Nadja Pass

Kategori: København

september 26, 2010

Reality tv = Det moderne Danmarks Jeppe På Bjerget

Jeg er lige kommet hjem fra Skuespilhuset, hvor min far havde inviteret mig ind og se Jeppe på Bjerget. Og det var på mange måder en tankevækkende oplevelse:

For det første er det efterhånden sjældent, at jeg i en alder af 36 år er med til at trække aldersgennemsnittet markant ned. Men helt alvorligt var der ingen andre på min alder. De eneste andre, der ikke var over 60 var nogle helt små børn, der var med deres forældre i teateret på samme måde som min bror og jeg ofte var, da vi var små – og hvor Jeppe på Bjerget pudsigt nok er en af de allerførste forestillinger jeg kan huske. Og jeg kan huske, at jeg var så lille, at jeg i pausen blev nødt til at spørge til hvad både karbask, hanrej og horn i panden betød. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at det skulle være SÅ atypisk for kulturelle københavnere som mig selv at benytte sig af den slags kulturtilbud.

For det andet tænkte jeg, at det måske havde noget at gøre med, at der var tale om et stykke hentet fra den danske kulturkanon. Et af de stykker vi alle sammen kender, og som folk måske derfor finder forældet og støvet. Men for det første flød dialogen faktisk helt utroligt flot og med moderne diktion, selvom der så vidt jeg kunne høre ikke var ændret i ordlyden. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere synes jeg, at handlingen er højaktuel:

Historien kender vi jo alle sammen. Men da det for nogles vedkommende måske nok er helt tilbage til gymnasiet opsummerer jeg lige grundhandlingen her – spring endelig over, hvis du stadig har den i frisk erindring:

Man siger Jeppe drikker, men man siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. Men det gør han fordi, han lever fæstebondens hårde liv, og er gift med Nille, der ikke alene gør ham til hanrej ved at ligge i med degnen, men heller ikke er bange for at svinge krabasken over hans ryg for at få ham til at vågne tidligere, arbejde mere og drikke mindre brændevin. På vej til et ærinde i byen, falder han i og drikker for flere skillinger brændevin, og falder i dyb søvn. Baronen og hans folk finder ham og beslutter sig for at drive gæk med ham: de klæder ham i fint tøj og lægger ham i baronens seng, hvor han bliver bildt ind, at han i virkeligheden er baron, og at det er en vrangforestilling, at han skulle være bonde. Da han efterhånden begynder at tro på det, begynder han også at sætte spørgsmålstegn ved, om hans tjenere fortjener deres løn og om de stjæler fra ham. Og det er tæt på, at mange af dem bliver hængt og ridefogedens kone voldtaget, inden Jeppe igen falder i dyb søvn. Han bliver klædt i sit skidne tøj og smidt tilbage på møddingen, hvor hans kone svinger krabasken igen, da han prøver at fortælle, at han har været i paradis. Nu kommer baronens folk igen og arresterer Jeppe og holder en falsk retssag, der ender med at han bliver dømt til døden ved gift og hængning. Både han selv og hans kone tror han er død – og han bliver så benådet igen og givet livet tilbage + han får fire rigsdaler at købe brændevin for. Stor er hans egen forvirring og ingen tror ham, da han fortæller om sine oplevelser på kroen, mens han bøjer armen. Indtil de andre bønder pludselig kommer myldrende og gør nar ad ham. De har hørt rygterne om historien og gør nar ad ham. Og hele verden ramler omkring ham. Det hele slutter med, at der bliver gentaget en devise, der også er blevet sagt et par gange undervejs – at småfolk ikke kan tåle at komme til magten.

For det, der slog mig på vej hjem er, at det jo lige præcis svarer til, hvordan realitystjernerne bliver behandlet i dag: De fiskes op fra slummen, sendes til Paradise Hotel, behandles som grever og baroner i nogle måneder, mens alle vi andre sidder og godter os over, hvor kiksede de er. De berømmes i et par måneder efter de vender hjem. Samtidig med, at folk ler af dem og de ryger i mediernes gabestok. Og så glemmes de og smides tilbage på møddingen.

Kan Holberg blive mere højaktuel?

Advertisement
5 kommentarer
marts 21, 2010

Kunsten at gøre det bedste ud af det

Da jeg cyklede gennem Ryesgade i dag, så jeg dette meget mærkelige fænomen, der vist bedst kan beskrives som “stillads-poesi”.

Og det gjorde mig simpelthen så umiddelbart glad. For det er et af de mest konstruktive eksempler, jeg længe har set, på, at nogen formår at vende noget, der

1) som udgangspunkt er en rigtig skidt situation: at ens butikfacade bliver blokeret af grimme stilladser på ubestemt tid og dermed risikerer at nedbringe omsætningen markant

til

2) noget, der i stedet bliver en rigtig god situation: nemlig, at man i stedet vælger at få det bedste ud af det og spreder lidt fest og glæde i et ellers gråt gadebillede.

Fordelene ved at gøre det, springer meget umiddelbart i øjnene:

  • Udsmykningen tiltrækker mange flere nysgerrige blikke, end før stilladset kom op. For eksempel havde undertegnede – der ellers ret ofte cykler netop den vej – aldrig lagt mærke til butikken før, selvom den har ligget der i årevis.
  • Udsmykningen udstråler et overskud og et glimt i øjet, der smitter – og derfor spiller positivt tilbage på butikken og giver en lyst til at se, hvad der gemmer sig af smykker og stads bag facaden.
  • Udsmykningen er blevet lidt af en attraktion og de “lokale”, jeg mødte på gaden, kunne fortælle, at den er skiftet undervejs – julefarver i december, flagermus til halloween – og nu den fine babyblå, der byder foråret velkommen.
  • Udsmykningen er så fin, at butikken ovenikøbet får mulighed for en masse gratis omtale og markedsføring, (det er Heart by Sigsgaard i Ryesgade 87 ), hvis bloggere som mig bliver tilstrækkeligt inspirerede til at skrive om det, præcis som jeg gør nu, fordi jeg synes, de fortjener en hyldest.

Og dén gratis omtale giver jeg dem hellere end gerne – for jeg synes, der er ekstremt god grund til at hylde enhver, der gider gøre det lille ekstra, der glæder så mange andre – og ikke mindst formår at minimere brok og maksimere det boblende humør i hverdagen.

9 kommentarer
marts 15, 2010

Tænk, hvis det her var en kærlighedserklæring til dig

Det startede helt uskyldigt. På en bænk ved søerne så jeg et eksempel på den “strikke-street-art”, jeg også har set i mange andre byer verden over – og snapshottede selvfølgelig straks dette billede:

Mens jeg fotograferede det, faldt mit blik på et lille label-klistermærke, der sad på bænken. Og da jeg kom helt tæt på, kunne jeg se, at der stod:

Pudsigt, tænkte jeg. Og meget fint. Sådan en fin lille tankevækker, så langt mere diskret end de skønne “her må du gerne skilte” – men på mange måder samme fine overraskelseseffekt midt i søernes offentlige rum. Og det gik jeg jo så dér og smilede ad.

Og jeg havde gået en del skridt indtil jeg faldt i snak med nogle ænder og derfor havde bevæget mig ret tæt over på lygtepælene, der står på den-nye-cykelsti-side-af-søpromenaden. Og da jeg var kommet tæt på lygtepælen, så jeg en ny lille tankevækker med ordlyden:

Og derefter kiggede jeg på hver eneste lygtepæl. Og det slog ikke fejl. På hver og en sad der en fin lille besked. Her et udpluk i tilfældig rækkefølge:

Jeg blev fuldstændig opløftet af denne omvendte promenadetur. Havde øjnene konstant på stilke. Tankerne i den helt store centrifuge. Og mærkede en meget, meget stor taknemmelighed overfor det menneske, der havde taget sig tid til at tænke de tanker, nedriste dem på labels og stikke dem op på alle lygtepælene, velvidende at de ville forvitre i vind og vejr indenfor ganske kort tid. Sikken en kærlighederklæring – ganske vist ikke til mig personligt. Men til livet, tankevirkesomheden og til alle dem, der tager sig tid til at vende sig om og granske hver en lygtepæl for at lade sig bevæge, besnære og belære om tilværelsens ulidelige letheder.

11 kommentarer
september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

2 kommentarer
september 3, 2009

Her må du gerne…


mundharmonika

De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.

Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:

  • De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
  • Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
  • Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.

Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:

dansker

For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.

Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:

sticker

Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.

Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.

13 kommentarer
marts 12, 2009

Jeg: En GentofteNørrebro-hybrid

BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.

TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80’erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.

GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.

FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.

STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.

VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.

OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.

6 kommentarer
december 26, 2008

20 ting, der har overrasket mig i december

I år er første gang i 12 år, at jeg har tilbragt hele julen i Danmark. De seneste mange år har mine forældre nemlig boet i henholdsvis Moskva og Beijing – og i alle de mange år tog min bror og jeg i stedet på besøg hos dem. Så julemiddagen har i årevis stået på alt fra russisk gås med saltet-hvidkål-coleslaw og granatæblekompot til pekingand og sizhuan-hotpot.

Da jeg har jødiske aner, er julen ikke lige noget, der normalt fylder så meget i min bevidsthed, og jeg har derfor ingen fasttømrede holdninger til juleaftens forløb, menu etc etc. Men samtidig har jeg lige så mange pæredanske/kulturkristne aner og har gået i almindelig dansk folkeskole og haft kristendomskundskab og sunget enormt meget i kor og sågar forkyndet hele juleevangeliet fra prædikestolen i Jægersborg Kirke, da det var min klasses tur til at stå for julespillet. Så jeg kan recitere mere end almindeligt meget af alt med Kvirinius, der var landhøvding i Syrien og jeg kan temmelig mange salmetekster udenad. Og jeg har da også hele min barndom deltaget i forskellige variationer over temaet mere-eller-mindre-traditionel-dansk-juleaften.

Så lad os bare sige det sådan, at julen ikke er nogen særlig “big deal” for mig, men at det alligevel – eller måske netop derfor – var næsten eksotisk at være herhjemme og skulle til helt traditionel dansk jul med andesteg, ris alamande og dans omkring juletræ med folk, jeg holder meget af. Og ikke alene var det i sig selv eksotisk. Det var faktisk også lidt eksotisk i det hele taget at være hjemme på Nørrebro og se, hvordan livet udspiller sig her i helligdagene.

Og det skete i de dage…at jeg blev overrasket over lidt af hvert:

  1. Det overrasker mig, at det ikke er koldere. Og når det så pludselig er rigtig koldt, overrasker dét mig også. 
  2. Det overrasker mig overhovedet ikke, at alle mine gode grønthandlere holder åbent hele julen. Det overraskede mig heller ikke, at de har overskud til at smile et kæmpestort “glædelig jul” og spørge, om jeg mon  havde fået mange gode gaver, (lidt ironisk, fordi jeg holder gavegivningen på et absolut minimum og ikke selv er så juleagtig, men det kunne de jo ikke vide) mens de næppe er vant til specielt varme “Eid-ønsker”. Men det overraskede mig på glædeligste vis, at jeg kunne købe grønkål på stok hos en af dem og jeg gik triumferende hjem med den som en kolossal buket. Men midt i triumfen og glæden over mit multikulturelle Nørrebro overraskede det mig så alligevel lidt, at halalslagterne så alligevel var lukkede. 
  3. Det overrasker mig, hvor meget legetøjet alligevel har udviklet de senere år. Jeg troede, jeg kendte det meste, fordi jeg meget tit er “ude og lege” hos venner og bekendte og deres skønne unger. Men da jeg vovede mig ind i BR på jagt efter en julegave, overraskede det mig alligevel både HVOR lyserødt og ridder/sørøver-kliché-opdelt det hele er og HVOR mange plasticdimser med intelligent-indbyggede læringskoncepter, der er på markedet. Og HVOR mange dukkeserier ala Brats og Polly Pocket, der findes og jeg bliver helt svedt ved tanken om, at man kan ønske sig frisørsaloner, dyrehandler, huse og autocampers til dem alle sammen. Og allermest overrasket blev jeg over den “intelligente princess-phone” som ikke alene kunne lære en tallene, mens man sad og trykkede på knapper med prinsessemotiver – man ville også undervejs lære alle de essensielle detaljer om alle Disneys prinsessefigurer.  
  4. Det overraskede mig, at der var leben og masser af levende lys på kirkegården juleaftens-eftermiddag, da min bror og jeg spontant svingede forbi for at kigge til min mors grav. Det var utroligt hyggeligt og stemningsfuldt med alle lysene, kransene og de efterladte, der lige sendte deres elskede en julehilsen. Men jeg anede ikke, at den tradition fandtes. Det ved jeg så nu. 
  5. Det overrasker mig, at jeg kun har fået æbleskiver en eneste gang i hele december. Jeg har været til ekstremt mange hyggelige arrangementer, men alle steder havde – med undtagen af det ene, hvor jeg heldigvis fangede et par – valgt at lave alternative serveringer. Superlækkert, men bare ret vildt alligevel. 
  6. Det overrasker mig, HVOR mange parkeringspladser, der er at vælge mellem lige for tiden. Og HVOR øde der er på Nørrebrogade (og om det skyldes alt det med trafikforsøget, kan vi vist lige vende en anden god gang) i helligdagene og det overrasker mig faktisk lidt at opdage, at alle, der kan krybe og gå – eller i hvert fald ejer biler – er kørt ud af byen for at holde jul. 
  7. Det overraskede mig at se, hvor vigtig en rolle cigaretrøg spiller i “Mød mig på Cassiopeia”, hvor Musen i skikkelse af Bodil Kjær blandt andet puster liv og musik i lysekronerne ved at blæse cigaretrøg på dem. Og nu, hvor vi er ved røgen, overrasker det mig, hvor sensitive vi allesammen er blevet overfor røgfyldte lokaler og røglugtende tøj dagen derpå. Eller i hvert fald, hvor hurtigt, det er gået. Misforstå mig ikke – jeg er selv inkarneret ikke-ryger selv og er mere end lykkelig over ikke at skulle døje med svidende øjne og røg længere. Men jeg levede jo med det tidligere ligesom alle andre gjorde. Og jeg synes alligevel det er vildt, hvor hurtigt jeg og alle omkring mig er blevet så meget af med røgen omkring os, at den pludselig er et reelt problem, når den en sjælden gang er der til et julearrangement.
  8. Det overraskede mig positivt at se, hvor uvant mange, der stoppede op for at spørge den hjemløse kvinde, der fast bor på trappen ved Skt. Ansgars-kirken på Nørrebrogade, om hun havde brug for hjælp. 
  9. Det overraskede mig for det første, at Pussy Galores i løbet af min 1.juledag gåtur havde nået at flytte alle bordene ind på midten af lokalet og var begyndt at male. Og for det andet, at de allerede dagen efter var klar til at modtage cafe-gæster fra morgenstunden.
  10. Det overraskede mig særdeles positivt at blive inviteret ind og se “Max Pinlig” af en ni-årig ven, og det overraskede mig, hvor mange mennesker, der var i biffen på en højhellig 1. juledag. Filmen overraskede mig også virkelig positivt. Virkelig sjov, godt skruet sammen og perfekt pointe om, hvor grundpinlige vi egentlig allesammen er. Så pinligere er det heller ikke at være lidt pinlig engang imellem. Og i den forstand svarede den på mange måder til julekalenderen Mikkel og Guldkortet som jeg også ret uforvarende kom til at følge temmelig tæt og faktisk synes, var utroligt god og spændende (og så skadede det jo heller ikke for min interesse, at der var tale om et meget fint stykke motivationsretorik og vidensformidling om basisbegreber som udbud og efterspørgsel).
  11. Det overraskede mig, at Skt. Johannes Kirken kaldte til julemesse flere gange i løbet af dagen den 24. december. Det kunne jeg have sagt mig selv, da jeg har levet med klokkerne siden jeg flyttede hertil for 15 år siden og vi er blevet en del af hinandens rytme. Men alligevel overraskede mig, da de klimtede så lystigt og så meget.
  12. Og det ledte til noget meget overraskende. Nemlig, at jeg tændte for fjernsynet for at se, hvad en julemesse egentlig gik ud på, mens jeg klædte mig på. For sådan en har jeg nemlig aldrig overværet eller haft nogen som helst intentioner om at overvære – og derfor overraskede det mig også i høj grad, at jeg blev helt grebet af stemningen, da de under min lokale klokkeklang lagde ud med “Det kimer nu til julefest”. 
  13. Det overrasker mig HVOR dårlig jeg er til at lave marengs. Jeg er blevet udpeget til at stå for desserten til nytår og ville give mig i lag med en Pavlova, da en veninde rådede mig til lige at teste først, så jeg ikke stod tilbage med kiksede marengs. Og det var et ekstremt godt råd. Jeg lavede ca. alle begynderfejl, man overhovedet kan lave på EN gang. P.t. mit kulinariske Waterloo – men jeg skal vise dem, skal jeg (marengsene altså – ikke nytårsvennerne)
  14. Det overrasker mig helt vildt meget, hvor mange gange jeg i de seneste dage har sagt “da JEG var barn” og “i MIN familie gør vi”, når jeg har snakket med andre om juletraditioner. Også selvom jeg egentlig ingen har. Og det overrasker mig heldigvis positivt, at alle mine venner tilsyneladende gør det samme.
  15. Og ahmmmm – det overrasker mig også, at vi pludselig og meget umærkeligt er begyndt ikke bare at sige “da jeg var barn” men også “da vi var unge”. Så så man lige os pludselig være rykket op i en alderskategori, hvor det absolut er en tilsnigelse at kalde sig selv ung og folk slet ikke studser, når man omtaler ungdommen i datid.
  16. Det overrasker mig, hvor rørt jeg er blevet over gensynet med barndommens klassiskere i form af Disneys Juleshow, 101 Dalmatinere og Narnia (begge sidstnævnte dog i de nye “realperson-versioner”, men stadig samme plot og drama, der står mejslet i sten i erindringen. Og det overraskede mig helt vildt meget, da jeg overhørte et barn sige, at han ikke gad se Juleshow, fordi det altid var det samme. “Jamen det er jo hele pointen” sukkede barnet i mig. 
  17. Det overraskede mig, hvor fuldstændig fortryllende magisk den jødiske kirkegård i Møllegade så ud gennem gitterporten, da dagens tykke tåge lå over dem og det blege decemberlys alligevel prøvede at trænge igennem tågegitteret. 
  18. Det overraskede mig, da jeg på en af de lunere decembersdage overhørte to unge knøse på Købmagergade sige, at de ønskede sig mere global opvarmning, så vi kunne få 30 grader i Danmark året rundt. “Folk hidser sig op over at det stiger en grad, men det ville da være helt vildt fedt” samtykkede de. Helt uden ironisk distance. Den slags tankegang troede jeg ellers var afgået ved døden allerede dengang Shu-bi-dua lancerede Costa Kalundborg.    
  19. Og det har overrasket mig, hvor meget jeg i dag havde lyst til masser af hvidløg, koriander, grøntsager, chili, chili, chili, friskpresset juice…også selvom jeg ikke har været til særlig mange deciderede julesule-arrangementer. Men nu havde jeg i hvert fald fået og trængte virkelig til andre smagsnuancer og masser af vitaminer. 
  20. Og nå ja – jordskælvet overraskede mig selvfølgelig også en hel del. 
5 kommentarer
december 16, 2008

Jordskælv i Danmark >> Fantastisk strøm af aktuelle Facebook-updates

Blandt mine mange Facebook-update-kategorier, er der én, der fungerer særligt godt, pudsigt og sjovt. Nemlig “Den aktuelle”. Den hvor alle pludselig kommenterer på fuldstændig den samme store begivenhed, der er så stor, at man som afsender kan tage for givet, at alle andre har hørt om den – og man derfor kan udelade rigtig mange informationer, fordi folk selv læser dem ind.

Det er sjældent det sker – for med det fragmenterede mediebillede skal der temmelig meget til for, at man kan forusætte denne fællessans blandt læserne. Det skete, da Obama blev valgt og man kunne følge Facebookernes spænding natten igennem og glædestårerne, da han endelig blev valgt. IT Facetory har også kunnet trække en del, men har ikke på det punkt været helt lige så interessant, fordi den trækker længere ud og de rigtig sjove aktuelle updates foregår, når der er tale om nogle fuldstændig tidsafgrænsede begivenheder…som nu for eksempel jordskælvet, der ramte Danmark i morges. For her er bare et lille udpluk af de updates, der alle sammen helt tydeligt handler om jordskælvet, men som ikke behøver at nævne ordet jordskælv eksplicit:

XXX vil gerne undskylde for sit lille kemi-forsøg i syd sverige der her til morgen kl 0619 kørte lidt af sporet.

XXX Fiskene fik sig en overraskelse, da legetøjet faldt ned i akvariet. Cristinelle siger: ork – det er da XXX ingenting – sidst sov hun en uge i haven! …

XXX synes det vidner om mine underboeres livlige sexliv, at jeg i første omgang bare troede det var dem.

XXX hvad blir det næste, dinosaurer i gaderne

XXX er rystet

XXX har overhovedet intet bemærket. 
Og så er der alle dem, der nævner jordskælvet NETOP fordi de intet har bemærket og dermed kommenterer på, at det er hot stuff alle andre steder. Og i mange tilfælde er lidt ærgerlige over slet intet at have opdaget:
XXX sov som en sten og lagde ikk mærke til noget jordskælv.
XXX which earthquake?
XXX sov fra jordskælvet
XXX er godt nok ærgerlig over at hun ikke mærkede jordskælvet her til morgen – ligesom overboen
XXX var vågen det meste af natten, men sov glad gennem jordskælvet.
XXX og familie sov selvfølgelig fra det største jordskælv i DK i 23 år – et godt sovehjerte er aldrig af vejen. Selv hunden sagde ikke noget, men måske hønsene…
Og så er der dem, der helt eksplicit siger det, som det er: 
XXX is wide awake – because the earth was shaking this morning – not a nice start!
XXX is awake from the earthquake.
XXX vil næsten ønske, han var nødt til holde juleferie nu for at tjekke om sommerhuset i Sverige stadig står efter jordskælvet.
Og så er der som en lille krølle på halen også lige en af mine amerikanske veninder, der – og det kan umuligt have noget med det danske miniskælv at gøre – skriver  “XXX is shaken up.” Og det viser så hvor kontekst-afhængigt en slags er. For hvis jeg havde været bare en anelse mere søvnig ovenpå den bratte jordskælvsopvågning i morges, ville jeg bare blindt have taget den med – selvom den nok handler om noget helt, helt andet. Simpelthen fordi den passede så godt på det helt aktuelle. 
Og det sjove er så, hvor meget den slags kræver her’et og nu’et. For om et par timer, vil mange af de ovenstående opdateringer slet ikke give mening længere. Det gør de kun i de allerførste timer efter skælvet. Men hele Danmark og nyhedsstrømmen med skælver. 
2 kommentarer
december 13, 2008

Ombygning = højere energiforbrug?

Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre: 

Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.

Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer. 

Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch. 

Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…

Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!

MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere. 

Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere. 

Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig. 

Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???

Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.

Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.

Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max. 

Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…

2 kommentarer
november 22, 2008

Da jeg cyklede hjem gennem sneen igår…

… var jeg lidt lettet, lige da jeg skulle til at køre. For der var pause i sneen og den var så småt smeltet væk fra cykelstien. For jeg må indrømme, at jeg hvert år, når sneen falder, lige kan mærke et snært af nervøsitet over, hvordan det nu lige er, man cykler i snevejr og styrer bilen sikkert gennem glatbaneføret. Og hvordan jeg så hvert år, når jeg først kommer i gang, tænker “nå ja, det er jo sådan, det er”… 

…Aldrig så snart havde jeg nået at føle mig sikker i sadlen og huske mig selv på, at jeg jo har trodset sne, slud og alt andet end skridsikre underlag på jernhest i ca. 30 år, før sneen satte ind igen. Og jeg kørte jeg i modvind med sneen stikkende i øjnene og kunne egentlig intet se. Alligevel fik jeg manøvreret rundt om H.C. Ørstedvejs mange vejarbejder, op og ned ad slidsker, som jeg hele tiden frygtede var glatte, men som egentlig ikke var det… 

…Det fik mig til at tænke på en historie min far engang fortalte mig fra Rom, hvor han i min barndom tilbragte tre uger hvert efterår og forår og derfor nok måtte siges at kende den evige stad ud og ind. Han havde været der i november og pludselig var det begyndt at sne. Bare sådan ganske lidt. Men romerne var helt uforberedte på det og prøvede at spule sneen væk med vandkanoner. Resultatet var selvfølgelig, at alle gaderne forvandlede sig til skøjtebaner…

…Og det fik mig så til at tænke på Gorki-parken, der lå ganske kort fra mine forældres lejlighed i Moskva og hvor de hver vinter overrislede alle stierne, så man kunne skøjte sig en tur rundt i parken. Jeg husker især, hvordan jeg den 1. januar 2000 var dernede med en flok af mine bedste venner, der havde været med til at fejre årtusindskiftet i Moskva og vi skøjtede rundt (eller det vil sige, undertegnede var pissedårlig til at skøjte, selvom jeg egentlig var ret god til det som barn, så jeg trippede mest rundt med klinger under fødderne, men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg også skøjtede) og spiste æbleskiveringe…  

…Og nu hvor minderne kredsede om Moskva, tænkte jeg også på kirkegårdene derovre, hvor gravstenene ofte var buster og statuer af de afdøde. Og hvordan snemasserne hver vinter gav dem kalotter på og udstyrede dem med særdeles buskede øjenbryn og overskæg. Og jeg husker, hvordan vi en vinter kørte langt ud på landet for at overnatte på et kloster midt mellem snedækkede løgkupler og ringmure. Og jeg husker, hvor stor en oplevelse det var at stå midt på markerne, hvor slaget ved Baradino udspillede sig under Napoleonskrigene og hvor vildt det var kun at kunne se spidsen af monumenterne over alle de døde og markeringerne af Napoleons telt stikke op snebunkerne… 

…Mens tankerne hvirvlede om kap med sneflokkene, besluttede jeg mig intuitivt for at køre en pænt omfattende omvej, fordi der er et sted på netop den rute, jeg altid forestiller mig gemmer på adskillige røvere og banditter og hvor jeg helst vil kunne cykle meget hurtigt igennem. Og jeg kunne hverken cykle meget hurtigt eller se en hånd – derfor ej heller en potentiel bandit – for mig. Jeg ender ellers altid med at trodse frygten og suse igennem. Det er langt den korteste vej og jeg ved jo godt, at frygten nok 7-9-13 er ubegrundet…Men ikke i går nat. Der tvang sneen mig på en omvej, selvom jeg jo allermest havde brug for bare at komme hjem i min varme seng… 

…Jeg er før blevet tvunget på omveje af sneen. Mest markant engang, hvor jeg med hele min familie var på minibustur i Jerusalem, da sneen pludselig begyndte at dale og vores temmelig frisk-kørende chauffør kørte alt for stærk ned ad bjergskråningerne, mens han kværnede i sin mobiltelefon for at ændre vores rejseplaner og booke nye hoteller på en ny rute. Og jeg husker overraskelsen over, at der kunne blive så koldt i Jerusalem…

…Og den overraskelse var egentlig meget den samme, da jeg mange år efter første gang oplevede sne i Beijing. I de seks år mine forældre boede derovre, var jeg derovre flere uger hver vinter og nød især godt af de høje, klare himle, der gav en naturlig omgang lysterapi, selvom det var koldt. Men inden jeg begyndte at komme meget i Kina, havde jeg aldrig tænkt på, at det også kunne sne det. I retrospekt gav det jo fuldstændig mening, at der ville være vinterkoldt derovre, da breddegraderne svarer meget til vores. Men poesien i sneens dalen på den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, var jeg fuldstændig uforberedt på… 

…Jeg var også uforberedt på kulden – og måske mest af alt højdesygen – da min bror og jeg for et par nytårsaftenener siden befandt os langt ude på landet i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina og vi havde bestilt en tur med svævebane op på områdets højeste tinde. Lad os bare sige, at vi godt noterede os, at alle de andre havde dynejakker på og oxygen-spray i lommen – men lad os også bare erkende, at det var helt fantastisk at stå deroppe på gletscher-tinden, men også at det nok ikke ville have skadet at være lidt varmere klædt på og at det var vores store held, at vi så ikke havde tendens til højdesyge. Og jeg blev ekstremt bevidst om, hvor koldt, der kan være på toppen… 

…Der var også koldt på toppen – på den bogstavelige måde – i de hyggelige lokaler på 5. sal i Fiolstræde, hvor Reflexioner havde til huse i de første hårde opstartsår. Vi havde lejet dem i sensommeren og ikke skænket kulden en tanke, før den pludselig var der, og vi måtte sidde med handsker på, når vi skrev og redigerede og dagens højdepunkt var en portion varm, hot Thai-take-away. Det føltes ekstremt boheme-agtigt, selvom vi trods alt ikke var nødt til at brænde vores manuskripter…   

…Det var også koldt, da vi for snart to år siden begravede min mor. Og der var en sær ny skønhedsdimension over blomsterne og kransene på graven, da vi kom tilbage dagen efter for at tænde lys. Nattefrosten havde bidt i dem, rimet deres kanter. Og de var nu en forunderlig blanding af voksagtigt fløjsbløde og uendeligt porøse. Og det var lige præcis sådan, vi vist også havde det… 

…Og mens minderne kom vrimlende, smånynnede jeg “sneflokke kommer vrimlende” og tænkte, at det trods alt var meget rart at se lidt sne oveni al frygten for global opvarmning. Og jeg tænkte på, hvor meget – eller hvor lidt – mening alle de gamle danske sange om urt og busk i sneskjul mon kommer til at give mening for de kommende generationer…

…Og jeg smilede lidt ved tanken om alle glædesudbrudene over snefaldet på Facebook og hvordan en skrev, at når nu Facebook fortalte ham, at det sneede, behøvede han ikke selv kigge ud af vinduet. Og hvordan jeg tænkte, det er da netop en opfordring til, at du SKAL kigge ud af vinduet her og nu, før det forsvinder. At du skal lade tankerne hvirvle med snemasserne rundt mellem hinanden i uforudsigelige mønstre, som ingen rigtig er herre over…  

…Og det med, at ingen rigtig er herre over sneen, fik mig til at tænke på, hvordan alle på en eller anden måde også er lige, når man færdes i snevejret. Høj som lav kan uventet falde på halen. Mest markant husker jeg det fra den første gang, jeg var i New York. Det var i januar og der blev hele tiden sat kulderekorder. Og der var hemsk glat. Den der farlige kombination, hvor der er den glatteste, glatte is nederst, iskoldt vand med grødis ovenpå og et fint snelag øverst, så man ikke kan se, hvor fælderne gemmer sig. I det vejr faldt alle som fluer. Flere gange om dagen faldt man. Nyhederne viste lange sekvenser med dagens mest dramatiske fald. Folk i fine nålestriber, i høje stilletter, i moonboot, i militærstøvler, i højt humør og i største hast, faldt, faldt, faldt. Og jeg husker selv, hvordan jeg på Columbias campus så en ærværdig ældre professor komme gående med en stak papirer, der spredtes fra alle vinde som overdimensionerede snefnug, da han faldt og gled flere meter gennem sneen. Og hvordan alle strøg hen for at hjælpe ham med at samle papirerne til ham… 

…Næsten hjemme krydsede nogle lidt øl-vaklende unge fyre på vej ud af Torvets Kebab cykelstien, stirrede på mig og sagde stor medfølelse: “Hold da op, du må cyklet meget længe”. Og jeg kunne godt se, at jeg lignede den afskyelige snemand efter en ellers ret kort tur – fordi modvinden havde aflejret store snemasser overalt på forsiden af mig. Men ryggen var helt tør…

…Jeg børstede sneen af. Rystede tørklædet. Bankede cykelhjelmen fri for sne. Og satte mig op i den varme lejlighed og stirrede ud på sneen under gadelygten. Og tænkte på, hvor mirakuløst hurtigt, man næsten altid får varmen igen.

4 kommentarer
%d bloggers like this: