Nadja Pass

Kategori: Motivationsretorik

3 nytårsønsker på tærsklen mellem 2015 og 2016

Hvis jeg skulle sætte en overskrift på 2015 ville det være den smukke første sætning i Dickens’ A Tale of Two Cities: “It was the best of times and the worst of times”.

For i min levetid har ét år sjældent været så præget af terror, skuddramaer, uoverskuelige flygtningsstrømme – og sjældent har valg og folkeafstemninger skabt så store kløfter både mellem borgerne og politikerne og mellem landsdele og befolkningsgrupper. Men samtidig har 2015 også budt på masser af lysglimt, der forhåbentlig kun er kimen til, at vi som befolkning i 2016 for alvor begynder at påtage os langt mere ansvar. At vi hver især sætter ind netop dér, hvor vi ser det største udviklingspotentiale og har de bedste forudsætninger for at være med til at gøre en forskel – og så gør alt, hvad vi hver især kan for at præge fremtidens Danmark.

Når jeg tænker tilbage på 2015 har mine egne tanker især kredset om tre spørgsmål, som jeg allerede i 2015 har eksperimenteret med forskellige løsningsforslag til – kimen til større eksperimenter, som jeg virkelig håber at kunne folde mere ud i 2016, så de kommer til at gøre en endnu større forskel for langt flere. Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere sidder jeg tilbage med tre store nytårsønsker her på tærsklen mellem 2015 og 2016.

Ét på det personlige plan, ét på det professionelle plan og ét på det samfundsmæssige plan. 

romanesco

Mine tre nytårsønsker er tæt forbundne og hinandens forudsætninger.
Så et godt og enkelt skridt på vejen er selvfølgelig at starte på det personlige plan,
hvor man med sikkerhed kan gøre en forskel.


1. På det personlige plan – Hvordan bliver vi voksne bedre til at være nybegyndere igen? 

Mit 2015 startede på en paradisstrand i Cuba. Nytårsaften lå ca halvvejs inde i en to-måneders rejse, der – udover selvfølgelig al de glæde og selvforkælelse, det også bringer at bytte to af årets mørkeste måneder ud med sol, salsa og livsnydelse – et led i et større Borgerlyst-eksperiment, hvor jeg de seneste år har brugt mig selv som forsøgskanin. Nemlig at være “voksen nybegynder”.

I Borgerlyst-sammenhæng interesserer det mig, fordi jeg gennem årene har kunnet se, hvor ofte folk holder sig tilbage fra at føre deres borgerlystne ideer ud i livet, fordi de er bange for at fejle, ikke føler sig “klar” eller tror de skal vide og kunne alt muligt, inden de går i gang. Mens al vores erfaring fra vellykkede borgerlystprojekter og iværksætteri viser, at den allerbedste måde at blive klar på bare er at gå i gang og lære det undervejs. Men at det kræver, at man tør fejle og at man ind i mellem er meget kikset. Hvilket som voksen kan være svært at acceptere, når man i mange år har beskæftiget sig med ting, man er god til. Det har aldrig faldet mig selv særligt svært at kaste mig ud i borgerlystne projekter og iværksætteri, selvom jeg dybest set ikke har anet, hvordan jeg skulle gribe det an. Men så er der alt muligt andet, jeg ikke er god til og som føles grænseoverskridende for mig. Så for at træne min forståelse af, hvordan det føles at være nybegynder har jeg de seneste år kastet mig ud i alt muligt, jeg selv drømte om at blive bedre til, men som føles grænseoverskridende, udfordrende eller svært. At opdyrke talenter, jeg aldrig rigtigt fik udfoldet, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Eller lære noget, jeg tidligere ikke har fået lært. Det har tidligere bragt til at tage være på “Billedskole for voksne” på SMK og tage et kursus i improvisationsteater hos Skuespiller-forbundet. Men Cuba-turen var et langt større skridt, fordi det var en meget intensiv indsats og fordi pardans er noget af det, jeg altid gerne har været villet være rigtig god til, men som også har været meget grænseoverskridende for mig, fordi det mildt sagt aldrig har været nogen spidskompetence for mig, at “lade mig føre”.

Trods et par enetimer med en vidunderlig lærer næsten hver dag i to måneder, blev jeg aldrig nogen ørn til at danse salsa. Men jeg lærte en masse om rytme og trin og kropsglæde. Jeg fandt glæden i at give mig hen til en andens ideer og planer og rytmer. Dels i dansen, men også på et mere grundlæggende plan, hvilket er stort, når man som mig ellers altid har levet, valgt og prioriteret så meget som muligt efter mit eget hovede. Og måske vigtigst af alt: Jeg kan meget bogstaveligt mærke, at jeg efter den tur er blevet meget mere modig. Ikke så meget på det professionelle plan, hvor jeg altid har været ret frygtløs. Men på det personlige plan. Jeg bekymrer mig simpelthen meget mindre om, hvordan jeg ser ud, synger, danser, taler eller om jeg “er for meget”, end nogen sinde før. Jeg har slået mig meget mere løs. Mine nybegynder-eksperimenter har hjulpet mig til at falde på plads i mig selv.

På det personlige plan er mit nytårsønske er at både jeg selv og så mange andre som muligt i 2016 kaster os ud i alle mulige forskellige nybegynderprojekter. Hvad der er det rigtige for jer hver især og hvor jeres største udviklingspotentialer ligger, ved kun I selv – men jeg tror inderligt på, at uanset hvor man tager fat og tør afprøve sig selv på nye måder, smitter det positivt af på alle livets andre aspekter, fordi man så også bliver mere modig dér og mindre bange for at fejle.

2. På det professionelle plan: Hvordan frigiver jeg tid og energi til at udvikle noget nyt i stedet for at gentage mig selv?

I sommers så jeg nogle dokumentarprogrammer om Edison, der satte alle mulige tanker i gang. Der var masser af spændende pointer om opfindelser, kreativitet og kompromisløshed. Men det, der optog mig allermest var en lille sidehistorie om dengang, Edison lige havde opfundet fonografen. Det var allerførste gang nogen sinde, man kunne optage lyd og mere eller mindre tilfældet var det børnerimet “Mary had a little lamb” Edison reciterede. Alle ville selvfølgelig opleve miraklet, så Edison måtte rejse land og rige rundt med sin fonograf – og alle steder blev han bedt om at sige “Mary had a little lamb”.  I følge dokumentarprogrammet var han ved at gå til i gentagelsen. Det var naturligvis vigtigt for fonografens udbredelse, at han kom rundt med den og så mange som muligt fik mulighed for at opleve i en verden, hvor hverken radio, tv eller internet endnu kunne broadcaste nyhederne til de mange. Men han følte, han brugte sin tid på alt det forkerte, for han allerede så mange ideer til nye og endnu bedre opfindelser, der byggede videre på hans erfaringer med fonografen, men som han ikke fik tid til at hellige sig, så længe han brugte sin tid på at gentage sig selv.

Dén historie har jeg næsten tænkt dagligt over siden. For jeg synes, det meget præcist stiller skarpt på et kreativt paradoks: På den ene side er det ekstremt vigtigt for gode ideers udbredelse, at man som skaber fastholder fokus og opdyrker og videreudvikler dem, så de ikke bare bliver ved den gode ide, men bider sig fast og bliver ordentligt forankret. Men på den anden side risikerer den store opmærksomhed og efterspørgsel også at fastholde skaberen i det allerede udviklede format eller koncept, mens der måske lå endnu større muligheder i alt det nye, der endnu ikke er udviklet, men som bygger videre på erfaringerne. De fleste af os er stødt på paradokset i musikkens verden, hvor musikerne helst vil spille deres nyeste musik til koncerten, mens publikum venter længselsfuldt på, at de gamle hits. Og det moderne mediebillede har i høj grad accelleret opmærksomheden, så mange fine projekter bliver  overeksponerede så tidligt i deres udvikling, så de i bedste fald strander på at blive ved med at levere det, der pludselig efterspørges massivt, selvom det måske kun var en prototype – og i værste fald risikerer at drukne i deres egen succes.

På det professionelt-personlige plan har jeg oplevet det med store fokus på Borgerlysts Samtalesaloner. Et ide og et format som jeg elsker og er meget stolt af at have skabt sammen med Andreas Lloyd. Men også et enkelt eksperiment ud af mange, der pludselig endte med at gribe langt mere om sig, end vi havde forestillet os. Det er fantastisk, fordi vi jo bliver lykkelige hver gang nogen nye tager initiativ til at starte deres egne samtalesaloner rundt om i landet – men det har også været en udfordring, at der pludselig var så stor efterspørgsel på at få os ud for at holde samtalesaloner, at vi endte med at bruge en masse af den tid, vi ellers skulle have brugt på at udvikle nye eksperimenter, på at svare på henvendelser om konsulentopgaver, der dybest set aldrig var meningen med det hele.

Det har været et af de professionelle spørgsmål, der har optaget mig mest i 2015: Hvordan hjælper jeg bedst samtalesalonerne videre ud i verden, så jeg stadig er med til at styrke samtalekulturen så meget som muligt og hjælper så mange som muligt til selv at blive gode værter – og hvordan sorterer jeg samtidig bedst i henvendelserne udefra, så jeg kun påtager mig de opgaver, hvor det virkelig gør en forskel om netop jeg er tilstede og er værtinde, så jeg frigiver mest mulig tid til at udvikle nye eksperimenter.

I 2015 tog Andreas og jeg to ret drastiske beslutninger i den forbindelse. Dels besluttede vi at splitte vores lille to-somme samarbejdskerne, som vi ellers har fået så meget godt ud af de seneste 5 år, op. Mens jeg fortsætter med at videreudvikle Borgerlyst, har Andreas startet projektet “Medborgerne”. Vi er stadig hinandens gode venner og faglige legekammerater og kommer sikkert også fortsat til at samarbejde om nye ideer og projekter. Men ved at splitte op, skabte vi plads til nye samarbejder, nye måder at gøre tingene på og nye chancer for hver især at fokusere på netop de tanker og ideer, vi hver især har brændt mest for, men som der ikke blev så meget plads til i vores samarbejde, fordi den anden ikke brændte ligeså meget for netop dét.

Dels besluttede vi at trappe ud som initiativtagerne bag de store åbne Samtalesaloner vi tidligere holdt ca. en gang om måneden. For at alle erfaringerne, metoderne og tankegodset bag ikke skulle gå tabt, har vi skrevet en lille ny håndbog: “Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak”, der forhåbentlig vil gøre det endnu nemmere for andre at holde deres egne samtalesaloner. Vi kommer selvfølgelig stadig til at holde kurser i samtalesalonværtskab, selv at være værter for udvalgte skræddersyede samtalesaloner, at lave nye eksperimenter ala Samtalesøndag, Samtalemiddag på SMK og grundlovsgildet, vi holdt sammen med Dansk Arkitektur Center. Og lur os om ikke vi også kommer til at holde nogle helt klassiske åbne samtalesaloner selv i ny og næ. Men det har frigivet en masse ny tid og energi, at vi ikke længere har forpligtet hinanden på at gentage det samtalesalon-format, vi for længst havde raffineret og gennemarbejdet hver måned. Men nu hver især kan udvikle nye ideer og eksperimenter, der bygger videre på alt det, vi har lært under udviklingen af Samtalesaloner.

På det professionelle plan er mit nytårsønske for 2016, at langt flere begynder at bruge deres nyvakte nybegyndermod på at turde se ud over det velkendte og velafprøvede – og også professionelt tør kaste sig ud i noget, der ikke på forhånd er en sikker succes. Tør bruge tid på at udforske omvejene og svinkeærinderne, der ofte gemmer på langt flere fantastiske løsninger end dem vi fristes til “at gå med” fordi det jo “ikke skal være kunst, det skal være færdigt”. At vi tør gøre op med middelmådigheden, kompromiserne og konsensussøgningen og i stedet altid bestræber os på at yde vores ypperste, gøre os umage og glæde os over de kunsteriske kvaliteter, hvis værdi sjældent kan måles og vejes, men som gør så stor en forskel på så uendeligt mange andre langt vigtigere planer end det økonomiske. Lad os ikke kun overlade børnene og de unge at prøve kræfter med noget nyt, men lad os gøre det langt mere almindeligt for voksne at kaste sig ud i noget nyt – og også at gøre det professionelt. Jeg har en stor tiltro til alt det gode, glade amatører kan finde på og udvikle. Men jeg synes, det er mindst lige så spændende at se, hvordan dygtige fagpersoner kan videreudvikle alt det de allerede kan til noget helt nyt. Og hvor stor en forskel det ofte kan gøre, hvis man udover sin faglighed og nybegyndertilgang også bidrager med sit netværk, sin position og man typisk også har opnået, når man er nået lidt senere hen i livet. Hvorfor skal man holde op med at udvikle sig så snart man har sit på det tørre. Hvorfor er det ikke netop dét vi bruger som udgangspunktet for at kaste os ud på det endnu dybere? 

3. På det samfundsmæssige plan – Hvordan bliver vi alle sammen bedre til at påtage os ansvaret for vores samtid – og vores samtidige?

Da jeg i efteråret besøgte SMK’s Eckersberg-udstilling blev jeg som ofte før grebet af akut guldaldermisundelse. Tænk at have levet i en tid, hvor så mange synkront ydede deres ypperste indenfor vidt forskellige fagområder og kunstarter – og kom hinanden så meget ved, at de lærte af hinanden og sammen satte et så massivt præg på deres samtid, at vi i eftertiden tænker tilbage på den som noget så særligt, at vi kalder den guldalderen. Men det, der for alvor optog mig i kølvandet på udstillingen var, hvor stort et ansvar der egentlig ligger i at “være hinandens samtidige”. Hvor afhængige vi alle sammen er af at dele vores viden, faglige indsigt, tanker og erfaringer med hinanden, så vi alle sammen hjælper hinanden til at blive endnu bedre. Hvor vigtigt det er, at vi som hinandens samtidig bakker hinanden op og støtter op om i stedet for at bremse og pille ned. Og hvor afgørende det er, at vi bliver stadigt bedre til at mødes på tværs af de fasttømrede grupperinger, så vi kan få genetableret samfundssindet og sammenhængskraften og styrke forståelsen for, hvorfor andre tænker, handler, prioriterer og stemmer som de gør i stedet for at bruge vores forskelligheder som afsæt for skyttegravskrige. Lad os hellere krydsbestøve hinanden med viden, indsigt og nuancer.

På det punkt kom et af de væsentligste lyspunkter i 2015 fra min fantastiske ven og mangeårige sparringspartner Thomas Madsen-Mygdal, der med sit nyeste initiativ Klub har skabt en helt ny form for mødested, hvor formålet er at skabe det “tredje sted” mellem arbejdet og hjemmet, hvor vi mødes for at snakke, skabe, feste, udvikle, undersøge sammen og krydsbestøve hinanden med alt det bedste vi har lært og har kært. Det er stadig i sin spædeste vorden, men jeg synes allerede nu, det er utroligt og overraskende dejligt at se, hvordan Klub har skabt rammerne for nye former for samvær, samtænkning, samarbejde og samtaler.

Jeg selv har også sat et par eksperimenter i gang i løbet af 2015, der på hver sin vis har handlet om at skabe nye rammer, hvor vi som samtidige kunne mødes og sammen gøre en forskel. I kølvandet på skuddramaerne i februar udråbte vi “Samtalesøndag”, der handlede om at få så mange som muligt til at bruge en time på at snakke med en fremmed om nogle af tidens store spørgsmål. Og i september, da flygtningestrømmene for alvor tog fart, holdt jeg første arrangement i et nyt Borgerlyst-eksperiment: FORSAMLINGEN. Grundideen med Forsamlingen er at samle en række af nøglepersonerne, der på hver deres vis arbejder med en bestemt samfunds- eller samtidsudfordring – og en masse eksperter, der fra hver deres vinkel kan medvirke til at belyse emnet, udfordre vanetænkningen og og hjælpe initiativtagerne videre med deres projekter, så de bliver mere langtidsholdbare. Forsamlingen 1 handlede om flygtningeproblematikken og samlede 8 nøglepersoner, der stod bag hver deres folkehjælpsinitiativ – blandt andet venligboerne og containerindsamlingen til flygtningene på Lesbos. Undervejs i Forsamlingen holdt hver af nøglepersonerne et kort oplæg, hvor de fortalte om deres erfaringer og aktuelle udfordringer og bagefter hjalp eksperterne dem med at løse udfordringer så godt som muligt. Det hele blev live-streamet, så folk i hele landet kunne holde deres egne forsamlinger for at få snakket om, hvordan de bedst kunne løse lokale udfordringer. Det var helt utroligt at se, hvor meget der kom ud af 4 timers koncentreret indsats. Af nye forbindelser og grupperinger, hvor “samtidige” kunne hjælpe og støtte hinanden fremadrettet; af læringer og indsigter om projektudvikling og navigation gennem kaotiske tider (som jeg stadig glæder mig til at få analyseret ordentligt på) og af fornyet tro på, at vi faktisk godt kan være med til at gøre en forskel og sprede meget mere lys i verden, hvis bare vi er mange nok, der går sammen, lærer af hinandens erfaringer og bakker hinanden op.

I 2016 håber jeg at holde flere Forsamlinger – og tage hul på andre spørgsmål, hvor jeg synes systemet er under pres og hvor der i stedet for at blive tænkt i konstruktive løsninger alt for ofte blot bliver tænkt i grønthøsterbesparelser, afvikling fremfor udvikling. Og både når det gælder uddannelsesområdet, klima- og miljøpolitikken og kulturlivet mener jeg, at vi som borgere bliver nødt til at træde i karakter og påtage os hvert vores ansvar for, at alt det, de tidligere generationer har bygget op, ikke smuldrer mellem hænderne på os.

På det samfundsmæssige plan er er mit nytårsønske derfor, at vi hver især for alvor indser, at det lige nu og her “er os der er dem” – og at vi bliver stadigt bedre til at forsamles på tværs af de velkendte grupperinger. Påtager det store ansvar, der er forbundet med at være hinandens samtidige. Snakker åbent og nysgerrigt sammen. Udvikler og iværksætter løsninger, til fordel for det fælles bedst. Og sammen sikre, at vores samtid ikke ender med at blive “the worst of times”, men bliver “the best of times”: præget af visioner, udvikling, tro, håb, kærlighed, handlekraft og lys.

Godt nytår!

 

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

Grundlovsdag er supersexet

UPDATE:

Denne flyer blev på kort tid i borgerlystne folkemunde døbt “hanen” – og Sten Jauer fra L.A.N.D. Designlab har i den anledning lavet denne lille satiretegning til os:

Læs mere om tankerne bag Borgerlyst

her på bloggen – https://nadjasreflexioner.net/2010/05/16/borgerlyst-5-veje-til-forenet-overskud/

på vores Facebook-side – http://facebook.com/borgerlyst

eller på http://borgerlyst.dk (der dog først kommer op lidt senere – det der ligger nu er kun en pauseskærm .-)

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

Kunsten at gøre det bedste ud af det

Da jeg cyklede gennem Ryesgade i dag, så jeg dette meget mærkelige fænomen, der vist bedst kan beskrives som “stillads-poesi”.

Og det gjorde mig simpelthen så umiddelbart glad. For det er et af de mest konstruktive eksempler, jeg længe har set, på, at nogen formår at vende noget, der

1) som udgangspunkt er en rigtig skidt situation: at ens butikfacade bliver blokeret af grimme stilladser på ubestemt tid og dermed risikerer at nedbringe omsætningen markant

til

2) noget, der i stedet bliver en rigtig god situation: nemlig, at man i stedet vælger at få det bedste ud af det og spreder lidt fest og glæde i et ellers gråt gadebillede.

Fordelene ved at gøre det, springer meget umiddelbart i øjnene:

  • Udsmykningen tiltrækker mange flere nysgerrige blikke, end før stilladset kom op. For eksempel havde undertegnede – der ellers ret ofte cykler netop den vej – aldrig lagt mærke til butikken før, selvom den har ligget der i årevis.
  • Udsmykningen udstråler et overskud og et glimt i øjet, der smitter – og derfor spiller positivt tilbage på butikken og giver en lyst til at se, hvad der gemmer sig af smykker og stads bag facaden.
  • Udsmykningen er blevet lidt af en attraktion og de “lokale”, jeg mødte på gaden, kunne fortælle, at den er skiftet undervejs – julefarver i december, flagermus til halloween – og nu den fine babyblå, der byder foråret velkommen.
  • Udsmykningen er så fin, at butikken ovenikøbet får mulighed for en masse gratis omtale og markedsføring, (det er Heart by Sigsgaard i Ryesgade 87 ), hvis bloggere som mig bliver tilstrækkeligt inspirerede til at skrive om det, præcis som jeg gør nu, fordi jeg synes, de fortjener en hyldest.

Og dén gratis omtale giver jeg dem hellere end gerne – for jeg synes, der er ekstremt god grund til at hylde enhver, der gider gøre det lille ekstra, der glæder så mange andre – og ikke mindst formår at minimere brok og maksimere det boblende humør i hverdagen.

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

At afgive sin stemme

Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

Overskud på dåse

Reflection

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

 

Her må du gerne…


mundharmonika

De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.

Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:

  • De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
  • Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
  • Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.

Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:

dansker

For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.

Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:

sticker

Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.

Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

%d bloggers like this: