Nadja Pass

Kategori: Livet og døden

Sommerlandets tidslommer

Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand

han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn

og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.

På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand

For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.

Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)

Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker – dog gjaldende – røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen – og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.

Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på  skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.

Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.

Og så alligevel – for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.

Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål – dog salmonella-fri – på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.

Husk nu at ønske

“Husk nu at ønske” sagde min mormor altid til min mor og hendes lillebror, når de satte tænderne i forårets og forsommerens første danske ærter/jordbær/kartofler/tomater. Og “Husk nu at ønske” havde hendes mor – min oldemor – helt sikkert også sagt til hende og hendes lillebror, da de var små.

“Husk nu at ønske” sagde min mor derfor også altid til mig og min lillebror, da vi var små og for første gang i det nye år fik serveret nye danske frugter, bær og grøntsager. Selvom man allerede da vi var små kunne få de fleste frugter, bær og grøntsager året rundt, blev det således noget særligt, når den danske sæson begyndte. Og jeg ønskede altid i evigheder og sugede således al saft og kraft ud af årets første bid, så den reelt endte med at være helt slatten og ikke særlig velsmagende inden i munden. Men festligt var det. Og hvert forår og hver forsommer bød på ønsker i en uendelighed.

“Husk nu at ønske” sagde jeg til en af mine veninder, da vi købte en pose friske ærter for fem-seks forsomre siden. Jeg var sidst i tyverne – og først da jeg så hendes spørgende blik, gik det op for mig, at den tradition IKKE var den udbredte tradition, jeg altid havde troet det var. Hun kendte den i hvert fald ikke. Og det gjorde – efter en hurtig rundspørge blandt mine andre venner – heller ingen af dem.

Jeg spurgte min mor. Jeg spurgte min mormor. Og de blev begge lige så overraskede som mig over, at det kun var noget vi gjorde. Vi troede det var noget ALLE gjorde. (En omvendt Ninja – fristes man til at sige). Men vi fandt frem til, at det måske var en reminisens af den jødiske tradition, hvor man beder en taknemmelig bøn hver gang man ser et særligt smukt træ, smager en særligt velsmagende frugt eller dufter til fine olier. Bare sådan for at vise sin taknemmelighed over verdens forunderlighed. Vi fandt aldrig ud af, om det præcis var sådan det hang sammen (hvis der sidder nogen derude, der også er opvokset med den slags ønsketænkning vil jeg meget gerne høre jeres viden og erfaringer!) Men uanset om det er tilfældet eller ej, er det i hvert fald lige præcis sådan det fungerer. Nu godt hjulpet på vej af kassen fra Årstiderne.

Og jeg gør det stadig…Hver gang jeg spiser årets første danske jordbær/kartoffel/tomat/ært tager jeg mig lige et øjeblik til virkelig at smage på den og ønske. Ikke nødvendigvis saft-og-kraft-udtrækkende længe, men længe nok til lige at huske på og bide mærke i årstidernes skiften.

“Husk nu at ønske” vil jeg også sige til mine børn, hvis jeg engang får nogle. For det er en kærkommen opdagelse og opdragelse til at følge årstidernes skiften, nyde frugt, grønt og bær – og få forståelse for vejen fra jord til bord. Og så er der en ekstra livsbonus ved den slags ønsketænkning: Selvom man jo kan ønsketænke når som helst og hvor som helst, er det ikke altid, man lige får det gjort. At ønske sig noget og “Hvad ønsker du dig?” reduceres meget ofte til at handle om ting, sager og statussymbol-ønsker af ønskeseddel-til-jul-typen. Ikke om de store ønsker og livsvisioner, der virkelig betyder noget. Og som det kan være meget sundt at gøre sig klart engang imellem. Eller i hvert fald lige tage sig et øjeblik til at tænke over.

Og der kan frugt/bær/grøntsagsønskerne være en kærkommen undskyldning til lige at tage sig tid til at ønske, hvis der er lidt for langt mellem stjerneskuddene.

Nøglen til det evige liv

…er det måske ikke ligefrem. Og den ved jeg heller ikke, om jeg har lyst til at finde. Men jeg kender en effektiv nøgle til at folde livet ud, så det om ikke andet føles som om man lever længere, fuldere og rigere.

Og opskriften er simpel – såre enkel faktisk: At sørge for med jævne mellemrum at rykke sig selv op med rode og omplante sig selv i nye omgivelser. Springe ud af hamsterhjulet med jævne mellemrum. Eller allerbedst: tage på mini-orlov til Langbortistan, New York, sommerhuset eller den der anden destination, der for os hver især ligger et ganske særligt udefinérbart sted sådan ca. et sted mellem Østen for solen og Vesten for månen. Og med mini-orlov mener jeg noget, der er længere end en tre ugers ferie. Noget, der er langt nok til, at man virkelig skifter gear; lader nye tanker få lov at spire frem og giver sig selv lov til at ændre mening, standpunkt, drømme og planer.

“Det lyder alt sammen meget godt – men hvad har det at gøre med et længere liv?” sidder du måske nu og spørger dig selv. Og det er selvfølgelig heller ikke længere liv i form af flere dage, måneder eller år, jeg tænker på. Det er oplevelsen af, at livet er langt og rummeligt, snarere end at det løber afsted med en, jeg er interesseret i. Og her siger min erfaring mig, at jo mere dagene ligner hinanden, jo mere løber ugerne afsted, bliver til år og forsvinder ud mellem hænderne på en. Druknet i den seneste nye deadline, hasteopgave, sygedag (egen og/eller barns første). Og pludselig står man der og kan slet ikke fatte, at der allerede er gået en måned, et år, et årti…

Mens tilværelsen og livet straks føles længere, så snart man rykkes ud af rutinen. Du kender det helt sikkert fra de første dage på en ferie. Den første dag på destinationen, kan man næsten ikke forstå, at der kun er gået en dag. For man har nået så ufatteligt meget, fået så ufatteligt mange indtryk og føler sig allerede så ufatteligt meget mere afslappet, inspireret og livskraftig, at det føles, som har man været væk en måned. De næste par dage folder sig også ud i det uendelige. Og så pludselig – i takt med, at man lærer omgivelserne lidt bedre at kende og falder ind i det nye gear…ruller tiden pludselig afsted, og man kan slet ikke forstå, at der allerede skulle være gået to uger.

Og på samme måde, når man starter nyt job, forelsker sig eller – gætter jeg på – bliver forældre. I begyndelsen kan man slet ikke forstå, at der kun er gået en dag, en måned, et år siden verden forandrede sig. Men så snart hverdagen for alvor sætter ind, ruller tiden.

Det bliver ekstra tydeligt nu, hvor jeg lige er vendt hjem efter mine tre måneder i New York. Jeg selv føler, jeg har været væk i evigheder. For jeg oplevet så meget. Og fordi jeg havde en masse besøg af mennesker, der oplevede det hele med vidt forskellige perspektiver og havde mange rejser, udflugter og gøremål undervejs, der splittede de tre måneder op i mange mindre enheder, formåede jeg – udover at få en grundrytme af en hverdagsfornemmelse – at folde tiden ud og få den til at strække sig. Fordi der skete så meget nyt heletiden.

Og nu hvor jeg så er vendt hjem er der to hovedreaktioner, når folk ser mig (udover – tak skal I have!) de generelt glade ansigter. Nogle siger “Er du allerede hjemme? Det føles som var det igår du tog afsted”, mens andre siger “Var det virkelig kun tre måneder? Det føles som en evighed siden du har været her sidst.” Og der er et helt fast mønster i, hvem der siger hvad. De førstnævnte er typisk dem, der har en ret fasttømret hverdag, ofte med faste jobs som de har siddet i længe.

De sidstenævnte er typisk de selvstændige, for hvem hver dag er en ny udfordring eller opdagelsesrejse. De gravide, hvis maver er svulmet gevaldigt på tre måneder. Småbørnsforældrene, hvis børn nu kan henholdvis rulle, sidde, rejse sig, gå, papegøjesnakke eller forme sætninger. Og så alle dem, der skiftet job, er flyttet, har afleveret speciale eller ph.d-afhandling, er jobsøgende eller selv har været ude at rejse. Dem der er i livets transformationsfaser eller bevidst har ændret på et markant spor i deres liv.

Jeg ved godt, at man bliver totalt udmattet af konstant at skulle udforske, opleve, udfordre og erkende. Og man kan heller ikke gøre det konstant, for så mister hver forandring sin livsforlængende effekt. Men hvis man ind i mellem føler, at livet leves en lidt forbi og at “life is what happens to you while you are busy making other plans” kan man effektivt bremse hastigheden og forlænge sin fornemmelse af at være fuldt og helt i live ved at bryde hverdagen.

Evigt liv kan ingen garantere – og jeg ved heller ikke hvor ønskværdigt jeg synes, det ville være. Men man kan sørger for at få så meget som muligt ud af livet, mens man er her – og at folde hver dag så meget ud som det nu engang lader sig gøre.

Kunsten at lade sig forbløffe

Forleden fik jeg en rigtig dejlig kompliment. En af bloggens faste læsere, skrev (oven i købet blandt rigtig meget andet pænt), at min blog bliver ved med at forbløffe hende. Og da jeg spurgte ind til det, uddybede hun:

Din blog forbløffer mig, fordi du formår at forbløffes over den verden, der omgiver dig. Din evne til at forbløffes over selv de mindste og mest konkrete detaljer (bare apropos, men alligevel i en anden betydning end i dette indlæg!) får netop min forbløffelsesevne til at spire og gro.

Måske skyldes vores sparsomme brug af “forbløffes”, at vi i dag er for dårlige til at forbløffes??

Det syntes jeg var et vældig godt spørgsmål. Og det har jeg gået og tygget meget på de sidste dage. For jeg tror i virkeligheden, det er et meget væsentligt karaktertræk ved tiden, vi lever i, at vi at for sjældent tillader os selv at lade os forbløffe.

Jo mere travlt man har, jo mindre forbløffelse, kan man kapere. Dels fordi den ofte kræver tid og opmærksomhed. Dels fordi forbløffelsen ofte betyder, at man måske skal ændre planer eller tænke anderledes, end man havde forestillet sig, før forbløffelsen indtraf. Men ofte er det netop forbløffelsen, der trigger, at vi tænker nyt og anderledes. Får gode ideer, skaber noget nyt, forstår nye ting, innoverer og alt det der andet, arbejdsmarkedet skriger på og som vores hjerner trives så godt med.

Egentlig tror jeg ikke, det er forbløffelsen i sig selv, det kniber med. Jeg tror, at vi alle sammen dagligt er i masser af situationer, hvor der sker forbløffende ting, man læser, hører eller ser noget forbløffende i medierne. Man rejser og oplever en hel masse andet end det, man havde planlagt sig frem til, da man sad med Turen Går derhjemme. Eller der sker noget forbløffende indenfor ens faglige felt. For en ting er at blive forbløffet: at se, lære, opleve, dufte, tillade, opdage, udforske, støde på, mærke, erkende noget uventet. En anden – og langt sværere disciplin – er at tage det nye man har set, lært, duftet, tilladt, opdaget, udforsket, stødt på, mærket, erkendt, ind og handle efter det. Ændre sine planer. Forskyde sine tankerækker. Droppe Turen-Går-punkterne på rejsedagsordenen og i stedet forfølge de steder, man selv opdager eller får anbefalet af forbløffende mennesker, man møder på sin vej. Men som måske betyder, at man ikke når at se det, man ligesom bare “bør” se på en given destination.

Det er jo en af de mange ting, der er så fascinerende ved at følge børn, efterhånden som de opdager og erkender verden. Deres forbløffelse og spørgen til ting, man selv er holdt op med at undre sig over for længe siden, selvom det i virkeligheden stadig er helt vildt mærkværdigt. Og deres stædige insisteren på at blive ved og ved og ved med at prøve at forstå og udvidde deres nuancespektrum.

Og efterhånden som man bliver ældre, forbløffes man automatisk mindre. Man har set det meste før. Og hvis man ikke har set lige præcis det, har man set, smagt, oplevet, duftet til noget andet, der mindede om det, så man i det mindste har en kategori at placere det i. Det er der jo ikke som sådan noget galt i. Det er jo netop det, der danner os og gør os klogere. Og også noget af det, der gør, at vi trods alt bevæger os videre i dagligdagen uden konstant at måtte stoppe op og undres.

Men det bliver et problem, hvis man når til det punkt, hvor man holder op med at forbløffes og undres og overraskes og spørge og udforske. Hvis man når til et punkt, hvor man tager gløden af alt, hvad man oplever med et “det er ikke lige så flot som Taj Mahal”, når man står overfor Anghkor Wat; lader være med at tage afstikkere til de mindre templer i Anghkor Wat-området, fordi det nu engang er Anghkor Wat, der er det største og mest kendte; afliver nye kolleger entusiasme med et træt “det HAR vi prøvet”, når de kommer med nye forslag, der stadig er lige rigtige, selvom de måske ikke fungerede, sidst man prøvede; eller først føler, man er “rigtigt” i Kina, når man kommer ind i den Forbudte Bys lakæskelabyrint, fordi det hypermoderne Beijing udenfor ikke svarer til ens fordomme om millioner af cyklende maoister.

Og hvis man ikke passer på, mister man hurtigt fornemmelsen af de store forbløffelser, jo ældre og travlere man bliver.

  • Dels fordi man fortrænger forbløffelsen, fordi det også er hårdt og tidskrævende og tiltider temmelig udmattende at ændre planer og forskyde sine tankerækker og have et standpunkt til man bliver så tilstrækkeligt forbløffet, at man må tage sig et nyt.
  • Dels fordi mange forbløffelser opstår ved de fejltagelser, de fleste af os for alt i verden forsøger at undgå. Men hvis man engang imellem tillod sig selv at komme til at tage lidt flere forkerte tog, have lidt flere ventetider på ukendte steder, cykle omveje, fortsætte smalltalk udover de mest basale, trygge høflighedsfraser, bestille retter vi ikke kan forestille os, hvordan smager og sige ja, når det falder os naturligt at sige nej, ville vi opleve langt flere forbløffelser. For selvom de er omkring os hele tiden, hvis vi bare åbner øjnene og tør tage dem ind, multipliceres chancen for forbløffelse mange gange, jo flere risici man løber og jo oftere man lader sig pirre ud af sit trygge element.

Og her kunne man så afslutningsvis binde den sløjfe, at netop forbløffelsen er noget af det, jeg sætter så stor pris på ved at blogge. At dele sine tanker og lade sig forbløffe over de mange nye vinkler og perspektiver, der kommer ud af kommentarsporene, når alle mulige forskellige menneskers forskellige tilgange bliver anlagt på samme ting. De overraskende søgeord, der har bragt nye læsere til bloggen og virkelig må have efterladt en og anden googler temmelig forbløffet over den drejning et søgeord har taget i min optik. Og når der kommer uventede spørgsmål fra uventet kant. Så tusind tak, Anne, fordi du forbløffede mig med dit spørgsmål om forbløffelse.

____

Og så lige på den übernørdede konto: Sidder lige og tænker, at når man udtaler ordet “forbløffet”, kan mimikken og fornemmelsen af at udtale ordet i sig selv ikke rigtig undgå at få en til at se lidt forbløffet ud. Der er noget med det der bløf, der automatisk får en til at se lidt fjoget ud på den gode måde (for er det ikke det, man er, når man er forbløffet? Fjoget på den gode måde?) Så på den måde bliver ordet lidt et “fornemmelses-onomatopoetikon” – altså et “fornemmelses-efterlignende” snarere end “lyd-efterlignende” ord. Findes der egentlig andre eksempler på dem? Og har de ligefrem et særligt navn? Kalder alle stilfigursnørderne derude!

Når konkrete detaljer bringer katastrofer på klodshold

Da jeg var yngre, syntes jeg altid, det var så plat, når nyhederne fortalte om verdens store katastrofer og altid understregede, om der var tilskadekomne/døde danskere. Når de fokuserede mere på en krig eller katastrofe i vores umiddelbare nærhed, mens problemer i fjerne Afrika eller Asien blev forbigået i noget nær tavshed. Når en hungersnød blev reduceret til ét billede af ét barn med store øjne og opsvulmet mave. Og når film om fx Holocaust fokuserede på én familie eller én lille gruppe jøder, som man så sad og holdt med – og nærmest var lettet, når heltinden lige med nød og næppe undslap gaskammeret – uden at tænke så meget på de seks millioner andre, det gik langt værre.

Sådan har jeg det grundlæggende stadigvæk. Det irriterer mig, at nyheder, film og historier fokuserer på en lille bitte del af helheden og ærger mig, at man tilsyneladende ikke tror vi kan kapere de kolossale tabstal, fordi de bliver for abstrakte og svære at forholde sig til.

Men ikke desto mindre må jeg jo efterhånden erkende, at det er det, der virker. Det bider på en på en helt anden måde, når man har et konkret ansigt at forholde sig til, nære og kære i katastrofeområdet, eller har været der selv.

Første gang jeg for alvor måtte erkende det var, da Estonia sank. Jeg havde hørt radioavisen spotte for nyheden mens jeg stadig lå og småsov. De sagde noget i stil med “Færge sunket i nat og over 800 mennesker druknet” og jeg reagerede ikke rigtigt med andet end “hvor forfærdeligt”. Indtil selve indslaget gik i gang og det viste sig at være en færge, der sejlede mellem Stockholm og Tallinn og som jeg havde taget mange gange, fordi min far på det tidspunkt i Estland. Faktisk havde han ganske kort forinden selv været ombord. Og så gik det fra at være en fjern historie om skibskatastrofer (hærværk og pludselig død) til at være en ekstremt konkret historie. Pludselig så jeg, hvordan passagererne i de underste kahytter måtte have tromlet sig gennem labyrinterne på de underste dæk, hvordan de lidt for snalrede ælde mænd ved spillemaskinerne måtte have forsøgt at vakle op på dækket, hvordan dansepigerne fra salonen måtte have spjættet med deres lange ben, mens de blev suget under og deres paillet-bikinier måtte have skinnet som sølvfisk i fuldmåneskin, mens de blev trukket under. Det blev helt forfærdeligt konkret.

Under mit New York-ophold har jeg efterhånden også været nede ved Ground Zero med mange forskellige gæster hjemmefra. Og selvom 9.11-angrebet i sig selv er så ikonografisk, at det har betydning for alle, har jeg alligevel mærket tydelig forskel på reaktionen alt efter om gæsterne – som mig selv – havde været oppe i tårnene – eller kun kendte dem fra medierne. For selve grunden er jo lige nu en byggeplads, hvor der reelt ikke er så meget at “se” (jeg ved ikke, hvad det egentlig er, man forventer at se – men uanset hvad det er, er det der ikke) og derfor er det mest fanton-smerterne man føler. Fornemmelsen af, at lige der lå der noget meget stort, der nu er væk. Af forfærdelige årsager.

Og jeg må også indrømme, at folkemordet i Rwanda bed endnu hårdere på mig, fordi en af mine bedste veninder var blandt de syv danskere, der var fanget dernede og heldigvis endte på det sidste evakueringsfly. Jeg bed endnu mere mærke i Tjetjenernes bombninger af Moskvas boligblokke for små ti år siden, fordi mine forældre boede i Moskva på det tidspunkt. Og ambassadebelejringerne i Beijing for nogle år siden, fordi min far på det tidspunkt arbejdede på den danske ambassade i Beijing på det tidspunkt.

Og – just to prove my point – jeg tør næsten garantere, at I andre allerhøjst vagt kan huske, at der var noget som helst om Moskvabombninger eller ambassadebelejringer i Beijing med mindre I også havde nære eller kære i byerne på de tidspunkter. SARS-frygten husker de fleste nok, selvom de ikke havde familie i Kina på det tidspunkt – men det skyldes trods alt nok mest, at der var frygt for, at det skulle sprede sig til resten af verden, fordi bacillerne var lige så ligeglade med landegrænser som de fugleinfluenza-inficerede trækfugle var.

Og nu sidder jeg med den igen. Jeg bliver ved med at forestille mig, hvordan de Sizhuanborgere, der for nogle år siden var de gladeste merry X-mas-ønskende plastik-kølle-ballademagere, nu kæmper for at overleve i ruinerne af det, der var engang. Og det er ikke fordi det jordskælv er spor mere forfærdeligt end jordskælv, oversvømmelser og tsunamier i resten af verden, eller fordi jeg føler mere med dem end med alle de andre hårdtramte i resten af verden. Det er bare så ekstremt meget mere konkret for mig. Og det er svært for mig at indrømme, fordi jeg grundlæggende ikke synes, det burde være sådan.

Det er en effektiv lektie i de konkrete detaljers kraft.

Jordskælv på nethinden

Juleaftensdag for et par år siden kørte min mor, far, bror og jeg fra Chengdu i Kinas Sizhuan-provins i en lidt for dårlig bil ad nogle lidt for dårlige veje med en lidt for dårlig chauffør ud for at se på pandaer i naturreservatet Woolong. Mens mine forældre boede seks år i Beijing benyttede vi ofte lejligheden til at udforske andre kinesiske provinser over jul og nytår. Og det år var turen kommer til Sizhuan-provinsen med pandaerne og det sizhuan-pebrede køkken – vores absolutte ynglingskøkken blandt de fire kinesiske hovedkøkkener.

Turen var forunderlig. Pandaer, masser af pandaer. Pandababyer, gigantpandaer, pandabørnehaver. Og masser af bambus. Så vi var helt fyldt op af pandaglæde, da vi kørte den lange tur tilbage i den lidt for dårlige bil, ad de lidt for dårlige veje med den lidt for dårlige chauffør.

Tilbage i Chengdu skulle vi så ud og finde et Sizhuan-krydret måltid, der kunne gøre det ud for julemiddagen. Og på vej hen til restauranten lagde vi godt mærke til, at der var overraskende mange boder med oppustelige plastickøller af den slags, man vinder på loppemarkeder og slår hinanden i hovedet med 1. maj i Fælledparken. Og så tænkte vi ellers ikke mere over det. Indtil vi kom ud igen – og samtlige otte millioner indbyggere i Chengdu var bevæbnet med en plastickølle i hver hånd og løb rundt og slog hinanden i hovedet og råbte “Merry X-mas, Merry X-mas”.

Først var vi fredet. Men da først den første tog mod til sig og slog i hovedet og vi svarede “Merry X-mas” tilbage, tog det fart. Og efterhånden var det som at gå gennem et spalier af plastickøller. Stemningen var høj – ikke på nogen måde ubehagelig. Bare…skal vi kalde det… en overraskende måde at fejre jul på, som vi ikke lige havde set komme.

Og der var kæmpe smil på alle vores fire ansigter – og på samtlige otte millioner indbyggeres ansigter. Og den aften er et af de bedste – og samtidig mærkeligste minder jeg har fra tiden i Kina.

Woolong-parken var epicenteret for jordskælvet forleden – og også Chengdu blev hårdt ramt. Meget hårdt ramt.

Undergrundens gys

På overfladen er det uendeligt nemt at finde rundt i New York. Og selv som helt nyankommet turist har man sjældent brug for et kort, fordi gadernes gridstruktur sætter det hele i system.

Så snart man bevæger sig et par trapper ned – i undergrunden – er det imidlertid lige omvendt. Her snor gangene, sporene og linjerne sig organisk. Uoverskueligt. Man ryger på et expresstog, der først stopper på 125th gade, når man skulle have været af på 79th. Eller man tror, man kan skifte på en station, hvor man så kun kan skifte til downtown-tog, når man skulle have været uptown. Så noget af det, der virkelig får en til at føle sig hjemme herovre, er, når man heller ikke behøver kort til Subwayen, men ved, at man nok skal støde på “The L-train” hvis man går tilstrækkelig langt ad 14th street. Og man nok skal fange sit F eller V, hvis bare man følger 6th Avenue. Og når man begynder at krydse perronen hjemmevant for at skifte fra local til express til local train for at skippe et par stop på vejen downtown, selvom man snildt kunne være blevet i det samme tog. Simpelthen zapper tog alt efter, hvad dere lige kommer forbi i stedet for at stå længe og vente på  et bestemt tog. Planlægger sin rute undervejs.

Og så – når man lige tror man er ved at have fanget systemet, er der “Service changes”. Pludselig kører A-toget der, hvor F-toget skulle have kørt. Eller F-toget følger pludselig D-togets rute. Og alle kigger desorienterede på hinanden. For højtalerne skratter så meget, at det er umuligt at følge med i de mange serviceannouncements. Og selvom det for det meste har stået på stationen, at der var serviceændringer på strækningen, har den generelle information ikke detaljer nok til at angive, hvad den enkelte skal gøre for at nå sin destination, efter at være blevet…nå ja…afsporet.

De mange “service-change”-plakater har alle sammen et punkt i bunden, hvor der står “Hvorfor er der service changes på denne rute?” og jeg har flere gange ærget mig over, at svaret altid bare er “for at forbedre togenes service”. Hvor jeg ellers synes, det kunne have været ret interessant konkret at fortælle, hvad det var for sporarbejde, der foregik. Når jeg alligevel står der og venter på toget, ville det være et lille indblik ind i undergrundens liv. På samme måde som min bror og jeg fik, da vi en sen nattetime på vej hjem fra koncert i Williamsburgh så et helt hold sporarbejdere sidde i åbne og vogne og holde pause, inden nattens næste dont. Deres tomme øjne og alt sikkerhedsudstyret understregede mere end almindelig meget, at livet under grunden er hårdt – og farligt. Pludselig blev det nemlig meget konkret, hvad der skal til for at holde togene kørende og holde det organiske net, der forbinder alle New Yorks mange pulse, på skinnerne.

Og så – i går aftes – læste jeg en artikel om livet som undergrundsarbejder. Der ikke alene foregår i mørket spedet op med sommerens ekstreme varme, vintrenes isnende kulde, rotter, skrald, pis og avispapir. Men også betyder døden for et par arbejdsmænd om året. Hærdebrede mænd, der ikke når at springe til siden i de smalle, smalle rør, når et tog uden varsel kommer buldrende, selvom der burde være tomt på grund af service-changes.

Det var virkelig en af den slags artikler, der åbner bevidstheden om livet på den anden side eller – i dette tilfælde – under jorden. Og hvor man pludselig bider sig selv i tungen over at have brokket sig over service-changes og får fuld forståelse for, at det er nødvendigt at lukke sporene af – HELT AF – når de skal repareres. En af den slags artikler, som undrer sig over, der ikke er flere af – der virkelig formår at bringe udsatte grupper frem i lyset.

Den slags burde de skrive lidt mere om på deres service-change-plakater. For lige netop mens vi står der på perronnen og venter et par minutter på det næste tog har alle os travle mennesker, der er priviligerede nok til at leve det meste af vores liv over jordens overflade, lige præcis de fem minutter til overs, vi ellers aldrig har. Og hvordan kunne de fem mniutter bruges bedre end at skænke et øjebliks tankevirksomhed til dem, der risikerer liv og levned for at vi andre kan komme frem, frem, frem i tilværelsen uden så meget som et par sekunders forsinkelse.

Samtaler med lyserød glasur

Spring in D.C.

Jeg har lige været et par dage i D.C. – primært for at besøge venner og familie, men der smutter jo altid et par gensyn med monumenterne og museerne langs The Mall med i købet. Og denne gang var det noget helt særligt, for alt stod i blomst. Alt.

Capitol-flødeskumskagen med lyserød blomster-glasur. Washington-obelisken mere obskøn end nogen sinde set gennem en florlet sky af duvende kirsebærblomster. Promenaden mellem Jefferson Memorial og Rooseveltmemorial forvandlet til en løngang under bugnende blomstergrene. Luften hvirlende af duft og dansende blomsterblade.

Og mellem blomsterne snoede samtalerne sig. Ind og ud mellem livets store spørgsmål og overvejelser om hverdagen, fremtiden og samtiden. Ind og ud mellem de meget forskellige samtalepartnernes specialeområder (4 ud af 5 voksne, jeg besøgte under opholdet har ph.d’grader fra Harvard indenfor deres felt og den sidste har en mere eklektisk, men ikke af den grund mindre omfattende, uddannelse med i bagagen) der spænder fra nanoteknologi til udenrigspolitik, kultur, religion- og mellemøststudier. Ind og ud mellem de ting, vi så undervejs. De mange memorials og deres betydning for amerikansk historie. Dinosaurer og diamanter på museet for Natural History, der bare bliver kontekstualiseret på en helt anden måde, når man har en videnskabsmand ved sin side og ikke mindst hans ligeså nysgerrige børn, der stiller alle de spørgsmål, man ikke selv lige finder på at stille, men som ville være ret skønne at få et ordentligt svar på. Orkideerne i den botaniske have. Sumpfrøer, miniatureslanger og fugleliv i det fredede sumpområde udenfor byen. Ind og ud mellem aktuelle begivenheder og debatter, der fik glasuren til at krakelere til gode diskussioner, opråb og bid. Ind og ud mellem spørgsmål, jeg aldrig før er blevet stillet og hjemmevante emner i nye konstellationer. Ind og ud mellem de praktiske sysler som krydderurteplatning, madtilberedning på hele spændingsfeltet fra mandolinjern til micro-waves, te-brygning, ølsmagning, leg, højtlæsning og børneputning.

Det var skønt. Det var udfordrende. Det var intenst. Det var hjernegymnastik på højt niveau. Det var sjovt. Og det var en lille smule udmattende også. For da jeg kom hjem til New York, føltes min hjerne som moste kartofler eller – måske snarere – som kirsebærblomstergrød…

Train of Thought

I fredags tog jeg toget fra Grand Central til Poughkeepsie – 1,5 time langs Hudson-floden – for at besøge Morton og Rita. Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Jeg er – selvfølgelig – kommet temmelig tidligt til toget. Så jeg har fået læst ret mange sider i min bog, mens jeg ventede på, at der blev fløjet afgang. Og får læst et par sider oven i, mens toget gadagummer gennem den lange tunnel, der løber under alle skyskraberne mellem Grand Central og det sydlige Harlem (hvilket man helst ikke skal tænke alt for meget på, hvis man lider af klaustrofobi). Bogen er Joan Didions “A year of magical thinking”, der handler om det år hun mistede både sin mand og sin datter og alle de tanker hun gjorde sig i den forbindelse. Hun dissekerer sorgen. Tillægger nye betydninger. Og jeg købte tre eksemplarer til ju. Beholdt et selv og gav de andre til min far og min bror som del af hele sorgbearbejdelsen oven på min mors død.

Og jeg har lige læst et par sider om, hvordan minderne og sorgen kan bølge op og ned, da vi endelig når lyset for enden af tunnelen og jeg lægger bogen fra mig. For der er så meget at kigge på. Harlems høje huse, der lige så langsomt bliver afløst af bjergene langs Hudson-floden. Solen, der drypper diamanter i floden; WestPoint militærakademiet, som jeg ellers kun kender fra tv-serien Nord og Syd, der kørte, mens jeg gik i 9. og vi ikke havde fået video endnu, så jeg måtte pjække fra tegning på ungdomsskolen for at følge med, hvilket min veninde – der havde video – havde meget lidt forståelse for, stod skarpt tegnet mod bjergene; store fragtskibe, der glider forbi hinanden i slowmotion og på den anden side af floden løb en godsjernbane, hvor  togene var så lange, at det næsten så ud som om de ikke bevægede sig.

Bogen har jeg lagt fra mig – men ‘the magical thinking’ glider videre langs floden på resten af turen…

Min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Så fjernt – og alligevel på mange måder så nært. For der er alligevel alle de fælles familiekrøniker, der har sejlet og fløjet på tværs af Atlanten i over hundrede år. Familiehistorien, der for mig er komplet umulig at holde rede i, fordi alle fik helt enormt mange børn og generationerne var meget langstrakte, og der ind i mellem også var nogle fætre og kusiner, der giftede sig med hinanden. Familiehistorien, der for mig kan virke fjern – men som er lyslevende for dem herovre, der også betragter en så fjern “cousin” som mig, som meget tættere familie, end jeg umiddelbart ville betegne dem. Og pludselig er nogle af de skikkelser, jeg hørte om som barn, lyslevende herovre.  Og  de kender mange af de samme historier, der er blevet genfortalt gennem generationer – og kan fylde nogle af hullerne i min familiekrønike ud.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Og jeg kan mærke, at jeg savner at få fyldt de huller ud. Det er den slags, jeg plejede at tale med min mor – og i særdeleshed min mormor – om. Og siden de begge forsvandt med 1,5 års mellemrum, er der pludselig ikke så mange af tale med slags om længere. Så måske er jeg også mere åben, mere nysgerrig efter at vide mere om det hele, end jeg var, da jeg havde oraklerne inden for rækkevidde. Og måske er det derfor, jeg glædede mig så meget til at se min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Det føltes pludselig hjemligt at skulle derop. Det var jo familie.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Det ER jo familie. Og om ikke  andet bliver der lagt stor vægt på at fremhæve de fælles træk. Der er enkelte ikongrafiske billeder, vi allesammen har i familien. Billederne af tip-olde-forældrene. Min tipoldefars øjenparti, der meget tydeligt ligner min brors – og selvom man ikke lige kiggede efter lighederne. Og så altså Morton – min grand-i-17.-potens-onkel, der ligner min oldefar på en prik. Min oldefar, der døde, da jeg var tre, men som alle lovpriser. Lige gyldig hvem jeg møder, der kendte ham i Danmark siger de, at han var et helt specielt menneske – og herovre er han kendt som alles yndlings “Uncle Louis”. Og Morton ligner ham – selvom ham reelt “kun” var hans brors barnebarn – altså præcis som jeg har set ham på billeder og vagt husker ham. Humoren. Viddet. De store, store ører. Øjnene, der lyser af intelligens. Uddannet fra Harvard Medical School, speciale i øjensygdomme, stor praksis. Og Rita, hans kone, har undervist i historie på et fornemt udpluk af de fineste universiteter og altid klar til en diskussion om politiske systemer, traditioner og kulturelle tendenser. De har rejst i det meste af verden og gør det – i en alder af nogle-og-halvfjerds – stadig. Bare inden for det sidste år har de været i Cambodia, Vietnam og Laos; København, Stockholm, Helsinki og Peru. Og når de er hjemme, sidder med i diverse bestyrelser for kulturelle organisationer – og nyder livet. I sidste uge tog jeg up-state med nogle andre familiemedlemmer til deres gamle æbleplantage. Vi havde aftalt at møde Morton og Rita på vejen til en kop kaffe en halv times kørsel fra hvor de boede. Men det var heldagsregn af slagsen hvor himmel og jord stod i et og det føltes ikke helt forsvarligt at køre – og slet ikke at ulejlige ældre mennesker ud i regnen, når jeg alligevel skulle se dem ugen efter. Så vi ringede for at aflyse på deres vegne. Og Mortons svar var “what are you talking about – I don’t drive a convertible”. Sådan nogle er det dejligt og livsbekræftende at være i familie med. Selvom det er fjernt.

Pougkeepsie er næste stop. Jeg har ikke fået læst et ord i “a year of magical thinking”, siden vi forlod tunnellen mellem Grand Central og det sydlige Harlem. Jeg bakser min rygsæk ned fra hylden over sæderne, lader kammen løbe gennem håret og stiger af for at møde min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Vi er ikke læng’re unge, vi har endnu ingen børn. Vi er både og hverken enten eller…

Jeg tilbragte julen sammen med nogle gode venner, masser af trapist-øl og god chokolade i Bruxelles. Og bagefter havde jeg et par dage alene dernede, hvor jeg tilbragte nogle rigtig dejlige dage med at dimse rundt i de hyggelige gader, og havde nogle meget sanselige oplevelser både på det fantastiske Art Noveau-museum i arkitekten Hortas hus – og på det helt fortryllende instrumentmuseum, hvor alle besøgende gik rundt med hovedtelefoner og lyttede sig frem til forskellen på diverse varianter af cembaloer, harmonikaer, taffel-kvartetter og spinetter.

Det var på alle måder et rigtig dejligt get-away til en rigtig livsnyder-by. Og jeg havde det rigtig dejligt. Men der var også noget, der lige fik vakt lidt stof til eftertanke… For jeg kan ikke rigtig løbe fra, at jeg fuldstændig konsekvent blev tiltalt Madame fremfor Mademoiselle. Og at den transformation også smittede noget af i min samlede turistprofil.

For let’s face it: jeg er ligesom ikke længere backpackeren eller interraileren, der hustler mig igennem. Faktisk var der tale om en bonus-point-tur på businessclass og vi havde lånt nogle udstationerede venners tre-etagers-hypernuttede byhus… og jeg tog min veninde i at sige om en funky tøjbutik, at det måske “så lidt ungt ud” – og jeg tog mig selv i at give hende ret.

Men samtidig opsnapper jeg stadig pr. automatik opsnapper flyers og gratisaviser, der hurtigt giver mig et overblik over, hvad der sker, hvornår det sker og hvor det sker (også selvom jeg næppe kommer til at benytte mig at benytte mig af den viden…) Jeg får knopper af hovedstrøgene og søger altid ned langs sidegaderne. Jeg undgår konsekvent de steder guidebøgerne priser. Jeg har en højt udviklet sans for at snuse mig frem til ukendte byers funky kvarterer. Og jeg tilhører endnu ikke segmentet af børnefamilier på jagt efter børnevenlige museumsoplevelser, legepladser i parkerne og høje stole på restauranterne.
Hvor hører jeg så hjemme? Mig og alle de andre, det også er lidt af en tilsnigelse at kalde unge. Men som heller ikke rigtig føler sig som voksne. Og som stadig frygter den dag, nogen vil kalde os “satte”. Vi hører vel hjemme et sted midt i mellem D.I.N.K.sene (dem med “Double Income No Kids”), business-drengene og empty-nesterne, der nu nyder livet i fulde drag og forkæler sig selv med Opera-weekender arrangeret af Politiken Plus?

Umiddelbart en cocktail, der smager af et lidt skræmmende livsfaselimbo uden noget tilhørsforhold… ligesom det Vesterbros Ungdomsgård beskrev om teenagetilværelsen…

“Vi er ikke rigtig unge, vi er ikke rigtig børn, vi er både og og hverken enten eller. Vi er for unge til at elske og for gamle til at slås. Der er ingen, der har rigtig brug for os”.

Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så ringe endda. For jeg tror trods alt, vi er mere “Både Og” end vi er “Hverken enten eller”. Vi kan høre hjemme alle stederne og kan frit veksle mellem forskellige stemninger, kvarterer og prisniveauer. Vi kan relatere til de fleste, fordi vi er unge nok til at huske studietiden, men samtidig er gamle nok til at kunne dele erfaringer med de ældre og visere. Og – ikke mindst: Vi er gamle nok til at elske, men også stadig unge nok af sind og engagement til stadig at slås for alt, hvad vi har kært og være klar til at dø en lille smule om så det gælder.

%d bloggers like this: