Nadja Pass

Kategori: Litteraturen i levende live

MonApoly – Hjælp en sexslave eller gå direkte i fængsel

den alternative kunstmesse forleden faldt jeg (foruden Afsnit P’s T’er, AUX’es smagsprøver på lydkunstens forunderlige lyduniverser og masser af funky fristelser hos Space Poetry) over brætspillet MonApoly. Og MonApoly var et rigtig interessant eksempel på edutainment, der møder motivationsretorik.

Monapoly

Her på billedet kan du nok med det blotte øje se, at spillet er en hyperironisk patische over kapitalismens yndlingsbrætspil nummer 1 – Matador. Men hvor Matador handler om at ræse sig rundt på brættet for at skrabe legetøjspenge nok sammen til at kunne bygge en miniatureversion af Palace Hotel på Rådhuspladsen, er omdrejningspunktet for MonApoly noget så tragisk som trafficing – køb og salg af kvinder på det globaliserede marked. Eller som kunstnerne bag selv beskriver projektet:

The game MonApoly is a remodelling of the most famous capitalist game. Visually follows Monopoly and the basic scheme of the game, but the contents are completely new. While playing the players obtain new information on the global sex work, important loctions, activist organisations, organised crime gangs that organise the trafficking, etc. The players can finance the constuction of a safe house, support the operation of groups that are fighting for the rights of the sex workers and their programmes or can save a sex slave from Moldova. MonApoly is a new cartography of sex work and human traffixking. Instead of accumulating capital, it explains to the players the geopolitics of sex work in the period of global capitalism and new economy.

Nu er det ikke fordi det i sig selv er så originalt at twiste Matador. Det spil er i sig selv så twisted, at det bare kalder på at blive twistet og udfordret. Men der er noget interessant i at bruge Matador-rammen til at få fortalt en meget dyster, kompleks og tabubelagt historie. Forklædt i hyperdesignede, farvestrålende rammer, der lokker den legesyge og spillefuglen til at tænke sig om et øjeblik – eller forhåbentlig flere.

Da æ’erne forsvandt meldte t’erne sig på banen

Just som æ‘erne havde gjort enormt meget opmærksom på sig selv og deres allestedsnærværelse i min sprogbrug ved på mystisk vis var forsvundet ud af mit og blog-titel-felternes liv…dukkede T’erne.

Fredag eftermiddag svingede jeg nemlig forbi den alternative kunstmesse i kunsterfællesskabet Fabrikken på det gamle Sundholm-hospital (kun et stenkast fra Ørestaden).

Afsnit P havde nemlig beklædt hele deres spånplade-stand med den norske ordkunstner Monica Aasprongs værk Soldatmarkedet, der udelukkende består af t’er. A4-ark tætskrevet med t’er – hvor de få manglende t’er udgør mønstrene. Bøger, hvor alt – undtagen t’erne – er streget over med kvajelak. Animerede computerværker, hvor man selv kan sidde og trække i t’er og skabe nye kunstfærdige mønstre af t’er og mangel på samme.

Monica Aaspong, Afsnit P

Sådan så det ud på standen, og der er flere billeder fra messen her. Men de virtuelle versioner var egentlig endnu sjovere. T’er i række og geled. I sirlige mønstre og overvældende mængder. Og masser af fragmenter af ord, sætninger og tanker, der kunne trækkes ud af led og sættes sammen på nye måder. Hvordan denne sidste del præcis hang sammen med t-legen gennemskuede jeg aldrig helt og måske hang det slet ikke sammen – men sjovt, finurligt og tankevækkende var det, og jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Monica Aasprongs værker, når den virtuelle version snart bliver tilgængelig på Afsnit P-projektet Ord i Øjet. Det skaber ikke at tjekke forbi med jævne mellemrum for at tjekke, om det er klar. For i mellemtiden kan man sammesteds forlyste sig med Johannes Heldéns ord-og-billede-akrobatik Primärdirektivet.

God fornøjelse med det hele. Med og uden Æ’er og T’er.

Søgeordshaiku 2

Jeg ved godt, at man skal tage søgeordsstatistikkerne med et gran salt – men jeg synes alligevel ofte, det kan være sjovt at se, hvilke søgeord, der har bragt læserne ind på bloggen.

Hver aften fungerer søgeordsstatistikken således et tankevækkende indikationer på, hvilke tanker der bliver tænkt derude. Tidligt om morgenen – når der ikke er så mange, der har søgt endnu og listen således stadig er haiku-kort, skaber  søgeordene til gengæld engang imellem deres egen poesi. Enten på grund af ordenes sammenstilling – eller på grund af kombinationen i deres lydbilleder. Jeg har allerede tidligere blogget et sjovt stykke søgeordshaiku – og her til morgen var der igen en fin lille en:

Ven 2

De syv vidundere 1

Wikilege 1

Flammer i Vor Frue

Flammer

  • Jeg kan få et sug i maven, når jeg kommer gående ved tusmørke fra Kannikestræde og ser op mod det gyldne kors på toppen af Vor Frue Kirke – lysende mod den silkeblå nattehimmel.
  • Jeg elsker, at de gamle gaslygter stadig har fået lov at udgøre aftenbelysningen i kvarteret omkring Vor Frue.
  • Jeg har haft et crush på kombinationen af Vor Frue, Metropolitanskolen og Universitetets Hovedbygning siden jeg for mange år siden fik bogen “Klassicismens København”.
  • Jeg hylder, at pladsen i stadigt stigende grad bliver brugt til kulturelle aktiviteter fremfor busparkering. Var til en skøn koncert derinde under jazz-festivallen. Og har set pladsen blomstre under både kunsthåndværkermarked, “Images-festivaller” og for nylig et riddermarked.
  • Jeg smiler ved tanken om, at Thorvaldsen tog fusen på dem alle sammen ved at lave sine statuer af de 12 apostle lige akkurat så meget for store, at de ikke kunne stå i de nicher, de var tiltænkt.

Og nu er jeg netop vendt hjem fra flammeinstallationen “Vor Frue i flammer” som kunstnerparret Thyra Hilden og Pio Diaz (der også stod bag ARoS i flammer) har skabt i anledning af 200-året for Københavns bombardement. Et meditativt studie i flammernes skønhed (hyperaktuelt med både Grækenland og Nørrebro-ballade i baghovedet) og en interessant måde at genskabe flammerne fra Københavns ground zero ala 1807.

Flammer

Konstruktive overspringsHANDLINGer

Forleden efterlyste jeg en ordentlig dansk oversættelse for “procrastination”. Der kom gode bud i retning af overspringshandlinger, udskyde og udsætte. Og man skal heller ikke kimse ad ordbogens bud: at nøle.

Alligevel var jeg ikke helt tilfreds. Og lige pludselig er det gået op for mig hvorfor. Det var i virkeligheden slet ikke en dansk oversættelse, jeg savnede – for i virkeligheden er det engelske ord (omend smukkere) ligeså betydningsmæssigt problematisk som de danske.

Det jeg savner er en nyfortolkning. Og en anerkendelse af ordet. Farvel til alle de negative konnotationer i form af tommelfingertrilning, nølen, “manglende evne til at ride samme dag som man sadler” og tidssplide. Og VELKOMMEN til et aktivt verbum, der sagtens kan kombineres med disciplin og som har fuldt tryk på de to sidste, handlekraftige stavelser. Hvis det stod til mig, skulle det hedde at overspringsHANDLE.
Jeg tror nemlig, at mange af os, der arbejder med ide- og konceptudvikling, skrivning, kunst eller andre former for tænkearbejde, ofte er allermest kreative, når vi overspringshandler (og snoozer). Og effektive for den sags skyld. Men alligevel ligger vi under for et forældet effektivitetsbegreb om, at vi skal have dårlig samvittighed, hvis vi ikke sidder med vores opgave, præcis når vi er booket til at gøre det.

Men selvom jeg tror, vi er mange, der har det på den måde, vil jeg i det følgende sørge for at tale for mig selv og fortælle lidt om alt det gode, overspringshandlen gør for mig. Mine overspringshandlinger falder i to kategorier.

  1. De forskudte projekters disciplinerede overspringshandlinger:
    Jeg tænker bedst og mest kreativt, når jeg ikke tænker alt for fokuseret på et bestemt projekt. Med mange års arbejdserfaring i bagagen, kan jeg selvfølgelig sagtens være “kreativ på kommando”, hvis det skal være. Men det er helt klart ikke der, jeg yder bedst – hverken på kvalitet eller effektivitet. Jeg fungerer bedst, hvis jeg har gang i mange forskellige projekter på mange forskellige udviklingstrin på samme tid, så jeg veksle mellem forarbejdningsfaserne, alt efter humør og inspiration. Optimalt er et par projekter i de tidlige opdagelses/ innovations/tænke/innovative fase – mens andre er i korrekturfasen. For så snart en opgave “simrer i baghovedet” indgår de i min optik på hverdagen. Så lægger jeg mærke til fænomener, nuancer og ord, jeg slet ikke var opmærksom på før, når jeg går ned ad gaden eller gennetrawler mine daglige medier. Ideerne får lov at blive marineret, så det kun er de bedste og mest langtidsholdbare, der får lov at slippe videre. Alt det foregår, mens masserer formuleringer til de projekter, der er i skrive eller korrekturfasen. For finpudsningen fungerer faktisk som utroligt god overspringshandling skudt ind i tænkearbejdet til de nye projekter. Hvis jeg har siddet og redigeret en hel dag, vil jeg ofte have fået en masse nye ideer til de andre projekter undervejs, uden at tænke over dem. Man kan sige, at jeg løser ét problem eller færdiggør en opgave, mens jeg overspringshandler mig gennem et andet.
  2. De akut-nødvendige tankeventilations-overspringshandlinger:
    Og en gang i mellem spiller det bare ikke at veksle fra arbejdsopgave til arbejdsopgave. Kroppen værker af for mange stillesiddende timer, tankerne kører i tomgang og der er bare for mange vinduer åbne – både på computeren og i hjernen. Så de kører allesammen på nedsat kraft. Og der kan jeg ligeså godt lade være med at bilde mig selv ind, at der vil komme noget fornuftigt ud af at blive siddende foran computeren. Så er det ud og gå tur. Ind på langs foran Friends (eller et hvilket som helst andet re-run der tilfældvis kører). Indkøb af grøntsager til multisnitning. Kaffedrikning med gode venner. Eller gennemtrawling af alle forhåndenværende medier. Og så er der næsten altid gevinst – bedst mens jeg ingenting har lavet andet end at hygge mig og tænke på noget helt andet, er nødderne blevet knækket – og det tager ikke mange øjeblikke, før jeg er videre i dagens tekst, når jeg først sætter mig til den igen.

Men uanset, om der er tale om streng disciplin eller selvforkælelse, triller jeg altså ikke tommelfingre eller nøler eller udskyder til i morgen, hvad jeg burde have gjort for måneder siden. Jeg TÆNKER – og så er det bare en ekstra bonus, at mange af mine overspringshandlinger faktisk inkluderer så meget HANDLING, at jeg i mellemtiden får færdiggjort andre opgaver, lavet mad, blogget, motioneret – eller sikret mig endnu en potentiel medaljeplacering, hvis nogen skulle finde på at udfordre mig i SE&HØR-spillet.

Hvilken voksfigur ville du helst reinkarneres som, hvis du nu skulle smeltes om imorgen?

Nu hvor vi er ved tidskapsler

Jeg havde lige Lorry kørende. Det sker ellers ret sjældent, men jeg syg i dag og har brugt dagen på at følge jeres gode råd fra sidst snotten sænkede hjerneaktiviteten og har de sidste timer fået et ordentlig skud intravenøst tv, mens jeg bare venter på, at Dirty Dancing starter om en times tid. Og se så – der var alligevel noget ret tankevækkende at hente på lokal-tv: Nemlig en reportage fra Louis Tussauds vokskabinet, der lukker i dag, fordi Tivoli stadig håber på at få lov til at realisere Norman Fosters hotel-planer.

Har du nogen sinde været derinde? På vokskabinettet?

Det har jeg. En enkelt gang. Og det er ikke engang så længe siden. Et år eller to måske. For jeg har egentlig altid gerne villet derind. Da jeg var teenager præsterede jeg nemlig (og det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg var et temmelig nørdet barn) at læse Dorrit Willumsens roman om Madame Tussaud “Marie” ikke mindre en 14 gange. Jeg syntes bare den var SÅ god – og fik ikke alene en god fornemmelse for Willumsens impressionistiske skrivestil og historien bag den franske revolution (meeeeget nørdet barn) ind på rygraden på den måde… jeg syntes også, at tanken om selve voksfigurerne var ufatteligt fascinerende. Som teenager besøgte jeg så modermuseet i London, men det hele foregik meget hurtigt og jeg fik slet ikke tid til at dvæle ved figurerne af den sovende Prinsesse de Lamballe og dødsmaskerne af Louis den 16. og Marie Antoinette (meget, meget nørdet barn) …

Så da jeg for et par år siden havde en tidslomme inden et møde, sneg jeg mig afsted til Tivoli-slottet for at tage revanche – og tage mig lidt bedre tid til at kigge figurerne efter i sømmene. Og STOR var skuffelsen. For figurerne var dårligt udført, det hele var lidt “træt” i det – og langt de fleste af figurerne lignende slet ikke.

Men EN ting, der til gengæld var meget interessant, var fornemmelsen af at træde ind i en tidslomme. Prins Joachim og Alex stod nyforlovede og glade. Gamle koryfæer purunge igen. Alle de store 80’er statsledere konverserede hinanden i fred og fordragelighed. I glitter-glimmer-disco-rummet var det Beatles, Elvis og Olsenbanden, der glimrede ved deres nærvær (Ikke et ondt ord om nogle af dem i øvrigt). Og i “rædselskabinettet” var uhyggen sådan lidt “spøgelsestog-fra -50’erne”-agtig.

Og jeg vidste jo godt, at jeg nok var for gammel til at være målgruppen. Men på den anden side ville børn ikke kunne genkende mange af dukkerne, der kun var kendte længe før deres tid (well – det var så også ret svært for os, der levede i 80’erne og kan få aldersrabat hos Synoptik). Og måske var en stor del af problemet, at der i virkeligheden ikke var nogen reel målgruppe, men at sammensætningen af dukkerne prøvede at ramme sådan en “gennemsnits-vestlig-kultur-kreds-interesses-sfære”.

Så som voksmuseum var det altså ikke så vellykket. Men som tidskapsel var det til gengæld en stor oplevelse. Og det var en stor meta-oplevelse (også en forholdsvis nørdet voksen…) at gå og tænke over, hvilke personer, der fortjente at blive blive støbt i bivoks – hvilke kriterier var de valgt ud fra? Hvem fik lov at stå sammen? Hvad ville der faktisk være sket, hvis de mange forfattere, der var stuvet sammen i samme rum, rent faktisk havde levet på samme tid og haft en samtale? Hvilke personer er interessante i en international sammenhæng – og hvilke ikke? Og hvad skal der til for at man genkender en voksdukke som den person, det er meningen, de skal ligne (konklusionen her var i dette tilfælde, at det primært var tøj + rekvisitter + navneskiltet og de andre voksfigurer, de stod i nærheden af – snarere end ansigtstræk).

Voksmuseet lukker i dag. Og lad os være ærlige: Det er ikke noget stort tab for Københavns museer. Men alligevel – lidt mærkeligt at denne syrede tidskapsel nu bliver spredt for alle vinde. Nogle dukker skal til et nyåbnet vokskabinet i Indien. Andre en tur over Atlanten. Og de fleste skal smeltes om…og det er da en lidt syret tanke, at voksdukker sådan reinkaneres…så man kan gå fra at være John Lennon til Prinsesse Diana til Karen Blixen og måske endda “unavngiven forbryder i elektrisk stol i rædselskabinettet”.

We feel pretty – REAL…ly pretty

Jeg elsker når store virksomheder vælger at bruge deres markedsføringsbudgetter på at sætte samfundsdebatter i gang i stedet for bare at spilde pap, penge og papir på at købe sig til et kendt ansigts diskutable testimonial eller pakke budskaberne ind i falden-på-halen-humor.

Da jeg i sin tid skrev speciale og udviklede begrebet “motivationsretorik”, var nogle af mine yndlingseksempler mobil-firmaet Mobilix’ kampagne om “Samtale fremmer forståelsen”, RealKredit Danmarks “Lidt mere overskud i hverdagen” og Ekstra Bladets “Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst”. Og jeg klapper altid i hænderne, når reklamebureauet Propaganda-McCann med store helsidesannoncer reklamerer for sig selv med hyper-velskrevne løsningsforslag på samfundets og erhvervslivets dårligdomme.

Og nu har Trine-Maria lige mindet mig om et andet rigtig godt – og meget aktuelt – eksempel: Nemlig kosmetik-firmaet Dove’s kampagne for “Real Beauty”. Der især med denne lille film er blevet godt på vej af sociale medier som blogs (nu også her :-) og Youtube.

Udover de små film om billed- og skønhedsmanipulationer og brugen af “naturlige” modeller på alle billeder, følger kampagnen op med et helt “sub-site” fuld af debatmuligheder, der alle sammen handler om vores forvrængede skønhedsidealer.

Og så er jo, at jeg godt ved, at mange vil sige, at det er en gang “bullshit”, fordi det i sidste ende bare handler om at sælge flere cremer og flydende håndsæber. Og for f….. altså: Jeg ved jo udemærket godt, at det OGSÅ handler om at sælge, flytte markedsandele og “brande”. Men hvorfor skal det være odiøst? Jeg synes det er en eklatant fejlopfattelse at give de folkevalgte politikere, græsordsorganisationerne og avisernes 1. sektioner, patent på at være dem, der vil verden noget godt og er seriøse og objektive. Jeg  tager hatten for de virksomheder og produktchefer, der har mod til at satse markedsføringsbudgetterne på at give udtryk for en holdning. Bruge bill-board-pladserne på at sætte vores tanker i gang på vej til arbejde og vække vores nysgerrighed.

Og JA, selvfølgelig skal de så også følge op i praksis ved at sætte handlinger bag deres holdninger og ikke i praksis fortsætte med at gøre, som de altid har gjort. Men hvis de gør det, synes jeg bare det er udtryk for, at også virksomhederne tager deres samfundsansvar alvorligt. At de tager alvorligt, at de efterhånden er de eneste, der har råd til at købe sig til de velplacerede bill-boards og tv-spots, der selvom de hastigt mister deres kraft i disse år, stadig kan være med til at kick-starte opmærksomheden omkring en kampagne. At de er klar over, at de ofte er mere synligt til stede i borgernes hverdag qua supermarkeder og synlige placeringer i gadebilledet end politikken som man selv aktivt skal opsøge. Og at de ikke bare blindt overgiver sig til markedskræfterne, men faktisk forholder sig aktivt – og kritisk – til det marked, de er en del af.

Mere motivationsretorisk markedsføring i hverdagen, tak!

Kongens Nytorv bobler over af gode ideer – og det gør dit hovede nok også, hvis du smutter forbi INDEX-udstillingen

INDEX-bobler
Indtil 24. september vil de stå der i regn og slud (og måske også sne og frost?). De står der, når topdesignere fra hele verden gæster byen med kritiske blikke. De står der, når nysgerrige læg-nørder som mig lægger en omvej forbi for at et indblik i de seneste designtendenser og highlights fra årets største designkonkurrence. De står der, når Det Kongelige Teaters galla-gæster stimler sammen foran de røde lygter. De står der, når unge gymnasiaster kvæler en shawarma mens de venter på natbussen. De står der, når svenskerne ankommer på shoppingtur med flyvebådene. De 106 plastikbobler, der udstiller de nominerede i designkonkurrencen INDEX:2007 står bare der på Kongens Nytorv og venter på at blive beskuet, diskuteret, hyldet, svinet til, fremhævet, ophøjet. Og forvandler i mellemtiden det ærværdige gamle torv til et skumbad af gode ideer.

Hver boble præsenterer EN ide:

  • Det bliver kort forklaret, hvilket problem ideen forsøger at løse (mangel på rent drikkevand; den svære socialisering af børn med Asbergers syndrom; manglende undervisningsmaterialer på skolerne i U-landene; presset på verdens energi-ressourcer+den globale opvarmning)
  • Der bliver vist en prototype på ideen – eller måske bare skitser, der viser designernes tanker. (særlige vandflasker med gennemsigtig overflade, så sollyset kan rense forurenet vand; et spil, hvor asberger-børnene automatisk lærer det sociale kodeks at kende; en mini-computer, der er så billig at alle børn i u-landene vil kunne få deres egne computer; nye materialer og energiformer, der kan modvirke CO2-udslip og unødigt energiforbrug)
  • Det bliver forklaret, hvordan ideen vil løse netop dette problem. (ofte af den mere tekniske/fagnørdede karakter, der dog også for de udenforstående får det til at virke forholdsvis sandsynligt, at det nok skulle kunne lade sig gøre.)

Om det er de rigtige projekter, der er nomineret; om kategorierne holder – og om det var de rigtige, der vandt skal jeg ikke kunne sige. Men jeg KAN sige, at det her er en genial måde at skabe begejstring og engagement omkring et fagområde. Mens jeg gik rundt derinde i søndags hørte jeg simpelthen så mange tilfældigt forbipasserende udbryde “SMART!” eller “GODT TÆNKT”, når de passerede en boble. Og det er en stor forbedring sammenlignet med INDEX:2005, hvor de INDEX-nominerede projekter var udstillet i kuber fordelt på gader og stræder. Det var flot og spændende så snart man var derinde, men man skulle være temmelig modig, meget interesseret og nok også kende til INDEX i forvejen for at turde stikke snuden indenfor.

Nu kan med rette sige, at design er et taknemmeligt fagområde at skulle formidle, fordi det berører vores alle sammens hverdag, løser konkrete problemer og prototyperne er dejligt konkrete at forholde sig til. Men selv, hvis man sidder med et fag, der på papiret er mere “tørt” synes jeg, der på “faglig formidlingsfronten” er meget at lære af INDEX-boblerne:

  • Det er vigtigt, at man føler man frit kan plukke i informationen/udstillingen uden at det er pinligt kun at se en enkelt boble og skynde sig videre. Ellers risikerer man, at de potentielle gæster oplever lidt samme fornemmelse som at gå ind i en lille tom butik. Det kan være ret akavet at skulle gå ud af butikken igen efter halvandet sekunds kiggeri, når en sulten ekspedient følger en alt for service-opmærksomt. Og derfor lader mange være med overhovedet at gå ind.
  • Man skal nemt kunne vælge sit eget detaljeringsniveau – i boblerne får man en “instant aha-oplevelse” bare ved at se på prototyperne. Vil man vide lidt mere, kan man læse, hvilket problem de prøver at løse. Og vil man vide endnu mere kan man læse nærmere om problemløsningens detaljer. Men man behøver ikke at granske det hele for at få en oplevelse – man kan plukke frit efter tid, lyst og begejstring.
  • Selvom man ingen forhånds-faglig viden har om emnet, gør “problem-ridset” det nemt for alle at være med. Efter bare et par bobler er man bombaderet med ny viden om samfundsmæssige udfordringer, man ikke anede eksisterede – og man er blevet nysgerrig efter at vide, hvordan de problemer kan løses. Derfor er man på jagt efter løsningen sammen med designeren. Og det er meget æggende. Samme “efterforskning” kan man oplagt lægge op til med naturvidenskabelige problemstillinger. Og indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne er der også masser af uopklarede spørgsmål, som de fleste ubevidst har gået og spurgt sig selv om – hvor det er æggende at blive udfordret til at gå med på jagt efter livets store spørgsmål.

Se at svinge ind forbi inden boblerne bliver fjernet den 24. september. Du vil sikkert selv få en massenye, gode ideer i spændingsfeltet mellem de mange bobler. Du vil få inspiration til, hvordan du selv kan præsentere dit arbejde eller fag på en ny måde. Og du vil helt sikkert få indblik i en masse problemstillinger, du ikke anede eksisterede – og bliver lettet over, at der er nogle derude, der tænker så godt og kreativt, at de allerede er nået frem til nogle rigtig gode løsningsforslag.

Det vil aldrig blive helt det samme at spise æbler igen

Fredag aften klokken 20 fik jeg stukket et æble i hånden af en ung pige med slaviske kindben, tørklæde om håret og forklæde over den lasede nederdel. “Tag dette æble – vi ved at Martha Rubin også spiste et æble sidst hun var her”, sagde hun. Og der stod jeg så med mit æble, temmelig mystificeret, midt i et helt forunderligt univers, der bedst kan beskrives som “rumænsk land-idyl iblandet industrial cool og et pust af religiøse ritualer”.

Sammen med min bror og hans kæreste (og min cykelhjelm) var jeg cyklet ud til Holmen, hvor Metropolis Biennalen bød på værket “The Circle Camp”. En slags rollespil-møder-kunst-møder-teater, hvor det var op til den enkelte “tilskuer” at bevæge sig rundt i det lille mini-land og selv spørge sig frem til handlingen blandt skuespillerne. Rammefortællingen var, at man skulle bringe det rumænske orakel Martha Rubin, der var forsvundet i 1913, tilbage fra sit limbo mellem liv og død. Resten af historien – der blandt andet handlede om et barnløst samfund, siamesiske tvillinger og en båd med minder – var det op til en selv at opdage ved at tale med de mange forskellige skuespillere, der med hver deres rolle i historien kunne løfte lidt flere flige af det syrede univers. Det svarede lidt til spillet “Deja Vu”, som min bror og jeg spillede i timevis på min barndoms Amiga 500 – og sikkert også mange andre computerspil, hvor man selv skal finde frem til handlingen og de magiske kodeord. Og det var et syret eksempel på, hvordan man lige så langsomt afkoder en kulturs vigtigste historier og ritualer ved at befinde sig længe nok i det og tale med befolkningen.

En af skuespillerne – troskyldig, blond pige – spurgte os på et tidspunkt, om vi kendte legen, hvor man skærer i æbler og ser nye mønstre. Den kendte jeg ikke – så jeg spurgte, om ikke hun ville vise os det. Og det gjorde hun så. Med sløv kniv, store øjne og tysk accent: Basalt set skærer man bare sit æble over på tværs og kigger nøje på de formationer kernehuset skaber. Hvor mange kerner er der? Er der prikker fordelt rundt i æblet udenom? Hvad sker der, hvis man i stedet skærer æblet på langs? Skråt? Længere nede om maven? Prøv selv – det er faktisk helt utroligt, så forskellige de er.

6652.jpg

Vi sad der længe. Og jeg var dybt fascineret. Det havde ikke så forfærdelig meget med hverken Martha Rubin eller resten af rammefortællingen at gøre. Men det åbnede virkelig mine øjne for æblernes indre eventyr. Så det bliver aldrig helt det samme at spise æbler igen.

Råstyrke møder sårbarhed – og fremtidens tv-format for seje kvinder opstår

  • Søndag morgen læste jeg på hele forsiden af Politikens kultursektion om dokumentaristen Jennifer Fox’ verdensomspændende undersøgelse af moderne kvindeliv. Og jeg tænkte “det må jeg se”.
  • Tidligt mandag aften var det sidste min veninde – nybagt singlemor – sagde, da hun sendte mig hjemad efter en spontan bolognaise: “Husk nu, at vi skal se fjernsyn i aften: DR 2 23.20.”
  • Senere mandag aften så jeg første afsnit af “Flying – confessions of a free woman” – og selvom jeg småblundede lidt ovenpå en lang dag, var jeg BLOWN AWAY.
  • Tirsdag aften sad jeg der trofast igen og kom alt for sent i seng oven på mit livs første tur som motorcykelpassager bag på sej kvindelig kollegas kværn.
  • Onsdag lagde en af mine selvstændig-erhvervsdrivende veninder en besked på min svarer og sagde “jeg så et program på DR2 sent i går aftes, det skal du altså virkelig sørge for at se”.
  • Da jeg kom hjem her til aften, så jeg at også Levende havde blogget om det.
  • Da jeg besluttede mig for at blogge om det, tjekkede jeg lige hjemmesiden og fik helt et sug gennem maven, da jeg så traileren.

Og hvad var det så, vi allesammen er blevet så ramt af? Det er intet mindre end seks timers filmede samtaler og filmet samvær kvinder imellem. Stærke, selvstændige kvinder fra hele verden, der reflekterer over den moderne kvindes muligheder og udfordringer. Børnene, rejselysten, erotikken, sygdommene, kærligheden, aldringen, kulturerne. Krydsklippet så det på en gang er komplekst og meget enkelt at gå til. Enkelt at lade sig inspirere af, tygge på, diskutere videre  med andre. Alt sammen fortalt med en ærlighed, nøgenhed, nuancering, kompleksitet, nysgerrighed og åbenhed, der slår benene væk under en. Det er godt – rigtig godt. Motivationsretorik. Inspirationsretorik. Intuitionsretorik.

Det er skønt at se noget, der er skabt af kvinder til kvinder vise så meget råstyrke kombineret med sårbarhed. MER af den slags! Vi er tydeligvis mange der tørster efter kvinde-tv med lidt mere oooomph end Hjem kære hjem, Hokus Krokus og Royale Barnedåbe.

Eneste malurt i bægeret er, at selv DR2 ikke kan få sig selv til at lægge sådan en stribe prisbelønnede guldprogrammer i en ordentlig sendetid…og ja, jeg ved godt, at man bare kan optage og sikkert også gense på nettet – men det her er den slags programmer, der virkelig ville vinde mange seere, hvis de bare fik lov at falde forbi. Med en sendetid klokken 23.20 på schoolnights er det ikke så sandsynligt at udasede småbørnsmødre tilfældigt får det set.

Men så er det selvfølgelig godt, at vi gennem aviserne, nettet, telefonopkald og blogosfæren kan sørge for at tippe hinanden…

%d bloggers like this: