Nadja Pass

Kategori: Livet som selvstændig

Sommerens 20 store udfordringer

1) At finde det helt rigtige punkt mellem “hårdt nok til at sandet ikke skrider ud under fødderne på en” og “langt nok ude i vandet til at fødderne løbende bliver overskyllet af saltvand”.

2) At holde et konstant flow af is-te kørende så der hele tiden er noget nyt koldt klar, når man trænger. Til gengæld er det ikke så stor en udfordring at vælge hvilken te, det skal være. Har – trods det temmelig irriterende navn – været helt afhængig af “Cool mint” siden Pil Bredahl fra FairTrade Designers serverede den for mig for et par uger siden.

3) At undgå at hjembringe ALLE de sjove sten og kønne skaller man finder langs stranden, også selvom Alt For Damerne i et af deres sommernumre havde en masse ideer til alt det sommerskønne man kunne bruge den slags til i haven eller på altanen. (nært beslægtet med 1)

4) At lade Dankortet blive hjemme, når man browser gennem byens fem fuldstændig ens hvidt-og-slidt-butikker, så man automatisk undviger momentane fristelser til at forvandle ellers så yndigt og autentisk sommerhus til forloren herregård. (nært beslægtet med 3)

5) At have styr på, hvor ALLE brandmændede befinder sig i vandet og samtidig plaske spontant omkring.

6) At skifte fra badetøj til almindeligt tøj ved afgang fra strand uden at blotte sig totalt og samtidig uden at halvskjule sig så krampagtigt under sommerkjole, der alligevel ingenting dækker, når der bakses, at det tiltrækker sig endnu mere opmærksomnhed end et par sekunders fuldt blottede bryster eller baller.

7) At lade være at synes, det er synd for en, at man skal arbejde/slæbe fliser/flytte på årets varmeste dage, når man lige har været på lang ferie eller for eksempel har brugt tre måneder i foråret på at flanere i New York.

8) At finde det helt rigtige sted, hvor man kan se bare en my af hvad der står på skærmen, når man beslutter sig for, at alt arbejdet på årets varmeste dage ligeså godt kan foregå udendørs. (temmelig tæt beslægtet med 7)

9) At få solcreme på ryggen, når man er alene på stranden.

10) At lade være med at tjekke sin inbox hvert 6. sekund, fordi det da virkelig ikke kan passe, at der ikke sker en skid på arbejdsfronten på årets varmeste dage.

11) At beslutte sig for, hvilke af sommerens mange delikatesser, man skal servere for alle der melder deres ankomst og som man gerne vil forkæle.

12) At lade et par af bærrene sidde på busken, så der også er nogle til i morgen.

13) At huske sig selv på, at det ikke gør noget, at badedragten, der ellers lige var blevet tør, bliver våd igen, hvis man uventet finder et nyt dejligt sted at bade på sin lange gåtur langs stranden.

14) At lade være med at gå i panik over, at der om fredagen er næsten en hel uge til de nye sladderblade og magasiner kommer på hylden.

15) At finde noget, man gider se i fjernsynet, når man virkelig trænger til et fix – og samtidig undgå at falde i fælden med at skulle følge en serie hver eftermiddag, som for eksempel Hercule Piorrot. Dog ikke noget reelt problem, da der ikke er noget fjernsyn i sommerhuset.

16) Ikke at blive uvenner med folk, der elsker sport, når man stønner lidt over EM > Wimbledon > Tour de France > OL.

17) At nyde sommerdagene på Indre Nørrebro, når alt det, man elsker (forståeligt nok, men ærgerligt, når man nu lige SELV skulle bruge dem :-) er ferielukket.

18) At vælge mellem blomkål og spidskål, jordbær og hindbær, røgvarer og friske fisk – men heldigvis være stor nok til at huske sig selv på, at i morgen er der jo atter en dag og et myt måltid, der skal tilberedes.

19) At prøve at finde på en gangbar undskyldning for at droppe cykelhjelmen i sommerlandet, selvom man udemærket godt ved, at ulykken ligeså godt kan ske på vej til stranden – og at selv om der er færre biler, kører de – måske af samme grund – mere uforsigtigt heroppe.

20) At komme tilbage til arbejdet selvom man sidder her i solen og er superinspireret til at lave alt muligt andet, fordi tågerne fra flere ugers køkkenkedelighed efterhånden er ved at lette og der derfor pludselig er plads til alle mulige andre tanker.

UPDATE: For søren da. Glemte lige et par af de helt store udfordringer. Så nu bliver det “Sommerens nogle-og-tyve store udfordringer…

21) At få alle benene ud af de røgede sild og samtidig bevare nogle filletter i noglelunde appetitlig stand. Sært beslægtet med 5) da det altsammen handler om pinslernes/irritationsmomenternes tæthed contra nydelsen. Også noget pjat at købe de røgede sild in the first place, når man nu i virkeligheden langt bedre kan lide makrel.

22) At undlade at gå i flåt-panik HVER gang man ser mærkelige stik på kroppen.

23) At overbevise den ældre generation om, at hyld faktisk er rigtig hyggeligt at have på grunden og at man kan lave både hyldeblomstsaft og hyldebærsuppe af kronerne – SELVOM hyld i princippet er ukrudt – eller “Skrub”, som man åbenbart også kalder det, der bør fjernes i pæne haver.

24) At huske sig selv på, at skrabespil og lotto er “ekstrabeskatning af de dumme”, når man lige synes, det kunne være rigtig hyggeligt at prøve lykken. Også i dag.

25) At undgå at solbrillerne ser ud som om man har “pudset dem i sylte” når man nu er så glad for at sætte dem op i håret – også når håret ikke er helt tørt og man selv stadig er lidt solcreme-fedtet.

Reboot – mit årlige inspirations-fix

Normalt tager jeg ikke til konferencer. Men der er én konference om året, jeg meget nødig vil gå glip af. Og det er Reboot. Det årlige træf, hvor 600 fri-tænkere fra hele verden udveksler deres nyeste ideer – ofte på det helt sprøde, uafprøvede plan – gennem foredrag af meget høje kvalitet, samtale-sessions, pause-mingling og fester.

Reboot er den slags, man bliver afhængig af. Når man først har prøvet det én gang, skal man ligesom have sit årlige skud. Og det er derfor meget sigende, at billetterne i år var udsolgt på et øjeblik, ventelisten hobede sig op og folk kom rejsende fra hele verden, selvom programmet først blev offentliggjort dagen inden konferencen skulle løbe af stablen. Folk – inklusive mig selv – købte det simpelthen ubeset i fuld tillid til, at arrangøren (min ven og überinspirator Thomas Madsen-Mygdal) igen i år ville kuratere et par spændende dage. Og det var lige præcis, hvad han formåede at gøre (godt understøttet af en benhård koordinator og 45 frivillige).

Jeg er sikker på, at det for de 600 deltagere er vidt forskelligt, hvad det er, der går en i blodet. Men her er lige med løs hånd en liste over nogle af de ting, jeg synes er helt fantastiske – i uprioriteret rækkefølge:

  • Der er plads til kompleksiteten. Selvom de fleste udefra måske nok opfatter Reboot som en konference, der primært handler om ny teknologi og socialt software (og mange af talerne ganske rigtigt tilhører creme-de-la-creme af verdenseliten inden for det felt) handler det i lige så høj grad om filosofi og værdier og tilgangen til livet, arbejdet og sine relationer. Der er både plads til de helt store tanker og visioner – og til de helt konkrete hands-on-diskussioner af dagligdagens udfordringer, når man arbejder konkret med tingene
  • Pauserne er mindst lige så vigtige som oplæggene. Det er de jo i princippet til alle konferencer, fordi det mindst lige så meget handler om at mødes med alle de andre. Men det er bare tit ret rungt at mingle på traditionelle konferencer og man ender med at stå lidt fortabt med sin kop konferencekaffe.På Reboot er alle generelt meget åbne og nysgerrige – så man sjældent lov at stå længe alene med sin kop konferencekaffe i pauserne. I stedet ender man konstant i lange samtaler, der straks snor sig op i de højere luftlag. Navnene på navneskiltene står tilstrækkeligt stort til, at man hurtigt kan læse dem og indlede en naturlig samtale uden at skulle stikke snuden upassende tæt hen til et navneskilt med visit-kort-størrelse-skrift. Der er cafe-områder og masser af strandstole, som man kan flytte rundt på efter behov. Og det hele ender i masser af samtalefragmenter fyldt af smittende begejstring og masser af nye forretningsideer og samarbejdsmuligheder til følge.
  • Der er legestue til ungerne (og trængende repræsentanter for forældregenerationen)
  • Deltagerne are “walking the talk” – for eksempel var det helt forrygende at se, hvordan en kombination af “selvorganisering” og årets tema “FREE” endte i skøn forening, da after-partyet på Ideal Bar rykkede over på den anden side af Enghavevej, hvor en af deltagerne standsede nogle unge fyre, der kom trækkende med en ølvogn og en forstærker, købte hele deres lager og udlovede FREE BEER til alle og vi endte med at stå 100 glade mennesker midt i midsommernatten midt på Enghavevej og bare feste igennem.
  • Der er aldrig kø på dametoilettet
  • Der er tænkt over detaljerne – Der er altid lige noget ekstra at glæde sig over. I år var det grafiske udtryk for eksempel præget af farvede bobler på lyseblå baggrund. Og så var der også klistret farvede cirkler på gulve og vægge for at forvandle de institutionelle gymnastiksalsrammer til sit eget univers.
  • Der bliver sat nye standarder for merchandise – I år fik alle deltagere udleveret en “Reboot-sock”. En designer-nytænkning af det klassiske lap-top-sleeve, der udover at være superlækkert i kvalitet og farvevalg kunne foldes på et utal af måder, så det kunne passe til forskellige størrelser lap-tops – eller bruges som hue og tørklæde. Jeg var også ret begejstret for den kage en af sponsorvirksomhederne – Social Square – havde fået lavet, hvor deres nye grafiske design var “printet” i alle detaljer på toppen. Designet er lavet af Jan Rasmussen, der også er manden bag Reflexioners grafiske design. Og det består af et helt univers, hvor fremtidens sociale markedspladser, mennesker og virksomheder lever mellem hinanden. Udsnit af universet bliver brugt på hjemmesiden og visitkortene – og på samme fik man sit eget udsnit af universet, når man skar sig et stykke kage. Ret smart.

  • Mange geeks er faktisk temlig meget mere lækre, end fordommen sådan umiddelbart antyder…
  • Det er helt normalt at være fri fugl, fri-tænker og free-lancer. Det er fuldstændig forrygende den ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres erfaringsgrundlag til én rød tråd. Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler – fuldstændig ligesom jeg selv bortset fra – mellem perioder, hvor de er mere afsøgende, eftertænksomme og batteriopladende, og perioder, hvor det kun kan gå for langsomt med at realisere en ny ide. Og det er utroligt inspirerende og befriende at dele erfaringer. Og så er det også lidt sjovt, at man møder folk fra hele verden, der på baggrund af deres Reboot-oplevelser mener, at alle danskere må være de mest fritænkende, åbne og forandringsvillige folk, der findes, fordi alle de har mødt på Reboot er sådan. Og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det ikke nødvendigvis er gennemsnitsdanskerne, de møder der :-)
  • Man bliver hurtigt up-to-date med mange af de nye begreber og gadgets. Det er for eksempel her, jeg i årenes løb har hørt begreber som wikis, rss og alle mulige andre begreber, der med rekordfart er blevet hvermands-eje nævnt første gang. Og så er det bare så vildt at se, hvordan de mange iPhones og bærbare med lysende æbler er en helt naturlig forlængelse af mange af deltagernes legemsdele, så de fuldstændig ubesværet liveblogger og billeddeler under foredragene.
  • Der bliver udforsket og afprøvet forskellige genrer og foredragsformer. Det var for eksempel her, jeg første gang hørte om PechaKucha og micro-presentations. Der opstår spontane diskussionsklubber i kølvandet på de store foredrag, som man så kan få en professionel moderator til at stå for. Der er kreative workshops i retning af robotbygning og design, lege for voksne (venligst læs uden kinky fortegn) og live-interviews. Og uventede elementer såsom guitar-eksempler på irsk folkemusik i et oplæg om kultur-og-traditions-bevaring, flyvende badeænder og free hugs. Der alt sammen veksler ind i mellem de mange powerpoints, hvor folk generelt er utroligt gode til at bruge meget få bullet-points.
  • Og måske vigtigst af alt…så er der denne her stemning af, at vi sammen faktisk kan rykke noget. Ved arbejdspladserne, organisationerne, samfundet, verden. Det handler ikke bare om at øge profitterne eller sælge tingene på en snedigere måde. Der er en mening med det hele, der handler om at demokratisere organsiationerne, frisætte tænkemåderne, sprænge konventionerne og udforske det umulige. Og hvor er det dog befriende, når nogen tør tage så store ambitioner og visioner i deres munde en gang i mellem.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tilbragt det meste af dagen i dag på sofaen uden behov for særlig mange andre stimulanser end skod-tv og salte fisk. Men det skyldes faktisk ikke tømmermænd – selvom jeg et sted i spændingsfeltet mellem gin-&-tonic-nummer-5 og øl-nummer-6 begyndte at forberede mig mentalt på, at det godt kunne blive tilfældet. Det skyldes, at jeg er overstimuleret på den gode måde. Jeg er mere fuld af nye ideer, inspiration og tanker, end af alkohol-reminiscenser…og er også socialt blevet stimuleret af masser af forrygende samtaler, udfordringer og overraskende spørgsmål og free hugs.

Ahhhhh – siger jeg bare. Og så siger jeg stort tak til arrangørerne og de mange andre deltagere for nogle rigtige dejlige dage. Og håber, at nogle af alle jer andre derude også bliver inspireret til at bryde lidt – og stille større krav til – konferenceformaterne…

Farvel til fastnettet – og den faste forbindelse

Hvis du havde spurgt mig i går ville jeg have sagt, at dette mest af alt var tænkt som en servicemeddelelse: De få, der hidtil har benyttet sig af mit/Reflexioners fastnetnummer (3311 0185) skulle lige vide, at det er opsagt fra og med i dag og jeg/Reflexioner fremover kun kan træffes på mobilen (2949 9696). Og det ved i så nu.

Men klokken fem i morges vågnede jeg så jetlag-agtigt pling og var sådan helt “Gud nej, kan jeg nu også det?” Jeg havde selvfølgelig været alle pros-and-cons igennem, da jeg ringede til TDC for et par uger siden for at opsige det. Men der i sommernattens alt-andet-end-mulm-og-mørke lå jeg pludselig og vendte og drejede mig som en grill-kylling.

Er det totalt uprofessionelt at drive en seriøs virksomhed uden at have et fastnetnummer til den? (nej, det synes jeg jo ikke det er, især når den virksomhed ofte byder på omfattende rejseaktivitet, møder og kaffeaftaler, der gør, at jeg alligevel sjældent sidder ved siden af røret)

Hvad med den tre faxer om året, jeg godt kan finde på at sende eller modtage? (jamen det går jo så nok alligevel. For faxen er jo i forvejen en uddøende race og man kan faktisk også faxe ret meget nede fra 7-11 før det løber op i det samme som et fastnetabonnement)

Hvad med dem, der ringer til Reflexioner i de kommende måneder og ikke ved, jeg har nedlagt nummeret? (hey – who am I kidding. De eneste, der ringer til det nummer er jo i forvejen kun alle de irriterende sælgere af vaskepulver-i-firma-pakninger der i forvejen er alt for store til at give mening for en enkeltkvinde-virksomhed. Alle andre ringer i forvejen på mobilen – så det eneste reelle problem er så, at sælgerne nok begynder at ringe til mobilen, hvilket er temmelig irriterende og tidskrævende. Men ikke nok til at opretholde dyrt abonnement).

Så alt i alt kan jeg godt se på det hele, at “what it all comes down to” er ren nostalgi. Jeg har det lidt ligesom Peter Belli i den her reklame:

Men min nostalgi handler nu ikke så meget om selve nummeret og de samtaler, der er foregået over det nummer helt tilbage til den gang Kennedy blev myrdet. Hvis jeg er nostalgisk overfor et fastnetnummer, er det snarere nummeret i mit barndomshjem, som jeg i min teenagetid førte laaaaange telefonsamtaler med veninderne over og sludrede igennem på en måde, jeg bare meget sjældent gør på mobilen.

Jeg doodler heller ikke rigtig længe. For selvom jeg stadig venter i lange “du-er-nu-nummer-seks-i-køer”, går jeg jo rundt med mobilen, mens jeg taler – og produktionen af kruseduller er faldet markant. Og dem savner jeg også lidt. Men igen – det gør ikke den store forskel, for der var jo i forvejen ikke nogen, der ringede på det nummer. Så krusedullerne var for længst en uddøende race.

Men ingen af de nostaligske tankeudflugter er reelt argument nok til, at jeg skal beholde den faste forbindelse. Og jeg er jo fanden ikke selv gråt guld. Endnu. Den reklame er målrettet en målgruppe, der er mindst 30 år ældre end mig. Og jeg har jo i praksis i årevis udlevet tankerne om det fleksible arbejdsliv, der kan foregå når som helst og til lands, til vands – og snart ikke kun på businessclass – i luften. Så nu, hvor jeg endegyldigt også kapper den fysiske faste forbindelse er det et sidste nostialgisk farvel til tanken om, at man bør sidde det samme sted fra 9-17 når man arbejder. Og – som en veninde straks skrev til mig, da jeg i morges meldte ud til de få, der tidligere har benyttet fastnetnummeret, at det nu var slut med det – et hjerteligt velkommen til det 21. århundrede.

Nøglen til det evige liv

…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.

Og opskriften er simpel – såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.

“Det lyder alt sammen meget godt – men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…

Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig – i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.

Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller – gætter jeg på – bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.

Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg – udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse – at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.

Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover – tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.

De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.

Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.

Evigt liv kan ingen garantere – og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her – og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.

Myten om dén røde tråd

4% af topchefer er kvinder – 1988

4% af topchefer er kvinder – 2008

står der på forsiden af det nye magasin Protocol, som en betroet kurér netop har haft med herover til mig i kufferten. Og det er lige præcis omdrejningspunktet for Protocolprojektet, der udover magasinet omfatter kurser, netværk og coaching, der alt sammen har som sit primære formål at accellerere antallet af kvindelige topchefer i Danmark.

Det var superfedt at se det færdige premierenummer, for jeg har været så priviligeret at følge projektets udvikling lidt på sidelinjen de seneste par måneder – og det er rigtig dejligt at se, at resultatet er blevet så godt.

Skarpe pointer, nuancerede interviews, et godt advisoryboard, der svarer nuanceret på læsernes penible spørgsmål, gode how-to-komme-videre-artikler og ikke mindst en masse stof til eftertanke, der virkelig får en til at undre sig over, hvorfor Danmark i så høj grad sakker bagud, når det gælder ligestilling på topplan.

Nå ja, og så har jeg oven i købet fået min egen klumme i magasinet. “Stemmen fra sidelinjen”, hedder den – og ideen er, at jeg hver gang stiller skarpt – temmelig skarpt – på forskellige fænomener fra erhvervslivet. Undren og kæpheste, der er opstået, når jeg som selvstændig forlægger, foredragsholder, konsulent og konceptudvikler har bevæget mig ind og ud mellem forskellige brancher og arbejdspladser.

Den første klumme i rækken handler om myten om “dén røde tråd” som mange headhuntere, HR-konsulenter og karriererådgivere ofte efterspørger – og som jeg mener er temmelig forældet på et arbejdsmarked, der i stadig stigende grad efterspørger folk, der tænker på tværs og produktudvikler – kompetencer der ofte bunder i, at man har erfaringer fra mange verdener og at ens cv mere ligner et kludetæppe end én rød tråd. Ikke så mærkeligt, at det kan være så f……. svært at beskrive sig selv, når alle ens vigtigste kompetencer ikke passer ind i de traditionelle skemaer og forventninger, selvom det i visse sammenhænge burde være en kvalifikation i sig selv. Nå – det vil jeg ikke uddybe mere her, når du lige så godt kan læse hele klummen ovre på Protocols hjemmeside.

Og så vil jeg i det hele taget varmt anbefale at tjekke Protocol ud – og få inspiration til, hvordan du kan vikle, vinkle, hækle, strikke, strække, folde og udfolde din karriere og dit potentiale.

Arbejdsplads, arbejdsrytmer og arbejdsro

udsigt.jpg

I princippet kan jeg arbejde hvor som helst. Hvis bare jeg har min bærbare under armen, ideer at fylde i den og tid til at gøre det, kan jeg være uhyre produktiv. Hvor som helst og når som helst. I princippet i hvert fald. Men i realiteten har jeg bare efterhånden lært, at der er nogle steder og rytmer, der stimulerer mig og mit arbejde bedre end andre. Og det er ikke noget, jeg går og tænker så meget over til daglig derhjemme. Men det bliver meget tydeligt, når jeg pludselig – som nu i New York – har rykket mig selv lidt op med rode – og skal til at omplante mig selv på en måde, der både er nærende og produktiv.

Og hvad er det så, der skal til?

En god arbejdsplads er vigtig. Og det behøver ikke at være EN god arbejdsplads. For eksempel sidder jeg lige nu over en kop morgenkaffe på en dejlig cafe i Clintonstreet og det er i sig selv en supergod arbejdsplads – og jeg glæder mig til mange lange arbejdsdage på lignende cafeer. Men alligevel var det altafgørende for min arbejdslyst, at jeg igår fik rykket lidt rundt i min meget spartansk indrettede – men perfekt placerede – lejlighed. Fik bakset spisebordet fra køkkenet ned til vinduet i soveværelset. Og fik købt mig en laaaaang ledning, så jeg kunne få trukket netværket fra stuen ind i soveværelset også.

Så nu står skrivebordet (formerly known as spisebordet) perfekt placeret, så jeg på den ene side kan sidde dybt koncenteret foran skærmen – og på den anden side bare skal løfte blikket for, at det fortaber i de små hverdagseventyr, der konstant udspiller sig på East Houstonstreet lige under mig. Den konstante strøm af yellowcabs. Det arbejdende folk på vej til og fra arbejde. The early birds, der skal have morgenens første doughnut det øjeblik Dunkin Donuts slår dørene op. Busserne, der kører ufortrødent gennem den store sø, gårsdagens regn skabte på hjørnet overfor. Folk, der hænger og venter. Verden der glider forbi. Mens mine tanker glider rundt, på kryds og tværs og på plads. En arbejdsplads hvor jeg skiftevis kan koncentere tankene og blikket – og strække tanker og øjne. Det er vigtigt.

Og rytmen. Selv i den mest fleksible af alle tilværelser falder det mig naturligt at skabe mig en rytme. Ikke en fast og rigid rytme. Der skal være plads til masser af fravigelser og spontane ideer og indfald. Men alligevel en vis grad af rytme. Lidt grundbas. Stortromme i tilværelsen.

Og her har det foreløbig faldet helt naturligt at arbejde lidt tidligt om morgenen, hvor Danmark stadig er på arbejde, New York ikke er helt vågnet endnu og jeg er morgenfrisk i knoppen. Så en dag fuld af nye indtryk, traveture i nye kvarterer, museumsbesøg, læsning på cafeer. Og så – hvis jeg ikke har andre planer, hvilke jeg selvfølgelig hastigt får flere og flere af – arbejde igen om aftenen, når jeg er ved at være træt og mæt af indtryk for den dag. En rytme, der selvfølgelig vil være lige omvendt, når jeg får besøg hjemmefra – og rytmen givetvis bliver mere “work all day, socialize all night”-agtig.

Og så er der roen. Arbejdsroen. Som der også pludselig er rigtig meget af. For på grund af tidsforskellen kan jeg skrue fuldstændig op og ned for, hvornår mailstrøm og telefonopkald  får lov at være en kærkommen distraktion og et tiltrængt kærtegn hjemmefra – og hvornår der bare skal være stille. Helt stille. Og det giver en fantastisk grad af arbejdsro, der giver mig mulighed for at koncentrere mig og tænke uafbrudt.  Hvis det er det, jeg trænger til. Og det er det så åbenbart lige for tiden. Jeg kan slet ikke blive træt af at ånde luften i fulde drag.  Og det er simpelthen så skønt at mærke, hvordan nye ideer – store, små, holdbare, urealistiske, fjollede, dybt seriøse – pibler frem og får lov at vokse langt mere end der ville være blevet plads til derhjemme. Uanset, hvor meget jeg ellers prøver at give plads, rytme og ro derhjemme også. 

Fra Level 1 til Level 2 – og fra “dit store tab” til “dine modige investeringer”

I dag er det den 2. februar. Og så er det ikke alene Kyndelmisse/Kjørmes Knud (dagen, hvor gammelmor i sokkerne med huen og grålokkerne i de gode gamle dage, før den globale opvarmning overflødiggjorde den slags, måtte hale op i sokkerne og se forsagt derud)… DET ER OGSÅ REFLEXIONERS FØDSELSDAG. For Reflexioner ApS er nemlig (med vanlig begejstring for særlige datoer og lige tal) 02.02.02.

Og nu skal man jo “fejre sine sejre” og “man har kun det sjov, man selv laver“. Så selvfølgelig skal Reflexioners seksår-fødselsdag også lige markeres med champagne, hjemmebagte fastelavnsboller (hvis de altså falder tilnærmelsesvis fornuftigt ud…) og nogle gode venner i aften. Men spøg, spas og gode undskyldninger for champagneskål tilside, er Reflexioners fødselsdag faktisk også hvert år anledning til nogle lidt mere alvorlige overvejelser. For ligesom med andre vigtige mærkedage i menneskers liv og levned, er det en god anledning til lige at få fokuseret på tidens gang. Hvordan går det egentlig med det hele? Hvad er der sket siden sidste år? Hvad er der sket siden starten? Hvilke år var gode og hvilke hårde? Var der et system i den udvikling? Er det overhovedet relevant at tænke i år? Og hvad ville jeg ønske, der var nået at ske inden næste fødselsdag?

Fødselsdagen er en god anledning til lige at få tænkt i de større baner – både frem og tilbage. Alle de der store og vidtstrakte tanker, der i dagligdagen hurtigt kan drukne i fakturaer (både af den gode slags, man selv skriver og af den dyre slags, der kommer fra andre :-), regnskaber, deadlines, møder, opdateringer. De store linjer, hvor alle hverdagens små krøller ikke betyder så meget i det store perspektiv.

I det store perspektiv er der faktisk sket en meget markant forandring siden Reflexioners sidste fødselsdag. Det betød nemlig overraskende meget, da virksomheden fyldte fem år. Pludselig var det som om jeg i erhvervsledernes øjne havde bestået en slags svendeprøve i udholdenhed. Hvor folk (og jeg selv…) før syntes, det var så synd for mig, at jeg i årevis havde knoklet mig halvt ihjel samtidig med, at jeg formøblede en mindre formue, fik piben pludselig en helt anden lyd, efter 5-årsfødselsdagen.

  • Pludselig begyndte mine mentorer helt uprovokeret at tale om “mine modige investeringer”.
  • Pludselig begyndte folk, jeg først for nylig har lært at kende (og som derfor ikke fulgte med på nært hold, da jeg i de første år var nede og bide i græsset) at sige, jeg var “heldig at have sådan et priviligeret arbejdsliv med spændende opgaver, masser af felksibilitet, udfordringer og variation – og høj indtægt”. Hvor jeg jo selv selvfølgelig sætter enormt pris på den dagligdag, men på ingen måde forbinder det med held, har snarere undervejs følt mig temmelig U-heldig, fordi jeg undervejs har måttet kæmpe mod udefrakommende udfordringer som for eksempel nylig bristet it-boble, lavkonjunktur, Irakkrig og Dagens krak lige omkring min opstart, der gjorde det stort set umuligt at stampe annoncer eller støttekroner op.
  • Pludselig synes folk, det lyder som om jeg har en helt fornuftig forretningsmodel. Og procentdelen af himmelvendte øjne, når jeg fortæller om mine internationale ambitioner og New York-planer, er forsvindende lille sammenlignet med dengang, jeg først talte om Reflexioner-drømmene.

Kort sagt kan man mærke, at Reflexioner er ved at være ude over den første spæde barndom. At der efterhånden er blevet lavet et par årsregnskaber – og at de ser bedre ud for hvert år… at jeg selv har fået nogle år på bagen og er blevet (lidt) mere realstisk – eller i hvert fald smerteligt bevidst om, hvad det kræver at kaste sig helt ud på det dybe…at det kan lade sig gøre at hente det tabte ind på relativt kort tid, selvom det kan virke helt, helt uoverskueligt, når det står værst til.

Det hele vender tilbage som en stor sort klump i maven, når ser iværksætterprogrammer ala “Når bundlinjen bløder”. Både på vegne af de hårdtprøvede hovedpersoner og ved mindet om dengang, da jeg selv stod der med min store ide som jeg brændte så meget for – og pengene bare fossede ud af privatkassen. Og jeg får lyst til at råbe til dem, derinde bag skærmen, at det nok skal gå selvom det nok virker helt, helt umuligt lige nu.

Og det er jo heller ikke fordi jeg selv føler mig på den sikre side nu. Fremgangen er stadig skrøbelig og jeg kan mærke, at jeg bliver lidt småallergisk af al den recessionssnak, for det er bare ikke sjovt at ville skabe nyt i lavkonjunkturtider. Men det går trods alt (7-9-13, bank under bordet, bli ain ha ra, knock on wood og alt det der) fremad.

Selvfølgelig kommer der nye udfordringer hele tiden. Situationer, man ikke havde drømt om, man ville komme til at stå i. Viden, man aldrig havde haft ambitioner om at tilegne sig. Spørgsmål, man ikke aner, hvor man skal finde svaret på. I den forstand er de første fem år jo bare level 1 udi virksomhedsdrift.

Lad os se, hvad Level 2 bringer, Reflexioner. Tillykke, i hvert fald, med fødselsdagen.

Gear-skiftets kreative kraftfelt

Da jeg skulle lære at køre bil, syntes jeg,  min kørelærer var fuldstændig vanvittig, da han første gang sagde, at jeg skulle gear lige ved et kryds. Jeg var jo ellers lige “særligt opmærksom” på alt lige fra vejens forløb til trafikken og vejrforholdene – og kunne da virkelig ikke også skulle koble ud og skifte gear samtidig. Men jo bedre jeg følte mig tilpas i trafikken, jo mere kom jeg til at holde af at skifte gear. Og som min mor plejede at sige, at hendes far plejede at sige, at hans gode ven taxator Hansen, der jo nok vidste et og andet om biler, plejede at sige: Man kan altid kende den gode bilist på, hvor ofte de skifter gear. Det er i gearskiftet køreglæden og følingen ligger. Og jeg holder både meget af at tonse derudad i femte gear på motorvejen med masser af god musik drønende ud ad højtalerne – og bykørslens strategiske vekslen mellem de lave gear og de bedste vejbaneplaceringer. (parkeringsplads-jagt-dramaerne kunne jeg dog godt være foruden).

Men det er ikke kun, når jeg kører bil, jeg holder af at skifte gear. Det gør jeg i høj grad også i hverdagen. Og en af de fedeste ting ved at være selvstændig er, at jeg kan planlægge og sammensætte mit arbejdsliv, så der er plads til mange gearskift i ugens løb – nogle gange i løbet af den enkelte dag.

For jeg elsker og får utroligt meget inspiration og kreativ kraft af at skifte fra den hyper-opmærksomme “på-hed”, der er påkrævet i foredrag og vigtige møder til den stille fordybelse bag skærmen eller med store bunker læsestof. Fra konsulentlivets staccato-opgaver til den akademiske verdens legato-processer. Fra forretningsfrokoster på fancy restauranter til low-key-kulturelle arrangementer.

Lad mig eksemplificere med den nys forgange uge:

Jeg har haft mere end almindelig travlt med at tekstforfatte og ideudvikle for en af mine store kunder, og har i den forbindelse frekventeret både reklamebureauer og corporate hovedsæder flere gange i ugens løb. Jeg har tilbragt en del tid i Rådvad hos FairTrade Designers – tre superdygtige designere, jeg elsker at arbejde sammen med, og som jeg derfor har brugt mange sene nattetimer på at hjælpe med at få en blog klar, inden de skulle præsentere deres projekt på KUR08 hos Danish Crafts. Jeg skal være censor til de mundtlige eksaminer i retorisk kritik i næste uge og har gnavet mig gennem en del synopser og  omfattende pensumopgivelser. Og alt sammen har været garneret med en blanding af Nytårskur hos Bindslev, KUR08 hos Danish Crafts, Pecha Kucha på DAC, arbejdsweekend i andelsforeningen, Statens Museum for Kunst. Og ovenpå så mange gearskifter er det altså, at det kan være meget tiltrængt med en sødsuppefilm torsdag aften (tak TV3, fordi I viste Mona Lisa Smile – det var da bare lige, hvad der skulle til!

Mange gearskifter, virkelig mange. Og nogle af dem brat fra censor-forberedelsens ultimative legato til “hastekorrekturlæsningen på vigtigt brev”-staccato. Og sådan en uge kan det godt være liiiiiige ved at blive for meget. For hvert gearskifte kræver trods alt lige en udkobling, før man kan køre videre i det nye gear. Og hvis der ikke er plads til de korte udkoblinger, kan jeg godt blive lidt stakåndet.

Det gode ved de mange gearskifter er til gengæld, at der kører så mange parallelle tankespor på samme tid. Og de krydser ind over hinanden og skaber nye sammenhænge og inspiration, der ellers ikke ville være opstået. Man bevarer følingen med mange forskellige verdener og tankegange – og så længe det ikke bliver så meget, at man bliver stakåndet af det, tror jeg på, at det altsammen imploderer og gavner hinanden.

Nuvel – afsted til middag med indbygget børnepasning af livlige unger. Gætter på et par timers intens staccato – og så legato efter godnattid :-)

Når Danmark går i flæsk

Klokken er 13.07, det er fredag og jeg har modtaget en – 1! – mail i dag. Og det var min kontoopgørelse fra Årstiderne.

Jeg har simpelthen ikke modtaget noget som helst arbejdsrelateret fra nogen som helst i dag. For i dag er det slet ikke arbejde, det handler om på de danske arbejdspladser. Det er nemlig store J.U.L.E.F.R.O.K.O.S.T-aften i aften. Og så er der vigtigere ting at tænke på. Make-up’en. Maden. Sladderen. Lir’en. Svir’en.

Jeg skal også selv af sted om et par timer. Til højt belagt smørrebrød fra Aamanns og hygge med mine højt-skattede kontorfæller, så pointen med dette indlæg var egentlig ikke at sidde her dydsmønsteragtigt og klappe mig selv på skulderen, fordi jeg tilsyneladende som et moderne svar på Jens Vejmand er den eneste, der sidder foran skærmen her til formiddag.

Jeg synes bare altid det er sådan en vild fornemmelse, når Danmark i dén grad lukker ned. På hverdage. På en måde, hvor det er fuldstændig legitimt at sige “nix bixen du – det kan jeg ikke i dag, jeg skal til julefrokost”. Svarer fuldstændig til dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag, efterårsferien og dagene mellem jul og nytår. For ikke at tale om hver fredag, hvor man kan droppe alt om at komme i kontakt med nogen efter klokken 12 – for hvis de ikke er taget tidligt hjem, er de til fredagsvin.

Hvis man går den danske arbejdssstyrkes årscyklus efter i sømmene, er det i det hele taget ret få uger om året, vi alle sammen er fuldt arbejdsdygtige.

  • I januar og februar (kun afbrudt af eventuelle skiferier) er alle enten syge eller smådeprimerede og synes, det er helt ok at gå lidt tidligere fra arbejdspladsen, fordi det jo ligesom er lidt synd for os.
  • Fra marts til juni er der stort set ikke en uge uden mindst en helligdag (har simpelthen aldrig fattet, hvorfor Struense ikke lige placerede Store Bededag midt i februar eller november).
  • Juli – ja juli tæller ligesom ikke, for selvom man ikke længere har industriferien, kan man ikke rigtig regne med der er fuld damp på i juli.
  • Og august – jamen den tæller heller ikke rigtig længere, af de modsatte grunde. For nu hvor vi ikke længere har industriferie, er der trods alt mange, der har rykket deres ferie til august.
  • I september… jamen hov – det er jo i september, vi arbejder. Vejret er for det meste så fint, at vi er rimelig glade og ovenpå, folk er hjemme og der er gang i hjulene.
  • Oktober rykker også rimelig godt bortset fra efterårsaktivitetsferien, hvor i hvert fald børnefamilierne er stemplet ud. Og alle os der ikke er børnefamilier tager også gerne en forlænget weekend, for nu hvor vi ikke er tvunget til at holde ferie i skoleferien er det jo om at benytte sig af det.
  • November, november, november, november…ja den er jo bare uendelig lang, så hvis man klarer sig udenom depressioner, forkølelser og irritation over alt for tidligere juleeventyr kan man også godt få lidt fra hånden i november.
  • Og december – ja december er fuldstændig og total undtagelsestilstand.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker også hyggen og synes til hver en tid man skal unde sig selv lidt selvforkælelse, glæde, hygge og fest – især nu her, hvor vejret og vintermørket kan få selv den mest hårdnakkede optimist ned med nakken. Men det er sgu’da syret, at vi midt i en globaliseret verden, der bare pulser derudad 24-7-365 i den grad formår at opretholde den kollektive nedsyltning. Og stadig bevare en selvforståelse af at være blandt de mest effektive og hårdtarbejdende folk i verden…

UPDATE: Vores julefrokost på kontoret var et hit – stemnings-, delikatesse-, kitch-jule-musik- og debatfyldt. Men gæt lige, hvem der (ca. to timer efter at have skrevet nærværende indlæg) råbte højest på Magnus, da klokken slog fem, og vi andre sad bænket, mens han liiiiige-skulle-afslutte-de-sidste-vigtige-ting-inden -weekenden-så-alle-andre-kunne-komme-videre-med-deres-respektive-gøremål-uden-at-skulle-afvente-hans- input. Rigtigt gættet: Det var selvfølgelig undertegnede, der førte an i “KOM NU – det er jo julefrokostEN”-råbet.

Livet som computerspil

En gang i mellem sker der det fantastiske i blogosfæren, at nogen ved at lægge en kommentar, kommer til at trigge en helt ny tanke eller ide. Det skete for mig forleden, da Kåre Mulvad brugte begrebet “Level 1” om modets forskellige udviklingsstadier.

Siden har jeg slet ikke kunnet lade være at se hele livet som varianter af forskellige computerspil.

  • Hver gang man giver sig i kast med nye opgaver, uddannelser, brancher, rejselande, vennekredse, sprog og software-applikationer starter man på Level 1. Og det ser svært og uoverskueligt ud første gang man giver sig i kast med det – men snart er det barnemad og man bevæger sig op på et nyt level. Det ser også svært ud og man skal lige gennemskue banen og udfordringerne og se, hvor guldet/nøglerne/ostene gemmer sig. Men det bliver relativt nemmere at afkode de nye baner/levels jo bedre man har lært spillet grundregler at kende.
  • Der er forhindringer undervejs, men de er designet, så de aldrig er sværere end, at man KAN overkomme dem, når man først har lært, hvordan man hopper, skyder, finder den hemmelige kode, fægter. Og sådan er det jo også med de fleste af livets udfordringer. Hvis bare man prøver igen og igen og igen og igen – og prøver nye veje og utrætteligt prøver igen og igen og igen – så skal det for det meste nok lykkes, selvom det i udgangspunktet virkede helt umuligt.
  • Jo flere guldkorn, osthapsere, skattekister, bogstaver til den hemmelige kode, nøgler til de skjulte døre, man kan samle, jo stærkere står man, når man møder de næste udfordringer. Og sådan er det jo OGSÅ uanset om det er professionelle erfaringer, man samler sig. Gloser og bøjninger til et nyt sprog. Venner på Facebook og LinkedIn, der måske kan “come in handy” i uforudsete situationer. Penge at give af på kistebunden. Eller hemmelige steder i alverdens storbyer, hvor man kan føle sig hjemme og kender de kulturelle koder.
  • Og man KAN jo være heldig at optjene nye liv. IRL gælder det jo ikke bogstaveligt. Men man kan alligevel optjene point, der betyder, at man kan tillade sig at dumme sig ind i mellem, fordi folk godt ved, at det jo ikke er “sådan man er”. Så derfor får man en chance til – et nyt liv. På jobbet. Hos bankrådgiveren. I venskabet.

Jeg får lyst til at gå hjem i min fars kælder og finde vores gamle Amiga 500, hvor især detektivspillet “DejaVu” og banespillene “Mike the Magic Dragon” og “Rick Dangerous” vækker varme minder – og…come to think of it…sikkert har været med til at trigge min trang til at kaste mig ud på det dybe. Her gik jeg og troede, iværksættertilværelsen var en voksenversion af Børnenes Postkontor. Men computerspillene skal man altså heller ikke kimse ad… Der er og bliver et vigtigt element af leg og spil forbundet med at kaste sig ud på det dybe som voksen.

%d bloggers like this: