Nadja Pass

I dag fik jeg en mail fra kunstnerne bag de fantastiske “Her må du gerne-skilte”, der sagde, at projektet var slut nu, så hvis man fandt et skilt i gadebilledet “måtte man gerne” tage det med hjem.

Og det lod jeg mig jo så ikke sige to gange. For selvom jeg har været sulten efter de skilte, kunne jeg som den pæne pige jeg er (opdraget ud fra princippet om, at hvis jeg plukkede den fine blomst i det offentlige rum, ville ingen andre få glæde af dem) var det aldrig faldet mig selv at snuppe et, selvom jeg godt kunne se, der var mange andre, der gjorde det. Men nu, hvor jeg “gerne måtte” pilede jeg med lysets hast derhen, hvor jeg forleden så et af mine yndlingsskilte så. Og det var der heldigvis stadigvæk – så nu er jeg den lykkelige ejer af et “Her må du gerne have en anden etnicitet end dansk”-skilt.

Nu er det ikke så let af cykle med sådan et skilt, så mens jeg trak cyklen hjemad med min fangst på slæb, fik jeg lige et par minutter til at tænke over, hvad der mon ville ske med skiltet, når det blev taget ud af det offentlige rum – og flyttet hjem i privaten. Ville det på samme måde kommentere min privat-sfære, som jeg havde oplevet skiltene kommentere samfundet, mens de stod i den offentlige sfære?

Og hvad betød det, at det var netop dette skilt, jeg havde nuppet? Hvis jeg havde taget det, hvor der stod “Her må du gerne skåle i champagne” ville der ikke have været noget som helst kontroversielt i det, fordi jeg sandsynligvis har skålet i champagne på hver eneste kvadratcentimeter her i lejligheden. Men hvad, når det handlede om et skilt, hvorpå der står “Her må du gerne have anden etnisk baggrund end dansk?”

Ved hoveddøren var det nemt. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg gerne vil invitere mennesker med “anden etnisk baggrund end dansk” indover min dørtærskel. Jeg betragter mig selv som ekstremt kulturelt åben og tolerant – og så tæt man kan komme på at være etnisk “Farveblind”. Så ingen problemer her – vær velkomne alle (hvis vi altså i øvrigt har noget tilfælles og jeg kender dig godt nok til at have lyst til at invitere dig indenfor), uanset etnicitet.

Ved min bogreol og musiksamling gik det også strålende. Mine skønlitterære bogreoler rummer alt fra H.C. Andersens eventyr, Karen Blixens Skæbneanekdoter og Oehlenschlägers samlede værker, til en omfattende samling af sydamerikansk magisk realisme, en stor samling afrikansk litteratur, masser af jødiske litterater og en hel stribe af den nyere tids store nordmænd. Og min faglitterære reoler bugner af antropologiske værker, religionshistorier og minoritetsteoretiske afhandlinger. Og pladesamlingen – nu i form af iPod – er så etnisk-eklektisk, at man slet ikke kan sætte ord på, hvor det meste kommer fra. I mine kulturelle input hersker der slet ingen tvivl om, at man gerne må have anden etnisk baggrund end dansk for at gøre sig gældende.

Lige først var jeg også helt ok med det, da jeg satte skiltet i min yndlingsøreklapstol. For hvad har der ikke siddet af store hjerner fra alverdens lande i den stol, mens vi har diskuteret verdenssituationen på alverdens sprog? Men efterhånden som jeg begyndte at tænke mig mere om, begyndte der at vise sig et mønster. For nok havde der været tale om folk med mange forskellige NATIONALITETER, men hånden på hjertet – hvis man nu et øjeblik IKKE skulle gøre sig selv etnisk farveblind og faktisk lige overveje, om der havde siddet nogle med andet end kaukasiske træk, kan det koges ned til et par håndfulde.

Og aprospos koge – så hersker der ingen tvivl om, at tingene i mit køkken hellere end gerne må have “anden etnisk baggrund end dansk”. Mine hylder bugner af granatæblesirup, røget paprika, harissa, blæksprutte-sauce og fine franske olier. Teer fra alverdens lande, knive hjembragt fra Asien på den før-visitations-zone-agtige-måde.

Og når jeg skal have hurtig mad til et sammenskudsgilde falder intet mig mere naturligt, end lige at røre en hummus sammen lavet af ingredienser indkøbt hos min yndlingsgrønthandler i Blågårdsgade, som jeg altid sludrer så hyggeligt med og som ved, at jeg er fanatisk storforbruger af koriander, honningmangoer og mynte. Således havde jeg også købt ind til en ordentlig skudefuld hummus i dag, fordi vi i andelsforeningen debutterer med et nyt koncept kaldet “torsdagsmad i kælderen” hvor vi allesammen tøffer ned med gode sager, så vi spiser sammen i stedet for at sidde i hver vores lille hul hver for sig. Et enormt åbent og tolerant og overskudsagtigt koncept synes vi selv. Og lur mig om ikke min hummus vil blive suppleret med en masse andre retter, der har anden etnisk oprindelige end dansk? Men samtidig må jeg sige, at det er tankevækkende, at vi bor midt på Nørrebro i Danmarks mest fantastiske og superinspirerende kulturelle smeltedigel – og alligevel er der INGEN i andelsforeningen, der har anden etnisk baggrund end dansk. Vi er vores egen lille enklave – hvis man nu skal helt hånden-på-hjertet-agtigt-ærlig.

Hmmm – ingen kommentarer ;-)

Fra mit skrivebord ville jeg jo umiddelbart sige, at jeg har direkte adgang til en verden og en stor vennekreds, der har mange andre etniske baggrunde end dansk. Men ikke desto mindre har jeg alligevel måttet sande, at der først rigtig kom skred i mine Facebook-statusopdateringer, da jeg gik over til at skrive dem på dansk i stedet for på engelsk. Og at mit tværskandinaviske magasin led voldsomt under sprogbarriererne selv mellem dansk, svensk og norsk. Jeg ville have forsvoret det, inden jeg prøvede. Men realiteterne var skræmmende. Alligevel føler jeg, at jeg fra min arbejdsplads dagligt er i kontakt med en hel verden, hvor jeg søger inspiration og ny viden – og korresponderer med mennesker fra hele verden. De er her ikke fysisk, lige her og nu i min lejlighed. Men mentalt er der plads til dem alle sammen – uanset om deres etnicitet er en anden end dansk.

Faktisk – og det synes jeg, er skidepinligt – tror jeg, at kosteskabet for mange, og også for mig, er der, hvor der mest naturligt i tidens løb har været adgang for folk med anden etnisk baggrund end dansk. Hvorfor forekommer det bare helt naturligt, at det er alle andre end danskere, der gør rent hos os – mens det næsten ikke er andre end danskere, der kommer til vores fester og middage?

Fra mit køkkenvindue er der udsigt det etniske medborgerhus og deres gård, hvor der meget foregår arrangementer, der har alle andre etniske oprindelser end dansk. Her fejres alt fra Eid til jødiske gastronomi-dage, fra Baskiske befrielses-fester til den ghanesiske nationaldag, fra fastelavn til tyrkisk fællesspisning. Og både børn og voksne fra vores gård diffunderer ind og ud mellem vores aflukkede gård og verden udenfor. Og vi elsker det. Der er intet sted, vi hellere ville bo end lige netop her, hvor vi er midt i det hele og vi allesammen kan blande os op med alverdens kulturer. Men samtidig er vores gård jo hermetisk aflåst, så det kun er os, der kan bevæge os den anden vej. Så det lægger igen op til enklave-tankerne.

Så alt i alt må man sige, at det der skete, da jeg tog skiltet fra den offentlige sfære og hjem i privaten var, at jeg pludselig blev bevidst om, at min egen hallalhippie-agtige tilværelse i virkeligheden ikke strækker sig særlig langt ud over de kulturelle, gastronomiske og eksotiske indslag, jeg selv bringer ind i bidder i mit hjem. Men det er faktisk forsvindende sjældent, det er menneskene selv, der kommer indenfor. Og det, selvom jeg til enhver tid vil sige “ja, selvfølgelig må gerne have anden etnisk baggrund end dansk”.

I dag skinnede septembersolen fra den smukkeste skyfri himmel. Og da jeg havde en fin lille pause mellem arbejdsopgaverne, besluttede jeg mig for at svinge ind forbi Jazz-kælderen i Skindergade, hvor man indtil på lørdag kan låne et par af lydkunstneren Christina Kubisch elektromagnetiske hovedtelefoner.

Det er nogle helt særlige hovedtelefoner, der lukker de normale lyde ude. Men til gengæld skruer op for alle de elektriske lyde, man ellers aldrig kan høre. Ikke alene kan man høre tyverialamernes hamren, fjernsynsskærmenes summen og lysreklamernes hvalsang. Man kan også høre hemmelige orgeltoner i haven rundt om Helligåndskirken, S-togenes accelleration, dunkende læbestifter i Magasin og lyden af elektronisk jackpot i Tivolis spillehal.

Det er sjovt. Sjovt, fordi man går helt i sin egen verden, når man har den slags hørebøffer på.  Sjovt, fordi man opdager nogle helt andre sider af storbyjunglens  tarzan-råb. Sjovt, fordi man får en god undskyldning for at gå opdagelse blandt Hovedbanens bagagebokse, sætte sig stille ned på Helligåndskirkens bænke og tabe en tyver på en enarmet tyvekængt. Sjovt, fordi man også er ekstra opmærksom på interessante lyde i flere timer efter, man har taget høretelefonerne af.

Og så lige et par praktiske oplysninger:

Skynd dig ned forbi. Lørdag den 19. er sidste dag.

Man bestemmer selv sin rute og tempo, men det er især sjovt at følge kunsterens egne spor, hvor hun fremhæver særlige lyde. Der er en kort og en lang rute, der tager henholdsvis ca. 45 minutter og 1,5 time. Jeg tog den lange – og synes klart 2. del var sjovest. Så hvis man kun kan nå halvdelen, bør man overveje at tage 2. del med det samme (den med togtur, hovedbanegård og Tivoli)

Og det er helt gratis. Man skal bare lægge sit sygesikringsbevis eller lignende som pant.

OBS:OBS:OBS:OBS

Hvis du læser dette EFTER den 19. september 2009 og får lyst til en lydtur, kan du i stedet prøve de fine fortællinger i Vesterbro Site, som Johanne Løgstrup fra Flamingoeffekten har kurateret. Det er noget helt andet, fordi det er forudindtalte fortællinger, der afvikles på planlagt tid. Men de er rigtig fine – og kan downloades til en helt almindeligt iPod.

En af de største opdagelser fra min undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner er, i hvor høj grad vi i professionelle sammenhænge forlader os på tilfældighedernes spil.

Lad mig sige med det samme, at min grundholdning stadig er, at vi i stedet skal være bedre til at sætte ord på vores kompetencer, ønsker, ambitioner og drømme – i stedet for at vente passivt på, at tilfældighedernes spil falder ud til vores fordel.

Men HVIS man vælger at forlade sig på tilfældighedernes spil, skal man i det mindste være opmærksom på, at tilfældighedernes spil OGSÅ er et spil. Og at man skal spille det aktivt, hvis der skal komme noget ud af det.

Og her har Facebook vist sig at være et af de redskaber, der har gjort det markant meget lettere at øge sine odds i tilfældighedernes spil – både socialt og professionelt. Uden i øvrigt at gå på kompromis med sine værdier.

Det har jeg lige skrevet en artikel til Kommunikationsforum. Og så har jeg talt med Signe Wenneberg, der nok er det menneske, jeg kender, der bruger Facebook mest strategisk og professionelt. Og skrevet en artikel om hendes erfaringer, som vi andre kan lade os inspirere af hendes erfaringer.

For nogle år siden opdagede jeg et trick, der med et trylleslag gjorde det meget sjovere at være til større middagsselskaber. I stedet for som naturligste i verden altid at være den, der rejste sig først for at hjælpe med at bære ud og sætte i opvaskemaskinen, blev jeg stadigt oftere hængende inde ved bordet eller trak med ind dér, hvor kaffen blev serveret. Uden nødvendigvis selv at være der sprang op for at hente nye forsyninger hver gang kanden løb tør. Jeg tillod mig simpelthen at blive siddende i “herreværelset”.

For mig er herreværelset et mentalt rum, snarere end et fysisk rum. For det er jo trods alt de færreste huse og lejligheder, hvor man finder finder et mørkegrønmalet værelset med Salmonsens gyldne leksion i mahogniereolen, en globus, hvis bug rummer både single malts og gode cigarer – og et bord, der egner sig et par gode slag l’hombre. Og faktisk handler det heller ikke så meget om kønsfordelingen i “herreværelset”. Der kan sagtens opstå et mentalt “herreværelse”  til selskabet, selvom der kun er kvinder til stede. Det handler ikke om de fysiske rammer og det handler ikke om kønsfordelingen. Det handler om de ting, man taler om og måden man taler om dem på i:

Herreværelset er et mentalt rum, hvor man tillader sig at tænke i helikopterperspektiver, diskutere verdenssituationen, vende karrieremæssige udfordringer, lave nedslag i den aktuelle debat og gøre den til sin egen. Der kan godt være børnesnak på tapetet – men så er det oftest i form af, hvordan meningen med livet kan forandre sig eller man forstår samfundsmekanismerne på nye måder. Børn er en vigtig facet af tilværelsen – men ikke verdens eneste omdrejningspunkt. Og ofte er der plads til et selvironisk twist på alt det, der ikke er lykkedes i jagten på at fremstille sig selv og sit liv perfekt. I herreværelset kan man få hjælp til at knække komplekse problemstillinger, man får tit lidt god sladder med fra andre brancher og store virksomheder, nye perspektiver på en aktuel debat, ekstra defintioner eller dimensioner af ord, man troede, man kendte betydningen af. Snakken er konstruktiv, fremadrettet, alle vil noget med deres liv og håber på at kunne være med til at ændre verden bare en lille bitte mikroskopisk smule. Man skal stramme sig lidt an for at følge med, for der pinges, der ponges, det går hurtigt, man skal være skarp, belæst, orienteret. Der grines højt, timerne løber afsted, kinderne bliver røde og stemmerne løfter sig.

Anderledes forholder det sig i køkkenet. Der kan såmænd godt være rigtig hyggeligt. Og nogen gange er det bare køkkensnakken, man trænger til. Nogle gange har man lyst til at sludre under færre øjne eller hvilke ørerne/hjernen et øjeblik. Den er mere intim, og man skal aldrig kimse ad fornemmelsen af at stå med et godt glas køkkenvin og følge en kok, der bare nyder at forkæle sine gæster, trylle bag gryderne, mens man udveksler køkkentips, opskrifter og de sidste nye historier fra hverdagen. Engang imellem er også i køkkenet rygerne M/K trækker ud for at sende røgsignaler ud gennem bagdøren og der er rart og hyggeligt og varmt. Og nogen gange er det simpelthen i køkkenet de bedste fester samles og de bedste samtaler opstår. Det vil jeg på ingen måde underkende.

Men der sker påfaldende ofte noget helt andet. Og jeg ved godt, at det, der kommer nu lyder ekstremt stereotypt, men det forekommer altså meget, meget ofte – også i min omgangskreds, der ellers i høj grad er kendetegnet ved, at de fleste fyre er mindst lige så gode til at lave mad som kvinderne og meget aktivt tager deres tørn med både opvask, rengøring, bleer og børn – men det forholder sig simpelthen sådan, at alle stort set hjælper til. Men hvor mænd flest og kvinder færrest gør det de GØR, og derefter sætter sig tilbage i “herreværelset” med god samvittighed, gør kvinder flest og mænd færrest det, de tror de BØR – og en hel del mere til. Og sidder aldrig helt roligt tilbagelænet i den mentale øreklapstol, selvom de sætter sig på kanten af den, når de træder ind i det mentale herreværelse for nænsomt at forberede deres partner på, at det er ved at være tid til at tage hjem.

Og mens verdenssituationen bliver ordnet, karriereplanerne lagt, de semiprivat-professionelle netværk plejet og hjernerne udluftet i herreværelset, centrerer køkkensnakken sig om børn og hverdag og parforhold. Ofte med et uundgåeligt bittert drag om munden, fordi alle i køkkenet (oftest ubevidst) er en lille smule grundbitre over, at dér går de og servicerer alle de andre, men nogen må jo gøre det. (hvilket er paradoksalt, for ofte skulle værten nok have stået for det – men han når aldrig til det, fordi han har sine prioriteter så meget i orden, at han vælger at hygge sig med gæsterne, mens de er der – og kommer ud til et Ajax-skinnende køkken og en bitter hausfrau in der küche.

Og selv, hvis der ikke er skyggen af bitterhed til stede, og alle faktisk opholder sig i køkkenet af egen fri vilje, fordi de synes, der er hyggeligere, sjovere eller rarere – eller mere interessant end det der snakkes om i herreværelset – sker der også noget andet interessant her. For en ting er, at snakken handler om hverdagens udfordringer og børnenes tarv i alle tænkelige detaljer – og det er selvfølgelig vigtigt for børnefamilier at snakke praktik, fordi det ER en stor del af livet og overvejelserne – ofte altafgørende for drømme, ambitioner og handlinger – i den livsfase. Men interessant nok er det samtidig ensbetydende med, at næsten ethvert tilløb til andre former for samtaler eller de emner, der falder så naturligt i herreværelset, så hurtigt skal bremses med et “Nu skal vi jo heller ikke tale politik hele tiden – hvordan GÅR det med dig/jer/ungerne?” eller “nu skal vi ikke tale job hele tiden – hvordan HAR du/I/ungerne det?”. Og det undrer mig, at der aldrig er nogen, der tør svare “Øhhh godt tak, men i mit liv betyder samfundsdebatten og arbejdet faktisk rigtig meget og har stor indflydelse på, hvordan jeg HAR det og hvordan det GÅR – også med mig på det personlige plan. Nu skal vi vel heller ikke tale børn hele tiden?”.

I den undersøgelsen af erhvervskvinders ambitioner, jeg lige har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet var det helt tydeligt, at ovenstående er en meget markant tendens – og at mange kvinder derigennem afskriver sig selv fra de inspirerende og udviklende samtaler, der også kan opstå i privatsfæren. Mens mange mænd – og trods alt også stadigt flere kvinder – bruger også deres private netværk til at søge inspiration og viden om, hvor tingene rykker og tippe hinanden om, hvilke drømmejobs, de leder efter, adskiller mange af kvinderne den private og professionelle sfære langt skarpere. Det er ikke så udtalt i kredse, hvor der endnu ikke er begyndt at komme børn ind i billedet – men så snart en venindekreds tipper fra at indeholde flest kvinder uden børn, til at indeholde fleste mødre, bliver det svært – rigtig svært – at komme til at tale om andet end børn og hverdagens trivialiteter i køkkenet. Det bliver sværere og sværere at genskabe de mentale herreværelser, der prægede studieårene – og der bliver pludselig tilført et element af skyld, hedonisme eller “mangel på realitetssans”, for dem der prøver at snakke om noget andet.

Og nu er det så, min pointe er, at vi måske skulle tillade os selv at tilbringe lidt mere tid i vores mentale herreværelser. Alene, sammen og i vidt forskellige kønskonstellationer. Servér whiskyen i køkkenet, hvis det er det, der skal til. Lad opvasken stå til næste dag. Sig “Nu skal vi jo ikke tale børn hele tiden”. Sæt dig over til et andet frokostbord på arbejdet, end der hvor der kun snakkes pasningsordninger og weber-grill-marinader. Indled samtaler, der handler om samfundet, politik eller faglighed – og hold fast i emnet. Spørg de andre til råds om ting, der provokerer, irriterer eller driller dig. Kom med konstruktive forslag som modspil, hvis de andre forfalder til brok. Og når du ikke lige har haft tid til at lave den der kage eller perlespeltkartoffelsalat til vuggestuefesten og du derfor ikke ender med at bruge hele din fest på at dele opskrifter, kan du jo benytte dig af lejligheden og stolt pege på din citronmåne og sige “ja, det blev sgu en citronmåne i dag, for jeg havde simpelthen så travlt med at få forberedt min keynote til det strategiseminar. Så skal der nok komme en helt anden aften med nogen helt andre samtaler ud af det.

Da jeg gik i gymnasiet gik der en pige i min klasse, der altid gjorde enormt meget ud af det, hun delte ud til sin fødselsdag og kagerne, der skulle lindre de tre tysktimer i træk. Mens vi andre kom med flødeboller eller en drømmekage fra Brovst (ikke et ondt ord om den, den er bare ikke særlig kompliceret at lave og det er en del af pointen her), kom hun med hjemmelavede megatjekkede lagkager, der skulle specialtransporteres for at holde faconen.

De smagte fantastisk, hendes kager. Og mens hun skar dem ud solede hun sig i vores ros. Men alleigevel fik kagerne hurtigt en ærgerlig bismag. For i ugerne bagefter blev hun ved med at vende tilbage til, at “her kom hun med lagkager, mens alle andre bare kom med flødeboller”.

Og det var vist allerede dengang, det gik op for mig, at det bare er en vildt ærgerlig attitude at have. Hvis man gerne vil gøre noget ekstra, kræse for andre, forkæle andre, skal man endelig gøre det. Og hvis man elsker at lave alt fra grunden, skal man endelig gøre det (faste læsere af denne blog ved jo, at jeg selv uforbeholdent tilhører Irma/Perlespelt/mærkelige-ingredienser/ihhhh-nu-er-det-honning-mango-sæson-segmentet – og jeg tror derfor på, at andre ligesom jeg selv oplever stor personlig glæde og nærmest finder det afstressende at lave mad).

Det, der er problemet er, når vi begynder at kræve at andre lever op til de samme unødigt høje standarder. Det er fantastisk at få serveret hjemmelavede boller, hjemmerørte fiskefrikadeller og relishes kørt på chutneyficerede grøntsager af egen økoavl, når man kan mærke, at dem, der har lavet det, virkelig har hygget sig med det. Og man skal virkelig sætte rigtig meget pris på det, når man får den slags serveret. Men i al sin lækkerhed begynder det at smage harsk og meget lidt overskudsagtigt, når man kan mærke, hvordan stressen og præstationsangsten har hvirvlet rundt i køkkenet indtil få sekunder før gæsternes ankomst.

Men der sker simpelthen en fejlslutning for de fleste af os, som får os til at opføre os som min gamle gymnasiekammerat, når vi vejrer færdigkøbt. Og hvor gerne jeg end ville, kan jeg heller ikke undsige mig selv fra det. Hånden på hjertet – jeg har også selv gjort det op til flere gange og husker især en julefrokost, hvor alle komme med hjemmelavede lækkerier, undtagen en, der kom med en færdigkøbt peberpaté. Som var den eneste, der stod urørt tilbage. Det var en skidegod peber-paté, faktisk. Men den var færdigkøbt og vi kastede os alle over de hjemmelavede ting – hvilket på en eller anden måde endte som en uudtalt anklage mod hende, der havde valgt at medbringe noget færdigkøbt, når nu vi andre havde stået der og lavet stegte sild i egen lage. Komplet idiotisk – vi burde have hyldet hende og den peberpate, fordi hun havde taget konsekvensen af sit travle liv og købt den på vejen, så hun ikke engang havde nået at transmorgriffe den over i en terrineskål ala fransk landkøkken, rode lidt op i overfladen og tilføre et rustrikt drys af hjemmehakkede cornichoner.

Og problemet er, at det ikke stopper dér. For så vidt jeg kan konkludere ud fra de mange dybdeinterviews og spørgeskemaundersøgelser, jeg lige har gennemtærsket for at skrive den store rapport om erhvervskvinders ambitioner til  Protocol og Beskæftigelsesministeriet, bliver der så ovenikøbet sat lighedstegn mellem “færdigkøbt kartoffelsalat” og “dårlig mor” (sjovt nok aldrig far). Og den sammenstilling holder simpelthen ikke. De ting har INTET med hinanden at gøre. Der KAN være sammenfald, men der kan ligeså godt være sammenfald mellem den mor/far, der overhovedet ikke ænser sit barn, fordi vedkommende står fordybet i perlespelt og hjemmemarinerede San Marzano-tomater.

Og det der så ovenikøbet viser sig er, at der i det virkelige meget ofte sker følgende: Folk køber kartoffelsalaten færdig, smider den over i en skål, der godt må være let skåret på svensk loppis-måden, og klipper lidt purløg henover så det ser hjemmelavet ud på den overskudsagtige måde. Fuldt forståelig måde at navigere sig gennem hverdagen – men desværre totalt ødelæggende for den samlede opfattelse, fordi man dermed lægger et implicit pres på alle de andre også.

Men hvor ville det dog være fedt, hvis folk ikke følte sig nødsagede til at ty til den slags maskering, men i stedet stod ved, at den stod på færdigkøbt i aften. Og jeg kan så betro jer allesammen derude to ting:

1) For det første kan en færdigkøbt kartoffelsalat også smage godt, men man kan sagtens smage, at den er færdigkøbt alligevel, så det er altså ikke fordi man fremstår mere hjemmelavet, fordi man snyder. Så hvorfor ikke bare så ved det og hvile vel i det?

2) For det andet sker det også – ofte – for selv den mest perlespeltsagtige type, at han eller hun ikke gider eller ikke har tid til at lave det hele fra grunden. Det er der ingen, der altid har.

Så selv de allermest pres-agtige typer ville faktisk have glæde af, hvis forventningspresset blev opløst lidt, og man i stedet begyndte at gøre mere som det passede i situationen.

Nej, jeg tror ikke, at erhvervskvindernes paradokser og balanceudfordringer er gjort med det – men for fanden da, hvor ville det være et stort skridt på vejen, hvis vi i det mindste holdt op med at stresse hinanden på den måde.Og der skal til er, at vi allesammen begynder at hylde hinanden, OGSÅ når vi vælger det færdigkøbte, og står ved det – i stedet for at lade sig stresse af de andre. Det er mindst lige så meget et udtryk for at have sine prioriteter i orden og mindst ligeså stor overskudsagtighed, som det er at lade sig gruppepresse til at prioritere det hjemmegjorte.

***************

Læs meget mere om, hvordan erhvervskvinder håndterer paradokset mellem på den ene side at ønske sig den fulde familiepakke med tid til det hele – og på den anden side også at drømme om så meget andet i deres liv i kapitlet Dagligdagens Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som du finder i den fulde længde på Protocols hjemmeside.

I dag vågnede vi alle sammen op til nyheden om, at politiet klokken to i nat ryddede Brorsonskirken på Nørrebro. Og hele morgenen har folk givet deres mening til kende gennem deres Facebook-updateringer. Endnu et interessant eksempel på, hvordan mikrodemokratiet får mulighed for at komme til udtryk gennem Facebooks statusopdateringer.

Her er et udpluk af de mest interessante, jeg er stødt på i morgenens løb.

XXX forstår ikke, at jeg har været så langsom om at fatte det: “Mennesket før systemet”. Sætningen skal da læses bagfra. De har humor i Venstre – ikke mindst humørbomben Hornbech

XXX kbhs politi sku i seng uden aftensmad sku de

XXX “Med kynisme skal land bygges” Hitler levede ikke forgæves…desværre.

XXX fortalte i morges de to store om rydningen af Brorsons Kirke og fik to vidt forskellige reaktioner. Den ene var fuld af indlevelse og sympati for irakerne. Den anden udbrød spontant: Sådan! Hold kæft hvor er politiet seje!

XXX At hente folk klokken to om natten? Skammeligt kujoneri..

XXX hvad sker der for dig København?!

XXX Demonstration i dag klokken 18 – BRORSONSKIRKEN, Nørrebro!

XXX forstår ikke helt at kvinder og børn fik lov at gå – enten er der lighed for, omend skrækkelige, love – eller også er der tale om rene symbolhandlinger der bare skal tilfredsstille Pia K

XXX vågnede til nyheden om rydningen Brorson-Finder det helt uhørt at sætte politiet ind på den måde. Har vi glemt at irakere også er mennesker?

XXX elsk din nabo, som du elsker dig selv…

Og just for the record

Nadja Pass synes det samme som alle dem ovenfor – undtagen lige ham drengen, der sagde “Sådan! Hold kæft hvor er politiet seje!” Jeg har fuld forståelse og respekt for politiets arbejde i langt de fleste sammenhænge – men det her er umenneskeligt.

[Update 1 – Både her og – især – på Facebook, er der nu begyndt at ske det fantastiske, at folk er begyndt at bidrage med eksempler fra deres egne vennekredse. Det glemte jeg at opfordre til i første omgang, så det var skønt, at I selv tog initiativet. Keep them coming]

[Update 2 – I løbet af dagen er der dukket mange nye fine eksempler op. De følger nedenfor]

XXX gad vide hvad kirkeministeren siger til integrationsministeren om nattens begivenheder i Brorsonskirken

XXX lever vi i det vilde vesten ? Hvorfor kun mænd og ikke kvinder og børn ? Lyder mere som en krig end noget andet. uf da

XXX vil snart gerne høre fra det andet Danmark, det rummelige Danmark. Findes det endnu? Herude fra ser det ikke for godt ud.

XXX Det kræver altså ikke en ph.d.grad at se, at det sidste slag er helt unødvendigt. Københavns nye politidirektørs kommentar er virkelig tynd. Det er helt som Eefsen i hans velmagtsdage

XXX shame shame shame

XXX synes det er uskønt at lade politiet jage sovende børn ud af en kirke midt om natten!

XXX Ved ikke helt hvad der er sket men er, efter nattens rydning af Brorsons kirken, bange for at det er en politistat jeg tager hjem til…

XXX Pinligt at være dansker… Hvad blev der af medmenneskeligheden og næstekærligheden?

XXX Local Eyes har filmet knippelsuppen. Det må altså også være skuffende for betjente, der forventer et rask slagsmål med nogle fodboldhooligans, at møde sån’ en flok halvdøde kaffebrød, der bare sidder der på gaden og venter på at få et gok i nøden…. Tilbage til Politiskolen!

XXX Til Skaarup og co.: hvis jeres opførsel er menneskelig opsiger jeg hermed mit medlemskab af arten.

XXX har ikke nerver til det, der foregår i kirken på nørrebro… Går seriøst ned med flaget

XXX glemte at læse nyheder her til morgen: De har ryddet Brorsonskirken?! – Vis din støtte til irakerne og der findes anstændighed i Danmark – demonstration fra Brorsonskirken kl. 18!

XXX er flov på nationens vegne

XXX Hvordan kan man overhovedet bo i dette land uden at skamme sig?

XXX hvad sker der for lorte Danmark???? Hvor svært kan det være at behandle andre mennesker ordentligt?????

XXX fy for en stinker. Demonstration fra brorson kirke til chrborg kl 18 i dag

XXX grænsen for almindelig menneskelighed er overskredet

XXX leser om livredde barn i brorsons kirke i natt, og så i danmark?! forstår det bare ikke…

XXX Trist til mode. Ikke en dag der vil gå over i verdenshistorien for det positive…

XXX nåh hmm hvad gør vi så nu… hvor skal vi tage hen… Irak skulle være så smuk og fredelig på denne tid af året….

XXX ok jeg trækker jødekortet: erstat “iraker” med”jøde” og “Irak” med Tyskland = ?

XXX læser netaviser og tager mig til hovedet

XXX ville ønske at jeg kunne komme til demonstration ved Brorsenskirken, men jeg kan desværre ikke være to steder på en gang. Sådan dag som idag bliver man så forbandet flov over at være dansk.

XXX kan simpelt hen ikke forstå, at vi vil være det bekendt.

XXX demo i baghaven- ses!

• er nok til, at man får et indblik i et andet land, når at se udover sine fordomme og førstehåndsindtryk og når at se sæsonerne skifte – fra stenbiderrogn til kvan til røgede fjeldørreder – og fra istomme fjorde til fjorde fyldt med isskosser og nøgne bjerge til blomstrende stepper. Men det er ikke nok til, at man for alvor får kulturen ind under huden, lærer lokalbefolkningen at kende for alvor eller rigtigt får en fornemmelse af sproget.
• er nok til, at der er kommet Marimekko-butik, at Stephan A Portas klassiske glasveranda på Kgs Nytorv er væk, at meget påbegyndt vejarbejde er blevet færdigt og at der er kommet “cyklist-tæller” på Dronning Louises Bro. Men det er ikke nok til, at parkeringsanlægget på Nørre Alle er blevet færdigt eller at Nørrebrogade er blevet genåbnet i praksis.
• er ikke nok til, at man har glemt at gå i høje hele – men helt klart nok til, at man skal genindvie de bare tæer i sandalerne på den smertefulde måde, selvom man tog rykket tidligere på året. 
• er nok til, at gamle landstyrer kan blive udskiftet med nye og hjemmestyre blive til selvstyre  – men det er ikke nok til, at man kan nå at se resultaterne af de nye tider og visioner. 
• er nok til, at ens lejlighed kan føles helt ny og fin, når man vender hjem til den – men det er ikke længe nok til, at man glemmer præcis, hvordan opvaskemaskinen bedst kan pakkes, hvilke knager, der hænger lidt for løst og hvor man skal række hen efter kaffekanden i morgensøvne.
• er nok til, at prinsesser kan blive ligestillet, popkonger kan dø,  jetsetdronninger ryge i kachotten, EU-aristokrater blive genvalgt og småprinser opkaldt efter deres Grand Papa’er – men det er ikke nok til at få forandret mediernes trøstesløse skildringer af Grønland, selvom stemningen deroppe for tiden er præget af stor optimisme på grund af det landsstyres sammensætning, selvstyret og finanskrisens foreløbige udebliven.
• er ikke nok til, at man glemmer, hvordan man lægger make-up – men absolut nok til, at lommespejlet har forputtet sig. Og ikke mindst har glemt, hvordan det nu er, man ankommer præsentabel på cykel til et møde i regnvejr. Indtil man kommer i tanke om, at det er jo det, man grundlæggende aldrig har gennemskuet og undrer sig over, hvordan andre kvinder klarer gang på gang gennem bygerne, der går og kommer og er den danske sommer. 
• er nok til, at man kan komme helt, helt, helt væk på sine tankeflugter, når man tillader sig selv at leve uden ur og kalender – men selvom det man arbejdede på højtryk med lige inden man tog afsted, ligger det ikke længere væk end, at det kan graves frem fra hjernevindingerne.
• er nok til, at familier er blevet forøget, babyer har lært at kravle og småbørn lært at tale – men selvom man har været ude af øje, ude af sind, er det tilsynelandende  heldigvis – ikke nok til, at man ikke kan få lov at komme ind i varmen igen.
• er nok til, at man synes, ens fjernsyn virker utroligt lille, når man har set på store fladskærme med surround sound – men det er ikke nok til, at man styrter ud for at købe et nyt, før man bliver tvunget til det af det nye tv-signal (hvis det overhovedet er nødvendigt – det har jeg trods omfattende info-kampagner stadig ikke helt gennemskuet)
• er nok til, at man begynder at savne frisk salat og mælk – men det er ikke nok til, at man gider betale 40 kroner literen, når man nu snart kan få det.
• er ikke nok til, at man glemmer hvordan man cykler (det er jo et klassisk eksempel på noget, man vist nok aldrig glemmer) – men det er helt klart nok til, at man lige stønner over at skulle havde cykelhjelmen på igen, selvom man egentlig for længst har overstået sin hjelmskepsis.
• er nok til, at man pludselig føler sig helt socialt overstimuleret af byliv, lange snakke og gensynet med sine inspirerende venner – men det er heldigvis ikke nok til, at man så meget som drømmer om at holde sig væk fra alle dem, man sådan har savnet at se. 

Jeg er netop vendt tilbage til Nuuk efter 12 fuldstændig fortryllende dages eventyr op langs den grønlandske vestkyst til Disko-bugten. Og det var en tur, der indeholdt alt hvad man kunne drømme om af isbjerge i fantastiske formationer og farvespil. Hvalblås og efterfølgende dykkende hvalhaler; den mikroskopiske og alligevel farverige fauna. De kælvende bræer og efterfølgende skælvende vandmasser og isskosser og tsunami-risici. Solen, der lavede regnbuer i vandoverfladens dønninger. Hellefisk, hellefisk, hellefisk og røget isbjørn.

Jeg har efterhånden i livets løb besøgt mange af verdens moderne og naturlige vidundere – og jeg må sige, at denne oplevelse når helt, helt op i toppen af oplevelsesregisteret.Så det er absolut det hele værd. Men denne tur har også været en af de sværere at planlægge – så derfor vil jeg (ligesom jeg gjorde efter min tur til Cambodia) lige ile med at videregive mine tips og erfaringer, så andre der er på vej til at planlægge drømmeturen kan få svar på nogle af de spørgsmål, man uundgåeligt stiller sig selv.

Kystskibet op langs vestkysten
I stedet for at flyve direkte til Illulisat valgte vi at sejle med Kystskibet Sarfaq Ittuk op langs vestkysten. Det tager i sagens natur lidt længere tid – afgang fredag aften fra Nuuk og ankomst i Ilulissat søndag klokken 13 – men det er det hele værd i oplevelsesværdi, udsigt og mulighed for at se et par af de andre byer på vejen – for der er stop i flere af de små byer på vejen, så man også kan nå at få et lille indtryk af dem på vejen. Der er meget hyggelig stemning om bord og udsigten er formidabel – også på de sydligere strækninger, hvor det endnu ikke er isbjergene, der stjæler opmærksomheden. Vi var meget heldige med vejret og kunne sidde på dækket i solen det meste af tiden. Og når aftenen falder på, er det hyggeligt at spille kort i agtersalonen, hvor der også bliver vist film, hvis man har lyst. Og så er kaptajnen er også rigtig god til at sige, når der er hvaler i sigte :-) Når man vågner søndag morgen i Aasiaat vil man se de første isbjerge – og derfra bliver det bare flottere og flottere hele vejen mod Illulisat, hvor isbjergene bare bliver flere og flere og flottere og flottere.  

Kystskibet – praktisk
Skibet stopper både i Manitsoq, en mindre bygd, Sisimiut og Aasiaat på vejen. Det er dog kun i Sisimiut, den stopper længe nok til, at man reelt kan nå fra borde og meget længere væk end havnen. Det er fristende at udsætte middagen til Sisimiut, men der er ikke så mange valgmuligheder og det skal alligevel gå ret hurtigt, hvis man skal nå at se andet af Sisimiut end at spise. Jeg talte med et ungt par, der på forhånd havde bestilt bord på en Thairestaurant nede i havnen. Det havde været ret godt, sagde de. Og det tror jeg er det absolut bedste bud, hvis man vil spise i land. Ellers er det en god ide at spise om bord inden ankomsten til Sisimiut, så man kan koncentrere sig om at udforske byen. 

Der findes forskellige priskategorier, hvoraf vi havde valgt den dyreste – to-personers kahyt. Det fungerede rigtig godt – men stort vindue og eget bad og toilet. Men jeg talte også med nogen, der havde valgt den billigste løsning – liggeplads – hvor man ligger række på række i åbne rum med delt bad og toilet. Og så vidt jeg kunne forstå, havde det også været helt ok, hvis man rejser på rygsæks-budget.
Der er et ok cafeteria om bord – og de benytter sig ikke ligeså meget af deres monopolstatus, som man kunne frygte. Hovedmåltiderne koster ca. 65 kroner for enten morgenbuffet, frokostbuffet/varm ret eller varm aftensmad. De måltider serveres indenfor et tidsinterval på 2 timer. Derudover er der hele tiden smørrebrød, slik, kage og drikkevarer at købe. Alkoholiske drikke er ret dyre, men man kan sagtens købe sig et glas vin eller en øl, uden at det vælter budgettet. Har man brug for mere, vil det være en god ide at medbringe flydende proviant. 

Gratis glæder i Ilulissat
Diskobugtens ultimative turistmagnet er  isfjorden ved Ilulissat – det tidligere Jakobshavn. Der er nogle gode vandreture at tage fra selve byen. Den gule rute er ikke så krævende og kan snildt gennemføres på to timer. Den fører tæt ned forbi isbjergene og er en fin introduktion på ankomstdagen eller en halvdagstur, som aftentur eller en dag, hvor man har en anden udflugt på programmet. Den blå rute er en spektakulær kombination af gammel inuit-boplads, fantastiske vuer og isfjorden, smukke kløfter og bjergsøer. Den er lidt mere krævende både for balance, fodtøj og kondition og kan – alt afhængig af dagsformen og hangen til nydelsespauser – gennemføres på 4-6 timer. Man kan nemt købe proviant i Pisifik, der ligger på bekvemt på vejen ud mod den gamle heliport, hvor begge ruter udgår fra. Blandt de – få – gratis glæder er også nogle dejlige udsigtsposter – især nød jeg at sidde længe på klipperne foran kirken og bare kigge ud på isskosserne.

Sejltur blandt isbjergene
En af de uundgåelige ture fra Ilulissat er en sejltur blandt isbjergene. Og det skal man virkelig unde sig selv – også selvom man synes, man har set masser af is på turen med kystskibet, de andre sejlture og vandreturene. For det er noget helt, helt andet at sejle rundt mellem isbjergene faretruende tæt på – og skipperne er rigtig gode til at sejle hen til de særligt flotte formationer, der jo i sagens natur ændrer sig fra dag til dag. Det er mest populært at tage en midnatstur, hvor aftensolen får isfjeldene til at gløde. Men det kunne vi af forskellige årsager ikke få passet ind – så det blev en dagstur i stedet. Det var jeg oprindeligt lidt ærgerlig over, men det viste sig også at være en helt fantastisk oplevelse, fordi fjeldene så – i modsætning til om aftenen, hvor den ene side ligger i skygge – ligger i fuld, flot sol og stråler turkis-turkis lige der, hvor de rammer vandoverfladen. Jeg har varmt fået anbefalet at booke denne tur hos italieneren Silver hos Tourist Nature, der ligger lige ved siden at World of Greenland – men det kunne ikke lade sig gøre for vores vedkommende pga timing. Men jeg giver gerne anbefalingen videre – og vil så i øvrigt sige, at World of Greenlands tur også fungerede rigtig, rigtig godt.

Overnatning i Eqi – lige ved den kælvende bræ
Turens absolutte højdepunkt var  en tur til Eqi-gletcheren. Her sejler man i fem timer ud gennem de smukke fjorde fulde af isbjerge og isskosser ud til gletcheren og ligger i et par timer ud for den for at vente på kælvinger. Den kælver kun meget sjældent store stykker og deciderede isbjerge eller skosser – men til gengæld er der meget ofte kælvinger i form af store “sneskred”, der buldrer og brager og laver store sneskyer for foden af isen. Og det er også i sig selv vældig flot.

Vi havde valgt at overnatte i Ice Camp Eqi, der ligger med den smukkeste udsigt til bræen. Og det var et rigtig godt valg, som jeg – trods den lidt hampre pris – vil anbefale alle, der på nogen måde at har tid til at tage en overnatning derude. Hytterne er simple (tørklosetter og ingen elektricietet), men utroligt lækkert indrettet med sæl- og moskusskind og gode senge. Og de har hver især en terrasse med fantastisk udsigt til bræen. I fælleshuset “Cafe Victor” bliver man døgnet igennem fodret med den lækreste mad (inkluderet i prisen – drikkevarer kommer oveni) og alle besøgende går rundt med et konstant saligt smil. Der er fine vandreture at gå – vi tog den over til morænen, der tager ca. fire timer. Den var forholdsvis let, men der var et par vadesteder for foden af fosserne, der var temmelig svære at komme over – kræver god balance og gode vandrestøvler. Helt henne ved morænen, er det vigtigt at komme helt op ad selve bjerget i stedet for at forsøge sig med at kravle op ad morænen, der let skrider under en og ligger længere fra gletcheren, end man skulle tro. Fra Eqi er der også mulighed for at tage en teltovernatningstur op til indlandsisen. Det havde vi ikke tid – eller træning + udstyr til – men dem der gjorde det, var helt oppe at køre, så jeg tror roligt, jeg kan anbefale det, hvis man er til den slags. Man kan også tage til Eqi på en dagstur, hvor man ikke kommer i land. Det tror jeg ikke umiddelbart, jeg vil anbefale. Turen er smuk – men meget lang, og kælvningerne er ikke så spektakulære, som man forestiller sig, så det er en lang tur at tage bare for det. Den store oplevelse var at bo i selve campen og følge gletcherens liv – og lyde, ikke mindst – så tæt på. Og at være så langt ude in the middle of nowhere. Hvis man ikke har mulighed for at overnatte, tror jeg hellere man skal prioritere andre ture – eventuelt fyre krudtet af på en af de rasende dyre men sikkert fantastiske helikopterture til indlandsisen. Men har man mulighed for at overnatte skal man absolut unde sig selv det – alle vi mødte, der havde overnattet ved Eqi var helt salige og ærgrede sig – ligesom os – over, at de ikke havde booket endnu flere nætter.  

Tur til Diskoøen
Ca. 4 timers sejltur fra Ilulissat ligger Diskoøen, hvis flora, fauna og geologi adskiller sig markant fra resten af Grønland. Den er resultatet af voldsom vulkansk aktivitet og derfor er der masser af smukke søjle-basalt-formationer af størknet lava. Der er også masser af varme kilder med syretgrønne vækster rundt om. Og ikke mindst er hovedbyen Qeqertarsuaq utroligt hyggelig og størrelsesmæssigt et sted mellem bygd og by. Her har Københavns Universitet også en forskningsstation, hvor zoologer, botanikere, geologer og geografer dyrker de unikke omgivelser. Jeg fik en kort snak med deres videnskabelige leder, der forskede i Grønlandshvalers akustik – og det sagde jo i sig selv lidt om, hvilke spændende forskningsprojekter basen danner udgangspunkt for.

Man kommer derover med  DiskoLines bydgebåde. Vi tog afsted fra Ilulissat klokken 7 om morgenen og var så i Qeqertarsuaq ca. 11. Herefter sejlede båden videre til Aasiaat og tilbage igen – og vi hoppede så på igen klokken 18. De timer var rigelig tid til at nå ud til søjlebasalterne ved Kuannit og gå rundt i den fine, fine by. Personligt havde jeg meget gerne taget et par overnatninger derovre – Diskoøen er også det eneste sted i Grønland, man kan køre i hundeslæde om sommeren og en vandretur op til Lyngmarksbræen skulle også være et hit. Desuden skulle der være nogle helt fantastiske blomsterdale – men det er altsammen lidt urealistisk at nå, hvis man skal tilbage samme dag. Det er helt klart en overvejelse værd at flyve eller sejle med kystskibet til Aasiaat i stedet for direkte til Ilulissat – og så tage bygdebåden til Diskoøen, overnatte der et par nætter og så videre til Illulisat derfra. Men helt klart en anbefaling værd at tage over til diskoøen. Også selvom man kun har en dag. Og husk proviant – det er en lang sejltur og det er meget begrænset, hvad man kan købe af mad og drikke ombord.

Overnatning og mad
Vi skulle være i Illulisat i mange nætter og havde derfor valgt at bo billigst muligt – på vandrehjemmet. Det var ok. Pænt og rent – men selvfølgelig med toilet og bad på gangen og temmelig knirkende køjesenge. Selve huset var slået skævt af vejret og satte sig under opholdet så meget, at vi måtte have en låsesmed til at ændre på låsens pasninger for at kunne lukke den. Men der var hyggeligt nok – og det var absolut brugbart. En anden gang havde jeg dog nok valgt det lidt – men ikke meget dyrere – Hotel Icefjord, der skulle være ret basic men har flot udsigt fra alle værelser – eller prøve turistbureauets B&B-tilbud, hvor man bor billigt hos lokale familier. Hotel Hvide Falk så umiddelbart lidt kedeligt og upersonligt ud – men ligger godt og der er helt sikkert flot udsigt. Hotel Arctic er det helt store flotte mangestjernene hotel, hvor alle klimaministrene bor, når de skal op og se på klimaproblemerne. Det ser superlækkert ud og ligger meget flot (dog temmelig langt udenfor byen).  

Madmæssigt drømmer man jo om at vælte sig i frisk fisk, når man ser fiskerne hale hellefisk efter hellefisk op med langline. Men ironisk nok er det sværere end som så lige at få sig sine veltilberedte fiskemåltider i Ilulissat. De fleste af hotellerne kører på skiftende dage “Grønlandsk Buffet”. Vi prøvede den klassiske på Hotel Hvide Falk – og bortset fra, at jeg personligt har meget store aversioner mod “buffetstemningen”, hvor folk kaster sig over maden, så snart startskuddet går – var det faktisk rigtig godt. Der var fisk, skaldyr, kamchatka-krabbekløer og grønlandsk sushi i alle afskygninger, et bord med eksotiske røg-varer – isbjørn, rensdyr, moskus, lam, hval. Tørrede fisk og mattak (hvalspæk). Et bord fyldt med varme retter ala hval i rødvinssauce, moskus i østerssauce, sæl-suessat og dybstegt hellefisk. Og så selvfølgelig ost og dessert. Alt veltillavet – og som et totalt syret indslag: udsmykket efter alle kunstens asiatiske  regler med udskårne vandmeloner, gulerodsfugle, kinaradisse-templer og agurke-drager. Meget syret – og et sjovt twist at pynten – trods alle de luksuriøse fiskevarer – nok med de grønlandske frugt-og-grønt-priser har været det allerdyreste.  

Vi spiste også en dejlig middag med grønlandske råvarer på Mammadut (ligger på vejen op mod den gamle Heliport) og jeg fik også et fint “stjerneskud” med masser af Hellefisk på byens eneste cafe (på hjørnet overfor Brættet).

Alt i alt er der ingen tvivl om, at en tur til Diskobugten vil ende blandt de absolutte højdepunkter i enhver besøgendes rejseliv. Det er fuldstændig forrygende, fortryllende og forjættende. Intet mindre. Så hvis du så meget som overvejer at tage afsted er det bare om at gøre det. Og del endelig dine tips i kommentarfelterne, hvis du har andre tips eller holdninger til det, jeg har skrevet.

God tur!

I dag ligger der hele to spændende skibe i Nuuks industrihavn. Det ene er et gråt orlogsskib af en kaliber, der ville have givet mange point, hvis man spillede sænke slagskibe. Der har har kongefamilien boet under hele selvstyrefesten.

Det andet er et grønt Greenpeace-skib med en regnbue forrest på stævnen. Det skal være hjem for en række forskellige klimaforskere, glaciologer og andre relevante eksperter, der sommeren igennem skal sejle helt op til Nordgrønland og ned langs Østgrønlands kyst for at undersøge klimaforandringernes påvirkning af de store gletschere. Ekspeditionen foregår under temaet “Urgency” – for allerede i 2008 brækkede et stort stykke løs fra gletscheren, og siden er der observeret to nye, store gletscherspalter. Man regner med, at det første nye store stykke vil brække af i løbet af denne sommer – sandsynligvis en is-ø på størrelse med Manhattan. “Urgency”-temaet henviser til, at det ikke er sikkert, at skibet når igennem de isfyldte farvande i tide til at se gletcheren før det første stykke brækker af – men det henviser utvivlsomt også til, at det under alle omstændigheder er “urgent” at få gjort noget ved den globale opvarmning.

Udover at ekspeditionen i sig selv lyder meget, meget spændende, er det også i sig selv interessant, at der ligger et Greenpeace-skib i Nuuks havn. For vi skal ikke mere end et par årtier tilbage, før Greenpeace og Grønland var alvorligt på kant med hinanden på grund af hval- og sæl-bataljerne. Af samme grund er opholdet i Nuuk – hvor der ikke i sig selv er så mange klimaforandringer at observere – også mest af alt et høflighedsvisit for at bevare og styrke de nye, gode relationer mellem de to parter. 

Det bliver spændende at følge ekspeditionens videre færd – og ikke mindst om og hvornår verden får en ny ø, som de fleste af os nok helst ville have været foruden.

I dag er det den 21. juni og Grønland har netop fået selvstyre. Jeg stod tidligt op for at kunne være med fra starten klokken 8 i morges – og her er et lille udpluk af, hvad jeg set og hørt:

• En flagsmykket kolonihavn med nymalede huse og masser af mennesker, der stimlede sammen for at høre kanonskud, taler, korsang.
• Et ni-foldigt leve for Dronningen.
• Nogle spage toner, der vistnok havde udgjort “Kong Christian stod ved højen mast”, hvis man havde stået tæt på – og efter sigende skulle være blevet af afsunget af den nyvalgte landsstyreformand, Kubik Kleist, der også går under navnet “Grønlands Leonhard Cohen”.
• En majestæt, en kongelig højhed, mange Nuuk-kvinder og en del småpiger i de fantastiske, farverige nationaldragter fulde af perlebroderier, sælskindsbukser og smukke kamikker.
• Pinger i alle afskygninger klædt i ens, hvide anorakker.
• Alt hvad der kunne krybe og gå fra Nuuks politi posteret med meget korte, jævne mellemrum. Og en hel del livvagter med øresnegle, som jeg pludselig kunne forholde mig til på en helt anden måde end tidligere efter at set DRs serie livvagterne. Effektiv faglig formidling, må man sige.
• En NRK-reporter i samisk nationaldragt, der ledte tankerne hen på, at Grønlands selvstyrefest jo ikke kun handler om grønlændernes ønske om selvstændighed, men indgyder håb til mange oprindelige folk verden over.
• Helle Thorning-Schmidt og Mogens Jensen, der fortalte nogle af deres grønlandske værter, at de havde været meget bekymrede for vejret aftenen før, og var så glade nu, hvor det nogenlunde holdt tæt og solen tittede frem ind i mellem.
• Birthe Rønn-Hornbech i selskab med en, der nok var hendes ministersekretær. De så begge lidt forvildede ud – som om hun burde have været til fin frokost på det tidspunkt, men var kommet lidt på afveje.
• En hofdame, der ikke kom med Regentparrets bil som planlagt og løb afsted på lidt for høje hæle. Indtil hun opgav og stillede sig sammen med Kronprinsessens hofdame, Caroline Heering, der heller ikke var kommet med kronprinsparrets bil, men så ud til, at det var meningen og forsøgte at overbevise sin kollega om det samme.
• En chartret bus, der husede et helt hornorkester. Den holdt alle de “rigtige steder” i dagens løb og orkestret skulle ind og ud for at underholde. Stortrommen fyldte et dobbeltsæde. I en pause hørte jeg en af trompeterne give en stille solo bag bussen, mens han troede, ingen hørte eller så ham.
• Godthåbshallen fyldt men mennesker til morgenmad og storskærm. Rundstykker i massevis, en storskærm, der hele tiden gik på pauseskærm, og en masse mennesker, der rejste sig i en lykkerus, da Dronningen endelig overrakte selvstyreloven og det grønlandske selvstyre var en realitet. Stående ovationer, hurraråb og masser af håndtryk og “tillykke med os” til de omkringsidende.
• Et samlet landsstyre med de kongelige posererende på trappen foran landstingssalen.
• En coffeshop – byens eneste, faktisk – fyldt med mennesker, der pludselig efter det officielle programs afslutning, ikke anede hvad de skulle lave andet end at købe sig en latte.
• En trampolin med hoppende børn foran en “fiskedam” fyldt med gaver. Gratis saftevand og boller med tandsmør trakteret af foreningen Natteravnene.
• En spontant opstået kødrand af mennesker og politifolk (sidstnævnte sikkert knap så spontane, førstnævnte stimlet sammen på grund af sidstnævnte) i kolonihavnen. Det viste sig, at de kongelige skulle spise frokost i et hus, jeg har holdt øje med siden ankomsten, fordi ejerne gik og malede et meget, meget, meget langt grønt stakit. (ikke bare hjørnegrund, men en kæmpe hjørnegrund). De ankom lige som jeg gik forbi. Nu omklædte fra nationaldragt til spadseredragter med hatte ala mere klassisk kongelig stil. Og nu med begge hofdamer med i bil.
• Og vigtigst af alt: en masse glade grønlændere, der fejrede sig selv og hinanden og selvstyret. Og tusind gange tillykke til dem.