I morges sad jeg som sæd-søndags-vanlig i timevis med min kaffe, min morgenmad og min Søndagspolitiken. Og da jeg med en veltilfreds brummen lukkede sidste side af Magasinet, konstaterede jeg, at jeg faktisk havde læst hvert eneste ord i tillægget. Og at det faktisk har været tilfældet de seneste mange søndage.
Magasinet har udviklet sig til at være desserten på mit søndagsmorgenbord – og har givet mig en behagelig fornemmelse af at være helt fyldt op af gode sager, inden jeg har fortsat min søndag. Og det besluttede jeg mig for at blogge om – for det skulle roses! Især fordi Kommunikationsforum bad mig anmelde Magasinet ved premieren i september 2007 – og jeg dengang havde store forhåbninger til, hvad Magasinet ville kunne komme til at kunne, selvom premiereudgaven ikke helt levede op til forventningerne.
Og i morges gik det så for alvor op for mig, hvordan Magasinet umærkeligt i løbet af de seneste halvandet år havde udviklet sig til lige præcis det, jeg havde håbet – og savnet – på det danske mediemarked. Et magasin, hvor man i dag kunne læse alt fra:
I løbet af det sidste halvandet års tid har jeg også fundet mig selv deklamerende lange lyriske passager, der var genoptrykt i magasinet; grine over forskellige skævt-castede kändisser og intellektuelles svar på de forskellige kategorier i Max Frischs Spørgeskemaer og læst mig klogere på alt fra Brande (som i den stenrige jyske by, nu med palmesmykket badesø) til Tommy Kenters humørsvingninger.
Og det ville jeg gerne hylde. For jeg syntes netop det var lykkedes redaktionen at skabe et livsstilsmagasin, der var en avis værdigt. Noget, der klart adskilte sig fra “almindelige livsstilsmagasiners” overfladiske tour de force gennem tidens tendenser – ved at have glimt i øjet, turde lyrikken og litteraturen og give plads til det nørdede, det mærkelige, det inderlige. Noget, der også samtidig fanger omnibus-avisens styrke ved at komme rundt om mange vidt forskellige ting og præsentere ting, man ikke anede, man interesserede sig for, på en måde der engagerer, inviterer og involverer. Ofte skrevet med den indlevelse, jeg-fortælling, ordleg og kant, jeg ellers så ofte savner, at de skrivende journalister tillader sig selv at dyrke.
Så glad og opløftet satte jeg mig til tasterne. Og startede lige – som jeg efterhånden har fået for vane, når jeg går og tumler med tankerne om et blogindlæg – med et lille forskræp i min Facebook-opdatering. Der i al sin enkelhed lød:
Og hvad skete der så? Hvad skete der så?
Der kom en fin lille række af sympati-tilkendegivelser…og så var der sgu en, der skrev, at nu lukkede Politiken Magasinet. Sidste udgave kommer 1. marts – og så bliver det afløst af et mad og vin-tillæg. Og en opgradering på den populærvidenskabelige front.
€%#&#%#&€&&#?&#&&#%€ -grrrrrr-&%€#/&#/#”#&€&”&#/”-grrrrr-øv-og-grrrrr-for-fanden-da-altså.
IKKE fordi jeg er i tvivl om, at Politiken vil kunne levere et overordenlig dejligt mad-og-vin-tillæg. Jeg er i forvejen stor fan af madskribenterne i Lørdagsliv og synes ofte, at de formår at supplere mine mange hyldemeter kogebøger med nedslag i årstidens ingredienser, der inspirerer mig gastronomisk lige nu og her. Ingen fejl på dem, og jeg vil hellere end gerne se mere fra deres kant. Og videnskabsformidling er jo også en af mine markante kæmpheste. Så som udgangspunkt lyder de nye tiltag da rigtig attraktive for mig.
Men hvorfor skal det gå ud over lige netop Magasinet? Noget af det, der ellers fremstod som et stadigt mere vellykket eksperimentarium for fremtidens journalistiske genrer og skrivemåder. Lige netop dér fik man glimtvis nogle eksempler på, hvordan aviserne kunne bevare lidt af deres eksistensberettigelse fremover – og det overrasker mig på en gang positivt og vemodigt, at det på halvandet år var lykkedes Politiken at forvandle et lidt vaklende premierenummer til et koncept, jeg helt oprigtigt kommer til at savne.
Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs.
Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.
Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”
Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…
Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.
Min store ombygning er 7-9-13 endelig ved at være færdig. Der mangler selvfølgelig stadig en masse finish og malerarbejde og alle de sjove detaljer. Men ikke desto mindre:
Faktum er, at jeg nu har nyt køkken, nyt badeværelse og ny el i hele lejligheden. Det med badeværelset er det ubetinget største, simpelthen fordi, jeg indtil for en uge siden har badet i kælderen (lækre, lækre bade, men dog delebade i kælderen) og haft et toilet, der var så lille, at mænd havde problemer med at stå derinde og gravide kvinder var nødt til vride sig ind gennem kosteskabsåbningen. Og nu: karbad, bruser med diverse champagne-raind-drop-massage-funktioner, vask med funktionelle skuffer under, håndklæderadiator…bathroom-bliss.
Og i køkkenet – der før var vældig hyggeligt, men hvor der hverken var bordplads, skabsplads, en ordentlig ovn eller en vask, man stod spor ergonomisk korrekt ved – er der nu alenlang bordplade, hvor mange mennesker kan stå ved siden af hinanden og snitte. En stor dobbeltvask, der dog ikke bruges nær så meget som før, fordi det meste ryger direkte i opvaskemaskinen (sic !), en ovn, der kan varmlufte, grille og rense sig selv på en meget smart facon, der vist nok hedder noget pyrolytisk rens, emhætte…og skuffer, masser af skuffer.
Og så er der jo alle de nye lamper. Og der er endelig kommet fuldt spot på det hele, og nogle steder er der ovenikøbet dimmer-switch.
Og jeg har endelig fået et garderobeskab, hvor min anseelige samlig af overtøj, vinterhuer, halstørklæder og cykelhjelme kan bo, så der kan blive et par ledige knager til gæsterne. Og der er kommet funktionelle hylder op i pulterrummet…
Der er kort sagt tale om en kolossal opgradering. Og nøj hvor er jeg glad og hvor jeg nyder det!
MEN når jeg ligger der i karbadet, kan jeg jo så ikke alligevel lade være med at tænke over, hvor vildt det samtidig er, at jeg med trylleslag må være gået fra at have det, elselskaberne kalder “meget lavt forbrug” til noget, der (har ikke set min elregning endnu, men det MÅ den være) ligger væsentligt højere.
Og det er ikke fordi, der er den store luksus forbundet med mine indretningsvalg – der er blot tale om en opgradering fra noget, der måtte siges at være temmelig studenkost/spartansk/bohêmesk for en 34-årig til noget, der af de fleste danskere i dag ville kunne betragtes som helt almindelige fornødenheder. Det er simpelthen fordi næsten alle de moderne fornødenheder, der ikke lige var i en klassisk Nørrebrolejlighed, men som ellers er at finde i ethvert parcelhus med respekt for sig selv – er de vildeste strøm-, vand- og energislugere.
Jeg HAR selvfølgelig valgt Energimærke A-hvidevarer; og selvom pulterrummet er gjort el-og-vand-klar til vaskesøjle, satte jeg altså grænsen dér i denne omgang, når vi har et vildt velfungerende øko-vaskeri i kælderen. Og så vidt jeg ved er opvaskemaskiner faktisk ret meget bedre for miljøet end almindelig opvask i hånden, så det har det egentlig heller ikke så dårligt med. Og jeg har heller ikke tænkt mig at bruge det der karbad særligt tit, for når det kommer til stykket er det for meste tanken om karbad snarere end selve karbadet, der er vigtig for mig.
Men de valg skyldes udelukkende min egen energibevidsthed. Jeg er ikke på noget tidspunkt undervejs blevet rådgivet til at foretage de klimavenlige valg eller blevet oplyst om fordelene ved at gøre det. Hvis bølgerne er gået meget højt, er der blevet sagt noget om prisen og hvad man kunne spare/ikke spare økonomisk. Men dér har argumentet nærmest være modsat – “den sparepære, der kan bruges til “dimmer-switch” er så dyr og svær at finde, at det ikke kan betale sig”. NEJ – måske ikke økonomisk, men måske på klimakontoen???
Og ellers har det hele vejen rundt handlet om (og ja, jeg ved godt at meget af det selvfølgelig også handler om at sælge mere eller udvide entreprisen) at overbevise mig om, at jeg ikke kunne leve uden mine egne maskiner og luksusvarer, når jeg ellers som udgangspunkt lige så godt synes, jeg kunne dele (dog trods alt helst ikke længere badet) skulle have mine en”Du skulle da se at få vaskesøjle her i lejligheden – du har jo pladsen” – JA, pladsen har jeg, men behovet har jeg reelt ikke. Vi har fint vaskeri i kælderen og der er ingen tvivl om, at jeg ville komme til at vaske meget mere, hvis jeg havde egen vaskesøjle i lejligheden…Og det er jo ellers NETOP når vi bygger om, at der virkelig er noget at spare og ændre på.
Det er virkelig ærgerligt, at ekspedienterne og håndværkerne ikke er bedre trænet i at vejlede deres kunder til at foretage energi-rigtige valg. Det skal selvfølgelig stå enhver frit for at fravælge den klimavenlige løsning, hvis de er ligeglade eller partout går efter det billigste også selvom det ender med at blive i det lange løb. Men vi bør i det mindste blive gjort opmærksom på konsekvenserne af vores til- og fravalg. For det er netop, når vi bygger nyt eller bygger om, at der er rigtig mange vigtige valg at træffe – der påvirker vores forbrug mange år fremover.
Det ville være rigtig godt, hvis der fremover kom nogle mere eksplitte incitamenter for sælgerne og håndværkerne til at rådgive klimavenligt – og for forbrugerne til at vælge klimavenlige løsninger – så alle hjem for eksempel blev synet ligesom bilerne gør det. Og man så betalte skatter alt efter, hvor energivenligt man levede. Den ide blev præsenteret for Connie Hedegaard under navnet Hussyn som resultatet af min gruppes arbejde på Energy Camp sidste år. Og nu her – halvandet år efter – synes jeg stadig den holder max.
Så hvem ved – måske skulle man benytte sig af finanskrisens markante byggestop til at få gentænkt kravene til nybyggeri og renoveringer – så vi er klar til at Hussyne, når der igen kommer tryk på kedlerne, gang i hjulene og alle de andre metaforer for økonomisk opsving, der i dén grad konnoterer energispild…
En af min mors gyldne leveregler – der i øvrigt var nært beslægtet med levereglen “man har kun det sjov, man selv laver” – var, at man altid skal have en flaske champagne på køl. Det behøver ikke at være en dyr flaske champagne; russisk champagne eller Freixenet kan sagtens gøre det…og hvis man ikke kan lide/tåle champagne, behøver det i virkeligheden slet ikke heller ikke være alkolisk boblevand. Andre lækkerier, friske blomster eller danskvand, hvis man er vant til postevand, kan også gøre det.
Det vigtigste er at have en mental flaske champagne på køl – og det betyder helt grundlæggende, at man altid tror på, at der er noget, der fortjener at blive fejret – lige rundt om hjørnet. Det kan være stort og småt…
Pointen er i bund og grund, at der er mange gode grunde til at fejre sig selv og hinanden. Og at gøre det ofte, så de champagne-krævende lejligheder ikke bliver sat op på en piedestal så høj, at den reelt bliver meget sjælden eller ligefrem uopnåelig. Og pointen er også, at rigtig mange af os måske nogle gange er lidt for dårlige til at fejre vores sejre. Igår sad jeg sammen med en helt nyslået kandidat, der var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle fejre sin nye, hårdt tilkæmpede grad.
I dagens Politiken skriver Ditte Giese i en klumme med titlen “underskud” om, hvor ufestlige og meget lidt overskudsagtige rigtig mange voksne er. Aftaler bliver rask væk aflyst uden anden begrundelse end, at man ikke kan overskue det. Og som hun formulerer det (efter en længere svada om, hvordan man efterhånden ikke må komme hjem til folk, fordi værterne frygter, at man ryger, drikker, sviner og ødelægger deres nyafhøvlede gulve, så de foretrækker at invitere ud på larmende, meget lidt intime caféer, når de skal fejre noget) :
“Hvis man da overhovedet gider fejre noget. Efterhånden bliver selv fødselsdage og kandidatgrader forbigået i stilhed. Kun det der Barbies Dream Wedding kan svinge folk op af sofaen, men så skal det være så fint så fint og stort og helst på et godt”.
Vi skal huske os selv på, at tilværelsen primært – og gudskelov for det – primært består af hverdage. Så vi snyder os selv godt og grundigt for mange af livets stjernestunder, hvis vi kun lader de mentale champagnepropper springer ved bryllupper, børnefødsler, studentereksaminer og guldursjubilæer. Det er hverdagene, livet er gjort af. Og dem bør vi også fejre.