Nadja Pass

Forleden var der en digter, der spurgte på Twitter:

“Kan man lede efter/opsøge inspiration?”

Personligt tror jeg ikke, man nogen sinde kan garantere sig selv at blive inspireret. Men jeg tror i høj grad på, at man kan sætte sig selv i situationer, hvor sandsynligheden for at blive inspireret er langt større end ellers. Og der behøver ikke at skulle så meget til. Det kan bare være at gøre tingene på en lidt anden måde, end man plejer. Sætte sig med ny udsigt. Læse en anden type litteratur eller se nogle andre tv-programmer end ellers (personligt finder jeg som bekendt stor inspiration i både sladderblade og skodtv). Tilberede nogle andre retter end ellers. Køre en anden vej end man plejer. Små bitte ting, der  automatisk trigger nye tankerækker.

Men jeg tror også, man kan sætte tingene lidt i system, hvis man har lyst. Og her har jeg lige fået en ny ide, som jeg tror kunne være sjov: man kunne holde tekst-bytte-dag med andre skribenter. Det kunne foregå på præcis samme måde som når man holder tøjbyttedag. Man tager nogle af de tekstbidder, der egentlig er gode, men som man ved, man aldrig vil komme til at bruge – og lægger dem op i en fælles pulje. Og så kan de andre plukke dem som afsæt for ny inspiration, mens man selv kan plukke de bidder fra de andre, der kan trigge ens egne tanker videre. Så ville det heller ikke gøre helt så ondt, når man udsætter sine darlings for noget, der ligner det stockholmske blodbad, for måske vil de darlings så finde nyt liv i en anden kontekst.

Jeg aner ikke, om det ville kunne fungere – men ideen er æggende og svarer lidt til “jeg føler mig heldig”-knappen på Google, hvor man ender et sted, man ikke selv havde bedt om, og må tage sine tanker videre derfra.

Det er kun et par dage siden, jeg startede min egen “tv-kanal”: Levende Postkort.

Og også denne gang er der sket det, der næsten altid sker, når jeg leger med nye medier og udvikler genreeksperimenter:

1. Mine sanser skærpes og ideerne bobler, fordi nye muligheder åbner sig – og kræver nye optikker. Jeg lægger simpelthen mærke til nogle andre ting, end jeg ellers ville have lagt mærke til og folder nogle andre tankerækker ud, fordi de ville passe særligt godt til et visuelt postkort snarere end for eksempel til et blogindlæg, en artikel eller en Facebook-opdatering.
2. Jeg kommer i ny og tættere kontakt med menneskene omkring mig, fordi de pludselig følger med i nogle tankerækker, jeg tidligere holdt for mig selv – og i det konkrete tilfælde lige og nu pludselig deltager aktivt i mange af mine Grønlandsoplevelser.

Det synes jeg simpelthen er så interessant og tankevækkende. For ofte ville argumentet mod alle de nye teknikker jo lyde, at de forfladiger brugernes tankegang, forvirrer og forrykker fokus – og isolerer os, så vi hver især sidder ensomt bag hver vores skærm. Jeg oplever imidlertid lige præcis det modsatte – og hver gang udvider det samtidig min faglige horisont og er en slags retoriske “progymnastata” (skriveøvelser). Hvor jeg øver mig i at splitte tankerækker op i mindre bidder (var især en udfordring, da jeg begyndte at blogge); skrive kortere (er stadig en udfordring, men Facebook-opdateringer og Twitter er gode træningslokaler) eller – som i det konkrete tilfælde med Levende Postkort – at tænke lyd og billede sammen og få sat noget, der forhåbentlig giver mening og hænger nogen lunde sammen helt spontant og uden nogen form for planlægning eller manuskript.

Men udover at være et sjovt fagligt eksperiment, er der dukket nogle helt uventede frynsegoder op ved at begynde at videoblogge:

1) Første gang jeg hørte begrebet HD-tv omtalt for nogle år siden, sagde folk, at billederne stod så skarpe som når man kigger ud af vinduet. Men nu, hvor jeg er begyndt at optage mine små film i HD-kvalitet må jeg sige det, som det er. Det står faktisk endnu skarpere. Og jeg ser andre ting, end dem, jeg så i situationen. Da jeg optog filmen fra kirkegården havde jeg slet ikke set granitstenen med det fantasi-æggende navne “Lotus Grace”, og da jeg optog den med dyreskelettet havde jeg slet ikke set, at der vandrede en kæmpemyre henover græsset og mindede om Tom Kristensen-digtet med billen, der vandrer mod en bøddelfod. I andre tilfælde opdager jeg regndråber og svajende siv. Og i tunnellen må jeg sige, at kameraet endnu bedre fanger det dragende lys, de lysende bilspor, de forvitrende biler, de spøgelseslignede fodgænger og dampen fra mit åndedræt, end jeg selv nåede at sanse, mens jeg stod der. På den måde er kameraet med til at skærpe mit syn og indfange andre detaljer i situationen, end dem jeg selv troede var de vigtige.

2) På samme måde sker der noget meget magisk, når jeg hører lydsporet til de små film. Mikrofonen opsnapper helt andre lyde, end jeg lige havde forestillet mig. Nogle gange opdager jeg først, når jeg kommer hjem, hvor meget det egentlig blæste, at der var håndværkere et sted i nærheden eller at regnen trommede hårdere, end jeg havde troet. Biler passerer i tunnellen og en eller anden træder i gruset på kirkegården.

3) Ordet fanger, når jeg først har sagt på det, mens jeg filmede klippet. Det kunne man selvfølgelig nok klippe eller redigere sig ud af, men da hele konceptet for Levende Postkort på mange måder er dogmeagtigt, synes jeg også, der er noget fedt over, at jeg indimellem snubler over ordene, får sagt tingene lidt forkert eller ikke er helt så skarp som jeg (forhåbentlig) kunne have været, hvis jeg havde redigeret tingene. Klippene her er meget spontane og tankerne undfanget i øjeblikket. Jeg har ikke planlagt og tænkt over dem på forhånd. Og det er i sig selv en meget spændende proces sådan at “tænketale” og satse på, at det trods alt kommer til at blive en forholdsvis afgrænset pointe.

Det er som at opleve den samme ting flere gange med forskellige øjne og synsvinkler – og forskellige hørelser. Og det siger lidt om, hvor lidt – eller hvor begrænset en del af det store spektrum – man selv opfanger af sit liv. Selvom man ser det hele med egne øjne. Og lytter af sine lungers fulde kraft.

Kære alle sammen

Det er mange år siden, jeg droppede at skrive postkort, når jeg er ude at rejse. Jeg har aldrig været god til at få skrevet postkort, når jeg var ude at rejse. Jeg har ofte brugt tid på at udvælge og købe dem. Men jeg har sjældent fået dem skrevet. Og selvom jeg har fået dem skrevet, har jeg ofte glemt at sende dem. Jeg har egentlig heller aldrig sat særlig stor pris på at modtage et postkort – JO, jeg er blevet glad for, at nogen har tænkt på mig i Langbortistan – men ofte har tekstpladsen været så kort, at der kun har været plads til klichéer – og med ganske få undtagelserne har formuleringerne båret præg af, at de er skrevet under pligt på en ferie, hvor afsenderne meget hellere ville have brugt tiden på noget andet end at skrive postkort. Den forpligtelse har jeg for længst besluttet, at jeg ikke vil lade mig stresse af.

Men forleden fik jeg en ide. Til 23Videos launch af deres nye tv-kanal-produkt opfordrede de alle til at “genopfinde alt med video”. Og jeg har besluttet mig for at genopfinde postkortet.

Konceptet er enkelt:

1. Jeg sætter mit lille nye videokamera på sin tri-pod et sted, der har sat mine tanker igang og rokker det ikke ud af flækken.
2. Jeg deler de reflexioner stedet eller udsigten har sat i gang gennem den lille mikrofon.
3. Billedet bliver til et levende postkort, fordi der – selvom der er tale om stillbilleder – vil være bølgeskvulp eller forbipassende biler, fly eller fugle indover. Og lyden opfanger de lyde, der tilfældigvis er i baggrunden – hvilket også vil sige blæsten, trafikstøjen, børnenes latter eller fuglenes kvidren.

På en måde forestiller jeg mig, at seerne/lytterne/læserne vil få et langt bedre indtryk af de ting, jeg ser og sanser – på rejser, i hverdagen, i verden. Og ikke mindst foreligger muligheden for, at de kan kommentere på det, de ser. Dele deres egne rejseminder fra de samme steder. Eller tilføje nuancer, jeg ikke kendte til, glemte at nævne eller frasorterede – måske fejlagtigt.

Lige nu har jeg sendt tre levende postkort til jer:

Om at vente på stjerneskud og hvalernes blåst
At vente på at se hvalernes blåst i fjorden ved Sermitsiaqs fod er som at spejde efter stjerneskud på en stjerneklar nattehimmel. Man håber – men ved aldrig, om det lykkes en at se det, man spejder efter. På safarier, nattehimler og spejlblanke fjorde er der ingen garantier – og det er ofte det, der gør naturoplevelser endnu mere intense: at sandsynligheden er stor, men der er aldrig nogen garantier. Og derfor er det heldigt, at udsigterne og nattehimmelerne i sig selv er en oplevelse.

Om stilhed i stormen
Når man sætter sig et sted, lyder det ofte ved første ørekast, somom der er helt, helt stille. Men når man har siddet der lidt, begynder øret at opfatte alle de smålyde, det umiddelbart vendte det døve øre til. Tanglopper på spring, skvulp over store sten, fuglenes vingefang. Mikrofonen opfanger også sine helt egne lyde og forbrænger lydbilledet ved at lægge særlig vægt på blæsten. Langt mere, end man opfanger med det blotte øre. Så det er altid til diskussion, hvad man reelt har set med egne øjne og hørt med egne ører. Men heldigvis skal man jo høre en hel del, før ørerne falder af.

Om sløret udsyn
Når man ikke kan kigge langt udad, bliver man bedre til at se indad. Det kan være fantastisk at strække øjnene og tankerne ved at kigge ud over smukke udsigter; men der kan også være noget givende i at vende blikket og tankerne indad. Og det gør man ofte bedst i regn og dis.

Rigtig god fornøjelse med dem – og sørg for at abonnere på selve tv-kanalen, hvis I vil følge med, når der kommer flere videoer.

Kærlig hilsen Nadja

Om ganske få dage er det 60 år siden, at de første danske tv-udsendelser blev sendt fra Radiohuset. Radiohus er for nylig blevet til DR By, sort-hvidt tv er blevet fuldt af farver, slørede billeder udskiftet med knivskarp HD-kvalitet, pausefiskene har for længst måttet lade livet til fordel for trailers, Matador har fået skarp konkurrence af Paradise Hotel og om ikke særlig længe skifter hele Danmark fra det analoge til det digitale sendenet.

Kort sagt er tv-mediet undergået en kolossal forandring i løbet af de 60 år. Men på ét punkt er der sket utrolig lidt: Det er stadig meget svært for “almindelige mennesker” at få indflydelse på, hvad der skal vises i fjernsynet. JA, vi kan stemme med tv-meter-målingerne ud fra “1 million flies can’t be wrong-princippet”, vi kan SMS’afstemme om, hvem der skal vinde X-faktor, og vi kan få lov at vise os på skærmen, hvis vi er klar til at gøre os selv til grin ved at synge falsk, invitere andre til at se med, når vi har sex for åben skærm eller udtaler os i vox-pops, der er så korte, at det reelt er ligegyldigt.

Men mennesker, der reelt har noget på hjerne og hjerte, har svært ved at præge programfladerne. Spillet om taletiden i medierne stort, komplekst og temmelig uigennemskueligt. Og når kloge hoveder endelig slipper igennem, er de ofte underlagt et alt for stramt programkoncept eller en meget snæver tidsramme – eller al deres taletid går på en skyttegravskrig med andre debattører, de reelt ikke er uenige med, men hidses op til at skælde ud på, fordi det er “godt tv”.

Men vi er mange, der synes, at det ikke er spor godt tv. Og i stedet efterlyser tid til reflexioner, reel taletid, nuancer, kunst, kompleksitet, ny viden og udfordrende tankebaner.

Og nu har vi så muligheden for at starte vores egne tv-stationer, hvor vi hver især kan skabe lige netop det tv, vi godt kunne tænke os. I går var jeg nemlig til en storslået produktlancering hos mine venner fra  23Video. Og her lancerede de et nyt net-produkt, hvor enhver på fem minutter kan starte sin egen tv-kanal. Det er nemt, det er billigt og det er muligt at tilpasse det på sine helt egne måder, så det ikke – som hvis man for eksempel bruger YouTube til det samme – er fyldt med andres logoer og henviser til alle mulige andre videoer, man ikke har mulighed for at kontrollere. Her kan man helt selv tilrettelægge programfladen og tilpasse profilen.

Rimelig genialt og ret sjovt at lancere det netop i Radiohusets studie 2 med en lille hilsen til det gamle tv’s begyndelse. For i virkeligheden handler det jo om meget mere end noget smart teknik og nogle handy brugergrænseflader. I det store perspektiv handler det om at give stemmerne tilbage til folket. På samme måde som blogs gave os mulighed for at ændre på præmisserne for de skrevne medier og pod-casts har fået radioæteren til at eksplodere. Blandt pilotprojekterne har Søren Ejlserne fra Aarstiderne lavet “Madbio”, Signe Wenneberg er begyndt at lave “tomat-tv” og Frederiksberg Kommune har lagt en masse gamle filmklip fra Frederiksberg op som et levende lokalhistorisk arkiv.

Kort sagt er det ikke længere produktion og distribution, der er udfordringen, hvis man som privatperson eller firma vil lave sin egen tv-station. Det store spørgsmål er snarere, hvad tv-stationen så skal indeholde? Hvad vil man vise? Hvad har man at sige? Hvem skal have lov at sige noget? Hvad skal formaterne være? Hvordan skal de visuelle rammer være? Mulighederne er lige så uendeligt mange som de er med bloggen, podcasten og YouTube-klippene. Det gælder “bare” om at have en god ide og føre den ud i livet. Men hvis man ikke har nok på hjerne og hjerte, er det lidt ligemeget, hvor nemme værktøjerne er. Så bliver der ikke meget godt tv ud af det, selvom man har nok så meget lyst til at være kanaldirektør.

Jeg tror ikke, der var nogen til stede i går, der ikke under præsentationerne sad og fik en masse ideer til, hvad de selv kunne vise på tv-station. Og min egen hjerne bobler også. Og det er i sig selv stort, at et nyt medie på den måde formår at tvinge hjernevindingerne i nye retninger. Og for at sparke ideudviklingen yderligere i gang opfordrer 23 Video til, at brugerne i fællesskab medvirker til at “Genopfinde alt med video”. Og jeg håber – og tror – at det vil sætte gang i en masse kreativitet rundt omkring. En masse lyst og energi til at skabe noget selv. Nye stemmer at lytte til, nye formater at lade sig suge ind i, nye visuelle grænseflader.

Og så er der ikke så meget andet tilbage end at spørge sig selv og hinanden om, hvad vi egentlig synes, der burde være fokus på, hvis vi helt selv kunne sammensætte vores personlige tv-station…

Sidste år blev en masse af de grønne københavnerbænke malet i pangfarver og påført skriften “Vi København’r taler med hinanden”. Dem har jeg tænkt meget over siden. For hele pointen var ifølge kampagnelederne at understrege, hvor ofte folk falder i snak på bænkene. Men jeg synes egentlig de bænke blev lidt triste, fordi jeg reelt meget sjældent synes, at folk sætter sig sammen med fremmede og falder i snak med hinanden på bænkene.

Snarere oplever jeg, at det er sådan lidt forbudt at sætte sig på en bænk, hvor der allerede sidder en anden. Selvom der er masser af plads. Og nogle gange, når de farvestrålende bænke stod helt tomme på en gråvejrsdag, hvor alle cyklede afsted med skyklapperne for øjnene og hætten trukket godt nedover ørerne, syntes jeg lidt, de stod og spottede os. Anklagede os – med rette – for at styrte så fortravlede gennem tilværelsen, at vi aldrig tog os tid til at sætte os ned et øjeblik og lade skæbnen, tilfældigerne og åbenheden råde. Fordi vi netop ikke taler sammen, taler med fremmede, snakker med fremmede i gadebilledet.

Og det synes jeg er så ærgerligt, for det er simpelthen så fantastisk, når tilfælde samtaler med tilfældige mennesker får lov at folde sig ud på et tilfældigt tidspunkt. Men det er så skønt, når det sker.

Som nu i dag.

Man har jo sine smultronställen rundt omkring i byen. Sine hemmelige yndlingssteder. Steder, hvor man lige lægger vejen forbi, når man har været til møde eller besøgt nogle et bestemt sted i byen. Steder, hvor der meget ofte er nogle helt særlige bænke, man holder af. Steder, hvor man mødes med ganske særlige folk, man deler netop dette smultronställe med. Eller steder, hvor verden står stille og man koncentrerer sig særligt godt om sit medbragte læsestof, eller de tanker, man gerne vil knække. Man skal ikke røbe sine smultronställen. Men nogle af mine er nu ikke så hemmelige endda. Det er bare steder, jeg rigtig godt kan lide. Som nu rosenhaven i Kongens Have. Der er jo dejligt i hele haven og jeg elsker, elsker, elsker at se bedene langs  Sølvgade forandre sig i farver og fuldt flor fra uge til uge sommeren over. Og de bænke derovre skal man bestemt ikke kimse ad. Men rosenhaven….ah, rosenhaven… midt blandt blomsterne, Rosenborg knejsende bag hængepilens slør,  børnene legende i labyrintens gange og bænkene tilbagetrukne i bøgeløvet…Ikke særlig hemmeligt, men rigtig, rigtig dejligt. Og der gik jeg hen i dag for at læse lidt i solen efter et langt møde. Bænkene i rosenhaven er populære, så man kan aldrig vide sig sikker på at finde en, men jeg spottede på lang afstand, at der var ledig bænk i dag. Og satte farten lidt målrettet op på den der måde der ser så sjov ud at iagttage når andre gør det, men som man end ikke rigtig bemærker hos sig selv. Sådan lidt forhastet og lidt for fokuseret til den slentretur man jo egentlig bare er på og ofte sådan lidt i konkurrence med andre, der har den samme målrettede gang, men heller ikke vil lade sig mærke med det.

Jeg nåede hen til bænken et par sekunder før en lidt ældre dame. Og i følge de usagte spilleregler var der ingen tvivl om, at bænken egentlig var “min”. Men hun spurgte, om hun måtte sidde med. Og selvfølgelig måtte hun da det. Jeg forsøgte mig med et venligt “selvfølgelig da, der er vist rigelig plads til at begge to – det er da også noget pjat, hvis man kun skulle kunne sidde én på hver bænk”. “Jajo”, hikstede hun, “men sådan er der jo så mange, der har det – jeg skal bare sidde et øjeblik”. “Bliv endelig siddende så længe du vil”, sagde jeg så og begyndte at læse. Lidt efter var hun væk.

Jeg læste videre. Og blev nu afbrudt af en anden kvinde, nogenlunde samme alder. “Undskyld, må jeg sidde med her?” spurgte hun. og jeg gentog nogenlunde samme smøre som før. Men denne kvinde sagde i stedet “Ja, er det ikke mærkeligt, at folk sådan tager patent på bænkene?”, “Jo, sagde jeg – og der er jo ikke så mange herinde i rosenhaven – og det ER jo det dejligste sted, så der skal være plads til os allesammen”. “JA, sagde hun. Det er også mit yndlingssted i hele Kongens Have. Her sidder man ligesom allerbedst og ser på slottet og kan følge pilen springe ud. Se den er helt grøn nu.”

Og sådan forduftede et par timer på en helt fortryllende samtale, der slyngede sig henover retorikkens mysterier, franske adverbiers endelser, de forskellige generationers opfattelse af “netværk”, pli og skrald, hvor ordet italesættelse egentlig var opstået og om det var ok at bruge det (et af mine yndlingsord, der fik hende til at se uventet rødt – meget tankevækkende), Assistenskirkegårdens lyksaligheder, om meningen med livet generelt og arbejdslivet i særdeleshed, om livsvalg og fravalg og tilvalg  og principper for valg af gravskrift. Og – som den mest fantastiske bonus – et omfattende crash-course i Kongens Have og omegn. For tænk sig, hun var opvokset i Sølvgade, havde gået i børnehave I Kongens Have og havde leget der hele sin barndom og sværmet der i sin ungdom og var nu – efter et par år på Nørrebro – flyttet tilbage til sit barndomshjem efter moderens død. Hvad hun ikke kunne fortælle om Christian den 4’s tekniske glæde ved at lege med vindebroen fra tårnværelset, statuernes hemmeligheder og kvarterets udvikling var ikke småting. Helt vildt sjove anekdoter, der bare flettede sig ind og ud af alle de mere filosofiske overvejelser over tidens tendenser og generationernes prioriteter. En af de samtaler, hvor man føler sig klogere, beriget, udfoldet bagefter og cykler hjem med tankerne strømmende gennem hjernevindingerne.

Jamen skulle jeg ikke have læst de papirer? JO, men mon ikke jeg nok når det nu her i stedet?

Jamen havde jeg tid til det? NEJ, teknisk set ikke – men hvad er livet omvendt værd, hvis man ikke kan tage sig tid til den slags?

Jamen har jeg ikke en masse venner, jeg i forvejen får set får lidt og hellere skulle have brugt min tid på at snakke med, hvis det endelig var? JO, men omvendt er der noget helt fantastisk over netop at snakke om livets helt store perspektiver eller mikroskopiske petitesser med et menneske, man overhovedet ikke kender – og sandsynligvis aldrig vil komme til at se igen. Med mindre, selvfølgelig, man igen befinder sig på samme smultronställe på samme tid.

Det er jo netop den slags samtaler, man får så mange af, når man rejser alene. Strejfer tilfældige menneskers hjerter og hjerner i meget intense øjeblikke, før man skilles igen. Og det sker bare ikke lige så ofte i hverdagen, fordi man næsten altid er et sted på afmålt tid, selv på sine smultronställen – og næsten altid har lidt for travlt eller er på vej til eller fra mennesker, der betyder meget for en. Men hvor er det skønt, når det sker. Og hvor ville det være en god investering, hvis vi københavnere i højere grad fulgte bænkenes opfordring – og gjorde plads til hinanden og til de spontane samtaler.

I går var jeg syg på den der ynkelige måde, hvor der ikke er andet at gøre end at ligge brak på sofaen og forsøge at finde en vinkel, hvor man kan skimte fjernsynet med mindst mulig hovedpine til følge. Og så kom jeg i tanke om, at jeg forleden havde optaget “Matador-musical” fra Operaen, som DR viste forleden, og som jeg var nysgerrig efter at se, hvad egentlig var for noget. 

Og inden jeg går videre med at sige det, jeg vil sige, er jeg nødt til at tage det forbehold og sige, at jeg var syg, havde ondt i hovedet og i øvrigt så det hele i en stilling, hvor hovedet var nærmest 75 grader forvrænget. Så det var selvfølgelig ikke det optimale tidspunkt at se den. Og det var i det hele taget ikke optimalt at måtte nøjes med tv-versionen, som det jo aldrig rigtig er, når man sender ballet, opera og drama på tv. Men alligevel og uden yderligere omsvøb: Sikke en gang l.o.r.t.  

For dem, der er lykkeligt uvidende om konceptet, kan jeg lige indledningsvis forklare, at der er tale om en ca. 3 timer lang musical bygget over tv-serien Matador, med Lise Nørgaards velsignelse, musik  af Bent Fabricius Bjerre (nu Fabric), instrueret af Peter Langdal og med en række af Danmarks kendeste skuespillere på rollelisten. Så der var på alle måder lagt op til den store folkelige publikumssucces, musicalen da også blev med et rekordstort antal solgte billetter. Og de klappede da også, så det var en lyst. Publikum.

Og jo, jo. Jeg lå da også selv og lo lidt i sofaen ad nogle af pudsige scener og replikker, vi alle sammen kender så godt. Og jojo, jeg synes da også, at de mange sceneskift mellem Varnæs-stuerne, Lauras køkken, Bankerne, Manufakturhandlerne, grisehandlerens og Frk.Friis-Kresten Skjern-alliacens boliger var ret godt tænkt med lemme i gulvet, der åbnede og lukkede sig og rullende Maud-senge, bankskranker, festborde og giner. Og jojo, der var da smæk for sang-og-danse-skillingen med nogle Broadway-agtige optrin med masser af benspjæt og fandango.

Men ligeså underholdende det på overfladen var lagt op til at være, ligeså komplet uinteressant var det alligevel. For det havde mistet det, der er Matadorseriens allervigtigste adelsmærke – det detaljerede persongalleri, der gør det umuligt at sige, hvem der er hovedpersonen og som gennemspilles med en sans for detaljen og en langsomhed, der netop indfanger Korsbæks søvnighed. Alle dramaerne der foregår under den rolige overflade.

Jeg er udemærket klar over, at man ikke kan få alt med, når man koger 24 afsnit af over en times varighed ned til tre timers musical. Og jeg er udemærket klar over, at hvis jeg havde fået lov at foretage min egen udvælgelse af nøglescener og nøglefortællinger, ville der lyde ramaskrig fra så mange andre, der ville mene, at jeg havde udeladt alt det vigtige. 

Men når man er nødt til at vælge fra, er man også nødt til at overveje, hvad man så tager med. Hvorfor er Møgherne overhovedet ikke med, når der bliver plads til introducere Gertrud (Agnes’ veninde og senere ansat hos Skjerns) når hun ingen rolle spiller i handlingen. Hvorfor er det så magtpåliggende at få nævnt Gotfred Lunds navn (i serien den korrupte byrådssekretær, der medvirker til Skjerns bestikkelsesskandale til sidst stikker af fra sin forgræmmede og forgældede hustru – i musicalen det umotiverede navn på Nazisten, der overdrager Skjerns et ikon til Ellen fra hendes far, der er faldet ved østfronten).  Og hvorfor overhovedet sende Elisabeth Friis til Salzburg med doktor Hansen, når turen ingen konsekvenser får for hendes og Krestens kærlighedsforhold i øvrigt. Et forhold, der fortsætter sin skæve og familie-strids-tyngede gang uden at blive forstyrret dramatisk af Krestens fallerede lyn-ægteskab med Iben Skjold-Hansen.

Og de karakteristiske bi-personer og bi-handlinger, der så ER bibeholdt bliver gjort endnu mere karikerede, end de er i serien. Fru Skjold-Hansens eneste replikker er at råbe “VEGGO” hen over scenen et par gange. Og Agnes’ afløser (der i musicalen smeltes sammen af Oda og Av-min-arm-barnepigen) introduceres kun for at kunne råbe “Av-min-arm” af sine lungers fulde kraft udover scenekanten. Også grisehandleren blev reduceret fra Busters Larsens lune til Tommy Kenters overdrevne sjofelheder. 

Det udløste store latter-brøl. Selvfølgelig gjorde det det. For det var jo det, folk var kommet for. At få repeteret alle de kendte og elskede replikker. Og her er vi inde ved sagens kerne. At der er tale om et resume af serien. Men det bliver for meget, når det reduceres til at være punchline-på-punchline. Og mange af de løsrevne punchlines, der fungerer eminent i tv-serien, er ikke engang rigtig sjove, når de er taget ud af sammenhængen. Rigtig mange af dem, der kun giver mening for den, der kender og elsker serien i alle detaljer – og derfor læser alt det andet ind. Musicalen ville ikke give mening, hvis man ikke i forvejen kendte tv-serien. En musical vil næsten altid – ligesom filmen baseret på best-selleren – virke overfladisk, hurtig og fordrejet. Men for den, der ikke kender bogen, vil den give mening alligevel.

I dette tilfælde vil jeg vove den påstand, at det meste, der foregik på den scene ville være fuldstændig sort for enhver, der ikke har ikke har set Matador (muligvis ovenikøbet flere gange,for man skulle være ret godt inde i handlingsforløbet for at følge med og forstå, at der faktisk var gået 15-20 år undervejs, selvom det kun var Mauds frisure, der havde ændret sig og Ingeborgs tøj, der var blevet lidt mere damet.

For den, der i forvejen kendte Matador, var det til gengæld sjovt at se, hvor skræmmende godt mange af skuespillerne lignede de go’e gamle. Mange af dem fraserede ovenikøbet deres replikker, så de lød præcis som i tv-serien. Og på en eller anden måde kom også det til at virke lidt komisk. Ligesom det også virkede forkert, når man midt i alt det meget præcist imiterede, iblandede sangtekster, der var mildest talt dårligt rimede – og hvor man blandt andet i mangel af bedre rim i blandede meget mere moderne sprogbrug end resten af jargonen som for eksempel “fix og tricks”. 

Jojo, det passede da rigtig godt til lige netop min aften, hvor jeg var bundet til sofaen og temmelig Matador-nostalgisk er man jo. Og Kaya Brüel strålede i rollen som Ingeborg – og det skal hun have stor ros for. Men ellers er det skræmmende, at så gode kræfter ikke kunne skabe noget bedre. For hvis man nu endelig skal bedømme det på rene musical-præmisser, må man også spørge sig selv, hvor de store schlagere blev af. Hvor er ørehængerne, som jeg skulle have haft på hjernen (for det har jeg nemlig ellers altid) i dagevis bagefter?

Jeg ville næsten ønske, de bare havde ladet tv-serien hvile i fred og genudsendelser. Eller turdet løsrive sig mere fra forlægget, så man kunne have skabt en dramaturgisk handling, der egnede sig til en musical – også selv om Godtfred Lunds navn så ikke ville blive nævnt undervejs.