Nadja Pass

Kategori: Litteraturen i levende live

En hyldest til de gode lærere

Mit seneste indlæg om stræberi og udenfor-følelse i skoletiden har sat gang i et længere kommentarspor om pædagogik. Rigtig meget af det har handlet om forfejlet pædagogik – og så pludselig var der en, der spurgte: “Hvad med eksempler på gode lærere?”

Og det spørgsmål er jeg rigtig glad for. For jeg har tit tænkt på, at det egentlig er synd for vores gamle lærere, at de aldrig rigtig får at vide, hvis vi har syntes de har været rigtig gode. Typisk fordi man først opdager, hvor gode de var, når man er videre i livet – og det så føles akavet at skulle ringe for at sige det. Det har jeg nu gjort et par gange efterhånden – og hver gang er de blevet rigtig glade. Så det burde man måske egentlig gøre lidt oftere…

Men lad mig nu i første omgang lige dedikere dette blogpost til alle de gode lærere derude. Dem der bør hyldes for at have åbnet vores øjne, håndteret svære situationer, fået os ud af vores skaller eller bare givet os et godt råd, da vi havde brug for det.

Nu lægger jeg lige selv ud med nogle eksempler – og jeg glemmer garanteret også nogle, der fortjente at blive omtalt. Og så håber jeg, at I andre også vil bidrage med ekspempler og hyldester til gode lærere. Og nævn da også meget gerne deres navne – ville da være fantastisk, hvis de googlede sig selv og fik en uventet – men velfortjent hyldest.

  • Jeg talte flydende tysk, da jeg startede i gymnasiet, fordi jeg havde været på udvekslingstur i 9. klasse og havde suget de tyske gloser til mig som en  svamp. Til min første konsultation sagde min tysklærer Janne Rosenmejer: “lad være med at række hånden op før til sidst i timen. De andre bliver bare irriterede – og jeg ved jo godt, du kan det. Det er først til sidst i timerne de svære spørgsmål kommer – og der har vi brug for at du siger noget. Så vent med at sige noget til  vi når til analyserne og fortolkningerne.” Det var en kæmpe hjælp – og et råd jeg har brugt i mange andre sammenhænge i livet. Folk der kender mig, tror nok ikke på det, når jeg siger det – men jeg prøver faktisk virkelig at begrænse og ikke udtale mig HVER gang, jeg kender svaret eller har en holdning.
  • Min engelsklærer i gymnasiet – Birgitte Speyer – indledte en gang timen med at sige “i dag står Nadja for undervisningen”. Det var selvfølgelig på mange måder grænseoverskridende og ikke lige noget, der gjorde, at jeg gled et i et med de andre i klassen (hvilket man jo dengang meget gerne ville). Men til gengæld var det en meget effektiv lærestreg i forståelsen af, hvor svært det var at stå bag katederet og holde overblik over det hele, få alle i klassen i spil og nå rundt om det hele på en time.  Et crash-course i pædagoikum, må man sige.
  • Min dansklærer i gymnasiet, Mogens Bruus, fik givet os et fuldstændig fantastisk indblik i den danske litteratur. Jeg skal aldrig, aldrig glemme indledningen til “Ved Vejen” som han læste ufatteligt levende op for at give os en fornemmelse af Bangs impressionistiske sprogbrug. Hvis man først en gang havde hørt det prentede billedet af Louise Ældst sko sig ind på nethinden og man forstod virkelig hvad det betød, når en stationsforstander mente, at der var “satans til forslag i tiden”. På samme med brudstykker som “Skønt som en sønderskudt banegård”, “Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død” og Årestrup… åhhhh Årestrup. Lægen hvis hånd måske nok lå ovenpå dynen, men “hvis tanker var derunder” og som kunne beskrive en appelsinspisende pige med ordene (og orangens søde skive i din purpurmunds indfatning fik for tabet af sin guldhud en guddommelig erstatning.
  • Min biologi-geografi-og-historie-lærer i 6.-7. Per Bøge, der selv tegnede alt vores undervisningsmateriale, forstod at gøre atlasser, mumier og krybdyr ufatteligt fascinerende – og ikke mindst lærte os at lave de flotteste og mest farvestrålende plakater ved hjælp af papirklip.
  • Min biologilærer i gymnasiet, Vibeke Tromholt, der gjorde genetik og gen-etik ufatteligt spændende ved at lade os deltage i en konkurrence, hvor vi skulle udvikle undervisningsmateriale om de komplekse emner. Vi vandt ikke konkurrencen, men vi var tændte, engagerede og lærelystne som bare pokker mens det stor på.
  • I gymnasiet fik jeg såmænd også endelig en god gymnastiklærer – Elsebeth (Jørgensen? – måske??) og hun forstod nemlig også at differentiere undervisningen og tilbyde nogle lidt andre options end fodbold, atletik og fodbold og atletik. Hun formåede at få mig til at synes, det var sjovt at have gymnastik. Og så gjorde hun noget helt genialt – hun gav os mulighed for at vælge et massagekursus i stedet for fodbold og atletik og fodbold og atletik. Og det var faktisk enormt godt at lære den slags fra grunden og få en masse teknikker til både sportsmassage, feel-good-massage, ansigtsmassage og hovedbundsmassage. Det kan godt være, at jeg ikke er så god til basket (mild underdrivelse) men jeg giver en damn good massage!
  • Min latinlærer på ungdomsskolen, Kim Brynå, gjorde det til en fornøjelse at komme til frivillig latin tirsdag og torsdag i hele 9. klasse. Ærligt indrømmet var han pisselækker og det var helt sikkert medvirkende til, at vi sad en hel flok tøser, der bare ELSKEDE at have latin. Men udover at have udseendet og glimtet i øjet med sig var også bare smittende engageret i faget og vildt god til at sætte det hele i kontekst og give os den grundlæggende sprogforståelse der gør, at jeg stadig i dag kan deciphrere mærkelige ord på andre sprog.
  • Min første engelsklærer – Hr. Møller-Pedersen –  var så meget af den gamle skole, at jeg aldrig har vidst hvad hans fornavn var. Men han fik med sit smittende engagement og sin glæde over alt, hvad der er engelsk, gjort os stærkt begejstrede for det engelsk sprog. Og var samtidig så meget af den gamle skole, at vi også fik grammatikken med i købet.
  • Og så er der min alltime favourite Fru Hanne Goldschmidt. Kvinden der sørgede for, at jeg kan opremse de syv vidundere, hvis man vækker mig midt om natten. Og bare i DEN grad formåede at være sig selv hele vejen igennem. Og hvor er det bare fedt at fået al den grundviden om Homer, amforaer, temperamenter, korehaller og græske tragedier med i sin dannelsespakke. Det er da virkelig oldtidskundskaben der gør, at gymnasiet giver en almen dannelse at bruge som udgangspunkt for resten af livets læring.

Og nu hvor jeg først er gået igang, er der mange, mange flere, jeg burde nævne. Og der er alle dem fra universitet, jeg slet ikke er kommet ind på… og så er der alle de lærere, der ikke var lærere sådan i traditionel forstand, men alligevel var dem, der introducerede en til nye fag, kundskaber eller verdener. Men de ovennævnte eksempler må vist være det for nu. For der tegner sig allerede et tydeligt billede af, hvad det er der skal  til: det er det smittende engagement der kommer af, at man elsker sit fag og brænder for at videregive det. Og i bedste fald er det kombineret med en oprigtig interesse i elevernes/de studerendes tarv – også udenfor klasselokalet.

Tak gamle lærere derude for de verdener I har åbnet for mig og mange andre undervejs :-)

Så skal jeg ellers lige love for, at mit humør fik en gang lak

I går fik jeg et af de dejligste julekort, man kan forestille sig. Ikke alene var det skønt at skue – med orientalske mønstre, der allerede var semi-synlige gennem den kvadratiske kuvert. Det indeholdt også lige det, jeg havde brug for – uden at vide, at det var lige det, jeg havde brug for.

Og det, jeg åbenbart lige gik og havde brug for uden at vide det, var to CD’er med Kai Normann Andersen-sange. Og det er vel og mærke ikke moderne genindspilninger af nutidens kändissser – det er de originale indspilninger fremført af blandt andet Marguritte Viby og Liva Weel. Med 30-50’er-artikulation og lakpladeknitren. Og de er der næsten alle sammen…”Man binder os på mund og hånd”, “Forelsket i København”, “Hot hot, jeg har det hede hule hot hot” (dobbeltformerne classic), “Titte til hinanden”, “Jeg giver mit humør en gang lak” og “Man bliver så glad, når solen skinner”. Jeg savner ganske vist min absolutte favorit – Musens Sang. Men den er trods alt en af de kendteste, så den skal jeg nok få opsnuset, nu hvor jeg er blevet opmærksom på behovet for at genintroducere Kai Normann-Andsersen i mit livs soundtrack. Og lige nu er der mere end rigeligt i de 47 skæringer, der lige nu danner lydtæppe for mit bloggeri.

Og så kan man jo spørge sig selv, hvorfor det så lige var Kai Normann Andersen-nostalgi, jeg gik og savnede uden at vide det. Ja, det er jo det, man skal kende mig ret godt for at vide. For en ting er, at jeg selv har et nørde-gen med at kunne huske sangtekster udenad. En anden ting er årsagen til det nørde-gen. Og årsagen er min mor. Hun var nemlig en omvandrende jukebox. Hun kendte musik og tekster i alle genrer og trallede dem konstant. Hendes repertoire spændte bredt, og det er ikke helt tilfældigt, at soundtracket til hendes bisættelse var så varieret som den svenske vise “Den första gång jag såg deg”, “Paperdoll” med Mills Brothers og “Chopins nocturne 2” som var et af hendes glansnumre ved pianettet. Man kunne altid gætte hendes tanker ud fra, hvilke sang hun gik og nynnede. På vores bilture, gjaldede vil flerstemmigt med på alle de gamle schlagere. I sommerhuset bladrede vi gennem “Lystige viser” i timevis og snakkede om de forskellige sange og tekster. Og blandt de absolutte favoritter var Kai Normann Andensen-sangene.

Sangene bor på min rygrad. De har været med til at skærpe mit øre for sprogets finurligheder, fordi de gamle revyviser ofte er smedet fabelagtigt godt og innovativt sammen. De udgør en væsentlig del af min kulturarv. Men lige pludselig – efter min mor og mormor forsvandt med kun to års mellemrum – synger jeg dem bare ikke særlig tit længere.

Det er ikke rigtig noget, jeg har tænkt over. Og indtil CD’erne pludselig lå der, var jeg slet ikke klar over, hvor meget jeg savnede de sange i mit liv. Til gengæld var jeg meget bevidst om, hvor meget jeg savnede min mor og mormor – et savn, der bare er endnu mere præsent her i november-december, hvor alle scenerne fra min mors død og bisættelse for et år siden, genspiller sig selv igen og igen. Og det var virkelig godt set af min veninde, at sangene ville være det perfekte opløftende soundtrack til mine november-december-blues.

Og i går blev alle sangene så vakt til live igen. Ikke alene havde de allerede udspillet sig i levende live, for i går var en dejlig københavnerdag af den slags, hvor man ikke kan undgå at blive lidt forelsket i København. Solen skinnede, og man bliver som bekendt så glad, når solen skinner. Og så kom jeg hjem og fandt det julekort. Og så snart jeg satte CD’erne på, fik mit humør en ekstra gang lak. Tak.

Propagandaen, drømmespillet, mediecentrifugen og meningen med livet

Indenfor de sidste tre dage har jeg været i teateret to gange. Torsdag til for-for-premiere på Katrine Wiedemanns opsætning af Strindbergs “Et drømmespil” på Betty Nansen. Og lørdag til “Lotte Spin Hansens” politiske debatteater “Propaganda” på Betty N.s industri-rå intimsscene – Edison.

Der var tale om to gode og tankevækkende – og ekstremt forskellige – oplevelser. Men fælles for dem var, at de – med meget forskellige virkemidler og tematikker – grundlæggende handlede om den enkeltes ansvar og indstilling til tilværelsen, livet, mulighederne og omgivelserne.

I “Et drømmespil” er det gudedatteren Agnes (spillet af Sofie Gråbøl, der konstant overrasker mig positivt med sin alsidighed) der kommer ned på jorden og følger menneskenes tilværelse, konstant gentager “at det er synd for menneskene” men også undres over, hvorfor vi indretter os som vi gør. Handlingen er ikke nogen konsistent handling, men en opbrudt serie af små mærkelige tableauer, hvor nogle karaterer går igen, andre forsvinder og andre igen vender vrangen ud på sig selv. Det hele iscenesat af Katrine Wiedemann – og så er der jo altid garanti for syrede indfald, poetiske tableauer og – i dette tilfælde meget markant – en tendens til at se det hele sådan lidt fra oven. Der er masser af gode punchlines og tankevækkende pointer undervejs, og man trækker på smilebåndet, skutter sig, veksler sigende blikke med ledsagerne omkring sig og får lyst til at snakke om den større mening med livet over designerøllen bagefter. Det hele har – som titlen antyder – en karakter af flimrende drøm. Men en drøm af den slags, hvor man vågner næste morgen og synes, at nu – NU – må man også gøre noget ved sit liv. Og hvor man så alligevel ikke rigtig kan gengive handlingen eller pointerne for sig selv eller sine omgivelser bagefter. Man ved bare, at det berørte en på det grundlæggende plan.

I “Propaganda” er det lige omvendt. Scenografien består af syv stole, et rundbord, en debatpult, et demografisk kontrolcenter med en kombination af Karnov, computer og storskærm, hvor man kan vise afstemningsresultater, statistik og segment-kors. Og – allervigtigst – små håndholdte afstemningsmaskiner til hver tilskuer. Her spiller skuespillerne en blanding af (meget karikerede) politiske arketyper, politiker-parodier, forsamlingshus-moderatorer ala Højlunds Forsamlingshus. Indholdet er mest af alt et crashcourse i segment-forståelse, spin-fænomener og den politiske karrussel, hvor borgere, politikere og medier konstant påvirker hinanden. “Kurset” bliver gjort levende, let forståeligt og lørdag-aften-fordøjeligt gennem afstemninger blandt publikum og kommentarer på/analyse af resultaterne afstemninger, sketches der ironiserer over embedsmændenes spinstrategier og giver bud på, hvad de forskellige partier og politikere mon tænkte og gjorde bag de lukkede døre, inden et bestemt budskab blev offentliggjort og ikke mindst en “live-debat-med-ægte-politiker-og-to-rigtige-journalister” om mediernes public-service-forpligtelse til at gøre os mere bevidste om samfundet. Og selvom man kunne sige meget negativt om stykket – såsom at mange af spørgsmålene man blev stillet i sig selv var udtryk for de demografiske segment-klichéer stykket havde til formål at gå op imod, og at det var mærkeligt, at den unge politiker i “den ægte livedebat” skulle grilles af journalisterne i stedet for selv at få lov at grille dem om mediernes håbløse valgdækning – synes jeg overordnet, at man må rose initiativet. For dem, der ikke i forvejen ved så meget om spin og segmenter og målgruppeundersøgelser var det et virkelig godt sammensat crash-course. Og også for en debat-interesseret retoriker som mig var der nogle aha-oplevelser. Blandt synes jeg, de formåede at få anskueliggjort, hvor mange af problemerne der bunder i, at alle i den politiske karrusel er for dårlige til at sondre mellem privatborgere og samfundsborgere. Der var fine øjenåbnere om mediestrømmen i forbindelse med terrorloven og fødevareskandalen – og en selvom det var sat meget på spidsen, var det alligevel en fin analyse af valgkampens temaer, der lå til grund, da de forklarede, hvordan de fleste i salen (hvor det grønlyseblå segment i forudsigeligt nok var voldsomt overrepræsenteret) nok syntes, at den nys overståede valgkamp har været en aaaanelse bedre end de tidligere, var fordi VI denne gang var hovedpersonerne. Det var os øko-hippier, der blev kæmpet om, for det var vores stemmer, der var de afgørende – mens det sidste gang var “campingfolkets”  gunst partierne kæmpede om – og derfor havde sidste valg alle de skingre debatter om udlændinge, som partierne ikke bragte så meget på banen denne gang, fordi de var farlige at adressere, hvis man ville indfange øko-hippierne. Og når man forlod  “Propaganda” havde man lyst til at diskutere videre over sin designer-øl. Måske ikke så meget om meningen med livet og de store linjer, som “Et drømmespil” lagde op til. Men mere om karusellen og vores eget ansvar som demokrater og samfundsborgere.

Så forskellige stykkerne var, formåede de således begge to at sætte tanker og diskussioner i gang. Og i den forstand var de begge fine eksempler på motivationsretorik – også selvom genstandsfeltet for “Propaganda” var rendyrket standpunktsretorik. For det handlede netop om, hvordan vi kan skabe grundlag for bedre politisk mediedækning – og at det starter med os selv som samfundsborgere.

Og hvorfor er det så, vi skal engagere os og yde noget for samfundet og omgivelserne?  Jamen det er jo, som  “Et drømmespil”  også pointerede, at vi som mennesker har en tendens til at læne os passivt tilbage og ynke os selv og bekræfte hinanden i, at det er “Synd for os”. Og dermed overlade ansvaret til guderne, politikerne, cheferne, instanserne, så de kan gøre det mindre synd for os.

Engang imellem ER det synd for os, og det skal det have lov til at være. Men i rigtig mange sammenhænge, lader vi det også være en sovepude, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det hele. Især når vi når ud over den sprøde ungdoms intiativ, begejstring og tro på, at vi kan ændre verden. Når hverdagen er fyldt af dagligdags gøremål og dag-til-dag-bekymringer om det nære og de kære. 

Men som mennesker og samfundsborgere har vi selv det største ansvar, hvis det skal være mindre synd for os. Noget kræver små skridt – andet kræver “giant steps for mankind”. Men uanset om det gælder de politiske strukturer, mediemøllen, den globale opvarmning, nye opfindelser eller noget så abstrakt som lykken, er det vores ansvar at tage de skridt i den rigtige retning, der tilsammen ændringer starter med os selv.  Og det er godt og prisværdigt, Betty Nansen med de to aktuelle forestillinger er med til at nytænke politisk teater, som kan vække samfundsborgeren i os med ujævne mellemrum.

Hvad skal der til for, at en politiker brænder optimalt igennem?

Sådan blev jeg i morges spurgt af Morten Resen i Go’ Morgen Danmarks valg-marathon-special. Her blev jeg sammen med en anden retoriker – Pernille Steensbech Lemee – spurgt om partiledernes logos, ethos og pathos  i valgkampen.

Siden de ringede i går og spurgte, om jeg ville deltage, har jeg selvfølgelig nået at tænke en del over valgkampen set med de lidt mere faglige briller. Normalt interesserer jeg mig mest for motivationsretorikken – al den politiske kommunikation, der foregår MELLEM valg og folkeafstemninger. Så det var meget sjovt at prøve at kigge standpunktsretorikken efter i sømmene.

Og nu tænkte jeg, at jeg lige ville dele et par af de tanker, der ikke lige hørte hjemme i indslaget, her på bloggen:

  • Den “perfekte” politiker har – præcis som med alle andre mediestjerner, jeg har beskrevet i “Stjernernes periodiske system” – fuldstænding balance mellem integritet og karisma. Problemet med valgkampsretorik er, at medierne ikke rigtig tillader politikerne at tale ud, argumentere i dybden og seriøst gøre rede for deres politik. Det meste går op i boksekampe hvor de hårdtslående argumenter og hurtige punchlines tæller mest. Derfor sygner integriteten ofte hen på bekostning af de hurtige karisma-point. Og det er paradoksalt, fordi både politikere og vælgere konstant giver udtryk for, at de er trætte af bogstavleg og punchlines, men gerne vil have lov at fremføre/lytte til de politiske argumenter.
  • Ny Alliances udvikling er et godt eksempel på forskellen mellem valgkampsretorik og retorikken i de perioder, der ligger mellem valg og folkeafstemninger. Mellem valgkampene er det ok at diskutere grundlæggende holdninger og store visioner – men når det kommer til selve valgkampen, bliver vælgerne usikre, hvis de ikke, hvad kandidaterne reelt står for og hvilken blok (som man jo gennem mediernes bogstavleg er tvunget til at tro er det vigtige) deres stemme går til.
  • Det er meget syret at tænke på, at de argumenter og den opførsel, man selv synes er forfærdelig hos et parti, virker enormt positiv på et andet parti. Og nogle gange kan der være en pointe fra politikernes side i at vække vores “afskyelighedsfornemmelse” – simpelthen fordi det virker stemmesamlende på egne vælgere. Eksempelvis er spillet mellem Søvndal og Bentsen interessant. Når Villy Søvndal kommer med forslag til et bedre Danmark med masser af velfærdsgoder, råber Bent Bentsen “Villy, du er underfinansieret” og joker konstant med, at Søvndal havde snakket om at ville være finansminister.  Hans udfald får “den blå blok” til at tænke “hvor godt, at han får sat ham på plads – det lyder altsammen meget godt, men det kan jo ikke lade sig gøre uden skattelettelser. Tænk hvis den mand skulle styre statens finanser”. Mens “den røde blok” opfatter Bentsens udfald som fjendtlige og agressive og synes, det svækker Bentsens ethos kolosalt. Det interessante her er, at udfaldene mellem netop de to partier næppe flytter nogen stemmer, fordi der næppe er den store udveksling mellem netop de to partier – og det her næppe heller formålet at flytte stemmerne. Her handler det snarere om at samle og bevare de stemmer, de respektive partier allerede havde sikret sig. Selvom man skyder de andre fra sig.

Og så lige en lille sær-pointe for faste læsere af denne blog:

Kunne man ikke sige, at De Radikale er gået fra at være Café Latte-parti til at være et Cortado-parti. Halveret – men langt mere intenst og koncenteret. Mens mælken er skummet videre til Ny Alliance :-)  

Nogle gange er det faktisk helt allright at have lidt lektier for

I hvert fald, hvis opgaven er at forberede et foredrag om sladderbladenes retorik, og man jo bare er NØDT til at læse sig igennem samlingen for at vælge de bedste eksempler…Lektier

OK – her er så min teori om, hvem der myrdede Nanna Birk Larsen

Efter lige at have sendt en prøveballon ud i blogosfæren, har jeg nu konkluderet, at det er OK at dele min teori om, hvem der er overskurken i Forbrydelsen. Lad være med at læse videre, hvis du ikke vil have for mange andre input ind over dine egne – og ellers…læs med, del dine egne overvejelser og observationer.

Jeg må så i øvrigt indrømme, at jeg ikke er helt så sikker i min sag efter aftenens afsnit…men altså – uden yderligere omsvøb:

Jeg tror, at Rie Skovgaards far – altså Troels Hartmans “svigerfar” – myrdede Nanna Birk Larsen.

Vi har kun mødt ham en enkelt gang – i allerførste afsnit til en reception på Christiansborg, han er toppolitiker (måske ligefrem minister) og spilles af Kjeld Nørgaard. Allerede ved receptionen var der noget muggent ved relationen mellem svigerfar og -søn. Og overborgmester Bremer dukkede også ret overraskende – og markant – op. Siden har vi ikke set ham, så de fleste vil have glemt hans eksistens. Men han har alligevel været nævnt en passant i næsten hvert afsnit i stil med “spørg din fars advokater”, “hvad siger din far?” og “Chrstiansborg siger…”, så man aldrig ville føle, at det var  en snydeslutning, hvis han pludselig dukkede op fra kulissen.
Som toppolitiker ville han være interessant nok til, at Nanna var benovet over at have en affære med ham og han har forbindelserne i orden til at få diverse toppolitifolk og embedsmænd til at handle mærkeligt.

OG så ville han have adgang til partilejligheden, fordi Hartman, Rie og han alle er fra samme parti. Og hvem ved – måske var han også med på den tur til Riga, så han på den måde er forbundet til Holck og Bremer?

Efter aftenens afsnit er jeg dog knap så sikker i min sag. For hvis Holcks historie holdt nogenlunde, behøver vi faktisk ikke længere kigge efter en morder, der havde naturlig adgang til partilejligheden og Holck var kendt nok til at have kunnet medføre Nannas benovelse. Men alligevel…

Og så er der lige Rie – hvor meget ved hun, hvis det er hendes far, der er überskurken? Er hun involveret? Er hun måske ligefrem medskyldig? Prøver hun desperat at skjule hans forbrydelser? Hader hun visheden om, at hendes far har myrdet en hel serie helt unge kvinder, mens han selv har spillet den perfekte familiefar for hende derhjemme? Hun har jo hele vejen igennem vist en forbløffende evne til at ryste selv de værste anklager af sig og fremstå iskoldt og professionelt i pressen, selvom hele verden vaklede under hende. Ville hun ikke også kunne det, hvis hun ville redde sin fars – og familiens – ansigt udadtil?

Jeg ved ikke, når det kommer til Rie. Måske ved hun ingenting. Men der er noget muggent ved faren. Det er der altså…Det var så min teori…hvad er jeres?

Dobbeltformerne – her, der og allevegne

Når først man bliver opmærksom på nye fænomener – og måske især når man har blogget om dem, så andre også kommenterer dem tilbage til en selv med et glimt i øjet – er det jo, man spotter de nye fænomener her, der og allevegne.

Som nu med de dobbeltformer, jeg skrev om for nylig. Her er bare et lille udpluk af de seneste dages sproglige observationer fra den front:

  • Set på Silvans hjemmeside: “Vi henvender os til Gør-det-selv folket og vi gør det naturligvis også selv-selv.”
    (ja – så vidt er det altså kommet med gør-det-selv-ambitionerne her på matriklen – jeg sidder her en lørdag formiddag og tjekker Silvans hjemmeside. Og ja, jeg er godt klar over, at den ikke helt passer med de andre, fordi der i sig selv er et ordspil i det med at gøre det selv, selv. Men alligevel…)
  • Læst i Nils Thorsens interview med Kenneth Plummer i dagens Politiken – refereret fra generaldirektørens samtale med DR’s byggedirektør i forbindelse med slutopgørelsen på skandalebyggeri: “Hvad er worst-worst case?”
  • Hørt i går til kunst-jazz-fødselsdagsreception. Kvinde om sin kæreste, der i sit nye job skulle klæde sit mere business-like end de tidligere baggy jeans: “Det klæder ham godt, og han kan egentlig meget godt lide det – men det er jo ikke ham-ham“.
  • Sagt af god veninde om nyindkøbt sommerhus under efterårstur i onsdags: “Det er jo et rigtig dejligt hus så snart man accepterer, at det er et hus-hus og ikke et sommerhus-sommerhus.

Synes også, at jeg inden for de seneste dage har hørt “Det behøver ikke at være en kæreste-kæreste“, “Altså, det er jo ikke ligefrem en have-have“, “Det var da meget sjovt, men ikke sjovt-sjovt“, “Nu er der jo ingen der siger, det skal være kunst-kunst” og “Det kommer vel an på, om vi snakker børn – eller børn-børn.” Men jeg kan ikke lige huske i hvilke sammenhænge. Husker bare, at jeg vejrede, studsede, spidsede øren, skrev bag øren, smilede – og glemte konteksten igen… (note to self: always bring a notepad)

Amerikanske paradokser

Lise Harlev Americans

Jeg faldt lige over den danske kunstner Lise Harlevs serie om Europas paradoksale forhold til USA. Jeg har været opmærksom på hendes vid og bid siden hun var med i Reflexioner om Holdninger – og jeg synes virkelig ofte hendes værker formår at spidde samfundets paradokser og enkeltindividernes dobbeltmoral.

De tre USA-værker spidder også fint mit forhold til USA, som jeg på ene side er dybt fascineret af og sætter meget stor pris på – men som jeg på den anden side igen og igen må forundres over. Se de andre værker i serien og mange af hendes andre værker på den hendes nye hjemmeside.

Ny genre/skriveprocesredskab – den virtuelle to-do-liste

Min veninde Katrine er liiiiiige på nippet til at aflevere sin ph.d.afhandling. Og det er ikke bare en hvilken som helst ph.d.-afhandling, der er tale om. Det er nemlig en ph.d.-afhandling, hvis tilblivelsesproces alle har kunnet følge med i undervejs på bloggen Skriveri.

Her har alle – fagfæller, venner, familie og ikke mindst andre ph.d.studerende – kunnet følge op- og nedturene. Skriveblokeringerne, gennembrudene, frustrationerne, delmålene, omstruktureringerne, udfordringerne, de andre skæbner fra ph.d.-land og heureka-jublen.

Skriveri repræsenterer i sin helhed for mig at se et spændende – og meget overskudsagtigt – bud på en ny forskningsformidlingsgenre, jeg tror vi kommer til at se meget mere til: Forskerbloggen, der fortæller om alle overvejelserne og erkendelserne undervejs. Bloggen, hvor processen, metastoffet, vejspærringerne og igangsætterne.

Men lige nu har Katrine – midt i den afsluttende fase – præsteret et helt fantastisk og meget innovativt indlæg, der fortjener omtale i sig selv. Nemlig Kaptajnens Log. En virtuel, offentlig to-do-liste, hvor hun “live” overstreger de punkter, hun har afsluttet. Det er superspændende at følge den sidste afsluttende fase på så nært hold og meget fascinerende at følge med i det hæsblæsende tempo.

Så herfra lyder der et stort hep-hep-hep! Og ikke mindst opfordringer til andre forskere og ph.d.studerende om at dele deres erfaringer på samme vis. Skriveri kan med fordel danne skoleeksemplet.

Waves of Wisdom – mit nyeste redaktionelle eksperiment i arbejdet med Reflexioner on Waves

Bao Ding Lygte

Efter flere måneders forrygende og superinspirerende åben brainstorming til Share a Brainwave, er jeg nu klar med næste eksperiment i rækken af udfordringer og tiltag, der med tiden vil blive til Reflexioner on Waves.

So please welcome…

Wavechallenge # 2 – Waves of Wisdom.

Waves of Wisdom er et virtuelt stafetløb, hvor tænkere, forskere, forfattere, erhvervsfolk, kunstnere og andre nysgerrige sjæle udfordrer hinanden til at besvare det samme spørgsmål “What’s making waves in your field?”

Forhåbentlig vil stafetten sprede sig som en bølge af spørgsmål, svar, nysgerrighed og tankevirksomhed – og vikle sig verden rundt. Med jævne mellemrum vil jeg så sætte nye bølger i gang ved at udfordre en helt ny person fra et helt andet fagområde og land til at skrive et indlæg… og fortsætte den nye bølge ved at sende spørgsmålet videre ud i verden. Til en anden tænker, de måtte synes kunne have et interessant perspektiv på bølger. Bølgestafetterne er nummererede WoW1, WoW2, WoW3 etc etc – og man kan følge hvem, der har udfordret hvem i bunden af hvert indlæg.

WoW1 ruller nu. Første deltager er Marcus Rubin. Hans indlæg kan du læse her.

Jeg håber meget, at I derude vil kommentere ligeså flittigt på indlæggene på Waves of Wisdom som I gør her på Nadjas Reflexioner og på Share a Brainwave. Som altid er ris, ros og kommentarer meget velkomne! Og, og, og… hvis I har gode ideer til, hvem der kunne være gode bølgestartere, må I endelig komme med gode forslag.

Just for the record: Share a Brainwave lever selvfølgelig videre – så følg endelig med og del associationer, billeder og ideer derovre, hvis I skulle falde over en bølge eller to derude i hverdagen.
God fornøjelse – vi ses på http://www.wavesofwisdom.net

%d bloggers like this: