Nadja Pass

Kategori: Forbrug

Hvad kom først – økoæggene eller den økologiske kyllingebryststeg?

Et eller andet prøver de økologiske fjerkræ i hvert fald at fortælle os…

Reklamer

DOMINO – Markedet i Colombo, Sri Lanka

Istanbuls sansekalejdoskop


Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

Overskud på dåse

Reflection

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

 

Hjælp mig med at løse “viktualie-mysteriet”

I mit ordforråd findes der en helt særlig kategori af ord, som jeg på en eller anden måde har fået indkodet forkert fra starten og troet betød det omvendte eller noget helt, helt andet end de gør. For eksempel var jeg ikke særlig gammel, da jeg lærte ordet emancipation. Og jeg var jo en lille stræber-nørd, der meget gerne flettede de nye, lækre ord, jeg havde lært, ind i enhver sammenhæng. Problemet var bare, at jeg i årevis brugte det i betydningen “undertrykt” – og først i en pinligt høj alder fandt ud af, at det betød det temmelig præcist det modsatte. Så er det, man med en kombination af røde ører og smertelig selverkendelse tænker tilbage på alle de gange, man har sagt noget, der i bedste fald har lydt som volapyk og i værste fald er blevet taget til indtægt for det modsatte synspunkt… Sådan er der nogle ord, der nager mig og plager mig. Pirrer, driller og forvirrer mig. Og som jeg ikke helt kan slippe. Jeg fæstner blikket, hørelsen og opmærksomheden på dem, hver gang de dukker op og har stort set altid svært ved helt at acceptere, at jeg virkelig har haft så meget uret i så mange år.

Og selvfølgelig er det et udslag af uklædelig stædighed og ærekærhed. Det vil jeg end ikke forsøge at forklare mig ud af. Men det handler om mere end det. Det handler OGSÅ om en ekstrem nysgerrighed efter at forstå kimen til mine egne indgroede misforståelser – fordi det også samtidig er kilden til at opdage flere af sprogets krinkelkroge og finesser.

Og her er der et konkret eksempel, jeg for tiden pusler med i tankerne og rigtig godt kunne bruge jeres hjælp til at forstå afkrogene af. Og det udspringer alt sammen af det lille umiddelbart uskyldigt udseende ord VIKTUALIER.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til at snakke om det. Men jeg KAN huske, at min mor og jeg for nogle år siden endte i en temmelig lang og sjældent ophedet diskussion om betydningen af ordet viktualier.

JEG var fuldstændig overbevist om, at viktualier var en fællesbetegnelse for gryn, mel, sukker, kaffe og kakao. Lidt svarende til ordet “kolonial”. (og på spørgsmålet om, hvad forskellen på viktualier og kolonial så var, opfandt jeg to muligheder 1) kolonial = en overkategori for alle de andre svarende lidt til købmand eller 2) kolonial = en underkategori for alle de af viktualierne (sic!) der kom fra de tidligere kolonier – altså kaffe, cacao, the etc. Deraf navnet kolonial.

Min mor – der jo ret beset havde mere at have det i eftersom hun var opvokset i en tid, hvor der rent faktisk stadig fandtes viktualie-butikker og en kolonial-handel var en kolonial-handel- var af en helt anden opfattelse: viktualier var et andet ord for pålæg, mayo-salater og andre finere slagterdelikatesser. Og kolonial var – for en god ordens skyld – noget der svarede til min forståelse af viktualier. Dog havde jeg ret i ordets oprindelse, det med kolonierne.

Lad mig bare slå fast med det samme, at min mor havde ret. Klog som hun var. Sprogkyndig som hun var. Og opvokset som hun var i en tid, hvor man rent faktisk brugte ordet aktivt og også i Danmark skelnede mellem slagtere og viktualiehandlere på samme måde som i Frankrig den dag i dag skelner mellem charcuterie og boucherie. Hun havde ret, og det måtte jeg gang på gang erkende, når jeg faldt over en ny ordbog og slog det op bare sådan for sjov og stædigheds skyld, og der blev ved med at vise sig variationer over temaet “fedevarer” (stik den !) Jeg fik bekræftet, at hun havde ret, hver sjælden gang, jeg så et skilt over en butik, hvor der stod “viktualier” og jeg trykkede næsen flad mod ruden og så fiskefrikadellerne, hønsesalaterne, leverpostejerne og det afskårne pålæg ligge på rad og række og ligne alt andet end grynd, mel og sukker. Og jeg måtte acceptere, at hun havde ret, hver gang, jeg syretestede ordet på andre danskere på over 50. Der var ingen tvivl. Virktualier = charcuteri og delikatesser.

Men selvom jeg VED, hun havde ret, og fuldt ud både respekterede og accepterede det, har jeg alligevel STADIG svært ved helt at FORSTÅ det. Det pirrer, driller og forvirrer mig. Jeg synes STADIG, det virker helt vildt mærkeligt, at viktualier skulle betyde pålæg. Jeg kan ikke få det til at passe inde i hovedet. Det er kodet forkert ind fra starten. Og jeg har simpelthen så svært ved at omkode det.

Og her kunne historien være sluttet. Men det gør den ikke. For der er for nylig sket to interessante udviklinger i sagen.

1) Jeg har opdaget, at stort set alle danskere på min egen alder, jeg spurgte (og jeg ved godt, at det er virkelig nørdet overhovedet at gå rundt og spørge folk om den slags…men sådan er det, når jeg har ord på hjernen) reagerede på en af to følgende måder:

  • Viktualier – Det ord har jeg aldrig hørt før
  • Viktualier – Er det ikke sådan noget gryn og mel og sukker og sådan noget?

Så det viste sig, at jeg ikke er den eneste, der havde misforstået ordet. Vi er en hel generation, der har fået kodet det forkert ind. Hvis vi overhovedet har fået kodet ind. Og jeg kan ikke lade være at spørge mig selv, hvor den fælles fejlkodning kommer fra.

2) En af de nyt-køkken reklamer, der kører for tiden (for de er der jo stadig midt i krisen, selvom de nu slår mere på prisen end på drømmen om samtalekøkkenet og det gode liv) reklamerer for begrebet “et godt gammeldags viktualierum”, mens de viser baggrundsbilleder af fine hylder fyldt med (og hold nu fast) gryn, mel og sukker. Det fik mig til at slå viktualierum/viktualiekælder op i ordbogen. Og se så: hvad står der lige nedenunder “viktualieforretning: en forretning, der sælger viktualier = charcuteri, delikatesseforretning”? Der står “viktualiekælder – kælder til opbevaring af madvarer” – altså viktualier i den langt, langt bredere betydning, der i høj grad også kan inkludere mel, gryn og sukker udover “fedevarerne” og delikatesserne.

Og det er så så langt, jeg p.t. er kommet med viktualierne – et ord, jeg har haft på hjernen on/off i et par år. Men virkelig har smagt på i den seneste uge tid, siden jeg så køkkenreklamen. Jeg ville ønske jeg havde kunnet ringe til min mor og spurgt hende, hvordan hun troede, det hele lige hang sammen:

  1. Havde viktualiekældre altid haft den bredere betydning som opbevaring af alle slags madvarer.  Eller var de mon oprindeligt tiltænkt de fordærvelige varer – som viktualierne jo virkelig har været – der skulle stå så koldt som muligt i kælder =koldt. Men ændrede formål, da køleskabene kom til og derfor blev fyldt op med kolonialvarer – med stadig beholdt navnet viktualierum/kælder?
  2. Skete der mon – omkring en tid, hvor jeg blev født og supermarkederne for alvor begyndte at tage livet af specialbutikkerne – en umærkelig sammenglidning af begreberne kolonial og viktualier. Og er det simpelthen, fordi vi tilhører “supermarkedsgenerationen”, at vi i 30-something-generationen glemte alle ord, der tidligere hjalp folk til at skelne mellem varerne.
  3. Hvorfor var det viktualiehandlerne og ismejerierne, der måtte dreje nøglen om, mens slagterne, bagerne, fiskehandlerne og til dels grønthandlerne fortsat findes som selvstændige butikstyper?

Min mor ville have haft en masse gode svar og tanker om det, er jeg sikker på. Og vi ville være endt med en lang samtale om handelslivets udvikling, indkøbsmønstre og forbrug. Men desværre er hun død, og det samme er min mormor, der ellers også plejede at være den optimale livline, når det galdt den slags spørgsmål, som ordbogen ikke leverer svarene på – og man ikke rigtig kan slå op. Men til gengæld kan være heldig at finde stumper af i DR2’s populærkultur-potpourri-programmer.

Så nu spørger jeg i stedet alle jer derude – hvem ved noget om viktualier, viktualiebutikker og viktualiekældre. Og hvem ved, hvorfor påfaldende mange i min generation forveksler viktualier med kolonial? Hvad var det, der endegyldigt udslettede de selvstændige viktualiebutikker og kendskabet til ordet viktualier? Enhver informationsstump, erindring eller teori vil være meget kærkommen…

Gravskrift for Politikens Magasinet

I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.

Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.

Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:

  • et både hjerteskærende inderligt, bag-kulisserne-fascinerende og råt-for-usødet-splatter-beskrivelser af forældrenes voldsomme dødsfald portræt af den københavnske partyplanlægger Jean von Baden.
  • en sansemættet gastronomisk grønlandssafari, hvor NOMAs næstkommanderende kok med befriende jeg-fortalt kokke-nørdethed beskrev sit ophold på Grønlands eneste kokkeskole. Og hvordan han sammen med eleverne havde ekserpimenteret med at sylte topskud fra den lokale blæretang og braissere isbjørnehalse.
  • en fin lille sag om gastronomiens svar på wikipedia: foodista.com – ikke så mange dikkedarer andet end nogle fine små ingrediens-rebuser. Men godt at vide, at den side findes.
  • en skøn fotofortælling om et ægtepar på Coney Island og deres skærmydsler. Fint, finurligt og inderligt fortalt i ord og billeder.
  • et lille essay under overskriften “Min Mor” skrevet af forfatteren Karen Fastrup som en del af en serie, hvor forskellige forfattere er blevet bedt om at skrive essays om henholdsvis deres far og mor. En serie, der har fungeret rigtig godt, fordi der på den ene side har været en helt enkel ramme – og den samtidig er så fundamentalt genkendelig for alle, at det har været rigtig sjovt at læse de forskellige fortolkninger og angrebsvinkler.
  • et modebillede fra gaden, hvilket også er en serie, hvor helt almindelige mennesker bliver stoppet i gadebilledet og det bliver kommenteret, hvad de har på og hvorfor det outfit fungerer godt. Ikke i sig selv noget, der aldrig er set før – men alligevel en fin og befriende tilgang til modestoffet.
  • Og så var der også et uddrag af Hans Otto Jørgensens roman “The Factory” som er det eneste, jeg endnu ikke har fået læst i denne udgave af magasinet.Men det har jeg til gengæld fået gjort mange af de andre søndage – og jeg har også svælget i lyrikken, de gange, de har bragt det.

I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.

Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.

Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:

Nadja kan overordentlig godt lide Magasinet, der følger med Politiken om søndagen.

Og hvad skete der så? Hvad skete der så?

Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.

€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.

IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de  formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.

Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.

Hvad er anledningen?

Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs. 

Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.

Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”

Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…

Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.

Ombygning = højere energiforbrug?

Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre: 

Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.

Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer. 

Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch. 

Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…

Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!

MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere. 

Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere. 

Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig. 

Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???

Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.

Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.

Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max. 

Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…

Man skal altid have en flaske champagne på køl

En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det. 

Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…

  • anerkendte begivenheder og mærkedage som fødselsdage, forlovelser, kandidatgrader, nye jobs eller graviditeter (hvor den vordende moder så må undlade sit glas)
  • gode samtaler
  • uventede besøg
  • gode nyheder og vellykkede valg (for eksempel kaldte Obama-sejren helt klart på champagne-morgenmad)
  • opgaveafleveringer
  • effektive arbejdsdage, dejlige dage eller bare hverdage, der gerne lige må ophøjes til noget lidt specielt

Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.

I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :

“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”. 

Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.

%d bloggers like this: