Nadja Pass

Kategori: Litteraturen i levende live

Når back-up’en dør

For en måneds tid siden crashede min mac. Det tog jeg på det tidspunkt med forholdsvis oprejst pande, for jeg havde jo en fuld back-up. Men da jeg så skulle til at have fat i filerne fra back-up’en åbenbarede der sig et af den mennet mindre marereskes forholdsvis store mareridt: Back-up’en duede heller ikke.

Der er stadig en mikroskopisk mulighed for, at nogle data kan reddes. Men jeg er nødt til at indstille mig på, at det hele er væk. Og det har sat gang i et par reflexioner:

 

Homo technicus kan lidt for nemt nemt rystes i sin grundvold. Det med back-up’ens crash tog jeg så med knap så oprejst pande. Faktisk rystede det mig i min grundvold, at den ikke duede. En ting, at harddiske crasher. Det sker. Og det sker ofte. Og det er derfor, man back’er up. Men når back-up’en så heller ikke fungerer føles det som et meget stort tillidsbrud fra den tekniske verdens side. Det er bare det, der ikke MÅ ske.

Man skal ikke kimse af papir. Klog af skade har jeg så nu lært, at man altid skal have sine mails i en “sky” – noget der ligger på nettet ala G-mail og ikke kun på computeren/back-up’en. Og at det skal man egentlig også helst gøre med alle sine andre dokumenter, billeder, musikfiler etc etc. Men det ændrer ikke så meget på den skade, der allerede ER sket. Så de eneste ting, jeg nu har tilbage, er ting, jeg tilfældigvis har printet for at hænge dem op på opslagstavlen, gemme dem i en mappe eller lagre dem i mindernes juvelskrin.

Overvejelsen om, hvad der er vigtigt. Jeg gemmer meget – og uden tvivl også alt for meget. SÅ det meste af det, kan jeg givetvis sagtens leve uden. Men det, jeg er rigtig ked af at have mistet, er egentlig ikke så meget alle de professionelle dokumenter, selvom tabet af dem helt klart har betydet, at mange ting har taget længere tid i den sidste måned. De professionelle ting – præsentationer, artikler, fakturaer, korrespondance etc kan jeg skrabe sammen ved at samle ting, andre har liggende af varierende grunde. Men mange af de vigtigste personlige minder; store dokumenter af den slags, som kun skrivebordsskuffen og jeg kender til og de sidste billeder af min mor inden hun døde, er måske tabt for altid.

Vigtigheden af at vedligeholde sin egen back-up. Jeg har 7-9-13 altid selv været udstyret med en temmelig god hukommelse. Så rigtig mange ting, informationer, familiekrøniker, vennefortællinger og data er lagret på min personlige back-up, hjernen. Det er så til gengæld også den, jeg er hunderæd for at beskadige. Jeg kan klare tanken om at brække et ben, selvom jeg selvfølgelig helst vil være den foruden. Men tanken om at beskadige min hjerne, kan jeg næsten ikke have. Og det er også bare det, jeg skal huske mig selv på, hver eneste gang, jeg så meget som fristes til at droppe cykelhjelmen for en dag. Velvidende, at jeg ligeså godt kunne få en istap i hovedet, blive kørt ned – gående – eller slå panden mod en mur, kan jeg slet ikke klare tanken om at risikere noget unødigt, når det kommer til hjerne-backup’en, når nu det trods alt er så nemt at spænde hjelmen.

Når et menneske dør, er det som en backup, der crasher. Fornemmelsen af den crashede back-up minder mest af alt (selvfølgelig uden diskussion om tabets proportioner) om den fornemmelse jeg har, når jeg tænker på min mors og mine bedsteforældres død. En ting er chocket og sorgen lige når dødsfaldet sker. Men det store tab følger senere. Når man bliver ved med at gribe sig selv i ting, man aldrig lige kan gøre med dem igen. Historier, hvis detaljer, man ikke længere kan spørge til. Minder, man bliver alene om. Lige når det sker, er man sig ikke tabets omfang fuldt bevidst. Men i dagligdagen sætter det ind, når man står med alle de konkrete spørgsmål, man mangler svaret på. På samme måde med back-up’en. Det er først, når jeg lige skal genfinde et dokument eller sende folk et billede eller tjekke en faktura, at jeg kommer i tanke om, at det kan jeg jo ikke bare lige gøre. Det svarer fuldstændig til det ghanesiske ordsprog “En gammel mand, der dør, er som et bibliotek, der brænder”. I den moderne verden er det snarere back-up’en, der crasher.

Konkrete detaljer i en uddød badeby

I New York stod de konkrete detaljer ligefrem i kø for at blive lagt mærke til og nedfældet. Meeeeen man skal nu heller ikke kimse ad en helt almindelig gåtur i sensommerlandet. På vej ned til sommerhuskøbmanden og tilbage langs strandenlandet så og hørte jeg nemlig for eksempel:

En anlægsgartnerbil. En tømrermesterbil. En murermesterbil. En bil med tyske turister, der vist var faret lidt vild. Og en førerløs pickup-truck med radioen bragende for fuld volumen og mange rustne redskaber bagi.

En gammel mand, der sad de i de så-har-det-da-vist-været-pålandsvind-et-par-dage-høje tangbunker og udgravede kolossale klumper rav. Han forklarede mig et og andet om, hvordan solen skulle skinne i småstenene for, at man kunne være sikker på, at det var rav. Og viste mig også et par hav-svampe, der ved første øjekast kunne have narret selv den dygtigste ravspotter.

To hvide sommerfugle, der havde hed sex midt på grusvejen og gjorde mig opmærksom på, at der åbenbart er hel del om insekters forplantning, jeg intet aner om. (alle biologer derude…crashkursus søges!)

Tre flag i en indkørsel på “her-venter-vi-studenter-måden”. Men huset så helt tomt og ubeboet ud.

En ældre herre, der viste en anden ældre herre to store pakker kød (vistnok okseklump) han  havde købt på tilbud. Det var to-for-ens-pris så han tilbød sin ven den ene pakke. Men han måtte takke nej. Der var ikke plads i fryseren.

En bil, der næsten ikke kunne komme ud af sin indkørsel, fordi de to ældre herrer i nabohuset stod og snakkede kød. Så den måtte helt over i hybenroserne for at kunne tre-punkts-vende. Og det var den nok ikke sådan forberedt på, da det ikke ligefrem er den store trafik, der ellers præger området sådan en fredag formiddag.

En hund, der blev kæmmet på et havebord.

Købmandens gamle mor, der seriøst må være tæt på de 100, men som stadig hjælper til med at lægge nye varer på hylderne. De sidste par år har hun dog ikke siddet ved kassen. Køerne voksede sig for lange og der var for mange, der brokkede sig over fejl-bonner. Men hun er imponerende nok still going strong.

Tre par turister ved deres bord på skod-cafeen. Med lidt tomme udtryk i øjnene, sikkert undrende sig over, at Nordsjællandsk badeby kan være SÅ uddød midt i august.

Tilbudsskilte med henholdsvis: fiskefillet med pommes fritter og remoulade, røget sild og makrel og skaldyrsbuffet formedelst 358 kroner – bordbestilling anbefaledes.

En handymand i den bedste af hvidt-og-slidt-butikkerne, der var ved at hænge et sindrigt monstrum i loftet, der skulle bruges til at udstille en masse antikke lamper. Han havde udspændt sin arbejdsplatform 2 centimeter over en masse stabler fine gamle tallerkener og kopper.

En ny trampolin ved det store nye hus rundt om hjørnet, hvor der er nyt, stort legetøj på de nyudrullede rullegræs, hver gang man kommer forbi. Hoppeborge, plasticlegehuse, plasticbasketball-baner og et plastic-mini-udekøkken ved siden af de voksnes udekøkken og kæmpe-weberen.

To flotte sorte brombær, der hang og fristede ved siden af en masse helt umodne naboer. De smagte godt.

Det hus, min mormors bror plejede at eje, og som vi ofte besøgte, da jeg var barn – men som jeg ikke har været forbi længe, fordi det ligger på en omvej, når nu man ikke længere har et ærinde. De havde fældet verdens største og mest fantastiske kirsebærtræ og sat nogle solbænke i stedet.

En gammel mand i hvide shorts og læderrynket solhud, der cyklede mens han spiste en stor softice med chokoladekrymmel.

Sommerlandets tidslommer

Langt oppe bag Norges bjerge
der bor en enkemand, enkemand

han havde en eneste datter
Juliane var hendes navn, hendes navn

og som dem, der genkender sangens fra barndommens frikvarterer vil vide går det grueligt galt for den stakkels Juliane, der er vildt forelsket i en sømand og dør af sorg over, at hun ikke må få ham. og da sømanden hører nyheden om, at Juliane hun er død, hun er død, falder han om på dækket og beder så mindeligt om at blive lagt i samme kiste og samme grav.

På gravstenen står der skrevet
“Juliane og hendes mand”, hendes mand

For roser og violer
kan aldrig skilles ad, skilles ad.

Den sang havde jeg ikke skænket en tanke i sådan cirka 25 år. Men så nu her lige for et øjeblik siden, hvor jeg sad ude i sommerhushaven og lakerede tånegle (ja, såmænd) hørte jeg en lille pige skråle sangen fra ende til anden (og den er laaaaang) med den slags gjaldende, usikre røst, man kun hører hos op-til-10-årige, der stadig er i den livsfase, hvor forældre, lærere og pædagoger hylder alt, hvad de gør og kommer til alle skolekoncerter og man endnu ikke er begyndt at skille fårene fra bukkene hverken i musik eller forming (der sikkert nu hedder billedkunst og måske ikke alle steder længere får lov at være skemaet?)

Og nu har jeg selvfølgelig sangen på hjernen. Og det mest syrede er, at jeg kan huske teksten ordret nærmest fra ende til anden. Og lige pludselig havde den lille pige i hængekøjen overfor på den måde bygget en direkte bro til den tid, hvor det var mig selv, der med usikker – dog gjaldende – røst lærte sangen om Juliane af Janne Larsen i andegården på Tjørnegårdsskolen – og derefter selv lærte den videre til adskillige andre små piger, der ligesom mig og Janne (og nu også pigen i hængekøjen overfor) blev fuldstændig grebet af den tragiske historie og melodien, der på en gang er messende og klagende og folkevise-monotom på samme måde som sangen om de tre musikanter Røde synger til sit bryllup i Matador godt akkompagneret af Laura og en “harmonikasse”.

Og sangen om Juliane og de norske fjelde er kun et ud af mange eksempler på, hvordan sommerhuset heroppe med meget få midler laver en intravenøs jump-start af barndomsminder. Det var her min mormor lærte mig alfabetet, da jeg var to. Her vi gik lange ture langs stranden og hun fortalte mig alle røverhistorierne om min familie. Det var her hun lavede verdens bedste koldskål på den ikke-så-salmonella-opmærksomme-måde, serverede blomkål-på-polsk (yummmm) og vi kørte til Lynæs efter de eneste helt rigtige fiskefrikadeller, der findes. Her somrene føltes uendeligt lange og jeg var her på  skift med min bror og mine fætre og udvalgte veninder. Her jeg læste til studentereksamen. Her har jeg skrevet mange af de bedste tekster, jeg i tidens løb har undfanget. Her, jeg absolut intet har imod at vente i timevis på Melby station. Her jeg er stukket op, når jeg engang imellem måtte stemple ud i de år, hvor jeg arbejdede alt for meget. Her jeg har holdt forskellige inspirationsarrangmenter med redaktionsgruppen på Reflexioner og gode venner. Her man holder den eneste sådan helt rigtige Skt Hans, selvom jeg godt kan tælle på fingrene, at det reelt kun har været ganske få gange, det har været en lun sommeraften med asfaltbal på parkeringspladsen, stort bål, hele familien, fakkeltog og fyrværkeri.

Og ikke mindst er det her, jeg har det mest syrede “The Truman Show” udsnit af verden. Heroppe er det somom min verden kun går langs de stier, vi gik med min mormor og ender ved de destinationer, vi plejede at gå til. Og jeg bliver stadigt lige overrasket, når venner og gæster spørger, om ikke vi bare skal fortsætte længere ud ad kysten eller længere ind i landet. I hele resten af verden udforsker jeg ufortrødent enhver hemmelig sti eller skal altid lige se, hvad der gemmer sig bag det næste hjørne. Men heroppe falder det mig slet ikke ind, at der kunne være andet og mere end det jeg allerede kender.

Og så alligevel – for her sidder jeg jo så med mit trådløse netværk. Og om lidt skal jeg på ekspedition, fordi en middagsaftale på midtsjælland udfordrer mig til at finde en helt ny rute gennem sommerlandet.

Men stakken af sladderblade ligger her stadig og vokser år for år. Jeg har så småt taget hul på årets mini-medie-festival. Jeg har allerede spist fiskefrikadelle, selvom jeg kun har været her en dag og der ligger koldskål – dog salmonella-fri – på køl. Og den lille pige i hængekøjen på den anden side af grusvejen skal nok gøre sit til, at jeg i kommende dage udforsker mange flere små tidslommer i hukommelsen.

Min store Henrik den 8. tema-uge

the_other_boleyn_girl_wallpaper_3_800.jpg

Jeg har altid været bidt af historiske romaner. Det startede en gang i 5.-6. klasse, hvor jeg ved et tilfælde lånte Hertha J. Enevoldsens “Komtessen af Clausholm” – om Anna Sophie Reventlow, der efter mange trængsler og tre letlæste bind blev gift med Frederik den 4. – først til venstre og så til højre hånd – på skolebiblioteket. Jeg slugte de bøger, som jeg aldrig havde slugt bøger før – og inden jeg fik lov at låne flere fik min mor mig til at ringe til min mormor, så hun slå op i leksikonnet og fortælle, hvad der reelt var fakta i historien. Og så måtte jeg godt læse flere – jeg skulle bare altid huske også at tjekke andre kilder, og i hvert fald leksikonnet, for man skulle altid huske, at historiske romaner var lige netop – romaner.

Således formanet tog jeg hul på Maria Stuart, Marie Antoinette, Elisabeth den 1., Dronning Christina af Sverige, Leonora Chistina. Lille nørd som jeg var, kunne jeg give fulde guidede ture ledsaget af saftige historier gennem Frederiksborg Slots samling af historiske malerier. Og den franske revolution interesserede mig så meget, at jeg lånte stabler af andre bøger på biblioteket – endog en 500 siders historiebog på norsk, som jeg læste fra ende til anden og var meget stolt af mig selv bagefter – og et par uger stavede lidt sjovt. Dorrit Willumsens “Marie” om Madame Tussaud (der som – måske – bekendt tilbragte sin ungdom med at modellere de franske kongelige, så længe hovederne stadig sad på kroppen og siden blev bedt om at lave Ludvig den 16. og Marie Antoinettes dødsmasker på baggrund af de afhuggede hoveder, der knap var kolde, da hun fik kurvene bragt) læste jeg 14 gange inden jeg kom i gymnasiet. Og det var først, da jeg lærte om Herman Bang og impressionisme, at det gik op for mig, at jeg havde elsket den bog mindst lige så meget for Dorrit Willumsens impressionistiske skrivestil som for dens historiske omdrejningspunkt. En litterær oplevelse, jeg slet ikke havde haft ud af Hertha J. Enevoldsens dramatiske fortællinger. Men det er en helt anden historie, der handler om spirende litterær bevidsthed. Og lige nu og her handler det mere om spirende historisk bevidsthed, der blandt andet kom til udtryk i min store historieopgave i 2.G, der var en sammenligning af historiske romaner om den franske revolution og en diskussion af problemerne i den forbindelse.

SÅ – hvor om alting er… jeg dyrker det ikke så meget mere. Men jeg er stadig en sucker for historiske dramaer, så jeg fløj selvfølgelig ind for at se Sophia Coppolas marengsfilm om Marie Antoinette. Og da jeg så en filmplakat herovre for “The Other Boleyn Girl” var der heller ikke meget tvivl om, at jeg skulle ind og se den, så snart jeg havde lokaliseret en biograf med den på plakaten.

Og nu er der jo det med historiske romaner og film, at vi alle sammen kender handlingen og udfaldet, så der sker ikke så meget ved at fortælle, hvad der sker i store træk. Det ved man allerede, når man går ind til filmen eller læser første side i bogen. Det interessante er, hvordan det dramatiseres. Hvordan de enkelte personer portrætteres. Og hvilke historiske og politiske detaljer, rænker og vinkler, der tillægges vægt.

Ethvert land og enhver kongerække har sine store personligheder. Enkelte er husket for deres store godhed, men det er relativt sjældent. Grusomhed og omfattende krigsførelse har vist sig at være langt mere langtidsholdbare “claims to faim”. Eller et tragisk endeligt. Og så er der de helt store kærlighedshistorier, der også har overlevet hele vejen op gennem historien. De skæbner havde Hertha J. Enevoldsen i sandhed næse for at udvælge. Og med lidt fantasi og et par historiske briller på næsetippen, kan man dekonstruere historisk stjernekvalitet ved hjælp af stjernernes periodiske system (læs hele artiklen her: Stjernernes periodiske system ). Og de helt store historiske superstars havde lidt af det hele.

Og en af de helt, helt store er Henrik den 8. Og let’s face it. Havde den mand gjort “det rette” – nemlig blevet officielt sammen med Katarina af Aragonien og holdt sig til perlerækken af elskerinder i stedet for at lægge sig ud med paven, skabe “Church of England” for at gifte sig med Anne Boleyn og alt i alt arbejde sig igennem seks koner + et ukendt, men temmelig stort, antal elskerinder, var han næppe gået over i historien. Men i dag er han et historisk superbrand af så høj kaliber, at man bare behøver at opkalde en film efter kone 2 ud af de 6, for at folk ved præcis, hvem der er tale om, og hvad det er for en historie, der vil blive fortalt.

Titlen – the OTHER Boleyn girl – henleder så opmærksomheden på det mindre kendte aspekt, at kongen først havde Annes søster Mary som elskerinde. Og filmen handler i høj grad om Boleyn-familiens rænkespil for at komme tæt på magten. Pigernes mor er en stærk figur, der er imod udnyttelsen af døtrene som luksusludere og ser krystalklart gennem magtspillet. Og Mary – i skikkelse af Scarlett Johanson – er uskyldsren i modsætning til den iltre Anne. Fin film, ikke uforglemmelig. Men flot, spændende, bloddryppende og dramatisk.

Og mon ikke det trods alt også var den, der var skyld i, at jeg blandt alle DVD-bokssættene hos Barnes and Noble endte med at vælge lige netop serien “The Tudors” som aftenunderholdning herhjemme, de aftener, hvor jeg ikke har energi til flere indtryk fra byen omkring mig, ikke kan rumme flere ord og samtidig ikke orker flere tv-reklamer.

bed_800x600.jpg

I hvert fald har jeg de seneste aftener forlystet mig med den serie. Og “forlystet mig” er netop ordet. For der er virkelig ramasjang i den. Blod, glitrende tiaraer, sexorgier, bedrag, kærlighed, slotte, purpur, krig, pest og storpolitik. Der er så meget drama i historien, at tv-serien næsten skriver sig selv. Men ingen af os i dag kender jo personernes inderste tanker fra dengang. Og hvem der reelt var gode – og hvem, der bare formåede at bedrive deres ugerninger så meget i det skjulte, at det ikke er gået over i historien. Hovedtrækkene er de samme. Både i “The Other Boleyn-girl”, “The Tudors” og andre bøger, film og serier, jeg tidligere er stødt på om æraen er Henrik den 8. superkarismatisk, men hans gunst er flygtig og hans temperament totalt utilregneligt. Katarina af Aragonien – den forstødte Dronning – er altid dydig, gudsfrygtig og folkeelsket. Anne Boleyn altid smuk, forførende og klog nok til at gøre kongens interesse langtidsholdbar ved at inistere på først at ville gå i seng med ham, når de var gift – og diskret nok til at plante tanken om en selvstændig kirke i kongen. Men var de virkelig sådan – eller er det bare sådan tilstrækkelig mange kilder har portrætteret dem, så det er de stereotyper, der er gået over i historien. Og hvad med personerne omkring dem?

I “The Other Boleyn girl” er søsteren Mary totalt uspoleret og slet ikke interesseret i livet ved hoffet. Men kongen pålægger hende og hendes mand at flytte til hoffet, hvor hun føder kongen en uægte søn. I “The Tudors” er hun en parantes, der dog løbende refereres til som luder og som også den franske konge har forlystet sig med. Til gengæld er der mange andre elskerinder i spil og en af dem føder kongen en søn, der lever mere end de par dage, som de ægtefødte sønner havde formået. Bolyen-pigernes mor, der spiller så stor en rolle i filmen, nævnes slet ikke i serien. Og nu ved jeg selvfølgelig godt, at filmen udelukkende fokuserer på Boleyn-historien og derfor er der mere plads til at pensle det ud – men på den anden side har jeg nu sammenlagt set 10 timers Tudor-serie og Anne Boleyn gjorde sin entre i 2. afsnit og de har stadig ikke fuldbyrdet deres ægteskab, så der har været rigeligt tid til at udpensle alle mulige andre detaljer i forholdet – om man så må sige. Og på samme måde med mange af de andre personer. Hvem var ven og hvem var fjende?

Derudover er der taget en række deciderede historiske friheder. For eksempel har kongen i tv-serien en søster – Margaret – der mod sin vilje bliver gift med den aldrende konge af Portugal, som hun myrder for at kunne gifte sig med hertugen af Suffolk. I “virkeligheden” havde kongen to søstre – Mary, hvis historie minder meget om seriens Margaret, dog var det kongen af Frankrig, hun blev gift med og som ganske rigtigt døde kort efter brylluppet…og hun kort efter giftede sig med hertugen af Suffolk – og Margaret, hvis historie på ingen måde svarer til seriens Margaret.

Og hvad kan vi så lære af alt det? Vi kan lære, at min havde ret – og havde hun stadig været i live, havde jeg ringet til hende lige her og nu og fortalt hende det. Der er tale om gode historier – uendeligt gode og saftige og spændstige historier, der bliver endnu bedre, mere saftige og spændstige af, at de har historiens vingesus over sig og man føler sig lidt klogere på en periode, ære eller historisk person, når man svælger i dem. Men det er og bliver HISTORIER, ikke HISTORIE. Det er historier, der er inspireret af virkelige hændelser, men de er ikke at forveksle med de virkelige hændelser. Og man må aldrig, aldrig, aldrig tage deres version af historien fra gode varer uden også at tjekke andre kilder. Og det er der stor risiko for, at man gør, når det er forklædt som historiske dramaer og meget af det smager autentisk.

Men når alt det så er sagt, er det også en meget æggende for motivationsretorik, der om ikke andet gør, at svundne æraer og tidligere tiders storpolitik bliver samtaleemne omkring middagsbordene – og nok får en og anden til at interessere sig mere for historie og kildekritik end de ellers ville have gjort. Og let’s face it – undertegnede havde helt sikkert ikke siddet og brugt en formiddag på at læse andre kilder om Tudor-dynastiet, hvis ikke det var fordi, jeg havde arrangeret Henrik den 8.-temauge for mig selv.

Train of Thought

I fredags tog jeg toget fra Grand Central til Poughkeepsie – 1,5 time langs Hudson-floden – for at besøge Morton og Rita. Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Jeg er – selvfølgelig – kommet temmelig tidligt til toget. Så jeg har fået læst ret mange sider i min bog, mens jeg ventede på, at der blev fløjet afgang. Og får læst et par sider oven i, mens toget gadagummer gennem den lange tunnel, der løber under alle skyskraberne mellem Grand Central og det sydlige Harlem (hvilket man helst ikke skal tænke alt for meget på, hvis man lider af klaustrofobi). Bogen er Joan Didions “A year of magical thinking”, der handler om det år hun mistede både sin mand og sin datter og alle de tanker hun gjorde sig i den forbindelse. Hun dissekerer sorgen. Tillægger nye betydninger. Og jeg købte tre eksemplarer til ju. Beholdt et selv og gav de andre til min far og min bror som del af hele sorgbearbejdelsen oven på min mors død.

Og jeg har lige læst et par sider om, hvordan minderne og sorgen kan bølge op og ned, da vi endelig når lyset for enden af tunnelen og jeg lægger bogen fra mig. For der er så meget at kigge på. Harlems høje huse, der lige så langsomt bliver afløst af bjergene langs Hudson-floden. Solen, der drypper diamanter i floden; WestPoint militærakademiet, som jeg ellers kun kender fra tv-serien Nord og Syd, der kørte, mens jeg gik i 9. og vi ikke havde fået video endnu, så jeg måtte pjække fra tegning på ungdomsskolen for at følge med, hvilket min veninde – der havde video – havde meget lidt forståelse for, stod skarpt tegnet mod bjergene; store fragtskibe, der glider forbi hinanden i slowmotion og på den anden side af floden løb en godsjernbane, hvor  togene var så lange, at det næsten så ud som om de ikke bevægede sig.

Bogen har jeg lagt fra mig – men ‘the magical thinking’ glider videre langs floden på resten af turen…

Min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Så fjernt – og alligevel på mange måder så nært. For der er alligevel alle de fælles familiekrøniker, der har sejlet og fløjet på tværs af Atlanten i over hundrede år. Familiehistorien, der for mig er komplet umulig at holde rede i, fordi alle fik helt enormt mange børn og generationerne var meget langstrakte, og der ind i mellem også var nogle fætre og kusiner, der giftede sig med hinanden. Familiehistorien, der for mig kan virke fjern – men som er lyslevende for dem herovre, der også betragter en så fjern “cousin” som mig, som meget tættere familie, end jeg umiddelbart ville betegne dem. Og pludselig er nogle af de skikkelser, jeg hørte om som barn, lyslevende herovre.  Og  de kender mange af de samme historier, der er blevet genfortalt gennem generationer – og kan fylde nogle af hullerne i min familiekrønike ud.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Og jeg kan mærke, at jeg savner at få fyldt de huller ud. Det er den slags, jeg plejede at tale med min mor – og i særdeleshed min mormor – om. Og siden de begge forsvandt med 1,5 års mellemrum, er der pludselig ikke så mange af tale med slags om længere. Så måske er jeg også mere åben, mere nysgerrig efter at vide mere om det hele, end jeg var, da jeg havde oraklerne inden for rækkevidde. Og måske er det derfor, jeg glædede mig så meget til at se min grand-i-17.potens-onkel og hans kone. Det føltes pludselig hjemligt at skulle derop. Det var jo familie.

Min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone. Det ER jo familie. Og om ikke  andet bliver der lagt stor vægt på at fremhæve de fælles træk. Der er enkelte ikongrafiske billeder, vi allesammen har i familien. Billederne af tip-olde-forældrene. Min tipoldefars øjenparti, der meget tydeligt ligner min brors – og selvom man ikke lige kiggede efter lighederne. Og så altså Morton – min grand-i-17.-potens-onkel, der ligner min oldefar på en prik. Min oldefar, der døde, da jeg var tre, men som alle lovpriser. Lige gyldig hvem jeg møder, der kendte ham i Danmark siger de, at han var et helt specielt menneske – og herovre er han kendt som alles yndlings “Uncle Louis”. Og Morton ligner ham – selvom ham reelt “kun” var hans brors barnebarn – altså præcis som jeg har set ham på billeder og vagt husker ham. Humoren. Viddet. De store, store ører. Øjnene, der lyser af intelligens. Uddannet fra Harvard Medical School, speciale i øjensygdomme, stor praksis. Og Rita, hans kone, har undervist i historie på et fornemt udpluk af de fineste universiteter og altid klar til en diskussion om politiske systemer, traditioner og kulturelle tendenser. De har rejst i det meste af verden og gør det – i en alder af nogle-og-halvfjerds – stadig. Bare inden for det sidste år har de været i Cambodia, Vietnam og Laos; København, Stockholm, Helsinki og Peru. Og når de er hjemme, sidder med i diverse bestyrelser for kulturelle organisationer – og nyder livet. I sidste uge tog jeg up-state med nogle andre familiemedlemmer til deres gamle æbleplantage. Vi havde aftalt at møde Morton og Rita på vejen til en kop kaffe en halv times kørsel fra hvor de boede. Men det var heldagsregn af slagsen hvor himmel og jord stod i et og det føltes ikke helt forsvarligt at køre – og slet ikke at ulejlige ældre mennesker ud i regnen, når jeg alligevel skulle se dem ugen efter. Så vi ringede for at aflyse på deres vegne. Og Mortons svar var “what are you talking about – I don’t drive a convertible”. Sådan nogle er det dejligt og livsbekræftende at være i familie med. Selvom det er fjernt.

Pougkeepsie er næste stop. Jeg har ikke fået læst et ord i “a year of magical thinking”, siden vi forlod tunnellen mellem Grand Central og det sydlige Harlem. Jeg bakser min rygsæk ned fra hylden over sæderne, lader kammen løbe gennem håret og stiger af for at møde min grand-i-17.-potens-onkel og hans kone.

Et par timers natsværmeri

the-moth.gif

Hvis man skulle lave en hitliste over ting, New York-aficionados, kulturkendere og reflekterende sjæle har anbefalet mig at lave i New York, er der en ting, der slår alle de andre med flere længder: The Moth.

The Moth er et “story-slam-koncept”, hvor hvert arrangement har et fast tema og alle i publikum, der kunne have lyst til at fortælle en historie om netop det tema kan lægge deres navn i en hat. Så bliver et tilfældigt navn trukket op af hatten og vedkommende har så fem minutter til at fortælle en historie ud fra temaet. Efter hver historie bliver der givet point ud fra relevans i forhold til temaet, evne til at overholde tiden og så selvfølgelig fortælle-kvaliteterne. Hver aften bliver der fortalt 10 historier og den bedste går videre til grand-slam-arrangementer, hvor de konkurrerer med videre fra de andre storyslam-arrangementer.

Og igår havde jeg så lokaliseret et story-slam-arrangement i et poesi-teater (stik den!) et par blokke herfra. Traskede derned, fik et bord og et par glas rødvin sammen med en supersød klynge folk (phiew – det er altså bare ikke lige mig at skulle alene til den slags), lænede mig tilbage – og lyttede.

Nu står og falder den slags arrangementer jo med historiernes kvalitet. Og det her var jo første del af udskilningsløbet – svarende lidt til Amateur Night eller første runde i X-faktor. Og selvom de kræsne New Yorkere omkring mig kimsede lidt, syntes jeg, at kvaliteten var overraskende høj. Og at det var nogle helt vilde historier folk havde at fortælle – og var rede til at fortælle. Temaet var “sacrifice” og vi var hele vejen omkring brandmanden, der overværende sin bedste ven blive fritteret af en elektrificeret brand-stige, fordi han selv havde været lidt for doven med sikkerhedsforanstaltningerne til den unge fyr, der svedte over madlavningen mens han ventede på, at hans kæreste ovenpå fik fordrevet deres foster og aldrig helt fik gløden tilbage i sine øjne, til mødre i mange varianter, der viste sig at være gode nok på bunden.

Indimellem historierne stand-up’ede værtinden selv lidt, delvis trak andre lodder op en pose, hvor vi alle sammen havde skrevet, hvad vi ville ofre for at opnå noget andet. Og det alt fra “give up the chance to travel in space for the chance to travel in time” til “give up the comfort of a nice pyjamas for a great body (cause then I’ll always sleep naked anyway)” der satte lidt ekstra krydderi på pauserne – og lige kunne løfte stemningen lidt efter de tungeste og tristeste historier.

Det var intenst. Det var sjovt. Det var trist. Det var hyggeligt. Og mest af alt var det endnu et eksempel på alternative underholdnings/arrangements-former, hvor publikum er integreret langt mere og forestillingen er klippetop i mikroskopiske elementer. Korte nok til at man overlever noget elendigt – lange nok til at de velforberedte virkelig kan formå at levere en pointe.

Hvorfor det hedder The Moth ved jeg ikke. Men det føltes på mange måder som natsværmeri at være til arrangementet. Flaksende, forførende og meget fornøjelig måde at tilbringe en aften på.

At vade i konkrete detaljer

guggenheim.jpg

En af de øvelser jeg husker tydeligst fra kurset i Skriftlig Formidling på 1. år på retorik, var da vi skulle lære om “konkrete detaljer”. Først læste vi John Updikes digt fra Central Park, hvor han nøjenøje nedrister alt hvad han ser og alt hvad der sker. Og bagefter blev vi selv sendt rundt på KUA for at opsamle konkrete detaljer.

Nu forholder det sig jo sådan, at selv de kedeligste omgivelser bliver spændende og værd at skrive hjem om, hvis man formår at vride de konkrete detaljer ud af dem. Men alligevel ER nogle omgivelser bare mere inspirerende end andre. Og på mange måder er mit liv her i New York som at vandre rundt i en real-life-version af Updike-digtet. Som nu i dag:

Ældre ægtepar i mokkafarvet sedan skar ind foran en antik skolebus fyldt med hassidiske jøder. Alle uskadte, men stor bule og lang palaver.

To hærdebrede mænd med “Madison Ave. Clean-up Squad” skrevet tværs over ryggen sparkede småskrald og papirkugler hen til kloakristen og hoppede lidt på de største for at presse dem ned gennem gitteret.

Fem vejarbejdere arbejdede minutiøst med spatler på at skære de store firkanter i den nylagte fortovsbeton. Og 80 % af alle forbipasserende drømte lidt om at lægge en hånd og signere fliserne.

6 biler med fyrværkerieksplosioner ud af vinduerne; 7 pile-gennemborede tigre; 70 oppustede fårehuder; en horde svævende ulve; 25 krakelerede – stadig ufærdige – lerstatuer; en serie malerier skabt ved hjælp af krudteksplosioner var blandt hovedingredienserne i Guggenheimmuseets udstilling af den kinesiske kunstner Cai Guo-Quiang’s udstilling I want to believe.

En ulasteligt klædt business-man, tre nysgerrige teenagere, en klynge mødre med børn og barnevogne og en masse turister bremsede for at følge en filmoptagelse på Madison Avenue. Den kvindelige skuespillerinde var en meget virkelighedstro Carrie Bradshaw-look-a-like. Men det var ikke S.J.P. da det kom til stykket. Højest en form for rip-off på Sex and the City-filmen, der kommer til maj.

Et sæt meget “upper-east-side”-forældre lyttede tålmodigt til deres søn, mens han fremlagde sine fremtidsplaner over æggesalaten på E.A.T. Svigerdatteren nippede tavst til sin salat.

Et lille udpluk af dagens konkrete detaljer. Bare et lille et. Og så nåede jeg ikke engang ind i Central Park i dag, selvom jeg var lige på randen af den og vejret var smuktsmukt. Gad vide, hvilke Updike-detaljer jeg gik glip derinde?

Lige ind med fire-flyet

New York er kendt som ”the city that never sleeps”. Men lige præcis EN gang om ugen snorksover den. Og det er søndag morgen.

Så i går da jeg vågnede jet-lag-tidligt, så jeg New York som jeg aldrig har set New York før (ikke fordi jeg ikke har været her om søndagen, men fordi jeg OGSÅ først har bevæget mig ud ved brunchtid). Og det viste sig at være den helt perfekte start på en dag, der havde som sit absolut primære formål, at jeg skulle ånde luften i fulde drag.

For det var en smuk, smuk og temmelig blæsende morgen – og da jeg lige havde fået stillet den værste sult på en Art Deco-inspireret diner, besluttede jeg mig for at trave over Williamsburg-broen, der løber et par blokke herfra og forbinder ”mit hood” – The Lower East Side – med et af Brooklyns hyggeligste kvarterer – Williamsburg. Og det er ikke alene en fantastisk udsigtstur, hvor man har Manhattans skyline og de andre broer stående knivskarpt på hver side. Det er også det perfekte sted at blive blæst igennem. Så der travede jeg og ramte Williamsburg, da folk så småt var begyndt at få øjne, der lige var en enkelt plads til mig og en kop kaffe på Fabianes funky konditiori, butikkerne begyndte at rulle skodderne op og loppemarkedsstandene begyndte at pakke lopperne ud langs Bedford Avenue.

Og resten af dagen blev en af den slags dage, hvor benene fik lov at bestemme retningen og tempoet. Jeg hoppede på L-train tilbage og sprang af på Union Square. Brugte en lille time på at gå rundt i et stort fuldøkologisk gourmetsupermarked og passe på ikke at tale højt til mig selv, når jeg gik rundt og tænkte ”hvor ER det lækkert, nej, hvor ER det bare lækkert”. Trissede videre ned mod Fifth Avenue for at ramme Washington  Square Garden lige på. Den var godt nok under total ombygning, men der var en dejlig solrig bænk og masse duer, som jeg et par gamle, gamle damer sad og kurrede sammen med. En ældre mand havde dresseret et af de vilde sorte egern, der adlød hans mindste kommando og en masse familier gyngede ungerne glade på legepladsen.

Tøffede videre ned i The Village og købte lavendel-skumbad hos Occitaine af en mand der bare ”loved” mit skotskternede sjal og spurgte om jeg var fra Irland. Og det havde jeg helt glemt, det med min Irish Accent – men det er der faktisk ret mange der spørger om, og det er bare ikke sådan lige til at sige, hvordan den er opstået. Men det skønne ved at være i New York er at der er alverdens accenter – også blandt de fastboende, så man føler sig ikke så turistagtig når man taler lidt sjovt. Selvom man selvfølgelig er det – turistagtig altså. Lige inde med fireflyet. Står – i hvert fald de første 10 gange – alt for pænt ved forgængerovergangene, tipper enten alt for meget eller alt for lidt, fordi procentregningen er lidt rusten, har lige glemt i hvilken rækkefølge det nu er man afgiver bestilling på decaf soymilk doubble shot tall latte og sesame-seed-bagels-toasted-with-chive-creamcheese… men stadigvæk…så længe man ikke åbner munden og bare lader sig føre med strømmen kan man meget hurtigt få fornemmelsen af at høre til, selvom man lige kom ind i går med det der skulle  have været fireflyet – men blev til 8-flyet.

Travede videre ned gennem SoHo, købte The New Yorker, sad lidt på en ny cafe og fik lidt frokost. Opdagede et stort helt nyåbnet museum på Bowary i meget funky bygning, der skal tjekkes ud ved førstkommende lejlighed. Og så tilbage af ”min gade” – Houstonstreet. Hvor der lige rundt om hjørnet fra mig ikke alene ligger fornødenheder som endnu et gourmet-øko-supermarked og en biograf, men også hele tre af de mest berømte lower-east-side-jødiske madtempler – et sted der udelukkende sælger knish’es, Russ & Daughters med alverdens røgede fisk og specialcreamcheeses – og Katz’ deli med de verdensberømte parstramisandwiches.

Slyngede mig lidt ned gennem mit eget kvarter, som  jeg lige havde nået at snuse en smule til aftenen før. Orchard Street og Clinton Street, der begge har den der helt særligt blanding af superhippe restauranter og barer, oldgamle butikker der ligner noget, der ikke har været på i ca. 100 år, blandede landhandler, møntvaskerier og mikrosupermarkeder.

Op i lejligheden af trappen, der ligner noget, der ikke har været restatureret siden resten af min oldefars familie flyttede til lige netop dette kvarter efter hele familien havde forladt Polen og nogle blev hængende i Danmark, andre i England og de sidste stædige tog herover for at udleve den amerikanske drøm. Og så liiiiiige hvile benene lidt efter otte timers non-stop-travetur.

Men jeg måtte jo ud igen. Det MÅTTE jeg bare, selvom jeg dybest set var alt for træt. Så det endte bare med en lille rundtur i East Village – og så ned til Russ and Daughters efter et par bagels, deres smoked whitefish&baked salmon-spread (kan virkelig anbefales!) og et skud ”Gehackte leber” som min mor lavede den. Og hjem for resten af aftenen. Langt karbad. Lidt E-channels anmeldelse af Oscar-kjoler og i seng alt for tidligt.

Så tidligt, at jeg selvfølgelig vågnede alt for tidligt her til morgen igen. Men det har så givet mig tid til at skrive dette indlæg – og mens jeg har siddet her og skrevet, er byen vågnet. Trafik-støjen skaber sit eget musikalske lydtæppe, og jeg kan se her fra sengen, at skodderne er rullet op dernede og folk er på benene. Så det vil jeg også se at komme. Ud af fjerene, på benene. Ud og drikke indtryk.

Det var i dag et vejr, et solskinsvejr…

…og så skulle jeg selvfølgelig ud og købe hyazinther…

Og det skulle alle andre tilsyneladende også. Der var sort af solsmilende mennesker omkring søerne og mange travede afsted med et bundt tulipaner eller forårets første spæde grene. Og jeg blev ved at møde dejlige folk, jeg ikke havde set i lang tid. Og slå følgeskab med dem langs Assistenskirkegårdens snirklede stier, hvor erantisserne piblede frem. Og langs søerne, hvor skyggerne efterhånden blev lange. Og den ene lange, spontane samtale tog den næste. Og pludselig havde jeg vandret hele dagen.

Er hjemme nu med røde kinder, narcisser, kirsebærgrene, en enkelt hyazinth, lys i øjnene og en masse inspirerende samtaler rullende videre i hjernebarken.

Sådan en dag kan man ikke undgå at blive lidt forelsket i København…

Pecha Kucha: den poetiske staccato-konference

Ahhhh – jeg er lige kommet hjem efter et rigtig dejligt arrangement – Pecha Kucha.

Det foregik på Dansk Arkitektur Center – i forvejen et af mine favoritsteder blandt byens kulturcentraler – og i stedet for selv at prøve at kaste mig ud i en forklaring, vil jeg hellere citere direkte fra beskrivelsen på DAC’s hjemmeside:

Pecha Kucha Night er et japansk præsentationskoncept der i al sin enkelthed går ud på, at hver deltager præsenterer sit arbejde, projekter, talenter og idéer gennem 20 elementer, der hver varer 20 sekunder. I alt en præsentationstid på 6 minutter og 40 sekunder.

Indholdet, altså de elementer deltagerne præsenterer, kan variere frit og bestemmes af deltagerne selv. Et element kan for eksempel være et billede, en animation, et grafisk element, en video, en tale, et digt, et ord, et stykke musik, en lyd, et design, en ting, en dans, en vision eller noget helt andet.

Idéen bag konceptet er at give publikum såvel som deltagere et intensivt bombardement af kunstneriske og kulturelle input og kilder til inspiration. Formålet er at skabe dialog og debat inden for og i mellem de forskellige spektre af kunstens og kulturens verden.

Nu er jeg jo helt generelt på udkig efter konference- og foredragskoncepter, der bryder med den gængse “30-minutter pr. kedeligt powerpointoplæg, et par tandløse spørgsmål fra ordstyreren og nogle agiterende indlæg fra salen – og så er der kaffepause”-konventioner. Og jeg har tidligere her på bloggen hyldet den selvgenererede konference, live-bloggingen, paperpointpræsentationen. Så jeg var rigtig glad for at opleve det her. Rigtig glad. Og det fungerede virkelig godt.

Konceptet er nådesløst. Så snart man er gået igang kører de 20 slides og skifter automatisk hvert 20. sekund. Så hvis man ikke har planlagt det godt nok, kan der opstå mærkelige tavsheder eller man kan komme til at halse efter sit eget budskab. Til gengæld må man også sige, at når det lykkedes, fungerede det ekstremt godt. For ligeså korte og hæsblæsende de 20X20 sekunder var, lige så meget kunne man få skabt en kort, præcis og alligevel poetisk stemning i løbet af de 6,40 minutter, hvis man havde forberedt sig godt nok eller taget konceptet alvorligt nok.

Der var på alle måder tale om et blandet arrangement. Blandede genrer, blandede kunstarter og…blandet kvalitet. Men det gjorde ikke så meget, at et par af indlæggene ikke rigtig holdt eller bare ikke sagde en så meget, når det kun var små 7 minutter langt. Der var dog lige en serie forfærdeligt sexistiske fotos, der ikke kunne tåle at stå i 20 sekunder hver – og der blev man virkelig opmærksom på, hvor lang tid 20 sekunder også kan være – og højt tavshed kan runge. Men ellers var det overordnet et overflødighedshorn af krydsklippet af poesi, perrcussion, kunst og illustration. Og det var rigtig dejligt at opleve.

Noget andet, der var rigtig dejligt at opleve, var, at ca. 300 mennesker var mødt op til et gratis, højpandet arrangement en helt almindelig grå januaronsdag aften. Det tegner godt for den kulturelle udvikling i byen. Og jeg glæder mig allerede til næste gang, der er pecha kucha…helt omme på den anden side af mit New York-eventyr. Nemlig den 25. juni, hvor det lød somom der virkelig var lagt i kakkelovnen til et festligt arrangement.

Klar anbefaling herfra til at holde øjne og ører åbne – og opsøge pecha kucha-arrangementerne. Hvor end i verden man lige befinder sig tror jeg, det vil være et godt og stimulerende indblik i den spirende kultur.

%d bloggers like this: