Nadja Pass

Kategori: Hverdag

10 pudsigheder af den slags, man lidt for ofte glemmer at skrive hjem om

1) Udvalgte restauranter i Grønland serverer “Grønlandsk Sushi” – med hval-sashimi og hellefisk-nigiri. 

2) Rullesko er så populære i Nuuk, at mange butikker (hvis gulve er glatte og derfor særligt rullesko-egnede) er nødt til at have skilte, der siger “Ingen rullesko, tak”. 

3) Butikkerne i Grønland reklamerer generelt utrolig lidt for sig selv – har typisk kun et diskret skilt på facaden og ofte kun på grønlandsk, hvilket efterlader enhver turist uvidende om, hvad man kan købe der. Det må være ud fra devisen, at der kun er den ene af den slags butik (boghandler, sportsbutik, legetøjsbutik) i hver by, at alle, der skal vide det, ved at de findes – og hvor de ligger.

4) Der er relativt set markant mange Thai-restauranter i de grønlandske byer. Og de fleste af dem er gode. Mest syret var dog det gastronomiske kulturclash til “Grønlandsk Buffet” på Hotel Hvide Falk i Ilulissat. Tørrede amasetter (små fisk, der spises med hud, ben og hår), mattak (hvalspæk), røget isbjørn/moskus/rensdyr/hval og hellefisk i alle afskygninger suppleret med “Msokus i Østerssauce”, grønlandsk sushi og ikke mindst pyntet med fuldstændig overdrevne mængder af udskårne vandmeloner, gulerodsfugle og drager udskåret af kinaradisse.  

5) De grønlandske bilister er utroligt tilbageholdende i helt bogstavelig forstand. De holder ekstremt høfligt og overskudsagtigt tilbage for fodgængerne, og jeg der er vant til at færdes i byer, hvor fodgængerne er jaget vildt, bliver stadig lige overrasket hver gang. Og tror jeg har smilet venligt-taknemmeligt og “tak for hjælp i trafikken”-kækt til samtlige chauffører i Nuuk op til flere gange i løbet af de to måneder, jeg har været her. 

6) Relativt set er der utroligt mange drenge på mountainbikes. Og de behersker dem uovertruffent. Op og ned ad grøftekanter og skrænter. 

7) Der er næsten altid kun fortov i den ene side af vejen. De ligner godt nok ikke fortove i traditionel forstand, fordi det mere er et fladt grusstykke ved siden af asfalten. Men det er helt forkert, og ingen forventer, at man går i den forkerte side af vejen. Og derfor kan det hurtigt blive ret farligt at gøre det.

8) Der er så mange heroppe, der taler så godt dansk, at man hurtigt bliver lidt doven, og glemmer, at det ikke er alle, der gør det. Og jeg kan godt blive lidt flov over, at jeg ikke har fået opsnappet mig mere grønlandsk, end tilfældet er. 

9) Det er utroligt, hvor langt, man kan klare sig på frostvarer. Nu er jeg jo ellers den store frisk-frugt-og-grønt-fra-Aarstiderne-økolog derhjemme, der stort set aldrig køber andre frosne frugter og grøntsager end bær – og noget af det, jeg savner jeg mest heroppe (bortset fra venner og familie selvfølgelig) er da også frisk frugt og grønt. Men nu har jeg oplevet, at det kan lade sig gøre at køre en husholdning stort set på frostvarer. Og det er altså noget helt nyt for mig. Ikke noget, jeg har tænkt mig at genoptage derhjemme – men dog bevidsthedsudvidende at vide, at muligheden foreligger.

10)  Gadebilledet – og især turistbådene i Ilulissat – er et studie i outdoor-udstyr. Det er helt vildt, hvor meget ‘intelligence’, der er røget ind i den branche og hvor mange geniale nye materialer, snit og kombinationer, der findes. Og alt sammen ufatteligt “light weight”, så man have masser af lag gemt i en lille daypack. Imponerende grad af produktudvikling, som man ikke har nær så god mulighed for at studere på nært hold derhjemme.

Det uendeligt store i det uendeligt små

Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.

Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.

Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.

  • Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær. 
  • En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
  • Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren. 
  • Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s   og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
  • En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
  • Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.  
  • Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
  • Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i. 
  • Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
  • Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
  • Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
  • Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
  • BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
  • En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde. 
  • Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over. 
  • Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
  • Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds. 
  • I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.  
  • Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
  • Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen. 
  • Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.

Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.

Danmark pr. langdistance

I går var der valg til Landstinget i Grønland. Og i morges vågnede vi til nyheden om, at det faktisk endte med lidt af et jordskredsvalg. Og at der kommer til at være systemskifte. Efter mange år ved magten bliver Siumut, Hans Enochsen, Jonathan Motzfelt og de få andre navne, man med ujævne mellemrum på støder på i de danske medier udskiftet med partiet IA ledet af Kuupik Kleist. Ret stort, faktisk.

Og derfor har jeg så i dagens løb prøvet at se, hvor meget det prægede medierne i Danmark. Og jo, der var da små indslag om valget i tv-aviserne. Men på nettet skulle man lede længe efter nyheder om valget. Virkelig længe. Grønland og alt det, der sker heroppe, er simpelthen bare ikke rigtigt på lystavlen i Danmark med mindre Connie Hedegaard inviterer statsledere op for at se smeltende isbræer, Pingo krydser indlandsisen eller Mary tropper op i nationaldragt.

Heroppe er det til gengæld omvendt. Danmark er meget mere præsent, end jeg havde forestillet mig. Også selvom selvstyret træder i kraft den 21. Også selvom der er stærke kræfter, der taler for stadigt mere løsrivelse. Og også selvom der er snak om at indføre engelsk i stedet for dansk i skolerne. Danmark er på mange måder livsnerven – og det er en mærkelig fornemmelse at mærke.

  • Den eneste flyforbindelse ud af Grønland går til Kastrup. USA og Canada ligger ganske vist langt tættere på – men hvis man vil flyve fra for eksempel New York til Nuuk, skal man (ligesom undertegnede, hvis lay-over så lige varede et årstid) via Kastrup.
  • Alle TALER dansk. Og man beTALER med danske kroner.
  • Hvis man hører til dem, der normalt savner rugbrød og piratos på udenlandsrejsen, er det intet problem heroppe. Og man kan få Sismofytter, Klovborgost, Hansens-is og danske ugeblade med et par dagens forsinkelse.
  • Alle de danske tv-kanaler kører med fire timers forsinkelse, så man kan se sine programmer til almindelig dansk tid – og så tv-programmerne på nettet, i aviserne og bladene passer med de rigtige tidspunkter.
  • Møblementet i det kommende borgmesterkontor, hvor jeg fik lov at afgive min brevstemme til EU-valget og Tronfølgerafstemningen forleden, bestod af de fineste fine Faaborgstole og Mogens Koch-reoler i birk med rødt niger-skind fra Rud Rasmussen (en detaljegrad, jeg kun er i stand til at gengive, fordi jeg lige har skrevet en artikel til Bo Bedre om det fantastiske snedkeri på Nørrebrogade og var glad for at se deres fine sager heroppe også)
  • Busserne ligner almindelige gule HT-busser fra dengang, jeg var barn og der ikke var noget, der hed Movia endnu.
  • Ved alle offentlige bygninger vajer dannebrog side og side med det grønlandske flag.
  • TV-udsendelserne sendes også på dansk, biograffilmene har danske undertekster, alle tilbudsaviser er to-sprogede.
  • Stikkontakterne er danske, byggematerialerne er danske.
  • Butikkerne hedder Tøjeksperten, Inspiration, BabySam, Matas, Stark og XL-byg.

Det hele er på mange måder så velkendt, som ingen destination nogensinde har været før. Og det er det på en ægte, moderne, hverdagsmåde, der handler om levet liv – slet ikke som når man besøger Solvang i Californien, hvor de serverer medisterpølse med æbleskiver til morgenmad. Det her ER danske hverdage anno 2009. Det foregår bare pr. langdistance. Og det er virkelig tankevækkende, at forbindelsen, kendskabet og bevidstheden den modsatte vej er så begrænset.

Livet i Nuuk = statistrolle i The Truman Show

Der er noget over Nuuk, der får mig til at føle det somom, jeg spiller med i The Truman Show.

Sagen er nemlig, at den – ligesom alle andre grønlandske byer – ligger fuldstændig isoleret, så man ikke kan komme hertil ad landvejen. Man skal enten flyve eller sejle for at komme hertil eller herfra. Busserne kører i ring, de mange store jeeps har kun ca. 100 kilometer vejnet, to lyskryds og et utal af rundkørsler at fræse rundt på og antallet af mennesker er så lille, at man ikke kan undgå at genkende ret mange ret hurtigt. Det er sin egen lille verden.

Det passer mig sådanset perfekt. Udover at jeg altid har drømt om at komme til Grønland, tog jeg herop, fordi jeg gerne ville koncentrere mig om et større skriveprojekt – og her er lige præcis lige så distraktionsmuligheder, som jeg havde forestillet mig. Men samtidig er der også noget syret over det. Når jeg befinder mig i lukkede verdener, har jeg altid haft en tendens til at lege med tanken om at se det hele oppefra. Lidt som en computer-spil-bane, hvor hver vigtig person har sin egen farve/figur/avatar som man så kan se bevæge sig rundt på spillebanen. Faktisk lidt samme princip som J.K. Rowling har trippet over det med det magiske kort i Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Og så synes jeg, det er så sjovt at tænke over, hvornår man mødes tilfældigt og hvornår skæbnen spiller de enkelte deltagere et puds, så de lige akkurat ikke mødes eller ikke befinder sig på rette sted på rette tidspunkt. Det tankeeksperiment leger jeg altid med på færger, på skoler, på festivaller. Og nu også i Nuuk. Ser det hele lidt fra oven.

Følger man den tanke bare et lille stykke længere ud, er det nærliggende at tænke på det som et reelt  Truman-show. Det er ikke nødvendigvis fordi jeg ser mig selv i hovedrollen som den, alt drejer sig om… men mere princippet i, at det hele KUNNE være konstrueret. Her er lyst heletiden, hvilket giver de optimale projektør-filme-muligheder. Og man kan nemt tilføre et strejf af handling og eksotik ala “cue: hval-blåst i fjord”, “cue: sol på snedækkede tinder/regnbue/slagregn/tudende blæst”, “cue: fanger sælger isbjørnekød” (en så stor sjældenhed, at der var kø hele vejen gennem byen, da der blev skudt en isbjørn i påsken, fordi alle skulle ned og se – men hey – i The Greenland Show er virkeligheden i forvejen konstrueret, så hvorfor ikke give eksotikken lidt mere gas?) eller “cue: kongefamilie ankommer til selvstyre-festivitas”.

Folk kender hinandens biler, så det er svært at have en diskret affære eller prøve at bevare nogen hemmeligheder, tror jeg. Og da der ikke er så mange turister-turister her (de fleste drager mod de store naturoplevelser i andre byer, mens man mest tager til Nuuk, hvis man har et fagligt ærinde eller fastboende at besøge) skal man ikke lide særligt meget af spotlighteffekten for at føle, at de fastboende for længst har registreret min ankomst, hvor jeg bor og hører til og hvorfor jeg er her, ret få sekunder efter min ankomst.

Så altså – hvis I nu sidder nogle producere derude et sted og styrer showet her i Nuuk og omegn, vil jeg lige spørge, om ikke kan cue nogle hvaler, næste gang jeg stirrer ud over fjorden i timevis? Og til alle jer andre vil jeg sige: “To be continued” – realityshow eller ej…

Skrivebordsvoyeren rapporterer fra Nuuk

Jeg sidder i et rødt træhus med hvide vinduer. Huset ligger i en række af andre identiske røde træhuse med skur, skraldespand og en lille trappe op. Og lokalkendte fortæller, at husene ligner hinanden så meget, at folk med jævne mellemrum går forkert og begynder at tage skoene af i hinandens vindfang. Her er i alt tre forskudte etager – og jeg har installeret mig på 1. sal. Udsigten er mildt sagt noget anderledes end fra Houston Street i New York, Ahornsgade og Vesterbrogade.

Fra dette vindue kan jeg nemlig se:

•    En sø, hvor den sidste grålige is venter på vej sommersmelte.

•    En stor parabol, der vender ryggen mod mig.

•    Et grønlandsk flag, der blafrer om sin egen akse det meste af tiden, men indimellem folder sig fuldt ud.

•    En stribe nybyggede huse, der stadig er ”imprægneret-træ-farvede” og måske skal blive ved med at være det. I hvert fald er folk flyttet ind: der hænger et rødt lagen i dobbeltsengstørrelse til tørre på én terrasse og vasketøj i alle faver lidt længere nede.

•    Grønlands Energiforsynings store, nybyggede hobedkvarter i gråt og glas.

•    To rustne fælles-griller

•    To ud af de fem legepladser, der ligger omkring den lille sø. Den ene af de fem ligger lige nedenfor min terrasse, men den kan jeg ikke se lige nu, fordi jeg sidder på første sal. Den største af dem, jeg kan se herfra har fire bildæk-gynger, hvoraf de to hænger i en tynd tråd. En vippe med to falmede gyngehestehoveder, et stativ med noget, der måske er en koboltblå babygynge. Et klatrestativ med en lang rutchebane og en masse borde-bænke-borde. Den anden legeplads har lidt mere knald på farverne – sikkert nyere. Der er lige kommet to piger til den ellers øde legeplads. De er begge klædt i lilla og lyserøde nuancer. Den ene i chocking ping jakke og hue og lyserøde gummistøvler. Den anden i gammelrose jakke og lysegrønne gummistøvler.

•    En kran, der svinger.

•    To arbejdsmænd – en med rød hjelm og en anden med hvid hjelm, der konfererer på øverste ubyggede etage af et voksende etagebyggeri.

•    Et hvidt hus med rødt tag, hvor beboeren lufter dørmåtte på terrassen. Et rødt hus, et lyseblåt hus, et koboltblåt hus og et gult hus – alle med sorte tage.  Mellem det røde hus og det blå hus løber en sti, hvor jeg lige har set tre børn komme cyklende.

Hvis jeg strækker hals kan jeg desuden se:

•    Nuuks industrihavn med et par trawlere, en masse kabeltromler og et stort blåt pakhus. Man kan også se kystskibet, når det lægger til og fra.

•    En klynge træhuse i mange forskellige farver der ligger draperet udover bjerget.

•    Godthåbsfjorden i baggrunden og de sporadisk snedækkede bjerge, der bader i fjorden.

Gennem mit vindue kan jeg:

•    Mærke den friske, friske luft strømme ind og klare tankerne.

•    Høre pigen med de lyserøde gummistøvler slå sin skovl mod klatrestativet i en monoton rytme.

•    Høre en dansktalende mand irettesætte sin søn. Men jeg kan ikke se hverken far eller barn.

Jeg: En GentofteNørrebro-hybrid

BARNDOM: Mit barndomshjem lå i Gentofte. Og selvom vores hus var det mindste på hele Parkovsvej, lå det dog på Parkovsvej, der er en af den slags veje der (uden at jeg nogen sinde helt har forstået hvorfor) blandt Gentofteborgere bliver betragtet som særligt fin. Det var nu ellers ikke fordi vi var rige. Som sådan. Men det var altså dér, vi boede. Og det var jo ikke som sådan noget, man tænkte så meget over, det med Gentofte, andet end når ens farfar fra Ringsted sagde, at man talte “Hellerup-fint” og ens kor-veninde fra udvekslingsskolen i Give spurgte om ikke man ville skrive til hende præcis, hvad der var i ens klædeskab til hendes opgave om mærketøj. Og stor var derfor forbløffelsen, da en af forældrene i min brors klasse engang foreslog, at hele hans klasse skulle “bytte liv” med en klasse fra Nørrebro i et par uger. Så skulle de forkælede Gentofte-unger nok lære at se, hvad livet virkelig handlede om. Argumenterede den undersøgende DR-journalist, der selv boede i kollektiv i et gammelt herresæde med riddersal og atriumgård. De slap med skrækken – men da jeg hørte historien, ændrede noget i min oplevelse af Gentofte sig for altid. Jeg blev klar over, at det måske ikke var hvilket som helst sted, jeg voksede op.

TEENAGEÅRENE: Vi har praktikanter i min folkeskoleklasse og havde tema om rusmidler. Vi var fire i min gruppe – og praktikanten havde lavet en aftale med lokalpolitiet i Ryesgade om, at vi kunne på besøg derinde og høre lidt om stofferne. Nu snakker vi jo sen-80’erne, hvor Ryesgade ganske ofte var i tv-avisen på grund af BZ’erne. Og jeg havde læst Liv og Alexander og var på en gang draget og skræmt fra vid og sans. Inde på lokalpolitistationen fik vi lov at lade en masse små pipetteglas gå rundt, så vi kunne se – og i nogle tilfælde lugte – de forskellige rusmidler på helt tæt hold. Vi gik ned mod Nørreport ad Fælledvej – og jeg husker ligeså tydeligt, hvordan praktikanten gik ind for at købe frokost ved den smørrebrødsbutik, der stadig ligger som en tidslomme på Fælledvej, mens vi stod udenfor og kikkede ned mod Skt. Ansgarkirken. Og jeg kan huske, at syntes, det var så uansvarligt, at vi bare sådan fik lov at stå dér.

GYMNASIETIDEN: Jeg begyndte på Øregård Gymnasium – prinsernes gamle skole. Og selvom jeg var så meget i politisk opposition til resten af klassen, at de sang “når jeg ser et rødt flag smelde”, når jeg sagde noget i historietimerne, var jeg altså stadig en temmelig bly Gentofte-viol. For jeg husker tydeligt, hvordan mine forældre ville hjælpe mig med at finde et antikt spejl til mit værelse dengang jeg havde et trip med gamle møbler. De havde hørt, at der skulle være en masse gamle marskandisere og antikvitetshandlere i området omkring Skt. Hans Torv. Så der tog vi ind – og parkerede på hjørnet af Elmegade og Birkegade. Og jeg kan huske, hvordan jeg skyndede på dem, fordi jeg var helt sikker på, at bilen ville være skrællet fuldstændig – eller væk – når vi kom tilbage.

FØRSTE STUDIEÅR: Min veninde havde fået en lejlighed lige ved Skt. Hans Torv – og jeg skulle med ud og se den. 18. maj-optøjerne var lige løbet af stablen, men jeg havde været ude og rejse, så jeg forbandt det ikke rigtig med Nørrebro. Jeg boede stadig hjemme og blev ofte korrekset af mine veninder, når jeg spurgte, om ikke vi skulle tage ind til byen? “Vi bor jo i byen” sagde de med kendermine. Men jeg mente jo stadig K, når jeg sagde byen. Hverken N, Ø og V – og slet ikke NV og S – figurerede i mit billede af København, før den dag, min veninde og jeg stod på Dronning Louises Bro og jeg havde købt champagne og plasticglas med for at markere overgangen til hendes nye kvarter. Vi stod der og så udover søerne og Irma-hønen blinkede og jeg fandt en helt fantastisk vest i Blågårdsgade og vi fik en tallerken med humus og soltørrede tomater på Cafe Funke – og det var længe før, der var noget der hed brunch og tapas og Sebastopol og Pussy Galores og cafe latte segment. Og jeg syntes, der var helt fantastisk.Og der gik ikke så lang tid, før jeg fik mulighed for selv at købe en lille andelslejlighed lige ved Skt. Hans Torv. Hele flyttecrewet spiste på Quattro Fontana – og jeg tænkte, at der skulle jeg spise rigtig tit nu. Og jeg har ikke været der siden.

STUDIETIDEN: Lejligheden ændrede sig hurtigt omkring mig. Jeg flyttede fra stuen op på 2. i en lidt større lejlighed. I den nye lejlighed havde de tidligere beboere glemt en brosten, de havde plukket op på torvet den 18. maj. Den har jeg stadig. Og nogle år senere købte jeg nabolejligheden og havde pludselig fire værelser. Små værelser, men dog fire af dem. Og omkring mig ændrede huset sig. Byfornyelsen satte ind og pludselig blev klimaskjoldet renoveret, mens opgangens gamle drankere blev ekskluderet. Gammeldags kaffebarer, bodegaer og brune værtshuse blev udskiftet med smarte cafeer og modetøjsbutikker. Marskandiserne hævede priserne. En gammel byggegrund blev forvandlet til “Have på en nat”. Vores baghus blev revet ned og vores to gamle asfalterede gårde blev lagt sammen til en stor, børnevenlig gård. Men inden det kom så langt, havde vi nået at have BZ’ere i baghuset, hvilket jeg knap nok ænsede fordi det skete mens jeg var ude og aflevere mit speciale – og baghuset var ryddet igen, da jeg vendte hjem en kandidatgrad rigere.

VOKSENLIVET: Kvarters-hypen rykkede heldigvis hurtigt videre til Vesterbro og efterlod indre Nørrebro som det helt perfekte kvarter for mig at leve i. Den perfekte blanding af delikatesser, modebutikker, små grønthandlere, mange slags mennesker, cafeer, morgenværtshuse, kaffe-bikse og lokalkolorit. Herligt befriet for decideret hype. Bortset selvfølgelig fra, når medierne hyper Nørrebro – og det altid er for det onde. Når de viser brændende biler og kalder det en krigszone og frygtsomme forstadsfolk spørger, om man cykler med skudsikker vest. Og jeg må da indrømme, at jeg kørte bilen ud til en veninde, der i dag bor et stenkast fra mit barndomshjem i Gentofte, da Ungdomshusuroligehederne for alvor bragede og brændte i gaderne. Og selvfølgelig er jeg da bevidst om, at der KAN ske noget fatalt – men det kan der jo på den anden side altid, alle vegne. Så det kan man ikke lade sig styre af, og jeg har alligevel altid bestræbt mig på at leve hver dag som var den sidste. Og i øvrigt må jeg indrømme, at jeg i dag kan føle mig mindst lige så utryg på en øde villavej, hvor jeg kan få mange seriøst ubehagelige fantasier om, hvad der gemmer sig bag ligusterhækkene.

OG NU? Elsker jeg at besøge min far, der er flyttet tilbage til mit barndomshjem efter 10 år i udlandet. Og jeg trækker vejret på en anden måde, når jeg sidder der i haven, laver mad i det køkken eller springer på hovedet i svømmebassinet på den der helt velkendte måde, jeg har gjort en billard gange som barn. Og jeg elsker at se det grønne og det blå deroppe. Og jeg kan stadig danse lanciers i søvne. Nogle ville sige, at jeg stadig taler Hellerup-fint. Og jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve, når og hvis det skal være. Jeg vil ikke udelukke, at jeg engang flytter ud af byen igen – og jeg prøver at huske mig selv på, at børn ikke nødvendigvis bliver indskænkede bare fordi de vokser op i Nordsjællandsreservatet; at man nok ikke får pip af pænheden, når man bor midt i den; og at det ikke står mejlset i sten, at jeg vil forvandle mig til frygtsom forstadsfrue, hvis jeg flytter derud engang. Det skulle nok gå alt sammen, hvis det var. Det ved jeg jo, det gør for rigtig mange andre. Men det trækker overhovedet ikke i mig lige nu. For p.t. er der ikke noget sted i Danmark, jeg hellere ville bo, end lige netop midt på Nørrebro.

Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

Gravskrift for Politikens Magasinet

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

En gang i mellem får man et godt råd, der fuldstændig ændrer ens måde at tænke eller handle på for altid. Og forleden slog det mig, at man burde samle alle de gode råd, så alle kunne få glæde af dem.

Jeg lægger lige selv ud med fem gode råd, der kommer meget forskellige steder fra:

  1. Fra min tysklærer i gymnasiet: Vent med at række hånden til jeg stiller de svære spørgsmål til sidst i timen. Så undgår du at blive alt for irriterende stræberagtig overfor de andre, når du sidder med hånden oppe konstant. Jeg ved jo godt, du kan.
    (så undlad kort sagt at spilde for meget af din taletid på banaliteter – koncentrér dig om at sige noget, hvor netop du kan bidrage med noget. Folk, der kender mig, vil helt sikkert grine her og spørge hvorfor jeg så ikke benytter mig af det råd, men kværner konstant – men vid, venner, at jeg ville talt 58 gange så meget, som jeg gør i dag, hvis ikke jeg tog mig i det…)
  2. Fra John Lennon: Life is what happens to you, when you are busy making other plans.
    (så husk nu at nyde det, der reelt er livet – og ikke altid vente på, at alt går op i en højere enhed og fremtiden begynder. Livet er her og nu)
  3. Fra min mor: Man skal altid have en flaske champagne på køl
    (Jeg var så priviligeret at vokse op i et hjem, der var præget af min mors gyldne leveregler og store livsglæde. Hun havde en uovertruffen evne til at gøre lidt ekstra ud af alting, så hverdage blev til fest, pligter til leg og det ordinære ekstraordinært – og samtidig gøre os opmærksomme på, at det ikke bare var noget, man kunne tage for givet. Det er en aktiv beslutning, om man vil have kulør på tilværelsen.)
  4. Fra min Vipassana-meditationslærer i Indien: Minimér mængden af brok i din hverdag.  Hver gang, du lader være med ærge eller brokke dig, vinder du al den positiv tid og energi, der ellers ville være spildt på brokkeriet.
    (Det er så nemt at forfalde til brokkeri – men det er samtidig så ukonstruktivt – så hver gang, der er optræk til brok eller irritation gælder det om at minde sig selv om, at det kun er en selv det går ud over, hvis man bruger dårlig energi på at brokke sig).
  5. Fra min første chef: Husk altid at gøre mig eksplicit opmærksom på, hvis der er noget, du gerne vil have mig til at ændre eller handle på. Du ved, at jeg kun vil dig det bedste og jeg skal nok prøve at være opmærksom – men jeg er ikke tankelæser, og jeg har rigtig mange andre, der også gør krav på min opmærksomhed. Så sig det i stedet for at vente – så skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe.
    (I stedet for at gå og vente på at blivet opdaget/forfremmet/lønforhøjet, er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvad man drømmer om og håber på. Ellers risikerer at blive indebrændt og bitter).

JA – det var så lige de fem gode råd eller leveregler, der først sprang frem i bevidstheden, da jeg begyndte at tænke over det. Og der er selvfølgelig mange flere, hvor de kommer fra. Men lige nu holder jeg her – og spørger i stedet ud i cyberspace: Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

%d bloggers like this: