Nadja Pass

Kategori: New York

Et døgn i Danmark

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage – og dem var der mange af – i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder – men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var – indrømmet: lidt skuffende – at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” – og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen – a.k.a. Odysseus – så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet – “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade – var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet – og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling – No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden – indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december – og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” – julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der – nærmest indenfor en blok – kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på – men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så – sørme også – et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” – mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle – Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid – og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” – og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne – men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man – hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur – som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York – nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

Hello – goodbye

Nu sidder jeg i Newark Airport og tænker tilbage på de timer for tre måneder siden, hvor jeg sad i Kastrup i The Twilight Zone mellem nærvær og fjernvær. Flyet – Rurik Viking :-) – er netop ankommet og er kørt lige ind foran mig – og nu vælter det ud med mennesker, der forventningsfulde ankommer til new York fra København. Strækker benene efter den lange tur, håber at immigrationen vil glide bare nogenlunde glat og får det første rush ved at kunne skimte New Yorks skyline gennem disen på den anden side af de store vinduer. Nogle stopper op for at tage billeder. Crewet klædt fra top til tå i Scandinaviskblåt og blonde, meget blonde. Bider man mærke i, når man i månedsvis har været vant til at færdes i en mosaik af mennesker i alle farver, men læber i alle faconer.

Og her på den anden side sidder jeg og alle de andre, der har vores New York tur bag os. De fleste lidt trætte, venter bare på at blive kaldt til boarding. Der kører lidt for højlydte nyheder i baggrunden…en tale af Barack Obama, nye jordskælv i Kina, problemer i Mellemøsten… og sæderne er lidt for dårlige og dem lige ved siden af mig er lige faldet i snak over kameraer. Nogle småsover. Og jeg sidder og tænker tilbage på månederne der er gået.

Månederne, der var lange nok til, at jeg kunne følge udstillinger blive udskiftet af nye udstillinger på de store museer, vejarbejde starte og blive gjort færdigt, nye butikker åbne, skyskabere skyde i vejret, bølger af forskellige turister alt efter helligdagene, vejret blive skønt, blive dårligt og blive skønt igen, nyheder rulle, skod-tv-serier starte og vindere nå at blive kåret og blomster springe ud.

Månederne der ikke var helt lange nok til, at der nåede at komme en afklaring i demokraternes primærvalg, til at Olafur Eliassons Waterfalls-installation blev åbnet, heden for alvor satte ind over sommeren, ombygningen af 1-togets platform på Columbus Circle nåede at blive færdig.

Månederne, der gudskelov var mere end lange nok til, at jeg selv har nået at give slip, ændre meninger og planer mange gange, mærke efter, tage salsatimer, være out-of-town op til flere gange, få stamsteder, lære folk at kende, have gæster – masser af gæster, vænne mig fuldt og helt til livet uden vækkeur, læse mange bøger, konsumere stabler af magasiner, smage nyt og gensmage alt det gode – mange gange. Skrive, skrive og skrive. Og alt i alt føle mig et med byen omkring mig – selvom jeg levede i legato – og resten af byen var i konstant staccato.

Og nu er det ved at være tid til at boarde flyet og sige goodbye for denne omgang. Og indstille mig mentalt på det hello og gensyn i den anden ende, som jeg glæder mig så meget til.

Mæt, tilfreds og glad

Om et par timer skal jeg se at få fanget mig en taxa til lufthavnen. Lejligheden er pakket ned i to store rejsetasker. En stor stabel skoæsker er udfoldet flade og båret ned til skraldespandene sammen med regninger, rester og noter, der nu er ligegyldige. To par jeans, en jakke, et par støvler og et par travesko er slidt ned herovre og kommer ikke med hjem. Og jeg kunne – teoretisk kunne jeg sagtens – godt lige nå et sidste smut ud i gaderne og sige farvel til det hele en gang til. Men jeg har ikke lyst. Jeg er mæt.

Og jeg har

spist de sidste blueberry-pancakes på Clinton Street Baking Company lige rundt om hjørnet. Og endnu engang fået bekræftet, at det er og bliver det bedste morgenmadssted i miles omkreds.

sagt farvel til den koreanske dame bag disken i Angelica – min lokale superdøgner. Og blevet lidt rørt over, hvor oprigtigt ked af det hun blev. Hun ville savne mit daglige smil, sagde hun.

vasket og renset alt hvad jeg ejer og har og fået det foldet det tæt-tæt – og opsagt min konto på vaskeriet. Den ellers temmelig trætte dame bag disken havde fået ny frisure. “Your hair looks very nice” sagde jeg. Og jeg så hende smelte lige foran øjnene på mig. Hun greb mine hænder og sagde “Thank you so much.”

igen her til morgen set folk ruske forgæves i Eve Pharmacy’s døre og konstateret, at jeg langtfra er den eneste, der finder deres åbningstider uigennemskuelige (og – oh! – lige i det øjeblik, jeg skriver dette, kom der en dame og åbnede døren ekstraordninært for en ruskende kunde).

jeg har været tilbage på landet med min familie og set, hvor skønt der er på deres gamle æbleplantage, når rhododendronen og syrenerne blomstrer. Og jeg mailet farvel-farvel-og-tak-for-denne-gang til dem allesammen. Og spist afskedsmiddage og lovet alle, at vi snart ses igen.

sagt pænt farvel til mit udslidte pop-ud-kort over Manhattan, der har tjent mig så godt, når jeg skulle finde subwaystationer.

overhørt to fyre bag mig snakke om Facebook og om, hvordan man slipper af med “venner” igen uden, at alle ens andre venner nødvendigvis skal se, at man har “fyret” venner eller meldt sig ud af grupper. Det var på Skt. Marks Place, blandt alle de unge, der er enormt “individuelle” på en ekstremt stangproduceret måde. Og jeg var sikker på, de var unge hipstere. Indtil de begyndte at snakke om, at de aldrig acceptere “friend-requests” fra “current students” og jeg diskret vendte mig om og opdagede, at de tweedklædte herrer i 50’erne.

blevet fejret af min yndlingsbartender på den lille vinbar “the tasting room” på 1st street&1st avenue. Hun havde allerede flere gange skænket gratis glas vin i tilfælde af, at jeg nu ikke skulle komme tilbage igen. Og da det så lykkedes mig at svinge forbi i søndags involverede hun hele baren i, at det var min næstsidste aften og vi var en kæmpe klynge folk, der endte med at drikke os et par kæppe i øret i den fantastiske vin med det spøjse navn “BoomBoom Syrah”.

haft et meget overrasket udtryk i ansigtet, da en ung kvinde på selvsamme vinbar fortalte mig om sine kæresteproblemer med en fyr, der under deres forhold ikke alene havde gjort en anden kvinde gravid, men også – og det var især det, der sårede hende – havde bagtalt hende til hendes veninder. Resten af samtalen forløb nogenlunde som følger:
Mig: “You gotta get rid of him, he’s walking all over you”
Hende: “But how do I leave?”
Mig:” How do you stay?”
Hende: “I just feel that in the States…once you’re in a city you have to stay with the same guy”
Mig: “But this is not a city. This is New York!”
Hende: “But even New York seems small to me”
Mig: “You know what – I’m sure that somewhere in New York there’s gotta be another guy for you.”
Hende: “You’re sooooo right. Isn’t that strange how sometimes it takes a perfect stranger to make you realize what you gotta do?”
Mig: “That is strange indeed”
Hende (henvendt til sin ven, der kom tilbage fra toilettet) “Isn’t she fabulous?”

været til endnu en Sunday Social hos Carlos Konig og slidt danseskoene – og oplevede ovenikøbet at en af herrerne – efter at have set mig danse salsa, vel at mærke – spurgte “do you also do chacha?”. Og det lille “also” faldt på et mere tørt sted, end han anede.

Jeg er mæt. Jeg er tilfreds. Og jeg er meget, meget, meget glad for de tre måneder jeg har tilbragt herovre. Og nu skinner solen lige lidt alligevel – og det er ved at være tid til at lynet rejsetaskerne og bakset dem ned ad den stejle, stejle trappe.

At spænde danseskoene

Lørdag den 3. maj 2008:
Er til loppemarked ved Hells Kitchen med Caroline. Hun spotter en fantastisk butik, der udelukkende sælger dansesko. En ung danser sidder og prøver sine nye følgesvende, man skal gå rundt på filt-tæpper, mens man prøver skoene, så man beskytter sålerne og på væggen hænger kontrafajer af alle de Broadway-koryfæer, der får specialsyet deres sko der. Caroline køber et par. Jeg prøver et par skønne sko. Men de er dyre og jeg tænker “Nadja for fanden, du danser jo alligevel aldrig den slags dans”. For hvis vi nu skal sige det som det er, elsker jeg egentlig at danse. Men jeg gør det næsten aldrig, fordi jeg – inden jeg kommer ud på gulvet – altid føler mig kejtet og har svært ved at give slip. Spotlight-effekten på mest latterlige teenange-manér.
Og Level1 på har-mere-eller-mindre-opgivet-drømmen-om-at-nå-til-level-2-måden. Når jeg først er igang med at danse, er det sjældent et reelt problem. Så nyder jeg det og har det sjovt. Problemet er bare, at jeg stort set aldrig når derud, fordi alle mine begrænsninger begrænser mig. Så altså – ingen dansesko den dag.

Lørdag den 10. maj 2008:
Skal hente en nøgle for nogle af mine veninder, der har lejet en lejlighed rundt om hjørnet. Udlejeren er en dansk-amerikaner, der under smalltalken og nøgleoverrækkelsen spørger “Nå, har du så danset meget salsa, mens du har været her?” Jeg laver totalt Kaj-ansigt. For det havde jeg jo så ikke. Det var ikke så meget som faldet mig ind at skulle danse salsa i New York. Og nu forstår jeg så på hende, at det er det helt store. Verdens største og bedste salsascene. Og at der er alle mulige arrangementer hver aften, hvor man møder op og danser. “Skal du med i aften” spørger hun. Og jeg er…lad os bare sige, at jeg er forbløffet. På den gode måde, men synes også det er fuldstændig uoverskueligt at forestille mig mig selv på vej til salsa fem minutter senere. og på den anden side, skal man jo gribe chancer og muligheder og det er også noget pjat med den spotlighteffekt og jeg skal jo alligevel ikke andet og det kunne jo også gå hen og blive sjovt og alt det der. Så jeg laver et kompromis med mig selv og aftaler med hende, at jeg gerne vil med søndag aften.

Søndag den 11. maj 2008
Tager op til dansesko-butikken og køber de skønne sko. Går rundt i dem i lejligheden hele eftermiddagen for lige at have gået dem en anelse til. Tager med Sonia til Sunday Social i Carlos Konigs Studio. Der er folk i alle farver og faconer, med alle niveauer af danse-talenter. Og sikkert med alle mulige forskellige socialklasser uden for danse-studiet – men intet af det betyder noget på dansegulvet, fordi alle bare er glade, opløftede og – høje på dans. Det er totalt sodavandsdiskotek for voksne – ingen alkohol andet end den man kan købe i små flasker til at desinficere hænderne, når man er blevet svunget af den ene svedige herre efter den anden. For det er konceptet: at man aldrig danser mere end en dans med hinanden, men skilles når dansen ebber ud og danner nye par til den næste dans. De fleste kommer alene – men kender så efterhånden flere og flere efterhånden som de bliver en del af “scenen”. Og ved hvem de kan lide at danse med. Men der er intet problem i at være total ukendt begynder. Og alle herrerne er tålmodige med at lære mig “The basics”: quick, quick, slow – og svinger mig, det bedste de har lært. Og når man har rigtige dansesko på, er det sjovt at blive svunget, fordi man glider fint afsted i pirouetterne.

Mandag 12. maj 2008
Vågner og tænker: “Det var fedt. Mere af det”. Men kan samtidig ikke helt overskue at tage til de store begyndertimer i dansestudierne – især fordi kurserne allerede er halvvejs i forløbet, og det virker lidt overvældende bare at møde op. Og ingen ting kunne. Tygger lige lidt på den.

Tirsdag 13. maj 2008
Finder en danseskole på nettet. Ringer og bestiller (med skræk i stemmen) fem privattimer. “Fint, kom i morgen klokken 17.30 og spørg efter Franco” siger damen. “Fint” siger jeg. Og skælver lidt.

Onsdag 14. maj 2008
Sidder lidt beklemt med mine dansesko og venter i danseskolens vestibule. Kan ikke helt forstå, hvordan de forestiller sig, det skal fungere, at vi i samme rum er elever, der skal lære henholdsvis salsa, tango, pasodoble og jive med hver vores lærer. Og er heller ikke helt kry ved det meget store vindue og de mange tilskuerstole, der om lidt vil give alle fri udsigt til mine første spæde danseskridt. Men kunne se på de andre skoler, at det bare er sådan det er…private lessons – men ingen private rooms. Men de to timer flyver afsted, og så snart vi er i gang, er det helt lige meget med alle de andre og de kigger sgu nok ikke på mig alligevel, når det kommer til stykket. Og det med de mange slags musik fungerer egentlig også overraskende godt, fordi hvert lille team er i hver deres lille verden, hvor man øver trin og bevægelser og gentager ting igen og igen, så det er reelt kun meget sjældent man danser længere passager til musik. Og når det er tilfældet, kan man altid få den rigtige musik på. Forlader etablissmentet fortumlet, glad og temmelig hooked.

Fredag 16. maj 2008
Tager mine næste timer. Lærer mærkelige trin og bevægelser. Og allervigtigst – lærer pludselig at forstå kunsten at lade sig føre.

Mandag 20. maj 2008
Tager mine sidste to timer. Har ikke sovet helt nok og har drukket lidt for mange drinks de sidste par nætter, fordi jeg har fået besøg af endnu et par veninder. Så bliver lidt meget hurtigt småsvimmel af de mange sving og pirouetter. Men har det sjovt og lære lidt mere, inden jeg pænt takker Franco for de fem effektive og sjove timer. Og tager direkte videre for at møde pigerne på en salsaklub. De er også fuldstændig begyndere – men heldigvis (og fandens smart tænkt) starter sådan en salsaaften med en billig gruppetime (10$ tror jeg, det kostede) så man lige kan få “The basics” på plads – og så der er en masse, der kender hinanden og ved hvem der er begyndere, så det er ufarligt at spørge om man skal “øve”. Ikke ligefrem HELT det samme at blive svunget af småkejtede begyndere som at blive ført af Franco, men sjovt. None the less. Og da timen var slut, var der efterhånden dukket mange andre op, livemusikken begyndte – og jeg genkendte allerede et par ansigter fra sidste søndag og blev svunget et par gange før vi måtte videre. Alle mine fine nye trin, sving og moves var glemt. Men fornemmelsen havde jeg stadig i kroppen. “The muscle memory” som Franco kaldte det. Og selvom jeg reelt keglede rundt på lige så meget begynderstadie som søndagen før, var det lige meget nu – nu var jeg ovre på den anden side af grænsen og begrænsningerne.

Og det var så historien om dengang, jeg spændte danseskoene. Og det efter 34 år gik op for mig, at jeg jo med en ret begrænset investering kan unde mig et par privattimer i de ting, jeg er irriteret over at for være for dårlig til. Hvis jeg skal starte på et større hold, ved jeg bare, at jeg ikke får det gjort. Dels fordi det i sig selv er grænseoverskridende at tage til undervisning i noget, jeg føler mig usikker på. Dels fordi mit indlæringsmønster og tempo er anderledes end mange andres. Og det var fantastisk at kunne flyve henover de ting, jeg fandt nemme uden at skulle vente i timevis på andre – men samtidig kunne få lov at være helt vildt kikset og langsom og kræve übertålmodighed fra lærerens side til de ting, der nok burde være nemme og sikkert ville være det for alle andre. Men som jeg skulle have gentaget igen og igen og igen. Og igen.

Hvis jeg fremover på den måde kan give mig selv en kick-start, der sparker mig ud over grænsen i alt det grænseoverskridende, er det da bare det, jeg skal gøre fremover. Om det så er et computerprogram, en basisintroduktion til regnskabsføring, sang eller en ny dans… For så snart man er ovre på den anden side af det grænseoverskridende, er det jo for det meste fantastisk sjovt (eller i hvert fald rart at kunne). Og det er næsten for bittert ikke at unde sig selv alt det sjove på den anden side af det, der før var grænsen.

Når konkrete detaljer bringer katastrofer på klodshold

Da jeg var yngre, syntes jeg altid, det var så plat, når nyhederne fortalte om verdens store katastrofer og altid understregede, om der var tilskadekomne/døde danskere. Når de fokuserede mere på en krig eller katastrofe i vores umiddelbare nærhed, mens problemer i fjerne Afrika eller Asien blev forbigået i noget nær tavshed. Når en hungersnød blev reduceret til ét billede af ét barn med store øjne og opsvulmet mave. Og når film om fx Holocaust fokuserede på én familie eller én lille gruppe jøder, som man så sad og holdt med – og nærmest var lettet, når heltinden lige med nød og næppe undslap gaskammeret – uden at tænke så meget på de seks millioner andre, det gik langt værre.

Sådan har jeg det grundlæggende stadigvæk. Det irriterer mig, at nyheder, film og historier fokuserer på en lille bitte del af helheden og ærger mig, at man tilsyneladende ikke tror vi kan kapere de kolossale tabstal, fordi de bliver for abstrakte og svære at forholde sig til.

Men ikke desto mindre må jeg jo efterhånden erkende, at det er det, der virker. Det bider på en på en helt anden måde, når man har et konkret ansigt at forholde sig til, nære og kære i katastrofeområdet, eller har været der selv.

Første gang jeg for alvor måtte erkende det var, da Estonia sank. Jeg havde hørt radioavisen spotte for nyheden mens jeg stadig lå og småsov. De sagde noget i stil med “Færge sunket i nat og over 800 mennesker druknet” og jeg reagerede ikke rigtigt med andet end “hvor forfærdeligt”. Indtil selve indslaget gik i gang og det viste sig at være en færge, der sejlede mellem Stockholm og Tallinn og som jeg havde taget mange gange, fordi min far på det tidspunkt i Estland. Faktisk havde han ganske kort forinden selv været ombord. Og så gik det fra at være en fjern historie om skibskatastrofer (hærværk og pludselig død) til at være en ekstremt konkret historie. Pludselig så jeg, hvordan passagererne i de underste kahytter måtte have tromlet sig gennem labyrinterne på de underste dæk, hvordan de lidt for snalrede ælde mænd ved spillemaskinerne måtte have forsøgt at vakle op på dækket, hvordan dansepigerne fra salonen måtte have spjættet med deres lange ben, mens de blev suget under og deres paillet-bikinier måtte have skinnet som sølvfisk i fuldmåneskin, mens de blev trukket under. Det blev helt forfærdeligt konkret.

Under mit New York-ophold har jeg efterhånden også været nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – havde været oppe i tårnene – eller kun kendte dem fra medierne. For selve grunden er jo lige nu en byggeplads, hvor der reelt ikke er så meget at “se” (jeg ved ikke, hvad det egentlig er, man forventer at se – men uanset hvad det er, er det der ikke) og derfor er det mest fanton-smerterne man føler. Fornemmelsen af, at lige der lå der noget meget stort, der nu er væk. Af forfærdelige årsager.

Og jeg må også indrømme, at folkemordet i Rwanda bed endnu hårdere på mig, fordi en af mine bedste veninder var blandt de syv danskere, der var fanget dernede og heldigvis endte på det sidste evakueringsfly. Jeg bed endnu mere mærke i Tjetjenernes bombninger af Moskvas boligblokke for små ti år siden, fordi mine forældre boede i Moskva på det tidspunkt. Og ambassadebelejringerne i Beijing for nogle år siden, fordi min far på det tidspunkt arbejdede på den danske ambassade i Beijing på det tidspunkt.

Og – just to prove my point – jeg tør næsten garantere, at I andre allerhøjst vagt kan huske, at der var noget som helst om Moskvabombninger eller ambassadebelejringer i Beijing med mindre I også havde nære eller kære i byerne på de tidspunkter. SARS-frygten husker de fleste nok, selvom de ikke havde familie i Kina på det tidspunkt – men det skyldes trods alt nok mest, at der var frygt for, at det skulle sprede sig til resten af verden, fordi bacillerne var lige så ligeglade med landegrænser som de fugleinfluenza-inficerede trækfugle var.

Og nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ballademagere, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv er spor mere forfærdeligt end jordskælv, oversvømmelser og tsunamier i resten af verden, eller fordi jeg føler mere med dem end med alle de andre hårdtramte i resten af verden. Det er bare så ekstremt meget mere konkret for mig. Og det er svært for mig at indrømme, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det burde være sådan.

Det er en effektiv lektie i de konkrete detaljers kraft.

Blomsterne og bierne

Jeg har elsket Københavns Botaniske Have lige siden min mormor tog mig med derind, da jeg var ganske lille, og vi sad og så på åkanderne i søen, mens vi spiste sildepostej-sandwiches. Jeg skår ofte igennem på mine gåture gennem København og ser på krybende kambregner ved stensætningerne og lader mig gennemdampe af palmehusets fugt.

Og når jeg er på storbyferie opsøger jeg næsten altid botaniske haver, der næsten altid er en kærkommen oase midt i alle stenjunglernes andre indtryk. Ikke desto mindre havde jeg aldrig været i New Yorks Botaniske Have i The Bronx før i går, hvor jeg langt om længe fik taget subwayen derop.

“It’s like a little bit of paradise” fortalte et ældre græsk par, jeg faldt i snak med på den lokale diner på vej derhen. Og de måtte nok vide det, for han havde været blomsterdekoratør lige siden han som ung mand tog båden i 20 dage for at flytte over til den Amerikanske drøm og kort efter tog tilbage og hentede hende med herover. Og de havde boet lige op og ned ad haven i de sidste 40 år og var som taget ud af “My big fat greek wedding” og undlod ikke at gøre mig opmærksom på, at Grækenland var meget andet end de Olympiske Lege og Akropolis. Det var også – understregede de – demokratiets og civilisationens vugge. Og det kunne jeg jo ikke andet end give dem ret i – og jeg ved ikke, om det var derfor, de instisterede på at betale min kaffe.

Og de havde ret. Der var virkelig tale om en lille bid af paradis. Uendelige grønne plæner så velholdte, som var de klippet med neglesaks.Træer fra hele verden i vild og lysting leg. Et palmehus, de med rette kaldte havens kronjuvel. Alléer af blomstrende azaleaer. Øde skovstier. En stenhave med små bassiner. Og (og det vil jeg straks springe videre til for ikke at gå Frk. Jensen og andre blomster/have-entusiat-bloggere i bedene :-) ikke mindst nogle rigtig spændende temaudstillinger, der var endnu et eminent eksempel på amerikanernes uovertrufne evner til at lave engagerende og inspirerende videnskabsformidling – både til børn og voksne.

Lad os starte med de voksne. Her var der fokus på Darwin i en række forskellige udstillinger, hvoraf jeg især fandt to interessante:

1) “Evolutionssporet”, hvor man i hele haven kunne se eksempler på nulevende plantearter, der passede ind i det “Tree of life” Darwin udviklede for at følge planternes evolution. Det fik virkelig sat plante-, svampe- og mosarter i et nyt perspektiv – og fik lagt et inspirerende underspor gennem opdagelsen af haven.

og allerbedst

2) “His garden” – en genskabelse af Darwins have, der fungerede som et levende eksperimentarium for ham. Udover at være smuk, meget smuk, var der uendelig masse forklaringer på, hvordan de enkelte planter havde inspireret Darwin til forskellige teorier og opdagelser. Hvordan han havde fulgt planternes udvikling, bevægelser, formering, spredning og deraf udledt en række forskellige teorier, der med tiden blev til evolutionsteorierne og oversigter over planternes evolution. Og ikke mindst en masse opdagelser om blomsternes befrugtning, som jeg ellers må indrømme, at jeg tidligere primært har forbundet med Carl von Linné. Indrømmer blankt, at jeg ikke vidste, at Darwin efterfølgende havde bidraget til botanikken med så mange uddybninger og nye indsigter.

Og så til børnene. For udover at have et stort område kaldet “family garden”, hvor skoleklasser havde små bede – lidt ala Årstidernes “Haver til maver”-projekt, bød den botaniske have på “Childrens adventure garden”. Her var temaerne i virkeligheden de samme som på Darwin-udstillingen. Bare formidlet i et kolossalt område eventyrliggjort med masser af labyrinter, hemmelige spor og kolossale blomsteropsatser, der lignede forvoksede orme, frøer, sommerfugle og biller dannede rammerne. Først skulle man lære at “åbne sanserne” så man rigtig kunne dufte, se, føle og udforske blomsternes verden, så skulle man lære selv at tænke som en naturvidenskabelig forsker og lægge mærke til de forskellige forskelle mellem planterne og tænke sig frem til, hvordan de var opstået. Og så var der ellers masser af interaktive displays – som for eksempel det på billedet ovenfor, hvor man skulle “parre” de rigtige blomster med de rigtige bestøvere og således lærte om blomsterne og bierne, hvordan blomster og befrugtere undergår en co-evolution, hvor de begynder at ligne hinanden stadigt mere. Befrugtning, pollen, plantearter og familier. (Præsenteret smukt, sjovt og tankevækkende – uden pikante undertoner i øvrigt .-)

Alt i alt – en udflugt, der absolut var den lange Subway-tur værd. For det ældre græske par havde helt ret. Det var lidt af et paradis både for formidlingsnørder for mig – og for enhver, der måtte trænge til et grønt, blomstrende, vederkvægende afbræk fra storbyjunglen.

Den næste Van Gogh er…en elefant!

Forleden var jeg i Beacon – en gammel industriby en times togtur fra Manhattan, der nu er genopstået som lidt af et kunstcentrum. Primært fordi det fantastiske kunstmuseum DIA:Beacon ligger og lokker med kolossale udstillinger i en istandsat småkagefabrik med helt forunderligt lys. Men også fordi huslejen er lav nok til at små gallerier og kunstnere (af varierende kvalitet) kan slå sig ned der. Og så fordi byen har en helt særlig charme, fordi der stadig er en masse gamle bygninger, der fik lov at stå, fordi ingen gad rive dem ned fordi jorden var så lidt værd – og som nu er i standsat og derfor tilfører byen og dens hovedgade et præg af noget hyggeligt, som det er de færreste amerikanske byer forundt.

I et af gallerierne var der en udstilling om asiatiske elefanter. Med nogle virkelig gode fotos, der har brændt sig ind på nethinden. Af elefanter i både lyst og nød.

Vi faldt i snak med galleristen, der også pegede på to klatmalerier og sagde “vi har også elefant-malerier. Det der er malet af en fire-årig, og det derovre af en otte-årig.” Og nok var det klatmalerier, men de var enormt figurative. Så vi stirrede på hende, somom hun var vanvittig.

Men efter sigende, skulle det være rigtigt nok. Man har fundet ud af, at elefanter er ret gode til at male. Og det er jo totalt syret at tænke på, at de muligvis går rundt med det talent uden – under normale omstændigheder – nogen sinde at støde på maling. Som en komponist uden klaver og nodepapir, en digter uden pen eller en maler uden lærred.

Og så tændte galleristen computeren og viste os en Youtube-film, der – som hun selv sagde – fik deres elefantmalerier til at ligne amatørmalerier. Og man kan næsten ikke lade være med at prøve at finde på alle mulige forklaringer og tænker på alt det, der måske foregår uden for kameraet eller at det måske er et menneske, der klædt ud som elefant fører snablen…men altså: den skulle være god nok:

Undergrundens gys

På overfladen er det uendeligt nemt at finde rundt i New York. Og selv som helt nyankommet turist har man sjældent brug for et kort, fordi gadernes gridstruktur sætter det hele i system.

Så snart man bevæger sig et par trapper ned – i undergrunden – er det imidlertid lige omvendt. Her snor gangene, sporene og linjerne sig organisk. Uoverskueligt. Man ryger på et expresstog, der først stopper på 125th gade, når man skulle have været af på 79th. Eller man tror, man kan skifte på en station, hvor man så kun kan skifte til downtown-tog, når man skulle have været uptown. Så noget af det, der virkelig får en til at føle sig hjemme herovre, er, når man heller ikke behøver kort til Subwayen, men ved, at man nok skal støde på “The L-train” hvis man går tilstrækkelig langt ad 14th street. Og man nok skal fange sit F eller V, hvis bare man følger 6th Avenue. Og når man begynder at krydse perronen hjemmevant for at skifte fra local til express til local train for at skippe et par stop på vejen downtown, selvom man snildt kunne være blevet i det samme tog. Simpelthen zapper tog alt efter, hvad dere lige kommer forbi i stedet for at stå længe og vente på  et bestemt tog. Planlægger sin rute undervejs.

Og så – når man lige tror man er ved at have fanget systemet, er der “Service changes”. Pludselig kører A-toget der, hvor F-toget skulle have kørt. Eller F-toget følger pludselig D-togets rute. Og alle kigger desorienterede på hinanden. For højtalerne skratter så meget, at det er umuligt at følge med i de mange serviceannouncements. Og selvom det for det meste har stået på stationen, at der var serviceændringer på strækningen, har den generelle information ikke detaljer nok til at angive, hvad den enkelte skal gøre for at nå sin destination, efter at være blevet…nå ja…afsporet.

De mange “service-change”-plakater har alle sammen et punkt i bunden, hvor der står “Hvorfor er der service changes på denne rute?” og jeg har flere gange ærget mig over, at svaret altid bare er “for at forbedre togenes service”. Hvor jeg ellers synes, det kunne have været ret interessant konkret at fortælle, hvad det var for sporarbejde, der foregik. Når jeg alligevel står der og venter på toget, ville det være et lille indblik ind i undergrundens liv. På samme måde som min bror og jeg fik, da vi en sen nattetime på vej hjem fra koncert i Williamsburgh så et helt hold sporarbejdere sidde i åbne og vogne og holde pause, inden nattens næste dont. Deres tomme øjne og alt sikkerhedsudstyret understregede mere end almindelig meget, at livet under grunden er hårdt – og farligt. Pludselig blev det nemlig meget konkret, hvad der skal til for at holde togene kørende og holde det organiske net, der forbinder alle New Yorks mange pulse, på skinnerne.

Og så – i går aftes – læste jeg en artikel om livet som undergrundsarbejder. Der ikke alene foregår i mørket spedet op med sommerens ekstreme varme, vintrenes isnende kulde, rotter, skrald, pis og avispapir. Men også betyder døden for et par arbejdsmænd om året. Hærdebrede mænd, der ikke når at springe til siden i de smalle, smalle rør, når et tog uden varsel kommer buldrende, selvom der burde være tomt på grund af service-changes.

Det var virkelig en af den slags artikler, der åbner bevidstheden om livet på den anden side eller – i dette tilfælde – under jorden. Og hvor man pludselig bider sig selv i tungen over at have brokket sig over service-changes og får fuld forståelse for, at det er nødvendigt at lukke sporene af – HELT AF – når de skal repareres. En af den slags artikler, som undrer sig over, der ikke er flere af – der virkelig formår at bringe udsatte grupper frem i lyset.

Den slags burde de skrive lidt mere om på deres service-change-plakater. For lige netop mens vi står der på perronnen og venter et par minutter på det næste tog har alle os travle mennesker, der er priviligerede nok til at leve det meste af vores liv over jordens overflade, lige præcis de fem minutter til overs, vi ellers aldrig har. Og hvordan kunne de fem mniutter bruges bedre end at skænke et øjebliks tankevirksomhed til dem, der risikerer liv og levned for at vi andre kan komme frem, frem, frem i tilværelsen uden så meget som et par sekunders forsinkelse.

Paraply-kirkegården

Klokken 7.08 a.m. i morges forlod jeg lejligheden i øsende regn for at tage til Beacon og udforske kunstcenteret DIA, der har til huse i en gamle småkagefabrik en times togtur fra Manhattan. Det øsregnede, så så snart jeg kom ned på gaden, slog jeg 4-dollar-paraply-nummer-syv-siden-ankomst op. Konstaterede, at den var i stykker. Smed den ud i den nærmeste skraldespand, der på daværende tidspunkt var helt tom. Og gik ind i den nærmeste deli for at købe en ny.

Klokken 7.08 p.m. var jeg tilbage på Manhattan efter en virkelig dejlig dag i Beacon trods regnen. Gik lige forbi biografen rundt om hjørnet, der endelig viste en film, jeg havde haft kig på længe og som forekom ufatteligt apropos netop i dag: “Before the rain”, der foregår i Indien lige omkring det britiske imperies opløsning. (Så titlen refererer til monsumregn og ikke heldagsNewYorker-regn med vindtunneller gennem avenuerne, der kan tage livet af selv den mest sejlivede paraply). Købte billetter og ville lige købe noget vand, da også dagens paraply nummer to vendte vrangen ud på sig selv, slap i syningerne og endte i skraldespanden.

Klokken 10.08 p.m. var filmen slut. Hvad jeg troede var en helt almindelig aften, viste sig så at være premiereaftenen i udvalgt biograf, hvor der efter rulleteksterne var indbygget Q&A med hovedrolleindehaveren og produceren. Alt sammen meget…skal vi kalde det monsun-regns-steamy…hele vejen igennem.

Klokken 10.18 p.m. forlod jeg biografen og snapshottede billedet ovenfor.

Klokken 10.19 p.m. overbeviste en gruppe unge smarte fyre hinanden om, at de godt gad gå et par blocks i regnen hen til en anden klub, end den taxaen havde sat dem af ved. De tog fat i både den røde paraply og den der lå med bunden i vejret midt på Allen Street. Slog dem så meget op som det nu kunne lade sig gøre. Og travede videre med dem efter devisen at lidt ly er bedre end intet ly.

Kom så ikke og sig, at du ikke tror på liv efter døden :-)

Sarah Jessica Parker har en høne at plukke med Carrie Bradshaw

Man ser dem forholdsvis tit: Busfulde af thirty-something-kvinder, der står med hver deres cupcake udenfor The Magnolia Bakery og hviner indvendig over at være på Sex-and-the-city-tour i West Village. Og skiltene i butiksvinduerne, der reklamerer med, at det var her – netop her – at Carrie, Miranda, Samantha og/eller Charlotte indtog deres cosmo’s, købte deres Blahniks eller spiste deres brunch, mens de delte saftige detaljer om nattens eskapader.

Og jeg skal heller ikke selv holde mig for god. Jeg refererer også konstant til serien herovre. Jeg kan mærke hvor meget den har præget mit syn på byen og hvad der er “rigtigt” New York. Og selvom jeg intet kendte til Manolo Blahnik inden serien og faktisk ikke engang (ved det er kættersk, men må ærligt indrømme det) synes, de er særligt fede, kan jeg mærke, at jeg alligevel lige pejler efter dem i skobutikkerne som en slags adelsmærke på butikkens stil.

Der er ingen tvivl – Sex & the City har været en helt fantastisk reklamekampagne for New York. Og det har kunnet make-or-break cafeer, butikker og natklubber om de fik eller ikke fik lov at lægge kulisser til den fabuløse kvartet – eller måske ligefrem investerede i dyre product placements for at komme med.

Men samtidig har serien også været med til accellerere en udvikling mange New Yorker-New Yorkere begræder. Pænheden, forudsigeligheden og fornemmelsen af at avenuerne er forvandlet til udendørs malls hvor kædebutikkerne ligger på stribe og alle de små alternative butikker bliver presset stadigt længere ud i “the outer boroughs”. Og Sarah Jessica Parker selv er en af de første til at begræde de forandringer hun selv ikoniserer. I et interview i New York Magazine (ikke at forveksle med The New Yorker) i denne uge, fortæller hun, hvordan hendes yndlingskvarterer hra ændret sig, hvordan alt det gode og kantede ved New York presses ud af byen – og hvor urealistisk et eventyrbillede serien – og hun selv som executive producer – skabte af byen.

Og nu er filmen så på vej. Sex and the city-filmen, der har været så meget sladder om i pressen – især fordi Kim Catrall der spiller Samantha i lang tid ikke ville medvirke. Og fordi der går masser af rygter om uoverensstemmelser mellem de fire hovedpersoner. Men den kommer 30 maj og der er plakater over hele byen. Og ikke mindst trailers. Hvor især en af dem fanger Sex and the City-paradokset i en nøddeskal:

De fabuløse fire sidder på en cocktailbar med hver deres comsopolitan. “This is delicious” siger Miranda. “Why did ever stop drinking these?”. Og Carrie svarer: “Because everybody else started to”.

%d bloggers like this: