Nadja Pass

Kategori: Funky business

Så er der søbemadder

Det er efterhånden ved at være 10 år siden, jeg første gang hørte, at “suppe-trenden” var på vej. Og i udlandet så jeg det ene skønne suppested efter det andet dukke op. Sund, god, nærende og varm fastfood på den let-transportable måde. I lækre bægre med økologisk nedbrydelige træskeer.

Men det er gået i et endnu mere adstadigt tempo end med te-trenden, før suppe-trenden faktisk fandt vej til de københavnske gader og stræder. Men NU er den her – endda så eftertrykkeligt, at selv TV2-Lorrys trendindslag forleden handlede om suppetrenden. Og der var ovenikøbet en lille reportage fra mit lokale suppe-vandingshul Soupanatural.

Men mens jeg havde ventet på supperne og teerne i årevis, er der en anden type søbemad, der langt pludseligere har gjort sit indtog på morgenstederne. Grød, Grød! Grød optræder pludselig på den ene sund-øko-take-away-lille-hul-i-væggen-hyggelige-cafe efter den anden. Havregrød, hirsegrød, quinoagrød. Med friske æblestykker, lidt mælk, rørsukker, honning… 

Jeg så det første gang på dejlige, dejlige Verde på Nørre Farrimagsgade. Men jeg har allerede set det mange gange siden. Og hvor er det en hyggelig tanke ovenpå den seneste tids “carb-forskrækkelse”, at forskellige sunde fuldkornsprodukter pludselig bliver forvandlet til trendy søbemad på den comfortfoodagtige måde.

Kan du ikke lade somom du twitter, når du taler?

Nu har “kunsten at fatte sig i korthed” aldrig været den retoriske dyd, jeg excellerede mest i…

MEN nu har jeg måske fundet løsningen. I dag havde vi nemlig en rigtig god diskussion over kontorfrokostbordet. Og da Trine-Maria senere spurgte, hvad den havde handlet om, og jeg svarede, at det var svært lige sådan at sige kort og klart, sagde hun: “Kan du ikke bare lade somom du twitter, når du taler?”.

Phuuuuuurp – ud kom noget relativt kortfattet.

Så det er måske bare det, man skal gøre – lægge en ganske-få-ords-begrænsning på sine udtalelser, ligesom microblog-servicen Twitter lægger et-par-hundrede-anlags-begrænsning på alt, hvad man skriver.

Se så – noget nær det korteste blogindlæg, jeg til dato har præsteret…

UPDATE: Hvis du ikke ved så meget om Twitter – og dette indlæg + kommentarspor derfor er noget nær volapyk for dig – vil jeg anbefale dig at læse denne artikel om Twitter og mikroblogging som min gode kontorfælle Martin Søndserslev Christensen har skrevet om fænomenet.

P.S. Jeg har lige ændret både titelfeltet og et par af formuleringerne i dette indlæg, da det gik op for mig, at man nok ikke lige forstod pointen om, at det var mundtlige twit, der var tale om. Jeg KAN åbenbart ikke fatte mig i korthed.

Hvorfor bruge Facebook, hvis man selv synes, man allerede har et liv?

I de seneste par uger er jeg flere gange røget ind i diskussioner, hvor jeg har fundet mig selv som den store forsvarer af Facebook. Og flere gange er jeg blevet opfordret til at blogge om det.

Jeg må sige med det samme, at jeg har det ret svært med at skulle skrive det her indlæg. Fordi det irriterer mig, at jeg kommer til at stå som den store forsvarer og fan af Facebook – selvom jeg som udgangspunkt var über-skeptisk overfor Facebook og til dels stadig er det. Og selvom jeg også har en masse holdninger til, hvad der kunne være bedre på Facebook, selvom jeg kun opfatter Facebook kun er et ubehjælpsomt skridt på vejen mod fremtidens velfungerende sociale netværk og selvom jeg stort set aldrig selv benytter de mange ekstra applications og quizzer, der også i høj grad er en væsentlig del af hele konceptet.

Men når det så er sagt, gider jeg ikke spække resten af dette indlæg med ironisk distance. Ulemperne og alt det dubiøse ved Facebook er beskrevet godt og grundigt mange andre steder. Så i stedet vil jeg her komme med 10 reflexioner over, hvad jeg synes er de positive aspekter ved Facebook.

  1. I min verden er det umuligt at skelne mellem hvem der er private og hvem der er professionelle relationer. Og jeg kan rigtig godt lide, at Facebook ikke tvinger mig til at skelne mellem, hvem, der er hvad. Mange af mine bedste venner er tidligere studiekammerater, der også i dag er mine bedste professionelle sparringspartnere; andre er oprindeligt professionelle legekammerater, der nu er tælles blandt mine nærmeste venner og nogle af mine oprindelige “helt private” venner er pludselig også professionelle relationer, fordi skæbnen har ført os til at arbejde på de samme projekter. For mig giver ikke mening at splitte den slags op længere – og hvorfor skulle man også det? Derinde ved man godt selv, hvem der er venner-venner og hvem der er ens Facebookvenner  – og kan lukke op og ned for nyhedsstrømmen alt efter, hvordan man selv bedømmer relationen – lidt på samme måde, som der også er forskel på venner og bekendte, man møder tilfældigt på gaden. Man siger hej til dem alle sammen, nogen taler man længere med, andre hilser man bare på, men i langt de fleste tilfælde bliver man glad af lige at se et ansigt fra en måske svunden tid og tænker lidt videre over det, mens man medet smil trasker videre ned ad Købmagergade. Det er lidt det samme med Facebook – her sker den slags møder bare med langt højere frekvens og når man først har “mødt”/genfundet hinanden behøver man ikke afslutte snakken med et akavet “lad os ses” når man ved, at det får man ikke lige gjort. Den glæde hænger jo ikke sammen med, om det er folk, man kender fra studiet, branchen, private fester eller børnehaveforældrene – den handler om, at vi alle sammen er mangefacettede mennesker, med mangefacetterede relationer, der har været med til at forme os livet igennem. Tidligere gled mange af den relationer ud i sandet. I dag er de lettere at fastholde.
  2. Og det med at være på hinandens radar skal man ikke undervurdere i det hele taget. Heller ikke, når det gælder ens bedste venner, hvor man ellers med jævne mellemrum bliver opdateret om deres gøren og laden. For det, der er ved Facebook, og som jeg ikke anede eksisterede, før jeg gik i gang derinde (og som i øvrigt netop er blevet udvidet med små kommentarfelter, så der reelt bliver tale om micro-blogging) er de konstant “Status-updates”, hvor folk skriver, hvad de tænker og laver lige nu. Det giver et utroligt godt indblik i, hvad der foregår i hjernerne, hjemmene og arbejdspladserne rundt omkring og gør, at de af mine venner-venner jeg også er venner med på Facebook med, formår at stille rigtig gode og konkrete spørgsmål til, hvordan jeg har det – som meget nemmere og hurtigere lægger op til en diskussion om, hvordan jeg EGENTLIG har det, end et overordnet spørgsmål såsom “hvordan går det?” eller “hvordan var det i New York?” – umuligt at svare på, synes jeg – mens det er meget lettere at fortælle konkret, hvis folk siger “hvad var det med, at din håndværker var gået konkurs” eller “har du så fået danset salsa siden du hjem fra The big apple?”. Samtidig oplever jeg også, at jeg selv får meget mere spontan omsorg og giver spontan omsorg, når jeg ser i andres statusmeldinger, at de lige synes noget er lidt hårdt. For eksempel skrev jeg selv i går – ovenpå crashet mac, backup, der åbenbart ikke virkede og håndværkerkonkurs – at jeg savnede min skytsengel – og straks reagerede rigtig mange meget omsorgsfuldt. Mens mange af mine nære venner som jeg ikke lige er på Facebook med, ikke engang ved, at jeg lige været nede og runde bunden i et par dage. Det er ikke fordi de ikke må vide det – det er bare heller ikke lige det, jeg har haft overskud til at ringe og fortælle alle eller synes det var passende at sende en fællesmail ud om. På Facebook bliver det helt uforpligtende at glæde sine små ups and downs – og opmuntre + lykønske hinanden på meget uformel vis. Det er ikke noget, der betyder MEGET i den store sammenhæng, men det er med til at understrege – genopbygge – relationers intimititet i en travl voksentilværelse, hvor man i mange tilfælde kun ser sine bedste venner så relativt sjældent, at de første mange timers samtale risikerer at drukne i opdateringer og generelle betragtninger. Alt det klarer Facebook mellem de fysiske møder – så man kan gå mere direkte til det, der virkelig betyder noget, når man faktisk er sammen.
  3. Facebook overtager en masse af de tabte sociale funktioner som lokalavisens annoncer for fødsler, giftermål, forfremmelser og jubilæer (dødsfald følger nok også, når det hele er modnet lidt mere) plejede at varetage, men hvor jeg synes, vi længe har haft et vakuum i det moderne liv. Igen skal man nok få at vide, hvad der sker på den front, når det gælder ens bedste venner. Men når vi snakker alle de andre realtioner, hvor man gerne vil følge med, men ikke bruge voldsom meget energi på at følge med, er det genialt. Det samme gælder “fødselsdagskalenderen” der tidligere lå på enhver husmoders chatol og sørgede for, at man fik sendt en kærlig hilsen på det rigtige tidspunkt. Efter Facebook er fødselsdagshilsenen genindført og det vælter ind med søde hilsner fra nær og fjern, når noget skal fejres. Facebook gør det utroligt nemt at glæde hinanden og tænke på hinanden – og det er samtidig dejlig uformelt. Det kunne virke lidt voldsomt med en opringning i anledning af en gammel folkeskolekammerats fødselsdag – men på Facebook er det bare hyggeligt lige at blive mindet om og det bringer minderne tilbage til netop den kammerats barndomshjem og netop den måde, der blev fejret børnefødselsdag dér.
  4. Jeg deltager ikke selv i særlig mange, af de forskellige grupper og “bevægelser” man kan blive medlem af på Facebook. Men jeg kan godt lide princippet i, at folk med alle mulige mærkelige særinteresser kan finde sammen i fællesskaber på tværs af landegrænser og segmenter. Man får fingeren på pulsen af at følge nyhedsstrømmen af grupper, folk melder sig til og fra – og bliver pludselig opmærksom på produkter, ideer og arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget. Samtidig synes jeg, det er meget motivationsretorisk interessant, at Facebook har formået at mangemultiplere mulighederne for, at helt almindelige borgere kan ytre sig om politiske eller samfundsmæssige emner, gå sammen i protest- eller støttegrupper eller hurtigt sende debatoplæg afsted. Jeg var virkelig træt af de mange spammails, man tidligere fik med opfordringer om at deltage i alle mulige sager og spamme budskabet videre ud i vennekredsen. Efter Facebook er vi stort sluppet for dem, for det hele foregår nu på Facebook, hvor vi selv kan knappe på og af, hvad vi gider at forholde os til.
  5. Det er et rart procrastination-frikvarter engang i mellem. Helt basalt lidt sjov og spas mens tankerne tumler rundt i baghovedet.
  6. Jeg har efterhånden fået tilbudt rigtig mange spændende arbejdsopgaver gennem Facebook. Og igen – det er jo selvfølgelig fra folk, jeg også kender i den “virkelige verden”. Men som jeg måske ikke lige ville have tænkt på at ringe til, eller som ikke lige have tænkt på at ringe til mig. Men nu dukker jeg pludselig op på “radaren” med jævne mellemrum og det bliver nemt lige at sende en føler for at høre, om jeg har tid til at løse en opgave. Jeg har også selv henvendt mig til tidligere kolleger, som jeg måske ellers ikke lige ville have tænkt på, for at få hjælp til opgaver, jeg selv baksede rundt med.
  7. Da min Mac for nylig crashede, var det nemt at melde ud om “katastrofen” i min Facebook-update, så folk vidste, at jeg ikke lige var så på som ellers – og derinde kunne jeg skrive mails til folk og finde deres kontaktdata, mens alle mine andre mailadresser var gået tabt.
  8. Jeg synes, at microblogging-genren er utroligt interessant rent professionelt. Det kræver en helt særlig pen at skrive gode, fyndige, interessevækkende statusupdates. Og det er ikke nødvendigvis folk, der ellers er gode skribenter, der er de bedste til det. Det er en genre, der ligger tættere på det mundtlige end det skriftlige og det er sjovt at se, hvordan der opstår nye formuleringer ud fra det – og hvor stærkt konkrete detaljer virker. Også der.
  9. Jeg er pludselig i tæt og helt naturlig kontakt med venner og familie i udlandet. Gennem mine statusupdates er de pludselig lige så meget “in the know” om min gøren og laden som mine venner herhjemme. På en helt anden måde end gennem breve, mails og telefonsamtaler.
  10. Jeg kan mærke på de forældre, jeg kender, at de synes, det er rigtig rart med lidt “social voksen-tid”, hvis de sidder alene derhjemme og passer på de sovende unger. Men jeg synes også selv, det er et hit, at jeg er kommet tilbage i kontakt med mange af mine venner, der har børn, og som det ellers kan være ret umuligt at finde ud af, hvornår man kan ringe til. (man vil ikke forstyrre på arbejdet, der er ulvetime, når de kommer hjem, man vil ikke forstyrre midt i putningen og pludselig er det blevet så sent, at der er risiko for, at de udmattede forældre selv er faldet i søvn. Nu stempler folk ind, når de er vågne og har “kan lege”.

Og afslutningsvis: Nej, det behøver ikke hverken at være den store tidsrøver eller at fylde ens inbox op med mails om, hvem af ens venner, der nu har taget en “which Barbie are you”-test. Man vælger præcis selv, hvilke mails man vil modtage fra Facebook, hvilke venner man vil følge hvor meget med i og hvem, der skal have adgang til at se ens fulde profil. Og mulighederne for at tilpasse, begrænse, afgrænse og skræddersy bliver stadigt flere og børnesygdommene (hvoraf nogle, da jeg startede for et halvt år siden var reelle irritationsmomenter) stadigt færre.

Så jeg ville aldrig drømme om at sige, at Facebook kan erstatte de nære relationer “in real life”  – men det er et rigtig smart redskab til at håndtere og facilitere en masse af det sociale kit – den sammenhængskraft  – ethvert samfund har brug for og hvor vi for nogle år siden befandt os lidt i et vakuum.

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

Timeshare-luksus: Overfladisk forlystelsessyge eller et spirende udtryk for sunde værdier?

Jeg læste lige en artikel om begrebet Fractional Living, der kort fortalt er en luksuriøs og meget udvidet version af Københavns Delebiler. Tanken om, at man ikke behøver eje sin egen jaguar-convertible eller sit eget vinslot i Frankrig. Men i stedet kan dele det med andre henover året, så man selv kan nøjes med at nyde sportvognen, når årstiden er til at man kan slå kalechen ned i stedet for at have den stående i garagen hele året – og at man kan nøjes med at være slotsfrue i Frankrig i de par uger, man har tid til at trampe rundt i druerne med bare pusselanker, mens nogle andre kan have fornøjelsen resten af året.

Det hele er sat i system på hjemmesiden Fractional Life, hvor man kan vælge, om det er raceheste, kunst, luksustasker, skihytter eller motorbåde, man har lyst til at være medejer af. Og det smarte er – præcis ligesom med Københavns Delebiler – at man slipper for alle de faste udgifter og baks med reparationer og alt det der. Og bare  – for medelst det beløb, det jo så trods alt koster at være deltidsejer – kan sætte sig i sadlen, bag rattet eller råbe ohøj bag roret. 

Rigtig smart synes jeg umiddelbart. Men det der slog mig i artiklen jeg læste om det – som jeg så ikke lige kan huske, hvor var, fordi jeg er i fuld gang med en meget forlænget udgave af årets minimediefestival – var at både skribenten og den fremtidsforsker, der udtalte sig om fænomenet latterliggjorde det lidt og gjorde det til udtryk for den ultimative hedonsime og de yngre generationers rastløshed og forlystelsessyge. At det var en frygt for at binde sig til et sted, en hobby, en skiløjpe, en racehest, der kom til udtryk i det nye fænomen. 

Men det synes jeg, er et meget indskrænket syn på sagen. For selvfølgelig kan man da sætte tusindvis af spørgsmålstegn ved hele konceptet i luksusgoderne og vores hang og trang til at have dem – og er det ikke nogle helt andre værdier og alt det der, der bør tælle. Men NÅR vi snakker luksusmarkedet, statussymboler og alt muligt andet, der har sprængt alle rammer i Maslows behovspyramide, synes jeg da egentlig, det et sundhedstegn, hvis folk begynder at indse, at man måske ikke behøver at eje alting selv. 

Hvis vi lige skal bringe det ned på dagligdags-niveau… :

  • Har jeg altid undret mig over, hvorfor alle parcelhusejere skal eje hver deres hækklipper og græsslåmaskine. SÅ ofte skal man trods alt heller ikke klippe hæk, at man ikke lige kan vente de 10 minutter til naboen er færdig, hvis  det SKULLE gå hen og kollidere, hvis man var et par naboer om at dele haveredskaberne.
  • Nu hvor jeg har boet i sommerhuset her hele august kan man heller ikke lade være med at tænke over det store spild med alle de tomme huse (og jeg skal ikke være hellig – havde det ikke været fordi både min bror og jeg havde gang i store ombygninger derhjemme, havde vores også stået tomt meget af sommeren) der står helt alene i en dejlig sommermåned og venter på at ejerne skal få tid til at kigge forbi.
  • Og under min efterhånden nok så om-bloggede store ombygning derhjemme, skulle jeg også lige navigere mig frem til, at jeg ikke personligt behøver at have min egen vaskemaskine i lejligheden, når vi har et udmærket fællesvaskeri i kælderen. Men det lå ligesom som en helt naturlig forlængelse af at skulle bygge om, at pludselig skulle lejligheden udstyres med “mit eget” eksemplar af alting. Også ting, jeg ikke behøvede.

For nylig var jeg på besøg hos nogle gode venner, der bor i bofællesskab i Smørum. Og det var vildt inspirerende at se, hvordan de mange familier derude ikke alene havde deres eget privatliv i eget hus, men OGSÅ havde mulighed for at have både boldhal, fodboldbane, badesø, mange små legepladser, pentanguebane, kæmpe festhus etc etc etc fordi de var sammen om at eje alle fællesarealerne. Og så vidt jeg har forstået fungerer Københavns Delebiler også rigtig udemærket for alle dem, der ikke har brug for en il til daglig, men til gengæld rigtig gerne vil kunne komme på landet eller en tur i IKEA med jævne mellemrum. Så det kan ikke alene godt lade sig gøre, når det gælder at dele i hverdagen. Det er faktisk for mig at se en rigtig fornuftig måde at gøre det på, hvor alle får del i ting og goder, som de gerne vil have – uden at bidrage til overforbruget i samme høje grad, som man hurtigt kommer til at gøre, når man skal udskifte hver sin hækklipper med jævne mellemrum.

Og kan det indføres med luksustilværelsen også, hilser jeg det umiddelbart velkommen. Jeg vil på ingen måde underkende, at det er rart at have sit eget sommerhus, med sine egne ting og at det med stor sikkerhed er skønt for Dronningen, at de lokale handlende på markedet i Cahors genkender hende, fordi hun er kommet på Chateau de Caîx i rigtig mange år efterhånden. Genkendelsens glæde skal man på ingen måde kimse ad.

Men for det første kan man jo sagtens vende tilbage til stedet år efter år, hvis det er det, man gerne vil. Der er bare også nogle andre, der har været der i mellemtiden. Og for det andet er det også meget skønt ikke at være stavnsbundet til en bestemt destination og mange faste dage, der skal gå med at klippe hæk (altså det er ikke fordi jeg har noget særligt imod hække, ved ikke hvorfor jeg lige er røget ind i den hækklippervendetta her til aften).

Så faktisk er det endnu mere relevant at dele, når det gælder luksusgoderne, fordi ingen har mulighed for at køre i deres convertible, nyde deres franske vinslot, ride deres racehest eller lufte deres statussymboler tilnærmelsesvis nok til at det giver mening at eje dem 365 dage om året. 

Hvem vil med, når jeg bliver den lykkelige timeshare-ejer af en speedbåd i millionklassen og skal ud og fræse på Øresund?

Godt så, Quinoa BLIVER det nye spelt :-)

Det er efterhånden ved at være halvandet år siden, at jeg første gang forudsagde, at quinoa kunne gå hen og blive det nye spelt. Og under mit ophold i New York blev den teori bekræftet op til flere gange (ja, for den sags skyld kan du læse om quinoa også både her og der.

Og nu kan jeg godt sige jer: NU er det for alvor ved at ske herhjemme. Og det aflæser jeg blandt andet ved, at det daglige antal googlinger på quinoa, der leder folk hen til min blog, stiger for hver dag, der går. Og der i tidens løb indløbet en masse gode kommentarer – sågar opskrifter med quinoa – i kommentarfelterne. Og det lyder alt sammen ikke alene sundt, men også meget appetitligt. Velkommen til Quinoa, det nye spelt.

At være på wellness-markedet

En af grundene til, at man bliver så utroligt køkken-og-bade-værelse-kedelig, når man er ved at få indrettet samtalekøkken eller velværelse – eller som i mit tilfælde begge dele på en gang – er, at man pludselig opdager en masse nye produkter og muligheder, man ikke anede fandtes og bliver stillet en masse spørgsmål, man ikke havde drømt, at man nogen siden skulle svare på. Og i takt med det vokser dels ens viden om emner, man aldrig havde forestillet sig, man skulle interessere sig for og – ikke mindst – ens behov (altså ens indblidte behov, det er jeg godt klar over!) ændrer sig.

Man træder ind i en butik, får et katalog i hånden og lige pludselig er man rigtig god til at overbevise sig selv om, at man da FORTJENER lidt ekstra luksus, selvforkælelse og wellness, så man kan komme helskindet igennem sin travle hverdag.

Sidst jeg bloggede om alt det her ombygningshalløj, var det især vasken til badeværelset, der drillede.  I skrivende stund HAR jeg så valgt en vask – og nu er den beslutning lukket og ude af systemet. TIL GENGÆLD åbnede der sig så en ny flanke, som jeg ellers troede jeg havde lukket for længst. ARMATURERNE – og ikke mindst bruse-sættet.

Det startede egentlig uskyldigt og miljøvenligt nok. En rigtig god rådgiver i større velværelse-mekka hjalp mig med at finde en vask, der passede til alle mine krav – og de var mange. Og spurgte så som en god rådgiver&sælger skulle i den situation, hvad jeg så havde tænkt mig med armaturerne. Dem havde jeg styr på, sagde jeg kækt. Gammeldags krydsgreb fra Zazzeri. “Hvorfor det?” spurgte han. “Fordi jeg synes, de er pæne og passer i stilen” svarede jeg stadig lige kækt. Og så satte han ind med det hårde skyts: “Jamen de bruger meget mere vand end et-grebs-armaturerne. Du spilder rigtig meget vand, mens du prøver at opnå den rette temperatur.”

DEN sad. Havde han bare udfordret mig på designet, havde jeg nemt kunnet glide af. Men den der sad. For manden havde jo ret. Hvem er det, der altid står og leger grillkylling i badet, fordi jeg bedst kan lide at se væk fra armaturet, men samtidig altid lige skal justere varmen igen-og-igen-og-igen? MOI. Og hvem er det, der altid skolder sine små hænder, når hun vasker dem i alt for varmt vand og vasker dem så meget oftere, end man bør? MOI. Selvfølgelig bør jeg da et-grebs-armatur i vasken og ikke mindst termostat-armatur i brusekabinen. De er så faktisk også en del billigere, end dem jeg ellers havde besluttet mig for. Skal så bare lige synke, at jeg ikke bryder mig nær så meget om designet på etgrebarmaturer som på togrebs.

Så langt så godt. Men uheldigvis (og heldigvis for sælgeren) åbnede det så endnu en flanke. For hvis jeg går efter et moderne armaturlook, kan jeg også ligeså godt gå hele vejen i forhold til brusehovedet og vælge et af de nymodens af slagsen med massage og – ikke mindst – Raindance (seriøst :-) hovedbruser. Det viser sig nemlig, at de puster luft ind i hver dråbe, så man bliver “meget våd ved brug af meget mere vand”. I sig selv tiltalende. Også selvom man lige må trække på smilebåndet over, at man så kan vælge mellem, om boblerne skal føles som sommerregn eller champagne…

Og når man først er ude i sommerregnschampagne, er der ikke spor langt til næste skridt: wellness-bruser-panelet (sidste skridt i retning mod spa med farvet lys for øget velvære (sic!) eller steamer med junglehyl, som jeg defintivt ikke skal have noget som helst af)… Men jeg nægter altså at tro, at det ligefrem skulle være vandbesparende med en kombination af kæmpe-hovedbruser, 5 massageside-brusere og kaskadestråle for øget saunaeffekt og velvære.

Men det syrede er jo, at  når man først bliver opmærksom på alle de muligheder, så kommer det til at føles synd for en og ens fine nye velværelse, hvis ikke bruseren i det mindste bliver bare lidt ud over det sædvanelige.

Det er i det hele taget syret, hvordan sådan et projekt kan bidrage til at øge ens behov for akut mer-forbrug. Efter i årevis at have om ikke spinket og sparet, så i hvert fald undladt at lade mig rive med at den helt storeforbrugsfest, er det helt vildt mærkeligt at mærke, hvordan projekt “nyt-køkken-og-bad” pludselig betyder at jeg ser forbrugsmuligheder alle vegne. Jeg ser livet i mit nye køkken for mig med hjemmepressede juicer og friskbryggede cortadoer hver morgen og glemmer gladelig, at jeg hverken ejer en juicepresser eller en espresso-maskine, selvom de tit er med på billederne i de kataloger jeg kigget i som inspiration til indretningen. Jeg ser, hvordan jeg svøber mig i dunede badekåber og frottéer håret i den lækreste frotté, og glemmer, at de eneste håndklæder jeg ejer er IKEAs de bedste. Jeg skal høre helt vildt meget DAB-radio, når jeg går der i køkkenet og presser juice og brygger cortado… meget vel vidende, at jeg ingen DAB-radio har. Og nu – efter alle de der raindance-armaturer er blevet introduceret til mig, har jeg jo pludselig svært ved at se mig selv under en bruser, der ikke sprøjter med champagne, sommerregn, kolde kaskadegys og massagestråler.

Så nu er det lige, at jeg skal huske mig selv på, at jeg kommer fra en situation, hvor jeg ikke engang havde bad i lejligheden. ALT hvad der betyder, at jeg ikke længere skal gå søvndrukken ned i kælderen hver morgen m. håndklæde, shampoo og cremer er i sig selv et kæmpe plus på wellness-kontoen. Uanset hvilket bruserhovede, hvilket armatur og hvilken vask, jeg vælger.

Kunsten at håndtere kundernes grådkvalte opringninger

Normalt vil jeg sige, at jeg forholdsvis tough, når det gælder foredrag, samtaler og telefonopringninger, som de fleste ville gøre rigtig meget for at undgå. Jeg stiller mig uden at blinke (og kun med et par nervøse host lige op til) op foran en forsamling på 600 tilhørere. Jeg mingler mig ubesværet hen til dem, de andre ikke tør tale med til cocktailparties og receptioner. Og selvom jeg hader, hader, hader at sælge, KAN jeg godt lave canvas-kald, når jeg skal.

Men hvis der er EN ting, der til min store irritation får krammet på mig igen og igen og igen, er det, når jeg er nødt til at ringe til et kundecenter hos en større virksomhed eller organisation, hvor jeg føler mig rigtig dårligt behandlet og allerhelst ville kunne være supersej og argumentere hårdt igennem og stå min ret og true med at sende klager til direktionen og alt det der.

Og det er desværre forholdsvis underordnet, om det er pensionsselskab, kommune, telefonselskab (eller you name any større organisation, hvor man føler sig som mikroskopisk brik i deres store system og godt ved, at den 3500 der betyder temmelig meget for en selv er peanuts i det store regnskab), der har klokket i det, bliver ved med at sende materiale til de forkerte adresser, sender forkerte regninger eller glemmer at dukke op med levering/installatør etc i løbet af den halve dag, man har siddet stavnsbundet til lejligheden.

Det er underordnet, hvilken instans, jeg skal have fat i: Hvis jeg er tilstrækkeligt sur (og det er jeg næsten altid, hvis jeg ligefrem ringer) falder al min “tough-hed” til jorden, så snart røret bliver løftet. Og alle mine gode argumenter og pointer og beviser bliver fremført med dirrende røst. Og det er jo ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at få stået fast på sit og lyde myndig og afbalanceret.

Og man kan ligefrem høre på modtagerne i den anden ende, at jeg ikke er den eneste, der gør sådan. For de er helt tydeligt trænet i at håndtere sådan nogle grådkvalte hidsigpropper som mig. Kalder mig konstant (alt for ofte, hvilket bare trigger endnu mere irritation) ved fornavn og henviser til bestemmelser, der ligger langt udenfor deres rækkevidde. Sidstnævnte er selvfølgelig helt fair, for jeg ved jo godt, at det ikke er den enkelte kundecentermedarbejders skyld og at de ikke nødvendigvis har alt det nødvendige materiale liggende eller ikke har stjerner nok på skulderen til at løse min sag. Men selvom jeg godt rationelt ved det og har stiftet bekendtskab med kundecentrenes mange udfordringer flere gange i løbet af mit arbejdsliv, sidder jeg alligevel som kunde tilbage med fornemmelsen at at være på en kafkask ørkenvandring, når jeg bliver sendt rundt i systemet og flere gange i træk må forklare hele historien helt tilbage til Gorm den Gamle.

Jeg HADER det og prøver virkelig at coache mig selv til at blive bedre til det. Men må også med skam melde, at selv-coaching endnu ikke har været så succesfuld. Men det er jo ikke KUN min skyld, at samtalerne går galt. Langtfra.

Og derfor har jeg heldigvis en lille neoplevet solstrålehistorie, der viser, hvor stor en forskel det gør for alle parter, hvis den grådkvalte opringning bliver håndteret ordentligt. For så kan man – har jeg endelig oplevet et godt eksempel på – få talt kunden ned og gjort hende gladere uden at hun føler, at hun taber “face” (for det er jo i virkeligheden også dér skoen trykker, selvom økonomi og praktik oftest er i det primære søgelys – det er irriterende at tabe ansigt, bogstaveligt talt. Og så over telefonen – i en sag, der i det helt store perspektiv trods alt er forholdsvis ligegyldig).

Jeg skal spare jer for detaljerne, for de er mange og irriterende lange. Men kort sagt har jeg haft en rigtig irriterende sag kørende med et pensionsselskab, der flere gange har bragt mig HELT op i det røde felt. Og de første mange samtaler, jeg har haft med dem, har bare gjort mig endnu mere irriteret og forvirret. Nye problemstillinger er dukket op og ting, der var før var i orden, er det pludselig ikke længere. Og de kan aldrig rigtig alligevel besvare mine spørgsmål eller forklare mig, hvad det så er, jeg skal gøre – eller skulle have gjort.

Men så i dag – hvor jeg virkelig, virkelig, virkelig var sprøjterød i hanekammen, da jeg ringede op, fordi der med det seneste brev var gået HELT kuk i den – endte jeg så hos mand, der virkelig vidste, hvad han talte om. Og som kunne forklare mig forløbet fra start til slut. Og havde konstruktive forslag til, hvad jeg så kunne gøre og hvordan jeg skulle gøre det. Og jeg var stadig grådkvalt flere gange i løbet af samtalen, når irritationen over det tidligere sagsforløb  igen boblede op. Men det føltes ikke helt så ansigtstabende, fordi han faktisk tog problemstillingen alvorligt. “Jeg får en til at ringe til dig, så du kan løst det med det samme” afsluttede han så. Og inden vi lagde på sørgede jeg så heldigvis lige for at få sagt, at han skulle have ros for at have givet mig virkelig god behandling og have taget sig tid og svaret ordentligt på mine spørgsmål.

Et øjeblik efter ringede der en, der kunne hjælpe mig videre. Og der var ingen tvivl om, at hun var blevet advaret om, at der var en besværlig furie i den anden ende. Men det resulterede ikke i irritation, forvirring og konfrontation. Det resulterede bare i meget bedre service og udpræget venlighed og åbenhed og grundig forklaring af de forskellige løsningsmodeller. Nu må vi se, om problemet så bliver løst nu. Og det er der en reel chance for. Men efter det tidligere forløb tør jeg ikke tro på det, før det hele er i orden og jeg har det på skrift i 117 kopier.

Så jeg vil i stedet brede slutningen af dette indlæg ud til det, det i virkeligheden handler om, og hvor hele denne her pensionssag bare er ét konkret eksempel som i princippet kunne udskiftes med alle mulige andre kunder i den ene ende og alle mulige andre større selskaber og organisationer i den anden ende.

For ikke alene er jeg næppe den eneste, der er irriteret på sig selv over at ende i grådkvalte samtaler gang på gang (Selvom man jo i virkeligheden er så superafbalanceret og livsglad… :-) Jeg er også langtfra den eneste, der taler med mine venner og bekendte om, hvordan forskellige selskaber har håndteret vores forskellige problemstillinger, hvilke tilbud vi har fået og hvem, der har givet ordentlig service.

Og i dette tilfælde er vi gået fra, at jeg i syv måneder har bitchet over et selskab i mange forskellige sammenhænge, frarådet andre at vælge det samme selskab og været sikker på, at jeg ville flytte alle mine aftaler over til et konkurrerende selskab, hvis ikke det snart løste sig. Og så på under en time (for de to opringninger til sammen m. kort pause) formår en enkelt mand at vende hele stemningen – simpelthen ved at signalere, at han tager mig alvorligt. Og signalere, at han ved, hvad han taler om. Jeg var ikke et nummer i rækken. Der lå en omfattende sag på mig (ikke at det i sig selv er så fedt, men det gjorde der altså efterhånden…) og han havde personligt taget stilling til hver enkelt punkt i den sag og kunne forklare mig bevæggrundene. Han har sandsynligvis stadig tænkt, at jeg var en furie komplet ude af balance – men det var ikke sådan, jeg oplevede det.
Og oplevelsen af, hvordan man føler sig behandlet/forstået/lyttet til/håndteret er alfa og omega i forhold til, hvordan man som kunde føler sig tilmode overfor selskabet, når man lægger røret på.

Mit liv som køkkenkedelig

Der har været lidt stille her på bloggen i den seneste tid. Og jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at det udelukkende skyldes, at jeg har været oppe i fasters hytte og sejlet rundt i Telemarkens ødegård og fisket uden at fange noget og spist nykogte rejer og læst gode bøger og plukket vildt hindbær og været langt, langt, langt fra enhver form for virtuel forbindelse. Og det spiller selvfølgelig også en væsentlig rolle.

Men hvis sandheden skal frem skyldes tavsheden her på bloggen primært, at jeg for tiden er noget-så-gud-sjammer-lig-køkkenkedelig. Eller “køkken-og-bad-kedelig” for nu at være helt præcis. For det hele startede med, at jeg ikke har noget bad i lejligheden og ikke har haft det, siden jeg flyttede hjemmefra for sådan ca…uak…14 år siden.

Vi har superfede bade i kælderen og det fungerer faktisk helt utroligt meget bedre, end man skulle tro at være 14 andele om 3 bade. Og jeg HAR et rum, jeg kalder badeværelset og hvor jeg opbevarer mine anselige mængder cremer og parfumesamlingen. Så det er ikke noget med hverken badeanstalt eller tandbørstning i køkkenvasken. Men alligevel…jeg var tæt på at sætte projektet igang allerede for 6 år siden…men så startede jeg ligesom et niche-magasin og så gik der temmelig mange år før min økonomi igen var så meget på fode, at jeg begyndte at drømme om et badeværelse.

Men NU, NU skal det være. Og NU, NU hvor jeg er i gang, tager jeg sgu køkkenet med også. Jeg synes nemlig det er totalt uoverskueligt alt det med at skulle finde håndværkere og sætte hjemmet på stand-by. Så når jeg nu er i gang, synes jeg lige så godt, jeg kan tage det hele (eller i hvert fald al strømmen, køkkenet og badeværelset) med det samme. Og emigrere til sommerhuset, mens det står på. Lidt ud fra “hellere rive et plaster hurtigt af end at tage det i små ryk”-filosofien.

Nu har jeg absolut INGEN hidtidige erfaringer med ombygninger. Jeg elsker at indrette og rykke rundt på møblerne, så længe de står på jorden og ikke skal bores og alt muligt andet smart (selvom jeg kom lidt ud over det kompleks med jeres hjælp sidste år, TAK, inderligt tak for det). Men når det er kommet til køkken og bad (eller mangel på samme) har det bare været sådan lidt “jamen sådan ser DET ud i DEN HER lejlighed” og det har jeg egentlig for så vidt accepteret og så pyntet på med lidt maling og personligt “regi”.

Så det har været lidt af et chock at begive mig seriøst ud på ombygningsmarkedet. For som enhver, der har begivet sig ud på samtale-køkken-og-velværelse-markedet vil vide, er det jo langtfra gjort med den første indledende beslutning om, at NU skal det være NU. For når først dén er taget, åbenbarer der sig et mylder af nye beslutninger om ting, spørgsmål og emner, som man aldrig havde anet
eksisterede.

Og således – og her vender vi tilbage til de manglende blogindlæg i den senere tid og køkken-kedelig-begrebet – finder jeg mig i en situation, hvor folk fortæller mig interessante ting, og jeg sidder med min avis foran mig og i princippet lader øjnene falde på noget der interesserer mig eller jeg sidder i fronten af min fasters båd og lader mig transportere gennem den smukkeste skærgård, hvor alt bare er endnu mere blåt og grønt, end man troede muligt…og så alligevel har sådan et lidt distanceret blik på det hele, lytter lidt åndsfraværende, mens tankerne i baghovedet kredser om, hvorvidt jeg skal køre 37X40 på elementerne ved vinduet, have 10-øres-mosaik på køkkenbordet eller badeværelsesgulvet og om vasken skal være rund eller firkantet. Rundet eller firkantet. Rundet eller firkantet? Lige nu tror jeg rundet – men spørg mig i morgen, og det er ganske givet firkantet.

Jeg ikke alene føler mig som – jeg ER – dødkedeligt selskab. Lige med undtagelse af, når jeg møder andre, der også er i gang med det store renoveringsprojekt og vi kan have en helt meningsfuld samtale på flydende IKEAsk:

“Ja, jeg er glad for NEXUS gulbrun”
“Nå ja, det er den der lidt minimalistisk japanske, ikke?”
“Jo, men helt klart med de indfarvede TAKTUM greb”
“Ja, helt klart. Vi ender med ABSTRAKT, hvid højglans”
“OK, jeg troede ellers, I havde besluttet jer for SOLÂR”

Og når vi så har afsluttet vores lille dans rundt om skabslågerne og grebene skal vi alle sammen lige give hinanden den rituelle bekræftelse om, at det er HELT OK at købe køkken hos IKEA. Kvaliteten er lige så god som de andre fabrikskøkkener, faktisk ER det samme fabrik de bliver lavet på, med mindre man skal helt ud i et snedker-køkken, der så trods alt ligger i en HELT anden liga. Og om det rigtigt eller ej, aner jeg ikke – men det er i hvert fald i en sejlivet myte, der indgår i enhver fornuftig snak IKEA-køkkenkøbere imellem og som IKEAs marketingafdeling må prise sig lykkelig for som modvægt til fordommene/erfaringerne med, at det lidt er noget bras.

I en periode på et par uger taler man flydende IKEAsk og kan alle navne på skabsdøre, mål og greb udenad. Og de eneste, der på nogen måde forstår meningen med galskaben er alle de andre, der i de præcis samme par uger også er køkken-kedelige. Og ja, jeg holder mig til køkkenkedelig, for selvom det var badeværelset, der startede det hele, er det køkkenet, der fylder i bevidstheden. Fordi der er uendeligt mange flere beslutninger at træffe end i badet (hvor der ellers også er hele underverdener af armaturer, trykknapper, spejltyper, knager og reserve-toilet-papir-rulle-holdere at forholde sig til) fordi der også er alle overvejelserne om skuffer versus skabe og – ikke mindst – indretningen af selvsamme skuffer.

Det er projektledelse på højeste niveau det her.

Og syret er det så også at mærke, hvordan jeg glemmer det hele igen, så snart beslutningen er taget. Da jeg først bestilte IKEA-elementerne, var de ude af systemet. Jeg har ikke tænkt på dem siden – glæder mig bare til at se dem samlet (I hope, I wish). I dag var det fliserne, jeg efter mange og lange overvejelser, som jeg ikke skal kede jer yderligere med, men som hænger sammen med, at jeg forelskede mig voldsomt i nogle af New Yorker-fliserne, jeg kunne sætte hak ud for efter ene kvinde at have slæbt de 27 pakker op til anden sal. Og en af de næste dage armaturerne – som jeg egentlig har besluttet mig for, men bare ikke har købt endnu. Tilbage står så kun valget af badeværelsesvask – rundet eller firkantet, rundet eller firkantet, rundet eller firkantet? Men jeg kan mærke, at jeg for hver køkken-og-bad-beslutning, der bliver elimineret, får mere plads til i baghovedet til at tænke på andre ting og blogge og skrive og hænge ud og føre samtaler, der handler om andet end skuffefronter. Og det går trods alt nok, hvis der efterhånden kun er vasken – rundet eller firkantet, rundet eller firkantet, rundet eller firkantet – tilbage.

Og så er der selvfølgelig hele spændingen omkring håndværkerforløbet. Men der håber jeg at have allieret mig med en rigtig dygtig entreprenør. 7-9-13, I Hope, I Wish og alt det der. For hvis bare det kører sådan nogen lunde (7-9-13, I hope, I wish igen-igen) ligger resten lidt ude af mine hænder, så snart jeg har fået besluttet mig for den vask.

Og så er der lige en lille måneds tænkehelle før næste heat sætter ind…skuffeindretning, lamper, knager og alt det løse, der lige sætter “prikken over i’et” og gør hele forskellen.

Men den tid den glæde, sorg, nydelse, udstempling af den normale hverdagskonversation. Lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg kan mærke tanketågerne lette lidt og at jeg (endnu) ikke har fortrudt valget af skabslåger, fliser og armaturer. Og at jeg nu i en hel dag har følt mig temmelig overbevist om, at vasken skal være rundet…

%d bloggers like this: