Nadja Pass

Kategori: Motivationsretorik

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

Ny Facebook-trend: Selvbestaltet stemmeret til verdensdemokratiet

For nogle dage siden begyndte flere af mine amerikanske Facebook-venners statuslinjer at se helt identiske ud. De skrev pludselig alle sammen: 

“XXX has donated their status to remind everyone to vote for Barack Obama today. Donate your status: http://causes.com/election/13626291?m=4455e771.”

Og efter et par uger i mediemøllen, hvor jeg har tegnet og fortalt om statusopdateringernes retorik, kunne jeg ikke undgå lige at studse over det fænomen. For her var der tale om opdateringer, der i sig selv var helt klart politisk-agiterende FOR Obama – men som handlede om noget lidt andet, hvis man faktisk fulgte linket. Her endte man på en application, hvor man selv kunne vælge, om man ville donere sin statuslinje til Obama, McCain eller helt neutralt blot til at opfordre så mange amerikanere som muligt til at gøre op med de traditionelt uhyggeligt lave stemmeprocenter. Så der i virkeligheden var tale om en forholdsvis “neutral” application, der mest af alt handlede om at styrke demokratiet ved at højne stemmeprocenten.

Samtidig syntes jeg, at brugen af ordet DONATE var virkelig interessant, fordi det ophøjer Facebook-opdateringernes statuslinjer til en handelsvare, man kan benytte sig af selv, bytte væk, donere til andre eller – når markedsføring via Facebook efterhånden begynder at gribe om sig – sikkert også sælge til højestbydende virksomhed, der gerne vil have promoveret en ny læskedrik.   

Så langt så godt – applicationen satte i sig selv mange tanker igang. Men i dag er der sket et yderligere interessant twist. Rigtig mange af mine DANSKE facebook-venner – der i sagens natur IKKE har stemmeret i USA – har gjort præcis det samme. Altså doneret deres statuslinje til Obama og de amerikanske stemmeprocenter.

Og dem, der ikke har valgt en af de forud-udfyldte varianter, markerer alligevel eksplicit valgdagen ved at tilkendegive deres politiske sympatier i egen formulering i statusmeddelelsen – her er et tilfældigt udpluk:

can’t focus – on anything but Obama…

… mon Sarah Palin vil holde tøjbyttedag nu, hvor valget slutter?

krydser fingre til det sidste…

ooobama you!

should be working, but is caught up in the rhetorics of viral election videos.

wishes a happy erection to all! – sorry election

Guys, stop telling me you voted for Obama. Stop autoposting to twitter in general. It’s okay to advertise blog posts, just do it manually.

Og ikke alene det – mange jeg har talt med, skal ligesom jeg selv, sidde til langt ud på de små timer og fra den tidligste morgenstund og følge valget tæt som var det Folketingsvalg eller royalt bryllup (de danske tv-kanaler stiller så også med nogenlunde samme udtræk). Og rigtig mange benytter ovenikøbet en twitter-application til decideret at stemme på deres favoritkandidat. I deres statuslinjer står der så:

I just voted for Obama in #TwitVote — http://twitvote.twitmarks.com/.

Kort sagt prøver vi alle på hver vores måde at påberåbe os lige præcis det, vi nok alle sammen dybest set godt kunne tænke os en dag som i dag: en lille bitte smule indflydelse på et valg, der kommer til at påvirke os alle sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Stemmeret til verdensdemokratiet.

Fabrikken, cirkusmanegen og den gode introduktion til den alternative kunstscene

På nogen punkter føler jeg mig meget priviligeret. Og et af de væsentligste punkter på “priviligeretheds-kontoen” er, at jeg har så mange gode venner og bekendte, der hver især går op i deres fagområder med liv og sjæl – og (for det meste i hvert fald) har tålmodigheden til at introducere mig til deres verdener, åbne mine øjne for deres specialområders nuancer, invitere mig på besøg i deres nicher.

Og en af dem, der er rigtig god til at mine øjne og trække mig lidt ud på den alternative kunstscene er kunsthistorikeren Stine Hebert, der netop nu kuraterer Alt_CPH – den alternative kunstmesse på Fabrikken for Kunst og Design. Det er også hende, der i tidens løb har trukket mig med til blandt meget andet Pecha Kucha, jagten på Martha Rubin og KOMPLEKS på Charlottenborg

Og selvom hun ikke selv var involveret dengang, var det også hende, der allerede sidste år introducerede mig til konceptet “Den alternative kunstmesse” – Alt_CPH. Den alternative kunstmesse sætter – i modsætning til den knap-så-alternative kunstmesse i Forum – fokus på kunstprojekter og udstillingssteder som primært arbejder med flygtige værkformater såsom lydkunst, performance, aktivisme og net art. Og byder – som det står i pressemeddelsen – på “eksperimenterende kunstoplevelser og en chance for på legende vis at gå i dialog med samtidskunsten.”

Det er ikke en verden jeg selv kender så meget til, som jeg gerne ville. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke altid forstår koncepterne og budskaberne og pointerne på den alternative kunstscene helt så godt som jeg gerne ville. Men jeg VIL jo så gerne – og her er ALT_CPH er rigtig godt sted at starte. Også hvis man ikke lige er så heldig at have en personlig kurator i omgangskredsen :-)

Når Alt_CPH er et godt sted at starte (eller få et brush up) skyldes det dels,

  • at det i sig selv er en stor oplevelse at se Fabrikken, der ligger midt på det gamle Sundholm Hospital (LIGE på den anden side af Lange Bro, LIGE ved DR Byen, LIGE ved Universitetet og alligevel for de fleste “så nært og dog så fjernt”) og byder på hele 1000 kvadratmeters rum, der er så rå og skønne som en sønderskudt banegård, og i dag er hjemstedet for en lang række kunstneres værksteder. 
  • at de udvalgte udstillere nøje udvalgt, fordi de hver især repræsenterer nogle spændende indgange til den alternative skandinaviske kunstscene. Og dermed er der næsten garanti for, at der vil være en masse at kigge på og undersøge og trykke på og lytte til og spørge om og lade sig provokere af og blive inspireret af på de mange små stande. Og uanset hvad, vil man derfor få sparket en masse tanker i gang ved at tage derud.
  • at man i år har valgt at nytænke “messe-konceptet” på en måde, som jeg umiddelbart synes lyder genial: I stedet for de mange lukkede “ryg-mod-ryg eller side-ved-side” stande som man kender fra de knap så alternative messer, har man i stedet valgt at indrette det store rum som en kolossal cirkusmanage. “Manegen” er så splittet op i en række trivial pursuit oste/lagkager, som de udvalgte udstillere har fået frie hænder til at indrette og udsmykke og fylde med performances, kunst og store tanker. Så på den måde kan man – hvis man står i midten af det hele (hvor baren strategisk er placeret) følge med i alt, hvad der foregår på standene og der kan være åben dialog standene i mellem. Som publikum kan man så vælge at stå med det store overblik eller at tage på opdagelse i de forskellige stande og forsvinde lidt i lommerne.
  • at der både er bar, lounge og god mad, så man kan kombinere de mange indtryk med en god hyggeoplevelse.

Ingen – heller ikke kuratoren – aner i skrivende stund præcis, hvad der vil blive fyldt i hvert enkelt af manegens lagkagestykker. Men et par ting er temmeligt sikre: Det bliver ikke verdens kedeligste sted at drikke en øl i løbet af weekenden. Og man kommer næsten med garanti tilbage med langt bedre fornemmelse af alt det, der spirer, gror og bobler på den alternative kunstscene – og sikkert også en masse tanker, der spirer, gror og bobler videre i ens egne hjernevindinger.    

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Hvis bare det var Ritt Bjerregaard og ikke Nyrup, der havde kørt med den cykelhjelm…

Et af de mange fotos af Ritt Bjerregaard med cykelhjelm
taget af Jonas Pryner Andersen og bragt i Politiken i lørdags.
Se hele billedserien her. 

Da jeg første gang skrev om mine tre første måneder med cykelhjelm, havde jeg ikke lige regnet med, at CYKELHJELM skulle blive det uomtvisteligt mest populære søgeord her på bloggen. Men så bragte Alt for Damerne et uddrag fra mit oprindelige blogpost, jeg begyndte selv at blogge mere om barriererne og glæden ved min bling-cykelhjelm, der straks lettede kvababbelserne. Og siden er der i alenlange kommentar-spor blevet diskuteret frem og tilbage…folk har meddelt, når de selv er begyndt at køre med hjelm og hvordan de har haft det med det. Nogle henviser til undersøgelser om, at det ikke er spor mere sikkert at køre med hjelm. Der har udviklet sig en lille battle mellem København og Århus med indbyggede slogans og alting om, hvem der først får hjelmene på. Og ikke mindst deler folk tips til, hvordan man lettest selv kommer igang og kan bevare teenagernes hjelmbrug længst muligt…

Så hvad enten det var intentionen med mit oprindelige blogpost eller ej, så er jeg i hvert fald lidt nu midt i debatterne og ved at være lidt af en ekspert på området :-) Og en af de første ting, jeg bemærkede, da jeg landede efter mit tre-måneders ophold i New York var, HVOR mange flere hjelme, der pludselig var i gadebilledet.

Derfor lægger jeg selvfølgelig også endnu mere en før mærke til, når forskellige medier behandler cykelhjelmene… og her havde Politiken i denne uge nogle rigtig gode opslag. De satte spot på den hastige og positive – og faktisk temmelig pludselige – udvikling i cykelhjelmene udbredning herhjemme. Og det indeholdt selvfølgelig især de sædvanelige statistikker og lidt om barriererne og en hel del om, hvordan de smarte nye skaterhjelme i høj grad har været med til at gøre det comme-il-faut – og i virkeligheden lidt lækkert – at bære hjelm.

Men derudover havde de foretaget et genialt træk. De havde bedt Ritt Bjerregaard – overborgmester for et styks hovedstad, der efterhånden er verdensberømt for sin CO2-neutrale cykelkultur og blandt andet brandes under sloganet “I (bike) CPH” og jo desuden partifælle med Nyrup, hvis hjelm for nogle år siden kom til at bremse hele den danske hjelmkultur i årevis – om at teste de forskellige nymodens cykelhjelm-modeller.

Og det handlede ikke om TÆNK-agtige tests med hensyn til sikkerhed og pris og den slags (det er også relevant, men i denne test forudsatte man, at de udvalgte hjelme VAR i orden). Det handlede simpelthen om, hvordan de føltes at have på, hvordan hun havde det med at bære de forskellige hjelme – og ikke mindst (og det var jo vigtigt i denne sammenhæng) hvilke modeller, der havde plads til knolden. (Knolden går jeg ikke ud fra, behøver yderligere introduktion, når det var Ritt B. der var test-hoved).

Og nu er hun jo en meget smuk kvinde. Og hun så selvfølgelig brand-godt ud med alle modellerne på knolden (pun intended :-) Og på en eller anden måde var det lige det, der skulle til. For tilsyneladende ER en af de største barrierer forfængeligheden, når det gælder hjelmene. Og det kan man synes er overfladisk og latterligt – men hvis det virkelig er det, der er barrieren, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage den alvorligt. Nu kan man sige, at Ritt B.s frisure næppe lider overlast at bære hjelm, hvis bare hun vælger en model, der har plads til knolden. Og der er selvfølgelig en masse bekymringer derude om flade krøller og studenthue-hår. Men udseendet som sådan med hjelm… der fik hun virkelig vist, at man se hamrende godt ud med hjelm, når man suser gennem byen på sin jernganger.

Nu hører jeg til dem, der synes, at Nyrup har fået en urimeligt hård medfart på grund af temmelig-meget-for-lille-hjelm han bar for snart mange år siden. Manden prøvede jo bare at give et godt eksempel – og han havde garanteret ikke haft en chance for at være til hjelm-fitting inden den famøse cykeltur i fuld pressebevågenhed. Så jeg synes, det er virkelig synd, at kiksede hjelme har fået tilnavnet “Nyrup-hat” og at næsten enhver ny cykelhjelmbruger prøver at ironisere over sit eget nye look ved at alludere til Nyrup. Men det ER så ikke desto mindre, det der skete den gang. Og det brændte sig fast på danskernes nethinder. Det gode eksempel blev til et rigtig, rigtig skidt eksempel.

Men lad os se flere billeder af Ritt B. med cykelhjelm. For ikke at tale om HKH’erne Mary og Marie. Det er se de gode eksempler på, at der sagtens kan være plads til feminin ynde og knolde (både dem i frisurerne og dem, der rummer hjernevindingerne) under hovedskallerne. Og så kan man jo ikke lade være med at glæde sig over, at gadebilledet rummer stadigt flere “helt almindelige” mænd og kvinder på vej til og fra hverdagens gøremål, der ser superlækre ud med deres hjelme. Jo flere der er, jo lettere bliver det for de nye rekrutter at få hjelmen på knolden.

Branding og frihed

For et halvt års tid siden kom jeg ved en fejltagelse til at skrive brainding i stedet for branding. Og det satte gang i en masse reflexioner over temaet “begavet markedsføring” og motivationsretorik.

Og for et par måneder siden ville skæbnen, at jeg blev kontaktet af “Turbulens.net – forum for samtidsrefleksion”, der bad mig levere et ud af fire essays, der alle skulle handle om “Branding og frihed”. Selve essayet skrev jeg, mens jeg var i New York. Og i dag er de fire essays så blevet lagt live. Du kan finde dem alle sammen her. Jeg har ikke selv fået læst de andre indlæg endnu, men glæder mig til det, for emnet var meget interessant at arbejde med og foldede sig meget ud, mens jeg skrev på det. Så jeg er spændt på at læse, hvad de andre har fået ud af det.

Mit eget indlæg er en uddybning af Brainding-tanken kombineret med motivationsretorik, et par markedsføringskæpheste og eksempler fra forskellige medier. Teaseren lyder sådan her:

Markedsmastodonterne og mediemonopolerne udfordres konstant af mikromedier og mikrobrands. Det stiller nye krav til markedsføringen og brandingstrategierne. Vinderne bliver dem, der formår at sætte modtagerne fri – fri til selv at vælge, hvornår og hvordan de vil deltage. Fri til at segmentere sig selv. Og fri til selv at tænke videre. Denne type branding og markedsføring er ofte involverende, åben og tankevækkende – så der snarere end branding i traditionel forstand er tale om brainding.

Og hele essayet kan du læse her. Så vidt jeg kan se, kan man ikke kommentere på Turbulens’ side. Men jeg vil jo altid gerne høre, hvad I tænker derude. Så kast jer meget gerne over kommentarfeltet her på bloggen i stedet :-)

Husk nu at ønske

“Husk nu at ønske” sagde min mormor altid til min mor og hendes lillebror, når de satte tænderne i forårets og forsommerens første danske ærter/jordbær/kartofler/tomater. Og “Husk nu at ønske” havde hendes mor – min oldemor – helt sikkert også sagt til hende og hendes lillebror, da de var små.

“Husk nu at ønske” sagde min mor derfor også altid til mig og min lillebror, da vi var små og for første gang i det nye år fik serveret nye danske frugter, bær og grøntsager. Selvom man allerede da vi var små kunne få de fleste frugter, bær og grøntsager året rundt, blev det således noget særligt, når den danske sæson begyndte. Og jeg ønskede altid i evigheder og sugede således al saft og kraft ud af årets første bid, så den reelt endte med at være helt slatten og ikke særlig velsmagende inden i munden. Men festligt var det. Og hvert forår og hver forsommer bød på ønsker i en uendelighed.

“Husk nu at ønske” sagde jeg til en af mine veninder, da vi købte en pose friske ærter for fem-seks forsomre siden. Jeg var sidst i tyverne – og først da jeg så hendes spørgende blik, gik det op for mig, at den tradition IKKE var den udbredte tradition, jeg altid havde troet det var. Hun kendte den i hvert fald ikke. Og det gjorde – efter en hurtig rundspørge blandt mine andre venner – heller ingen af dem.

Jeg spurgte min mor. Jeg spurgte min mormor. Og de blev begge lige så overraskede som mig over, at det kun var noget vi gjorde. Vi troede det var noget ALLE gjorde. (En omvendt Ninja – fristes man til at sige). Men vi fandt frem til, at det måske var en reminisens af den jødiske tradition, hvor man beder en taknemmelig bøn hver gang man ser et særligt smukt træ, smager en særligt velsmagende frugt eller dufter til fine olier. Bare sådan for at vise sin taknemmelighed over verdens forunderlighed. Vi fandt aldrig ud af, om det præcis var sådan det hang sammen (hvis der sidder nogen derude, der også er opvokset med den slags ønsketænkning vil jeg meget gerne høre jeres viden og erfaringer!) Men uanset om det er tilfældet eller ej, er det i hvert fald lige præcis sådan det fungerer. Nu godt hjulpet på vej af kassen fra Årstiderne.

Og jeg gør det stadig…Hver gang jeg spiser årets første danske jordbær/kartoffel/tomat/ært tager jeg mig lige et øjeblik til virkelig at smage på den og ønske. Ikke nødvendigvis saft-og-kraft-udtrækkende længe, men længe nok til lige at huske på og bide mærke i årstidernes skiften.

“Husk nu at ønske” vil jeg også sige til mine børn, hvis jeg engang får nogle. For det er en kærkommen opdagelse og opdragelse til at følge årstidernes skiften, nyde frugt, grønt og bær – og få forståelse for vejen fra jord til bord. Og så er der en ekstra livsbonus ved den slags ønsketænkning: Selvom man jo kan ønsketænke når som helst og hvor som helst, er det ikke altid, man lige får det gjort. At ønske sig noget og “Hvad ønsker du dig?” reduceres meget ofte til at handle om ting, sager og statussymbol-ønsker af ønskeseddel-til-jul-typen. Ikke om de store ønsker og livsvisioner, der virkelig betyder noget. Og som det kan være meget sundt at gøre sig klart engang imellem. Eller i hvert fald lige tage sig et øjeblik til at tænke over.

Og der kan frugt/bær/grøntsagsønskerne være en kærkommen undskyldning til lige at tage sig tid til at ønske, hvis der er lidt for langt mellem stjerneskuddene.

Et døgn i Danmark

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage – og dem var der mange af – i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder – men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var – indrømmet: lidt skuffende – at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” – og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen – a.k.a. Odysseus – så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet – “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade – var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet – og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling – No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden – indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december – og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” – julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der – nærmest indenfor en blok – kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på – men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så – sørme også – et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” – mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle – Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid – og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” – og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne – men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man – hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur – som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York – nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

Blomsterne og bierne

Jeg har elsket Københavns Botaniske Have lige siden min mormor tog mig med derind, da jeg var ganske lille, og vi sad og så på åkanderne i søen, mens vi spiste sildepostej-sandwiches. Jeg skår ofte igennem på mine gåture gennem København og ser på krybende kambregner ved stensætningerne og lader mig gennemdampe af palmehusets fugt.

Og når jeg er på storbyferie opsøger jeg næsten altid botaniske haver, der næsten altid er en kærkommen oase midt i alle stenjunglernes andre indtryk. Ikke desto mindre havde jeg aldrig været i New Yorks Botaniske Have i The Bronx før i går, hvor jeg langt om længe fik taget subwayen derop.

“It’s like a little bit of paradise” fortalte et ældre græsk par, jeg faldt i snak med på den lokale diner på vej derhen. Og de måtte nok vide det, for han havde været blomsterdekoratør lige siden han som ung mand tog båden i 20 dage for at flytte over til den Amerikanske drøm og kort efter tog tilbage og hentede hende med herover. Og de havde boet lige op og ned ad haven i de sidste 40 år og var som taget ud af “My big fat greek wedding” og undlod ikke at gøre mig opmærksom på, at Grækenland var meget andet end de Olympiske Lege og Akropolis. Det var også – understregede de – demokratiets og civilisationens vugge. Og det kunne jeg jo ikke andet end give dem ret i – og jeg ved ikke, om det var derfor, de instisterede på at betale min kaffe.

Og de havde ret. Der var virkelig tale om en lille bid af paradis. Uendelige grønne plæner så velholdte, som var de klippet med neglesaks.Træer fra hele verden i vild og lysting leg. Et palmehus, de med rette kaldte havens kronjuvel. Alléer af blomstrende azaleaer. Øde skovstier. En stenhave med små bassiner. Og (og det vil jeg straks springe videre til for ikke at gå Frk. Jensen og andre blomster/have-entusiat-bloggere i bedene :-) ikke mindst nogle rigtig spændende temaudstillinger, der var endnu et eminent eksempel på amerikanernes uovertrufne evner til at lave engagerende og inspirerende videnskabsformidling – både til børn og voksne.

Lad os starte med de voksne. Her var der fokus på Darwin i en række forskellige udstillinger, hvoraf jeg især fandt to interessante:

1) “Evolutionssporet”, hvor man i hele haven kunne se eksempler på nulevende plantearter, der passede ind i det “Tree of life” Darwin udviklede for at følge planternes evolution. Det fik virkelig sat plante-, svampe- og mosarter i et nyt perspektiv – og fik lagt et inspirerende underspor gennem opdagelsen af haven.

og allerbedst

2) “His garden” – en genskabelse af Darwins have, der fungerede som et levende eksperimentarium for ham. Udover at være smuk, meget smuk, var der uendelig masse forklaringer på, hvordan de enkelte planter havde inspireret Darwin til forskellige teorier og opdagelser. Hvordan han havde fulgt planternes udvikling, bevægelser, formering, spredning og deraf udledt en række forskellige teorier, der med tiden blev til evolutionsteorierne og oversigter over planternes evolution. Og ikke mindst en masse opdagelser om blomsternes befrugtning, som jeg ellers må indrømme, at jeg tidligere primært har forbundet med Carl von Linné. Indrømmer blankt, at jeg ikke vidste, at Darwin efterfølgende havde bidraget til botanikken med så mange uddybninger og nye indsigter.

Og så til børnene. For udover at have et stort område kaldet “family garden”, hvor skoleklasser havde små bede – lidt ala Årstidernes “Haver til maver”-projekt, bød den botaniske have på “Childrens adventure garden”. Her var temaerne i virkeligheden de samme som på Darwin-udstillingen. Bare formidlet i et kolossalt område eventyrliggjort med masser af labyrinter, hemmelige spor og kolossale blomsteropsatser, der lignede forvoksede orme, frøer, sommerfugle og biller dannede rammerne. Først skulle man lære at “åbne sanserne” så man rigtig kunne dufte, se, føle og udforske blomsternes verden, så skulle man lære selv at tænke som en naturvidenskabelig forsker og lægge mærke til de forskellige forskelle mellem planterne og tænke sig frem til, hvordan de var opstået. Og så var der ellers masser af interaktive displays – som for eksempel det på billedet ovenfor, hvor man skulle “parre” de rigtige blomster med de rigtige bestøvere og således lærte om blomsterne og bierne, hvordan blomster og befrugtere undergår en co-evolution, hvor de begynder at ligne hinanden stadigt mere. Befrugtning, pollen, plantearter og familier. (Præsenteret smukt, sjovt og tankevækkende – uden pikante undertoner i øvrigt .-)

Alt i alt – en udflugt, der absolut var den lange Subway-tur værd. For det ældre græske par havde helt ret. Det var lidt af et paradis både for formidlingsnørder for mig – og for enhver, der måtte trænge til et grønt, blomstrende, vederkvægende afbræk fra storbyjunglen.

%d bloggers like this: