Nadja Pass

Kategori: Livet og døden

Gravskrift for Politikens Magasinet

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

Facebook som opslagstavle for mikro-nekrologer

For et par dage siden døde den fantastiske digter Inger Christensen. Og vi er mange, der i dagenes løb har genkaldt os hendes messende røst, når hun deklamerede, at abrikostræerne, brombær, brom, brinten og cikaderne findes. Og ladet tankerne tage på udflugt i sommerfugledalen, hvor de stiger op, planetens sommerfugle.  

Og det er ikke bare noget, jeg antager. Det er noget, jeg ved. For de seneste dage har oversigten over Facebook-updates budt på en perlerække af små mikro-nekrologer, der på hver deres måde hyldede Inger Christensen. Her er bare et lille udpluk:

XXX ved at abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.

XXX vil iklæde sig sørge kåben i aften og tage endnu en tur i sommerfugledalen.

XXX findes.

XXX r.i.p. <her stod navnet på vedkommendes nyligt afdøde mormor> (+freddie hubbard, fp jac og inger christensen).

Og så er der mine egne. Den første, jeg skrev netop som jeg hørte nyheden om dødsfaldet: 

Nadja husker sig selv på, at abrikostræerne findes og at de stiger op – planetens sommerfugle. Op, op, OP.

Og i formiddags, da jeg fik ideen til dette indlæg efterhånden som de andre statusupdates dukkede op:

Nadja synes, det er et fantastisk eftermæle for Inger C, at så mange bruger deres updates til subtile ‘in memoriam’-hilsner.

Den affødte så blandt andet følgende kommentar – og jeg vil opfordre alle til at følge linket derover og lige gen-nyde hele Alfabet.

Nu er hendes digte jo også i særklasse lækre at putte i statuslinjen…. Faktisk lo jeg lidt af hendes diktion og af Alfabet, indtil jeg læste det hele og blev totalt rendt over ende…. Tjek selv her: http://www.lyrikline.org/index.php?id=162&author=ci00&show=Poems&poemId=3149&cHash=193bebf9d9  

Men en ting er, at disse updates i sig selv er en fin lille hyldest til Inger Christensen – en anden ting er, at statusopdateringerne – og gruppedannelserne – i forbindelse med kendte personers død, er ved at være et meget udbredt fænomen på Facebook. Lige så nyligt afdøde FP Jac har også fået masser af update-hilsner og der er blevet startet mindegrupper. Og det samme var tilfældet, da Thomas Vinding og Camilla Bech Holten døde for forholdsvis nylig. 

På den måde benytter Facebookerne mediet til at dække et behov, vi måske aldrig rigtig tidligere har været os bevidst, men som viser sig at være ret stort, når nu vi først er bevidste om det. Nemlig behovet for at give udtryk for den individuelle sorg, mange af os kan føle, når en kendt person går bort. Ikke fordi vi sørger over dem som personer, vi har kendt og elsket personligt. Men som repræsenterer en æra, var barndommens stemme eller hvis tragiske skæbne vi læser ind i vores egen. Tidligere har der kun været plads til avisernes officielle mindeord og nyhedernes “og et dødsfald”-indslag. Og måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”. Men nu har alle mulighed for at dele deres egne personlige tanker eller minder. Stort og småt. Personligt og upersonligt. Fagligt eller socialt. Og dermed indgå i et fællesskab af andre, der også føler sorgen, uden rigtig at have nogen at dele den med, fordi den er sådan en uhåndgribelig størrelse – især når det drejer sig om et menneske, man ikke engang kendte selv.

I tilfældet Inger Christensen var mange af hilsnerne meget subtile. Man skulle kende til Alfabet eller Sommerfugledalen for overhovedet at kunne skabe mening i hilsnerne. Til gengæld styrkede det så fællesskabet med de andre Inger Christensen-elskere efterhånden som de andres citater dukkede frem på lystavlen. Kendte man ikke til Inger Christensens forfatterskab eller var man ikke bevidst om dødsfaldet, ville en update som “XXX findes” ikke i sig selv give mening. Men med kombinationen af den altafgørende timing og formuleringen, er det en hemmelig besked til alle andre Alfabet-elskere derude. På samme måde med en anden update fra den seneste dage:

XXX ville egentlig gerne læse mere lyrik.

Den har ikke nødvendigvis noget med Inger Christensen at gøre, men timingen tyder på, at den har det. Og at lyrikken lever videre og ligefrem får en kort opblomstring lige i dagene efter dødsfaldet, fordi man pludselig igen bliver opmærksom på alt det, man lige pludselig har mistet.

Heldigvis er Inger Christensens forfatterskab meget mere langtidsholdbart end et par flygtige Facebook-updates og hyldestgrupper. Men jeg synes alligevel, det er fint, at vi på den måde hver især har fået mulighed for at markere vores glæde over hendes værker og vores tristesse over hendes død. Alle os, der glæder os over, at både lyrikken og minderne og natsværmerne findes. Uanset liv og død.  

 

 

Når man tager hul på et nyvasket år…

…er det lidt ligesom at følge en nytårsraket med tankerne. Man tænder den fuld af forhåbning og følger den stryge henover nattehimlen med en lysende hale af gyldent stjernestøv efter sig. Ofte dåner man af begejstring over alle stjernerne og mønstrene og bragene, der buldrer ud af den. Nogle gange ser man lidt vemodigt til, mens stjernerne slukkes og begejstringen hurtigt dør ud. Eller der i virkeligheden kun kom et højt brag ud af en stor raket, eller den flyver henover huset eller op i skyerne. Eller der ligefrem er tale om en fuser. Og det er aldrig helt til at se udenpå raketten, hvad der reelt vil komme til at ske, når den tændes. De største, der lover flest stjerner, knald og ramasjang, kan være de kedeligste; mens de små undseelige kan vise sig at være både fyrige og frække. Det er aldrig helt til at vide. Det må man sådan lidt vente og se. Ligesom med år og dag. Og ligesom med så meget andet. 

…er alt måske alligevel muligt.

…ligger verden lidt åben igen. Om ikke ligefrem for ens fødder, så i hvert fald åben og lokkende og fuld af fristelser og nye begyndelser, selvom det seneste år og måske året før det og måske i virkeligheden også året, der gik forud for det i sidste ende endte med at lukke sig om sig selv. 

…har man ikke rigtig nogle dårlige vaner, man ikke kan lægge bag sig. I hvert fald tror man i et par dage fuldt og fast på, at det virkelig kan lade sig at gøre at lægge dårligdommene bag sig og starte på en frisk.

…er det tid til at gøre status over årene, dagene og livet, der gik – og komme videre derfra.

…er det da ikke spor usandsynligt, at alle ens drømme vil gå i opfyldelse.

…håber man på alt det allerbedste. Og det gælder langt fra kun en selv og ens egne, men i lige så høj grad samfundet og verden omkring os alle sammen.

…føles det på den ene side helt vildt patetisk og salvelsesfuldt og absurd-meget-mening-ilæggende at fokusere så meget på et enkelt klokkeslet, en enkelt dato.

…er det på den anden side er det netop den rituelle markering af klokkeslettet, datoen og det renvaskede, nye år, der giver alverdens mening og lover nye begyndelser. 

Godt nytår alle sammen!

20 ting, der har overrasket mig i december

I år er første gang i 12 år, at jeg har tilbragt hele julen i Danmark. De seneste mange år har mine forældre nemlig boet i henholdsvis Moskva og Beijing – og i alle de mange år tog min bror og jeg i stedet på besøg hos dem. Så julemiddagen har i årevis stået på alt fra russisk gås med saltet-hvidkål-coleslaw og granatæblekompot til pekingand og sizhuan-hotpot.

Da jeg har jødiske aner, er julen ikke lige noget, der normalt fylder så meget i min bevidsthed, og jeg har derfor ingen fasttømrede holdninger til juleaftens forløb, menu etc etc. Men samtidig har jeg lige så mange pæredanske/kulturkristne aner og har gået i almindelig dansk folkeskole og haft kristendomskundskab og sunget enormt meget i kor og sågar forkyndet hele juleevangeliet fra prædikestolen i Jægersborg Kirke, da det var min klasses tur til at stå for julespillet. Så jeg kan recitere mere end almindeligt meget af alt med Kvirinius, der var landhøvding i Syrien og jeg kan temmelig mange salmetekster udenad. Og jeg har da også hele min barndom deltaget i forskellige variationer over temaet mere-eller-mindre-traditionel-dansk-juleaften.

Så lad os bare sige det sådan, at julen ikke er nogen særlig “big deal” for mig, men at det alligevel – eller måske netop derfor – var næsten eksotisk at være herhjemme og skulle til helt traditionel dansk jul med andesteg, ris alamande og dans omkring juletræ med folk, jeg holder meget af. Og ikke alene var det i sig selv eksotisk. Det var faktisk også lidt eksotisk i det hele taget at være hjemme på Nørrebro og se, hvordan livet udspiller sig her i helligdagene.

Og det skete i de dage…at jeg blev overrasket over lidt af hvert:

  1. Det overrasker mig, at det ikke er koldere. Og når det så pludselig er rigtig koldt, overrasker dét mig også. 
  2. Det overrasker mig overhovedet ikke, at alle mine gode grønthandlere holder åbent hele julen. Det overraskede mig heller ikke, at de har overskud til at smile et kæmpestort “glædelig jul” og spørge, om jeg mon  havde fået mange gode gaver, (lidt ironisk, fordi jeg holder gavegivningen på et absolut minimum og ikke selv er så juleagtig, men det kunne de jo ikke vide) mens de næppe er vant til specielt varme “Eid-ønsker”. Men det overraskede mig på glædeligste vis, at jeg kunne købe grønkål på stok hos en af dem og jeg gik triumferende hjem med den som en kolossal buket. Men midt i triumfen og glæden over mit multikulturelle Nørrebro overraskede det mig så alligevel lidt, at halalslagterne så alligevel var lukkede. 
  3. Det overrasker mig, hvor meget legetøjet alligevel har udviklet de senere år. Jeg troede, jeg kendte det meste, fordi jeg meget tit er “ude og lege” hos venner og bekendte og deres skønne unger. Men da jeg vovede mig ind i BR på jagt efter en julegave, overraskede det mig alligevel både HVOR lyserødt og ridder/sørøver-kliché-opdelt det hele er og HVOR mange plasticdimser med intelligent-indbyggede læringskoncepter, der er på markedet. Og HVOR mange dukkeserier ala Brats og Polly Pocket, der findes og jeg bliver helt svedt ved tanken om, at man kan ønske sig frisørsaloner, dyrehandler, huse og autocampers til dem alle sammen. Og allermest overrasket blev jeg over den “intelligente princess-phone” som ikke alene kunne lære en tallene, mens man sad og trykkede på knapper med prinsessemotiver – man ville også undervejs lære alle de essensielle detaljer om alle Disneys prinsessefigurer.  
  4. Det overraskede mig, at der var leben og masser af levende lys på kirkegården juleaftens-eftermiddag, da min bror og jeg spontant svingede forbi for at kigge til min mors grav. Det var utroligt hyggeligt og stemningsfuldt med alle lysene, kransene og de efterladte, der lige sendte deres elskede en julehilsen. Men jeg anede ikke, at den tradition fandtes. Det ved jeg så nu. 
  5. Det overrasker mig, at jeg kun har fået æbleskiver en eneste gang i hele december. Jeg har været til ekstremt mange hyggelige arrangementer, men alle steder havde – med undtagen af det ene, hvor jeg heldigvis fangede et par – valgt at lave alternative serveringer. Superlækkert, men bare ret vildt alligevel. 
  6. Det overrasker mig, HVOR mange parkeringspladser, der er at vælge mellem lige for tiden. Og HVOR øde der er på Nørrebrogade (og om det skyldes alt det med trafikforsøget, kan vi vist lige vende en anden god gang) i helligdagene og det overrasker mig faktisk lidt at opdage, at alle, der kan krybe og gå – eller i hvert fald ejer biler – er kørt ud af byen for at holde jul. 
  7. Det overraskede mig at se, hvor vigtig en rolle cigaretrøg spiller i “Mød mig på Cassiopeia”, hvor Musen i skikkelse af Bodil Kjær blandt andet puster liv og musik i lysekronerne ved at blæse cigaretrøg på dem. Og nu, hvor vi er ved røgen, overrasker det mig, hvor sensitive vi allesammen er blevet overfor røgfyldte lokaler og røglugtende tøj dagen derpå. Eller i hvert fald, hvor hurtigt, det er gået. Misforstå mig ikke – jeg er selv inkarneret ikke-ryger selv og er mere end lykkelig over ikke at skulle døje med svidende øjne og røg længere. Men jeg levede jo med det tidligere ligesom alle andre gjorde. Og jeg synes alligevel det er vildt, hvor hurtigt jeg og alle omkring mig er blevet så meget af med røgen omkring os, at den pludselig er et reelt problem, når den en sjælden gang er der til et julearrangement.
  8. Det overraskede mig positivt at se, hvor uvant mange, der stoppede op for at spørge den hjemløse kvinde, der fast bor på trappen ved Skt. Ansgars-kirken på Nørrebrogade, om hun havde brug for hjælp. 
  9. Det overraskede mig for det første, at Pussy Galores i løbet af min 1.juledag gåtur havde nået at flytte alle bordene ind på midten af lokalet og var begyndt at male. Og for det andet, at de allerede dagen efter var klar til at modtage cafe-gæster fra morgenstunden.
  10. Det overraskede mig særdeles positivt at blive inviteret ind og se “Max Pinlig” af en ni-årig ven, og det overraskede mig, hvor mange mennesker, der var i biffen på en højhellig 1. juledag. Filmen overraskede mig også virkelig positivt. Virkelig sjov, godt skruet sammen og perfekt pointe om, hvor grundpinlige vi egentlig allesammen er. Så pinligere er det heller ikke at være lidt pinlig engang imellem. Og i den forstand svarede den på mange måder til julekalenderen Mikkel og Guldkortet som jeg også ret uforvarende kom til at følge temmelig tæt og faktisk synes, var utroligt god og spændende (og så skadede det jo heller ikke for min interesse, at der var tale om et meget fint stykke motivationsretorik og vidensformidling om basisbegreber som udbud og efterspørgsel).
  11. Det overraskede mig, at Skt. Johannes Kirken kaldte til julemesse flere gange i løbet af dagen den 24. december. Det kunne jeg have sagt mig selv, da jeg har levet med klokkerne siden jeg flyttede hertil for 15 år siden og vi er blevet en del af hinandens rytme. Men alligevel overraskede mig, da de klimtede så lystigt og så meget.
  12. Og det ledte til noget meget overraskende. Nemlig, at jeg tændte for fjernsynet for at se, hvad en julemesse egentlig gik ud på, mens jeg klædte mig på. For sådan en har jeg nemlig aldrig overværet eller haft nogen som helst intentioner om at overvære – og derfor overraskede det mig også i høj grad, at jeg blev helt grebet af stemningen, da de under min lokale klokkeklang lagde ud med “Det kimer nu til julefest”. 
  13. Det overrasker mig HVOR dårlig jeg er til at lave marengs. Jeg er blevet udpeget til at stå for desserten til nytår og ville give mig i lag med en Pavlova, da en veninde rådede mig til lige at teste først, så jeg ikke stod tilbage med kiksede marengs. Og det var et ekstremt godt råd. Jeg lavede ca. alle begynderfejl, man overhovedet kan lave på EN gang. P.t. mit kulinariske Waterloo – men jeg skal vise dem, skal jeg (marengsene altså – ikke nytårsvennerne)
  14. Det overrasker mig helt vildt meget, hvor mange gange jeg i de seneste dage har sagt “da JEG var barn” og “i MIN familie gør vi”, når jeg har snakket med andre om juletraditioner. Også selvom jeg egentlig ingen har. Og det overrasker mig heldigvis positivt, at alle mine venner tilsyneladende gør det samme.
  15. Og ahmmmm – det overrasker mig også, at vi pludselig og meget umærkeligt er begyndt ikke bare at sige “da jeg var barn” men også “da vi var unge”. Så så man lige os pludselig være rykket op i en alderskategori, hvor det absolut er en tilsnigelse at kalde sig selv ung og folk slet ikke studser, når man omtaler ungdommen i datid.
  16. Det overrasker mig, hvor rørt jeg er blevet over gensynet med barndommens klassiskere i form af Disneys Juleshow, 101 Dalmatinere og Narnia (begge sidstnævnte dog i de nye “realperson-versioner”, men stadig samme plot og drama, der står mejslet i sten i erindringen. Og det overraskede mig helt vildt meget, da jeg overhørte et barn sige, at han ikke gad se Juleshow, fordi det altid var det samme. “Jamen det er jo hele pointen” sukkede barnet i mig. 
  17. Det overraskede mig, hvor fuldstændig fortryllende magisk den jødiske kirkegård i Møllegade så ud gennem gitterporten, da dagens tykke tåge lå over dem og det blege decemberlys alligevel prøvede at trænge igennem tågegitteret. 
  18. Det overraskede mig, da jeg på en af de lunere decembersdage overhørte to unge knøse på Købmagergade sige, at de ønskede sig mere global opvarmning, så vi kunne få 30 grader i Danmark året rundt. “Folk hidser sig op over at det stiger en grad, men det ville da være helt vildt fedt” samtykkede de. Helt uden ironisk distance. Den slags tankegang troede jeg ellers var afgået ved døden allerede dengang Shu-bi-dua lancerede Costa Kalundborg.    
  19. Og det har overrasket mig, hvor meget jeg i dag havde lyst til masser af hvidløg, koriander, grøntsager, chili, chili, chili, friskpresset juice…også selvom jeg ikke har været til særlig mange deciderede julesule-arrangementer. Men nu havde jeg i hvert fald fået og trængte virkelig til andre smagsnuancer og masser af vitaminer. 
  20. Og nå ja – jordskælvet overraskede mig selvfølgelig også en hel del. 

Man skal altid have en flaske champagne på køl

En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det. 

Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…

  • anerkendte begivenheder og mærkedage som fødselsdage, forlovelser, kandidatgrader, nye jobs eller graviditeter (hvor den vordende moder så må undlade sit glas)
  • gode samtaler
  • uventede besøg
  • gode nyheder og vellykkede valg (for eksempel kaldte Obama-sejren helt klart på champagne-morgenmad)
  • opgaveafleveringer
  • effektive arbejdsdage, dejlige dage eller bare hverdage, der gerne lige må ophøjes til noget lidt specielt

Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.

I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :

“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”. 

Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.

Da jeg cyklede hjem gennem sneen igår…

… var jeg lidt lettet, lige da jeg skulle til at køre. For der var pause i sneen og den var så småt smeltet væk fra cykelstien. For jeg må indrømme, at jeg hvert år, når sneen falder, lige kan mærke et snært af nervøsitet over, hvordan det nu lige er, man cykler i snevejr og styrer bilen sikkert gennem glatbaneføret. Og hvordan jeg så hvert år, når jeg først kommer i gang, tænker “nå ja, det er jo sådan, det er”… 

…Aldrig så snart havde jeg nået at føle mig sikker i sadlen og huske mig selv på, at jeg jo har trodset sne, slud og alt andet end skridsikre underlag på jernhest i ca. 30 år, før sneen satte ind igen. Og jeg kørte jeg i modvind med sneen stikkende i øjnene og kunne egentlig intet se. Alligevel fik jeg manøvreret rundt om H.C. Ørstedvejs mange vejarbejder, op og ned ad slidsker, som jeg hele tiden frygtede var glatte, men som egentlig ikke var det… 

…Det fik mig til at tænke på en historie min far engang fortalte mig fra Rom, hvor han i min barndom tilbragte tre uger hvert efterår og forår og derfor nok måtte siges at kende den evige stad ud og ind. Han havde været der i november og pludselig var det begyndt at sne. Bare sådan ganske lidt. Men romerne var helt uforberedte på det og prøvede at spule sneen væk med vandkanoner. Resultatet var selvfølgelig, at alle gaderne forvandlede sig til skøjtebaner…

…Og det fik mig så til at tænke på Gorki-parken, der lå ganske kort fra mine forældres lejlighed i Moskva og hvor de hver vinter overrislede alle stierne, så man kunne skøjte sig en tur rundt i parken. Jeg husker især, hvordan jeg den 1. januar 2000 var dernede med en flok af mine bedste venner, der havde været med til at fejre årtusindskiftet i Moskva og vi skøjtede rundt (eller det vil sige, undertegnede var pissedårlig til at skøjte, selvom jeg egentlig var ret god til det som barn, så jeg trippede mest rundt med klinger under fødderne, men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg også skøjtede) og spiste æbleskiveringe…  

…Og nu hvor minderne kredsede om Moskva, tænkte jeg også på kirkegårdene derovre, hvor gravstenene ofte var buster og statuer af de afdøde. Og hvordan snemasserne hver vinter gav dem kalotter på og udstyrede dem med særdeles buskede øjenbryn og overskæg. Og jeg husker, hvordan vi en vinter kørte langt ud på landet for at overnatte på et kloster midt mellem snedækkede løgkupler og ringmure. Og jeg husker, hvor stor en oplevelse det var at stå midt på markerne, hvor slaget ved Baradino udspillede sig under Napoleonskrigene og hvor vildt det var kun at kunne se spidsen af monumenterne over alle de døde og markeringerne af Napoleons telt stikke op snebunkerne… 

…Mens tankerne hvirvlede om kap med sneflokkene, besluttede jeg mig intuitivt for at køre en pænt omfattende omvej, fordi der er et sted på netop den rute, jeg altid forestiller mig gemmer på adskillige røvere og banditter og hvor jeg helst vil kunne cykle meget hurtigt igennem. Og jeg kunne hverken cykle meget hurtigt eller se en hånd – derfor ej heller en potentiel bandit – for mig. Jeg ender ellers altid med at trodse frygten og suse igennem. Det er langt den korteste vej og jeg ved jo godt, at frygten nok 7-9-13 er ubegrundet…Men ikke i går nat. Der tvang sneen mig på en omvej, selvom jeg jo allermest havde brug for bare at komme hjem i min varme seng… 

…Jeg er før blevet tvunget på omveje af sneen. Mest markant engang, hvor jeg med hele min familie var på minibustur i Jerusalem, da sneen pludselig begyndte at dale og vores temmelig frisk-kørende chauffør kørte alt for stærk ned ad bjergskråningerne, mens han kværnede i sin mobiltelefon for at ændre vores rejseplaner og booke nye hoteller på en ny rute. Og jeg husker overraskelsen over, at der kunne blive så koldt i Jerusalem…

…Og den overraskelse var egentlig meget den samme, da jeg mange år efter første gang oplevede sne i Beijing. I de seks år mine forældre boede derovre, var jeg derovre flere uger hver vinter og nød især godt af de høje, klare himle, der gav en naturlig omgang lysterapi, selvom det var koldt. Men inden jeg begyndte at komme meget i Kina, havde jeg aldrig tænkt på, at det også kunne sne det. I retrospekt gav det jo fuldstændig mening, at der ville være vinterkoldt derovre, da breddegraderne svarer meget til vores. Men poesien i sneens dalen på den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, var jeg fuldstændig uforberedt på… 

…Jeg var også uforberedt på kulden – og måske mest af alt højdesygen – da min bror og jeg for et par nytårsaftenener siden befandt os langt ude på landet i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina og vi havde bestilt en tur med svævebane op på områdets højeste tinde. Lad os bare sige, at vi godt noterede os, at alle de andre havde dynejakker på og oxygen-spray i lommen – men lad os også bare erkende, at det var helt fantastisk at stå deroppe på gletscher-tinden, men også at det nok ikke ville have skadet at være lidt varmere klædt på og at det var vores store held, at vi så ikke havde tendens til højdesyge. Og jeg blev ekstremt bevidst om, hvor koldt, der kan være på toppen… 

…Der var også koldt på toppen – på den bogstavelige måde – i de hyggelige lokaler på 5. sal i Fiolstræde, hvor Reflexioner havde til huse i de første hårde opstartsår. Vi havde lejet dem i sensommeren og ikke skænket kulden en tanke, før den pludselig var der, og vi måtte sidde med handsker på, når vi skrev og redigerede og dagens højdepunkt var en portion varm, hot Thai-take-away. Det føltes ekstremt boheme-agtigt, selvom vi trods alt ikke var nødt til at brænde vores manuskripter…   

…Det var også koldt, da vi for snart to år siden begravede min mor. Og der var en sær ny skønhedsdimension over blomsterne og kransene på graven, da vi kom tilbage dagen efter for at tænde lys. Nattefrosten havde bidt i dem, rimet deres kanter. Og de var nu en forunderlig blanding af voksagtigt fløjsbløde og uendeligt porøse. Og det var lige præcis sådan, vi vist også havde det… 

…Og mens minderne kom vrimlende, smånynnede jeg “sneflokke kommer vrimlende” og tænkte, at det trods alt var meget rart at se lidt sne oveni al frygten for global opvarmning. Og jeg tænkte på, hvor meget – eller hvor lidt – mening alle de gamle danske sange om urt og busk i sneskjul mon kommer til at give mening for de kommende generationer…

…Og jeg smilede lidt ved tanken om alle glædesudbrudene over snefaldet på Facebook og hvordan en skrev, at når nu Facebook fortalte ham, at det sneede, behøvede han ikke selv kigge ud af vinduet. Og hvordan jeg tænkte, det er da netop en opfordring til, at du SKAL kigge ud af vinduet her og nu, før det forsvinder. At du skal lade tankerne hvirvle med snemasserne rundt mellem hinanden i uforudsigelige mønstre, som ingen rigtig er herre over…  

…Og det med, at ingen rigtig er herre over sneen, fik mig til at tænke på, hvordan alle på en eller anden måde også er lige, når man færdes i snevejret. Høj som lav kan uventet falde på halen. Mest markant husker jeg det fra den første gang, jeg var i New York. Det var i januar og der blev hele tiden sat kulderekorder. Og der var hemsk glat. Den der farlige kombination, hvor der er den glatteste, glatte is nederst, iskoldt vand med grødis ovenpå og et fint snelag øverst, så man ikke kan se, hvor fælderne gemmer sig. I det vejr faldt alle som fluer. Flere gange om dagen faldt man. Nyhederne viste lange sekvenser med dagens mest dramatiske fald. Folk i fine nålestriber, i høje stilletter, i moonboot, i militærstøvler, i højt humør og i største hast, faldt, faldt, faldt. Og jeg husker selv, hvordan jeg på Columbias campus så en ærværdig ældre professor komme gående med en stak papirer, der spredtes fra alle vinde som overdimensionerede snefnug, da han faldt og gled flere meter gennem sneen. Og hvordan alle strøg hen for at hjælpe ham med at samle papirerne til ham… 

…Næsten hjemme krydsede nogle lidt øl-vaklende unge fyre på vej ud af Torvets Kebab cykelstien, stirrede på mig og sagde stor medfølelse: “Hold da op, du må cyklet meget længe”. Og jeg kunne godt se, at jeg lignede den afskyelige snemand efter en ellers ret kort tur – fordi modvinden havde aflejret store snemasser overalt på forsiden af mig. Men ryggen var helt tør…

…Jeg børstede sneen af. Rystede tørklædet. Bankede cykelhjelmen fri for sne. Og satte mig op i den varme lejlighed og stirrede ud på sneen under gadelygten. Og tænkte på, hvor mirakuløst hurtigt, man næsten altid får varmen igen.

Når mørket kommer…

  • kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
  • kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
  • (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
  • er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
  • ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
  • bygger jeg bo i min store grå striksweather
  • råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
  • sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
  • kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
  • bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
  • stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
  • mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
  • juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
  • ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
  • synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
  • bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
  • opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage

Når back-up’en dør

For en måneds tid siden crashede min mac. Det tog jeg på det tidspunkt med forholdsvis oprejst pande, for jeg havde jo en fuld back-up. Men da jeg så skulle til at have fat i filerne fra back-up’en åbenbarede der sig et af den mennet mindre marereskes forholdsvis store mareridt: Back-up’en duede heller ikke.

Der er stadig en mikroskopisk mulighed for, at nogle data kan reddes. Men jeg er nødt til at indstille mig på, at det hele er væk. Og det har sat gang i et par reflexioner:

 

Homo technicus kan lidt for nemt nemt rystes i sin grundvold. Det med back-up’ens crash tog jeg så med knap så oprejst pande. Faktisk rystede det mig i min grundvold, at den ikke duede. En ting, at harddiske crasher. Det sker. Og det sker ofte. Og det er derfor, man back’er up. Men når back-up’en så heller ikke fungerer føles det som et meget stort tillidsbrud fra den tekniske verdens side. Det er bare det, der ikke MÅ ske.

Man skal ikke kimse af papir. Klog af skade har jeg så nu lært, at man altid skal have sine mails i en “sky” – noget der ligger på nettet ala G-mail og ikke kun på computeren/back-up’en. Og at det skal man egentlig også helst gøre med alle sine andre dokumenter, billeder, musikfiler etc etc. Men det ændrer ikke så meget på den skade, der allerede ER sket. Så de eneste ting, jeg nu har tilbage, er ting, jeg tilfældigvis har printet for at hænge dem op på opslagstavlen, gemme dem i en mappe eller lagre dem i mindernes juvelskrin.

Overvejelsen om, hvad der er vigtigt. Jeg gemmer meget – og uden tvivl også alt for meget. SÅ det meste af det, kan jeg givetvis sagtens leve uden. Men det, jeg er rigtig ked af at have mistet, er egentlig ikke så meget alle de professionelle dokumenter, selvom tabet af dem helt klart har betydet, at mange ting har taget længere tid i den sidste måned. De professionelle ting – præsentationer, artikler, fakturaer, korrespondance etc kan jeg skrabe sammen ved at samle ting, andre har liggende af varierende grunde. Men mange af de vigtigste personlige minder; store dokumenter af den slags, som kun skrivebordsskuffen og jeg kender til og de sidste billeder af min mor inden hun døde, er måske tabt for altid.

Vigtigheden af at vedligeholde sin egen back-up. Jeg har 7-9-13 altid selv været udstyret med en temmelig god hukommelse. Så rigtig mange ting, informationer, familiekrøniker, vennefortællinger og data er lagret på min personlige back-up, hjernen. Det er så til gengæld også den, jeg er hunderæd for at beskadige. Jeg kan klare tanken om at brække et ben, selvom jeg selvfølgelig helst vil være den foruden. Men tanken om at beskadige min hjerne, kan jeg næsten ikke have. Og det er også bare det, jeg skal huske mig selv på, hver eneste gang, jeg så meget som fristes til at droppe cykelhjelmen for en dag. Velvidende, at jeg ligeså godt kunne få en istap i hovedet, blive kørt ned – gående – eller slå panden mod en mur, kan jeg slet ikke klare tanken om at risikere noget unødigt, når det kommer til hjerne-backup’en, når nu det trods alt er så nemt at spænde hjelmen.

Når et menneske dør, er det som en backup, der crasher. Fornemmelsen af den crashede back-up minder mest af alt (selvfølgelig uden diskussion om tabets proportioner) om den fornemmelse jeg har, når jeg tænker på min mors og mine bedsteforældres død. En ting er chocket og sorgen lige når dødsfaldet sker. Men det store tab følger senere. Når man bliver ved med at gribe sig selv i ting, man aldrig lige kan gøre med dem igen. Historier, hvis detaljer, man ikke længere kan spørge til. Minder, man bliver alene om. Lige når det sker, er man sig ikke tabets omfang fuldt bevidst. Men i dagligdagen sætter det ind, når man står med alle de konkrete spørgsmål, man mangler svaret på. På samme måde med back-up’en. Det er først, når jeg lige skal genfinde et dokument eller sende folk et billede eller tjekke en faktura, at jeg kommer i tanke om, at det kan jeg jo ikke bare lige gøre. Det svarer fuldstændig til det ghanesiske ordsprog “En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der brænder”. I den moderne verden er det snarere back-up’en, der crasher.

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Kvæstelser for enden af regnbuen

1. maj for et par år siden slog en veninde og jeg “lidt til søren” ved Fælledparkens omrejsende tivoli – og begyndte spontant at skyde os til et par plasticroser. Og da vi så det store pariserhjul ved Trianglen kiggede vi på hinanden og stillede os straks i kø. Det var ikke nogen lang kø – og efterhånden som vi nærmede os gondolerne blev vi stadigt mindre kry. Og tilsidst indrømmede jeg, at jeg – selvom jeg altid har elsket vildt forlystelser – ALDRIG gør havde prøvet en større forlystelse i et omrejsende tivoli. Da jeg var lille måtte jeg ikke for min mor, for man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden…og efterhånden som jeg er blevet voksen har jeg bare ladet være…for man ved jo aldrig, om de har ordentligt styr på sikkerheden…

“Sådan har jeg det også” skælvede min veninde – der ellers temmelig frygtløst rejser fra flygtningelejr til flygtningelejr i Østafrika. Og så så man ellers lige os sidde og skælve som to små kyllinger og ikke håbe særlig meget på en ekstra-tur. Udsigten var da flot, mindede vi konstant hinanden om mens vi kørte rundt og rundt og prøvede at abstrahere fra alle knagelydede. Og det var to meget lettede thirty somethings, der endelig fik fast grund under fødderne igen.

Selvom jeg altid har elsket de vilde forlystelser, tror jeg også, at frygten og fornemmelsen af at lægge livet i teknikernes hænder, har været med mig og givet et ekstra sug i maven. Også når jeg prøvede forlystelserne i de mere etablere etablissementer.

Og et af de mere etablerede etablissementer, vi meget ofte besøgte i barndom og hvor vi havde min mors velsignelse til at prøve det hele (selvom der en gang var kørt en vogn af rutschebanen) var Dyrehavsbakken, der lå lige præcis en søndagscykelturs afstand fra mit barndomshjem. Og en af de allerbedste forlystelser var Regnbuen. Regnbuen, der hævede sig højt, højt over de andre forlystelser. Både på grund af sin fysiske højde, der ragede op, så man kunne se den langvejs fra. Men suget i maven overgik også suget fra alle de andre forlystelser. Suget, suget, suget. Suget, når den drejede sidelæns om sin egen akse var uforligneligt.

Og hvad er der så sket i dag. I Liseberg i Göteborg, som min bror og jeg altid længtes efter, at vi skulle stoppe i, når vi kørte på sommerferie hos familien i Norge (og mere end en gang var heldige at svinge ind om på hjemturen). I Liseberg, hvor jeg husker, at vi blev helt vildt irriterede på min mor over at hun hvinede i en forlystelse, fordi den knirkede (og det gjorde den…) og man vidste jo aldrig, om de havde ordentligt styr på sikkerheden. Hvad er der sket i Liseberg? REGNBUEN er faldet ned og 36 mennesker er kvæstet, to alvorligt.

Og endnu engang sender de konkrete detaljer chockbølger gennem mine erindringer. Fordi det var det, min mor (og jeg) altid sådan frygtede. Fordi det var i Liseberg. Og fordi det var REGNBUEN.

Og endnu engang bliver jeg irriteret over, at det er så meget nemmere for mig at relatere til den slags ulykker. Og at medierne i den grad svælger i det. For i Nyhederne var der selvfølgelig som sædvanelig fokus på, at der ikke var nogle danskere, der var kommet til skade (nej, men der var så 36 andre børn og unge, der var temmelig kvæstede og helt sikkert mange, der trængte til krisehjælp og har fået lidt mindre lyst til at skulle forlystelsesparker i mange år fremover). Og i Nyhederne havde de selvfølgelig også gravet en chokeret jysk familie frem – Liseberg er et yndet sted for mange SKANDINAVISKE turister, huskede journalisten lige at fremhæve. Og den stakkels syv-årige dreng, der lige havde prøvet forlystelsen kort inden den skæbnesvangre tur kunne kun sige, hvad sandt var, da journalisten spurgte, hvordan har havde det lige nu “Jeg er glad for at jeg nåede at prøve den. Min ven og mig havde tænkt os at prøve den senere igen, for han var ikke med første gang. Han skulle lige tage mod til sig”. Mon ikke han fremover skal tage en hel del mere mod til sig, når han skal prøve en forlystelse?

I min barndom lå der guld i form af glæde, latter, mavekildrende fryd og hvin for enden af regnbuen. Men netop i dag og netop for de mange der var ombord, da regnbuen sank i grus, var der kun sorg og kvæstelser at finde.

%d bloggers like this: