Nadja Pass

Kategori: Markedsføring

november 4, 2008

Ny Facebook-trend: Selvbestaltet stemmeret til verdensdemokratiet

For nogle dage siden begyndte flere af mine amerikanske Facebook-venners statuslinjer at se helt identiske ud. De skrev pludselig alle sammen: 

“XXX has donated their status to remind everyone to vote for Barack Obama today. Donate your status: http://causes.com/election/13626291?m=4455e771.”

Og efter et par uger i mediemøllen, hvor jeg har tegnet og fortalt om statusopdateringernes retorik, kunne jeg ikke undgå lige at studse over det fænomen. For her var der tale om opdateringer, der i sig selv var helt klart politisk-agiterende FOR Obama – men som handlede om noget lidt andet, hvis man faktisk fulgte linket. Her endte man på en application, hvor man selv kunne vælge, om man ville donere sin statuslinje til Obama, McCain eller helt neutralt blot til at opfordre så mange amerikanere som muligt til at gøre op med de traditionelt uhyggeligt lave stemmeprocenter. Så der i virkeligheden var tale om en forholdsvis “neutral” application, der mest af alt handlede om at styrke demokratiet ved at højne stemmeprocenten.

Samtidig syntes jeg, at brugen af ordet DONATE var virkelig interessant, fordi det ophøjer Facebook-opdateringernes statuslinjer til en handelsvare, man kan benytte sig af selv, bytte væk, donere til andre eller – når markedsføring via Facebook efterhånden begynder at gribe om sig – sikkert også sælge til højestbydende virksomhed, der gerne vil have promoveret en ny læskedrik.   

Så langt så godt – applicationen satte i sig selv mange tanker igang. Men i dag er der sket et yderligere interessant twist. Rigtig mange af mine DANSKE facebook-venner – der i sagens natur IKKE har stemmeret i USA – har gjort præcis det samme. Altså doneret deres statuslinje til Obama og de amerikanske stemmeprocenter.

Og dem, der ikke har valgt en af de forud-udfyldte varianter, markerer alligevel eksplicit valgdagen ved at tilkendegive deres politiske sympatier i egen formulering i statusmeddelelsen – her er et tilfældigt udpluk:

can’t focus – on anything but Obama…

… mon Sarah Palin vil holde tøjbyttedag nu, hvor valget slutter?

krydser fingre til det sidste…

ooobama you!

should be working, but is caught up in the rhetorics of viral election videos.

wishes a happy erection to all! – sorry election

Guys, stop telling me you voted for Obama. Stop autoposting to twitter in general. It’s okay to advertise blog posts, just do it manually.

Og ikke alene det – mange jeg har talt med, skal ligesom jeg selv, sidde til langt ud på de små timer og fra den tidligste morgenstund og følge valget tæt som var det Folketingsvalg eller royalt bryllup (de danske tv-kanaler stiller så også med nogenlunde samme udtræk). Og rigtig mange benytter ovenikøbet en twitter-application til decideret at stemme på deres favoritkandidat. I deres statuslinjer står der så:

I just voted for Obama in #TwitVote — http://twitvote.twitmarks.com/.

Kort sagt prøver vi alle på hver vores måde at påberåbe os lige præcis det, vi nok alle sammen dybest set godt kunne tænke os en dag som i dag: en lille bitte smule indflydelse på et valg, der kommer til at påvirke os alle sammen, hvad enten vi vil det eller ej. Stemmeret til verdensdemokratiet.

Advertisement
4 kommentarer
september 16, 2008

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

19 kommentarer
august 7, 2008

Single forklædt som kernefamilie

Som I efterhånden nok har kunnet forstå, har det været meget lærerigt at være på “Køkken-og-bad-renoverings-markedet” i et par måneder. Og der er endnu et interessant aspekt, som jeg ikke har nævnt tidligere, men som jeg virkelig har hæftet mig meget ved:

Når man kigger på køkken og/eller bad tiltales man konsekvent som “I”. Også selvom man tusser helt alene rundt blandt ellers ca. 85% højgravide i IKEA og ikke har skyggen af hverken mand eller børn i hælene eller utålmodigt ventende i stationcar’en udenfor.

Uden at man har redegjort for noget som helst omkring sit privatliv, bliver man budt velkommen til badeland med spørgsmålet: “Hvad kan I lide?” eller “Hvad leder I efter?”

Brusebassiner bliver solgt på, at “Det her brusebassin er faktisk stort nok til at ungerne kan bade i det”. Termostatbrusearmaturer på, at “de små ikke skolder sig”. Dobbeltvaske på, at så kan vi “have hver jeres vask”. Højskabe på, at man ikke skal glemme hvor meget alle “jeres håndklæder og ting og sager fylder”. Og spejlskabe på, at “så kan hans barbermaskine sidde i det her stik og herovre har du dit make-up spejl”.

Og altså – nu vil jeg selvfølgelig meget gerne indrette mit hjem på, at der mere premanent skal stå flere tandbørster end min egen i tandkruset på vasken. Og jeg er sikker på, at de unger, jeg engang håber at få også vil elske det nye bruse-bade-kar, murerne i disse dage er ved at opbygge. Og der kommer givetvis en dag – og det måtte da gerne være snart, det er da slet ikke det – hvor det ville have været fantastisk med både en dobbeltvask og et højere højskab end det, jeg har bestilt nu.

Men det er en ret syret ting, at man på den måde ikke alene i tankerne udstyrer sit nye køkken/bad med accesories i form af vandfalds-og-champagne-bruser, espressomaskine, tykke frottebadekåber og hjemmepressede juicer, som man overhovedet ikke har og som ikke automatisk følger med i pakken selvom man har købt sig til skuffemodulerne, vaskemøblet og hvidevarerne. Man bliver også automatisk udstyret med en kernefamilie, der færdes hjemmevant i de nye omgivelser med ønsker, drømme og behov, man ikke kender. Og som man lige skal huske sig selv på, at man trods alt ikke behøver at indrette sig så meget efter, før den rent faktisk er der.

Men ingen regel uden undtagelse: For der var selvfølgelig også lige sælgeren, der gik i den fuldstændig modsatte grøft og med et glimt i øjet betroede mig, at “Mænd er mest til hovedbrusere, mens kvinder jo er mere til håndbrusere”.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

4 kommentarer
august 4, 2008

Godt så, Quinoa BLIVER det nye spelt :-)

Det er efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg første gang forudsagde, at quinoa kunne gå hen og blive det nye spelt. Og under mit ophold i New York blev den teori bekræftet op til flere gange (ja, for den sags skyld kan du læse om quinoa også både her og der.

Og nu kan jeg godt sige jer: NU er det for alvor ved at ske herhjemme. Og det aflæser jeg blandt andet ved, at det daglige antal googlinger på quinoa, der leder folk hen til min blog, stiger for hver dag, der går. Og der i tidens løb indløbet en masse gode kommentarer – sågar opskrifter med quinoa – i kommentarfelterne. Og det lyder alt sammen ikke alene sundt, men også meget appetitligt. Velkommen til Quinoa, det nye spelt.

6 kommentarer
august 3, 2008

At være på wellness-markedet

En af grundene til, at man bliver så utroligt køkken-og-bade-værelse-kedelig, når man er ved at få indrettet samtalekøkken eller velværelse – eller som i mit tilfælde begge dele på en gang – er, at man pludselig opdager en masse nye produkter og muligheder, man ikke anede fandtes og bliver stillet en masse spørgsmål, man ikke havde drømt, at man nogen siden skulle svare på. Og i takt med det vokser dels ens viden om emner, man aldrig havde forestillet sig, man skulle interessere sig for og – ikke mindst – ens behov (altså ens indblidte behov, det er jeg godt klar over!) ændrer sig.

Man træder ind i en butik, får et katalog i hånden og lige pludselig er man rigtig god til at overbevise sig selv om, at man da FORTJENER lidt ekstra luksus, selvforkælelse og wellness, så man kan komme helskindet igennem sin travle hverdag.

Sidst jeg bloggede om alt det her ombygningshalløj, var det især vasken til badeværelset, der drillede.  I skrivende stund HAR jeg så valgt en vask – og nu er den beslutning lukket og ude af systemet. TIL GENGÆLD åbnede der sig så en ny flanke, som jeg ellers troede jeg havde lukket for længst. ARMATURERNE – og ikke mindst bruse-sættet.

Det startede egentlig uskyldigt og miljøvenligt nok. En rigtig god rådgiver i større velværelse-mekka hjalp mig med at finde en vask, der passede til alle mine krav – og de var mange. Og spurgte så som en god rådgiver&sælger skulle i den situation, hvad jeg så havde tænkt mig med armaturerne. Dem havde jeg styr på, sagde jeg kækt. Gammeldags krydsgreb fra Zazzeri. “Hvorfor det?” spurgte han. “Fordi jeg synes, de er pæne og passer i stilen” svarede jeg stadig lige kækt. Og så satte han ind med det hårde skyts: “Jamen de bruger meget mere vand end et-grebs-armaturerne. Du spilder rigtig meget vand, mens du prøver at opnå den rette temperatur.”

DEN sad. Havde han bare udfordret mig på designet, havde jeg nemt kunnet glide af. Men den der sad. For manden havde jo ret. Hvem er det, der altid står og leger grillkylling i badet, fordi jeg bedst kan lide at se væk fra armaturet, men samtidig altid lige skal justere varmen igen-og-igen-og-igen? MOI. Og hvem er det, der altid skolder sine små hænder, når hun vasker dem i alt for varmt vand og vasker dem så meget oftere, end man bør? MOI. Selvfølgelig bør jeg da et-grebs-armatur i vasken og ikke mindst termostat-armatur i brusekabinen. De er så faktisk også en del billigere, end dem jeg ellers havde besluttet mig for. Skal så bare lige synke, at jeg ikke bryder mig nær så meget om designet på etgrebarmaturer som på togrebs.

Så langt så godt. Men uheldigvis (og heldigvis for sælgeren) åbnede det så endnu en flanke. For hvis jeg går efter et moderne armaturlook, kan jeg også ligeså godt gå hele vejen i forhold til brusehovedet og vælge et af de nymodens af slagsen med massage og – ikke mindst – Raindance (seriøst :-) hovedbruser. Det viser sig nemlig, at de puster luft ind i hver dråbe, så man bliver “meget våd ved brug af meget mere vand”. I sig selv tiltalende. Også selvom man lige må trække på smilebåndet over, at man så kan vælge mellem, om boblerne skal føles som sommerregn eller champagne…

Og når man først er ude i sommerregnschampagne, er der ikke spor langt til næste skridt: wellness-bruser-panelet (sidste skridt i retning mod spa med farvet lys for øget velvære (sic!) eller steamer med junglehyl, som jeg defintivt ikke skal have noget som helst af)… Men jeg nægter altså at tro, at det ligefrem skulle være vandbesparende med en kombination af kæmpe-hovedbruser, 5 massageside-brusere og kaskadestråle for øget saunaeffekt og velvære.

Men det syrede er jo, at  når man først bliver opmærksom på alle de muligheder, så kommer det til at føles synd for en og ens fine nye velværelse, hvis ikke bruseren i det mindste bliver bare lidt ud over det sædvanelige.

Det er i det hele taget syret, hvordan sådan et projekt kan bidrage til at øge ens behov for akut mer-forbrug. Efter i årevis at have om ikke spinket og sparet, så i hvert fald undladt at lade mig rive med at den helt storeforbrugsfest, er det helt vildt mærkeligt at mærke, hvordan projekt “nyt-køkken-og-bad” pludselig betyder at jeg ser forbrugsmuligheder alle vegne. Jeg ser livet i mit nye køkken for mig med hjemmepressede juicer og friskbryggede cortadoer hver morgen og glemmer gladelig, at jeg hverken ejer en juicepresser eller en espresso-maskine, selvom de tit er med på billederne i de kataloger jeg kigget i som inspiration til indretningen. Jeg ser, hvordan jeg svøber mig i dunede badekåber og frottéer håret i den lækreste frotté, og glemmer, at de eneste håndklæder jeg ejer er IKEAs de bedste. Jeg skal høre helt vildt meget DAB-radio, når jeg går der i køkkenet og presser juice og brygger cortado… meget vel vidende, at jeg ingen DAB-radio har. Og nu – efter alle de der raindance-armaturer er blevet introduceret til mig, har jeg jo pludselig svært ved at se mig selv under en bruser, der ikke sprøjter med champagne, sommerregn, kolde kaskadegys og massagestråler.

Så nu er det lige, at jeg skal huske mig selv på, at jeg kommer fra en situation, hvor jeg ikke engang havde bad i lejligheden. ALT hvad der betyder, at jeg ikke længere skal gå søvndrukken ned i kælderen hver morgen m. håndklæde, shampoo og cremer er i sig selv et kæmpe plus på wellness-kontoen. Uanset hvilket bruserhovede, hvilket armatur og hvilken vask, jeg vælger.

7 kommentarer
juli 31, 2008

Kunsten at håndtere kundernes grådkvalte opringninger

Normalt vil jeg sige, at jeg forholdsvis tough, når det gælder foredrag, samtaler og telefonopringninger, som de fleste ville gøre rigtig meget for at undgå. Jeg stiller mig uden at blinke (og kun med et par nervøse host lige op til) op foran en forsamling på 600 tilhørere. Jeg mingler mig ubesværet hen til dem, de andre ikke tør tale med til cocktailparties og receptioner. Og selvom jeg hader, hader, hader at sælge, KAN jeg godt lave canvas-kald, når jeg skal.

Men hvis der er EN ting, der til min store irritation får krammet på mig igen og igen og igen, er det, når jeg er nødt til at ringe til et kundecenter hos en større virksomhed eller organisation, hvor jeg føler mig rigtig dårligt behandlet og allerhelst ville kunne være supersej og argumentere hårdt igennem og stå min ret og true med at sende klager til direktionen og alt det der.

Og det er desværre forholdsvis underordnet, om det er pensionsselskab, kommune, telefonselskab (eller you name any større organisation, hvor man føler sig som mikroskopisk brik i deres store system og godt ved, at den 3500 der betyder temmelig meget for en selv er peanuts i det store regnskab), der har klokket i det, bliver ved med at sende materiale til de forkerte adresser, sender forkerte regninger eller glemmer at dukke op med levering/installatør etc i løbet af den halve dag, man har siddet stavnsbundet til lejligheden.

Det er underordnet, hvilken instans, jeg skal have fat i: Hvis jeg er tilstrækkeligt sur (og det er jeg næsten altid, hvis jeg ligefrem ringer) falder al min “tough-hed” til jorden, så snart røret bliver løftet. Og alle mine gode argumenter og pointer og beviser bliver fremført med dirrende røst. Og det er jo ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at få stået fast på sit og lyde myndig og afbalanceret.

Og man kan ligefrem høre på modtagerne i den anden ende, at jeg ikke er den eneste, der gør sådan. For de er helt tydeligt trænet i at håndtere sådan nogle grådkvalte hidsigpropper som mig. Kalder mig konstant (alt for ofte, hvilket bare trigger endnu mere irritation) ved fornavn og henviser til bestemmelser, der ligger langt udenfor deres rækkevidde. Sidstnævnte er selvfølgelig helt fair, for jeg ved jo godt, at det ikke er den enkelte kundecentermedarbejders skyld og at de ikke nødvendigvis har alt det nødvendige materiale liggende eller ikke har stjerner nok på skulderen til at løse min sag. Men selvom jeg godt rationelt ved det og har stiftet bekendtskab med kundecentrenes mange udfordringer flere gange i løbet af mit arbejdsliv, sidder jeg alligevel som kunde tilbage med fornemmelsen at at være på en kafkask ørkenvandring, når jeg bliver sendt rundt i systemet og flere gange i træk må forklare hele historien helt tilbage til Gorm den Gamle.

Jeg HADER det og prøver virkelig at coache mig selv til at blive bedre til det. Men må også med skam melde, at selv-coaching endnu ikke har været så succesfuld. Men det er jo ikke KUN min skyld, at samtalerne går galt. Langtfra.

Og derfor har jeg heldigvis en lille neoplevet solstrålehistorie, der viser, hvor stor en forskel det gør for alle parter, hvis den grådkvalte opringning bliver håndteret ordentligt. For så kan man – har jeg endelig oplevet et godt eksempel på – få talt kunden ned og gjort hende gladere uden at hun føler, at hun taber “face” (for det er jo i virkeligheden også dér skoen trykker, selvom økonomi og praktik oftest er i det primære søgelys – det er irriterende at tabe ansigt, bogstaveligt talt. Og så over telefonen – i en sag, der i det helt store perspektiv trods alt er forholdsvis ligegyldig).

Jeg skal spare jer for detaljerne, for de er mange og irriterende lange. Men kort sagt har jeg haft en rigtig irriterende sag kørende med et pensionsselskab, der flere gange har bragt mig HELT op i det røde felt. Og de første mange samtaler, jeg har haft med dem, har bare gjort mig endnu mere irriteret og forvirret. Nye problemstillinger er dukket op og ting, der var før var i orden, er det pludselig ikke længere. Og de kan aldrig rigtig alligevel besvare mine spørgsmål eller forklare mig, hvad det så er, jeg skal gøre – eller skulle have gjort.

Men så i dag – hvor jeg virkelig, virkelig, virkelig var sprøjterød i hanekammen, da jeg ringede op, fordi der med det seneste brev var gået HELT kuk i den – endte jeg så hos mand, der virkelig vidste, hvad han talte om. Og som kunne forklare mig forløbet fra start til slut. Og havde konstruktive forslag til, hvad jeg så kunne gøre og hvordan jeg skulle gøre det. Og jeg var stadig grådkvalt flere gange i løbet af samtalen, når irritationen over det tidligere sagsforløb  igen boblede op. Men det føltes ikke helt så ansigtstabende, fordi han faktisk tog problemstillingen alvorligt. “Jeg får en til at ringe til dig, så du kan løst det med det samme” afsluttede han så. Og inden vi lagde på sørgede jeg så heldigvis lige for at få sagt, at han skulle have ros for at have givet mig virkelig god behandling og have taget sig tid og svaret ordentligt på mine spørgsmål.

Et øjeblik efter ringede der en, der kunne hjælpe mig videre. Og der var ingen tvivl om, at hun var blevet advaret om, at der var en besværlig furie i den anden ende. Men det resulterede ikke i irritation, forvirring og konfrontation. Det resulterede bare i meget bedre service og udpræget venlighed og åbenhed og grundig forklaring af de forskellige løsningsmodeller. Nu må vi se, om problemet så bliver løst nu. Og det er der en reel chance for. Men efter det tidligere forløb tør jeg ikke tro på det, før det hele er i orden og jeg har det på skrift i 117 kopier.

Så jeg vil i stedet brede slutningen af dette indlæg ud til det, det i virkeligheden handler om, og hvor hele denne her pensionssag bare er ét konkret eksempel som i princippet kunne udskiftes med alle mulige andre kunder i den ene ende og alle mulige andre større selskaber og organisationer i den anden ende.

For ikke alene er jeg næppe den eneste, der er irriteret på sig selv over at ende i grådkvalte samtaler gang på gang (Selvom man jo i virkeligheden er så superafbalanceret og livsglad… :-) Jeg er også langtfra den eneste, der taler med mine venner og bekendte om, hvordan forskellige selskaber har håndteret vores forskellige problemstillinger, hvilke tilbud vi har fået og hvem, der har givet ordentlig service.

Og i dette tilfælde er vi gået fra, at jeg i syv måneder har bitchet over et selskab i mange forskellige sammenhænge, frarådet andre at vælge det samme selskab og været sikker på, at jeg ville flytte alle mine aftaler over til et konkurrerende selskab, hvis ikke det snart løste sig. Og så på under en time (for de to opringninger til sammen m. kort pause) formår en enkelt mand at vende hele stemningen – simpelthen ved at signalere, at han tager mig alvorligt. Og signalere, at han ved, hvad han taler om. Jeg var ikke et nummer i rækken. Der lå en omfattende sag på mig (ikke at det i sig selv er så fedt, men det gjorde der altså efterhånden…) og han havde personligt taget stilling til hver enkelt punkt i den sag og kunne forklare mig bevæggrundene. Han har sandsynligvis stadig tænkt, at jeg var en furie komplet ude af balance – men det var ikke sådan, jeg oplevede det.
Og oplevelsen af, hvordan man føler sig behandlet/forstået/lyttet til/håndteret er alfa og omega i forhold til, hvordan man som kunde føler sig tilmode overfor selskabet, når man lægger røret på.

juli 10, 2008

Hvis bare det var Ritt Bjerregaard og ikke Nyrup, der havde kørt med den cykelhjelm…

Et af de mange fotos af Ritt Bjerregaard med cykelhjelm
taget af Jonas Pryner Andersen og bragt i Politiken i lørdags.
Se hele billedserien her.

Da jeg første gang skrev om mine tre første måneder med cykelhjelm, havde jeg ikke lige regnet med, at CYKELHJELM skulle blive det uomtvisteligt mest populære søgeord her på bloggen. Men så bragte Alt for Damerne et uddrag fra mit oprindelige blogpost, jeg begyndte selv at blogge mere om barriererne og glæden ved min bling-cykelhjelm, der straks lettede kvababbelserne. Og siden er der i alenlange kommentar-spor blevet diskuteret frem og tilbage…folk har meddelt, når de selv er begyndt at køre med hjelm og hvordan de har haft det med det. Nogle henviser til undersøgelser om, at det ikke er spor mere sikkert at køre med hjelm. Der har udviklet sig en lille battle mellem København og Århus med indbyggede slogans og alting om, hvem der først får hjelmene på. Og ikke mindst deler folk tips til, hvordan man lettest selv kommer igang og kan bevare teenagernes hjelmbrug længst muligt…

Så hvad enten det var intentionen med mit oprindelige blogpost eller ej, så er jeg i hvert fald lidt nu midt i debatterne og ved at være lidt af en ekspert på området :-) Og en af de første ting, jeg bemærkede, da jeg landede efter mit tre-måneders ophold i New York var, HVOR mange flere hjelme, der pludselig var i gadebilledet.

Derfor lægger jeg selvfølgelig også endnu mere en før mærke til, når forskellige medier behandler cykelhjelmene… og her havde Politiken i denne uge nogle rigtig gode opslag. De satte spot på den hastige og positive – og faktisk temmelig pludselige – udvikling i cykelhjelmene udbredning herhjemme. Og det indeholdt selvfølgelig især de sædvanelige statistikker og lidt om barriererne og en hel del om, hvordan de smarte nye skaterhjelme i høj grad har været med til at gøre det comme-il-faut – og i virkeligheden lidt lækkert – at bære hjelm.

Men derudover havde de foretaget et genialt træk. De havde bedt Ritt Bjerregaard – overborgmester for et styks hovedstad, der efterhånden er verdensberømt for sin CO2-neutrale cykelkultur og blandt andet brandes under sloganet “I (bike) CPH” og jo desuden partifælle med Nyrup, hvis hjelm for nogle år siden kom til at bremse hele den danske hjelmkultur i årevis – om at teste de forskellige nymodens cykelhjelm-modeller.

Og det handlede ikke om TÆNK-agtige tests med hensyn til sikkerhed og pris og den slags (det er også relevant, men i denne test forudsatte man, at de udvalgte hjelme VAR i orden). Det handlede simpelthen om, hvordan de føltes at have på, hvordan hun havde det med at bære de forskellige hjelme – og ikke mindst (og det var jo vigtigt i denne sammenhæng) hvilke modeller, der havde plads til knolden. (Knolden går jeg ikke ud fra, behøver yderligere introduktion, når det var Ritt B. der var test-hoved).

Og nu er hun jo en meget smuk kvinde. Og hun så selvfølgelig brand-godt ud med alle modellerne på knolden (pun intended :-) Og på en eller anden måde var det lige det, der skulle til. For tilsyneladende ER en af de største barrierer forfængeligheden, når det gælder hjelmene. Og det kan man synes er overfladisk og latterligt – men hvis det virkelig er det, der er barrieren, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage den alvorligt. Nu kan man sige, at Ritt B.s frisure næppe lider overlast at bære hjelm, hvis bare hun vælger en model, der har plads til knolden. Og der er selvfølgelig en masse bekymringer derude om flade krøller og studenthue-hår. Men udseendet som sådan med hjelm… der fik hun virkelig vist, at man se hamrende godt ud med hjelm, når man suser gennem byen på sin jernganger.

Nu hører jeg til dem, der synes, at Nyrup har fået en urimeligt hård medfart på grund af temmelig-meget-for-lille-hjelm han bar for snart mange år siden. Manden prøvede jo bare at give et godt eksempel – og han havde garanteret ikke haft en chance for at være til hjelm-fitting inden den famøse cykeltur i fuld pressebevågenhed. Så jeg synes, det er virkelig synd, at kiksede hjelme har fået tilnavnet “Nyrup-hat” og at næsten enhver ny cykelhjelmbruger prøver at ironisere over sit eget nye look ved at alludere til Nyrup. Men det ER så ikke desto mindre, det der skete den gang. Og det brændte sig fast på danskernes nethinder. Det gode eksempel blev til et rigtig, rigtig skidt eksempel.

Men lad os se flere billeder af Ritt B. med cykelhjelm. For ikke at tale om HKH’erne Mary og Marie. Det er se de gode eksempler på, at der sagtens kan være plads til feminin ynde og knolde (både dem i frisurerne og dem, der rummer hjernevindingerne) under hovedskallerne. Og så kan man jo ikke lade være med at glæde sig over, at gadebilledet rummer stadigt flere “helt almindelige” mænd og kvinder på vej til og fra hverdagens gøremål, der ser superlækre ud med deres hjelme. Jo flere der er, jo lettere bliver det for de nye rekrutter at få hjelmen på knolden.

juni 11, 2008

Branding og frihed

For et halvt års tid siden kom jeg ved en fejltagelse til at skrive brainding i stedet for branding. Og det satte gang i en masse reflexioner over temaet “begavet markedsføring” og motivationsretorik.

Og for et par måneder siden ville skæbnen, at jeg blev kontaktet af “Turbulens.net – forum for samtidsrefleksion”, der bad mig levere et ud af fire essays, der alle skulle handle om “Branding og frihed”. Selve essayet skrev jeg, mens jeg var i New York. Og i dag er de fire essays så blevet lagt live. Du kan finde dem alle sammen her. Jeg har ikke selv fået læst de andre indlæg endnu, men glæder mig til det, for emnet var meget interessant at arbejde med og foldede sig meget ud, mens jeg skrev på det. Så jeg er spændt på at læse, hvad de andre har fået ud af det.

Mit eget indlæg er en uddybning af Brainding-tanken kombineret med motivationsretorik, et par markedsføringskæpheste og eksempler fra forskellige medier. Teaseren lyder sådan her:

Markedsmastodonterne og mediemonopolerne udfordres konstant af mikromedier og mikrobrands. Det stiller nye krav til markedsføringen og brandingstrategierne. Vinderne bliver dem, der formår at sætte modtagerne fri – fri til selv at vælge, hvornår og hvordan de vil deltage. Fri til at segmentere sig selv. Og fri til selv at tænke videre. Denne type branding og markedsføring er ofte involverende, åben og tankevækkende – så der snarere end branding i traditionel forstand er tale om brainding.

Og hele essayet kan du læse her. Så vidt jeg kan se, kan man ikke kommentere på Turbulens’ side. Men jeg vil jo altid gerne høre, hvad I tænker derude. Så kast jer meget gerne over kommentarfeltet her på bloggen i stedet :-)

2 kommentarer
juni 10, 2008

Sex & Copenhagen City

I fredags havde en betænksom veninde inviteret mig til premiere på “Sex & the City – the movie” for at dulme New York-abstinenserne. Og udover, at det selvfølgelig var en rigtig dejlig aften i vældig godt selskab, var der også en række andre elementer ved aftenen, der var værd at notere sig, når man som i månedsvis har gået rundt i et New York, der i stadigt stigende grad med Sex-and-the-city-ificeret som optakt til filmen. For lur mig, om der ikke også viste sig at være tendenser til det samme i København, hvis bare man lyttede ordentligt efter?

  • Hjemkomst fra New York: Stort set alle, der spørger til turen refererer i en eller anden forstand til Sex and the City. Fik jeg drukket mange Cosmopolitans? Spist cupcakes på Magnolia Bakery? Samlet mystiske mænd op på mærkelige steder? Købt mange sko? Set det hus i Perry Street, der skal illudere Carries hjem? Set nogle af stjernerne på gaden? Og alternativt sker det modsatte – jeg fortæller en historie fra New York-turen – og folk siger henført “det er jo fuldstændig Sex and the City”.
  • Ugen op til film-premiere: Falder et par gange forbi TV3s specialprogrammer om Sex and the City. Og lærer blandt meget andet, at Sarah Jessica Parker (Carrie) og Cynthia Nixon (Miranda) lærte hinanden at kende, da de som børn skulle indspille et radiospil over Det Lille Hus På Prærien. SJP var Laura og Nixon indtalte Marys stemme. Og i teenageårene vandt Nixon yderligere claims to fame da hun som den første nogensinde spillede med i to Broadwayshows samtidig. Og løb frem og tilbage mellem teaterene, hvor hun var med i henholdsvis 1., 2. og 3. akt.
  • Fredag formiddag, inden filmpremiere om aftenen: Har fået til opgave at købe ingredienser til de obligatoriske Cosmopolitans. Kan ikke rigtig lokalisere Tripple Sec, før jeg går ind i meget officielt udseende vin- og spiritus forretning. Spørger den flinke mand bag skranken, der stikker mig en særlig variant, der efter sigende er særligt god til at mixe drinks. For som han siger “Jeg går ud fra, det er til cosmopolitans – der er jo en vis film, der har premiere i aften”. “Ja,” smiler jeg, grebet på fersk og forudsigelig gerning. “Kan I mærke, at salget af Tripple Sec er steget på grund af det?” “Ja, der var lige en fra en stor biograf her i går, der skulle have otte flasker, så de kunne servere cosmos før filmen. Men han VILLE have Cointreau – og det er også OK, men den her er MEGET bedre til det formål. Cointreau er lavet som likør til kaffen – den her er lavet specielt til drinks”. Jeg understregede, at jeg stolede fuldt og helt på hans professionelle dømmekraft i den sag. “Jeg ved godt, det lyder lidt gay” siger han, “Men jeg elsker den serie. Jeg så dem helt fra starten og nød også ex-konens box-sæt”.
  • Fredag aften på vej over Rådhuspladsen på vej til bif: Mange yngre kvinder i stilletter og strutskørter. Høj stemning. Og selve Rådhuspladsen virker i det lys, somom den er bare en smule mere urban og vibrerende end ellers.
  • Fredag aften i biograf: Skal lige komme os over indholdet i pink sponsorpose, der med kombinationen af et modemagasin, fedtfattig slik, designer-hygiejnebind (!) og en kildevand på en eller anden måde kommer til at understrege det kvindeforudsigelige i situationen og bare ikke rigtig fremstår så glamourøst, som sponsorerne måske havde ønsket sig… Men ellers er det fantastisk at se på publikum i bedste Carrie-outfits og med et samlet støjniveau, der får en til at få ondt af de tre mænd, der er tilstede i den propfulde sal. Man kan umuligt høre hverken reklamer eller forfilm. Og der er højlydt tyssen, da det velkendte filmtema begynder at brage ud i salen. Højlydte klapsalver – især da Kim Catrall/Samantha (hvis lønforhandlinger op til filmen, flere gange var ved at få projektet til at gå i hårdknude) viser sig på skærmen første gang.
  • Fredag aften under filmen: Overraskende stille støjniveauet inden filmen taget i betragtning. SÅ mange punchlines er der alligevel heller ikke. Og SÅ meget punch har filmen i det hele taget heller ikke, da det kommer til stykket. Den er overordnet god, synes jeg – risikoen for et kæmpeklask taget i betragtning. Men seriens fantastiske punches, der altid havde Carries “I couldn’t help but wonder” som omdrejningspunkt for hvert afsnits twists and turns, savner man lidt. Og Miranda – fantastiske, benhårde, kyniske Miranda – har bare heller ikke helt punch nok i filmen sammenlignet med serien. Og så synes jeg måske også, at meget af det provokerende, eksperimenterende og banebrydende i serien, der viste fire meget forskellige kvinder, med ups, downs og ret mange nuancer, i filmen er blevet reduceret mere til nogle mere forudsigelige kvinder, hvor det er mode/mærke-glæden, der har overtaget fremfor selvstændigheden og erotikken. Men der er alligevel klapsalver efter filmen og stemningen er høj og kvidrende, da stilletterne bevæger sig ud i Rådhuspladsens neon-ocean.
  • Dagene efter filmen – alle spørger selvfølgelig til filmen. Og fortæller om Sex & the City-arrangementer, der har været, mens jeg har været i New York. Guides til København om, hvor Carrie & Co. ville have spist, shoppet, datet og cosmos, hvis det var foregået i København. Styling-arrangementer. Konkurrencer. Alt sammen selvfølgelig underbygget af vejret, der ikke kan undgå at betyde, at man bliver bare en lille smule forelsket i København.

Og personligt er jeg splittet. For på den anden side, synes jeg, det er lidt skræmmende at følge, hvordan både New York, København og alle vi kvinder, der lever og ånder i begge byer, meget nemt reduceres til Carrie, Miranda, Samantha og Charlotte-kloner, der i filmen og markedsføringen og sponsorregnen ikke har nær så meget klasse og punch på den banebrydende, skarpe og provokerende måde, som serien var fuld af. Men i overvejende grad – hvis man kan kan lægge noget i den sponsorstrategi, der har ligget til grund for både den omfattende product placement i filmen og indholdet i den pink pose, alle gæsterne fik udleveret – interesserer sig for Manolos, dyre tasker, puritansk slik og limited-edition-hygiejnebind.
Og på den anden side er det, for en nys-hjemvendt-New Yorker-farer som mig, der stadig har New York i blodet, tempoet, hjernevindingerne og humøret, fantastisk at mærke København dunke en lille smule i New Yorker-rytmer og være en anelse mere sommersitrende end ellers.

4 kommentarer
maj 29, 2008

Et døgn i Danmark

Majmorgenlyset stod skarpt-skarpt, da min far hentede mig i lufthavnen og vi kørte paradetur gennem København. Meget skarpere end gjorde selv på de smukkeste solskinsdage – og dem var der mange af – i New York.

Drejede ned mod Dronning Louises Bro, hvor der hang nogle meget farverige flag på de fire flagstænger. Der var vistnok Dannebro nedenunder – men ovenpå var malet mønstre og farver. Ved ikke, om det var decideret hærværk (hvilket trods alt ikke ville være så godt) eller om det var 1) Nørrebro-flaget, der endelig havde fået tilladelse til at vaje over broen eller 2) led i en protest/happening/event for større kulturel åbenhed og forståelse, hvor man helt bevidst legede lidt med nationalsymbolet. Men tanken om både løsning 1) og 2) gjorde mig utroligt glad for, at det var lige netop Indre Nørrebro, jeg skulle tilbage til.

Fik gelejdet min chauffør ned ad Nørre Allé kun for at opdage, at den er ensrettet og hele parkeringspladsen ved kirken er afspærret, fordi de er ved at bygge et nyt meget funky automatisk parkeringshus, der selv pakker bilerne væk under jorden. Man kan høre vejarbejdet/entreprenørerne knokle løs derovre i løbet af dagen og når de bruger de største trykbor lyder det fuldstændig somom Subwayen kører lige neden under en. Kom til at tænke på, at jeg for et par uger siden endelig fik taget mig sammen til at gå hen til en af parkeringsvagterne ved et af New Yorks mange fascinerende parkeringsanlæg, hvor bilerne holder i flere etager og fik stillet min nysgerrighed omkring, hvordan de organiserer det i praksis. Svaret var – indrømmet: lidt skuffende – at det ikke er spor organiseret. De ER nødt til at flytte alle bilerne hver gang en af de øverste/bagerste skal ud. Men jeg fik lov at trykke på knapperne, der kørte bil-elevatorerne op og ned. Og meget mere skulle der ikke til for at gøre mig glad den dag.

Det etniske medborgerhus har fået nye flotte skilte ud mod Nørre Allé.

Mine underboer, der har en lejlighed, der går på tværs af opgangene og er trætte af, at der altid ligger reklamer og lokalaviser udenfor den blændede dør, havde endelig fået sat et stykke malertape henover brevsprækken hvorpå der står: “Ingen bor her”. Det fik mig til at tænke på Odysseen og hvordan den snarrådige Odysseus bilder Kyklopen ind, at han hedder “Ingen”. Så da kyklopen skriger på hjælp, da Odysseus & Co. blænder ham, og de andre kykloper spørger hvad der er lods, råber han “Ingen har narret mig!”, “Ingen har blændet mig” – og de andre kykloper vender det døve øre til. Og nu bor Ingen – a.k.a. Odysseus – så nedenunder.

Min lejlighed virkede så skøn, så snart jeg trådte ind over dørtæsklen. Min lejer havde gjort fint rent og da jeg inden afrejse havde pakket det meste af mit ragelse langt væk, virkede her så luftigt, rent og lyst. Meget lyst i det hele taget. Lysindfald fra mange vinkler. Og alt det grønne fra gården lige udenfor. Og selvom min lejlighed på The Lower East Side var rummelig og lys, meget lys, efter New Yorker-standarder, virkede det her nærmest som at træde ind i et sommerhus.

Det tikkede ind med konstante velkomsthilsner pr. telefon, sms og mail. Sådan lidt fødselsdagsagtigt, hvor man bliver rigtig glad for alle hilsnerne, men ikke rigtig har tid til at tale nok med hver enkelt, fordi man også lige har en masse småting, man skal ordne. Og jeg følte mig glad og velkommen hjem.

Og så gik jeg ud for at købe lidt mad. Og blomster. Det er sjovt, som man bliver opmærksom på, hvad man har savnet og trænger til, når man har været længe væk. Og jeg savnede åbenbart blomster. Nede hos min yndlingsblomsterbutik i lokalområdet – “Den Grønne Gren” i Ravnsborggade – var blomsterne smukke som altid, men stemningen lidt trykket. De kæmper voldsomt for at få økonomien til at blomstre ligeså meget som buketterne, venligheden og smilet. Og jeg endte med at hænge der længe og snakke mulige forretningsgmodeller og løsningsforslag. Selvom jeg efterhånden godt kunne begynde at mærke, at jeg kun havde sovet en halv time på flyet – og derfor reelt havde sprunget en nat over.

Tog en lang lur på min sol-bagte seng.

Nogle af mine gode venner kom forbi med den mest fantastiske rygeost-kartoffel-salat med røget hellefisk, jordbær, is og champagne, og vi sludrede aftenen væk.

Var lysvågen og lå længe og læste i en helt fantastisk novellesamling – No one belongs here more than you af Miranda July, som jeg helt spontant samlede op hos boghandleren på Prince Street forleden – indtil øjnene tilsidst slog krydser og bogstaverne gled sammen.

Vågnede klokken 10 ved, at der blev kor-sunget “Når jeg ser et rødt flag smælde” i medborgerhusets gård. Var definitivt IKKE længere i kapitalismens højland.

Morgenmad, flere søde hilsner, telefonsamtaler, mails. Og en pludselig stime af invitationer til sommerfester og sommerarrangementer hos venner, samarbejdspartnere og kunder, der pludselig fik mig til at tænke på, hvor meget juni kan minde om december – og det undrede mig, at jeg aldrig rigtig har tænkt over det før. Jeg har været til “Jul i juli” – julemændenes årskongres i Santa World i Ringsted engang. Men at det ofte er jul-agtigt i juni havde jeg aldrig skænket en tanke.

Gåtur i solen, flere basale indkøb. Der er poppet en masse nye steder op i kvarteret. Blandt andet er der – nærmest indenfor en blok – kommet en ny juicebar, en ny “health-food-bix m. cocktails” og et frozen yoghurt-sted. Alt sammen meget “New York”, men umiddelbart så alle tre steder ud til at mangle det der udefinérbare final touch… men prøves skal de selvfølgelig. Og sammen med en god veninde startede jeg i dag med det nye Frozen Yoghurt-sted i Elmegade. Sad i solen på torvet og så på folk. Og selvom det jo ikke var New York, var der stadig masser at peoplewatche.

Købte Se&Hør og BilledBladet for at lige at komme up-to-date på Joachim-Marie-situationen. Kunne med det samme se på forsiderne, at sammenligningen af bladenes retorik ville blive fantastisk. Se&Hør kører stort billede af Dronningen temmelig plirrende og storgrinende ledsaget af teksterne “Margrethe hældte indenbords: Dansede tæt med ung bøsse og HØNEFULD. Brudeparret ser man kun i et mindre billede øverst ledsaget af teksterne “Alt om årets bryllup; De kyssede hele tiden og SMASK. Nederst et aflangt billede af Prinsgemalen liggende på ryggen i græsset. Ved første øjekast troede jeg, han kun havde boksershorts på – men ved nærmere eftersyn (et nærmere eftersyn, man ikke får taget i Netto-køen, hvor folk flest trods alt nøjes med at kigge på sagerne) har han faktisk en kødfarvet sweatshirt på. Teksterne der ledsager billederne er “Henrik pustede ud; DØD I SVÆREN. Og så er der også de der Erik og Anni som selv en hard-core sladderbladslæser som mig ikke anede hvem var, men som pludselig i løbet af de sidste tre måneder pludselig er alle vegne.
BilledBladet kører kæmpe billede af det kyssene brudepar ledsaget af teksterne “Marie får Joachim til at smlete: MIN PRINSESSE og et rødt bånd, hvor følgende ord er adskilt af dansene hjerter: Kyssene, Kjolerne, Festerne, Tårerne. Øverst et lille billede af småprinserne i jaket og smil med teksten “Gæsterne græd; JOACHIMS TALE TIL MIKOLAI OG FELIX. Nederst et lille billede af Kronprisparret i forbindelse med Kronprinsens hemmelige 40-årsfest og stemplet: Kun i BilledBladet. Og så – sørme også – et lille billede af Erik og Anni. Har kun lige skimmet bladene indtil videre, men kan allerede nu blandt perlerne meddele, at BilledBladets tillæg selvfølgelig hedder “Alt om årets Eventyrbryllup” – mens Se&Hør på alle temasiderne om brylluppet bringer et stempel, der siger “På’en igen Joachim” og i brødteksten blandt meget andet kalder ham Stivstikker og Hans Kgl. Kontrolfreak.

Pakkede ud og vaskede og lavede lidt mad og skulle ligge lægge vasketøj sammen foran fjerneren, da jeg stødte på et program på TV3 kaldet Finalen i Miss Aquadorelle – Danmarks mest naturlige skønhed.  En konkurrence udskrevet af  kildevandsfirmaet Aquador med det egentlig relativt noble mål at kåre en kvinde for både indre og ydre skønhed, der ikke behøvede at leve op til traditionelle skønhedskrav. Men som i udførelsen var en mærkelig blanding af amerikansk beauty-pagent med phony “red-verden-erklæringer”, Americas Next Top Model og en mislykket efterligning af Dove’s kampagne for natural beauty. Har faktisk ikke tidligere set herhjemme, at et brand i den grad havde kunnet købe sig til SÅ udvidet sendetid – og programmet var ligefrem produceret af et selskab, der hed noget i stil med “BrandTV” – og det er altså en rimelig vild ting, hvis vi er nået dertil på skodtv-fronten nu. Det har været på vej længe og er ofte sket bag kulisserne – men at det foregår så åbentlyst, er alligevel et meget markant skridt i nye retninger af medie-kommercialisering. Som konceptudvikler og medieudvikler åbner det nogle meget interessante motivationsretoriske perspektiver, hvor man – hvis man som virksomhed eller organisation virkelig har noget på hjerte UDOVER at sælge og gerne vil være med til at rykke lidt ved verden, ville kunne lave nogle virkelig interessant ting. Men som mediekritiker bekymrer det mig noget, fordi jeg tvivler på, hvor mange af virksomhederne og konsulenterne bag den slags koncepter, der tager ansvaret alvorligt. Og det er et stort ansvar. Og så er det altså ikke godt nok “bare” at lave endnu en skønhedskonkurrence. I hvert fald ikke, hvis ikke kravene til den naturlige skønhed er mere kantet og nyskabende defineret. Det er et stykke på vejen og heldigvis VAR det faktisk en af de to mest skæve skønheder, der løb af med sejren. Men der er temmelig langt stykke vej til at man kunne kalde det vellykket motivationsretorik. Og med de summer, det må have kostet at producere er det lidt…ærgerligt. For nu at sige det pænt.

Og så var mit første halvandet døgn herhjemme ved at være slut. Og i morgen har jeg mit første arbejdsmøde og så kalder weekendens mange hyggestunder. Og i næste uge begynder gensyn, kaffemøder, arbejde, hygge-aftaler og jul-i-juni-arrangementer for alvor at spætte min kalender. Min kalender som jeg ellers ikke har haft fremme i de sidste tre måneder. Og mit vækkeur – som jeg ellers kun har sat tre-fire gange mens jeg var i New York, skal også i sving i morgen tidlig.

Hverdagen begynder så småt…men den begynder med hjernen boblende over af nye ideer, inspiration og frisk-opsnappede tendenser. Hjertet pumpende varmblodet glæde rundt i kroppen. Og pulsen dunkende simultant i mange forskellige rytmer. De mange fra New York – nu tilsat med salsa og et par af mine danske grund-beats.

7 kommentarer
%d bloggers like this: