Nadja Pass

Kategori: Motivationsretorik

Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

En gang i mellem får man et godt råd, der fuldstændig ændrer ens måde at tænke eller handle på for altid. Og forleden slog det mig, at man burde samle alle de gode råd, så alle kunne få glæde af dem.

Jeg lægger lige selv ud med fem gode råd, der kommer meget forskellige steder fra:

  1. Fra min tysklærer i gymnasiet: Vent med at række hånden til jeg stiller de svære spørgsmål til sidst i timen. Så undgår du at blive alt for irriterende stræberagtig overfor de andre, når du sidder med hånden oppe konstant. Jeg ved jo godt, du kan.
    (så undlad kort sagt at spilde for meget af din taletid på banaliteter – koncentrér dig om at sige noget, hvor netop du kan bidrage med noget. Folk, der kender mig, vil helt sikkert grine her og spørge hvorfor jeg så ikke benytter mig af det råd, men kværner konstant – men vid, venner, at jeg ville talt 58 gange så meget, som jeg gør i dag, hvis ikke jeg tog mig i det…)
  2. Fra John Lennon: Life is what happens to you, when you are busy making other plans.
    (så husk nu at nyde det, der reelt er livet – og ikke altid vente på, at alt går op i en højere enhed og fremtiden begynder. Livet er her og nu)
  3. Fra min mor: Man skal altid have en flaske champagne på køl
    (Jeg var så priviligeret at vokse op i et hjem, der var præget af min mors gyldne leveregler og store livsglæde. Hun havde en uovertruffen evne til at gøre lidt ekstra ud af alting, så hverdage blev til fest, pligter til leg og det ordinære ekstraordinært – og samtidig gøre os opmærksomme på, at det ikke bare var noget, man kunne tage for givet. Det er en aktiv beslutning, om man vil have kulør på tilværelsen.)
  4. Fra min Vipassana-meditationslærer i Indien: Minimér mængden af brok i din hverdag.  Hver gang, du lader være med ærge eller brokke dig, vinder du al den positiv tid og energi, der ellers ville være spildt på brokkeriet.
    (Det er så nemt at forfalde til brokkeri – men det er samtidig så ukonstruktivt – så hver gang, der er optræk til brok eller irritation gælder det om at minde sig selv om, at det kun er en selv det går ud over, hvis man bruger dårlig energi på at brokke sig).
  5. Fra min første chef: Husk altid at gøre mig eksplicit opmærksom på, hvis der er noget, du gerne vil have mig til at ændre eller handle på. Du ved, at jeg kun vil dig det bedste og jeg skal nok prøve at være opmærksom – men jeg er ikke tankelæser, og jeg har rigtig mange andre, der også gør krav på min opmærksomhed. Så sig det i stedet for at vente – så skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe.
    (I stedet for at gå og vente på at blivet opdaget/forfremmet/lønforhøjet, er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvad man drømmer om og håber på. Ellers risikerer at blive indebrændt og bitter).

JA – det var så lige de fem gode råd eller leveregler, der først sprang frem i bevidstheden, da jeg begyndte at tænke over det. Og der er selvfølgelig mange flere, hvor de kommer fra. Men lige nu holder jeg her – og spørger i stedet ud i cyberspace: Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

Reklamer

Kom så, Danmark! (det må for pokker da være muligt at lave et indsamlingsshow, der ikke hviler på følelsesporno, luksus-lodtrækninger, kändis-snobberi og slet skjult gratis reklame)

Igår aftes løb det store Danmarks-indsamlingsshow henover skærmene i temmelig mange små, danske hjem. Også i mit lille hjem. I hvert fald for et par korte bemærkninger. For selvom det egentlig passede perfekt  med et stort anlagt tv-show, mens jeg ordnede bunker fra dagens omfattende ommøblering, blev jeg hurtigt så irriteret på showet, at jeg blev nødt til at flygte over på nogle andre kanaler suppleret med nogle flygtige visitter på showet – og til sidst smed Pans Labyrint på, så jeg kun lige nåede afslutningen på showet bagefter.  

Nu kan man så med god grund spørge, hvorfor jeg overhovedet tændte for showet og blev ved med at vende tilbage, når det nu irriterede mig så meget. Og her er svaret forholdsvis enkelt. Jeg har altid interesseret mig meget for nødhjælpsspørgsmål. Da jeg studerede et år i Ghana i sin tid og supplerede retorikken med antropologi og minoritetsstudier, var det med henblik på at arbejde med nødhjælp – og jeg har sågar i min pure ungdom arbejdet frivilligt for FN-forbundet, da de stod bag et symposium om aktiv multilateralisme. Det endte ikke med at blive den vej, jeg gik, da det kom til stykket. Men det ændrer ikke ved, at emnet interesserer mig meget, og at jeg som “kommunikationsinteresseret” følger nødhjælpsorganisationernes nye tiltag og kommunikation med skærpet interesse. Jeg ville – med andre ord – faktisk rigtig gerne have set et godt show, der udover at indsamle penge, reelt også informerede og involverede seerne i problematikkerne – og opfordrede dem til at tænke videre og engagere sig i sagen udover den hurtige donation denne aften… Så hver gang, jeg switchede tilbage til showet, var det med håb om at støde på et indslag, der fungerede som et godt, gedigent stykke motivationsretorik, der ikke alene ville kunne vække seernes interesse for emnet, men også engagere dem i sagen udover at ringe et beløb ind for at rense samvittigheden. 

Men desværre var det, jeg så temmelig præcist følgende:

  • Nogle små klip med “familien Danmark”, hvor forældrene (begge skuespillere kendt fra DR’s store søndagsdrama-succeser) i en fiktiv familie har skræmmende svært at forklare deres unger, hvorfor det er vigtigt at tænke på andre end sig selv. Ideen var måske rigtigt tænkt: at det var en nem måde at få forklaret “the basics” og give seerne noget hjælpeløshed og uvidenhed at spejle sig i – men klicheerne var så tætpakkede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen Familie Danmark reelt følte sig spejlet. 
  • En stor klynge dansktopsangere, der sang en fælles potpourri over forskellige kendte schlagere. (fred være med dem)
  • Jan Gintberg på besøg hos Pia Kjærsgaard, Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Helveg i håbet om at få den til at donere et beløb til den gode sag. Han var i selskab med en mandshøj, levende raslebøsse, der dansede så løssluppent  i baggrunden under micro-interviewet med Morten Helveg, at han blev ekstremt distraheret. Og betød, at Pia måtte op på en stol for at fodre bøssen (sic!) og Jan Gintberg måtte løfte Johanne Schmidt-Nielsen højt i vejret. Så hvad der egentlig kunne have en interessant mulighed for at høre de tre temmelig forskellige politikeres syn på nødhjælpen, endte i totalt gøgl – for uha, nej, det var jo lørdag og stort show og det måtte endelig ikke blive kedeligt… Men ærlig talt – det ville da være alt andet end kedeligt at høre netop de tre politikere diskutere deres syn på nødhjælpsspørgsmålene… 
  • En hel masse snakke mellem den kvindelige vært – Mette Walsted Vestergaard – og en dame fra Lauritz.com om progressionen i en masse auktioner, der spændte overalt fra Mette WV’s påklædningen under showet til middage med kändisser, rejser til eksotiske steder og en Morsø-brændeovn med unikt design af Monica Ritterband. (Og det skræmmende er jo, at man kan huske den slags detaljer – skidtet virker jo! Og det mærkelige er jo så, at de fleste af tingene er luksusvarer i særklasse A. Dyre restauranter, smykker, rejser, designermøbler, kjoler…som altså er en meget mærkelig kombination, når man samtidig appellerer til, at “vi danskere” jo har så rigeligt, og at vi godt kan undvære lidt til de stakkels afrikanske familier).
  • Og nu vi er ved auktionerne, så havde smykkefirmaet Pandora fået kringlet en yderst lukrativ markedsføringsaftale på plads. De havde lavet et særligt “Danmarks-indsamlingen-armbånd”, der ikke alene sad klar til bortauktionering på Mette WV’s håndled (og endte med at gå for 12000 kroner) men også var til salg gennem auktionerne. Det betød, at Pandora blev nævnt et helt ufatteligt utal gange under de få minutters klip, jeg så. Toppet med, at deres direktør fik lov at komme på scenen for at overrække en check på en million, hvoraf næsten dem allesammen var kommet fra seerne indkøb af armbånd, men hvor hun fik kæmpe applaus for at have rundet op til millionen – og det må siges at være ca. 30000, der var ekstremt godt givet ud – for det antal primetime-omtaler ville have kostet kassen, hvis det skulle have været købt for reklamekroner. 
  • Og nu, hvor vi er ved de ekstremt lukrative product-placement-aftaler, så havde VolksWagen også en stor aften. De havde udloddet fire biler, der blev introduceret af hver deres kändisvært som guds gave til menneskeheden (jeg så kun Passaten blive skamrost af Felix Schmidt – der også som ekstra bonus for vinderen, egenhændigt ville levere bilen til adressen, så man ovenikøbet fik lidt star-dust med i købet) – og som man kunne deltage i lodtrækningen om, ved at ringe ind i bestemte timeslots, der passede til endetallet på ens telefonnummer. Jeg synes, det virker enormt firser-agtigt og meget lidt klimabevidst at udlodde biler som hovedpræmie – hvorfor ikke noget, der på en eller anden måde er relevant for sagen? Hvorfor er hovedpræmien ikke, at husstanden resten af familiemedlemmernes levetid er faddere for et afrikansk barn, hvilket indledes med en rejse ned for at besøge barnet og reelt opleve, hvad det hele handler om. Banalt – men forhåbentlig illustrativt – eksempel.  
  • Mens Pandora og VolksWagen således fik optimal omtale ud af deres “sponsorater”, gik det værre for en stakkels virksomhed i Rønne, der ellers var en de lokale sponsorer, da 100 børn i fire forskellige byer skulle hoppe om kap til et stykke musik – og de lokale sponsorer vil give et beløb for hvert hop, børnenes skridttællere viste. For mens sponsorerne i de tre andre byer gik klart igennem, kiksede forbindelsen lidt, da tiden kom til at nævne, hvem der gav pengene i Rønne. Og det var jo nok ikke lige det, de havde forestillet sig…Dette koncept var nok i øvrigt noget nær det mest syrede indsamlingskoncept, der var på skærmen i går. Jeg har ikke noget imod børn, der hopper. Men kunne man ikke have gemt dén idé til en tiltrængt kampagne og børn og motion i stedet? 
  • En masse små film med stakkels afrikanere, der af den ene eller anden grund var kommet i nød og havde brug for familien Danmarks hjælp. Og selvom man her havde rokket sig et pænt stykke fra tidligere tiders billeder af opsvulmede børnemaver, var der stadig billeder af helt utroligt mange “negerhytter”, der ikke kunne andet end at fastholde familien Danmark i deres fordomme om, at hele Afrika stadig ligner “Lille Sorte Sambo”-land. Og selvom det desværre er tilfældet rigtig mange steder, er der altså også sine steder tale om moderne, velfungerende storbyer.Jeg husker tydeligt, hvordan folk så på mine billeder fra Ghana, Togo og Côte d’Ivoire, da jeg kom hjem fra mine studier dernede. Og ingen kunne forstå, at billederne fra Abijan – der på mange måder ligner en krydsning mellem Paris og New York – virkelig kunne være fra Afrika og folk åndede lettet op, når de endelig så de ca. 10 % af billederne, der viste “negerhytter”, kvinder med bananklaser på hovedet og små børn i lerklinede sklebygninger. Først da troede de på, at jeg havde været i Afrika (det land, som alle børn kender, der er ved at gå til i sygdom og nød). Desuden bød mange af de små film på følelelsporno af den ufede skuffe, hvor der overfokuseres på et enkelt barns problemer i en grad, at Mette Walsted Vestergaard følte sig nødsaget til at understrege, at selvom den lille pige på billederne VAR blevet hjulpet af selveste tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, var der andre små piger, der havde brug for danskernes hjælp.
  • Et besøg i call-centeret, hvor Joachim B. Olsen lovede at offentliggøre farven på sine underbukser til den næste, der ringede ind. (Og da spændingen blev udløst senere, viste det sig, at han var – så vidt jeg husker ordret citeret – “Gone commando for de afrikanske familier”. Altså at han ingen underbukser havde på. Igen – fred være med det – men hvad skal det til for?)
  • Et af de eneste nedslagspunkter, der smagte bare en lille smule af noget, var, da et en kändis i callcenteret  – som jeg ikke lige husker, hvem var – Nicolai Coster Waldau, måske? – fortalte, at han havde talt med nogle privatpersoner, der havde doneret 10.000 med begrundelsen “vi har nok”. Så enkelt kunne det reelt gøres – at overbevise danskerne om, at de fleste af os – trods finanskrisen og en vis nedgang i salget af fladskærme, kolossale webergrills og designertøj, har mere end nok.    

Mellem alle de mange indslag, bandt værterne det hele sammen med en masse tilbagevendende diskussioner om statistik – mellem kønnene, landsdelene etc etc, der altsammen medvirkede i de forskellige konkurrencer om, hvem der gav mest. og ikke mindst i programmets overordnede konkurrence med sidste års indsamling. For det store spændingsmoment var jo, om “danskerne ville være ligeså gavmilde i år trods finanskrisen” (nogenlunde ordret citeret). Hvilket konstant fik værterne til at gjalde “KOM SÅ DANMARK”.

“Vi” viste os så heldigvis stadig at være gavmilde og barmhjertige. Indsamlingen slog sidste års rekord med ca. 3 millioner. Hvilket afslutningsvis fik værterne til at gå i selvsving over, hvordan en lille nation formåede at se ud over sig selv og hjælpe folk i nød. Og danskerne blev takket for deres indsats med ord som barmhjertighed.

Og hvorfor er det så, at det hele irriterer mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over, at der trods alt blev indsamlet over 70 millioner, der helt sikkert kommer til at gå til gode formål. Og hvorfor tager jeg ikke bare hatten af for alle de kunstnere og kändisser der stiller frivilligt op i den gode sags tjeneste og for DR, der stiller hele sendefladen og et par af deres mest efterspurgte værter til rådighed. Og hvorfor hylder jeg ikke bare – ligesom værterne, kronprinsparret og publikummet i koncertsalen – alle de virksomheder, der giver store beløb eller stiller gratis varer til rådighed for auktioner og lodtrækninger? Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at det er det, der tilsyneladende virker?

Det kan jeg ikke, af tre helt basale årsager:

1) Jeg synes, der er tale om en virkelig problematisk sammenblanding af interesser. Der er tale om alt, alt, alt for eksplicit markedsføring af de virksomheder, der giver fra 10.000 og op – og ikke mindst sponsorerne af de store præmier – til, at der på nogen måde kan være tale om rendyrket barmhjertighed. Der er helt sikkert også mange gode og rendyrket barmhjertige meninger bag. Men jeg har alligevel svært ved at tro, at mange af de store virksomheder ville ryste op med 150.000 kroner – hvis ikke deres navn og beløbet blev nævnt, men de bare indgik i den anonyme pulje af glade givere. Og jeg tror heller ikke, at mange af de mindre virksomheder ville svinge sig helt op på 10.000, hvis ikke det var mindstebeløbet for at blive nævnt i donations-bæltet, der i en lind strøm glider forbi i bunden af skærmen. Og jeg har virkelig svært ved at tro på, at Pandora og Volkswagen ikke har krævet, at deres produkter skulle nævnes og roses X antal gange, hvis de skulle stille dem gratis til rådighed. Der er givetvis OGSÅ en masse gode viljer bag. Det er selvfølgelig alt sammen argumenter FOR, at det skulle være netop sådan – at det er nødvendigt med markedsføringselementet, hvis man skal have firmaerne til at ryste op. Og det er sådanset også fair nok – men så skal det bare ikke maskeres som barmhjertighed. Så er det markedsføring, der tilfældigvis samtidig går til et godt formål. Og det ville jeg ikke have nogen problemer med, hvis bare man kaldte en spade for en spade. Men det gør man ikke. Langtfra.   

2) Jeg synes, der er tale om et meget uhensigtsmæssig forsøg på at skabe interesse og opmærksomhed om nogle meget vigtige emner – som jeg simpelthen ikke fatter, skal “suger-coates” med falden-på-halden-humor, tykke klicheer og følelsesporno for at få lov til at blive sendt i den bedste sendetid og få hele DR’s markedsføringsmaskineri kørt i stilling. Hvorfor tvinger ingen Pia Kjærsgaard til at svare på, hvorfor hun gladelig giver et par hundrede kroner til indsamlingen, når hun med et par pennestrøg kunne gøre så utroligt meget mere godt? Hvorfor skal ens “barmhjertighedsgerninger” blandes sammen med lotto-drømme-mekanismerne om at vinde en bil eller få fingrene i billige luksusgoder? Og hvordan i alverden kan det være relevant – endsige reelt interessant – hvilken farve underbukser den regerende Vild-med-dans-mester har på, mens han besvarer seernes opkald? Når man ikke får lov at forstå, hvad problemerne reelt handler om, og hvad det er, der skal til for at løse dem, er det ikke så mærkeligt, at mange af organisationerne (som omtalt i ugens løb) står med en reel udfordring, når de skal bruge pengene. For “danskerne” vil se nymalede skoler og storsmildende afrikanske børn, for at føle, de har fået noget for pengene – men nødhjælpsorganisationerne, der kender problemstillingerne indefra, langt hellere ville bruge dem på vigtige møder eller andet forebyggende arbejde, der bare ikke giver ligeså gode billeder. Og derfor må fraprioriteres i ansøgningerne, hvis man gerne vil have del i midlerne fra Danmarksindsamlingen.  

3) Seerne opfordres ikke på nogen måde til selv at tænke videre eller handle yderligere, når bare de har ringet deres penge ind. Al barmhjertigheden og opmærksomheden koncentreres til en enkelt aften, hvor man så føler, man har gjort årets gode gerning, aftjent sin værnepligt. Og det er da fint nok at organisationerne nu får en ordentlig klump penge, som de forhåbentlig vælger at gøre noget fornuftigt med – men tænk på, hvad der kunne komme ud af, hvis man opfordrede os til at tænke på andre og være barmhjertige og godgørende hele tiden – ikke bare en enkelt aften, men altid. I stedet spilles der på det nemmeste af alle virkemidler – en massesuggestion, der under mottoet “Kom så Danmark” fokuserer på at slå rekorden fra sidste år. En påfaldende ting i denne forbindelse er også, at jeg i et radioprogram hørte en af værterne sige, at DR helt eksplicit havde valgt at samle al omtale af indsamlingen og “Afrikas problemer” i ugen op til indsamlingen. I stedet for at “drysse det ud over hele året”. Og selvfølgelig betød det da et massivt medietryk, der givetvis har sikret mere opmærksomhed om Danmarksindsamlingen end ellers – men ville sendetiden ikke være givet bedre ud ved løbende at omtale problemerne og engagere lytterne i debatterne. Ikke kun på P1 og DR2, men også på P3 og lige inden Disney Sjov? 

Jeg kan jo se på det hele, at det virkede efter hensigten. Det lykkedes faktisk at indsamle 70 millioner, der helt sikkert nok skal blive brugt til gode formål. Og det må man respektere og tage hatten af for. For målet er jeg enig i. Jeg bryder mig bare meget, meget lidt om midlerne. Og spørgsmålet er, om denne sammenblanding af følelsesporno, falden-på-halen-komedie, kändisser og slet skjult markedsføring virkelig er den ENESTE “winning formula” for et stort anlagt indsamlingsshow?

Hvorfor – hvorfor, hvorfor, hvorfor – vælger man altid den lette løsning med at gå efter laveste fællesnævner og de letindkøbte følelsesappeller? Er vi virkelig så dumme, at vi skal se os selv portrætteret som en familie, hvor forældrene er ude af stand til at forklare deres unger, hvordan verden hænger sammen og hvorfor det er vigtigt at tænke på andre ens sig selv? Kan vi virkelig kun forstå, at nogen har det dårligt, hvis det bliver skåret ud i pap, og vi får klasket en lille piges opkast lige i synet?

Det nægter jeg simpelthen at tro på er tilfældet. Jeg tror sagtens, at man med en kombination af alle de dygtige folk, der allerede lægger deres talent, tid og ansigt til den gode sag, ville kunne skrue et show sammen, der BÅDE var underholdende OG engagerende på en måde, der inspirerede folk til at tænke og handle langt udover 150-kroners-opringningen. Det tror jeg både, at mange af deltagerne og rigtig af seerne godt kunne tænke sig. Vi er bare et tavst mindre- (eller fler?) tal, fordi vi trods alt synes, det er vigtigt, pengene bliver samlet ind: Hellere en irriterende Danmarksindsamling, end ingen Danmarksindsamling. Men vi bliver nødt til at tage bladet fra munden, hvis vi gerne vil være med til at påvirke fremtidens indsamlinger og nødhjælps-kommunikation. For ellers ser producenterne ingen grund til at ændre på deres nuværende winning formula. Og så får alternativerne aldrig får lov at komme an på en prøve.

 

 

 

 

 

CNN og Facebooks live-kanal betød, at Obamas indsættelse også bød på “Media-history in the making”

Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.

Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale – selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om en flot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”. 

Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”. 

På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen. 

Der var selvfølgelig mange  – rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.  

Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv. 

Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.

Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.

Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.

Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

Hvorfor er det så svært at respektere noget, der er gratis?

I dag var jeg til et helt fortryllende arrangement. Den islandske kunstner Halldór Úlfarsson præsenterede sit helt nyopfundre instrument-eksperiment, den elektro-akustisk cello-lignende Halldorophone, ved en koncert i riddersalen på Frederiksborg Slot. Der var gratis bustransport med kaffe og cookies, gratis entre til det fantastiske historiske slotsmuseum og selv koncerten var gratis. Og det var en kæmpe oplevelse. 

Og her er en lille smagsprøve…

 

Så langt, så godt. 

Men desværre var der et men. Vi var nemlig kun 12 voksne og 3 børn ombord i en bus, der kunne rumme ca. 50. Og der havde ellers havde både fuldt booket og venteliste og folk, der fik at vide, at de desværre ikke kunne komme med, fordi der ikke var plads til flere. Men da det kom til stykket, dukkede folk bare ikke op. Og det var ikke fordi de havde meldt afbud, så andre kunne have fået deres plads i stedet. De blev bare væk uden at sige hverken til eller fra.

Og det synes jeg simpelthen er så respektløst. 

Så man undskylde og sige, nå ja, det var en søndag formiddag. Og det var koldt. Og solen skinnede. Og måske var nogen blevet syge. Og ret mange havde helt sikkert tømmermænd. Og sådan. 

Men det ændrer ikke ved, at jeg igen og igen befinder mig til arrangementer af ekstremt høj kvalitet, hvor man virkelig føler sig forkælet og priviligeret over at mulighed for at deltage. Og hvor mange ville have givet deres højre arm for at kunne få lov at være med. Men hvor der i sidste ende langt fra er fyldt op. Selvom der i princippet var interesserede nok til at fylde alenlange ventelister.

Simpelthen fordi folk melder sig til i frygten for at gå glip af noget – men ikke gider at gøre sig den ulejlighed at melde fra i ordentlig tid, så andre kan få lov til at få deres plads. Det er – i alle ordets bogstavelige forstande – GRATIS at melde sig til.

Men det jeg simpelthen ikke forstår er, at det skulle være ensbetydende med, at man så også synes, man kan sjofle det efter forgodtbefindende. Jeg forstår sagtens, at man kan have behov for at ændre planer eller bare har lyst til noget helt andet, når dagen endelig oprinder. Men jeg forstår ikke, at det tilsynelandende sker så ofte og så konsekvent, som det sker.

Det absurde er, at situationen nok ville have været anderledes, hvis bare det havde kostet en hundredekroneseddel at deltage. Så tænker folk sig lige om en ekstra gang før de melder sig til – og en ekstra gang, før de lader dorskheden og det manglede overskud råde og melder fra igen. Men når det er gratis – når man bliver tilbudt en gave – er konsekvensen meget ofte, at man sjofler den eller ikke tager invitationen nær så seriøst.

For det er synd. Det er synd for arrangørerne og for dem, der rent faktisk deltager, fordi det ikke kan undgå at påvirke stemningen, når et arrangement, der er gearet til 50 ender med at skulle fungere for 15.Det er synd for fremtidige arrangementer og gode ideer, fordi både arrangører og sponsorer føler de har brændt sig på noget, der reelt var en stor succes og en kæmpe oplevelse for dem, der oplevede det – der var bare for få, der fik chancen. Og det er synd for alle dem, der gerne ville have haft pladserne. 

Så hermed en opfordring til at tage sine egne tilmeldinger mere seriøst og sørge for at komme ud af døren til de store oplevelser, selvom søndagsserierne på sofaen frister. Og ikke mindst et kæmpe HURRA for, at der stadig findes arrangører, kunstnere og sponsorer, der utrætteligt kæmper for at blive ved med at skabe gratis glæder for alle os andre.

20 ting, der har overrasket mig i december

I år er første gang i 12 år, at jeg har tilbragt hele julen i Danmark. De seneste mange år har mine forældre nemlig boet i henholdsvis Moskva og Beijing – og i alle de mange år tog min bror og jeg i stedet på besøg hos dem. Så julemiddagen har i årevis stået på alt fra russisk gås med saltet-hvidkål-coleslaw og granatæblekompot til pekingand og sizhuan-hotpot.

Da jeg har jødiske aner, er julen ikke lige noget, der normalt fylder så meget i min bevidsthed, og jeg har derfor ingen fasttømrede holdninger til juleaftens forløb, menu etc etc. Men samtidig har jeg lige så mange pæredanske/kulturkristne aner og har gået i almindelig dansk folkeskole og haft kristendomskundskab og sunget enormt meget i kor og sågar forkyndet hele juleevangeliet fra prædikestolen i Jægersborg Kirke, da det var min klasses tur til at stå for julespillet. Så jeg kan recitere mere end almindeligt meget af alt med Kvirinius, der var landhøvding i Syrien og jeg kan temmelig mange salmetekster udenad. Og jeg har da også hele min barndom deltaget i forskellige variationer over temaet mere-eller-mindre-traditionel-dansk-juleaften.

Så lad os bare sige det sådan, at julen ikke er nogen særlig “big deal” for mig, men at det alligevel – eller måske netop derfor – var næsten eksotisk at være herhjemme og skulle til helt traditionel dansk jul med andesteg, ris alamande og dans omkring juletræ med folk, jeg holder meget af. Og ikke alene var det i sig selv eksotisk. Det var faktisk også lidt eksotisk i det hele taget at være hjemme på Nørrebro og se, hvordan livet udspiller sig her i helligdagene.

Og det skete i de dage…at jeg blev overrasket over lidt af hvert:

  1. Det overrasker mig, at det ikke er koldere. Og når det så pludselig er rigtig koldt, overrasker dét mig også. 
  2. Det overrasker mig overhovedet ikke, at alle mine gode grønthandlere holder åbent hele julen. Det overraskede mig heller ikke, at de har overskud til at smile et kæmpestort “glædelig jul” og spørge, om jeg mon  havde fået mange gode gaver, (lidt ironisk, fordi jeg holder gavegivningen på et absolut minimum og ikke selv er så juleagtig, men det kunne de jo ikke vide) mens de næppe er vant til specielt varme “Eid-ønsker”. Men det overraskede mig på glædeligste vis, at jeg kunne købe grønkål på stok hos en af dem og jeg gik triumferende hjem med den som en kolossal buket. Men midt i triumfen og glæden over mit multikulturelle Nørrebro overraskede det mig så alligevel lidt, at halalslagterne så alligevel var lukkede. 
  3. Det overrasker mig, hvor meget legetøjet alligevel har udviklet de senere år. Jeg troede, jeg kendte det meste, fordi jeg meget tit er “ude og lege” hos venner og bekendte og deres skønne unger. Men da jeg vovede mig ind i BR på jagt efter en julegave, overraskede det mig alligevel både HVOR lyserødt og ridder/sørøver-kliché-opdelt det hele er og HVOR mange plasticdimser med intelligent-indbyggede læringskoncepter, der er på markedet. Og HVOR mange dukkeserier ala Brats og Polly Pocket, der findes og jeg bliver helt svedt ved tanken om, at man kan ønske sig frisørsaloner, dyrehandler, huse og autocampers til dem alle sammen. Og allermest overrasket blev jeg over den “intelligente princess-phone” som ikke alene kunne lære en tallene, mens man sad og trykkede på knapper med prinsessemotiver – man ville også undervejs lære alle de essensielle detaljer om alle Disneys prinsessefigurer.  
  4. Det overraskede mig, at der var leben og masser af levende lys på kirkegården juleaftens-eftermiddag, da min bror og jeg spontant svingede forbi for at kigge til min mors grav. Det var utroligt hyggeligt og stemningsfuldt med alle lysene, kransene og de efterladte, der lige sendte deres elskede en julehilsen. Men jeg anede ikke, at den tradition fandtes. Det ved jeg så nu. 
  5. Det overrasker mig, at jeg kun har fået æbleskiver en eneste gang i hele december. Jeg har været til ekstremt mange hyggelige arrangementer, men alle steder havde – med undtagen af det ene, hvor jeg heldigvis fangede et par – valgt at lave alternative serveringer. Superlækkert, men bare ret vildt alligevel. 
  6. Det overrasker mig, HVOR mange parkeringspladser, der er at vælge mellem lige for tiden. Og HVOR øde der er på Nørrebrogade (og om det skyldes alt det med trafikforsøget, kan vi vist lige vende en anden god gang) i helligdagene og det overrasker mig faktisk lidt at opdage, at alle, der kan krybe og gå – eller i hvert fald ejer biler – er kørt ud af byen for at holde jul. 
  7. Det overraskede mig at se, hvor vigtig en rolle cigaretrøg spiller i “Mød mig på Cassiopeia”, hvor Musen i skikkelse af Bodil Kjær blandt andet puster liv og musik i lysekronerne ved at blæse cigaretrøg på dem. Og nu, hvor vi er ved røgen, overrasker det mig, hvor sensitive vi allesammen er blevet overfor røgfyldte lokaler og røglugtende tøj dagen derpå. Eller i hvert fald, hvor hurtigt, det er gået. Misforstå mig ikke – jeg er selv inkarneret ikke-ryger selv og er mere end lykkelig over ikke at skulle døje med svidende øjne og røg længere. Men jeg levede jo med det tidligere ligesom alle andre gjorde. Og jeg synes alligevel det er vildt, hvor hurtigt jeg og alle omkring mig er blevet så meget af med røgen omkring os, at den pludselig er et reelt problem, når den en sjælden gang er der til et julearrangement.
  8. Det overraskede mig positivt at se, hvor uvant mange, der stoppede op for at spørge den hjemløse kvinde, der fast bor på trappen ved Skt. Ansgars-kirken på Nørrebrogade, om hun havde brug for hjælp. 
  9. Det overraskede mig for det første, at Pussy Galores i løbet af min 1.juledag gåtur havde nået at flytte alle bordene ind på midten af lokalet og var begyndt at male. Og for det andet, at de allerede dagen efter var klar til at modtage cafe-gæster fra morgenstunden.
  10. Det overraskede mig særdeles positivt at blive inviteret ind og se “Max Pinlig” af en ni-årig ven, og det overraskede mig, hvor mange mennesker, der var i biffen på en højhellig 1. juledag. Filmen overraskede mig også virkelig positivt. Virkelig sjov, godt skruet sammen og perfekt pointe om, hvor grundpinlige vi egentlig allesammen er. Så pinligere er det heller ikke at være lidt pinlig engang imellem. Og i den forstand svarede den på mange måder til julekalenderen Mikkel og Guldkortet som jeg også ret uforvarende kom til at følge temmelig tæt og faktisk synes, var utroligt god og spændende (og så skadede det jo heller ikke for min interesse, at der var tale om et meget fint stykke motivationsretorik og vidensformidling om basisbegreber som udbud og efterspørgsel).
  11. Det overraskede mig, at Skt. Johannes Kirken kaldte til julemesse flere gange i løbet af dagen den 24. december. Det kunne jeg have sagt mig selv, da jeg har levet med klokkerne siden jeg flyttede hertil for 15 år siden og vi er blevet en del af hinandens rytme. Men alligevel overraskede mig, da de klimtede så lystigt og så meget.
  12. Og det ledte til noget meget overraskende. Nemlig, at jeg tændte for fjernsynet for at se, hvad en julemesse egentlig gik ud på, mens jeg klædte mig på. For sådan en har jeg nemlig aldrig overværet eller haft nogen som helst intentioner om at overvære – og derfor overraskede det mig også i høj grad, at jeg blev helt grebet af stemningen, da de under min lokale klokkeklang lagde ud med “Det kimer nu til julefest”. 
  13. Det overrasker mig HVOR dårlig jeg er til at lave marengs. Jeg er blevet udpeget til at stå for desserten til nytår og ville give mig i lag med en Pavlova, da en veninde rådede mig til lige at teste først, så jeg ikke stod tilbage med kiksede marengs. Og det var et ekstremt godt råd. Jeg lavede ca. alle begynderfejl, man overhovedet kan lave på EN gang. P.t. mit kulinariske Waterloo – men jeg skal vise dem, skal jeg (marengsene altså – ikke nytårsvennerne)
  14. Det overrasker mig helt vildt meget, hvor mange gange jeg i de seneste dage har sagt “da JEG var barn” og “i MIN familie gør vi”, når jeg har snakket med andre om juletraditioner. Også selvom jeg egentlig ingen har. Og det overrasker mig heldigvis positivt, at alle mine venner tilsyneladende gør det samme.
  15. Og ahmmmm – det overrasker mig også, at vi pludselig og meget umærkeligt er begyndt ikke bare at sige “da jeg var barn” men også “da vi var unge”. Så så man lige os pludselig være rykket op i en alderskategori, hvor det absolut er en tilsnigelse at kalde sig selv ung og folk slet ikke studser, når man omtaler ungdommen i datid.
  16. Det overrasker mig, hvor rørt jeg er blevet over gensynet med barndommens klassiskere i form af Disneys Juleshow, 101 Dalmatinere og Narnia (begge sidstnævnte dog i de nye “realperson-versioner”, men stadig samme plot og drama, der står mejslet i sten i erindringen. Og det overraskede mig helt vildt meget, da jeg overhørte et barn sige, at han ikke gad se Juleshow, fordi det altid var det samme. “Jamen det er jo hele pointen” sukkede barnet i mig. 
  17. Det overraskede mig, hvor fuldstændig fortryllende magisk den jødiske kirkegård i Møllegade så ud gennem gitterporten, da dagens tykke tåge lå over dem og det blege decemberlys alligevel prøvede at trænge igennem tågegitteret. 
  18. Det overraskede mig, da jeg på en af de lunere decembersdage overhørte to unge knøse på Købmagergade sige, at de ønskede sig mere global opvarmning, så vi kunne få 30 grader i Danmark året rundt. “Folk hidser sig op over at det stiger en grad, men det ville da være helt vildt fedt” samtykkede de. Helt uden ironisk distance. Den slags tankegang troede jeg ellers var afgået ved døden allerede dengang Shu-bi-dua lancerede Costa Kalundborg.    
  19. Og det har overrasket mig, hvor meget jeg i dag havde lyst til masser af hvidløg, koriander, grøntsager, chili, chili, chili, friskpresset juice…også selvom jeg ikke har været til særlig mange deciderede julesule-arrangementer. Men nu havde jeg i hvert fald fået og trængte virkelig til andre smagsnuancer og masser af vitaminer. 
  20. Og nå ja – jordskælvet overraskede mig selvfølgelig også en hel del. 

Ombygning = højere energiforbrug?

Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre: 

Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.

Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer. 

Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch. 

Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…

Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!

MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere. 

Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere. 

Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig. 

Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???

Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.

Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.

Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max. 

Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…

Man skal altid have en flaske champagne på køl

En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det. 

Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…

  • anerkendte begivenheder og mærkedage som fødselsdage, forlovelser, kandidatgrader, nye jobs eller graviditeter (hvor den vordende moder så må undlade sit glas)
  • gode samtaler
  • uventede besøg
  • gode nyheder og vellykkede valg (for eksempel kaldte Obama-sejren helt klart på champagne-morgenmad)
  • opgaveafleveringer
  • effektive arbejdsdage, dejlige dage eller bare hverdage, der gerne lige må ophøjes til noget lidt specielt

Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.

I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :

“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”. 

Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.

GRØD

Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg skrev om suppens og grødens indtog på de trendy øko-cafeer. Og jeg må sige, at grød-trenden har vist sig at være noget mere fremskreden, end jeg lige gik og troede. For det er ikke alene på morgenmadscafeerne og højgastronomiske restauranter som Geranium og NOMA, at grød tilberedt på oldgamle kornsorter gør sit indtog både i det salte og søde køkken…Grød som morgenmad, mellemret, dessert, hovedret eller forret som i gamle dage, hvor grøden tog toppen af appetitten inden de dyrere spiser. 

I dag bringer Politikens Lørdagsliv en større artikel om grød og tre moderne grødopskrifter (som i grød med mandelmælk og chokolade, quinoagrød med jordbær og hydeblomstsaft og risengrød af brune ris med valnødder, appelsin og honning) af madguruen Tina Scheftelowitz. Og så er der IRMA, vidunderlige IRMA. I den seneste udgave af deres forbilledlige magasin Krydderiet, fortæller de om grød og gode sager man kan frembringe på baggrund af god grød (som i grød med flødeskum og chokolade, Risotto af ristet rug og Klatkager. Men IRMA er jo IRMA, så de nøjes selvfølgelig ikke med at skrive om den nye trend. De gør også, hvad de kan for at bringe den sunde spise ud på danskernes spiseborde. De har nemlig udviklet en serie grødblandinger i samarbejde med korn-ekvilibristerne fra Aurion. Og her blander man ældgamle kornsorter som spelt og emmer med de helt nye funky dyr i åbenbaringen som for eksempel quinoa. Og masser af tørrede frugter, grøntsager, svampe og krydderier, så det eneste den conveniencehungrende forbruger skal gøre er at tilsætte vand og et par minutters tålmodighed.

Det er godt set i en tid, for selvom en grødtrend i den grad skal tage kampen op imod carb (kulhydrat) forskrækkelsen, er der mange andre megatrends derude, der taler FOR grødens hastige indtog:

  • Efter bogen “kernesund familie” udkom kan intet efterhånden blive KERNE-sundt og politisk korrekt nok at spise.
  • Når finanskrisen kradser, så det ikke er så tosset med en ugentlig grøddag
  • Sund gastronomi skal i dag helst af alt skal kunne smage af slowfood og livskvalitet, men være lige så let og hurtigt at tilberede som fastfood
  • De mest funky køkkener er dem, der vender tilbage til rødderne og traditionerne. 
  • Grød smager af barndom, gamle husråd, nostalgi og tryghed.

Så snart je så den på hylderne har jeg selvfølgelig købt en af IRMA-pigens grødblandinger. Valget faldt spontant på Grød Nr.2 med Hirse, ristet boghvede, fennikelfrø, quinoa, rosiner og æblebananer. Jeg har ikke prøvet den endnu – men mon ikke der snart er ved at være dømt grøddag herhjemme?

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

%d bloggers like this: