Nadja Pass

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.