Nadja Pass

Kategori: Facebook

august 25, 2010

Kære gamle medier – gør nu det, I var bedst til

Forleden sendte jeg premierenummeret på et nyt magasin, jeg har konceptudviklet for en kunde, i trykken. 48 sider, lækkert, svanemærket papir, 15.000 eksemplarer. Den slags, der kræver mange måneders arbejde; mange, lange interviews; citatgodkendelser frem-og-tilbage; diskussioner af enkelte ord og formuleringer helt ned i detaljerne; et utal af korrekturer + et utal af ekstra korrekturer for at sikre, at de tidligere rettelser ikke har skabt nyt fejl; hektisk røde kinder; spandevis af kaffe; lange nætters arbejde.

Og i dagene op til trykstart slog det mig for alvor:

  • HVOR meget internettet har påvirket vores arbejdsrytmer de senere år
    Helt grundlæggende elsker jeg, at alt, hvad man laver på nettet altid er i beta – under konstant udvikling. Man lancerer en “acceptabel fejlstilstand” og forbeholder sig retten til hele tiden at forbedre, raffinere, udvikle. Faktisk er hele beta-tilstanden en meget vigtig del af hele Borgerlyst-tanken. Vi tror på, at vi skal se på samfundet gennem beta-brillerne: som noget, der altid kan blive endnu bedre. Og vi opfordrer folk til at turde tænke lidt mere i beta: og kaste sig lidt mere hovedkuls i projekter. Tro på, at de kan rykke og at Rom ikke blev bygget på en nat, men at man i hvert fald ingen vegne kommer, før man begynder at tage de første spadestik. OG JEG ELSKER AT VÆRE I BETA.
  • HVOR meget internettet har påvirket vores opfattelse af, hvad der er FÆRDIGT
    Muligheden for altid at trykke på un-do-knappen medfører samtidig en flygtighed, der ikke altid er klædelig. De bedste blogindlæg er ofte dem, der har lidt åbne ender. De bedste statusopdateringer på Facebook er generelt de mest spontane og mindst fluekneppede. Når vi sms’er og chatter gætter vi os nemt til det meste, selvom kun halvdelen består af færdige sætninger. Der opstår nye ord. Formuleringerne blomstrer i spændingsfeltet mellem tale- og skrift-sprog. JEG ELSKER DEN KREATIVE SPROGBEHANDLING NÆSTEN ALLE DANSKERE I DAG DAGLIGT DELTAGER I PÅ DEN KONTO.
  • HVOR meget vi – på godt og ondt – slipper ud på nettet, der ellers ville være blevet fravalgt i en trykproces.
    Og jeg elsker, at der er blevet meget større mulighed for at sende de skæve, overraskende, nytænkende tanker, indlæg, film, fotos…ud i æteren på nettet, fordi der ikke sidder alle de hårde, traditionelt tænkende gatekeepers og takker nej til de krøllede indslag eller redigerer dem til ukendelighed. JEG ELSKER, AT FOLKET HAR FÅET SÅ MANGE NYE TALERSTOLE.

MEN selvom jeg hylder udviklingen og alle de nye muligheder, og elsker, at de nye medier med rasende fart forandrer vores verden, arbejdsliv og tankegang, længes jeg SAMTIDIG efter noget andet. Jeg længes efter udvikling og nytænkning i den modsatte ende af spektret. Når alt er foreløbigt, ukurateret, mere eller mindre tilfældigt og sjusk nærmest er en kvalitet i den ene pol, for det mig bare til at længes stadigt mere efter det modsatte: Efter mennesker, der virkelig tager stilling og kærer sig om, hvordan de bliver citeret. Efter det gennemarbejdede, hvor man virkelig kan mærke, at nogen har læst 117 korrekturer og garanteret ærgrer sig grøn over den fejl, der alligevel slap igennem. Efter det gennemtænkte, hvor det der forekom en supergod ide ved første indskyldelse har fået lov at lagre længe nok til, at andre tanker nåede at dukke op og i virkeligheden var langt mere interessante og overraskende. Jeg længes efter det meganørdede, hvor nogen har fået en ide, der tager 100 år at føre ud i livet, men som bliver ekstra sjov af detaljerne og den nørdede arbejdsglæde, der lyser ud af resultatet. Jeg længes efter fornemmelsen af, at nogen har truffet aktive fravalg, killed their darlings og skåret helt ind til den fineste filet i forsøget på kun at servere det allerfineste for læserne, lytterne, seerne.

De traditionelle medier vakler næsten alle sammen lige nu. Kigger i alle retninger og drager ofte den konklusion, at så må de hellere løbe i retning af internettets flygtighed og de sociale mediers virtuelle kaffeslabberaser. Og det er da ikke fordi, de ikke også godt må dét. Men det er fejlslutning at konkludere, at det skulle kunne redde dem, eller at de er specielt gode til netop det. Faktisk er lige netop dét sværere for dem, end for alle os andre, der har vores frihed, subjektivitet, spontanitet og åbenhed i behold, mens de traditionelle medier stadig ofte kæmper med at hænge fast i traditionerne og konventionerne, så de alligevel aldrig går planken så tilstrækkeligt langt ud, at det for alvor fænger.

Jeg siger ikke, alt skal være som i de gode gamle dage. Overhovedet ikke. Jeg efterlyser snarere markant innovation indenfor dette område også. Helt nye koncepter, der tager et kreativt afsæt i, at så meget af det andet trives, klares og foregår på nettet allerede. Bare tænk på, hvor meget bedre madprogrammerne er blevet af, at det ikke er nødvendigt at vise opskrifterne særligt grundigt eller præcist undervejs – og da slet ikke i fuldt udskreven længde på skærmen tilsidst (husker stadig, dino som jeg efterhånden er, hvordan man sad med blokken foran tv-køkkenet for at kunne skrive opskrifterne ned). Nu er der i stedet plads til stemninger, tankevækkere, ingredienskurser og sanselege på skærmen – mens alt det detaljerede ligger på nettet.

Så hvor ville jeg ønske, at resten af de traditionelle medier og emneområder i stedet koncentrerede sig om det er – eller i hvert fald engang var – bedst til:

  • Servér gennemproduceret, gennemredigeret, gennemkurateret, gennembearbejdet stof, så alt det flygtige får en nogle reelle udmeldinger at spille bold op ad. I kan alligevel ikke konkurrere på hurtighed, flygtighed eller personlige vinkler.
  • Sæt bare barren højt, så vi bliver ved med at have noget at se op til, strække os efter både kvalitetsmæssigt og sprogligt. Der skal nok være nogen, der hjælper med at knække det op i mindre bidder, gøre det højpandede lidt mindre langhåret og skabe nye debatter på baggrund af det. Der er ingen grund til at gøre det fladpandet fra starten.
  • Sørg for, at vi får ordentligt baggrundsstof og rent faktisk får lov at høre politikerne tale ud – ramasjang skal vi nok selv formå at skabe. Men det er umuligt at føre en ordentlig debat, hvis ingen reelt ved, hvad nogen mener eller står for.

Kom nu – jeg længes sådan efter jer!

Advertisement
8 kommentarer
maj 16, 2010

Borgerlyst – 5 veje til forenet overskud

I disse dage løfter jeg ligeså langsomt sløret for et projekt, jeg har sammen med antropologen Andreas Lloyd har arbejdet intensivt på i det seneste halve år. Det hedder BORGERLYST – og formålet er at

  • skabe en samlet platform for alle, der gerne vil bidrage mere aktivt til samfundet, men står lidt opgivende overfor demokratiet, som vi kender det.
  • arbejde fuldstændig uafhængigt af partier, foreninger og organsiationer – og på tværs af de traditionelle politiske fronter.
  • gøre det mere lystbetonet, nemt, sjovt og spontant at bidrage til at gøre verden til et lidt bedre sted at være, når man har lidt ekstra overskud at give af.

Det er svært at sige kort og godt, hvad BORGERLYST er endnu, da det på mange måder stadig er “i beta” – foreløbigt/under udvikling – og meget af det netop handler om at invitere alle jer andre til at være med til at udvikle det sammen med os. Men derfor vil jeg alligevel gerne dele nogle af vores grundlæggende iagttagelser, overvejelser og løsningsforslag med jer her – og håbe på, at du vil give dit besyv med…Vækker tankerne genklang hos dig? Er det noget, du har tænkt over før? Hvor synes du, det er vigtigst at sætte ind? Og hvordan tror du, man kunne gøre det?

1) FORENET OVERSKUD
Vi tror, der er mange andre end os, der med jævne mellemrum føler et lille ekstra overskud i hverdagen, som vi egentlig gerne ville bruge på at skabe positive samfundsforandringer – men som ikke rigtig har noget sted at kanalisere det engagement hen. Enten fordi vi ikke føler os hjemme i de eksisterende partier, foreninger og organisationer. Eller fordi det skifter meget, hvornår vi har det ekstra overskud – det kan være en time hist og pist, når ungerne er lagt i seng, en uge mellem to intense projekter, en måned mellem to jobs…men det er ikke til at sige, om man har den samme time i morgen aften eller til at vide, hvornår den næste åbne uge kommer. Så det bliver til løsrevne timer, som hurtigt smuldrer væk, fordi der ikke rigtig er noget sted at kanalisere dem hen, og man derfor ikke tror en time i ny og næ nytter noget. Derfor prøver vi med BORGERLYST at udvikle nye formater, der gør det nemmere, sjovere og langt mere spontant at bidrage, når man har tid, lyst og noget på hjerte. Vi vil forene vores overskud – for i den samlede pulje tror vi, der vil være masser af tid, kompetencer, overskud og talent til, at vi reelt kan rykke noget. Ikke kun sætte tanker igang og samtale om alt det, vi gerne ville gøre bedre. Men rent faktisk rykke på det. Og det prøver vi at skabe rammerne for, ved at skabe virtuelle og fysiske møder mellem borgerlystent godtfolk. En slags demokratisk speeddating, om man vil. Online – og offline :-)

2) FRA BORGERPLIGT TIL BORGERLYST
I Danmark opfatter vi ofte os selv som verdensmestre i demokrati. Og de fleste af os føler stolthed og glæde, når vi udfører vores borgerpligt i stemmeboksen. Vi ved, vi er priviligerede at leve i et af verdens ældste og mest velfungerende demokratier. Men ikke desto mindre er der mange af os, der samtidig føler en snært af afmagt, når vi afgiver vores stemme. Det repræsentative demokrati hviler på en kontrakt mellem politikerne og vælgerne om, at de varetager vores stemmer ordentligt. Men som menig vælger kan det ofte være meget svært at få et reelt indblik i, hvad politikerne mener, fordi mange af de politiske medieformater lægger op til overfladiske skyttegravskrige mellem de politiske fronter snarere end reel oplysning, meningsudveksling og redelig argumentation. Og når man først har sat sit kryds, oplever mange også ofte, at realpolitikken adskiller sig markant fra valgløfterne – hvilket giver en fornemmelse af afmagt og apati. Vores udgangspunkt for at arbejde med BORGERLYST er, at vi synes, det er fint, vigtigt og nødvendigt, at vi bliver ved med at fastholde borgerpligten og vigtigheden af at afgive sin stemme. Men også, at det ikke er nok, at man afgiver sin stemme en gang hvert fjerde år og dermed reelt udliciterer sin handlekraft til politikerne. Der er så meget, vi selv kan være med til at påvirke, forandre og gøre bedre mellem valgene og folkeafstemningerne. Og den stemme må vi aldrig afgive. Den skal vi lægge vægt på og udvikle. BORGERLYST er blot det første skridt på vejen til at begynde at italesætte en lyst og trang vi tror, mange af os føler ind i mellem. Lysten til bidrage med noget meningsfyldt. Og BORGERLYST er samtidig en fælles platform, der skal give os troen tilbage på, at det nytter. Det er andelstanken og højskolebevægelsen anno 2010. Mixet med alle grundtankerne om generøsitet, frihed, samarbejde og udveksling, som den sociale softwarebevægelse står for.

3) UAFHÆNGIGT OG TVÆRTÆNKENDE
Vi synes ofte, man samtaler alt for lidt med folk, man er uenig med eller har en anden baggrund end en selv. Når det endelig sker, er det ofte i heftige diskussioner, der mimer politikernes skyttegravskrig og trækker fronterne unødigt hårdt op. Det bliver en kamp for at få det sidste ord – ikke for at blive klogere på, hvad hinanden mener – og ikke mindst hvorfor vi mener, som vi gør. Vi tror, der kunne komme rigtig meget godt ud af at det, hvis vi snakkede lidt mere sammen på tværs. Og det tror vi, vi er nødt til at gøre udenfor de traditionelle politiske arenaer. BORGERLYST er noget, der foregår uafhængigt og på tværs af politiske partier, foreninger og organisationer. Vi lægger vægt på at finde frem til de ting, vi faktisk kan blive enige om – og at handle konstruktivt på baggrund af dem. Bruger det bedste fra alle verdener – i nye mix og konstellationer. Møderne skaber vi både virtuelt, når http://borgerlyst.dk kommer op – og ved arrangementer, hvor man får mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det bliver blandt andet til vores årlige arrangement grundlovsaften (første gang lørdag den 5. juni 2010 fra klokken 20 på Nina Bang – Folkets Klub, VEGA. Alle er velkomne, og der er gratis entre) – men også flere gange i årets løb.

4) SPRÆKKERNE MELLEM DEN OFFENTLIGE OG DEN PRIVATE SFÆRE
Vi undrer os over, at man så ofte sidder i festligt privat lag og diskuterer de helt store emner og helikopterperspektiver – og at det så samtidig er så sjældent, man hører folkets stemmer i den offentlige debat. Her hører man næsten kun professionelle debattører, politikere og spindoktorer – og derfor bliver det hurtigt intimiderende at skulle udtale sig som privatperson, der ikke lige har argumenterne ligeså fintslebne og tallene helt så præsente som de professionelle. Men vi mener, at et velfungerende demokrati i høj grad er afhængigt af, at folkets stemmer bliver hørt – ikke kun i vox-pops og meningsmålinger. Heldigvis oplever vi, at der for tiden opstår nogle meget interessante sprækker mellem den private og den offentlige sfære. Primært drevet af Facebooks hastige opblødning af grænserne mellem vores livs mange sfærer. Kritikere af Facebook og blogs siger ofte “hvorfor skal jeg vide, hvad du og tænker lige nu – kan du ikke bare sige det til mig privat eller sende mig en mail om det?” – men her mener vi netop, at det er udtryk for en høj grad af mod og generøsitet, at man tør dele sine – ofte ufærdige og upolerede – tanker bredt med andre og invitere dem til at være med til at videreudvikle dem. I takt med, at den offentlige debat er blevet så professionaliseret, har vi mistet mange af mellemregningerne og tvivlen. Det er blevet latterliggjort at have et standpunkt til man får et nyt. Men vi mener, det er vigtigt at stå ved, at man tør tænke sig om og forbeholde sig retten til at blive klogere.  Det er svært at få lov til så længe man holder de demokratiske diskussioner indenfor de traditionelle politiske rammer på Christiansborg, rådhusene, avisernes 1.sektioner, tv-aviserne og læserbrevene. Der spiller spillerne deres eget spil, som det er svært at ændre på. Derfor har vi med BORGERLYST valgt nogle andre spillebaner. Spillebaner, hvor vi selv kan være med til at udvikle reglerne. Steder, hvor alle kan være med og på præmisser, alle kan deltage i. Det eneste, man ikke må, er faktisk at bruge Borgerlyst som en platform for traditionel politisk agitation. Fordi det lægger op til en anden form for konfronterende debat og diskussion end den, vi finder konstruktiv. Det her handler ikke om partipolitik, den må man gå andre steder hen med. BORGERLYST handler om motivationsretorik, inspiration, ideudveksling, engagement, møder med nye mennesker. Og BORGERLYST trives bedst på cafeer, til fester og middagsselskaber, når man har flækket et par flasker rødvin. Den hører til i kultursektionerne, på Facebook, på blogs og på alternative tv-kanaler, som vi selv skaber – og hvor folk får lov at tænke sig om, være i tvivl.

5) FAGLIGE SAMMENSKUDSGILDER
Mange af de traditionelle måder, man kan bidrage til samfundet på, benytter sig sjældent af vores faglige kompetencer. Enten tæller vi udelukkende kvantitativt – som stemmer, medlemmer eller antal fans i en Facebookgruppe –  eller også forventes vi at bidrage med noget, vi dybest set ikke er kvalificerede til. Andelsboligforenings- og forældrebestyrelser er jo gode måde at bidrage med sin borgerlyst på – men det er ikke altid, man føler man bidrager optimalt til sammenhængen, hvis man ikke ved noget om hverken regnskaber eller jura. Her tror vi, at der er mange, der rigtig gerne vil byde ind med nogle konkrete, faglige kvalifikationer i helt andre sammenhænge – på gode, meningsfyldte projekter, hvor man reelt føler man har bidraget til noget. Det kan være grafikeren, der hjælper med et logo. Kokken, der laver mad til et åbningsarrangementTekstforfatteren, der hjælper med formidlingen. Juristen, der hjælper med vedtægter eller rettighedsspørgsmål. Programmøren, der hjælper med hjemmesiden. Revisoren, der hjælper med regnskaberne. Man bidrager med sin spidskompetence og hjælper dermed projekterne videre, så de ikke bliver så svære og uoverskuelige for intiativtagerne at løfte selv. Og så der SKER noget – ikke bare bliver ved de gode ideer. Mulighederne for faglige sammenskudsgilder er uendelige – og er det indimellem praktiske hænder, man har brug for, er der jo heller ikke noget galt i at invitere til “arbejdsweekend”, så kontorindretningen, åbningsfesten eller større arrangementer ikke bliver uoverkommelige for den enkelte at klare. Med BORGERLYST håber vi at skabe rammerne for, at folk nemmere kan finde hinanden og udveksle kompetencer og borgerlyst på hinandens projekter.

Hvad sker der nu – og hvordan kan du være med?

I disse dage arbejder vi på højtryk på at få http://borgerlyst.dk klar. Her vil der være masser af mulighed for diskussion, inspiration fra folk, der allerede har sat borgerlystne projekter i værk, gode råd og crashcourses fra udvalgte eksperter, mulighed for at møde andet borgerlystent godtfolk både online og offline og igangsættelse af konkrete projekter, hvor man kan byde ind, når man har tid, lyst og overskud.

Hvis du er på Facebook, kan du allerede nu følge udviklingen på http://facebook.com/borgerlyst ved at trykke “like” eller “synes om” øverst på siden. Så bliver du automatisk opdateret. Hvis du ikke er på Facebook, må vi bede dig vente lidt endnu – men jeg skal selvfølgelig nok sørge for at skrive her på bloggen, så snart http://borgerlyst.dk er oppe.

I første omgang håber jeg at se dig til åbningsfest :

4 kommentarer
april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
–
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
–
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
–
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–
at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
–
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
–
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
–
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
–
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
–
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–
at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
–
At USA fik en sort præsident
–
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
–
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–
Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
–
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
–
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
–
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…
2 kommentarer
marts 1, 2010

De mentale sammenskudsgilder

I fredags var jeg til et skønt middagsselskab, som jeg synes er et tankevækkende og ekstremt inspirerende eksempel på den sociale innovation, jeg synes pibler frem for tiden. En social innovation, jeg overordnet synes, man kan kalde: “Mentale sammenskudsgilder”.

En af mine yndlings-Facebook-venner inviterede til en “Kurateret middag”. Og den sætning kræver vist mindst to forklaringer:

  1. Når jeg skriver “yndlings-Facebook-venner” er det, fordi det netop er det, hun er. Vi kender hinanden helt tilbage fra mine tidligste studieår, hvor vi havde det rigtig sjovt, både fagligt og socialt. Men nu er det reelt over 10 år siden, vi har set hinanden face-to-face. Til gengæld har vi en god og tæt Facebook-relation forstået på den måde, at vi begge er meget aktive på Facebook, og hun er sådan en af dem, der er rigtig sjov at være på Facebook med – ekstremt generøs med viden, reflektioner og links i sine statusopdateringer – og også aktiv i andres kommentarspor. Så selvom vi ikke har set hinanden, har vi i årenes løb udvekslet alle mulige tanker på kryds og tværs og altid haft fornemmelsen af, “hvor hinanden var” – været på hinandens radar.
  2. Og nu inviterede hun mig så til denne “kuraterede middag”, hvor hun havde et dusin andre kvinder, som hun kendte vidt forskellige steder fra. Nogle kendte hun fra endnu længere tilbage end mig – andre var hendes nærmeste venner eller familiemedlemmer. Men fælles for os alle sammen var, at vi var blandet på tværs af eksisterende vennekredse, madklubber og tøsegrupper – en ide, der var stærkt inspireret af Facebook, og de mange overraskende konstellationer og samtaler, der ofte opstår derinde, hvor folk fra vidt forskellige steder som aldrig har mødtes i levende live og sandsynligvis aldrig kommer til at mødes, pludselig indgår i lange diskussioner og udvekslinger i kommentartrådene.

Og den cocktail lagde simpelthen fundamentet til en vældig, vældig fin aften, hvor samtalerne fra starten fik det skønne løft, der ligger langt ud over de langmodige “hvordan går det så”-opdateringsrunder mange sociale sammenhænge ellers tit sander til i. Her kunne vi gå meget mere lige til biddet på interessante emner som kunst, politik, masser af rødvinsmarineret spas, samfundsengagement, saftige ungdomsminder, handlekraft, forskning og historier fra de varme lande. Altsammen garneret med suset af, at vi kunne tillade os dyrke helikopterperspektiverne.

Nu var det hele så ovenikøbet ledsaget af en virkelig veltilberedt middag, men det var faktisk overhovedet ikke nødvendigt. Det vigtige var oplevelsen af at være blevet blandet men nogle nye, spændende mennesker på en fuldstændig uforpligtende måde, der i meget høj grad tillod alle de tilstedeværende at være tilstede i nuet. For på en eller anden måde er det faktisk gæstens eneste forpligtelse til den slags arrangement – at være generøs med sin viden og sine perspektiver ved at deltage aktivt i samtalen: det er det væsentligste bidrag til det mentale sammenskudsgilde, der reelt er tale om.

Jeg har efterhånden været til en del variationer over det tema: man bliver inviteret til et “sammenskudsgilder”, hvor gæsterne ikke byder ind med medbragt mad – men er indbudt for at bidrage med tanker, faglighed, sangstemmer, inspiration og gode historier. Og jeg finder det lige inspirerende hver gang. Nogle gange forekommer det i form af deciderede koncepter som “fortælleklubber” og “sangaftener”, men jeg vejrer også en tendens til, at der selv til “almindelige” fødselsdagsbrunches, frokoster, middage og cocktailparties, er stadigt større villighed og åbenhed overfor at blande cirklerne og se, hvad der kommer ud af det. At det ikke længere er en helt så big deal at invitere en ny veninde med til næste års pigefødselsdag – men at man i stigende grad blander og bliver lidt modigere med at invitere relativt nye relationer med ind i privatsfæren uden, at nogen nødvendigvis skal føle sig forpligtede til at “være på fødselsdag” med hinanden resten af livet.

Og den udvikling hilsner jeg ekstremt velkommen. For det er vanvittigt inspirerende og sjovt at udvide vennekredsene, høre nye perspektiver og bevæge sig i de lidt højere luftlag, man oftere flyver op i, når man ikke kan forudsætte, at man kender alt til hinanden på forhånd, forventer bestemte reaktioner og kan referere til velkendte anekdoter. Og nu er det jo på ingen måde for at sige, at det ikke OGSÅ er skønt med de trygge, lukkede cirkler, og den initimitet, de kan skabe. Jeg elsker min familie og mine loger, madklubber, netværksgrupper og faste vennekredse. Det er bare noget helt, helt andet, de kan. De giver nærhed og mulighed for at følge op og følge med i hinandens liv på en måde, der er ekstremt vigtigt og livgivende.

Men de nye konstellationer kan noget andet. For når man indgår i dem, har man en tendens til at spidse hjernen og formuleringerne. Man opper sig lidt –  og det er sundt for de fleste af os at skulle strække os selv og vores tanker lidt oftere.

Det er ikke mere end et par år siden, at folk havde en tendens til at stagnere i deres gamle vennekredse, fordi deres travle hverdag kun tillod dem ganske få sociale arrangementer, og man derfor til enhver tid ville prioritere sine “rigtige” eller “gamle” venner over de nye. Men her har Facebook for mange os udviklet sig til en helt ufattelig guldgrube af inspiration og indsigt i andre menneskers perspektiver – hvilket på få år har åbnet og udvidet de flestes horisont markant. Og ikke mindst vendt op og ned på, hvem vi reelt har mest føling med i hverdagen. Gennem Facebook og blogosfæren har vi i stadigt stigende grad har vænnet os til at blande os i hinandens tanker og kommentarspor, selvom vi måske aldrig nogensinde har mødt hinanden – eller ikke har set hinanden fysisk i 10 år, men stadig nærer en meget stor ømhed overfor hinanden. Den interessante tendens nu her er så, at den åbenhed og sociale spontanitet tilsyneladende begynder at påvirke vores sociale mønstre off-line også. Og det synes jeg er intet mindre end fantastisk. Og håber vil føre til mange flere former for social innovation til inspiration og glæde for rigtigt mange.

Konceptet fra i fredags er egentlig ret simpelt at lade sig inspirere af. For det er ikke maden, det handler om – drinks, kaffe og kage eller købepizzaer kan sagtens gøre det. Så det kræver det reelt ikke den store forberedelse. Det vigtigste er at tage initiativet, plukke nogle sjove mennesker fra sine forskellige vennekredse og se, hvem der kan komme. Og så ellers lade det ske. Det eneste, der virkelig er vigtigt er at sørge for at lave en ordentlig introduktion til dem, du har inviteret. Giv alle gæsterne et ordentligt ord med på vejen, så de stråler af glæde over, hvor fantastisk du synes, de er, og hvor glad du derfor er for, at netop de er kommet. Det giver de andre noget at spørge ind til, så de ikke strander på “hvad laver du så” og den sædvanelige udredning af job, familie, bolig og hobbies-situation. Det er ikke de ting, der er relevante i denne sammenhæng (selvom der selvfølgelig kan hentes eksempler fra de sfærer) – her handler det netop om at diskutere alt det, man ellers ikke får bragt så meget på banen. Og det sker næsten automatisk, når man ikke kender hinanden på forhånd og bliver guidet udenom de klassiske høflighedsspørgsmål.

Det er skideskægt, sjovt og inspirerende at få lov at dele sin faglighed og de store perspektiver. Og derfor har jeg selv i høj grad ladet mig inspirere til at holde lignende kuraterede arrangementer – og jeg opfordrer alle jer derude til at gøre det samme. Livet kan kun blive sjovere af det.

4 kommentarer
november 25, 2009

Vis mig din mandarin-skræl – og jeg skal sige dig, hvem du er

 

Forleden spiste jeg mandariner med en god ven – der efter et par mandariner, kiggede undrende på min bunke af skræller, og sagde “hvor er det pudsigt, du piller dem, så de ligner blomster”. Og jeg kunne godt se, hvad han mente – om det var blomster, søstjerner, blæksprutter eller orange vingummi-mænd var svært at sige. Men han havde ret i, at de var skrællet i ét stykke, der på sin vis blev ret figurative.

Sagen var bare, at det aldrig var faldet mig ind, at man kunne pille mandariner på andre måder. Eller altså: jo, engang i mellem har jeg besluttet mig at lave en fin slange-spiral, der skulle være så tynd i skrællen som muligt – og således gjort det til et mikroprojekt. Men blomsterne fremkommer bare pr. automatik – det er aldrig noget jeg har skænket en tanke før nu. Og basalt set troede jeg sådan set – fordi jeg aldrig har tillagt det betydning at se på andres skræller – at det var sådan ALLE pillede mandariner.

Men det viste det sig jo hurtigt, det ikke var. Selvsamme ven havde en teknik, der fik skrællen til at ligne en elefant (eller med en lidt mere fri fantasi noget andet, der gjorde, at han fortalte, at han faktisk ofte valgte at knække “Snabelen” af, så det ikke skulle blive opfattet forkert). Og en af de andre gæster pillede skrællerne af i mindre stykker. Det snakkede vi altsammen lidt om – og så var den ikke længere, før jeg i går aftes igen sad og pillede mandariner og kom til at tænke på samtalen og skrev følgende opdatering på Facebook:

Nadja Pass er for nylig blevet gjort opmærksom på, at hun har en mandarin-pille-teknik, der får skrællerne til at ligne blomster. Efterlader unægtelig spørgsmålet om, hvordan mandarin-skræller ellers ser ud? Er der forskellige mandarin-skrælle-skoler? Og kan man på den baggrund sige noget om forskellige mandarin-skrælle-segmenter…

For den opdatering afstedkom det mest syrede kommentarspor, jeg til dato har set på Facebook. Og det siger efterhånden ikke så lidt. Og for nu at gøre det kort nåede vi både ret vidt omkring forskellige mere eller mindre obskøne/freudianske fortolkningsmodeller, omkring mulige konserveringsmetoder af flotte skrælformationer, mine minder fra Ghana om smukt forskrællede appelsiner på fint opstillede piedestaler og mandarinernes svar på Rorschach-testen.

Den bliver bare ved og ved med at forgrene sig. Og det er jo i sig selv sjovt at se, hvordan det ofte er de mærkeligste og mest syrede opdateringer, der får det mest interessante liv. Men det, jeg finder allermest interessant i denne forbindelse er, hvordan jeg – og øjensynligt utroligt mange andre – her pludselig fik øjnene op på en indgroet vane, man ikke var sig bevidst. Og som man derfor ikke havde tillagt betydning. Og så – pludselig – fordi nogen adresserer det, får man øjnene op en helt ny verden af vaner – og bliver sig sin egen forudindtagethed bevidst.

Det er jo FULDKOMMEN lige meget, hvordan folk piller deres mandarin – men jeg synes jo bare, at min måde er den mest “naturlige”, fordi sådan har jeg altid gjort – og jeg har aldrig tænkt på, at man kunne gøre det på andre måder. Det har jeg så fået åbnet mine øjne for nu. Men det er værd at opholde sig et øjeblik ved, hvad det er, der sker, når det går op for os, at noget, vi troede var naturligt og “den eneste måde” pludselig viser sig ikke at være det.

Sålænge man er “blind” på forskellene, er forskellene underordnede. Man ser dem ikke og er sig ikke bevidst, at der er noget særligt at bide mærke i. Men når først man er blevet sig forskellene bevidst, kan man vælge at reagere på to måder:

1) Man kan enten gå i panik og afvise alle de andres måder som unaturlige. Og så vidt muligt prøve at tvinge sin egen måde igennem som den mest rigtige.

2) Eller man kan sige “hold da op, hvor havde jeg et indskrænket syn på det her tidligere”. Og når andre hævder deres måde er den naturlige, svarer det præcis, hvad jeg selv lige gjorde og troede. Intet er mere naturligt end andet – det er bare forskellige måder at gøre det på. Og der skal være plads til hele. Sålænge de andre accepterer og repeskterer min mandarin-skræl, accepterer og respekterer jeg også deres skræller.

Og nu er mandarinskrællen jo kun et lille bitte og ligegyldigt eksempel – men det er dog et eksempel på noget, vi støder på konstant i vores hverdag. For det åbner unægtelig for en masse overvejelser om alle de andre vaner, vi går og har helt ubevidst – og hvor vi bare synes, andre er for mærkelige, fordi de ikke gør tingene på den måde, vi finder naturlige. Det er fuldstændig ligegyldigt, når det kommer til mandariner – men hvor kunne det være sundt, hvis vi på samme måde blev os lidt mere bevidste om vores indgroede vaner, når det gælder andre spisevaner, traditioner, religioner og tilgange til tilværelsen. Og huskede at vælge “Reaktion 2 = åbenhed og forståelse overfor de andres mandarin-skrælle-metoder”, hver gang vores øjne blev åbnet overfor nye måder at gøre tingene på.

 

 

12 kommentarer
november 5, 2009

Overskud på dåse

Reflection

For nogle år siden husede Dansk Design Center en ret tankevækkende udstilling – et “supermarked”, hvor alle varerne på hylderne var hyper-minimalistisk designede dåser og mælkekartoner fyldt med “varm luft” i form af alt fra “holistic thinking”, “time alone”, “compassion” til “sustainable visions”. Dette supermarked hed Flow Market og var udstyret med sloganet “Next generation luxury” – ud fra devisen om, at når alle har råd til at købe alt, hvad de ønsker sig af Rolex-ure, firhjulstrækkere og fladskærme, bliver de virkelige statussymboler ting som tid, sindsro, overskud og medfølelse.

Jeg har ikke skænket Flow Market mange tanker de seneste år. Tror faktisk, at sidste gang, det var helt præsent for mig, var da jeg sammen med den norske forfatter Jan Kjærstad var på micro-turne med samtalesaloner om dannelse og jeg anbefalede ham at gå derhen i forlængelse af en eller anden stærkt inspireret samtale vi havde haft undervejs og han begejstret vendte tilbage med en kvart liter et-eller-andet-overskuds-begreb og brugte det som omdrejningspunkt i den samtalesalon vi holdt samme aften. Men jeg husker, at jeg dengang var sådan cirka lige så begejstret for det motivationsretoriske installationskoncept, som jeg for tiden er for her-må-du-gerne-skiltene.

Og i formiddags kom jeg så i tanke om Flow Market igen. For jeg kom til at slynge begrebet “overskud på dåse” midt i en af to meget fantastiske kommentar-tråde på Facebook, jeg har deltaget i de sidste par dage og som begge har handlet om at støtte, udvikle, inspirere og glæde hinanden gennem Facebook (og andre sociale medier). For selvom Flow Market og deres produktportefølje selvfølgelig blev undfanget i en præ-finanskrise-tid, er det stadig i høj grad relevant og interessant, at det er netop overskud, indlevelse, medfølelse, indsigt og tid til reflexion, vi ofte savner eller trænger til i hverdagen – og derfor bliver særligt glade for at få foræret af hinanden.

Realiteten er jo så bare, vi ofte er fysisk begrænsede af at sidde langt fra hinanden, og ikke lige kunne give det knus, vi ved er tiltrængt; den skulder, det kunne være rart at græde ud ved; det medfølende blik, der beviser, at vi lytter aktivt; det nærvær, vi ofte savner. Og at det kan være svært at pakketere netop det på dåse og få givet dem til hinanden pr. langdistance.

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi kan overføre overskud til hinanden midt i vores travle hverdage, hvor vi fysisk sidder langt fra hinanden. Og i virkeligheden er det en af de mest væsentlige årsager til, at jeg sætter så pris på de sociale medier. For her oplever jeg generelt en ekstremt høj graf af generøsitet. Dels fra dem, der selv blogger, statusopdaterer, billeddeler eller videoblogger. Men også i høj grad fra dem, der kommenterer og bidrager med deres egne perspektiver, ideer og erfaringer. Det er virkelig et praktisk eksempel på, at det man sender ud i verden vender tifold tilbage. Det kan selvfølgelig også ske med præcis det modsatte fortegn – hvis der er dårlig stemning på en blog eller man konstant brokker sig, afføder det generelt også hadefulde kommentarer og brok – men det er generelt virkelig dejligt at se, at der generelt er enormt “god tone” og generøse tilgange til hinanden på de blogs, hvor bloggeren selv skriver i en god tone og deler generøst ud. Og det gode er, at det i de bedste tilfælde ikke lader sig fysisk begrænse af afstande.

For når det foregår gennem de sociale medier, koster det ikke dyrt i porto at sende overskud på dåse til hinanden.

 

4 kommentarer
oktober 21, 2009

Rapport fra de første par døgn på GoogleWave

For et par dage siden kom jeg på GoogleWave – Googles nye påhit, der er proklameret til at skulle blive en blanding af emailens genfødsel og et kollaborativt skrive/samarbejds-værktøj. Det er stadig i “preview/beta”; man kan kun komme på, hvis man er så heldig at få tiltusket sig en invitation fra nogle af dem, der allerede er derinde; der mangler stadig en del finpudsning både på teknikken og brugervenligheden – og jeg er først selv liiiiige akkurat kommet på og har kun gjort mig mine allerførste erfaringer. Så det er virkelig en rapport fra det yderste klondike, hvor jeg endnu ikke selv føler mig på sikker grund – men ikke desto mindre alligevel lige vil prøve at nedfælde mine umiddelbare tanker og indtryk – om ikke andet, så fordi jeg ved, de bliver sjove at grine af om nogle år…

Grundlæggende har vi at gøre med brugergrænseflade, der ser sådan her ud:

Screendump Wave

  • I venstre side diverse indstillinger og lister over de kontaktpersoner, jeg kan trække ind i mine forskellige waves.
  • I midten oversigten over de waves, jeg er en del af.
  • I højre side den wave, jeg aktuelt bidrager til med det fulde flow af alt det, alle har skrevet og bidraget med.

Pointen er så, at man kan starte en ny wave om hvad som helst, man tror andre ville kunne bidrage positivt til. Og det kan i princippet være alt – her er blot te par oplagte eksempler:

  • slut med at sende endeløse dokumenter frem og tilbage med rettelser, der går “lost in transition” og forvirring om, hvilken version, der er final og hvilken, der er final-final. Nu kan alle bare samarbejde om det samme dokument og redigere videre i hinandens rettelser, indtil det er på plads.
  • slut med tabte brainstormingideer – nu kan det hele foregå på bølgerne, der ligger gemt og kan videreudvikles i det uendelige, hvis man har lyst. Og hvor hvert punkt, der fortjener at blive udfoldet kan skabe grundlaget for en ny bølge.
  • slut med mailstorm omkring at aftale mødetidspunkter for større netværksgrupper – nu kan man bare starte en wave, hvor alle kan give deres synspunkter til kende.
  • slut med at rende fra herodes til pilatus for at opsøge eksperter om dette og hint – nu kan man bare trække dem ind i bølgen – og så kan bidrage der, hvor det giver mening.

Man kan have små intime bølger, hvor man kun arbejder sammen to og to – eller man kan invitere alle sine kontakter med ind i processen – ligesom de så kan invitere alle deres kontakter med ind så der tilsidst opstår en tsunami af potentielle bidragsydere.

Så langt så godt. Ideen er genialt godt set – og behovet presserende. E-mailen har længe forekommet antikveret – og behovet for nye kollaborative værktøjer bliver stadigt større. Men hvad skete der, da jeg endelig kom indenfor i folden? Jeg kunne overhovedet (som i OVERHOVEDET) ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme igang. For jeg kunne i første omgang ikke finde andre end mig selv og ham der inviterede mig derinde. Og han er et hit, det er slet ikke det, men pointen er jo lissom, at det skal boble af liv. Og det gjorde det ikke. Jeg ved, at jeg har mange “venner” derinde, fordi jeg kender så mange af de sociale mediefrontløbere, at de for længst har boblet rundt inde på bølgen. Men jeg kunne ikke søge efter dem og når jeg fandt nye venner kunne jeg ikke – som på FB og Twitter – se, hvem de var venner med eller fulgte og finde flere venner ad den vej. Jeg skulle vide hvem der var på OG kende deres Gmail/GoogleWave-adresse for at finde dem. Og det var unægtelig lidt tungt…

Der lå egentlig nogle fine velkomstmails med pædagogiske videoer derinde, men der var ikke så meget sjov ved det, når nu jeg ikke havde nogen at lege med derinde.

Så gjorde jeg det eneste, man kan gøre i den situation i disse sociale medietider – jeg klagede min nød på Facebook og Twitter og bad folk om at finde mig i stedet, når nu jeg var sådan en kegle til at gennemskue, hvordan jeg skulle finde dem. Og SÅ kom der gang i sagerne. Flere forskellige henvendte sig – og én påtog sig simpelthen at luksus-live-coache mig ved dels at svare tålmodigt på alle mine dumme spørgsmål og dels at trække en masse andre ind i samtalen, så jeg både fik deres kontaktdata – og lejlighed til at høre forskellige erfaringer på kryds og tværs.

Og så blev det sjovt. For så kunne jeg virkelig se bare et par af de ting, bølgen kan. Her er et par pluk:

  • Alle der er inviteret med i den enkelte bølge kan kommentere på alt hvorsomhelst og nårsomhelst. Det vil sige, at man kan slå ned det specifikke sted i bølgen, man synes er mest interessant og starte en ny tråd derfra – uden at behøve at forholde sig alt det, der sker i resten af bølgen. Det vil sige, at en enkelt bølge kan forgrene sig i en uendelighed, og vi for alvor gør op med teksters kronologi og afrundede forløb og i stedet giver plads til masser af rekursivitet, intertekstulitet, links og forgreninger. Og i brainstormingsammenhæng giver det pludselig mulighed for, at ideer, der måske umiddelbart eller ville være blive skudt ned, får lov at leve videre og blive foldet ud til de er bæredygtige.
  • Man kan live følge med i, hvad de andre skriver og tast for tast følge deres formuleringer bliver til. Det er måske nok på den mere nørdede side at trippe over det. Men hvis man interesserer sig for skriveprocesser er det helt utroligt interessant at se, hvordan de enkelte personer tanke/skrive-proces foregår. Vi ved jo godt på forhånd, at alles skriveprocesser er forskellige – men når den færdige tekst foreligger er det meget sjældent, man kan genkalde sig tilblivelsesprocessen særligt præcist. Her kan man følge tast for tast, hvordan tankerne bliver udfoldet, spidset, nuanceret, droppet og præciseret undervejs. Men det understreger også en af de ting, jeg ofte tænker over med de sociale medier, når vi ellers hylder de demokratiske aspekter og lave entry-barriers – hvis det skal være rigtig sjovt, skal man være i stand til at skrive særdeles hurtigt på sit tastatur – og selvom der både er kommet billede-og-video-muligheder til i tidens løb, er det stadig en markant frasortering af dem, der ikke behersker sproget (eller bare tastaturet) så godt.
  • Man kan gå ind og medredigere de andres kommentarer. Så står der ud for kommentaren, hvem der har bidraget til den – men man kan ikke se, hvem der har skrevet hvad. MEGA-grænseoverskridende i første omgang, fordi man pludselig lægger navn til noget, man ikke ved hvad ender med at indeholde og tanken om forfatter-jeget endegyldigt opløses – men også virkelig frækt/godt tænkt, hvis formålet er at sprænge tanken om den ensomme skribents monopol på teksten – og tage kollaborationen alvorligt.
  • Der er selvfølgelig integreret en masse smarte features, så man direkte fra bølgen kan google sig klogere på de ting, man skriver om, integrere fotos fra Google Images og plotte de steder, man skriver om direkte ind på Google Maps. Der er afstemninger og alt muligt andet godt, der smidiggør og levendegør tekstfelterne.

Indtil nu har mine oplevelser på Wave især været præget af eksperimenteren og lidt chat-agtigt i formen, fordi det mest af alt har handlet om at undersøge mulighederne. Men hvis det for alvor skal blive interessant, tror jeg, det gælder om at finde nogle konkrete ting at “wave” omkring. Lidt på samme måde som folk bidrog så aktivt til (og ja, jeg ER glad for at se bølgebegrebet bølge videre ud i verden) på http://shareabrainwave.net fordi rammen var stram og temaet givet på forhånd. Jeg tror, det er vigtigt, at der er et formål med det hele, så det ikke bare bliver at wave for wavens skyld. Lidt ligesom hverken blogs, facebook-opdateringer eller twitter i sig selv er interessante, hvis man ikke har noget på hjerte og ikke er oprigtigt interesseret i, hvad andre tænker. Men potentialet er kolossalt. Og jeg har nu i første omgang forsøgt mig med at sætte en “Københavnernes guide til København” igang, hvor jeg tænker, at man kunne wave om sine egne historier med forskellige steder i byen. Stadig kun på det absolutte forsøgsstadium – men pludselig så den bølge jeg startede så sådan her ud:

Københavnerguide

Der er absolut intet sket på den bølge endnu (selvom jeg startede den i går aftes, helt ærligt, hvor langsomme kan folk være – eller hvor utålmodig kan jeg være … :-) og muligvis egner netop denne ide sig bedre til en gruppeblog. Men det er sjovt at tænke i den slags rammer for nye bølger.

Jeg glæder mig afsindigt til mange af mine medretorikere kommer med på bølgen – for så skal man lige se os genopfinde begreber som inventio, kollaborative og rekursive skriveprocesser og elocutio-øvelser.

Jeg glæder mig til flere af mine venner, bekendte og netværksgrupper kommer på, for så skal man lige se os smidiggøre vores aftaler.

Jeg glæder mig til at flere af mine samarbejdspartnere kommer på, for så skal man lige se os slippe for at sende dokumenter på kryds og tværs af hinanden.

Jeg glæder mig til at høre fra alle jer derude, hvordan I oplever og bruger bølgen, når først  I kommer på. Jeg er ikke særlig meget i tvivl om, at det med lynfart vil ændre mange af vores fællesskaber.

Og jeg glæder mig til at genlæse dette blogpost om et par uger, måneder, år og grine af mig selv og min egen famlende forvirring overfor noget, jeg er sikker på vil være det naturligste i verden til den tid.

Og selvfølgelig OBSOBSOBS – hvis du er derinde, må du meget gerne vinke til mig på nadjapass@googlewave.com.

15 kommentarer
september 24, 2009

Twitter og Facebook-opdateringer som daglig skriveøvelse

Igår havde jeg fornøjelsen af at være på en helaftens cykel-tour-de-copenhagen sammen med min ven Thomas Madsen-Mygdal og Susan Orlean – stjerneskribenten fra The New Yorker, der blandt meget andet har forfatter Orkidétyven. (bogen bag den fantastiske film, hvor Nicolas Cage spiller tvillingebrødre med skriveblokering og Meryl Streep spiller rollen som Susan Orlean selv: den nysgerrige midaldrende journalist, der bliver voldsomt fascineret af en bums af en orkidétyv).

Selve aftenens forløb er i virkeligheden i sig selv en historie værd, fordi det skabte en helt særlig stemning, at hun sprang ind og ud af Mygdals ladcykel, mens vi cruisede gennem Nørrebros og Vesterbros lyksaligheder – og vendte diverse verdenssituationer undervejs og over et par øl og lidt middag. Men lige nu fortæller jeg jer det egentlig mest af alt, fordi over middagen spidsformulerede nogle ting om Twitter, der passede rigtig godt ind i en masse tanker, jeg selv har gået og gjort mig. Men de blev særligt interessante i går aftes, fordi de kom fra en så på alle måder moden skribent som hende – der trods alt er skolet og har excelleret i et helt andet paradigme.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at undertegnede stadig ikke er kommet sådan rigtig godt igang med at Twitte, så når jeg skriver følgende kan man i lige så høj grad læse “Facebook” som “Twitter” – og det er så her, jeg godt ved, at der vil komme et ramaskrig fra nogen, fordi man overhovedet ikke kan sammenligne Twitter og Facebook-updates, men det tillader jeg mig altså lige alligevel at gøre, fordi jeg tror poiten så får relevans for flere.

For det interessante var, at hun i ekstremt høj grad havde integreret Twitter i sin dagligdag. Både når det gælder om at øge sine chancer i tilfældighedernes spil – på samme måde som jeg for nylig har beskrevet, at man kan gøre gennem Facebook. Og som skriveøvelse.

Når det gjaldt tilfældighedernes spil, kom det for eksempel til udtryk i følgende former:

  • Det var Twitters skyld, at vi tre overhovedet sad der sammen og drak øl. (hele aftalen var kommet i stand, fordi hun er meget aktiv på Twitter, og havde spurgt “folk”, hvem der var de mest interessante danskere i den sfære, hvorefter Mygdal temmelig naturligt var endt øverst på listen – jeg fik bare lov at komme med som det tredje hjul på to hjul).
  • Hun havde tydeligt brugt Twitter til at foretage meget af sin research omkring, hvor det ville være spændende at tage hen, og hvad der var værd at se.
  • Hun var meget eksplicit omkring, hvordan Twitter hjalp hende til at vedligeholde sin store fanskare i de lange perioder mellem bøgerne. Og “møde” sine fans løbende i en tid, hvor store forfattere stadigt sjældnere tager på “book-signing-tours”.

Og når det gjaldt skriveøvelserne, var det tydeligt, at hun fandt daglig inspiration i at skulle spidsformulere sine pointer på 140 enheder – og at selv hun kunne mærke, hvordan hendes tanker og tekster blev strammere på den gode måde af den udfordring. Og hvordan hun i øvrigt fik en masse inspiration af at interagere med sine mange fans.

Og det passer rigtig godt i tråd med 3 forskellige iagttagelser jeg har gjort mig i forbindelse med Twitter/Statusopdateringer som moderne bud på de klassiske progymnasta (skriveøvelser). Og mødet med Susan Orlean igår blev måske mest af alt lejligheden til lige at få sat mig ned og blogget om det. Jeg ser i hvert fald tre mega-interessante aspekter:

1) Frekvens og gearing. Jeg har selv oplevet, at først bloggen og siden Facebook og Twitter har hjulpet mig til at udleve princippet om “Never a day without a line“. Folk spørger mig meget ofte, hvordan jeg finder tid til at opdatere min Facebook-status så ofte. Og mit svar er altid, at det faktisk GIVER mig mere tid at gøre det. Dels fordi det – ligesom i Susan Orleans tilfælde – hjælper mig til at klare en masse praktiske ting og spørgsmål, der ellers ville have taget mig lang tid meget hurtigt. Dels fordi det er en (eller mange) daglige små-skriveøvelser, der gør, at jeg hele tiden tænker i tekst. Det holder mig simpelthen vågen, og – nå ja, kreativ – at jeg hele tiden forsøger (nogle gange mere vellykket end andre) at spidspointere mine tanker. Uanset om jeg så ender med at offentliggøre dem eller ej. Og det gør, at jeg hele tiden er i gear til også hurtigt at producere andre tanker og tekster. Så det handler om gearing.

2) Inspiration og fællesskab. Men det handler også om at få foldet sine tanker ud. For mig er det ikke et succeskriterium, om folk tilkendegiver, at de kan lide med opdateringer eller kommenterer på dem. Men det kan blive helt fantastisk inspirerende, når de gør det. Her er et lille eksempel fra forleden:

Nadja Pass

Nadja Pass svupper.

Og hendes indre nørd glæder sig selvfølgelig samtidig over således at lade et af det danske sprogs mest rammende onomatopoietika komme til sin ret.

AAA: onomatopoietika?

BBB: Og hvis der er noget, vi sætter pris på i Fam. BBB, så er det et godt onomatopoetika. Jeg vil straks bringe det videre til den glade samler.

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – Onomatopoietikon = Lydefterlignende ord. Et ord, der lyder ligesom det, det er. Så når man siger “svupper” hører man ligesom lyden af det, en svupper kan for sit indre øre. @ Fru BBB – Jeg tænkte faktisk på CE, mens jeg svuppede. Tror han er den første 10-årige, jeg har mødt, der uopfordret og fejlfrit brugte ordet onomatopoietikon – og uimponeret svarede “det har jeg da kendt i årevis”, da jeg konfronterede ham med det. That’s my boy :-)

AAA: jeg har, uden helt at være klar over det, manglet et ord for lige præcis dét (seriøst!). hvis bare jeg kunne alle stavelserne i rigtig rækkefølge…

Nadja Pass

Nadja Pass @ AAA – hvor sjovt. og så bliver jeg jo helt nysgerrig efter, hvad du skal bruge det til (fordi jeg altid bliver så inspireret af alle de måder, du twister tankerne på).
Stavelserne falder faktisk på plads for de fleste, når bare man har sagt det tilstrækkeligt mange gange. Men ellers kan også bruge det gode danske “lydord” eller “lydefterlignende ord”.
CCC: Så dette er onomatopoesi?: “svup, slask, smask – fru sjask har fået ny vask – med indbygget plads til plask”

Nadja Pass

Nadja Pass @ CCC – fantastisk, du er en natural born onomatopoet :-)
DDD: Jeg er rigtigt, rigtigt nysgerrig efter hvilken lyd onomatopoetikon skal efterligne!

Nadja Pass

Nadja Pass @ DDD – ha, spot on. Men det er jo et ekstremt lydligt ord i sig selv – sjovt at sige. Vi kunne jo håbe, at vores multi-klassisk-filologiske ven kan udrede lidt af svaret.
DDD: Det må han kunne! Når han ikke lige er ude at løbe.
EEE: Har lige et ophold mellem løbeturene – ordet er et herligt ord for en klassisk logopat. Ordet betyder noget i retning af ‘at skabe et navn/ ord’, sammensat af ‘onoma’ som betyder navn (og etymologisk er samme ord som navn), og en afledning af ‘poiein’ som betyder ‘at gøre’, en rod som vi bl.a. kender fra ordet poesi/ poet, som altså betyder noget med at skabe/ ‘være kreativ’.

Ah, nu har jeg det meget bedre.

Nadja Pass

Nadja Pass: @ DDD – se så, hvad vores ven fra metroen straks kunne byde ind med.
@ EEE – super, tusind tak. Altid skønt at have sande eksperter med på sidelinjen. I øvrigt også tankevækkende, at poiein grundlæggende handler om at “gøre” = med skabe og være kreativ. Svarer meget godt til det, man siger om kunstnere/forfattere: at 5 % reelt handler om talent – resten er et spørgsmål om slid og at få det gjort. Jeg synes ofte, det er tankevækkende at grave sig frem til ordenes helt oprindelige rod, og se de helt oprindelige betydninger. Min yndlings i den forbindelse er stadig ruach = både sjæl og storm. Så kan man så tygge lidt på den.
EEE: Ja, rimelig God damned interessant at man på adskillige sprog kan se en betydnings overgang fra ‘ånde’ til ‘ånd’, altså både på hebraisk som du nævner, arabisk (nafs, tanaffas) latin (spiritus) dansk (ånd, ånde) og sikkert en masse flere.
De kan være inspireret (pun intended) af hinanden, eller er måske uafhængigt opstået og fortæller måske noget om hvilke billeder man har tænkt i oprindelig når man har tænkt på ånd.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – Således heller ikke noget tilfælde, at vi har en forestilling om, at sjælen forlader kroppe, når vi udånder. Meget interessant at det går igen på tværs af sprogene – og dermed også religionerne.
Nadja Pass
Nadja Pass @ EEE – fatter først nu dybden i din “pun”. Very nice.
DDD: Er det derfor man får dårlig ånde af spiritus?
(doink, der landede vi lige nede på jorden igen)
Nadja Pass
Nadja Pass @ DDD – slet ikke. Godt spunnet og punnet :-) Og i øvrigt er de mest spændende svæveture jo dem, der veksler i altitude.
Denne dialog udviklede sig over meget få timer – og tog i sagens natur kun ganske få øjeblikke for mig – og de andre – ligge at klikke forbi, når vi alligevel var på FB og det røde “notifikations-skilt” lyste. Men det formåede at reaktivere nogle gamle, henglemte tanker hos mig og ikke mindst give mig nogle ekstra, uventede insights i forhold til, at det med ånd og ånde gik igen på mange flere sprog, end jeg var klar over. En dygtig kunstner, fik ord på noget, hun ikke kendte til i forvejen, en 10-årig fik et nyt onomatopoietikon til samlingen, en hverdags-onomatopoet fik sin debut, en klassisk filolog fik lejlighed til at ventilere sin viden – og vi havde det allesammen sjovt under vejs – og blev givetvis alle sammen inspirerede. Det krævede stort set ingenting af nogen – men den samlede mængde blev omfangsrig.
3) Test af eksperimenter. Når man eksperimenterer så meget som jeg gør med FB-opdateringer (altså leger med mange forskellige genrer, sfærer og formuleringer) bliver den enkelte opdatering i sig selv mindre vigtig – og man kan godt leve med, at nogle ikke fungerer ligeså godt som andre. Hvis man derimod opdaterer meget sjældent, kommer den enkelte opdatering ofte til at larme meget mere. Og derfor skal den også helst være god, hvilket afføder noget af den præstationsangst, der straks dødføder den spændstige opdatering. Men hvis man tør eksperimentere, er rummeligheden stor – og kreativiteten derude er spirende. For eksempel synes jeg, det er så sjovt, at ITU-forskeren Lisbeth Klastrup lige er gået igang med et allitterationseksperiment, hvor hun hver dag helliger sin update til et bogstav. Indtil nu har det været:

anticipates alphabetical anarchy! (after A another alliteration!)

beholds brittle burning beeches bearing belaboured bulletins, boding blackness

craves consequence, climate-calculated consequence, contemplating changes coming closer

Således er hun igang med at skabe sig en meget fin lille alitterær og dog meget litterær Facebook-ABC. Og for andres vedkommende afprøver de, hvor langt de kan gå i forhold til allussioner og samfundets fællesgods – eller i provokationer. Tilsammen bliver det et sted, hvor vi forhandler de nye grænser – og sprænger rammerne for, hvordan man tidligere interagerede.

***

Og her er vi tilbage ved Susan Orlean, der forgæves forsøgte at få sin mand til at Twitte og listede alle argumenterne op for to tilhørere, der for længst var overbeviste, men som ikke desto mindre labbede det, hun sagde, i sig. For konklusionen på det hele var – jo mere man deltager og jo mere generøs man er, jo mere får man igen. Og jo mere man vænner sig til dagligt at deltage og give – jo større er sandsynligheden for, at vi dagligt kan udvikle noget nyt. Sammen, selvom vi fysisk sidder hver for sig.

.

2 kommentarer
april 1, 2009

Ingen stemmeurner til næste folketingsvalg – vi skal stemme på Facebook

Jeg har lige hørt i radioen, at vi ikke længere skal benytte de traditionelle valgsteder med stemmebokse og stemmeurner til næste folketingsvalg.  I dag forventes Folketinget nemlig at beslutte, at vi fremover skal afgive vores stemmer over Facebook.  Og det syntes jeg jo lød interessant, da jeg længe har interesseret mig for Facebooks demokratiske aspekter, og synes, det er meget interessant, hvordan politikerne finder nye kommunikationsformer på blogs, Facebook og Twittertinget.

Det her må siges at være et markant nyt skridt i retningen af det digitaliserede demokrati – og derfor kan det ikke andet end at vække min nysgerrighed og trang til at dele det med jer og høre, hvad I synes om dagen. Så her er, hvad jeg foreløbig har kunnet opsnuse om sagen og kan gengive fra hukommelsen fra radioindslaget:

Behov for nytænkning af valghandlingen
Talsmanden fra Folketinget forklarede noget i retning af: “Vi har i flere år søgt et alternativ til de traditionelle valgsteder, hvor der ofte opstår lange køer i de sidste timer inden valgstedere lukker. Samtidig er mange skoler nødt til at holde lukket på valgdagen og det er meget omkostningsfuldt med de mange brevstemmer, udsendingen af valgkort og koordinering af alle de valgtilforordede. Derfor har vi kigget os om efter et digitalt alternativ.”

Kommunalvalget i november bliver ifølge talsmanden det sidste valg i Danmark, der kommer til foregå som vi kender det med stemmebokse og stemmeurner. For Facebook henvendte sig for nylig til Folketinget med et tilbud, de ikke kunne afslå: At Danmark skulle være testland på deres nye valgkoncept og til gengæld ville få hele systemet gratis stillet til rådighed i en periode på 30 år.

Stolte traditioner som foregangsland for demokrati og digitalisering
“Det vil ikke alene betyde massive besparelser for statskassen, det vil også fastholde Danmarks position som demokratisk og teknologisk foregangsland” forklarer Folketingets talsmand og pointerer desuden, at man forventer langt højere stemmeprocenter ved hjælp af det nye valgkoncept: “Mange sofavælgere er i forvejen på Facebook, så vi forventer, at det vil være meget nemmere for dem at stemme via Facebook end ved at begive sig hen til de gamle valgsteder.” 

Danmark oplagt testland for Facebook-koncept
En talsmand fra Facebooks hovedkvarter i Palo Alto, Californien, udtalte desuden: “Danmark er det oplagte testland for vores nye koncept – Digital Democracy. Ingen andre lande har så høj penetration af Facebookbrugere som Danmark, størrelsen er perfekt som testland og samtidig er det verdens ældste demokrati, hvor vi kan være sikre på, at der er styr på tingene. Derfor henvendte vi os til Folketinget for at høre, om Danmark ville være testland.”

Men selvom Danmark har verdensrekord i Facebook-penetration, er der trods alt stadig mange, der ikke er på Facebook – og Folketingets talsmand blev derfor selvfølgelig spurgt, hvordan dem, der ikke er på Facebook skal kunne gøre deres borgerpligt. Han forklarede: “Der er tale om en applikation, der fungerer både på pc, mac og de fleste mobiltelefoner – og det er meget enkelt at benytte. Derfor vil langt de fleste danskere have mulighed for at stemme via Facebook på deres eksisterende apparater og uden at have særlige It-forudsætninger. Hvis man ikke har lyst til at tilmelde sig Facebook af principielle årsager, kan man som en overgangsordning få besøg af en valgtilforordnet med et særligt apparat, hvorpå man kan afgive sin stemme. Der vil blive mange valgtilforordnede til overs, når de traditionelle valgsteder lukker – og de vil som en overgangsordning tage rundt til ældre mennesker og dem, der ikke vil tilmelde sig Facebook af principielle årsager. Vi forventer dog, at der kun vil være tale om en overgangsordning, for inden for et par år forventer vi, at stort set alle danskere er kommet på Facebook.

Kan overflødiggøre valgobservatører
Baggrunden for, at Facebook har udviklet det nye stemmesystem er, at der blandt andet i USA har været store problemer med stemmesystemerne ved de seneste præsidentvalg. Samtidig er der store problemer i mange udviklingslande, hvor det hidtil har været nødvendigt at sende valgobservatører ud for at sikre, at alt gik rigtigt for sig. I de senere år er mobiltelefoner blevet meget udbredte i udviklingslandene, hvor begrebet “flashing” (opkald, der er så lynhurtige, at man ikke skal betale penge for taletidsminutterne, men alligevel kan se, at folk har ringet) har gjort det let at komme i kontakt med familie og venner, selvom infrastrukturen og de fysiske telefonlinjer stadig er dårlig. Ved hjælp af mobiltelefonerne kan vælgerne i de fjerneste afkroge nu også afgive deres stemme sikkert. Hvis Facebooks nye applikation efter testen i Danmark viser sig at fungere efter hensigten er det meningen, at FN og verdensbanken i fællesskab vil stille systemet til rådighed for udviklingslandene. Selvom man umiddelbart kan stille spørgsmålstegn ved sikkerheden i valghandlingerne på Facebook, skulle det ifølge eksperterne være et langt sikrere system end de eksisterende systemer – også dem vi i dag benytter i Danmark, hvor der trods fintællinger kan opstå mindre optællingsproblemer.

Forventes vedtaget ved hasteafstemning her til morgen
På grund af de omfattende rygter om Anders Fogh Rasmussens NATO-post, forventes der et relativt snarligt folketingsvalg, og det var derfor vigtigt for Folketinget at få den nye lov på plads inden statsministerens eventuelle afgang. Den forventes lovforslaget at blive hastet igennem ved en ekstraordinær afstemning i dag, den 1. april 2009.

6 kommentarer
marts 28, 2009

Mikro-litteratur

Tjek lige  Twistori  – et automatisk aggregeret værk, der udelukkende består af Twitter-updates sorteret efter brugernes ordvalg.

(så så man lige mig blogge Twitter-staccato-kort :-)

%d bloggers like this: