og ind, råd som “du skal bare bruge gribekloen”, uden, at jeg a) anede, at der fandtes en gribeklo, b) anede, hvordan jeg skulle aktivere den og c) anede, hvordan jeg skulle bruge min gribeklo, da jeg endelig havde fået aktiveret den.

Spilmesteren forbarmede sig over mig og klarede lige de svære ting for mig. Og hurra, så var jeg videre. Men jeg ville aldrig kunne gengive, hvordan jeg var nået dertil eller gentage succesen i en lignende situation, for jeg havde aldrig nået at lære, hvad det var, der gjorde udslaget.

Jeg gjorde noget rigtigt, mens der samtidig gik en prås op for mig – jeg gennemskuede, hvad det var, der skulle til og kunne gentage næste gang, jeg så samme type pointkugle/trampolin/ gribeklo. Og når jeg så døde (og det gjorde jeg hele tiden) på den bane, var jeg klar over, hvor faldgruberne lå, og hvor det var, jeg skulle sætte ind/gribe ud/springe højt – og kunne nå et lille stykke videre næste gang, vi prøvede den samme bane. Denne oplevelse havde jeg især, når jeg spillede mod min veninde, der var ca. lige så meget begynder som mig. Så hun gad godt blive ved med at gentage de meget basale baner igen og igen sammen med mig, når vores spilmester-vært for længst havde mistet interessen.

Da jeg cyklede hjem, slog mig, at den oplevelse meget nøje svarede til noget, der for tiden optager mig rigtig meget rent fagligt. Sammen med Christel Skousen Thrane fra Protocol er jeg nemlig ved at lave en undersøgelse, hvor vi kigger på de karrieremæssige snublesnore på direktionsgangene i dansk erhvervsliv. Undervejs har vi snakket med en masse headhuntere og forskere – og ikke mindst CEO’s, HR-direktører, mellemledere og talenter fra en række af landets største virksomheder – for at kortlægge udfordringerne og mulighederne på vej mod toppen. Undersøgelsen udkommer først i maj 2011, så det jeg skriver nu er egentlig bare et hurtigt, associativt nedslag i det kolossale materiale, der for tiden optager mange af mine tankerækker, og de er endnu hverken færdigbearbejdede eller gennemanalyserede…

Ikke desto mindre er der et mønster jeg genkender også fra den undersøgelse, jeg lavede om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet for et par år siden. Og det er, at

1) det falder nogen helt utroligt nemt at “spille spillet” – så nemt, faktisk, at de slet ikke kan forklare andre reglerne, fordi det nærmest forekommer dem absurd at sætte ord på. Hvis man spørger dem, hvordan de fik deres første mentor, skabte deres netværk eller fik deres første karrierejob, forstår de nærmest ikke spørgsmålet og svarer med variationer over temaet: “Det siger jo sig selv…” og “Det er jo bare at gøre det”.

2) det falder de fleste andre helt utroligt svært at gennemskue spillet. Selvom de får at vide, at de bare skal “gøre sig spilbare”, “være synlige”, “trække på deres netværk” eller “få sig en mentor” , sidder de tilbage uden de konkrete redskaber til at gøre netop det.

Og det, der slog mig på cykelturen var, at det svarer præcis til det “forståelsesgap”, der var mellem mig og min ven spilmesteren. Jeg blev ikke spor klogere af, at han råbte “brug gribekloen” igen og igen, fordi han aldrig ekspliciterede, hvad en gribeklo var og kunne;  hvilken knap, jeg skulle trykke på for at aktivere den, og hvad jeg kunne bruge den gribeklo til, hvis det endelig skulle lykkes mig at få den aktiveret. Og samtidig formåede jeg ikke at forklare ham, at min uvidenhed var SÅ stor, at jeg han helt bogstaveligt skulle sige “Tryk på X’et”, for at jeg forstod, hvad han mente.

Der skulle en hel del mere til for, at jeg sneg mig et par centimeter op ad den stejle læringskurve:

  1. Tid og tålmodighed. Først og fremmest skulle jeg lige have lov at sidde lidt for sig selv og eksperimentere med controlleren for at få funktionerne ind under huden og fingrene i tastetræning. Jeg kan godt lide at eksperimentere frem, så det var ikke fordi jeg ligefrem skulle have fat i brugsanvisningen. Men jeg var nødt til lige at give mig selv lidt tid for at lære knapperne at kende, så jeg i kampens hede ville kunne undgå faldgruberne og aktivere gribekloen og andre handy værktøjer, hvis de skulle blive nødvendige. Det var markant, hvor meget bedre, jeg forstod, hvordan det hele hang sammen, da det viste sig at en af banerne handlede om “øje-hånd-koordination”, hvor man skulle trykke på de samme knapper, som symbolerne på skærmen viste. Igen og igen og igen. Og hurtigere og hurtigere. Jeg blev ikke meget klogere på, hvad de enkelte knapper kunne – det fulgte først så småt på nogle andre baner. Men knapperne placering begyndte i det mindste at sidde lidt i fingrene. SÅ basal træning havde jeg brug for overhovedet at komme igang.
    Hvis vi overfører det på arbejdslivet, svarer det til, at man er nødt til at danne sig. Et af de allermest undervurderede aspekter ved karriereudvikling i dag er, at man taler om alt det udenom selve jobbet og om, hvordan man “sælger sig selv” – men kun i forsvindende lille grad taler om det, det i virkeligheden handler om – de faglige kompetencer og erfaringerne. Og man skal gøre sig sine egne erfaringer. Lige så inspirerende det er at høre om andres erfaringer, lærer man ikke meget af dem, før man har stået i situationen selv. Og ligeså meget, man kan skimme sig til de vigtigste buzzwords, lige så svært er det at stå distancen på længere sigt, hvis man ikke har solid bund i sin faglighed. Om man har opnået fagligheden gennem teori eller praksis er mindre vigtigt. Men det er vigtigt at have lavet sit svendestykke ordentligt. De gode gammeldags dyder tæller stadig, selvom X-faktor-samfundets drøm om instant fame ofte forleder folk til at tro, at det er nok med charme, selvtillid og lækkert hår. Det er det ikke – man skal bevise sit værd og kunne stå distancen rent fagligt. Og man skal også – selvom vi nødig taler om det herhjemme – være klar til at ofre noget og få sig nogle knubs undervejs. Det er ikke nødvendigvis positivt, at alt bare går som smurt.
  2. Lyst og gå-på-mod. Computerspillene er jo skruet sammen, så de giver spillerne lyst til at blive ved og ved og ved at prøve igen med det ene formål at forbedre sig. Der er hele tiden noget, man kan optimere: Hvor langt man når på banen. Hvor mange point/oste/powerballs/liv, man samler. Hvor hurtigt, man klarer sig igennem. Bare lige ét spil til, siger man – velvidende, at det hurtigt bliver til tre. “Jeg kan ikke afbryde nu, hvor jeg lige er nået til det næste level”, siger man – velvidende, at det er en opadgående spiral, hvor det bliver sværere og sværere at springe af, hvis man vil – og vigtigere og vigtigere at hænge i. Det er sjovt, og det er spændende – men det kræver også, at man er modig og tør løbe en risiko. Hvis man forsigtigt bliver hængende på baner, der reelt set er alt for nemme for én, udvikler man sig ikke nok. Det er kun sjovt, når man kommer derop, hvor det faktisk er lidt for svært. Hvor man skal stramme sig an. Oppe sig. Man kvajer sig, “dør” og falder igennem mange gange undervejs, får sig nogle knubs og springer op på hesten igen, mens man analyserer, hvor og hvorfor det gik galt sidste gang. Og så prøve at undgå den faldgrube denne gang, for at kunne komme videre.
    I arbejdslivet svarer de mekanismer på mange måder til den “hunger, passion and drive” headhunterne siger gør udslaget, når de står med en række kandidater, der spiller lige op på kompetencerne og erfaringerne. De efterlyser den “hunger”, der får os til at ville mere; den passion, autencitet og lyst, der driver værket og det drive, der gør os handlekraftige, får os til at prøve igen og igen indtil det lykkes.
  3. Netværk og medspillere. Det gjorde en meget stor forskel for mig de gange jeg spillede med min veninde, der var på nogenlunde samme niveau som mig, og som derfor spillede i nogenlunde samme tempo og ledte lige så meget efter trampoliner, gribekløer og de rette knapper som mig. Fordi vi kunne træne sammen og nå at fatte lidt af, hvad de enkelte baner gik ud på, før slaget var tabt eller de andre var stukket videre til næste level. Det gjorde spillet markant sjovere, at vi var nogenlunde jævnbyrdige, så der var en realistisk chance for at vinde ind i mellem. Og der var mange ting, vi fandt ud af sammen, fordi den ene kom til at trykke på en knap, der udløste en funktion, vi ikke endte – og så straks sagde det højt ala “Hov, jeg kom vist til at trykke på X og så kom den der gribeklo han snakkede om frem. Det var vist den, der trak mig herop. Prøv lige det.” Alt sammen noget vores spilmesterven godt vidste, men ikke tænkte på at sige, fordi han bare tænkte “hvorfor bruger de mon ikke bare gribekloen?”. Og ingen af os spurgte, fordi vi ikke vidste, vi skulle spørge efter gribekloen – af den simple grund, at vi ikke vidste, at den fandtes. Men efterhånden som den ene lærte at udløse gribekloen og den anden gennemskuede, hvordan man hoppede højt til vejrs ved hjælp af trampolinerne begyndte vi sammen at gøre fremskridt.
    I karrieremæssig sammenhæng kan det på samme måde være godt at træne sammen med nogen, der er på nogenlunde samme niveau som en selv. De må hellere end gerne være en hel del bedre – men de skal ikke være på så meget højere niveau, at man lader sig intimidere eller ikke kan følge med. Man skal være tryg nok til selv at turde komme på banen. Det er det her, det er godt med netværk og loger, hvor man kan være fortrolige og dele både glæderne, sorgerne, drømmene og udfordringerne. Det er en stor fordel, hvis de er sammensat, så der er mange forskellige kompetencer og fagligheder til stede, så man kan pulje kompetencerne og sammen knække udfordringerne. Hvis man er for ens, risikerer man at famle i blinde, fordi ingen rigtig ved, hvordan man løser de udfordringer, man er enige om, tårner sig op i horisonten.
  4. Mentorer og medspillere på et langt højere niveau. Men det er langt fra nok at omgive sig med de seje medspillere på eget niveau. En af de helt store forskelle på dem, der får rykket videre i karrieren og dem, der hænger fast (mod deres vilje) er, om man har nogen at strække sig efter. Lade sig inspirere af. Nogen, der kan vise, hvad man kan opnå, hvis det lykkes. Nogen, der lige kan trække en op med en gribeklos-lasso, hvis man bliver ved med at fjumre rundt på de basale så længe, at det bliver for kedeligt, og man er tæt på at give op. Nogen, der rækker en en hjælpende hånd, når man har brug for det. Hvis ikke det havde været for værten den aften, havde jeg jo ikke anet, at der overhovedet var noget, der hed en gribeklo…og det ville have taget mig uforholdsmæssigt og unødigt lang tid at finde ud af selv.
    Hvis vi trækker parallellen over til erhvervslivet igen, er det her, mentorerne – både de formelle og de uformelle – bliver vigtige. De kan byde ind med helikopterperspektiver, nye begreber og metoder, større netværk, tunge erfaringer og visioner, der får deres mentees til at strække sig og udfordre sig selv. De kan lægge opgaver, udfordringer og ledetråde ud, der kræver øvelse, før man bliver mester. Som sikrer udviklingen. Og det kan være svært at gøre, hvis man kun omgiver sig med dem, der er sådan ca. på ens eget niveau. Men udfordringen er, at mentoren ofte kan være så mange lysår foran sin mentee, at man taler forbi hinanden, hvis ikke, de andre punkter også er opfyldt, så man får tilstrækkeligt tid til selv at afprøve tingene, opøve håndelaget og gøre dem til sine egne, så man udfører dem med hunger, passion and drive – og træne sammen med dem, der er mere på ens eget niveau.

Og nu er det så her, jeg lige skal huske at få ekspliciteret et af de råd, der for mig efterhånden er så basalt, at jeg helt glemmer at sige/skrive det højt: Forudsætningen for at få sig den mentor, skabe sig de netværk og få lov at spille på de udfordrende spillebaner er, at man siger højt, hvad man gerne vil og har lyst til. Hvad man kan spille ind med af gode ideer til, hvordan tingene kunne gøres bedre og smartere. Hvor man gerne vil hen, og hvad der trigger ens hunger, passion and drive. Og dernæst handler det om at få sagt tingene til dem, der reelt har en mulighed for at gøre noget ved det.

Hvis ikke jeg havde fået sagt den aften, at jeg faktisk rigtig gerne ville prøve at spille med en af værtsparrets nye spilkonsoller, var vi sandsynligvis aldrig kommet i gang med at spille. Og det var vigtigt, at jeg fik sagt det til den spilleglade vært selv, for dels havde han rigtig meget lyst til at vise os spillet, dels var det ham, der vidste, hvordan man kom i gang, og dels havde værten ingen forudsætning for at vide, at jeg faktisk synes, det er rigtig sjovt at “spille computer” (hvilket det sikkert heller ikke engang hedder længere :-) Så han ville næppe selv have spurgt.

Så det var egentlig den helt grundlæggende forudsætning for det hele: At jeg selv meldte mig på banen som en, der havde lyst til at spille.

januar 27, 2011

DOMINO – Markedet i Colombo, Sri Lanka

maj 16, 2010

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

4 kommentarer
maj 6, 2010

Istanbuls sansekalejdoskop

4 kommentarer
april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
–
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
–
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
–
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–
at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
–
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
–
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
–
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
–
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
–
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–
at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
–
At USA fik en sort præsident
–
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
–
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–
Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
–
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
–
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
–
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…
2 kommentarer
marts 21, 2010

Kunsten at gøre det bedste ud af det

Da jeg cyklede gennem Ryesgade i dag, så jeg dette meget mærkelige fænomen, der vist bedst kan beskrives som “stillads-poesi”.

Og det gjorde mig simpelthen så umiddelbart glad. For det er et af de mest konstruktive eksempler, jeg længe har set, på, at nogen formår at vende noget, der

1) som udgangspunkt er en rigtig skidt situation: at ens butikfacade bliver blokeret af grimme stilladser på ubestemt tid og dermed risikerer at nedbringe omsætningen markant

til

2) noget, der i stedet bliver en rigtig god situation: nemlig, at man i stedet vælger at få det bedste ud af det og spreder lidt fest og glæde i et ellers gråt gadebillede.

Fordelene ved at gøre det, springer meget umiddelbart i øjnene:

  • Udsmykningen tiltrækker mange flere nysgerrige blikke, end før stilladset kom op. For eksempel havde undertegnede – der ellers ret ofte cykler netop den vej – aldrig lagt mærke til butikken før, selvom den har ligget der i årevis.
  • Udsmykningen udstråler et overskud og et glimt i øjet, der smitter – og derfor spiller positivt tilbage på butikken og giver en lyst til at se, hvad der gemmer sig af smykker og stads bag facaden.
  • Udsmykningen er blevet lidt af en attraktion og de “lokale”, jeg mødte på gaden, kunne fortælle, at den er skiftet undervejs – julefarver i december, flagermus til halloween – og nu den fine babyblå, der byder foråret velkommen.
  • Udsmykningen er så fin, at butikken ovenikøbet får mulighed for en masse gratis omtale og markedsføring, (det er Heart by Sigsgaard i Ryesgade 87 ), hvis bloggere som mig bliver tilstrækkeligt inspirerede til at skrive om det, præcis som jeg gør nu, fordi jeg synes, de fortjener en hyldest.

Og dén gratis omtale giver jeg dem hellere end gerne – for jeg synes, der er ekstremt god grund til at hylde enhver, der gider gøre det lille ekstra, der glæder så mange andre – og ikke mindst formår at minimere brok og maksimere det boblende humør i hverdagen.

9 kommentarer
marts 15, 2010

Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig

Det startede helt uskyldigt. På en bænk ved søerne så jeg et eksempel på den “strikke-street-art”, jeg også har set i mange andre byer verden over – og snapshottede selvfølgelig straks dette billede:

Mens jeg fotograferede det, faldt mit blik på et lille label-klistermærke, der sad på bænken. Og da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at der stod:

Pudsigt, tænkte jeg. Og meget fint. Sådan en fin lille tankevækker, så langt mere diskret end de skønne “her må du gerne skilte” – men på mange måder samme fine overraskelseseffekt midt i søernes offentlige rum. Og det gik jeg jo så dér og smilede ad.

Og jeg havde gået en del skridt indtil jeg faldt i snak med nogle ænder og derfor havde bevæget mig ret tæt over på lygtepælene, der står på den-nye-cykelsti-side-af-søpromenaden. Og da jeg var kommet tæt på lygtepælen, så jeg en ny lille tankevækker med ordlyden:

Og derefter kiggede jeg på hver eneste lygtepæl. Og det slog ikke fejl. På hver og en sad der en fin lille besked. Her et udpluk i tilfældig rækkefølge:

Jeg blev fuldstændig opløftet af denne omvendte promenadetur. Havde øjnene konstant på stilke. Tankerne i den helt store centrifuge. Og mærkede en meget, meget stor taknemmelighed overfor det menneske, der havde taget sig tid til at tænke de tanker, nedriste dem på labels og stikke dem op på alle lygtepælene, velvidende at de ville forvitre i vind og vejr indenfor ganske kort tid. Sikken en kærlighederklæring – ganske vist ikke til mig personligt. Men til livet, tankevirkesomheden og til alle dem, der tager sig tid til at vende sig om og granske hver en lygtepæl for at lade sig bevæge, besnære og belære om tilværelsens ulidelige letheder.

11 kommentarer
november 25, 2009

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

12 kommentarer
september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

2 kommentarer
%d bloggers like this: