Nadja Pass

Kategori: København

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

Advertisement

Forelsket i København

Der er nogle særlige dage i enhver københavners liv, der i særlig høj grad gør en forelsket i København. Og lykkelig over at bo her. Min personlige liste er noget nær uendelig. Men her kommer et par – drysset ud med rund hånd:  

  • Når rhododedron-labyrinten blomstrer i Østre Anlæg.
  • Store Bededags aften, når folk går på voldene, selvom det er reelt er alt for koldt til, at jomfruer sig nogenlunde forkølelesesforsvarligt kan sig på volden sole. Og går hjem til te og varme hveder. 
  • Når min baggård forvandles til et lille tivoli, hvor nabolagets unger fejrer Eid.
  • Når løgplænen foran Rosenborg blomstrer. Og nu, hvor vi er ved Kongens Have, er det kolossalt lange bed langs Sølvgade i sig selv et studie i tidernes skiften. Jeg synes altid, det er dybt fascinerende, hvordan de formår at farvekoordinere blomstringerne, så det hele skifter farve med ganske få dages mellemrum.
  • Når en gade eller et stræde, der lige har været underlagt vejarbejde, pludselig er åbent igen.
  • Begyndelsen af september, hvor en masse nye tilflyttende studerende står i hver deres kryds med hver deres københavnerkort og hver deres fortabte udtryk i ansigtet og bliver så glade, når man hjælper dem på vej til læsegruppemødet/kollegiefesten/biografturen.
  • Når jeg har et ærinde, der bringer mig på gå-ben over en bro – og jeg bare står der og kigger udover havneløbet.
  • Når den der busk på sø-dosseringen, der altid pipper helt ekstremt højt og livligt, pipper endnu højere og livligere end ellers.
  • Sommeren, hvor det hele ligger lidt øde hen og der mest er turister i gaderne.
  • Når Tivoli åbner (hvilket reelt set er et fortidslevn, eftersom de snart holder åbent hele året og har mini-åbninger i tide og utide)
  • Når solen skinner på Hermes-statuen, der strækker sig højt over Købmagergade.
  • Jazz-festivallen, hvor alle der er i byen med største naturlighed lige lægger hjemvejen forbi en park eller en plads for at høre lidt gratis jazz.
  • Når duften fra brændte-mandel-boderne minder en om, at det jo snart er jul.
  • Begyndelsen af juli, hvor alle brokvarterernes funky butikker er lukket på grund af “Roskildesyge”.
  • Når kastanjerne langs søerne sætter lys om foråret og drysser med kastranjedyrs-proteser om efteråret.
  • 1. maj, når optogene sigter mod Fælledparken, og chancen for at vinde sig en lille plasticblomst i skydeteltene mangedobles.
  • Når jeg husker mig selv på, hvor meget jeg elsker at sidde på Langelinje med en god bog – og så kommer afsted.
  • Forårets første solskinstimer, hvor alle os uden altan bliver grebet af akut indestængthed og bare må ud og væk og bort herfra. Og så genopdager parkerne.
  • Når man pludselig får billetter til teater, opera, biograf, eller koncert – og bare kan springe til, fordi man jo bor lige rundt om hjørnet.
  • Når man spontant kan aftale at møde sine venner-med-børn på legepladsen, og der bare er de skønneste unger i alle farver og faconer, og man tænker, at man bare MÅ blive et tolerant menneske af at have leget med så mange forskelligheder, siden man var helt lille.
  • Slutningen af juni, når studenterne springer ud og springer rundt om Krinsen.
  • Når en cykeltur gennem byen glider særligt godt.
  • De fire-på-hinanden-følgende-sensommeraftener, hvor det pludselig brager af fyrværkeri fra en helt anden retning end Tivolis og alle kigger undrende på en hinanden indtil en eller anden udbryder “DHL-stafet” og alle andre siger “Nååååh ja, selvfølgelig”.
  • Skt. Hans, når man har affundet sig med at tilbringe bålnatten i byen og der jo faktisk er helt fortryllende i Frederiksberg Have.   
  • Når man finder sig en ny stamcafe/kaffebar/sandwich-pusher/restaurant eller hul i væggen og lidt føler, det er ens eget indtil det pludselig er blevet så populært, at man selv begynder at lede efter andre græsgange.
  • Når man tillader sig selv at blive lidt væk på Assistenskirkegården, der tager sig vidt forskelligt ud til alle årstider. Men altid er lige dejlig.

Så er der søbemadder

Det er efterhånden ved at være 10 år siden, jeg første gang hørte, at “suppe-trenden” var på vej. Og i udlandet så jeg det ene skønne suppested efter det andet dukke op. Sund, god, nærende og varm fastfood på den let-transportable måde. I lækre bægre med økologisk nedbrydelige træskeer.

Men det er gået i et endnu mere adstadigt tempo end med te-trenden, før suppe-trenden faktisk fandt vej til de københavnske gader og stræder. Men NU er den her – endda så eftertrykkeligt, at selv TV2-Lorrys trendindslag forleden handlede om suppetrenden. Og der var ovenikøbet en lille reportage fra mit lokale suppe-vandingshul Soupanatural.

Men mens jeg havde ventet på supperne og teerne i årevis, er der en anden type søbemad, der langt pludseligere har gjort sit indtog på morgenstederne. Grød, Grød! Grød optræder pludselig på den ene sund-øko-take-away-lille-hul-i-væggen-hyggelige-cafe efter den anden. Havregrød, hirsegrød, quinoagrød. Med friske æblestykker, lidt mælk, rørsukker, honning… 

Jeg så det første gang på dejlige, dejlige Verde på Nørre Farrimagsgade. Men jeg har allerede set det mange gange siden. Og hvor er det en hyggelig tanke ovenpå den seneste tids “carb-forskrækkelse”, at forskellige sunde fuldkornsprodukter pludselig bliver forvandlet til trendy søbemad på den comfortfoodagtige måde.

Når mørket kommer…

  • kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
  • kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
  • (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
  • er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
  • ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
  • bygger jeg bo i min store grå striksweather
  • råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
  • sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
  • kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
  • bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
  • stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
  • mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
  • juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
  • ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
  • synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
  • bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
  • opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage

Fabrikken, cirkusmanegen og den gode introduktion til den alternative kunstscene

På nogen punkter føler jeg mig meget priviligeret. Og et af de væsentligste punkter på “priviligeretheds-kontoen” er, at jeg har så mange gode venner og bekendte, der hver især går op i deres fagområder med liv og sjæl – og (for det meste i hvert fald) har tålmodigheden til at introducere mig til deres verdener, åbne mine øjne for deres specialområders nuancer, invitere mig på besøg i deres nicher.

Og en af dem, der er rigtig god til at mine øjne og trække mig lidt ud på den alternative kunstscene er kunsthistorikeren Stine Hebert, der netop nu kuraterer Alt_CPH – den alternative kunstmesse på Fabrikken for Kunst og Design. Det er også hende, der i tidens løb har trukket mig med til blandt meget andet Pecha Kucha, jagten på Martha Rubin og KOMPLEKS på Charlottenborg

Og selvom hun ikke selv var involveret dengang, var det også hende, der allerede sidste år introducerede mig til konceptet “Den alternative kunstmesse” – Alt_CPH. Den alternative kunstmesse sætter – i modsætning til den knap-så-alternative kunstmesse i Forum – fokus på kunstprojekter og udstillingssteder som primært arbejder med flygtige værkformater såsom lydkunst, performance, aktivisme og net art. Og byder – som det står i pressemeddelsen – på “eksperimenterende kunstoplevelser og en chance for på legende vis at gå i dialog med samtidskunsten.”

Det er ikke en verden jeg selv kender så meget til, som jeg gerne ville. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke altid forstår koncepterne og budskaberne og pointerne på den alternative kunstscene helt så godt som jeg gerne ville. Men jeg VIL jo så gerne – og her er ALT_CPH er rigtig godt sted at starte. Også hvis man ikke lige er så heldig at have en personlig kurator i omgangskredsen :-)

Når Alt_CPH er et godt sted at starte (eller få et brush up) skyldes det dels,

  • at det i sig selv er en stor oplevelse at se Fabrikken, der ligger midt på det gamle Sundholm Hospital (LIGE på den anden side af Lange Bro, LIGE ved DR Byen, LIGE ved Universitetet og alligevel for de fleste “så nært og dog så fjernt”) og byder på hele 1000 kvadratmeters rum, der er så rå og skønne som en sønderskudt banegård, og i dag er hjemstedet for en lang række kunstneres værksteder. 
  • at de udvalgte udstillere nøje udvalgt, fordi de hver især repræsenterer nogle spændende indgange til den alternative skandinaviske kunstscene. Og dermed er der næsten garanti for, at der vil være en masse at kigge på og undersøge og trykke på og lytte til og spørge om og lade sig provokere af og blive inspireret af på de mange små stande. Og uanset hvad, vil man derfor få sparket en masse tanker i gang ved at tage derud.
  • at man i år har valgt at nytænke “messe-konceptet” på en måde, som jeg umiddelbart synes lyder genial: I stedet for de mange lukkede “ryg-mod-ryg eller side-ved-side” stande som man kender fra de knap så alternative messer, har man i stedet valgt at indrette det store rum som en kolossal cirkusmanage. “Manegen” er så splittet op i en række trivial pursuit oste/lagkager, som de udvalgte udstillere har fået frie hænder til at indrette og udsmykke og fylde med performances, kunst og store tanker. Så på den måde kan man – hvis man står i midten af det hele (hvor baren strategisk er placeret) følge med i alt, hvad der foregår på standene og der kan være åben dialog standene i mellem. Som publikum kan man så vælge at stå med det store overblik eller at tage på opdagelse i de forskellige stande og forsvinde lidt i lommerne.
  • at der både er bar, lounge og god mad, så man kan kombinere de mange indtryk med en god hyggeoplevelse.

Ingen – heller ikke kuratoren – aner i skrivende stund præcis, hvad der vil blive fyldt i hvert enkelt af manegens lagkagestykker. Men et par ting er temmeligt sikre: Det bliver ikke verdens kedeligste sted at drikke en øl i løbet af weekenden. Og man kommer næsten med garanti tilbage med langt bedre fornemmelse af alt det, der spirer, gror og bobler på den alternative kunstscene – og sikkert også en masse tanker, der spirer, gror og bobler videre i ens egne hjernevindinger.    

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

Skrivebordsvoyeuren rapporterer fra Vesterbrogade

Jeg har savnet min New York-udsigt og alle eventyrerne, der udspillede sig lige udenfor gadedøren, meget. Men lige præcis nu sidder jeg ved et skrivebord ved stort vinduevindue i 1. sals højde, hvor de konkrete detaljer er så tæt koncentrerede, at man nærmest kan drikke dem. Så hermed et udpluk af de konkrete detaljer, mine øjne er faldet på indenfor den sidste halve time:

  • En stor metalørn over døråbning til en Sonofon-butik. I vinduet en mini-lys-avis med koboltblå reklamestrøm, hvor der med få sekunders mellemrum står “Velkommen til Sonofon”. Og en mand helt klædt i sort, der har stået så længe og talt i mobiltelefon lige udenfor deres facade, at jeg er begyndt at overveje, om de giver “facade-rabat”på mobilminutterne.
  • En lille metal-Buddha på kabelhylden. Og en New York-snow globe + et bundt gule, uudsprungne liljer i vindueskarmen. De dufter ikke endnu.
  • En lille pige, der forsøger at fortælle sin mor et eller andet, som hun ikke hører, fordi hun er for travlt optaget af mobilen.
  • 8 store plancher med speedamarkernoter og et 1 whiteboard påhæftet 23 grønne post-it-sedler.
  • En meget bordeaux frisørfacade, der lover “International Hairdesign”.
  • En tavle i Føtex’ vindue, der – umotiveret placeret foran tre far-mor-og-barn-giner med “modetøj”- lover, at jeg kan vinde et 32” fladskærms-tv, hvis man kigger op på 1. sal.
  • Karin Høgh, der i al hast trækker sin cykel forbi.
  • En yngre kvinde med fletning og cykelkurv, der som den første parkerer sin cykel udenfor stativerne udenfor Føtex og dermed bidrager til det, der hver eftermiddag er et af Københavns mest proppede fortov.
  • Mennesker i alle farver, faconer, aldre og klædedragter, der har hver deres strategi for at krydse den meget befærdede hovedfærdselsåre.
  • 6A’eren, der kører forbi med ujævne mellemrum.
  • En gul ladvogn med en meget stor grå motorcykel bagpå.
  • Ikke særlig mange cyklister med hjelm. Den slags er meget tidspunkt-på-døgnet-afhængigt. I myldretiden er der efterhånden kort mellem hjelmene.
  • Til gengæld rigtig mange modesmarte regnfrakker af typen “mønstret voksdug nu som regnfrakke”. Især et højt antal taget i betragtning, at det slet ikke regner. 
  • En art director eller måske artkitekt med mappen under armen.
  • Op til flere caddies, der skal fragte indkøb hjem for gravide og ældre.
  • En barnevogn, hvor en rød, sammenklappet paraply/parasol duver op og ned i takt med brostenenes rumlen.
  • To hvidhårede kvinder, hvis parktiske sko ser ud til at virke efter hensigten.
  • En højgravid kvinde i lilla langærmet t-shirt bærende på en gul æske. Har intet gæt på indholdet. Men spændende ser den ud.  
  • Alle de karakteriske dekorationsbobler på Føtex-bygningen, som jeg aldrig før har tænkt over i dagslys – men som om aftenen giver bygningen sit blåprikkede skær.   
  • En systemansvarlig, der kæmper for at få en netværksprinter op at køre.   

Pendlerlivets pro’s and con’s

Min 1,5 måned-lange ombygningslandflygtighed er nu endelig ved at være slut. Og det er samme er derfor mit antropologiske studie af pendler-tilværelsen. For selvom mit arbejde er fleksibelt nok til, at jeg ikke behøvede at tage ind til byen hver dag – og kun ganske få gange var tvunget til at gøre det på myldretidstidspunkter – har det alligevel været mit første rigtige møde med livet som pendler.

Og hvordan var det så – hvis man altså skræller alt det andet baks med at være i ombygningsmæssig undtagelsestilstand fra?

Pro’s

  • Jeg har fået en hørt en masse P1 – og af en eller anden grund får jeg bare aldrig hørt så meget radio ellers. Men hold da helt op, hvor er P1 godt – og hvor er jeg blevet klog på alt muligt mærkeligt. Tager det som et KÆMPE kompliment, at der i tidens løb er mange, der har kaldt Reflexioner for magasinernes svar på P1.
  • Jeg har fået prøvet Phillipes take-away i Storkereden på Helsingør-motorvejen og synes, det er helt genialt godt tænkt at lægge et CoFoCo-Marche-lækkert take-away-koncept lige præcis der, hvor alle der pendler hjem fra byen mod Nordsjælland automatisk kommer forbi.
  • Jeg har haft nogle fuldstændig flow-agtige køreoplevelser – meget mærkelig fornemmelse af på den ene side at være fuldt opmærksom bilist og på den anden side glemme alt om tid og sted.
  • Jeg fik mulighed for at følge måneformørkelsen over Isefjorden, da jeg en sen aftentime skulle køre “hjem” fra fødselsdagsfest.

Con’s

  • Jeg har haft virkelig dårlig samvittighed over ikke at car-poole og fået det helt dårligt over at se alle de andre biler der – ligesom min – kun havde en person ved rattet. Og samtidig må jeg indrømme, at jeg – hvis jeg skulle pendle hver dag og i øvrigt havde et arbejde og en familie, der skiftevis sled i mig heletiden – ville sætte rigtig stor pris på den times tid alene hver vej og næsten ikke ville kunne overskue at skulle have selskab også der.
  • Jeg har fået større forståelse for, hvorfor folk sidder og tripper og mister koncentrationen til sidst i eftermiddagsmøder, for risikoen for kødannelse er helt reel – og samtidig har jeg derfor også fået endnu mindre forståelse for, hvorfor nogen gider udsætte sig selv for at bo langt fra et arbejde, hvor de SKAL møde på konventionelle tidspunkter hver dag. Tro pokker, man bliver stresset, hvis man skal være på et bestemt tidspunkt i begge ender og det er helt uforudsigeligt, hvor lang tid det tager at nå frem – og man skal lægge en time oveni hver vej i forhold til sine arbejdstider.   
  • Jeg har fået mere end nok af Malene-sangen (din lejlighed er lidt brændt ned…) og Hej Matematik med Walkman (nu lyder skoven som New York, Man), når der var genudsendelser på P1 og jeg svingede over til P3.
  • Jeg kan pludselig godt se, hvor meget de stigende benzinpriser kan betyde for en helt almindelig families økonomi og kan derfor måske lidt bedre forstå, at den slags er så stort et samtaleemne.
  • Jeg har pludselig prøvet på egen krop, hvorfor spontaniteten i høj grad ryger, såsnart folk skal køre langt for at komme hjem. For man skal jo ikke alene holde meget øje med, hvor mange dråber alkohol, man drikker. Og selvom man sagtens kan more sig uden at drikke – hvilket jeg absolut godt mener, man kan – sidder man alligevel hele tiden med et øje på klokken fordi man skal være frisk nok i hovedet til at køre forsvarligt i en times tid.   

Og sådan kan det være så sundt og lærerigt engang i mellem at leve et liv, der ikke er ens eget…

Hvis bare det var Ritt Bjerregaard og ikke Nyrup, der havde kørt med den cykelhjelm…

Et af de mange fotos af Ritt Bjerregaard med cykelhjelm
taget af Jonas Pryner Andersen og bragt i Politiken i lørdags.
Se hele billedserien her. 

Da jeg første gang skrev om mine tre første måneder med cykelhjelm, havde jeg ikke lige regnet med, at CYKELHJELM skulle blive det uomtvisteligt mest populære søgeord her på bloggen. Men så bragte Alt for Damerne et uddrag fra mit oprindelige blogpost, jeg begyndte selv at blogge mere om barriererne og glæden ved min bling-cykelhjelm, der straks lettede kvababbelserne. Og siden er der i alenlange kommentar-spor blevet diskuteret frem og tilbage…folk har meddelt, når de selv er begyndt at køre med hjelm og hvordan de har haft det med det. Nogle henviser til undersøgelser om, at det ikke er spor mere sikkert at køre med hjelm. Der har udviklet sig en lille battle mellem København og Århus med indbyggede slogans og alting om, hvem der først får hjelmene på. Og ikke mindst deler folk tips til, hvordan man lettest selv kommer igang og kan bevare teenagernes hjelmbrug længst muligt…

Så hvad enten det var intentionen med mit oprindelige blogpost eller ej, så er jeg i hvert fald lidt nu midt i debatterne og ved at være lidt af en ekspert på området :-) Og en af de første ting, jeg bemærkede, da jeg landede efter mit tre-måneders ophold i New York var, HVOR mange flere hjelme, der pludselig var i gadebilledet.

Derfor lægger jeg selvfølgelig også endnu mere en før mærke til, når forskellige medier behandler cykelhjelmene… og her havde Politiken i denne uge nogle rigtig gode opslag. De satte spot på den hastige og positive – og faktisk temmelig pludselige – udvikling i cykelhjelmene udbredning herhjemme. Og det indeholdt selvfølgelig især de sædvanelige statistikker og lidt om barriererne og en hel del om, hvordan de smarte nye skaterhjelme i høj grad har været med til at gøre det comme-il-faut – og i virkeligheden lidt lækkert – at bære hjelm.

Men derudover havde de foretaget et genialt træk. De havde bedt Ritt Bjerregaard – overborgmester for et styks hovedstad, der efterhånden er verdensberømt for sin CO2-neutrale cykelkultur og blandt andet brandes under sloganet “I (bike) CPH” og jo desuden partifælle med Nyrup, hvis hjelm for nogle år siden kom til at bremse hele den danske hjelmkultur i årevis – om at teste de forskellige nymodens cykelhjelm-modeller.

Og det handlede ikke om TÆNK-agtige tests med hensyn til sikkerhed og pris og den slags (det er også relevant, men i denne test forudsatte man, at de udvalgte hjelme VAR i orden). Det handlede simpelthen om, hvordan de føltes at have på, hvordan hun havde det med at bære de forskellige hjelme – og ikke mindst (og det var jo vigtigt i denne sammenhæng) hvilke modeller, der havde plads til knolden. (Knolden går jeg ikke ud fra, behøver yderligere introduktion, når det var Ritt B. der var test-hoved).

Og nu er hun jo en meget smuk kvinde. Og hun så selvfølgelig brand-godt ud med alle modellerne på knolden (pun intended :-) Og på en eller anden måde var det lige det, der skulle til. For tilsyneladende ER en af de største barrierer forfængeligheden, når det gælder hjelmene. Og det kan man synes er overfladisk og latterligt – men hvis det virkelig er det, der er barrieren, er der ikke så meget andet at gøre, end at tage den alvorligt. Nu kan man sige, at Ritt B.s frisure næppe lider overlast at bære hjelm, hvis bare hun vælger en model, der har plads til knolden. Og der er selvfølgelig en masse bekymringer derude om flade krøller og studenthue-hår. Men udseendet som sådan med hjelm… der fik hun virkelig vist, at man se hamrende godt ud med hjelm, når man suser gennem byen på sin jernganger.

Nu hører jeg til dem, der synes, at Nyrup har fået en urimeligt hård medfart på grund af temmelig-meget-for-lille-hjelm han bar for snart mange år siden. Manden prøvede jo bare at give et godt eksempel – og han havde garanteret ikke haft en chance for at være til hjelm-fitting inden den famøse cykeltur i fuld pressebevågenhed. Så jeg synes, det er virkelig synd, at kiksede hjelme har fået tilnavnet “Nyrup-hat” og at næsten enhver ny cykelhjelmbruger prøver at ironisere over sit eget nye look ved at alludere til Nyrup. Men det ER så ikke desto mindre, det der skete den gang. Og det brændte sig fast på danskernes nethinder. Det gode eksempel blev til et rigtig, rigtig skidt eksempel.

Men lad os se flere billeder af Ritt B. med cykelhjelm. For ikke at tale om HKH’erne Mary og Marie. Det er se de gode eksempler på, at der sagtens kan være plads til feminin ynde og knolde (både dem i frisurerne og dem, der rummer hjernevindingerne) under hovedskallerne. Og så kan man jo ikke lade være med at glæde sig over, at gadebilledet rummer stadigt flere “helt almindelige” mænd og kvinder på vej til og fra hverdagens gøremål, der ser superlækre ud med deres hjelme. Jo flere der er, jo lettere bliver det for de nye rekrutter at få hjelmen på knolden.

Reboot – mit årlige inspirations-fix

Normalt tager jeg ikke til konferencer. Men der er én konference om året, jeg meget nødig vil gå glip af. Og det er Reboot. Det årlige træf, hvor 600 fri-tænkere fra hele verden udveksler deres nyeste ideer – ofte på det helt sprøde, uafprøvede plan – gennem foredrag af meget høje kvalitet, samtale-sessions, pause-mingling og fester.

Reboot er den slags, man bliver afhængig af. Når man først har prøvet det én gang, skal man ligesom have sit årlige skud. Og det er derfor meget sigende, at billetterne i år var udsolgt på et øjeblik, ventelisten hobede sig op og folk kom rejsende fra hele verden, selvom programmet først blev offentliggjort dagen inden konferencen skulle løbe af stablen. Folk – inklusive mig selv – købte det simpelthen ubeset i fuld tillid til, at arrangøren (min ven og überinspirator Thomas Madsen-Mygdal) igen i år ville kuratere et par spændende dage. Og det var lige præcis, hvad han formåede at gøre (godt understøttet af en benhård koordinator og 45 frivillige).

Jeg er sikker på, at det for de 600 deltagere er vidt forskelligt, hvad det er, der går en i blodet. Men her er lige med løs hånd en liste over nogle af de ting, jeg synes er helt fantastiske – i uprioriteret rækkefølge:

  • Der er plads til kompleksiteten. Selvom de fleste udefra måske nok opfatter Reboot som en konference, der primært handler om ny teknologi og socialt software (og mange af talerne ganske rigtigt tilhører creme-de-la-creme af verdenseliten inden for det felt) handler det i lige så høj grad om filosofi og værdier og tilgangen til livet, arbejdet og sine relationer. Der er både plads til de helt store tanker og visioner – og til de helt konkrete hands-on-diskussioner af dagligdagens udfordringer, når man arbejder konkret med tingene
  • Pauserne er mindst lige så vigtige som oplæggene. Det er de jo i princippet til alle konferencer, fordi det mindst lige så meget handler om at mødes med alle de andre. Men det er bare tit ret rungt at mingle på traditionelle konferencer og man ender med at stå lidt fortabt med sin kop konferencekaffe.På Reboot er alle generelt meget åbne og nysgerrige – så man sjældent lov at stå længe alene med sin kop konferencekaffe i pauserne. I stedet ender man konstant i lange samtaler, der straks snor sig op i de højere luftlag. Navnene på navneskiltene står tilstrækkeligt stort til, at man hurtigt kan læse dem og indlede en naturlig samtale uden at skulle stikke snuden upassende tæt hen til et navneskilt med visit-kort-størrelse-skrift. Der er cafe-områder og masser af strandstole, som man kan flytte rundt på efter behov. Og det hele ender i masser af samtalefragmenter fyldt af smittende begejstring og masser af nye forretningsideer og samarbejdsmuligheder til følge.
  • Der er legestue til ungerne (og trængende repræsentanter for forældregenerationen)
  • Deltagerne are “walking the talk” – for eksempel var det helt forrygende at se, hvordan en kombination af “selvorganisering” og årets tema “FREE” endte i skøn forening, da after-partyet på Ideal Bar rykkede over på den anden side af Enghavevej, hvor en af deltagerne standsede nogle unge fyre, der kom trækkende med en ølvogn og en forstærker, købte hele deres lager og udlovede FREE BEER til alle og vi endte med at stå 100 glade mennesker midt i midsommernatten midt på Enghavevej og bare feste igennem.
  • Der er aldrig kø på dametoilettet
  • Der er tænkt over detaljerne – Der er altid lige noget ekstra at glæde sig over. I år var det grafiske udtryk for eksempel præget af farvede bobler på lyseblå baggrund. Og så var der også klistret farvede cirkler på gulve og vægge for at forvandle de institutionelle gymnastiksalsrammer til sit eget univers.
  • Der bliver sat nye standarder for merchandise – I år fik alle deltagere udleveret en “Reboot-sock”. En designer-nytænkning af det klassiske lap-top-sleeve, der udover at være superlækkert i kvalitet og farvevalg kunne foldes på et utal af måder, så det kunne passe til forskellige størrelser lap-tops – eller bruges som hue og tørklæde. Jeg var også ret begejstret for den kage en af sponsorvirksomhederne – Social Square – havde fået lavet, hvor deres nye grafiske design var “printet” i alle detaljer på toppen. Designet er lavet af Jan Rasmussen, der også er manden bag Reflexioners grafiske design. Og det består af et helt univers, hvor fremtidens sociale markedspladser, mennesker og virksomheder lever mellem hinanden. Udsnit af universet bliver brugt på hjemmesiden og visitkortene – og på samme fik man sit eget udsnit af universet, når man skar sig et stykke kage. Ret smart.

  • Mange geeks er faktisk temlig meget mere lækre, end fordommen sådan umiddelbart antyder…
  • Det er helt normalt at være fri fugl, fri-tænker og free-lancer. Det er fuldstændig forrygende den ene gang om året at være blandt andre mennesker, der også sammensætter deres eget arbejdsliv, spiller på alle strenge af deres tilværelses kludetæpper i stedet for at prøve at reducere deres erfaringsgrundlag til én rød tråd. Og samtidig er det spændende at møde de samme mennesker igen og igen år efter år. For de veksler – fuldstændig ligesom jeg selv bortset fra – mellem perioder, hvor de er mere afsøgende, eftertænksomme og batteriopladende, og perioder, hvor det kun kan gå for langsomt med at realisere en ny ide. Og det er utroligt inspirerende og befriende at dele erfaringer. Og så er det også lidt sjovt, at man møder folk fra hele verden, der på baggrund af deres Reboot-oplevelser mener, at alle danskere må være de mest fritænkende, åbne og forandringsvillige folk, der findes, fordi alle de har mødt på Reboot er sådan. Og man nænner næsten ikke at fortælle dem, at det ikke nødvendigvis er gennemsnitsdanskerne, de møder der :-)
  • Man bliver hurtigt up-to-date med mange af de nye begreber og gadgets. Det er for eksempel her, jeg i årenes løb har hørt begreber som wikis, rss og alle mulige andre begreber, der med rekordfart er blevet hvermands-eje nævnt første gang. Og så er det bare så vildt at se, hvordan de mange iPhones og bærbare med lysende æbler er en helt naturlig forlængelse af mange af deltagernes legemsdele, så de fuldstændig ubesværet liveblogger og billeddeler under foredragene.
  • Der bliver udforsket og afprøvet forskellige genrer og foredragsformer. Det var for eksempel her, jeg første gang hørte om PechaKucha og micro-presentations. Der opstår spontane diskussionsklubber i kølvandet på de store foredrag, som man så kan få en professionel moderator til at stå for. Der er kreative workshops i retning af robotbygning og design, lege for voksne (venligst læs uden kinky fortegn) og live-interviews. Og uventede elementer såsom guitar-eksempler på irsk folkemusik i et oplæg om kultur-og-traditions-bevaring, flyvende badeænder og free hugs. Der alt sammen veksler ind i mellem de mange powerpoints, hvor folk generelt er utroligt gode til at bruge meget få bullet-points.
  • Og måske vigtigst af alt…så er der denne her stemning af, at vi sammen faktisk kan rykke noget. Ved arbejdspladserne, organisationerne, samfundet, verden. Det handler ikke bare om at øge profitterne eller sælge tingene på en snedigere måde. Der er en mening med det hele, der handler om at demokratisere organsiationerne, frisætte tænkemåderne, sprænge konventionerne og udforske det umulige. Og hvor er det dog befriende, når nogen tør tage så store ambitioner og visioner i deres munde en gang i mellem.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har tilbragt det meste af dagen i dag på sofaen uden behov for særlig mange andre stimulanser end skod-tv og salte fisk. Men det skyldes faktisk ikke tømmermænd – selvom jeg et sted i spændingsfeltet mellem gin-&-tonic-nummer-5 og øl-nummer-6 begyndte at forberede mig mentalt på, at det godt kunne blive tilfældet. Det skyldes, at jeg er overstimuleret på den gode måde. Jeg er mere fuld af nye ideer, inspiration og tanker, end af alkohol-reminiscenser…og er også socialt blevet stimuleret af masser af forrygende samtaler, udfordringer og overraskende spørgsmål og free hugs.

Ahhhhh – siger jeg bare. Og så siger jeg stort tak til arrangørerne og de mange andre deltagere for nogle rigtige dejlige dage. Og håber, at nogle af alle jer andre derude også bliver inspireret til at bryde lidt – og stille større krav til – konferenceformaterne…

%d bloggers like this: