Nadja Pass

Kategori: Livet som selvstændig

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
At USA fik en sort præsident
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…

Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

Det uendeligt store i det uendeligt små

Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.

Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.

Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.

  • Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær. 
  • En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
  • Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren. 
  • Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s   og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
  • En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
  • Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.  
  • Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
  • Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i. 
  • Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
  • Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
  • Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
  • Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
  • BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
  • En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde. 
  • Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over. 
  • Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
  • Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds. 
  • I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.  
  • Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
  • Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen. 
  • Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.

Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

Hvad er anledningen?

Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs. 

Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.

Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”

Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…

Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.

Når mørket kommer…

  • kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
  • kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
  • (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
  • er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
  • ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
  • bygger jeg bo i min store grå striksweather
  • råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
  • sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
  • kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
  • bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
  • stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
  • mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
  • juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
  • ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
  • synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
  • bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
  • opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

Skrivebordsvoyeuren rapporterer fra Vesterbrogade

Jeg har savnet min New York-udsigt og alle eventyrerne, der udspillede sig lige udenfor gadedøren, meget. Men lige præcis nu sidder jeg ved et skrivebord ved stort vinduevindue i 1. sals højde, hvor de konkrete detaljer er så tæt koncentrerede, at man nærmest kan drikke dem. Så hermed et udpluk af de konkrete detaljer, mine øjne er faldet på indenfor den sidste halve time:

  • En stor metalørn over døråbning til en Sonofon-butik. I vinduet en mini-lys-avis med koboltblå reklamestrøm, hvor der med få sekunders mellemrum står “Velkommen til Sonofon”. Og en mand helt klædt i sort, der har stået så længe og talt i mobiltelefon lige udenfor deres facade, at jeg er begyndt at overveje, om de giver “facade-rabat”på mobilminutterne.
  • En lille metal-Buddha på kabelhylden. Og en New York-snow globe + et bundt gule, uudsprungne liljer i vindueskarmen. De dufter ikke endnu.
  • En lille pige, der forsøger at fortælle sin mor et eller andet, som hun ikke hører, fordi hun er for travlt optaget af mobilen.
  • 8 store plancher med speedamarkernoter og et 1 whiteboard påhæftet 23 grønne post-it-sedler.
  • En meget bordeaux frisørfacade, der lover “International Hairdesign”.
  • En tavle i Føtex’ vindue, der – umotiveret placeret foran tre far-mor-og-barn-giner med “modetøj”- lover, at jeg kan vinde et 32” fladskærms-tv, hvis man kigger op på 1. sal.
  • Karin Høgh, der i al hast trækker sin cykel forbi.
  • En yngre kvinde med fletning og cykelkurv, der som den første parkerer sin cykel udenfor stativerne udenfor Føtex og dermed bidrager til det, der hver eftermiddag er et af Københavns mest proppede fortov.
  • Mennesker i alle farver, faconer, aldre og klædedragter, der har hver deres strategi for at krydse den meget befærdede hovedfærdselsåre.
  • 6A’eren, der kører forbi med ujævne mellemrum.
  • En gul ladvogn med en meget stor grå motorcykel bagpå.
  • Ikke særlig mange cyklister med hjelm. Den slags er meget tidspunkt-på-døgnet-afhængigt. I myldretiden er der efterhånden kort mellem hjelmene.
  • Til gengæld rigtig mange modesmarte regnfrakker af typen “mønstret voksdug nu som regnfrakke”. Især et højt antal taget i betragtning, at det slet ikke regner. 
  • En art director eller måske artkitekt med mappen under armen.
  • Op til flere caddies, der skal fragte indkøb hjem for gravide og ældre.
  • En barnevogn, hvor en rød, sammenklappet paraply/parasol duver op og ned i takt med brostenenes rumlen.
  • To hvidhårede kvinder, hvis parktiske sko ser ud til at virke efter hensigten.
  • En højgravid kvinde i lilla langærmet t-shirt bærende på en gul æske. Har intet gæt på indholdet. Men spændende ser den ud.  
  • Alle de karakteriske dekorationsbobler på Føtex-bygningen, som jeg aldrig før har tænkt over i dagslys – men som om aftenen giver bygningen sit blåprikkede skær.   
  • En systemansvarlig, der kæmper for at få en netværksprinter op at køre.   

Pendlerlivets pro’s and con’s

Min 1,5 måned-lange ombygningslandflygtighed er nu endelig ved at være slut. Og det er samme er derfor mit antropologiske studie af pendler-tilværelsen. For selvom mit arbejde er fleksibelt nok til, at jeg ikke behøvede at tage ind til byen hver dag – og kun ganske få gange var tvunget til at gøre det på myldretidstidspunkter – har det alligevel været mit første rigtige møde med livet som pendler.

Og hvordan var det så – hvis man altså skræller alt det andet baks med at være i ombygningsmæssig undtagelsestilstand fra?

Pro’s

  • Jeg har fået en hørt en masse P1 – og af en eller anden grund får jeg bare aldrig hørt så meget radio ellers. Men hold da helt op, hvor er P1 godt – og hvor er jeg blevet klog på alt muligt mærkeligt. Tager det som et KÆMPE kompliment, at der i tidens løb er mange, der har kaldt Reflexioner for magasinernes svar på P1.
  • Jeg har fået prøvet Phillipes take-away i Storkereden på Helsingør-motorvejen og synes, det er helt genialt godt tænkt at lægge et CoFoCo-Marche-lækkert take-away-koncept lige præcis der, hvor alle der pendler hjem fra byen mod Nordsjælland automatisk kommer forbi.
  • Jeg har haft nogle fuldstændig flow-agtige køreoplevelser – meget mærkelig fornemmelse af på den ene side at være fuldt opmærksom bilist og på den anden side glemme alt om tid og sted.
  • Jeg fik mulighed for at følge måneformørkelsen over Isefjorden, da jeg en sen aftentime skulle køre “hjem” fra fødselsdagsfest.

Con’s

  • Jeg har haft virkelig dårlig samvittighed over ikke at car-poole og fået det helt dårligt over at se alle de andre biler der – ligesom min – kun havde en person ved rattet. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg – hvis jeg skulle pendle hver dag og i øvrigt havde et arbejde og en familie, der skiftevis sled i mig heletiden – ville sætte rigtig stor pris på den times tid alene hver vej og næsten ikke ville kunne overskue at skulle have selskab også der.
  • Jeg har fået større forståelse for, hvorfor folk sidder og tripper og mister koncentrationen til sidst i eftermiddagsmøder, for risikoen for kødannelse er helt reel – og samtidig har jeg derfor også fået endnu mindre forståelse for, hvorfor nogen gider udsætte sig selv for at bo langt fra et arbejde, hvor de SKAL møde på konventionelle tidspunkter hver dag. Tro pokker, man bliver stresset, hvis man skal være på et bestemt tidspunkt i begge ender og det er helt uforudsigeligt, hvor lang tid det tager at nå frem – og man skal lægge en time oveni hver vej i forhold til sine arbejdstider.   
  • Jeg har fået mere end nok af Malene-sangen (din lejlighed er lidt brændt ned…) og Hej Matematik med Walkman (nu lyder skoven som New York, Man), når der var genudsendelser på P1 og jeg svingede over til P3.
  • Jeg kan pludselig godt se, hvor meget de stigende benzinpriser kan betyde for en helt almindelig families økonomi og kan derfor måske lidt bedre forstå, at den slags er så stort et samtaleemne.
  • Jeg har pludselig prøvet på egen krop, hvorfor spontaniteten i høj grad ryger, såsnart folk skal køre langt for at komme hjem. For man skal jo ikke alene holde meget øje med, hvor mange dråber alkohol, man drikker. Og selvom man sagtens kan more sig uden at drikke – hvilket jeg absolut godt mener, man kan – sidder man alligevel hele tiden med et øje på klokken fordi man skal være frisk nok i hovedet til at køre forsvarligt i en times tid.   

Og sådan kan det være så sundt og lærerigt engang i mellem at leve et liv, der ikke er ens eget…

%d bloggers like this: