Nadja Pass

Kategori: Forbrug

Hvad er det lige for et grundkursus i “voksen-hed” jeg har misset undervejs?

Jeg troede, at når jeg blev VOKSEN, ville jeg…

  • altid have mindst én ekstra karton mælk, rulle toiletpapir og tube tandpasta
  • holde op med at se Berverly Hills og Friends reruns
  • altid få organiseret mine billeder og skrevet bagpå, hvem det forstillede og hvornår det var taget – og selvom det ikke længere er helt det samme med fotohandler, papirbilleder, albums og negativer, troede jeg i det mindste, at jeg ville formå at få ryddet op i alle de digitale fotos inden jeg smed dem ind i computeren og aldrig fik dem sorteret derfra
  • have en særlig evne til at vride en klud og køre den over et køkkenbord, så det blev glinsende Ajax-rent og aldrig blev snavset igen
  • kunne røre en jævning (for som min farmor sagde “hvis du ikke kan røre en ordentlig jævning, bliver du aldrig gift…men hey – så er der i det mindste en forklaring :-) 
  • selvfølgelig altid få vandet mine blomster
  • aldrig komme til at have frem identiske cremer eller læbepomader åbne i gang på samme tid
  • have fuldstændig styr på alt det med forskudsopgørelser, selvangivelser og fradrag
  • få af-iset min fryser med de helt rette, jævne mellemrum
  • altid have en masse ens nyvaskede sorte strømper klar i skuffen
  • aldrig opdage madvarer i køleskabet, der for længst havde overskredet mindst-holdbar-til-datoen
  • være vildt god til at lægge makeup langs globelinjen
  • lynhurtigt få skiftet pærer og pakninger, når jeg nu godt ved, hvordan man gør
  • altid kunne finde de vigtige papirer og installationsdisketter, når jeg skulle bruge dem

og ikke mindst

  • kunne svare overbevisende, når nogen spurgte mig, hvad der var meningen med livet
Advertisement

GRØD

Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg skrev om suppens og grødens indtog på de trendy øko-cafeer. Og jeg må sige, at grød-trenden har vist sig at være noget mere fremskreden, end jeg lige gik og troede. For det er ikke alene på morgenmadscafeerne og højgastronomiske restauranter som Geranium og NOMA, at grød tilberedt på oldgamle kornsorter gør sit indtog både i det salte og søde køkken…Grød som morgenmad, mellemret, dessert, hovedret eller forret som i gamle dage, hvor grøden tog toppen af appetitten inden de dyrere spiser. 

I dag bringer Politikens Lørdagsliv en større artikel om grød og tre moderne grødopskrifter (som i grød med mandelmælk og chokolade, quinoagrød med jordbær og hydeblomstsaft og risengrød af brune ris med valnødder, appelsin og honning) af madguruen Tina Scheftelowitz. Og så er der IRMA, vidunderlige IRMA. I den seneste udgave af deres forbilledlige magasin Krydderiet, fortæller de om grød og gode sager man kan frembringe på baggrund af god grød (som i grød med flødeskum og chokolade, Risotto af ristet rug og Klatkager. Men IRMA er jo IRMA, så de nøjes selvfølgelig ikke med at skrive om den nye trend. De gør også, hvad de kan for at bringe den sunde spise ud på danskernes spiseborde. De har nemlig udviklet en serie grødblandinger i samarbejde med korn-ekvilibristerne fra Aurion. Og her blander man ældgamle kornsorter som spelt og emmer med de helt nye funky dyr i åbenbaringen som for eksempel quinoa. Og masser af tørrede frugter, grøntsager, svampe og krydderier, så det eneste den conveniencehungrende forbruger skal gøre er at tilsætte vand og et par minutters tålmodighed.

Det er godt set i en tid, for selvom en grødtrend i den grad skal tage kampen op imod carb (kulhydrat) forskrækkelsen, er der mange andre megatrends derude, der taler FOR grødens hastige indtog:

  • Efter bogen “kernesund familie” udkom kan intet efterhånden blive KERNE-sundt og politisk korrekt nok at spise.
  • Når finanskrisen kradser, så det ikke er så tosset med en ugentlig grøddag
  • Sund gastronomi skal i dag helst af alt skal kunne smage af slowfood og livskvalitet, men være lige så let og hurtigt at tilberede som fastfood
  • De mest funky køkkener er dem, der vender tilbage til rødderne og traditionerne. 
  • Grød smager af barndom, gamle husråd, nostalgi og tryghed.

Så snart je så den på hylderne har jeg selvfølgelig købt en af IRMA-pigens grødblandinger. Valget faldt spontant på Grød Nr.2 med Hirse, ristet boghvede, fennikelfrø, quinoa, rosiner og æblebananer. Jeg har ikke prøvet den endnu – men mon ikke der snart er ved at være dømt grøddag herhjemme?

Hvad fik dig til at køre med cykelhjelm?

Dette er et eksempel på, at form og nye funktioner nogle gange kan føde indhold. Jeg har nemlig lige opdaget en ny knap i WordPress, der gør det muligt at lave “polls” direkte i blogindlægget. Og det måtte jo straks prøves… Der var bare det ved det, at jeg ikke rigtig vidste, hvad det var, jeg skulle spørge jer om…

Men så slog det mig, at det da vist var ved at være længe siden, at vi havde diskuteret cykelhjelme. Og at der er sket en markant udvikling med langt større procentdele af behjelmede pandeskaller og mange nye designs, siden vi sidst havde diskussionen oppe her på bloggen. Så hvad var mere oplagt end at bruge min først poll på at spørge jer derude, hvad der i sidste ende gjorde udslaget, så I begyndte at køre med hjelm?

Som tænkt så gjort… så hermed en lille uvidenskabelig afstemning. Det er som sagt mit allerførste Poll-eksperiment, så bær over med mig, hvis den er lidt ubehjælpsom… og så lige et metodisk p.s. – jeg har sat den til at bringe spørgsmålene i forskellig rækkefølge fra gang til gang. Så jeg kender ikke selv rækkefølgen på spørgsmålene, som du ser dem. Og man må gerne sætte flere krydser.

Så er der søbemadder

Det er efterhånden ved at være 10 år siden, jeg første gang hørte, at “suppe-trenden” var på vej. Og i udlandet så jeg det ene skønne suppested efter det andet dukke op. Sund, god, nærende og varm fastfood på den let-transportable måde. I lækre bægre med økologisk nedbrydelige træskeer.

Men det er gået i et endnu mere adstadigt tempo end med te-trenden, før suppe-trenden faktisk fandt vej til de københavnske gader og stræder. Men NU er den her – endda så eftertrykkeligt, at selv TV2-Lorrys trendindslag forleden handlede om suppetrenden. Og der var ovenikøbet en lille reportage fra mit lokale suppe-vandingshul Soupanatural.

Men mens jeg havde ventet på supperne og teerne i årevis, er der en anden type søbemad, der langt pludseligere har gjort sit indtog på morgenstederne. Grød, Grød! Grød optræder pludselig på den ene sund-øko-take-away-lille-hul-i-væggen-hyggelige-cafe efter den anden. Havregrød, hirsegrød, quinoagrød. Med friske æblestykker, lidt mælk, rørsukker, honning… 

Jeg så det første gang på dejlige, dejlige Verde på Nørre Farrimagsgade. Men jeg har allerede set det mange gange siden. Og hvor er det en hyggelig tanke ovenpå den seneste tids “carb-forskrækkelse”, at forskellige sunde fuldkornsprodukter pludselig bliver forvandlet til trendy søbemad på den comfortfoodagtige måde.

Når mørket kommer…

  • kravler jeg allerhelst lidt ind i mig selv
  • kommer jeg pludselig i tanke om, hvor meget min indre voyeur elsker at stirre ind i genboernes stuer
  • (og bliver også lidt mere bevidst om, hvor godt de også kan følge med i mit liv)
  • er der aldrig langt mellem supperne og simremaden
  • ligger der tændstikker til stearinlysene i alle vindueskarme
  • bygger jeg bo i min store grå striksweather
  • råber jeg juuhuuuu til regnvejret de dage, jeg ved, jeg kan cocoone derhjemme
  • sukker jeg samtidig så meget efter solskinnet og de røde blade skovtrylleri og hubertusjagt og varm kakao – og under straks mig selv en tur i skoven, selvom tiden egentlig ikke er til det
  • kan jeg godt lide at gå lange paraplyture, hvor regnen trommer over tankerne
  • bliver mine avislæsningsmorgener endnu længere
  • stiger andelen af udgifter til god te ligefremt proportionalt med antallet af regnfaldsmillimeter
  • mindes jeg, hvor meget jeg savnede årstidernes skiften, mens jeg boede i Ghana – og hvordan jeg udnævnte det til en miniårstid, når blomsterbuskene en dag sendte skyer af bomuldsfnug gennem luften eller de bevingede biller i hobetal styrede mod karosinlampernes skær, smed vingerne og vandrede videre som vingeløse kakkelakker
  • juicer jeg snildt et kilo frisk ingefær om ugen
  • ærger jeg mig over, at jeg ikke er bedre til at strikke
  • synes jeg særligt godt om saunaer og iskolde bade
  • bliver jeg mig novembers duft af død smerteligt bevidst
  • opdager jeg for alvor, hvor mange af byens ure, der går helt, helt forkert – og langt fra kun den ene time, de lige burde være blevet stillet tilbage

5 smagskombinationer, der var værd at skrive hjem om

Foie Gras og Granny Smith
Smagt første gang hos Madeleines Madcirkus. Æblet blev revet hen over gåseleveren med en citrusskals-rasp og gav et forrygende frisk modspil til den fede postej. Det ja, det SKAL være Granny Smith – mere friskfyr-agtigt æble findes ikke. 

Hindbær og basilikum
Smagt første gang hos Laboratorio Gelato på Lower East Side, hvor jeg stædigt insiterede på netop denne smagskombination i en thickshake selvom isforskeren bag skranken troede jeg var vanvittig.

Rødbede og peberrod
Erindring om første oplevelse ikke mentalt noteret. Men har helt sikkert noget at gøre med russisk-jødiske rødder og den rødbede-peberrods-relish man spiser til gefilte fish. Har været til stor inspiration med al den rødbedejuice, jeg i dag laver på min nyerhvervede juicer, og hvor der ikke rigtig er nogen ende på variationerne over temaet rødebedesaft og peberrod.

Avocado og sweetened condensed milk
Første gang smagt i Vietnam som shake. Siden raffineret i eget køkken til “is” med revet limeskal og frisk mynte. Også den oprindelige inspiration til min berømte avocadomarmelade: avocado, citronsaft+skal, honning og mynte.

Solbær og kaffir lime blade
Første gang afprøvet i går aftes som eksperiment, men så anbefalelsesværdigt, at jeg straks anbefaler det videre…Som smoothie, som is, som saft…jeg vil tro, alt holder, bare limebladene er snittet fint nok.

Lykkekuren

Nu er jeg så småt begyndt at pakke kasserne ud til det nye køkken. Og det betyder – udover stor glæde ved det næsten-færdige-resulat – en masse tid med sortering og polering foran fjernsynsprogrammer af typen “lette nok til at følge med i, selvom man ikke kigger så meget på skærmen”.

Og sådan et flimrede ved et lykketræf over skærmen igår netop som jeg skulle til at – ja, man tror det er løgn, men det er altså sandt – danne mig et overblik over foodprocessorens mange tilbehørsdele. Nemlig Ole Henriksens Lykkekur. Jeg har tidligere harcelleret noget over et Ole Henriksen tv-koncept, som jeg sandt at sige syntes var temmelig kedeligt. Det var da en række kendte danske alfahanner fik en luksusrejse til Hollywood for at blive udsat for Ole Henriksens behandler og højdepunktet af spænding var, når de blev chokerede over, at de skulle have agurkecremeansigtsmassage, hårene fjernet på ryggen eller helsekost i truget. Ole Henriksen gjorde dengang sit for at sprede overmenneskelig energi til det hele – inklusive programmet. Men man sad alligevel lidt undrende tilbage og kunne måske ikke lige helt forstå, hvorfor en række kändisser – inklusive forsvarsministeren, som man måske nok kunne synes havde vigtigere ting at lave – skulle have en forkælelsesrejse på TV2’s regning. De havde ikke på nogen måde gjort sig “fortjent” til det andet end at være latterligt he-man-agtige og derfor sjove at udsætte for peeling. De havde ikke noget reelt behov for forkælelse – og var måske ovenikøbet blandt de danskere, der selv havde råd og berømmelse nok til at få sig lidt på glam-opleveren engang imellem. Og de skulle ikke yde noget i løbet af programmet andet end at lægge sig på briksen og lade sig udsætte for behandlinger, som de fleste kvinder ugentligt udsætter sig selv for.   

Men helt anderledes forholdt det sig med det nye program – Ole Henriksens Lykkekur. For her var det et helt almindeligt par, der kæmpede sig gennem hverdagene med jobs, pendlerliv, tre børn. “Børneramt” tror jeg nok man kalder det med et udtryk, der gav fuld mening, når man så deres triste ansigter, glansløse øjne, manglende kærtegn og afmålte bemærkninger til hinanden. Og nu skulle de forkæles af Ole Henriksen og se, om ikke de kunne få øjnene op for hinanden, livet og lykken igen.

Det, der var så interessant at følge var, hvordan de under besøgets første dage lagde ud med den dræbende negativitet, der kan tage livsglæden fra enhver. Lige gyldigt hvad, Ole-drengen foreslog, blev han mødt med et “det kan jo ikke lade sig gøre, når man har børn”, “det kan vi jo ikke”, “det er jo let nok for dig at sige, du kender ikke vores hverdag”…den der konstante bekræftelse af alt det negative og umulige, man desværre alt for tit møder derude i dagligdagen. Og det værste – som TV2-klipper nu ikke synderligt fremhævede, men som jeg bed meget mærke i som kron-eksemplet på negativ tankegang var, da parret netop var ankommet og Ole H. siger “Og så er I fløjet over Paris – det er jo noget af det mest romantiske” og kvinden svarer “vi mellemlandede bare”. For fanden da – magen til lyseslukker! 

Og i den første halvdel af programmet blev de ved med at afvise hans forslag som urealistiske, SELVOM mange af de ting, han foreslog ikke var hverken tids- eller økonomi-krævende. De krævede egentlig bare, at man SÅ hinanden og huskede hinanden på, hvorfor man elskede hinanden. Men i anden halvdel af programmet var det fuldstændig vanvittigt at se, hvor glade de hver især blev for at få verdens mindste komplimenter. De voksende simpelthen for øjnene af seerne.

Og det var på en eller anden måde – midt i alt det amerikanske, overdrevne, Hollywood-agtige – et ordentligt skud motivationsretorik forklædt som reality-show. For det handlede i bund og grund om at tænke og se positivt på tingene og på hinanden. I stedet for altid at fokusere på alt det, der ikke kan lade sig gøre. Og forhåbentlig motiverer andre negativister, der ikke lige har lyst til at rejse til Hollywood med TV2’s kamerahold i bagagen, til at kigge op en gang imellem. Op mod trækronerne, skyformationer, stjernerne og alt det andet, der hverken koster tid eller penge, men som giver en lille smag af lykken hver gang man ser dem.

Fitness for den indre GPS

Der kommer et tidspunkt i enhver succesfuld ny teknologisk dims’ eller social netværkstjenestes liv, hvor det efterhånden bliver meget svært at undslå sig længere. Længe – meget længe – kan man holde bastionenen som den uden telefonsvarer, mobiltelefon eller Facebook-profil. Og selvom mange ryster lidt på hovedet af, hvor reaktionær, man er, høster man måske også (i hvert fald i visse kredse og blandt visse venner) et par point på ægtheds-og-de-indre-værdier-kontoen. Den går for det meste længe – og folk tager hensyn (længe, meget længe) og sørger for at ringe til ens fastnettelefon og fange en personligt, fordi der ikke er nogen telefonsvarer. Og så – lige pludselig – uden at man selv rigtig har opdaget, at det var NU udviklingen var løbet om hjørner med én – er man pludselig den eneste, der ikke ved noget om fødslerne, der var gået igang; forlovelserne (for den slags er jo kommet på mode igen og forkyndes eftertrykkeligt på Facebook) der var blevet annonceret og festinvitationerne, der egentlig burde have talt en selv på gæstelisten. Og alle deltagerne i et selskab bryder hulkende sammen af grin over hentydninger, man ikke helt selv forstår – eller folk, man ikke anede kendte hinanden sidder pludselig og spørger til temmelig intime detaljer i hinandens liv og man aner ikke, hvor de ved DET fra.

“Hvorfor sagde I ikke noget?” spørger man – og svaret er: Vi skrev det jo på Facebook. “Hvor ved du det fra?” spørger man. Og svaret er “det læste jeg på Facebook”. Og pludselig bliver de sidste bastioner sværere at holde. Sværere og sværere. Og andre folks tålmodighed med, at man ikke “følger med” bliver mindre og mindre. Til sidst forsvindende lille. 

Jeg selv har altid været en af dem, der var lidt langsommere, end de hurtigste i min omkreds, når det gjaldt telefonsvarer, mobiltelefon og Facebook-profil-oprettelse. Og nok temmelig meget hurtigere, end de langsommeste i min omkreds, til at acceptere de nye tider. Men jeg får den løbende – fornemmelsen af at man også kan være FOR på og have digitaliseret det hele FOR meget. Og inden jeg overgiver mig til en ny dims eller netværkstjeneste skal jeg altid lige diskutere med mig selv i et stykke tid.

For tiden er der to dimser eller kommunikationsmuligheder, jeg lige skal tage mig sammen til og hvor jeg kan mærke, at andres tålmodighed med mig efterhånden ligger på et lille sted.

Den ene er at modtage mails på min mobiltelefon. Her er det primært et spørgsmål om, at jeg lige – efter tre måneders flaneren i New York og en større ombygning – økonomisk strækker ikke-strengt-nødvendige-nyindkøb i andre kategorier i et par måneder. Men det er så alligevel ikke HELT rigtigt. For reelt set har jeg også kunnet komme på nettet fra min gamle mobil. Jeg har bare ikke gjort det. For jeg kan også så godt lide fornemmelsen af tidslommer og at ikke alt kan gøres alle steder fra, at jeg udskudt det længst muligt. Men NU kan jeg godt mærke, at folk begynder at kigge spørgende på mig, når jeg siger “ring på mobilen, hvis det haster – jeg er ikke på pinden hele dagen”. “Jamen hvorfor tjekker du ikke bare mail på iPhonen”, tænker d i deres stille sind. Og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om måneder før det vil blive betragtet som uprofessionelt, at jeg ikke har udstyret så meget i orden, at jeg kan tjekke mail allevegne.

Det med mail på mobilen får så være – for på den anden side hylder jeg jo også fleksibiliteten og at kunne arbejde fra cafeer og parker og lade arbejde og fritid glide sammen. Så det har jeg egentlig ikke den helt store kvababbelse med – skal primært bare have købt en ny telefo.

Langt værre står det til med GPS’en. Her er presset heldigivis ikke så massivt endnu, fordi det primært er mig selv det går ud over, hvis jeg ligger og kegler rundt i 45 minutter i et industrikvarter, fordi jeg ikke har GPS. Men jeg kan alligevel mærke, at folk begynder at synes, det er sært, at jeg ikke har GPS. Og hvorfor vægrer jeg mig så sådan ved at få en? Det gør jeg, fordi jeg elsker selv at finde vej. For det meste er jeg også ret god til det – har en intuitiv fornemmelse af, hvor et centrum af en ukendt by nok ligger; en næse, der nemt vejrer de hyggelige kvarterer; øjne på stilke, der hurtigt spotter skønne omveje og en mavefornemmelse, der fortæller mig, at jeg nok godt kan skrå igennem den vej her for at ende det rigtige sted. Det er en sport for mig. Jeg synes, det er sjovt. Og jeg bliver glad, når det lykkes. Og er næsten altid afsted i så god tid, at det ikke er noget stort problem, når det først lykkes efter et par omveje.

Jeg elsker også omvejene. Jeg elsker alt det uventede jeg opdager, når jeg kører spejdende afsted. Jeg elsker at finde et godt sted at vende og med fuld fart suse tilbage til den vej, hvor jeg skulle være drejet fra. Jeg elsker at ankomme og have en fornemmelse af kvarteret omkring destinationen i stedet for bare at suse fra dør til dør.

Jeg må jo indrømme, at det tit er svært at være alene i bilen og kigge på kort samtidig med, at man suser afsted langs motorvejen. Og jeg må indrømme, at der er visse industrikvarterer i København og omegn, jeg efterhånden kender mere end almindeligt godt… Men jeg er altid nået frem og det har kun meget få gange været med mere end et par minutters forsinkelse.

Men nu er der jo så kommet GPS-muligheden. Og efterhånden har jeg været passager i flere biler med GPS. Og det ER jo smart. Gu’ er det smart. Og gu’ ville det lette mig for ret meget baks, når jeg kører afsted på mine opdagelsesrejser til Avedøre Holmes industrikvaterer. Men jeg er bange for at miste meget af glæden ved opdagelsesrejserne, at få sløvet indstinket. At glemme at lytte til den indre stemme fordi GPS-stemmen nemt kan overdøve den. Så meget kan den indre stemme blive sløvet, har jeg hørt, at der er kommet flere spøgelsesbilister efter GPS’en er kommet, fordi folk helt ukritisk drejer ned ad den første motorvejstilkørsel de ser – og ikke opdager, at det var en afkørsel.

Og ja, jeg kunne jo bare have en GPS, når jeg virkelig havde brug for den – og så lade være at slå den til, når det ikke var strengt nødvendigt. Selvfølgelig kunne jeg det. Men jeg ved jo, at det bliver ligesom når mobilskeptikere skal “dele” mobilen eller kun vil have den tændt i særlige tilfælde. Det holder lige præcis en uge – og så har man vænnet sig så meget til den nye dims, at man slet ikke fatter, man kunne leve uden.

Jeg får helt sikkert en GPS inden længe. Lur mig, om den ikke ligefrem følger med, når jeg får den der telefon, hvor jeg også kan tjekke mails… og i stedet for at begræde tabet af den indre stifindertrang, må jeg jo så i stedet lægge endnu større omhu i at vælge snedige destinationer, listige “via-punkter” og skønne ruter, så jeg kan nyde al den ekstra udsigts-tid jeg får som chauffør, når jeg ikke skal holde øje med kortet eller KRAK-udprintene hele tiden. Og så må jeg jo melde min indre GPS til en eller anden form for fitness, der kan erstatte det naturlige fysiske arbejde, jeg de sidste 30+ år har udsat den for.

Timeshare-luksus: Overfladisk forlystelsessyge eller et spirende udtryk for sunde værdier?

Jeg læste lige en artikel om begrebet Fractional Living, der kort fortalt er en luksuriøs og meget udvidet version af Københavns Delebiler. Tanken om, at man ikke behøver eje sin egen jaguar-convertible eller sit eget vinslot i Frankrig. Men i stedet kan dele det med andre henover året, så man selv kan nøjes med at nyde sportvognen, når årstiden er til at man kan slå kalechen ned i stedet for at have den stående i garagen hele året – og at man kan nøjes med at være slotsfrue i Frankrig i de par uger, man har tid til at trampe rundt i druerne med bare pusselanker, mens nogle andre kan have fornøjelsen resten af året.

Det hele er sat i system på hjemmesiden Fractional Life, hvor man kan vælge, om det er raceheste, kunst, luksustasker, skihytter eller motorbåde, man har lyst til at være medejer af. Og det smarte er – præcis ligesom med Københavns Delebiler – at man slipper for alle de faste udgifter og baks med reparationer og alt det der. Og bare  – for medelst det beløb, det jo så trods alt koster at være deltidsejer – kan sætte sig i sadlen, bag rattet eller råbe ohøj bag roret. 

Rigtig smart synes jeg umiddelbart. Men det der slog mig i artiklen jeg læste om det – som jeg så ikke lige kan huske, hvor var, fordi jeg er i fuld gang med en meget forlænget udgave af årets minimediefestival – var at både skribenten og den fremtidsforsker, der udtalte sig om fænomenet latterliggjorde det lidt og gjorde det til udtryk for den ultimative hedonsime og de yngre generationers rastløshed og forlystelsessyge. At det var en frygt for at binde sig til et sted, en hobby, en skiløjpe, en racehest, der kom til udtryk i det nye fænomen. 

Men det synes jeg, er et meget indskrænket syn på sagen. For selvfølgelig kan man da sætte tusindvis af spørgsmålstegn ved hele konceptet i luksusgoderne og vores hang og trang til at have dem – og er det ikke nogle helt andre værdier og alt det der, der bør tælle. Men NÅR vi snakker luksusmarkedet, statussymboler og alt muligt andet, der har sprængt alle rammer i Maslows behovspyramide, synes jeg da egentlig, det et sundhedstegn, hvis folk begynder at indse, at man måske ikke behøver at eje alting selv. 

Hvis vi lige skal bringe det ned på dagligdags-niveau… :

  • Har jeg altid undret mig over, hvorfor alle parcelhusejere skal eje hver deres hækklipper og græsslåmaskine. SÅ ofte skal man trods alt heller ikke klippe hæk, at man ikke lige kan vente de 10 minutter til naboen er færdig, hvis  det SKULLE gå hen og kollidere, hvis man var et par naboer om at dele haveredskaberne.
  • Nu hvor jeg har boet i sommerhuset her hele august kan man heller ikke lade være med at tænke over det store spild med alle de tomme huse (og jeg skal ikke være hellig – havde det ikke været fordi både min bror og jeg havde gang i store ombygninger derhjemme, havde vores også stået tomt meget af sommeren) der står helt alene i en dejlig sommermåned og venter på at ejerne skal få tid til at kigge forbi.
  • Og under min efterhånden nok så om-bloggede store ombygning derhjemme, skulle jeg også lige navigere mig frem til, at jeg ikke personligt behøver at have min egen vaskemaskine i lejligheden, når vi har et udmærket fællesvaskeri i kælderen. Men det lå ligesom som en helt naturlig forlængelse af at skulle bygge om, at pludselig skulle lejligheden udstyres med “mit eget” eksemplar af alting. Også ting, jeg ikke behøvede.

For nylig var jeg på besøg hos nogle gode venner, der bor i bofællesskab i Smørum. Og det var vildt inspirerende at se, hvordan de mange familier derude ikke alene havde deres eget privatliv i eget hus, men OGSÅ havde mulighed for at have både boldhal, fodboldbane, badesø, mange små legepladser, pentanguebane, kæmpe festhus etc etc etc fordi de var sammen om at eje alle fællesarealerne. Og så vidt jeg har forstået fungerer Københavns Delebiler også rigtig udemærket for alle dem, der ikke har brug for en il til daglig, men til gengæld rigtig gerne vil kunne komme på landet eller en tur i IKEA med jævne mellemrum. Så det kan ikke alene godt lade sig gøre, når det gælder at dele i hverdagen. Det er faktisk for mig at se en rigtig fornuftig måde at gøre det på, hvor alle får del i ting og goder, som de gerne vil have – uden at bidrage til overforbruget i samme høje grad, som man hurtigt kommer til at gøre, når man skal udskifte hver sin hækklipper med jævne mellemrum.

Og kan det indføres med luksustilværelsen også, hilser jeg det umiddelbart velkommen. Jeg vil på ingen måde underkende, at det er rart at have sit eget sommerhus, med sine egne ting og at det med stor sikkerhed er skønt for Dronningen, at de lokale handlende på markedet i Cahors genkender hende, fordi hun er kommet på Chateau de Caîx i rigtig mange år efterhånden. Genkendelsens glæde skal man på ingen måde kimse ad.

Men for det første kan man jo sagtens vende tilbage til stedet år efter år, hvis det er det, man gerne vil. Der er bare også nogle andre, der har været der i mellemtiden. Og for det andet er det også meget skønt ikke at være stavnsbundet til en bestemt destination og mange faste dage, der skal gå med at klippe hæk (altså det er ikke fordi jeg har noget særligt imod hække, ved ikke hvorfor jeg lige er røget ind i den hækklippervendetta her til aften).

Så faktisk er det endnu mere relevant at dele, når det gælder luksusgoderne, fordi ingen har mulighed for at køre i deres convertible, nyde deres franske vinslot, ride deres racehest eller lufte deres statussymboler tilnærmelsesvis nok til at det giver mening at eje dem 365 dage om året. 

Hvem vil med, når jeg bliver den lykkelige timeshare-ejer af en speedbåd i millionklassen og skal ud og fræse på Øresund?

Ægte innovation opstår, når tingene ikke lige går efter planen

Focaccia-knækbrød med sej krumme

– en bradepandefuld

  • Rør en dej sammen, som hvis du ville lave langtidshævede boller. Altså for eksempel 10 gram gær, fem deciliter lunkent vand, salt, olivenolie, 250 gram durummel og dobbelt så meget hvedemel som du rører sammen til en meget blød masse og stiller til hævning i køleskabet natten over.
  • Lad være med at gå i panik, når dejen trods hævning natten over ikke er hævet så meget som en milimeter. Drop drømmen om de langtidshævede boller.
  • Beslut dig for at prøve at lave en spontan focaccia i bradepanden, selvom du kan se den reelt er for stor til dejen. Hæld lidt olivenolie i bunden af bradepanden og strø havsaltflager, rosmarin og timian hen over.
  • Bag den ved 250 grader i ti minutter og lad være med at gå i panik over, at kanterne bliver helt sorte.
  • Tag bradepanden ud og lad være med at gå i panik over, at den nu hårde masse er umulig at få af bagepladen. Drop drømmen om en blød foccacia.
  • Hvis du er heldig, vil du efter lidt tid alligevel godt kunne skrabe den hårde masse af bradepanden, og det vil forhåbentlig kun være en lille smule, der stadig sidder uigenkaldeligt fast i bunden. Beslut dig for, at det sagtens kan gøre det ud for en slags knækbrød.
  • Vend hele konstruktionen, og lad være at gå i panik over, at bunden er meget mere svampet end et knækbrød ville være. Det kommer aldrig til at blive et kækbrød, hvis definitionen på knækbrød er, at det er så sprødt at det knækker.
  • Grill nu brødet med den svampede side opad til det begynder at få en anelse farve og bliver lidt sprødt. Men acceptér, at det stadig er svampet-klægt og dybest set mere henefter pita, når det kommer til stykket.
  • Servér lunt som mellemøstligt rullebrød, møder foccacia, møder knækbrød på frokostbordet med artichokcreme, tapenade eller anden dyppelse og eventuelt lidt god salami eller serranoskinke.
%d bloggers like this: