Nadja Pass

Kategori: Livet og døden

Så skal jeg ellers lige love for, at mit humør fik en gang lak

I går fik jeg et af de dejligste julekort, man kan forestille sig. Ikke alene var det skønt at skue – med orientalske mønstre, der allerede var semi-synlige gennem den kvadratiske kuvert. Det indeholdt også lige det, jeg havde brug for – uden at vide, at det var lige det, jeg havde brug for.

Og det, jeg åbenbart lige gik og havde brug for uden at vide det, var to CD’er med Kai Normann Andersen-sange. Og det er vel og mærke ikke moderne genindspilninger af nutidens kändissser – det er de originale indspilninger fremført af blandt andet Marguritte Viby og Liva Weel. Med 30-50’er-artikulation og lakpladeknitren. Og de er der næsten alle sammen…”Man binder os på mund og hånd”, “Forelsket i København”, “Hot hot, jeg har det hede hule hot hot” (dobbeltformerne classic), “Titte til hinanden”, “Jeg giver mit humør en gang lak” og “Man bliver så glad, når solen skinner”. Jeg savner ganske vist min absolutte favorit – Musens Sang. Men den er trods alt en af de kendteste, så den skal jeg nok få opsnuset, nu hvor jeg er blevet opmærksom på behovet for at genintroducere Kai Normann-Andsersen i mit livs soundtrack. Og lige nu er der mere end rigeligt i de 47 skæringer, der lige nu danner lydtæppe for mit bloggeri.

Og så kan man jo spørge sig selv, hvorfor det så lige var Kai Normann Andersen-nostalgi, jeg gik og savnede uden at vide det. Ja, det er jo det, man skal kende mig ret godt for at vide. For en ting er, at jeg selv har et nørde-gen med at kunne huske sangtekster udenad. En anden ting er årsagen til det nørde-gen. Og årsagen er min mor. Hun var nemlig en omvandrende jukebox. Hun kendte musik og tekster i alle genrer og trallede dem konstant. Hendes repertoire spændte bredt, og det er ikke helt tilfældigt, at soundtracket til hendes bisættelse var så varieret som den svenske vise “Den första gång jag såg deg”, “Paperdoll” med Mills Brothers og “Chopins nocturne 2” som var et af hendes glansnumre ved pianettet. Man kunne altid gætte hendes tanker ud fra, hvilke sang hun gik og nynnede. På vores bilture, gjaldede vil flerstemmigt med på alle de gamle schlagere. I sommerhuset bladrede vi gennem “Lystige viser” i timevis og snakkede om de forskellige sange og tekster. Og blandt de absolutte favoritter var Kai Normann Andensen-sangene.

Sangene bor på min rygrad. De har været med til at skærpe mit øre for sprogets finurligheder, fordi de gamle revyviser ofte er smedet fabelagtigt godt og innovativt sammen. De udgør en væsentlig del af min kulturarv. Men lige pludselig – efter min mor og mormor forsvandt med kun to års mellemrum – synger jeg dem bare ikke særlig tit længere.

Det er ikke rigtig noget, jeg har tænkt over. Og indtil CD’erne pludselig lå der, var jeg slet ikke klar over, hvor meget jeg savnede de sange i mit liv. Til gengæld var jeg meget bevidst om, hvor meget jeg savnede min mor og mormor – et savn, der bare er endnu mere præsent her i november-december, hvor alle scenerne fra min mors død og bisættelse for et år siden, genspiller sig selv igen og igen. Og det var virkelig godt set af min veninde, at sangene ville være det perfekte opløftende soundtrack til mine november-december-blues.

Og i går blev alle sangene så vakt til live igen. Ikke alene havde de allerede udspillet sig i levende live, for i går var en dejlig københavnerdag af den slags, hvor man ikke kan undgå at blive lidt forelsket i København. Solen skinnede, og man bliver som bekendt så glad, når solen skinner. Og så kom jeg hjem og fandt det julekort. Og så snart jeg satte CD’erne på, fik mit humør en ekstra gang lak. Tak.

At flytte sig

Jeg har rejst verden rundt. Jeg har revet mig selv mentalt op med rode masser af gange for at tænke i nye baner og retninger. Jeg har sagt drømmejobs op for at starte fra scratch. Jeg lever ofte og gerne med gear-skifter. Jeg er på rigtig mange måder inkarnationen af forandringsparathed…

Og så alligevel ikke. For når man tænker over det, er der faktisk en helt syret ting, der kendetegner mig og min familie. Vi flytter simpelthen ikke. Hvis vi først bor et sted, vi godt kan lide, rokker vi os ikke ud af flækken.

Selv har jeg boet det samme sted, siden jeg flyttede hjemmefra for 13 år siden. Vel er jeg flyttet fra stuen op til anden sal. Vel har jeg sammenlagt to toværelses til en fireværelses. Vel har kvarteret ændret markant i løbet af den tid. Vel har min civilstatus heller ikke ændret sig nævneværdigt undervejs, så der har været behov for de store ændringer. Og vel har lejligheden været fremlejet de par gange, jeg har rejst i flere måneder af gangen. Men stedet er og bliver det samme.

Jeg har også stadig min mormor og morfars sommerhus. Min far bor stadig i mit barndomshjem. Og var min mor ikke død sidste år, havde hun også boet der. Vel har det været udlejet i de 10 år de boede i Moskva og Beijing. Og vel ser der anderledes nu, hvor min far er flyttet hjem igen. Men huset er de samme og minderne bor der stadig. Min morbror og hans kone i Farum bor også stadig i det hus, hvor jeg kom rigtig meget under hele min opvækst. Min faster bor stadig i det samme hus i den norske by Hamar og har den samme hytte, som vi holdt fjord-ferier i, da vi var små. Og min yngste fætter flyttede ind i min mormors gamle lejlighed, da hun døde. Så den kommer vi også stadig i.

Det er først for nylig gået op for mig, at den situation faktisk er ret unik. Det er ikke særlig almindeligt, at man i en alder af 33 år stadig som det naturligste i verden kommer en lang række af de steder, der skabte rammerne for barndommens land. Og selvom det egentlig ret grundlæggende strider imod min ellers så forandringsvillige natur (for jeg ville jo ellers til enhver tid sige, at man jo må indrette sig efter sine aktuelle ønsker og behov – så det er noget pjat at kigge efter et hjem, der kan egne sig både til det livlige singleliv, familiebolig og “empty nest-livet”. I stedet for at gå på kompromis hele vejen igennem – skal man da selvfølgelig bare skifte bolig, så den passer til behovene…) så er der også noget rigtig hyggeligt ved det.

For det er som en direkte forunderlig forbindelse til barndommens stemninger, lugte, smagsoplevelser og minder. Og selvom det er den naturligste ting i  verden, engang at skulle flytte, er det egentlig ret svært at forestille sig, hvordan det vil være, når jeg engang er nødt til bare at kigge ind fra gaden og sige, “der boede jeg engang”. Men det svarer vel meget til stemningen, som jeg så godt kender fra andre sfærer: “Der studerede/arbejdede/rejste/overnattede/kom jeg meget engang”. Eller hvad siger I, jer der flytter lidt oftere end hvert 15. år?

Det første år med min mors gyldne leveregler

I morgen er det præcis et år siden, min mor døde. Og mærkedagene – den første måned, det første halve år, den første fødselsdag, den første gang et eller andet sker, hvor hun ellers ville have været det naturligste livsvidne, og nu – altså – det første år, får mig hver gang til lige at stoppe op en ekstra gang. Ikke fordi de dage er vigtigere, eller jeg savner hende mere der. Men fordi mærkedagene fungerer som en slags tegnsætning i den historie, der bliver skrevet videre i min og min families liv. Historien om livet efter min mors død, hvor mærkedagene fungerer kommaer, punktummer, kolonner, udråbstegn og sprøgsmålstegn. Tegnsætning, man kan hænge alle sorgens bølgende følelser op på.

Kort efter bisættelsen skrev jeg her på bloggen, at mit nytårsforsæt for 2007 var at udleve alle min mors gyldne leveregler i det kommende år – og resten af livet for den sags skyld. Det er leveregler, der bobler af optimisme, livsglæde og tro på, at det hele nok skal gå. Dem har min bror og jeg haft med os hele livet, så der var egentlig ikke så meget nyt i, at jeg ville leve efter dem. Men alligevel var de rigtig, rigtig dejlige at klynge sig fast til, når sorgens bølgedale pressede sig på. Det har også været dejligt, fordi min mor på den måde har været utroligt nærværende hver eneste dag. For jeg har dagligt sendt hende mange små hilsner og store tanker, når jeg har stået overfor en situation og håndteret den ved hjælp af hendes magiske leveregler.

Og så  har jeg også samtidig prioriteret benhårdt i alle mulige sammenhænge, hvor jeg måske ikke gjorde det før – fordi man med et dødsfald i den nærmeste familie bliver ekstremt opmærksom på, hvor vigtigt det er at leve livet. Ikke ærge sig over ligegyldigheder – og selv at ændre på ting, man kan gøre noget ved (hvilket generelt er helt utroligt meget).

Det kommer til udtryk både i stort og småt. Jeg har gjort op med mit boremaskinetraume – og jeg har besluttet mig for at gøre noget ved drømmen om New York. Sagt fra til arbejdsopgaver, jeg ikke havde lyst til at påtage mig – og meget hjerteligt og afklaret sagt TIL til de udvalgte frivillige opgaver, jeg (udover det stadig omsiggribende con-amore-knokleri på Reflexioner) har påtaget mig. Jeg er kort sagt blevet bedre til at melde ud, fra og til. Jeg handler langt mere spontant end tidligere. (Jer der kender mig, vil nok sige, at jeg stadig høster et flot 10-tal på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er spontan og 10 er planlægningrigid…men i forhold til min EGEN skala, er der altså virkelig sket noget på den front). Hvilket blandt andet hænger sammen med, at jeg sørger for at holde min kalender forholdsvis åben og langt mere fleksibel end tidligere. Så der er tid og plads til at lade sorgen fylde, når den fylder. For det er helt uforudsigeligt, hvornår  den gør det. Men når den gør, skal den have lov til det.

Og i morgen? Ja, der tager vi selvfølgelig ud til gravstedet og sætter et memorial candle eller to. Lægger en blomst og sludrer lidt. Og så går vi ellers ud og spiser et dejligt sted, vi længe har villet prøve. Ret i min mors ånd. Vi vil prøve ikke at grave os ned i sorgen – men i stedet bruge dagen på at fejre det liv, hun levede så formidabelt.

Livet som computerspil

En gang i mellem sker der det fantastiske i blogosfæren, at nogen ved at lægge en kommentar, kommer til at trigge en helt ny tanke eller ide. Det skete for mig forleden, da Kåre Mulvad brugte begrebet “Level 1” om modets forskellige udviklingsstadier.

Siden har jeg slet ikke kunnet lade være at se hele livet som varianter af forskellige computerspil.

  • Hver gang man giver sig i kast med nye opgaver, uddannelser, brancher, rejselande, vennekredse, sprog og software-applikationer starter man på Level 1. Og det ser svært og uoverskueligt ud første gang man giver sig i kast med det – men snart er det barnemad og man bevæger sig op på et nyt level. Det ser også svært ud og man skal lige gennemskue banen og udfordringerne og se, hvor guldet/nøglerne/ostene gemmer sig. Men det bliver relativt nemmere at afkode de nye baner/levels jo bedre man har lært spillet grundregler at kende.
  • Der er forhindringer undervejs, men de er designet, så de aldrig er sværere end, at man KAN overkomme dem, når man først har lært, hvordan man hopper, skyder, finder den hemmelige kode, fægter. Og sådan er det jo også med de fleste af livets udfordringer. Hvis bare man prøver igen og igen og igen og igen – og prøver nye veje og utrætteligt prøver igen og igen og igen – så skal det for det meste nok lykkes, selvom det i udgangspunktet virkede helt umuligt.
  • Jo flere guldkorn, osthapsere, skattekister, bogstaver til den hemmelige kode, nøgler til de skjulte døre, man kan samle, jo stærkere står man, når man møder de næste udfordringer. Og sådan er det jo OGSÅ uanset om det er professionelle erfaringer, man samler sig. Gloser og bøjninger til et nyt sprog. Venner på Facebook og LinkedIn, der måske kan “come in handy” i uforudsete situationer. Penge at give af på kistebunden. Eller hemmelige steder i alverdens storbyer, hvor man kan føle sig hjemme og kender de kulturelle koder.
  • Og man KAN jo være heldig at optjene nye liv. IRL gælder det jo ikke bogstaveligt. Men man kan alligevel optjene point, der betyder, at man kan tillade sig at dumme sig ind i mellem, fordi folk godt ved, at det jo ikke er “sådan man er”. Så derfor får man en chance til – et nyt liv. På jobbet. Hos bankrådgiveren. I venskabet.

Jeg får lyst til at gå hjem i min fars kælder og finde vores gamle Amiga 500, hvor især detektivspillet “DejaVu” og banespillene “Mike the Magic Dragon” og “Rick Dangerous” vækker varme minder – og…come to think of it…sikkert har været med til at trigge min trang til at kaste mig ud på det dybe. Her gik jeg og troede, iværksættertilværelsen var en voksenversion af Børnenes Postkontor. Men computerspillene skal man altså heller ikke kimse ad… Der er og bliver et vigtigt element af leg og spil forbundet med at kaste sig ud på det dybe som voksen.

Micro-jetlag

Vintertid kombineret med heldagsregn = uplanlagt sofalur fra 21.15 til 21.45…

OK – her er så min teori om, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen

Efter lige at have sendt en prøveballon ud i blogosfæren, har jeg nu konkluderet, at det er OK at dele min teori om, hvem der er overskurken i Forbrydelsen. Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil have for mange andre input ind over dine egne – og ellers…læs med, del dine egne overvejelser og observationer.

Jeg må så i øvrigt indrømme, at jeg ikke er helt så sikker i min sag efter aftenens afsnit…men altså – uden yderligere omsvøb:

Jeg tror, at Rie Skovgaards far – altså Troels Hartmans “svigerfar” – myrdede Nanna Birk Larsen.

Vi har kun mødt ham en enkelt gang – i allerførste afsnit til en reception på Christiansborg, han er toppolitiker (måske ligefrem minister) og spilles af Kjeld Nørgaard. Allerede ved receptionen var der noget muggent ved relationen mellem svigerfar og -søn. Og overborgmester Bremer dukkede også ret overraskende – og markant – op. Siden har vi ikke set ham, så de fleste vil have glemt hans eksistens. Men han har alligevel været nævnt en passant i næsten hvert afsnit i stil med “spørg din fars advokater”, “hvad siger din far?” og “Chrstiansborg siger…”, så man aldrig ville føle, at det var  en snydeslutning, hvis han pludselig dukkede op fra kulissen.
Som toppolitiker ville han være interessant nok til, at Nanna var benovet over at have en affære med ham og han har forbindelserne i orden til at få diverse toppolitifolk og embedsmænd til at handle mærkeligt.

OG så ville han have adgang til partilejligheden, fordi Hartman, Rie og han alle er fra samme parti. Og hvem ved – måske var han også med på den tur til Riga, så han på den måde er forbundet til Holck og Bremer?

Efter aftenens afsnit er jeg dog knap så sikker i min sag. For hvis Holcks historie holdt nogenlunde, behøver vi faktisk ikke længere kigge efter en morder, der havde naturlig adgang til partilejligheden og Holck var kendt nok til at have kunnet medføre Nannas benovelse. Men alligevel…

Og så er der lige Rie – hvor meget ved hun, hvis det er hendes far, der er überskurken? Er hun involveret? Er hun måske ligefrem medskyldig? Prøver hun desperat at skjule hans forbrydelser? Hader hun visheden om, at hendes far har myrdet en hel serie helt unge kvinder, mens han selv har spillet den perfekte familiefar for hende derhjemme? Hun har jo hele vejen igennem vist en forbløffende evne til at ryste selv de værste anklager af sig og fremstå iskoldt og professionelt i pressen, selvom hele verden vaklede under hende. Ville hun ikke også kunne det, hvis hun ville redde sin fars – og familiens – ansigt udadtil?

Jeg ved ikke, når det kommer til Rie. Måske ved hun ingenting. Men der er noget muggent ved faren. Det er der altså…Det var så min teori…hvad er jeres?

Flammer i Vor Frue

Flammer

  • Jeg kan få et sug i maven, når jeg kommer gående ved tusmørke fra Kannikestræde og ser op mod det gyldne kors på toppen af Vor Frue Kirke – lysende mod den silkeblå nattehimmel.
  • Jeg elsker, at de gamle gaslygter stadig har fået lov at udgøre aftenbelysningen i kvarteret omkring Vor Frue.
  • Jeg har haft et crush på kombinationen af Vor Frue, Metropolitanskolen og Universitetets Hovedbygning siden jeg for mange år siden fik bogen “Klassicismens København”.
  • Jeg hylder, at pladsen i stadigt stigende grad bliver brugt til kulturelle aktiviteter fremfor busparkering. Var til en skøn koncert derinde under jazz-festivallen. Og har set pladsen blomstre under både kunsthåndværkermarked, “Images-festivaller” og for nylig et riddermarked.
  • Jeg smiler ved tanken om, at Thorvaldsen tog fusen på dem alle sammen ved at lave sine statuer af de 12 apostle lige akkurat så meget for store, at de ikke kunne stå i de nicher, de var tiltænkt.

Og nu er jeg netop vendt hjem fra flammeinstallationen “Vor Frue i flammer” som kunstnerparret Thyra Hilden og Pio Diaz (der også stod bag ARoS i flammer) har skabt i anledning af 200-året for Københavns bombardement. Et meditativt studie i flammernes skønhed (hyperaktuelt med både Grækenland og Nørrebro-ballade i baghovedet) og en interessant måde at genskabe flammerne fra Københavns ground zero ala 1807.

Flammer

Hvilken voksfigur ville du helst reinkarneres som, hvis du nu skulle smeltes om imorgen?

Nu hvor vi er ved tidskapsler

Jeg havde lige Lorry kørende. Det sker ellers ret sjældent, men jeg syg i dag og har brugt dagen på at følge jeres gode råd fra sidst snotten sænkede hjerneaktiviteten og har de sidste timer fået et ordentlig skud intravenøst tv, mens jeg bare venter på, at Dirty Dancing starter om en times tid. Og se så – der var alligevel noget ret tankevækkende at hente på lokal-tv: Nemlig en reportage fra Louis Tussauds vokskabinet, der lukker i dag, fordi Tivoli stadig håber på at få lov til at realisere Norman Fosters hotel-planer.

Har du nogen sinde været derinde? På vokskabinettet?

Det har jeg. En enkelt gang. Og det er ikke engang så længe siden. Et år eller to måske. For jeg har egentlig altid gerne villet derind. Da jeg var teenager præsterede jeg nemlig (og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg var et temmelig nørdet barn) at læse Dorrit Willumsens roman om Madame Tussaud “Marie” ikke mindre en 14 gange. Jeg syntes bare den var SÅ god – og fik ikke alene en god fornemmelse for Willumsens impressionistiske skrivestil og historien bag den franske revolution (meeeeget nørdet barn) ind på rygraden på den måde… jeg syntes også, at tanken om selve voksfigurerne var ufatteligt fascinerende. Som teenager besøgte jeg så modermuseet i London, men det hele foregik meget hurtigt og jeg fik slet ikke tid til at dvæle ved figurerne af den sovende Prinsesse de Lamballe og dødsmaskerne af Louis den 16. og Marie Antoinette (meget, meget nørdet barn) …

Så da jeg for et par år siden havde en tidslomme inden et møde, sneg jeg mig afsted til Tivoli-slottet for at tage revanche – og tage mig lidt bedre tid til at kigge figurerne efter i sømmene. Og STOR var skuffelsen. For figurerne var dårligt udført, det hele var lidt “træt” i det – og langt de fleste af figurerne lignende slet ikke.

Men EN ting, der til gengæld var meget interessant, var fornemmelsen af at træde ind i en tidslomme. Prins Joachim og Alex stod nyforlovede og glade. Gamle koryfæer purunge igen. Alle de store 80’er statsledere konverserede hinanden i fred og fordragelighed. I glitter-glimmer-disco-rummet var det Beatles, Elvis og Olsenbanden, der glimrede ved deres nærvær (Ikke et ondt ord om nogle af dem i øvrigt). Og i “rædselskabinettet” var uhyggen sådan lidt “spøgelsestog-fra -50’erne”-agtig.

Og jeg vidste jo godt, at jeg nok var for gammel til at være målgruppen. Men på den anden side ville børn ikke kunne genkende mange af dukkerne, der kun var kendte længe før deres tid (well – det var så også ret svært for os, der levede i 80’erne og kan få aldersrabat hos Synoptik). Og måske var en stor del af problemet, at der i virkeligheden ikke var nogen reel målgruppe, men at sammensætningen af dukkerne prøvede at ramme sådan en “gennemsnits-vestlig-kultur-kreds-interesses-sfære”.

Så som voksmuseum var det altså ikke så vellykket. Men som tidskapsel var det til gengæld en stor oplevelse. Og det var en stor meta-oplevelse (også en forholdsvis nørdet voksen…) at gå og tænke over, hvilke personer, der fortjente at blive blive støbt i bivoks – hvilke kriterier var de valgt ud fra? Hvem fik lov at stå sammen? Hvad ville der faktisk være sket, hvis de mange forfattere, der var stuvet sammen i samme rum, rent faktisk havde levet på samme tid og haft en samtale? Hvilke personer er interessante i en international sammenhæng – og hvilke ikke? Og hvad skal der til for at man genkender en voksdukke som den person, det er meningen, de skal ligne (konklusionen her var i dette tilfælde, at det primært var tøj + rekvisitter + navneskiltet og de andre voksfigurer, de stod i nærheden af – snarere end ansigtstræk).

Voksmuseet lukker i dag. Og lad os være ærlige: Det er ikke noget stort tab for Københavns museer. Men alligevel – lidt mærkeligt at denne syrede tidskapsel nu bliver spredt for alle vinde. Nogle dukker skal til et nyåbnet vokskabinet i Indien. Andre en tur over Atlanten. Og de fleste skal smeltes om…og det er da en lidt syret tanke, at voksdukker sådan reinkaneres…så man kan gå fra at være John Lennon til Prinsesse Diana til Karen Blixen og måske endda “unavngiven forbryder i elektrisk stol i rædselskabinettet”.

Tidskapsel : 10-året for Prinsesse Dianas død

Kender du fornemmelsen af, at en mærkedag, et jubilæum eller 5-10-20-året for en verdensbegivenhed får en til at tænke over, hvordan verden så ud dengang det skete. Og hvor man selv var i sit liv, da det skete.

Jeg har tidligere blogget om 5-års-dagen for 11. september, der faldt mens jeg housesittede husbåd i Seattle sidste efterår. Og i disse dage er det så 10 år siden Prinsesse Diana døde. Hendes død faldt sammen med lidt af en mærkedag i min familie – nemlig den dag, mine forældre og jeg kørte afsted mod Moskva, hvor de skulle bo de næste 4 år. Siden flyttede de seks år til Beijing. Så de 10 år, de har været væk falder nøje sammen med de 10 år Prinsesse Diana har været død.

I mit tidligere indlæg beskrev jeg mine forældres og min tur gennem Sverige, Finland, Rusland og Diana-døden sådan her:

Den morgen Prinsesse Diana forulykkede stod jeg i badet klokken 4 om morgenen, fordi jeg skulle hjælpe mine forældre med at flytte til Moskva – og vi skulle tidligt op for at nå færgen i Stockholm. Min mor råbte ud gennem badeværelsesdøren om jeg havde hørt det med Prinsesse Diana – på det tidspunkt var hun ikke død endnu, men ‘kun’ på operationsbordet. Og hele vejen op gennem Sverige, Finland og Rusland fulgte vi nyheden, der udviklede sig på spisesedler og forsider, hver gang vi kørte ind for at tanke op. Kulminerende i Moksva, hvor mindemagasinerne var nået frem til hylderne på de 3-4 dage vi havde brugt på at overnatte i Skt. Peterborg og Novgorod.

Nu sidder jeg her og tænker tilbage på den køretur. På alt det vi talte om, alt det vi forestillede os, alt det vi vidste – og især alt det, vi ikke vidste. Alt det, der er den naturligste hverdag i dag – men som slet ikke lå i kortene for 10 år siden.

Især vidste vi jo ikke, at min mor ville dø meget pludseligt sidste november – så vi kørte jo der og forestillede os, hvordan der var mange, mange år at gøre godt med endnu.

Vi vidste ikke, at vi ville komme til at elske tiden i Moskva, at jeg sammen med 12 af mine bedste venner ville skyde det nye årtusind ind på Den Røde Plads eller at mine forældre ville flytte videre til Beijing, hvor vi elskede at følge Kinas kometudvikling på nærmeste hold og hvor min mor døde trods kinesernes hypereffektive kræftbehandlinger.

Vi vidste ikke, at jeg nogen sinde kunne finde på at blive selvstændig – på det tidspunkt var jeg lige blevet opfordret til at starte min egen afdeling af et stort reklamebureau og snakkede meget med mine forældre om, hvad det egentlig lige betød at have fået en direktør-stilling i en alder af 23 år, selvom jeg kun havde en enkelt medarbejder, så det var egentlig mere pladsen i “ledergruppen” og forventningen om, at jeg kunne udvikle “alternative metoder til at undersøge ‘ungdomskulturer og kulturelle tendenser’ der var presset.

Der var så meget, vi ikke vidste – og som var svært at forestille sig dengang. I den forstand er 10 år både utroligt lang tid – og samtidig utroligt kort tid. 10 år kan rumme en hel verden, ændre et liv, slutte et liv, rumme mange nye retninger. Og det er på den ene side vildt at erkende, hvor lidt man kan vide og forudsige, hvad der vil ske. Og på den anden side er det meget livsbekræftende, at intet er mejslet i sten.

Så tidskapslen minder mig om den jeg var for 10 år siden. Det jeg drømte om, frygtede – og ikke drømte om, at det var nødvendigt at frygte. Minder mig om, at selv de ting, der forekommer at være det naturligste i verden ikke var nogen naturlov for 10 år siden – og krævede handling, valg, gråd og tænders gnidsel, før de blev realiseret. Minder mig om, at de trods alt BLEV realiseret. Minder mig om alle de fravalg – bevidste og ubevidste – der også har været hen ad vejen. Og minder mig om, hvor vigtigt det er at leve hver dag, som var det den sidste.

Det vil aldrig blive helt det samme at spise æbler igen

Fredag aften klokken 20 fik jeg stukket et æble i hånden af en ung pige med slaviske kindben, tørklæde om håret og forklæde over den lasede nederdel. “Tag dette æble – vi ved at Martha Rubin også spiste et æble sidst hun var her”, sagde hun. Og der stod jeg så med mit æble, temmelig mystificeret, midt i et helt forunderligt univers, der bedst kan beskrives som “rumænsk land-idyl iblandet industrial cool og et pust af religiøse ritualer”.

Sammen med min bror og hans kæreste (og min cykelhjelm) var jeg cyklet ud til Holmen, hvor Metropolis Biennalen bød på værket “The Circle Camp”. En slags rollespil-møder-kunst-møder-teater, hvor det var op til den enkelte “tilskuer” at bevæge sig rundt i det lille mini-land og selv spørge sig frem til handlingen blandt skuespillerne. Rammefortællingen var, at man skulle bringe det rumænske orakel Martha Rubin, der var forsvundet i 1913, tilbage fra sit limbo mellem liv og død. Resten af historien – der blandt andet handlede om et barnløst samfund, siamesiske tvillinger og en båd med minder – var det op til en selv at opdage ved at tale med de mange forskellige skuespillere, der med hver deres rolle i historien kunne løfte lidt flere flige af det syrede univers. Det svarede lidt til spillet “Deja Vu”, som min bror og jeg spillede i timevis på min barndoms Amiga 500 – og sikkert også mange andre computerspil, hvor man selv skal finde frem til handlingen og de magiske kodeord. Og det var et syret eksempel på, hvordan man lige så langsomt afkoder en kulturs vigtigste historier og ritualer ved at befinde sig længe nok i det og tale med befolkningen.

En af skuespillerne – troskyldig, blond pige – spurgte os på et tidspunkt, om vi kendte legen, hvor man skærer i æbler og ser nye mønstre. Den kendte jeg ikke – så jeg spurgte, om ikke hun ville vise os det. Og det gjorde hun så. Med sløv kniv, store øjne og tysk accent: Basalt set skærer man bare sit æble over på tværs og kigger nøje på de formationer kernehuset skaber. Hvor mange kerner er der? Er der prikker fordelt rundt i æblet udenom? Hvad sker der, hvis man i stedet skærer æblet på langs? Skråt? Længere nede om maven? Prøv selv – det er faktisk helt utroligt, så forskellige de er.

6652.jpg

Vi sad der længe. Og jeg var dybt fascineret. Det havde ikke så forfærdelig meget med hverken Martha Rubin eller resten af rammefortællingen at gøre. Men det åbnede virkelig mine øjne for æblernes indre eventyr. Så det bliver aldrig helt det samme at spise æbler igen.

%d bloggers like this: