Nadja Pass

Kategori: Arbejdsliv

Tilfældighedernes spil er også et spil

Jeg har gjort det selv. Faktisk så mange gange i løbet af min karriere, at jeg i dag er helt flov over det:

Når jeg i interviews og spørgerunder efter foredrag er blevet spurgt, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag, har jeg svaret “ja, det var vel sådan lidt tilfældighedernes spil”.

Og det er jo ikke fordi, det er løgn. Det er bare så ufatteligt langt fra hele sandheden.

Tilfældighederne har spillet ind – men det er meget fejlagtigt bare at forklare det hele med tilfældighedernes spil. Det kræver også en masse flid, uddannelse, målrettethed, hjælp, gode relationer og engagement at nå derhen, hvor man drømmer om. Ikke desto mindre har jeg i min undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, fundet ud af, at jeg langtfra er den eneste, der har brugt “tilfældighedernes spil” som en handy forklaring på, hvorfor det er gået som det er gået – uden samtidig at føle mig alt for selvfed. Det viser sig faktisk at være DEN allermest udbredte forklaringsmodel, når kompetente kvinder bliver spurgt til deres succeser.

I naturlig forlængelse af, at det viste sig, at det er de færreste kvinder, der har det godt med at bruge ordet ambitioner og ambitiøs om sig selv, har det vist sig, at de færreste bryder sig om at stå ved deres egen faglighed, kompetencer og evne til at forstå og spille spillet. Inderst inde ved de fleste nok godt, det er kompetencerne og fliden, det skyldes. Men så snart jeg spurgte kvinderne i den eksplorative del af undersøgelsen til deres vej mod toppen eller roste dem, rødmede de alle voldsomt og sagde, at det skyldtes tilfældighedernes spil. De var ikke gået målrettet efter det – hvilket forekommer de fleste (og som indledningsvis beskrevet) at være en mere sympatisk måde. At den i virkeligheden er udtryk for en langt højere grad af selvfedhed (fordi den implicit antyder, at man jo blev valgt, fordi ens evner strålede så stærkt, selvom man ikke selv gjorde noget for at henlede opmærksomheden på det, at man ikke var til at komme udenom) er der ingen, der tænker over. I en dansk jantelovs- og pæn-pige-funderet kontekst LYDER det mere sympatisk, fordi man ikke selv gjorde noget. Det var nogen andre, der valgte én. Man gjorde bare, som man blev bedt om. Man var en pæn pige.

Endnu mere tydeligt blev det i den kvantitative del af undersøgelsen. Her spurgte vi kun kvinder med lederansvar eller eksplicitte ambitioner om at blive ledere. Så det vil sige, at der var tale om mange kvinder, der har gjort det rigtig godt – eller i hvert fald går for at have den faglige selvtillid i orden. Hvis man her spurgte til, hvorfor de arbejdede og hvad de satte størst pris på ved deres arbejde, svarede de næsten alle sammen, at de var drevet af faglige udfordringer, udvikling og reel indflydelse. Når vi så senere spurgte, hvilke kompetencer de især bidrog med på deres arbejdspladser, kom ting som “god til at holde mange bolde i luften” og “god til at skabe en god stemning” og “altid klar til at yde en ekstra indsats” ind på toppen af svarmuligheder – mens alt, hvad der handlede om lederevner, faglighed og innovation lå langt længere nede på listen. Og helt nede i bunden endte udsagn som “er god til at spille spillet”, “får mine ting igennem” og “er fandenivolsk”. Hvis man ikke selv giver udtryk for, at man gerne vil have spændende faglige opgaver og tror på sine egne lederevner og muligheder for at tingene igennem, er det måske ikke så mærkeligt, at man ikke får tilbudt alle de spændende projekter, man drømmer om. Man er selv nødt til at udstråle – eller allerhelst ligefrem sætte ord på – at man ønsker sig dem. I stedet for at vente passivt på, at lederne efter et langvarigt tilfældighedernes spil finder på at spørge en.

Tilfældighedernes spil er OGSÅ et spil – og det er man nødt til at være bevidst om, hvis man gerne vil spille med:

  1. Det held, der gør, at man er på rette sted og rette tidspunkt langt fra nok, hvis man ikke er der på den rigtige måde. Man er nødt til at være synlig og gøre opmærksom på, hvad man drømmer om, så dem, der har mulighed for at hjælpe en med at udleve de drømme får noget at arbejde med. Man er nødt til at sige ja i mange sammenhænge, hvor man ellers er ved at dø af skræk. Man er nødt til at have et stort og varieret netværk. Man er nødt til at opføre sig ordentligt, så man ikke brænder broerne bag sig. (det synes jeg jo så personligt, at man i det hele taget bør gøre – men hvis man ikke deler den overbevisning, bør man gøre det om ikke andet for at undgå at brænde broer). Man er nødt til også at være i spil.
  2. Udover en vis portion af det held, jeg tror på vi allesammen får tilbudt indimellem, men bare ikke altid er opmærksomme på at tage imod – krævet en masse investeringer. Investeringer i en lang uddannelse. Investeringer i udfordrende arbejdsopgaver, hvor man med glæde har lagt en masse hårdt slid for at dygtiggøre sig, lære, udvikle sig. Investeringer i gode, langvarige og forskelligartede relationer, hvor man giver mindst lige så meget som man håber på at få igen. Det kan kræve afsavn. Og for mit vedkommende også nogle ret store økonomiske investeringer, der har været tæt på ruinere mig op til flere gange.
  3. Selv de allermest tilsyneladende tilfældige spil kræver andet og mere end bare tilfældighed. Sandsynligheden for at vinde mere end 14 kroner i Lotto bliver større jo mere, man spiller. Der er ingen garanti, og man kan være heldig at vinde 14 millioner på den eneste lotto-kupon man køber i sit liv. Men sandsynligheden mangedobles jo mere, man spiller. Således også med spændende nye muligheder. Jo flere ting, man er åben overfor, jo flere varierede situationer, man sætter sig selv i, jo større er sandsynligheden for at NOGET bliver til noget.

Og lad så gå med, hvis det kun var os selv det gik ud over, når vi bruger tilfældighedernes spil som forklaring på det, der gik godt – og også på det, der gik knap så godt. Men det er ikke kun os selv vi snyder, når vi ikke tør sætte ord på vores kompetencer, succeser og drømme. Vi gør også dem, der spørger os til råds en bjørnetjeneste (i den gammeldags forstand). For hvad hulen er det for et passivt råd at give videre, at det nok skal gå, hvis man ingenting gør og bare afventer tilfældighedernes spil.

I rapporten om undersøgelsen har jeg skrevet et kapitel om de forskellige spil på arbejdspladsen, hvor tilfældighedernes spil langtfra er det eneste, der volder problemer. For nu at sige det mildt. Faktisk er de forskellige spil en af de allervæsentligste grunde til, at mange erhvervskvinder fravælger toplederposterne. Og det kunne jeg fortælle om i uendeligheder. Men i første omgang kan du læse hele kapitlet herovre.

Og så håber jeg, at du – hvad enten du er mand eller kvinde – fremover vil lade være at underspille dine kompetencer og gemme dem ind under tilfældighedernes spil. Men i stedet stå ved og være ærlig omkring, hvad der har bragt dig dertil, hvor du er i dag. DET vil vi allesammen kunne lære meget mere af at høre. Jeg synes selv, det er helt vildt svært og grænseoverskridende – men jeg øver mig virkelig.

Selvfølgelig vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn – men det bliver vi så heller aldrig. Det kan spille ind – men det er aldrig udelukkende derfor.

Når man taler om kvinder og karriere, er der altid højrisiko for, at diskussionen løber af sporet indenfor de første fem minutter, fordi en eller anden siger “Jeg vil ikke vælges bare fordi jeg er kvinde”.

I den undersøgelse om erhvervskvinders ambitioner, jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, viste det sig faktisk, at den holdning er så udbredt blandt danske kvinder, at 3 ud af 4 af de adspurgte kvinder i den undersøgelse om kvinders ambitioner, jeg netop har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, erklærede sig FULDSTÆNDIG ENIGE i det udsagn. Og resten erklærede sig enige. Der var simpelthen 0 %, der var uenige i udsagnet. Det er en fuldstændig fasttømret opfattelse. Ingen vil vælges bare fordi de er kvinder. Der er ingen, der har det modsatte synspunkt. OG NETOP DERFOR ER DET FULDSTÆNDIG TÅBELIGT OVERHOVEDET AT BRUGE TALETID OG ENERGI PÅ DEN I DEBATTEN.

Men man kan blive tvunget til at forholde sig til det – om ikke andet, fordi man ofte vil blive stillet spørgsmålet, hvis man prøver at give sin mening til kende indenfor spørgsmålet om kvinder og karriere. Bringer man det ikke selv på bane, vil der med garanti være en anden – enten kvinde eller mand – der spørger “Jamen vil du da vælges, kun fordi du er kvinde”. Og derfor kan det være nyttigt at kigge nærmere på begrundelserne for både HVORFOR vi ikke vil det – og HVORDAN vi kan tackle det, hvis man har på fornemmelsen, at det er tilfældet.

Hele Protocol-undersøgelsens kapitel om paradokset “Jeg vil ikke vælges fordi jeg er kvinde <> Jeg synes kvinder kan bidrage med noget helt særligt i ledelsen” kan du læse på Protocol.dk under titlen “Tordenskjolds soldater M/K”.

Og herunder har jeg så samlet henholdsvis begrundelserne for, HVORFOR vi stritter så kraftigt imod tanken om at blive valgt på grund af vores køn – og HVORDAN vi hver især forsøger at tackle det.

HVORFOR vil vi ikke vælges udelukkende på grund af vores køn?

  • Mine karrieremæssige kompetencer er en kombination af alle de ting, jeg kan, er og gør. Min uddannelse, min erhvervserfaring, min opvækst, mine oplevelser, mine rejser, mine fritidsinteresser, min personlighed, min familie – og også mit køn. Men det er for irriterende, at kønnet er et vigtigere udvælgelseskriterium i karrieremæssige sammenhænge end alle mine andre kompetencer.
  • Jeg vil helst ikke kategoriseres sammen med de andre kvinder. For det er ofte de andre kvinders egen skyld, hvis de ikke kommer derhen, hvor de gerne vil. Enten fordi de ikke er villige til at ofre det, der skal til, fordi de opfører sig uprofessionelt og er alt for fintfølende, eller fordi de ikke kan finde ud af at “spille spillet”. Jeg har aldrig selv oplevet de problemer.
  • Jeg tror ikke, vi nogensinde bliver accepteret på lige fod med mændene, hvis vi 
bliver udvalgt eller fremhævet som noget særligt på grund af vores køn. Så vil vi altid være de lidt “svæge”, der er udvalgt på andre præmisser end vores mandlige kolleger. Vi er nødt til at lade det tage den tid, det tager, før vi bliver accepteret helt naturligt. Ellers lægger vi en bombe under ligestillingen på længere sigt.
  • Jeg synes ikke, det handler om ligestilling mellem mænd og kvinder. Det handler om mangfoldighed på arbejdspladsen i det hele taget. Om at blande begge køn, mange forskellige etniciteter, uddannelsesbaggrunde og kompetencer i ledelseslokalet. Hvis vi bliver ved med kun at fokusere på kvindespørgsmålene, gentager vi bare tidligere tiders fejltagelser, hvor vi rekrutterer efter nogen, der ligner os selv. Det skal vi ud af – så løser kvindeproblemstillingen samtidig sig selv.

Den uundgåelige opmærksomhed

Men selvom de fleste frabeder sig at blive til- eller fravalgt på grund af deres køn, er det næsten umuligt at slippe uden om, at kønnet tiltrækker sig særlig opmærksomhed. For det er en meget udbredt opfattelse, at kvinder – alene i kraft af deres køn – tilfører ledelserne og bestyrelserne noget helt særligt. En kvinde forventes – udover sine faglige kvalifikationer – at besidde nogle særlige menneskelige værdier og kvalifikationer.

Kønnet bliver også – fra begge køns side – meget ofte brugt som den primære forklaring på, at en anden person henholdsvis fik eller ikke en forfremmelse. Hvis et ansøgerfelt består af både mandlige og kvindelige ansøgere, vil det ofte fyge med reaktioner ala “Den fik hun kun, fordi de ville have en kvinde”, “Hvor sejt, at de valgte en kvinde”, “Hun fik den ikke, fordi hun er kvinde, hvor er det bare typisk mænd kun at vælge nogen, der ligner dem selv”, “Det er helt tydeligt, at de gik efter en mand denne gang” eller “Den eneste forklaring på, at de ikke valgte ham må være, at de skulle bruge en kvinde til at fylde kvoten”. Og hver gang er det med til at understrege, at kønnet tillægges særlig betydning i udvælgelsen frem for de 117 andre aspekter, der også spiller ind, når en stilling eller bestyrelsespost skal besættes. Kvinderne føler, det er den eneste indlysende forklaring på, hvorfor de blev fravalgt, og spørger derfor ikke yderligere ind til begrundelserne – hvilket jo også kunne have handlet om andre ting, som de reelt havde haft en mulighed for at ændre på, inden næste ansøgningsrunde. Og de fravalgte mænd overvejer heller ikke et øjeblik, at kvinden måske blev valgt, fordi hun var mere kompetent end dem.

HVORDAN håndterer vi det, hvis vi fornemmer, vi bliver spurgt på grund af vores køn?

Hvad enten de vil det eller ej, nyder de fleste erhvervskvinder godt af, at de er meget synlige blandt jakkesættene. Hvis de tør skille sig ud, sige deres mening og kæmpe for alt, hvad de har kært, får de tit en opmærksomhed, de fleste mænd ville have skullet kæmpe langt mere for. Pressen elsker dem, de er efterspurgte foredragsholdere og deres skræddersyede, kulørte jakker, lyser op blandt jakkesættene på billederne af bestyrelsen. Og den opmærksomhed har de fleste det lidt ambivalent med. Overvejelserne falder typisk i følgende klynger:

  • Det kan godt være, de får øje på mig, fordi jeg er kvinde. Men de havde jo ikke spurgt mig, hvis de ikke syntes, jeg var kompetent.
  • Det irriterer mig at blive “typecastet” som kvinden. Men det ville også være for dumt at sige nej, bare fordi de har været opmærksomme på at finde en kvinde. Det ville være så typisk kvindeligt at sige nej.
  • “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden” (oprindeligt et citat fra Madeleine Albright, der i dag er så udbredt i kvindelige netværk, at det ligefrem udgør titlen på Marklund og Snickares bog). Selvom jeg aldrig selv haft brug for kvindelige forbilleder, stiller jeg gerne op, hvis det kan hjælpe andre kvinder.
  • Det er vigtigt at være synlig, hvis man gerne vil gøre sig gældende. Den ekstra synlighed er måske en af de fordele vi har, mens vi så kæmper med nogle andre udfordringer end mændene. Lad nu være med at problematisere det også.
  • Mænd bliver jo også valgt alene, fordi de er mænd. Tænk på, hvor mange inkompetente mænd, der sidder rundt omkring. De var da aldrig blevet spurgt, hvis ikke det var, fordi de lignende den chef, der har forfremmet dem.
  • Og personligt vil jeg så tilføje, at der ikke er nogen grund til overhovedet at indlade sig på debatten eller begynde at få kvababbelse ved tanken om, at ens køn måske spillede ind i valget af én som taler. Det var det med garanti så meget andet, der gjorde – sig JA, hvis du har lyst. De spurgte dig, fordi du er dig og kan det, du kan.

Automatreaktionen bremser debatten

Det er på mange måder sundt og helt naturligt, at man i faglige sammenhænge vil vælges på grund af ens præstationer og meritter. Men samtidig er det problematisk for debatten, at argumentet er så fasttømret og falder som automatreaktion. For der er i selve formuleringen tale om en oversimplificering, hvor man stiller to punkter – køn og kompetencer – overfor hinanden som to ting, der nødvendigvis udelukker hinanden, og i øvrigt overfokuserer på netop de to elementer i en udvælgelsesproces, mens der reelt er en lang række andre ting (timing, de andre kandidaters beskaffenhed, netværk, resten af organisationsstrukturen, tilfældigheder, golfture, anbefalinger osv.) der også spiller ind. Det er en kunstig opstilling at ophøje køn og kompetencer til at være de eneste elementer – og ikke mindst at opstille dem som et enten eller. For der er jo ingen, der siger, at man ikke både er kompetent og bliver valgt på grund af sit køn. De to behøver ikke at udelukke hinanden. Men det kommer de til, jo oftere vi bliver ved med at gentage det.

Når frygten for at blive valgt på grund af sit køn er så udbredt, som den er, får den i mange tilfælde den modsatte effekt. Og det sker på mange planer:

  • I den overordnede politiske debat om kvinder i ledelse og ligestilling bremser køn-eller-kompetence-argumentet for enhver reel debat. For selvom man ikke nødvendigvis går ind for kvoter, kan man jo godt mene, at det kan være fornuftigt at opfordre flere kvinder til at “gøre sig spilbare” eller have særligt fokus på at lade kvindelige eksperter komme til orde i medierne. Men selv den pointe kan være svær at holde fast i, når man bliver mødt med “skal vi vælge kvinder fordi de er kvinder – argumentet”.
  • I praksis sker der ofte det i ledelserne og på redaktionerne, hvor deltagerne omkring bordet ellers reelt gerne ville løfte flere kvinder op på lederposter eller sikre de kvindelige eksperter mere taletid, at man leder med lys og lygte efter kvindelige kandidater. Og efterhånden som man finder en kvinde ud af 10 mulige – ofte fordi kvinderne ikke er så synlige blandt Tordenskjolds soldater – vil der til sidst være en, der siger “det kan jo heller ikke passe, at vi skal diskvalificere alle de her kompetente mænd, bare fordi det skal være en kvinde” – og så indstiller man jagten på den kompetente kvinde med god samvittighed, fordi man i det mindste prøvede. Det bliver i sig selv til et “bevis” på, at der ikke er kompetente kvinder nok – men det ville der nok have været, hvis man havde gidet lede lidt længere. Ikke, at hun skal have særbehandling fordi hun er kvinde eller vælges, hvis hendes kompetencer ikke svarer til de mandlige kandidaters – men derfor kunne hun opfordres til at være mere synlig og spilbar, så hun i første omgang kom med i feltet.
  • Ingen kompetent erhvervskvinde har det godt med at være “kvote-kvinden”, så en del reagerer ved at sige “Nej tak” til de muligheder, der byder sig, af frygt for, at de er blevet spurgt af de forkerte årsager. Og så meget desto mere hakker de på andre kvinder, der vælger at takke ja til en mulighed – selvom det er tydeligt, at de er typecastet som “kvinden” i panelet. De få meget eksponerede kvinder, der ikke er bange for at sige ja til mulighederne – eller i hvert fald trodser deres egne kvababbelser og gør det – får hurtigt et dårligt ry, fordi der stadig er så få af dem og de stadig stikker så meget ud blandt jakkesættene, at de hurtigt bliver medie slidte. Men man kan være helt sikker på, at man ikke ville blive spurgt, hvis ikke man også var kompetent. Hvis det udelukkende var på grund af kønnet, man blev spurgt, var der jo 10.000-vis af andre kvinder, man kunne have valgt.
  • Køn-eller-kompence-argumentet er et nemt og billigt slag under bælte-stedet fra de mænd, der blev forbigået. Uanset om det var køn, kompetencer, noget helt 17. eller en skøn blanding af alle mulige omstændigheder, der gjorde, at kvinden blev valgt frem for dem, giver det hurtigt anledning til murren i krogene og rygtedannelse – og overdrevet fokus på kvindens køn, frem for hendes kompetencer.

Lad os i stedet som udgangspunkt antage, at ingen kvinde nogensinde bliver valgt til noget kun, fordi hun er kvinde. Der bliver sandsynligvis lagt mere mærke til hende, hvis hun stikker snuden frem og hun får måske også relativt set flere tilbud om at deltage i paneler, debatter, bestyrelser og arbejdsgrupper end de fleste mænd, fordi stadigt flere bliver opmærksomme på at opfordre kvinder til aktiv deltagelse. Men det er meget ødelæggende, hvis der altid skal stilles spørgsmålstegn ved, om man har ret til sin plads eller blot har fået den for et syns skyld. Så lad os fremover i det mindste tilføje et lille “kun” til udsagnet, så det i stedet lyder “jeg vil fremhæves for mine præstationer – ikke kun fordi jeg er kvinde”.

Ambitioner er ikke bare ambitioner

En af de ting, der har overrasket mig mest under undersøgelsen af Erhvervskvinders Paradokser som jeg netop har afsluttet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, er at opdage, HVOR paradoksalt ordet AMBITIONER i sig selv er.

Indtil jeg påbegyndte denne undersøgelse, må jeg sige fuldstændig åbent og oprigtigt, at jeg er gået rundt med den opfattelse, at ordet ambitioner var et ultimativt plus-ord – fordi det for mig er synonymt med drive, engagement, målrettethed og ønsket om at gøre noget med sit liv. At ændre på det eksisterende og bidrage til at gøre noget bedre. Og sådan er der da også mange, der ser på det. Men jeg havde knap nok taget hul på undersøgelsen, før det gik op for mig, at ordet ambitioner for mange klinger direkte negativt og er synonymt med noget usympatisk, glat, rund-save-på-albuerne-diplomatisk og – når vi snakker kvinder specifikt – ukvindeligt og synonymt med, at en ambitiøs mor er en dårlig mor, der ikke har sine prioriteter i orden.

Og det stod hurtigt klart for mig, at det for rigtig mange i hvert fald er forbundet med ambivalens. Man mener på den ene side, at det er et plusord – og på den anden side, at det er meget nedsættende.

Derfor var en af de allerførste øvelser i undersøgelsen at prøve at dykke lidt dybere i, hvad ambitionerne egentlig dækker over. Og det viste sig, at der er tale om utroligt mange forskellige typer ambitioner på samme tid – og at det ofte skyldes forvirring og manglende begrebsafklaring, når vi opfatter ambitioner som enten positivt eller negativt. Det er ekstremt kontekstbestemt – og ekstremt fleksibelt, hvilke ambitioner, der er i spil hvornår.

Så her er i første gang en oversigt over de mest typiske ambitioner:

Ambitionen om at nå til tops

Drive: At vinde konkurrencen om at så størst, højest eller hurtigst op. Antal medarbejdere, titlens ordlyd, budgettets størrelse, placeringen i hierarkiet.

Udfordringer: Kolliderer ofte med janteloven, pæn-pige-syndromet og ambitionen om at ”være et godt menneske”.

Ambitionen om at gøre det godt ud fra sine egne kriterier

•Drive: At skabe rammerne for sit eget liv ud fra de succeskritierier, der giver mening for en selv. Ikke ud fra, hvad omgivelserne pr. definition betragter som prestigefyldt.

•Udfordringer: Svært at definere delmål. Manglende anerkendelse fra omverdenen.

Ambitionen om at sætte sit aftryk

Drive: At gå over i historien for sine faglige bedrifter. Ministerposter, nobelpriser, Oscarstatuetter og gyldne laurbær.

•Udfordringer: Udskilningsløbet er hårdt og vejen derhen er ofte brødløs. Omgivelserne bakker tålmodigt op, men ryster inderst inde på hovedet og håber, man kommer til fornuft. Og man skal i hvert fald have ”noget at falde tilbage på”.

Ambitionen om den perfekte familie med ’Det store bord’.

•Drive: Lykkebillederne af villa, volvo, vovse, unger, der fanger haletudser i gadekæret og det store bord med plads til spontane gæster. Og rigtig velsimrede gryderetter.

•Udfordringer: Det gode liv skal finansieres. Og det tager nødvendigvis tid fra lykkebillederne.

Ambitionen om at være et godt menneske.

•Drive: At nå til tops uden rundsave på albuerne. Og være venlig og overskudsagtig – både overfor medarbejderne, familien og alle ens øvrige relationer.

•Udfordringer: Hvis man når til tops, må man nødvendigvis tage hårde beslutninger engang i mellem. Og så er der højrisiko for at blive kaldt en ”bitsch”.

Ambitionen om at lave noget meningsfyldt

•Drive:  At rykke noget for andre end sig selv – at lave noget meningsfyldt.

•Udfordringer: Større fokus på produkternes kvaliteter eller opgavernes indhold. Arbejdspladser, man kan stå inde for. Også meget typisk at skifte fra linjefunktioner til HR.

Ambitionen om at leve det gode liv.

•Drive: At få alle sine drømme til at gå i opfyldelse – og alle ambitionerne til at gå op i en højere enhed. Ofte i en damebladsagtig version, hvor man både har superkarrieren, den perfekte mand, yndige, velopdragne børn, det perfekte hjem, kreative sysler og konstante ferier til spændende destinationer. Og selvfølgelig at se Sex&TheCity-fabulous ud både til hverdag og fest.

•Udfordringer: Det siger sig selv, at man ikke kan få det hele. Men alligevel prøver man.

For de fleste erhvervskvinder forløber tilværelsen med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og det siger næsten sig selv, at forskellige ambitioner er mere fremtrædende i visse livsfaser end i andre. Og at hver gang, man justerer på ét ambitionsniveau, påvirker det mulighederne for at udleve de andre.

Forestil dig, at dine egne ambitioner ser sådan her ud:

sqish

Og tænk så over, hvad det er, der sker, når du presser eller trækker lidt i den ene ende… og del så meget gerne de tanker med os andre i kommentarfelterne…

Erhvervskvinde – erkend og acceptér, at dit liv er fuldt af paradokser

I dag er den store undersøgelse af erhvervskvinders ambitioner, som jeg gennem det seneste år et seneste år har lavet for Protocol og Beskæftigelsesministeriet, ENDELIG UDKOMMET.

Jeg præsenterede den i formiddags for ca. 100 udvalgte erhvervskvinder på Protocols tænketank – og samtidig er selve undersøgelsen udkommet i magasinform som en del af den nyeste udgave af magasinet Protocol.

Hele undersøgelsen vil snart kunne downloades i sin fulde (temmelig omfattende) længde på protocol.dk – med jeg planlægger også at dele indholdet op i mindre bidder her på bloggen, så alle jer derude kan bidrage med jeres nuancer, erfaringer og synspunkter.

Inden jeg går videre, kan jeg godt se, at de ovenstående sætninger kalder på en forklaring af, hvad Protocol er. Protocol er en netværksorganisation, der arbejder med talentacceleration for erhvervskvinder. I praksis foregår det sådan, at arbejdspladserne udpeger deres mest talentfulde kvindelige medarbejdere, der så bliver matchet med en benhård mentor, indgår i en netværksgruppe og deltager i symposier og tænketanke, hvor alle deltagerne på tværs af brancher og erfaringer undersøger, hvad vi i fællesskab kan gøre for at hjælpe den uudnyttede talentmasse på vej.

Jeg har selv fulgt projektet tæt og er også en af Protocols ambassadører, sidder i en af netværksgrupperne og skriver en klumme + en hel masse om ledelse og organisationer i magasinet.  Og da Beskæftigelsesministeriet for et års tid siden sagde ja til at finansiere en større baggrundsundersøgelse af, hvor det egentlig er, skoen trykker, spurgte Protocol mig, om jeg havde lyst til at udføre den. Det har jeg så arbejdet på lige siden. Og det har været en sindsygt interessant opgave at arbejde med.

I praksis har jeg

  • Foretaget 11 dybdeinterview med vidt forskellige erhvervskvinder – i forskellige aldersgrupper, brancher og livsfaser for at finde frem til, om der måske kunne være nogle nye, uopdagede årsager til, at der stadig kun findes 4% kvinder på topposterne i det danske erhvervsliv – præcis det samme tal for 20 år siden.
  • Udviklet en masse teser på baggrund af samtalerne, som vi efterfølgende har efterprøvet i en kvantitativ analyse, hvor 1800 kvinder har besvaret en omfattende spørgeskemaundersøgelse. Den del af undersøgelsen blev i praksis foretaget af analysevirksomheden Enalyzer.
  • Foretaget det, jeg kalder “medieetnologi”, hvor jeg har kulegravet alle mulige forskellige mediers historier om emnet. Nu er mit liv jo langt hen ad vejen i forvejen en stor mediefestival. Men når jeg arbejder på en opgave som denne, foretager jeg samtidig en mere specifik medieanalyse af medier, der er specifikt relevante for emnet. (og ja, udover rapporterne og bøgerne og ledelsesteorierne var det selvfølgelig FULDSTÆNDIG nødvendigt at se Sex&The City i rå mængder og gennemtygge store bunker sladderblade.
  • Analyseret alt materialet og kogt det ned til en stribe artikler.

Det omfattende indhold har jeg kogt ned til fem paradokser, som jeg mener alle erhvervskvinder er “tvunget” til at forholde sig til –  hvadenten vi vil det eller ej – og hvad enten, de er relevante for os eller ej. Alene fordi vi er kvinder.

De fem paradokser er så også – i min optik – det eneste vi reelt kan sige, erhvervskvinder har til fælles. Udover, at de typisk tænker på deres job som en “karriere” og ikke bare “et job”. Ellers er vi vidt forskellige individer, som det i sig selv er problematisk at behandle under ét. Og vidt forskellige mennesker, der forsøger at tackle en række personlige paradokser som supplement til de fem, vi har til fælles  – og i øvrigt har vi hver vores måde at navigere gennem de fem fællesparadokser.

Men selvom jeg meget gerne vil udover at tænke køn og langt hellere vil tænke på os som individer (og håber, at de råd og pointer, jeg kommer med, i lige så høj grad kan hjælpe mænd, der ønsker at arbejde på en anden måde, end den gængse “mande-måde” og forskellige minoriteter) er det også farligt at blive så berøringsangst, at man slet ikke kan sige noget. Og her er paradokserne gode, fordi de giver os mulighed for at sige noget fælles, der kan give nogle fælles erkendelser og nye måder at tale om tingene på – men samtidig giver den enkelte mulighed for at danne sine egne mønstre gennem paradokserne.

Og NU vil jeg til at løfte sløret for noget af alt det konkrete – og det vil jeg gøre i et andet indlæg, så det her ikke ender med at blive ALT for monsterlangt. Og derfor vil jeg i første omgang slutte her og sige, at en af de allervæsentligste erkendelser for enhver erhvervskvinde, der har lyst til accellerere sine muligheder og talent er i første omgang at erkende og acceptere, at det er et liv fuldt at paradokser. Og derefter at begynde at navigere konstruktivt i det – i stedet for at sætte sig tilbage og vente på, at nogle andre på tingene.

Skridt for skridt

P7070017

I dag besteg jeg bjerget Lille Marlene i Nuuks udkant sammen med min far. For hårdkogte vandrere er det en lille ubetydelig stigning på 430 meter, men for undertegnede var det en udfordring. Ikke en uoverstigelig en af slagsen – jeg har både besteget højere og stejlere bjerge før – men dog en udfordring, der krævede en del pauser på opstigningen og en vis grad af koncentrationen på nedstigningens bratteste punkter. Og jeg indrømmer, at der indimellem var punkter, hvor jeg tænkte, at toppen så ud til at ligge uoverstigeligt langt oppe eller at nedstigningens udfordringer ville være for svære at forcere.

Men det mirakuløse er jo, at når bare man tager det et skridt ad gangen, går det altsammen. For i den slags terræn er man nødt til at kigge ned, mens man bevæger sig opad eller nedad. Springe fra tue til tue, klatre op ad de steljeste sten og ellers bare prøve at undgå uventede huller, våde sokker og rokkesten, der helst skulle have været stabile. Man kigger koncentreret ned og foretager en masse strategiske overvejelser under vejs. “De næste par meter ser tilforladelige ud, hvis jeg går denne vej – til gengæld ved jeg ikke, om jeg kan komme videre helt ude for enden, eller om det går brat op eller ned.””Måske kan det betale sig at “backtracke” lidt her, for så at komme hen på noget mere jævnt eller mindre vådt””Skal man vælge den stejleste eller den sikreste vej til toppen?” “Hvilken sten skal jeg sætte min fod på næste gang?” Man overvejer og træffer beslutninger konstant. Og når man så ser sig op igen, er man pludselig kommet en god bid nærmere målet. Næsten helt umærkeligt.

Det har jeg tit tænkt over, når jeg har været ude og vandre. Men først i dag slog det mig (lidt langsom har man vel lov at være) for alvor, hvor tæt forbundet den erkendelse er med begrebet “at tage tingene et skridt af gangen. Og hvor meget man (jeg?) dog kunne få ud af at anlægge den erkendelse lidt mere på resten af tilværelsens store udfordringer.

Der er så mange ting, vi viger tilbage for, fordi de forekommer for uoverskuelige. Og så bliver de ofte aldrig til noget som helst. Men ligesom med “bjergbestigningen” gælder det jo, at næsten uanset, hvad man begiver sig i gang, bliver det stadigt mindre uoverskueligt, jo flere skridt man tager. Det er det første skridt, der er det sværeste. Men når man først kommer i gang bevæger man sig mod målet.

Det gælder skriveprojekter – og måske er det netop derfor blogs er så attraktive, fordi man kan få skrevet en masse med små skridt af gangen. Det gælder iværksætteri. Og det gælder nye ting, man vil lære – små skridt ad gangen. Ting, der virker uoverskuelige, hvis man konstant fokuserer på det endelige mål – men som lader sig gøre skridt for skridt.

Udfordringen er så selvfølgelig, at det samtidig er målet man er nødt til at pejle efter – både for at bevare entusiasmen, ambitionerne og drømmene. Og for at holde retningen. Og der kan man godt nogle gange blive lidt desillusioneret, når der stadig ser ud til at være langt til målet, selvom man allerede er godt i gang. Og når man efterhånden har opdaget, at det der så ud til at være så nært indenfor rækkevidde dog var så fjernt. Fordi der er uventede, skjulte kløfter på vejen mod toppen. Som man så må forcere, før man kan bevæge sig videre i den rigtige retning. Og det lumske ved dem er jo, at man ikke kan se dem, før man har taget de første mange skridt. Men igen – og her er vi tilbage ved en anden kliche, hvis dybde jeg først har fattet dybden i i løbet af livet: Det er godt det samme, at man ikke kan se alle udfordringerne på forhånd – for så ville man helt have ladet værd at begive sig afsted.

Det uendeligt store i det uendeligt små

Da jeg var tre måneder i New York sidste år var der nok at skrive hjem om. Hele tiden. Der sker så meget i NYC, at man hele tiden er bange for at gå glip af noget, og alt hvad der sker er så ekstremt eller overraskende eller vanvittigt eller spidsformuleret, at sanserne konstant bombarderes – og mættes. Mængden af indtryk er så tyk, at man næsten kan drikke den.

Men dette års relocation har jeg så valgt at tilbringe i noget nær NYC’s diamentrale modsætning: Nuuk. Og her skærpes sanserne på helt andre måder. I modsætning til New Yorks sansebombardement, handler det heroppe om at lade bitte små fornemmelser folde sig ud. Opdage mikroskopiske detaljer og hæfte sig ved dem. Nemlig fordi der – bortset fra selvstyredagen, hvor jeg til gengæld i meget omfattende grad mærkede historiens vingesus og gåsehud – foregår så tæt på ingenting, at enhver lille forandring påkalder sig opmærksomhed.

Man ville ikke lægge mærke til noget af det, hvis man bare var her en dag eller to – men efter en måned begynder man at kunne se, dufte, mærke og sanse de bittesmå forandringer.

  • Mosset på stenbjergene har fået først lyserøde og nu også gule pletter, der ved nærmere eftersyn består af myriader af de fineste små blomster. Ind i mellem kan man også spotte forstadierne til de første sortebær. 
  • En af gyngehestene på legepladsen udenfor er knækket af og har ligget kæntret på jorden et par dage uden at nogen har gjort noget for at hente den hjem i stalden.
  • Det skifter ofte, hvilke skibe, der ligger i industrihavnen. Det var en stor dag, da der både lå et orlogsskib, de kongelige overnattede på under selvstyrefestlighederne og et Greenpeaceskib, der er på vej op for at forske i den smeltende Peterman-glecther, hvor man forventer, der vil brække en is-ø på størrelse med Manhattan (smager lidt af NYC) af i løbet af sommeren. 
  • Der er blevet flyttet rundt på Le Corbussier-wanna-be-møblementet på Barista. Men der står stadig Menu Gallerie-stager med hele kaffebønner i glasset under fyrfadslyset i alle vinduer. Man kan få alle slags espresso-kaffedrinks, men Cortado-trenden er definitivt ikke ramt endnu. De har bagelsandwiches, BLT’s   og ristede panini. Og jeg har kun en enkelt gang været ude for, at de var løbet tør for tomater.
  • En sunken jolle, der lå og skinnede gult og magisk op gennem vandet, er forsvundet.
  • Jeg ser en mærkelig bro og tænker i timevis over, hvor syret det er, at den forbinder ingenting og ingenting. Eller kigger så meget på en bygning, at det til sidst går op for mig, at det er virkelig unaturligt, at den ser så naturlig ud.  
  • Nogle af hullerne i fortovet, lige der hvor man passerer nødhavnen på vej ned til byen, er blevet repareret.
  • Jeg går ombord på en bus bare for at se, hvor den ender. Eller går ud ad en vej, bare fordi, at den retning er jeg endnu aldrig gået i. 
  • Nede i kolonihavnen er et kolossalt langt grønt stakit blevet malet færdigt. Der er tale om hjørnegrunden fra helvede og de var allerede startet, da jeg kom herop. De nåede lige at blive færdige inden selvstyredagen, hvor Kongefamilien skulle spise frokost i huset bag hegnet.
  • Brædtet er det ved at være slut med stenbidderrognen, men der er kommet masser af kvaner.
  • Sommeren består tilsyneladende af serielle mikroårstider. I går var det så varmt på terrassen, at jeg strippede indtil jeg sad i en tynd bomuldsbluse – og det var stadig så varmt, at jeg måtte gå ind i skyggen i ny og næ. I forgårs og i dag tuder blæsten i sørgelige disharmonier, der er store bølger i den lille sø udenfor og regnen danser trommedans.
  • Der er for det meste meget stille i den dejlige svømmehal, når man som mig kan sørge for at komme midt på dagen i hverdagene. Men så forleden var der pludselig totalt kaos med masser af børn, der sejlede rundt i plastickajakker.
  • BilledBladet er udsolgt i denne uge, selvom det kommer flere dage for sent og der kommer strafporto på 17 kroner oveni prisen. For i denne uge er der reportager fra Selvstyrefesten – og billeder af Kongefamilien i nationaldragt. Og mon ikke de fleste lige (sådan som jeg også havde håbet) gerne lige vil se, hvordan de skildrer det – og om man skulle være blevet fanget på et billede mens man selv holdt sit kamera højt over hovedet og skreg “Mary, Mary”.
  • En dag har der været hvalspæk til salg. Jeg så det først i industrihavnen, hvor folk flokkedes om en mand med nogle store fiskekasser. Der lå nogle meget store stykker spæk, der på ydersiden var hvidt med meget tydelige striber, der foldede sig ud som en harmonika, når de holdt det op for at veje stykkerne. Alle der var i nærheden hamstrede så meget de kunne bære. Senere samme dag var jeg forbi Brædtet og hørte folk små-hvine når de så, at man kunne købe netop dette stykke af hvalen. De strømmede til og købte alt, hvad remmer, tøj, pengepung og bæreposer kunne holde. 
  • Nogle gange bliver der sat ekstrabusser ind. Eller er der seks busruter, der alle går i ring. Det er reelt kun 1,2 og 3, man kan tage. De andre er skolebusser og sådan. Men forleden så jeg en, der havde nummer 67. Det studsede jeg længe over. 
  • Byggepladsen, jeg har udsigt til fra mit vindue, har på en måned formået næsten at færdiggøre en fem-etagers boligblok.
  • Det sker engang i mellem, at der er nogen, der går over for rødt, selvom det næsten er provokerende i en by, hvor der kun er to lyskryds. 
  • I kulturhuset Katuaq er der skiftende udstillinger. For tiden er det seks kostumer skabt af grønlandske kunstnere og tekstildesignere. Den mest raffinerede er en af Julie Edel Hardenberg, der i det hele taget lader til at være det moderne grønlands kunstneriske hotshot og har udgivet nogle spændende bøger på forlaget Milik, hvis forlagsredaktør, jeg lige drak kaffe med forleden. Kjolen har et grønlandsk flag foran og dannebrog gemt i ærmerne.  
  • Der er kommet frosne jordbær i kølediskene igen, efter at der havde været mangel på dem i længere tid.
  • Der er kommet to nye monumenter i Nuuk i forbindelse med selvstyret. Det ene er en varde, der troner med udsigt over kolonihavnen. Den anden en masse sæler, der vinkler sig ind og ud af hinanden. Den er vist nok sjov at lege på. Og står den midt på en nyudnævnt plads – Selvstyrepladsen. Nuuk lokal-tv rapporterede om stor ballade blandt de handlende, fordi der ville gå 40 parkeringspladser tabt. Men lige nu lader det til, at alle er glade for den. Sæl-styre-statuen. 
  • Og jeg sidder stadig ofte og spejder udover vandet, mens jeg håber på at se hvalernes blåst.

Og sådan går livet sin stille gang i lidenlund. Der er tale om så ekstremt små forandringer, at man ved, at sanserne er temmelig skærpede, når man overhovedet lægger mærke til dem. De ville aldrig være trængt igennem larmen. Slet ikke i New York, men heller ikke derhjemme i København, hvor hverdagen, trafikken, stimulanserne, tankerækkerne, arbejdet, udfordringerne, følelserne og krydderierne på tilværelsen buldrer derudad. Men heroppe, hvor jeg lever en stille tilværelse i arbejdseksil, næsten uden selskab, uden ur og uden kalender får det hele lov at trænge ind og folde sig ud. Og blive uendeligt stort, selvom det i mange andre henseender er så uendeligt småt.

Skrivebordsvoyeren rapporterer fra Nuuk

Jeg sidder i et rødt træhus med hvide vinduer. Huset ligger i en række af andre identiske røde træhuse med skur, skraldespand og en lille trappe op. Og lokalkendte fortæller, at husene ligner hinanden så meget, at folk med jævne mellemrum går forkert og begynder at tage skoene af i hinandens vindfang. Her er i alt tre forskudte etager – og jeg har installeret mig på 1. sal. Udsigten er mildt sagt noget anderledes end fra Houston Street i New York, Ahornsgade og Vesterbrogade.

Fra dette vindue kan jeg nemlig se:

•    En sø, hvor den sidste grålige is venter på vej sommersmelte.

•    En stor parabol, der vender ryggen mod mig.

•    Et grønlandsk flag, der blafrer om sin egen akse det meste af tiden, men indimellem folder sig fuldt ud.

•    En stribe nybyggede huse, der stadig er ”imprægneret-træ-farvede” og måske skal blive ved med at være det. I hvert fald er folk flyttet ind: der hænger et rødt lagen i dobbeltsengstørrelse til tørre på én terrasse og vasketøj i alle faver lidt længere nede.

•    Grønlands Energiforsynings store, nybyggede hobedkvarter i gråt og glas.

•    To rustne fælles-griller

•    To ud af de fem legepladser, der ligger omkring den lille sø. Den ene af de fem ligger lige nedenfor min terrasse, men den kan jeg ikke se lige nu, fordi jeg sidder på første sal. Den største af dem, jeg kan se herfra har fire bildæk-gynger, hvoraf de to hænger i en tynd tråd. En vippe med to falmede gyngehestehoveder, et stativ med noget, der måske er en koboltblå babygynge. Et klatrestativ med en lang rutchebane og en masse borde-bænke-borde. Den anden legeplads har lidt mere knald på farverne – sikkert nyere. Der er lige kommet to piger til den ellers øde legeplads. De er begge klædt i lilla og lyserøde nuancer. Den ene i chocking ping jakke og hue og lyserøde gummistøvler. Den anden i gammelrose jakke og lysegrønne gummistøvler.

•    En kran, der svinger.

•    To arbejdsmænd – en med rød hjelm og en anden med hvid hjelm, der konfererer på øverste ubyggede etage af et voksende etagebyggeri.

•    Et hvidt hus med rødt tag, hvor beboeren lufter dørmåtte på terrassen. Et rødt hus, et lyseblåt hus, et koboltblåt hus og et gult hus – alle med sorte tage.  Mellem det røde hus og det blå hus løber en sti, hvor jeg lige har set tre børn komme cyklende.

Hvis jeg strækker hals kan jeg desuden se:

•    Nuuks industrihavn med et par trawlere, en masse kabeltromler og et stort blåt pakhus. Man kan også se kystskibet, når det lægger til og fra.

•    En klynge træhuse i mange forskellige farver der ligger draperet udover bjerget.

•    Godthåbsfjorden i baggrunden og de sporadisk snedækkede bjerge, der bader i fjorden.

Gennem mit vindue kan jeg:

•    Mærke den friske, friske luft strømme ind og klare tankerne.

•    Høre pigen med de lyserøde gummistøvler slå sin skovl mod klatrestativet i en monoton rytme.

•    Høre en dansktalende mand irettesætte sin søn. Men jeg kan ikke se hverken far eller barn.

Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

En gang i mellem får man et godt råd, der fuldstændig ændrer ens måde at tænke eller handle på for altid. Og forleden slog det mig, at man burde samle alle de gode råd, så alle kunne få glæde af dem.

Jeg lægger lige selv ud med fem gode råd, der kommer meget forskellige steder fra:

  1. Fra min tysklærer i gymnasiet: Vent med at række hånden til jeg stiller de svære spørgsmål til sidst i timen. Så undgår du at blive alt for irriterende stræberagtig overfor de andre, når du sidder med hånden oppe konstant. Jeg ved jo godt, du kan.
    (så undlad kort sagt at spilde for meget af din taletid på banaliteter – koncentrér dig om at sige noget, hvor netop du kan bidrage med noget. Folk, der kender mig, vil helt sikkert grine her og spørge hvorfor jeg så ikke benytter mig af det råd, men kværner konstant – men vid, venner, at jeg ville talt 58 gange så meget, som jeg gør i dag, hvis ikke jeg tog mig i det…)
  2. Fra John Lennon: Life is what happens to you, when you are busy making other plans.
    (så husk nu at nyde det, der reelt er livet – og ikke altid vente på, at alt går op i en højere enhed og fremtiden begynder. Livet er her og nu)
  3. Fra min mor: Man skal altid have en flaske champagne på køl
    (Jeg var så priviligeret at vokse op i et hjem, der var præget af min mors gyldne leveregler og store livsglæde. Hun havde en uovertruffen evne til at gøre lidt ekstra ud af alting, så hverdage blev til fest, pligter til leg og det ordinære ekstraordinært – og samtidig gøre os opmærksomme på, at det ikke bare var noget, man kunne tage for givet. Det er en aktiv beslutning, om man vil have kulør på tilværelsen.)
  4. Fra min Vipassana-meditationslærer i Indien: Minimér mængden af brok i din hverdag.  Hver gang, du lader være med ærge eller brokke dig, vinder du al den positiv tid og energi, der ellers ville være spildt på brokkeriet.
    (Det er så nemt at forfalde til brokkeri – men det er samtidig så ukonstruktivt – så hver gang, der er optræk til brok eller irritation gælder det om at minde sig selv om, at det kun er en selv det går ud over, hvis man bruger dårlig energi på at brokke sig).
  5. Fra min første chef: Husk altid at gøre mig eksplicit opmærksom på, hvis der er noget, du gerne vil have mig til at ændre eller handle på. Du ved, at jeg kun vil dig det bedste og jeg skal nok prøve at være opmærksom – men jeg er ikke tankelæser, og jeg har rigtig mange andre, der også gør krav på min opmærksomhed. Så sig det i stedet for at vente – så skal jeg gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe.
    (I stedet for at gå og vente på at blivet opdaget/forfremmet/lønforhøjet, er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvad man drømmer om og håber på. Ellers risikerer at blive indebrændt og bitter).

JA – det var så lige de fem gode råd eller leveregler, der først sprang frem i bevidstheden, da jeg begyndte at tænke over det. Og der er selvfølgelig mange flere, hvor de kommer fra. Men lige nu holder jeg her – og spørger i stedet ud i cyberspace: Hvad er det bedste råd, du nogen sinde har fået?

Hvordan tæmmer du nervøsiteten inden en tale eller et foredrag?

Mens verden venter på Obamas store inauguration-tale, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan han mon har det lige nu. Har han sovet i net? Har han ondt i maven? Glæder han sig? Eller er han skræmt fra vid og sans?

Hvad er han mest bange for? De mange attentat-trusler, der har omgivet hans kandiatur fra starten? At skuffe vælgerne, når det går op for dem, at det selvfølgelig er umuligt at opfylde alles ønsker? Eller at hans vidtberømmede talegaver pludselig skal svigte, mens han står der foran The Capitol, foran menneskemængderne, foran alverdens seere? Hvis han altså overhovedet er bange eller nervøs.

Men det tror jeg nu, han er – selv den mest garvede taler vil få ett par sommerfugle i maven i den situation.

Og det får mig så til at tænke på mig selv, og hvordan jeg egentlig håndterer min egen spænding og nervøsitet inden jeg skal holde taler og foredrag. Det er selvfølgelig i en helt, helt anden målestok end Obamas situation. Så stor forskel er der faktisk i målestokken, at det reelt ikke kan rummes på den samme målestok. Men på den anden side tror jeg alligevel sagtens, at man – hvis man abstraherer fra skalaen og i stedet fokuserer på fornemmelsen – kan sammenligne følelsen; Følelsen af, at der skal leveres her og nu – og at det sagtens kan gå galt. Men at det også kan gå rigtig godt. Og at det altid er lidt uforudsigeligt, præcis hvordan det kommer til at gå. De situationer, hvor man føler sig mest sikker, kan gå rigtig galt. Og omvendt kan det netop være i de situationer, hvor man føler sig mest usikker – og måske netop derfor opper sig mere – at man brager mest igennem.

Men trods uforudsigeligheden, er der selvfølgelig en masse ting, man kan gøre for at sikre sig mod, at det går helt galt. Nogle ting handler om selve talen – andre er mere ydre omstændigheder. Her er nogle af mine egne erfaringer:

1) Først og fremmest er der selvfølgelig forberedelsen. At have gjort sig klart, hvad man vil sige, og hvordan man vil sige det. En tour de force gennem retorikken klassiske forarbejdningsfaser, der sikrer at både kommer rundt om en god ideudvikling så man kender argumenterne og pointerne på kryds og tværs, disponerer stoffet godt og engagerende, formulerer det på en interessant og billedskabende måde, øver sig, så man har det liggende på rygraden og fremfører det med stort nærvær og levende stemmeføring, mimik og gestik. Men alt det er en grundforudsætning, før man overhovedet overvejer at stille sig på talerstolen – men selv den bedste forberedelse, tæmmer ikke nødvendigvis nervøsiteten. 

2) Husk altid, at du er den eneste, der ved, hvad du gerne ville have sagt. Rigtig meget nervøsitet bunder i, at man er bange for ikke at kunne huske det hele eller at komme til at sige det i den forkerte rækkefølge. Men pyt med det – det er kun dig, der ved, hvor genialt det skulle have lydt. Det du ender med at sige, er sikkert mindst lige så godt. Og det er bedre at komme videre somom intet var hændt/glemt, end at prøve at spole tilbage for at få sagt tingene på den helt rigtige måde.

3) Menneskelighed tæller til din fordel. Rigtig mange er ekstremt bange for at fejle eller snuble over deres egne ord, når de står på talerstolen. Men et par småfejl kan faktisk bare være med til at styrke fornemmelsen af nærvær mellem taleren og publikum. Man skal selvfølgelig aldrig sjuske eller sjofle situationen, men altid tage den alvorligt – men når man så gør det, fremstår det langt mere sympatisk og levende, med en taler der taler lidt frit fra leveren også selvom der kommer et par fejl – end den fuldstændig glatpolerede tale, man ligeså godt bare kunne have fået som et par powerpointslides og selv læst igennem.

4) Jeg husker altid mig selv på, at min salig mor sagde to meget kloge ting: Det er altid godt med et par sommerfugle i maven – det får en til at præstere lidt ekstra. Og HUSK at de andre også bare er mennesker. De har også allesammen skullet holde deres første foredrag, siddet i deres første karrierestilling eller haft deres første debut, som de var lige så nervøse for.

5) Når jeg er lidt smånervøs, sker der typisk tre ting: 1) Jeg bliver meget sulten, men har samtidig ikke lyst til at spise noget. Her har jeg fundet ud af, at en banan altid er god at have med i tasken. Den lægger af en eller anden grund en beroligende bund. 2) Jeg bliver altid enormt træt og gaber højlydt – selvom jeg er fuldstændig veludhvilet og mentalt ekstremt vågen. Tidligere blev jeg ekstra nervøs af det, fordi jeg var bange for, at det ville påvirke min præstation – men i dag ved jeg, at jeg er lysvågen så snart jeg stiller mig på talerstolen. Det er bare en af mine nervøsistetsticks at føle mig træt. 3) Jeg hoster mit helt særlige nervøsitetshost, som er meget højlydt og lyder meget dramatisk, uafbrudt. Men her ved jeg også, at det holder op såsnart jeg er ankommet til det sted, hvor jeg skal holde foredraget. Det er kun et hjemmefænomen, mens jeg går og forbereder mig mentalt til foredraget. Og så er der alt det med at være klædt i noget, man føler sig veltilpas i; have tømt blæren; have sikret sig at teknikken fungerer. Så man ikke skal bekymre sig om noget af det.

6) Og så er det også bare om at have det sjovt og synes, det er spændende at få præsenteret nogle pointer og høre, hvad folk siger – og at være helt afklaret med, at alle langtfra kan være enige i det, man har sagt – og derfor glæde sig over kristiske eller undrende spørgsmål i stedet for at frygte dem og ruge over dem.

Så det var et par af mine erfaringer, når det gælder om at tæmme nervøsiteten… hvad med jer derude – har I nogle gode tips, I gerne vil dele?

Hvad er anledningen?

Forleden bagte jeg en ordentlig omgang Krydderiets julekage (som egentlig kandiderer til at hedde konfektkage på grund af sødmeintensiteten, marcipan-procenten og den færdigbagte kages kompakte tyngde). Og der var, for nu at sige det som det var, en hel del til overs. 

Så i dag tog jeg en af de små aluforme med på kontoret. For selvfølgelig blev der en masse til overs. Og sagde “Der er kage”.

Og så skete der noget interessant: Alle spurgte “Hvad er anledningen?”, “Har du fødselsdag?” eller – som den mest kortfattede variant: “Hvorfor?”

Svaret var jo enkelt: fordi jeg havde ekstra kage og gerne ville den den med mine gode kontorfæller. Og hvis det endelig var, at der skulle være en anledning – tja, så var det vel at sprede lidt konfekt-kompakt hverdagsglæde på en gråvejrsmandag, hvor præ-jule-stressen for de flestes vedkommende var ved at sætte ind…

Men spørgsmålet er, hvorfor der altid skal være en anledning for hygge, feste og sætte lidt krydderi på hverdagen. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg grundlæggende synes, man skal huske at fejre sine sejre og altid have en flaske champagne på køl i tilfælde af, at der opstår en pludselig og uventet anledning. Men det forhindrer mig ikke også at synes, at man sagtens kan spise kage og drikke mental champagne, selv når der ikke er skyggen af en anledning.

%d bloggers like this: