Nadja Pass

Kategori: Erhvervskvinders ambitioner

marts 4, 2011

Ledelse og samarbejde i den sociale tidsalder

Forleden faldt jeg over denne interessante artikel, hvor den amerikanske ledelsesforsker Josh Bernoff bliver interviewet om sin nye bog, Empowered.

I store træk handler artiklen om, hvordan – og det er der jo ikke i sig selv så meget nyt i – de sociale medier påvirker de traditionelle ledelseshierarkier, fordi virksomhederne ikke længere selv kan kontrollere, hvad der bliver sagt og skrevet om dem og hvor og hvornår det foregår. Og at medarbejdere på alle niveauer derfor skal være “empowered” til at kunne handle selv. Hurtigt.

Og Bernoff introducerer derfor – og DET er tilgengæld virkelig interessant – begrebet HERO’es – Highly Empowered and Resourceful Operatives. Det er i hans optik “handlekraftige og opfindsomme medarbejdere, der selvstændigt betjener kunderne via sociale medier” – og virksomhedernes primære udfordring i fremtiden bliver ifølge Bernoff at skabe arbejdspladser og organisationer, der giver disse HERO’s optimale muligheder for at udføre deres arbejde.

Illustration fra artiklen

Umiddelbart lyder Bernoffs anbefalinger ret banale – i stil med: “Sæt medarbejderne fri og hjælp dem i stedet med at bedømme, styre og mindske de risici, som er knyttet til deres projekter. Stol på, at du har intelligente medarbejdere” og på overskriftniveau:

1) Ideer fra HEROes skal gøres synlige og anerkendes.
2) Folk skal være lette at få øje på.
3) Relationerne går på tværs af afdelinger.
4) Medarbejderne taler med kunderne.
5) Interne og eksterne IT-systemer virker parallelt.
6) IT-afdelingen og de forskellige forretningsområder støtter hinanden.

Men ligeså banalt det lyder, ligeså svært ved vi jo også allesammen godt, at det for samtlige punkters vedkommende generelt er lige det modsatte, der gennemsyrer dagligdagen på de fleste større arbejdspladser. Også i store danske virksomheder, selvom den danske virksomhedskultur typisk går for at være væsentligt mere antiautoritær end den amerikanske kontekst Bernoffs bog er skrevet på baggrund af. Og selvom der i stadigt stigende grad er kommet fokus på selvledelse, hvilket der for tiden forskes intensivt og superinteressant i på CBS under overskriften Ledelse af selvledelse.

For selvom det lyder banalt at sætte medarbejdere fri til at byde ind med det bedste de kan, ligger det ret langt fra den hverdag, jeg generelt får indblik i som selvstændig konsulent i mange forskellige virksomheder og organisationer. Og ikke mindst har fået et grundigt indblik i gennem de store eksplorative/kvalitative undersøgelser af erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, jeg laver for Protocol og Beskæftigelsesministeriet.

Her er for eksempel tre nedslag i nogle ret faste mønstre, der går stik imod HERO-tankegangen:

  1. Alt for mange organisationer taber et kæmpe innovationspotentiale på gulvet, fordi de ikke er gearet til at opfange medarbejdernes gode ideer og handle relativt spontant på dem. De fleste værdifulde ideer og indsigter drukner i mellemlederlagets bufferzone mellem topledelsen og de medarbejdere, der sidder med kundesamtalerne i ørerne og fingrene nede i materien. Hvis de gode ideer trænger opad i organisationen, tager mellemlederne lidt for ofte æren for dem i stedet for at hylde og synliggøre de HERO’s, der fødte dem.
  2. Ofte bliver ideerne fuldstændigt udvandede på deres vej mod toppen, fordi alle mellemlederne undervejs har fjernet hver deres lille potentielt kontroversielle element, inden de præsenterede den opad i systemet, at de har mistet al kant, sprødhed og innovationspotentiale. Der er ikke bare koldt – der er også ret hurtigt temmelig kedeligt på toppen…
  3. Alt for ofte er der krig – eller i hvert fald markant manglende forståelse af hinandens berettigelse – mellem afdelingerne, så man modarbejder hinanden snarere end at pulje ekspertiserne og indsigterne. Det tilfører processen en ekstra træghed, der er meget lidt befordrende for HERO-adfærden. Man risikerer at blive træt ved tanken, inden man så meget som orker at byde ind med en ny ide. Endsige handle på den med det samme, som den sande HERO-adfærd ellers indebærer.

Og lige netop hér er de sociale medier enormt interessante (også mere end det fremgår af interviewet med Bernoff, men han kan meget vel skrive en masse om det i bogen, som jeg endnu ikke har læst), fordi de med et slag har givet ikke bare det enkelte menneske og den enkelte borger mulighed for at ytre sig – men samtidig har givet den enkelte medarbejder langt mere mulighed for at bruge stemme – både internt og eksternt i organisationen, end de havde tidligere.

Bernhoff efterlyser, at: “Virksomhedens samarbejdsplatforme – som for eksempel intranet – skal leve og gløde. Alt for mange firmaer har et intranet, som er flot designet, men livløst. Hvis platformene derimod har et bredt udvalg af bidragydere, er det tegn på, at virksomheden er åben over for HEROes. Folk har lyst til at sige deres mening.”

Og for mig at se kræver det ikke alene, at man tænker ud over de rammer vi tidligere kendte som intranettet. Hvis vi mener det alvorligt skal vi også:

  • TEKNOLOGISK eksperimentere med helt nye typer samarbejdsplatforme som for eksempel den danske start-up Podio, hvor man selv er med til at definere rammerne for samarbejdet. Som meget vel kan skifte fra projekt til projekt, opgave til opgave, medarbejder til medarbejder.
  • PROCESUELT være opmærksomme på, at de teknologiske muligheder ikke gør det alene. Vi skal også øve os i det, min superseje veninde Katrine Dahl Clement skrev sin ph.d.-afhandling om – nemlig kollaborative processer og respons. Det handler blandt andet om at blive bedre til folde sin respons ud og fagligt begrunde hvordan ideen kan blive endnu stærkere.
  • KULTURELT gøre det til en naturlig del af dagligdagen, at alle tør byde ind med deres  ideer – også længe inden de er tænkt helt færdige. Fordi man føler sig tryg i, at de ikke bliver ikke bliver snuppet for næsen af en; at der ikke er nulfejlskultur i virksomheden og at konstruktiv kritik fra kollegerne bliver opfattet den gave til idemageren og ideens fremtidige udvikling, som konstruktiv respons i sin bedste form næsten altid vil være.
  • LEDELSESMÆSSIGT turde udstikke visionære retninger, så alle virksomhedens HERO har en grundlæggende fornemmelse af, hvad meningen er med det hele. Noget, der i forbløffende høj grad ofte mangler på arbejdspladserne. Man er nødt til – hele vejen ned gennem hierarkiet – at have en fornemmelse af, hvordan ens egen indsats passer ind i det store billede. Ellers er det umuligt at byde ordentligt og relevant ind. Der vil stadig ligge en stor opgave i at udvælge, kvalificere og implementere ideerne. Og det er i sagens natur langtfra dem alle sammen, der skal føres ud i livet. Men jo større puljen er at ekstremt kvalificerede, sprøde ideer, jo større er sandsynligheden for, at en enkelt eller to af dem virkelig batter.

Tilsammen skulle det gerne kunne styrke grobunden for, at alle virksomhedens HERO’s ikke alene byder ind med deres ideer. Men at de ideer også slipper helskindet udenom  mellemlederlagets udlugningsmekanismer.

 

 

 

 

Advertisement
4 kommentarer
februar 23, 2011

Karrieren som computerspil: Hvor svært kan det være at “spille spillet”?

I fredags tilbragte jeg aftenen med nogle gode venner, værtens hjemmebryggede øl og ikke mindst det finurlige Playstationspil Little Big Planet, som selvsamme alsidige vært har oversat til dansk.

Det var først og fremmest rigtig sjovt. Og samtidig var det nogle helt utroligt tankevækkende timer. For jeg stod overfor en meget stejl læringskurve.

For jeg var – for nu at sige det som det er – simpelthen helt utroligt hjælpeløs, da vi startede. Som teenager var jeg ellers en ret habil computerspiller, der brugte mange timer på at betvinge familiens fælles-Amiga-500. Men det simple joystick, der dengang hjalp mig gennem banerne på ‘Mike the Magic Dragon’ og ‘Rick Dangerous’, havde kun en enkelt hvid action-knap på toppen, der udløste hop og andre handlinger.

Og nu sad jeg pludselig med sådan en fætter mellem hænderne:

Med et trylleslag, var jeg helt på bar bund.
Back to square one.
Pre-level-1.

For nok er jeg ikke spor teknik forskrækket og nok har jeg sporadisk prøvet forskellige spilkonsoller, Wiii-bowlet nogle gange og forsøgt mig som guitar-hero, sing-star og Buzzer-wizzer. Men jeg har aldrig tilbragt tilstrækkeligt lang tid i et hjem med spilkonsoller til at bevæge mig så meget som en centimeter ud over level 1. Og jeg er aldrig rigtig nået til at blive dus med hverken plasticguitarer, wiii-håndsæt eller konsolcontrollernes 18 forskellige funktionsknapper.

Så da vi spillede, skete der følgende: Min figur tonsede forvildet derudad og opsnappede ukritisk alt, hvad den kom forbi af point-kugler. Men så snart den skulle foretage sig noget lidt mere kompliceret, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre – jeg var godt klar over, at jeg sad med det rigtige redskab mellem hænderne, men jeg anede ikke, hvilke knapper, jeg skulle trykke på. Derfor skete der gang på gang skete en af følgende:

Nogle gange virkede det, uden at jeg nogen sinde helt fandt ud af, hvad jeg havde gjort rigtigt.

Andre gange gik det helt galt, uden at jeg aldrig rigtig fandt ud af, hvad der var gået galt.

Utroligt mange råbte min ven spilmesteren, der jo kendte spillet ud og ind, råd som “du skal bare bruge gribekloen”, uden, at jeg a) anede, at der fandtes en gribeklo, b) anede, hvordan jeg skulle aktivere den og c) anede, hvordan jeg skulle bruge min gribeklo, da jeg endelig havde fået aktiveret den.

Spilmesteren forbarmede sig over mig og klarede lige de svære ting for mig. Og hurra, så var jeg videre. Men jeg ville aldrig kunne gengive, hvordan jeg var nået dertil eller gentage succesen i en lignende situation, for jeg havde aldrig nået at lære, hvad det var, der gjorde udslaget.

Jeg gjorde noget rigtigt, mens der samtidig gik en prås op for mig – jeg gennemskuede, hvad det var, der skulle til og kunne gentage næste gang, jeg så samme type pointkugle/trampolin/ gribeklo. Og når jeg så døde (og det gjorde jeg hele tiden) på den bane, var jeg klar over, hvor faldgruberne lå, og hvor det var, jeg skulle sætte ind/gribe ud/springe højt – og kunne nå et lille stykke videre næste gang, vi prøvede den samme bane. Denne oplevelse havde jeg især, når jeg spillede mod min veninde, der var ca. lige så meget begynder som mig. Så hun gad godt blive ved med at gentage de meget basale baner igen og igen sammen med mig, når vores spilmester-vært for længst havde mistet interessen.

Da jeg cyklede hjem, slog mig, at den oplevelse meget nøje svarede til noget, der for tiden optager mig rigtig meget rent fagligt. Sammen med Christel Skousen Thrane fra Protocol er jeg nemlig ved at lave en undersøgelse, hvor vi kigger på de karrieremæssige snublesnore på direktionsgangene i dansk erhvervsliv. Undervejs har vi snakket med en masse headhuntere og forskere – og ikke mindst CEO’s, HR-direktører, mellemledere og talenter fra en række af landets største virksomheder – for at kortlægge udfordringerne og mulighederne på vej mod toppen. Undersøgelsen udkommer først i maj 2011, så det jeg skriver nu er egentlig bare et hurtigt, associativt nedslag i det kolossale materiale, der for tiden optager mange af mine tankerækker, og de er endnu hverken færdigbearbejdede eller gennemanalyserede…

Ikke desto mindre er der et mønster jeg genkender også fra den undersøgelse, jeg lavede om erhvervskvinders ambitioner for Protocol og Beskæftigelsesministeriet for et par år siden. Og det er, at

1) det falder nogen helt utroligt nemt at “spille spillet” – så nemt, faktisk, at de slet ikke kan forklare andre reglerne, fordi det nærmest forekommer dem absurd at sætte ord på. Hvis man spørger dem, hvordan de fik deres første mentor, skabte deres netværk eller fik deres første karrierejob, forstår de nærmest ikke spørgsmålet og svarer med variationer over temaet: “Det siger jo sig selv…” og “Det er jo bare at gøre det”.

2) det falder de fleste andre helt utroligt svært at gennemskue spillet. Selvom de får at vide, at de bare skal “gøre sig spilbare”, “være synlige”, “trække på deres netværk” eller “få sig en mentor” , sidder de tilbage uden de konkrete redskaber til at gøre netop det.

Og det, der slog mig på cykelturen var, at det svarer præcis til det “forståelsesgap”, der var mellem mig og min ven spilmesteren. Jeg blev ikke spor klogere af, at han råbte “brug gribekloen” igen og igen, fordi han aldrig ekspliciterede, hvad en gribeklo var og kunne;  hvilken knap, jeg skulle trykke på for at aktivere den, og hvad jeg kunne bruge den gribeklo til, hvis det endelig skulle lykkes mig at få den aktiveret. Og samtidig formåede jeg ikke at forklare ham, at min uvidenhed var SÅ stor, at jeg han helt bogstaveligt skulle sige “Tryk på X’et”, for at jeg forstod, hvad han mente.

Der skulle en hel del mere til for, at jeg sneg mig et par centimeter op ad den stejle læringskurve:

  1. Tid og tålmodighed. Først og fremmest skulle jeg lige have lov at sidde lidt for sig selv og eksperimentere med controlleren for at få funktionerne ind under huden og fingrene i tastetræning. Jeg kan godt lide at eksperimentere frem, så det var ikke fordi jeg ligefrem skulle have fat i brugsanvisningen. Men jeg var nødt til lige at give mig selv lidt tid for at lære knapperne at kende, så jeg i kampens hede ville kunne undgå faldgruberne og aktivere gribekloen og andre handy værktøjer, hvis de skulle blive nødvendige. Det var markant, hvor meget bedre, jeg forstod, hvordan det hele hang sammen, da det viste sig at en af banerne handlede om “øje-hånd-koordination”, hvor man skulle trykke på de samme knapper, som symbolerne på skærmen viste. Igen og igen og igen. Og hurtigere og hurtigere. Jeg blev ikke meget klogere på, hvad de enkelte knapper kunne – det fulgte først så småt på nogle andre baner. Men knapperne placering begyndte i det mindste at sidde lidt i fingrene. SÅ basal træning havde jeg brug for overhovedet at komme igang.
    Hvis vi overfører det på arbejdslivet, svarer det til, at man er nødt til at danne sig. Et af de allermest undervurderede aspekter ved karriereudvikling i dag er, at man taler om alt det udenom selve jobbet og om, hvordan man “sælger sig selv” – men kun i forsvindende lille grad taler om det, det i virkeligheden handler om – de faglige kompetencer og erfaringerne. Og man skal gøre sig sine egne erfaringer. Lige så inspirerende det er at høre om andres erfaringer, lærer man ikke meget af dem, før man har stået i situationen selv. Og ligeså meget, man kan skimme sig til de vigtigste buzzwords, lige så svært er det at stå distancen på længere sigt, hvis man ikke har solid bund i sin faglighed. Om man har opnået fagligheden gennem teori eller praksis er mindre vigtigt. Men det er vigtigt at have lavet sit svendestykke ordentligt. De gode gammeldags dyder tæller stadig, selvom X-faktor-samfundets drøm om instant fame ofte forleder folk til at tro, at det er nok med charme, selvtillid og lækkert hår. Det er det ikke – man skal bevise sit værd og kunne stå distancen rent fagligt. Og man skal også – selvom vi nødig taler om det herhjemme – være klar til at ofre noget og få sig nogle knubs undervejs. Det er ikke nødvendigvis positivt, at alt bare går som smurt.
  2. Lyst og gå-på-mod. Computerspillene er jo skruet sammen, så de giver spillerne lyst til at blive ved og ved og ved at prøve igen med det ene formål at forbedre sig. Der er hele tiden noget, man kan optimere: Hvor langt man når på banen. Hvor mange point/oste/powerballs/liv, man samler. Hvor hurtigt, man klarer sig igennem. Bare lige ét spil til, siger man – velvidende, at det hurtigt bliver til tre. “Jeg kan ikke afbryde nu, hvor jeg lige er nået til det næste level”, siger man – velvidende, at det er en opadgående spiral, hvor det bliver sværere og sværere at springe af, hvis man vil – og vigtigere og vigtigere at hænge i. Det er sjovt, og det er spændende – men det kræver også, at man er modig og tør løbe en risiko. Hvis man forsigtigt bliver hængende på baner, der reelt set er alt for nemme for én, udvikler man sig ikke nok. Det er kun sjovt, når man kommer derop, hvor det faktisk er lidt for svært. Hvor man skal stramme sig an. Oppe sig. Man kvajer sig, “dør” og falder igennem mange gange undervejs, får sig nogle knubs og springer op på hesten igen, mens man analyserer, hvor og hvorfor det gik galt sidste gang. Og så prøve at undgå den faldgrube denne gang, for at kunne komme videre.
    I arbejdslivet svarer de mekanismer på mange måder til den “hunger, passion and drive” headhunterne siger gør udslaget, når de står med en række kandidater, der spiller lige op på kompetencerne og erfaringerne. De efterlyser den “hunger”, der får os til at ville mere; den passion, autencitet og lyst, der driver værket og det drive, der gør os handlekraftige, får os til at prøve igen og igen indtil det lykkes.
  3. Netværk og medspillere. Det gjorde en meget stor forskel for mig de gange jeg spillede med min veninde, der var på nogenlunde samme niveau som mig, og som derfor spillede i nogenlunde samme tempo og ledte lige så meget efter trampoliner, gribekløer og de rette knapper som mig. Fordi vi kunne træne sammen og nå at fatte lidt af, hvad de enkelte baner gik ud på, før slaget var tabt eller de andre var stukket videre til næste level. Det gjorde spillet markant sjovere, at vi var nogenlunde jævnbyrdige, så der var en realistisk chance for at vinde ind i mellem. Og der var mange ting, vi fandt ud af sammen, fordi den ene kom til at trykke på en knap, der udløste en funktion, vi ikke endte – og så straks sagde det højt ala “Hov, jeg kom vist til at trykke på X og så kom den der gribeklo han snakkede om frem. Det var vist den, der trak mig herop. Prøv lige det.” Alt sammen noget vores spilmesterven godt vidste, men ikke tænkte på at sige, fordi han bare tænkte “hvorfor bruger de mon ikke bare gribekloen?”. Og ingen af os spurgte, fordi vi ikke vidste, vi skulle spørge efter gribekloen – af den simple grund, at vi ikke vidste, at den fandtes. Men efterhånden som den ene lærte at udløse gribekloen og den anden gennemskuede, hvordan man hoppede højt til vejrs ved hjælp af trampolinerne begyndte vi sammen at gøre fremskridt.
    I karrieremæssig sammenhæng kan det på samme måde være godt at træne sammen med nogen, der er på nogenlunde samme niveau som en selv. De må hellere end gerne være en hel del bedre – men de skal ikke være på så meget højere niveau, at man lader sig intimidere eller ikke kan følge med. Man skal være tryg nok til selv at turde komme på banen. Det er det her, det er godt med netværk og loger, hvor man kan være fortrolige og dele både glæderne, sorgerne, drømmene og udfordringerne. Det er en stor fordel, hvis de er sammensat, så der er mange forskellige kompetencer og fagligheder til stede, så man kan pulje kompetencerne og sammen knække udfordringerne. Hvis man er for ens, risikerer man at famle i blinde, fordi ingen rigtig ved, hvordan man løser de udfordringer, man er enige om, tårner sig op i horisonten.
  4. Mentorer og medspillere på et langt højere niveau. Men det er langt fra nok at omgive sig med de seje medspillere på eget niveau. En af de helt store forskelle på dem, der får rykket videre i karrieren og dem, der hænger fast (mod deres vilje) er, om man har nogen at strække sig efter. Lade sig inspirere af. Nogen, der kan vise, hvad man kan opnå, hvis det lykkes. Nogen, der lige kan trække en op med en gribeklos-lasso, hvis man bliver ved med at fjumre rundt på de basale så længe, at det bliver for kedeligt, og man er tæt på at give op. Nogen, der rækker en en hjælpende hånd, når man har brug for det. Hvis ikke det havde været for værten den aften, havde jeg jo ikke anet, at der overhovedet var noget, der hed en gribeklo…og det ville have taget mig uforholdsmæssigt og unødigt lang tid at finde ud af selv.
    Hvis vi trækker parallellen over til erhvervslivet igen, er det her, mentorerne – både de formelle og de uformelle – bliver vigtige. De kan byde ind med helikopterperspektiver, nye begreber og metoder, større netværk, tunge erfaringer og visioner, der får deres mentees til at strække sig og udfordre sig selv. De kan lægge opgaver, udfordringer og ledetråde ud, der kræver øvelse, før man bliver mester. Som sikrer udviklingen. Og det kan være svært at gøre, hvis man kun omgiver sig med dem, der er sådan ca. på ens eget niveau. Men udfordringen er, at mentoren ofte kan være så mange lysår foran sin mentee, at man taler forbi hinanden, hvis ikke, de andre punkter også er opfyldt, så man får tilstrækkeligt tid til selv at afprøve tingene, opøve håndelaget og gøre dem til sine egne, så man udfører dem med hunger, passion and drive – og træne sammen med dem, der er mere på ens eget niveau.

Og nu er det så her, jeg lige skal huske at få ekspliciteret et af de råd, der for mig efterhånden er så basalt, at jeg helt glemmer at sige/skrive det højt: Forudsætningen for at få sig den mentor, skabe sig de netværk og få lov at spille på de udfordrende spillebaner er, at man siger højt, hvad man gerne vil og har lyst til. Hvad man kan spille ind med af gode ideer til, hvordan tingene kunne gøres bedre og smartere. Hvor man gerne vil hen, og hvad der trigger ens hunger, passion and drive. Og dernæst handler det om at få sagt tingene til dem, der reelt har en mulighed for at gøre noget ved det.

Hvis ikke jeg havde fået sagt den aften, at jeg faktisk rigtig gerne ville prøve at spille med en af værtsparrets nye spilkonsoller, var vi sandsynligvis aldrig kommet i gang med at spille. Og det var vigtigt, at jeg fik sagt det til den spilleglade vært selv, for dels havde han rigtig meget lyst til at vise os spillet, dels var det ham, der vidste, hvordan man kom i gang, og dels havde værten ingen forudsætning for at vide, at jeg faktisk synes, det er rigtig sjovt at “spille computer” (hvilket det sikkert heller ikke engang hedder længere :-) Så han ville næppe selv have spurgt.

Så det var egentlig den helt grundlæggende forudsætning for det hele: At jeg selv meldte mig på banen som en, der havde lyst til at spille.

april 26, 2010

Back to the future

På onsdag fylder jeg 36 år. For de fleste ville netop dén fødselsdag næppe gøre den store forskel, hverken hel eller halvrund. Hverken rigtigt ung eller rigtigt gammelt. Bare endnu en fødselsdag, der bringer én et skridt nærmere fyrrene end ‘midt i trediverne’.

For mig, derimod, er det faktisk en ret særlig fødselsdag. For den markerer overgangen til mit livs ubeskrevne blade.

Da jeg var 15 år vandt jeg nemlig en essaykonkurrence, Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning havde udskrevet. Og opgaven gik ud på at beskrive sit liv, som man troede, det ville se ud, når man var 35. Hvad frygtede man? Hvad drømte man? Hvordan ville hverdagen mon se ud?

Og inden jeg skriver mere om mine tanker i den forbindelse, synes jeg lige, I skal have lejlighed til at læse det selv, selvom jeg har bragt det her på bloggen i sin fulde længde tidligere. Så her er mine fremtidstanker som 15-årig. Råt og uredigeret. Et direkte snapshot af mine tankebaner for 20 år siden:

Fremtiden
Det uvisses kildren i nakken
nervøsitetens svidende kys
lytter stille til de voksnes snakken
– Nyd din ungdom mens du har den
vær ustandselig glad og altid på farten
– Du skal nok blive til noget stort
gør du det godt er din lykke gjort
Tanken om, at du måske har talent
gør dig en anelse stolt og usigelig spændt
Omkring dig vrimler tanker og planer
for en fremtid der bringer hvad ingen aner
Tiden flyver – gud ved hvorhen
du langer ud efter den
griber en pen
i hast nedskrives morgendagens program
kigger du på det bliver du ganske lam
skema for at sikre den fremtid du næppe kender
men som optager både dig, din familie og nære venner
Du selv har ønsker, ideer og behov – de undertrykkes
livet er ikke bare sjov
Der er ting du frygter som død, pest og kolera
men du er for lille, det blive ordnet af de store mænd udefra
Hvad nytter det, at du alene proklamerer fred
sålænge bomber og syreregnens strømme bliver ved
Hvad gør det at Storebæltsbroen vokser dag for dag
vokser dag for dag
sålænge du har lyst hår, blå øjne og er tro mod det danske flag
Hvad betyder det om Danmark går bankerot
sålænge din egen pengepung har det godt
– Bland dig ikke i ting
der ikke angår din fremtid og dig
sæt dig ned, læs dine lektier eller snup dig to minutters leg
– Hvordan skal det dog gå dig
– Ta’ dig nu sammen
Planer, Planer, Planer
verdensPlan, fremtidsPlaner, huse i to Planer

Kernefamiliens trygge, dødsyge almindelige kår
gi’r dig klaustrofobi
du er fanget i de tabte drømmes net
kæmper forgæves for at blive fri
Mand, børn, parcelhus og måske en kat
og hunden, der slæber afsted med dig hver evige nat
Søvndrukkent hilser du på de andre stakkels hundeejere
hjemme venter sovende børn, hyggeaften, stearinlys
to kolde bajere
Om morgenen ser du det hele i et helt nyt lys
spejlet kaster de dybtblå, stadig unge øjne tilbage
du møder dig selv med et foragteligt fnys
– Se det i øjnene, en gammel kone, en bønnestage
Du har store børn, 3 og 5
ryggen en smule bøjet, den yngste er ikke helt nem
den store har allerede firkantede computerøjne
mandens skjorter er evigt nystrøgne
Men ikke af dig selv
den unge pige med det automatiske strygejern
Du har ikke tid, du er karrierepigen
på kort tid fik du jer højt op på rangstigen
Alt er gået som de andre håbede
de, der trak i snorene
du som en moderne Pinochio, der bare måbede
Det var de andres ideer, de andres drømme
du vægrer dig, må til sidst indrømme
at du har forrådt dine egne principper, drømme, utraditionelle ideer
når du løfter den færdigkøbte suppe
til de velplejede læber
i arvesølvets tunge plasticskeer
Du blev præcis som de andre

Krig, Kys, Kartoffelchips, Kærlighed
Broen blev bygget uden at du protesterede
at den langt fra blev en succes tales der ikke højt om
budgettet chokerede
Fællesmarkedet som mange satte deres lid til
skulle redde Danmark
endte i kaos, finanskejsere, udsultede lande
bomber falder, snart hid, snart did
Pyt, Perler, Penge, Papirer
Papirerne tårner sig op på finanskvindes bord
aviser beretter om politiske mord
computervirusen breder sig, det er en gåde
blandt andet derfor ligger landet i våde

Valg der udskrives alt for hurtigt efter hinanden
folket håber, vælger nyt, vælger utraditionelt
håber igen – hjælper det
staten er på spanden
men ingen vil se
Folket mokker rundt i deres egen lille verden
et smudslitteraturblad giver dem en sjælden gang færten
af at ”something is rotten in the state of Denmark”
det viftes bort
en generende flue
Alt er kunstigt, ladt tilbage er hverken
smil, sten eller tue

Men du er lykkelig – trods alt
intet er værre end det der er galt
Du elsker dine børn, din mand, din kat, din hund
endnu engang er maven rund
reagensglassets glæder
–         Et øjeblik, den lille græder
Sut i den forkølede mund
–         Så tier han vel stille en stund
Du får tid til at tænke dig om
midt i alskens stress og jag
–         Hvornår havde du egentlig din sidste fridag
Dagene går
store, runde, glatte, hvide dage på snor
der snart bliver år
De er alt for ens – uden variation
De starter med den sidste nye havreknas
en stor portion
Ungerne vækkes, kommes i tøjet, sættes af
selv i børnehaven har de nu skolefag
Du styrter afsted – endnu en hastighedsbøde
sæderne i bilen er dejlig bløde
Forretninger, frokostaftaler, frisørregninger
Indkøb
Ungerne hentes
et par timers hygge, leg, barnelatter – glæde
–         Så børn, nu kan far ventes
Du ønsker at kunne lave indviklede retter
det ender altid med supermarkedets frysletter
Øjnenes hastige smut over de slebne glas
minder, nytår, glæde, champagne, ungdom

I kører børnene frit  men bestemt
en karriere kommer ikke for nemt
De er noget særligt – jeres børn, de skal stimuleres
skadelige ting og tidsspilde må konfiskeres
Du frygter den dag, da de proklamerer
fredens, miljøets, menneskerettighedernes lov
for da vil du føle dig meget flov
for du bliver nødt til at be’ dem tænke på
sig selv og fremtiden
de vil protestere, men du har din viden
– Vil du blive til noget her i verden
må du lære dannelse, adfærd, sikker færden

Du vil give dem et knus
vide at om 20 år vil de forstå
at du ved i forvejen hvordan det vil gå
også selvom du ikke kan spå
for også du var ung og havde en fremtid at klare
den ældre generation styrede dig udenom alle farer
det er din pligt at gøre det samme for dine børn
de vil oprøres men være taknemmelige over din tørn
for computerne tåler ikke uforudsigelige hændelser
men pakker dem ind som annullerede forsendelser
de tolererer ikke menneskelig følelse, fornuft og gerning
så uidentificerede som slag med en terning

Den dag dine børn fatter interesse
for disse frelsens ord
vil hele klanens glæde være stor
og de vil ligeså stille synke ind i
kernefamiliens trygge kår
det følger generation efter generation
år for år
Men vær lykkelig, følelseskold, nikkedukkeagtig
forudsigelig
og du og din verden består

Sådan lød ordene dengang. En 20 år gammel tanke-tids-kapsel. Og det sætter jo unægtelig tankerne igang. For hvordan er tingene så gået i sammenligning med mine forudsigelser?

  • På det personlige plan kan man sige, at det på ingen måde holder stik, fordi jeg gennem de seneste 20 år har gjort alt hvad jeg kunne for at undgå at blive indfanget af de tabte drømmes net, kernefamiliens klaustrofobiske kår og dagene, der går som store, runde, glatte, hvide dage på snor, der snart bliver år. At ende som “en moderne Pinnochio, der bare måbede” og lod sig styre af de andres ideer og andres drømme. Og dermed har viet en anseelig del af mit voksenliv til at medvirke til at genopfinde måden vi tænker arbejde, familier, initimitet og hverdage på. Så i den forstand har det været en omvendt selvopfyldende profeti.
  • Når det gælder hverdagsskildringen og arbejdsmarkedet har jeg selv arbejdet ret meget med at beskrive tidsånden både med fokus på erhvervskvinders ambitioner i den undersøgelse, jeg sidste år lavede for Protocol og Beskæftigelsesministeriet og nu, senest, i en avis om arbejdsmarkedet i 2020 som jeg netop har lavet for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling. Og i den forstand må man sige, at arbejdslivet på mange måder ligner fuldstændig den fortravlede verden, jeg forestillede mig som 15-årig, selvom alt samtidig har forandret sig markant. Dengang havde vi ikke engang e-mail endnu. I dag gør hjemmearbejdspladser, wifi-cafeer, trådløst bredbånd og 3G-telefoner det i princippet muligt at arbejde hvor som helt, når som helst. Men alligevel er vi stadig sært bundet op af industrisamfundets arbejdsmoral og timeregistrering. Hvilket igen gør, at vores hverdage ikke alene består af langt flere ‘frysletter’ end vi havde troet dengang…convenience som begreb har også nået et omfang – and still rising – vi aldrig havde forudset dengang. Det er heller ikke helt galt, at ungerne stadigt tidligere skal lære og testes fremfor at lege. Mange karrierekvinder har dårlig samvittighed over at have hushjælp til at få work-life-balancen til at gå i vatter. Og det rammer i nærmest skræmmende grad plet, hvor meget mange midt i 30’erne føler, de har måttet gå kompromis med det, der var deres egne “ønsker, drømme og utradtionielle ideer”. Til gengæld er meget af den individualisme og “følelseskulde” jeg dengang frygtede i høj grad suppleret af nye, moderne fælleskaber, der i høj grad er initieret af netop de computere, jeg ellers til sidst giver en bredside for at være følelseskolde og ikke kunne rumme uventede overraskelser og følelser. Dér havde jeg nok ikke lige set komme, at jeg 20 år senere i ramme alvor skulle udtale til diverse medier, at fx blogs og Facebook i høj grad skaber fælleskaber og nye former for følelsesforankringer.
  • På det overordnede samfundsplan må man sige, at jeg fik langt mere ret end resten af de 2000 essays, der stort set alle sammen beskrev voldsomt futuristiske samfund med flyvende biler og glaspaladser ala Det Femte Element eller dystopiske klimakatastrofescenarer ala Wall-E. Mit essay adskilte sig ved at nærmest skræmmende hverdagsagtigt. Og det har vist mig, hvor langsomt udviklingen alligevel går. Ganske vist har klimadebatten afløst min barndoms frygt for, at atomkrigen ville lægge jorden øde, Tjernobyls radioaktive skyer forgifte verden og hullet i ozonlaget frittere os alle sammen. Men selvom der er forurolige nedsmeltninger ved polerne, er vi 7-9-13 endnu ikke dér, hvor alverden ligger enten ørkenøde eller oversvømmet hen. Samtidig er der elementer, der fyldte meget dengang, der er helt glemt nu. Hvem tænker i dag på, hvor meget Storebæltsbroen blev latterliggjort som projekt og eksempel på helt forkerte økonomiske prioriteringer, og hvor meget der var snak om “tunnelskrækbusser” dengang. ‘Fællesmarkedet’ er også et begreb, der i dag lyder ekstremt arkaisk. Og selvom der stadig er mange, der er imod EU, er det dog de færreste, der ville bruge begreber som kaos, finanskejsere og udsultede lande om det. Men måske nok om finanskrisen og overraskende statsbankerotter. Men omvendt er der også nogle ting, der har udviklet sig endnu mere i den retning, jeg beskrev, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville nå dén grad af politikerlede og manglende kvalitetsmedier, der kunne give os en reel indsigt i samfundsordenen, som tilfældet er i dag. Det er ikke meget galt, at det for de allerfleste danskere vitterlig kun ér et smudslitteraturblad, X-faktor eller Paradise Hotel, der en sjælden gang giver os færten af, at something is rotten in the state of Denmark.

Mens jeg skrev på artiklerne for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling tænkte jeg meget over, hvordan tingene mon ville se ud om 10 år. I 2020. Det fik mig naturligt til at se de 20 år tilbage til dengang, jeg skrev dette digt. Og tænke over, hvor meget og hvor lidt, der havde ændret sig undervejs. Og undervejs benyttede jeg også lejligheden til at spørge mine Facebookvenner, hvad der havde overrasket dem mest i de seneste 10 år. De svarede:

Jeg tror vist ikke man får større overraskelser end den drejning mit eget liv tog, så for min del handler årtiets største overraskelse ikke om verden udenfor. Selvom den med cykelhjelmene er ret overraskende… :-)

Men når min personlige nr. 1 skulle blive negativ, er det herligt at kunne sige, at det sidste årtis næststørste overraskelse er, hvordan alle brikker nu pludselig begynder at falde på plads, indenfor blot få måneder. Hurra for foråret 2010. :-)
Nå, ja. Og hvis det *skal* være noget udenfor, så et ord: Obamarama. Helt klart.
–
Forandringerne i mit et liv kommer nok også højt op på min egen overraskelsesliste, men de slår trods alt ikke begivenheder som 9/11 og den efterfølgende fremmaning af islamismen som den store, nye fjende. Øverst på listen må valget af en sort præsident i USA også være.
–
at Liverpool ikke blev engelske mestre.
–
Du får en top 10 ;-)

Nr. 1 At vi (stadig) er i krig
Nr. 2 Finanskrisen
Nr. 3 At anti-røg-stemning vandt indpas så hurtigt… See More
Nr. 4 At vi skulle have en borgerlig regering så længe
Nr. 5 At Obama blev valgt og stadig lever og leverer
Nr. 6 At København indtil videre er skånet for terror
Nr. 7 At internettet er SÅ stor en del af vores hverdag
Nr. 8 At Island skulle gå rabundus
Nr. 9 At sendefladen ville være fyldt med så meget reality
Nr. 10 At vi stadig køber dvd og cd’er

–
at mænd stadig ikke tager brsel og at ligeløn ikke er en realitet
–
At hælene på både selskskabs- og “daglig”sko til kvinder bliver højere og højere – og at vi ikke alene finder os i det, men selv dyrker og accepterer dette påtvungne handicap ?
–
At Danmark ikke ligger forrest i regeringsstøttet udvikling af alternativ energi — af enhver slags?
At sentimentalitet er blevet mere og mere anerkendt som substitut for et følelsesliv
At jeg ikke er blevet klogere ;-D
–
At amerikanerne fik en sort præsident før vi fik en kvindelig statsminister. Og egentlig også at amerikanerne fik en sort præsident før de fik en kvindelig præsident.
–
At vi ikke er mere mobile, end vi er. At rygere stadig tror på at det kun er “de som er disponerede”, der er i fare for blive syge. At vi stadig taler så meget om køn ifht minister-og lederposter. At funtionæransatte siger at “uh-det-er-jo-ikke-sikkert-for-dig”, når de møder en selvstændig…). At kun få vælger en bil lakeret i en kulør. At man fiser afsted på indendørs løbebånd, når vejret er så flot :o)
og at vi stadig siger “dagligstuemøbler”.
–
At Ikea endnu ikke har lanceret “Folding Home” konceptet med små møbler der kan klappes sammen, bruges på flere måder og / eller bruges som opbevaring – eller hænges op på væggen som udsmykning (et mix af camping og shaker stil)??
– men at sofaer og møbler i stedet bliver større og større – som om vi alle boede på 800 m2 og aldrig flyttede?

Der er også stadig uudnyttet plads i mange køkkenskabe ;-)

–
at jeg stadig har samme selvopfattelse som for 10 år siden, dvs. som en 20-årig :)
–
At USA fik en sort præsident
–
At der stadig er nogen som deler befolkningen op i mænd og kvinder. Der burde være opstået mere opfindsomme måder at kategorisere køn på. Med flere nuancer.
Og at klima er blevet et spørgsmål om tro og konsensus frem for en eksakt videnskab.
–
At have set en bolig- og finansbobbel vokse sig stor for s… See Moreå at falde sammen. Det var virkelig nogle år op til 2006 hvor folk havde ualmindeligt mange penge mellem hænderne. Det var ofte fordi de brugte af friværdien (som blev diskuteret ved hver eneste middag). Jeg ved ikke om grådigheden og overforbrugskulturen (Sex and the city er en slags ikon hér) overrasker mig som sådan, men det undrer mig stadig, at de fleste af os fik overbevist hinanden om, at det kunne blive ved at gå, at priserne på fast ejendom ville blive ved med at stige osv.

Jeg er også overrasket over, at det lykkedes “nogen” (patriarkatet? ;-)) at overbevise en hel generation om, at det er en forudsætning for at være attraktiv, at kropsbehåring fjernes med babariske metoder (jvnf føromtalte TV-serie). Ja undskyld jeg lige bringer det op, men når man tænker over det, hvordan var det så lige at man fik nogen til at hoppe på dén vogn?

På det personlige plan… at jeg klarede det!

–
Jeg tror slet ikke vi har fattet hvor stor betydning nettet har faet for alle aspekter af vores liv i dette aarti fra sexuelle relationer til reformationen af islam over nedlaeggelsen af samtlige specialboghandlere…
–
Nadja Pass

Nadja Pass

@ Alle – HOLD DA OP folkens, hvor fedt og sjovt og skørt at læse om alt fra intimbarbering, personlige sygdomsforløb, IKEA-trends og selvopfattelser til sorte præsidenter, krigsnationer og ligestillingsspørgsmål. SKØNT – keep the coming, megainspirererende (forhåbentlig også for jer :-)
–
At Osama Bin Laden stadig spøger et sted ude i bjergene, som for 9 år siden!
–
At så stor en del af den vestlige verden er kommet til et punkt, hvor vi vil være fuldkommen ude af stand til at overleve en katastrofe af haitianske dimensioner, simpelthen fordi vi i vores selvtilfredshed forestiller os, at toppen af udviklingsbjerget er nået, når vi har avanceret teknologi til at gøre alt arbejdet for os, så vi selv kan læne os tilbage.
Og nu er det så, det kunne være sjovt at høre, hvad I derude tænker om 2020. Hvordan ser verden ud om 10 år fra i dag? Og måske ligefrem om 20. Hvad skriver jeg og ser tilbage på, når jeg i 2030 sidder og kigger frem imod min 56-års fødselsdag, ligesom jeg i dag forsøger at skue ind i mit livs ubeskrevne år – efter de 35…
2 kommentarer
november 9, 2009

Test dig selv – ville du egne dig til at arbejde i IKEA?

OBS:OBS:OBS – For at få det optimale ud af dette indlæg, anbefaler jeg, at du prøver quizzen “Er IKEA noget for dig?”, inden du læser videre. OBS:OBS:OBS

Forleden åbnede en rekordstor IKEA-butik i Odense. Og det var i sig selv en begivenhed, der fik IKEA-medarbejdere fra landets andre butikker til at arbejde frivilligt for at få den nye butik skudt godt igang og over 800 IKEA-fans til at stå i kø en tidlig og isnende kold novembermorgen – og endnu flere til at strømme til i dagens løb for at fejre den store begivenhed. Denne begivenhed beskriver Informations udsendte medarbejder Marchen Neel Gjertsen i overstrømmende positive vendinger i denne artikel, der blandt andet hylder IKEA som et af de eneste tilbageværende eksempler på ægte, reelt fungerende socialisme. IEKA fremhæves som perfekt børnepasning, job-center og fællesskabsskabende institution.

Jeg kan godt følge Marchen. Jeg er også selv stor IKEA-fan og synes, de er nogle af få, der virkelig forstår, hvor Corporate Social Responsibility handler om – og som virkelig formår at “walk the talk” når det kommer til deres værdier om demokratisk design til små priser. Jeg har oplevet fantastisk service derude, er ekstremt glad for mit nye IKEA-køkken og synes, ligesom så mange andre, faktisk at det er en reel oplevelse/udflugt at svinge forbi IKEA engang imellem.

MEN (og her skal man ikke være særlig ferkvent bruger af denne blog for at vide, at der var et MEN på vej). Mit positive indtryk af IKEA blev forleden sat på en alvorlig test. Og det var ovenikøbet IKEA selv, der inviterede mig til at tage testen.

Det kom sig af, at et medlemmerne af min retorik-nørde-gruppe havde medbragt et link til en quiz som hendes “retoriske artefakt”, vi lige skulle endevende i plenum. En quiz, hvor man som potentiel jobansøger kan finde ud af, om man passer ind i IKEA-ånden. Eller som de selv formulerer det:

VELKOMMEN TIL QUIZZEN “ER IKEA NOGET FOR DIG” Vi søger unikke, hårdtarbejdende og entusiastiske medarbejdere, der ønsker at indgå i vores team. Men på samme måde som alle IKEA-sofaer ikke passer til alle kunder, så er IKEA ikke en arbejdsplads, der passer til alle ansøgere.  Quizzen “Er IKEA noget for dig” giver dig en idé om, hvor godt du vil føle dig tilpas i IKEA kulturen. Vær ærlig, og hvis det viser sig, at vi passer godt til dig, så se på, hvad vi har at tilbyde vores medarbejdere.

OK, tænkte hun. Sjovt. Og så havde hun svaret helt ærligt og siddet og følt sig ret sikker på, at hun selvfølgelig passe fint ind i kulturen. Med rette – hun er et ekstremt dygtigt, sympatisk og empatisk menneske – et fund for enhver arbejdsgiver. Men NEJ. Da hun havde besvaret det sidste spørgsmål tænkte computeren sig om og spyttede følgende svar ud i hovedet på hende:

IH DU STORE KINESER. Dit rum virker lidt sparsomt. Det ser ikke ud til, at du vil trives i IKEA-kulturen.

Hvis du kigger i IKEA-kataloget eller besøger et af vores varehuse, ser du, at alt i IKEA handler om at have det godt. Vi mener, at vores medarbejdere skal det lige så godt med at være sig selv på arbejdet, som de har det derhjemme. IKEA har en unik kultur, og nogle af de værdier, der er vigtige for dig, finder du måske ikke i IKEA. Dine svar tyder på, at du måske vil have det bedre med at være kunde end medarbjder i IKEA. Vi håber, at vi har alt, hvad du skal bruge for at skabe et lykkeligt, varmt og komfortabelt hjem. Tak for din interesse for at arbejde i IKEA.

Og da hun så det svar, blev hun ærligt talt lidt småfornærmet. Især det med det “sparsomme rum” var svært at forstå – Var hun indskrænket? Ensporet? Asocial? U-hyggelig? Siden hun havde et “sparsomt rum” og åbenbart aldrig under sine tidligere IKEA-besøg havde forstået, hvor rart og imødekommende, der er derude. Hun bad sin kæreste besvare quizzen – og han havde også et sparsomt rum. Og det var først, da hun bad hun en veninde besvare testen, at hun så, hvad der skete, hvis man besvarede spørgsmålene “rigtigt”. For så er stemningen straks ganske anderledes.

Det drysser ned med konfetti over svaret, der lyder:

Tillykke. Du har skabt et hyggeligt IKEA-rum. Er du klar til at skabe en IKEA-karriere?

Du ser ud til at passe rigtigt godt til os. I IKEA har vi en unik kultur, der kombinerer individuelle kvaliteter og egenskaber, og som gør, at vi adskiller os fra de fleste andre virksomheder. Vi glæder os på dine vegne til, at du kan begynde at finde ud af, hvordan det er at arbejde for IKEA. Gør dig klar til at dykke ned i vores historie, vores forretning og – vigtigst af alt – vores kultur. Hvorfor? Fordi ingen andre er helt ligesom os. Og det vil en som dig sikkert sætte stor pris på.

Og her hører det så med til historien, at min veninde og hendes kæreste begge er selvstændige og har været det i mange år – mens den veninde, der fik konfettisvaret er ansat i en meget stor organisation. Og jeg kan sige så meget som, at da vi så afprøvede den i nørdegruppen og siden også på diverse mere eller frivilligt tvangsindlagte (og nu også dig, hvis du fulgte min opfordring og prøvede quizzen inden du læste videre) slog det ikke fejl EN eneste gang – de selvstændige blev erklæret uegnede. Lønmodtagerne fik konfetti og opfordringer til at arbejde hos IKEA. Og nu skal det lige understreges, at der med alle de mennesker, jeg har spurgt har været tale om lønmodtagere, der virkelig også er meget dygtige, kloge, seje, inspirerende og sympatiske, og som jeg derfor godt kan forstå, hvis IKEA gerne ville smigre og rekruttere. Men samtidig synes jeg, det er tankevækkende og lidt skræmmende, hvad det er for kriterier, der afgør, om man er ude i kulden eller inde i varmen. For når man i så høj grad som IKEA bryster sig af sin kultur og selv Information elsker dem så meget, at de hylder som vellykket socialisme og demokrati, er det jo ikke rart at få at vide, at man ikke “passer ind”.

Og derfor begyndte vi jo selvfølgelig at dissekere testen for at se, hvad det var, der gjorde udslaget. Og det, der fælder de selvstændige er, at vi har en tendens til at vælge svarmulighederne, der handler om selv at tage initiativ, når tingene går skævt, tage sagerne i egen hånd, handle hurtigt, komme med forslag til forbedring af rutinerne.  Nøglen til konfettien ligger tilsyneladende i, om man altid er glad for at trække sine kolleger ind over alle opgaver og spørge sin chef til råds om opgaver og rutiner. Men så snart, man begynder at vælge de mere “selvstændige” løsningsmuligheder, bevæger man sig væk fra det “hyggelige IKEA-rum. Det med rummet viser det sig i øvrigt, at man skal tage helt bogstaveligt. Ved siden af spørgsmålene, er det et hvidt værelse, hvor man kan se sin “progression” i testen alt efter, hvor mange møbler, der er i rummet. Når computeren så beregner ens resultater, fjerner den møblerne et for et, hvis man har svaret “forkert”. Det er derfor, de siger til alle os udstødte, at vores “rum er sparsomt”. Men den feature havde ingen af os opdaget i begyndelsen – og så er formuleringen med “et sparsomt rum” altså ret problematisk, fordi den hurtigt tolkes i forlængelse af begrebet “rummelighed”.

Anyhow – jeg kan godt forstå, at en stor organisation som IKEA med et stort verdensomspændende brand, der i store træk skal ligne sig selv fra Alabama til Beijing ikke kan have en masse alt for entreprenant tænkende typer rendende, der stiller spørgsmålstegn ved alt hele tiden. Og i den forstand virker deres kultur-test jo efter hensigten. Den får effektivt sorteret de u-kollegiale typer fra. Men den risikerer, at sortere mange af de innovative og krøllede hoveder fra undervejs. Og den får med temmelig stor sikkerhed fornærmet ret mange, der ellers var svorne IKEA-fans til at få en dårlig smag i munden. For mon ikke der er nogle af de konfettioverdryssede, ville få en dårlig smag i munden over at få at vide, at man passede ind i kulturen, når kulturen bliver beskrevet så omklamrende og ensrettet som den gør. (eller det er måske bare mig, og således det endegyldige bevis på, at testen har ret og, at jeg ville ikke egne mig til IKEA-kulturen)

For pludselig kommer alt det, der før virkede så åbent, venligt, demokratisk og rummeligt til at smage af corporate religion på den dårlige måde og ensretning af tankegang. Og det kan jeg trods alt ikke forestille mig andet end ligger temmelig langt fra IKEA-kulturen?

18 kommentarer
august 21, 2009

Tilfældighedernes spil er også et spil

Jeg har gjort det selv. Faktisk så mange gange i løbet af min karriere, at jeg i dag er helt flov over det:

Når jeg i interviews og spørgerunder efter foredrag er blevet spurgt, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag, har jeg svaret “ja, det var vel sådan lidt tilfældighedernes spil”.

Og det er jo ikke fordi, det er løgn. Det er bare så ufatteligt langt fra hele sandheden.

Tilfældighederne har spillet ind – men det er meget fejlagtigt bare at forklare det hele med tilfældighedernes spil. Det kræver også en masse flid, uddannelse, målrettethed, hjælp, gode relationer og engagement at nå derhen, hvor man drømmer om. Ikke desto mindre har jeg i min undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, fundet ud af, at jeg langtfra er den eneste, der har brugt “tilfældighedernes spil” som en handy forklaring på, hvorfor det er gået som det er gået – uden samtidig at føle mig alt for selvfed. Det viser sig faktisk at være DEN allermest udbredte forklaringsmodel, når kompetente kvinder bliver spurgt til deres succeser.

I naturlig forlængelse af, at det viste sig, at det er de færreste kvinder, der har det godt med at bruge ordet ambitioner og ambitiøs om sig selv, har det vist sig, at de færreste bryder sig om at stå ved deres egen faglighed, kompetencer og evne til at forstå og spille spillet. Inderst inde ved de fleste nok godt, det er kompetencerne og fliden, det skyldes. Men så snart jeg spurgte kvinderne i den eksplorative del af undersøgelsen til deres vej mod toppen eller roste dem, rødmede de alle voldsomt og sagde, at det skyldtes tilfældighedernes spil. De var ikke gået målrettet efter det – hvilket forekommer de fleste (og som indledningsvis beskrevet) at være en mere sympatisk måde. At den i virkeligheden er udtryk for en langt højere grad af selvfedhed (fordi den implicit antyder, at man jo blev valgt, fordi ens evner strålede så stærkt, selvom man ikke selv gjorde noget for at henlede opmærksomheden på det, at man ikke var til at komme udenom) er der ingen, der tænker over. I en dansk jantelovs- og pæn-pige-funderet kontekst LYDER det mere sympatisk, fordi man ikke selv gjorde noget. Det var nogen andre, der valgte én. Man gjorde bare, som man blev bedt om. Man var en pæn pige.

Endnu mere tydeligt blev det i den kvantitative del af undersøgelsen. Her spurgte vi kun kvinder med lederansvar eller eksplicitte ambitioner om at blive ledere. Så det vil sige, at der var tale om mange kvinder, der har gjort det rigtig godt – eller i hvert fald går for at have den faglige selvtillid i orden. Hvis man her spurgte til, hvorfor de arbejdede og hvad de satte størst pris på ved deres arbejde, svarede de næsten alle sammen, at de var drevet af faglige udfordringer, udvikling og reel indflydelse. Når vi så senere spurgte, hvilke kompetencer de især bidrog med på deres arbejdspladser, kom ting som “god til at holde mange bolde i luften” og “god til at skabe en god stemning” og “altid klar til at yde en ekstra indsats” ind på toppen af svarmuligheder – mens alt, hvad der handlede om lederevner, faglighed og innovation lå langt længere nede på listen. Og helt nede i bunden endte udsagn som “er god til at spille spillet”, “får mine ting igennem” og “er fandenivolsk”. Hvis man ikke selv giver udtryk for, at man gerne vil have spændende faglige opgaver og tror på sine egne lederevner og muligheder for at tingene igennem, er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke får tilbudt alle de spændende projekter, man drømmer om. Man er selv nødt til at udstråle – eller allerhelst ligefrem sætte ord på – at man ønsker sig dem. I stedet for at vente passivt på, at lederne efter et langvarigt tilfældighedernes spil finder på at spørge en.

Tilfældighedernes spil er OGSÅ et spil – og det er man nødt til at være bevidst om, hvis man gerne vil spille med:

  1. Det held, der gør, at man er på rette sted og rette tidspunkt langt fra nok, hvis man ikke er der på den rigtige måde. Man er nødt til at være synlig og gøre opmærksom på, hvad man drømmer om, så dem, der har mulighed for at hjælpe en med at udleve de drømme får noget at arbejde med. Man er nødt til at sige ja i mange sammenhænge, hvor man ellers er ved at dø af skræk. Man er nødt til at have et stort og varieret netværk. Man er nødt til at opføre sig ordentligt, så man ikke brænder broerne bag sig. (det synes jeg jo så personligt, at man i det hele taget bør gøre – men hvis man ikke deler den overbevisning, bør man gøre det om ikke andet for at undgå at brænde broer). Man er nødt til også at være i spil.
  2. Udover en vis portion af det held, jeg tror på vi allesammen får tilbudt indimellem, men bare ikke altid er opmærksomme på at tage imod – krævet en masse investeringer. Investeringer i en lang uddannelse. Investeringer i udfordrende arbejdsopgaver, hvor man med glæde har lagt en masse hårdt slid for at dygtiggøre sig, lære, udvikle sig. Investeringer i gode, langvarige og forskelligartede relationer, hvor man giver mindst lige så meget som man håber på at få igen. Det kan kræve afsavn. Og for mit vedkommende også nogle ret store økonomiske investeringer, der har været tæt på ruinere mig op til flere gange.
  3. Selv de allermest tilsyneladende tilfældige spil kræver andet og mere end bare tilfældighed. Sandsynligheden for at vinde mere end 14 kroner i Lotto bliver større jo mere, man spiller. Der er ingen garanti, og man kan være heldig at vinde 14 millioner på den eneste lotto-kupon man køber i sit liv. Men sandsynligheden mangedobles jo mere, man spiller. Således også med spændende nye muligheder. Jo flere ting, man er åben overfor, jo flere varierede situationer, man sætter sig selv i, jo større er sandsynligheden for at NOGET bliver til noget.

Og lad så gå med, hvis det kun var os selv det gik ud over, når vi bruger tilfældighedernes spil som forklaring på det, der gik godt – og også på det, der gik knap så godt. Men det er ikke kun os selv vi snyder, når vi ikke tør sætte ord på vores kompetencer, succeser og drømme. Vi gør også dem, der spørger os til råds en bjørnetjeneste (i den gammeldags forstand). For hvad hulen er det for et passivt råd at give videre, at det nok skal gå, hvis man ingenting gør og bare afventer tilfældighedernes spil.

I rapporten om undersøgelsen har jeg skrevet et kapitel om de forskellige spil på arbejdspladsen, hvor tilfældighedernes spil langtfra er det eneste, der volder problemer. For nu at sige det mildt. Faktisk er de forskellige spil en af de allervæsentligste grunde til, at mange erhvervskvinder fravælger toplederposterne. Og det kunne jeg fortælle om i uendeligheder. Men i første omgang kan du læse hele kapitlet herovre.

Og så håber jeg, at du – hvad enten du er mand eller kvinde – fremover vil lade være at underspille dine kompetencer og gemme dem ind under tilfældighedernes spil. Men i stedet stå ved og være ærlig omkring, hvad der har bragt dig dertil, hvor du er i dag. DET vil vi allesammen kunne lære meget mere af at høre. Jeg synes selv, det er helt vildt svært og grænseoverskridende – men jeg øver mig virkelig.

august 19, 2009

Selvfølgelig vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn – men det bliver vi så heller aldrig. Det kan spille ind – men det er aldrig udelukkende derfor.

Når man taler om kvinder og karriere, er der altid højrisiko for, at diskussionen løber af sporet indenfor de første fem minutter, fordi en eller anden siger “Jeg vil ikke vælges bare fordi jeg er kvinde”.

I den undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, viste det sig faktisk, at den holdning er så udbredt blandt danske kvinder, at 3 ud af 4 af de adspurgte kvinder i den undersøgelse om kvinders ambitioner, jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, erklærede sig FULDSTÆNDIG ENIGE i det udsagn. Og resten erklærede sig enige. Der var simpelthen 0 %, der var uenige i udsagnet. Det er en fuldstændig fasttømret opfattelse. Ingen vil vælges bare fordi de er kvinder. Der er ingen, der har det modsatte synspunkt. OG NETOP DERFOR ER DET FULDSTÆNDIG TÅBELIGT OVERHOVEDET AT BRUGE TALETID OG ENERGI PÅ DEN I DEBATTEN.

Men man kan blive tvunget til at forholde sig til det – om ikke andet, fordi man ofte vil blive stillet spørgsmålet, hvis man prøver at give sin mening til kende indenfor spørgsmålet om kvinder og karriere. Bringer man det ikke selv på bane, vil der med garanti være en anden – enten kvinde eller mand – der spørger “Jamen vil du da vælges, kun fordi du er kvinde”. Og derfor kan det være nyttigt at kigge nærmere på begrundelserne for både HVORFOR vi ikke vil det – og HVORDAN vi kan tackle det, hvis man har på fornemmelsen, at det er tilfældet.

Hele Protocol-undersøgelsens kapitel om paradokset “Jeg vil ikke vælges fordi jeg er kvinde <> Jeg synes kvinder kan bidrage med noget helt særligt i ledelsen” kan du læse på Protocol.dk under titlen “Tordenskjolds soldater M/K”.

Og herunder har jeg så samlet henholdsvis begrundelserne for, HVORFOR vi stritter så kraftigt imod tanken om at blive valgt på grund af vores køn – og HVORDAN vi hver især forsøger at tackle det.

HVORFOR vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn?

  • Mine karrieremæssige kompetencer er en kombination af alle de ting, jeg kan, er og gør. Min uddannelse, min erhvervserfaring, min opvækst, mine oplevelser, mine rejser, mine fritidsinteresser, min personlighed, min familie – og også mit køn. Men det er for irriterende, at kønnet er et vigtigere udvælgelseskriterium i karrieremæssige sammenhænge end alle mine andre kompetencer.
  • Jeg vil helst ikke kategoriseres sammen med de andre kvinder. For det er ofte de andre kvinders egen skyld, hvis de ikke kommer derhen, hvor de gerne vil. Enten fordi de ikke er villige til at ofre det, der skal til, fordi de opfører sig uprofessionelt og er alt for fintfølende, eller fordi de ikke kan finde ud af at “spille spillet”. Jeg har aldrig selv oplevet de problemer.
  • Jeg tror ikke, vi nogensinde bliver accepteret på lige fod med mændene, hvis vi 
bliver udvalgt eller fremhævet som noget særligt på grund af vores køn. Så vil vi altid være de lidt “svæge”, der er udvalgt på andre præmisser end vores mandlige kolleger. Vi er nødt til at lade det tage den tid, det tager, før vi bliver accepteret helt naturligt. Ellers lægger vi en bombe under ligestillingen på længere sigt.
  • Jeg synes ikke, det handler om ligestilling mellem mænd og kvinder. Det handler om mangfoldighed på arbejdspladsen i det hele taget. Om at blande begge køn, mange forskellige etniciteter, uddannelsesbaggrunde og kompetencer i ledelseslokalet. Hvis vi bliver ved med kun at fokusere på kvindespørgsmålene, gentager vi bare tidligere tiders fejltagelser, hvor vi rekrutterer efter nogen, der ligner os selv. Det skal vi ud af – så løser kvindeproblemstillingen samtidig sig selv.

Den uundgåelige opmærksomhed

Men selvom de fleste frabeder sig at blive til- eller fravalgt på grund af deres køn, er det næsten umuligt at slippe uden om, at kønnet tiltrækker sig særlig opmærksomhed. For det er en meget udbredt opfattelse, at kvinder – alene i kraft af deres køn – tilfører ledelserne og bestyrelserne noget helt særligt. En kvinde forventes – udover sine faglige kvalifikationer – at besidde nogle særlige menneskelige værdier og kvalifikationer.

Kønnet bliver også – fra begge køns side – meget ofte brugt som den primære forklaring på, at en anden person henholdsvis fik eller ikke en forfremmelse. Hvis et ansøgerfelt består af både mandlige og kvindelige ansøgere, vil det ofte fyge med reaktioner ala “Den fik hun kun, fordi de ville have en kvinde”, “Hvor sejt, at de valgte en kvinde”, “Hun fik den ikke, fordi hun er kvinde, hvor er det bare typisk mænd kun at vælge nogen, der ligner dem selv”, “Det er helt tydeligt, at de gik efter en mand denne gang” eller “Den eneste forklaring på, at de ikke valgte ham må være, at de skulle bruge en kvinde til at fylde kvoten”. Og hver gang er det med til at understrege, at kønnet tillægges særlig betydning i udvælgelsen frem for de 117 andre aspekter, der også spiller ind, når en stilling eller bestyrelsespost skal besættes. Kvinderne føler, det er den eneste indlysende forklaring på, hvorfor de blev fravalgt, og spørger derfor ikke yderligere ind til begrundelserne – hvilket jo også kunne have handlet om andre ting, som de reelt havde haft en mulighed for at ændre på, inden næste ansøgningsrunde. Og de fravalgte mænd overvejer heller ikke et øjeblik, at kvinden måske blev valgt, fordi hun var mere kompetent end dem.

HVORDAN håndterer vi det, hvis vi fornemmer, vi bliver spurgt på grund af vores køn?

Hvad enten de vil det eller ej, nyder de fleste erhvervskvinder godt af, at de er meget synlige blandt jakkesættene. Hvis de tør skille sig ud, sige deres mening og kæmpe for alt, hvad de har kært, får de tit en opmærksomhed, de fleste mænd ville have skullet kæmpe langt mere for. Pressen elsker dem, de er efterspurgte foredragsholdere og deres skræddersyede, kulørte jakker, lyser op blandt jakkesættene på billederne af bestyrelsen. Og den opmærksomhed har de fleste det lidt ambivalent med. Overvejelserne falder typisk i følgende klynger:

  • Det kan godt være, de får øje på mig, fordi jeg er kvinde. Men de havde jo ikke spurgt mig, hvis de ikke syntes, jeg var kompetent.
  • Det irriterer mig at blive “typecastet” som kvinden. Men det ville også være for dumt at sige nej, bare fordi de har været opmærksomme på at finde en kvinde. Det ville være så typisk kvindeligt at sige nej.
  • “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden” (oprindeligt et citat fra Madeleine Albright, der i dag er så udbredt i kvindelige netværk, at det ligefrem udgør titlen på Marklund og Snickares bog). Selvom jeg aldrig selv haft brug for kvindelige forbilleder, stiller jeg gerne op, hvis det kan hjælpe andre kvinder.
  • Det er vigtigt at være synlig, hvis man gerne vil gøre sig gældende. Den ekstra synlighed er måske en af de fordele vi har, mens vi så kæmper med nogle andre udfordringer end mændene. Lad nu være med at problematisere det også.
  • Mænd bliver jo også valgt alene, fordi de er mænd. Tænk på, hvor mange inkompetente mænd, der sidder rundt omkring. De var da aldrig blevet spurgt, hvis ikke det var, fordi de lignende den chef, der har forfremmet dem.
  • Og personligt vil jeg så tilføje, at der ikke er nogen grund til overhovedet at indlade sig på debatten eller begynde at få kvababbelse ved tanken om, at ens køn måske spillede ind i valget af én som taler. Det var det med garanti så meget andet, der gjorde – sig JA, hvis du har lyst. De spurgte dig, fordi du er dig og kan det, du kan.

Automatreaktionen bremser debatten

Det er på mange måder sundt og helt naturligt, at man i faglige sammenhænge vil vælges på grund af ens præstationer og meritter. Men samtidig er det problematisk for debatten, at argumentet er så fasttømret og falder som automatreaktion. For der er i selve formuleringen tale om en oversimplificering, hvor man stiller to punkter – køn og kompetencer – overfor hinanden som to ting, der nødvendigvis udelukker hinanden, og i øvrigt overfokuserer på netop de to elementer i en udvælgelsesproces, mens der reelt er en lang række andre ting (timing, de andre kandidaters beskaffenhed, netværk, resten af organisationsstrukturen, tilfældigheder, golfture, anbefalinger osv.) der også spiller ind. Det er en kunstig opstilling at ophøje køn og kompetencer til at være de eneste elementer – og ikke mindst at opstille dem som et enten eller. For der er jo ingen, der siger, at man ikke både er kompetent og bliver valgt på grund af sit køn. De to behøver ikke at udelukke hinanden. Men det kommer de til, jo oftere vi bliver ved med at gentage det.

Når frygten for at blive valgt på grund af sit køn er så udbredt, som den er, får den i mange tilfælde den modsatte effekt. Og det sker på mange planer:

  • I den overordnede politiske debat om kvinder i ledelse og ligestilling bremser køn-eller-kompetence-argumentet for enhver reel debat. For selvom man ikke nødvendigvis går ind for kvoter, kan man jo godt mene, at det kan være fornuftigt at opfordre flere kvinder til at “gøre sig spilbare” eller have særligt fokus på at lade kvindelige eksperter komme til orde i medierne. Men selv den pointe kan være svær at holde fast i, når man bliver mødt med “skal vi vælge kvinder fordi de er kvinder – argumentet”.
  • I praksis sker der ofte det i ledelserne og på redaktionerne, hvor deltagerne omkring bordet ellers reelt gerne ville løfte flere kvinder op på lederposter eller sikre de kvindelige eksperter mere taletid, at man leder med lys og lygte efter kvindelige kandidater. Og efterhånden som man finder en kvinde ud af 10 mulige – ofte fordi kvinderne ikke er så synlige blandt Tordenskjolds soldater – vil der til sidst være en, der siger “det kan jo heller ikke passe, at vi skal diskvalificere alle de her kompetente mænd, bare fordi det skal være en kvinde” – og så indstiller man jagten på den kompetente kvinde med god samvittighed, fordi man i det mindste prøvede. Det bliver i sig selv til et “bevis” på, at der ikke er kompetente kvinder nok – men det ville der nok have været, hvis man havde gidet lede lidt længere. Ikke, at hun skal have særbehandling fordi hun er kvinde eller vælges, hvis hendes kompetencer ikke svarer til de mandlige kandidaters – men derfor kunne hun opfordres til at være mere synlig og spilbar, så hun i første omgang kom med i feltet.
  • Ingen kompetent erhvervskvinde har det godt med at være “kvote-kvinden”, så en del reagerer ved at sige “Nej tak” til de muligheder, der byder sig, af frygt for, at de er blevet spurgt af de forkerte årsager. Og så meget desto mere hakker de på andre kvinder, der vælger at takke ja til en mulighed – selvom det er tydeligt, at de er typecastet som “kvinden” i panelet. De få meget eksponerede kvinder, der ikke er bange for at sige ja til mulighederne – eller i hvert fald trodser deres egne kvababbelser og gør det – får hurtigt et dårligt ry, fordi der stadig er så få af dem og de stadig stikker så meget ud blandt jakkesættene, at de hurtigt bliver medie slidte. Men man kan være helt sikker på, at man ikke ville blive spurgt, hvis ikke man også var kompetent. Hvis det udelukkende var på grund af kønnet, man blev spurgt, var der jo 10.000-vis af andre kvinder, man kunne have valgt.
  • Køn-eller-kompence-argumentet er et nemt og billigt slag under bælte-stedet fra de mænd, der blev forbigået. Uanset om det var køn, kompetencer, noget helt 17. eller en skøn blanding af alle mulige omstændigheder, der gjorde, at kvinden blev valgt frem for dem, giver det hurtigt anledning til murren i krogene og rygtedannelse – og overdrevet fokus på kvindens køn, frem for hendes kompetencer.

Lad os i stedet som udgangspunkt antage, at ingen kvinde nogensinde bliver valgt til noget kun, fordi hun er kvinde. Der bliver sandsynligvis lagt mere mærke til hende, hvis hun stikker snuden frem og hun får måske også relativt set flere tilbud om at deltage i paneler, debatter, bestyrelser og arbejdsgrupper end de fleste mænd, fordi stadigt flere bliver opmærksomme på at opfordre kvinder til aktiv deltagelse. Men det er meget ødelæggende, hvis der altid skal stilles spørgsmålstegn ved, om man har ret til sin plads eller blot har fået den for et syns skyld. Så lad os fremover i det mindste tilføje et lille “kun” til udsagnet, så det i stedet lyder “jeg vil fremhæves for mine præstationer – ikke kun fordi jeg er kvinde”.

august 18, 2009

Ambitioner er ikke bare ambitioner

En af de ting, der har overrasket mig mest under undersøgelsen af Erhvervskvinders Paradokser som jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, er at opdage, HVOR paradoksalt ordet AMBITIONER i sig selv er.

Indtil jeg påbegyndte denne undersøgelse, må jeg sige fuldstændig åbent og oprigtigt, at jeg er gået rundt med den opfattelse, at ordet ambitioner var et ultimativt plus-ord – fordi det for mig er synonymt med drive, engagement, målrettethed og ønsket om at gøre noget med sit liv. At ændre på det eksisterende og bidrage til at gøre noget bedre. Og sådan er der da også mange, der ser på det. Men jeg havde knap nok taget hul på undersøgelsen, før det gik op for mig, at ordet ambitioner for mange klinger direkte negativt og er synonymt med noget usympatisk, glat, rund-save-på-albuerne-diplomatisk og – når vi snakker kvinder specifikt – ukvindeligt og synonymt med, at en ambitiøs mor er en dårlig mor, der ikke har sine prioriteter i orden.

Og det stod hurtigt klart for mig, at det for rigtig mange i hvert fald er forbundet med ambivalens. Man mener på den ene side, at det er et plusord – og på den anden side, at det er meget nedsættende.

Derfor var en af de allerførste øvelser i undersøgelsen at prøve at dykke lidt dybere i, hvad ambitionerne egentlig dækker over. Og det viste sig, at der er tale om utroligt mange forskellige typer ambitioner på samme tid – og at det ofte skyldes forvirring og manglende begrebsafklaring, når vi opfatter ambitioner som enten positivt eller negativt. Det er ekstremt kontekstbestemt – og ekstremt fleksibelt, hvilke ambitioner, der er i spil hvornår.

Så her er i første gang en oversigt over de mest typiske ambitioner:

Ambitionen om at nå til tops

•Drive: At vinde konkurrencen om at så størst, højest eller hurtigst op. Antal medarbejdere, titlens ordlyd, budgettets størrelse, placeringen i hierarkiet.

Udfordringer: Kolliderer ofte med janteloven, pæn-pige-syndromet og ambitionen om at ”være et godt menneske”.

Ambitionen om at gøre det godt ud fra sine egne kriterier

•Drive: At skabe rammerne for sit eget liv ud fra de succeskritierier, der giver mening for en selv. Ikke ud fra, hvad omgivelserne pr. definition betragter som prestigefyldt.

•Udfordringer: Svært at definere delmål. Manglende anerkendelse fra omverdenen.

Ambitionen om at sætte sit aftryk

•Drive: At gå over i historien for sine faglige bedrifter. Ministerposter, nobelpriser, Oscarstatuetter og gyldne laurbær.

•Udfordringer: Udskilningsløbet er hårdt og vejen derhen er ofte brødløs. Omgivelserne bakker tålmodigt op, men ryster inderst inde på hovedet og håber, man kommer til fornuft. Og man skal i hvert fald have ”noget at falde tilbage på”.

Ambitionen om den perfekte familie med ’Det store bord’.

•Drive: Lykkebillederne af villa, volvo, vovse, unger, der fanger haletudser i gadekæret og det store bord med plads til spontane gæster. Og rigtig velsimrede gryderetter.

•Udfordringer: Det gode liv skal finansieres. Og det tager nødvendigvis tid fra lykkebillederne.

Ambitionen om at være et godt menneske.

•Drive: At nå til tops uden rundsave på albuerne. Og være venlig og overskudsagtig – både overfor medarbejderne, familien og alle ens øvrige relationer.

•Udfordringer: Hvis man når til tops, må man nødvendigvis tage hårde beslutninger engang i mellem. Og så er der højrisiko for at blive kaldt en ”bitsch”.

Ambitionen om at lave noget meningsfyldt

•Drive:  At rykke noget for andre end sig selv – at lave noget meningsfyldt.

•Udfordringer: Større fokus på produkternes kvaliteter eller opgavernes indhold. Arbejdspladser, man kan stå inde for. Også meget typisk at skifte fra linjefunktioner til HR.

Ambitionen om at leve det gode liv.

•Drive: At få alle sine drømme til at gå i opfyldelse – og alle ambitionerne til at gå op i en højere enhed. Ofte i en damebladsagtig version, hvor man både har superkarrieren, den perfekte mand, yndige, velopdragne børn, det perfekte hjem, kreative sysler og konstante ferier til spændende destinationer. Og selvfølgelig at se Sex&TheCity-fabulous ud både til hverdag og fest.

•Udfordringer: Det siger sig selv, at man ikke kan få det hele. Men alligevel prøver man.

For de fleste erhvervskvinder forløber tilværelsen med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og det siger næsten sig selv, at forskellige ambitioner er mere fremtrædende i visse livsfaser end i andre. Og at hver gang, man justerer på ét ambitionsniveau, påvirker det mulighederne for at udleve de andre.

Forestil dig, at dine egne ambitioner ser sådan her ud:

sqish

Og tænk så over, hvad det er, der sker, når du presser eller trækker lidt i den ene ende… og del så meget gerne de tanker med os andre i kommentarfelterne…

11 kommentarer
august 18, 2009

Erhvervskvinde – erkend og acceptér, at dit liv er fuldt af paradokser

I dag er den store undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg gennem det seneste år et seneste år har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, ENDELIG UDKOMMET.

Jeg præsenterede den i formiddags for ca. 100 udvalgte erhvervskvinder på Protocols tænketank – og samtidig er selve undersøgelsen udkommet i magasinform som en del af den nyeste udgave af magasinet Protocol.

Hele undersøgelsen vil snart kunne downloades i sin fulde (temmelig omfattende) længde på protocol.dk – med jeg planlægger også at dele indholdet op i mindre bidder her på bloggen, så alle jer derude kan bidrage med jeres nuancer, erfaringer og synspunkter.

Inden jeg går videre, kan jeg godt se, at de ovenstående sætninger kalder på en forklaring af, hvad Protocol er. Protocol er en netværksorganisation, der arbejder med talentacceleration for erhvervskvinder. I praksis foregår det sådan, at arbejdspladserne udpeger deres mest talentfulde kvindelige medarbejdere, der så bliver matchet med en benhård mentor, indgår i en netværksgruppe og deltager i symposier og tænketanke, hvor alle deltagerne på tværs af brancher og erfaringer undersøger, hvad vi i fællesskab kan gøre for at hjælpe den uudnyttede talentmasse på vej.

Jeg har selv fulgt projektet tæt og er også en af Protocols ambassadører, sidder i en af netværksgrupperne og skriver en klumme + en hel masse om ledelse og organisationer i magasinet.  Og da Beskæftigelsesministeriet for et års tid siden sagde ja til at finansiere en større baggrundsundersøgelse af, hvor det egentlig er, skoen trykker, spurgte Protocol mig, om jeg havde lyst til at udføre den. Det har jeg så arbejdet på lige siden. Og det har været en sindsygt interessant opgave at arbejde med.

I praksis har jeg

  • Foretaget 11 dybdeinterview med vidt forskellige erhvervskvinder – i forskellige aldersgrupper, brancher og livsfaser for at finde frem til, om der måske kunne være nogle nye, uopdagede årsager til, at der stadig kun findes 4% kvinder på topposterne i det danske erhvervsliv – præcis det samme tal for 20 år siden.
  • Udviklet en masse teser på baggrund af samtalerne, som vi efterfølgende har efterprøvet i en kvantitativ analyse, hvor 1800 kvinder har besvaret en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Den del af undersøgelsen blev i praksis foretaget af analysevirksomheden Enalyzer.
  • Foretaget det, jeg kalder “medieetnologi”, hvor jeg har kulegravet alle mulige forskellige mediers historier om emnet. Nu er mit liv jo langt hen ad vejen i forvejen en stor mediefestival. Men når jeg arbejder på en opgave som denne, foretager jeg samtidig en mere specifik medieanalyse af medier, der er specifikt relevante for emnet. (og ja, udover rapporterne og bøgerne og ledelsesteorierne var det selvfølgelig FULDSTÆNDIG nødvendigt at se Sex&The City i rå mængder og gennemtygge store bunker sladderblade.
  • Analyseret alt materialet og kogt det ned til en stribe artikler.

Det omfattende indhold har jeg kogt ned til fem paradokser, som jeg mener alle erhvervskvinder er “tvunget” til at forholde sig til –  hvadenten vi vil det eller ej – og hvad enten, de er relevante for os eller ej. Alene fordi vi er kvinder.

De fem paradokser er så også – i min optik – det eneste vi reelt kan sige, erhvervskvinder har til fælles. Udover, at de typisk tænker på deres job som en “karriere” og ikke bare “et job”. Ellers er vi vidt forskellige individer, som det i sig selv er problematisk at behandle under ét. Og vidt forskellige mennesker, der forsøger at tackle en række personlige paradokser som supplement til de fem, vi har til fælles  – og i øvrigt har vi hver vores måde at navigere gennem de fem fællesparadokser.

Men selvom jeg meget gerne vil udover at tænke køn og langt hellere vil tænke på os som individer (og håber, at de råd og pointer, jeg kommer med, i lige så høj grad kan hjælpe mænd, der ønsker at arbejde på en anden måde, end den gængse “mande-måde” og forskellige minoriteter) er det også farligt at blive så berøringsangst, at man slet ikke kan sige noget. Og her er paradokserne gode, fordi de giver os mulighed for at sige noget fælles, der kan give nogle fælles erkendelser og nye måder at tale om tingene på – men samtidig giver den enkelte mulighed for at danne sine egne mønstre gennem paradokserne.

Og NU vil jeg til at løfte sløret for noget af alt det konkrete – og det vil jeg gøre i et andet indlæg, så det her ikke ender med at blive ALT for monsterlangt. Og derfor vil jeg i første omgang slutte her og sige, at en af de allervæsentligste erkendelser for enhver erhvervskvinde, der har lyst til accellerere sine muligheder og talent er i første omgang at erkende og acceptere, at det er et liv fuldt at paradokser. Og derefter at begynde at navigere konstruktivt i det – i stedet for at sætte sig tilbage og vente på, at nogle andre på tingene.

4 kommentarer
%d bloggers like this: