Nadja Pass

Kategori: New York

Skrivebords-voyeuren : Nu i opgraderet de luxe-version

Jeg er tilbage i New York. Da jeg var herovre sidst, var det forår, jeg havde tre måneder og jeg havde lejet en temmelig simpel, men velbeliggende lejlighed på det boblende Lower East Side, og rapporterede jævnligt om alle de hverdagseventyr, der udspandt sig på East Houston Street lige ud for mit skrivebord.

Denne gang er tingene lidt anderledes. Denne gang er jeg herovre i et par uger sammen med min bror og hans kæreste på jule-nytårs-ferie. Denne gang med frosten bidende i kinderne og sneen knirkende under foden. Og denne gang installeret i luksuslejlighed med panorama udover Hudson Floden. Udsigten er fuldstændig fantastisk – og jeg har fuldstændig den samme fantastiske glæde ved at stirre ud på udsigten i timevis og strække øjnene, som jeg tidligere har været priviligeret nok til at have i både Beijing og i Moskva, hvor mine forældre boede i panoramalejligheder. Oplevelsen af at kigge så længe på det samme, at det er de små detaljer, der begynder at træde frem. Synet skifter fra at glæde sig over “grund” til at opdage de mange små figurer rundt om i det store sceneri – eller i det levende postkort, som der bogstaveligt talt er tale om.

Hvor udsigten fra East Houston-lejligheden mest handlede om mennesker, butikker og deres daglige gøren og laden, er der fra denne lejlighed mere fokus på det urbane i den helt store skala. Store bygninger, store elværker, store motorvejsudfletninger, store parkeringspladser og store pramme i floden. Og jeg har endnu ikke være her længe nok til at have spottet så mange detaljer. Men her og nu kan jeg rapportere overvældet og begejstret om, at jeg sidder og skriver med udsigt til:

  • Fly, der letter og lander i Newark.
  • En pier, der med røde neonlys lidt ligner en natklub, men i virkeligheden er dér, hvor alt byens skrald bliver kørt hen og ekspederet videre ud i verden fra.
  • To gamle tre-piers. Den ene næsten forsvundet, så der kun stikker et par pæle op. Den anden i sammensunket, men stadig sammenhængende, struktur.
  • 13 tårne, skorstene og antenner, der er så høje, at de blinker rødt for at gøre fly, folk og fæ opmærksomme på deres tilstedeværelse.
  • Den nye del af Riverside Parken.
  • Skibet, der huser sea and space-museet, der (muligvis og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis) i anledning har julen har kulørte lamper spændt henover masterne.
  • Store pramme, der ligger lavt i vandskorpen og fragter kul, skrald og udefinerbare varer ned langs floden.
  • Myldretid på West Side Highway.
  • En masse mindre skibe, der sejler i fast rutefart mellem Manhattan og New Jersey.
  • En stor parkeringsplads, hvor bilerne holder i to lag. De øverste dækket med masser af sne fra gårsdagens snestorm.
  • Helikoptere.
  • Et kolossalt elværk, hvis skorsten stræber mod himmelen. Derhjemme ville den have været blandt de højeste bygninger. Her når den ikke engang skyskraberne til sokkeholderne.
  • Tunneltårnene for hver sin ende af Lincoln Tunnel.
  • Hele New Jersey-siden, der ligger så tæt på New York og har så flot en udsigt over Manhattan Skyline, men som aldrig rigtig tæller med eller ses på nogen kort, fordi det ligger i en anden stat.
  • Skyer, der farves røde af solnedgangen og hvis kanter ulmer som papir, der ligeså langsomt brænder. Og måne-smilet, der hænger og venter på, at det rigtigt skal blive nat.
Reklamer

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

Det uendeligt store i det uendeligt små

Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.

Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.

Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.

  • Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær. 
  • En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
  • Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren. 
  • Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s   og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
  • En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
  • Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.  
  • Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
  • Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i. 
  • Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
  • Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
  • Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
  • Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
  • BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
  • En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde. 
  • Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over. 
  • Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
  • Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds. 
  • I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.  
  • Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
  • Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen. 
  • Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.

Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.

Skrivebordsvoyeren rapporterer fra Nuuk

Jeg sidder i et rødt træhus med hvide vinduer. Huset ligger i en række af andre identiske røde træhuse med skur, skraldespand og en lille trappe op. Og lokalkendte fortæller, at husene ligner hinanden så meget, at folk med jævne mellemrum går forkert og begynder at tage skoene af i hinandens vindfang. Her er i alt tre forskudte etager – og jeg har installeret mig på 1. sal. Udsigten er mildt sagt noget anderledes end fra Houston Street i New York, Ahornsgade og Vesterbrogade.

Fra dette vindue kan jeg nemlig se:

•    En sø, hvor den sidste grålige is venter på vej sommersmelte.

•    En stor parabol, der vender ryggen mod mig.

•    Et grønlandsk flag, der blafrer om sin egen akse det meste af tiden, men indimellem folder sig fuldt ud.

•    En stribe nybyggede huse, der stadig er ”imprægneret-træ-farvede” og måske skal blive ved med at være det. I hvert fald er folk flyttet ind: der hænger et rødt lagen i dobbeltsengstørrelse til tørre på én terrasse og vasketøj i alle faver lidt længere nede.

•    Grønlands Energiforsynings store, nybyggede hobedkvarter i gråt og glas.

•    To rustne fælles-griller

•    To ud af de fem legepladser, der ligger omkring den lille sø. Den ene af de fem ligger lige nedenfor min terrasse, men den kan jeg ikke se lige nu, fordi jeg sidder på første sal. Den største af dem, jeg kan se herfra har fire bildæk-gynger, hvoraf de to hænger i en tynd tråd. En vippe med to falmede gyngehestehoveder, et stativ med noget, der måske er en koboltblå babygynge. Et klatrestativ med en lang rutchebane og en masse borde-bænke-borde. Den anden legeplads har lidt mere knald på farverne – sikkert nyere. Der er lige kommet to piger til den ellers øde legeplads. De er begge klædt i lilla og lyserøde nuancer. Den ene i chocking ping jakke og hue og lyserøde gummistøvler. Den anden i gammelrose jakke og lysegrønne gummistøvler.

•    En kran, der svinger.

•    To arbejdsmænd – en med rød hjelm og en anden med hvid hjelm, der konfererer på øverste ubyggede etage af et voksende etagebyggeri.

•    Et hvidt hus med rødt tag, hvor beboeren lufter dørmåtte på terrassen. Et rødt hus, et lyseblåt hus, et koboltblåt hus og et gult hus – alle med sorte tage.  Mellem det røde hus og det blå hus løber en sti, hvor jeg lige har set tre børn komme cyklende.

Hvis jeg strækker hals kan jeg desuden se:

•    Nuuks industrihavn med et par trawlere, en masse kabeltromler og et stort blåt pakhus. Man kan også se kystskibet, når det lægger til og fra.

•    En klynge træhuse i mange forskellige farver der ligger draperet udover bjerget.

•    Godthåbsfjorden i baggrunden og de sporadisk snedækkede bjerge, der bader i fjorden.

Gennem mit vindue kan jeg:

•    Mærke den friske, friske luft strømme ind og klare tankerne.

•    Høre pigen med de lyserøde gummistøvler slå sin skovl mod klatrestativet i en monoton rytme.

•    Høre en dansktalende mand irettesætte sin søn. Men jeg kan ikke se hverken far eller barn.

Da jeg cyklede hjem gennem sneen igår…

… var jeg lidt lettet, lige da jeg skulle til at køre. For der var pause i sneen og den var så småt smeltet væk fra cykelstien. For jeg må indrømme, at jeg hvert år, når sneen falder, lige kan mærke et snært af nervøsitet over, hvordan det nu lige er, man cykler i snevejr og styrer bilen sikkert gennem glatbaneføret. Og hvordan jeg så hvert år, når jeg først kommer i gang, tænker “nå ja, det er jo sådan, det er”… 

…Aldrig så snart havde jeg nået at føle mig sikker i sadlen og huske mig selv på, at jeg jo har trodset sne, slud og alt andet end skridsikre underlag på jernhest i ca. 30 år, før sneen satte ind igen. Og jeg kørte jeg i modvind med sneen stikkende i øjnene og kunne egentlig intet se. Alligevel fik jeg manøvreret rundt om H.C. Ørstedvejs mange vejarbejder, op og ned ad slidsker, som jeg hele tiden frygtede var glatte, men som egentlig ikke var det… 

…Det fik mig til at tænke på en historie min far engang fortalte mig fra Rom, hvor han i min barndom tilbragte tre uger hvert efterår og forår og derfor nok måtte siges at kende den evige stad ud og ind. Han havde været der i november og pludselig var det begyndt at sne. Bare sådan ganske lidt. Men romerne var helt uforberedte på det og prøvede at spule sneen væk med vandkanoner. Resultatet var selvfølgelig, at alle gaderne forvandlede sig til skøjtebaner…

…Og det fik mig så til at tænke på Gorki-parken, der lå ganske kort fra mine forældres lejlighed i Moskva og hvor de hver vinter overrislede alle stierne, så man kunne skøjte sig en tur rundt i parken. Jeg husker især, hvordan jeg den 1. januar 2000 var dernede med en flok af mine bedste venner, der havde været med til at fejre årtusindskiftet i Moskva og vi skøjtede rundt (eller det vil sige, undertegnede var pissedårlig til at skøjte, selvom jeg egentlig var ret god til det som barn, så jeg trippede mest rundt med klinger under fødderne, men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg også skøjtede) og spiste æbleskiveringe…  

…Og nu hvor minderne kredsede om Moskva, tænkte jeg også på kirkegårdene derovre, hvor gravstenene ofte var buster og statuer af de afdøde. Og hvordan snemasserne hver vinter gav dem kalotter på og udstyrede dem med særdeles buskede øjenbryn og overskæg. Og jeg husker, hvordan vi en vinter kørte langt ud på landet for at overnatte på et kloster midt mellem snedækkede løgkupler og ringmure. Og jeg husker, hvor stor en oplevelse det var at stå midt på markerne, hvor slaget ved Baradino udspillede sig under Napoleonskrigene og hvor vildt det var kun at kunne se spidsen af monumenterne over alle de døde og markeringerne af Napoleons telt stikke op snebunkerne… 

…Mens tankerne hvirvlede om kap med sneflokkene, besluttede jeg mig intuitivt for at køre en pænt omfattende omvej, fordi der er et sted på netop den rute, jeg altid forestiller mig gemmer på adskillige røvere og banditter og hvor jeg helst vil kunne cykle meget hurtigt igennem. Og jeg kunne hverken cykle meget hurtigt eller se en hånd – derfor ej heller en potentiel bandit – for mig. Jeg ender ellers altid med at trodse frygten og suse igennem. Det er langt den korteste vej og jeg ved jo godt, at frygten nok 7-9-13 er ubegrundet…Men ikke i går nat. Der tvang sneen mig på en omvej, selvom jeg jo allermest havde brug for bare at komme hjem i min varme seng… 

…Jeg er før blevet tvunget på omveje af sneen. Mest markant engang, hvor jeg med hele min familie var på minibustur i Jerusalem, da sneen pludselig begyndte at dale og vores temmelig frisk-kørende chauffør kørte alt for stærk ned ad bjergskråningerne, mens han kværnede i sin mobiltelefon for at ændre vores rejseplaner og booke nye hoteller på en ny rute. Og jeg husker overraskelsen over, at der kunne blive så koldt i Jerusalem…

…Og den overraskelse var egentlig meget den samme, da jeg mange år efter første gang oplevede sne i Beijing. I de seks år mine forældre boede derovre, var jeg derovre flere uger hver vinter og nød især godt af de høje, klare himle, der gav en naturlig omgang lysterapi, selvom det var koldt. Men inden jeg begyndte at komme meget i Kina, havde jeg aldrig tænkt på, at det også kunne sne det. I retrospekt gav det jo fuldstændig mening, at der ville være vinterkoldt derovre, da breddegraderne svarer meget til vores. Men poesien i sneens dalen på den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, var jeg fuldstændig uforberedt på… 

…Jeg var også uforberedt på kulden – og måske mest af alt højdesygen – da min bror og jeg for et par nytårsaftenener siden befandt os langt ude på landet i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina og vi havde bestilt en tur med svævebane op på områdets højeste tinde. Lad os bare sige, at vi godt noterede os, at alle de andre havde dynejakker på og oxygen-spray i lommen – men lad os også bare erkende, at det var helt fantastisk at stå deroppe på gletscher-tinden, men også at det nok ikke ville have skadet at være lidt varmere klædt på og at det var vores store held, at vi så ikke havde tendens til højdesyge. Og jeg blev ekstremt bevidst om, hvor koldt, der kan være på toppen… 

…Der var også koldt på toppen – på den bogstavelige måde – i de hyggelige lokaler på 5. sal i Fiolstræde, hvor Reflexioner havde til huse i de første hårde opstartsår. Vi havde lejet dem i sensommeren og ikke skænket kulden en tanke, før den pludselig var der, og vi måtte sidde med handsker på, når vi skrev og redigerede og dagens højdepunkt var en portion varm, hot Thai-take-away. Det føltes ekstremt boheme-agtigt, selvom vi trods alt ikke var nødt til at brænde vores manuskripter…   

…Det var også koldt, da vi for snart to år siden begravede min mor. Og der var en sær ny skønhedsdimension over blomsterne og kransene på graven, da vi kom tilbage dagen efter for at tænde lys. Nattefrosten havde bidt i dem, rimet deres kanter. Og de var nu en forunderlig blanding af voksagtigt fløjsbløde og uendeligt porøse. Og det var lige præcis sådan, vi vist også havde det… 

…Og mens minderne kom vrimlende, smånynnede jeg “sneflokke kommer vrimlende” og tænkte, at det trods alt var meget rart at se lidt sne oveni al frygten for global opvarmning. Og jeg tænkte på, hvor meget – eller hvor lidt – mening alle de gamle danske sange om urt og busk i sneskjul mon kommer til at give mening for de kommende generationer…

…Og jeg smilede lidt ved tanken om alle glædesudbrudene over snefaldet på Facebook og hvordan en skrev, at når nu Facebook fortalte ham, at det sneede, behøvede han ikke selv kigge ud af vinduet. Og hvordan jeg tænkte, det er da netop en opfordring til, at du SKAL kigge ud af vinduet her og nu, før det forsvinder. At du skal lade tankerne hvirvle med snemasserne rundt mellem hinanden i uforudsigelige mønstre, som ingen rigtig er herre over…  

…Og det med, at ingen rigtig er herre over sneen, fik mig til at tænke på, hvordan alle på en eller anden måde også er lige, når man færdes i snevejret. Høj som lav kan uventet falde på halen. Mest markant husker jeg det fra den første gang, jeg var i New York. Det var i januar og der blev hele tiden sat kulderekorder. Og der var hemsk glat. Den der farlige kombination, hvor der er den glatteste, glatte is nederst, iskoldt vand med grødis ovenpå og et fint snelag øverst, så man ikke kan se, hvor fælderne gemmer sig. I det vejr faldt alle som fluer. Flere gange om dagen faldt man. Nyhederne viste lange sekvenser med dagens mest dramatiske fald. Folk i fine nålestriber, i høje stilletter, i moonboot, i militærstøvler, i højt humør og i største hast, faldt, faldt, faldt. Og jeg husker selv, hvordan jeg på Columbias campus så en ærværdig ældre professor komme gående med en stak papirer, der spredtes fra alle vinde som overdimensionerede snefnug, da han faldt og gled flere meter gennem sneen. Og hvordan alle strøg hen for at hjælpe ham med at samle papirerne til ham… 

…Næsten hjemme krydsede nogle lidt øl-vaklende unge fyre på vej ud af Torvets Kebab cykelstien, stirrede på mig og sagde stor medfølelse: “Hold da op, du må cyklet meget længe”. Og jeg kunne godt se, at jeg lignede den afskyelige snemand efter en ellers ret kort tur – fordi modvinden havde aflejret store snemasser overalt på forsiden af mig. Men ryggen var helt tør…

…Jeg børstede sneen af. Rystede tørklædet. Bankede cykelhjelmen fri for sne. Og satte mig op i den varme lejlighed og stirrede ud på sneen under gadelygten. Og tænkte på, hvor mirakuløst hurtigt, man næsten altid får varmen igen.

Ny Facebook-trend: Selvbestaltet stemmeret til verdensdemokratiet

For nogle dage siden begyndte flere af mine amerikanske Facebook-venners statuslinjer at se helt identiske ud. De skrev pludselig alle sammen: 

“XXX has donated their status to remind everyone to vote for Barack Obama today. Donate your status: http://causes.com/election/13626291?m=4455e771.”

Og efter et par uger i mediemøllen, hvor jeg har tegnet og fortalt om statusopdateringernes retorik, kunne jeg ikke undgå lige at studse over det fænomen. For her var der tale om opdateringer, der i sig selv var helt klart politisk-agiterende FOR Obama – men som handlede om noget lidt andet, hvis man faktisk fulgte linket. Her endte man på en application, hvor man selv kunne vælge, om man ville donere sin statuslinje til Obama, McCain eller helt neutralt blot til at opfordre så mange amerikanere som muligt til at gøre op med de traditionelt uhyggeligt lave stemmeprocenter. Så der i virkeligheden var tale om en forholdsvis “neutral” application, der mest af alt handlede om at styrke demokratiet ved at højne stemmeprocenten.

Samtidig syntes jeg, at brugen af ordet DONATE var virkelig interessant, fordi det ophøjer Facebook-opdateringernes statuslinjer til en handelsvare, man kan benytte sig af selv, bytte væk, donere til andre eller – når markedsføring via Facebook efterhånden begynder at gribe om sig – sikkert også sælge til højestbydende virksomhed, der gerne vil have promoveret en ny læskedrik.   

Så langt så godt – applicationen satte i sig selv mange tanker igang. Men i dag er der sket et yderligere interessant twist. Rigtig mange af mine DANSKE facebook-venner – der i sagens natur IKKE har stemmeret i USA – har gjort præcis det samme. Altså doneret deres statuslinje til Obama og de amerikanske stemmeprocenter.

Og dem, der ikke har valgt en af de forud-udfyldte varianter, markerer alligevel eksplicit valgdagen ved at tilkendegive deres politiske sympatier i egen formulering i statusmeddelelsen – her er et tilfældigt udpluk:

can’t focus – on anything but Obama…

… mon Sarah Palin vil holde tøjbyttedag nu, hvor valget slutter?

krydser fingre til det sidste…

ooobama you!

should be working, but is caught up in the rhetorics of viral election videos.

wishes a happy erection to all! – sorry election

Guys, stop telling me you voted for Obama. Stop autoposting to twitter in general. It’s okay to advertise blog posts, just do it manually.

Og ikke alene det – mange jeg har talt med, skal ligesom jeg selv, sidde til langt ud på de små timer og fra den tidligste morgenstund og følge valget tæt som var det Folketingsvalg eller royalt bryllup (de danske tv-kanaler stiller så også med nogenlunde samme udtræk). Og rigtig mange benytter ovenikøbet en twitter-application til decideret at stemme på deres favoritkandidat. I deres statuslinjer står der så:

I just voted for Obama in #TwitVote — http://twitvote.twitmarks.com/.

Kort sagt prøver vi alle på hver vores måde at påberåbe os lige præcis det, vi nok alle sammen dybest set godt kunne tænke os en dag som i dag: en lille bitte smule indflydelse på et valg, der kommer til at påvirke os alle sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Stemmeret til verdensdemokratiet.

Skrivebordsvoyeuren rapporterer fra Vesterbrogade

Jeg har savnet min New York-udsigt og alle eventyrerne, der udspillede sig lige udenfor gadedøren, meget. Men lige præcis nu sidder jeg ved et skrivebord ved stort vinduevindue i 1. sals højde, hvor de konkrete detaljer er så tæt koncentrerede, at man nærmest kan drikke dem. Så hermed et udpluk af de konkrete detaljer, mine øjne er faldet på indenfor den sidste halve time:

  • En stor metalørn over døråbning til en Sonofon-butik. I vinduet en mini-lys-avis med koboltblå reklamestrøm, hvor der med få sekunders mellemrum står “Velkommen til Sonofon”. Og en mand helt klædt i sort, der har stået så længe og talt i mobiltelefon lige udenfor deres facade, at jeg er begyndt at overveje, om de giver “facade-rabat”på mobilminutterne.
  • En lille metal-Buddha på kabelhylden. Og en New York-snow globe + et bundt gule, uudsprungne liljer i vindueskarmen. De dufter ikke endnu.
  • En lille pige, der forsøger at fortælle sin mor et eller andet, som hun ikke hører, fordi hun er for travlt optaget af mobilen.
  • 8 store plancher med speedamarkernoter og et 1 whiteboard påhæftet 23 grønne post-it-sedler.
  • En meget bordeaux frisørfacade, der lover “International Hairdesign”.
  • En tavle i Føtex’ vindue, der – umotiveret placeret foran tre far-mor-og-barn-giner med “modetøj”- lover, at jeg kan vinde et 32” fladskærms-tv, hvis man kigger op på 1. sal.
  • Karin Høgh, der i al hast trækker sin cykel forbi.
  • En yngre kvinde med fletning og cykelkurv, der som den første parkerer sin cykel udenfor stativerne udenfor Føtex og dermed bidrager til det, der hver eftermiddag er et af Københavns mest proppede fortov.
  • Mennesker i alle farver, faconer, aldre og klædedragter, der har hver deres strategi for at krydse den meget befærdede hovedfærdselsåre.
  • 6A’eren, der kører forbi med ujævne mellemrum.
  • En gul ladvogn med en meget stor grå motorcykel bagpå.
  • Ikke særlig mange cyklister med hjelm. Den slags er meget tidspunkt-på-døgnet-afhængigt. I myldretiden er der efterhånden kort mellem hjelmene.
  • Til gengæld rigtig mange modesmarte regnfrakker af typen “mønstret voksdug nu som regnfrakke”. Især et højt antal taget i betragtning, at det slet ikke regner. 
  • En art director eller måske artkitekt med mappen under armen.
  • Op til flere caddies, der skal fragte indkøb hjem for gravide og ældre.
  • En barnevogn, hvor en rød, sammenklappet paraply/parasol duver op og ned i takt med brostenenes rumlen.
  • To hvidhårede kvinder, hvis parktiske sko ser ud til at virke efter hensigten.
  • En højgravid kvinde i lilla langærmet t-shirt bærende på en gul æske. Har intet gæt på indholdet. Men spændende ser den ud.  
  • Alle de karakteriske dekorationsbobler på Føtex-bygningen, som jeg aldrig før har tænkt over i dagslys – men som om aftenen giver bygningen sit blåprikkede skær.   
  • En systemansvarlig, der kæmper for at få en netværksprinter op at køre.   

Godt så, Quinoa BLIVER det nye spelt :-)

Det er efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg første gang forudsagde, at quinoa kunne gå hen og blive det nye spelt. Og under mit ophold i New York blev den teori bekræftet op til flere gange (ja, for den sags skyld kan du læse om quinoa også både her og der.

Og nu kan jeg godt sige jer: NU er det for alvor ved at ske herhjemme. Og det aflæser jeg blandt andet ved, at det daglige antal googlinger på quinoa, der leder folk hen til min blog, stiger for hver dag, der går. Og der i tidens løb indløbet en masse gode kommentarer – sågar opskrifter med quinoa – i kommentarfelterne. Og det lyder alt sammen ikke alene sundt, men også meget appetitligt. Velkommen til Quinoa, det nye spelt.

Sex & Copenhagen City

I fredags havde en betænksom veninde inviteret mig til premiere på “Sex & the City – the movie” for at dulme New York-abstinenserne. Og udover, at det selvfølgelig var en rigtig dejlig aften i vældig godt selskab, var der også en række andre elementer ved aftenen, der var værd at notere sig, når man som i månedsvis har gået rundt i et New York, der i stadigt stigende grad med Sex-and-the-city-ificeret som optakt til filmen. For lur mig, om der ikke også viste sig at være tendenser til det samme i København, hvis bare man lyttede ordentligt efter?

  • Hjemkomst fra New York: Stort set alle, der spørger til turen refererer i en eller anden forstand til Sex and the City. Fik jeg drukket mange Cosmopolitans? Spist cupcakes på Magnolia Bakery? Samlet mystiske mænd op på mærkelige steder? Købt mange sko? Set det hus i Perry Street, der skal illudere Carries hjem? Set nogle af stjernerne på gaden? Og alternativt sker det modsatte – jeg fortæller en historie fra New York-turen – og folk siger henført “det er jo fuldstændig Sex and the City”.
  • Ugen op til film-premiere: Falder et par gange forbi TV3s specialprogrammer om Sex and the City. Og lærer blandt meget andet, at Sarah Jessica Parker (Carrie) og Cynthia Nixon (Miranda) lærte hinanden at kende, da de som børn skulle indspille et radiospil over Det Lille Hus På Prærien. SJP var Laura og Nixon indtalte Marys stemme. Og i teenageårene vandt Nixon yderligere claims to fame da hun som den første nogensinde spillede med i to Broadwayshows samtidig. Og løb frem og tilbage mellem teaterene, hvor hun var med i henholdsvis 1., 2. og 3. akt.
  • Fredag formiddag, inden filmpremiere om aftenen: Har fået til opgave at købe ingredienser til de obligatoriske Cosmopolitans. Kan ikke rigtig lokalisere Tripple Sec, før jeg går ind i meget officielt udseende vin- og spiritus forretning. Spørger den flinke mand bag skranken, der stikker mig en særlig variant, der efter sigende er særligt god til at mixe drinks. For som han siger “Jeg går ud fra, det er til cosmopolitans – der er jo en vis film, der har premiere i aften”. “Ja,” smiler jeg, grebet på fersk og forudsigelig gerning. “Kan I mærke, at salget af Tripple Sec er steget på grund af det?” “Ja, der var lige en fra en stor biograf her i går, der skulle have otte flasker, så de kunne servere cosmos før filmen. Men han VILLE have Cointreau – og det er også OK, men den her er MEGET bedre til det formål. Cointreau er lavet som likør til kaffen – den her er lavet specielt til drinks”. Jeg understregede, at jeg stolede fuldt og helt på hans professionelle dømmekraft i den sag. “Jeg ved godt, det lyder lidt gay” siger han, “Men jeg elsker den serie. Jeg så dem helt fra starten og nød også ex-konens box-sæt”.
  • Fredag aften på vej over Rådhuspladsen på vej til bif: Mange yngre kvinder i stilletter og strutskørter. Høj stemning. Og selve Rådhuspladsen virker i det lys, somom den er bare en smule mere urban og vibrerende end ellers.
  • Fredag aften i biograf: Skal lige komme os over indholdet i pink sponsorpose, der med kombinationen af et modemagasin, fedtfattig slik, designer-hygiejnebind (!) og en kildevand på en eller anden måde kommer til at understrege det kvindeforudsigelige i situationen og bare ikke rigtig fremstår så glamourøst, som sponsorerne måske havde ønsket sig… Men ellers er det fantastisk at se på publikum i bedste Carrie-outfits og med et samlet støjniveau, der får en til at få ondt af de tre mænd, der er tilstede i den propfulde sal. Man kan umuligt høre hverken reklamer eller forfilm. Og der er højlydt tyssen, da det velkendte filmtema begynder at brage ud i salen. Højlydte klapsalver – især da Kim Catrall/Samantha (hvis lønforhandlinger op til filmen, flere gange var ved at få projektet til at gå i hårdknude) viser sig på skærmen første gang.
  • Fredag aften under filmen: Overraskende stille støjniveauet inden filmen taget i betragtning. SÅ mange punchlines er der alligevel heller ikke. Og SÅ meget punch har filmen i det hele taget heller ikke, da det kommer til stykket. Den er overordnet god, synes jeg – risikoen for et kæmpeklask taget i betragtning. Men seriens fantastiske punches, der altid havde Carries “I couldn’t help but wonder” som omdrejningspunkt for hvert afsnits twists and turns, savner man lidt. Og Miranda – fantastiske, benhårde, kyniske Miranda – har bare heller ikke helt punch nok i filmen sammenlignet med serien. Og så synes jeg måske også, at meget af det provokerende, eksperimenterende og banebrydende i serien, der viste fire meget forskellige kvinder, med ups, downs og ret mange nuancer, i filmen er blevet reduceret mere til nogle mere forudsigelige kvinder, hvor det er mode/mærke-glæden, der har overtaget fremfor selvstændigheden og erotikken. Men der er alligevel klapsalver efter filmen og stemningen er høj og kvidrende, da stilletterne bevæger sig ud i Rådhuspladsens neon-ocean.
  • Dagene efter filmen – alle spørger selvfølgelig til filmen. Og fortæller om Sex & the City-arrangementer, der har været, mens jeg har været i New York. Guides til København om, hvor Carrie & Co. ville have spist, shoppet, datet og cosmos, hvis det var foregået i København. Styling-arrangementer. Konkurrencer. Alt sammen selvfølgelig underbygget af vejret, der ikke kan undgå at betyde, at man bliver bare en lille smule forelsket i København.

Og personligt er jeg splittet. For på den anden side, synes jeg, det er lidt skræmmende at følge, hvordan både New York, København og alle vi kvinder, der lever og ånder i begge byer, meget nemt reduceres til Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte-kloner, der i filmen og markedsføringen og sponsorregnen ikke har nær så meget klasse og punch på den banebrydende, skarpe og provokerende måde, som serien var fuld af. Men i overvejende grad – hvis man kan kan lægge noget i den sponsorstrategi, der har ligget til grund for både den omfattende product placement i filmen og indholdet i den pink pose, alle gæsterne fik udleveret – interesserer sig for Manolos, dyre tasker, puritansk slik og limited-edition-hygiejnebind.
Og på den anden side er det, for en nys-hjemvendt-New Yorker-farer som mig, der stadig har New York i blodet, tempoet, hjernevindingerne og humøret, fantastisk at mærke København dunke en lille smule i New Yorker-rytmer og være en anelse mere sommersitrende end ellers.

Nøglen til det evige liv

…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.

Og opskriften er simpel – såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.

“Det lyder alt sammen meget godt – men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…

Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig – i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.

Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller – gætter jeg på – bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.

Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg – udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse – at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.

Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover – tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.

De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.

Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.

Evigt liv kan ingen garantere – og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her – og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.

%d bloggers like this: