Nadja Pass

Kategori: Gæk

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

Reklamer

Her må du gerne…


mundharmonika

De seneste dage er det blevet lidt sjovere at gå tur ved Søerne. For omkring har nogen placeret de mest fantastiske skilte. De er påbuds blå-hvide med autoritativ skrifttype, så de ser ud som noget kommunen har placeret. Men i stedet for at skrive “færdsel på isen forbudt” eller lignende forbud, er der her tale om positive påbud. Her må man gerne “…køre i rullestol”, “…være dårlig til engelsk” eller “…være dansker”. Og så den allermest velplacerede – lige ved tunnelen under Fredensbro, hvor der meget ofte står gademusikanter, som folk godt kan finde på at brokke sig højlydt over, selvom de fleste alligevel lige får et smil på læben og en mental svingom af deres musik – “Her må du gerne spille mundharmonika”.

Jeg er vild med de skilte – og synes, de er et helt fantastisk eksempel på god motivationsretorik. Af mange forskellige grunde:

  • De får os til at stoppe og tænke lidt midt i det offentlige rum. Vi er egentlig bare på vej fra A til B mellem hverdagens gøremål. Og pludselig stopper vi op, studser og smiler. Under os lidt – tænker over tingene på nye måder.
  • Vi ved ikke umiddelbart, hvem der har sat dem op. Men de mimer de noget kommunalt og autoritativt, samtidig med, at de vender alting på hovedet. Fra kommunens side venter vi, at de kun sætter skilte op, når noget er forbudt eller påkrævet. Her opfordres vi i stedet til at gøre forskellige ting.
  • Den eksplicitte tilknytning af skiltets påbud til stedet, gør stedet til en særlig zone. Det er klart sjovest der, hvor det helt specifikt – som i mundharmonikaens tilfælde – er knyttet til noget, alle københavnerne kender til og derfor bliver fanget af.

Men det er også interessant, når man pludselig ser skiltet:

dansker

For så må man jo uvægerligt må tænke – ok, jeg må gerne være dansker dér – men betyder det egentlig, at det må jeg ikke to meter længere til højre? Er det faktisk svært for mig at stå ved – eller i hvert fald hvile i – min nationalitet for tiden? Måske, måske ikke – men man får i hvert fald lige vendt tankerne.

Lige ved “her må du gerne være dansker-skiltet” hænger der også et andet rigtig sjovt skilt, som jeg umiddelbart grupperer sammen med disse, fordi jeg synes, de meget formår at gøre det samme. Og måske er det samme aktionsgruppe, der har sat dem op – måske er det bare et tilfælde, for det ser helt anderledes ud. Nemlig sådan her:

sticker

Og det skilt synes jeg simpelthen også bare er SÅ spot on. Fanger hele problemstillingen med, at byen selvfølgelig ikke skal være alt for trashet – men at her altså hurtigt kan blive for pænt på den kedelige måde. Street art, stickers og tags er også med at gøre tingene lidt urbane, krøllede og inspirerende. Se bare hvor meget disse falske skilte har sat i gang hos mig. Og hvor meget de allerede er blevet noget, folk snakker med hinanden om – og som dermed er med til at sætte nye tanker og samtaler igang københavnerne imellem. (for vi københavnere taler jo med hinanden). Og nu skriver jeg så “falske skilte” fordi jeg tror, de er sat op af en gruppe street art-kunstnere. Men da jeg ikke kender historien, men bare har sammensat min egen logik, foreligger der faktisk den mulighed, at det virkelig er Miljø- og Teknikforvaltningen, der er totalt på forkant med motivationsretorikken, hvilket jeg i så fald må komplimentere dem rigtig meget for! Men desværre tror jeg snarere der er en risiko for, at de meget snart fjerner dem igen – hvilket jo netop er sticker-tavlens pointe: at der ikke er plads til ting, der falder udenfor rammerne.

Uanset hvem der står bag vil jeg meget gerne sige hurra for vedkommende – supergod ide og superflot eksekveret og placeret. Og mest alt – totalt forfriskende, at nogen argumenterer mod forbud ved at lave positive påbud. Hvor er det i grunden rart at få alt det at vide, man gerne må.

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

Ægte innovation opstår, når tingene ikke lige går efter planen

Focaccia-knækbrød med sej krumme

– en bradepandefuld

  • Rør en dej sammen, som hvis du ville lave langtidshævede boller. Altså for eksempel 10 gram gær, fem deciliter lunkent vand, salt, olivenolie, 250 gram durummel og dobbelt så meget hvedemel som du rører sammen til en meget blød masse og stiller til hævning i køleskabet natten over.
  • Lad være med at gå i panik, når dejen trods hævning natten over ikke er hævet så meget som en milimeter. Drop drømmen om de langtidshævede boller.
  • Beslut dig for at prøve at lave en spontan focaccia i bradepanden, selvom du kan se den reelt er for stor til dejen. Hæld lidt olivenolie i bunden af bradepanden og strø havsaltflager, rosmarin og timian hen over.
  • Bag den ved 250 grader i ti minutter og lad være med at gå i panik over, at kanterne bliver helt sorte.
  • Tag bradepanden ud og lad være med at gå i panik over, at den nu hårde masse er umulig at få af bagepladen. Drop drømmen om en blød foccacia.
  • Hvis du er heldig, vil du efter lidt tid alligevel godt kunne skrabe den hårde masse af bradepanden, og det vil forhåbentlig kun være en lille smule, der stadig sidder uigenkaldeligt fast i bunden. Beslut dig for, at det sagtens kan gøre det ud for en slags knækbrød.
  • Vend hele konstruktionen, og lad være at gå i panik over, at bunden er meget mere svampet end et knækbrød ville være. Det kommer aldrig til at blive et kækbrød, hvis definitionen på knækbrød er, at det er så sprødt at det knækker.
  • Grill nu brødet med den svampede side opad til det begynder at få en anelse farve og bliver lidt sprødt. Men acceptér, at det stadig er svampet-klægt og dybest set mere henefter pita, når det kommer til stykket.
  • Servér lunt som mellemøstligt rullebrød, møder foccacia, møder knækbrød på frokostbordet med artichokcreme, tapenade eller anden dyppelse og eventuelt lidt god salami eller serranoskinke.

Hvornår og hvordan hilser man på hinanden på sommerdansk?

Så snart man kommer på landet sker der en meget markant forandring i forhold til livet i byen. Dansken flest smiler venligt, nikker og hilser til næsten alle, der kommer gående imod dem. Især på vej til og fra stranden smiler og hilser alle venligt til folk de ikke kender, men som de trods alt har bølgen blå til fælles med. Og smilene sidder i det hele taget lidt løsere, når det er sol, sommer og ferietid.

Jeg gør det også selv, og synes, det er vældig hyggeligt. Men nu hører jeg også til dem, der faktisk sætter stor pris på amerikanernes “How are you” (især efter jeg lærte, at jeg kan glide høfligt af ved at sige “Fine, yourself”, hvis man ikke lige orker den store smalltalk). Og er nok også blandt de københavnerne, der mest venligt og åbent smiler til fremmede på gaden. Bare sådan for humørets og venlighedens skyld. Så også i sommerlandet hilser og smiler jeg venligt. Uanset, om det er folk, jeg overhovedet ikke kender, nogle af de ældre kvinder, som min mormor plejede at hilse på heroppe eller nogle, jeg har et fjernt kendskab til gennem et ukendt antal degrees of separation.

Men så i dag på vej til min formiddagsdukkert skete der noget interessant. En kvinde kommer gående med sin hund and den “store vej” (en my bredere end grusstikvejen, jeg kom gående ad og lidt asfalteret i den ene ende) mens jeg kommer gående ad en stikvej men ellers skal i samme retning som hende. Vi nikker behørigt. Og da jeg så overhæler hende siger hun meget højt “HEJ”. Hvilket fik mig til at reagere ved at tage solbrillerne af (de nye Oliver Peoples fra New York, som jeg er ekstremt glad for, men samtidig må smile lidt ad, at det eneste andet par jeg har set herhjemme sidder på Katja K.  – men det er en helt anden historie), kigge søgende og eksplicit spørge “Kender vi hinanden?”. Venligt, men alligevel undrende. “Nej,men jeg syntes bare, jeg ville sige hej, nu hvor vi gik ved siden af hinanden” sagde hun så. “Nåh – jamen så hej” sagde jeg så.

Og DEN gik/svømmede jeg så og tyggede videre på i den næste halve times tid.  For af en eller anden grund faldt hele det fine “smile, nikke, hilse”-spil til jorden af sådan at blive ekspliciteret. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg selv blev så forfjamsket af at blive hilst på i den kontekst.

Men nu har jeg analyseret mig frem til, at det nok handler om to ting, som jeg aldrig har tænkt over før, men som jeg lige vil høre jeres syn på:

  1. Vi gik i samme retning, faktisk var jeg ved at overhale hende. Mine smil og nik fremkommer ellers typisk ved, at jeg går imod nogen og dermed opnår øjenkontakt – som faktisk også var tilfældet, da jeg kom gående fra stikvejen og vi først nikkede til hinanden. Folk der går bagved eller i samme retning som en selv føles det derimod – for mig – mærkeligt pludselig at hilse på.
  2. “Hej’et” var meget højt. Og jeg har ikke tænkt på det tidligere, men i virkeligheden er sommerhilsnerne nok normalt forholdsvis subtile. Man smiler og nikker og former måske nok læberne til et “Dav”, og anerkender dermed at man har set hinanden og gerne vil være venlig og hvor er det også dejligt med sådan en sommerdag…Men man siger ikke højt og insisterende “HEJ”, med mindre man kender hinanden.

Hvad siger I derude? Er der noget om de hilse-konventioner – eller er det bare mig, der har levet efter det ubevidste system? Hvordan, hvornår og hvor ofte hilser I selv? Og hvad er kritierierne for, hvem I hilser på? Jeg er pludselig blevet meget nysgerrig!

Sommerens 20 store udfordringer

1) At finde det helt rigtige punkt mellem “hårdt nok til at sandet ikke skrider ud under fødderne på en” og “langt nok ude i vandet til at fødderne løbende bliver overskyllet af saltvand”.

2) At holde et konstant flow af is-te kørende så der hele tiden er noget nyt koldt klar, når man trænger. Til gengæld er det ikke så stor en udfordring at vælge hvilken te, det skal være. Har – trods det temmelig irriterende navn – været helt afhængig af “Cool mint” siden Pil Bredahl fra FairTrade Designers serverede den for mig for et par uger siden.

3) At undgå at hjembringe ALLE de sjove sten og kønne skaller man finder langs stranden, også selvom Alt For Damerne i et af deres sommernumre havde en masse ideer til alt det sommerskønne man kunne bruge den slags til i haven eller på altanen. (nært beslægtet med 1)

4) At lade Dankortet blive hjemme, når man browser gennem byens fem fuldstændig ens hvidt-og-slidt-butikker, så man automatisk undviger momentane fristelser til at forvandle ellers så yndigt og autentisk sommerhus til forloren herregård. (nært beslægtet med 3)

5) At have styr på, hvor ALLE brandmændede befinder sig i vandet og samtidig plaske spontant omkring.

6) At skifte fra badetøj til almindeligt tøj ved afgang fra strand uden at blotte sig totalt og samtidig uden at halvskjule sig så krampagtigt under sommerkjole, der alligevel ingenting dækker, når der bakses, at det tiltrækker sig endnu mere opmærksomnhed end et par sekunders fuldt blottede bryster eller baller.

7) At lade være at synes, det er synd for en, at man skal arbejde/slæbe fliser/flytte på årets varmeste dage, når man lige har været på lang ferie eller for eksempel har brugt tre måneder i foråret på at flanere i New York.

8) At finde det helt rigtige sted, hvor man kan se bare en my af hvad der står på skærmen, når man beslutter sig for, at alt arbejdet på årets varmeste dage ligeså godt kan foregå udendørs. (temmelig tæt beslægtet med 7)

9) At få solcreme på ryggen, når man er alene på stranden.

10) At lade være med at tjekke sin inbox hvert 6. sekund, fordi det da virkelig ikke kan passe, at der ikke sker en skid på arbejdsfronten på årets varmeste dage.

11) At beslutte sig for, hvilke af sommerens mange delikatesser, man skal servere for alle der melder deres ankomst og som man gerne vil forkæle.

12) At lade et par af bærrene sidde på busken, så der også er nogle til i morgen.

13) At huske sig selv på, at det ikke gør noget, at badedragten, der ellers lige var blevet tør, bliver våd igen, hvis man uventet finder et nyt dejligt sted at bade på sin lange gåtur langs stranden.

14) At lade være med at gå i panik over, at der om fredagen er næsten en hel uge til de nye sladderblade og magasiner kommer på hylden.

15) At finde noget, man gider se i fjernsynet, når man virkelig trænger til et fix – og samtidig undgå at falde i fælden med at skulle følge en serie hver eftermiddag, som for eksempel Hercule Piorrot. Dog ikke noget reelt problem, da der ikke er noget fjernsyn i sommerhuset.

16) Ikke at blive uvenner med folk, der elsker sport, når man stønner lidt over EM > Wimbledon > Tour de France > OL.

17) At nyde sommerdagene på Indre Nørrebro, når alt det, man elsker (forståeligt nok, men ærgerligt, når man nu lige SELV skulle bruge dem :-) er ferielukket.

18) At vælge mellem blomkål og spidskål, jordbær og hindbær, røgvarer og friske fisk – men heldigvis være stor nok til at huske sig selv på, at i morgen er der jo atter en dag og et myt måltid, der skal tilberedes.

19) At prøve at finde på en gangbar undskyldning for at droppe cykelhjelmen i sommerlandet, selvom man udemærket godt ved, at ulykken ligeså godt kan ske på vej til stranden – og at selv om der er færre biler, kører de – måske af samme grund – mere uforsigtigt heroppe.

20) At komme tilbage til arbejdet selvom man sidder her i solen og er superinspireret til at lave alt muligt andet, fordi tågerne fra flere ugers køkkenkedelighed efterhånden er ved at lette og der derfor pludselig er plads til alle mulige andre tanker.

UPDATE: For søren da. Glemte lige et par af de helt store udfordringer. Så nu bliver det “Sommerens nogle-og-tyve store udfordringer…

21) At få alle benene ud af de røgede sild og samtidig bevare nogle filletter i noglelunde appetitlig stand. Sært beslægtet med 5) da det altsammen handler om pinslernes/irritationsmomenternes tæthed contra nydelsen. Også noget pjat at købe de røgede sild in the first place, når man nu i virkeligheden langt bedre kan lide makrel.

22) At undlade at gå i flåt-panik HVER gang man ser mærkelige stik på kroppen.

23) At overbevise den ældre generation om, at hyld faktisk er rigtig hyggeligt at have på grunden og at man kan lave både hyldeblomstsaft og hyldebærsuppe af kronerne – SELVOM hyld i princippet er ukrudt – eller “Skrub”, som man åbenbart også kalder det, der bør fjernes i pæne haver.

24) At huske sig selv på, at skrabespil og lotto er “ekstrabeskatning af de dumme”, når man lige synes, det kunne være rigtig hyggeligt at prøve lykken. Også i dag.

25) At undgå at solbrillerne ser ud som om man har “pudset dem i sylte” når man nu er så glad for at sætte dem op i håret – også når håret ikke er helt tørt og man selv stadig er lidt solcreme-fedtet.

Fødselsdagsvejrs-skizophrenie

Hvordan skal man tolke kombinationen af følgende to parallelle vejrfænomener:

  • Vejret i Danmark i går: Tilsyneladende så fantastisk solskinsfyldt og forårsagtigt, at alle der skrev fødselsdagshilsner til mig (og tusind tak for alle dem i øvrigt) kommenterede på det og skrev, at jeg vel nok havde opført mig pænt og været en artig fødselsdagspige.
  • Vejret i New York i går: Heldags-slagregn efter fjorten dag med konstant højtryk og sandalstemning.

Vi voksne kan også…have lyst til at lege. Og det gør vi så på Facebook…

For et par måneder siden gav jeg efter for de mange Facebook-invitationer og oprettede til sidst en profil. Og allerede dagen efter fortrød jeg og skrev lidt harskt om alle de der netværk og min udprægede networkfatigue.

Og jeg er stadig træt af, at der er så mange forskellige netværk, der konkurrerer om at være nogenlunde det samme for os alle sammen og glæder mig til ét af dem endegyldigt vinder, så man bare skal tænke på profiler og opdateringer og kontakter ét sted. Og der er stadig noget ved hele “se hvor fed jeg er fordi jeg har så mange venner”-mentaliteten, jeg har svært ved at snuppe.

Men jeg må simpelthen også indrømme, at det har vist sig at være ret sjovt, da det kom til stykket.

Det krævede lige, at jeg fik elimineret irritationen over de ekstremt mange mails med Vampire-slayer-invitationer, friends-for-sale-applikationer, gruppe-dynamikker og quiz-mekanikker ved at afmelde mails og i stedet samle dem til rss-feed, som jeg selv bestemmer, hvor ofte jeg vil tjekke – og om jeg gider reagere på.

Og jeg tjekker den så kun, når jeg har lyst til at lege eller lige slå hjernen fra et øjeblik (det har jeg så ret tit :-) Det er lidt ligesom at sige, at nu tager man på legepladsen. For det er jo mest af alt det, det er – en gigantisk legeplads for voksne. Hvor nogen har stillet klatrestativerne og gyngerne til rådighed – og man så mødes med kryds og tværs. Nogen kender man i forvejen og har sat stævne til legen. Andre skal man ud og møde på den angstprovokerende skolegårds-måde. Nogen kan man lide med det samme – andre leger nogle helt nye lege, man aldrig har hørt om. Og nogen vil slet ikke lege med en. Dem man kender leger man med, når de gider og også er på legepladsen – og inviterer dem med i de lege, man selv synes er sjovest. Og så behøver den vel i virkeligheden ikke være så meget længere?

Man kan (og det gjorde undertegnede jo også indtil for kort tid siden) kalde det spild af tid, overfladisk selv-hype og spørge sig selv og alle de andre på Facebook, hvorfor man ikke i stedet prioriterer at se sine gode venner i levende live. For dem ser man jo ofte alt for lidt. Og har man virkelig ikke noget bedre at bruge sin tid på end at fedte rundt inde på den tidsslugende platform og besvare platte quizzer?

Og jo, det er jo på den ene side alt sammen rigtigt nok. Men på den anden side

  • er der også noget ret fint i at få indblik i nogle helt andre netværk, vennekredse, interessegrupper og tankegange end ens eget.
  • er der noget fundamentalt livsbekræftende over at genfinde gamle klassekammerater og opdage, at de laver nogle vildt spændende ting i dag – og undre sig over, hvorfor man ikke var bedre venner med dem dengang, når de åbenbart bar rundt på så meget interessant materiale, som man dengang var blind overfor.
  • er der for en motivationsretoriker som mig, er det vildt interessant at se, hvordan forskellige “protestbevægelser” og spændende initiativer samler og frastøder medlemmer. (jeg har sågar oprettet en gruppe til Reflexioner nu for at se, hvad der kommer ud af det – og synes allerede det tegner til at blive et sted, hvor jeg langt mere dynamisk end med tidligere tiders nyhedsmails kan give Reflexioners venner et indblik i, hvad der sker med det hele og invitere dem med i redaktionsprocessen. (Meld dig endelig til, hvis du også har overgivet til Facebook – alle er velkomne)
  • giver de små “moodbeskrivelser” faktisk et rigtig sjovt, skævt, spontant, lille indblik i, hvad folk går og tænker. Alt det der, der ikke er vigtigt nok til fortælle andre om, men som på sin egen pudsige måde giver et meget bedre billede af folks liv, levned og tankegang end de finpudsede profilbeskrivelser.
  • er der jo faktisk ret mange, der er nødt til at sidde alene hjemme i de sene aftentimer og passe ungerne eller som bare lige er for flade efter en lang dag til at skulle ud og socialisere IRL hele natten – og Facebook tager ikke tiden fra at se gode venner i virkeligheden, men er et socialt og hyggeligt alternativ til skod-serierne.
  • er det dejligt at genfinde mennesker, man har mødt på rejser og som betød uendeligt meget for ens liv i et kort splitsekund, før vejene skiltes og kontinenterne gled fra hinanden.
  • er det bare helt grundlæggende sjovt at lege og quizze. Noget – meget – virker for plat. Men andet er altså bare rigtig sjovt. Og hvad er der egentlig så galt i at tage lidt på legepladsen engang imellem?

Ville jeg kunne leve uden at have genfundet de venner og leget de lege? JA. Selvfølgelig. Ingen tvivl om det. Betyder det, at jeg ser min “rigtige” venner mindre? NEJ. Selvfølgelig ikke. Det er et både og. Og der er rigelig plads til begge dele.

Men altså…godt så…aldrig så snart har man så småt affundet sig med FACEBOOK, før mailboxen flyder over med invitationer til PLAXO PULSE…(dybt suk)

Har du nogen sinde spist en cowboytoast uden at vide, hvad en cowboy var?

En sjælden gang imellem opdager man nogle helt blanke pletter på sit indre landkort. Helt, helt blanke. Almen viden/dannelse/trivia, der af en eller anden underlig grund har formået at snige sig udenom ens opmærksomhed i samtlige 33 år, man har levet og har gemt sig langt væk i alle de mange medier og populærkulturelle input, man ellers er blevet udsat for undervejs.

For børn forekommer den slags aha-oplevelser vist forholdsvis ofte, men som voksen er det ikke så tit det sker. Og hvis det sker, er det ikke så tit, det bliver “outet” – for de fleste er gode nok til at bluffe, selvom gulvtæppet bliver revet væk under ens grundviden eller man pludselig får radikalt nye ting at vide.

Det sker ikke så tit for voksne. Men det skete for mig i julen. Noget så eftertrykkeligt endda.

Jeg var i Bruxelles med nogle gode venner, hvis søn sov på første sal i et yndigt og superhyggeligt, men meget knirkende, byhus.

“Det er godt nok ikke nemt at være ninja i det her hus”

sagde faren, efter at være kommet til at vække poden for 16. gang den aften på grund af trappens knirken. Og nu kan jeg ikke huske, præcis hvad det var jeg sagde. Men jeg sagde i hvert fald et eller andet, der fik det til at stå lysende klart, at jeg ikke anede, hvad en Ninja var – men har set de små grønne Ninja Turtles med renaissance-kunstner-navne for mig, hver eneste gang, folk, medier, litteratur, nyheder og ungerne i gården har snakket om/leget/henvist til Ninjaer.

Mine venner tabte både næse og mund, da det gik op for dem – og jeg sad ret hurtigt tilbage med meget røde (eller måske snarere turtle-grønne) ører. Især efter at have sendt et par test-sms’er rundt til folk for at tjekke HVOR almen viden, det med ninjaerne kunne forventes at være. Og alle vegne var reaktionen den samme: “Hvordan kan du ikke vide, hvad en ninja er?” For Ninja Turtles er så åbenbart bare et ripp-off på de oprindelige japanske ninjaer, der er åbenbart toptrænede, skjulte snigmordere. Og det er jeg åbenbart en af de eneste, der har kunnet undgå at vide.

Det er – som min ven (høfligt og skræmmende rammende) bemærkede:

“Som at spise en cowboytoast uden at vide, hvad en cowboy er”.

efter at have undersøgt sagen nærmere forstår jeg helt grundlæggende ikke, hvordan det er lykkedes mig at undgå den viden. Men selvom både jeg – og måske især mine omgivelser – har fået sig et godt grin over det, synes jeg også, der er noget lidt tankevækkende og fascinerede over det. Som fænomen. At man sådan kan gå rundt i sit eget lille parallel-univers, hvor man hører de samme ord, som alle de andre siger – men selv tror, de betyder noget helt andet, end den betydning alle andre lægger i det. Og hvor mange brikker, der pludselig falder på plads, når sagernes rette sammenhæng går op for en.

I voksen alder er det ikke så tit, det sker. Men det er egentlig forunderligt, når det gør.

Man VED bare, man har læst for mange sladderblade på det seneste…

…når man føler sig overbevist om, at BilledBladet må have hyret en vikar til at lave sidste uges “Kryds med de kendte”.

%d bloggers like this: