Nadja Pass

Kategori: Nørderier

marts 28, 2009

Mikro-litteratur

Tjek lige  Twistori  – et automatisk aggregeret værk, der udelukkende består af Twitter-updates sorteret efter brugernes ordvalg.

(så så man lige mig blogge Twitter-staccato-kort :-)

marts 1, 2009

Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

Advertisement
26 kommentarer
januar 21, 2009

CNN og Facebooks live-kanal betød, at Obamas indsættelse også bød på “Media-history in the making”

Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.

Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale – selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om en flot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”. 

Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”. 

På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen. 

Der var selvfølgelig mange  – rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.  

Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv. 

Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.

Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.

Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.

Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.

11 kommentarer
januar 20, 2009

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

8 kommentarer
januar 6, 2009

Facebook som opslagstavle for mikro-nekrologer

For et par dage siden døde den fantastiske digter Inger Christensen. Og vi er mange, der i dagenes løb har genkaldt os hendes messende røst, når hun deklamerede, at abrikostræerne, brombær, brom, brinten og cikaderne findes. Og ladet tankerne tage på udflugt i sommerfugledalen, hvor de stiger op, planetens sommerfugle.  

Og det er ikke bare noget, jeg antager. Det er noget, jeg ved. For de seneste dage har oversigten over Facebook-updates budt på en perlerække af små mikro-nekrologer, der på hver deres måde hyldede Inger Christensen. Her er bare et lille udpluk:

XXX ved at abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.

XXX vil iklæde sig sørge kåben i aften og tage endnu en tur i sommerfugledalen.

XXX findes.

XXX r.i.p. <her stod navnet på vedkommendes nyligt afdøde mormor> (+freddie hubbard, fp jac og inger christensen).

Og så er der mine egne. Den første, jeg skrev netop som jeg hørte nyheden om dødsfaldet: 

Nadja husker sig selv på, at abrikostræerne findes og at de stiger op – planetens sommerfugle. Op, op, OP.

Og i formiddags, da jeg fik ideen til dette indlæg efterhånden som de andre statusupdates dukkede op:

Nadja synes, det er et fantastisk eftermæle for Inger C, at så mange bruger deres updates til subtile ‘in memoriam’-hilsner.

Den affødte så blandt andet følgende kommentar – og jeg vil opfordre alle til at følge linket derover og lige gen-nyde hele Alfabet.

Nu er hendes digte jo også i særklasse lækre at putte i statuslinjen…. Faktisk lo jeg lidt af hendes diktion og af Alfabet, indtil jeg læste det hele og blev totalt rendt over ende…. Tjek selv her: http://www.lyrikline.org/index.php?id=162&author=ci00&show=Poems&poemId=3149&cHash=193bebf9d9  

Men en ting er, at disse updates i sig selv er en fin lille hyldest til Inger Christensen – en anden ting er, at statusopdateringerne – og gruppedannelserne – i forbindelse med kendte personers død, er ved at være et meget udbredt fænomen på Facebook. Lige så nyligt afdøde FP Jac har også fået masser af update-hilsner og der er blevet startet mindegrupper. Og det samme var tilfældet, da Thomas Vinding og Camilla Bech Holten døde for forholdsvis nylig. 

På den måde benytter Facebookerne mediet til at dække et behov, vi måske aldrig rigtig tidligere har været os bevidst, men som viser sig at være ret stort, når nu vi først er bevidste om det. Nemlig behovet for at give udtryk for den individuelle sorg, mange af os kan føle, når en kendt person går bort. Ikke fordi vi sørger over dem som personer, vi har kendt og elsket personligt. Men som repræsenterer en æra, var barndommens stemme eller hvis tragiske skæbne vi læser ind i vores egen. Tidligere har der kun været plads til avisernes officielle mindeord og nyhedernes “og et dødsfald”-indslag. Og måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”. Men nu har alle mulighed for at dele deres egne personlige tanker eller minder. Stort og småt. Personligt og upersonligt. Fagligt eller socialt. Og dermed indgå i et fællesskab af andre, der også føler sorgen, uden rigtig at have nogen at dele den med, fordi den er sådan en uhåndgribelig størrelse – især når det drejer sig om et menneske, man ikke engang kendte selv.

I tilfældet Inger Christensen var mange af hilsnerne meget subtile. Man skulle kende til Alfabet eller Sommerfugledalen for overhovedet at kunne skabe mening i hilsnerne. Til gengæld styrkede det så fællesskabet med de andre Inger Christensen-elskere efterhånden som de andres citater dukkede frem på lystavlen. Kendte man ikke til Inger Christensens forfatterskab eller var man ikke bevidst om dødsfaldet, ville en update som “XXX findes” ikke i sig selv give mening. Men med kombinationen af den altafgørende timing og formuleringen, er det en hemmelig besked til alle andre Alfabet-elskere derude. På samme måde med en anden update fra den seneste dage:

XXX ville egentlig gerne læse mere lyrik.

Den har ikke nødvendigvis noget med Inger Christensen at gøre, men timingen tyder på, at den har det. Og at lyrikken lever videre og ligefrem får en kort opblomstring lige i dagene efter dødsfaldet, fordi man pludselig igen bliver opmærksom på alt det, man lige pludselig har mistet.

Heldigvis er Inger Christensens forfatterskab meget mere langtidsholdbart end et par flygtige Facebook-updates og hyldestgrupper. Men jeg synes alligevel, det er fint, at vi på den måde hver især har fået mulighed for at markere vores glæde over hendes værker og vores tristesse over hendes død. Alle os, der glæder os over, at både lyrikken og minderne og natsværmerne findes. Uanset liv og død.  

 

 

4 kommentarer
december 13, 2008

Ombygning = højere energiforbrug?

Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre: 

Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.

Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer. 

Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch. 

Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…

Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!

MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere. 

Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere. 

Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig. 

Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???

Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.

Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.

Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max. 

Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…

2 kommentarer
november 24, 2008

Retorik i hverdagen

Som retoriker går der sjældent en dag, uden at der er et eller andet, der vækker ens faglige nysgerrighed. En artikel; et nyt udtryk, man opsnapper i bussen; et tv-koncept, der overskrider nye grænser; en amerikansk præsidentvalgkampagne; nye kommunikationsmuligheder, der opstår gennem sociale netværkstjenester; sms-romaner på bogmessen; sladderbladenes royale dækning; præsentationer og foredrag – you name it. 

Man studser, man smager, man reflekterer – man analyserer og fortolker. Og alt for ofte bliver det ved den mentale note. Men heldigvis er der også nogle, der lige tager sig tiden til at skrive deres faglige strøtanker ned og dele dem alle os andre. Nemlig tre af mine dygtige fagfæller, som jeg ovenikøbet er så priviligeret at kunne kalde veninder – Ph.d’erne Christine Isager, Katrine Dahl og Sine Just.

På bloggen Taletank skriver de på kryds og tværs om alverdens retoriske fænomener. Formidlet, så det sagtens kan læses, forstås og benyttes af alle. De tre lægger med jævn frekvens rigtig gode indlæg, og så er vi nogle stykker, der gæsteblogger indimellem.

Indlæggene henvender sig til alle, der er nysgerrige efter at forstå hverdagens retoriske fænomener bedre – afkode medierne, diskutere tidens store taler og analysere samfundsdebatten. Langtfra kun fagretorikere – men alle, der er nysgerrige efter af forstå nye mediefænomener, taler, reklamer og præsentationsteknikker bedre.

Og Taletank-passerne når vidt omkring:

Om brokkeri

En hyldest til de gamle sloganrim slagtere og elektrikere plejede at reklamere for sig selv med. 

Forkortelser og versaler

Diskussioner om faglige antologiers eksistensberettigelse

Obama

Samfundets italesættelse af MODERROLLEN, når et barn bliver født og en nybagt MOR bliver til

Noget er ret nørdet, men det meste er meget let tilgængeligt, velskrevet og giver nogle finurlige aspekter på det, vi alle sammen taler om derude. Så hermed en varm opfordring til alle om at tage på opdagelse på Taletank. Der er rigtig meget godt at komme efter!

november 11, 2008

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

14 kommentarer
november 7, 2008

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

9 kommentarer
november 4, 2008

Ny Facebook-trend: Selvbestaltet stemmeret til verdensdemokratiet

For nogle dage siden begyndte flere af mine amerikanske Facebook-venners statuslinjer at se helt identiske ud. De skrev pludselig alle sammen: 

“XXX has donated their status to remind everyone to vote for Barack Obama today. Donate your status: http://causes.com/election/13626291?m=4455e771.”

Og efter et par uger i mediemøllen, hvor jeg har tegnet og fortalt om statusopdateringernes retorik, kunne jeg ikke undgå lige at studse over det fænomen. For her var der tale om opdateringer, der i sig selv var helt klart politisk-agiterende FOR Obama – men som handlede om noget lidt andet, hvis man faktisk fulgte linket. Her endte man på en application, hvor man selv kunne vælge, om man ville donere sin statuslinje til Obama, McCain eller helt neutralt blot til at opfordre så mange amerikanere som muligt til at gøre op med de traditionelt uhyggeligt lave stemmeprocenter. Så der i virkeligheden var tale om en forholdsvis “neutral” application, der mest af alt handlede om at styrke demokratiet ved at højne stemmeprocenten.

Samtidig syntes jeg, at brugen af ordet DONATE var virkelig interessant, fordi det ophøjer Facebook-opdateringernes statuslinjer til en handelsvare, man kan benytte sig af selv, bytte væk, donere til andre eller – når markedsføring via Facebook efterhånden begynder at gribe om sig – sikkert også sælge til højestbydende virksomhed, der gerne vil have promoveret en ny læskedrik.   

Så langt så godt – applicationen satte i sig selv mange tanker igang. Men i dag er der sket et yderligere interessant twist. Rigtig mange af mine DANSKE facebook-venner – der i sagens natur IKKE har stemmeret i USA – har gjort præcis det samme. Altså doneret deres statuslinje til Obama og de amerikanske stemmeprocenter.

Og dem, der ikke har valgt en af de forud-udfyldte varianter, markerer alligevel eksplicit valgdagen ved at tilkendegive deres politiske sympatier i egen formulering i statusmeddelelsen – her er et tilfældigt udpluk:

can’t focus – on anything but Obama…

… mon Sarah Palin vil holde tøjbyttedag nu, hvor valget slutter?

krydser fingre til det sidste…

ooobama you!

should be working, but is caught up in the rhetorics of viral election videos.

wishes a happy erection to all! – sorry election

Guys, stop telling me you voted for Obama. Stop autoposting to twitter in general. It’s okay to advertise blog posts, just do it manually.

Og ikke alene det – mange jeg har talt med, skal ligesom jeg selv, sidde til langt ud på de små timer og fra den tidligste morgenstund og følge valget tæt som var det Folketingsvalg eller royalt bryllup (de danske tv-kanaler stiller så også med nogenlunde samme udtræk). Og rigtig mange benytter ovenikøbet en twitter-application til decideret at stemme på deres favoritkandidat. I deres statuslinjer står der så:

I just voted for Obama in #TwitVote — http://twitvote.twitmarks.com/.

Kort sagt prøver vi alle på hver vores måde at påberåbe os lige præcis det, vi nok alle sammen dybest set godt kunne tænke os en dag som i dag: en lille bitte smule indflydelse på et valg, der kommer til at påvirke os alle sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Stemmeret til verdensdemokratiet.

4 kommentarer
%d bloggers like this: