Nadja Pass

Kategori: Kæpheste og undren

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

Overskud på dåse

Reflection

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

 

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

Her må du gerne…


mundharmonika

De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.

Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:

  • De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
  • Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
  • Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.

Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:

dansker

For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.

Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:

sticker

Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.

Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.

Individ på gruppetur

Jeg tilbragte sidste uge oppe ved diskobugten og isfjorden, hvilket på alle måder var en af livets helt store forrygende, fortryllende, forjættende oplevelser. Og det er måske derfor lidt paradoksalt, at jeg lige nu vælger at zoome ind på en lille bitte ting, der ovenikøbet kan opleves overalt i verden. Men sådan er det nu engang – jeg har haft masser tid til at sidde og trippe over uendeligt lange tankerækker, mens de mest fantastiske isformationer, smukke søjlebasalter og glitrende vandløb kranset med blomster er gledet forbi. Og en af de ting, jeg har tænkt rigtig meget over er: gryppedynamik.

For en af de ting, man sjældent tegner og fortæller specielt meget om, når man kommer hjem, men som alligevel præger den meste moderne turisme er, at det meget ofte – uanset hvor eksotisk et sted, man befinder sig og hvor individuel rejsende, man opfatter sig selv som værende – forholder sig sådan, at man igen og igen befinder sig i forskellige gruppekonstellationer. De fleste gør sig ovenikøbet store anstrengelser for at få taget billederne på en måde, så det ser ud somom de er de eneste på stedet – men sandheden og konteksten er for det meste, at man aldrig er alene med de store oplevelser. Der er næsten altid masser af mennesker omkring en. De optræder bare aldrig hverken på billederne eller i de fantastiske fortællinger om vores rejser.

Men faktum er, at man næsten aldrig kan komme helt ud til de store seværdigheder på egen hånd. Man er meget ofte nødt til at booke en tur. Man kan slå sig i tøjret. Leje cykler, vandre, leje biler, knallerter, både, tro-tros, tuctuc’er eller hvad de små trehjulede befordringsmidler nu kalder sig, det sted man tilfældigvis befinder sig. Hvad som helst, der hjælper en til at gøre tingene i eget tempo. Men alligevel er det næsten uundgåeligt, at man på et eller andet tidspunkt står overfor en seværdighed eller destination, man kun kan komme til, hvis man bestiller en tur hos en af de lokale turarrangører. Det bliver ovenikøbet ofte en del af oplevelsen, fordi det langtfra kun er turudbyderne, der konkurrerer indbyrdes – turisterne konkurrerer også indbyrdes om at vælge den rigtige turudbyder – der er altid nogle, der går for at være hottere, frækkere, sjovere at være på tur med end andre arrangører, mest eksplicit personificeret i den Vietnamesiske badeby NaTrang, hvor det i slutningen af ’90-erne var altafgørende, om man kom på “The REAL Mama Hahns Boattrip” eller kom til at booke hos en af de mange kopister. Det var en fatal fejltagelse, hvis man valgte den forkerte – for NaTrang lå på midten af den klassiske rygsækrejse fra syd til nord eller nord til syd, og alle rejsende man mødte på vejen, spurgte, om man havde været på “The REAL Mama Hahns Boattrip”. Og selv når man så har fundet den optimale turudbyder, er der konkurrence om, hvem der havde det bedste vejr, så flest hvaler/delfiner/stjerneskud/kælvinger/koraler/trompetfisk. 

Og selv når det lykkes en at komme helt, helt ud til Angkor Wat, Taj Mahal, Massada og Grand Canyon, ender man alligevel med at skulle skovle sig gennem grupperne, der også gerne vil se solnedgang eller solopgang fra et helt bestemt sted. Eller man står på båden og venter på at ankomme til dagens destination om lige pludselig viser det sig, at alle de andre individuelle turister ombord også har tænkt sig at styrke præcis ud på samme vandrerute, så snart man kommer i havn, så man alligevel bliver en del af en større folkevandring.

Grupper er og bliver, hvad enten man vil det eller ej, et nødvendigt onde, hvis man vil opleve verdens helt store trækplastre. Og hvis man har det så relativt anstrengt med grupper som undertegnede, er det også en af de væsentligste grunde til, at jeg for det vælger at tilbringe en del flere dage på hver destination end folk flest, så jeg kan supplere de helt store sights og de største attraktioner med de lidt mindre spektakulære steder, hvor man kan have det mere for sig selv. Mange af mine største oplevelser har jeg haft ved at besøge de lidt mindre templer (for eksempel gælder det både for Angkor Wat og Petra, at de kendteste templer ligger midt mellem masser af andre templer, der er mindst lige så flotte som de kendeste – det var bare ikke dem, der var med i Tomb Raider eller Indiana Jones – og dem kan man have næsten for sig selv, hvis man booker sin egen tuctuc og selv bestemmer ruten og farten), de andre vinkler på udsigten (for eksempel kan man få fantastiske vues udover Manhattan, hvis man tager til New Jersey-siden, mens der ofte er crowdet på Brooklyn-siden) eller tager de store sights den omvendte vej rundt, så man har det helt for sig selv, der hvor der bliver crowdet om eftermiddagen, mens man om eftermiddagen har det helt for sig selv, der hvor der var ekstremt fyldt om formiddagen. For eksempel et godt trick i Disney Worlds EPCOT-center og ofte også på de kendeste vandreruter verden rundt. 

NÅ – men tilbage til “isbjergenes by” – Ilulissat, hvor turarrangørerne også ligger side om side – og kampen især står mellem det store World of Greenland og den lille, frække udfordrer – italieneren Silver, der går for at sejle lidt tættere på isbjergene, have lidt mere tålmodighed med at vente på hvaler og sige nogle sjovere ting undervejs.

I Ilulissat er der forholdsvis få gratis glæder. Man kan vandre nogle skønne ture ud til isfjorden, hvilket i sig selv er kæmpestort. Men hvis man vil opleve nogle af de helt store ting, kræver det en båd – og en skipper, der ved, hvordan man sejler sikkert mellem isen. Mange vælger også at tage med helikopter helt ud på indlandsisen. Så det vil sige, at et ophold i Ilulissat uundgåeligt byder på en del gruppeture, hvis man vil ud og opleve noget.

Og det er altså så syret hver gang, synes jeg. Man sidder der og venter – og nu kommer jeg jo altid for tidligt alle vegne, så jeg når ofte at følge samtlige deltagere dukke op. Og den slags foregår jo ofte meget tidligt om morgenen, så det er altid søvnigt, folk kommer og lige kigger sig omkring. I begyndelsen er de fleste ret tavse og alle dem, der har rejsefæller på forhånd, snakker især med dem, mens dem, der rejser alene for det meste står lidt for sig selv i begyndelsen, men som altid også er dem, der “bryder isen” (pun intended) først. Og selvom det kun er et par timers tur, opstår der meget hurtigt grupperinger i gruppen. Nogle begynder straks at småsludre, udveksler de klasssiske informationer om, hvor man er fra, hvor længe, man har været på destinationen, hvornår man skal hjem og hvad man har oplevet indtil nu. På den ene side ligegyldigheder, som alle har glemt et øjeblik efter – på den anden side nyttig information i begyndelsen af opholdet, hvor man i høj grad har brug for andres anbefalinger for at gennemskue hvilke af de mange muligheder, man skal prioritere. Andre ser til med foragt og gider i hvert fald ikke smalltalke med mennesker, de aldrig skal se igen. Der er altid nogen, der påtager sig lederskabet fra starten, går hurtigst, fører an og med naturlig autoritet altid snupper de bedste pladser i bussen eller båden. Nogle, der gerne vil blære sig med deres viden overfor guiden, der tålmodigt bekræfter dem i, at de har ret og har sat sig godt ind i tingene. Nogle, der gør hvad de kan for at gå i et med væggen og tydeligt hader, hader, hader, at man ikke engang som voksen kan slippe udenom skolegårdens gruppedynamikker. Der er altid nogen, man husker mange år efter turen og snakker med sine rejsefæller om – og så er der nogen, man måske ovenikøbet har siddet ved siden af masser af gange, men overhovedet ikke kan genkalde sig. Og endelig er der nogen – og dem er der for mit vedkommende temmelig mange mindeværdige af – som man ender i en ekstremt intens samtale med, hvor man udveksler nogle af sine inderste, dybeste, mest komplekse overvejelser, mens isbjerge/templer/bjergtinder/canyons/slotte/ørkener/stenformationer glider forbi som et ekstra surrealistisk bagtæppe for nogle af de samtaler, der kommer til at forandre ens liv. Og som kun lige opstod netop dér og netop da – med mennesker, man aldrig får set igen. 

NÅ – alt det her er så egentlig bare baggrunden for, at jeg havde en særligt tankevækkende oplevelse i Ilulissat i sidste uge – og det var EGENTLIG den, jeg ville have fortalt jer om. Og det, der triggede, at jeg specifikt tænkte så meget over gruppedynamikker på netop denne tur:

Jeg havde meget varmt fået anbefalet at tage ud til Eqi-gletcheren ca. 5 timers bådtur fra Ilulissat og overnatte i deres “Ice Camp Eqi”. Den ligger langt ude in the middle of nowhere – og alt i materialet omkring det signalerede, at man skulle være ret frisk og eventyrlysten for at tage helt derud. Men når man så var der, ville føle sig helt, helt alene og blive forkælet med masser af god mad, mens man sad og så på den kælvende bræ. (og lad mig lige sige med det samme, at selvom resten af dette indlæg handler om, at vi så ikke kom til at være der spor alene, var det altså fuldstændig fantastisk og så mange varme anbefalinger værd, at gletcheren risikerer at smelte hurtigere end klimaforandringerne kan forårsage, simpelthen fordi den bliver mødt med så mange smeltende varme anbefalinger)

Man skulle mødes allerede klokken kvart i syv. Og da vi blev hentet på samlingsstedet var vi kun seks personer i alt, og vi snakkede meget om, hvor dejligt og stille det ville blive derude. Det tegnede godt – et par fra Østrig som vi allerede havde sludret hyggeligt med på kystbåden, et par fra Seattle, min far og mig. Småt, internationalt og godt. Indtil vi kom ned til båden, hvor der var gået kludder i noget med Østrigernes booking, så de ikke kom med – og de til gengæld blev erstattet af en gruppe på 26 pensionister fra en seniorrejseforening. Og her er det vigtigt for mig at understrege, at min ærgrelse IKKE handlede om deres alder – jeg kan faktisk rigtig godt lide at hænge ud med mennesker, der er væsentligt ældre end mig selv – det handler om, at der pludselig var en meget stor, dominerende gruppe, mens vi kun var fire personer, der ikke hørte til gruppen (og det ville have irriteret mig lige så meget, hvis det havde været gymnasieelever eller for den sags skyld nogle på min egen alder). Men der var selvfølgelig den ekstra syrede ting ved det, at jeg rejste sammen med min far, der nemt kunne gå for at være en af gruppen.

Og vi var da heller ikke nået særligt langt udenfor havnemundingen, før der opstod lange køer ved morgenmaden (danskere i kamp for at smøre ostemadder er altså ikke noget kønt syn) og brok over manglende kaffekopper.  

Jeg talte mest med amerikanerne. De var søde og sjove og desuden var der den ekstra bonus, at de var i Ilulissat, fordi de havde deltaget i Grønlandsmesterskaberne i kajak – og de fik virkelig åbnet mine øjne for, at den slags ikke kun handler om, hvem der kommer hurtigst i mål. Det er et helt lille “mini-olympiske-leje”, hvor man også konkurrerer på, hvem der bedst kan svinge sig i tov (der hænger på fisketørrestativerne) og ikke mindst rulninger (hvis man troede, der kun fandtes  hele og halve grønlændere, tog man fejl – der er 70 forskellige rulninger, der allesammen handler om, hvorvidt man holder harpunen foran sig, bagover ryggen eller på en måde, der egner sig særligt godt, hvis den har sat sig fast i stadigt svømmende hval). Amerikanerne skulle så desværre ikke overnatte. Så dér så man lige min far og mig som de eneste, der ikke hørte til gruppen. 

Vi kom fra borde, blev indkvarteret, fik kaffe og kage. Og så begyndte der jo at ske noget interessant. Og det handlede hverken om den ret store udfordring i at få hjulpet samtlige af gruppedeltagerne med samt deres bagage op ad den stejle bjergsti til hytterne (ellers en temmelig stor udfordring, når man tog antallet af kunstige hofter i betragtning) eller om min irritation over, at vi var så mange derude (hvilket jeg stadig synes var ærgerligt, men dog forholdsvis hurtigt lagde bag mig, selvom jeg kunne mærke, jeg havde et latterligt stort behov for at understrege overfor guiderne, at jeg IKKE hørte med til gruppen, jeg var INDIVIDUELT rejsende – latterligt stort behov). Det handlede om, at der sker noget interessant, når man er tilstrækkeligt længe sammen med en gruppe til, at man begynder at se individerne.   

Ved første øjekast lignede de jo allesammen hinanden. Samme briller, samme frisurer og – ikke mindst, hvilket gælder alle turister i Grønland – samme variationer over fleece, windbreakers og vandrestøvler. Men der gik faktisk forbløffende kort tid, før jeg begyndte at kunne skelne dem fra hinanden og gennemskue de interne gruppedynamikker

Og det der slog mig – og som trods alt nok slog mig hårdere, fordi det var en gruppe pensionister og jeg derved måske dissekerede dem mere objektivt, end jeg ville have gjort med en gruppe på min egen alder – var:

  • Der var en hel klar leder – og det var ikke ham, der officielt var lederen.
  • Der var nogle, der var ekstremt livsglade og gode til at få det bedste ud af det. Og de tiltrak sig masser af opmærksomhed og fik automatisk de andre til at hjælpe sig med at gøre sig det endnu mere behageligt. For eksempel var der kamp om de udendørs siddepladser – og da først vi begyndte at sejle, var det altafgørende med en plads i sol og læ, hvis man skulle kunne holde ud at sidde udenfor. To af kvinderne havde været smarte. I stedet for at kæmpe om pladserne på bænkene, havde de sat sig på en kasse. Og havde fundet nogle puder. De sad allerbedst – de tronede, grinede og var glade. Og det var sjovt at se, hvordan de andre blev ved med at komme med ekstra puder og tæpper til dem, så de hele tiden kom til at sidde bedre. Mens dem, der brokkede sig over manglende siddepladser fik lov at sidde i et hjørne. 
  • Der var helt tydeligt en ældre herre, der havde været charmør hele livet. Og stadig var det. 
  • Der var to veninder, der var helt udenfor. Når de andre puffede hinanden i siden for at gøre opmærksom på, hvor de skulle kigge hen for at spotte en hval eller bød whisky rundt, som man kunne køle med indlandsis, forbigik de dem. Ikke af ond vilje tror jeg – de glemte dem bare. Og det er aldrig rart at blive glemt. 
  • Der var nogen, der med stolthed fortalte om deres fortid og deres arbejde og som straks udstrålede lyst til at fortælle om alt det, de havde oplevet og understrege, at de havde “været noget ved musikken” engang. Og der var mindst ligeså mange, der tydeligt var lettede over endelig at være en del af den mere anonyme pensionistgruppe, hvor man ikke altid behøvede tale “fag”, men i stedet kunne holde sig til at fortælle om børnebørn. 
  • Der var nogen, der havde meget travlt med at understrege, at de “normalt ikke rejste i grupper”, mens andre helt åbent var glade for, at nogle andre tog ansvaret for det hele.
  • Der var nogle, der var ekstremt friske. Og det var meget livsbekræftende at se HVOR frisk omkringspringende, man kan være i 70-årsalderen. Men til gengæld var der også nogle, der virkelig var besværede af deres lemmer eller manglende balance, at det samtidig stod klart, at man skal passe på med at udsætte alt for mange rejser til man bliver gammel. Der er altså rigtig mange rejsemål, der kræver en vis fysik for, at man får det optimale ud af dem.

Mødet med pensionistgruppen fik mig til at tygge temmelig meget på, hvor meget de samme sociale dynamikker følger os resten af livet. Det er langt fra gjort med skoletiden. Man bliver ved med at indgå i nye gruppesammenhænge og skulle kæmpe for sin plads – på nye arbejdspladser, hvor der altid er den cool frokostgruppe, man gerne vil være med i – og alle de andre, der spiser sammen, fordi det er de nødt til. Til store fester, hvor nogle borde altid er de sjoveste at sidde ved. Og sgu selv når man er på rejse, og uanset om man vil det eller ej bliver tvunget til at indgå i grupper. Mange – undertegnede inklusive – der følte sig meget udenfor som børn, har i voksenalderen fint lært at håndtere gruppedynamikkerne på godt og ondt. Men nogle bliver ved med resten af livet af være dem, der altid er udenfor, hvilket er et kolossalt handicap, og det synes jeg var grundlæggende hjerteskærende at være vidne til.  

Gruppedynamikkerne følger os livet igennem, for uanset, hvordan man vender og drejer det, er der to ting, man ikke kan komme udenom:

1) Ethvert individ indgår konstant i forskellige grupperinger – uanset hvor meget man vender og drejer det og slår sig i tøjret. 

2) Enhver gruppe består af individer – og det skal man huske sig selv på at have øje for. Også selvom det ved første øjekast ser ud som om de allesammen er ens.

Skridt for skridt

P7070017

I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.

Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.””Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt””Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.

Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.

Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.

Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.

Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.

Det uendeligt store i det uendeligt små

Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.

Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.

Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.

  • Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær. 
  • En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
  • Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren. 
  • Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s   og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
  • En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
  • Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.  
  • Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
  • Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i. 
  • Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
  • Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
  • Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
  • Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
  • BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
  • En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde. 
  • Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over. 
  • Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
  • Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds. 
  • I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.  
  • Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
  • Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen. 
  • Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.

Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.

At rejse er at se det, man IKKE forventer at se

Der er en ting, der altid har undret mig. Når vi rejser har de fleste af os en tendens til at fokusere på at opleve det, vi forventer at opleve. Vi tager billeder af det, folk forventer at se billeder af, når vi kommer hjem. Vi fortæller om de ting, folk forventer at høre om (til dels, fordi de alle sammen stiller de samme spørgsmål) når man kommer hjem. Og vi bidrager således til at vedligeholde fordommene om stederne, folkene og kulturerne. Også selvom det i virkeligheden var noget helt andet, der skinnede mest i øjnene eller var den største oplevelse.

Da jeg var i San Fransisco bed jeg mærke i, at alle turisterne alt for at få et billede af Golden Gate Broen i det solskin, man kender fra postkortene og filmene. Selvom enhver, der har været i San Fransisco ved, at det næsten altid er tåget – og det derfor ville være et meget mere autentisk Golden-Gate-billede at tage et billede af broen dækket af tåge. (og jojo – jeg stod da også selv og ventede på det solrige snapshot)

Da jeg kom hjem fra Ghana, ville folk kun se billeder af “negerhytter” og kvinder, der bar bananer på hovedet – mens de bladrede hurtigt henover billederne af det moderne Afrika. Og de blev skuffede over, at jeg ikke havde saftige svar på spørgsmålene om “hvad der var det ulækreste, jeg oplevede dernede”. De håbede på historier om kakerlakker og klamme toiletter – og var ikke interesserede i at høre, om alt det, der faktisk fungerede udemærket. (og jojo – jeg havde da også selv tage langt flere Lille-Sorte-Sambo-Billeder end jeg havde gennemfotograferet de moderne dele af storbyen).

Og her i Nuuk er det selvfølgelig ingen undtagelse. Jeg indrømmer gerne, at det inden afrejse også forekom mig at være en af de mest eksotiske destinationer, jeg nogen sinde havde sat kursen imod. Og sådan reagerede folk flest også, når jeg fortalte dem, at jeg skulle herop i to måneder. Mens alle misundte mig mit New York-get-away sidste år, var det de færreste (overraskende få, syntes jeg faktisk) der selv havde lyst til at opleve Grønland. De mest typiske reaktioner var snarere:

1) Uh, det er så dyrt deroppe. Man kan kun købe kvarte agurker og de koster 40 kroner.

2) Åh det er så forfærdigeligt med al den sociale ulighed deroppe. Alle grønlændere er stakler.

3) Nuuk er en grim by – det er ikke dér du skal tage til, hvis du vil opleve Grønland.

Og det er stadig de spørgsmål, rigtig mange stiller for at få bekræftet. Men faktisk forholder det sig sådan, at

1) Her ikke er særlig dyrt. Supermarkederne er utroligt veludstyrede, og det meste koster ca. det samme som i Danmark udfra devisen “her er momsfrit, men det udliner fragten”. Det eneste, der er væsentligt dyrere er de såkaldt “flyfriske” varer – frisk mælk og mejerivarer,  friske grøntsager, bær og frugter. Men selv de flyfriske varer er ikke nær så dyre som det skræmmebillede, der var blevet fremmanet hjemfra. Og man klarer sig jo altså nok uden en Cultura drikkeyoughurt, der af uransagelige årsager koster små 40 kroner, mens en konkurrende variant ligger på 12 kroner. Det, der til gengæld er dyrt – meget dyrt – er hvis man vil foretage sig noget som helst af alt det, man forestiller sig, man skal lave i Grønland. En tur på indlandsisen, en hundeslædetur, en hvalsafari eller sejltur mellem isbjergene koster alt sammen kassen (og foregår i øvrigt kun sjældent i Nuuk, men typisk oppe ved isfjorden i diskobugten og Illulisat, hvor det i sig selv koster kassen at komme op. Det var jeg forberedt på, og jeg glæder mig til at skulle tage kystskibet derop om et par uger og blandt andet skulle overnatte i hytter helt ude ved den kælvende bræ i Eqi – men det altså ikke bare sådan noget, man lige oplever, bare fordi man er i Grønland. Der er begrænsede pladser og det koster KASSEN).

2) Ingen tvivl om, at der er mange foruroligende sociale problemstillinger i Grønland. Det vil jeg på ingen måde forklejne. Og jeg ved også godt, at Nuuk næppe er der, hvor man oplever de mest forfærdelige forhold og forskelle på rig og fattig. MEN det er samtidig rigtig dejligt at se, hvor mange velfungerende, smarte, veluddannede, tjekkede grønlændere,  her er. Og det er altså nok så vigtigt at bide fast i og fortælle videre.

3) Der er faktisk sindsygt flot i Nuuk. Ingen tvivl om, at der nok er endnu fabelagtigt meget flottere mange andre steder i  Grønland. Men der er OGSÅ flot her. Og hvis man gør sig tilstrækkeligt store anstrengelser for at fotografere de pittoreske træhuse i Kolonihavnen, kan man godt få Nuuk til at se helt yndig ud. Og der er faktisk også nogle flotte eksempler på moderne arkitektur. Men netop fordi, man forventer at se store sørgelige boligblokke i Nuuk, tager de fleste også masser af billeder af dem. Flere end de måske anstrenger sig for at tage billeder af det “pæne” for det er jo det, man skal fotografere og fortælle om, fra bygderne.

Men det interessante er, at selvom jeg ser og hører en masse andet end det, jeg forventede at se, er det stadig det forventelige og forudsigelige som også jeg er med til at reproducere. Dels kommer man – uanset om man vil det eller ej – til at forholde sig til klicheerne, fordi det er dem, alle spørger til – og man derfor om ikke andet er nødt til at gendrive dem, hvis man vil sige noget om noget (ligesom jeg for eksempel lige har gjort ovenfor). Dels fordi det jo ER de anderledes ting, man typisk bider mærke i, når man lander et nyt sted – og hjemmefra-forventningerne bliver en slags hylder, man sætter oplevelserne ind på. Og ofte er det først, når man har fået sat hakker ud for de mest påtrængende “musts”, at man for alvor begynder at åbne øjnene og ørerne for alt det, der er anderledes end man forventede, i virkeligheden er meget hverdagsagtigt eller er mere nuanceret, end man troede, da man så det første gang.

Af samme grund prøver jeg altid at blive så længe som muligt det samme sted – eller vende tilbage mange gange. For det er først, når man begynder at se de små forandringer i stemningen alt efter vejr, årstid, ugedag, tidspunkt på døgnet. Hvis man bare lige lander og tilbringer en uges tid et sted, har man en tendens til at tro, man kender stedet, uden overhovedet at kende det. Et par måneder eller mange tilbagevendende besøg er selvfølgelig også kun stikprøver – men det betyder trods alt, at man får fjernet det første eksotiske slør. Og man ved i hvert fald, man er på rette vej, når man i stedet for at fokusere på klicherne begynder at sætte større pris på, fotografere og fortælle om alt det, man IKKE forventede at se.

(og nej da – der bilder jeg mig på ingen måde ind at være nået til med Nuuk endnu – mine Levende Postkort, Facebook-opdateringer, twits og blogposts driver stadig af klicheer og benovelse. Men jeg håber at nå derhen i nærheden af i løbet af dette to-måneders ophold)

Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

%d bloggers like this: