Nadja Pass

Kategori: Litteraturen i levende live

januar 2, 2016

3 nytårsønsker på tærsklen mellem 2015 og 2016

Hvis jeg skulle sætte en overskrift på 2015 ville det være den smukke første sætning i Dickens’ A Tale of Two Cities: “It was the best of times and the worst of times”.

For i min levetid har ét år sjældent været så præget af terror, skuddramaer, uoverskuelige flygtningsstrømme – og sjældent har valg og folkeafstemninger skabt så store kløfter både mellem borgerne og politikerne og mellem landsdele og befolkningsgrupper. Men samtidig har 2015 også budt på masser af lysglimt, der forhåbentlig kun er kimen til, at vi som befolkning i 2016 for alvor begynder at påtage os langt mere ansvar. At vi hver især sætter ind netop dér, hvor vi ser det største udviklingspotentiale og har de bedste forudsætninger for at være med til at gøre en forskel – og så gør alt, hvad vi hver især kan for at præge fremtidens Danmark.

Når jeg tænker tilbage på 2015 har mine egne tanker især kredset om tre spørgsmål, som jeg allerede i 2015 har eksperimenteret med forskellige løsningsforslag til – kimen til større eksperimenter, som jeg virkelig håber at kunne folde mere ud i 2016, så de kommer til at gøre en endnu større forskel for langt flere. Og jo mere, jeg tænker over det, jo mere sidder jeg tilbage med tre store nytårsønsker her på tærsklen mellem 2015 og 2016.

Ét på det personlige plan, ét på det professionelle plan og ét på det samfundsmæssige plan. 

romanesco

Mine tre nytårsønsker er tæt forbundne og hinandens forudsætninger.
Så et godt og enkelt skridt på vejen er selvfølgelig at starte på det personlige plan,
hvor man med sikkerhed kan gøre en forskel.


1. På det personlige plan – Hvordan bliver vi voksne bedre til at være nybegyndere igen? 

Mit 2015 startede på en paradisstrand i Cuba. Nytårsaften lå ca halvvejs inde i en to-måneders rejse, der – udover selvfølgelig al de glæde og selvforkælelse, det også bringer at bytte to af årets mørkeste måneder ud med sol, salsa og livsnydelse – et led i et større Borgerlyst-eksperiment, hvor jeg de seneste år har brugt mig selv som forsøgskanin. Nemlig at være “voksen nybegynder”.

I Borgerlyst-sammenhæng interesserer det mig, fordi jeg gennem årene har kunnet se, hvor ofte folk holder sig tilbage fra at føre deres borgerlystne ideer ud i livet, fordi de er bange for at fejle, ikke føler sig “klar” eller tror de skal vide og kunne alt muligt, inden de går i gang. Mens al vores erfaring fra vellykkede borgerlystprojekter og iværksætteri viser, at den allerbedste måde at blive klar på bare er at gå i gang og lære det undervejs. Men at det kræver, at man tør fejle og at man ind i mellem er meget kikset. Hvilket som voksen kan være svært at acceptere, når man i mange år har beskæftiget sig med ting, man er god til. Det har aldrig faldet mig selv særligt svært at kaste mig ud i borgerlystne projekter og iværksætteri, selvom jeg dybest set ikke har anet, hvordan jeg skulle gribe det an. Men så er der alt muligt andet, jeg ikke er god til og som føles grænseoverskridende for mig. Så for at træne min forståelse af, hvordan det føles at være nybegynder har jeg de seneste år kastet mig ud i alt muligt, jeg selv drømte om at blive bedre til, men som føles grænseoverskridende, udfordrende eller svært. At opdyrke talenter, jeg aldrig rigtigt fik udfoldet, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet. Eller lære noget, jeg tidligere ikke har fået lært. Det har tidligere bragt til at tage være på “Billedskole for voksne” på SMK og tage et kursus i improvisationsteater hos Skuespiller-forbundet. Men Cuba-turen var et langt større skridt, fordi det var en meget intensiv indsats og fordi pardans er noget af det, jeg altid gerne har været villet være rigtig god til, men som også har været meget grænseoverskridende for mig, fordi det mildt sagt aldrig har været nogen spidskompetence for mig, at “lade mig føre”.

Trods et par enetimer med en vidunderlig lærer næsten hver dag i to måneder, blev jeg aldrig nogen ørn til at danse salsa. Men jeg lærte en masse om rytme og trin og kropsglæde. Jeg fandt glæden i at give mig hen til en andens ideer og planer og rytmer. Dels i dansen, men også på et mere grundlæggende plan, hvilket er stort, når man som mig ellers altid har levet, valgt og prioriteret så meget som muligt efter mit eget hovede. Og måske vigtigst af alt: Jeg kan meget bogstaveligt mærke, at jeg efter den tur er blevet meget mere modig. Ikke så meget på det professionelle plan, hvor jeg altid har været ret frygtløs. Men på det personlige plan. Jeg bekymrer mig simpelthen meget mindre om, hvordan jeg ser ud, synger, danser, taler eller om jeg “er for meget”, end nogen sinde før. Jeg har slået mig meget mere løs. Mine nybegynder-eksperimenter har hjulpet mig til at falde på plads i mig selv.

På det personlige plan er mit nytårsønske er at både jeg selv og så mange andre som muligt i 2016 kaster os ud i alle mulige forskellige nybegynderprojekter. Hvad der er det rigtige for jer hver især og hvor jeres største udviklingspotentialer ligger, ved kun I selv – men jeg tror inderligt på, at uanset hvor man tager fat og tør afprøve sig selv på nye måder, smitter det positivt af på alle livets andre aspekter, fordi man så også bliver mere modig dér og mindre bange for at fejle.

2. På det professionelle plan: Hvordan frigiver jeg tid og energi til at udvikle noget nyt i stedet for at gentage mig selv?

I sommers så jeg nogle dokumentarprogrammer om Edison, der satte alle mulige tanker i gang. Der var masser af spændende pointer om opfindelser, kreativitet og kompromisløshed. Men det, der optog mig allermest var en lille sidehistorie om dengang, Edison lige havde opfundet fonografen. Det var allerførste gang nogen sinde, man kunne optage lyd og mere eller mindre tilfældet var det børnerimet “Mary had a little lamb” Edison reciterede. Alle ville selvfølgelig opleve miraklet, så Edison måtte rejse land og rige rundt med sin fonograf – og alle steder blev han bedt om at sige “Mary had a little lamb”.  I følge dokumentarprogrammet var han ved at gå til i gentagelsen. Det var naturligvis vigtigt for fonografens udbredelse, at han kom rundt med den og så mange som muligt fik mulighed for at opleve i en verden, hvor hverken radio, tv eller internet endnu kunne broadcaste nyhederne til de mange. Men han følte, han brugte sin tid på alt det forkerte, for han allerede så mange ideer til nye og endnu bedre opfindelser, der byggede videre på hans erfaringer med fonografen, men som han ikke fik tid til at hellige sig, så længe han brugte sin tid på at gentage sig selv.

Dén historie har jeg næsten tænkt dagligt over siden. For jeg synes, det meget præcist stiller skarpt på et kreativt paradoks: På den ene side er det ekstremt vigtigt for gode ideers udbredelse, at man som skaber fastholder fokus og opdyrker og videreudvikler dem, så de ikke bare bliver ved den gode ide, men bider sig fast og bliver ordentligt forankret. Men på den anden side risikerer den store opmærksomhed og efterspørgsel også at fastholde skaberen i det allerede udviklede format eller koncept, mens der måske lå endnu større muligheder i alt det nye, der endnu ikke er udviklet, men som bygger videre på erfaringerne. De fleste af os er stødt på paradokset i musikkens verden, hvor musikerne helst vil spille deres nyeste musik til koncerten, mens publikum venter længselsfuldt på, at de gamle hits. Og det moderne mediebillede har i høj grad accelleret opmærksomheden, så mange fine projekter bliver  overeksponerede så tidligt i deres udvikling, så de i bedste fald strander på at blive ved med at levere det, der pludselig efterspørges massivt, selvom det måske kun var en prototype – og i værste fald risikerer at drukne i deres egen succes.

På det professionelt-personlige plan har jeg oplevet det med store fokus på Borgerlysts Samtalesaloner. Et ide og et format som jeg elsker og er meget stolt af at have skabt sammen med Andreas Lloyd. Men også et enkelt eksperiment ud af mange, der pludselig endte med at gribe langt mere om sig, end vi havde forestillet os. Det er fantastisk, fordi vi jo bliver lykkelige hver gang nogen nye tager initiativ til at starte deres egne samtalesaloner rundt om i landet – men det har også været en udfordring, at der pludselig var så stor efterspørgsel på at få os ud for at holde samtalesaloner, at vi endte med at bruge en masse af den tid, vi ellers skulle have brugt på at udvikle nye eksperimenter, på at svare på henvendelser om konsulentopgaver, der dybest set aldrig var meningen med det hele.

Det har været et af de professionelle spørgsmål, der har optaget mig mest i 2015: Hvordan hjælper jeg bedst samtalesalonerne videre ud i verden, så jeg stadig er med til at styrke samtalekulturen så meget som muligt og hjælper så mange som muligt til selv at blive gode værter – og hvordan sorterer jeg samtidig bedst i henvendelserne udefra, så jeg kun påtager mig de opgaver, hvor det virkelig gør en forskel om netop jeg er tilstede og er værtinde, så jeg frigiver mest mulig tid til at udvikle nye eksperimenter.

I 2015 tog Andreas og jeg to ret drastiske beslutninger i den forbindelse. Dels besluttede vi at splitte vores lille to-somme samarbejdskerne, som vi ellers har fået så meget godt ud af de seneste 5 år, op. Mens jeg fortsætter med at videreudvikle Borgerlyst, har Andreas startet projektet “Medborgerne”. Vi er stadig hinandens gode venner og faglige legekammerater og kommer sikkert også fortsat til at samarbejde om nye ideer og projekter. Men ved at splitte op, skabte vi plads til nye samarbejder, nye måder at gøre tingene på og nye chancer for hver især at fokusere på netop de tanker og ideer, vi hver især har brændt mest for, men som der ikke blev så meget plads til i vores samarbejde, fordi den anden ikke brændte ligeså meget for netop dét.

Dels besluttede vi at trappe ud som initiativtagerne bag de store åbne Samtalesaloner vi tidligere holdt ca. en gang om måneden. For at alle erfaringerne, metoderne og tankegodset bag ikke skulle gå tabt, har vi skrevet en lille ny håndbog: “Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak”, der forhåbentlig vil gøre det endnu nemmere for andre at holde deres egne samtalesaloner. Vi kommer selvfølgelig stadig til at holde kurser i samtalesalonværtskab, selv at være værter for udvalgte skræddersyede samtalesaloner, at lave nye eksperimenter ala Samtalesøndag, Samtalemiddag på SMK og grundlovsgildet, vi holdt sammen med Dansk Arkitektur Center. Og lur os om ikke vi også kommer til at holde nogle helt klassiske åbne samtalesaloner selv i ny og næ. Men det har frigivet en masse ny tid og energi, at vi ikke længere har forpligtet hinanden på at gentage det samtalesalon-format, vi for længst havde raffineret og gennemarbejdet hver måned. Men nu hver især kan udvikle nye ideer og eksperimenter, der bygger videre på alt det, vi har lært under udviklingen af Samtalesaloner.

På det professionelle plan er mit nytårsønske for 2016, at langt flere begynder at bruge deres nyvakte nybegyndermod på at turde se ud over det velkendte og velafprøvede – og også professionelt tør kaste sig ud i noget, der ikke på forhånd er en sikker succes. Tør bruge tid på at udforske omvejene og svinkeærinderne, der ofte gemmer på langt flere fantastiske løsninger end dem vi fristes til “at gå med” fordi det jo “ikke skal være kunst, det skal være færdigt”. At vi tør gøre op med middelmådigheden, kompromiserne og konsensussøgningen og i stedet altid bestræber os på at yde vores ypperste, gøre os umage og glæde os over de kunsteriske kvaliteter, hvis værdi sjældent kan måles og vejes, men som gør så stor en forskel på så uendeligt mange andre langt vigtigere planer end det økonomiske. Lad os ikke kun overlade børnene og de unge at prøve kræfter med noget nyt, men lad os gøre det langt mere almindeligt for voksne at kaste sig ud i noget nyt – og også at gøre det professionelt. Jeg har en stor tiltro til alt det gode, glade amatører kan finde på og udvikle. Men jeg synes, det er mindst lige så spændende at se, hvordan dygtige fagpersoner kan videreudvikle alt det de allerede kan til noget helt nyt. Og hvor stor en forskel det ofte kan gøre, hvis man udover sin faglighed og nybegyndertilgang også bidrager med sit netværk, sin position og man typisk også har opnået, når man er nået lidt senere hen i livet. Hvorfor skal man holde op med at udvikle sig så snart man har sit på det tørre. Hvorfor er det ikke netop dét vi bruger som udgangspunktet for at kaste os ud på det endnu dybere? 

3. På det samfundsmæssige plan – Hvordan bliver vi alle sammen bedre til at påtage os ansvaret for vores samtid – og vores samtidige?

Da jeg i efteråret besøgte SMK’s Eckersberg-udstilling blev jeg som ofte før grebet af akut guldaldermisundelse. Tænk at have levet i en tid, hvor så mange synkront ydede deres ypperste indenfor vidt forskellige fagområder og kunstarter – og kom hinanden så meget ved, at de lærte af hinanden og sammen satte et så massivt præg på deres samtid, at vi i eftertiden tænker tilbage på den som noget så særligt, at vi kalder den guldalderen. Men det, der for alvor optog mig i kølvandet på udstillingen var, hvor stort et ansvar der egentlig ligger i at “være hinandens samtidige”. Hvor afhængige vi alle sammen er af at dele vores viden, faglige indsigt, tanker og erfaringer med hinanden, så vi alle sammen hjælper hinanden til at blive endnu bedre. Hvor vigtigt det er, at vi som hinandens samtidig bakker hinanden op og støtter op om i stedet for at bremse og pille ned. Og hvor afgørende det er, at vi bliver stadigt bedre til at mødes på tværs af de fasttømrede grupperinger, så vi kan få genetableret samfundssindet og sammenhængskraften og styrke forståelsen for, hvorfor andre tænker, handler, prioriterer og stemmer som de gør i stedet for at bruge vores forskelligheder som afsæt for skyttegravskrige. Lad os hellere krydsbestøve hinanden med viden, indsigt og nuancer.

På det punkt kom et af de væsentligste lyspunkter i 2015 fra min fantastiske ven og mangeårige sparringspartner Thomas Madsen-Mygdal, der med sit nyeste initiativ Klub har skabt en helt ny form for mødested, hvor formålet er at skabe det “tredje sted” mellem arbejdet og hjemmet, hvor vi mødes for at snakke, skabe, feste, udvikle, undersøge sammen og krydsbestøve hinanden med alt det bedste vi har lært og har kært. Det er stadig i sin spædeste vorden, men jeg synes allerede nu, det er utroligt og overraskende dejligt at se, hvordan Klub har skabt rammerne for nye former for samvær, samtænkning, samarbejde og samtaler.

Jeg selv har også sat et par eksperimenter i gang i løbet af 2015, der på hver sin vis har handlet om at skabe nye rammer, hvor vi som samtidige kunne mødes og sammen gøre en forskel. I kølvandet på skuddramaerne i februar udråbte vi “Samtalesøndag”, der handlede om at få så mange som muligt til at bruge en time på at snakke med en fremmed om nogle af tidens store spørgsmål. Og i september, da flygtningestrømmene for alvor tog fart, holdt jeg første arrangement i et nyt Borgerlyst-eksperiment: FORSAMLINGEN. Grundideen med Forsamlingen er at samle en række af nøglepersonerne, der på hver deres vis arbejder med en bestemt samfunds- eller samtidsudfordring – og en masse eksperter, der fra hver deres vinkel kan medvirke til at belyse emnet, udfordre vanetænkningen og og hjælpe initiativtagerne videre med deres projekter, så de bliver mere langtidsholdbare. Forsamlingen 1 handlede om flygtningeproblematikken og samlede 8 nøglepersoner, der stod bag hver deres folkehjælpsinitiativ – blandt andet venligboerne og containerindsamlingen til flygtningene på Lesbos. Undervejs i Forsamlingen holdt hver af nøglepersonerne et kort oplæg, hvor de fortalte om deres erfaringer og aktuelle udfordringer og bagefter hjalp eksperterne dem med at løse udfordringer så godt som muligt. Det hele blev live-streamet, så folk i hele landet kunne holde deres egne forsamlinger for at få snakket om, hvordan de bedst kunne løse lokale udfordringer. Det var helt utroligt at se, hvor meget der kom ud af 4 timers koncentreret indsats. Af nye forbindelser og grupperinger, hvor “samtidige” kunne hjælpe og støtte hinanden fremadrettet; af læringer og indsigter om projektudvikling og navigation gennem kaotiske tider (som jeg stadig glæder mig til at få analyseret ordentligt på) og af fornyet tro på, at vi faktisk godt kan være med til at gøre en forskel og sprede meget mere lys i verden, hvis bare vi er mange nok, der går sammen, lærer af hinandens erfaringer og bakker hinanden op.

I 2016 håber jeg at holde flere Forsamlinger – og tage hul på andre spørgsmål, hvor jeg synes systemet er under pres og hvor der i stedet for at blive tænkt i konstruktive løsninger alt for ofte blot bliver tænkt i grønthøsterbesparelser, afvikling fremfor udvikling. Og både når det gælder uddannelsesområdet, klima- og miljøpolitikken og kulturlivet mener jeg, at vi som borgere bliver nødt til at træde i karakter og påtage os hvert vores ansvar for, at alt det, de tidligere generationer har bygget op, ikke smuldrer mellem hænderne på os.

På det samfundsmæssige plan er er mit nytårsønske derfor, at vi hver især for alvor indser, at det lige nu og her “er os der er dem” – og at vi bliver stadigt bedre til at forsamles på tværs af de velkendte grupperinger. Påtager det store ansvar, der er forbundet med at være hinandens samtidige. Snakker åbent og nysgerrigt sammen. Udvikler og iværksætter løsninger, til fordel for det fælles bedst. Og sammen sikre, at vores samtid ikke ender med at blive “the worst of times”, men bliver “the best of times”: præget af visioner, udvikling, tro, håb, kærlighed, handlekraft og lys.

Godt nytår!

 

Advertisement
marts 1, 2011

Hvem eller hvad vil mon smelte mit hjertes kvarts i dag?

I dag er det den 1. marts. Og så slår det aldrig fejl… jeg vågner med den her sang på hjernen:

Kaj Munks “Den blå anemone” blev nemlig indlejret i min psykes grundDNA allerede, da jeg var helt spæd, og det efter sigende var den sidste udvej at synge/nynne netop den, hvis jeg skulle falde til ro.

Som voksen er den 1. marts både forbundet med vemod og forhåbning for mig.

VEMOD, fordi den – ligesom den blå anemone var det for Kaj Munk – er et kærtegn fra min tidligste barndom. En “instant livsline” tilbage til trygheden, min mors stemme, den store indre ro, der indfandt sig, når jeg som barn havde hulket mit hjerte itu.

Og FORHÅBNING, fordi netop den 1. marts repræsenterer forårets komme. Uanset temperaturen udenfor, er 1. marts den dag, vinteren TØR OP. Hvor vi lukker livet og lyset ind. Og lader vores frosne hjertes kvarts smelte.

1. marts er længslernes, det uforløstes skæringsdato. Essensen af alt det, Edmund Burke kaldte “det sublime”. Det er en slags følelsernes nytår, hvor alt kan ske. Og uanset, hvad der sker, smelter jeg altid en lille smule.

Glædelig 1. marts, derude.

2 kommentarer
september 26, 2010

Reality tv = Det moderne Danmarks Jeppe På Bjerget

Jeg er lige kommet hjem fra Skuespilhuset, hvor min far havde inviteret mig ind og se Jeppe på Bjerget. Og det var på mange måder en tankevækkende oplevelse:

For det første er det efterhånden sjældent, at jeg i en alder af 36 år er med til at trække aldersgennemsnittet markant ned. Men helt alvorligt var der ingen andre på min alder. De eneste andre, der ikke var over 60 var nogle helt små børn, der var med deres forældre i teateret på samme måde som min bror og jeg ofte var, da vi var små – og hvor Jeppe på Bjerget pudsigt nok er en af de allerførste forestillinger jeg kan huske. Og jeg kan huske, at jeg var så lille, at jeg i pausen blev nødt til at spørge til hvad både karbask, hanrej og horn i panden betød. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det skulle være SÅ atypisk for kulturelle københavnere som mig selv at benytte sig af den slags kulturtilbud.

For det andet tænkte jeg, at det måske havde noget at gøre med, at der var tale om et stykke hentet fra den danske kulturkanon. Et af de stykker vi alle sammen kender, og som folk måske derfor finder forældet og støvet. Men for det første flød dialogen faktisk helt utroligt flot og med moderne diktion, selvom der så vidt jeg kunne høre ikke var ændret i ordlyden. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at handlingen er højaktuel:

Historien kender vi jo alle sammen. Men da det for nogles vedkommende måske nok er helt tilbage til gymnasiet opsummerer jeg lige grundhandlingen her – spring endelig over, hvis du stadig har den i frisk erindring:

Man siger Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Men det gør han fordi, han lever fæstebondens hårde liv, og er gift med Nille, der ikke alene gør ham til hanrej ved at ligge i med degnen, men heller ikke er bange for at svinge krabasken over hans ryg for at få ham til at vågne tidligere, arbejde mere og drikke mindre brændevin. På vej til et ærinde i byen, falder han i og drikker for flere skillinger brændevin, og falder i dyb søvn. Baronen og hans folk finder ham og beslutter sig for at drive gæk med ham: de klæder ham i fint tøj og lægger ham i baronens seng, hvor han bliver bildt ind, at han i virkeligheden er baron, og at det er en vrangforestilling, at han skulle være bonde. Da han efterhånden begynder at tro på det, begynder han også at sætte spørgsmålstegn ved, om hans tjenere fortjener deres løn og om de stjæler fra ham. Og det er tæt på, at mange af dem bliver hængt og ridefogedens kone voldtaget, inden Jeppe igen falder i dyb søvn. Han bliver klædt i sit skidne tøj og smidt tilbage på møddingen, hvor hans kone svinger krabasken igen, da han prøver at fortælle, at han har været i paradis. Nu kommer baronens folk igen og arresterer Jeppe og holder en falsk retssag, der ender med at han bliver dømt til døden ved gift og hængning. Både han selv og hans kone tror han er død – og han bliver så benådet igen og givet livet tilbage + han får fire rigsdaler at købe brændevin for. Stor er hans egen forvirring og ingen tror ham, da han fortæller om sine oplevelser på kroen, mens han bøjer armen. Indtil de andre bønder pludselig kommer myldrende og gør nar ad ham. De har hørt rygterne om historien og gør nar ad ham. Og hele verden ramler omkring ham. Det hele slutter med, at der bliver gentaget en devise, der også er blevet sagt et par gange undervejs – at småfolk ikke kan tåle at komme til magten.

For det, der slog mig på vej hjem er, at det jo lige præcis svarer til, hvordan realitystjernerne bliver behandlet i dag: De fiskes op fra slummen, sendes til Paradise Hotel, behandles som grever og baroner i nogle måneder, mens alle vi andre sidder og godter os over, hvor kiksede de er. De berømmes i et par måneder efter de vender hjem. Samtidig med, at folk ler af dem og de ryger i mediernes gabestok. Og så glemmes de og smides tilbage på møddingen.

Kan Holberg blive mere højaktuel?

5 kommentarer
april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
–
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
–
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
–
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–
at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
–
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
–
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
–
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
–
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
–
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–
at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
–
At USA fik en sort præsident
–
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
–
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–
Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
–
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
–
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
–
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…
2 kommentarer
marts 15, 2010

Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig

Det startede helt uskyldigt. På en bænk ved søerne så jeg et eksempel på den “strikke-street-art”, jeg også har set i mange andre byer verden over – og snapshottede selvfølgelig straks dette billede:

Mens jeg fotograferede det, faldt mit blik på et lille label-klistermærke, der sad på bænken. Og da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at der stod:

Pudsigt, tænkte jeg. Og meget fint. Sådan en fin lille tankevækker, så langt mere diskret end de skønne “her må du gerne skilte” – men på mange måder samme fine overraskelseseffekt midt i søernes offentlige rum. Og det gik jeg jo så dér og smilede ad.

Og jeg havde gået en del skridt indtil jeg faldt i snak med nogle ænder og derfor havde bevæget mig ret tæt over på lygtepælene, der står på den-nye-cykelsti-side-af-søpromenaden. Og da jeg var kommet tæt på lygtepælen, så jeg en ny lille tankevækker med ordlyden:

Og derefter kiggede jeg på hver eneste lygtepæl. Og det slog ikke fejl. På hver og en sad der en fin lille besked. Her et udpluk i tilfældig rækkefølge:

Jeg blev fuldstændig opløftet af denne omvendte promenadetur. Havde øjnene konstant på stilke. Tankerne i den helt store centrifuge. Og mærkede en meget, meget stor taknemmelighed overfor det menneske, der havde taget sig tid til at tænke de tanker, nedriste dem på labels og stikke dem op på alle lygtepælene, velvidende at de ville forvitre i vind og vejr indenfor ganske kort tid. Sikken en kærlighederklæring – ganske vist ikke til mig personligt. Men til livet, tankevirkesomheden og til alle dem, der tager sig tid til at vende sig om og granske hver en lygtepæl for at lade sig bevæge, besnære og belære om tilværelsens ulidelige letheder.

11 kommentarer
december 20, 2009

Skrivebords-voyeuren : Nu i opgraderet de luxe-version

Jeg er tilbage i New York. Da jeg var herovre sidst, var det forår, jeg havde tre måneder og jeg havde lejet en temmelig simpel, men velbeliggende lejlighed på det boblende Lower East Side, og rapporterede jævnligt om alle de hverdagseventyr, der udspandt sig på East Houston Street lige ud for mit skrivebord.

Denne gang er tingene lidt anderledes. Denne gang er jeg herovre i et par uger sammen med min bror og hans kæreste på jule-nytårs-ferie. Denne gang med frosten bidende i kinderne og sneen knirkende under foden. Og denne gang installeret i luksuslejlighed med panorama udover Hudson Floden. Udsigten er fuldstændig fantastisk – og jeg har fuldstændig den samme fantastiske glæde ved at stirre ud på udsigten i timevis og strække øjnene, som jeg tidligere har været priviligeret nok til at have i både Beijing og i Moskva, hvor mine forældre boede i panoramalejligheder. Oplevelsen af at kigge så længe på det samme, at det er de små detaljer, der begynder at træde frem. Synet skifter fra at glæde sig over “grund” til at opdage de mange små figurer rundt om i det store sceneri – eller i det levende postkort, som der bogstaveligt talt er tale om.

Hvor udsigten fra East Houston-lejligheden mest handlede om mennesker, butikker og deres daglige gøren og laden, er der fra denne lejlighed mere fokus på det urbane i den helt store skala. Store bygninger, store elværker, store motorvejsudfletninger, store parkeringspladser og store pramme i floden. Og jeg har endnu ikke være her længe nok til at have spottet så mange detaljer. Men her og nu kan jeg rapportere overvældet og begejstret om, at jeg sidder og skriver med udsigt til:

  • Fly, der letter og lander i Newark.
  • En pier, der med røde neonlys lidt ligner en natklub, men i virkeligheden er dér, hvor alt byens skrald bliver kørt hen og ekspederet videre ud i verden fra.
  • To gamle tre-piers. Den ene næsten forsvundet, så der kun stikker et par pæle op. Den anden i sammensunket, men stadig sammenhængende, struktur.
  • 13 tårne, skorstene og antenner, der er så høje, at de blinker rødt for at gøre fly, folk og fæ opmærksomme på deres tilstedeværelse.
  • Den nye del af Riverside Parken.
  • Skibet, der huser sea and space-museet, der (muligvis og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis) i anledning har julen har kulørte lamper spændt henover masterne.
  • Store pramme, der ligger lavt i vandskorpen og fragter kul, skrald og udefinerbare varer ned langs floden.
  • Myldretid på West Side Highway.
  • En masse mindre skibe, der sejler i fast rutefart mellem Manhattan og New Jersey.
  • En stor parkeringsplads, hvor bilerne holder i to lag. De øverste dækket med masser af sne fra gårsdagens snestorm.
  • Helikoptere.
  • Et kolossalt elværk, hvis skorsten stræber mod himmelen. Derhjemme ville den have været blandt de højeste bygninger. Her når den ikke engang skyskraberne til sokkeholderne.
  • Tunneltårnene for hver sin ende af Lincoln Tunnel.
  • Hele New Jersey-siden, der ligger så tæt på New York og har så flot en udsigt over Manhattan Skyline, men som aldrig rigtig tæller med eller ses på nogen kort, fordi det ligger i en anden stat.
  • Skyer, der farves røde af solnedgangen og hvis kanter ulmer som papir, der ligeså langsomt brænder. Og måne-smilet, der hænger og venter på, at det rigtigt skal blive nat.
4 kommentarer
november 24, 2009

Lys er november

Jeg har altid haft det meget svært med november. Den mørke, den regnfulde, den uendeligt lange november. November hvor man lige så godt kan lade være med at planlægge møder, fordi der alligevel (svineinfluenza eller ej) vil være uendeligt mange afbud på grund af sygdom. Og november, der altid har haft en duft af død over sig, en ildelugt, der blev markant forstærket, da min mor meget pludseligt døde i slutningen af november for tre år siden.

Jeg har altid haft det svært med november. Og derfor vandt Nordbrandt digt om årets 16 måneder – hvor november bliver uendeligt langt gennem gentagelsen november…november…november…november – genklang fra allerførste gang, jeg hørte det. Og jeg kan se, at det gælder for mange andre også. Flere gange om dagen bliver der refereret til det digt i samtaler, Facebook-opdateringer og medierne. Vi er mange, der har det svært med november.

Jeg har altid haft det svært med november. Men i år var der en, der er mig kær, der i sin Facebook-opdatering citerede et helt andet digt. Nemlig Bjørnvigs “Mørk er november”. Og det lyder sådan her:

Fra Piæ Cantiones 1582 – Thorkild Bjørnvig 1959

 

Mørk er november og løvfaldet slut,

vandet begynder at fryse,

lyset fra solen og blomsterne brudt –

­da må vort hjerte selv lyse.

Synge vil vi, legen er magt,

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme.

Om der svæver dødelig dræ,

vil vi dog elske – og plante et træ:

frugter kan uspået komme.

 

Jeg har altid haft det svært med november. Men det digt, fik mit hjerte til at lyse. Og mindede mig om, hvor vigtigt det også er, at vi hver især lyser, når det er så mørkt udenfor. Siden har jeg selv været med til at sprede digtet videre og set mange andre sprede det videre og videre ud i livet. Og på den måde spredt en masse lys i november. Og det har fået mig til at tænke på, at ligeså rigtigt og godt ramt Nordbrandts digt er, ligeså ærgerligt er det, at vi alle sammen går omkring og trækker hinanden ned i november-dyndet ved konstant at bekræfte hinanden i, hvor koldt, mørkt og trist det hele er.

Jeg vil ikke længere have det svært med november. I stedet vil jeg sætte pris på det liv og lys, vi hver især kan tænde i hinanden. Og opfordre jer alle sammen til at gøre det samme. For da må selv vore hjerter lyse.

8 kommentarer
september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

2 kommentarer
september 3, 2009

Her må du gerne…


mundharmonika

De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.

Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:

  • De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
  • Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
  • Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.

Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:

dansker

For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.

Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:

sticker

Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.

Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.

13 kommentarer
juni 17, 2009

At rejse er at se det, man IKKE forventer at se

Der er en ting, der altid har undret mig. Når vi rejser har de fleste af os en tendens til at fokusere på at opleve det, vi forventer at opleve. Vi tager billeder af det, folk forventer at se billeder af, når vi kommer hjem. Vi fortæller om de ting, folk forventer at høre om (til dels, fordi de alle sammen stiller de samme spørgsmål) når man kommer hjem. Og vi bidrager således til at vedligeholde fordommene om stederne, folkene og kulturerne. Også selvom det i virkeligheden var noget helt andet, der skinnede mest i øjnene eller var den største oplevelse.

Da jeg var i San Fransisco bed jeg mærke i, at alle turisterne alt for at få et billede af Golden Gate Broen i det solskin, man kender fra postkortene og filmene. Selvom enhver, der har været i San Fransisco ved, at det næsten altid er tåget – og det derfor ville være et meget mere autentisk Golden-Gate-billede at tage et billede af broen dækket af tåge. (og jojo – jeg stod da også selv og ventede på det solrige snapshot)

Da jeg kom hjem fra Ghana, ville folk kun se billeder af “negerhytter” og kvinder, der bar bananer på hovedet – mens de bladrede hurtigt henover billederne af det moderne Afrika. Og de blev skuffede over, at jeg ikke havde saftige svar på spørgsmålene om “hvad der var det ulækreste, jeg oplevede dernede”. De håbede på historier om kakerlakker og klamme toiletter – og var ikke interesserede i at høre, om alt det, der faktisk fungerede udemærket. (og jojo – jeg havde da også selv tage langt flere Lille-Sorte-Sambo-Billeder end jeg havde gennemfotograferet de moderne dele af storbyen).

Og her i Nuuk er det selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg indrømmer gerne, at det inden afrejse også forekom mig at være en af de mest eksotiske destinationer, jeg nogen sinde havde sat kursen imod. Og sådan reagerede folk flest også, når jeg fortalte dem, at jeg skulle herop i to måneder. Mens alle misundte mig mit New York-get-away sidste år, var det de færreste (overraskende få, syntes jeg faktisk) der selv havde lyst til at opleve Grønland. De mest typiske reaktioner var snarere:

1) Uh, det er så dyrt deroppe. Man kan kun købe kvarte agurker og de koster 40 kroner.

2) Åh det er så forfærdigeligt med al den sociale ulighed deroppe. Alle grønlændere er stakler.

3) Nuuk er en grim by – det er ikke dér du skal tage til, hvis du vil opleve Grønland.

Og det er stadig de spørgsmål, rigtig mange stiller for at få bekræftet. Men faktisk forholder det sig sådan, at

1) Her ikke er særlig dyrt. Supermarkederne er utroligt veludstyrede, og det meste koster ca. det samme som i Danmark udfra devisen “her er momsfrit, men det udliner fragten”. Det eneste, der er væsentligt dyrere er de såkaldt “flyfriske” varer – frisk mælk og mejerivarer,  friske grøntsager, bær og frugter. Men selv de flyfriske varer er ikke nær så dyre som det skræmmebillede, der var blevet fremmanet hjemfra. Og man klarer sig jo altså nok uden en Cultura drikkeyoughurt, der af uransagelige årsager koster små 40 kroner, mens en konkurrende variant ligger på 12 kroner. Det, der til gengæld er dyrt – meget dyrt – er hvis man vil foretage sig noget som helst af alt det, man forestiller sig, man skal lave i Grønland. En tur på indlandsisen, en hundeslædetur, en hvalsafari eller sejltur mellem isbjergene koster alt sammen kassen (og foregår i øvrigt kun sjældent i Nuuk, men typisk oppe ved isfjorden i diskobugten og Illulisat, hvor det i sig selv koster kassen at komme op. Det var jeg forberedt på, og jeg glæder mig til at skulle tage kystskibet derop om et par uger og blandt andet skulle overnatte i hytter helt ude ved den kælvende bræ i Eqi – men det altså ikke bare sådan noget, man lige oplever, bare fordi man er i Grønland. Der er begrænsede pladser og det koster KASSEN).

2) Ingen tvivl om, at der er mange foruroligende sociale problemstillinger i Grønland. Det vil jeg på ingen måde forklejne. Og jeg ved også godt, at Nuuk næppe er der, hvor man oplever de mest forfærdelige forhold og forskelle på rig og fattig. MEN det er samtidig rigtig dejligt at se, hvor mange velfungerende, smarte, veluddannede, tjekkede grønlændere,  her er. Og det er altså nok så vigtigt at bide fast i og fortælle videre.

3) Der er faktisk sindsygt flot i Nuuk. Ingen tvivl om, at der nok er endnu fabelagtigt meget flottere mange andre steder i  Grønland. Men der er OGSÅ flot her. Og hvis man gør sig tilstrækkeligt store anstrengelser for at fotografere de pittoreske træhuse i Kolonihavnen, kan man godt få Nuuk til at se helt yndig ud. Og der er faktisk også nogle flotte eksempler på moderne arkitektur. Men netop fordi, man forventer at se store sørgelige boligblokke i Nuuk, tager de fleste også masser af billeder af dem. Flere end de måske anstrenger sig for at tage billeder af det “pæne” for det er jo det, man skal fotografere og fortælle om, fra bygderne.

Men det interessante er, at selvom jeg ser og hører en masse andet end det, jeg forventede at se, er det stadig det forventelige og forudsigelige som også jeg er med til at reproducere. Dels kommer man – uanset om man vil det eller ej – til at forholde sig til klicheerne, fordi det er dem, alle spørger til – og man derfor om ikke andet er nødt til at gendrive dem, hvis man vil sige noget om noget (ligesom jeg for eksempel lige har gjort ovenfor). Dels fordi det jo ER de anderledes ting, man typisk bider mærke i, når man lander et nyt sted – og hjemmefra-forventningerne bliver en slags hylder, man sætter oplevelserne ind på. Og ofte er det først, når man har fået sat hakker ud for de mest påtrængende “musts”, at man for alvor begynder at åbne øjnene og ørerne for alt det, der er anderledes end man forventede, i virkeligheden er meget hverdagsagtigt eller er mere nuanceret, end man troede, da man så det første gang.

Af samme grund prøver jeg altid at blive så længe som muligt det samme sted – eller vende tilbage mange gange. For det er først, når man begynder at se de små forandringer i stemningen alt efter vejr, årstid, ugedag, tidspunkt på døgnet. Hvis man bare lige lander og tilbringer en uges tid et sted, har man en tendens til at tro, man kender stedet, uden overhovedet at kende det. Et par måneder eller mange tilbagevendende besøg er selvfølgelig også kun stikprøver – men det betyder trods alt, at man får fjernet det første eksotiske slør. Og man ved i hvert fald, man er på rette vej, når man i stedet for at fokusere på klicherne begynder at sætte større pris på, fotografere og fortælle om alt det, man IKKE forventede at se.

(og nej da – der bilder jeg mig på ingen måde ind at være nået til med Nuuk endnu – mine Levende Postkort, Facebook-opdateringer, twits og blogposts driver stadig af klicheer og benovelse. Men jeg håber at nå derhen i nærheden af i løbet af dette to-måneders ophold)

%d bloggers like this: