Nadja Pass

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.