Nadja Pass

Kategori: Mediekommentarer og -kritik

august 25, 2010

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

Advertisement
8 kommentarer
maj 16, 2010

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

4 kommentarer
december 6, 2009

Rapport fra den første halvanden måned på GoogleWave

Nu er det ved at være 1,5 måned siden, jeg først kom på Google Wave og rapporterede forundret fra mit første døgn på den kollaborative platform, der hævder at skulle afløse alt, hvad vi tidligere kendte som mails, fællesdokumenter og wikier i løbet af ganske kort tid.

State of the nation er, at jeg efterhånden er “landet lidt” derinde og har deltaget i en række forskellige bølger. Efterhånden er der ved at komme en kritisk masse af gode folk “på bølgen” – og mange af os har oven i købet fundet hinanden. Og jeg er stadig glad for at se, hvordan alle påtager sig at live-coache hinanden, når de lige ankommer til det noget uoverskuelige kaos af bølger, tråde og brainstormings. Samtidig er der også blevet startet et GoogleWave-magasin – af blandt andre Bjarne Tveskov – der beskriver og diskuterer de forskellige fænomener og muligheder og dermed skaber noget tiltrængt sammenhængskraft på den danske del af bølgen.

Men der hersker også stadig en voldsom fornemmelse af “Klondike” derinde. Det er på den side fantastisk, fordi alle kaster sig hovedkulds ud i bølgerne uden at ane, hvad de foretager sig. Hierarkier og fagligheder er fuldstændig opløst, fordi gamle regler og metoder ikke længere fungerer. Og ingen er reelt eksperter på bølgen, fordi alle hele tiden prøver sig frem. Og den stemning kan jeg enormt godt lide – selvom bagsiden af medaljen selvfølgelig også hurtigt er, at bølger, der egentlig var spændende, imploderer, at ting løber ud af en tangent, der bliver inviteret for mange ind, der ikke bidrager men bare kigger på og alt muligt andet, der gør, at det også bliver lidt trægt og temmelig forvirrende. Hvilket ikke bliver bedre af, at det hele stadig er i “beta” og at der derfor faktisk ER mange funktionaliteter, der ikke spiller optimalt endnu (men det er så fair nok, det er spillereglerne, når man bliver inviteret til at beta-teste).

Men når det så er sagt, har jeg efterhånden også knækket koden i forhold til, hvad der skal til for, at bølgerne bliver rigtig sjove at deltage i – og det er så såre basalt, at det faktisk er banalt:

Der skal være et konkret, fælles formål, som alle deltagere i bølgen arbejder frem imod at løse.

Og hvis det helt banale grundprincip er på plads, fungerer det faktisk helt enormt godt. Jeg har især haft én rigtig god (og forhåbentlig on-going) oplevelse, hvor jeg synes, vi virkelig udnytter Google Waves mange muligheder på sådan en meget kerne-agtig måde.

Jeg arbejder nemlig for tiden på ret omfattende og komplekst projekt, som jeg er ved at søsætte sammen med en god ven. Ingen af os har mulighed for at arbejde på det fuld tid, og vi har heller ikke mulighed for at mødes fysisk om det med i tide og utide. I stedet har vi startet en bølge, hvor vi i fællesskab formulerer projektets grunddefinitioner, visioner og missioner. Det ligger derinde heletiden – og så fylder vi hver især de ting, vi går og tænker over eller ser som udfordringer eller diskussionspunkter ind, når vi har tid og/eller de lige falder os ind. Og hver gang, vi så hver især har tid, går vi ind og fylder på, forklarer, uddyber – og giver hinanden stof til eftertanke.

Sideløbende har vi en anden bølge til at diskutere hvordan vi synes, processen forløber og udvikler sig – fordi mange af de metakommentarer, så snart de bliver forældede, vil være irriterende at have stående i selve udviklingsbølgen (og vi ved godt, at vi bare kunne slette dem, men metakommentarsporet kan faktisk være inspirerende i sig selv og derfor har det fået sin egen bølge).

Og så har vi en særskilt bølge til litteratur-henvisninger – hvor vi så at sige giver hinanden “lektier” for, så vi sørger for at være up-to-date på det relevante “pensum” i forhold til projektet.

Foreløbig synes jeg, det fungerer det enormt godt:

  • Det er imponerende at se, hvor hurtigt noget på den måde forvandler sig fra strøtanker til brugbart materiale.
  • Det fungerer enormt godt til at få afklaret forskellige uenigheder, vi måske ikke var os bevidst eller ville være blevet os bevidst, hvis vi kun havde “snakket om det” – for der er virkelig noget utroligt processuelt stærkt over at skulle formulere ting på skrift i fællesskab.
  • Det kan være meget forskelligt, hvor meget tid, man har eller hvor inspireret, man er – men med den mængde spørgsmål, links og stof til eftertanke, der efterhånden ligger derinde, er der altid et sted at tage fat. Den strikse redigering, den sprudlende ideudvikling, den nysgerrige læsning – hver ting til sin tid, men der er altid et sted at starte.
  • Det er en virkelig god mulighed for lige at udnytte de fem ekstra minutter, man engang lige har til overs, men som ellers ville være smuldret væk på ingenting. Her kan man lige hurtigt stemple ind – bidrage med det, man har tid, lyst, energi eller inspiration til lige nu og her – og stemple ud igen. Små dryp, der tilsammen vokser sig til et stort bibliotek over strøtanker, der ellers ville være gået tabt.

I den forstand vil jeg sige, at Google Wave begynder at leve op til det, de har sat sig for at revolutionere. For hvad ville alternativet have været? Endeløse mails frem og tilbage. Dokumenter i utallige varianter med masser af rettelser og ændringer og vild forvirring om, hvad der var den seneste version. Måske en lukket blog, måske en wiki – men i så fald noget, der ville have levet sit eget liv, og som man skulle huske at tjekke ind på. Her ligger vores bølger sideløbende med alle de andre bølger, vi deltager i – og derfor er det helt naturligt at tjekke ind flere gange i døgnet og lige se, hvad der er sket siden sidst – og smide en tanke eller to. Det bliver ikke et projekt, men bare noget, der sker, når det sker. Og sjovt nok er det jo ofte det, der skal til, for at ting sker.

Og ligesom sidst: Hvis du er derinde, så find mig lige på nadjapass@googlewave.com – jo flere vi er, der finder hinanden, jo sjovere bliver det.

4 kommentarer
november 20, 2009

At afgive sin stemme

Lige siden kommunalvalget i tirsdags er der en stemme, der har runget i baghovedet. En stemme, der har sagt:

“Der er noget helt forkert i begrebet ‘at afgive sin stemme’.”

Og en stemme, der har fået mig til at tale med mange andre om begrebet – og har fået mig til at se, hvor meget genklang den udmelding gav.

For på mange måder rummer begrebet “At afgive sin stemme” det repræsentative demokrati i en nøddeskal. Den enkelte borger “afgiver sin stemme” under forudsætning af, at de politikere, vi stemmer på, varetager vores interesser – og forvalter vores stemmer, sådan som vi havde forventet, de ville gøre, da vi “afgav vores stemme” til dem.

Men det har to ret væsentlige konsekvenser i nutidens politiske verden, det aktuelle mediebillede og det moderne samfund.

1) Hvis vi skal være med på at gøre vores “borgerpligt” og “afgive vores stemme”, skal vi have en særdeles god fornemmelse af de politikere, vi afgiver vores stemme til. Hvad mener de reelt? Er de solide, reflekterede mennesker, der tør forbeholde sig retten til at blive klogere og dermed tør stå ved, at ethvert tænkende menneske kun har et standpunkt til man får et nyt? Hvem kan man forvente, at de indgår alliancer med og stole på, at de i hvert fald ikke indgår alliancer med? Vil de (især kommunalpolitisk relevant) blive siddende perioden ud, hvis man giver dem sin stemme? Og hvad står de EGENTLIG for – altså ikke, hvad tvinger partiparolerne dem til at lire af, når de bliver vækket klokken fire om natten af en skånselsløs journalist – men hvad er deres personlige vinkel på tingene, hvad bygger de den på – og hvordan forestiller de sig at handle på den?

Det har vi sørgeligt nok kun meget sjældent nogle reelle forudsætninger for at vide, når vi afgiver vores stemme. Vi kan prøve en af mediernes valgtests, der tvinger os til at tage stilling til en masse spørgsmål, vi ikke aner, hvad betyder eller hvad egentlig dækker over og få stukket et tilfældigt svar ud om, hvilken kandidat der (sikkert ofte ligeså forudsætningsløst) har svaret de samme ting. Vi kan prøve at se os klogere på partilederrunder, hvor deltagerne på forhånd er gejlet op som skulle de deltage i en boksekamp og sidder og slår hinanden i hovedet med løsrevne argumenter. Eller vi kan prøve at læse aviser og se nyheder, der desværre ofte har en tendens til at fokusere på alt muligt andet end politikken – eller til at behandle kommunalvalg som var de midtvejsvalg og kommunalpolitik som var det landspolitik.

Vi har kort sagt så utroligt begrænsede forudsætninger for at sætte et kvalificeret kryds, at mange – stadig med fornemmelsen af “borgerpligt” i behold – så om ikke andet sætter krydset ved nogen, de kender personligt (hvilket er fair nok, men næppe burde være reelt kvalificerende), undlader at stemme (hvilket er umuligt at afgøre bagefter, om skyldes en protest, dovenskab, manglende fornemmelse for “borgerpligt” eller uvidenhed) eller sætter et ret tilfældigt kryds, som man ikke nødvendigvis føler sig specielt stolt ved. Og efter de lange knives nat i mange tilfælde fortryder, når man opdager de alliancer, der bliver indgået under konstitueringsforhandlingerne.

Det er en meget utryg situation at “afgive sin stemme” i – og for mig at se et markant demokratisk problem. Fordi det føles stadigt mindre attraktivt at gøre sin borgerpligt, når man ikke føler, man er i stand til at gøre den ordentligt.

2) Det andet problem med begrebet “at afgive sin stemme” er, at man så (med forholdsvis god ret) får fornemmelsen af, at nu har man gjort, hvad man kunne som almindelig borger. Gjort sin borgerpligt – og dermed udliciteret sin egen handlekraft de næste fire år (eller i hvert fald indtil næste valg eller folkeafstemning). Og dermed ligner det snublende nært, at man undlader at tage det ansvar på sig i hverdagen, som i virkeligheden burde opfattes som vores daglige “borgerpligt”. Pligten til altid at medvirke til at forbedre samfundet ud af den enkeltes forhåndenværende søms princip. Pligten til at hjælpe andre. Pligten til at tænke udover sig selv og sine egne akutte behov – forstå, at selvom man ikke lige selv (eller ens nærmeste) er unge, børnefamilier, ældre eller hvad det nu måtte være for særligt udsatte segmenter, der har brug for hjælp, er det samfundets – og dermed den enkelte samfundsborgers pligt – at tænke udover sine egne behov og bidrage til, at vi alle sammen kan være her og har så gode forudsætninger for et godt liv som muligt. Pligten til at tage bladet fra munden, når småracisme og intolerance sniger sig ind ved middagsborgssamtalen. Pligten til ikke altid at søge koncensus. Pligten til at danne hinanden og nuancere hinandens verdensbilleder, så vi i fællesskab bliver klogere og mere tolerante. Alle de implicitte pligter, der er det kit, der får samfundet til at hænge sammen og gør det nemmere for os alle sammen at være her og leve en god tilværelse. De pligter risikerer at forvitre ligeså langsomt jo mere vi vænner os til, at vi har afgivet vores stemmer – og dermed udliciteret ansvaret for at skabe og udvikle samfundets sammenhængskraft til nogle andre.

Hvad enten, man stemte forleden eller ej – og hvad enten, man gjorde det på et tilstrækkeligt oplyst grundlag eller ej, bør valgdagene på alle måder opfattes som demokratiets festdage – men for mig var det en meget sørgmodig dag forleden. Og jeg har tænkt mig at gøre alt, hvad jeg kan i den kommende tid for at være med til at påpege og diskutere disse problemstillinger – og komme med forskellige konstruktive, motivationsretoriske bud på, hvordan vi hver især kan bidrage til at løse dem – og bruge vores stemmer aktivt. På valgdagene, JA. Men i virkeligheden især i hverdagene – alle de sammenhængende dage på snor, hvor hver lille handling, vi foretager os, er med til at styrke samfundets sammenhængskraft.

Lad mig høre, hvad I derude tænker – og tag endelig fat i mig, hvis du vil være med!

15 kommentarer
oktober 21, 2009

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

15 kommentarer
april 1, 2009

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

6 kommentarer
februar 15, 2009

Gravskrift for Politikens Magasinet

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

3 kommentarer
januar 25, 2009

Kom så, Danmark! (det må for pokker da være muligt at lave et indsamlingsshow, der ikke hviler på følelsesporno, luksus-lodtrækninger, kändis-snobberi og slet skjult gratis reklame)

Igår aftes løb det store Danmarks-indsamlingsshow henover skærmene i temmelig mange små, danske hjem. Også i mit lille hjem. I hvert fald for et par korte bemærkninger. For selvom det egentlig passede perfekt  med et stort anlagt tv-show, mens jeg ordnede bunker fra dagens omfattende ommøblering, blev jeg hurtigt så irriteret på showet, at jeg blev nødt til at flygte over på nogle andre kanaler suppleret med nogle flygtige visitter på showet – og til sidst smed Pans Labyrint på, så jeg kun lige nåede afslutningen på showet bagefter.  

Nu kan man så med god grund spørge, hvorfor jeg overhovedet tændte for showet og blev ved med at vende tilbage, når det nu irriterede mig så meget. Og her er svaret forholdsvis enkelt. Jeg har altid interesseret mig meget for nødhjælpsspørgsmål. Da jeg studerede et år i Ghana i sin tid og supplerede retorikken med antropologi og minoritetsstudier, var det med henblik på at arbejde med nødhjælp – og jeg har sågar i min pure ungdom arbejdet frivilligt for FN-forbundet, da de stod bag et symposium om aktiv multilateralisme. Det endte ikke med at blive den vej, jeg gik, da det kom til stykket. Men det ændrer ikke ved, at emnet interesserer mig meget, og at jeg som “kommunikationsinteresseret” følger nødhjælpsorganisationernes nye tiltag og kommunikation med skærpet interesse. Jeg ville – med andre ord – faktisk rigtig gerne have set et godt show, der udover at indsamle penge, reelt også informerede og involverede seerne i problematikkerne – og opfordrede dem til at tænke videre og engagere sig i sagen udover den hurtige donation denne aften… Så hver gang, jeg switchede tilbage til showet, var det med håb om at støde på et indslag, der fungerede som et godt, gedigent stykke motivationsretorik, der ikke alene ville kunne vække seernes interesse for emnet, men også engagere dem i sagen udover at ringe et beløb ind for at rense samvittigheden. 

Men desværre var det, jeg så temmelig præcist følgende:

  • Nogle små klip med “familien Danmark”, hvor forældrene (begge skuespillere kendt fra DR’s store søndagsdrama-succeser) i en fiktiv familie har skræmmende svært at forklare deres unger, hvorfor det er vigtigt at tænke på andre end sig selv. Ideen var måske rigtigt tænkt: at det var en nem måde at få forklaret “the basics” og give seerne noget hjælpeløshed og uvidenhed at spejle sig i – men klicheerne var så tætpakkede, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen Familie Danmark reelt følte sig spejlet. 
  • En stor klynge dansktopsangere, der sang en fælles potpourri over forskellige kendte schlagere. (fred være med dem)
  • Jan Gintberg på besøg hos Pia Kjærsgaard, Johanne Schmidt-Nielsen og Morten Helveg i håbet om at få den til at donere et beløb til den gode sag. Han var i selskab med en mandshøj, levende raslebøsse, der dansede så løssluppent  i baggrunden under micro-interviewet med Morten Helveg, at han blev ekstremt distraheret. Og betød, at Pia måtte op på en stol for at fodre bøssen (sic!) og Jan Gintberg måtte løfte Johanne Schmidt-Nielsen højt i vejret. Så hvad der egentlig kunne have en interessant mulighed for at høre de tre temmelig forskellige politikeres syn på nødhjælpen, endte i totalt gøgl – for uha, nej, det var jo lørdag og stort show og det måtte endelig ikke blive kedeligt… Men ærlig talt – det ville da være alt andet end kedeligt at høre netop de tre politikere diskutere deres syn på nødhjælpsspørgsmålene… 
  • En hel masse snakke mellem den kvindelige vært – Mette Walsted Vestergaard – og en dame fra Lauritz.com om progressionen i en masse auktioner, der spændte overalt fra Mette WV’s påklædningen under showet til middage med kändisser, rejser til eksotiske steder og en Morsø-brændeovn med unikt design af Monica Ritterband. (Og det skræmmende er jo, at man kan huske den slags detaljer – skidtet virker jo! Og det mærkelige er jo så, at de fleste af tingene er luksusvarer i særklasse A. Dyre restauranter, smykker, rejser, designermøbler, kjoler…som altså er en meget mærkelig kombination, når man samtidig appellerer til, at “vi danskere” jo har så rigeligt, og at vi godt kan undvære lidt til de stakkels afrikanske familier).
  • Og nu vi er ved auktionerne, så havde smykkefirmaet Pandora fået kringlet en yderst lukrativ markedsføringsaftale på plads. De havde lavet et særligt “Danmarks-indsamlingen-armbånd”, der ikke alene sad klar til bortauktionering på Mette WV’s håndled (og endte med at gå for 12000 kroner) men også var til salg gennem auktionerne. Det betød, at Pandora blev nævnt et helt ufatteligt utal gange under de få minutters klip, jeg så. Toppet med, at deres direktør fik lov at komme på scenen for at overrække en check på en million, hvoraf næsten dem allesammen var kommet fra seerne indkøb af armbånd, men hvor hun fik kæmpe applaus for at have rundet op til millionen – og det må siges at være ca. 30000, der var ekstremt godt givet ud – for det antal primetime-omtaler ville have kostet kassen, hvis det skulle have været købt for reklamekroner. 
  • Og nu, hvor vi er ved de ekstremt lukrative product-placement-aftaler, så havde VolksWagen også en stor aften. De havde udloddet fire biler, der blev introduceret af hver deres kändisvært som guds gave til menneskeheden (jeg så kun Passaten blive skamrost af Felix Schmidt – der også som ekstra bonus for vinderen, egenhændigt ville levere bilen til adressen, så man ovenikøbet fik lidt star-dust med i købet) – og som man kunne deltage i lodtrækningen om, ved at ringe ind i bestemte timeslots, der passede til endetallet på ens telefonnummer. Jeg synes, det virker enormt firser-agtigt og meget lidt klimabevidst at udlodde biler som hovedpræmie – hvorfor ikke noget, der på en eller anden måde er relevant for sagen? Hvorfor er hovedpræmien ikke, at husstanden resten af familiemedlemmernes levetid er faddere for et afrikansk barn, hvilket indledes med en rejse ned for at besøge barnet og reelt opleve, hvad det hele handler om. Banalt – men forhåbentlig illustrativt – eksempel.  
  • Mens Pandora og VolksWagen således fik optimal omtale ud af deres “sponsorater”, gik det værre for en stakkels virksomhed i Rønne, der ellers var en de lokale sponsorer, da 100 børn i fire forskellige byer skulle hoppe om kap til et stykke musik – og de lokale sponsorer vil give et beløb for hvert hop, børnenes skridttællere viste. For mens sponsorerne i de tre andre byer gik klart igennem, kiksede forbindelsen lidt, da tiden kom til at nævne, hvem der gav pengene i Rønne. Og det var jo nok ikke lige det, de havde forestillet sig…Dette koncept var nok i øvrigt noget nær det mest syrede indsamlingskoncept, der var på skærmen i går. Jeg har ikke noget imod børn, der hopper. Men kunne man ikke have gemt dén idé til en tiltrængt kampagne og børn og motion i stedet? 
  • En masse små film med stakkels afrikanere, der af den ene eller anden grund var kommet i nød og havde brug for familien Danmarks hjælp. Og selvom man her havde rokket sig et pænt stykke fra tidligere tiders billeder af opsvulmede børnemaver, var der stadig billeder af helt utroligt mange “negerhytter”, der ikke kunne andet end at fastholde familien Danmark i deres fordomme om, at hele Afrika stadig ligner “Lille Sorte Sambo”-land. Og selvom det desværre er tilfældet rigtig mange steder, er der altså også sine steder tale om moderne, velfungerende storbyer.Jeg husker tydeligt, hvordan folk så på mine billeder fra Ghana, Togo og Côte d’Ivoire, da jeg kom hjem fra mine studier dernede. Og ingen kunne forstå, at billederne fra Abijan – der på mange måder ligner en krydsning mellem Paris og New York – virkelig kunne være fra Afrika og folk åndede lettet op, når de endelig så de ca. 10 % af billederne, der viste “negerhytter”, kvinder med bananklaser på hovedet og små børn i lerklinede sklebygninger. Først da troede de på, at jeg havde været i Afrika (det land, som alle børn kender, der er ved at gå til i sygdom og nød). Desuden bød mange af de små film på følelelsporno af den ufede skuffe, hvor der overfokuseres på et enkelt barns problemer i en grad, at Mette Walsted Vestergaard følte sig nødsaget til at understrege, at selvom den lille pige på billederne VAR blevet hjulpet af selveste tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, var der andre små piger, der havde brug for danskernes hjælp.
  • Et besøg i call-centeret, hvor Joachim B. Olsen lovede at offentliggøre farven på sine underbukser til den næste, der ringede ind. (Og da spændingen blev udløst senere, viste det sig, at han var – så vidt jeg husker ordret citeret – “Gone commando for de afrikanske familier”. Altså at han ingen underbukser havde på. Igen – fred være med det – men hvad skal det til for?)
  • Et af de eneste nedslagspunkter, der smagte bare en lille smule af noget, var, da et en kändis i callcenteret  – som jeg ikke lige husker, hvem var – Nicolai Coster Waldau, måske? – fortalte, at han havde talt med nogle privatpersoner, der havde doneret 10.000 med begrundelsen “vi har nok”. Så enkelt kunne det reelt gøres – at overbevise danskerne om, at de fleste af os – trods finanskrisen og en vis nedgang i salget af fladskærme, kolossale webergrills og designertøj, har mere end nok.    

Mellem alle de mange indslag, bandt værterne det hele sammen med en masse tilbagevendende diskussioner om statistik – mellem kønnene, landsdelene etc etc, der altsammen medvirkede i de forskellige konkurrencer om, hvem der gav mest. og ikke mindst i programmets overordnede konkurrence med sidste års indsamling. For det store spændingsmoment var jo, om “danskerne ville være ligeså gavmilde i år trods finanskrisen” (nogenlunde ordret citeret). Hvilket konstant fik værterne til at gjalde “KOM SÅ DANMARK”.

“Vi” viste os så heldigvis stadig at være gavmilde og barmhjertige. Indsamlingen slog sidste års rekord med ca. 3 millioner. Hvilket afslutningsvis fik værterne til at gå i selvsving over, hvordan en lille nation formåede at se ud over sig selv og hjælpe folk i nød. Og danskerne blev takket for deres indsats med ord som barmhjertighed.

Og hvorfor er det så, at det hele irriterer mig så meget? Hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over, at der trods alt blev indsamlet over 70 millioner, der helt sikkert kommer til at gå til gode formål. Og hvorfor tager jeg ikke bare hatten af for alle de kunstnere og kändisser der stiller frivilligt op i den gode sags tjeneste og for DR, der stiller hele sendefladen og et par af deres mest efterspurgte værter til rådighed. Og hvorfor hylder jeg ikke bare – ligesom værterne, kronprinsparret og publikummet i koncertsalen – alle de virksomheder, der giver store beløb eller stiller gratis varer til rådighed for auktioner og lodtrækninger? Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at det er det, der tilsyneladende virker?

Det kan jeg ikke, af tre helt basale årsager:

1) Jeg synes, der er tale om en virkelig problematisk sammenblanding af interesser. Der er tale om alt, alt, alt for eksplicit markedsføring af de virksomheder, der giver fra 10.000 og op – og ikke mindst sponsorerne af de store præmier – til, at der på nogen måde kan være tale om rendyrket barmhjertighed. Der er helt sikkert også mange gode og rendyrket barmhjertige meninger bag. Men jeg har alligevel svært ved at tro, at mange af de store virksomheder ville ryste op med 150.000 kroner – hvis ikke deres navn og beløbet blev nævnt, men de bare indgik i den anonyme pulje af glade givere. Og jeg tror heller ikke, at mange af de mindre virksomheder ville svinge sig helt op på 10.000, hvis ikke det var mindstebeløbet for at blive nævnt i donations-bæltet, der i en lind strøm glider forbi i bunden af skærmen. Og jeg har virkelig svært ved at tro på, at Pandora og Volkswagen ikke har krævet, at deres produkter skulle nævnes og roses X antal gange, hvis de skulle stille dem gratis til rådighed. Der er givetvis OGSÅ en masse gode viljer bag. Det er selvfølgelig alt sammen argumenter FOR, at det skulle være netop sådan – at det er nødvendigt med markedsføringselementet, hvis man skal have firmaerne til at ryste op. Og det er sådanset også fair nok – men så skal det bare ikke maskeres som barmhjertighed. Så er det markedsføring, der tilfældigvis samtidig går til et godt formål. Og det ville jeg ikke have nogen problemer med, hvis bare man kaldte en spade for en spade. Men det gør man ikke. Langtfra.   

2) Jeg synes, der er tale om et meget uhensigtsmæssig forsøg på at skabe interesse og opmærksomhed om nogle meget vigtige emner – som jeg simpelthen ikke fatter, skal “suger-coates” med falden-på-halden-humor, tykke klicheer og følelsesporno for at få lov til at blive sendt i den bedste sendetid og få hele DR’s markedsføringsmaskineri kørt i stilling. Hvorfor tvinger ingen Pia Kjærsgaard til at svare på, hvorfor hun gladelig giver et par hundrede kroner til indsamlingen, når hun med et par pennestrøg kunne gøre så utroligt meget mere godt? Hvorfor skal ens “barmhjertighedsgerninger” blandes sammen med lotto-drømme-mekanismerne om at vinde en bil eller få fingrene i billige luksusgoder? Og hvordan i alverden kan det være relevant – endsige reelt interessant – hvilken farve underbukser den regerende Vild-med-dans-mester har på, mens han besvarer seernes opkald? Når man ikke får lov at forstå, hvad problemerne reelt handler om, og hvad det er, der skal til for at løse dem, er det ikke så mærkeligt, at mange af organisationerne (som omtalt i ugens løb) står med en reel udfordring, når de skal bruge pengene. For “danskerne” vil se nymalede skoler og storsmildende afrikanske børn, for at føle, de har fået noget for pengene – men nødhjælpsorganisationerne, der kender problemstillingerne indefra, langt hellere ville bruge dem på vigtige møder eller andet forebyggende arbejde, der bare ikke giver ligeså gode billeder. Og derfor må fraprioriteres i ansøgningerne, hvis man gerne vil have del i midlerne fra Danmarksindsamlingen.  

3) Seerne opfordres ikke på nogen måde til selv at tænke videre eller handle yderligere, når bare de har ringet deres penge ind. Al barmhjertigheden og opmærksomheden koncentreres til en enkelt aften, hvor man så føler, man har gjort årets gode gerning, aftjent sin værnepligt. Og det er da fint nok at organisationerne nu får en ordentlig klump penge, som de forhåbentlig vælger at gøre noget fornuftigt med – men tænk på, hvad der kunne komme ud af, hvis man opfordrede os til at tænke på andre og være barmhjertige og godgørende hele tiden – ikke bare en enkelt aften, men altid. I stedet spilles der på det nemmeste af alle virkemidler – en massesuggestion, der under mottoet “Kom så Danmark” fokuserer på at slå rekorden fra sidste år. En påfaldende ting i denne forbindelse er også, at jeg i et radioprogram hørte en af værterne sige, at DR helt eksplicit havde valgt at samle al omtale af indsamlingen og “Afrikas problemer” i ugen op til indsamlingen. I stedet for at “drysse det ud over hele året”. Og selvfølgelig betød det da et massivt medietryk, der givetvis har sikret mere opmærksomhed om Danmarksindsamlingen end ellers – men ville sendetiden ikke være givet bedre ud ved løbende at omtale problemerne og engagere lytterne i debatterne. Ikke kun på P1 og DR2, men også på P3 og lige inden Disney Sjov? 

Jeg kan jo se på det hele, at det virkede efter hensigten. Det lykkedes faktisk at indsamle 70 millioner, der helt sikkert nok skal blive brugt til gode formål. Og det må man respektere og tage hatten af for. For målet er jeg enig i. Jeg bryder mig bare meget, meget lidt om midlerne. Og spørgsmålet er, om denne sammenblanding af følelsesporno, falden-på-halen-komedie, kändisser og slet skjult markedsføring virkelig er den ENESTE “winning formula” for et stort anlagt indsamlingsshow?

Hvorfor – hvorfor, hvorfor, hvorfor – vælger man altid den lette løsning med at gå efter laveste fællesnævner og de letindkøbte følelsesappeller? Er vi virkelig så dumme, at vi skal se os selv portrætteret som en familie, hvor forældrene er ude af stand til at forklare deres unger, hvordan verden hænger sammen og hvorfor det er vigtigt at tænke på andre ens sig selv? Kan vi virkelig kun forstå, at nogen har det dårligt, hvis det bliver skåret ud i pap, og vi får klasket en lille piges opkast lige i synet?

Det nægter jeg simpelthen at tro på er tilfældet. Jeg tror sagtens, at man med en kombination af alle de dygtige folk, der allerede lægger deres talent, tid og ansigt til den gode sag, ville kunne skrue et show sammen, der BÅDE var underholdende OG engagerende på en måde, der inspirerede folk til at tænke og handle langt udover 150-kroners-opringningen. Det tror jeg både, at mange af deltagerne og rigtig af seerne godt kunne tænke sig. Vi er bare et tavst mindre- (eller fler?) tal, fordi vi trods alt synes, det er vigtigt, pengene bliver samlet ind: Hellere en irriterende Danmarksindsamling, end ingen Danmarksindsamling. Men vi bliver nødt til at tage bladet fra munden, hvis vi gerne vil være med til at påvirke fremtidens indsamlinger og nødhjælps-kommunikation. For ellers ser producenterne ingen grund til at ændre på deres nuværende winning formula. Og så får alternativerne aldrig får lov at komme an på en prøve.

 

 

 

 

 

10 kommentarer
januar 21, 2009

CNN og Facebooks live-kanal betød, at Obamas indsættelse også bød på “Media-history in the making”

Barack Obamas inauguration i går var en retorisk fest. Historiens vingesus fejede henover store taler og hele verden havde sit fulde fokus på en tales indhold, opbygning, fremførelse og situation.

Men jeg skal være ærlig at indrømme, at den største retoriske oplevelse for mig, faktisk slet ikke var selve Obamas tale – selvom det også var stort, og jeg kneb et par tårer, og jeg syntes, der var tale om en flot pep-gravtale og jeg følte, jeg overværede “history in the making”. 

Det vildeste for mig var at følge hele begivenheden live på CNN og Facebooks fælles livekanal. For der var tale om “media-history in the making”. For de af jer, der ikke svinget derover forbi i dagens løb, kan jeg kort fortælle, at der var tale om en alternativ tv-kanal, hvor CNN-livestreamede fire forskellige spor dagen igennem. Et spor svarede til en almindelig tv-udsendelse, der klippede hidsigt frem og tilbage mellem højdepunkterne, mens de tre andre spor var mere fokusere ala “De prominente gæster ankommer”, “Bush og Obama kører fra det Hvide hus”, “Ted Kennedy falder om” og “Præsidentparret går langs paraderuten”. 

På den måde kunne man selv sammensætte sit spor alt efter, hvad man mest interesseret i at følge med i. Men det var ikke sig selv det store scoop – det helt vildt sjove var, at der samtidig kørte en Facebook-spalte i siden, hvor alles statusopdateringer om det, de så på skærmen, dukkede op i en jævnt flydende strøm. Den aktuelle status-update i sin reneste form. Man kunne vælge kun at følge sine egne venners strøm eller – som vi overvejende gjorde – følge med i alt, hvad alle, der så kanalen skrev. Og det var helt forrygende. Der var nemlig ingen officielle kommentatorer på tv-billederne. Til gengæld blev alle andre kommentatorer – og man fik derfor en masse vidt forskellige perspektiver og synsvinkler på det, der kørte henover skærmen. 

Der var selvfølgelig mange  – rigtig, rigtig mange – der lød ret ens i retning af “XXX is watching in the making”, “XXX loves Obama”, “XXX is finally proud to be an American again” – og som alle sammen bidrog til at gøre følelsen af opstemt massesuggestion endnu større. Men som altid var det de mere konkrete og skæve updates, der var de sjoveste. Dem, der kommenterede på alt det, man også lige selv havde set, men måske ikke lige tænkt på på den måde. En ting var at skrive, at døtrene var “cute” for det var de i helt ekstremt grad – men hende, der skrev, at hun måske lige nu “thinks she might be watching the first female president: Melia Ann” fik sat nogle nye perspektiver igang.  

Jeg grinede højlydt, da George W. kom ind med sit sorte halstørklæde og en skrev “XXX thinks W. missed the ‘colourful scarf’ memo”, fordi der jo ellers ikke var nogen ende på de stærke kulører på de pronimente herrers halstørklæder – toppet af Bush senior-parrets farvekoordinerede lilla. Der var folk, der lynhurtigt hentede specifikke quotes ud af talerne og kommenterede på dem. Og så var der – hvilket sådan set også var ret befriende og som aldrig ville være sluppet igennem tv-kommentatorernes munde – alle de skuffede republikanere, der fik kvalme over det hele. Og ikke mindst kom der kommentarer fra seere over hele verden, der også fulgte med og satte tingene i hvert deres nationale perspektiv. 

Så alt i alt var der tale om en skøn kakofoni af forskellige oplevelser, iagttagelser og synspunkter. Der i høj grad gav oplevelsen af modtager-forståelse helt nye dimensioner. Her kunne man føle talens ‘virkning’ helt ned i detaljen – nærmest som en slags protocol-læsning.

Som et sideløbende initiativ tilbød CNN billeddelingskanalen The Moment, hvor folk indsendte deres digitale fotos, som blev lagt op som en kæmpemæssig mosaik af snapshots, hvor man kan klikke sig rundt og se de forskellige personers ansigtsudtryk fra billede til billede, vinkel til vinkel.

Alt i alt en virkelig stor oplevelse og introduktion til, hvad verdensbefolkningen kan løfte i flok af nuancer, perspektiver og indsigter. Og hvor meget sjovere det bliver at opleve tingene i fællesskab og få adgang til vidt forskellige synspunkter. Derfor skal man ikke kimse ad en ekspert i ny og næ, der virkelig ved, hvad det hele handler om. Men dem vil jeg altså hellere høre bagefter, når de har haft mulighed for at tygge på det, i stedet for, når de lige så forvirrede som alle andre forsøger at gennemskue, hvem det er, vi ser på skærmen – og stiller latterligt lukkede spørgsmål til publikum. Og så vil jeg til gengæld også rigtig gerne høre, hvad de kan komme med af retoriske og samfundsmæssige analyser.

Så så man lige demokratiet og kompleksiteten rykke helt ud i kommentator-boksene.

11 kommentarer
januar 20, 2009

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

8 kommentarer
%d bloggers like this: