Nadja Pass

Kategori: Markedsføring

maj 6, 2008

Sarah Jessica Parker har en høne at plukke med Carrie Bradshaw

Man ser dem forholdsvis tit: Busfulde af thirty-something-kvinder, der står med hver deres cupcake udenfor The Magnolia Bakery og hviner indvendig over at være på Sex-and-the-city-tour i West Village. Og skiltene i butiksvinduerne, der reklamerer med, at det var her – netop her – at Carrie, Miranda, Samantha og/eller Charlotte indtog deres cosmo’s, købte deres Blahniks eller spiste deres brunch, mens de delte saftige detaljer om nattens eskapader.

Og jeg skal heller ikke selv holde mig for god. Jeg refererer også konstant til serien herovre. Jeg kan mærke hvor meget den har præget mit syn på byen og hvad der er “rigtigt” New York. Og selvom jeg intet kendte til Manolo Blahnik inden serien og faktisk ikke engang (ved det er kættersk, men må ærligt indrømme det) synes, de er særligt fede, kan jeg mærke, at jeg alligevel lige pejler efter dem i skobutikkerne som en slags adelsmærke på butikkens stil.

Der er ingen tvivl – Sex & the City har været en helt fantastisk reklamekampagne for New York. Og det har kunnet make-or-break cafeer, butikker og natklubber om de fik eller ikke fik lov at lægge kulisser til den fabuløse kvartet – eller måske ligefrem investerede i dyre product placements for at komme med.

Men samtidig har serien også været med til accellerere en udvikling mange New Yorker-New Yorkere begræder. Pænheden, forudsigeligheden og fornemmelsen af at avenuerne er forvandlet til udendørs malls hvor kædebutikkerne ligger på stribe og alle de små alternative butikker bliver presset stadigt længere ud i “the outer boroughs”. Og Sarah Jessica Parker selv er en af de første til at begræde de forandringer hun selv ikoniserer. I et interview i New York Magazine (ikke at forveksle med The New Yorker) i denne uge, fortæller hun, hvordan hendes yndlingskvarterer hra ændret sig, hvordan alt det gode og kantede ved New York presses ud af byen – og hvor urealistisk et eventyrbillede serien – og hun selv som executive producer – skabte af byen.

Og nu er filmen så på vej. Sex and the city-filmen, der har været så meget sladder om i pressen – især fordi Kim Catrall der spiller Samantha i lang tid ikke ville medvirke. Og fordi der går masser af rygter om uoverensstemmelser mellem de fire hovedpersoner. Men den kommer 30 maj og der er plakater over hele byen. Og ikke mindst trailers. Hvor især en af dem fanger Sex and the City-paradokset i en nøddeskal:

De fabuløse fire sidder på en cocktailbar med hver deres comsopolitan. “This is delicious” siger Miranda. “Why did ever stop drinking these?”. Og Carrie svarer: “Because everybody else started to”.

Advertisement
1 kommentar
marts 14, 2008

Jeg: en skrivebords-voyeur

aften3.jpg

Fra mit skrivebordsvindue har jeg – i nævnte rækkefølge – udsigt til Blockbuster, Dunking Donuts/BaskinRobins, FedEx, Rays Pizza, Subway, China Town Chinese Restaurant, Eve Pharmacy Department and Vitamin Store og Pay-o-Matic med to væsentlige ekstraskilte på facaden: ”Open 24 hours” og ”Under new management”. Det er halvanden uge siden, jeg ankom til den lejlighed downtown Manhattan, jeg har lejet til et tre måneders arbejdsophold. Og selvom det er lige netop de butikker, jeg har allertættest på, har jeg kun frekventeret en enkelt af dem – Rays Pizza. Og det var kun fordi, jeg på grund af en flyforsinkelse ankom så sent på natten uden at have hverken vådt eller tørt i lejligheden, at jeg den første aften måtte tage, hvad der var nærmest.

Det er sjovt, for mens det næsten er umuligt for mig at vælge mellem de mange udbud i Clinton Street, Orchard Street og Ludlow Street lige bag mig og East Village/Alphabet Citys udbud lige på den anden side af Houstonstreet, appellerer ingen af butikkerne på striben lige overfor til mig. Og det er sjovt nok fordi de enten er for store eller for små.

For når det gælder de verdensomspændende kæder, synes jeg, det er så kedeligt, at jeg ved præcis, hvordan deres produkter vil smage uanset, om jeg køber dem her på East Houston Street, i Beijing eller i Ringsted (selvom jeg ikke skal holde mig for god til at indrømme, at jeg ofte har frekventeret Starbucks i Kina, simpelthen fordi jeg holder så meget af kaffe og det eller var svært at finde kaffe-kaffe derovre) – og jeg derfor klart foretrækker at finde frem til, nyde og støtte de små, unikke, overraskende steder i stedet for.
Og når det gælder de andre bikse…så er jeg alligevel så meget safety-player, at jeg foretrækker at købe mine vitaminer og hygiejneprodukter hos en stor kæde som Duane Read og at ordne mine penge-ærinder i en bank-bank, frem for en lille Pay-o-Matic, der ligefrem reklamerer med at være “under new management”, for så kan man næsten være sikker på, at der var noget muggent ved det gamle. Og mon så det nye er så meget bedre?

Men selvom jeg ikke har frekventeret nogle af etablissementerne, har jeg alligevel efterhånden et vist indtryk af klientellet. Især har jeg kigget rigtig meget ned på især China Town, Eve Pharmacy og Pay-O-Matic i går og i dag, hvor det faktisk er lykkedes mig at holde fulde arbejdsdage (dog afbrudt af temmelig lange frokosttraveture herovre). Og jeg ved nu, at der næsten aldrig er nogen, der skal have Chinese Food (eller også benytter de sig alle sammen af deres free delivery service). Til gengæld var der hele tre rullestole, der uafhængigt af hinanden, men dog i træk, skulle derind i går. Jeg ved, at Eve Pharmacy aldrig er åbent tidligt om morgenen, når nogle kommer og rusker desparat i døren og at de lukker ret tidligt – ca. 17 – hvor manden først fejer med en shocking pink kost og derefter ruller skodderne ned – og hvem ved, om der nogen sinde kommer lys i resten af neonskiltet eller om det for evigt bare skal hedde RMACY når natten falder på. Og jeg ved, at der konstant er mennesker nede hos døgnåbne Pay-O-Matic – så jeg er åbenbart den eneste, der bliver skræmt væk af det med “new management” – eller også er jeg den eneste, der kan se det. Det sidder faktisk ret højt oppe – og hvem andre en lige mig sidder i tredje sals højde og nærstuderer butikkerne overfor. På den anden side må de jo forvente et par læsere, siden de har gidet sætte skiltet op. I hvert fald: der er altid fyldt. Og ofte overraskende mange børn derinde. Jeg ved også, at Dunkin Donuts/Baskin&Robins åbner meget tidligt om morgenen, og der er mange at the early birds, der lige svinger forbi ved åbningstid. Men sådan som jeg har indrettet soveværelset nu, skal jeg strække lidt hals fra sengen for at følge med derovre. Så det er mest noget jeg ved fra de første morgener, da jeg vågnede jet-lag-tidligt.

Nå for søren – nu er der gæster i China Town. Hele tre af slagsen. Meget spændende. Det må jeg lige følge med i. Så jeg smutter…

13 kommentarer
november 21, 2007

Network fatigue

Jeg tror, vi er mange, der lider af network fatigue, når Linked In og Facebook spammer løs med mails om, at der er blevet linket til vores profil og skrevet i vores gæstebog/på vores væg.

Ind i mellem er der gode oplevelser med, at man genfinder gamle venner eller bliver kontaktet af en ukendt – men højst relevant person, som man så pludselig udveksler tanker med. Og overraskende henvendelser om spændende opgaver, kaffeaftaler og input, som jeg sætter stor pris på. Men der er også mange væmmelser over den hidsige jagt på “venner”, “connections” eller “gensidige links”. Skolegårdsfornemmelsen af, hvem der linker tilbage og – især – ikke linker tilbage er totalt ufed. Og så er der alle spørgsmålene om, hvad det hele egentlig skal være godt for. Og gud hjælpe mig, om ikke der bliver ved at komme nye – så man måske er OK i vej på LinkedIn, men så starter fra scratch på Facebook (som nysgerrigheden for eksempel tvang mig til at gøre i går). Og skal man så være venner med alle de samme i alle de forskellige netværk? Og hvor meget tid er det lige, man skal bruge på at gøre sin profil lækker, krabbe rundt om beskrivelsen af sig selv og søge efter missing links? Jo flere gange man har udfyldt en profil, jo nemmere bliver det selvfølgelig at oprette de næste (så så man for eksempel lige min grønne cardigan gå igen på både LinkedIn, K-Forum og Facebook). Men stadigvæk…hvad er det nu lige, det hele er godt for?

Derfor er det godt set og fanget, når K-Forum i deres ugentlige (og i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige) nyhedsmail skriver “K-Forum – til alle der lider af network fatigue”. Og jeg er ikke i tvivl om, at redaktionen har skrevet sådan med en klædelig dosis selvironi i pennen. Men så skulle de måske lige have givet deres faste reklame for K-Forums profilnetværk en makeover og droppe karmakonceptet og de socialt udstillende “jeg linker til” (men vedkommende gad ikke linke tilbage til mig)-bokse . For hvis der er noget, der kan give en network fatigue er det da følgende formuleringer (mine fremhævelser med bold pink):

Opret din egen K-Profil på Kommunikationsforum

Opret profil
Nye virksomheder
Nye personer
Top 20 personer
Alle profiler
Vis, hvem du kender, og se, hvem andre kender. Bliv en del af et netværk og se, hvad du kan lære netværket, og hvad netværket kan lære af dig.

15 kommentarer
november 1, 2007

Fra branding til BRAINding

I går kom jeg ved en slåfejl til at skrive braInding i stedet for branding. Og det var en af den slags slåfejl, som jeg gik og tyggede på resten af dagen.

For en ting er, at employer branding efterhånden meget ofte handler om viden, arbejdsprocesser, forskning og inspirerende arbejdsmiljøer. Men ville det ikke i det hele taget være fedt, hvis de videnstunge virksomheder i stadigt stigende grad benyttede sig at brainding i stedet for traditionel branding. Så de videnstunge virksomheder ikke prøvede at skære tingene ud i pap, papir og storytelling, men i stedet med stolthed braindede sig på medarbejdernes nysgerrighed og engagement, forskningen, opfindelserne og kreativiteten…

For eksempel kørte Danisco for et par år siden en serie film, hvor forskellige personer, der illuderede deres medarbejdere, spiste blomster og rev tyggegummi fra hinanden, fordi de bare MÅTTE undersøge teksturerne nærmere. Så meget brændte de for ingredienser. Totalt nørdet, og totalt fedt. Sådan nogle engagerede forskere vil man gerne vide, er med til at udarbejde ens pektin, sukkerknalder og aromastoffer. Og sådan nogle reklamefilm er – udover at brande virksomheden – med til at understrege naturvidenskabens og forskningens nysgerrighedselement.

Og jeg synes også, jeg kan huske en række andre supergode kampagner, der snarere var udtryk for brainding end for branding. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om dem nu. Men hvis du kender gode eksempler fra ind- eller udland, må du meget gerne dele dem her – og så skal jeg også nok vende tilbage, hvis jeg kommer i tanke om nogle gode brainding-eksempler.

13 kommentarer
oktober 25, 2007

Og så legede vi jo lige, at vi jo var iværksættere…og pludselig så var vi det jo…

Emmanuel på 7 solgte for nylig sin første krimi – Mordermysteriet – til mig. UPDATE: Jeg glemte helt (og det var ellers det, der især slog benene væk under mig) at han – længe inden krimien var færdigskrevet – spurgte mig, om ikke jeg kunne distribuere den sammen med næste udgave af Reflexioner. Det kan man vist kalde flair for markedsføring)

Johanne på 11 har selv syet 17 puder, der er en designbutik værdig – og som hun skal sælge på et loppemarked næste weekend. Vi har nu lavet en aftale om, at hun skal komme hjem til mig og designe puder specielt til min sofa.

Og den slags historier får Nadja på 33 til at tænke tilbage på, hvordan hun som 12-årig sammen med en veninde udviklede “Bakke-spillet” og var helt igennem til Dyrehavsbakkens kommunikationschef for at forsøge at få det afsat. Og hun sidder her sådan lige gammelkoneklogt og tante-stolt og tænker, at hvis det her er de yngre generationers version af Børnenes Postkontor…så tegner det altså helt allright for de fremtidige generationers iværksætter-iver.

2 kommentarer
oktober 1, 2007

Når smagsregisteret bliver udvidet

Indtil i går bestod min verden af røde æbler og grønne æbler. Med undernuancer som “lidt surt” og “overmodent” og “rigtig godt æble”. Og med “Økologisk” og “Æblesæson” som absolutte plusord. Med selvom jeg kendte mange af navnene som “Ingrid Marie”, “Belle de boscop” og vidste, at en “Gravensten smager, som bækken ved min faders gård og mulden i hans ager”, har jeg aldrig tidligere været i stand til at koble de poetiske navne med selve æblerne.

Men i går var jeg så til æblefestival i Sveriges æbleplantage-æblepresser-og-æbleelskerby pr. excellence – Kivik.

Dybest set var der tale om et hyggeligt svensk kræmmermarked, hvor havneboderne serverede stegte sild, potatismos og lingonsylt; der var røvballemusik på lastvognsladet og lidt boder med loppis, “arts and crafts” og hjemmeslyngede krydderhonninger. Men så var der jo også…æblerne. Æbler på pind. Æbledougnuts. Æbler i keramik. Berliner van kuchen ala æble. Varm æblemost. Æblegeleer. Æblekinder i efterårsstøvregnen…Og ikke mindst den store æblemosaik, der i anledning af det Carl Von Linné år selvfølgelig afbildede den store botanik-sexolog i røde og grønne æbler.

Kivik

Og der – lige midt i al gøjlet og gejlet – var det faktisk det allermest basale, der fangede min interesse mest. Boderne, hvor egnens mange frugtavlere faldbød årets høst. De ottende-delte dem med æbledeler, så der var ikke så meget at komme efter for synssansen med mønstrene inden i æblerne.

Men smagsansen kommer på lystigt overarbejde. For hver bod bød på store kasser fulde af struttende æbler – og så en paptallerken med smagsprøver for hver sort. Og det var simpelthen bare helt vildt at smage på så mange forskellige æblesorter lige efter hinanden, hvor man rigtig kunne fornemme nuancerne. Både i smag og sprødhed og friskhed og sødme.

Og det er vel i virkeligheden det, der skal til, når man skal lære sig at kende forskel på ting, nuancer og sorter: Tilstrækkelig meget tid og sammenligningsgrundlag og mulighed for helt at fokusere sine sanser på et særligt register. Og det gælder egentlig uanset, om der er tale om vin, musik, chokolade, kunst, kaffe…eller æbler.

9 kommentarer
september 18, 2007

Hvad er egentlig vores sociale ansvar?

Forleden havde en lille bod snuppet bananskrællens plads på Skt. Hans Torv. “Giv et træ” stod der og de flinke unge mennesker forklarede (i skarp konkurrence med alle dem fra Nødhjælpsorganisationerne), at Københavns Kommune bad om borgernes støtte til at plante træer på Nørrebro. Formedelst 2000 kroner kunne jeg sikre, at der blev plantet et træ lige her ved det etniske medborgerhus på Nørre Allé.

Og altså…jeg vil enormt gerne medvirke til alle mulige initiativer og støtter også gerne i alle mulige sammenhænge. Og jeg har også “givet træer” til klodens tørre steder i flere forskellige andre sammenhænge.

Men ærlig talt. 2.000 kroner. For at plante et træ. På en ALLÉ. I et egentlig relativt grønt hjørne af  København.

Det var lige præcis der, grænsen gik. Kommunen appellerede her til en ny form borger-bruger-betaling italesat som socialt ansvar. Og jeg synes simpelthen ikke, at Kommunen på den måde bør forurene indsamlingsbilledet endnu mere end tilfældet allerede er.

For sagen er jo, at de fleste os gerne vil bidrage – og hjælpe – og medvirke – og gøre gode gerninger – og handle meningsfyldt. Men der er grænser for, HVOR mange tiltag vi kan bidrage til. Og der bliver man altså nødt til at prioritere, hvad der er vigtigst.

Og behovet er der på mange, mange fronter. Faktisk viste DR2’s tematirsdag i dag hvor mange niveauer vores sociale ansvar fordeler sig på:

  • På dit-og-mit-mikroniveau skildrede Anders Lund Madsen meget smukt og poetisk vores relationer (eller mangel på samme) til hinanden. Han tog simpelthen på jagt efter de eventuelle pårørende til to af de afdøde fra avisernes “eventuelle pårørende”-annoncer. Og deltog i deres begravelser og stillede sig selv (og seerne) en masse gode spørgsmål om, hvad det betyder at have relationer til andre. At være hinandens pårørende.
  • På kändis-microniveauet bød tematirsdagen på en diskussion om stjernernes etiske engagementer. Et hastigt ridt mellem Angelina Jolie, Bob Geldorf, Bono, Ellen Hillingsøe, Peter Mygind og deres ambassadør-arbejde for forskellige nødhjælpsorganisationer. Og ikke mindst de stort anlagte indsamlingskoncerter. Spørgsmålene om det kan være ægte eller bare er “for deres egen skyld”. Jeg har aldrig forstået den anklage – selv HVIS det også skulle være for egen vindings skyld, er det da federe at sikre egen vinding ved samtidig at hjælpe andre.
  • På virksomhedsniveauet om IKEA, TOMs og deres corporate social responsibility. Socialt ansvar sælger tilsyneladende godt – og derfor bliver det hurtigt udlagt som odiøst, når virksomheder kaster sig ud i CSR. Men mit svar til skeptikerne er identisk med det ovenfor om stjernerne: Selv HVIS det også skulle være for egen vindings skyld, er det da federe at sikre egen vinding ved samtidig at hjælpe andre.
  • Og så er der det “politiske forbrug”, hvor man ved indkøb af Max Havelar-produkter støtter bæredygtige ulands-projekter og giver geder i julegave i stedet for at bruge penge på ekstra forbrug.

Mens de tre sidste vinkler var interessante, men også ret forudsigelige, synes jeg, det var virkelig interessant at blande Anders Lund Madsens vinkel ind i diskussionen. For som det stod i tv-programmets teaser til tematirsdagen er det måske lidt spøjst, at vi i stadigt stigende grad giver geder til Afrika i julegave og støtter bæredygtige cacaobønner og fair-trade.

Det ene behøvede jo ikke at udelukke det andet. Man kan sagtens bekymre sig om det nære og kære – og samtidig gøre hvad man kan for at hjælpe dem, man ikke kender og som bor meget langt væk. Men man er trods alt nødt til at prioritere…  og jeg forbeholder mig retten til med god samvittighed at fokusere på at hjælpe og støtte menneskene – i  familien, i lokalområdet, i Afrika og omegn, i verden – selvom konsekvensen er, at jeg må fravælge støtten til træerne udenfor min egen hoveddør.

4 kommentarer
september 16, 2007

Marskoksen, marsklammet og 1864

Forleden mødte jeg en god veninde i Irma. “Kommer du ikke med hjem og spiser middag”, spurgte hun. Og satte (unødvendig) trumf på invitationen ved at tilføje: “Vi skal have marskokse”.

Og det måtte vi jo så lige smile lidt ad. Hun, fordi hun nærmest ikke havde kunnet vente med at styrte ned i Irma, så snart hun havde læst om marskokserne i Irmas geniale kundemagasin “Krydderiet”. Og jeg, fordi jeg ved – jeg VED bare – at hvis jeg havde haft tid til at læse Krydderiet den foregående søndag, (hvilket jeg ikke havde, fordi jeg havde lovet at anmelde Politikens nye Magasinet til K-forum og derfor i stedet minutiøst læste det igennem) så ville jeg også have stået der med marskokse i rullekurven. Og selvom jeg IKKE havde nået at læse Krydderiet endnu, havde jeg jo udemærket godt bemærket marskoksens indtog ved siden af Venø-steaks og økologisk ungkvæg og tænkt, at det da velnok så indbydende ud med den lille billedpamflet med glade køer på salt marsk-græs, der sad ovenpå plastfolien. Og hvad var marskokse mon egentlig lige for noget…?

De smagte skønt, bøfferne. Garneret med velkogte grøntsager fra Kiselgården og koldt smør (for, som der jo stod i Krydderiet var det nærmest en forbrydelse at dænge så godt kød til med sovs – smagen af det salte marskgræs skulle have lov at smage det perfekt marmorede kød til).

Men nu er vi jo nogen, der er sådan nogen meta-nogen, der ikke kan lade være at dekonstruere vellykket kommunikation og diskutere, hvorfor det virker så godt på os.

  1. Ikke alene må man tage hatten af for Krydderiet, der i hver udgave formår at få sat spot på nye lækkerier, man bare MÅ prøve eller at fremhæve hverdagsvarer på en helt ny måde (som en anden veninde meget rammende siger: “Så sidder man der og tænker ‘OJ – jeg skal da have grovvalsede havregryn'”).
  2. Det er også ret vildt, hvor effektivt det er lykkedes foreningen “Vadehav, Marsk og Mad” at sætte lighedstegn mellem Marks og kvalitet. (for det er såmænd ikke kun Krydderiet, der hylder marsken. Politikens Magasinet bringer i dag en skøn historie om en fåreavler fra Marsklandet, hvis lam lever på ydersiden af digerne (ENDNU mere salt luft og masser af salturter for lammene at guffe).

Så vi garnerede selvfølgelig straks marskoksebøfferne med en rask lille diskussion om, hvad hele den der marskbranding egentlig gik ud på. Og langt hen ad vejen, må vi tage hattene af for Vadehav, Marsk og Mads arbejde:

  • Det geniale træk ved marskbrandingen er nemlig, at langt det meste af marskkødet er opdrættet og slagtet i Tyskland, hvilket mange i “kvalitets-mad-segmentet” ellers undgår til fordel for det danske – og allerhelst økologiske – kød. Ved at brande “marsken” som bogstaveligt talt grænseoverskridende, formår Vadehav, Marsk og Mad at opløse landegrænserne og fremhæve kvaliteten i et naturområde, der går på tværs af nationerne. Et område, hvor der som Krydderiet beskriver det, “er grønt, så langt øjet rækker. Selv når solen har brændt alt andet græs gult, lyser marsken op som en langstrakt grøn puslespilsbrik, der strækker sig fra Esbjergs vestkyst ned gennem Nordfriesland til Holland”.
  • Marsk-brandingen et interessant eksempel på “terroir”-markedsføring, der med fransk vine som forbillede formår at “brande” fødevarer ud fra det ganske særlige jord, de er opdrættet på eller har vokset i. Vine kan skifte smagsnuancer helt ned til den skråning, de er vokset på. Marskokser smager salt på grund af den salte luft i marsken og Lammefjordsgulerødder er bare noget helt særligt, fordi de vokser på inddæmmet fjordbund (eller hvordan det nu lige er det er med Lammefjorden). Og med vellykkede PR-indsatser i både Krydderiet og Politiken sidder omtalen lige i målgruppe-øjet.
  • Men der lidt “salturt i bægeret”. For i Krydderiets artikel er der en sær nationalistisk undertone. Det bliver pludselig meget vigtigt at fremhæve, at slagteriet i Husum er DANISH Crown. Og at Husum – trods sin placering syd for grænsen – har både dansk skole og dansk bibliotek. Og henimod slutningen af artiklen slutter Irmas varechef af med at sige “Nogle vil måske undre sig over, at vi henter kød for grænsen. Men for os handler det om to ting: Kvalitet og leveringssikkerhed. Det har vi fundet i marsklandet, og så må vi leve med, at grænsen desværre rykkede nogle kilometer i den forkerte retning i 1864. Ellers havde kødet jo stadig været dansk.”

Behovet for at understrege, at kødet er så godt som dansk, forstår man godt, når man tænker på målgruppens typiske skepsis overfor tysk kød. Men ærlig talt… Noget af det fine ved marskbrandingen var jo netop det grænseoverskridende. Og som Krydderiet heldigvis også slutter sin artikel med at skrive:

“I marsken græsser køerne videre. De ved ikke, om de er tyske eller danske. Men de ved, at marskgræs smager godt. Og at der er rigeligt af det”.

3 kommentarer
august 31, 2007

We feel pretty – REAL…ly pretty

Jeg elsker når store virksomheder vælger at bruge deres markedsføringsbudgetter på at sætte samfundsdebatter i gang i stedet for bare at spilde pap, penge og papir på at købe sig til et kendt ansigts diskutable testimonial eller pakke budskaberne ind i falden-på-halen-humor.

Da jeg i sin tid skrev speciale og udviklede begrebet “motivationsretorik”, var nogle af mine yndlingseksempler mobil-firmaet Mobilix’ kampagne om “Samtale fremmer forståelsen”, RealKredit Danmarks “Lidt mere overskud i hverdagen” og Ekstra Bladets “Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst”. Og jeg klapper altid i hænderne, når reklamebureauet Propaganda-McCann med store helsidesannoncer reklamerer for sig selv med hyper-velskrevne løsningsforslag på samfundets og erhvervslivets dårligdomme.

Og nu har Trine-Maria lige mindet mig om et andet rigtig godt – og meget aktuelt – eksempel: Nemlig kosmetik-firmaet Dove’s kampagne for “Real Beauty”. Der især med denne lille film er blevet godt på vej af sociale medier som blogs (nu også her :-) og Youtube.

Udover de små film om billed- og skønhedsmanipulationer og brugen af “naturlige” modeller på alle billeder, følger kampagnen op med et helt “sub-site” fuld af debatmuligheder, der alle sammen handler om vores forvrængede skønhedsidealer.

Og så er jo, at jeg godt ved, at mange vil sige, at det er en gang “bullshit”, fordi det i sidste ende bare handler om at sælge flere cremer og flydende håndsæber. Og for f….. altså: Jeg ved jo udemærket godt, at det OGSÅ handler om at sælge, flytte markedsandele og “brande”. Men hvorfor skal det være odiøst? Jeg synes det er en eklatant fejlopfattelse at give de folkevalgte politikere, græsordsorganisationerne og avisernes 1. sektioner, patent på at være dem, der vil verden noget godt og er seriøse og objektive. Jeg  tager hatten for de virksomheder og produktchefer, der har mod til at satse markedsføringsbudgetterne på at give udtryk for en holdning. Bruge bill-board-pladserne på at sætte vores tanker i gang på vej til arbejde og vække vores nysgerrighed.

Og JA, selvfølgelig skal de så også følge op i praksis ved at sætte handlinger bag deres holdninger og ikke i praksis fortsætte med at gøre, som de altid har gjort. Men hvis de gør det, synes jeg bare det er udtryk for, at også virksomhederne tager deres samfundsansvar alvorligt. At de tager alvorligt, at de efterhånden er de eneste, der har råd til at købe sig til de velplacerede bill-boards og tv-spots, der selvom de hastigt mister deres kraft i disse år, stadig kan være med til at kick-starte opmærksomheden omkring en kampagne. At de er klar over, at de ofte er mere synligt til stede i borgernes hverdag qua supermarkeder og synlige placeringer i gadebilledet end politikken som man selv aktivt skal opsøge. Og at de ikke bare blindt overgiver sig til markedskræfterne, men faktisk forholder sig aktivt – og kritisk – til det marked, de er en del af.

Mere motivationsretorisk markedsføring i hverdagen, tak!

1 kommentar
august 29, 2007

Kongens Nytorv bobler over af gode ideer – og det gør dit hovede nok også, hvis du smutter forbi INDEX-udstillingen

INDEX-bobler
Indtil 24. september vil de stå der i regn og slud (og måske også sne og frost?). De står der, når topdesignere fra hele verden gæster byen med kritiske blikke. De står der, når nysgerrige læg-nørder som mig lægger en omvej forbi for at et indblik i de seneste designtendenser og highlights fra årets største designkonkurrence. De står der, når Det Kongelige Teaters galla-gæster stimler sammen foran de røde lygter. De står der, når unge gymnasiaster kvæler en shawarma mens de venter på natbussen. De står der, når svenskerne ankommer på shoppingtur med flyvebådene. De 106 plastikbobler, der udstiller de nominerede i designkonkurrencen INDEX:2007 står bare der på Kongens Nytorv og venter på at blive beskuet, diskuteret, hyldet, svinet til, fremhævet, ophøjet. Og forvandler i mellemtiden det ærværdige gamle torv til et skumbad af gode ideer.

Hver boble præsenterer EN ide:

  • Det bliver kort forklaret, hvilket problem ideen forsøger at løse (mangel på rent drikkevand; den svære socialisering af børn med Asbergers syndrom; manglende undervisningsmaterialer på skolerne i U-landene; presset på verdens energi-ressourcer+den globale opvarmning)
  • Der bliver vist en prototype på ideen – eller måske bare skitser, der viser designernes tanker. (særlige vandflasker med gennemsigtig overflade, så sollyset kan rense forurenet vand; et spil, hvor asberger-børnene automatisk lærer det sociale kodeks at kende; en mini-computer, der er så billig at alle børn i u-landene vil kunne få deres egne computer; nye materialer og energiformer, der kan modvirke CO2-udslip og unødigt energiforbrug)
  • Det bliver forklaret, hvordan ideen vil løse netop dette problem. (ofte af den mere tekniske/fagnørdede karakter, der dog også for de udenforstående får det til at virke forholdsvis sandsynligt, at det nok skulle kunne lade sig gøre.)

Om det er de rigtige projekter, der er nomineret; om kategorierne holder – og om det var de rigtige, der vandt skal jeg ikke kunne sige. Men jeg KAN sige, at det her er en genial måde at skabe begejstring og engagement omkring et fagområde. Mens jeg gik rundt derinde i søndags hørte jeg simpelthen så mange tilfældigt forbipasserende udbryde “SMART!” eller “GODT TÆNKT”, når de passerede en boble. Og det er en stor forbedring sammenlignet med INDEX:2005, hvor de INDEX-nominerede projekter var udstillet i kuber fordelt på gader og stræder. Det var flot og spændende så snart man var derinde, men man skulle være temmelig modig, meget interesseret og nok også kende til INDEX i forvejen for at turde stikke snuden indenfor.

Nu kan med rette sige, at design er et taknemmeligt fagområde at skulle formidle, fordi det berører vores alle sammens hverdag, løser konkrete problemer og prototyperne er dejligt konkrete at forholde sig til. Men selv, hvis man sidder med et fag, der på papiret er mere “tørt” synes jeg, der på “faglig formidlingsfronten” er meget at lære af INDEX-boblerne:

  • Det er vigtigt, at man føler man frit kan plukke i informationen/udstillingen uden at det er pinligt kun at se en enkelt boble og skynde sig videre. Ellers risikerer man, at de potentielle gæster oplever lidt samme fornemmelse som at gå ind i en lille tom butik. Det kan være ret akavet at skulle gå ud af butikken igen efter halvandet sekunds kiggeri, når en sulten ekspedient følger en alt for service-opmærksomt. Og derfor lader mange være med overhovedet at gå ind.
  • Man skal nemt kunne vælge sit eget detaljeringsniveau – i boblerne får man en “instant aha-oplevelse” bare ved at se på prototyperne. Vil man vide lidt mere, kan man læse, hvilket problem de prøver at løse. Og vil man vide endnu mere kan man læse nærmere om problemløsningens detaljer. Men man behøver ikke at granske det hele for at få en oplevelse – man kan plukke frit efter tid, lyst og begejstring.
  • Selvom man ingen forhånds-faglig viden har om emnet, gør “problem-ridset” det nemt for alle at være med. Efter bare et par bobler er man bombaderet med ny viden om samfundsmæssige udfordringer, man ikke anede eksisterede – og man er blevet nysgerrig efter at vide, hvordan de problemer kan løses. Derfor er man på jagt efter løsningen sammen med designeren. Og det er meget æggende. Samme “efterforskning” kan man oplagt lægge op til med naturvidenskabelige problemstillinger. Og indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne er der også masser af uopklarede spørgsmål, som de fleste ubevidst har gået og spurgt sig selv om – hvor det er æggende at blive udfordret til at gå med på jagt efter livets store spørgsmål.

Se at svinge ind forbi inden boblerne bliver fjernet den 24. september. Du vil sikkert selv få en massenye, gode ideer i spændingsfeltet mellem de mange bobler. Du vil få inspiration til, hvordan du selv kan præsentere dit arbejde eller fag på en ny måde. Og du vil helt sikkert få indblik i en masse problemstillinger, du ikke anede eksisterede – og bliver lettet over, at der er nogle derude, der tænker så godt og kreativt, at de allerede er nået frem til nogle rigtig gode løsningsforslag.

5 kommentarer
%d bloggers like this: