Nadja Pass

Kategori: Livet og døden

Hvem eller hvad vil mon smelte mit hjertes kvarts i dag?

I dag er det den 1. marts. Og så slår det aldrig fejl… jeg vågner med den her sang på hjernen:

Kaj Munks “Den blå anemone” blev nemlig indlejret i min psykes grundDNA allerede, da jeg var helt spæd, og det efter sigende var den sidste udvej at synge/nynne netop den, hvis jeg skulle falde til ro.

Som voksen er den 1. marts både forbundet med vemod og forhåbning for mig.

VEMOD, fordi den – ligesom den blå anemone var det for Kaj Munk – er et kærtegn fra min tidligste barndom. En “instant livsline” tilbage til trygheden, min mors stemme, den store indre ro, der indfandt sig, når jeg som barn havde hulket mit hjerte itu.

Og FORHÅBNING, fordi netop den 1. marts repræsenterer forårets komme. Uanset temperaturen udenfor, er 1. marts den dag, vinteren TØR OP. Hvor vi lukker livet og lyset ind. Og lader vores frosne hjertes kvarts smelte.

1. marts er længslernes, det uforløstes skæringsdato. Essensen af alt det, Edmund Burke kaldte “det sublime”. Det er en slags følelsernes nytår, hvor alt kan ske. Og uanset, hvad der sker, smelter jeg altid en lille smule.

Glædelig 1. marts, derude.

Reklamer

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
At USA fik en sort præsident
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…

Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig

Det startede helt uskyldigt. På en bænk ved søerne så jeg et eksempel på den “strikke-street-art”, jeg også har set i mange andre byer verden over – og snapshottede selvfølgelig straks dette billede:

Mens jeg fotograferede det, faldt mit blik på et lille label-klistermærke, der sad på bænken. Og da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at der stod:

Pudsigt, tænkte jeg. Og meget fint. Sådan en fin lille tankevækker, så langt mere diskret end de skønne “her må du gerne skilte” – men på mange måder samme fine overraskelseseffekt midt i søernes offentlige rum. Og det gik jeg jo så dér og smilede ad.

Og jeg havde gået en del skridt indtil jeg faldt i snak med nogle ænder og derfor havde bevæget mig ret tæt over på lygtepælene, der står på den-nye-cykelsti-side-af-søpromenaden. Og da jeg var kommet tæt på lygtepælen, så jeg en ny lille tankevækker med ordlyden:

Og derefter kiggede jeg på hver eneste lygtepæl. Og det slog ikke fejl. På hver og en sad der en fin lille besked. Her et udpluk i tilfældig rækkefølge:

Jeg blev fuldstændig opløftet af denne omvendte promenadetur. Havde øjnene konstant på stilke. Tankerne i den helt store centrifuge. Og mærkede en meget, meget stor taknemmelighed overfor det menneske, der havde taget sig tid til at tænke de tanker, nedriste dem på labels og stikke dem op på alle lygtepælene, velvidende at de ville forvitre i vind og vejr indenfor ganske kort tid. Sikken en kærlighederklæring – ganske vist ikke til mig personligt. Men til livet, tankevirkesomheden og til alle dem, der tager sig tid til at vende sig om og granske hver en lygtepæl for at lade sig bevæge, besnære og belære om tilværelsens ulidelige letheder.

De mentale sammenskudsgilder

I fredags var jeg til et skønt middagsselskab, som jeg synes er et tankevækkende og ekstremt inspirerende eksempel på den sociale innovation, jeg synes pibler frem for tiden. En social innovation, jeg overordnet synes, man kan kalde: “Mentale sammenskudsgilder”.

En af mine yndlings-Facebook-venner inviterede til en “Kurateret middag”. Og den sætning kræver vist mindst to forklaringer:

  1. Når jeg skriver “yndlings-Facebook-venner” er det, fordi det netop er det, hun er. Vi kender hinanden helt tilbage fra mine tidligste studieår, hvor vi havde det rigtig sjovt, både fagligt og socialt. Men nu er det reelt over 10 år siden, vi har set hinanden face-to-face. Til gengæld har vi en god og tæt Facebook-relation forstået på den måde, at vi begge er meget aktive på Facebook, og hun er sådan en af dem, der er rigtig sjov at være på Facebook med – ekstremt generøs med viden, reflektioner og links i sine statusopdateringer – og også aktiv i andres kommentarspor. Så selvom vi ikke har set hinanden, har vi i årenes løb udvekslet alle mulige tanker på kryds og tværs og altid haft fornemmelsen af, “hvor hinanden var” – været på hinandens radar.
  2. Og nu inviterede hun mig så til denne “kuraterede middag”, hvor hun havde et dusin andre kvinder, som hun kendte vidt forskellige steder fra. Nogle kendte hun fra endnu længere tilbage end mig – andre var hendes nærmeste venner eller familiemedlemmer. Men fælles for os alle sammen var, at vi var blandet på tværs af eksisterende vennekredse, madklubber og tøsegrupper – en ide, der var stærkt inspireret af Facebook, og de mange overraskende konstellationer og samtaler, der ofte opstår derinde, hvor folk fra vidt forskellige steder som aldrig har mødtes i levende live og sandsynligvis aldrig kommer til at mødes, pludselig indgår i lange diskussioner og udvekslinger i kommentartrådene.

Og den cocktail lagde simpelthen fundamentet til en vældig, vældig fin aften, hvor samtalerne fra starten fik det skønne løft, der ligger langt ud over de langmodige “hvordan går det så”-opdateringsrunder mange sociale sammenhænge ellers tit sander til i. Her kunne vi gå meget mere lige til biddet på interessante emner som kunst, politik, masser af rødvinsmarineret spas, samfundsengagement, saftige ungdomsminder, handlekraft, forskning og historier fra de varme lande. Altsammen garneret med suset af, at vi kunne tillade os dyrke helikopterperspektiverne.

Nu var det hele så ovenikøbet ledsaget af en virkelig veltilberedt middag, men det var faktisk overhovedet ikke nødvendigt. Det vigtige var oplevelsen af at være blevet blandet men nogle nye, spændende mennesker på en fuldstændig uforpligtende måde, der i meget høj grad tillod alle de tilstedeværende at være tilstede i nuet. For på en eller anden måde er det faktisk gæstens eneste forpligtelse til den slags arrangement – at være generøs med sin viden og sine perspektiver ved at deltage aktivt i samtalen: det er det væsentligste bidrag til det mentale sammenskudsgilde, der reelt er tale om.

Jeg har efterhånden været til en del variationer over det tema: man bliver inviteret til et “sammenskudsgilder”, hvor gæsterne ikke byder ind med medbragt mad – men er indbudt for at bidrage med tanker, faglighed, sangstemmer, inspiration og gode historier. Og jeg finder det lige inspirerende hver gang. Nogle gange forekommer det i form af deciderede koncepter som “fortælleklubber” og “sangaftener”, men jeg vejrer også en tendens til, at der selv til “almindelige” fødselsdagsbrunches, frokoster, middage og cocktailparties, er stadigt større villighed og åbenhed overfor at blande cirklerne og se, hvad der kommer ud af det. At det ikke længere er en helt så big deal at invitere en ny veninde med til næste års pigefødselsdag – men at man i stigende grad blander og bliver lidt modigere med at invitere relativt nye relationer med ind i privatsfæren uden, at nogen nødvendigvis skal føle sig forpligtede til at “være på fødselsdag” med hinanden resten af livet.

Og den udvikling hilsner jeg ekstremt velkommen. For det er vanvittigt inspirerende og sjovt at udvide vennekredsene, høre nye perspektiver og bevæge sig i de lidt højere luftlag, man oftere flyver op i, når man ikke kan forudsætte, at man kender alt til hinanden på forhånd, forventer bestemte reaktioner og kan referere til velkendte anekdoter. Og nu er det jo på ingen måde for at sige, at det ikke OGSÅ er skønt med de trygge, lukkede cirkler, og den initimitet, de kan skabe. Jeg elsker min familie og mine loger, madklubber, netværksgrupper og faste vennekredse. Det er bare noget helt, helt andet, de kan. De giver nærhed og mulighed for at følge op og følge med i hinandens liv på en måde, der er ekstremt vigtigt og livgivende.

Men de nye konstellationer kan noget andet. For når man indgår i dem, har man en tendens til at spidse hjernen og formuleringerne. Man opper sig lidt –  og det er sundt for de fleste af os at skulle strække os selv og vores tanker lidt oftere.

Det er ikke mere end et par år siden, at folk havde en tendens til at stagnere i deres gamle vennekredse, fordi deres travle hverdag kun tillod dem ganske få sociale arrangementer, og man derfor til enhver tid ville prioritere sine “rigtige” eller “gamle” venner over de nye. Men her har Facebook for mange os udviklet sig til en helt ufattelig guldgrube af inspiration og indsigt i andre menneskers perspektiver – hvilket på få år har åbnet og udvidet de flestes horisont markant. Og ikke mindst vendt op og ned på, hvem vi reelt har mest føling med i hverdagen. Gennem Facebook og blogosfæren har vi i stadigt stigende grad har vænnet os til at blande os i hinandens tanker og kommentarspor, selvom vi måske aldrig nogensinde har mødt hinanden – eller ikke har set hinanden fysisk i 10 år, men stadig nærer en meget stor ømhed overfor hinanden. Den interessante tendens nu her er så, at den åbenhed og sociale spontanitet tilsyneladende begynder at påvirke vores sociale mønstre off-line også. Og det synes jeg er intet mindre end fantastisk. Og håber vil føre til mange flere former for social innovation til inspiration og glæde for rigtigt mange.

Konceptet fra i fredags er egentlig ret simpelt at lade sig inspirere af. For det er ikke maden, det handler om – drinks, kaffe og kage eller købepizzaer kan sagtens gøre det. Så det kræver det reelt ikke den store forberedelse. Det vigtigste er at tage initiativet, plukke nogle sjove mennesker fra sine forskellige vennekredse og se, hvem der kan komme. Og så ellers lade det ske. Det eneste, der virkelig er vigtigt er at sørge for at lave en ordentlig introduktion til dem, du har inviteret. Giv alle gæsterne et ordentligt ord med på vejen, så de stråler af glæde over, hvor fantastisk du synes, de er, og hvor glad du derfor er for, at netop de er kommet. Det giver de andre noget at spørge ind til, så de ikke strander på “hvad laver du så” og den sædvanelige udredning af job, familie, bolig og hobbies-situation. Det er ikke de ting, der er relevante i denne sammenhæng (selvom der selvfølgelig kan hentes eksempler fra de sfærer) – her handler det netop om at diskutere alt det, man ellers ikke får bragt så meget på banen. Og det sker næsten automatisk, når man ikke kender hinanden på forhånd og bliver guidet udenom de klassiske høflighedsspørgsmål.

Det er skideskægt, sjovt og inspirerende at få lov at dele sin faglighed og de store perspektiver. Og derfor har jeg selv i høj grad ladet mig inspirere til at holde lignende kuraterede arrangementer – og jeg opfordrer alle jer derude til at gøre det samme. Livet kan kun blive sjovere af det.

Når sorgerne fordamper

I dag er det præcis tre år siden, jeg modtog den grimme opringning om, at min elskede mor i nattens mulm og mørke var død i Beijing. Dagene, der fulgte dengang, er forvitret i en erindringsdis af chock; klip fra den totalt surrealistiske, akutte flyvetur min bror og jeg straks kastede os ombord på for at komme over til vores far; lig-synet i et kinesisk kapel med alt for mange kunstige blomster; alle medarbejderne på ambassaden og mine forældres andre Beijing-venner og bekendte og deres forstenede ansigter; alt det ekstremt velkendte i mine forældres skønne panoramalejlighed, der fuldstændig lignede sig selv og hvor alt stadig havde duften af min mors parfume hængende i sig – men hvor alting alligevel var fuldstændig forandret; alle opkaldene, blomsterne, hilsnerne; og vores ret store fælles arbejdsprojekt med at lang-distance-arrangere bisættelsen kun lettere forplumret af tidsforskellen mellem Beijing og Danmark. Og samtidig det store privilegium i på den måde at kunne tillade sig selv og hinanden at indkapsle os i den puppe af sorg og nærhed og minder, der sikkert ville have været svær at skabe herhjemme, hvor hverdagen udenom bare ville være tonset videre.

Det er tre år siden nu. Og jeg savner min livsglade og livskloge mor helt ufatteligt meget. Vi var meget tæt knyttet til hinanden og tilbragte også – på trods af de store afstande, også relativt mere tid sammen end de fleste mødre ville gøre med deres voksne døtre – dels fordi jeg ofte boede hos mine forældre i lange perioder i henholdsvis Moskva og Beijing, når jeg arbejdede på store skriveprojekter – og dels fordi hun ofte boede hos mig, når hun var på besøg herhjemme. Så hun var en vigtig og tæt integreret af mit voksenliv også.

Jeg savner hende helt ufatteligt meget – men samtidig har det været overraskende for mig, at sorgen – eller i hvert fald min sorg – slet ikke har udspillet sig på den der meget filmagtigt, passionerede måde, jeg havde forestillet mig den ville. Den har snarere – kan jeg især se nu her i retrospekt – været en stille, men konstant dæmper på livsglæden. Den slags, man ikke er sig rigtigt bevidst, før den pludselig forsvinder igen – og det går op for én, at man helt havde glemt, hvordan karameller smager uden papir på eller hvordan mandariner kan blomstre på tungen, hvis man formår at befri dem for den bitre, hvide hinde.

Men i de seneste måneder har jeg virkelig følt, at papiret er blevet flået af karamellerne, hinden af mandarinerne og sorgen af min bevidsthed. Savnet bliver ikke mindre – men sorgen, som jeg ikke havde været mig selv tilstrækkeligt bevidst – er ved at lette. Og savnet af min mor er ved at blive en integreret, naturlig del af det, der er mig. Den ekstra bevidsthed om livet og døden og altings forgængelighed, er naturligt integreret som en sund bevidsthed, der i virkeligheden mest af alt føles livsglæde og en stor og grådig trang til at udnytte livet, mens det er her – og ikke lade sig hæmme af alle mulige mere eller mindre reelle begrænsninger, konventioner eller traditioner. En stor trang til at nyde livet, som jeg nok altid har haft mere af end de fleste (i høj grad takket være selvsamme livsglade og livskloge mor) og som nu her er ved at boble over.

Og det er jo svært at sige, hvad der har gjort det. Er det tiden, der klicheagtigt hjælper med at læge alle sår? Skyldes det, at der er kommet en masse, nye fantastiske mennesker ind i mit liv i løbet af de seneste måneder? At jeg for første gang i lang tid har genfundet en stor, overordnet mission med mit arbejdsliv? Eller er nogle af de gode nye ting netop sket, fordi sorgen er ved at lette, og jeg igen er mere åben overfor at smage på livet med alle dets krydderier og facetter? Men det, der er værd at notere sig er, at det faktisk har været en tre-årig proces. Og det er nok noget af det, vi undervurderer, når vi omgås hinanden i tiden efter dødsfald i den nærmeste familie og omgangskreds. Man har ligesom en fast “sørgeperiode” og derefter forventes man at fungere ret normalt igen. Nu er det som sagt ikke fordi jeg selv har været knuget af sorg på den meget tunge måde eller været ude af stand til at leve et “normalt” liv i de seneste tre år. Tværtimod, ville mange omkring nok sige. Jeg har levet og fungeret fint. Jeg har ikke været tynget af sorg. Men det har jeg så altså bare alligevel – og først nu, hvor det fortager sig, begynder det at gå op for mig, hvor meget det dæmpet mig og mine sanser – eller i hvert fald min spontane glæde og begejstring. Og det er værd at notere sig, at det har taget meget, meget længere tid end de par måneder, den slags “forventes” at vare. Og det skal man bare huske, når man omgås andre, der har “mistet” – huske, at selvom de tilsyneladende fungerer, kan der godt være en markant og konstant indre dæmper på dem alligevel. Og huske, at det er ok at spørge ind til den – i hvert fald meget hellere end at lade somom den ikke er der.

Men igen – nu mærker jeg sorgen lette og tankerne og følelserne boble let som al den champagne, min mor altid sagde, man skulle have på køl. Og jeg vil derfor afslutte dette indlæg med en ekstremt livsbekræftende note, der handler om, at folk i løbet af de sidste tre år i høj grad er vendt tilbage til de blogindlæg, jeg har skrevet i tidens løb om alt det med livet og døden og de gyldne leveregler og champagnen på køl – og at de fortæller, hvor meget det har hjulpet at læse om andres erfaringer med sorgprocesser – eller fortæller, at de nu også altid har en flaske champagne på køl eller at de på anden vis har integreret min mors gyldne leveregler i deres eget liv. Og på den måde føles min mor jo stadig ekstremt levende og nærværende. Og det er også med at lyse hjerterne og sindet lidt op her i den ellers så mørke november.

 

Lys er november

Jeg har altid haft det meget svært med november. Den mørke, den regnfulde, den uendeligt lange november. November hvor man lige så godt kan lade være med at planlægge møder, fordi der alligevel (svineinfluenza eller ej) vil være uendeligt mange afbud på grund af sygdom. Og november, der altid har haft en duft af død over sig, en ildelugt, der blev markant forstærket, da min mor meget pludseligt døde i slutningen af november for tre år siden.

Jeg har altid haft det svært med november. Og derfor vandt Nordbrandt digt om årets 16 måneder – hvor november bliver uendeligt langt gennem gentagelsen november…november…november…november – genklang fra allerførste gang, jeg hørte det. Og jeg kan se, at det gælder for mange andre også. Flere gange om dagen bliver der refereret til det digt i samtaler, Facebook-opdateringer og medierne. Vi er mange, der har det svært med november.

Jeg har altid haft det svært med november. Men i år var der en, der er mig kær, der i sin Facebook-opdatering citerede et helt andet digt. Nemlig Bjørnvigs “Mørk er november”. Og det lyder sådan her:

Fra Piæ Cantiones 1582 – Thorkild Bjørnvig 1959

 

Mørk er november og løvfaldet slut,

vandet begynder at fryse,

lyset fra solen og blomsterne brudt –

­da må vort hjerte selv lyse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme.

Om der svæver dødelig dræ,

vil vi dog elske – og plante et træ:

frugter kan uspået komme.

 

Jeg har altid haft det svært med november. Men det digt, fik mit hjerte til at lyse. Og mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at vi hver især lyser, når det er så mørkt udenfor. Siden har jeg selv været med til at sprede digtet videre og set mange andre sprede det videre og videre ud i livet. Og på den måde spredt en masse lys i november. Og det har fået mig til at tænke på, at ligeså rigtigt og godt ramt Nordbrandts digt er, ligeså ærgerligt er det, at vi alle sammen går omkring og trækker hinanden ned i november-dyndet ved konstant at bekræfte hinanden i, hvor koldt, mørkt og trist det hele er.

Jeg vil ikke længere have det svært med november. I stedet vil jeg sætte pris på det liv og lys, vi hver især kan tænde i hinanden. Og opfordre jer alle sammen til at gøre det samme. For da må selv vore hjerter lyse.

Man skal lære så længe, man lever

I går havde “Akademiet for den tredje alder” inviteret mig til at give medlemmerne et crashcourse i de sociale medieplatformes muligheder. Og det var på mange måder en rigtig tankevækkende – og livsbekræftende – oplevelse.

Jeg er stødt på “Akademiet for den tredje alder” – også kendt som A3A – gennem min far, (der så også var den, der havde foreslået mig som foredragsholder :-) Han meldte sig ind, da han gik på pension. Og når han har fortalt mig om A3A har jeg fra starten syntes, det lød fuldstændig fantastisk: Det er et netværk af seniorer, der gerne vil blive ved med at leve et aktivt, engageret liv og dele ud af deres erfaringer, efter de har afsluttet deres arbejdsliv. Og som derfor mødes i forskellige studiegrupper, hvor de diskuterer kultur, samfund og videnskab. Der er tale om folk, der har arbejdet i mange forskellige brancher og typisk har en lang og god karriere bag sig. Og nu ønsker de så at blive ved med at øge og udvide deres viden, dykke ned i nye stofområder og udfordre og inspirere hinanden.

Og det var utrolig dejligt igår at møde mange af de andre medlemmer, der alle sammen var den der type ældre mennesker med det rigtig gode glimt i øjet. God energi – og ingen tvivl om, at de har lange gode liv og spændende karrierer bag bog. Mennesker, der har levet – og fået det bedste ud af livet. Hvilket så også slår igennem i den måde, de vælger at leve deres “senior-tilværelse” på. Tydeligvis præget af en stor lyst til at blive ved med at lære, så længe de lever.

Når alt det så er sagt, er det desværre ikke det, deres nuværende hjemmeside udstråler – men det er meget karakteristisk for forsamlingen, at de jo så netop også havde inviteret mig for at få mulighed for at forstå det hele bedre – og få en fornemmelse af, hvordan de selv kunne komme videre og igang og forbedre hjemmesiden, så den også udstråler den stemning og den kraft, netværket i sig selv har. Men hvor er potentialet – når man tænker over det – kolossalt.

  • For hvor ville det dog være fantastisk, hvis man som almindelig borger – uanset alder – kunne få lov at læse blogindlæg, hvor studiegrupperne præsenterede essensen af det, de arbejder på.
  • Og hvor ville det være skønt for ældredebatten generelt, hvis disse seniorers stemme også blev tydeligere hørt og var med til at bevise og bekræfte at livet absolut ikke er slut, fordi man bliver ældre – men at tilværelsen kan sprudle af vid, energi og videbegærlig hele livet.
  • Og hvor er det derfor også dejligt, at det på år er blevet utroligt meget lettere tilgængeligt for enhver, der har noget på hjerne og hjerte at blande sig i debatten og dele sin viden. Fordi det ikke længere kræver, at man skal kunne html eller andre koder, men bare kan kaste sig ud i nye, gratis, brugervenlige platforme. Lige i dette tilfælde ville der måske nok lige skulle ekstra teknisk coaching til for at få dem ordentligt igang. Men med den åbenhed, jeg mødte igår, tror jeg godt, man kunne nå langt med et intensivt crashcourse and a little help from their children and grandchildren. Og den store fordel med netop dette netværk er, at intelligensen og overfloden af indhold i hvert fald ikke fejler noget – så der ville kunne være tale om blogindlæg af en meget høj indholdsmæssig kvalitet.

Personligt synes jeg, det er utroligt vederkvægende at forestille sig, at sådanne seniorer fremadrettet ville kunne skabe sig en stærkere stemme i samfundsdebatten – en stemme, hvor det handler om at tænke positivt og konstruktivt – og om at dele ud af sin kolossale viden og sit store overskud.

Jeg er spændt (og ret fortrøstningsfuld) på at se, hvad de finder ud af – og linker hermed også til deres nuværende hjemmeside i tilfælde af, at der skulle sidde nogle skønne, vidende, nysgerrige, engagerede seniorer derude og efterspørge lige præcis denne slags fora. For selvom den lader en hel del tilbage at ønske, finder man trods alt her de basale informationer, man har brug for at kunne komme igang: Klik her for at se den nuværende hjemmeside.

Og så glæder jeg mig ellers personligt bare til at få et stadigt bedre indblik i de nye  inspirerende samspil, der foregår mellem alle disse aktive, engagerede seniorer.

 

Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

Når sorgen synker ind

I dag ville min mor være fyldt 65 år. Og hvis hun stadig havde været i live, ville det ikke være gået stille af. Hun var nemlig ufatteligt god til at fejre livet og udnytte enhver undskyldning til at gøre livet lidt festligere.

Men nu er hun desværre ikke i live længere. Hun døde i Beijing for et par år siden. Et par år siden. Et par år siden, er det allerede. Det er allerede et par år siden. Er det virkelig allerede et par år siden? Ja, det er det. Det er ikke længere en ny sorg. Den er for længst sunket ind. Blevet noget, vi der elskede hende, lever med, accepterer, forholder os til – og alligevel stadig overhovedet ikke kan fatte.

Jeg har længe gået og tænkt på, at man hører utroligt meget om død og sorg, lige når den indtræffer – og utroligt lidt om, hvordan man lever med sorgen og savnet, når den første akutte sorgtilstand så småt fortager sig. Og man står tilbage med en hverdag, der er forandret for altid – og alligevel ligner sig selv. Og nu tænker jeg, at jeg i dagens anledning lige vil dele et par af mine observationer med jer:

  • Et halvt år inden min mor døde, læste jeg en kronik, Politikens Washington-korrespondent Marcus Rubin havde skrevet om tabet af sin mor. Den hed Kaddish – og referede til den gamle jødiske tradition, hvor man hver dag i det første år efter dødsfaldet siger en bøn for den afdøde. Hvilket han selv havde taget op i en moderne version, hvor han hver dag læste et nyt kapitel i bogen. Den tanke kunne jeg enormt godt lide. Men samtidig lå tanken om, at jeg selv kunne miste min mor, mig fuldstændigt fjern. 
  • Samme efterår mistede en af mine gode veninder sin mor. Hun var den første af mine nære venner, der mistede sin mor. Og det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle være der for hende. Hvad skulle man sige? Hvor ofte skulle man selv kontakte hende? Hvornår skulle man holde sig tilbage? Var det ok at sige noget sjovt eller fortælle om noget, man var glad for, når hun nu selv var så ked af det? Hvad skulle man skrive på bårebuketten? Hvordan kunne man være der bedst? Ordentligt. Samtidig kom det utroligt tæt på, at det jo skulle ske for mig også engang. At jeg skulle miste min mor. Men det var stadig overhovedet ikke på lystavlen, at der var en reel risiko for, at det kunne ske – så hurtigt.  
  • Et par måneder senere døde min egen mor – og pludselig var jeg ovre på den anden side. Tvunget op ad en stejl læringskurve. Med i et fællesskab af dem, der havde mistet deres forældre. Ekspert på bårebuket-kort, kistepynt, urner, gravplads-muligheder, dødsannonceindrykning og gravtaler. Bekendtskabskredsen delte sig i to: Dem, der selv havde mistet forældre og pludselig trådte frem af massen og tilbød deres hjælp og erfaringer. Og dem, der havde det ligesom jeg selv havde haft det, da min venindes mor døde et par måneder før – søde og hjælpsomme – men uendeligt usikre på, hvordan de bedst kunne være der for mig. 
  • På et tidspunkt læste jeg om Joan Didions nye bog – The year of magical thinking, der handler om det år, hvor forfatteringen mistede først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor – for da var jeg også selv berøringsangst og vidste ikke lige, hvad der var det rigtige at gøre. Men nu ved jeg, at man bare skal handle, ringe, komme forbi, tage initiativ – og så til gengæld være helt på det rene med et afslag. Det skal man huske. Både lige når sorgen indtræffer og alle konstant spørger, hvordan man har det – men man aner ikke, hvad man skal svare. Alle vil gerne “være der for en” – men man aner ikke engang rigtigt, hvordan man selv skal kunne være i det hele. Alle vil gerne hjælpe – men man kan ikke finde ud af at række hånden ud efter hjælp. Og når hverdagen indtræffer – og man stadig har brug for at blive spurgt, hvordan det går og brug for, at folk er der for en og forstår, at man nogle gange reagerer mærkeligt og at det måske er sorgen, der titter frem – også selvom dødsfaldet skete for et par år siden.
  • Jeg har – uden at ansøge om den – fået tildelt en ny ekspertrolle i min omgangskreds. Når talen falder på død og sorg, tier alle, hvis jeg begynder at sige noget. Mit ord bliver lissom lov, på en måde, jeg ikke bryder mig om, fordi oplevelser med død og sorg jo er præcis lige så individuelle som vores forhold til vore forældre. Og psyker i det hele taget. Til gengæld kan jeg godt lide – og forstå – når folk spørger mig til råds om, hvordan de skal tackle konkrete situationer med dødsfald og sorg i vennekredsen. Ikke at mit ord skal være lov her heller – men efterhånden har jeg snakket med så mange andre sørgende og efterladte, at jeg trods alt kan se, hvad der er gennemgående mønstre – og hvad der måske er mere individulle erfaringer.
  • Jeg græd ikke særlig meget i tiden omkring dødsfaldet. JO, jeg brød da fuldstændig sammen med jævne mellemrum – men den store konstante film-agtige gråd, kom aldrig. Og det havde jeg det lidt mærkeligt med? Hvorfor græd jeg ikke, når jeg nu var så ked af det? Jeg oplevede også, at mange af mine veninder græd, mens jeg selv sad helt køligt overbliksagtig – og undrede mig over, at jeg ikke græd. Det har siden vist sig, at det er meget almindeligt ikke at græde så meget i tiden omkring dødsfaldet – og at mange andre ligesom mig kan føle et mærkeligt strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke bryder sammen sådan som man forestiller sig, man vil gøre, når nogen dør. Det er igen en meget individuel ting, hvordan man selv – og ens tårekanaler – reagerer. Mine har til gengæld reageret ved, at jeg siden er blevet ekstremt meget mere grådlabil end jeg var tidligere. Jeg tuder til romantiske film. Jeg tuder, når jeg sidder i et tog og lader tankerne svømme ud gennem vinduerne. Jeg tuder på cafeer, hvis jeg bliver spurgt til mine ømme punkter. Jeg tuder – og den er stensikker hver gang – når the challenge-winners i Americas Next Top Model får besøg af deres mødre under konkurrencen. Jeg bliver enormt rørt. På en måde, jeg aldrig blev rørt før. Så mange bække små udgør så rigeligt den store å, der udeblev i forbindelse med selve bisættelsen.
  • Når man har mistet en af sine forældre, er det lidt som at komme med i en hemmelig klub. Alle de bekendte, der manifesterede sig som hjælpere i tiden omkring dødsfaldet, har jeg fået en langt mere intim relation til siden. Ikke at vi render hinanden på dørene eller Facebook hver dag. Men vi rækker lige ud til hinanden ind i mellem. Tjekker op på hinanden. Drikker en kop kaffe over en snak, vi kun kan have med hinanden. Med omvendt fortegn svarer det nok lidt til det, der sker, når folk bliver forældre. Det kan drive os, der ikke har børn endnu til vanvid at få at vide, at man ikke kan udtale sig om det med børn, før man har prøvet selv – men der er jo nok noget om det. Uanset hvor meget, man teoretiserer KAN man givetvis ikke forestille sig, hvordan man reagerer, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske. På samme måde KAN man ikke forestille sig, hvordan det er at miste en forælder. Det er selvfølgelig ikke alle medsørgende, man svinger lige godt med og oplevelserne kan være meget forskellige – igen givetvis på præcis samme måde, som der jo er mange måder at nybagt mor på. Men dem det fungerer med, er noget helt særligt. Også selvom man overhovedet ikke snakker konkret om sorgen, når man mødes. Der er noget helt grundlæggende over fælleskabsfølelsen når de store, uundgåelige livsforandringer indtræffer – og de er samtidig nøglen til nye, vigtige relationer.
  • Jeg hørte en fantastisk børnepyskolog på P1, der fortalte om sorgbearbejdelse med børn. Og understregede, hvor vigtigt det var, at man ikke satte den afdøde op på en piedestal. For det var dels et stort pres for børnene at skulle leve op til de tabte forældre, hvis de altid blev omtalt med “Gud tager altid bedste”. Og børnene kunne også have behov for at sige, at forældrene også havde været irriterende. Det påtvungne glansbillede gjorde ondt. Og det synes jeg også selv, jeg kan mærke. Ligeså gerne som jeg vil have bekræftet, at min mor virkelig var et unikt, fantastisk, inspirerende og vidunderligt menneske, der nåede at have et fantastisk liv, ligeså gerne vil jeg grine ad hendes spøjse sider. For dem var er også mange af. Og vi elskede hele pakken.
  • Når nogen dør, opdager man virkelig, at der er en grund til, at klicheer er klicheer. For det bliver de jo kun, hvis der er en vis grad af sandhed i dem. Jeg føler virkelig, at min mor lever videre i os. Jeg er blevet ekstra opmærksom på betydningen af, at slægter følger slægters gang, at man skal leve hver dag som var det den sidste, ikke udskyde til imorgen, hvad man kunne gøre i dag, aldrig gå i seng med et uafklaret skænderi i baghovedet – og altid sørge for at sagt til dem, man elsker, at man elsker dem.
  • Og hvorfor er det så egentlig, at en forældres død er så grundlæggende livsomvæltende? Udover -selvfølgelig – det konkrete savn af personen? Igen er det jo meget individuelt og afhænger helt af de efterladtes forhold til de afdøde – men helt grundlæggende vil det for de fleste menneskers vedkommende handle om, at man – uanset alder – bliver voksen på en helt ny måde, når man ikke længere har en at læne sig op ad, regne 100 % med, være sikker på interesserer sig for en, elsker en ubetinget, selvom man er skideirriterende engang i mellem og gerne vil høre ALT (nogen gange også for meget) i alle detaljer om det, man tænker på og kæmper med, mod, for. Årene går, men tager stadig sig selv i at opleve noget, der er så stort, at man mentalt er i gang med at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, dengang på ferien. Et livsvidne, et hukommelsesbiblitotek. En ubestinget bagstopper, en livline.
  • Min mor er død. Men derfor vågnede jeg alligevel i dag – som jeg er sikker på, at jeg vil blive med at gøre det resten af livet den 24. marts – med et klingende “I dag er mors fødselsdag”. For selvom hun desværre ikke længere selv er i live, kan man jo godt fejre hendes liv.

Jeg: En GentofteNørrebro-hybrid

BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.

TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80’erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.

GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.

FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.

STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.

VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.

OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.

%d bloggers like this: