Nadja Pass

Kategori: Litteraturen i levende live

Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

Mikro-litteratur

Tjek lige  Twistori  – et automatisk aggregeret værk, der udelukkende består af Twitter-updates sorteret efter brugernes ordvalg.

(så så man lige mig blogge Twitter-staccato-kort :-)

Når sorgen synker ind

I dag ville min mor være fyldt 65 år. Og hvis hun stadig havde været i live, ville det ikke være gået stille af. Hun var nemlig ufatteligt god til at fejre livet og udnytte enhver undskyldning til at gøre livet lidt festligere.

Men nu er hun desværre ikke i live længere. Hun døde i Beijing for et par år siden. Et par år siden. Et par år siden, er det allerede. Det er allerede et par år siden. Er det virkelig allerede et par år siden? Ja, det er det. Det er ikke længere en ny sorg. Den er for længst sunket ind. Blevet noget, vi der elskede hende, lever med, accepterer, forholder os til – og alligevel stadig overhovedet ikke kan fatte.

Jeg har længe gået og tænkt på, at man hører utroligt meget om død og sorg, lige når den indtræffer – og utroligt lidt om, hvordan man lever med sorgen og savnet, når den første akutte sorgtilstand så småt fortager sig. Og man står tilbage med en hverdag, der er forandret for altid – og alligevel ligner sig selv. Og nu tænker jeg, at jeg i dagens anledning lige vil dele et par af mine observationer med jer:

  • Et halvt år inden min mor døde, læste jeg en kronik, Politikens Washington-korrespondent Marcus Rubin havde skrevet om tabet af sin mor. Den hed Kaddish – og referede til den gamle jødiske tradition, hvor man hver dag i det første år efter dødsfaldet siger en bøn for den afdøde. Hvilket han selv havde taget op i en moderne version, hvor han hver dag læste et nyt kapitel i bogen. Den tanke kunne jeg enormt godt lide. Men samtidig lå tanken om, at jeg selv kunne miste min mor, mig fuldstændigt fjern. 
  • Samme efterår mistede en af mine gode veninder sin mor. Hun var den første af mine nære venner, der mistede sin mor. Og det var virkelig svært at vide, hvordan man skulle være der for hende. Hvad skulle man sige? Hvor ofte skulle man selv kontakte hende? Hvornår skulle man holde sig tilbage? Var det ok at sige noget sjovt eller fortælle om noget, man var glad for, når hun nu selv var så ked af det? Hvad skulle man skrive på bårebuketten? Hvordan kunne man være der bedst? Ordentligt. Samtidig kom det utroligt tæt på, at det jo skulle ske for mig også engang. At jeg skulle miste min mor. Men det var stadig overhovedet ikke på lystavlen, at der var en reel risiko for, at det kunne ske – så hurtigt.  
  • Et par måneder senere døde min egen mor – og pludselig var jeg ovre på den anden side. Tvunget op ad en stejl læringskurve. Med i et fællesskab af dem, der havde mistet deres forældre. Ekspert på bårebuket-kort, kistepynt, urner, gravplads-muligheder, dødsannonceindrykning og gravtaler. Bekendtskabskredsen delte sig i to: Dem, der selv havde mistet forældre og pludselig trådte frem af massen og tilbød deres hjælp og erfaringer. Og dem, der havde det ligesom jeg selv havde haft det, da min venindes mor døde et par måneder før – søde og hjælpsomme – men uendeligt usikre på, hvordan de bedst kunne være der for mig. 
  • På et tidspunkt læste jeg om Joan Didions nye bog – The year of magical thinking, der handler om det år, hvor forfatteringen mistede først sin mand og så sin datter. Og en af hendes sætninger prentede sig fast i hukommelsen: Spørg ikke en sørgende om hun er sulten – stik hende en skål suppe. Det var jeg ikke selv god nok til, da min veninde mistede sin mor – for da var jeg også selv berøringsangst og vidste ikke lige, hvad der var det rigtige at gøre. Men nu ved jeg, at man bare skal handle, ringe, komme forbi, tage initiativ – og så til gengæld være helt på det rene med et afslag. Det skal man huske. Både lige når sorgen indtræffer og alle konstant spørger, hvordan man har det – men man aner ikke, hvad man skal svare. Alle vil gerne “være der for en” – men man aner ikke engang rigtigt, hvordan man selv skal kunne være i det hele. Alle vil gerne hjælpe – men man kan ikke finde ud af at række hånden ud efter hjælp. Og når hverdagen indtræffer – og man stadig har brug for at blive spurgt, hvordan det går og brug for, at folk er der for en og forstår, at man nogle gange reagerer mærkeligt og at det måske er sorgen, der titter frem – også selvom dødsfaldet skete for et par år siden.
  • Jeg har – uden at ansøge om den – fået tildelt en ny ekspertrolle i min omgangskreds. Når talen falder på død og sorg, tier alle, hvis jeg begynder at sige noget. Mit ord bliver lissom lov, på en måde, jeg ikke bryder mig om, fordi oplevelser med død og sorg jo er præcis lige så individuelle som vores forhold til vore forældre. Og psyker i det hele taget. Til gengæld kan jeg godt lide – og forstå – når folk spørger mig til råds om, hvordan de skal tackle konkrete situationer med dødsfald og sorg i vennekredsen. Ikke at mit ord skal være lov her heller – men efterhånden har jeg snakket med så mange andre sørgende og efterladte, at jeg trods alt kan se, hvad der er gennemgående mønstre – og hvad der måske er mere individulle erfaringer.
  • Jeg græd ikke særlig meget i tiden omkring dødsfaldet. JO, jeg brød da fuldstændig sammen med jævne mellemrum – men den store konstante film-agtige gråd, kom aldrig. Og det havde jeg det lidt mærkeligt med? Hvorfor græd jeg ikke, når jeg nu var så ked af det? Jeg oplevede også, at mange af mine veninder græd, mens jeg selv sad helt køligt overbliksagtig – og undrede mig over, at jeg ikke græd. Det har siden vist sig, at det er meget almindeligt ikke at græde så meget i tiden omkring dødsfaldet – og at mange andre ligesom mig kan føle et mærkeligt strejf af dårlig samvittighed over, at man ikke bryder sammen sådan som man forestiller sig, man vil gøre, når nogen dør. Det er igen en meget individuel ting, hvordan man selv – og ens tårekanaler – reagerer. Mine har til gengæld reageret ved, at jeg siden er blevet ekstremt meget mere grådlabil end jeg var tidligere. Jeg tuder til romantiske film. Jeg tuder, når jeg sidder i et tog og lader tankerne svømme ud gennem vinduerne. Jeg tuder på cafeer, hvis jeg bliver spurgt til mine ømme punkter. Jeg tuder – og den er stensikker hver gang – når the challenge-winners i Americas Next Top Model får besøg af deres mødre under konkurrencen. Jeg bliver enormt rørt. På en måde, jeg aldrig blev rørt før. Så mange bække små udgør så rigeligt den store å, der udeblev i forbindelse med selve bisættelsen.
  • Når man har mistet en af sine forældre, er det lidt som at komme med i en hemmelig klub. Alle de bekendte, der manifesterede sig som hjælpere i tiden omkring dødsfaldet, har jeg fået en langt mere intim relation til siden. Ikke at vi render hinanden på dørene eller Facebook hver dag. Men vi rækker lige ud til hinanden ind i mellem. Tjekker op på hinanden. Drikker en kop kaffe over en snak, vi kun kan have med hinanden. Med omvendt fortegn svarer det nok lidt til det, der sker, når folk bliver forældre. Det kan drive os, der ikke har børn endnu til vanvid at få at vide, at man ikke kan udtale sig om det med børn, før man har prøvet selv – men der er jo nok noget om det. Uanset hvor meget, man teoretiserer KAN man givetvis ikke forestille sig, hvordan man reagerer, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske. På samme måde KAN man ikke forestille sig, hvordan det er at miste en forælder. Det er selvfølgelig ikke alle medsørgende, man svinger lige godt med og oplevelserne kan være meget forskellige – igen givetvis på præcis samme måde, som der jo er mange måder at nybagt mor på. Men dem det fungerer med, er noget helt særligt. Også selvom man overhovedet ikke snakker konkret om sorgen, når man mødes. Der er noget helt grundlæggende over fælleskabsfølelsen når de store, uundgåelige livsforandringer indtræffer – og de er samtidig nøglen til nye, vigtige relationer.
  • Jeg hørte en fantastisk børnepyskolog på P1, der fortalte om sorgbearbejdelse med børn. Og understregede, hvor vigtigt det var, at man ikke satte den afdøde op på en piedestal. For det var dels et stort pres for børnene at skulle leve op til de tabte forældre, hvis de altid blev omtalt med “Gud tager altid bedste”. Og børnene kunne også have behov for at sige, at forældrene også havde været irriterende. Det påtvungne glansbillede gjorde ondt. Og det synes jeg også selv, jeg kan mærke. Ligeså gerne som jeg vil have bekræftet, at min mor virkelig var et unikt, fantastisk, inspirerende og vidunderligt menneske, der nåede at have et fantastisk liv, ligeså gerne vil jeg grine ad hendes spøjse sider. For dem var er også mange af. Og vi elskede hele pakken.
  • Når nogen dør, opdager man virkelig, at der er en grund til, at klicheer er klicheer. For det bliver de jo kun, hvis der er en vis grad af sandhed i dem. Jeg føler virkelig, at min mor lever videre i os. Jeg er blevet ekstra opmærksom på betydningen af, at slægter følger slægters gang, at man skal leve hver dag som var det den sidste, ikke udskyde til imorgen, hvad man kunne gøre i dag, aldrig gå i seng med et uafklaret skænderi i baghovedet – og altid sørge for at sagt til dem, man elsker, at man elsker dem.
  • Og hvorfor er det så egentlig, at en forældres død er så grundlæggende livsomvæltende? Udover -selvfølgelig – det konkrete savn af personen? Igen er det jo meget individuelt og afhænger helt af de efterladtes forhold til de afdøde – men helt grundlæggende vil det for de fleste menneskers vedkommende handle om, at man – uanset alder – bliver voksen på en helt ny måde, når man ikke længere har en at læne sig op ad, regne 100 % med, være sikker på interesserer sig for en, elsker en ubetinget, selvom man er skideirriterende engang i mellem og gerne vil høre ALT (nogen gange også for meget) i alle detaljer om det, man tænker på og kæmper med, mod, for. Årene går, men tager stadig sig selv i at opleve noget, der er så stort, at man mentalt er i gang med at ringe til mor. Blive ked af det og have lyst til at kaste sig over hendes skulder. Stå med en opskrift, der er ved at kikse og ringe efter akutte råd. Være i tvivl om, hvordan det nu var det var, dengang på ferien. Et livsvidne, et hukommelsesbiblitotek. En ubestinget bagstopper, en livline.
  • Min mor er død. Men derfor vågnede jeg alligevel i dag – som jeg er sikker på, at jeg vil blive med at gøre det resten af livet den 24. marts – med et klingende “I dag er mors fødselsdag”. For selvom hun desværre ikke længere selv er i live, kan man jo godt fejre hendes liv.

Hvorfor er det så svært at respektere noget, der er gratis?

I dag var jeg til et helt fortryllende arrangement. Den islandske kunstner Halldór Úlfarsson præsenterede sit helt nyopfundre instrument-eksperiment, den elektro-akustisk cello-lignende Halldorophone, ved en koncert i riddersalen på Frederiksborg Slot. Der var gratis bustransport med kaffe og cookies, gratis entre til det fantastiske historiske slotsmuseum og selv koncerten var gratis. Og det var en kæmpe oplevelse. 

Og her er en lille smagsprøve…

 

Så langt, så godt. 

Men desværre var der et men. Vi var nemlig kun 12 voksne og 3 børn ombord i en bus, der kunne rumme ca. 50. Og der havde ellers havde både fuldt booket og venteliste og folk, der fik at vide, at de desværre ikke kunne komme med, fordi der ikke var plads til flere. Men da det kom til stykket, dukkede folk bare ikke op. Og det var ikke fordi de havde meldt afbud, så andre kunne have fået deres plads i stedet. De blev bare væk uden at sige hverken til eller fra.

Og det synes jeg simpelthen er så respektløst. 

Så man undskylde og sige, nå ja, det var en søndag formiddag. Og det var koldt. Og solen skinnede. Og måske var nogen blevet syge. Og ret mange havde helt sikkert tømmermænd. Og sådan. 

Men det ændrer ikke ved, at jeg igen og igen befinder mig til arrangementer af ekstremt høj kvalitet, hvor man virkelig føler sig forkælet og priviligeret over at mulighed for at deltage. Og hvor mange ville have givet deres højre arm for at kunne få lov at være med. Men hvor der i sidste ende langt fra er fyldt op. Selvom der i princippet var interesserede nok til at fylde alenlange ventelister.

Simpelthen fordi folk melder sig til i frygten for at gå glip af noget – men ikke gider at gøre sig den ulejlighed at melde fra i ordentlig tid, så andre kan få lov til at få deres plads. Det er – i alle ordets bogstavelige forstande – GRATIS at melde sig til.

Men det jeg simpelthen ikke forstår er, at det skulle være ensbetydende med, at man så også synes, man kan sjofle det efter forgodtbefindende. Jeg forstår sagtens, at man kan have behov for at ændre planer eller bare har lyst til noget helt andet, når dagen endelig oprinder. Men jeg forstår ikke, at det tilsynelandende sker så ofte og så konsekvent, som det sker.

Det absurde er, at situationen nok ville have været anderledes, hvis bare det havde kostet en hundredekroneseddel at deltage. Så tænker folk sig lige om en ekstra gang før de melder sig til – og en ekstra gang, før de lader dorskheden og det manglede overskud råde og melder fra igen. Men når det er gratis – når man bliver tilbudt en gave – er konsekvensen meget ofte, at man sjofler den eller ikke tager invitationen nær så seriøst.

For det er synd. Det er synd for arrangørerne og for dem, der rent faktisk deltager, fordi det ikke kan undgå at påvirke stemningen, når et arrangement, der er gearet til 50 ender med at skulle fungere for 15.Det er synd for fremtidige arrangementer og gode ideer, fordi både arrangører og sponsorer føler de har brændt sig på noget, der reelt var en stor succes og en kæmpe oplevelse for dem, der oplevede det – der var bare for få, der fik chancen. Og det er synd for alle dem, der gerne ville have haft pladserne. 

Så hermed en opfordring til at tage sine egne tilmeldinger mere seriøst og sørge for at komme ud af døren til de store oplevelser, selvom søndagsserierne på sofaen frister. Og ikke mindst et kæmpe HURRA for, at der stadig findes arrangører, kunstnere og sponsorer, der utrætteligt kæmper for at blive ved med at skabe gratis glæder for alle os andre.

Facebook som opslagstavle for mikro-nekrologer

For et par dage siden døde den fantastiske digter Inger Christensen. Og vi er mange, der i dagenes løb har genkaldt os hendes messende røst, når hun deklamerede, at abrikostræerne, brombær, brom, brinten og cikaderne findes. Og ladet tankerne tage på udflugt i sommerfugledalen, hvor de stiger op, planetens sommerfugle.  

Og det er ikke bare noget, jeg antager. Det er noget, jeg ved. For de seneste dage har oversigten over Facebook-updates budt på en perlerække af små mikro-nekrologer, der på hver deres måde hyldede Inger Christensen. Her er bare et lille udpluk:

XXX ved at abrikostræerne findes, abrikostræerne findes; bregnerne findes; og brombær, brombær og brom findes; og brinten, brinten.

XXX vil iklæde sig sørge kåben i aften og tage endnu en tur i sommerfugledalen.

XXX findes.

XXX r.i.p. <her stod navnet på vedkommendes nyligt afdøde mormor> (+freddie hubbard, fp jac og inger christensen).

Og så er der mine egne. Den første, jeg skrev netop som jeg hørte nyheden om dødsfaldet: 

Nadja husker sig selv på, at abrikostræerne findes og at de stiger op – planetens sommerfugle. Op, op, OP.

Og i formiddags, da jeg fik ideen til dette indlæg efterhånden som de andre statusupdates dukkede op:

Nadja synes, det er et fantastisk eftermæle for Inger C, at så mange bruger deres updates til subtile ‘in memoriam’-hilsner.

Den affødte så blandt andet følgende kommentar – og jeg vil opfordre alle til at følge linket derover og lige gen-nyde hele Alfabet.

Nu er hendes digte jo også i særklasse lækre at putte i statuslinjen…. Faktisk lo jeg lidt af hendes diktion og af Alfabet, indtil jeg læste det hele og blev totalt rendt over ende…. Tjek selv her: http://www.lyrikline.org/index.php?id=162&author=ci00&show=Poems&poemId=3149&cHash=193bebf9d9  

Men en ting er, at disse updates i sig selv er en fin lille hyldest til Inger Christensen – en anden ting er, at statusopdateringerne – og gruppedannelserne – i forbindelse med kendte personers død, er ved at være et meget udbredt fænomen på Facebook. Lige så nyligt afdøde FP Jac har også fået masser af update-hilsner og der er blevet startet mindegrupper. Og det samme var tilfældet, da Thomas Vinding og Camilla Bech Holten døde for forholdsvis nylig. 

På den måde benytter Facebookerne mediet til at dække et behov, vi måske aldrig rigtig tidligere har været os bevidst, men som viser sig at være ret stort, når nu vi først er bevidste om det. Nemlig behovet for at give udtryk for den individuelle sorg, mange af os kan føle, når en kendt person går bort. Ikke fordi vi sørger over dem som personer, vi har kendt og elsket personligt. Men som repræsenterer en æra, var barndommens stemme eller hvis tragiske skæbne vi læser ind i vores egen. Tidligere har der kun været plads til avisernes officielle mindeord og nyhedernes “og et dødsfald”-indslag. Og måske har man så lige kigget på dem, man var sammen med, da man hørte det og lige ymtet, at “det var da trist”. Men nu har alle mulighed for at dele deres egne personlige tanker eller minder. Stort og småt. Personligt og upersonligt. Fagligt eller socialt. Og dermed indgå i et fællesskab af andre, der også føler sorgen, uden rigtig at have nogen at dele den med, fordi den er sådan en uhåndgribelig størrelse – især når det drejer sig om et menneske, man ikke engang kendte selv.

I tilfældet Inger Christensen var mange af hilsnerne meget subtile. Man skulle kende til Alfabet eller Sommerfugledalen for overhovedet at kunne skabe mening i hilsnerne. Til gengæld styrkede det så fællesskabet med de andre Inger Christensen-elskere efterhånden som de andres citater dukkede frem på lystavlen. Kendte man ikke til Inger Christensens forfatterskab eller var man ikke bevidst om dødsfaldet, ville en update som “XXX findes” ikke i sig selv give mening. Men med kombinationen af den altafgørende timing og formuleringen, er det en hemmelig besked til alle andre Alfabet-elskere derude. På samme måde med en anden update fra den seneste dage:

XXX ville egentlig gerne læse mere lyrik.

Den har ikke nødvendigvis noget med Inger Christensen at gøre, men timingen tyder på, at den har det. Og at lyrikken lever videre og ligefrem får en kort opblomstring lige i dagene efter dødsfaldet, fordi man pludselig igen bliver opmærksom på alt det, man lige pludselig har mistet.

Heldigvis er Inger Christensens forfatterskab meget mere langtidsholdbart end et par flygtige Facebook-updates og hyldestgrupper. Men jeg synes alligevel, det er fint, at vi på den måde hver især har fået mulighed for at markere vores glæde over hendes værker og vores tristesse over hendes død. Alle os, der glæder os over, at både lyrikken og minderne og natsværmerne findes. Uanset liv og død.  

 

 

Hvad farve er “hudfarvet”

  • Forleden i tv-nyhederne var der et længere indslag om problemerne med, hvad man skal kalde USA’s kommende præsident, når man refererer til hans hudfarve. Professor Jørn Lund kom med det eneste rigtige svar: Man skal nå dertil, hvor det ikke i sig selv er det, der i sig selv er interessant.
  • Da jeg var barn, var det altid svært at finde “hudfarvede” tuscher. Orange blev for orange, lyserød for grise-agtigt, hvidt dog for blegt. Der blev ofte stillet spørgsmålstegn ved, hvilken tusch, der bedst ramte “hudfarven”. Men aldrig ved, hvorvidt det var rigtigt at kalde netop den – og ikke den brune tusch – hudfarvet.
  • Mange danskere bliver så overraskede, når de første gang hører sig selv beskrevet som “caucasian”. Vi er jo bare vant til, at vi er de “hudfarvede”. 
  • Da jeg boede i Ghana og ofte kom helt ud i de små landsbyer hvor kun ganske få hvide mænd – og kvinder – havde sat deres stikkelsbærben, blev mange af børnene bange. For de troede, vi var flået. At vi simpelthen manglede hud og gik rundt i det rene kød og blod. 
  • I gårsdagens afsnit at “The Julekalender” stirrer BopBop-Benny olmt på en af the kartoffelwomans mange nisser, mens han siger “Der skal jo være plads til alle – gule, sorte, RØDE – og hudfarvede”.

Retorik i hverdagen

Som retoriker går der sjældent en dag, uden at der er et eller andet, der vækker ens faglige nysgerrighed. En artikel; et nyt udtryk, man opsnapper i bussen; et tv-koncept, der overskrider nye grænser; en amerikansk præsidentvalgkampagne; nye kommunikationsmuligheder, der opstår gennem sociale netværkstjenester; sms-romaner på bogmessen; sladderbladenes royale dækning; præsentationer og foredrag – you name it. 

Man studser, man smager, man reflekterer – man analyserer og fortolker. Og alt for ofte bliver det ved den mentale note. Men heldigvis er der også nogle, der lige tager sig tiden til at skrive deres faglige strøtanker ned og dele dem alle os andre. Nemlig tre af mine dygtige fagfæller, som jeg ovenikøbet er så priviligeret at kunne kalde veninder – Ph.d’erne Christine Isager, Katrine Dahl og Sine Just.

På bloggen Taletank skriver de på kryds og tværs om alverdens retoriske fænomener. Formidlet, så det sagtens kan læses, forstås og benyttes af alle. De tre lægger med jævn frekvens rigtig gode indlæg, og så er vi nogle stykker, der gæsteblogger indimellem.

Indlæggene henvender sig til alle, der er nysgerrige efter at forstå hverdagens retoriske fænomener bedre – afkode medierne, diskutere tidens store taler og analysere samfundsdebatten. Langtfra kun fagretorikere – men alle, der er nysgerrige efter af forstå nye mediefænomener, taler, reklamer og præsentationsteknikker bedre.

Og Taletank-passerne når vidt omkring:

Om brokkeri

En hyldest til de gamle sloganrim slagtere og elektrikere plejede at reklamere for sig selv med. 

Forkortelser og versaler

Diskussioner om faglige antologiers eksistensberettigelse

Obama

Samfundets italesættelse af MODERROLLEN, når et barn bliver født og en nybagt MOR bliver til

Noget er ret nørdet, men det meste er meget let tilgængeligt, velskrevet og giver nogle finurlige aspekter på det, vi alle sammen taler om derude. Så hermed en varm opfordring til alle om at tage på opdagelse på Taletank. Der er rigtig meget godt at komme efter!

Da jeg cyklede hjem gennem sneen igår…

… var jeg lidt lettet, lige da jeg skulle til at køre. For der var pause i sneen og den var så småt smeltet væk fra cykelstien. For jeg må indrømme, at jeg hvert år, når sneen falder, lige kan mærke et snært af nervøsitet over, hvordan det nu lige er, man cykler i snevejr og styrer bilen sikkert gennem glatbaneføret. Og hvordan jeg så hvert år, når jeg først kommer i gang, tænker “nå ja, det er jo sådan, det er”… 

…Aldrig så snart havde jeg nået at føle mig sikker i sadlen og huske mig selv på, at jeg jo har trodset sne, slud og alt andet end skridsikre underlag på jernhest i ca. 30 år, før sneen satte ind igen. Og jeg kørte jeg i modvind med sneen stikkende i øjnene og kunne egentlig intet se. Alligevel fik jeg manøvreret rundt om H.C. Ørstedvejs mange vejarbejder, op og ned ad slidsker, som jeg hele tiden frygtede var glatte, men som egentlig ikke var det… 

…Det fik mig til at tænke på en historie min far engang fortalte mig fra Rom, hvor han i min barndom tilbragte tre uger hvert efterår og forår og derfor nok måtte siges at kende den evige stad ud og ind. Han havde været der i november og pludselig var det begyndt at sne. Bare sådan ganske lidt. Men romerne var helt uforberedte på det og prøvede at spule sneen væk med vandkanoner. Resultatet var selvfølgelig, at alle gaderne forvandlede sig til skøjtebaner…

…Og det fik mig så til at tænke på Gorki-parken, der lå ganske kort fra mine forældres lejlighed i Moskva og hvor de hver vinter overrislede alle stierne, så man kunne skøjte sig en tur rundt i parken. Jeg husker især, hvordan jeg den 1. januar 2000 var dernede med en flok af mine bedste venner, der havde været med til at fejre årtusindskiftet i Moskva og vi skøjtede rundt (eller det vil sige, undertegnede var pissedårlig til at skøjte, selvom jeg egentlig var ret god til det som barn, så jeg trippede mest rundt med klinger under fødderne, men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg også skøjtede) og spiste æbleskiveringe…  

…Og nu hvor minderne kredsede om Moskva, tænkte jeg også på kirkegårdene derovre, hvor gravstenene ofte var buster og statuer af de afdøde. Og hvordan snemasserne hver vinter gav dem kalotter på og udstyrede dem med særdeles buskede øjenbryn og overskæg. Og jeg husker, hvordan vi en vinter kørte langt ud på landet for at overnatte på et kloster midt mellem snedækkede løgkupler og ringmure. Og jeg husker, hvor stor en oplevelse det var at stå midt på markerne, hvor slaget ved Baradino udspillede sig under Napoleonskrigene og hvor vildt det var kun at kunne se spidsen af monumenterne over alle de døde og markeringerne af Napoleons telt stikke op snebunkerne… 

…Mens tankerne hvirvlede om kap med sneflokkene, besluttede jeg mig intuitivt for at køre en pænt omfattende omvej, fordi der er et sted på netop den rute, jeg altid forestiller mig gemmer på adskillige røvere og banditter og hvor jeg helst vil kunne cykle meget hurtigt igennem. Og jeg kunne hverken cykle meget hurtigt eller se en hånd – derfor ej heller en potentiel bandit – for mig. Jeg ender ellers altid med at trodse frygten og suse igennem. Det er langt den korteste vej og jeg ved jo godt, at frygten nok 7-9-13 er ubegrundet…Men ikke i går nat. Der tvang sneen mig på en omvej, selvom jeg jo allermest havde brug for bare at komme hjem i min varme seng… 

…Jeg er før blevet tvunget på omveje af sneen. Mest markant engang, hvor jeg med hele min familie var på minibustur i Jerusalem, da sneen pludselig begyndte at dale og vores temmelig frisk-kørende chauffør kørte alt for stærk ned ad bjergskråningerne, mens han kværnede i sin mobiltelefon for at ændre vores rejseplaner og booke nye hoteller på en ny rute. Og jeg husker overraskelsen over, at der kunne blive så koldt i Jerusalem…

…Og den overraskelse var egentlig meget den samme, da jeg mange år efter første gang oplevede sne i Beijing. I de seks år mine forældre boede derovre, var jeg derovre flere uger hver vinter og nød især godt af de høje, klare himle, der gav en naturlig omgang lysterapi, selvom det var koldt. Men inden jeg begyndte at komme meget i Kina, havde jeg aldrig tænkt på, at det også kunne sne det. I retrospekt gav det jo fuldstændig mening, at der ville være vinterkoldt derovre, da breddegraderne svarer meget til vores. Men poesien i sneens dalen på den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, var jeg fuldstændig uforberedt på… 

…Jeg var også uforberedt på kulden – og måske mest af alt højdesygen – da min bror og jeg for et par nytårsaftenener siden befandt os langt ude på landet i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina og vi havde bestilt en tur med svævebane op på områdets højeste tinde. Lad os bare sige, at vi godt noterede os, at alle de andre havde dynejakker på og oxygen-spray i lommen – men lad os også bare erkende, at det var helt fantastisk at stå deroppe på gletscher-tinden, men også at det nok ikke ville have skadet at være lidt varmere klædt på og at det var vores store held, at vi så ikke havde tendens til højdesyge. Og jeg blev ekstremt bevidst om, hvor koldt, der kan være på toppen… 

…Der var også koldt på toppen – på den bogstavelige måde – i de hyggelige lokaler på 5. sal i Fiolstræde, hvor Reflexioner havde til huse i de første hårde opstartsår. Vi havde lejet dem i sensommeren og ikke skænket kulden en tanke, før den pludselig var der, og vi måtte sidde med handsker på, når vi skrev og redigerede og dagens højdepunkt var en portion varm, hot Thai-take-away. Det føltes ekstremt boheme-agtigt, selvom vi trods alt ikke var nødt til at brænde vores manuskripter…   

…Det var også koldt, da vi for snart to år siden begravede min mor. Og der var en sær ny skønhedsdimension over blomsterne og kransene på graven, da vi kom tilbage dagen efter for at tænde lys. Nattefrosten havde bidt i dem, rimet deres kanter. Og de var nu en forunderlig blanding af voksagtigt fløjsbløde og uendeligt porøse. Og det var lige præcis sådan, vi vist også havde det… 

…Og mens minderne kom vrimlende, smånynnede jeg “sneflokke kommer vrimlende” og tænkte, at det trods alt var meget rart at se lidt sne oveni al frygten for global opvarmning. Og jeg tænkte på, hvor meget – eller hvor lidt – mening alle de gamle danske sange om urt og busk i sneskjul mon kommer til at give mening for de kommende generationer…

…Og jeg smilede lidt ved tanken om alle glædesudbrudene over snefaldet på Facebook og hvordan en skrev, at når nu Facebook fortalte ham, at det sneede, behøvede han ikke selv kigge ud af vinduet. Og hvordan jeg tænkte, det er da netop en opfordring til, at du SKAL kigge ud af vinduet her og nu, før det forsvinder. At du skal lade tankerne hvirvle med snemasserne rundt mellem hinanden i uforudsigelige mønstre, som ingen rigtig er herre over…  

…Og det med, at ingen rigtig er herre over sneen, fik mig til at tænke på, hvordan alle på en eller anden måde også er lige, når man færdes i snevejret. Høj som lav kan uventet falde på halen. Mest markant husker jeg det fra den første gang, jeg var i New York. Det var i januar og der blev hele tiden sat kulderekorder. Og der var hemsk glat. Den der farlige kombination, hvor der er den glatteste, glatte is nederst, iskoldt vand med grødis ovenpå og et fint snelag øverst, så man ikke kan se, hvor fælderne gemmer sig. I det vejr faldt alle som fluer. Flere gange om dagen faldt man. Nyhederne viste lange sekvenser med dagens mest dramatiske fald. Folk i fine nålestriber, i høje stilletter, i moonboot, i militærstøvler, i højt humør og i største hast, faldt, faldt, faldt. Og jeg husker selv, hvordan jeg på Columbias campus så en ærværdig ældre professor komme gående med en stak papirer, der spredtes fra alle vinde som overdimensionerede snefnug, da han faldt og gled flere meter gennem sneen. Og hvordan alle strøg hen for at hjælpe ham med at samle papirerne til ham… 

…Næsten hjemme krydsede nogle lidt øl-vaklende unge fyre på vej ud af Torvets Kebab cykelstien, stirrede på mig og sagde stor medfølelse: “Hold da op, du må cyklet meget længe”. Og jeg kunne godt se, at jeg lignede den afskyelige snemand efter en ellers ret kort tur – fordi modvinden havde aflejret store snemasser overalt på forsiden af mig. Men ryggen var helt tør…

…Jeg børstede sneen af. Rystede tørklædet. Bankede cykelhjelmen fri for sne. Og satte mig op i den varme lejlighed og stirrede ud på sneen under gadelygten. Og tænkte på, hvor mirakuløst hurtigt, man næsten altid får varmen igen.

Obamas udfordring – forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker

Mens hele verden ligger for Obamas fødder, hylder hans retorik og venter i åndeløs spænding på at se, om han kan indfri alle valgløfterne, er der i Nadjas lille nørdeland ET helt konkret spørgsmål, JEG venter i åndeløs faglig spænding på at få besvaret:

Kan man som politiker omtransformere sig fra at have været motivationsretoriker i valgkampen til at blive succesrig realpolitiker? 

Da jeg for snart mange år siden skrev speciale i retorik, (læs den fulde version her og en kortere variant her)introducerede jeg nemlig begrebet motivationsretorik, der handler om at vække befolkningens samfundsengagement og begejstring MELLEM valg og folkeafstemninger. Motivationsretorikken adskiller sig fra den traditionelle politiske retorik på en række punkter – der er mange flere, men her har jeg udvalgt et par af dem og lige prøvet at eksemplificere, hvordan det er Obama har handlet motivationsretorisk.

  • Motivationsretorikken handler om at vække stemmer – snarerere end at flytte eller samle stemmer. 
    En af Obamas helt store bedrifter er, at han formåede at engagere millioner af amerikanere, der ellers aldrig havde stemt – endsige været registrerede som vælgere – endsige interesseret sig for politik – til at være så engagerede under hele valgkampen, at de på selve valgdagen stod i kø i syv timer for at få lov at bidrage til demokratiet. Og han formåede sågar at vække hele verdens engagement og interesse i det amerikanske valg – ikke bare på “nå, ja, det vedrører os jo-måden” som det altid gør, hvert fjerde år. Men i en grad så medierne flød over med billeder af dansende kenyanere og syngende japanere, der følte deres lykke var gjort, blot fordi de boede i en by, der hed Obama.  
  • Motivationsretorikken bygger på paradokser og grundlæggende værdier, som det er op til enhver at fortolke og forholde sig til på sin egen måde – i modsætning til den traditionelle politiks mere konkrete enkeltsagsdiskussioner.
    Selvom Obama også har givet konkrete valgløfter og sagt til og fra om hvordan han mener, forskellige situationer skal løses, har hans kampagne allermest handlet om at indgyde vælgerne helt grundlæggende værdier – og det er især ordene HOPE og CHANGE vi har hørt igen og igen kombineret med sloganet YES WE CAN. Mere grundlæggende og ukonkret bliver det ikke – og dermed får vi hver især muligheden for at lægge vores egen fortolkning ind i begreberne – og dermed hver især skræddersy kampagnen, så hovedbudskaberne rammer netop os.    
  • Motivationsretorikken skaber nye fællesskaber på tværs af traditionelle segmenter og målgruppeforventninger – fremfor at henvende sig målrettet til specifikke samfundsgrupper.
    Obama taler meget inkluderende. Alene i vindertalen fik han understreget, hvordans hans opfattelse af THE UNITED STATES både tæller blå og røde stater, mennesker i alle farver, gay og straight, rige og fattige. Han opstiller yderpunkterne, vel vidende at de fleste af os så vil føle os godt tilpas i spændingsfelterne. Han eksemplificerer ovenikøbet selv spændingsfelterne ved ikke rigtig at kunne sættes i bås – for eksempel ved ganske vist at være sort, men også at være halvt hvid. Han siger ikke til nogen, hvor de hører hjemme eller hvem de er eller bør stemme på – han lader folk segmentere sig selv.
  • Motiviationsretorikken trives især i umodne retoriske situationer, hvor hverken modtagere, medier eller tvingende omstændigheder endnu er helt fastlagt – fremfor kun at spille spillet på de velkendte og allerede definerede spillebaner. 
    Obamas oprindelige claim to fame var en tale på et partikonvent, hvor det slet ikke handlede om opstilling af præsidentkandidater. Men han gjorde det så godt, at alle tilstedeværende hver især følte, at de selv havde opdaget ham. Og lige siden har han spillet sit eget spil. Hans kolossale kampagne blev finansieret af mange små bidrag fra folk, der ellers aldrig havde bidraget til politiske kampagner. Mens Hillary og McCain, der spillede efter de traditionelle fundraising-regler hurtigt tabte terræn.
  • Motivationsretorikken udspiller sig især i medier, vi ikke traditionelt betragter som politiske medier – reklamer, teaterstykker, tv-shows etc – fremfor avisernes 1. sektioner, tv-aviserne og debatprogrammerne. Obama har brudt alle regler for, hvad der traditionelt blev opfattet som politiske medier. Der har været snakket meget om, hvordan Obama har allieret sig med nogle af Web 2.0’s (undskyld Thomas) største helte for at skabe ny, engagerende politisk retorik på nettet. I stedet for at købe enkelte reklameblokke til at udgyde kortfattede politiske budskaber, satte han sig massigt på hele sendefladen på flere kanaler med en halv-time-lang infomercial, hvor han selv kunne sætte dagsordenen ved at fortælle sine konkrete historier og argumentere igennem uden at blive afbrudt. Han afsatte tid lige inden valget til at optræde i Jon Stewarts “The Daily Show” velvidende, at det politiske satireprogram er en langt mere væsentlig politisk skueplads end mange af de tradtionelle nyhedskanaler. Og ikke mindst lod han et tv-hold følge hele kampagnen behind the scenes i en grad, der virker meget ærlig og afslørende på seeren (fordi man virkelig ser hele den udmattede familie og hele den stressede kampagnestab) og fik derved virkelig lavet en “show-don’t-tell” kampagne for sin egen ærlighed, udholdenhed og menneskelighed.
  • Motivationsretorikken forlader sig langt mere på ethos og pathos, end den traditionelle politiks logosappeller.
    Obamas ethos – hans personlige fremtræden – adskiller sig i selv politikere flest. Og det skyldes ikke kun, at manden er så lækker, at der er opstået en masse kvindelige fanklubber alene af den grund. Det skyldes også hans ro og selvsikkerhed, når han taler. Hans lange uddannelse, hans internationale baggrund, hans måde at omtale sin familie på. Og samtidig er han ikke bange for at bruge pathos. Hans retorik har stolte traditioner tilbage til Martin Luther Kings pathosladede taler, han taler gerne om sine døde mormor (som med de kyniske øjne må siges at være afgået ved døden på det helt optimale tidspunkt, når det gjaldt om at vride den sidste sympati ud af vælgerne) og han ser ikke ud til at have behov for at skjule, at en HKH-Kronprinsen-lignende tårekvalthed trængte sig på undervejs.
  • Motivationsretorikken kommer ofte til udtryk som debatOPLÆG – i modsætning til traditionelle debatINDLÆG. Rigtig mange gange i løbet af kampagnen, har Obama lagt beslutningerne og erkendelserne over på læsernes/lytternes/vælgernes banehalvdel. Det har været OS, der skulle tage stilling. Det var OS, der kunne sammen (yes WE can) og sejren – understregede han også i sejrstalen) var også VORES (eller i hvert fald alle de trofaste, der var til stede i Chicagos Grand Park’s – men vi solede os alle sammen i den…) Vi var inkluderede, også os, der ingen stemmeret havde. Det var vores valg. Og det er vores fælles håb, der nu skal indfries, vores fælles forandringer der nu skal til at ske.   

Så langt så godt. Obamas kampagne har mindet mere om motiviationsretorik end om traditionel politik. Ikke særlig meget tvivl om det. Og ikke særlig meget tvivl om, at det virkede helt forrygende godt. Problemet her i Nadjas nørdeland er så bare, at jeg indtil nu stædigt har holdt på, at politikerne bør overlade motivationsretorikken til uafhængige aktører som Jon Stuart, bloggere, skuespillere, reklamefolk, kunstnere og musikere, der kan sørge for at vække begejstreingen, engagementet og interesseren MELLEM valg og folkeafstemninger. Og at politikerne så selv skal fokusere på at selve politiken i en ret hardcore – og måske udefra set lidt dogme-kedelig – periode, når der er reelt er valgkamp. For når man konkret skal til at vælge, er det vigtigt at vide, hvordan politikerne har tænkt sig helt konkret at løse problemerne.

Min vurdering af den politiske apati herhjemme – og i særdeleshed i USA – har hidtil været, at problemet er den mudrede scene. Og at det ville være meget lettere at engagere sig i politik, hvis man kørte motivationsretorik for sig – og standpunktsretorik/realpolitik for sig.

For jeg tror, det er umuligt at spænde troværdigt over begge roller. At modtagerne/vælgerne ikke kan undgå at blive skuffede, når det viser sig, at realpolitikken selvfølgelig ikke svarer til det, man selv havde forestillet sig. Simpelthen fordi enhver på kloden har sin egen tolkning af CHANGE og HOPE. Og vi kan måske nok blive enige om, at YES WE CAN – men der kan herske temmelig stor uenighed om, hvad det er vi kan gøre, hvordan vi skal gøre det og i hvilken rækkefølge, vi skal gøre det.

Nu er det så spændende at se, om Obama klarer forvandlingen fra motivationsretoriker til realpolitiker. Det håber jeg, bliver tilfældet – og bare det, at han i sin sejrstale lod hele resten af verden levere pathos for fuld knald, mens han selv turde være noget mere nøgtern og forvarsle de realpolitiske tider er et godt tegn. Men jeg frygter et voldsomt backlash – og jeg håber på at blive “proved wrong”.

Kan du ikke lade somom du twitter, når du taler?

Nu har “kunsten at fatte sig i korthed” aldrig været den retoriske dyd, jeg excellerede mest i…

MEN nu har jeg måske fundet løsningen. I dag havde vi nemlig en rigtig god diskussion over kontorfrokostbordet. Og da Trine-Maria senere spurgte, hvad den havde handlet om, og jeg svarede, at det var svært lige sådan at sige kort og klart, sagde hun: “Kan du ikke bare lade somom du twitter, når du taler?”.

Phuuuuuurp – ud kom noget relativt kortfattet.

Så det er måske bare det, man skal gøre – lægge en ganske-få-ords-begrænsning på sine udtalelser, ligesom microblog-servicen Twitter lægger et-par-hundrede-anlags-begrænsning på alt, hvad man skriver.

Se så – noget nær det korteste blogindlæg, jeg til dato har præsteret…

UPDATE: Hvis du ikke ved så meget om Twitter – og dette indlæg + kommentarspor derfor er noget nær volapyk for dig – vil jeg anbefale dig at læse denne artikel om Twitter og mikroblogging som min gode kontorfælle Martin Søndserslev Christensen har skrevet om fænomenet.

P.S. Jeg har lige ændret både titelfeltet og et par af formuleringerne i dette indlæg, da det gik op for mig, at man nok ikke lige forstod pointen om, at det var mundtlige twit, der var tale om. Jeg KAN åbenbart ikke fatte mig i korthed.

%d bloggers like this: